DEN FREMBRYDENDE VAAR.

✂ Engene grønnes og Skovenes Kroner
Nylig fremsprungne Smaragder bedække,
Ætheren lunes og Sangeren toner
I den beknoppede, brydende Hække.
Vinteren bort til de livløse Poler
Flygter med Natten og Kulden og Taagen;
Flora paa Leiet af friske Violer
Opslaaer sit Øie sødtsmilende vaagen.

✂ Harpe! som hang paa de rimfrosne Grene,
Hyllet i Snee og i rugende Mørke,
Stum og forladt, medens Boreas ene
Hyled en Liigsang i Vinterens Ørke,
Harpe! din Iis har Apollo bortsmeltet,
Da han i Østen steeg frem i sin Lue.
Straalende hænger du nu under Teltet,
Med den blaahvælvede, udstrakte Bue.

✂ Kom og lad Flora, den unge Gudinde,
Stemme dig med sine sneehvide Hænder.
Herligt bepurpres den kneisende Tinde
Hist af den hvirvlende Kugle, som brænder.
Hen paa det bølgende Græs vil jeg stirre,
Som i den mørkeblaae Vove sig taber,
Lærkernes Slag vil jeg høre at dirre,
Slaae dine Strenge og prise min Skaber!

✂ Straale! som brænder i smægtende Øie
Paa den uskyldige, elskende Pige,
Straale! du Skiønhedens høieste Høie,
Ned i mit bævende Hier te du stige!
Elskende To! som i Skyggerne vanke,
Indsmil mig Saligheds reneste Lue!
Da skal min brændende, hellige Tanke
Tone, og hvirvle til Himmelens Bue!

✂ Da skal de smilende unge Hyrdinder
Nærme sig mig under skyggende Grene,
Henrykt ved Bækken, som perlende rinder
Over de hvide, sølvspraglede Stene;
Svævende de om min Harpe skal dandse,
Som deres Skiønhed at tolke kun stræber.
Da skal jeg prydes med blomstrende Krandse!
Da skal jeg kysses af blomstrende Læber.

✂ Selve de sølvlokte Oldinger høre
Gierne min Sang, fra den mosgroede Hytte.
Blidt skal de staae i de aabnede Døre,
Og til vemodige Tonefald lytte.
I deres gamle uskyldige Siele
Foraarets Fryd jeg med Kraft skal indsiunge,
Til de, fremkaldte af venlige Fiele,
Nyde et Foraar, evindelig unge!

✂ Hyrden min Sang skal gientage og smile,
Naar han om Aftnen med bøgende Vrimmel
Skynder sig hiem til en qvægende Hvile,
Stirrende hen paa den glimtende Himmel.
Tit paa sit Rør skal han stræbe at ligne
Strengenes Toner, som bævende vige.
45 Da skal han føle Naturen, og signe
Skiønhedens Gud, og omfavne sin Pige!

✂ Ak, men hvad haaber jeg, mægtig henrevet!
Salig indlullet i hellige Drømme?
Blussende! freidig! af Indtrykket drevet!
Mens mine Tanker i Anelser svømme?
Kan vel en Spurv, skiønt den saligt sig fryder,
Tolke sin Salighed som Philomele?
Kan vel min Sang, skiønt i Vaaren den lyder
Male, Natur! dit fortryllende Hele?

✂ Ak der var Een! Skiønt fortæret af Smerte
Skienkte ham Gud en udødelig Flamme,
Og for Naturen det aabneste Hierte,
Han kunde tolke hvad andre kun stamme!
Rungsted! din lange og frugtbare Fure
Grønnes som forhen og spirer og pranger,
Mens ved de gamle og gothiske Mure
Gravmuldet længst har omfavnet din Sanger.

✂ Hellige Evald! i Dannemarks Skove
Siger min Siel at forklaret du svæver.
Bølgende over den krusede Vove
Luttret din Aand giennem Roserne bæver.
Lad den opgløde de frostige Strenge!
Gyd i mit Bryst dine hellige Luer!
Da skal mit Hierte i Harpen sig trænge,
Da skal jeg tolke hvad nu kun jeg skuer!