? En brødløs Lakeys begrædelige Skrivelse til sin Farbroder vel bekiendt Kornpuger i Jylland angaaende Rugens faldne Priis og den ædle Skoebørstes Forhaanelse i Dannemark til Trykken befordret af Rasmus Ligefrem […].

En brødløs Lakeys

begrædelige Skrivelse

til

sin Farbroder

vel bekiendt Kornpuger i Jylland angaaende

Rugens faldne Priis

og

den ædle Skoebørstes Forhaanelse i Dannemark

til Trykken befordret af

Rasmus Ligefrem

som giver de brødløsse Skobørster et godt Raad igien at komme til Ære og Værdighed.

Kiøbenhavn 1771.

2

Hierte kiære Farbroer!

Vi lever i en ulykkelig, ja i en ulykkelig Tid. Det er langt fra ikke som I tænker. Verden bliver stedse verre, og det tegner sig kuns slet baade med jer og mig. De 500 Tønder Rug, som I saa sparsommelig og møysom har samlet sammen, og som I efter Eders Beretning har opkiøbt i Fierdingkar og Skiepper, vil langt fra ikke indrente Eder den Fordeel, som I tænker. Sælg dem! Sælg dem, om det og skulde skee under Indkiøbs Prisen; thi sælger I dem ikke i Aar, saa kommer I vist til at give dem bort i det tilkommende Aar. De Folk her i Byen, som spiser Grovbrød, have kundet hver Dag faae Rugen for 3 Rdlr. Tønden. Ingen maa mere brænde Brændeviin af Ruug; og Friebagerne, som uagtet de have ladet male paa deres Vindvesskaade: Konge-

3

3

lig privilegered Friebager, dog mangen Gang hverken kiende Klinte eller Heyre, og som, tillige med Brændevinsbrænderne, have tilforn hiulpen Eder til en god Gevinst, kan nu ey heller være Jer til Nytte. Disse skulde sælge Brød til de Fattige; men hvorledes skulde disse kunde kiøbe Rugen dyre, naar hine daglig kan faae Brød paa 3 Stæder næsten 3 Pund for 4 ß. Efter denne Forklaring, saa kan I vel tænke, at I denne Gang har giort falsk Regning til førstkommende Snapsting at forøge Eders Kapital ved Fordelen af denne Handel. Ney Ney desverre! Det bliver nu lettere at føde Folk i Hovedstaden end et fede Sviin og Stude i Jylland. Er det da ikke en ulykkelig Tid? Slet for Jer; men langt slettere for mig.

Kiere Farbroer! Alle Eders Lærdomme og gode Raad, som hidindtil haver været mig til saa stor Nytte, ere nu paa engang bleven frugtesløse. Jeg er ulykkelig, ja evig ulykkelig. Naar jeg sammenligner den forrige Tid med den nærværende, da kan jeg ikke bare mig for Graad, ja jeg burde græde Blod, og naar jeg eftertænker, Fremtiden da man jeg gyse. Hvorfor vil I vel spørge? Ak kiære Farbroer! I veed, at et Par Træestoe, en Vadmels Vest og 6 smaa Sølv 8 Skillinger udgiorde min hele Formue, da jeg reyste fra Eder. Neppe var jeg kommen paa Kiøbenhavns Toldboed,

4

4

førend Lykken gik mig i Møde, jeg blev Gaardskarl hos et fornemme Herskab. Jeg iværksatte Eders ypperlige Lære-Regler, som, jeg for at vise Eder, at jeg ikke har glemt dem, her vil igientage, de vare: Spar paa Skillingen, kommer Du til Værdighed, da vær underdanig ydmyg imod dine Overmænd ligegyldig mod dine Ligemænd, og stolt imod dine Undermænd. Derved vil du erhværve dig de førstes yndest, og de andres Høyagtelse og Ærbødighed. Ved at iagttage disse herlige Formaninger forskaffede jeg mig i en kort Tid en almindelig Yndest i Gaarden og Høyagtelse af alle de andre Gaardskarle i Naboelavet. Jeg hialp Kudsken at strigle Hestene og denne, som var en dygtig Karl, lærte mig de 4re Specier af Regnekonsten; jeg hialp Herrens Tiener at støbe Skoevox og børste Skoe, og han lærte mig at skrive zirlige Bogstaver. Ved den førstes Kunst lærte jeg at multiplicere mine Indkomster, og ved den sidstes at giøre mig skikket til et offentlig Embede.

Min Løn som Gaardskarl var vel ikke ret stor; men ved i beleylig Tid at nægte Herren hjemme, og forskaffe adskillige Suplicantere Au- dience, vidste jeg at forøge den. Jeg sparte paa Skillingen, i det første Aar var jeg Ey- ere af 40 Dalere. Siden lærte jeg at laane

5

5

Penge paa Pant imod Douceurer, og dette formerede min samlede Capital anseelig. Jeg mærkede, at en god Kiol og et frisseret Haar gieldte mere end Forstand og Dygtighed, derfor flettede jeg mit Haar i en net Pidsk, og skaffede mig en sirlig Gaardskarls Eqvipage, et par store Sølv-Skoespænder og et stort Lommeuhr. Kort at sige, i en Tid af 2 Aar var jeg en Karl paa 200 Daler og tillige den netteste og mest yndede og agtede Gaardskarl i hele Na- boelavet.

Engang da Fruens Tiener var ude, kaldte hun paa mig for at forrette et Ærinde. Jeg iværksatte det med min sædvanlige Hurtighed. Hun roste mit Forhold. Jeg kastede mig ned for hendes Fødder, og, for at vise min Erkiendt- lighed, kyssede jeg Sømmen af hendes Forklæde. Staae op Jens, raabte hun meget naadig, I fortiener en bedre Lykke. Kan I lære at accommodere, da skal I blive min egen Tiener. Neppe havde hun udtalt, førend jeg som et Lynild fløy hen til en Haarskiærer, til den berømte Msr. La Crinniere, og efter at jeg havde givet ham 10 Dukater, lærte han mig i en Hast ligesaa got nu at omgaaes med Menneske-Haar, som tilforn med Hestenes. Jeg aflagde min Prøve paa Fruens naadige Hoved, og de Hænder, som tilforn vandt Kudskens Bifald i Stalden, erhvervede sig nu Fruens Yndest ved

6

6 Natbordet. Hun gav mig 3 Dukater til

Fæstepenge.

Her begyndte efter mine Tanker min Lykke at fæste Rødder, jeg saae mig nu paa den Vey, som fører lige hen til Embeder, Indkomster og Værdighed. For at naae Maalet maatte jeg strax tilsidesætte en af Eders Regler. Spare paa Skillingen kunde jeg ikke længere. Jeg maatte nu forandre min Eqvipage. Broderede Manskietter, Silkestrømper, Fløyels Buxer, mindre Spender og et mindre Uhr koster Penger. Mine 200 Daler kunde altsaa ikke formeres. Desuden maatte jeg lære de ziirlige Videnskaber. Jochum Brakarl lærte mig at giøre en Compliment efter Moden; og Stephan Grenadeer lærte mig at spille Piqvet og parlere Fransk paa engang. Og da Øvelser er det fornemmeste ved disse Videnskaber, saa blev jeg nødt til at søge Sælskaber for at giøre mig mere fuldkommen. Jeg naaede Maalet. Fruen sagde til mig: Jens I er en tout á fait Laquais, og da denne Roes den Tid var paa anden Dansk, saa meget som Jens I er ey alene skikket til at faae et Embede; men I skal endog faae Det, saa gik disse Udgifter mig ikke til Hiertet. Mine 200 Daler vare forsvundne. Jeg skulde endog selv have kommet til at laane paa Pant, hvis jeg ikke havde forstaaet mit Embede som Tiener; og hvis jeg ikke havde havt saa naadig en Frue. De øvrige Lære-Regler beholdt jeg. Midt i min Lykke var jeg saa ydmyg mod Fruen som en Orm, og ved en vis fier eller stolt Mine forskaffede jeg mig Anseelse i hele Huset. Begegnede man mig med Koldsindighed, vidste jeg at hævne mig. For Exempel Mester Hans glemte engang at kalde mig Monsiør, han maatte derfor bie et halvt Aar efter sine Penge, og ved Regningens Afbetalelse, blev han tillige afkortet. Kort at sige, jeg var æret og agtet og næst den lille Manille var der ingen, i hele Huuset, som Fruen bedre kunde li-

7

7

de end mig. Hun rekommenderede mig derfor til det Herskab, hvor jeg nu er, og fra hvis Karether saa mange Embedsmænd ere udspirede. Jeg har, ved Eders lærerige Grundregler, ved min behagelige Opførsel, og prægtige Levemaade, forskaffet mig samme Yndest og Agtelse her, som det andet Stæd. Fra simpel Tiener er jeg bleven til Kammertiener, og fra Kammertiener til Herrens Sekretær. Det var nu ikke mere som forhen slet og ret Jens, ey heller Msr. Jens; men efter Eders Stammenavn Hr. Dyrkiøb. Min Lykke var nu paa sin høyeste Spidse. Jeg ventede kuns paa et par Mænds Dødsfald, for at faae et vigtigt Embede, for ligesom

mine Formænd, selv at komme til at holde Lakeyer.

Men Ak! Hertil er jeg kommen og ey videre. Forleden Dag da jeg vilde erindre min Herre om hans Løfter, svarede han mig gandske kort: Jens er I ikke fornøyet med den Tieneste, I nu har, saa faaer I at skaffe Jer en selv, jeg kan ikke hielpe Jer. Jeg er fornøyet naadige Herre svarede jeg, i det jeg faldt ned paa Knæe, Men. Her hielper ingen Men, svarede han mig i en mere naadig Tone: Jens Sekretær Kan I ikke være længere, I maa blive Kammertiener, og skulde Tiderne end mere forandre sig, saa maa I finde Eder i at staae bag paa min Vogn igien.

Hvad synes Eder, kiære Farbroer! var det ikke et Fandens Afslag, og har jeg ikke Aarsag ligesaavel som I, at beklage mig over Tiderne? Jeg tænker jo. Ja, jeg kunde vel græde Blod, naar jeg betænker den forbigangne Tid. For lang Tid siden havde jeg kundet havt en god Dommer-Controlleur- eller Toldertieneste; hvorefter mangen en Student og Skriverkarl har sukket i 20 Aar; men det var mig ikke fornemt nok. Ak! jeg Tosse, jeg Erketosse! Jeg er nu allerede forringet fra Sekretær til Kammertiener, lever jeg lidt, bliver jeg slet og ret Tiener- og døer min Herre, førend jeg, saa kommer jeg vel til at pudse deres Skoe, som jeg for kort Tid siden med en

8

foragtelig Mine har dreven ud af min Herres ForgemakAk! disse Betragtninger komme mig til at gyse! Hvad skal jeg elendige giøre? Giv mig et godt Raad. For at fordrive Sorgen, tager jeg nu sidste Gang min Domino paa. Maaskee jeg midt i min Ulykke kan være lykkelig paa Maskeraden, og med de 2 Ducater, som jeg endnu eyer, kan jeg kanskee vinde et Par Hundrede. Vist nok er det, at Folk klager over Contanter her i Byen. Men paa Maskeraden kan man see, at der ligesaavel er Guld- og Sølv-Myndter i Kiøbenhavn, som jeg af Eders Brev kan see, at der er Ruug i Jylland. Jeg henlever med største Bedrøvelse Eders

Kiøbenhavn den 22 Febr. 1771.

ydmygede Brodersøn.

Jens Dyrkiøb. Gunstige Læsere!

Her er Brevet; det er ingen Opdigtelse, men et virkeligt Brev, som jeg en Morgen tidlig fandt uden for det danske Comoedie-Huus. Jeg har givet det, ligesom jeg har fundet det; duer det ikke til andet, saa kan man dog deraf see, at de Vittige, som har ivret sig imod Skoebørsternes Værdighed, ikke har havt Uret. I brødløse Lakeyer! Jeg har lovet Eder et godt Raad: Jeg elsker Korthed: Giv Eder i Krigsstanden. Naar I saa pudser Eders egne Skoe, og iagttager den militairiske Nøyagtighed; saa kan I med Tiden blive befordret til Under-Officier; og maaskee da Tiderne saaledes kan forandre sig, at I kan faae nogle af de Embeder, paa Eders gamle Alder, som I i Eders Ungdom har foragtet. Hermed Gud befalet.

Rasmus Ligefrem.