SANCT HANSAFTEN-SPIL
220En Vandringsmand triner op paa en gammelGravhøi, der staaer ved Veien, og siger somPrologus:
✂
Velkommen! i den røde Morgenstund,
Enhver som tidlig nu har samlet sig,
For snart med ufortrødne, raske Fied
At følge os fra Byens dorske Taage
Til Skoven hist, som grøn og sval sig hvælver.
Her seer I Vejen! Fra den lille Høi
Kan I den næsten ganske overskue.
Fra lumre Gader, hen igiennem Marken,
Hvor Græsset bølger i den friske Luft,
Vi ile jublende, med lette Skridt,
Igiennem Veiens Støv og Solens Straaler,
For destolænger at opholde os
I Skovens gamle, svale Bøgelunde.
I seer en Sværm af Gamle og af Unge,
Af Overgivne og Alvorlige,
Af Fattige og Rige sammenblandet;
Den muntre Teltecirkel stolt omringet
Af Vaarens høie, lysegrønne Telte,
Hvor taus Naturen straaler i sin Glands.
Saa lad det Eder heller ei fortryde
222
At lytte til et sammenblandet Chor,
Hvor Overgivenhed og Skiemt og Glæde
Afvexler med en dybere Natur.
Jeg er en gammel Gubbe. Digteren
Har bedet mig at træde frem og tale.
Han troer mit Sølvhaar og min svage Stemme
Kan mildne Eders Hierter, aabne dem
Og stemme Eder for det lette Spil,
Som flygtig Phantasie har sammenføiet.
Betragter denne skiønne Foraarsmorgen!
Naturen taler varmere end jeg.
See! hisset nærmer sig en Spillemand.
Omringet af de blomsterklædte Sletter
Vil jeg ved Strengens simple, svage Klang
Paa Høien synge jer en Morgensang!
✂
Du skiønne Blaae!
Du hvælver saa huldt om de grønne Straae,
Med Dugperlerne paa,
Hvor Lærkerne slaae,
Hvor Bølgerne gaae,
Hvor de spraglede Kornblomster venligt staae!
✂
Du lave Høi!
Din Hvælving fierner fra Lys og Støi.
Din Urne staaer
Fra Oldtids Aar,
Af Aske fuld
I det dybe Muld.
Ubevægelig den staaer,
Til eengang den store Klokke slaaer.
✂
O lyse Glands!
Naturens funklende Straaledands!
223
Gyd i mit Bryst
Din liflige Glæde, din varme Lyst.
Snart er det forbi.
Snart synker jeg i
Det kolde Muld;
Og skuer ei længer dit luende Guld.
✂
Ak Livets Lyst!
Kun stakket du flammer i det svage Bryst.
Din luende Drik
Indsuger saa kort kun det matte Blik.
Det brister saa brat,
I den dunkle, den dunkle Nat.
✂
Arme Menneskestøv!
Visne Løv!
I den kolde Urne maa du hvile der,
Mens det er saa varmt og saa lyst og saa herligt her.
✂
O du evige Natur!
Inden jeg favnes af den sorte Muur,
Lad mig skue dig!
Du oplue mig!
Din uendelige Harpe saa huld,
Med de liflige Strenge,
Af Havets Sølv og af Solens Guld
I mit Hierte trænge,
Med sin Harmonie,
Med sin søde Sympathie!
✂
Flora! evigunge Møe,
Huld du kommer og forsvinder.
Roserne paa dine Kinder
Livner Skov og Mark og Søe.
224
Flora! evigunge Møe,
Tryk mig huldt i dine Arme,
Lad mig favne dig med Varme,
Favne dig med Kraft og døe!
Prologus gaaer.
Harlekin kommer styrtende op ad Høien og er færdig at snuble:
✂
De Gravhøie skulde Fanden flytte!
De staae her og giør ikke den mindste Nytte.
Gnider sit Been.
✂
Det er en Levning af Barbariet;
Jeg troer jeg skal klage for Politiet.
Kommer frem og bukker meget ydmyg for Publikum.
✂
Mine Herrer og Damer, jeg har rendt som en Hest.
Bryd jer ikke om den gamle Kiellingepræst.
Jeg er den rigtige Prologus, jeg!
Forfatteren bad mig løbe min Vei,
Og krybe op paa denne Høi
Og fortælle jer under megen Støi
At nu skulde Stykket strax gaae an.
Det hørte den gamle, enfoldige Mand.
Saa skyndte han sig med lange Skridt,
Mens i Vibenshuus jeg bedede lidt;
Og mens jeg i Lundehuset fik mig en Dram
Kom han i Forveien. Det er Skam!
Hans Snak skal I ikke bryde jer om.
Den gamle Nar gaaer i Barndom.
Han førte vel en lang Conferents
Om Composition og en høi Tendents.
225
En høi Tendents i et Dyrehavespil!
I hans Pande det aldrig gaaer rigtig til.
Det skal være paa sin shakespearisk.
En Skik som hos os er reent barbarisk.
For Guds Skyld lad Eder ikke smitte
Af denne uvidende, excentriske Britte,
Som giør Theseus til Hertug i Grækenland
Og troer at Bøhmen er omflydt af Vand.
Nei, mine Herrer! Med Galskabens Rangle
Eders ærede Bifaldssmil at angle -
Derpaa Forfatteren ene vil pønske,
Det er han høieste, fromme Ønske.
Bliver han undertiden lidt tør,
Humant I overbære bør.
Du lille Kunstdommer, som saa net
Betragter mig giennem din Lorgnet,
Vær derfor ikke altfor severus.
Interdum dormitat bonus Homerus!
Nu har jeg opremset min hele Lexe.
Nu skal I see at jeg ogsaa kan hexe.
Han slaaer i Jorden med sin Brix. Skuepladsen forvandles til et Værelse i Byen.
✂
Nu ere vi alle til Staden draget.
Stykkets Eenhed er just ei iagttaget;
Men de som ei lider Changement
Kan blive naar vi flytte næste Gang.
Her er vi i Huus hos en Borgermand.
Men hillemænd! see der kommer han.
Jeg faaer da vel at vige for Personen,
For ei at forstyrre Illusionen.
Gaaer.
- ✂
- EN MAND
-
triner frem og siger:
✂ Det er i Dag et deiligt Væ'r.
Vinden vifter i Voldens Træer.
Der er ei en Skye paa Himlen at see.
I Vinduet mine Blomster lee.
Det er dog saa tungt med en Urtegaard,
Som indsluttes kun af et Potteskaar.
Om Sommeren er man kun lidet glad
Ved at sidde midt i den lumre Stad.
Naar Øiet standser paa snevre Muur
Da længes man efter den vide Natur.
Grønt overalt og Fuglesang,
Hoppende Vildt og Valdhornklang,
Viden Udsigt og svale Vind -
Det giør et let og fornøiet Sind!
Jeg troer vi giorde ej saa ilde
Om vi kiørte idag til Kirstens Kilde.
Saa mored vi ogsaa Frøkenen lidt.
Det stakkels Barn, hun græder saa tit
Hun blev forliebt i en smuk, ung Mand!
Fordi han var over hendes Stand
Blev Moderen ganske angest og bange
Og holdt den stakkels Pige som Fange.
Troede endelig hun skulde glemme sin Ruus,
Naar hun kom her, i et eenligt Huus.
Et Aar hun nu har været hos mig.
Det giør mig ondt! thi hun græmmer sig.
Hendes Elsker er draget i Verden ud,
Om han eengang kommer igien, veed Gud!
Fornøiet jeg vil hende gierne see.
Idag beqvemt det kunde skee.
227 Der kommer min Kone; vil høre hendes Mening.
Ægtefolk maa giøre alt i Forening.
- ✂
- KONEN
-
kommer.
✂ Min kiere Mand! bliv ikke suur.
Jeg hørte alt, thi jeg stod paa Luur.
Du vil kiøre os ud i Skoven idag!
- ✂
- KONEN
-
kysser ham.
✂ At du dog er ret en god lille Mand!
Fornøier os altid med hvad du kan.
Det glæder mig ellers for Frøkenen meer
End for mig selv, som vel du indseer.
Hendes Øine som græder og er saa kiønne
Have godt af at komme ud i det Grønne.
Gaaer.
- ✂
- MARIA
-
kommer ind. Hun sætter sig ved Klaveret og
synger:
✂ Dybt Skoven bruser og Skyen gaaer.
Ved Strandens Blomsterbred Pigen staaer.
Høit opskyller Bølgen saa brat, saa brat;
Og hun synger ud i den dæmrende Nat,
Af trøstesløs Kummer henrevet.
228 Ak Hiertet er dødt og hvorhen hun seer
Er intet, intet at ønske sig meer.
Du Hellige! kald da dit Barn til dit Bryst
Mig har jo alt henrykt den jordiske Lyst.
Jeg har jo alt elsket og levet!
- ✂
- KONEN.
-
✂ Den er mig alt for melancolsk.
Jeg kunde blive i Hovdet catholsk,
Hvis længe jeg hørte slige Sange.
Af de Muntre er der dog ogsaa mange!
- ✂
- MARIA
- sukker.
- ✂
- KONEN.
-
✂ Vær nu en lille, fornuftig Pige.
Vær munter og lad Sorgerne vige.
Min Mand har besluttet til Skoven at tage.
Vi skulde saa derud i disse Dage,
Og idag er Veiret saa klart og net.
- ✂
- KONEN.
-
✂ Stakkels Pige! maa være saa meget inde.
Nu ja! Deri maa vi os finde.
Det er hverken min Mand eller mig som vil
Holde Dem. Hvad skal man sige dertil!
Deres Moder -
- ✂
- KONEN.
-
✂ Saa kiøre vi da til Skoven idag.
Ifald De Cathrine sende vil
Til Kudsken, skal jeg lave alting til
I Kiøkkenet.
Gaaer.
- ✂
- MARIA.
-
sætter sig og skriver en lille Seddel, kalder saa
paa Pigen:
✂ Skynd dig til Hyrekudsken hen.
Vi skal i Skoven. Kom snart igien, -
Thi vi har travelt. Men først et Ord -
Bring denne Seddel - du veed hvor han boer -
- ✂
- CATHRINE.
-
✂ Saa skal vi i Skoven? En herlig Sag!
Skovtouren er min bedste Dag.
Det er den eneste Dag jeg maa gaae
For min Madamme med Solhat paa.
Ellers siger baade Hun og Han:
Cathrine! klæd dig efter din Stand.
Naar dette Brev jeg nu bringer hen
Saa gier den unge Greve mig Penge igien.
Det er i Sandhed en herlig Fyr!
Saa seer jeg igien disse rare Dyr,
Disse nysselige Abekatter og Hyæner.
Derude de Folk dog meget fortiener.
De trækker os Pengene ud af Landet,
231 Siger min Hosbond. Det er forbandet!
Ja, du gode Gud, hvad skal man sige?
Det morer dog altid en stakkels Pige.
Gaaer.
- ✂
- MARIA
-
paa sit Kammer; med Ludvigs Billede i sin
Haand.
✂ Da jeg imorges aabnede mit Øie
Da hopped Spurven glad paa tørre Tage,
Som glimted rødere i Morgenrøde.
Den qviddrede og kaldte paa sin Mage;
Og sølvblaae Buen hvaltes i det Høie
Og Lærkens Slag fra Voldens Kroner løde.
De bæved mig imøde,
Og toned: Du idag din Ven skal skue!
Da sprang jeg op og stirred over Byen,
Henrykt i Sølverskyen,
Mens Solen steeg ud af sin Rosenlue.
Og Lærken slog igien fra Voldens Kroner,
Og Elskov bæved i dens Trylletoner.
✂ En stor, en hellig Aand usynlig vanker
I al Naturens vidtudstrakte Egne
Og vækker Anelser om Livets Glæde.
Ak! Længsel lærte disse Kinder blegne,
Adskilt fra den for hvem mit Hierte banker,
For hvem jeg kun kan sukke ømt og græde.
Hvi fyldte stille Glæde
Mit Bryst idag, da Solen rød sig velted?
Det giorde han, den Helligaand, som bringer,
Paa lette Zephyrvinger
De Følelser, som har mit Hierte smeltet.
232 Det giorde han, den uskyldsrene Due,
Som svæver over os paa Himlens Bue.
✂ En grusom Skiebne kold sit Jerngitter
Imellem tvende unge Hierter trænger,
Som Himlens Harmonier sammenslynger.
Kun sielden sig det drukne Øie hænger
Paa elskte Gienstand; ved den svage Cither
Kun fiernt han mig sin høie Længsel synger.
Idag Naturen slynger
Sin Rosenkrands hen paa vor mørke Bane.
I Skovens Tempel skal jeg Ludvig skue,
Ved Maanens Altarlue.
Det lærte Elskovs Aand mig tidlig ane.
Naar Tumlens Glædeskrig sig hisset hæve
Skal taust i Lunden tvende Hierter bæve.
DEKIØRENDE.
✂
Fra qvalmfulde Mure!
Til Marken saa huld!
Der pløiede Fure
Har ydet sit Guld.
Saa friske, saa sunde
De Bønder vi see.
Ved kiølige Lunde
De hvæsse den blinkende Lee.
✂
See Blomsterne virke
Et Teppe, som gaaer
Om gothiske Kirke,
Hvor Korsene staaer.
233
Saa bruun den sig reiser
I lysgrønne Dag.
See hvor Storken kneiser,
Paa det gamle, mosgroete Tag.
✂
Huulveien mod Havet
Nedluder saa brat,
Med Skygge begavet,
Med Træer besat.
Her risle saa milde
De Bølger fra Land,
Fra venlige Kilde,
Langt ud i den himmelblaae Strand.
✂
Saa langsomt i Sandet
Vi glide afsted;
Imens ruller Vandet
Ved Hestenes Fied.
Den flagrende Maage
Flyer hen over Søe.
Hist see vi i Taage
Thyco Brahes kneisende Øe.
✂
Her Bøgenes Kroner
Sig om os har hvalt.
De spøgende Toner
Vi høre jo alt.
See Teltene hvide!
See hvirvlende Røg!
Vi kiøre, vi ride,
Vi ile til Latter og Spøg.
DYREHAVEN.
- ✂
- MØDENDE CHOR AF ALT.
-
✂ Allons! Allons! Courage! Courage! Courage!
Skiønne Rariteter, Løier og Spas!
Dyr fra Asia, Africa,
Europa, Nyeholland, America.
Subtile Kunster!
Magiske Dunster!
Smukke Damer! I komme tilpas.
Som I spinde Hør, saa spinde vi Glas.
Som I dandse paa den brede Jord,
Saa dandse vi paa den smalle Snor.
Smagfulde Pantomimer!
Peer Døver og Kirsten Kimer!
Valdhorn og Violiner!
Bajatser og Harlekiner!
Kager og Abelsiner.
Insekter og Prospecter!
Comedier og Tragedier!
Nye Hegler og Karter!
Tobaksdaaser med Bonaparter!
Fuglebure og Voxfigurer!
Cartoucher og Destoucher!
Frederik af Preusen i egen Person!
Pidskebaandsjøden og Mendelsohn.
Af Drikkevare
En utallig Skare,
Skynder Jer bare!
Skiønne Rariteter, Løier og Spas!
Allons! Allons! Courage! Courage! Courage!
SPADSEREGANG.
De gaae hinanden forbi.
- ✂
- FØRSTE.
-
✂ Kan dog godt lide Folk saadan gaaer forbi,
Med ordentlige, smukke Klæder paa;
Og nogle er gar pyntet fra Top til Taae!
Gaaer rystende med Hovedet.
236- ✂
- KONEN.
-
✂ Det er en ung Herre fra Langeland.
Han fortæller min Mand om sin Slægt og Venner,
Som boer der ovre og som han kiender.
- ✂
- MANDEN
-
kommer med et ungt Menneske.
✂ Min Herre! Hvis De ei vil forsmaae
Med os lidt om at spadsere gaae
Og siden spise med i Græsset hist,
Saa glæder det os.
- ✂
- MAND.
-
✂ See, her seer De min Kone.
Den smukke Pige, med Egeløvskrone
Om Haaret, det er en Frøken vi har
I Kost.
- ✂
- ET UNGT MENNESKE.
-
✂ O hvilken deilig Pige der gik.
Hvilken tryllende Væxt! Hvilket smægtende Blik!
Jeg maa see hende engang endnu!
- ✂
- EEN.
-
✂ Han er alt fløiten! Det er Fanden til Knøs;
Han løber efter hver deilig Tøs.
Lad os tømme en Flaske midlertid.
Den Fornøielse er mere solid.
De gaae.
- ✂
- DANDSEREN PAA VOLTIGERLINIEN.
-
✂ I Cirkelbue,
Gavner jeg ikke nok?
Uden at grue,
Paa den smalle Snor,
Høit fra Jord.
Kommer hid og seer herpaa!
Nu hænger jeg i Snoren kun ved en Taae.
Det veed jeg nok at hvis jeg slap,
Slap jeg med Halsen knap!
Synes Jer ikke der er noget i
At narres med Døden?
Han snuser om mig, som Katten om Grøden,
Paa sin lumske Viis;
Men fikst Du Pæren Zachariis?
Det er ikke Løier,
Som Jer fornøier.
Det er Mod,
Stærke Muskler, luende Blod,
238 Dristighed og Foragt!
Heisa! Hopsa! Uforsagt.
Du rynker Panden, du satte Flok!
✂ Heisa! Hopsa! Høit i Skye!
Lad dem knye!
Mit Liv er Sving
Og Dødningespring.
Som ingenting
Jeg sveier omkring,
Til jeg giør det allersidste Spring.
Og spør saa St. Peder: Hvad godt har du giort?
Svarer jeg Schweitseren: Ikke stort!
Men hvad har de andre Bengier da giort?
- ✂
- FOLKENE BAG TELTET.
-
✂ Her har vi gravet i Jorden et Hul.
Det er fyldt med Kul.
Mellem Græsset Luen slaaer op.
Røgen vifter i Bøgens Top.
Det er artigt nok.
239 Hvem troer her har været en Kok,
Naar Teltet ei længer her staaer,
Naar Folk ei meer at spadsere gaaer.
Naar Hiorten og Hinden
Piler af i Vinden,
Med lette Fied;
Naar Støvet og Løvet
Dækker Hullet til,
Hvem vil
Da sige saa lige:
Her har været et luunt lille Arnested!
- ✂
- EN JØDEDRENG.
-
✂ Deilige Pidskebaand! røde og blaae,
Gule, grønne, violette og graae.
Lad mig nu ikke for længe løbe!
Kommer at kiøbe, kommer at kiøbe!
Røde, gule, grønne og blaa i Fleng!
Jeg er en god lille Jødedreng!
✂ Min Moder er syg, min Søster er død;
Hun fortiente til mig og min Moder Brød.
Jeg tiggede sammen et Par Markes Penge,
Saa kiøbte jeg Baand og løb saa længe,
For at sælge dem her til got Folk i Fleng.
Jeg er en god lille Jødedreng!
240 Kommer at kiøbe! Kommer at kiøbe!
Lad mig nu ikke for længe løbe.
De Penge jeg vinder her, som jeg haaber,
For dem jeg kiøber min Moder Draaber,
Saa reiser hun sig igien af sin Seng.
Jeg er en god lille Jødedreng!
- ✂
- MANDEN MED HUNDEN.
-
✂ Vor Herre, mine Herrer, har lagt et stort Pund,
Som De vel alle ved, i en Hund.
Dog denne de andre overgaaer.
De sieldneste Kunster den forstaaer.
Den kan sige uden Puncterebog
Hvem af mine Herrer der er dum eller klog.
Den kan sige uden ringeste Varsel
Hvem af mine Damer der laver til Barsel.
Kommer nu hid og seer herpaa. -
Min Gud hvorfor mon de fleeste gaae?
- ✂
- FIELLEBOEMAND.
-
✂ Speilecabinet!
Nok saa net!
241 Kommer hid og leer.
Paa Hodet I seer
Alleting!
Alt vendes omkring.
Kommer hid i Gallop.
Det Nederste vender op.
Egens Rod!
Pigens Fod!
Speilecabinet!
Nok saa net!
- ✂
- MARIONETSPILLEREN
-
trinet frem og siger:
✂ Høistærede Publikum! her vil
Vi føre op et Skuespil.
Et herligt Skuespil, som knap
Vil mangle de fornødne Klap;
Thi Stykket er et Liggendefæe
Og Skuespillerne er af Træe.
242 At gavne medens vi fornøie
Har vi bestandig havt for Øie,
Da det er Kunstens Hovedsag,
Som I skal faae at see idag.
Her seer I intet Sværmerie.
Med sligt har vi ingen Maskepie
Og endnu mindre Sympathie.
Akkurat som det i Livet gaaer
til Eders Fryd I skue faaer.
Det er det rene, gedigne Guld.
Af Moraler Stykket er pære fuld.
Humanitet, og Dyd og Gavn
Og frem for alt Poesiens Savn,
Kort alt hvormed en ærlig Mand
Vor oplyste Tidsalder glæde kan.
Her seer I nu en borgerlig Stue.
Vi efterligne Iffland og Kotzebue.
Hvor huslig og net dog alting staaer!
Nu begynder vi alt. Det er bedst jeg gaaer!
Dækket gaaer op. Skuepladsen forestiller et anstændigt møbleret Værelse, med Stole paa Gulvet, Ruder i Vinduerne o. s. v. Alt er simpelt, men reenligt.
- ✂
- VERTINDEN.
-
✂ Den Skiebne er dog grumme tung
Hun græder.
At være Enke naar man er ung.
Vel sandt, min brave, elskte Mand
Jeg aldrig, aldrig glemme kan.
Det var en sanddrue Officeer.
Saadan en Mand faaer jeg aldrig meer!
Han havde en Hat, mens han var i Live,
Saa forskudt med Kugler at den ligned en Skive.
243 Var altid i Fred til Krig parat,
Som det sig sømmer en brav Soldat.
Om han i Krig var parat til Fred
Er noget som jeg ikke veed.
Han var ret af det gamle, ærlige Præg.
Med egen Haand han tog af sit Skieg;
Loe aldrig, men var stedse but;
Kaldte mig dog sin søde Snut.
Ak, du uforglemmelige Mand!
Jeg kunde græde en heel Spand Vand.
✂ Han døde! - O hvis nu jeg stod
Griber sin Rok.
For en stor Forsamling, med dristigt Mod,
Uden sand eller falsk Undseelse
Jeg skulde mig meget viist betee
Og sige til Publikum: Kiød er Høe!
Som min salig Mand skal I alle døe.
Fører Eder derfor dydigt op!
Livets Hest pidsker af i fuld Gallop
Og inden I veed et Ord deraf
Har den smittet Jer i den sorte Grav!
Ha ha! hvor jeg dog er grumme vittig.
✂ Et Menneske bør være flittig.
Spytter paa Fingeren, nynner en moralsk Spin; devise, falder i Tanker, sukker og siger endelig igien:
✂ Den Skiebne er dog grumme tung
Det banker.
At være Enke naar man er ung!
✂ Hvem banker der? Luk op! Kom ind!
- ✂
- FRIEREN
-
kommer.
✂ Jeg ilte hid som Vestenvind,
Naar den til Rosen sig vil skynde.
Saa hurtig løber ingen Mynde.
- ✂
- VERTINDEN
-
sagte.
✂ Ak! hvilken smuk indtagende Mand.
Høit.
Jeg elsker ham allerede alt hvad jeg kan.
✂ Min Herre! De er jo Digter.
- ✂
- FRIEREN.
-
✂ Bliv ikke vred for jeg modsiger Dem.
Jeg vilde sige de hellige Ni.
Jeg ilte Deres Dør forbi
Og saae et Glimt af Deres Stierne,
Som ganske forrykkede min Hierne.
- ✂
- VERTINDEN
-
skielmsk.
✂ Et Krudttaarn Hiernen er, min Herre!
Troe mig, der er sandelig intet værre
End naar man den ei vel forskandser,
Mod alle Glimt, med Fornuftens Pandser.
- ✂
- FRIEREN.
-
✂ Bring ikke paa Bane denne Sag.
Taarerne staae mig i mit Øie.
246 Priserne blive alt mere høie.
Luxus stiger alt meer og meer.
Ingen Sparsomhed blandt Folk man seer.
Alle skal have Kaffe og Thee,
Fornemme Giester og Assemblee.
I min Tid spiste man Øllebrød
Og Bergefisk, som var lagt i Blød,
Men nu er Folk slet ikke moralske.
- ✂
- FRIEREN.
-
✂ Fruen skal have saa mange Tak.
Idet han vil tage Tobakken, rører han ved hendes Haand. Hun rødmer og taber Daasen. Han seer paa hende, hun seer paa ham. De slaaer Øinene ned, de slaaer Øinene op.
- ✂
- FRIEREN
-
enthousiastisk:
✂ O! hvilken Taler, nok saa klog,
Kan tolke Hierternes stumme Sprog?
Den som sin Fryd med Ord kan male -
Han er arm paa Fryd, eller ogsaa paa Tale!
Den sande Glade er stum, som en Hund;
Glæden slaaer Begplaster paa hans Mund!
Hans høie Begeistrings Himmelelv
Gaaer meget betænksom i sig selv.
Rigtignok skulde man troe Poesie
Ved slige Leiligheder Folk stod bi.
Shakespeare, naar han er begeistret, taler,
Og Göthe, men det duer ei for en Daler.
De følger ikke den rigtige Regel,
Roses desuden af Tieck og Schlegel.
Jeg læser i den spildte Urt
Dit hele Hierte saa reent og puurt.
Det slaar for mig, for mig, for mig!
- ✂
- FRIEREN.
-
✂ Du gode Gud! hvi staae vi ene?
Denne skiønne Expositionsscene
Fortiente nok at sees af fleer.
Saa salig blier jeg aldrig meer!
- ✂
- VERTINDEN.
-
✂ Du skal blive salig saa tit du vil!
Almindeligt Klap og Bravoraab.
For dig lukkes aldrig mit Hierte til.
- ✂
- MARIONETSPILLEREN
-
kommer frem og tørrer Sveden af Panden.
✂ Ihr Herren! Det var den første Akt.
Er det ikke som jeg har sagt?
Den anden er ikke fuldt færdig til Enden.
Det skal spilles saa varmt, som det kommer af Pennen!
Gaaer.
249- ✂
- MARIA
- trykker hans Haand. Dækket gaaer op. Frieren kommer ind med en stor Potte, som han sætter paa Bordet.
- ✂
- FRIEREN.
-
✂ Nu er jeg da endelig Vert i Huset.
Slaaer sig for Panden og spanker op og ned ad Gulvet, med lange Skridt.
I Tønden er Viin, jeg har skyllet Kruset.
Min Kone sidder varmt inden Døre.
Derfor tog jeg hende. Hvad skulde jeg giøre?
Jeg havde længe støvet omkring,
Var en Dosmer, kunde ingenting! -
Det er dog galt, naar jeg ret betænker.
Min ømme Samvittighed det krænker.
O Gud! hvor kunde jeg handle saa slet?
Bagefter kommer tyndt 01, nu angrer jeg det!
✂ Ha! hvor vi Mennesker dog er smaae. -
Han visker Støvet af Stolene, skyller Glassene og sætter dem paa Bordet.
Men tys - jeg hører nogen gaae!
Det er nok Een som vil smage min Viin.
Den er for Maven en sand Medicin.
Verter maa ei være sluddervurne.
Det sømmer dem ei at gaae paa Cothurne.
Dem blev ei givet dette Pund;
Høist gaae de paa Sokker af Hiertens Grund.
Men hvad kommer der ud af min tragiske Klage?
I den virkelige Verden jeg vender tilbage.
✂ 250 Nu gavner jeg Verden med min Flid.
Saaledes bør man anvende sin Tid!
Det banker past Døren. Verten lukker op. En Laps kommer ind.
251- ✂
- VERTEN
-
kommer ind.
✂ Her er Æggepuns, som kan Ganen glæde.
Med Vægt.
Men lyster Dem ikke et bedre Sæde?
De smudser til Deres nye Kiol.
✂ En fornuftig Mand bør sidde paa Stoel!
- ✂
- LAPSEN.
-
✂ Meer Punsch, Herr Vert! Tøv ei for længe.
Verten henter meer. Lapsen drikker og tager i Døren.
✂ Adieu Herr Vert! Jeg har ingen Penge.
- ✂
- LAPSEN.
-
✂ Jeg har Kræfter, det er enhver bekiendt!
Giør ellers ikke for meget Spektakel.
I kiender min Fader, den rige Jakel!
De slaaes. Verten faaer Prygl. Lapsen gaaer.
- ✂
- VERTEN
-
kommer tilbage. Han gaaer længe med Armene
overkors op og ned ad Gulvet. Forventningen er spendt. Endelig
giver han sig bitterlig til at græde.
✂ O gudskeelov at jeg fik Luft!
Han maaler Midten af Theatret med tragiske Skridt, stiller sig derpaa mod Tilskuerne, strækker Armene ud og brøler:
Nu kom jeg igien til min Fornuft.
Der er Øieblik da den bliver knækket.
Jeg kan ordentlig blive ganske forskrækket.
Men hvad kommer der ud af al min Talen?
Jeg glemmer jo reent at sige Moralen!
✂ Ak! Verden fordrer saa mangt et Suk.
Jeg skulde havt Penge - og fik kun Hug!
Det skadte mig ikke! Det skeede med Rette.
Hvorfor indbildte jeg Frue Lisette
Min Kierlighed, ved den spildte Priis?
Nu kommer bagefter Tugtens Riis!
253 O Menneske! Du reent er Beet,
Hvis du slipper din Dyd og din Moralitet.
Speil dig derfor i mit Exemplar
Og hold paa dem begge, mens du dem har!
Tilskuerne svømmer i Taarer.
- ✂
- MARIONETSPILLEREN
-
med Pengetallerkenen.
✂ Ihr Herren! behager at tilgive.
For dennegang maa det derved blive.
En Skielm giver mere end han har.
For dennegang intet mere færdigt var.
Slige Stykker meget beqvemme ere,
Man kan holde op hvor det skal være.
At ellers Planen er lagt med Flid,
Det seer enhver, som besidder Vid.
Den første Akt af Ømhed og Graad
Og Følelse næsten var ganske vaad.
Den anden var tragisk, saa munter igien
Og atter tragisk til Beslutningen.
Det er Skade den tredie ikke er færdig.
Den bliver fuldkommen de andre værdig.
I den bliver Helten desperat
Og giver sig til at være Soldat.
Faaer mange Hug, ømmer sig saare.
Det kan ikke beskrives, uden Taarer.
I Morgen spille vi atter her,
Ifald det kun bliver Opholdsvær.
Over Vær og Vind ej Mennesket hersker.
Binder Munden nu ei paa Oxen, som tærsker.
Kaster i min Hat paa den glade Dag.
Standspersoner betale efter Behag.
- ✂
- EN MAND
-
giver ham en Toskilling.
✂ Min kiere Ven! Kom hid! See der!
Det Stykke er ærligt de Penge værd.
Folk gaaer bort.
- ✂
- MANDEN MED VOGNEN.
-
✂ Laaner Øre! Laaner Øre!
Her kan I kiøre,
Allersombedst,
Uden Hest.
I kan selv være Hest
Indretningen er huul.
I dreier et Hiul,
Saa kiører I til,
Saa meget I vil.
Det er for Penge at spare,
I denne Tid,
Da Hestene er rare.
Kommer hid! Kommer hid!
Mekanisk Kunst;
Hvis det morer Jer ei
Maa I kiøre omsonst.
- ✂
- MANDEN VED KILDEN.
-
✂ Det er saa lummert og saa tungt,
Det brænder stærkt deroppe.
Her skygger Løvet grønt og ungt,
Fra Vaarens lyse Toppe.
Her springer langt fra Qvalm og Larm
Ved Sang af Nattergalen,
Den tykke Straale, som en Arm,
Fra Høien ud i Dalen.
255 I sorten Mulm, i dyben Jord
De klare Bølger rinde.
En ukiendt Vei de langsomt snoer
Sig ligesom i Blinde.
De risle giennem Jordens Bryst,
I Dybets mørke Huler,
Og skue sikkert der, med Lyst,
Hvad Overfladen skiuler.
✂ Den Verden som vi ane hist,
Dybt under Havets Bunde,
Den har de giennemtumlet vist,
Og bølget i dens Lunde.
Den runde, tykke Sølverarm,
Som risler her forvildet,
Har kysset Ellepigens Barm
Og drukket hendes Billed.
✂ I gamle, længst forsvundne Tid
Der var en deilig Pige;
Hun var saa god, hun var saa blid,
Hun var saa from tillige.
Et Crucifix i Hytten stod,
For det hun altid knælte,
Naar Maanen med sit Aftenblod
Paa Crucifixet dvælte.
✂ Engang hun gik i denne Skov
Og fæstede sit Øie,
Imens hun sang sin Frelsers Lov,
Paa Stiernen i det Høie.
Da foer hun vild paa spæde Fod
Og Tørsten hende plaged.
256 Tilsidst blev stakkels Pige mod,
Hun græd og sig beklaged.
✂ Ak Gud! hvorledes kommer jeg
I Aften til min Hytte?
Jeg reent forfeilet har min Vei,
Jeg kan ei Foden flytte.
Jeg er saa tørstig og her er
Ei allermindste Draabe.
Kun vilde Dyr og Spøgelser!
Ak Gud! hvad kan jeg haabe?
✂ Og see - Hver den som troer paa Gud
Den hielper han i Nøden! -
Hvor Taaren faldt et Væld sprang ud,
Og loe i Aftenrøden.
Da drak hun af det klare Vand
Og fulgte Bølgen rolig.
Den ledte med sin Blomsterstrand
Til Kirstens lille Bolig.
✂ Sanct Kirsten hviler sødt i Blund,
Ludvig henter Maria et Glas Vand. Hun drikker.
I Gravens Arme milde,
Dog kommer hun hver Midnatstund
Og stirrer paa sin Kilde.
Som hendes Øie den er blaae,
Som hendes Blik den blinker.
Kom I! som gaae derovenpaa.
See, liden Kirsten vinker.
- ✂
- LUDVIG.
-
✂ Søde Farveharmonie!
Flydende Sølv
I klare Krystal,
Som den hvide Finger
I Æthren bringer.
Sølvbølgen kysser
Den Purpurcoral,
Som Læben omringer!
- ✂
- EN FEED KONE.
-
✂ Jeg ønsked at vi var vel kommen hiem.
Her blier jo saa fuldt at man ei kommer frem.
- ✂
- ET UNGT MENNESKE.
-
✂ Jeg har altid Længsel
Efter saadan en Trængsel.
Saa kommer man de kiere Piger saa nær,
De smukke især!
Rører ved deres Hænder,
Skuer i deres Øine, som tænder,
258 Indsuger med sit Blik
Elskovsdrik.
Søde Gudinde!
Du kommer for at svinde.
Hvilket Øie! Hvilken Arm!
Hvilken Vext! Hvilken Barm!
Jeg har altid Længsel
Efter saadan en Trængsel.
- ✂
- JØDERNE UNDER TRÆET.
-
✂ Es war ein alter Mann,
Der nahm ein junges Weibchen,
Gar schön und zart von Leibchen.
Da ging das Wesen an.
Er lächelte, er schmeichelt's.
Er küsst' es und er streichelt's.
Allein das war sein Ziel -
Und das var doch nicht viel!
✂ Er lebt ein ganzes Jahr
Mit seinem jungen Weibchen.
Das zarte, feine Leibchen
Blieb immer wie es war.
259 Wie ich gesagt: Er schmeichelt's,
Er küsst' es, und er streichelt's.
Allein - das war sein Ziel.
Und das war gar nicht viel.
✂ Einmahl er sagte: Heut'
Muss ich dich flux verlassen.
Mein Kind, du muss nicht spassen
Mit fremde Männerleut.
Nicht deine Treu vergessen,
Verbothne Speis' nicht essen,
Sonst krieg ich armer Mann
Ein Stirn, mit Horner dran.
✂ Das Weibchen sagte: Ei!
Eh' will ich treu dir bleiben,
Wenn solche Zeitvertreiben
Dir giebt ein solch Geweih.
Der Mann giesst Freudeträhnen.
Er ging. Da kam mit Sehnen
Ein junger Herr fürbas -
Und alles sie vergass.
✂ Als nun der Alte kam
Folk, som har omringet Jøderne, opslaae en stor Skoggerlatter.
Gar spät und müd' zu Hause,
Zum lieben Abendschmause
Und hübsch sein Hut abnahm,
Rief sie: Wie kannst du lügen,
Und mich so arg betrügen?
Du böser, alter Mann!
Hast ja nicht Hörner an!
- ✂
- HARLEKIN
-
udenfor en Fielleboe, meget alvorlig og
vigtig.
✂ Mens Pøbelen hisset vildt sig fryder,
Over Smudsigheder og Næstens Lyder,
Indbyde vi her til Subskription,
For den af Publicum mere fine Portion.
Her finde vi en dannet Digter,
Som synger kun om Fornuft og Pligter.
En Poppedreng vel af Fødsel han er,
Men hans Talenter har svungen ham høit i Vær.
Mange Aars Flid har lært ham Smør
Heel snildt at forene med en Dør.
Hans store Plan, mens han hopper herneden,
Er den: at forædle Menneskeheden!
Mine Herrer og Damer, behage De?
De gaaer ind i Fiellehytten. En stor, grøn Poppegøie sidder paa en Forhøining.
- ✂
- HARLEKIN
-
bukker ærbødig for Poppe.
✂ Opmærksom det samlede Folk nu tier,
For at høre paa Deres Poesier.
Begynd med det De giorde forleden!
- ✂
- HARLEKIN.
-
✂ Det veed jeg nok, jeg har stedse funden
Sagte:
Dem med Beskedenhed i Munden.
261 Dog veed jeg nok De læser gierne
De smukke Produkter af Deres Hierne.
✂ De kan jo sige jeg bad Dem ad.
Giør en Fortale! Bær Dem fornuftig ad.
- ✂
- POPPE
-
rømmende sig:
✂ Giennemtrængt af den Overbevisning
At man med Folks moralske Bespisning
Maa være meget samvittighedsfuld,
Og ikke sælge dem Blye for Guld,
Skulde jeg ikke vovet at lade
For Lyset komme disse Blade,
Hvis ikke Yenner, hvis krittiske Dom
Jeg bryder mig grumme meget om,
Alle havde givet mig Mod
Og bedet mig dog at være saa god.
At jeg har anvendt megen Flid
Og brugt en grumme Hoben Tid
Før et Ord slap ud af min Digterelv -
Er en Erklæring jeg skylder mig selv.
En Kleinsmed bruger sin Fiil med Forstand,
En Riimsmed er ligesaa klein som han.
Det er saa en Sag med Geniets Ild.
Den udbryder ofte alt for vild.
Jeg priser Betænksomhedens Vand.
Paa hvert et Vers har jeg hældet en Spand.
Thi vil jeg slutte med et Claudatur
Og Mottoet nonum in annum prematur,
I det jeg med et ærbødigt Sind
For Lyset bringer disse sexten Bind!
- ✂
- POPPE
-
declamerer:
✂ Du ædle Middelmaadighed!
Stig fra din høie Zone ned,
Til Een, som kalder dig med Smerte,
Af ganske - ganske - ganske Hierte.
✂ Hvis Du vil høste Livets Frugt
Da gaae ad Middelveien smukt.
Den Sætning mig saa vel behager
At ei engang jeg Vers undtager.
✂ Hvis galt, excentrisk Sværmerie
Skal kunne kaldes Poesie,
Da troer jeg vi bør efterstræbe
Den allermindste Gnist at dræbe.
✂ Og uden just at prale stort
Saa troer jeg vi har alt det giort.
Paa senest Tid heel klogt vi skalter
Med vore gode Brandanstalter.
✂ I let fornuftig Poesie
Bør aldrig spores Phantasie.
263 Hvad Dievlen rager Phantasien
Den mindste Smule Poesien?
✂ I gamle Dage gik det an.
Den Tid i Mørke famled man;
Men nu i de oplyste Tider
Sligt Barberie man ikke lider.
✂ Hvi skriver nu en sand Poet?
Af Iver for Humanitet,
For vor Moral at understøtte,
I Korthed: For at giøre Nytte!
✂ Naar Folk vil gaae paa Svier i Kroe
Han drager dem til stille Roe;
Hvad ei de gidder hørt i Prosa
Det siger han dem snildt sub rosa.
✂ Det nemlig: At det sømmer sig
For dem at være skikkelig.
At kun det er de Skikkelige
Som komme ind i Himmerige.
✂ Hvor stort for en moralsk Poet
At tolke blid Humanitet;
Om sveden Grød og svegne Pligter -
Hvor skiønt, hvor saligt for en Digter!
✂ Du ædle Middelmaadighed!
Jeg elsker Dig med stort Besked.
Din Deilighed giort haver mig til Træl
Og indtaget mig med Storm, det svær jeg paa min Siel.
- ✂
- EN KRITIKER
-
tager Poppe fortroelig under Armen og gaaer hen
med ham i en Krog.
✂ Med Forlov, min Herre! Det Digt giør Dem Hæder.
Der stødte mig kun et Par enkelte Steder.
I første Vers kom ganske lidt
(efter min individuelle Mening) for tidt.
- ✂
- KRITIKER.
-
✂ Man maa ofte knække haarde Nødder.
Men en Mand, der spiller saa færdigt paa Lire,
Kan det aldrig genere at gaae paa Fire.
Saa var der ogsaa et andet Sted
I Digtet, en Smule længer ned,
Nemlig: Det nemlig! See det er værre!
Det er ikke poetisk nok min Herre!
Forresten ønsker jeg Dem til Lykke,
Thi Digtet er min Salighed et Mesterstykke.
- ✂
- POPPE.
-
✂ Siden De bander saa høit derpaa
Saa troer jeg selv det maa være saa.
265 Jeg takker for Deres fine Anmærkning.
Man trænger ofte til Forstærkning.
Jeg bliver sandelig aldrig vred,
Naar man retter mig med Beskedenhed.
Tvertimod er det høist profitabelt for Aanden,
Naar Kritik og Genie gier hinanden Haanden.
De gier hinanden Hænder, og gaae.
- ✂
- HARLEKIN
-
kommer frem og siger fil Tilskuerne:
✂ Føler I Jer nu ikke anderledes stemt?
Er Smaahedsaanden ei reent forglemt?
En Rixort har I givet os, men
Fik I ikke Forædling nok for den?
Det er skiønt at høre to store Mænd tale,
Som de Tvende nylig, uden at prale.
Skilles nu ad foruden Kiv
Og anvender Jer Forædling i det praktiske Liv.
Folk gaaer.
- ✂
- PIGERNE INDE I SKOVEN.
-
✂ I Skyggen vi vanke,
Blandt lysgrønne Straae.
Sanct Hans Urt vi sanke,
Hvor Blomsterne staae.
Pæne lille Urt
Staaer saa reent og puurt,
Staaer saa frisk og grøn,
Uformærkt i Løn.
✂ Bag Kiøkkenets Række
Vi hensætte den,
Fra Træelistens Sprække
266 Den snoer sig da hen.
Hvis den fæster Rod
Blier vor Skiebne god.
Døer den paa sit Sted,
Ak da døe vi med.
✂ Da ikke vi kommer,
Saa glade, saa froe,
Her følgende Sommer,
Naar Blomsterne groe.
Hist hvor Korset staaer.
Hist paa Kirkegaard,
Blege ligge vi.
Da er det forbi!
✂ Sanct Hans Urt vi sanke,
Hvor Blomsterne staae,
Blandt Stammer saa ranke,
Blandt lysgrønne Straae.
Pene lille Urt
Staaer saa reent og puurt,
Staaer saa frisk og grøn,
Uformærkt i Løn.
- ✂
- MARIA.
-
✂ Hist sidder en gammel Mand, som er blind,
Med nedbøiet Hoved, med nedbøiet Sind.
Han synger saa rørende, lad os ei gaae.
Lad os blive lidt og høre derpaa.
- ✂
- DEN BLINDE.
-
✂ Giver den gamle, blinde Mand lidt,
Som her under Egen sidder og synger.
Hans Røst er saa svag, hans Haar saa hvidt.
Kummer hans matte Hierte nedtynger.
✂ Alt Gravens Taage sig tungt har lagt
Omkring hans døde, udslukte Blikke.
Han trylles ei meer ved Naturens Pragt
Han hører kun Fryd, han føler den ikke.
✂ Han havde en Hustrue, saa from og blid,
Ak! ogsaa hende skulde han miste.
Han hørte hun ralled i Dødens Strid,
Men kunde ei see hendes Øie briste.
✂ Fiolen var hans eneste Trøst,
Den havde en Ven ham i Døden givet.
Naar Mulmet han giennembrød, med sin Røst,
Da kaldtes han som tilbage i Livet.
✂ Men ak! i Vinter, i yderste Nød,
Da ingen ændsed hans Sang og Klage,
268 Da solgte han sin Fiol for Brød.
Nu har han intet mere tilbage.
✂ Snart trænger min Siel af det døde Leer,
Som, Hig en Snegl, den maa med sig slæbe.
Snart er jeg ingen til Byrde meer;
Snart tier min kolde, min hvide Læbe.
✂ Skaffer mig min Fiol igien,
At jeg kan tolke min stumme Smerte.
Det var min eneste, sidste Ven.
Skaffer mig min Fiol igien!
Ellers brister mit fulde Hierte.
- ✂
- MARIA
- lader sin lille Pengepung synke i hans Hat.
- ✂
- EN HERRE.
-
✂ See hvor Folk staaer hist om Teltet i Klynger.
Det er nogle unge Folk, som synger.
Deres Stemme har en ganske behagelig Klang.
Skal vi ogsaa lytte til deres Sang?
- ✂
- SANG FRA TELTET.
-
✂ Da Oldtids gamle Guder døde
Af Alderdom,
269 Da for den friske Morgenrøde
Vor Middag kom,
✂ Da høit Oplysningssol sig reiste,
Saa tit paakaldt,
Og da dens Straaler, mens den kneiste
Oplyste alt;
✂ Og da dens stærke Ild afbrændte
Hver Blomst saa net,
At der, hvor man sit Øie vendte,
Stod et Skelet,
✂ Da kom en lille Gud tilbage,
Medynksom, god,
Som lindred de Profanes Klage,
Med Drueblod.
✂ Viinranken bredte ud sin Skygge,
Saa sval og mørk,
At selv man sad for Solen trygge
I hedest Ørk.
✂ Ton høit vor Tak mod Himmelbuen,
Til ham, hvis Kraft
Har qvæget os saa huldt i Luen,
Med Druesaft.
✂ I denne brogetskiønne Vrimmel,
Blandt Spøg og Tant,
Vi tænker os den gamle Himmel,
Ak! som forsvandt.
- ✂
- GLASPUSTEREN.
-
✂ Glaspusterie!
Naturlig Magie!
Her kan I lære
Hvordan der af en Blære,
Flydende og blød
Kan blive en Flaske,
Som kan stikkes i Taske,
Med Viin saa rød.
Glaspusterie!
Naturlig Magie.
- ✂
- EN FULD MAND
-
trænger sig giennem Mængden.
✂ Det maa jeg sku see!
Eftertænksom.
Kan I bare Jer for at lee?
Jeg har nu drukket saa tit,
Gud være lovet!
Som der er Haar paa mit Hoved;
Og dog veed jeg ikke -
Den fordømte Hikke! -
Og dog veed jeg ikke
Hvordan Flasker de lave,
Som smage min Mave
Saa rart.
Det er klart!
Det maa jeg vide.
Gaaer lidt tilside.
✂ 271 Det er dog underligt, naar man er fuld
Saa er man saa genegen til at falde omkuld.
Det kommer af Druesaften;
Og af Cen-tre-pedalkraften -
Og af det jeg har drukket for meget i Aften!
- ✂
- EN GAMMEL MAND
-
✂ med en Perspektivkasse.
Skiffer om.
I kiere Venner! kommer hid.
Her kan I for en ringe Hvid
Faae mange smukke Ting at see,
Igiennem disse Huller tree.
En lille Verden underlig
I Kassen jeg har samlet mig.
Naar kun jeg trækker i en Snor
Bevæger jeg den hele Jord,
Og bringer Folk og Stæder frem
Og atter strax forjager dem.
I kiere Venner! kommer hid.
Det koster kun en ringe Hvid.
Man samler sig om Kassen.
Her seer I nu en Klippetop,
Hvoraf en Vandrer stiger op.
Paa Klippen staaer en rød Ruin,
Paa Porten skrevet staaer Latin,
Langt borte, Skrivten er kun fin.
Det er en gammel Ridderborg.
Saa taus den synker hen i Sorg
Og skuer underlig og blid
Tilbage i den svundne Tid,
Da Riddere med Brynier blaae
Og skiønne Møer den om sig saae.
Et Hul i Taarnet hist I seer.
272 Nu er der intet Vindve meer.
Der sad engang en Pige blid,
I Aftenrødens dunkle Tid,
Og stirred taus ad Veien hen,
Og vented længselfuld sin Ven.
Ak Tiden kommer, Tiden gaaer.
En Kirke i det Pierne staaer.
Ved Altret er en Marmelsteen,
Den ruger paa de Elsktes Been.
Seer kun hvor langsomt, sørgelig,
Den trætte Vandrer nærmer sig,
Mens Solen bag den røde Muur
Gaaer ned i hellige Natur.
✂ Her seer I tvende Hære staae.
Skifter om.
Med Kiempekraft de begge slaae.
I seer ei Røg, der blier ei skudt.
Den Tid var endnu intet Krudt.
Da gieldte det i Herrefærd
At trænge giennem Spyd og Sværd.
De synge høien Heltesang
Og vil hinandens Undergang.
Naturen bliver ofte harm
Og dræber sig med egen Arm.
Da velter Bierget Flammer op,
Da skielver Jordens Kiempekrop,
Da lyner det i høie Blaae
Og Dybets Bølger vældigt slaae,
Da spænde Mandens Muskler sig
Og fordre Vaabenbrag og Krig.
Saa vexler det til sidste Led
Imellem Had og Kierlighed.
✂ 273 Lidt mørkt og sort det falder her.
Skiffer om.
Vi meer ei over Jorden er.
Vi stige ned i dunkle Field,
Omsuust af kolde Kildevæld.
Seer I hvor rigt det røde Guld
Sig slynger bag det kolde Muld,
I haarde Steen? Som modne Halm
De meie bort det rige Malm.
Men seer I hist en Skye saa hvid,
Som langsom, stolt sig vælter hid?
Den favner Biergets store Aand,
Som bringer Døden i sin Haand.
Hvis ikke ned de kasted sig,
Da dræbte han dem sikkerlig,
Thi han er i sin Hu saa vred,
Fordi de bryde hans Rolighed,
Fordi de rane bort hans Skat
Og lyser op hans mørke Nat.
Han hedder Kobolt og er hvid
Og er bekiendt fra gammel Tid.
✂ Tilbage vi i Tiden gaaer,
Skifter om.
Om I saa synes nogle hundrede Aar.
Her seer I nu et gothisk Kammer,
Det svage Lys i Natten flammer;
Ved Bordet sidder en geistlig Mand,
Med Haand under Kinden grubler han.
Pergamenter af Alder graae,
Gamle Skiolde med Skrivter paa,
Træebark med halvudslukte Ciffer,
Stene med Runer og Hieroglypher,
Ting af mere Værd end I troer,
Ligger rundt omkring paa det store Bord.
274 Han stirrer ud i den vide Natur,
Giennem Vindvet, paa den tykke Muur.
Naar man sidder i mørke Midnatstund
Og stirrer ud i den dunkle Lund
Og Maanen med sine blege Miner
Kneiser over de gamle Ruiner,
Da bliver man saa underlig,
Det Svundne og det Kommende hæver sig,
Det Nærværende ubemærket døer,
I Ubetydelighedens Slør.
Han skuer dybt i Naturens Høie,
Den ædle Mand, med sit skarpe Øie,
Og stirrer til den straalende Top,
Hvorfra vi er siunken og atter skal op.
Saa griber han Pennen i sin Haand,
For at indgyde Nutid Oldtids Aand.
De adspredte Sange han forvandler
Til et gothisk Epos, som lever og handler.
Tak være den gamle Canonicus!
Han hedder Saxo Grammaticus.
✂ En aaben Mark her for Jer staaer.
Et Vindpust over Sæden gaaer.
Det er saa tyst. Slet ingen Støi!
See midt paa Marken staaer en Høi.
Paa Høien staaer en Runesteen,
Derunder hvile gamle Been.
Den Høi staaer der fra Arilds Tid,
Nu pløies den med megen Flid
Tilgrunde, af sin Eiermand,
At den kan blive Agerland.
Alt ofte har han prøvet paa
De store Stene bort at faae,
275 Fordi de fyldte op hans Jord,
Men denne var ham altfor stor.
See! Maanen giennem Skyens Rift
Nedstirrer paa den gamle Skrift.
Imens den Døde vandred her
Den stirred i hans Taareskier.
Thi Maanen er en gammel Mand,
En Trold, som ei begribes kan.
Han smiler lige huld og blid,
I høitidsfulde Midnatstid,
Til Elskovs helligsagte Fied
Og til det skumle Rettersted.
See! hvor paa Runerne han seer,
I det han iler bort og leer.
De sieldne Tegn han vist forstaaer,
Hvis Mening svandt med svundne Aar;
Og hvis han tale var istand
Fortalte os den gamle Mand
Vist mange underlige Ting,
Som der er skeet paa Jordens Ring.
Men da nu kun hans matte Blik
Kan tolke hvad han skue fik,
Saa vækker han, vemodig, blid,
Blot Anelser om dunkle Tid.
AIle stirre henrykte paa Maleriet. Den Gamle lader Laaget synke. Valdhornene blæse under Egetræet, ved Gyngen.
- ✂
- GYNGESANG.
-
✂ Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
276 Under Spil og Klang
Vore Stole gaae,
Med Timernes Gang,
Hinanden bagefter,
Af alle Kræfter,
Uden at naae.
✂ Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
✂ Som lynsnar Piil
Fald ned, min Krands!
Med behændig Iil,
Paa den Lok, som sig slynger
Om Pigen, som gynger
I Cirkeldands.
✂ Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
✂ Lyd, kielne Luth!
Nu hæver hun sig.
Den søde Glut!
Hendes funklende Øie,
Som en Stierne i det Høie,
Skuer ned paa mig.
✂ Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
277 Jeg kysser dig, Luft!
Her aanded hendes Mund
Blomsterduft,
For en liden Stund.
Livsalige Sted!
Men Klokken ringer!
Ak! ud hun springer.
Jeg springer med.
✂ Ei længer ned!
Ei længer op!
Jeg følger dit Fied,
Dit svævende Fied,
Du Rosenknop!
IDYL.
✂
Her under Egenes Lye, hvor Vinden vifter saa kiøligt,
Ville vi sætte os ned om det simple, landlige Træbord,
Som af to Pæle bestaaer og tvende høvlede Bræder,
Meget behændigt af Snedkren med Fiirtomme-Søm sammenføiet,
Paa den rolige Bænk, som ogsaa bestaaer af to Pæle,
Men kun et eeneste Bræt, et Bræt altsaa mindre end Bordet.
Mikkel! du herlige Kudsk, som styrer de vælige Heste,
Gier dem med Pidsken et Rap, og siger: Hyp! Hyp! Vil I løbe!
Derimod klappende dem saa broderligt, naar de har udtient,
278
Mens den kleiede Skofte du stikker i fraadende Munde,
Mikkel! stiig op paa Hiulet, det rullende, hæv dig paa Vognen.
Tag os en Skinke, vor Lax, vort Senop, vort Brød og vort Saltkar.
Glem ei vor Kalvesteeg, du! og vor Søsterkage, bestøvet
Med det hvideste Sukker, der kiøbtes hos Rafinadeuren,
Af Cathrina, den troe, den huslige Pige, som tiente
Før hos en Skrædder, men nu til sidste Skiftetid skifted,
Og af os blev modtaget formedelst sit herlige Skudsmaal.
Saadan talede du, ærværdige Husfader Morten!
Trak saa dit Vær, og tog af Lommen en Rixdalerseddel,
Hvorpaa med yndige Træk stod meget zirligen skrevet:
Naar forlanges betaler den hafniensiske Banqve
Een Rixdaler, skriver en Rixdaler mod denne Seddel;
Midlertid validerer Sedlen, mens den existerer,
Uden videre Paategning eller Endossementer,
For ovenmeldte Rixdaler, Valuta i Banqven annammet.
Sagde saa: Mikkel! gaa hen og byt den i klingende Mynter.
Her kan ei giøres et Skridt, naar ikke man griber i Lommen.
Og den ærlige Mikkel tog Sedlen i barkhaarde Næve,
Saae hvad i Randen der stod om Ære og Liv og Formue,
279
Gyste i det han gik bort, og tænkte: Vor Herre bevares!
Midlertid den geskiæftige Hustrue dækkede Bordet.
Skienkte sin Husbond en Dram, i den lille sølverne Tumling,
Som af sin Moster hun fik til Brudegave om Morgnen,
For i dens Dyb at drukne de ægteskablige Sorger.
Derpaa spiste de alt hvad de kunde (o troe mig Fremtid!)
Brugte saa Lommetørklædet for ikke at smudske Salveten -
Drak saa atter igien, og spiste saa atter og drak saa,
Mens den eenøiede Spillemand gned paa Fiolen som havde
Ikkun af Strenge tree, thi de andre var sprungne for Manden.
Men de agted det ei, thi det ufordærvede Hierte
Bryder sig ei om en Streng, seer ikke paa saadanne Smaating!
✂
Den vilde Støi nu lyder ikke længer.
Den store Sværm fremtrænger ei i Støvet.
Ei længer under Løvet Kredsen sidder.
Kun sagte Fugleqvidder sine Toner
281
Saa sødt i Skovens Kroner sammensmelter.
Den tunge Bølge velter sig mod Sandet,
Mens Purpurskier i Vandet venligt glimter
Og medens Lyset skimter hist i Hytten.
I Skovens Dybde Skytten og hans Hunde
Gaaer giennem dunkle Lunde; Maanen titter
Bag Egers Stammegitter i sin Lue.
Ad blege Himmelbue Kragen svæver
Og Harpelyd sig dybt i Lunden hæver.
- ✂
- LUDVIG.
-
✂ Mat og ene, bleg og ene
Sidder jeg blandt Skovens Kroner.
Ene, paa de kolde Stene,
Toner Harpen Veemodstoner.
✂ Dysses ikke hen i Slummer,
Kielne Sangersker, som rørte
Nys den blege Mand, hvis Kummer
Dulmed da han Eder hørte.
✂ Kunde disse dunkle Lunde
Lettere mit Hierte hæve,
O da skulde Harpen bæve
Glædeslyd som Eders Munde.
✂ Men det bløder og forsøder
I sin Smerte sødt sin Smerte,
Møder Anelser og føder
Svage Haab, det arme Hierte!
✂ 282 Hvad er Nattens Stiernehimmel,
Naar ei Elskovs skiønne Stierne
Blinker venligt i det Pierne,
Fra den lyse Stiernevrimmel?
✂ Hvad er Livet, naar ei Livet
Lifligt hen i Elskov rinder?
Hvad er Livet, naar ei Livet
Sødt i Favnetag forsvinder?
✂ Aftenvind! i Aftenrøden,
Du, som Nattens Taushed bryder,
For mit Øre tungt du lyder,
Som det sidste Suk i Døden.
- ✂
- MARIA
-
kommer.
✂ Skyggerne voxe i Lunden,
Den lyse Dag er forsvunden;
Mildt skyller de mørke Vover.
Naturen blideligt sover.
✂ Mens Pigen hurtig heniler,
Den bleggule Maane smiler;
Bag sorte Stammer, i Taage,
De lumske Røvere vaage.
✂ Hvor underligt Espen skielver!
Som en Kirke sig Skoven hvælver!
Som en Kirke ved Midnatstide.
Hist svæve Dødninger hvide!
✂ Hvi skielver ei frygtsomme Pige,
Mens Morderne lumske sig snige?
283 Hvi springer hun kiek og forvoven,
Gjennem sorteste Buske i Skoven?
✂ Hun frygter ei for de Døde,
Hun gierne for Dolken vil bløde,
Naar hun i sin sidste Smerte
Kan synke til Ludvigs Hierte.
Hun synker til hans Bryst.
- ✂
- HYMNE.
-
✂ Tryllende Harmonie!
I midnatsdunkle Jord.
Salige Sympathie!
Hellige Poesie!
Uden Ord.
Samsmeltning af Lund og Søe
Og Stierner og omslynget Yngling og Møe.
Favn mod Favn
Tolker hele Naturen Kierligheds Navn.
- ✂
- EN GAMMEL EEG.
-
✂ Her har jeg staaet i hundrede Aar;
Om Vintren med Snee paa mit Bryst;
Mellem Blomster i grønne Vaar,
Mellem egne Løv i den brune Høst.
Min stolte Top har jeg r eis t
Og kneist
Ud over den vide Natur,
Som omslynger Træernes tætte Muur.
Da blev jeg saa mod.
Jeg kunde ei flytte min Fod.
Stille maatte jeg staae
Og vilde saa gierne, gierne gaae.
284 Engang de fældte min Broder her,
Som hæved sig rank over Stubben der!
Han er lykkelig!
Som en Planke i Skibet tumler han sig,
Som en Slange han sig giennem Bølgerne snoer
Om den hele Jord.
Jeg staaer hvor jeg blev fød,
Til min Død!
Før var jeg for stolt til at klage,
Man bliver blød paa de gamle Dage.
Derfor suser
Nu Vemod i mit Løv, naar Stormen bruser,
Denne Nat er sød!
Toner lød
Ved min gamle Fod;
Og paa min Rod
Sidder Elskende to
I kierlig Roe.
Saadan en Vaar
Har jeg ikke oplevet i hundrede Aar!
- ✂
- SANCT HANS-ORMEN
-
under Egen.
✂ Du er hundrede Aar!
Jeg kun en Dag.
Dit Liv er langsomt,
Koldt, stærkt.
Mit er hurtigt,
Brændende, begeistret!
Lutter Glød,
Levende, bevægelig Glød!
Et Øieblik mellem Fødsel og Død.
Jeg bytter ikke med dig!
- ✂
- DØDEN
-
stiger over den fierne Kirkemuur og gaaer forbi
Skoven, giennem Marken, til en Bondebye, med sin Lee paa Nakken,
i det han synger:
✂ Een, to, tree!
I ranglende Dands!
I danglende Dands!
Med skimtende Lee,
I Maaneglands!
✂ Een, to, tree!
Med ringlende Been,
Med dinglende Been!
Jeg har hvæsset min Lee,
Paa Gravens Steen.
✂ Een, to, tree!
Fra den sorte Grav!
Med blinkende Lee
Maa jeg meie dem af,
Mens Maanen leer.
Jeg kommer tilpas!
Du rinder ei meer,
Mit Timeglas!
✂ Afsted, afsted,
Med hurtige Fied,
I Taage mellem Snoge,
Over Engen hen,
Mellem Lygtemænd.
✂ Een, to, tree!
I ranglende Dands!
286 I danglende Dands!
Med skimtende Lee,
I Maaneglands!
- ✂
- SANCT KIRSTEN
-
gaaer uformærkt forbi de Elskende, hen igiennem
Skoven, til sin Kilde. Hun stirrer en tidlang i det klare Væld.
Detpaa raaber hun:
✂ Ellepige! Ellepige!
- ✂
- SANCT KIRSTEN.
-
✂ Tag vare, tag vare
Paa Bølgerne klare,
At ingen fordunkle
De Perler som funkle,
At aldrig de nøle
I bælmørke Gange,
At de fremspringe kiøle,
Milde og mange!
- ✂
- SANCT KIRSTEN
- læser sit Paternoster, lader en Taare falde i Vældet og forsvinder.
Klokken slaaer tolv.
- ✂
- LUDVIG.
-
✂ Hist i Taarnet alt Klokken slaaer.
Stiernen blinker!
Elskte Maria! du fra mig gaaer.
Himlen vinker!
- ✂
- MARIA.
-
✂ Underligt bange mit Hierte slaaer.
Stiernen blinker!
O hvad dog Kierlighed formaaer!
Himlen vinker.
- ✂
- LUDVIG.
-
✂ Deiligt bølger dit lange Haar.
Stiernen blinker!
Til Himlen dit klare Øie du slaaer.
Himlen vinker.
- ✂
- MARIA.
-
✂ Pleieforældre med sølvgraae Haar -
Stiernen blinker!
I ledende nu i Skoven gaaer.
Skiebnen vinker.
- ✂
- LUDVIG.
-
✂ Jeg forbittrer dine Ungdoms Aar!
Stiernen blinker.
Gid jeg laae paa den sorte Baar.
Himlen vinker.
- ✂
- MARIA.
-
✂ Hisset tælle vi ingen Aar,
Hvor Stiernen blinker.
Hist vi evig paa Roser gaaer,
Naar Himlen vinker!
De vil skilles ad.
- ✂
- KIERLIGHEDS GENIE
-
triner pludselig ud af Buskene med en Glorie om
sit Hoved.
✂ Hvor Bølgen ruller hvidslende, fortrolig,
Ved Stranden hist, hvor Svanen hvid sig dukker,
Der staaer i høie Siv, ukiendt og rolig,
En lille Baad, som Sølverbølgen vugger.
Den bringer Eder til en fiernet Bolig,
Hvis Eier kun af hellig Længsel sukker.
Jeg saae fra Himlen Eders Taare rinde
Og ilte hid paa Nattens Blomstervinde.
✂ Den Gamle Eders Hierter skal forbinde
Og dele froe med jer sin lille Hytte.
En Mark, en Have dyrket I skal finde,
Som for al jordisk Trang vil huldt beskytte.
I Elskovs Fryd skal Eders Dage svinde.
Med ingen her paa Jorden vil I bytte.
Lad Eders Frænder angre, lad dem græde,
De dræbte længe nok den søde Glæde.
✂ See Natten vinker! Aldrig skal I savne
Mit Venskab, jeg usynlig Eder følger.
Uskyldig Kierlighed, til fierne Havne,
Beskyttende skal mildne Havets Bølger.
Glem fordums Kummer ved hinandens Favne,
Den er forbi, ei længer den forfølger.
289 Fat Mod Maria! Jeg har dræbt din Smerte.
Du vinkte mig fra Himlen med dit Hierte.
Hun forsvinder. De Elskende følge hendes Vink.
- ✂
- EN JÆGER
-
kommer gaaende giennem Skoven med sin Hund.
✂ Det er mig kiert de støier ei meer.
Den brogede Sværm ei gierne jeg seer.
Det giør mig ondt for min gode Skov
At til det Væsen de skal have Lov.
Jeg vanker helst mellem tause Stammer;
Sigter og skyder og Hiorten rammer.
Jeg gider kun levet med mig selv.
Naar i Natten suser den kolde Elv
Sætter jeg mig ved Træets Rod,
Med min Trofast liggende ved min Fod,
Og stirrer hen i den blege Stierne,
Som glimter saa underligt i det Fierne.
Og naar da ligesom den luer i mit Bryst,
Saa faaer jeg til at blæse Lyst,
Saa griber jeg om den krumme Luur
Og blæser ud i den vilde Natur!
Og naar da Skraldet runger over Jord og Hav
Tænker jeg paa min Død og min Grav.
Her sad nylig forelskede To.
Jeg lider ei Kierligheds kielne Roe.
Den hele Natur er min Elskerinde.
Gid jeg som de hvinende Vinde
Kunde styrte høit fra Skyerne ned
Og favne alf! Det var Kierlighed!
Blæser i sit Horn og gaaer bort.