↩

Velmeent Erindring

til

Hr. Πoλυπράγμων.

Af IDIOMELES.

1771.

2
3

Min allerkiæreste Ven!

Jeg veed, De er en meget høilærd Mand, som ved Deres Kunst-Erfarenhed

har giort et stort Spring i Verden. Jeg erindrer mig meget vel, hvad Aar det stod i de Lærde Efterretninger, at De da med Berømmelse studerede til Oxford; Deres adskillige Reiser Hist og

4

her omkring i de Franske Provinser, ere mig for den største Deel desværre ubedte- ligesom jeg ei heller veed Deres Reise-Route igiennem Tyskland herind; dog alligevel, da vi nu ere Borgere af een Stat, og derfor at ansee som Lemmer eet og det samme Legeme, saa kan jeg ikke andet, helst da jeg har seet det fortroligste Venskabs Prøver af Dem, end erindre Dem om en Forbrydelse imod det Almindelige, som mig er kommen for Øren, at De skulle være skyldig udi.

Grækerne, som have været lykkelige i at lænke deres Tanke-tegn net tilsammen, og udfinde beqvemme Kunst-Ord, kalde den Forseelse, som De beskyldes

for, Πoλυπραγμό σύνη.

De veed selv, min allerkiæreste Ven! hvor hæslig, afskyelig, andre Med-

5

mennesker fornærmelig, og for Staten skadelig denne Last er; dersom jeg kunde tænke mig til, at De, som en lærd Mand, ikke havde tydelig og fuldstændig Begreb om denne Lastes Afskyelighed, vilde jeg tage mig den Frihed, at henvise dem til den grundlærde Zehner (Cent. I. adag. 29. item Del Reo. T. 2. adag. p. 185.) Hvilke syndig, net og flygtig have afhandlet denne Materie.

O! kunde jeg være saa lykkelig, at føre Dem, min allerkiereste Ven! fra Deres Vildfarelsers Irr-Vei, da vilde jeg indbilde mig, at have giort en fortienende god Gierning.

vi Danske, som længe have været befængte med den Syge, at besprænge vor Moderne Sprog med Franske og Tyd-

6

ske Gloser og Talemaader, have ei endnu, (saavidt jeg veed,) været lykkelige i at udfinde et Ord, ved hvilket vi denne Last kunde betegne. Maaskee man kunde kalde det Fleeræmbdsighed, Nærighed, eller andet.

Paa det Tydske Sprog, hvilket jeg veed De forstaaer saa godt, som det var Deres eget Moders Maal, kaldes denne Udyd Fürwitz, og har sin Oprindelse af Für und Witz, q. f. Für andere witzig, og betegner altsaa den, som bilder sig ind at være klog og vittig fremfor andre, og mænger sig i fremmede Handlinger.

Min allerkiæreste Ven! at denne Last er i sig selv afskyelig og farlig, vi-

7

ser den viise Salomon i Ordsprogernes 12, v. i i. Den, som dyrker sit Land,skal mættes med Brød, men den, som jager efter unyttige Handler, fattes Forstand. Hvilke Ord den Sl. D. Lutherus i sine Rand-Anmerkninger saaledes kortelig forklarer: Wer sein Acker bauet, dvs. Wer deß seinen wartet, in seinem Beruff und Stand, sonst heißt es 14 Handwerk, 15 Unglück.

Sprach, som just heller ingen Bogfinke var, formaner derfor saaledes: De Ting, som ere dig foranbetroede, grund paa dem heiligen dvs. redeligen og oprigti-

8

gen, thi du har ikke fornøden at see de skiulte Ting med dine Øine, giør dig ikke Umage forgieves i ufornødne Gierninger Syr. 3, v. 21, 22. Apostelen Paulus siger om dem,

som drive ufornøden Handel (περιεργαζoμέυoις)

at de vandrer uordenligen dvs. de gaaer uden for deres Cirkel og den Orden de ere fatte i. 2 Thess. 3, v. 10. Den, som mænger sig ind i en fremmed Bestilling, han bliver af Apostelen Petro sat paa en og den samme Rang-Trappe, som Mordere og Tyve. 1 Petr. 4, v. 15.

9

Jeg veed, min allerkiæreste Ven! at De snart bliver kied Guds Ords Hørelse, derfor vil jeg ikke bestride Deres Feil med flere bibelske Sprog, som ville falde Dem kiedsommelige, men hellere søge at overtyde Dem, som en overhaands vittig Mand, om Deres Vildfarelse, af hedenske og verslige Skribentere.

Hvad har vel Digterne (især Ovidins Metamorph. Libr. 2) villet andet sige med deres Phaeton, hvilken, for at blande sig i fremmede Ting til andres Skade, blev ved Jupiters Torden-Straale styrtet ned i Floden Eridanus.

10

Cleon bliver jo hos Plutarchum sat i Rette for, at hans Hænder vare paa et Sted, og hans Sind og Tanker paa et andet.

Lad Fornuften tale, enhver bør jo med Rette passe paa sine egne Ting. Den, som har mange Jern i Ilden paa eengang, faaer jo gemeenlig et af dem forbrændt.

Jeg tilstaaer vel, at det af Naturen vilde Menneskes forkastelige Hierte, helst i Forhaabning om Gevinst, er tilbøyelig til at mænge sig i fremmede Ting,

11

og derved forglemmer de Ting, som det i Kraft af sit Kald, Embede, Stand eller Haandværk, skulle og burde beopagte og paapasse.

Plautus klagede allerede i sin Tid over Mængden af slige Folk, naar han siger:

Sed curiosi sunt hic qvam plures mali,

Alienas res qvi curant studio Maximo

Her alt for mange er af onde Mennesker, Som sig befatte vil med andres Gierninger.

Man burde jo med Villighed tiltale saadanne fleeræmbdsige, og i den dem

12

uvedkommende Handling ufornødigen beblandende Personer, med den gamle Menedemi Ord til Chremes hos Terentium: Ak! Chremes! har I selv saa lidet at tage vare paa, at I har Tid til at bekymre Jer om andres Sager, og endnu saadanne, som slet intet kommer Jer ved Heautont. 1 Act. 1 Scen.*

Befinder Du Dig da, min allerkiæreste Ven! iblant deres Tal, som har for mange Jern i Ilden, og er Du iblant dem, som efter Bye-Rygtet befatter sig

* Her er brugt den Danske Oversættelse af Terentio.

13

med de Dem og Deres Stand uvedkommende Ting; da betænk det gamle Ordsprog: Ne sutor ultra Crepidas dvs. Skomager bliv ved din Lest.

Jeg veed, Du er belest i Historierne, drag derfor til Eftertanke den berømte Johannis Funccii Endeligt, som, fordi han bemængede sig i de ham uvedkommende Ting, blev Aar 1566 til Königsberg i Preussen, i sit Alders 49 Aar halshugget, da han for sit Endeligt opsatte dette eftertænkelige Vers:

Disce meo Exemplo, mandato numere fungi, Et fuge ceu pestem τὴ u πoλυπραoυμoσίνηυ.

dvs. Af mit Exempel lær, paa egne Ting at agte, Og flye Fleeræmbdsighed, som mig om Livet

bragte.

14

Eftertænk iligemaade den berømmelige D. Justi Jonæ mærkværdige Svane-Sang, Aar 1567.

Qvid juvat innumeros scire atqve evolvere vasus, Si facienda fugis, si fugienda facis.

dvs. Hvad nytter det at du erfaren er i meget, Naar du fleeræmbdsig er, og passer ei dit

Jeg haaber, at Du selv efter Din Høye Vittighed og Forstand indseer Hæsligheden og Afskyeligheden af den, andre i deres Næring fornærmende Last, for hvilken Du offentligen i hele Byen maae løbe Spidsrod igiennem Mundens Svøber. Intet skal være mig kiærere, end Du vil kiende, erkiende, og underkiende din For-

15

seelse. Og da jeg veed, at intet har saa rørende som Kraft paa Din Siel og dit Hierte, som gamle Antiqviteter og Oldsager, da, for at vise Dig min oprigtige Nidkierhed for Dit sande Vel, vil jeg meddele Dig et ældgammelt, rart, og ei endnu udkommet Skrift, som er bleven fundet ved et brøstfældig Taarns Istandsettelse, hvilket Ord til andet lyder saaledes:

Min Ven! jeg raader Dig, Du Dine Sager retter Saaledes ind, at Du Din Hu og Tanke setter Paa den Ting udi sær, som er Din Hoved-Sag; Pøns Du og pynt paa den med Tænkning Nat og Dag-Men, hvis fra en Ting Du til anden Ting henløber, Din Ufornuftighed Du tydeligen røber;

Enhver Fornuftig vil Dig holde for en Nar,

Naar Du paa mange Ting tillige Opsigt har.

16

Thi Du da ligne vil * hiin tøffed Bygnings Mester. Som paa sin, Bygoing ei sit Sind og Tanke fæster, Grundrigsningen var skiæv, og om i Bugter gik, Og for dens Reisning han kuns Spot og Blaine fik. Spør Du, hvi Skorstenen nedfaldt, skiønt nys opbygget, Hvi den i stille Veir fra Hvile-Punkt blev rykket? Da viid: Bygmesteren var Bygnings-Inspecteur Men han for Brændeviin var og Entrepreneur. Naar han i Bondens Vogn skal efter Dunker kige, At intet Brændeviin paa Landet sig skal snige. Døm da fornuftig om hans Bygning passes kan Naar Pose-Kigerie han passer som en Mand.

* Berosus Rerum Babylonicarum. Libr. IX. Cap 65. pg. m. 599.