Phlegma.

✂ Østens lange, blege Strimmel
Breder ud sin hvide Fold.
Stiernen døer paa matte Himmel,
Luften er saa vaad og kold.
Perleduggens tætte Vrimmel
Glindser fra den grønne Vold.
Langsomt følger Bonden Ploven,
Velter fugtigtunge Jord.
Taus og sort sig hvælver Skoven,
Uden Sange, uden Ord!
Fieldet staar saa stump i Taagen.
Hisset Valmuebusken groer.
Nattens høitidsfulde Time
Hen i Evigheden foer.
Ingen Kirkeklokker kime
Dødninger af dunkle Jord.
Træt af store Midnatscene
39 Sover mystiske Natur.
Roligt muldne gamle Bene,
Hisset bag den gamle Muur.
Mat og kold kun Vinden bølger
Hen i Dammens vaade Siv.
Morgentaagefloret dølger
Hvilende Naturens Liv.

Sangvinitet.

✂ Milde Saphirer paa Himmelens Bue
Hæve den prægtige Hvælving med Ynde.
Østkanten brænder med Rosernes Lue.
Skovens qviddrende Sange begynde.
Tusind Karfunkler i Solen vi skue.
Guldgule Bølger i Floden sig skynde.
Blomsten udfolder forføriske Blade,
Boler med Solen i kiølige Bade.
Elskov! Elskov!
Venus Cypria!
Dit Altar staaer
I de svale Dale,
I de skiønne, grønne
Duftende Hvælvinger,
Hvor Philomela slaaer,
Hvor den rislende Sølvbølge gaaer.
Vellysten blusser paa svulmende Læber,
Faunerne smile og Uskyld forsager.
Lokkende Skiersild! som pirrende dræber!
Helvedes Lue! som Æthren forjager!
Sielen forsvinder, den høiere Sands.
Dyret og Mennesket, Blomsten og Løvet
Tørres, forstokkes og nærmer sig Støvet,
Svungen i Straalens ophidsende Dands!
40 Elskov! Elskov!
Venus Cypria!
Hvor den rislende Sølvbølge gaaer,
Hvor Philomela slaaer,
I de duftende Hvælvinger,
I de skiønne, grønne
Svale Dale
Dit Altar staaer!

Color.

✂ Hvad sortner?
Det er Himlens Bue!
Hvad lysner?
Det er Heklas Lue!
Den stærkeste Kiempe i Nor,
Den gamle Thor!
Der staaer han, forvandlet til et Field.
Hedder Hekla!
Med Iispandser om sit Bryst,
Med Torden i sin Røst,
Med gloende Tunge!
Harniskpladerne runge!
Paa hiin Side af det vilde Ocean
Staaer hans Fostbroder Vulkan!
Hedder Etna!
Luende Blod paa den skielvende Jord
Har de stænket i hinandens Spor.
Da det gamle Rige svandt
Grumt de sig forbandt,
For pludselig eengang med Kiempevægt
At knuse den nyere Slægt,
Som myldrer mellem begge
41 Deres Flintevægge.
Nu raadslaae de sammen i den mørke Gang
Saa lang,
Under Europa.
Frels os Jesus af Nazareth!
Paa Engen hist to Roser stod,
Fod ved Fod,
I Ungdomsblod.
See hvor de skilles ad ved en Kløft!
Ved en bundløs Grøft.
Den evige Vrede
Har draget det flammede Sværd af sin Skede!
Hvi bliver I alle saa blege?

Melancholie.

✂ Tordnen meer ei lyder.
Maanen giennembryder
Nattens brustne Skye.
Spredt er Jordens Dampe.
Himlens hvide Lampe
Brænder klart paa nye.
Intet Skrald
Og Klippefald.
Allevegne Taushed ruger,
Græsset Regnen suger.

✂ Venligt Nattergalen
Synger hist i Dalen
Mellem Blomsterbed,
Paa den Klippetinde
Som for barske Vinde
Nylig styrted ned.
42 Dybt til Krat
I dunkle Nat
Bød et Øieblik den reise.
Secler saae den kneise!

✂ Hist i Blomsterdække
Jordens lange Sprække
Gaber sort og stor.
Mildt ved Maanens Straaler
Duftende Violer
Sig ad Randen snoer.
Snart en Broe
Med freidig Roe,
Dalens Hyrder her vil bygge,
Over Døden trygge!

✂ Sorgløst Kildevældet
Risler nu fra Fieldet,
I sin gamle Dands.
Klippens Roser vinke,
Himlens Stierner blinke
Med fornyet Glands.
Skiønne Jord,
I Nattens Flor!
Dobbelt skiøn er Midnatslunden
Efter Rædselstunden.

✂ Naar den sidste kommer!
Naar den store Dommer
Knuser eget Værk;
Naar han Havet velter,
Naar han Jorden ælter,
Med sin Arm saa stærk,
43 Skal en Nat
Blandt Blomsterkrat,
Mere klar, hvor ingen famle,
Blidelig os samle!