[Josias Bynch] Tanker om Cassererens Forhold ved den franske Comoedie i Landecasuppen. Opsat af Studenten og til Trykken befordret af Bakkelse-Konen.

Tanker om Cassererens Forhold ved den franske Comoedie i Landecasuppen.

Opsat af Studenten og til Trykken befordret af Bakkelse-Konen.

Kiøbenhavn 1771.

2

        

3

Tør jeg, som er kun siellandsk Støv og Aske, nærme mig til din Throne, store Hr. Casseer! jeg knæler maalløs og ydmyg for din ophøiede Herlighed. En Taage af fransk Pudder betager mig din Thrones Glands, og dine franske Engle giøre saadan en Krinds om dig, at jeg neppe kan blive dig vaer.

Ak, bevar mig Dannemarks SkytsEngel! at jeg ei sætter min Tunge i Fare ved at tale til hans vredladne Maiestet. — Styr mine Ord, at jeg ei maa tale andet, end det som synes at komme op af et ærbødigt og oprigtigt Hierte. Stop min Gang, om mine Been af en Hændelse ville komme for nær ved hans Thrones Dørtærskel. Ja! naar han vil stige fra sin Throne, ned til sine naadehungrige Tilbededere, og menneskeligviis vil vandre iblandt dem, som den ranke Struds der bryster sig

4

4

iblant Høns og Kyllinger; o! saa hold din Haand over mit hele Væsen, at jeg ja ikke berører hans hellige Legeme. Dæmp min billige Misundelse over hans Kierlighed til hans franske Haarskierere, naar jeg hører at han taler saa kierlig til dem i det jydskfranske Sprog. Hielp mig at beundre hans franske Vittighed, med en hiertelig og hemmelig Latter. Styrk min Arm i al den Tid jeg skal staae med Hatten i Haanden ved Døren til Faarestien. Hielp mig at lægge mit Ansigt i ret ydmyge Folder, hver Gang min jydske Monark nærmer sig til Døren, paa det at hans steenhaarde Hierte maatte dog forbarme sig over mig, og lade mig ogsaa komme ind.

Gid jeg kunde forvandle mig til en Bræmse, og putte mig inden paa en af hans franske Yndlingers Rokkelore, saa vil- le jeg vist ikke sukke efter at komme ind paa Comoedien, saa ville han vist ikke saa spottende og eenevolds svare mig: I kommet ikke ind. Saa nød jeg samme Lykke som den franske Rokkelore. — Eller gid jeg kunde giøre mig saa liden som en Dværg og saa usynlig som en Loppe, og springe

5

5

bag i den store Sæk som hænger paa Ryg- gen af den franske Kokkepige, saa kom jeg i det ringeste til at paradere paa den forreste Bænk i en af Balcon-Logerne.

Ja gid jeg var en levende AadlevanteFlaske, i Lommen paa den forgyldte Student, som hver Gang kommer ind paa Parterret, fordi han glemmer ikke at lade Cas- sereren indcassere noget af hans Pung. — Hver Gang jeg da som en levende Aadlevande-Flaske blev præsenteret, kunde jeg i det mindste have den Lykke, at gave mig lidt omkring, og observere Secretairens Glas, hvor det spadserer fra en Skiønhed paa en anden, og Pattegrisens Speil i Snus- tobaks-Daasen, som skal sige ham hver Øieblik om han er nydelig og lækker, og som skal vogte ham fra at støde sine Bukler, naar han maa tøre den pudrede Sved af sit Babian-Gesigt. Jeg skal ogsaa nok

udmærke mig den gamle forliebte Stakkel, som kaster sine Røver-Blik til en uskyldig og endnu uforført Pige. Den udtærede Skiønhed, som ligger sine spinkne Hænder, Arm paa Arm under Hagen, kan jeg nok see; ja, inden for den store Solhat, kan

6

6 man læse Græmmelsen over hendes formindskede Antal Tilbedere, og Hendes Hiertesorg over den Foragt hun blev underkastet, da den fornemme Hestepranger stødte hende ud af sit Serail, og hver Gang jeg bliver hende vaer, seer jeg et levende Beviis af Opstandelsen og Døden paa engang.

Tillad mig, naadige Hr. Casseer! at jeg spørger dig, hvor meget du faaer til Nye- Aar af hendes Galan, fordi du skal lade ham beholde et og det samme Sted paa Logerne hele Aaret igiennem. Jeg veed nok at hun nu har nødt sig til at antage en Student i sit Krithuus i Steden for en Ca- valier; men frygt dig Hr. Casseer! at hun saa længe agerer Studentens Blod-Igle, at der bliver intet tilovers for dig at tappe.

Stormægtige Eenevolds Casserer! over fransk Comoedie! siig mig dog hvor mange Douceurer indcasserer du aarlig i din Bure- Lomme; men forlad mig først at jeg er saa næsviis og spørger dig.

Jeg veed meget vel at jeg begaaer Crimen læfæ majestatis goliathis; men der ere saa mange i vore Tider, som ustraf-

7

7

fede begaae denne Feil, saa tænker jeg ogsaa, ak din Naade er større end din strænge Retfærdighed. Jeg fordrister mig da til at tage den Hykle-Maske af et Øieblik, som jeg siden i Aften maa tage paa igien, naar jeg skal bede om din fortørnede Majestets Naade, i at meddeele mig en Billiet.

Jeg vil i disse faae Blade lægge dig den Høiagtelse for Øine, som alle dine formummede Velyndere bær i deres Hierte for dig. Bliv da ikke vred at jeg vover at skride uden for de Skranker, som din skadende Magt billig kunde omdanne til et giftigt Tornegierde.

Maaskee jeg ved min Forvovenhed kunde udrette saa meget, at Folk ei mere maatte sukke over din høie Siels Strænghed. — Ja, gid mine Ord, som ellers naar de ud- giøre de ydmygste Bønner, aldrig kan bevæge dig til Medlidenhed imod mig, dog maatte opvække en Væmmelse hos dig for din Opførsel mod mig og andre. Naar nogen, som ikke lædsker din Penge-Tørst, begierer Entrée af dig, saa staaer du myndig, og saa heroisk paahører deres Andrag, som om deres Liv eller deres Død hængte

8

8 af din Yndest eller Misgunst. Du uddeeler Love, at ingen som vover sig til at følge dig efter, skal faae Billiet. Underkuet af disse Befalinger, maa enhver staae som fattig Peer Erichsen, og ikke tør knye et Ord til dig, førend du af din egen vrange Villie giver nogle af dem det forlangte. Du passer dog altid saa got, at der er endnu Rum nok i Logerne, om nogle af dine Clienter skulle komme for sildig, at du da kunne have et Sted at slippe dem ind i. Er der nogen som vover at overtræde dine Haarde Befalinger, saa hører man først en brummende Torden at udrulle fra dig, som har en Lyd der ligner Jean de Frances Kanon-Skud.

Hvor bleg og forbauset bliver vi da ikke over din truende Vrede; thi vi frygter at din Ærgrelse skal tage saa stærk Over- haand, at du vil svare os: at du slet ingen Billietter mere har. Du er

ingen mere fiendsk, end den som har en skikkelig Klædning paa, saasom du mener at saadanne velklædte Folk have ogsaa Raad nok til at ofre noget i din Kasse; men du tager mærkelig Feil; thi det kan jo væ-

9

9 re at deres hele Rigdom bestaaer i den smukke Klædning, som de har paa.

Den første Gang saadan en velklædt Person giør sin underdanige Opvartning for dig, saa viiser du dig særdeles artig, i Haab om de forhaabede Skienkaser; men slaaer dette Haab dig Feil, saa viser du din brogede Side ud, og lærer ham at krybe til Korset, eller at stikke Haanden i Lommen. Giør han ikke det, saa kan han vist vente at du holder Bog over, hvor mange Gange du seer ham at opvarte dig for en Bil- liet. Du regner nok hvor mange Gange du seer og hører ham at trygle dig om en Billiet; men du glemmer hvor ofte du paa en buldrende Maade har afslaaet ham hans Begiering; ja du er endog saa ublue, at du endøg tør sige, at du vil føre ham ned af dit Audience-Gemak, naar du seer ham saa tit at overløbe dig. Var dine Grovheder indklædte tillige med en fin Stiil og sagtmodig Tone, saa ville alle Folk ikke skielve saa meget for dig; men nu da du saa tølpisk oversnyfler alle dem der ei ere dit Evangelio lydige, saa kiender jeg de unge Mennesker, som af Kierlighed til det fran-

10

10 ske Sprog, gierne har villet besøgt Comoe- dien; men af Frygt for en skammelig Af- viisning af dig, endnu ei har tordet vove at bede dig om Billiet, og aldrig endnu har været paa Comoedien, endskiønt de er opfødt her i Hovedstaden. Du mangler allene Vittighed nok til dit onde Hierte; thi hvis du havde den, saa ville du med større Fynd kunde bespotte dem for alle Folk, som du ei af en nedrig Egennytte gider indladt paa den franske Comoedie. Naar du over- fuser et honet Menneske, saa skraaler du forskrækkelig høit, ligesom du var bange for, at alle de Tilstedeværende ikke skulle faae din Lumpenhed at høre. Du giver dine Ord en saa høimodig Tone, at man skulde sværge paa, at du enten havde din Herkomst af Grevestanden eller af Skobørsten. Naar man seer dig saa artig som du kan lade dig see, saa er det ligesom man faae en Biørn at klappe en Kattekilling.

Neppe skal jeg forglemme en eneste Ting, af det som kan sigte til deres Berømmelse ædle Hr. Casseer! men dog havde jeg nær glemt, at de meget sielden er grov imod Fruentimmer. Ja deres Artighed strækker

11

11 sig gar ud paa Jomfrue-Piger og raske Spækhøkker-Frøkener, som forstaaer saa meget fransk, at de endog veed, at Ost kaldes Likformarche. Mange Studentere ønskede for Sprogets Øvelse at komme ind paa Comoedien, andre for at føle det henrykkende i le Beufs Ruller; nogle for at daane ved den ukunstlede Sangerindes Arier, og atter en stor Deel for alle disse anførte Aarsagers Skyld; men just Studenterne, som dog bliver Landet til Nytte i siu Tid, dem formeenes som oftest, at komme ind, endskiønt det ufeilbar ikke er Kongens Vil- lie, at en Laqvei, som for sine svage Beens Skyld drattede af Kareten, eller en Løber, som giorde sig uværdig til en høi Naade, ved en slet Opførsel, skal opfylde Logerne i Steden for Studenterne.

Mit underdanige Forslag til den høie Direction ved fransk Comoedie, er da dette, at de Loger, som ere bestemte til Folk af Byen, skulle uden, at være underkastet en Storm af brummende Ord, indtages af de Studentere og honette Skriverkarle, som kom først paa Comoedien, og at de øvrige som kom for sildig, skulle da paa det eftertykkeligste formeenes Indgangen.

12

12

Fruentimmerne kunne og tilstædes at sidde paa den forreste Bænk, saasom de me- stendeels kommer for at see Balletten og Opera-Comiqve. Saaledes er det indrettet med Cadet-Logerne, og man mærker ikke at der skeer nogen Uorden derover. Jeg for min Deel gider gierne gaaet paa Comoedien, i sær for at giøre mine satyriske Observationer.

Forleden havde jeg sniget mig op i No 9, i den næste Loge paa den høire Side sad en Jomfrue ganske eenlig med et Mandfolk, og var det hendes Broder, saa vil vi kalde hende Jomfrue S*. Da Comoedien næsten var endt, kom en meget artig og velklædt Person ind ad Loge-Døren. Jomfruen spurgte ham, hvorledes han var kommen ind, og om han havde havt Billiet. I det han svarte nei, giorde han et dybt Buk, men Fruentimmeret lod ham vide, at saasom hun ei kiendte ham, maatte han forføie sig strax ud igien, og da han vegrede sig derved, sprang Fruentimmeret op og gik ned, for at søge vedkommende artige Folkes Assistence.

Imidlertid var Personen bange for ublue Folkes Nedrighed og gik bort. Fruentim-

13

13 meret kom i en gloende Drages Gestalt tilbage og satte sig. Lidt efter kom Personen ind i Logen igien, og ventelig efter Tilladelse satte sig paa den forreste Bænk lige ved Siden af Fruentimmeret. Denne æresyge Amazoninde sprang rasende op, og gik uden for paa Gangen, indtil hun havde kiølnet sin Vrede af, saa kom hun ind igien og lod Msr. S*, sætte sig imellem hende og den fremmede Person. Artige Løier! —

Mere gider jeg ei skrevet deune Gang. Men hvilken Ulykke har jeg ikke nu erhvervet mig ved min Frimodighed. Vor høie Fader, (thi han kalder alle Folk for sine Børn,) vil nok nu herefter tugte mig med et mere bidende og smidig Riis; men han kiender mig ei. Jo saa mænd giør han saa, og for at vise hvor meget jeg frygter for ham, saa vil jeg beskrive mig:

I Ansigtet seer jeg ud som et got Men- neske, men i Hiertet er der intet. Jeg er ei en Babian, ei heller en fransk Tater i mit Ansigts Farve; min Næse er bleven stumpet af de mange Stykker, som Casse- ren har bidt af til Midaftens-Mad, min Mund ligger jeg altid i underdanige Læg,

14

14

hver Gang jeg bare for Spøg Skyld, beder om en Billiet; thi jeg veed nok, jeg faaer ingen, saasom jeg har en skikkelig Klædning og faae Lomme-Skillinger. Lykken er mig bedre end Casserens Yndest; thi jeg er næsten hver Gang paa Comoedien, naar jeg har Tid for vigtigere Forretninger.

Det var en stor Lykke at jeg i Fredags stod i den store Forsal; thi ellers havde jeg ikke observeret saa mange Løier. Hr. Cas- seren indlod maaskee en 12 a 14 Personer ved Billietter inden Klokken var 5. Til

alle de øvrige fortalte han sit sædvanlige glædelige Budskab: at fire Loger kunde snart blive fulde, og at der nu ei kunde rummes et eneste Menneske mere. Hele Salen blev dog ikke mindre vrimlende af dem som biede efter hans Miskundhed; thi naar der kom nogle af hans egne Folk, saa hviskede han dem saa smaat i Øret, at de skulle nok komme ind naar Herskabet var kommet. En Madame blev saa vred, da han sagde til hendes Kiereste at de kom for sildig, at hun ville uforhalet gaae bort igien; men et tillokkende Naadeblik fra Casserens høie Øie, holt dem tilbage, og de kom virkelig ind.

15

15

En meget honet Mands Datter bad blandt de første om en Billiet; Casseren svarte at hun skulle faae; men saasom Jomfruen var saa liden, og saa ubevant ved at komme paa saadanne Steder, saa torde hnn ei allene vove sig op paa en Loge. Hun bad da Cassereren om en Billiet tillige til hendes Tienestepige, som geleidede sig; men han svarte, at ingen Tienestepiger maatte komme ind paa fransk Comoedie. Den lille uskyldige Skiønhed, bad da om en Bil- liet til hendes Informator, som egentlig havde geleidet hende derhen; men saasom Studenteren ikke just var klædt saa smuk som en fransk Svamp, ei heller saa flink accomoderet som en Pomade-Junker, ei heller saa galluneret at Cassereren kunde vente sig en Douceur, saa fik han lige saa mange Billietter, som Jomfruens Tienestepige.

Et Øieblik derefter, kom der to gemene Kokkepiger, med hver sin blaae KappeKaabe og Kielder-Sæt. Disse to fornemme Personer gik inden for den anden Dør, lige til Hr. Cassereren uden Unseelse, og frygtede heller ikke for at blive afviist som andre Trappetøse; thi de havde en Billiet

16

16

til Herren, fra en af hans aarlige Offerbørn. Cassereren tog naadig imod Billietten og aabnede den; men i det han frygtede, at jeg eller de andre Omkringstaaende, skulle luske sig til at see det underskrevne Navn, saa drog han Billietten saa bange ind til sig, imedens han læste den. — Han fløi da ganske hurtig hen i sit Contoir, og gav disse ædle blaa Kaaber hver sin Billiet. Jomfruen, som før ei kunde faae nogen til sin Pige, traadde da til; men han svarte: Jeg har alt tilbuddet hende Billiet; men hun vil jo ingen have. Hvor herlig meente ikke Herren herved at besmykke sin uforskammede Uretfærdighed; ret ligesom han ved disse Ord haabede at forblinde saaledes Folk, at de ei skulle ansee ham for partisk. Siden havde jeg tusinde Spas ved mig selv, ved at see hvorledes snart een og snart en anden bukkede for ham, og blev bidt over Næsen. Msr. G*, som blev en klog Skumlere over Verden, da han lærte at tale maadelig fransk i Paris, fik til Løfte at komme ind, naar Herskabet var kommen, maaskee fordi han havde bønfaldet Cassereren paa fransk. —

O! lær dog lange Hr. Casseer heraf, at skiule dine Trækker mere for de vogtende Tilskuere, og lær at være artig mod enhver; thi saa bliver du mindre paaanket af alle.