CHRISTI FØDSEL.
✂
Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igien.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
Det er vor Frelser! Det er ham selv!
Derfor Naturen saa huldt og skiønt
Sig fryder og klæder i Haabets Grønt.
✂
For unge, uskyldige Hyrder, brat,
Som stirre til Himlen i klare Nat,
Guds Engle da trine paa Marken ind;
De svæver og bæver i Maaneskin,
Og siunger: Idag er en Frelser fød,
Af Vaarens, den hulde Marias Skiød!
✂
Den reneste Dug er hans eneste Drik,
Til Himlen stirrer hans fromme Blik,
Til Himlen han rækker sin barnlige Haand,
Til Jorden bundet med Rosen-Baand,
Hans Lallen er Zephyr, hans Vugge Straae,
Hans Øine funklende Himmelblaa.
✂
Ak Hyrder! Ganger i Bethlehem ind,
Og rører det kolde, forhærdede Sind!
Og beder dem ud paa Marken gaae,
At skue det Barn i de spæde Straae,
At dets uskyldige Smil og Røst
Kan hæve til Himlen det jordiske Bryst!
✂
Saa svæve de Engle til himmelske Hiem;
Men Hyrderne vandre til Bethlehem,
Og sige hvad dem er saligt hændt,
Og blier bespottet og Ryggen vendt.
Saa vandre de atter paa Marken ud,
Og knæle for Barnet, og troe paa Gud.
✂
Og Stiernen blinker paa Himlen frem
Og vinker de Konger af Østens Hiem.
Og Straalerne kommer i fromme Chor,
Og synker ydmygeligt ned til Jord,
Og prise Frelserens hellige Navn,
Som smiler i Moderens skiønne Favn.
✂
Og reise sig atter fra sorten Muld,
Som Blomster, i Purpur og Fløil og Guld;
Uskyldige Børn, saa fromt, saa smukt,
Halv stigende, halv mod Jorden bukt,
Og række de Urner, saa sødt forgyldt,
Med Virak og duftende Myrrha fyldt.
MARIA.
✂
Mild og varm,
Med det søde Barn i Arm,
Ung, uskyldig, huld og skiøn,
181
Smiler hun til sin elskte Søn,
Lægger ham ved sit fulde Bryst;
Fuglesang er hendes Røst,
Hvid, som Lillien, hendes Haand,
Himmelblaat hendes Klædebon,
Øiet, som Havet, dunkelblaa,
Bølgende Taarer i Øiet staae;
Haaret er Solens Straaleflod,
Kinden Morgenens Rosenblod.
See! hvor i Ætherens Sølverflor,
Sødt hun vugger det spæde Noer.
JOSEPH.
✂
Fra forrige Aar
End den tørre, brune Stubbe staaer;
Skygger med sit visne Løv,
Om det spæde Blomsterstøv;
Er en gammel Stav, hvoromkring
Lillien slynger sin Blomsterring,
Er i Hytten det tørre Mus,
Værn for Storm og Solens Blus.
Gammel, trofast, blid og rund;
Men en Pleiefader kun.
CHRISTI MANDDOM.
✂
Hvor blevst du hulde Aand?
Hvor blevst du, Jesu sød?
Som strakte høit din Haand
Til Gud fra Jordens Skiød?
Ak! i de svedne Straae
182
Jeg finder ey dig meer;
Men hist i Skovens Vraa
En Yngling jeg dig seer.
✂
Saa smækker og saa skiøn,
I dunkle Skyggers Hegn
Du vanker om i Løn
Og skyer den hede Egn,
Hvor stolte Pharisær
Forblinder golde Muld,
I sit Skarlagen-Skiær,
Med brede Bræmmer Guld.
✂
Du vandrer, Yngling skiøn!
Fra denne stolte Pragt,
Til stille Hvælving grøn,
Med kiølne Blade takt.
Og Fuglens muntre Sang
Ved Skyggens hulde Bryst,
Og Bækkens Bølgegang
Sig blander i din Røst.
FRISTELSERNE I ØRKEN.
- ✂
- Nødtørftigheden
-
til Blomsten ved Bækkens Bred.
✂ Hvi stander du der,
Ved phantastiske Bæk,
Og skiuler dit Skiær
Bag tornfulde Hæk?
Af Somrens Blik,
I gavmilde Stund,
183 En sparsom Drik
Her nyder du kun,
Barnagtige Smil!
Hvad nytter I til?
Kom, skynd dig med Iil!
Jeg dig omskabe vil.
Bliv nærende Korn!
Sug Vemod ey sødt
Af Maanens Horn!
Sligt Liv er dødt.
Faae Marv og Kraft,
I Solens Favn!
Din nærende Saft
Da virker Gavn.
- ✂
- Blomsten.
-
✂ Frister! Onde Frister! Lad i Roe mig staae!
Troer du ey jeg hisset seer de svedne Straae?
Grum den strænge Sol har meiet alting af,
Hvad du kalder Livet, synes mig en Grav.
Mildt mig Almagt satte hen ved Bækkens Siv.
Brudte Straale her ey røve kan mit Liv.
Alt forstokkes hist, hvor Heden mægter hen.
Uskylds fagre Rose her ey falmer end.
Troer du da af Brød at Livet næres kun?
Nei, af hvert et Ord, som gaaer af Herrens Mund.
I den store Bog, Naturens fromme Chor,
Er min tause Blussen og et helligt Ord.
Flye fra Lundens Hvælving, fra min stille Boe!
Frister! Onde Frister! Lad mig staae i Roe.
- ✂
- Vellysten
-
til Fuglen i Toppen af Træet.
✂ Hvortil de Sange? Hvortil de Spring?
Hvortil de forfængelig-høie Sving?
Forvildede Barn! brug din Fornuft.
Hvortil det Liv i den tynde Luft?
Siig, hvi altid op du stræber?
Hvortil de Psalmer paa de fromme Læber?
Livet ey i tynde Intet boer,
Men paa den rige, axelfaste Jord.
Fortroe dig til mig!
Jeg omskaber dig,
Mere skiøn, end før du var,
Mere lykkelig.
Seer du ey hiint Slangepar,
Som i varmen Sand hist velter sig?
Seer du den vellystige Mine?
Seer du de spraglede Farvers Pragt?
Langt mere levende, langt skiønnere end dine!
Seer du med Glæden den trofaste Pagt?
Med ganske Legem de favne den glødende Jord,
Mellem Blomster og Urter i Vellyst de langsomt sig snoer.
Favn mod Favn!
Fortryllet, indflettet, nedsiunken i Glædens Havn.
Flye den intetsigende Duft!
Sving dig ey meer i den kiølige Luft!
Styrt dig! Styrt dig i Lysternes Rige.
Og trylles du ey -
Flye atter din Vey!
Du har jo Vinger, du kan jo stige.
- ✂
- Fuglen.
-
✂ Kom ey med den frække Tale,
Med de høistforvovne Ord.
Her i denne grønne Svale
Sødt og sorrigfrit jeg boer.
Høit i det azurne Rige,
Fra den tause, dunkle Skov,
Lader jeg min Psalme stige,
Til min Skabers Priis og Lov.
✂ Ey mit spæde Legem taaler,
Lave Dunst! at nærmes dig.
Høit i Morgenrødens Straaler
Mine Lemmer bade sig.
✂ Taagen i den dybe Mose
Vilde blinde snart mit Blik.
Duggen paa den unge Rose
Er min Føde og min Drik.
✂ Stærkt jeg gyser ved at tænke
Mig i dette fæle Dyb,
Bukket under Lysters Lænke,
Mellem Jordens lumske Kryb.
✂ For mit Blik er hist at skue
Denne vellystfulde Dal,
Som et Helvede, hvis Lue
Vinker mig til evig Qval.
✂ Havde du mig først dernede -
186
Ha! Jeg seer hvor lumsk du leer!
Til min eenlig fromme Rede
Hæved jeg mig aldrig meer.
✂ Ey jeg kunde bort mig vriste,
Vellyst giorde Vingen lam.
Jeg min Gud vil aldrig friste.
Ene vil jeg tiene ham!
- ✂
- Ærgierrigheden
-
til Ynglingen.
✂ Hvi gaaer du halwaagen
I Taagen?
Hvi søger du dunkle Skygger,
Hvor Uglen bygger?
Hvi sluttes du ind af Krat og Busk og Elv?
Hvi slutter du dig i dig selv?
Foragter den Glæde, som huldt dig favner,
Higer efter den, som du savner!
Daarlige Yngling! Vaagn af din Drøm.
Følg! Følg den rivende Strøm!
Da hæver dig høit de Bølger,
Som nu dig forfølger.
Giør dig ey selv det værre!
Vær Tidens Træl, saa er du dens Herre!
Lyd mit Raad! jeg er den gode Hyrde,
Letter huldt din Byrde.
Følg mit Fied, gak med mig op
Her paa denne Bierge-Top!
See ned i Dalen. - Hvor de lege!
Sig bevæge,
Frugter bryde,
Nyde!
Med Krog skal man Fisk angle,
Børn med en Rangle;
Tag denne Rangle af min Haand,
Og tien og tilbeed mig, jeg er den gode Aand.
JOHANNES DEN DØBER.
✂
Lad mine klare, kiølige Draaber
Svale den brændende Sommer!
Jeg blødgiør Naturen, Blomsterne haaber,
Hvergang jeg qvægende kommer.
Arme Vexter! som ey kan trives
Paa denne tørre, solbare Grund,
Sødt af min Morgendug skal I oplives.
Hvi staaer I ey hist i den kiølige Lund?
Jeg er afmægtig, med Vand kun jeg døber,
Snart det borttørres, udøst af min Haand.
O men den Himmelske hist, som Zephyrerne røber,
Som bygger sig Slotte
I Skovenes Lye, i den dunkle Grotte,
Han er større, han døber med Aand.
CHRISTI DAAB.
✂
Qvægende sødt de klare Perler bæve,
Kiøligt de giennem mit luftige Legem gaae.
Let forfrisket jeg vil mig af Badet nu hæve
Med min husvalede Æther, blaa.
JESU LÆRE.
✂
Den gamle Skov taler giennem Hornet.
Lad mine dunkle, bølgende, grønne Kroner
Vinke dig bort fra Larm og bedøvende Toner!
Toner ene fra Fuglens uskyldige Strube
Trylle dig i min alvorlige, hvælvede Grube!
Hvidslende Hæk,
Kiøligthenrislende Bæk,
Surre, som fromme Bie fra den eensomme Kube!
✂
Siger den Gysen, som ryster de inderste Grene,
Medens du vanker her stille, modløs, ene,
Siger den ey dig, at Livet er meer end en Skygge?
Lærer du Tryghed ey af de Stammer saa trygge?
Saa som de staaer
Stode de hundrede Aar,
Vente nu roligt paa Døden i dæmrende Skygge.
✂
Glem da nu her for din Nødtørft et Øieblik Sorgen!
Tænk ey med Ængsten idag paa den Dag imorgen!
Denne Hvælving, mod Himlens kun trang og liden,
Fierner dig dog med sit Løv fra Rummet og Tiden.
Sæt dig i Læe
Under mit venlige Træe!
Sæt dig! Du har jo Violer og Roser ved Siden.
✂
Seer du ey Spurven, hisset, saa muntert at hoppe
Qvidrende høit, i de øverste, farligste Toppe?
Den er rolig, dens Bryst ingen Sorger beklemme;
Frygter ey for at falde, Gud kan den ey glemme;
Det er dens Trøst,
Det gyder Roe i dens Bryst,
Fattige Fugl, som den er, uden Skiønhed og Stemme!
✂
Den er rolig, og du? du er angest og bange?
Frels dig, frimodige Siel! vær ey Kummerens Fange!
Seer du den Dal, som sig hist giennem Træerne bryder?
Seer du hvor Lillier og Græs og Violer den pryder?
Ikke de saae,
Ikke til Høsten de gaae,
Dog deres himmelske Fader dem klæder og fryder.
✂
Skulde han dig da, sit Billed, ey fryde, ey klæde?
Skam dig! Visk Taaren af Øiet, byt Kummer med Glæde!
Hør paa den rislende Bæk, hvor melodisk den falder!
Hør paa de Smaafugles Sang i den kierlige Alder!
Ætherens Blink,
Blomsternes barnlige Vink;
Hør det, og see! Det er Gud, det er Herren, som kalder.
✂
Lad ey den modløse Sløvhed din Styrke forhaane!
See mine Træer hist, som høit over Bierget sig skraane!
Flittige Biergmænd der Saltet af Gruberne bryde,
At med sin Smag og sin Kraft det kan Mennesket fryde.
Hvad er det alt,
Siel! mod dit herligste Salt?
Taber det Kraften, ak hvad er da lifligt at nyde?
✂
Lad ey dit indvortes Lys af Taager indhylles!
Natten kun sortner at Stiernen kan mere forgyldes.
Seer du det mørkt omkring dig, velan! ey du gyse,
190
Hæv da din Aand, lad som Solen paa Himlen den lyse!
Høit paa det Blaa
Kiek lad den varmende staae!
At ey i dæmrende Nat dine Brødre skal fryse.
✂
Aldrig de smaalige Sysler mod Jorden dig bøie!
Vend til de store Bedrifter dit undrende Øie!
Kummer og Armod og Qval ey din Taare kun vinde,
Ogsaa ved Livets uskyldige Spil bør den rinde,
Vindenes Suk,
Blomsternes vinkende Buk,
Pigernes salige Smil og ved Tidernes Minde.
✂
Ringe Dyders Fortræflighed op du ey læse!
Ey for hver given Skierv i Basuner du blæse!
Mærker du Regnen, hvor kiøligt og sødt den nedfalder?
Venlig til Live dens Perle Smaablomsterne kalder,
Taler dog ey,
Tier og drager sin Vey.
Raab over sligt er Beviis kun paa dybtsiunkne Alder.
✂
Vil med din Gud du dig inderligt, trofast forene,
Sælg da dit Huus, thi med ham kan du Mamon ey tiene.
Seer du Oldingen hist, hvor hans Fødder sig flytte
Langsomt og fromt? hans Hænder til Staven sig stytte;
Ryggesløs Larm,
Frækhed har saaret hans Barm,
Gammel og graae har han bygt sig i Skoven en Hytte.
✂
Du, som er ung, som er kiek, som er freidig tilmode,
Flygt ey til Skoven, drag Sværdet og kæmp for det Gode!
Tilgiv din Næste, naar du kun fornærmet er
vorden;
Men vær det Nedriges Rædsel, en Hævner paa Jorden!
Luften er qvalm,
Bortsvier Blomsten til Halm,
Da kommer luttrende, rensende, Lynild og Torden.
✂
Kierlige Siel! ak lad min Natur dig henrive!
Luk dine Øine for Tant, og lad lukte dem blive!
Men lad med Andagt, med brændende Andagt dem skue
Dybt i Alkierligheds evige, straalende Lue!
Da skal din Aand
Bryde sit jordiske Baand,
Svinge sig høit imod Himlenes hvælvede Bue.
✂
Elskte! den Løn, som dig venter, den salige Glæde,
Kan ingen Tunge, kan ikke Naturen udqvæde.
Bølgernes dæmpede Rislen og Fuglenes Tone,
Hyrdernes Viser og Vinden i Bladenes Krone,
Alt er kun Klang,
Enkelte Lyd af den Sang,
Som af Cheruberne synges om Skaberens Throne.
JESU MIRAKLER.
✂
Hvor Sangersken glædeligt toner,
Hid venligt i Myrthernes Lye,
Til Skovens husvalende Kroner,
Fra lumre Forsamling du flye!
✂
Kom bad dig fra Foden til Issen
I Bækken, som bugter sig hen!
Og est du verkbrudden og vissen,
Du faaer dog din Sundhed igien.
✂
Og mens du bag Grenene sidder
Paa denne mildtskraanende Høy,
Og hører paa Fuglenes Qvidder,
Langt fiernet fra Daarernes Støy,
✂
Og drikker Zephyrernes Sødme,
Mens Kilden sin Citharra slaaer,
Og indsuger Rosernes Rødme,
Mens Solen i Purpur opgaaer;
✂
Da, medens ham Sangersken priser,
Fra dugsprængte, duftende Jord,
Din Jesus dig kierligt bespiser
Alt med sit udeeibare Ord.
✂
Det hvidsler i Bladenes Hvidsien,
Det klinger i Skovenes Klang,
Det risler i Bølgernes Rislen,
Det synger i Hyrdernes Sang.
✂
Og sad her den talrigste Vrimmel,
Hvor henrykt nu sidder kun du,
Det salige Brød af hans Himmel
Blev nok og tilovers endnu!
✂
Ved Bækken, hist henne, du finder
Den klare, den ætherne Aand.
Det Vand, som saa perlende rinder,
Det bliver til Viin i din Haand.
✂
O kom du, som halter i Blinde!
Kom, sæt dig ved Bøgenes Rod!
Dit Syn du vist atter skal finde,
Og fast skal du staae paa din Fod.
✂
Og døde forhærdet end længe
Dit Hierte koldtisnende hen,
Sin Grav det dog atter skal sprænge,
Og lue til Himlen igien.
✂
Thi Herren er ikke en Cain,
Uer dræber af Nag og i Løn.
Kom, grædende Enke af Nain!
Her finder du atter din Søn.
✂
Mens Maanen med Straalerne bæver,
Og stiger af Bølgernes Skiød,
Hans Aand dig saa venligt omsvæver,
Han sover, men ey han er død.
✂
O Jesus! Dit Tempel du bygger,
Hvor Blomster og Bølgerne leer.
Dig hist, mellem Træernes Skygger,
I Salomons Omgang jeg seer.
✂
Der dine Disciple sig samle,
Du slutter dem fast til dit Bryst.
Med Andagt de Unge, de Gamle,
Her lytte saa fromt til din Røst.
✂
Og Børn, som Guds-Englene ligne,
Dem taer du paa Skiødet, de Smaae;
Jeg seer dig dem helligt velsigne,
Og smile til Himmelens Blaa.
PHARISÆEREN.
✂
Hvad vil du mig, du stolte Sommerstraale?
Jeg Sympathie med dig har aldrig havt.
Min Isse kan din hede Brand ey taale,
Den svækker Kraften, selv dog uden Kraft.
Dit Solstik martrer kun, som skarpe Naale,
Og tærer bort al Livets Ungdoms Saft;
Det bringer med sig Støv og Qvalm og Tørke,
Og giør et Paradis til Sahras Ørke.
✂
Din frække, vilde, ubetvungne Lue
Forjager Helligdommens Dæmringskiær.
Med dorske Blik du troer dig alt at skue,
Dog er din Middag Nattens Mørke nær.
Du lyser op af yderste Formue
Og brænder Stæder af, som vilden Hær,
Og kalder Mørkheds Børn, hvo ey sig bøye
For Afgud dig! Du med det frække Øye!
✂
Almuen blindes af din stolte Flamme,
At synke ned for dig den troer en Dyd.
Og, medens dine Purpurlapper bramme,
Frarøver du dem Fromhed, Troe og Fryd.
Hver Helligdom for dig maa staae til Skamme,
Du haaner Skiønhed, Viisdom, Spil og Lyd,
Og troer en bedre Lyst at tilberede,
Naar mat de gisper i din Middagshede.
✂
Ha! flye til hine grændseløse Lande,
Hvor Blomsten døer, hvor ingen Lyd er hørt,
Hvor hede Støv med heden Luft sig blande,
195
Af en forpestet Vind i Veiret ført.
Der brænd og lys! men skaan de hulde Strande,
Af Rosenhækker og Kierminder slørt!
Der ryst din Fakkel paa den golde Hede!
Og vilden Afrer skal din Ild tilbede.
✂
Thi hvad du Sandheds Lys med Hyklen kalder,
Er en i Verden kastet Røverbrand,
Som dræber frommen Uskylds gyldne Alder
Og fylder op med Røg det hele Land;
Og hvor ey ind dens frække Straale falder
Der Vanvid har sit Hiem i Mulm paa Stand!
Med Overmagt og Vold din Lue knittrer,
Enfoldig Fromhed døer og Uskyld zittrer.
✂
Dit hedefyldte, dumme, drukne Øye
Den hulde Farveglands ey see formaaer,
Hvor Sol ey brænder over golde Høye
Der Overtroens Midnatstaage staaer!
Den hele Jord din Straale skal ompløie,
Men Tidsler er din Høst, fra Aar til Aar!
Og dog din Middagsbrand, som døsigt oser,
Skal foretrækkes Morgenrødens Roser?
✂
Ak! havde du et Blik for Rosens Lue,
Ak! havde du for Duggens Blink en Sands,
For Lilliens Reenhed under Træets Bue,
For Fuglens Sang, for Bækkens stille Glands,
Da vilde du med Undergang ey true,
Ey visne hen den fagre Ungdoms-Krands,
Det Lys blev slukt, hvorfor Naturen gyser,
Som dræber Lyset medens op det lyser.
✂
Dog brænd og bram i straalebræmmet Kaabe!
Din Ild skal slukkes og din Magt ey staae.
Din Guddom skal ey Afmagt meer anraabe,
En kiølig Luft skal over Egnen gaae,
Og bringe Livet atter til at haabe,
Og qvalmen Hede kiek tilbageslaae,
Og svale Jorden med sit Perleklæde,
Og vække Jordens Liv til Held og Glæde.
✂
Og alle Syger skal fra Jorden ile,
Og ikke ængste meer det bange Sind.
En Aftenrøde blideligt skal smile
Med Morgenrødens sunde Rosenkind.
Den modne Drue skal bag Løvet hvile,
I Blomstens Sted skal Frugten sættes ind,
Og til en hellig Nadver os indbyde,
En Forsmag paa den Fryd vi hist skal nyde.
SADUCÆERNE.
✂
See her os arme Stubber staae,
Iblandt de svedne, visne Straae!
See vore gule, gustne Løv,
Fortært af Orm, bedækt med Støv!
See hist den hvasse, nøgne Torn,
Hvor Jomfrue-Rosen stod tilforn!
Den Blomst, som endnu hisset staaer,
Som Jomfrue-Rosen snart forgaaer.
Alt er i Verden kun et Spil,
En Klang med ingen Mening til.
See Bækken hist i heden Sand!
Den svinder under Solens Brand.
197
Den Sommerfugl, som nys var glad,
Som flagred om i Solens Bad,
Kun saare kort sin Lyst den nød,
Nu hviler den, thi den er død.
Et Øieblik er Jordens Fryd,
Et Bølgeslag, en Tonens Lyd!
Et Øieblik er Jordens Liv,
Et Pust, som knækker svage Siv!
Hvortil da disse Planer lagt?
Hvortil det Skrig paa Kraft og Magt?
O Stolthed! lad mit visne Løv
Kundgiøre dig, at du est Støv.
Et Fnug, som sig for Vinden snoer
Og synker atter ned til Jord.
Hvortil da dette Grublerie,
Om du est evig eller frie?
Du lever, siden du blev fød;
Naar du est død, saa est du død.
At du opstande skal igien -
Hvor kom det fra, hvor vil det hen?
Den eengang visne Blomstertop
Den blomstrer aldrig atter op,
Snart i dens Sted en anden groer
Og sletter ud det sidste Spor.
Det som du blier det est du nu,
Og aldrig mere vorder du.
Thi nyd dit Liv mens det bestaaer,
Og græm dig ey at det forgaaer!
Det Øieblik som flyer, som kom,
Det er din hele Eyendom.
SIMON PEDER.
✂
Milde Morgenvinde, Iinde,
Kiøle heden Sommerluft,
Kruse Havets Vande, blande
Sig med Lundens Blomsterduft.
✂
Lillien op sig lukker, bukker
Under Sommerfuglens Vægt.
Rundt, i muntre Klynger, synger
Hele Skovens Fugleslægt.
✂
Morgenpurpurkuglen, Fuglen,
Langsom hiin og hiin med Iil,
Lover over Havets Vover
Gud med Sang og Rosensmil.
✂
Medens Lærken synger, gynger
Baaden i det stille Vand.
Ved sin Angel rolig, trolig
Sider ungen Fiskermand.
✂
Men, som han fornøiet Øiet
Kaster hen paa Sol og Jord,
Synes ham hans Øre høre
Som et sammenblandet Chor;
✂
Hvori Blomstervrimlen, Himlen,
Bølgen, Fuglen høit paa Qvist,
Og den Duft, som viger, siger
Hvad han aldrig før har vidst.
✂
Alt eet Sprog kun maler, taler
Selv det hemmelige Sprog.
199
Øiet rundt sig vender, brænder
I Naturens store Bog.
✂
Og mens Blikket stirrer, dirrer
Bogens Træk i sælsom Dands;
Og hvorhen han skuer, luer
Nu en venlig Blomsterglands.
✂
Først en Flok af blide, hvide
Lillier stande fiern og nær;
Tvende smaae Kierminder finder
Øiet i det hvide Skiær.
✂
Og ved dem to søde, røde
Roser, klædt i Jomfrue-Pragt.
Gyldne smaae Aurikler vikler
Sig i den foreente Pagt.
✂
Og af Tulipaner baner
Sig en broget Sværm sin Gang.
Medens Skyggen lindrer, tindrer
Solen, lyder Fuglesang.
✂
Og, for Peders Øie, føie
Lillier sig til Lillie blid;
Og mens Blomsten viger, stiger
Frem en Yngling, lilliehvid.
✂
Og de blaae Kierminder svinder
I hans Øine himmelblaae;
Kindens Rosenbuer luer
Der, hvor nys han Roser saae.
✂
Og de smaae Aurikler vikler
Sig i gyldne Lokker grant.
200
Tulipaner bølge, dølge
Skuldren i et let Gevant.
✂
Og de høie Straaler bøie
Om hans Tinding sig med Lyst.
Og den Sang, som lyder, bryder
Ud nu i hans hulde Røst:
✂
Seer dit forhen blinde Øie eengang nu sin Skaber dog?
Har det endelig da lært at tyde dette stumme Sprog?
Finder det i Blomsterflokkens Glands, i Fuglens muntre Sang,
Kildens Røst, og Skovens livelige Svale, Solens Gang,
Udi Tidens gamle, store Sagn, i Harpens høye Lyd,
Skialdens Sang, den Vises Grubien, Heltens Daad og Qvindens Dyd,
Ikke blot en Glands, som slukkes, ey et Liv, som dræbes brat,
Men en evig Dag, som bryder selv igiennem Gravens Nat?
Men en Hær af lyse Straaler, funklende fra Pol til Pol,
Som i sikker Retning samles i en herlig fælles Sol?
Skuer du din Skabers Finger, som i Alting peger frem,
Og hver Aand, som opad stræber, viser til sit rette Hiem?
Saae du, da den tykke Taage fra dit kiekke Øie faldt,
At for sig er Alting Intet, men i Alt er Alting Alt?
O da læg din ringe Mede, kast den hurtig fra dig her!
Fisk du ikke meer skal fange, du skal fange Mennesker!
JOHANNES.
✂
Hvad er det hist, som ringer?
En Aftenklokke dybt i Skoven klinger!
Saa længsel- og saa vemodsfuld den klager;
Og fierne Fielde, blaae, dens Lyd gientager.
Dybt mellem Skovens Kroner
Den lokker mig med sine Sølvertoner.
Her maa jeg vist den søge
Ved Bækken, mellem disse gamle Bøge.
✂
I Solens Aften-Luer
Et aabent, rødt Capel jeg hisset skuer.
Igiennem rene Blaa saa sødt til Himlen
Dets Klokke sender op sin dumpe Bimlen.
Med hulde Lillie-Stængler
Det prydet er, og friske Rosen-Hængler;
Og Bækken rundt sig slynger
Om Altrets Fod og fromt sin Psalme synger.
✂
Paa Altret op er stillet
Det hellige, betydningsfulde Billed.
Jeg seer paa sorten Kors sig ynksomt bøie
Den hulde Jesus, med sit brustne Øie.
Nu Kilden meer ey murrer,
Og Klokken tier, Turtelduen kurrer,
En Eremit fremtriner
I lange Klædebon med blide Miner.
✂
Er det, med Jammersklager,
En Olding graae, som Verden nu forsager?
Som Nag har qvalt? som er andægtig bleven,
Og angre vil den Synd han har bedreven?
202
O ney! Jeg henrykt skuer
En Yngling skiøn, hvis fromme Øie luer;
Afmægtig ey han bæver,
Med Kraft sin Haand til Himlen høit han hæver.
✂
Glat er hans hvide Pande,
Paa den har Lasters Præg ey kunnet stande.
Hans Kind er frisk, en Jomfrue-Rose, lukket,
Som Lysters Gift ey falmet har og dugget.
Hans dybe Blik ey skielver,
En rolig Bue over Øiet hvælver,
Hans Haar i gyldne Strømme,
Som Straaler, fra den skildte Tinding svømme.
✂
Hans hulde Stemme lyder:
Min Jesus! ene du mit Hierte fryder.
Her bygged jeg dit Huus, her kan jeg vanke,
Hvor ingen Larm forstyrrer fromme Tanke.
Kun da jeg roligt hviler,
Naar ved dit Bryst jeg i dit Øie smiler,
Naar i dets milde Luer
Din Miskundhed, din Kierlighed jeg skuer.
✂
Du gaaer mig tit imøde,
Min Jesus! thi du opstod fra de Døde.
Din Elskov alt omfatter,
I hvert et Øieblik du fødes atter!
Kun Tiden og Naturen helligt maler
Det store Ciffer, som din Glands udtaler,
Selv i mit Hiertes Kammer,
Est du det Lys, det fromme Lys, som flammer.
DEN HELLIGE NADVERE.
✂
Hvor flygted du, venlige Aand!
Som strakte til Himlen din Haand,
Sødt baaren
I Vaaren?
✂
Til Skov og Grotte staaer ey meer din Hu.
Der er saa dødt, der er saa vandkoldt nu.
✂
Ingen hulde Blomster meer!
Barnligt ey Naturen leer.
Bleg og guul hun viser sig,
Skranten og frugtsommelig.
O! men see den modne Frugt,
Hvor dens Kinder rødme smukt!
Af den matte Moders Skiød
Løfter jeg dig, Glut saa rød!
Glemmer hende over dig,
Thi din Vellugt tryller mig.
✂
Runkne Træe! som du, jeg staaer
I den store Urtegaard.
Trænger magtesløs, som du,
Til en jordisk Næring nu.
Kom! fornye den svundne Saft!
Giv mig atter Marv og Kraft!
Ydmyg, mens jeg nyder dig,
Knæler jeg, en Plante liig;
Føler mig et Fnug, et Støv,
Mellem dine visne Løv.
✂
Hvor du qvæger, milde Rod!
Jeg fik atter Liv og Mod.
204
Som du hæved dig i Kraft,
Hæver mig din sunde Saft.
Store Kredsløb! Intet deelt!
Alt omfavnet til et Heelt.
Store Legem! ak! af dig
Har en Mundfuld styrket mig.
Lifligt var dit Himrnelbrød,
Men hvi er din Skiønhed død?
✂
Stille! hvilken Sødme?
Hvilket Skiær i den gustne Natur! hvilken Rødme!
Hvilken Ahnelse hæver den mørke, den modfaldne Tanke?
Hvad titter, hvad rødmer, hvad leer, bag den bugnende Ranke?
Skiønne, saftsvulmende Drue!
Du livner den kolde Natur med din Lue.
De vægtige, funklende Lokker du ryster.
Smilende Viin!
Purpur-Rubin!
Med Andagt i blinkende Kalk jeg dig kryster.
✂
Den Engel, som i Vaaren smilte,
Som lumre Sommer lærte flye,
Som i de dunkle Skygger hvilte,
Her funkler i en Purpurskye.
✂
De milde Blus, de svale Bølger,
Den lette Æther Vaarens Ven,
Det Blomsterflor, som Jorden dølger -
Alt finder du jo her igien!
✂
Det Haab du har i Vaaren fundet,
Blev mat i Sommer, meer i Høst,
205
Lidt efter lidt det er forsvundet,
Og Tvivl kun ængster nu dit Bryst.
✂
Da Himlen sig fra Jorden skilled,
Da sank din Aand igien til Jord.
Det himmelske, det rene Billed
Ey længer i dit Hierte boer.
✂
Det Barnlige var længst forsvundet!
Nu gaaer du bleg mod Jorden bukt.
Med Høsten har du dig forbundet,
Og ædt af giftig Kundskabs Frugt.
✂
O drik! at du kan atter glemme,
Hvad koldt kun Hovmod lærte dig.
Da vaagner atter Livets Stemme,
Da seer du atter Himmerig.
✂
Hvis ey du vorder Barnets Lige
Og bryder Stoltheds kolde Pagt,
Da seer du aldrig Himmerige.
Det har din hulde Frelser sagt!
✂
Tag Kalken i de fromme Hænder,
Som stivnes i den kolde Høst!
Den blide Engels Kys da tænder
Vist atter Vaaren i dit Bryst.
✂
Din siunkne Troe paa nye fremluer,
Dybt i din Barm den fæster Rod.
Drik, medens du til Himlen skuer,
Thi det er Jesu sande Blod!
JUDAS ISCARIOTHES.
- ✂
- Mennesket
-
i den sildige, sludfulde Høstnat.
✂ Skulde jeg slig Konning ære?
Ney, jeg er ey længer ung.
Det vanærer mig at bære
Denne lidetfyldte Pung.
✂ Dine vilde Phantasier
Skal ey længer nytte dig.
Bort, I Ungdoms Sværmerier!
I skal ikke fængsle mig.
✂ Hvad er Ord? En Lyd, som svinder.
Hvad er Dyd? Blandt Ord et Ord.
Hvad er Gud? Et Glimt, som blinder.
Hvad er mit? Den rige Jord.
- ✂
- Satan
-
igiennem Stormen.
✂ Hvad er Fuglen meer end Krybet?
Hvad er Æthren meer end Muld?
Hil dig, Søn! Søg du kun Dybet,
Dybet flammer rigt paa Guld.
- ✂
- Mennesket.
-
✂ Hvad var det? Søn blev jeg nævnet!
Hvo var det, som for mig stod?
Jesus! ved dit ringe Levnet
Tykt og hidsigt blev mit Blod.
207 Men min Frygt jeg kiek vil døde,
Ey jeg kysser meer din Søm.
Bedre Drik og bedre Føde
Jager bort hver Feberdrøm.
✂ Hen til Jordens rige Vise
Vinker Mynten mig, saa rød;
Den mig bedre vil bespise
End du, med dit Himmel-Brød.
✂ Jeg mig skammer for din Naade,
Frygter ey din Arm saa lam.
Flux jeg vil dig nu forraade,
Saa af tvætter jeg min Skam.
- ✂
- Satan
-
med vild Latter.
✂ Hungrig Luften sig har hvælvet
Rundt om Jordens fede Dal.
Hvad er Himmel imod Helved?
Hvad er Glæden imod Qval?
- ✂
- Mennesket.
-
✂ Rædsomt Stormens Vinge bruser,
Stiernen rød paa Himlen staaer,
Fæle Hvin i Gierdet suser,
Mens til Caiphas jeg gaaer.
- ✂
- Satan.
-
✂ Sorte Engle! Hen I brage
Over midnatsdunkle Jord!
208 Naar han kommer bleg tilbage,
Vil vi synge ham et Chor.
- ✂
- Mennesket.
-
✂ Længer ey jeg nu skal trænge.
Det er skeet, det er fuldbragt!
Denne Pung med blanke Penge
Vidner om min nye Pagt.
- ✂
- De sorte Engle.
-
✂ Vee dig! Vee! hvad har du vovet?
Vee! hvad har du overtraadt?
Ham, som du saa varmt har lovet,
Ham, ham har du nu forraadt!
- ✂
- Mennesket.
-
✂ Rædsomt Stormens Vinge bruser,
Stiernen rød paa Himlen staaer.
Fæle Hvin i Gierdet suser,
Mens fra Caiphas jeg gaaer.
- ✂
- De sorte Engle.
-
✂ Stormen har sit Glavind draget.
Stormen er det stærke Riis,
Hvormed Adam blev udjaget
Af sit skiønne Paradiis.
✂ Stiernen, som saa rød er blevet,
Er den blodige Rubin,
Som for Balzazar har skrevet:
Mene Tekel Uphrasin.
- ✂
- Mennesket.
-
✂ Havet bruser! Storme tude!
Himlens blege Dødning leer.
Det er ude! Det er ude!
Der er ingen Redning meer.
✂
Vaade Piil i Nattens Taage sveier,
Dybt den visne Green til Jorden vaier,
Som sig hæved før saa grøn, saa let;
Nattens Magter harmes ikke længer.
Helved kræver ikke meer sin Ret.
Blegt og blodigt brustne Legem hænger!
GETSEMANE OG GOLGATHA.
✂
Ey længer Druens Purpur luer,
Den milde Himmels sidste Smil.
Hvorhen det matte Øie skuer
Det træffer Saar af Dødens Piil.
Den kolde Dug, som Skoven væder,
Paa gule Løv med Zittren staaer;
O Jesus! det er dig, som græder,
Udi den visne Urtegaard.
211
Hvor er den Ild, som venligt ulmed?
Er den bag vaade Grene slukt?
Hvor er det søde Blod, som svulmed,
Som funkled i den klare Frugt?
Umaadelige Bægre bramme
Blandt Skaren, ryggesløs og vild,
Thi brænder nu som Helved-Flamme,
Hvad før har smilt, som Himme-Ild.
✂
De Sandheds-Ord, du kierlig talte,
I Vindens Pust, i Fuglens Røst,
Som Blomsterflokkens Farver malte,
Som lued i den Renes Bryst,
De Sandheds Ord, den store Naade,
Slet ingen Virkning har frembragt.
Nu vil man nedrig dig forraade,
Saa stor er Helveds onde Magt.
✂
At du fra Faderen mon svæve
I himmelsk Salighed herned,
For Sielen til sit Hiem at hæve,
Af sand, uskrømtet Kierlighed,
For Støvet af sin Drøm at vække,
For dem, som dybt i Pølen gaae,
En kraftig, hielpsom Haand at række -
Det skiønner Ingen, Ingen paa!
✂
Den hulde Blomst de snart mon glemme,
Det Himmelvink de ey forstod,
De døved vildt Naturens Stemme,
Og ryggesløst de drak dit Blod.
212
Din Godhed og din hulde Naade
Fandt ingen from, taknemlig Giest,
Med Haan de Alt med Fødder traade,
Og raabe nu: Korsfæst! Korsfæst!
✂
Derfor paa disse skumle Steder,
Ved denne nøgne, tørre Hæk
Rørt og medlidende du græder
I Kedrons vemodsfulde Bæk.
Ey for dig selv din Taare strømmer,
Ney, for den hele, hele Slægt
Den bittre Kalk du blidt udtømmer
Og bukker under Korsets Vægt.
✂
For til Opmærksomhed at drive
Den Flok, der ey din Skiønhed saae,
Du lader dig af Torne rive,
Og Haglens blege Bødler slaae.
At Døden hver en Fryd begraver,
At evig Glands kun hist er til,
Det viser du mens du tillaver
Det blodigstore Sørgespil.
✂
Alt seer jeg lumsk dem hid at drage,
Sagtmodigt paa det tørre Mus.
Din Glorie de vil forjage,
Med Lamper og med røde Blus.
Den visne Hauge op de lyse;
Men Svampe, som blandt Tidsler groe,
Ved Lygtens Skin af Kulde gyse,
Hvor før i Solen Blomster loe.
✂
Din sande Guddom frækt de dræbe,
Din Dyd tør dog ey dræbes end,
Thi giver dig den kolde Læbe
Et Judas-Kys, som Broderven.
Men Læberne, som frostigt isne,
Skal vise fræk Fortrolighed,
Skal bringe Krandsen til at visne,
Og drage dig til Mængden ned.
✂
Thi vender du med blege Kinder,
Fra de fortabte, blinde Faar.
Medlidende din Taare rinder,
Og høit du sukker, mens du gaaer.
I Sneen dine Kinder blegne,
Hvor Rosen lued før saa smuk,
I Regnen dine Taarer segne,
I Stormen døer dit sidste Suk.
✂
Naturen i sit Sørgeklæde
Gientager aarlig taus din Død.
Høit Englene fra Skyen græde
Af Medynk over Livets Nød.
Ukiendte Magt med Vrede hævner
Den Haan, man yttrede mod dig.
Som Templets Forhæng vældigt revner
Den frosne Jordbund, ængstelig.
✂
Den skyller til med isne Vande,
Og reent udslettes Livets Fied;
En eneste uhyre Pande
Bedækker store Rettersted.
Og bladløs staaer, blandt nøgne Stene,
214
Hvor Vaarens Glands længst iled fra,
Det sorte Træe, med tørre Grene,
Som Korset hist paa Golgatha.
DISCIPLENES JUBEL-HYMNUS.
✂
Vi vil ey forsage!
Med de svundne Dage
Skiønne Stierner svandt.
Ondskabs Rovdyr tørste!
Ned ad Lysets Fyrste
Purpurblodet randt.
Folket stod og saae hans Blod,
Mørkets tykke Forhæng revned -
Tiden har ham hævnet!
✂
Satan vældigt kæmper,
Lyset tit han dæmper,
Men det dræbes ey.
Høit mod Himlens Buer
Snart, i andre Luer,
Søger det sin Vey;
I sin Død, saa hellig sød,
Stiger det, som Morgenrøden,
Seirer selv i Døden.
✂
Med andægtigt Øie
Blikket hen vi bøie
Paa den store Tid,
Da den hulde Naade
Ned til Jorden traade,
Som en Yngling blid.
215
Yngling skiøn! Du varst Guds Søn!
Derfor er vor Trøst, vor Ære,
Nu dit Navn at bære.
✂
Korset, som du slæbte,
Ey din Guddom dræbte
I sin bittre Favn.
Hvad som ey kan fødes
Det kan aldrig dødes,
Evig er dets Navn.
Himme-Ild! veldædig, mild!
Briste kan dit svage Kammer,
Men din Lue flammer.
✂
Spredt blandt Jordens Vrimmel,
Blev dit Lys, o Himmel!
Samlet i din Ven.
Da hans Læber isned,
Da hans Hierte visned,
Spredtes det igien;
Men den Barm, saa huld og varm,
Ak! som kunde Alt forbinde -
Der var Himmel inde.
✂
Derfor ned vi bøie
Her, med hævet Øie,
Dybt det stolte Knæe;
Strække vore Hænder,
Medens Taaren brænder,
Mod dit sorte Træe.
Bleg og hvid i Dødens Strid,
Viser du, i Martyrnøden,
Himlens Roe i Døden.
✂
Blus, I Roser røde!
Jesus aldrig døde,
Smil, du Himmel blaa!
Styrter ham tilfode!
Jesus er det Gode,
Det kan ey forgaae.
Uforsagt mod Helveds Magt.
Giøglespil er Satans Vælde,
Den kan ey os fælde.
✂
Lad da Medgang smile,
Lad da Modgangs Pile
Tørne mod vor Barm,
Lad da Vaaren lue,
Lad da Vintren true
I sin bistre Harm,
Lad da brat i Mulm og Nat
Livets skiønne Tider blegne!
Gud er allevegne.
✂
Naar Naturen isner,
Selv naar Tiden visner
Uden Blomst og Lyst,
Dog hans Smil vi skuer,
Dog hans Elskov luer
Inderst i vort Bryst.
O! der staaer en evig Vaar,
Paradiset, længst forsvunden,
Der er atter funden.
✂
Midt i Vintrens Ørke,
Mellem Iis og Mørke,
217
Knyttes dette Baand.
Inderligt vi brænde!
Han vort Hierte tænde
Med sin Helligaand!
Du est nok, vor liden Flok!
Af dit Frøe i nøgne Mose
Springer Fremtids Rose.
✂
Hvad er vel vor Kummer?
Denne dorske Slummer
Selv ey martre kan.
Tænk hvad Hine lede!
Tænk hvad Hine strede,
For at døe, som han!
Uden Harm da, Arm i Arm.
Kierlighed forene Flammen!
Amen! Amen! Amen!
219