FAAREVEILE SKOV.

✂ Tykke, veldædige Bøge! Mosdækkede Stene!
Smilende Stund!
O hvor du favner mig kiøligt, med løvfulde Grene,
Hellige Lund!

✂ Her, under Stammen af dig, medens Fuglene tone
Elskov og Spøg,
Sødt vil jeg hvile, her, under din hvælvede Krone,
Knudrede Bøg!

✂ Salige Tempel! Kun Fuglenes venlige Q vidder,
Dæmpet og svag,
Lyde med Zefiren, mens i din Skygge jeg sidder,
Blomstrende Dag!

✂ Lessing! Din Natan skal hen mellem Bøgene træde,
Ud fra min Bog;
Blid og ærværdig, som de, skal den Ædle mig glæde,
Sindrig og klog.

✂ Modige, herlige Kiæmpe! i Sværmen gigantisk,
I Dæmringen klar,
Hvo har selv lært dig at giøre Forstanden romantisk?
Svar mig, o svar!

✂ Tier, hovmodige Bøge! Sæt, Blomster! en Dæmning,
For Eders Krav;
I har ey tryllet mig ind i den salige Stemning.
Lessing den gav!

✂ Ham har jeg læst, og venligt nedsvømmede Taaren
Under hans Sang.
Qvægsom og venlig, og dæmpet, som Skoven i Vaaren,
Kitharen klang.

✂ Lad dig da stemme, min Luth! Medens Bladene gynge
Blødt, som et Hav,
Vil jeg min Tak, min Beundring, min Kierlighed synge,
Hen mod hans Grav.

✂ Lessing! du stod som en Stierne bag Skyernes Vrimmel,
Eensom i Gru;
Høit blandt de evige Lys, paa den evige Himmel,
Funkler du nu!