ROESKILDE DOMKIRKE.
✂
Alt rasler Nøglen i de tunge Døre,
Med Larm den rustne Laas nu op sig lukker,
Dens Gienlyd kan jeg dybt i Kirken høre.
✂
Mod raske Lyd den gamle Hvælving sukker.
Alt staaer jeg paa de brede Rødsteens-Fliser,
Mod hvilke Loftet bøyet, hvalt sig bukker.
✂
Den sorte Mand nu rundtomkring mig viser,
I Hvælvingen, hvor Heltens Been er lagt,
Hvor stille Borger endnu Herren priser.
✂
Du gamle Kirke! stolt og uden Pragt,
Taust vidne dine gothiskstærke Piller,
Om Oldtids dybe Høitidsaand og Magt.
✂
Siig, Taare! hvi du ned ad Kinden triller?
Siig, hvi saa brændende mit Blik du væder,
Da stolte Minder for mit Syn sig stiller?
✂
Ak! ey af Sorg, af Ærefrygt jeg græder,
Mens jeg i det begravne Danmark gaaer,
Som efterlod til Evighed kun Hæder.
✂
Med vilde, stærke Slag mit Hierte slaaer.
En barnlig Skiald, som Harpen kun kan røre,
De tunge Sværd jeg løfte knap formaaer;
✂
Men for det Store gav mig Gud et Øre,
Skiønt selv ey Helt, jeg tolker hans Bedrifter,
Og sene Slægter skal mit Drapa høre.
✂
Den Aand, som luer i de gamle Skrifter,
Den svæver her i disse dunkle Gange,
Den sukker giennem Gravens dybe Rifter.
✂
Saa ton da, Oldtid! giennem mine Sange,
At hvad du viser den henrykte Aand,
Den atter kan med Vellyst vise Mange.
✂
Du leder mig saa kierligt ved din Haand,
Hen over disse halvudslukte Stene,
Som fængsler, ak! mit Blik med stærke Baand.
✂
Thi under Pladen hvile Heltens Bene,
Enfoldigt staaer han, med sin stille Frue,
Udhuggen taus i Krogen, men ey ene;
✂
Thi som paa Marken Tue staaer ved Tue,
Saa stander Heltegrav ved Heltegrav,
Omfavnet af den høye Tempelbue.
✂
Du! faldt paa det friebaarne danske Hav;
Du hisset! sank i Dannerkongens Hære;
Du! fromt og helligt bar din Bispestav.
✂
For at udbrede Jesu sande Lære
Dit Liv svandt hen, derfor blandt disse Helte
Du hviler roligt, til en evig Ære.
✂
Ugudeligste Frækhed kun kan velte
Den Ligsteen bort, hvor Kiæmpen nu ey meer
Til Forsvar rive kan sit Sværd fra Belte.
✂
En RustningsSkikkelse jeg hisset seer,
Med intet Legem i, dens Barm ey slaaer,
Men Morgensolen hen paa Hielmen leer;
✂
Og siger: Saadan Heltens Minde staaer!
Selv naar til Støv hans Legem længst er blevet,
Ey Tidens matte Haand hans Død formaaer.
✂
Det Navn som Sagas Griffel dybt har skrevet,
Det sletter ingen Alders Taager ud,
Det lever herligt, som det før har levet.
✂
Skiønt Fanen, hist, er vorden til en Klud,
Saa vidner dog den lange, stærke Stang
At Fienden blegnet faldt, paa Heltens Bud.
✂
Hiin Glavind truer end med Undergang,
Skiønt sort og rusten den paa Kisten hviler,
Og Guldet bortslidt er af stærke Fang.
✂
Hvor sælsomt Solen ind i Kirken smiler!
Som Oldtid smiler i den nye Tid,
Saa smiler Nutid ind, hvor Oldtid hviler.
✂
Ak see den blinde Snedkers fromme Flid!
Et Taarn af Blødetræe, til Herrens Ære,
Han trolig skar, og satte her det hid;
✂
At paa hans Andagt Tegn det skulde være.
Skiønt dunkelt var hans Syn, lys var hans Siel,
Da famlende hans Hænder det mon skiere.
✂
Med Farve dækt er Kirkestolens Pæl,
Hvor saae jeg Egeplanken selv dog gierne,
Paa dette Sted, hvor hellig er hver Fiel.
✂
Om Nutids Glimmer og om Oldtids Kierne
Taust vidner dette rødblaa Stolestad,
Hvor Overfladen skal om Alting værne.
✂
Meer op jeg triner i den lange Rad.
Høialtret hist med Andagt nu jeg skuer,
Hvor gamle Konger knælte ned og bad.
✂
Dit hele Levnet, elskte Jesus! luer
Paa Altartavlen, som sig huldt oplader,
Og spreder ud sin Glands i Kirkens Buer.
✂
Med Haab og Trøst jeg i dit Smiil mig bader.
Hvo hviler her bag Altrets lune Lye?
Hvo giemmes bag de gitterslyngte Plader?
✂
O Margaretha! du som Danmarks Skye,
Liig Maanen, huldt med Modersmil adskilled,
Her slumrer du, du Nordens stolte Rye!
✂
Og blegt og langt dit moderlige Billed,
Med Kronen om de lange Hovedhaar,
Er oven lagt, i hvide Klæder hildet.
✂
Bag dig det høie, sorte Gitter staaer,
Og værner om det Sted hvor Oldtid boer,
Hvor ældste Levning endnu ey forgaaer.
✂
Med Gysen træder jeg i dunkle Chor,
Som ved en Magus Bud i Østerland,
Hvor lutter Underværker mig omsnoer;
✂
Thi Phantasien Intet vise kan
Af Tiden uafhængigt meer og Ælde,
End disse Piller, smykt med Farvevand;
✂
Som spotte Døden og dens stærke Vælde,
Som stande henved tusind lange Aar,
Mens Tiden ingen Steen har kunnet fælde.
✂
Paa Støtten Harrald Blaatand malet staaer;
Den støbte Kiste Tveskiegs Fader glemmer,
Indmuret, som hans Navn, den ey forgaaer.
✂
Skraas overfor, hvor Pillen op sig stemmer,
Der favner Muren, o Svend Estrithsøn!
Den sidste Rest af dine trætte Lemmer.
✂
Og, ret for dig, din Dronning, huld og skiøn,
Ved Harrald Blaatands Side venligt stander;
Tinkisten slutter hendes Been i Løn.
✂
Den fromme Vilhelms Aske her sig blander;
Han ved din Side staaer med Bispestav,
Hans Nærhed om din dybe Gudsfrygt sander.
✂
Men alle Fire ned fra Eders Grav
I skue paa det stolte Marmor rolig,
Som Efterslægten Eders Afkom gav.
✂
O hvor sig Loftet hvælver her fortrolig,
Mod Pillerne, som rage dristigt frem.
Det gamle Chor er Helligdommens Bolig!
✂
Hist aabner sig en liden Bræde-Lem.
Uskyldighedens Engel huldt beskiermer
De danske Kongers Børn, i skyldfrie Hiem.
✂
En Kugle hist i Muren jeg mig nærmer,
Den knuste Brystet paa den tappre Juul.
Han hviler nu hvor ingen Fiende sværmer.
✂
Hvad træder her jeg paa? Et ydmygt Skiul!
En smal og ringe Sandsteen, glat og lige,
Beskeden ruger over Graven huul.
✂
O Taare! du behøver ey at snige
Dig langsomt frem, hist siger Tavlen mig:
Her hviler Saxo i de Dødes Rige.
✂
Din Indskrift selv, du Ædle! satte dig,
Dit Navn ey trænger til i Steen at hugges,
Lad Ridderen beholde Sligt for sig.
✂
Et Gitterværk nu atter seent oplukkes.
Fra Femte Fredrik bring mig hisset ned,
At sødt mit Blik med Veemod kan bedugges.
✂
Her slumrer med sin Hustrue blidt i Fred
Den Fierde Christian, som skal elsket være
Af hver taknemlig Dansk, i Evighed.
✂
Hist hvor hans ædle Fædre høit til Ære,
Et herligt Hvilested af Steen er sat,
Skal end med Andagt mine Been mig bære.
✂
Og nu, I elskte Liig! god rolig Nat.
Tilgiver Skialden, som sit Fied lod lyde
Ved stillen Grav! Dog I har alt forladt;
✂
Thi I har seet hans Taare kierligt flyde.