Oehlenschläger, Adam HAKON JARLS DØD, af 'Digte', 1803

HAKON JARLS DØD ELLER CHRISTENDOMMENS INDFØRSEL I NORGE.

De Nætter ruge saa lange og sorte.
Syvstiernen skimter saa mat.
Ud stormer Vinden fra Himmelens Porte,
Fælt knager Granen i kolde Nat.
I Offerlundene Blæsten tuder,
Om mosgroede Støtter af Valhals Guder.
»Vor Tid er forbi!
Snart synke vi!«
Den rasler og styrter den blodige Steen,
Og knaser omliggende Offerbeen!

Den gothiske Steenmasse kneiser,
Brunrødlig skummel i Maaneglands.
I mørkeblaae Luft sit Spir den reiser,
Om Muren Dødninge rangler i Dands.
Fra lange Blyevindve en Straale iler
Til Alterets Crucifix og smiler:
»Du seirer vist,
Du hvide Christ!
Snart skal den vilde nordlige Zone
Neie sig for din Tornekrone!«

Olaf Tryggesøn lander i Norge.
Brat synger han Messer paa hviden Strand!
Fra skumle, sydlige Borge
Bringer han Munke til Klippeland.
Alt mere den christne Troe sig udbreder;
Men mægtige Hakon Bønderne leder.
7 For gamle Troe
I Fædreboe
De møder Olaf med tapper Ære -
Men Konningen splitter de samlede Hære!

Høit galer Hanen ved Midnatstide;
Jarl Hakon slagter sin Søn.
Han drager den rygende Kniv af hans Side
Og synker i Lunden, og giør en Bøn.
»Christe! forstyr ej de straalende Aser.
Tag dette Offer, mit Hierte raser!
Og giv os Held!
Forlad vort Field!«
Men Uglen flagrer paa Rotas Bryst
Og tuder med dæmpet, varslende Røst.

Korsbannerne vildt i Ætheren velte.
De lyne, de lyne afsted!
Høit opflammer Luren de christne Helte,
Hvor Olaf stevner er Lykken med.
Foran ham bæres Verdens Befrier,
Rundt om lyder Psalmer og Litanier;
Med korsdannet Sværd
Han fører sin Hær.
Foran ham iler de seirende Rygter!
Forladte Hakon fnyser og flygter.

Afsted paa den vrindskende Ganger han traver.
Den standser ved Gaulaae, med Skum bedækt
»Blev alle Nordmænd end feige Slaver,
Saa skiender jeg ej min ældgamle Slægt.«
Med Taarer sin sidste Ven han dræber,
I Gangerens Blod han sin Kiortel klæber.
8 »Nu troer du mig død!
At mit Blod her flød;
Men Olaf giv Tid, jeg har Kiemper i Nor,
Og paa min Side strider Tyr og Thor.«

Saa knittrende vrede hans Øine skule;
Han iler til grantakte Field;
Og skiuler sig i en skummel Hule,
Med Thormod Karker sin frigivne Træl.
En rygende Fyrrespaan Hulen oplyser.
Der sidde de tause, Trællen gyser!
Den ene ej troer
Den andens Ord.
Fælt stirrer Trællen paa Jarlen hvid;
Dog slumrer han ind ved Midnatstid.

Da hvidsler det sagte i Hulens Mørke,
Og Asa Hermod for Hakon staaer.
»Guderne sætte Lid til din Styrke!
Giv Olaf Christen sit Banesaar!
Guldtaarer den yndige Freya græder.
Ha skal en sydlig korsfæstet Misdæder
Forstyrre os her?
Gaae, sving dit Sværd.
Med Olafs Blod vore Altre bestænk!
Da skal du sidde paa Valhals Bænk.«

Saa taler den røde Skygge og svinder,
Men Trællen vaagner forfærdet op.
»Jesus stod for mig med smilende Kinder
Og pegede paa din blodige Krop!«
»Ha usle Slave! frygt Tordnerens Torden!
Hvi bliver du bleg og sort som Jorden?
9 Formaster du dig
At forraade mig?«
»Nej!« gyste Trællen med frygtende Sind;
Og udmattet slumrede Jarlen ind.

Men underlig fælt han smiler i Drømme,
Og Karker ræddes ved dette Syn.
»Hvi saae jeg ham nylig i Blod at svømme?
H vi trækker han saa med det høire Bryn?
Han er dog en Røver, som Norge skiender.
Velan, i hans Blod jeg toer mine Hænder.
Til Olaf jeg gaaer
Og en Guldkiede faaer!«
Saa hvisker han bleg i den sorte Grube
Og zittrer - og udskierer Jarlens Strube!

Høit Lurene skralde fra nærmeste Fielde.
»Her er han! her flygted han hen!«
Som Fossen med brusende, knusende Vælde
Indbryder Kong Olaf med sine Mænd.
Brat Hakons Træl Hellebarderne dræbe
Og Olaf skuer med smilende Læbe
Tæt ved sin Fod
Hakon Jarl i Blod.
»Den ypperste Hedning faldt! jeg er hevnet.
Ved hans Død er Vankundigheds Forhæng revnet!«

Det ruller i Horizontens Himmel
Og sagtelig skielver Hav og Jord.
De gamle Guders brogede Vrimmel
Forsvinder, og kommer ej meer til Nord.
Istedet for Lundens ærværdige Minder
Man idel Kirker og Klostere finder.
10 Kun hist og her
Man fiern og nær
En Høi og en opreist Kampesteen skuer,
Som minder om Oldtidens slukte Luer.