TIL HAVET.

✂ Hellige Hav, seer jeg dig atter?
Du, som i min Barndom
105 Med brede Bølger Strandbredden slog,
Ei langt fra Hytten,
Hvor jeg Oldtidens Drømme
Tit giendrømte;
Og, naar Sælhunde sig
Soled' paa Kystens beskvulpede Steen,
Havfruer saae,
Og den tangklædte Havmand,
Der ved sin Sangs lokkende Vise
Den under Øe vandrende Jomfru
Maned i Dybet.

✂ Aar adskilte mig
Ægir, mægtige Hersker fra dig!
Og jeg saae kun yndigt dit Alfebarn,
Naar sig en Bæk
Giennem Blomsterne giød,
Eller naar en Flod
De lystige Stæder forbidrog;
Eller naar om Vintren
Den dunkle Dal du
Med Lilier bedækte;
Og naar med Straaler din Iis,
Som en Bras af Demanter,
Funkled i Træernes
Løvløse Grene.

✂ Grulig og fæl
Kalder dig Ørkens Søn,
Kalder dig Klippens Søn;
O men Øens, men Kystens Søn
Elsker dig trofast,
Som en Schweitzer, en Skotte sit Field.
106 Og hellige Taarer græder han høit,
Naar din smilende brede mørkblaa Flade,
Efter lang Tids Forløb,
Møder hans Øie.

✂ Frygtelig vel
Est du, o Hav!
Under dit straalende Himmelspeil
Lurer den kolde Død;
Og naar du ryster din Manke,
Knækkes den stærkeste Treemast.
Som et skrøbeligt Spaanværk
I Barnets Haand.
Gysen betog
Den modige Skipper,
Naar Søvandet kogte,
Naar Skyen nedsank,
Og i susende Rør,
Med hvæsende Vandsnoge,
Himmel og Jord
Forbittrede mødtes.
Naar da Lynet af rasende Vandhose knittred,
Sprætted Skibet
Med matte Vinger,
En Spurv i Hvirvelvind;
Roret faldt ud af Styrmandens Haand,
Og hans Blod blev til Iis i hans Aarer.

✂ Hvo maaler dit Dyb?
Hvor takkede, røde Steenskove
Til Øer voxe,
Som i Fremtiden bære Urter og Græs,
Menneskets Dyder og Menneskets Laster.
107 Hvor Kæmpeslangen lurer,
Hvis Kam ikkun Skipperen
Stykkeviis saae,
Hvorom Oldtidens Skialde
Ved Harperne drømte.

✂ Men munter og godhiertig est du dog, Brushoved!
Naar kun Lunet er godt;
Da frygte vi ei meer
Dine giøglende Nøkker.
I klapprende Toug
Klavrer Matrosen da kiæk,
Og møder hver Storm
Med Spøg og Skiærts,
I bælmørke Nat,
I knagende Raa,
Forvoven i Mers
Over Stangen henslængt,
Over Afgrunden gynget,
Reb i Seilene faaer han.

✂ Da dig Skibet forlyster,
Efter dine Fisk, og din svømmende Fugl
Kunstigen dannet,
Som Bølgen befolker.
Og den alfare Vei
Du da Mennesket aabner,
Fra Pol til Pol
Fra Strand og til Strand.
Snart mens i Nordhavet Touget
Med Iis du ombarker;
Snart mens du Tiæren paa Planken
Under Linien koger.
108 Og som Staldbroder tro
Blæser da Passaten af fulde Kiæver,
En hielpsom Cherub,
Og forener den ny med den gamle Jord.