ELLEHØIEN.
✂
Paa hede Dag den svale Aften fulgte,
Der glimted Purpur bag de sorte Grene,
Den dunkle Landevei var heel beskygget.
✂
Jeg langsomt reed og grubled henrykt ene,
Mens tætte Skov de røde Roser dulgte,
Hvor Nattergalen skiult sin Rede bygged.
✂
Da kom jeg til en Bakke, som beskygged
Med sine venliggrønne Lindekroner
For stærke Vindpust og for lumre Varme.
✂
Sødt tryllet hen af Somrens Aftentoner
Jeg sank i Græssets blomsterklædte Arme
Og lytted smilende og slumred ind.
✂
Da vaagned jeg igien thi Høien bæved.
En guldhaarfager Møe med Rosenkind
Sig svævende og rank af Høien hæved.
✂
Da blev jeg ræd, med Slag saa selsomt vilde
Mit Hierte mod det blanke Pandser slog,
Jeg vilde tale, men jeg kunde ikke.
✂
Og see en anden Møe steeg op og tog
En Haandfuld Vand af klaren Sølverkilde
Og stirred hen paa mig med kielne Blikke.
✂
Hun stænkte mig: Hvad giør du her saa silde?
Der skal dig intet Onde vederfares,
Frygt ei du smukke staalbeklædte Kiempe.
✂
Nei, sang den anden med sin søde Stemme,
Men Undertegn her skal dig aabenbares,
Som i dit Liv du aldrig meer vil glemme.
✂
Sin Rislen monne Sølverkilden dæmpe,
For Lyden af den skiønne Sang at høre,
Der rasled ei et Blad i sagte Vinde.
✂
Naturen overalt var lutter Øre,
Bag Nattens Trylleslør kun smilte Glæde,
Alt lytted til den hulde Sangerinde.
✂
Klart blinkte Søens blaa henspændte Klæde,
Hvor Fisken svam og legte med sin Finde,
Og atter aabned sig den lukte Rose.
✂
Den rødmed giennem Nattens Sølvertaare;
Og Lillien som klæder sorte Baare
Den smilte hist i dybe Taagemose.
✂
Skiønt sang hun, men jeg skielved dog saa saare,
Thi noget rædsomt lød i hendes Stemme,
Som ei jeg tolke kan men kun fornemme.
✂
Følg, sang hun, følg os ind i dunkle Field,
Hvor græsbeklædte Væg for Stormen luner.
Følg, sang hun, følg os ind i aabne Bolig.
✂
Der skal jeg lære dig at kaste Runer;
Men toe dig først i dette Kildevæld,
Saa bliver du med Alferne fortrolig.
✂
De Blomster som du her paa Høien skuer
De spragle meget skiønnere derinde,
Som Græs Smaragderne i Bierget funkler.
✂
Følg med, gientog den anden Sangerinde.
Rubinen der langt meer end Rosen luer,
Safirens Blaae Kierminderne fordunkler.
✂
Da stirred jeg til Himlens hvalte Buer
Og greb om Korset paa mit Sværd og tænkte:
Saa høit et Loft dog ikke der du skuer!
✂
Min lange Taushed Ellepigen krænkte.
Kom Ungersvend hvi bliver du tilbage?
Hun smilte rædsomt med sin Rosenlæbe.
✂
Du dræbe skal den stærke Ædderdrage
Og faae det røde Guld hvorpaa hun ruger,
Du lære skal den stærke Biørn at dræbe.
✂
Men strax dit Hierteblod jeg varmt udsuger
Hvis nu du ikke med i Hulen følger,
Min Mening jeg dig længer ei fordølger.
✂
Da blev jeg mod, thi mine matte Arme,
Som vilde hævnende mit Glavind svinge,
Sank langsomt ned ved hendes Trylletale.
✂
Hun nærmed sig, for Døden mig at bringe.
Da rysted Morgenhanen med sin Vinge,
Den gol - og hun forsvandt i Biergets Sale!
✂
Og bleg jeg svang mig paa min bange Fole
Og ilte fra de fæle Rædselsteder,
Mens Solen slukkede de mindre Sole.
✂
Vogt unge Kiempe dig for slige Høie,
Den lumske Død der Blomsterne beklæder,
Og Trolden suger Blodet af dit Øie.