VED FESTEN DEN 14de NOVEMBER 1849.

✂ Naar Ydun rækker Ungersvenden Frugt
Af gyldne Skaal, la'er han ei Harpen hænge;
Om Livets Foraarspoesie da smukt,
Om kiælen Elskov toner Harpens Strænge.
Og straaler Solen over Mark og Vænge,
Og smiler Maanen giennem dunkle Skov,
Da siunger han Naturens Priis og Lov
Begeistret, og betænker sig ei længe.
113 Og i det unge, virkelige Liv
Besøger ham en alderstegen Gubbe;
Men ikke svag, som Øieblikkets Siv,
Thi friske Skud gaaer fra den gamle Stubbe;
Ja, Spirer selv til Fremtids Roser knuppe;
Thi det er Hedenold, den stærke Mand,
Der aldrig døer, der aldrig blegne kan.

✂ Og naar Han lærer Skialden Sangen ret,
Med skarpe Blik i de forsvundne Dage,
Da voxer Modet, og det bli'er ham let
Med Harpeklang at standse matte Klage.
Thi Tiden iler ikke som en Drage,
Med hæsligt Vingeslag, til Livets Skræk;
Men den forfrisker Viisdom, som en Bæk,
Hvis bedste Bølger vende kan tilbage.

✂ Og let da maner Skialden Helten frem,
Som ei er død, som kun i Høien sover,
Og drømmer om: igien til vante Hiem
At seile karsk paa Phantasiens Vover.
Den samme Himmel end sig hvælver over
Det gamle Danmark! Sol har samme Glands,
Og Skovens Eeg endnu den samme Krands;
Thor tordner end i mægtige Kartover.

✂ Og blomstrer Nutid, - let besynges kan
Af Skialden da den Ædle, Vise, Stærke,
Der hædret har det elskte Fædreland,
Og tiener Evigheden til et Mærke.
Og som i Marken qviddrer muntre Lærke,
Sig svinger Sangeren til fremmed Egn;
Thi Digterhaugen kiender intet Hegn,
114 Dens Blomster voxe selv igiennem Vandet,
Igiennem Sneen, giennem Flyvesandet.

✂ Men - reent ud talt - hvad ei er Digter let,
For Digter er Umulighed at øve.
»Saa siig os da: hvad gavner Kunsten slet,
Og hvad vil Digteren forgieves prøve?« -
Gudinden vi til Sangene behøve,
Som styrker, hvis Veltalenhed er stor;
Yduna - Musen - skienke Skialden Ord.
Forgieves uden hendes Hielp han stræber;
Med Blomsten hun berører vore Læber.

✂ Men een Gudinde, som nu i sin Favn
Mig trykker huldt, - som kom paa Freias Kærre -
Taknemlighed er hendes skiønne Navn, -
Hun ildner mig, - men hun er stum desværre.
Og derfor er jeg ikke Villiens Herre;
Og derfor stammer jeg ved dette Bord,
Hvor Danmarks Ædle lytte til mit Ord.
Men min Gudinde vil mig ikke saare,
Hun laaner selv den Stammende sin Taare.

✂ Af Hiertet takker jeg i Festens Hal
Min Konge, som høimodigt mig belønner!
Jer, gamle Venner af den gamle Skiald!
Jer, yngre haabefulde Danmarks Sønner!
Statsmand og Borger, Kunstner! - Hør mit Kald,
Hør, Danmarks Skytsaand! mine varme Bønner:
Lad Hver i Kraft og Mod og Gierning stige
Til Held og Hæder for vort gamle Rige.

✂ I hædre mig! - Jeg nær ved Grændsen staaer,
Dog end af Mathed bugner Gubben ikke.
Jeg drikker med! et Glas jeg ogsaa faaer,
Thi det er ei mit Gravøl, som I drikke.
Ei Tiden har min Livskraft mig forødt;
Tre, fire Huse herfra blev jeg født;
Men derfra gaaer, - vil det Naturens Orden -
Endnu en smuk Allee til Kirkegaarden.

✂ Og nu til Fryd! - Europa sande maa:
I Danmark flammer ogsaa Livets Lue;
Men hvad især den Danske har som Faa,
Er Munterhed, som ingen Farer kue.
Mens Skyerne ved Horizonten staae,
Han feirer Digterfest i glade Stue;
Han pleier Blomster i sin lille Have, -
Og dem skal ingen Syndflod os begrave!

✂ Den danske Munterhed er Uskylds Værk,
Og den vil ogsaa sikkert skille Trætten;
Den danske Landsoldat er god og stærk,
Med Munterhed han brugte Bajonetten!
Med Munterhed skal Videnskab og Kunst
Og Borgerdaad forjage skumle Dunst;
Med skumle Dunst forsvinde vore Sorger -
Gud signe Danmark! Konge! Kunstner! Borger!