Oehlenschläger, Adam NAAR MØRKET SLUKKER AFTENRØDEN, af 'Ludlams Hule'

NAAR MØRKET SLUKKER AFTENRØDEN.

Naar Mørket slukker Aftenrøden
Og synker over Dal og Krat,
Da staaer som Billede paa Døden
Den høie, stierneklare Nat.
96 En Ahnelse vi dybt fornemme,
Der leder Siælen vidt omkring,
Og Stormen varsler, som en Stemme
Der aabenbarer skiulte Ting.
Men neppe flygter Granens Ugle
For Østens unge Purpurfryd,
Før lifligt alle Himlens Fugle
Tilqvidre Hiertet: Haab og nyd!
O Nat! Du Billede paa Sorgen,
Hvi skal jeg da din Rædsel sky?
Med Rosen aabner sig i Morgen
Mit Haab for Straalerne paany!