FISKERKONENS SANG.
✂
Paa Stranden staae de grønne Træ'r
Og vinke fremmed Smakke;
Men intet Træ dog kommer nær
Min Bøg paa Brøndby Bakke.
✂
Og om mit Træ blandt tusind stod,
Jeg kunde vel det kiende;
Jeg er ei ved det gamle Mod,
Maa jeg det Ryggen vende.
✂
Vel alle Blade voxe grønt,
Som var Ethvert det samme;
Men intet voxer mig saa skiønt,
Som paa min gamle Stamme.
✂
Det holder mig i kiærlig Favn,
Alt med sin Green, saa kroget;
Stammen viser mangt et Navn,
Og Barken er saa broget.
✂
Fra Træet seer jeg Havet hist,
Og Skovens Hiorte brune;
Mos og grønne Vedbendsqvist
Dækker gamle Rune.
✂
Høit hæver sig med Løv og Riis
Min Bøg i Sommermarken.
Om Vintren dækker Snee og Iis
Den halve Deel af Barken.
✂
Der leged jeg, som lidet Barn,
Med Blomster og med Stene.
Da jeg blev stor, mit Fiskcrgarn
Jeg knytted bag dets Grene.
✂
Hver Vaar deri en Drossel slaaer,
Naar smaae Kiærminder blaane.
Seent i Høst bag Toppen staaer
Den lysegule Maane.
✂
Jeg kiender vel de rustne Søm,
Som holde Bænkens Planker;
Der havde jeg min Ungdoms Drøm,
Og mine første Tanker.
✂
Der sad saa mangen Aftenstund
Min Fader og min Moder;
Medens med vor Hyrdehund
Jeg leged med min Broder.
✂
Fra Træet jeg min Hytte seer
Bag Tornebusken gløde.
Væggen er af hvide Leer
Og Biælkerne saa røde.
✂
Her tænkte jeg paa Død og Grav
Naar Dagen vandred heden.
Her aabned Solen bag sit Hav
Min Siæl for Evigheden.
✂
Her Freia første, sidste Gang
Mit unge Bryst mon saare.
Her skued hun, bag Løvets Hang,
Min Længsel og min Taare.
✂
Og bragte mig end Skibet hen
Til alle Herthas Bøge,
Jeg finder ei mit Træ igien,
Hvad gavner det at søge?
✂
Thi vil jeg mine ringe Kaar
Ei for al Verden bytte.
Rosen fra vor Uskylds Aar
Staaer ved den første Hytte!