Oehlenschläger, Adam Poetiske Skrifter I

DANMARKS NATIONALLITTERATUR
OEHLENSCHLÆGERS
POETISKE SKRIFTER
b
c
DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE
UDGIVET VED
HANS BRIX SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1926

d
e

OEHLENSCHLÆGER

POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF
H. TOPSØE-JENSEN

I

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER
J. JØRGENSEN & CO. BOGTRYKKERI
KØBENHAVN 1926

f
I

INDLEDNING

I.

»Ich gab ihn sich selber, er erkannte den elgenen inneren Reichtum« - med disse Ord har Staffens, »den nye Ansgarius«, som Oehlenschlæger spøgende kalder ham, træffende karakteriseret sit Forhold til det store digteriske Gennembrud i den berømmelige Sommer 1802. Nye og underfulde Lærdomme bragte han, men han var først og fremmest Befrieren fra det overleverede og vedtægtsmæssige. For hans stærke Tale faldt »Overtroen paa det Nyttige« hos den unge Poet af Rahbeks og Prams Skole. Han gav ham Mod til at stole paa sin Genius, til at være sig selv. »Guldhornene« er skabt i et genialt Nu af en Mester, der pludselig efter forlegen og famlende Usikkerhed føler sig sin Kunst mægtig. En skønnere og højtidsfuldere Indledning til et Lands litterære Guldalder kan næppe tænkes.

Søger vi før »Guldhornene« det Selv, hvis Lænker brast i den sejsten Timer lange Samtale mellem Naturfilosoffen og Digteren, saa møder vi dets Spor, hver Gang Oehlenschlæger paa sin Digterbane nærmer sig Nordens Oldtid. Den, der i Beundring har bøjet sig for »vore Forfædres brændende Phantasie og Storhedsaand«, »den simple, ædle Naturs funklende Lue« i Modsætning til Samtidens »Høkeraand og saa II kaldet Verdenssnildhed«, hans Sind er beredt for Romantikens Dyrkelse af den heroiske Tidsalder. Og da Kanontordenen fra Rheden den 2. April 1801 forkyndte, at denne Helteaand levede endnu, saa har det store, højtidsfulde Øjeblik lært ham at maale Liv og Død med en anden Maalestok end før. Baade det lille Skuespil »Anden April 1801« og Kantaten over de faldne er Forbud om den Morgen, hvorover »Guldhornene«s Sol skal lyse.

Lige paa Grænsen af det digteriske Gennembrud staar da de to Digte »Freyas Rok« og »Biarkemaal« fra Fortællingen »Erik og Roller«, 1802. Det første er allerede Typen paa Oehlenschlægers Naturlyrik: Indtrykket af det hvide, milde Stjernelys paa den mørke Himmel omsættes i Digterens mytedannende Fantasi i et skønt Billede: Kærlighedens Gudinde, der spinder ved sin store funklende Rok. I det andet har den blege nordiske Helteverden hos Samsøe og Suhm faaet Kød og Blod paany. Det 18. Aarh. anes lige i Egekransen - Borgerdydens Krone! - som Heltens Pryd, men overdøves ganske af den mægtige Vildskab i Vaabengnyet og Blodbadet; Kamptummelen, hvor »Luren tuder som hungrig Biørn«. Durtonen fra Ewalds Valkyriesang er atter fundet efter Oplysningstidens elegiske Mollakkorder.

Det var derfor intet Tilfælde, at det nye Programdigt, »Guldhornene«, blev en nordisk Myte. Guderne havde ogsaa aabenbaret sig »kampfarvede, røde« i »Biarkemaal«, og Billeder af dansk Natur havde lyst op rundt i Digtene i »Erik og Roller«. Men Dimensionerne er større nu. Gudernes Tilsynekomst er en Vision; Solopgangsbillederne er i Pagt med »Vølvens Spaadom« og lader Ewalds »Balder« langt bag III sig. Og under Skyverdenen viser det danske Land sig i sin Sommerglans saa morgenfriskt, som Oehlenschlæger aldrig havde kunnet skildre det før; al Sjællands frugtbare Herlighed er udtrykt i de fire Linier, hvor de vægtige Adjektiver underfuldt giver Billedet Liv: »Ved lune Skov - Øxnene trække - Den tunge Plov - Over sorten Dække.«

Thi Aanden er en anden end før. »Guldhornenes« Tankeverden viser, med hvor genial Sikkerhed Oehlenschlæger har grebet Hovedsummen af Steffens' Lærdomme fra den store Samtale Dagen forud: Opfattelsen af Historien, som vender Oplysningstidens om og ser Udviklingen som et fortsat Fald fra Guldalderen, »da Himlen var paa Jorden«; af Naturens og Aandens Enhed, og af det umiddelbare, intuitive Geni, der formaaede at fatte denne Enhed.

I sine Erindringer har Digteren som gammel Mand søgt at forklare sit Digt saaledes: »Hornene vare fundne til Løn for tro Oldforskning, men atter borttagne af Guderne, fordi man ingen Sands havde for deres Værd og kun begabede dem nysgierrigt som andre Curiositeter.« Man har gjort Løjer med denne Fortolkning, men i al sin troskyldige Simpelhed viser den i al Fald Vejen ind til Helligdommen. Dem, som higer og søger, gækkede af Anelsen om Oldtidens svundne Storhed, dem bønhører Guderne virkelig. Men Hornet er ikke fundet som et Resultat af Forskerfliden; Gudernes Redskaber er den forelskede unge Pige og Bondekarlen, der pløjer sin Mark. Allerede her foregribes Aladdinstypen: Naturens muntre Søn overfor Granskeren, det umiddelbare Geni overfor den prøvende Forstand.

Men da Guderne bringer det andet Horn som IV Gave, er det ikke længere Oldforskerne, Gaven gælder. Der er en tydelig Forskel paa dem, som »raver i Blinde« og »de sjeldne Faa«, som forstaar Gaven. Romantiken er ikke som Førromantiken en blot Forkærlighed for Fortiden, men en filosofisk Livsanskuelse, der fra Evighedens Synspunkt søger Altets guddommelige Enhed baade i Historien og Naturen. Denne Enhed kan aldrig erfares gennem Fornuftslutninger, men den aabenbarer sig gennem Anelsen, Intuitionen, for de indviede, der higer efter Tilværelsens mystiske Forklaring, efter »Livets Liv«. Kun den andagtsfulde Undren kan tyde »Guddomsblikket paa Helligdommens Sider«.

Og »de sjeldne Faa«, de umiddelbare Genier, Guddommens Medvidere? Det var jo først og fremmest Digterne, havde Steffens sagt ham. Det poetiske Geni var paa engang det individuelleste og det universelleste af alt. Og naar Steffens bestemte Geniets Virksomhed som »uformidlet, ufordærvet Natur«, har Oehlenschlæger maattet føle, at de Ord passede paa ham mere end paa nogen anden. En ny Verden har aabnet sig. Digteren er ikke mere Samfundets nyttige Tjener eller Borgerlighedens Fornøjelsesraad; han er Guddommens Redskab, den af Guderne inspirerede Sanger, vates, som de Gamle kaldte ham. Poesien er ikke længer Fritidsbeskæftigelse, men Kulturens højeste Aabenbaring.

Naar Digteren derefter skildrer Gudernes Vrede mod den uforstaaende Menneskehob, der vrager deres Gave, saa var denne tragiske Udgang af Digtet jo dikteret ham af Virkeligheden selv. Hornene var for evigt borte. Versene om de sjeldne Faa - det centrale i Digtet - viser imidlertid noget andet end V den mørke Fortvivlelse fra de sidste Strofer; gennem dem lyser den sejrrige Overbevisning om at være kaaret til Evighedens Talsmand paa Jorden. Er Gaven end tabt, har den dog ikke været givet forgæves. Det er »Guldhornene« og »Sanct Hansaften Spil«, der gør den nye Samling »Digte«, som Oehlenschlæger hastigt sammenskrev i Løbet af Efteraaret 1802, til Hovedhjørnestenen i dansk Digtnings Historie. Ellers er den store brogede Bog ret et Opus 1; nyt og gammelt, godt og ondt brydes paa dens Blade. Ingen kan fornægte sin Fortid; selv i de afgjort romantiske Digte i Samlingen spores undertiden baade den bürgerske Førromantik med dens Rædselseffekter og Oplysningstidens akademisk sentimentale Stil. Men i to smukke Digte har Oehlenschlæger tilmed vedgaaet sin Gæld til det i den foregaaende Litteraturperiode, som forberedte Omslaget ved Aarhundredskiftet »Oldingen ved Werthers Grav« er i den unge Goethes frie Vers - Oehlenschlæger havde da allerede oversat »Vandreren«; dets Tankegang, som atter møder os i Egen og Sct. Hansormen i »Sct. Hansaften Spil«, og dets klare skønne Stil minder virkelig om Goethes Ungdomsdigtning, men er uens delig f jærnt fra den Sentimentalitet, der prægede vor hjemlige Wertherepidemi i 1770-80erne. Og »Den frembrydende Vaar«, det første af Oehlenschlægers mange skønne Ewald-Digte, er med sin arkadiske Tone - de smilende unge Hyrdinder, de sølvlokte Oldinger, det bøgende Kvæg, som Hyrderne driver hjem - og sine ewaldske Gloser og Vendinger en forenklet og forædlet Videreførelse af den store Lyrikers Odestil. Kun i det sidste, naturmytiske Vers fornemmes den nye Tid.

VI

I stærk Modsætning til det akademiske og regelrette, som karakteriserer »Den frembrydende Vaar«, staar de egentlige romantiske Digte. En storslaaet Fantasi over Romantikens Opfattelse af Naturen er »Natur-Temperamenter«, der i fire prægtige Landskabsbilleder tyder Naturens Aand i Analogi med Menneskets; metrisk betyder Digtet en ny Landvinding for Oehlenschlægers Versekunst. I »Hakon Jarls Død« er den historiske Ide: Sammenstødet mellem det døende Hedenskab og den sejrrige Kristendom, som senere bærer Tragedien »Hakon Jarl«, allerede udtrykt i de vidunderlige Indgangsstrofer. Ved sin energiske sluttede Komposition, hvor Handlingen hastigt udvikles fra Optrin til Optrin, indtil Grundtanken endnu engang lyser for Tilhørerne i Slutningsbilledet af de slagne Guder, peger Digtet tydeligt mod den kommende Dramatiker. Det betyder ved Emne og Stil Forbindelsen bag om Højromantiken med den senere Oehlenschlæger.

Mindre selvstændige er Gendigtningerne af de middelalderlige Folkeviser, hvor Oehlenschlæger nærmer sig de tyske Romantikere, især A. W. Schlegel. Disse »Romanzer« - de hjemlige Viser er iklædt statelige sydlandske Versemaal, Ottaverime og Terzinen - er blevet meget beundrede, og nægtes kan det ikke, at Oehlenschlægers friske sproglige Genialitet her har fejret nogle af sine mærkbareste Triumfer.

Men den kunstige Forening af Syd og Nord klæder ikke Viserne; Oehlenschlæger savner endnu Forstaaelse for deres Særpræg. Hos ham bliver alt kun ydre Anskuelighed; Psykologien er meget svag; »han forstaar ikke som Folkeviserne at lade os ane en Persons Indre gennem hans Handling« (Olaf Hansen).

VII

Heldigst er »Ellehøien«, hvor Sommeraftenens koglende Stemning og Ungersvendens bratte Selvbesindelse trods Stilforskellen virker med samme Magt som i »Elverhøjs«-Visen. I »Valravnen«s brede Snakkesalighed med dens Smaastænk af Ossian-Sentimentalitet og dens lidt paaklistrede Naturfilosofi er der ikke meget tilbage af »Germand Gladensvends« rystende Tragik. Og naar man i »Løveridderen« ser, hvorledes Fortællingen om Kong Didrik og Løven tager sig ud, naar den rives ud af sit naturlige Milieu, kan man ikke fortænke Pavels i, at han sagde »Ammestueeventyr«. Først da Oehlenschlæger begrænsede sin Universalpoesi nationalt, kunde han træffe Folkevisens Tone og Aand - i »De tvende Kirketaarne«.

Efter den straalende Begyndelse med »Digte, 1803« fulgte Højdepunktet i den oehlenschlægerske Romantik: »Poetiske Skrifter« 1805. Dette var i Sandhed Universalpoesi: den lystige Vrøvlekomedie (»Freyas Alter«) og det dybsindige religiøse Digt (»Jesus i Naturen«); det østerlandske dramatiske Eventyr (»Aladdin«) og den nordiske Saga (»Vaulundurs Saga«); Romancer og lyriske Digte i alle Stilarter, endelig en Digtcyklus, »Langelands-Reise«, der i sin Lilleverden spejler hele Romantikens Program. Medens »Digte, 1803« trods al Anerkendelse endnu kun »ændsedes af Faa og yndedes af Færre« (Grundtvig), fastslog »Poetiske Skrifter« Oehlenschlægers absolute Førerstilling indenfor den danske Litteratur.

Det er klassisk Højromantik; lys, dagklar Kunst, som kun undtagelsesvis finder Plads til det tyske Maaneskin og den tyske »Nachtseite der Natur«.

VIII

Tilbage mod »Guldhornene« viser »Den gamle Kiæmpe Cometes«, hvis Straffetale til den vanartede og dorske Tid peger hen paa, hvad den har mistet: Oldtiden, Guldalderen, hvor Himlen var paa Jorden; Middelalderen og den første Reformationstid, hvor endnu Længslen mod det hinsidige bar Menneskene oppe. Dog samtidig varsles en ny Heltealder - Baggrunden for Oplysningstidens Undergang er den franske Revolution og Napoleons hastige Stigen, der allerede nu - 1803 - var godt paa Vej til at »forjage dorske Ro«. Men »Knud den Store« er en schillersk Ballade, en velfortalt Anekdote i historisk Belysning som »Der Taucher«.

Typisk for Oehlenschlægers afklarede Kunst er det monumentale Mindedigt over Wiedewelt, der bliver et Symbol paa Kunstens trange Pilgrimsgang paa Jorden, og Blomsterdigtene - det enkle og rene om »Violerne« og den rige og skønne Blomsterfantasi i Mindedigtet over Botanikeren Vahl. Elegien »Høsten« giver en aandfuld indirekte Karakteristik af Modsætningen mellem Oehlenschlægers Forgængere - Ewald og den Ossian-paavirkede Lyrik - og ham selv. Klart og stærkt staar Billedet af den stormfulde Efteraarsnat, hvor Maanen lyser gennem de jagende Skyers Rifter - Grundstemningen er Smærten over alts Forgængelighed, Dødens kolde Ro. Men bag Høsten anes Vaaren - Oehlenschlægers friske, blussende Sundhed overfor den syge Ewald; mod Ossians »nøgne Klipper og Nat« straaler den homeriske Hal i sin harmoniske Ro og Middelalderens Skovmystik og romantiske Glans. Og den ossianske Klagesang synges i formskønne antike Distika, som Oehlenschlæger havde studeret hos Goethe, hos A. W.

IX

Schlegel og den latinske Elegiker Propertius. Først i »Poetiske Skrifter« bliver Antiken og Goethe i hans klassiske Periode Faktorer af Betydning for Oehlenschlægers Poesi.

Tyngdepunktet indenfor »Poetiske Skrifters« Lyrik ligger i de to store Digtkredse »Langelands-Reise« og »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur«. Af den første meddeles i nærv. Udgave et Udvalg, den sidste gives fuldstændig i sin oprindelige Form.

»Langelands-Reise« er først et muntert Sommerferiedigt om Studenten, der aldrig har været længere borte end i Roskilde og Fredensborg, men som nu for første Gang skal se sig om i Verden. Det er fyldt med et ungdommeligt Rejsehumør, der i alt, stort eller smaat, kan se en Oplevelse eller finde et Udgangspunkt for Betragtninger. Herved danner Digtet et poetisk Sidestykke til de lunefyldte ProsaRejsebøger fra det 18. Aarh.s Slutning som L. Sternes »A sentimental journey« og Baggesens »Labyrinthen«.

Men dette er en romantisk Rejse. Tingene taler til den unge Poet paa en anden Maade end til Baggesen og til Sterne. Sommerferiestemningen lader ham ikke glemme sit litterære Program; det hele faar en højere Betydningsfuldhed og Værdighed ved Stilen og Valget af de skiftende Versemaal, som Digteren selv med romantisk Ironi forklarer i »Overgang« og »Omskiftning«, men til Gengæld holder den muntre Selvironi, der allerede ligger over Prologen, Højtideligheden i Skak.

Digtet »Saxo Grammaticus« viser, hvad han søger X paa sin Vej: Natur og Historie, Oldtid og Nutid i »blid Harmonie«. Den romantiske Uendelighed, som man kun glimtvis sporede i »Digte, 1803«, er fuld Virkelighed nu. Her er yndefulde, fine Naturbilleder som »Svendborg Sand« og »Hiemfarten«, og her er Fordybelsen i den store Fortid: »Roeskilde Domkirke«. Men ofte vokser det historiske Minde ud af Naturindtrykket: »Issefiorden«, »Anders-Skov«, og især »Thorsing«, hvor de gamle knudrede Bøge ved Vindeby for Digterens nærsynede Blik tegner sig som en Række harniskklædte Kæmper, der naturligt leder Tanken over Øens Thorshelligdom til Søhelten, som fik den som Kampens Løn - og til selve Kampen: Niels Juel i Køge Bugt. - En skøn, uløselig Forening indgaar Nutid og Oldtid i »Toget til Thorsing«.

Paa samme Maade er ogsaa den rene Naturlyrik Undtagelsen. Allerede i den lille Vise »Vaarsang« saa vi, hvorledes Digterens indfølende Fantasi menneskeliggør, besjæler Naturen, befolker den med mytologiske Væsner. I »Langelands-Reise« er den mytedannende Fantasi endnu frodigere. Af den stride Regnbyge og den haarde Modvind under Overfarten til Rudkøbing rejser Poseidon sig i al sin spottende Vælde, og i »Freidigt Sommerliv« holder Olympens Guder deres Indtog i den ødanske Natur - en plastisk Billedkunst, der i Skønhed kappes med Thorvaldsens. Men i Samlingens dybeste Digt, »Aften-Sang«, bliver Naturen ikke Mytologi, men Religion; i Solnedgangsfreden og ved Tonerne af den gamle pietistiske Salme »Hvo ved, hvor nær mig er min Ende?« stiger Tanken om Døden og Evigheden op for Digteren, indtil den røde Himmel mystisk XI forvandles til Kristi Blod. Det er allerede »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur«.

Men - som ofte i Romantiken - i Centrum staar ikke Historie og Natur, men Poesien selv. Den er Digterens kæreste Emne. Vigtigst er »Morgenvandring«, hvor Sindet stemmes af Oldtidsminderne og Naturens Skønhed, indtil Digteren paa sin Vandring standser og i de brogede Kornblomster finder Symbolet paa sin naturfromme »unyttige« Kunst overfor Oplysningstidens stædige Nyttefilisteri. Og rundt om i Digtet fortsættes Oppositionen mod Romantikens Fjender, som begyndte i »Sanct Hansaften Spil«. Værst gaar det ud over Oplysningstiden, men de fleste Digte er ikke synderligt vittige og derfor udeladt i denne Udgave. En Prøve giver det lille Epigram »Birkners Gravskrift«, der i den nye Religiøsitets Aand indsætter Guds Navn paa den Plads, hvor Rationalismen havde skrevet Sandhedens. I »Gibsbilledet« stilles Forstandens kolde Repræsentant, den »frosne Spottefugl Voltaire«, som Oehlenschlæger ganske vist kun kendte fra Steffens haarde Domme over ham, overfor den danske Romantiks Forløber og Bebuder, Ewald. Men allerede Kærligheden til Ewald betyder et lille Særstandpunkt overfor den rette romantiske Kodex, og tydelig Selvstændighedstrang viser »Faareveile Skov« ved den varme Beundring for Lessing, der afgjort var paa det sorte Bræt. Vidtrækkende Følger fik den spidse og træffende Karakteristik i »Corsøer« af Baggesen, hvem Oehlenschlæger endnu Sept. 1800 - dengang den »uomvendte Adam« - havde hyldet i et smukt Digt, men som senere havde bragt ham i Harnisk ved sine spotske Udfald mod Goethe i »Gedichte, 1803.« XII Oehlenschlæger saa selv, sagde han senere, i denne Ungdomsspøg Spiren til Baggesens Had.

Til det romantiske Idéindhold i »Langelands-Reise« svarer den romantiske Form. Læremestrene er den formsikre A. W. Schlegel og bag ham Goethe, og intet Sted er Oehlenschlægers Versekunst saa frodig og saa moden som her. Vi møder de romanske Verseformer, som Schlegel elskede; det spanske Romancevers i tre Variationer: ustrofisk i »Issefiorden«; strofisk og rimet i »AnderssSkov«; i »Omskiftning« strofisk men (nærmere Forbilledet) kun med Vokalrim (Assonans), som kunstfuldt gennemføres i hele Digtet. De uregelmæssige Terziner fra »Ellehøien« er veget for de korrekt byggede i »Roeskilde Domkirke«; Ottaverne anvendes i »Catastrophe«, tyske Forbilleder yder nye sammensatte Former af jambiskanapæstiske eller trokaisk-daktyliske Vers. Sin særlige Karakter faar den lille Digtkreds imidlertid ved den rige Anvendelse af antike Versemaal. I hele første Del - Rejsen - er det elegiske Distichon (afvekslende Hexametre og Pentametre) Hovedversemaalet. I »Hiemfarten« eksperimenterer Oehlenschlæger med »det større asklepiadeiske Metrum«, som han kendte fra Horats (- v - v v - || - v v - || - v v - v - ||), men som dog ved sine vanskelige Pauser kun i enkelte Verselinier former sig fuldt naturligt efter Sprogets egen Rytme:

»Sølvbro, grundet af Vand, kruset af Vind, dækket af Himmelglands«.

Det smukkeste Udtryk for Oehlenschlægers Antik er det lille Hexameter-Epos »Toget til Thorsing«, hvor Voss' Homer har affødt et lille Mesterværk, som XIII trods sin spøgende Tone er i den store græske Stil. Lige beundringsværdig er den fintmærkende og levende Behandling af Versemaalet og - midt i den tilsyneladende Travesti, der endog muntert bringer første Sang af »Peder Pars« i Erindring - Stilens ægte homeriske Tone i Adjektivernes blomstrende Kraft og Billedernes tunge Fylde.

»Langelands-Reisen« indeholder enkelte Digte, der kun er født af Øjeblikket og forlængst har mistet deres Liv, andre, der (som »Reisen over Bæltet«) kun viser os Grænserne for Oehlenschlægers Formaaen. Men som Helhed indtager dette lille Værk indenfor sin Digters Produktion, og derved indenfor dansk Digtning overhovedet, en betydningsfuld Plads ved sin paa en Gang saa unge og saa modne Kunst.

Ikke mindre betydningsfuld er den anden Digtkreds fra »Poetiske Skrifter«: »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur«. Den er det romantiske Udtryk for Oehlenschlægers Religion, og Digtet er inspireret af den religiøse Mystiker blandt de tyske Romantikere, Novalis. Det er især den elfte af Novalis' »Geistliche Lieder« (»Wo bleibst du, Trost der ganzen Welt«), som har været af Betydning for ham. Her bliver Kristi Fødsel en Myte om Foraarets Komme; Grundstemningen er en mystisk Panteisme, hvor Gud er alt i alle:

Er ist der Stern, er ist die Sonn',
Er ist des ew'gen Lebens Bronn,
Aus Kraut und Stein und Meer und Licht
Schimmert sein kindlich Angesicht.

Men ogsaa i Morgensalmen (Nr. 2), hvor Kristus sammenlignes med Solen, møder vi en beslægtet XIV Tankegang; i »Gott« udtrykkes Panteismen klart, og i den hektiske »sinnlich-übersinnliche« »Hymne« tager hele Naturen Del i Nadverens Mysterium. Intet belyser Oehlenschlægers aandelige Sundhed klarere end en Sammenligning mellem dette sidste Digt og »Den hellige Nadvere« i »Jesus i Naturen«.

Oehlenschlæger tager da Novalis' Tanke op; i Aarets Gang afspejles Kristi Liv. Foraaret er hans Fødsel; den grønne Skov tyder os hans Lære og Undergerninger. I Høstens svulmende Drue giver han Disciplene sin Nadvere; det døende Efteraar er Getsemane og Golgatha. Men Disciplenes Jubelhymne er Forvisningen om, at Kristus ikke er død. Efter Vintermørket vil Lyset komme igen og Vaaren atter sejre.

Men Digteren har hverken villet eller kunnet gennemføre denne Tankegang klart. Hans positive Tro vægrer sig ved at »reducere Christus til en Mythus af den aarlige Natur, da han tvertimod bestandig har søgt at vise Naturen som en aarlig gientaget Mythus af denne guddommelige Forløser«. Hos Novalis er Gud og Naturen ét. Oehlenschlæger nærmer sig undertiden dette Standpunkt (»Christi Fødsel«; »Simon Peder«, hvor Naturen personificeres i Gud, og hvor Digteren har søgt at løse Novalis' religiøse Problem: at forene Panteismen og Monoteismen; »Den hellige Nadvere«, »Getsemane og Golgatha«, »Disciplenes Jubelhymnus«), Snart ser han i Forholdet mellem den besjælede Natur og den aabenbarede Gud kun Parallelen; hans Naturfromheds Kilder er ikke blot Novalis' symbolske Poesi, men Bjærgprædikenens Henvisning til Fuglene under Himlen og Liljerne paa Marken og Naturbillederne i Jesu Lignelser.

XV

Naturen er da for Digteren Billedet paa Gud, ikke Gud selv, men han lytter hellere til dens Tale end til Præstens (»Jesu Lære«). Samme udogmatiske Kristendom, som »Aarets Evangelium« forkynder, er Grundtonen langt hinsides Romantiken i den skønne Gravsalme »Lær mig, o Skov«.

Ogsaa derved adskiller Oehlenschlæger sig fra Novalis: Naturen er ham ikke nok. Han kan aandfuldt omtyde det bibelske Billede i en Naturiagttagelse (»Joseph«, »Christi Manddom«, »Johannes den Døber« som Foraarsregnen, »Jesu Mirakler«), men han er først sig selv helt, da Mennesket atter kommer tilsyne i hans Digt. I »Fristelserne i Ørkenen« møder vi Ynglingen i sidste Afsnit, men vi har allerede mærket, at de to første, som er rent allegoriske, ikke symbolske, ogsaa gælder ham. Allegori, ikke Symbol, er Sommerstraalen i »Pharisæeren« og de golde Stubbe i »Saducæerne« - den første paa den hensynsløse Oplysningsrationalisme, Stubbene paa den sløje nydelsessyge Skepticisme, som Oehlenschlæger kendte fra 18. Aarh.s Visedigtning. Og i »Johannes« træder Romantikens »Waldbruder« ind i Digtet - og med ham i det lille Kapel med Krucifixet den virkelige Kirke, ikke Naturens store symbolske.

Herfra er der kun et Skridt til selve den bibelske Beretning, »Christus i Tiden«, som Oehlenschlæger siger, »det hellige Culminationspunkts Guddommelighed i selve Historien«. Et lille Digt som »Maria« laaner sin Farve fra Gudsmoders Billede, medens det omvendte efter Digtets Program skulde være Tilfældet, og Digtet »Judas Iscariothes« falder i Grunden udenfor Planen. Det er ikke en Omtydning, men en Gendigtning af den hellige Historie.

XVI

Oehlenschlæger erklærer det derfor nødvendigt »det hele Digt igiennem at have Christus i Tiden, i Naturen og i Hiertet for Øine paa een Gang, da de uafladeligen, meer eller mindre, blande sig mellem hverandre giennem det hele Digt.« Men en saadan tiedobbelt Tydning, der minder om den, middelalderlige Kommentatorer forsøgte paa Dantes »Divina commedia«, er kun mulig paa Digtets Højdepunkter. Her er »Simon Peder«, hvor Guddommen anes i Naturen og Historien, i Poesi og Videnskab, i Heltens Daad og Kvindens Dyd; men hvor de spredte Straaler samles i en fælles herlig Sol - »i Alt er Alting Alt«. Og Slutningsdigtet, »Disciplenes Jubel-Hymnus«, der paa engang giver Kristus i Historiens Midte, hans tidløse evige Liv i den aarlige Natur og hans Magt i Hjerterne som det Godes Princip. I den sidste, om det 18. Aarh. mindende Tankebestemmelse røbes Digterens Syn paa Frelseren. Hans Kristusbillede er Rationalismens, den blide Lærer og Menneskeven.

Digtet lader sig da ikke som Novalis' »Geistliche Lieder« tankemæssigt opretholde som en Enhed. Uformidlet trives ved hinandens Side hans Mors pietistiske Fromhed, hans Fars Rationalisme og den nye schelling-steffenske filosofiske Religiøsitet. Men alle tre Former for Forholdet til det guddommelige træder os i Møde i skønne, dybt oplevede Billeder af dansk Natur. Det er en dansk »Aarets Historie«, som H. C. Andersen senere fortalte den, og heri - mere end i det dybsindige, men uklare Tankeindhold - ligger for os Digtets blivende Værdi.

»Jesus i Naturen« forargede mange; saaledes tog Biskop Balle til Orde mod det i en Bispordinationstale XVII i Frue Kirke. Men til Gengæld takkede den ene af det religiøse Livs Fornyere i det 19. Aarh., J. P. Mynster, Oehlenschlæger i et smukt Digt, og trods alle sine Forbehold har ogsaa den anden - Grundtvig (i »Verdenskrøniken« 1812) hilst det som et Varsel om en ny og rigere Fromhed. Oehlenschlæger selv ængstedes hurtigt ved sit Digt. Da han omarbejdede det under Udenlandsrejsen, gav han det ikke blot en ny og mindre udfordrende Titel: »Aarets Evangelium«, men i de nye Digte, han tilføjede, især i Digtet »Paulus«, gaar han fra Naturen ind i Kirken. Panteismen viger for en positiv Kristendom.

Den tredje store Digtsamling, »Digtninger« 1811, som omfatter Oehlenschlægers mindre Digte fra Udenlandsrejsen og det første Aar efter Hjemkomsten (Tiden 1805-1810), betyder Hjemgangen fra Romantiken. Her staar han paa sin Kunsts Tinder, men samtidig spores det begyndende Forfald. Der er ikke den Enhed og Helhed over »Digtninger« som over »Poetiske Skrifter«; ved Siden af smaa Mesterværker begynder den rutinemæssige Ligegyldighed, som snart skulde kvæle Oehlenschlægers Lyrik, at stikke Hovedet frem.

Der er en anden og mandigere Tone over disse Digte end den straalende Sommerstemning fra »Langelandsreisen«. Den universale Poesi afløses af den nationale; Oehlenschlæger erklærer nu, at »det eiendommelig Nationale er Poesiens ædleste Blomst«. Som »Thors Reise« og »Hakon Jarl« afløser »Aladdin«, saaledes afløser »De tvende Kirketaarne« og »Harald Hildetand« Antiken og den sydlandske Romantik XVIII i de mindre Digte. Først i Udlandet bliver Oehlenschlæger sig sin dybe Kærlighed til Fædrelandet bevidst; »Hiemvee« er digtet allerede det første Efteraar i Halle, hvor han var Steffens' Gæst. Og først under Indtrykket af den store Nationalulykke 1807 føler han sig ret som dansk. Budskabet om Københavns Bombardement traf Oehlenschlæger i Paris; Modsætningen til den glade Verdenshovedstad og til den muntre fremmedartede Kultur, som han aldrig følte sig hjemme i, befæstede ham yderligere i hans nordiske Særfølelse. Den skønne »Bøn til Penaterne« fra Efteraaret 1807 (eller som den oprindeligt og smukkere hed »Bøn til Guderne«), der viser Længslen efter Hjemmets Bøgeskove og dets friske Hav, er en from Bekendelse til et udpræget nordisk Livssyn overfor den franske »esprit«. Men »De tvende Kirketaarne« fra Februar 1808 er ikke blot en Genfødelse af den Folkevisetone, Oehlenschlæger i 1803 ikke havde Øre for, men et patriotisk Digt, en mandig Opfordring til atter at opbygge Danmarks sjunkne Hus. Denne Romance alene vilde være nok til at sikre Oehlenschlæger Plads mellem sit Lands største Digtere; i sin Lidenhed er den et uforgængeligt Kunstværk, fordi det lykkelige Emnevalg og den geniale Simpelhed i Behandlingen hæver den over alle tidsbestemte »Skoler« og Stilretninger. Den er klassisk, fordi den i dybeste Forstand er folkelig, og den er - ved sit Landskab, sine Mennesker og først og fremmest ved sin danske Munterhed, sin uretoriske Patos - det mest danske af alt, hvad den store Digter har skrevet.

Paa Baggrund af »De tvende Kirketaarne«s muntre Danskhed virker den ramt nordiske Tone i »Harald XIX Hildetand« dobbelt mørk og mægtig. Oehlenschlæger har her overfor Grundtvigs Kritik villet vise, at han, naar han vilde, kunde »sejle det nordiske adskillige Streger nærmere«, end han havde gjort det i »Hakon Jarl« eller »Palnatoke«. Beundringsværdig er den episke Vælde, hvormed han har formaaet at male det mægtige Kampbillede, men enestaaende er den metriske Kunst, der er udfoldet i den mesterlige, markante Benyttelse af tre oldislandske Versemaal. Digteren har forladt sin Kunstteori fra Romancerne i »Digte, 1803«, der vilde klæde det nordiske Stof i Sydens Farver; han har forstaaet, at den fuldendte Kunst er den, hvor Indhold og Form dækker hinanden helt.

Overhovedet viser de bedste Digte fra denne Periode overalt den vigtige menneskelige og kunstneriske Udvikling, Digteren havde gennemgaaet i de rige Rejseaar. »Evalds Grav« overgaar de tidligere Ewald-Digte ved sin dybere Forstaaelse af Ewalds tragiske Personlighed. »Til min Læser« er en moden Mands Syn paa Kunsten og paa Kunstneren, der i sin schillerske Visdom er langt mere frugtbart og omfattende, ogsaa langt aandfuldere, end den lidt sentimentale Blomsterumiddelbarhed fra »Morgenvandring«. Og den Vision, som med næsten forfærdende Storhed aabenbarer sig i Hymnen til Tragediens Muse, »Til Melpomene«, er et Bud om en Aandens Verden, som ingen tysk Romantiker havde fundet Vejen til - Shakespeares og Schillers.

Men de store Løfter, som »Digtninger« 1811 havde givet, blev kun indfriet i »Helge« og aldrig siden.

XX

Oehlenschlægers Manddom blev ikke Goethes eller Schillers lig. Efter Ungdommens Eventyr kom Virkeligheden - Frederik den Sjettes fattige og bornerte Virkelighed paa Ruinerne af den sjunkne Heltetid fra Aarhundredets første Tiaar. Nedgangen i hans Kunst var begyndt, og paa intet Omraade er Tabet føleligere end i hans Romancedigtning og hans Lyrik. Af de fem Bind lyriske Digte i Liebenbergs store Udgave er de fire sidste for Størstedelen interesseløse; af Romancerne findes faa efter 1811, der hæver sig over et beskedent poetisk Jævnmaal. Det er, som om Oehlenschlæger selv har følt Afstanden mellem sin straalende Ungdomsdigtning og Masseproduktionen af ligegyldig Lejlighedspoesi nu, og derom har digtet de gribende Vers om den tabte Ungdom: »Hvor blev I røde Roser dog -«. Kun Digtet »Til Havet« og Mindedigtet over Kamma Rahbek er endnu i den store Stil, og dog taaler det sidste, trods den geniale Optakt med Skildringen af den klingre Frostmorgen, ikke Sammenligningen med Digtet over Vahl. Der er skøn og hjærtelig Menneskelighed i Fiskerens Vise og Fiskerkonens Sang af »Hroars Saga«, men Hranes Elskovskvad viser trods sine prægtige Enkeltheder ved hele sin retoriske Opbygning tilbage til det 18. Aarh.s poetiske Stil. Og Fædrelandssangen, hvoraf kun de tre første smukke, om end lidt vege Vers lever, er som Helhed taget ved sin udprægede Frederik VI-Stil et Vidnesbyrd om, hvor snæver Oehlenschlægers engang uendelige Universalpoesi nu er blevet. Det er ingenlunde Ewald, højst Thomas Thaarup.

Alligevel - Haanden kan ryste, men den er dog XXI den samme. Selv over Oehlenschlægers allersidste Digt fra Skydebanefesten paa hans Halvfjerdsaars-Fødselsdag, ja mere dér, end i de fleste andre fra hans senere Aar, ligger der et Skær af Glansen fra hans store Ungdom. Dets Tankeverden er i Slægt med »Til min Læser«; dets Billeder lyser endnu af den fordums Rundhed, Kraft og Ynde. Og dette Tilbageblik over det daadrige Digterliv bevæger os især, fordi den gamle Digter her selv har fundet Ordet, der nævner Grundtonen i hans Væsen, hans »herskende Egenskab«: den danske Munterhed. Ingen skønnere, mere rammende Karakteristik kunde gives af hans lykkelige harmoniske Natur - og af hans Kunst, der i stort og smaat saa forunderligt spejler hans Personlighed.

Efter saaledes at have fulgt Udviklingsfaserne i Oehlenschlægers Digtning gennem hans mindre Digte, vil det være muligt at give Synspunkterne for en almindelig Vurdering af Oehlenschlægers Lyrik og hans korte, fortællende Digte.

Sammenligner man den danske Poesi i Tidsrummet mellem Ewalds Død og Oehlenschlægers Fremtræden med »Digte, 1803«, og især med »Poetiske Skrifter«, vil man let faa Øje paa, hvad allerede Steffens rigtigt saa, at den Revolution, Oehlenschlægers Ungdomsværker fremkaldte i Litteraturens Historie, først og fremmest beroede paa den gennemgribende sproglige Fornyelse. Der er Digtere, som har tilført Sproget nye Værdier - Oehlenschlæger stemte det fuldstændigt om. Skellet mellem det 18. og det 19. Aarhundrede er her saa skarpt, XXII at det er umuligt at overse det. I Sammenligning med Oehlenschlægers poetiske Stil virker ikke blot Ewalds med dens stærke tyske Islæt, men selv Baggesens - han der bestandig elskede at optræde som Modersmaalets Ridder - fremmed i vore Ører.

Grundene maa søges i et lykkeligt Sammentræf af Opdragelse og medfødt Natur. Oehlenschlæger er udgaaet af det jævne Borgerskab; han har gaaet i en moderne dansk Skole (Efterslægtens), har altsaa været uden Forbindelse med Latinen, som mærkes i Ewalds, i Rahbeks og i Baggesens Stil. Og - hvad mærkeligere er - han har heller ikke i sin Barndom og første Ungdom modtaget dybere literære Paavirkninger fra Tysken. Han har ikke, som sine lidt ældre samtidige, forlæst sig i Klopstock og Gottinger skolen; selv Goethe naaede han først til, da han var næsten tyve Aar gammel. En jævn, naturlig, folkelig Tale er Grundlaget for hans Sprog; bortset fra antikiserende Efterligninger søger han ikke Fornyelsen ad litterær Vej. Han kan smykke sin Stil med kraftfulde og smukke Gloser fra Anders Sørensen Vedel og fra Syv; men den har intet tillært over sig. Den præges af hans umiddelbare sproglige Genialitet, hans skabende Sprogkraft. Naturlighed og Oprindelighed er de to Prædikater, der kan gives dette Sprog. I sin Ungdom har han en yderst fintmærkende Følelse for Ordenes Værdi. Han vrager det vage og tilfældige, nævner Tingene ved deres rette Navn - hans Sans for le mot propre forkaster alle slidte Klicheer, alle intetsigende Omskrivninger. Og just fordi hans Sprogfølelse aldrig slipper Forbindelsen med Hverdagens talte Ord, bliver hans Patos altid naturlig. Hans sikre sproglige XXIII Takt - det gælder stadig Ungdomsværkerne - holder ham lige fjærnt fra det opstyltede og det platte.

Dette Sprog afspejler nu i sin Farve og sin Glans Oehlenschlægers rigt udrustede Sansenatur. Han har forstaaet at se - han nævner det selv som Digterens Hovedegenskab; - de mange Erindringsbilleder i hans Digte er mærkværdigt anskuelige, klare og lyse. Men deres Anskuelighed beror ikke paa Mængden af opfattede karakteristiske Enkeltheder, men paa Fremhævelsen af de afgørende typiske Træk, hvoraf Helheden bygges for vor Opfattelse. I dette Helhedsbillede, hvor Detaljerne altid underordnes de store Linjer, lyser de stærke og klare Farver op. Undertiden morer han sig, som senere J. P. Jacobsen, med at experimentere med Nuancen og Overgangene som i »Løveridderen«, hvor »blegere den blege Straale blegner«, men Hovedreglen er de enkle Farver, der undertiden virkningsfuldt kontrasterer indbyrdes (Indledningsstroferne til »Løveridderen«). Og det fulde Liv faar Billedet først, fordi det ikke blot er set, men sanset. Der er ikke blot Himmel over det, men Luft om det. Blomsterne er ikke blot Farve, men Duft. En afgørende Rolle spiller Ternperaturfornemmelserne; man kunde næsten sige, at paa dem er »Jesus i Naturen« digtet. Oehlenschlæger elsker det friske, det milde, det »kiølne« og det skyggefulde; overfor det kolde, det lumre og det brændende reagerer han heftigt. Skovens svale Skygge, Vandets kølige Friskhed er Yndlingsbilleder i hans Poesi.

Hans Kunst er derfor mindre for Øret end for Øjet og for Sanserne. Fyldige og rige, harmoniske XXIV og velklingende er hans Vers - ogsaa paa det metriske Omraade er han en Fornyer af sjælden Rang, der ikke blot har tilført den danske Digtekunst sydlandske og antike Versemaal, som før kun var lidet eller aldrig brugt herhjemme, men som dristigt har kombineret videre paa det en Gang givne Grundlag - men den ligefremme Sangtone finder han kun sjældent. Hans Ord har for fast Grund i den ydre Virkelighed til at forvandles til blot Musik. Exempler paa rent musikalske Digte vil kunne findes i »Sct. Hansaften-Spil«, hvor dog det tyske metriske Forbillede - Tieck - mærkes tydeligt; ren oehlenschlægersk i Tonen er derimod det lille yndige Digt fra »Aly og Gulhyndy«: »Ton, søde Strænge«. Thi i hans Ungdom syntes intet at være umuligt for ham; han kunde alt. Men som Helhed er hans Kunst plastisk, malerisk, sanselig anskuelig, udadvendt - d. e. objektiv; ikke musikalsk, indadvendt, subjektiv.

Allerede heri ligger Svaret paa Spørgsmaalet: var Oehlenschlæger egentlig Lyriker? Den centrale Lyrik laa ham f jærnt. Hans Kunst mangler den intense Selvfordybelse eller den dybe Selvoptagethed - den søger udad, ikke indad. Hans Temperament var behersket af bratte Sindsbevægelser, elementære Følelsesreaktioner: den opbrusende Hidsighed, de voldsomme Omslag fra Angst til befriende Glæde f. Ex., der har sat sig pragtfulde Spor i hans Digte, men den store, brændende Lidenskab kender han ikke.

Teoretisk var han sig Retningen mod det objektive fuldt bevidst. Allerede i den før-steffenske Periode havde A. B. Bentzon aabnet hans Øjne for »det dygtige Objective«. Sin poetiske Trosbekendelse har han fremsat i disse Ord af Fortalen til XXV »Poetiske Skrifter«: »Ganske at kunne tabe sig i sit Objekt og fremstille det sandt, tydeligt og betydnmgsfuldt, uden uvedkommende Indblanding, er udentvivl det, som characteriserer den sande Kunstner.« Novalis' »Geistliche Lieder« er helt fordybet Jeg-Stemning; Oehlenschlæger objektiverer sin religiøse Følelse i Betragtningen af Jesu gientagne Liv i den aarlige Natur. Det indre anskues altid i det ydres Billede, og dette Billede er upersonligt - Kunstneren træder tilbage, lader Værket selv tale. Hvis man i Forbindelse med Poesi kan bruge Glosen »saglig«, vil den først og fremmest kunne anvendes paa Stilen i Oehlenschlægers Ungdomsdigtning.

Derfor virker Oehlenschlægers Stil ved første Øjekast langt mere realistisk end hans Forgængeres, ja, undertiden ligefrem naturalistisk. Tydeligt ses dette i Forholdet til Naturen. »Oehlenschlægers Naturskildringer giver de afvekslende Aftryk af den Virkelighed, han havde sanset, Tingene fastholdt som Typer; men Typen har et indre Liv, der synes at give Tingene deres Individualitet, saaledes at Skildringerne giver os den hjemlige Fornemmelse af at opleve, at have Tingene« (Oluf Friis). Et smukt Eksempel paa hans klare, sansede Erindringsbilleder giver Skildringen af Langelandsbæltet i Digtet »Vens nernes Ankomst« (ikke optaget i nærværende Udvalg af »Langelandsreisen«):

Søen strammer ud sit Klæde,
Himlen farver Søen blaa;
Klare, lyse Bølger smaae
Ganske blye paa Landet træde;
Breddens Blomstersiv de væde,
XXVI Trække sig saa, uden Brag,
Atter hen saa sølversmukke,
I det stille Hav, og vugge
Mod den klare Sommerdag.

Men den givne Virkelighed er kun Udgangspunktet for hans skabende Fantasi. Paa en enkelt lagttagelse kan han bygge et helt Landskabsbillede op. Hans Barndoms og første Ungdoms Naturindtryk var Søndermarken, Frederiksberg Have og den aarlige Dyrehavstur; hertil kom Malerierne oppe paa Slottet, der førte ham til fjerne, fremmede Lande. Men paa dette Grundlag kunde han skabe de levende og farverige Landskaber i »Valravnen« og »Løveridderen«, Indledningsstrofen til »Hakon Jarls Død« og »Natur-Temperamenternes« dristige og mærkelige Billedverden. Eller han besjæler sit Billede, levendegør Naturen, han iagttager, - i den citerede Strofe er de bly Bølger allerede en begyndende Personifikation, - saa at mytologiske Skikkelser vokser op af den: »Freidigt Sommerliv«, »Jesus i Naturen«. Paa tilsvarende Maade arbejdede hans Fantasi med Historien - en Sætning hos Suhm, en Lærebogsanekdote hos Malling vokser for hans Fantasi til en levende Situation.

Denne Retning mod det objektive har allerede tidligt været erkendt som Oehlenschlægers Hovedejendommelighed, og paa denne Erkendelse hviler Heibergs ofte gentagne Paastand, at Oehlenschlægers egentlige Storhed ligger i Romancen dvs. det lyrisk-episke, efterhaanden fortolket saaledes, at Oehlenschlægers Romancer, de korte, fortællende Digte, skulde være hans Kunsts Kærne. I sin populære Form gælder Sætningen imidlertid ikke. Det XXVII er betegnende, at Oehlenschlæger, vor eneste virkelige Epiker i det store Format - »Thors Reise«, »Hrolf Krake« - just i den episke Del af de saakaldte Romancer ofte kommer tilkort. »Hakon Jarls Død« er Undtagelsen, ikke Reglen; i Digte som »Løveridderen« og »Valravnen« er netop selve Fortællingen det svage Punkt. Rigtigere vil det være at forlade en dobbelttydig Glose som Romancen og pege paa Situationen som Grundformlen for Oehlenschlægers korte Digte - baade de fortællende og de rent lyriske. En klart iagttaget, objektivt behandlet Situation, som laaner sit Liv og sin indre Bevægelse af Digterens livfulde Sindsbevægelsestemperament - paa næsten alle de bedste af de mindre Digte kan denne Karakteristik finde Anvendelse. Situationer er Oldingen ved Werthers Grav, Knud den Store ved Strandbredden, Wiedewelt i Vinternatten. »De tvende Kirketaarne« er bygget over to Situationer i naturlig Kontrastvirkning: Udfarten og Hjemridtet. Digtet til Melpomene er ikke et blot Tankedigt, men en Vision, der har Oplevelsens Tydelighed. Selv Roserne i Erindringens Psalmebog er en lille plastisk anskuet Scene.

Men Situationen er Spiren baade til Eposet og til Dramaet. Derfor bliver Læsningen af Oehlenschlægers mindre Digte den bedste Introduktion til hans Poesi. Ogsaa rent historisk bliver de det første Kapitel i hans Livsværk. Medens han til det sidste bevarede Evnen til at beherske de store Former, glippede Herredømmet over de smaa: Romancen, det lyriske Digt, efter »Helge«. Det var ikke blot, fordi den lyriske Aare udtørredes. Det var især, fordi hans Sprog havde tabt sin naturlige Umiddelbarhed, XXVIII hans Iagttagelse sin Prægnans. Masseproduktionen - en uhyre Lejlighedsdigtning - knuste Evnen til at modtage et Førstehaandsindtryk af Oplevelsen. Mans Ungdom havde ryddet Sproget for de overieverede Klicheer. Hans Alderdoms Lyrik er med faa Undtagelser død, fordi den kun er Kliché.

II.

Blomsten af Oehlenschlægers unge Romantik i dens første Friskhed er det lille Skuespil, som afslutter »Digte, 1803«: »Sanct Hansaften Spil«. Her er det nye Krav om Universalpoesien virkelig realiseret indenfor et enkelt Værks Rammer; det rummer paa sin Vej fra det gamle Voldkvarter og ud i den blaa Uendelighed en levende og aandende Verden, der paa engang er dybt tidsbestemt - der staar København 1802 paa hvert af Bogens Blade - og evig alméngyldig; som rækker fra lunefyldt Fortrolighed med Hverdagen og Sans for alle de smaa Ting, der giver Livet dets Farve, og op til det begejstrede Øjeblik, hvor Evighedens Pulsslag fornemmes gennem Tiden.

»Sanct Hansaften Spil« er en Programdigtning, Formuleringen af den nye Lære, Steffens havde indviet Oehlenschlæger i. Derfor mærker man saa tydeligt de fremmede Forbilleder og den fremmede Indflydelse. Ideen stammer fra Goethes lille Lejlighedsspil »Das Jahrmarktsfest zu Plundersweilern« med dets rask henkastede Typer af et Markeds brogede Verden og dets friske Versekunst: det djærve, kantede »altdeutsche« Knyttelvers, der brydes af de afvekslende, markante Strofer, hvori den skrigende og larmende Sværm af Tyrolere, Bønderfolk, Kagekoner, Zigeunere, Visesangere etc. søger at overdøve XXIX hinanden. Her finder vi ogsaa Forbilledet for Marionetkomedien i det satiriske Spil om Esther og Ahasverus. Den ydre Form: »et sammenblandet Chor, - Hvor Overgivenhed og Skiemt og Glæde - Afvexler med en dybere Natur,« altsaa Blandingen af kampivrig Satire og positiv Lyrik - har Oehlenschlæger studeret i Tiecks Literaturkomedier, især »Prinz Zerbino«. Hans Angreb paa Oplysningstiden synes undertiden hovedsagelig at sigte paa den tyske Romantiks Fjender og kun i Forbifarten give Oplysningens hjemlige Repræsentanter et Par Sidehug, og paa den anden Side er et Digt som Romancen om Kirsten Piil et tydeligt dansk Sidestykke til Tiecks Middelalderbegejstring og Romantikernes æstetiske Katolicisme, og Naturlyriken en Videreførelse af den, Tieck havde skabt. Som metrisk Forbillede mærker man foruden Tieck A. W. Schlegel med hans i 1800 udkomne Digtsamling: det er Marias Canzone (»Da jeg imorges aabnede mit Øie«) og det spanske Romancevers i Ludvigs Monolog (»Mat og ene, bleg og ene«); Friedrich Schlegel, som ellers kun har betydet meget lidt for Oehlenschlæger, har maaske lært ham den ejendommelige Anbringelse af Rimene ind mod Linjernes Midte, som findes i det lille Digt: »Den vilde Støi nu lyder ikke længer«. - Og fremfor alle mærkes Steffens i Stykket. Hans Trods mod det satte københavnske Publikum er levendegjort i »Dandseren paa Voltigeerlinien«; hans Anskueiser om Naturen, Historien og det intuitive Geni har inspireret Vandringsmandens Prolog, Perspektivbillederne og det panteistiske Mysterium, som slutter Værket. Ved Siden af Tiecks Satire har XXX Steffens levende Ord lært Oehlenschlæger at rejse sig mod den fladtraadte Nytte-Filosofi.

»Sanct Hansaften Spil« er imidlertid noget ganske andet og større end et Skolearbejde i den tyske Romantiks Manér. Oehlenschlæger har i Forholdet til sine Forbilleder ikke blot fulgt Maleren Caracci i hans Krav til den bedste Maler (citeret i Fortalen til »Poetiske Skrifter«:) »Den, som forstaar at giøre sig det Bedste egent af de Bedste«. Deraf var kun kommet en dygtig Epigon-Poesi. Men han svarer til sin Tilføjelse: »den som tillægger det og forener det med sin egen Aabenbaring« eller »amalgerer det Givne med sin egen Individualitet og paa den Maade frembringer noget hidtil Useet«. »Sankt Hansaften-Spik er et Værk af et skabende Geni, hos hvem alle Paavirkninger omsættes i selvstændig, særpræget Kunst.

Her er mere end hos Goethe og Tieck. Hvor »Jahrmarktsfest« kun er lette Antydninger, giver Oehlenschlæger et rigt udført og fyldigt Billede af Dyrehavsbakkens brogede Liv. Og selv om Oehlenschlæger i de satiriske Partier med sin Godmodighed staar tilbage for Tieck, saa overgaar »Sanct Hansaften Spil« Litteraturkomedierne ved sin kunstneriske Koncentration og sin Styrke i de »positive« Scener, der hos Tieck trænges i Baggrunden af det polemiskes Overvægt, og endelig ved sin Naturlyriks Ægthed overfor Tiecks lidt tomme Leg med Ordene.

Afgørende for »Sanct Hansaften Spil«s Plads og Betydning bliver, at det trods alle Impulser fra Tyskland er et typisk dansk Værk. Der er Talent i de ungdommelige, friske litterære Udfald mod Oplysningspoesien (Harlekins Prolog, Marionetkomedien, XXXI Poppes Ode) og i Mysteriets skønne, men lidt abstrakte Naturromantik. Der er Fornyelse i Forhold til 18. Aarh.s Forlovelses-Poesi i dets Forherligelse af Kærligheden som Tilværelsens inderste Princip, selv om Ludvig og Maria er lidt blegt og upersonligt tegnede. Men det geniale er selve Billedet af den københavnske Sommerdag.

Først den uforlignelige Morgenstemning med den friske Luftning i Voldtræerne og Solen paa de røde Tage, den venlige Idyl i Borgerens Stue. Dernæst Køreturen, hvor det 18. Aarh.s stive PanoramaPoesi (Prams »Emilies Kilde«) omsættes i levende Bevægelse. Endelig Dyrehavsbakken, hvor den Stemningsmodsætningens Lov, der behersker Stykkets Komposition lige fra den positivt-negative Dobbeltprolog med Vandringsmanden og Harlekin, naaer sit højeste Udtryk. Paa den ene Side øredøvende Larm, Markskrigere og Gøglere, Fjellebodmanden og Jøderne, Glaspusteren o. s. v. - paa den anden Side det skovtursfornøjede københavnske Borgerskab, Trængslen af spadserende, hvor Folk stadig mødes og kommer fra hinanden igen. I uafbrudt Stemningsskiften fremtræder muntre og følsomme Billeder; Linedanseren haaner den maabende Hob, medens den lille Jødedreng synger sin medynksvækkende Vise. Marionetspillets lystige Angreb paa den danske Skueplads' laante Husguder Iffland og Kotzebue afløses af Kildemandens fromme Sang om Sct. Kirsten. Ovenpaa Poppes Ode til Middelmaadigheden føles Skovens lysegrønne Friskhed dobbelt i Pigerries Sang om Sanct-Hansurten. Og efterhaanden forberedes Overgangen fra Dagens DyrehavsbakkeMunterhed til Naturmysteriet i Nattens Stilhed; de XXXII alvorlige Toner faar Overhaand over Gøglet: den blinde Mand, Drikkevisen fra Teltet, Manden med Perspektivkassen. Selv den lille »Idyl«, som gør Løjer med Voss' trivielle Hexameter-Genrebilleder, betyder ved sin sympatiske Skildring af en værdig og solid københavnsk Familie noget mere end den blotte Parodi i Marionetkomedien og hos Poppe. - Langsomt dør Støjen bort; Lysene slukkes - den lange Sommerdag er forbi, man hører Fuglesangen paany. Og i den før saa hjemlige Dyrehave giver Kærlighedens Under den tavse Natur Mæle - Prologens mægtige Modsætning mellem det luende Liv og den dunkle Død kommer igen i Scenerne med Egen, Sanct-Hansormen og Døden. Endelig slutter den rige og brogede Billedrække med de to sidste Optrins forunderligt »uendelige« Stemning: Vandringsmandens Hymne til den evige Natur klinger gennem de vældige Lurtoner i Jægerens Monolog - men de sidste Toner er Fuglenes muntre og venlige Kvidren. Det er atter Idyllen som i første Scene, hvor Borgeren i sin solfyldte Stue betragtede Voldens grønne Træer.

Foruden den lyse danske Sommerstemning er det hele den betagende, straalende Ungdom, der fylder det lille Mesterværk, som bestandig taler os til Hjerte. Bag den gamle Vandringsmand taler den unge Oehlenschlægers hellige Ærefrygt overfor Livet; i »Dandseren paa Voltigeerlinien« bryder Ungdommens kække Lyst til at forarge Borgerskabet lidenskabeligt igennem, og i »det unge Menneske«, i Galningens Sværmen for de kønne Piger er der mere af Oehlenschlægers unge Forelskelse end i den literært-elegiske Skildring af Ludvig og Maria. Det er XXXIII det ungdommelige Humør, der har holdt Marionetkomedien og Poppes Ode levende langt ud over deres Betydning i Døgnets litterære Strid. Oehlenschlægers store komiske Talent, der er saa ufyldests gørende repræsenteret i hans senere Digtning, udfolder sig ret i de muntre Scener i Stykket, der rummer baade skarpe Iagttagelser og frodigt Lune.

Og endelig er det en Mesters Værk fra først til sidst. Stilen bevæger sig med samme naturlige Sikkerhed i det jævne som i det ophøjede; bag Kompositionens tilsyneladende Kunstløshed mærker man Sansen for den harmoniske Rytme i Afvekslingen mellem de muntre og alvorlige, satiriske og lyriske Partier og Blikket for Koncentrationens vitale Betydning; i Modsætning til de skævt byggede, formløst vidtløftige Tieckske Lystspil møder vi her den organiske Helhed og den fuldkomne Harmoni af de tilsyneladende saa uforligelige Dele. Hertil kommer i Enkeltheder - hvad der gaar tabt i Oehlenschlægers senere »typiske« Stil - Sansen for det uendelig Smaa og det uendelig Store, hvor Cathrines Glæde over Solhatten mødes med Jægerens lidenskabelige Kærlighedserklæring til den hele Natur.

Oehlenschlægers første større Værk har i en sjælden Grad formaaet at bevare sin Friskhed. Sin Hædersplads i den danske Digtning skylder det ikke blot den Omstændighed, at det indleder den danske Romantik, hvor dets dagklare og lyse Sommerstemning gav et Eksempel, der paa Forhaand udelukkede den tyske Forkærlighed for Maaneskinnet og »die Nachtseite der Natur«. Tungere vejer den Kendsgerning til, at det den Dag i Dag føles lige saa levende, som da det digtedes for 125 Aar siden.

XXXIV

Søndagsstemningen over dets frodige Vers griber og fanger ogsaa Nutidslæseren, Blandingen af det jævne og kendte og det højtidsfuldt usædvanlige har bevaret den samme Magt over Sindet. Ingen Efterligning - end ikke den bedste af dem, Heibergs vittige »Julespøg og Nytaarsløjer« - har formaaet at finde dets ægte og skønne Udtryk for den danske Munterhed. Det vil bevare sin særlige Plads, saalænge Sproget lever og Bøgeskoven staar - uopnaaeligt og uovergaaeligt i sin rene og umiddelbare Skønhed.

1

MINDRE DIGTE

2
3

FREYAS ROK.

Naar Natten udruller sit sorte Slør,
Naar Lyset døer,
Naar Himlen berøvet sin blanke Lue
Ruger ned, som en skummel Fængselbue,
Da fremluer Freya din Rok saa blid
Ved Kierligheds stille Midnatstid,
Sødtstraalende, bævende, hvid.

Og mens den tindrer med venlig Ild,
Du deilig mild,
Med runde Fingre den Silke spinder,
Som du om Rosenkiederne binder,
Hvormed du yndig og elskovsvarm,
Med din fulde sneehvide Arm,
Slynger Yngling og Pige Barm til Barm.

Og da nu hver voxen Svend og Møe
Vil heller døe,
End vandre fiernet fra Elskovsflokken,
End mangle Roser og Traad af Rokken,
Saa sukker til dig det hele Nord,
Og du bønhører hvert kierligt Ord.
Derfor er din funklende Rok saa stor!

4

BIARKE-MAAL.

Naar Odin vinker,
Naar Sværdet blinker,
Er Helten glad;
I røde Strømme,
I Liig som svømme,
I Birtingsbad,
Paa Lynets Vinger
Han iler kold,
Naar Rota svinger
Sit røde Skiold.

Hans Vaaben gunge;
Den blanke Tunge
Han svinger stærk.
Til Valhal rider,
Naar Staalet bider
I Pandsersærk,
De raske Kiemper,
Hvis Mandemod
Ei Skrækken dæmper,
Blandt Liig og Blod.

Paa Markens Flade,
I Jernplade,
Med Kobberhielm,
Som Blodgudinden,
Hen giennem Vinden
Den smalle Elm,
Med Staal paa Spidse,
Han kaster let,
For frem at ridse
Den røde Tvet.

5

Odin med Flammer,
Thor med sin Hammer,
Med Kølle Tyr,
Og Kampens Piger
Til Jorden stiger,
Naar Vaaben gnyer.
Naar Luren tuder,
Som hungrig Biørn,
Da lokkes Guder
Til Kampens Børn.

Hvad er vel Livet?
Et Pust i Sivet,
Som synker ned.
Et Spil af Kræfter,
Som higer efter
En Evighed.
Til Evigheden,
Saa morgenrød,
Gaar Vei, herneden.
Kun giennem Død.

Blandt Miød og Piger,
Du danske Kriger!
Blandt Blod og Liig,
Du rask dig svinge,
Til Rotas Vinge
Bortvifter dig.
Med Sværd fra Belte,
Med Egekrands,
Det sømmer Helte
Den sidste Dands.

6

HAKON JARLS DØD
ELLER
CHRISTENDOMMENS INDFØRSEL I NORGE.

De Nætter ruge saa lange og sorte.
Syvstiernen skimter saa mat.
Ud stormer Vinden fra Himmelens Porte,
Fælt knager Granen i kolde Nat.
I Offerlundene Blæsten tuder,
Om mosgroede Støtter af Valhals Guder.
»Vor Tid er forbi!
Snart synke vi!«
Den rasler og styrter den blodige Steen,
Og knaser omliggende Offerbeen!

Den gothiske Steenmasse kneiser,
Brunrødlig skummel i Maaneglands.
I mørkeblaae Luft sit Spir den reiser,
Om Muren Dødninge rangler i Dands.
Fra lange Blyevindve en Straale iler
Til Alterets Crucifix og smiler:
»Du seirer vist,
Du hvide Christ!
Snart skal den vilde nordlige Zone
Neie sig for din Tornekrone!«

Olaf Tryggesøn lander i Norge.
Brat synger han Messer paa hviden Strand!
Fra skumle, sydlige Borge
Bringer han Munke til Klippeland.
Alt mere den christne Troe sig udbreder;
Men mægtige Hakon Bønderne leder.
7 For gamle Troe
I Fædreboe
De møder Olaf med tapper Ære -
Men Konningen splitter de samlede Hære!

Høit galer Hanen ved Midnatstide;
Jarl Hakon slagter sin Søn.
Han drager den rygende Kniv af hans Side
Og synker i Lunden, og giør en Bøn.
»Christe! forstyr ej de straalende Aser.
Tag dette Offer, mit Hierte raser!
Og giv os Held!
Forlad vort Field!«
Men Uglen flagrer paa Rotas Bryst
Og tuder med dæmpet, varslende Røst.

Korsbannerne vildt i Ætheren velte.
De lyne, de lyne afsted!
Høit opflammer Luren de christne Helte,
Hvor Olaf stevner er Lykken med.
Foran ham bæres Verdens Befrier,
Rundt om lyder Psalmer og Litanier;
Med korsdannet Sværd
Han fører sin Hær.
Foran ham iler de seirende Rygter!
Forladte Hakon fnyser og flygter.

Afsted paa den vrindskende Ganger han traver.
Den standser ved Gaulaae, med Skum bedækt
»Blev alle Nordmænd end feige Slaver,
Saa skiender jeg ej min ældgamle Slægt.«
Med Taarer sin sidste Ven han dræber,
I Gangerens Blod han sin Kiortel klæber.
8 »Nu troer du mig død!
At mit Blod her flød;
Men Olaf giv Tid, jeg har Kiemper i Nor,
Og paa min Side strider Tyr og Thor.«

Saa knittrende vrede hans Øine skule;
Han iler til grantakte Field;
Og skiuler sig i en skummel Hule,
Med Thormod Karker sin frigivne Træl.
En rygende Fyrrespaan Hulen oplyser.
Der sidde de tause, Trællen gyser!
Den ene ej troer
Den andens Ord.
Fælt stirrer Trællen paa Jarlen hvid;
Dog slumrer han ind ved Midnatstid.

Da hvidsler det sagte i Hulens Mørke,
Og Asa Hermod for Hakon staaer.
»Guderne sætte Lid til din Styrke!
Giv Olaf Christen sit Banesaar!
Guldtaarer den yndige Freya græder.
Ha skal en sydlig korsfæstet Misdæder
Forstyrre os her?
Gaae, sving dit Sværd.
Med Olafs Blod vore Altre bestænk!
Da skal du sidde paa Valhals Bænk.«

Saa taler den røde Skygge og svinder,
Men Trællen vaagner forfærdet op.
»Jesus stod for mig med smilende Kinder
Og pegede paa din blodige Krop!«
»Ha usle Slave! frygt Tordnerens Torden!
Hvi bliver du bleg og sort som Jorden?
9 Formaster du dig
At forraade mig?«
»Nej!« gyste Trællen med frygtende Sind;
Og udmattet slumrede Jarlen ind.

Men underlig fælt han smiler i Drømme,
Og Karker ræddes ved dette Syn.
»Hvi saae jeg ham nylig i Blod at svømme?
H vi trækker han saa med det høire Bryn?
Han er dog en Røver, som Norge skiender.
Velan, i hans Blod jeg toer mine Hænder.
Til Olaf jeg gaaer
Og en Guldkiede faaer!«
Saa hvisker han bleg i den sorte Grube
Og zittrer - og udskierer Jarlens Strube!

Høit Lurene skralde fra nærmeste Fielde.
»Her er han! her flygted han hen!«
Som Fossen med brusende, knusende Vælde
Indbryder Kong Olaf med sine Mænd.
Brat Hakons Træl Hellebarderne dræbe
Og Olaf skuer med smilende Læbe
Tæt ved sin Fod
Hakon Jarl i Blod.
»Den ypperste Hedning faldt! jeg er hevnet.
Ved hans Død er Vankundigheds Forhæng revnet!«

Det ruller i Horizontens Himmel
Og sagtelig skielver Hav og Jord.
De gamle Guders brogede Vrimmel
Forsvinder, og kommer ej meer til Nord.
Istedet for Lundens ærværdige Minder
Man idel Kirker og Klostere finder.
10 Kun hist og her
Man fiern og nær
En Høi og en opreist Kampesteen skuer,
Som minder om Oldtidens slukte Luer.

LØVERIDDEREN.

Mildt boltre sig de lune Sommervinde,
Fra klare Safirhvælving Maanen straaler
Igiennem duftopfyldte svale Linde
Til Engens lukte Lillier og Violer;
Rødt gløder gyldne Spir fra Borgens Tinde
I Flodens fulde sortblaae Jaspisskaaler.
Kong Didrik langsomt paa sin Ganger rider
I stille underlige Midnatstider.

Og som han kommer ind hvor Skovens Grene
Saa tæt og dæmrende en Lund indhegner,
Hvor der er mørkt og skummelt, tyst og ene,
Hvor blegere den blege Straale blegner,
Da hører han det rasle giennem Stene,
For brede Bug det høie Straae nedsegner.
En saaret Løve brølende forfølger
En Lindorm, som sig giennem Græsset bølger.

Dybt Løven slaaer med convulsivisk Vælde
Sin Kloe i Ormen, for sit Saar at hævne;
Da vender den sig langsomt og vil fælde
Sin Fiende i det rædselsfulde Stevne.
Det tykke Hoved mosbegroet af Ælde,
Den gule Bug, som vil af Ædder revne,
Den lange Braad, de Øine blodigrøde,
Alt dirrer Løven frygteligt imøde.

11

Da raaber den bestæd i stor Ulempe:
»Red mig fra den som mig mit Liv vil røve!
Kom mig til Hielp, du staalbeklædte Kiempe,
Som fører i dit Skiold en gylden Løve;
Som den jeg staaer i Brand, o kom at dæmpe!
Lad Ormens Pandeskal dit Glavind prøve.
Da skal jeg altid vandre ved din Side.
I Liv og Død du trygt paa mig kan lide.«

Og Kongen drager brat sit Sværd hin brede;
Tæt under glatte Skiel han vender Odden.
Hans Øine gnistrer frygteligt med Vrede,
Han borer Staalet lige ind til Klodden.
Da rangler Ormens Ledemod saa lede,
Den skeler hvæsende og viser Braadden;
Og Kongen bliver bleg og heel forfærdet,
Han ryster som et Løv og taber Sværdet.

Da slynger Ormen slimbeklædte Hale
Heel smidig rundt omkring sin Fiendes Lemmer,
Og kryber taus med ham til Biergets Sale,
Hvor Nat og Mulm de fæle Syner giemmer.
Paa Veien uophørligt Haner gale.
Sit Hoved Ormen haardt mod Fieldet stemmer.
Da revner det, de faste Stene gunge,
Og Hesten vrindsker under Ormens Tunge.

»Børnlille! kom I elleve Unger mine.
Her er en ringe Brad. I Morgen mere!«
Saa spyer hun Hesten ud. De Unger grine,
Og graadig deres Bytte de fortære.
»I Morgen skal I Manden faae!« De hvine.
»For denne Gang I skal fornøiet være.«
12 De lyde Moderen, men fælt de tude
Og knytte sig til Hvile i en Knude.

Kong Didrik ganger bleg og heel bedrøvet
Omkring i Biergets fæle sorte Hule.
»Ak var mit gode Sværd mig ei berøvet,
Da friede jeg mig let af denne Kule.
Da dræbte jeg de Orme ufortøvet,
Og klemte dem med Skioldets stærke Bule,
Og favned atter hierteligt imorgen
Min Fæstemøe, min Fylla, hist paa Borgen.«

Og see ved Maanens hvide Midnatsluer,
Som falder i en Ridse giennem Bierget,
Et rustent Sværd tæt ved sin Fod han skuer,
Hvormed en Kiempe fordum sig har værget.
»Nu ingen Fare meer mit Mod forkuer,
Thi Skiebnen har sig ei mod mig forsværget.«
Saa raaber han og seer paa Sværdet nøie,
Og bittre Taarer brister af hans Øie.

Det bedste Sværd, berømt i alle Lande,
Den stærke Adelring han har i Hænde,
Der farvede med Blod saa mangen Pande
Og giorde paa saa mange Helte Ende.
Kong Sigfreds Sværd, den Helt som alle Strande
Blandt Kiemper monne første Rang tilkiende,
Og Didriks Ven, i mange Aar forsvunden,
Og nu, ved dette Mærke atter funden.

»Saa skulde du din lyse Bane ende
I dette Mørke, mellem grumme Trolde.
Dit kiekke Hierte brast i stor Elende
13 Da under disse sorte skumle Volde!
Saa let kan Lykken sig i Livet vende.
Jeg slaaer saa længe som dit Sværd kan holde.
Du var min Ven, din Død jeg vist skal hævne.
Hvor der er Mod der mangler ikke Evne.«

»Afsted! afsted! hvi vil jeg længer tøve
I denne Hule mellem Skræk og Jammer?«
Han Sværdet slaaer mod Flinten for at prøve
Om det er stærkt, og Bierget staaer i Flammer!
De største Klippestykker kan han kløve.
Da vaagner op den mindste Orm og stammer:
»Hvis du vor Moder vækker af sin Hvile
Da vil du neppe ad din Skiebne smile.«

Men Kongen svarer: »Dybt mit Glavind bider!
Dets dødelige Saar kan ei forbindes.
I straffes skal ved disse Midnatstider.
De store Led i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider
Og vinder til det evig overvindes.
I vog saamangen Helt i disse Sale,
Det kan kun eders Hierteblod betale.«

»Vaagn, Moder! vaagn, og slug den slemme Fange.«
Hun vaagnede og vilde Fangen sluge.
Men da hun skued Sværdet blev hun bange,
Og gav sig til skielve og at ruge.
»Det Guld og Sølv som er i Fieldets Gange
Det maa du bringe frit herfra og bruge.
Kast Adelring kun ned i Biergets Rifter,
Et evigt Venskab her med dig jeg stifter.«

14

»Jeg kaster ei mit Sværd, dets Ægge bider,
Dets dødelige Saar kan ei forbindes.
Du dræbes skal ved disse Nattetider,
Din store Krop i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider,
Og vinder til det evig overvindes.
Du vog Kong Sigfred her i disse Sale,
Det skal du med dit Hierteblod betale.«

»Kast Adelring dybt hen i Kildevældet!
Blandt Venner ei man bruger skarpe Sværde.
Din Fylla sidder fængslet her i Fieldet.
Luk hende ud, I er hinanden værde!
Et Nøgleknippe, rustent og forældet,
Er skiult heroppe ved mit Hovedgierde.
Kom, buk dig, tag det, end din Elsktes Jammer,
Bring Fylla af det fugtigmørke Kammer.«

»Min elskte Pige nager ingen Kummer!
Mit Hierte siger hun er ei i Fare.
Hist paa sin Faders Borg hun roligt slummer,
Omskandset af Guds hellige Engleskare.
Ei mindste Myg om hendes Leie summer.
Du lokker mig forgieves i din Snare.
Mit Sværd skal i dit seige Blod sig klæbe,
Døe Slange! med den sidste Løgn paa Læbe.«

Brat Ormen og de fæle Øgleunger
Saa gispende i Græsset ned maa bide.
Da fylder Hulen Gift og Ormetunger,
Han vader dybt i Slangeblod hin hvide.
Forgieves han i Biergets Side stiunger,
De Kampestene viger ei tilside.
15 Han kan ei bryde giennem sorte Lukke,
Snart maa han ned i spraglet Edder dukke.

Da hører han fra Fieldets ydre Side
En vældig Skraben og en Stemme raabe:
»Fat Mod, Kong Didrik! du skal ikke lide!
Her smuldrer Stenen skiør, her kan vi haabe.
Hug med dit Sværd, jeg vil i Fieldet slide
Med mine Kløer, saa kiempe vi tilhobe.
Den haardeste Natur tilbageviger,
Bestormet af en Løve og en Kriger.«

Og Løven grov og Kongen vældigt stødte
Med skarpen Adelring, saa Fieldet rysted;
Thi Ormene alt meer og mere blødte,
Den fæle Edder steeg ham op til Brystet.
Snart begge Kiemperne hinanden mødte.
At blive længer der dem ikke lysted.
De vandred begge trætte ned i Dalen,
Til Morgenrøden og til Nattergalen.

Ved klaren Aae, som mellem Blomster dandser,
Kong Didrik sig ved Løvens Side sætter.
Det blanke, haarde, blodbestænkte Pandser
Han med den lyse Morgenbølge tvætter.
Saa sødt hendysser Fuglesang hans Sandser;
Og saftig Frugt den matte Kiempe mætter.
Til fierne Borg saa længselsfuld han smiler,
Mens Løven i hans Skiød sit Hoved hviler.

»Ak herligt synger du, du muntre Sanger!
Og venligt, Kilde! dine Bølger vige;
Og yndigt, Rose! du i Busken pranger;
16 Dog sørger jeg, thi her er ei min Pige.
O havde jeg kun dig, min rappe Ganger!
Da paa din stærke Ryg jeg skulde stige,
Og ile did, og kysse af sin Slummer
Den Elskede, og glemme al min Kummer.«

Det hørte Løven i hans Skiød og smilte:
»Jeg kan med dig saa vel som Hesten vanke!
Kom sæt dig paa min Ryg.« Derpaa de ilte,
Mens Kongen holdt sig ved den tykke Manke.
Over Bierg, over Dal de foer, og ei de hvilte;
Slig Ganger ei behøver Kræfter sanke.
Forfærdet Fylla saae sin Beiler trave
Paa sieldne Skimmel over Borgens Grave.

Men siden klapped hendes Lilliehænder
Det ædle Dyr, hun fored det hver Morgen.
Erkiendtligt Løvens høie Hjerte brænder,
Den blev sin hele Levetid paa Borgen.
Taknemlighed er al den Fryd den kiender.
Den glemmer Stolthed, Friehed, selve Sorgen
At skilles fra sin Skov og fra sin Mage,
Den tiener Kongen alle sine Dage!

ELLEHØIEN.

Paa hede Dag den svale Aften fulgte,
Der glimted Purpur bag de sorte Grene,
Den dunkle Landevei var heel beskygget.

Jeg langsomt reed og grubled henrykt ene,
Mens tætte Skov de røde Roser dulgte,
Hvor Nattergalen skiult sin Rede bygged.

17

Da kom jeg til en Bakke, som beskygged
Med sine venliggrønne Lindekroner
For stærke Vindpust og for lumre Varme.

Sødt tryllet hen af Somrens Aftentoner
Jeg sank i Græssets blomsterklædte Arme
Og lytted smilende og slumred ind.

Da vaagned jeg igien thi Høien bæved.
En guldhaarfager Møe med Rosenkind
Sig svævende og rank af Høien hæved.

Da blev jeg ræd, med Slag saa selsomt vilde
Mit Hierte mod det blanke Pandser slog,
Jeg vilde tale, men jeg kunde ikke.

Og see en anden Møe steeg op og tog
En Haandfuld Vand af klaren Sølverkilde
Og stirred hen paa mig med kielne Blikke.

Hun stænkte mig: Hvad giør du her saa silde?
Der skal dig intet Onde vederfares,
Frygt ei du smukke staalbeklædte Kiempe.

Nei, sang den anden med sin søde Stemme,
Men Undertegn her skal dig aabenbares,
Som i dit Liv du aldrig meer vil glemme.

Sin Rislen monne Sølverkilden dæmpe,
For Lyden af den skiønne Sang at høre,
Der rasled ei et Blad i sagte Vinde.

Naturen overalt var lutter Øre,
Bag Nattens Trylleslør kun smilte Glæde,
Alt lytted til den hulde Sangerinde.

18

Klart blinkte Søens blaa henspændte Klæde,
Hvor Fisken svam og legte med sin Finde,
Og atter aabned sig den lukte Rose.

Den rødmed giennem Nattens Sølvertaare;
Og Lillien som klæder sorte Baare
Den smilte hist i dybe Taagemose.

Skiønt sang hun, men jeg skielved dog saa saare,
Thi noget rædsomt lød i hendes Stemme,
Som ei jeg tolke kan men kun fornemme.

Følg, sang hun, følg os ind i dunkle Field,
Hvor græsbeklædte Væg for Stormen luner.
Følg, sang hun, følg os ind i aabne Bolig.

Der skal jeg lære dig at kaste Runer;
Men toe dig først i dette Kildevæld,
Saa bliver du med Alferne fortrolig.

De Blomster som du her paa Høien skuer
De spragle meget skiønnere derinde,
Som Græs Smaragderne i Bierget funkler.

Følg med, gientog den anden Sangerinde.
Rubinen der langt meer end Rosen luer,
Safirens Blaae Kierminderne fordunkler.

Da stirred jeg til Himlens hvalte Buer
Og greb om Korset paa mit Sværd og tænkte:
Saa høit et Loft dog ikke der du skuer!

Min lange Taushed Ellepigen krænkte.
Kom Ungersvend hvi bliver du tilbage?
Hun smilte rædsomt med sin Rosenlæbe.

19

Du dræbe skal den stærke Ædderdrage
Og faae det røde Guld hvorpaa hun ruger,
Du lære skal den stærke Biørn at dræbe.

Men strax dit Hierteblod jeg varmt udsuger
Hvis nu du ikke med i Hulen følger,
Min Mening jeg dig længer ei fordølger.

Da blev jeg mod, thi mine matte Arme,
Som vilde hævnende mit Glavind svinge,
Sank langsomt ned ved hendes Trylletale.

Hun nærmed sig, for Døden mig at bringe.
Da rysted Morgenhanen med sin Vinge,
Den gol - og hun forsvandt i Biergets Sale!

Og bleg jeg svang mig paa min bange Fole
Og ilte fra de fæle Rædselsteder,
Mens Solen slukkede de mindre Sole.

Vogt unge Kiempe dig for slige Høie,
Den lumske Død der Blomsterne beklæder,
Og Trolden suger Blodet af dit Øie.

GULDHORNENE.

De higer og søger
I gamle Bøger,
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
20 Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.

Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
»I gamle gamle
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!«

Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhøien sukker,
Rosen sig lukker.
De øvre Regioner
Toner!
De sig møde, de sig møde,
De forklarede Høie,
Kampfarvede, røde,
Med Stierneglands i Øie.

»I som raver i blinde,
Skal finde
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære
Af de ældste Tider.

21

Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belønne.
Det skiønneste Skiønne,
En Møe
skal Helligdommen finde!«
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne døe!

Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.

Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Møe hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
Med muntert Sind,
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler -
22 Hun snubler!
Og stirrer og skuer
Gyldne Luer,
Og rødmer og bæver
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld,
Med sneehvide Haand,
Det røde Guld.

En sagte Torden
Dundrer!
Hele Norden
Undrer!
Og hen de stimle
I store Vrimle,
Og grave og søge
Skatten at forøge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
Hvoraf de er taget.

Et Sekel svinder!!

Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale,
De forklarede Gamle
Sig atter samle.
23 »For de sieldne Faae
Som vor Gave forstaae,
Som ei Jordlænker binde,
Men hvis Siele sig hæve
Til det Eviges Tinde,
Som ane det Høie
I Naturens Øie,
Som tilbedende bæve
For Guddommens Straaler,
I Sole, i Violer,
I det Mindste, i det Største,
Som brændende tørste
Efter Livets Liv,
Som - o store Aand
For de svundne Tider!
See dit Guddomsblik
Paa Helligdommens Sider,
For dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Søn,
Ukiendt i Løn,
Men som sine Fædre
Kraftig og stor,
Dyrkende sin Jord,
Ham vil vi hædre,
Han skal atter finde!«
Saa synge de og svinde.

Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
24 I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.

Ved lune Skov
Øxnene trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.

Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskarer
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.

Da klinger i Muld
Det gamle Guld.

Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa røde Sider.

Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.

Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden.

25

Men I see kun deres Lue,
Ikke det ærværdigt Høie!
Sætte dem som Pragt tilskue
For et mat nysgierrigt Øie.

Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.

VALRAVNEN.

De gule Silkeseil, som Vinden fylder,
Hiemlede bugnende den lette Snekke.
Mens Aftensolen ranke Mast forgylder
Frue Sigrid sidder paa det høie Dække.
Da bovner Havet brat med sorte Bylder,
Da pibler Vandet ind af dybe Sprække.
Den vilde Valravn høit i Masten synger,
Mens dybt han Skibet ned mod Grunden tynger.

Frue Sigrid skuer Ravnen i det Høie,
Da blegner hendes røde Rosenmund,
Da trænger Taaren frem i hendes Øie,
Thi Skibet truer med at gaae til Grund.
O Valravn! hvis mit Ønske du vil føie,
Da skal du faae af Guld vel femten Pund!
Tæm Stormen, bring mig paa den sikkre Jord;
Leed Skibet varligt i sin stille Fiord.

Med Guld man ei belønner dierve Helte!
Af Guld, Frue Sigrid, har jeg meer end du.
26 For Guld jeg ei en Bølge bort vil velte;
Dog rører mig din ængstelige Hu.
Giv mig den Skat, du skiuler bag dit Belte,
Da skal jeg tæmme Søens Storm og Gru,
Da skal jeg dybt henstyrte ned i Pølen
Den Havmand, som har klynget sig til Kiølen.

Hvad skiult jeg under Purpurbeltet giemmer,
Det, vilde Valravn! maa du gierne faae.
For ringe Løn den større du forglemmer,
Det er til Stegerset de Nøgler smaa.
Hvis du mod Havets Magter kiek dig stemmer
Du gierne der din Føde hente maa.
Det blanke Knippe hun paa Dækket kaster
Og Ravnen flagrer bort fra gyldne Master.

Med stærktudspændte, tykke, uldne Vinger
Han med den frygtelige Havmand kiemper.
Den fraadbedækte Bølge let han tvinger,
De vilde Storme med sit Blik han dæmper.
Med Varselskrig han sig i Skyen svinger;
Og sagte Vind sig efter Snekken lemper.
Alt mere taber sig den stærke Torden;
Frue Sigrid seiler langsomt ind i Fiorden.

I Lunden sidder hun engang ad Qvel,
Ved klaren Søe, der svømmer langsomt Karpen.
Bestandig risle sagte Kildevæld.
Hun tænker paa sit Norge og paa Sarpen.
I Danmark fandt jeg dog mit bedste Held!
Sin Elskov sødt hun synge vil ved Harpen.
Da vender det sig under hendes Bryst!
I rædsom Grubien svinder hendes Lyst.

27

Ak grumme Ravn! nu veed jeg hvad du vilde!
Hun synker ned, at gaae formaaer hun ei.
Det er saa dæmrende, det er saa silde.
Mat blinker Stiernen fra sin Melkevei.
Ak, grumme Ravn! nu veed jeg hvad du vilde!
At tale meer den Blege mægter ei.
Sig Espen over hendes Tinding hvælver;
Som hun den sveder koldt og ængstlig skielver.

Fem Maaneder forgaae, saa bringer hun
Et Barn til Verden under bitter Klage.
De døbe det i mørke Midnatstund,
Fordi at Trolden intet skal opdage.
Det er en Søn, som Rosen rød og rund.
Men Sigrids Hierte tunge Sorger nage.
I skiulte, dybe Grotte døbes han,
Med Kildens isnende, chrystalne Vand.

Han voxer til, og i det hele Rige
Er ingen Dreng saa deilig og saa yndig.
Han er saa munter og saa flink tillige;
Hans Blik er brændende, hans Tale fyndig.
Han tænker kun paa Kampe og paa Krige.
Den stolte Ganger kan han tæmme myndig.
Men Dronning Sigrid græmmer sig dog saare;
Hvergang hun seer ham svømmer hun i Taare.

En Aften sidder hun i Fruerstue;
Kong Alf sin ædle Husbond har hun mistet.
Med Taarer stirrer hun i Solens Lue;
Det arme Hierte har kun Sorger fristet.
Da hører hun en Lyd, og hun maa grue,
Den vilde Valravn har sig sagte listet
28 Ad aabne Vindve ind, paa Egebord
Den sætter sig og synger disse Ord:

Rige Fugl kommer susende,
Kommer brusende,
Over Bierge og Dale.
Seer du vel, du fattig Fugl!
Hvor mine Fiere de prale?
Fattig Fugl kommer hinkende,
Kommer linkende,
Over Ager og Enge.
Seer du vel, du rige Fugl!
Hvor mine Fiere de hænge?

Husker du
O Dronning nu
Da du paa Bølgerne hinked?
Da var du den fattig Fugl,
Da ad den rige du vinked.

Valravn kommer susende,
Kommer brusende,
Over Bierge og Dale.
Dronning riig!
Naar vil du mig
Nu med dit Foster betale?

Da svimled Dronning Sigrid langsomt hen.
Den hulde Qvinde blegner som en Lillie.
Flye! sukker hun, du Mørkets fæle Ven!
Min Bøn skal kiempe mod din onde Villie.
Hun kor ser sig - da flygter den igen;
29 Men spottende den dandser først paa Tillie
Og synger: Ingen Bøn mig staaer imod!
Jeg slukke vil min Tørst i christent Blod.

Ung Harald axler sit Skarlagenskind.
Min Moders bittre Kummer maa jeg vide.
Saa triner han i Høieloftet ind.
Kier Moder min! du sige mig din Q vide!
Hvi er du bleg, min Moder, som et Liin?
Betroe din Søn ved stille Midnatstide
Hvad der saa længe naget har dit Hierte.
En meddelt Smerte er en mindre Smerte.

Da sukker Sigrid efter lange Bøn:
O Harald! der er Skabninger hernede,
Som drive deres Ondskab skiult i Løn,
Som Herren skabte i sin grumme Vrede.
Her vandrer om en grusom Trold, min Søn!
Fra hvem at frelses vist enhver maa bede.
Hans blodigrøde Øie rædsomt skuler.
Hver Aften kommer han af sine Huler.

I fordums Dage var han høi og stor
og voxen som en dierv og ædel Kiempe;
Men Jesu rene Lære i vort Nord
Har lært de onde Aanders Stolthed dæmpe.
Nu er han kun en Ravn, ei nær saa stor,
Dog stor nok til at øve sin Ulempe.
Vee den som falder i hans grumme Hænder.
Ja svared Harald, jeg hans Rygte kiender.

Da Dronning Sigrid tunge Taare fælder.
Hvad der er hændet hun ham siger nu.
30 Ung Harald rolig til sit Sværd sig hælder,
Og hører hende uden mindste Gru.
Ak Harald! Qval og Kummer mig forælder,
Nu veed du alt, og du er rolig, du?
Da hæved Sønnen rask det blanke Øie,
Og talde, mens han stirred i det Høie.

En Sommernat, min Moder, i en Lund
Jeg mellem svale, høie Blomster laae.
Mildt dyssedes jeg ind i sagte Blund,
Thi Nattergalen monne yndigt slaae.
Da aabnedes for mig i samme Stund
Lidt efter lidt det høie Himmelblaae.
En Engel sank mig smilende imøde,
Forunderlig omstraalt af Morgenrøde.

Han viste mig en Kiede, som sig rækked
Fra Himlen ud, den klang som Fryd og Klage.
Halvsynlig den sig rundt om Jorden strækked,
I mange Bugter vendte den tilbage.
Med Blodstænk var den ofte heel bedækket;
Paa mange Steder Leddene var svage.
Af blandet Erts den slyngte sig om Muldet;
Først Guld, saa Sølv, saa Jern, saa atter Guldet.

Da raabte Englen med sin klare Stemme:
Du Skiebnens Kiede seer, som hænger ned.
Den sluttet er! Dens Løb kan intet hemme!
Alt ordnes ved en stræng Nødvendighed.
Han svandt, men aldrig jeg min Drøm skal glemme.
Jeg saae mig som et ringe, blodigt Led.
Jeg frygter ei, jeg gaaer naar Skiebnen kalder.
Ei, uden Gud, en Spurv til Jorden falder!

31

Det hviner giennem Nattens sorte Skye.
De grumsethvide Bølger slaae paa Land.
De stærke Vinde kaste høit med Gny
En skotlandsk Snekke paa det hvide Sand.
Til Kongeborgen strax de alle tye.
En deilig Møe og tretten dierve Mand.
Minona, Kongens Datter, Skotlands Lyst!
Har Stormen drevet til den danske Kyst.

De hugge Bielker i den dunkle Lund,
Minona gaaer med Harald Arm i Arm;
Sødt aander hendes røde Purpurmund,
Det ranke Liv omslynger han saa varm.
Det er i Vaar en deilig Aftenstund.
De synke begge tause Barm til Barm.
Da synger Nattergalen saa vemodig,
Og Maanen hæver sig saa stor, saa blodig!

Nu tæt de føie stærke Bielker fast;
Alt vugges Snekken af den milde Strøm.
Nu hæve de paa Dækket ranke Mast.
Minona favner Harald elskovsøm.
Hans kiekke unge Hierte slaaer saa fast.
Hun seiler bort. - Som vækket af en Drøm
Han staaer og skuer med det vaade Øie
Den glatte Kiøl de klare Bølger pløie.

Et Aar forgaaer, Frue Sigrids Sorg forsvinder,
Den vilde Valravns Magt ei meer hun frygter.
En sagte Rødme livner hendes Kinder,
Og Taaren fra det blide Øie flygter.
I Styrke Harald meer og mere vinder.
Din Magt, o Ravn! bestaaer i løse Rygter.
32 Din matte Kloe min Søn vist aldrig slaaer.
Du har nu truet ham i tyve Aar.

Ung Harald vanker om saa længselsfuld,
Han ganger for sin Moder ind at stande.
Minona er saa elskelig, saa huld!
Hun vinker mig til Skotlands fierne Lande.
Giv mig et Skib med Kiemper og med Guld
Og lad mig pløie Havets salte Vande.
Jeg kommer glad igien, som jeg drog ud,
Og bringer dig en Datter, mig en Brud.

Frue Sigrid gaaer saa tankefuld i Sind.
De tunge Fied ved Stierneglimt sig flytte.
Saa triner hun i Skovens Mørke ind
Og aabner gamle Brunos lave Hytte.
Der sidder han med Haanden under Kind,
I Klæder som for Kulden kun beskytte;
Med Bibelen i sine matte Hænder.
Den lille Lampe svagt i Natten brænder.

Hil være dig ærværdig gamle Mand!
Din Dronning kommer hid ved Midnatstide.
Ung Harald drage vil til fierne Land,
Hans sande Skiebne længes jeg at vide.
Du læser Stiernerne! See der om han
Skal smædelig ynkværdig Døden lide.
Forjag hans ømme Moders sidste Smerte,
Da skal hun takke dig med lettet Hierte.

Den Gamle reiser sig af lune Vraa;
Med blottet Hoved, foldet fromme Hænder
Han træder ud og stirrer i det Blaa,
33 Hvis røde Tegn hans gamle Øie kiender.
Sædvanligt, siger han, de Stierner staae;
En eeneste med selsom Ild kun brænder.
Vær trøstig! thi jeg seer at Harald kan
Paa Havet dræbes ei, og ei paa Land.

Da funkler som en Stierne i det Høie,
Ved Eremittens trøstelige Ord,
Af Glæde Dronning Sigrids skiønne Øie.
Nu jeg min Søn til Havet fro betroer!
Nu maa han gierne salte Bølger pløie.
Han dræbes ei paa Hav og ei paa Jord.
Han sidde skal paa Tingets høie Steen,
Naar Graven længst har smuldnet mine Been.

Det røde Silkeflag fra Masten kneiser,
Den lange Drage hvidsler under Øe.
Nu høit i Raae de hvide Seil man heiser.
Den stolte Byrde vugger paa sin Søe.
Ung Harald ganger Aftnen før han reiser
I Lunden ud, hvor først han saae sin Møe.
Alt synes ham saa seent, han ønsker: Gid
Jeg havde Vinger, for at flyve did!

Da hvidsler Buskene i Nattens Vinde,
Da lyder fierne, svage Hundeglam.
De blege Lygtemænd i Mosen svinde,
Og Snogen nærmer sig saa mild og tam.
Da træder hurtig frem en gammel Qvinde,
Paa Ryggen bærer hun en Fiederham;
Mildt smile hendes runkne, gule Kinder.
Hun lægger Hammen ved hans Fod og svinder!

34

Ung Harald undrer sig, dog ei han bæver;
Kun selsomt higende hans Hierte slaaer.
Den store Fiederham han langsomt hæver.
Af brogetskiønne Fiere den bestaaer.
At klæde sig deri hans Ønske kræver;
Den underlige Drivt han ei modstaaer.
Han flyve kan, han hæver sig, men længe
Han svæver kun ad lave, flade Enge.

Hvi tøver jeg? hvad holder mig tilbage?
Jeg er i Skotland inden Morgen gryer.
Saa stiger han i Luften som en Drage,
Og suser under Himlens høie Skyer.
Hans Vinger over Havet Flugten tage.
Bort svinde Skove, Lunde, Borge, Byer.
Han seer sig ene under Himlen flyde.
Dybt under ham de sorte Bølger bryde.

Da klapprer det i Luften og han skuer
Den gyselige Ravn at nærme sig.
Dens Øine flammer som to røde Luer.
Ei Harald! skal jeg eengang finde dig!
For første Gang ung Haralds Hierte gruer,
Den skiønne Yngling blegner som et Liig.
Af rædsom Angest svulmer høit hans Bryst,
Han hæver sørgeligt sin hulde Røst:

Jeg seer det nytter ei mod Skiebnen stride!
Jeg er dit Rov, Gud staae mig bi i Nøden!
Men førend du mig grum vil sønderslide,
Und mig en salig Stund i Morgenrøden.
Minona er min Brud! lad mig nedglide
Til hendes Buur og henrykt glemme Døden
35 I Elskovs Favn, da skal jeg sikkert komme
Til dig igien, naar korte Frist er omme.

Fast holder Ravnens Kløer ham i det Høie;
Den stirrer paa ham med begierligt Mod.
Skiønt gierne strax min Lyst jeg vilde føie,
Skal jeg dog vise dig at jeg er god.
Saa hug den ud ung Haralds høire Øie;
Saa drak den Helvten af hans Hierteblod.
Nu har jeg mærket dig, nu kan du vende
Til Jorden ned, nu er du god at kiende.

Ung Harald synker langsomt ned med Taare
Fra Skyen i den lavere Natur.
Han hviler sig paa sorte Dødningbaare,
Som staaer ved Kirkens høie røde Muur.
Tung er hans Gang, men o han elsker saare!
Han raver til Minonas Jomfrubuur.
Han skielver bleg ved Døren, thi hans Mod
Har Trolden drukket med hans Hierteblod.

Minona kom, før Haralds Hierte brister!
Endnu det banker blødende for dig.
Paa Jorden du din elskte Harald mister.
Du seer ham atter udi Himmerig!
Minona kom, o kom mit Hierte brister;
Lad mig dog eengang først omfavne dig!
Saa synger han med Elskovs sidste Lyst,
Mens Døden raller i hans kolde Bryst.

Da kommer hun. O Naade i det Høie!
Min Haralds blege Gienfærd for mig staaer.
Der rinder Blod og Taarer af hans Øie,
36 Rødt klæbe sig hans lange gule Haar!
Minona, kom! betragt mig ganske nøie.
Jeg er en Skygge ei, mit Hierte slaaer
Med Krampetræk af Elskov og af Smerte.
Kom, læg din varme Haand paa Haralds Hierte.

Da standser brat Minonas Taarer stride,
Da falmer hendes Purpurlæber blaa,
Da bliver Kindens røde Roser hvide,
Da bliver Issens sorte Lokker graae.
Alt hvad han leed og hvad han end skal lide
Fortæller han, mens Favn mod Favn de staae.
For sidste Gang i Elskovs søde Lyst
De smelte sammen klynget Bryst mod Bryst.

Lev vel, Minona! nu jeg frygter ikke.
Hist aabner Faderen sit Himmerig.
Giv mig et Kys, og smiil med dine Blikke,
Og glem at Harald var ulykkelig.
Da skal jeg Dødens Kalk frimodig drikke.
Lev vel, Minona! Himlen signe dig.
Saa favnede han bleg sin elskte Møe,
Og svang sig høit hen over salten Søe.

Det brustne Øie stirrer - han er svunden!
Hun staaer tilbage paa det kolde Muld.
Da blusser hun, da synker hun i Lunden,
Da beder hun til Himlen andagtsfuld:
Du, som ved Daaben er med mig forbunden,
Du, som paa Jorden var saa god og huld,
Du, som lod Petrus gaae paa Havets Bølge,
Lad mig i Luften høit min Harald følge!

37

Da vifter Buskene i Morgenvinde,
Da lyder Nattergalens fierne Sang,
Da rødmer Solen mildt fra Fieldets Tinde,
Da dufter Blomsten fra den grønne Vang.
Og langsomt triner frem en ung Hyrdinde,
Paa Armen bærer hun en Fiederham.
Sørgmodigt smiler hendes røde Kinder,
Hun lægger den paa Græsset og forsvinder.

Og flux Minona sig i Hammen klæder,
Høit svinger hun sig med behiertet Aand.
Ei længer hendes brustne Øie græder,
Hun flagrer hen i sieldne Klædebond.
De Fugle, som hun seer paa høie Steder,
Dem dræber hun med Saxen i sin Haand.
Med Kiempekraft hun sine Vinger slaaer;
Men dog den vilde Ravn hun ikke naaer.

Da hører hun i lave Luft det klynker;
Hun lytter med et rovbegierligt Mod?
Med Ørnens Flugt hun ned paa Stranden synker.
Den er besprængt med Haralds varme Blod!
Hun blusser smilende, ei hun sig ynker.
Hans høire Haand hun skuer ved sin Fod.
Det eneste som Ravnen lod tilbage,
Hans Troskabspandt i Elskovs hulde Dage!

Hun giemmer Haanden paa sit blotte Bryst,
Saa rædsomt hendes blege Læber lee.
Hver Fugl hun møder i sin vilde Lyst
Den klipper hendes skarpe Sax i tree.
Da hæver Ravnen sig til sidste Dyst -
Hun klipper som hun klippede i Snee!
38 Den lodne Krop maa søge dybt sin Grav
Paa tusind Steder i det vilde Hav.

De sorte Bølger bruse ikke længer,
De skylle maanbestraalt paa runde Stene.
Vemodigt Strandens Piil med Løvet hænger,
Det hvidsler underligt i Lundens Grene.
I Nattens Blaa sig Stiernen mat fremtrænger.
En sølvklar Skye ved Maanen flyder ene.
Det er Minona døende som svæver.
Hun synker ei, hun sig til Himlen hæver!

NATUR-TEMPERAMENTER.

Phlegma.

Østens lange, blege Strimmel
Breder ud sin hvide Fold.
Stiernen døer paa matte Himmel,
Luften er saa vaad og kold.
Perleduggens tætte Vrimmel
Glindser fra den grønne Vold.
Langsomt følger Bonden Ploven,
Velter fugtigtunge Jord.
Taus og sort sig hvælver Skoven,
Uden Sange, uden Ord!
Fieldet staar saa stump i Taagen.
Hisset Valmuebusken groer.
Nattens høitidsfulde Time
Hen i Evigheden foer.
Ingen Kirkeklokker kime
Dødninger af dunkle Jord.
Træt af store Midnatscene
39 Sover mystiske Natur.
Roligt muldne gamle Bene,
Hisset bag den gamle Muur.
Mat og kold kun Vinden bølger
Hen i Dammens vaade Siv.
Morgentaagefloret dølger
Hvilende Naturens Liv.

Sangvinitet.

Milde Saphirer paa Himmelens Bue
Hæve den prægtige Hvælving med Ynde.
Østkanten brænder med Rosernes Lue.
Skovens qviddrende Sange begynde.
Tusind Karfunkler i Solen vi skue.
Guldgule Bølger i Floden sig skynde.
Blomsten udfolder forføriske Blade,
Boler med Solen i kiølige Bade.
Elskov! Elskov!
Venus Cypria!
Dit Altar staaer
I de svale Dale,
I de skiønne, grønne
Duftende Hvælvinger,
Hvor Philomela slaaer,
Hvor den rislende Sølvbølge gaaer.
Vellysten blusser paa svulmende Læber,
Faunerne smile og Uskyld forsager.
Lokkende Skiersild! som pirrende dræber!
Helvedes Lue! som Æthren forjager!
Sielen forsvinder, den høiere Sands.
Dyret og Mennesket, Blomsten og Løvet
Tørres, forstokkes og nærmer sig Støvet,
Svungen i Straalens ophidsende Dands!
40 Elskov! Elskov!
Venus Cypria!
Hvor den rislende Sølvbølge gaaer,
Hvor Philomela slaaer,
I de duftende Hvælvinger,
I de skiønne, grønne
Svale Dale
Dit Altar staaer!

Color.

Hvad sortner?
Det er Himlens Bue!
Hvad lysner?
Det er Heklas Lue!
Den stærkeste Kiempe i Nor,
Den gamle Thor!
Der staaer han, forvandlet til et Field.
Hedder Hekla!
Med Iispandser om sit Bryst,
Med Torden i sin Røst,
Med gloende Tunge!
Harniskpladerne runge!
Paa hiin Side af det vilde Ocean
Staaer hans Fostbroder Vulkan!
Hedder Etna!
Luende Blod paa den skielvende Jord
Har de stænket i hinandens Spor.
Da det gamle Rige svandt
Grumt de sig forbandt,
For pludselig eengang med Kiempevægt
At knuse den nyere Slægt,
Som myldrer mellem begge
41 Deres Flintevægge.
Nu raadslaae de sammen i den mørke Gang
Saa lang,
Under Europa.
Frels os Jesus af Nazareth!
Paa Engen hist to Roser stod,
Fod ved Fod,
I Ungdomsblod.
See hvor de skilles ad ved en Kløft!
Ved en bundløs Grøft.
Den evige Vrede
Har draget det flammede Sværd af sin Skede!
Hvi bliver I alle saa blege?

Melancholie.

Tordnen meer ei lyder.
Maanen giennembryder
Nattens brustne Skye.
Spredt er Jordens Dampe.
Himlens hvide Lampe
Brænder klart paa nye.
Intet Skrald
Og Klippefald.
Allevegne Taushed ruger,
Græsset Regnen suger.

Venligt Nattergalen
Synger hist i Dalen
Mellem Blomsterbed,
Paa den Klippetinde
Som for barske Vinde
Nylig styrted ned.
42 Dybt til Krat
I dunkle Nat
Bød et Øieblik den reise.
Secler saae den kneise!

Hist i Blomsterdække
Jordens lange Sprække
Gaber sort og stor.
Mildt ved Maanens Straaler
Duftende Violer
Sig ad Randen snoer.
Snart en Broe
Med freidig Roe,
Dalens Hyrder her vil bygge,
Over Døden trygge!

Sorgløst Kildevældet
Risler nu fra Fieldet,
I sin gamle Dands.
Klippens Roser vinke,
Himlens Stierner blinke
Med fornyet Glands.
Skiønne Jord,
I Nattens Flor!
Dobbelt skiøn er Midnatslunden
Efter Rædselstunden.

Naar den sidste kommer!
Naar den store Dommer
Knuser eget Værk;
Naar han Havet velter,
Naar han Jorden ælter,
Med sin Arm saa stærk,
43 Skal en Nat
Blandt Blomsterkrat,
Mere klar, hvor ingen famle,
Blidelig os samle!

DEN FREMBRYDENDE VAAR.

Engene grønnes og Skovenes Kroner
Nylig fremsprungne Smaragder bedække,
Ætheren lunes og Sangeren toner
I den beknoppede, brydende Hække.
Vinteren bort til de livløse Poler
Flygter med Natten og Kulden og Taagen;
Flora paa Leiet af friske Violer
Opslaaer sit Øie sødtsmilende vaagen.

Harpe! som hang paa de rimfrosne Grene,
Hyllet i Snee og i rugende Mørke,
Stum og forladt, medens Boreas ene
Hyled en Liigsang i Vinterens Ørke,
Harpe! din Iis har Apollo bortsmeltet,
Da han i Østen steeg frem i sin Lue.
Straalende hænger du nu under Teltet,
Med den blaahvælvede, udstrakte Bue.

Kom og lad Flora, den unge Gudinde,
Stemme dig med sine sneehvide Hænder.
Herligt bepurpres den kneisende Tinde
Hist af den hvirvlende Kugle, som brænder.
Hen paa det bølgende Græs vil jeg stirre,
Som i den mørkeblaae Vove sig taber,
Lærkernes Slag vil jeg høre at dirre,
Slaae dine Strenge og prise min Skaber!

44

Straale! som brænder i smægtende Øie
Paa den uskyldige, elskende Pige,
Straale! du Skiønhedens høieste Høie,
Ned i mit bævende Hier te du stige!
Elskende To! som i Skyggerne vanke,
Indsmil mig Saligheds reneste Lue!
Da skal min brændende, hellige Tanke
Tone, og hvirvle til Himmelens Bue!

Da skal de smilende unge Hyrdinder
Nærme sig mig under skyggende Grene,
Henrykt ved Bækken, som perlende rinder
Over de hvide, sølvspraglede Stene;
Svævende de om min Harpe skal dandse,
Som deres Skiønhed at tolke kun stræber.
Da skal jeg prydes med blomstrende Krandse!
Da skal jeg kysses af blomstrende Læber.

Selve de sølvlokte Oldinger høre
Gierne min Sang, fra den mosgroede Hytte.
Blidt skal de staae i de aabnede Døre,
Og til vemodige Tonefald lytte.
I deres gamle uskyldige Siele
Foraarets Fryd jeg med Kraft skal indsiunge,
Til de, fremkaldte af venlige Fiele,
Nyde et Foraar, evindelig unge!

Hyrden min Sang skal gientage og smile,
Naar han om Aftnen med bøgende Vrimmel
Skynder sig hiem til en qvægende Hvile,
Stirrende hen paa den glimtende Himmel.
Tit paa sit Rør skal han stræbe at ligne
Strengenes Toner, som bævende vige.
45 Da skal han føle Naturen, og signe
Skiønhedens Gud, og omfavne sin Pige!

Ak, men hvad haaber jeg, mægtig henrevet!
Salig indlullet i hellige Drømme?
Blussende! freidig! af Indtrykket drevet!
Mens mine Tanker i Anelser svømme?
Kan vel en Spurv, skiønt den saligt sig fryder,
Tolke sin Salighed som Philomele?
Kan vel min Sang, skiønt i Vaaren den lyder
Male, Natur! dit fortryllende Hele?

Ak der var Een! Skiønt fortæret af Smerte
Skienkte ham Gud en udødelig Flamme,
Og for Naturen det aabneste Hierte,
Han kunde tolke hvad andre kun stamme!
Rungsted! din lange og frugtbare Fure
Grønnes som forhen og spirer og pranger,
Mens ved de gamle og gothiske Mure
Gravmuldet længst har omfavnet din Sanger.

Hellige Evald! i Dannemarks Skove
Siger min Siel at forklaret du svæver.
Bølgende over den krusede Vove
Luttret din Aand giennem Roserne bæver.
Lad den opgløde de frostige Strenge!
Gyd i mit Bryst dine hellige Luer!
Da skal mit Hierte i Harpen sig trænge,
Da skal jeg tolke hvad nu kun jeg skuer!

46

OLDINGEN VED WERTHERS GRAV

Aftenrøden
Farver din Grav!
De gamle Linde
Omhvælve den.
Violerne
Bølge i dens høie Græs!

Du slumrer
Den roligste Slummer!
Dødens!

Skyggerne voxe.
Aftenrøden svinder.
Kun et blegguult Skier
Tegner hvor den svandt.
Skoven sortner.

Hist kommer en Flok
Karle og Piger
Fra Marken.
De standse deres Sang,
Og Pigerne
Pege hid til Graven,
Med skielvende Hænder,
Og gaae en Omvei,
Af Frygt for Selvmorderen,
Som spøger i Skoven.

Werther!
De frygte dig,
Som hviler saa roligt
Mellem Blomsterne.
47 Dig gav Skiebnen et Hierte
Som følte
Natur og Gud!
Det gav den faae.
Dig gav Skiebnen det Held
At finde et Hierte
Som følte med dit.
Det gav den færre.

Du var lykkelig!
Thi du nød
Kierligheds Fryd.
Men jordiske Sammenstød
Hindrede Eders Siele
I at forene sig
Uforstyrret,
I Guddoms-Harmonie
Her!
Da kastede du din Jorddragt
I Graven,
Og ventede hende
Hisset!
Og fandt hende.
Nu frydes I!

Alderens Snee
Dækker min Isse.
Mit Hierte døer
Langsomt;
Min Vaar svandt hen
Unydt;
Thi jeg fandt ingen paa min Vei
Som følte med mig.
48 Jeg nød ikke
Kierligheds Fryd.
Mig venter ingen
Hisset,
Jeg forlader ingen
Her.

Naar mit Hierte er brustent
Og Menneskesværmen
Trænger sig forbi min Marmorkiste
I Capellet,
Vil de sige:
Han var lykkelig.
Ak hvo var lykkeligst!
Du eller jeg?

SAA DUGBESPRÆNGTE STAAE DE
ROSER HER.

Saa dugbesprængte staae de Roser her.
De lukte Urner huldt i Skyggen smile,
Mens Sølvermaanens kolde Straaler ile
Og blande sig med deres Purpurskier.

De dufter under skyggefulde Træer,
I dem forgifter Eros sine Pile.
De nyde blussende en venlig Hvile,
I Søvne selv, fortrylle de enhver.

Og dog i Lundens lykkelige Bolig,
Her under disse stille, svale Tage
En Rose blusser endnu mere skiøn.
49 Sov, søde Rosenknop! sov sødt og rolig!
O maatte mit Sovvel et Kys ledsage,
Da var jeg Nattens lykkeligste Søn.

KNUD DEN STORE.

Kong Knud sad stor og mægtig paa sin Throne;
En Herre, drabelig og stærk og huld.
Den danske, brittiske, den norske Krone,
Var smeltet sammen i hans Krones Guld.
Høit i hans høie Sal klang Harpens Tone;
Thi Skialdens Barm var af hans Idræt fuld;
I Kirken selv lød Hymner til hans Ære,
Thi han udbredte Jesu sande Lære.

Men Knud sad taus og tankefuld i Sind,
Ey blussed Læben, som hans Purpurklæde,
Sørgmodelig han støtted Haand til Kind,
Og ingen Deel han tog i Hoffets Glæde,
De svundne Dages Idræt faldt ham ind,
Da monne bittre Taarer Øiet væde.
Ak! sukked han, min Gud! kan du forgiette
Min Synd? Kan du mit Regnebret udslette?

Min Ungdom svandt i Stolthed og Foragt,
Kiek frem jeg gik; ak! nu jeg modløs græder.
For at forstærke min den stolte Magt
Forbandt jeg mig med Eadrik, den Forræder.
Den dierve Ulf i Kirken blev ombragt,
Hans røde Blod end Altertavlen væder;
Ey blot med Sværdet, tit med mørke Rænker
Jeg vandred frem - nu det mit Hierte krænker!

50

Men oftest dog med Manddom og med Sværd
Min raske Ungdom blot sit Værk begyndte;
At blive Danmarks gamle Krone værd,
Det var den Tanke dog, som frem mig skyndte.
Og derfor stormed jeg i Herrefærd,
Og derfor Heltens Syssel, Kamp, jeg yndte;
Da aabned sig mit Hierte for din Stemme.
Ak hulde Jesus! kan du alt forglemme?

Som Kongen nu saaledes trøstløs sad,
Med blege Kinder og med Graad i Øiet,
Mens hen ad Bænken i den lange Rad
Guldhornet gik og Hvermand var fornøiet,
Da treen en Skiald for Kongen frem og qvad:
»Min Konning! hvor er Den som du ophøiet?
Du tvang det stolte Nords udstrakte Lande.
Ustraffet Ingen tør dit Bud modstande.«

Taalmodig, uden Harme, hørte Knud
Paa denne daarlige, forvovne Tale.
Hvad Skialden qvad det raabtes snarligt ud
Af hver en Ridder i de blanke Sale.
Da blev den gyldne Stol, paa Kongens Bud,
Ført ned fra Borgen giennem grønne Dale,
Til hviden Strand, hvor stolt og langsomt Vandet
Høit skylled sine Bølger op paa Landet.

Derpaa han lod, med steenbesatte Baand,
Den tunge Glavind ved sit Belte spænde.
Med Kronen paa, med Sceptret i sin Haand
Han monne sine Fied mod Havet vende.
Hvad Tanke der besielte Kongens Aand,
Hver Hofmand ønskte nu med Higen kiende;
51 Men Kongen taug og vandred med sit Følge
I Purpurkaaben mod den hvide Bølge.

Og satte sig saa i det gyldne Sæde,
Blandt runde Steene paa det bløde Sand;
Ey hvor bestandig Bølgens Brud mon væde
Det ramme Tang med sit skumklædte Vand;
Ey heller der, hvor ey den kunde træde,
Paa den for fierne, den for høye Strand,
Men der hvor Pilen med sit Hoved hængte,
Hvor nu og da kun Bølgen op sig slængte.

Der Kongen sad, og talde saa til Havet:
Det Land, jeg sidder paa, tilhører mig;
Med dig, o Søe! min Vælde er begavet;
Thi lyd din Herre! Ey du nærme dig.
Din Bølge kræver jeg saaledes avet,
At til min Fod den aldrig vover sig.
Thi jeg behersker Nordens stolte Lande,
Ustraffet Ingen tør mit Bud modstande.

Men som sædvanlig gik den stille Bølge,
Sin vante Vey den end bestandig tog,
Af sin Natur den intet mon fordølge,
Det ene Bølgeslag det andet jog.
Med Otte kom den Niende i Følge,
Der stærk og svanger op paa Kongen slog.
Ey til hans Fødder blot den op sig trængte,
Hans Scepter og hans Krone den besprængte.

Da reiste Kongen sig, saae til hver Side,
Og brød med Taarer høit saaledes ud:
I Sandhed! hver en Christen burde vide,
52 At der er ingen mægtig uden Gud!
Han grunded Jorden, han lod Havet glide
I evig Vexel ved sit stærke Bud;
Han ene mægter Jord og Hav at tvinge,
Mod hans er al min Vælde saare ringe.

Med disse Ord han af sin Krone spændte,
Af Guld og Ædelstene stor og svar,
Derpaa han sine Fied fra Havet vendte
Og ydmygt Kronen hen i Kirken bar.
Der knælte han og hver sin Synd bekiendte,
Mens Angerstaaren trilled heed og klar.
Paa den Korsfæstede i Martyrqviden
Han Kronen satte, bar den aldrig siden.

DEN GAMLE KIÆMPE COMETES.

Jeg er en gammel Kiæmpe stærk,
Mit Legem blusser sundt;
I kobberrøde Pandsersærk
Jeg drager Verden rundt.

Mit runde Skiold er rødt som Blod,
Min Glavind staaer i Glød;
Jeg svækker selv det bedste Mod,
Og bringer Skræk og Død.

Naar runde Skiold omhvælver mig,
Og jeg har strakt mit Sværd,
Da vandrer jeg, forfærdelig,
I Kamp og Heltefærd.

53

Saa vidt, saa vildt min Bane gaaer,
Jeg bliver aldrig træt.
Jeg pludselig tilsyne staaer,
Naar mindst man venter det.

Og seer jeg da at Tapperhed,
Og Kraft har Overhaand,
Da dybt mit Sværd jeg sænker ned,
Og vækker Kampens Aand.

Natur da træder mod Natur,
Udi sin hele Pragt,
Og bryder af sit Fangebuur
Med uindskrænket Magt.

Og ulmer da en Gnist af Ild,
Fra Himlen, i en Vraa,
Da stiger den og funkler mild
Paa Evighedens Blaa.

Men seer jeg dorske Taagesløer
At dræbe Straalen, varm,
At Livet gisper mat og døer,
Da blusser jeg af Harm.

Og kaster hen mit gode Sværd,
Paa haanlig Kiæmpeviis,
Og synker Landet mere nær,
Og strækker ud mit Riis.

Og strengt hudfletter, Fod for Fod,
Vanartig Børneflok,
Og gaaer med Riset, rødt af Blod,
Naar den er tugtet nok.

54

Tre Gange har jeg været her,
Alt efter vante Viis,
De første Gange med mit Sværd,
Den Tredie med mit Riis.

Den første Gang min Fryd var stor,
Jeg lyse Stierner saae,
Stærktglimtende fra Syd til Nor,
Som under Himlens Blaa.

Det var i Livets Ungdoms Vaar,
En Rose frem sig skod,
Til Under for de sidste Aar;
Hvert Blad var Heltemod.

Den anden Gang ey Stierners Guld
Og Roser meer jeg saae,
Men Barmen svulmed andagtsfuld
Mod den som hist mon staae.

Bevæbnet knælte fromt en Flok,
Mens Taaren randt saa klar,
Trindt om en kulsort Rosenstok,
Hvis Rose visnet var.

Jeg græd, da jeg forsvundet saae
Den høye Kraft og Kunst,
Saa mørk man skued mig at staae,
I taaget Taare-Dunst.

Jeg vinkte med mit brede Sværd,
Som med en Lue rød,
Da ilte de i Heltefærd
At hævne Rosens Død.

55

Men ak! Det var det sidste Glimt,
I brustne matte Blik.
Jeg kom igien - og intet Skimt
Mig meer imøde gik.

Thi vil jeg tugte streng som god,
Forjage dorske Roe,
Og giøde dig, o Jord! med Blod;
Deraf skal Roser groe!

Og Stierner atter lue frem,
For høit at staae i Glands,
Naar de har skaffet gamle Hiem
Den gamle Blomsterkrands.

Men kommer jeg her seent igien -
Læg Mærke til mit Ord! -
Og seer i dig bestandig end
Den kolde mørke Jord;

Da støder jeg med rædsom Gru
Mod dig min Barm saa bred,
At udi tusind Stykker du
I Dybet styrter ned.

WIEDEWELT.

Natten skimter,
Stiernehæren glimter,
Eensom krummer sig den grønne Strand.
Duggen ene
Ned ad Pilens Grene
Falder i det stille, sølvblaae Vand.
56 Bølgen bølger
Rislende, og følger
Sagte Zefir, perleklar og skiøn.
Lyset lyser
Natlighvidt, og gyser
Fra sin Skye til Kummers blege Søn.

Krum af Alder;
Tungt hans Taare falder
I det dybe, ubekiendte Blaa.
Sagte flytter
Han sin Fod og stytter
Sig til Staven. Issen er saa graae.

Modgang frister
Hiertet, Hiertet brister,
Døden slukker Øiets stærke Ild.
Svagt anspænder
Han de matte Hænder,
Strækker dem til Himlen, rolig, mild.

Ingen Klage!
Talt er mine Dage;
Jeg vil ikke længer dvæle her.
Hellig Længsel
Bryder Kummers Fængsel,
Vinker mig til Nattens Sølverskier.

Dybt jeg skued -
Høit Naturen lued
I min Siel, med alt sit Tryllerie.
Sødt bevæget
Jeg i Stenen præged
Stærke Træk af Livets Harmonie.
57 Haarde Stene!
Mine skiøre Bene
Smuldne snart, dybt under Bølgens Leer;
I skal stande!
Helligt skal I sande
At jeg var, naar jeg er ikke meer.

Vældig Længsel
Bryder Sorgens Fængsel;
Gamle Gubbe kan ey meer modstaae.
Længslers Bolig!
Rolig og fortrolig,
Favn mig med dit mørke Himmelblaa!

Busken vifter,
Maanen Farve skifter,
Dybt nedbøiet nærmer Musen sig,
Mat af Blikke.
Søn! forlad mig ikke!
Jeg er barnløs, naar jeg mister dig.

Gubben famler,
Sidste Kraft han samler,
Sukker henrykt sin Gudindes Navn:
Elskelige!
Ey af denne Verden er vort Rige.
Jeg gaaer hen, hvor der er intet Savn.

Taus hun sukker.
Bølgen mildt sig lukker
Om den gamle Tindings sølvgraae Haar.
Hun forsvinder.
Dagen bleg oprinder;
Hist paa Frihedsstøtten Lærken slaaer.
58 Troskab græder,
I de hvide Marmorklæder,
Kold og bleg, den ranke, hulde Møe.
Haand paa Brystet,
Aldrig aldrig trøstet,
Stirrer hun hen paa den sorte Søe.

PETRARCAS CANZONE VED
VAUCLUSE KILDEN.

Sølvbæk! I Bølger milde!
Hvor hendes hulde Lemmer
Fandt Roe, den skiønneste, den elskte Pige;
Green! hvor hun hvile vilde,
Ak aldrig jeg det glemmer!
Du grønne Støtte for den Elskelige;
Blomster! som Kiolens Flige
Har giemt, som sødt blev baaret
Hvor Englebarmen svulmed;
Hellige Luft! som ulmed
Mens giennem dig det hulde Blik mig saared;
Ak laaner hver sit Øre,
Min sidste sørgelige Sang at høre.

Vil Skiebnen aldrig smile,
Vil Gud sig ey forbarme,
Og slukker Elskovstaaren Øiets Lue,
Da lad mit Legem hvile
I Eders hulde Arme,
Naar Sielen hist sit Hiem skal atter skue;
Da kan ey Døden kue,
Naar i de dunkle Egne,
59 Mens dette Haab mig glæder,
Jeg uforfærdet træder.
Thi intet bedre Sted kan Læben blegne.
Og ingen Grav saa sødt og stille giemmer
De trætte Been, de kraftesiøse Lemmer.

Snart vil herhid hun vandre
Ad vante Vey tilbage,
Den Vilde, Blide. Ja det vil sig føye!
Hvor først vi saae hverandre,
Den helligste blandt Dage,
Der vil hun kaste hen sit skiønne Øye;
Og - Fader i det Høye!
Kun finde Støv bag Fliser.
Da vil sig Hiertet lukke
For Elskov op, og sukke
Saa sødt til Gud, at han mig Naade viser.
Fromt vil hun ham paakalde,
Mens Taarene paa Sølversløret falde.

Ned fra de skiønne Grene,
Erindring o du søde!
En Blomster-Regn i hendes Skiød nedilte.
Hun sad saa ydmygt, ene,
I Skiønheds Morgenrøde,
Bedækket med de fine Løv og smilte.
Eet Løv paa Kiolen hvilte,
Eet funklende sig hæved,
Af gyldne Lokker fundet,
Med klare Perler bundet;
Eet laae paa Jorden, Eet i Vandet bæved,
Eet syntes huldt at sige
Med vildsom Svæven: Her er Elskovs Rige!
60 Hvor ofte da, med Sukken,
Jeg høist forundret sagde:
Ved Gud! hun har i Paradiset hiemme.
Saa vidt, af Elskov drukken,
Mig hendes Miner bragde,
Det Blik, det søde Smiil, den hulde Stemme.
Alt kom mig til at glemme
Det skiønne Virkelige,
Saa selv jeg spørge kunde:
Naar kom du hid? Hvorlunde?
Jeg var i Himlen, ey paa Jorderige.
Fra den Tid disse Steder
Mit elskovsfulde Hierte ene glæder.

Hvis Skiønhed du, min Sang! besad som Villie,
Du kunde dristigt vove
At gaa til Folket, fra de dunkle Skove.

VIOLERNE.

Smaae Violer! o hvor sødt
Mellem Græsset, ungt og blødt,
Frem I blaane.
Solen varmer Eders Luft,
Veemod suger Eders Duft
Af den blege Maane.

Tæt I ved hverandre staae,
Rødmen i det stærke Blaa
Sødt henviger.
Herligt i den unge Lund
Spetter I den grønne Bund;
Vinker Egnens Piger.

61

O men kold er spæde Vaar!
Sammenklynget tæt I staaer.
Hvor I skielve!
Magtesløs, paa kolde Muld,
Vil sig Urten medynkfuld
Luunt om Eder hvælve.

Smaae Violer! Ney, o Ney!
Grumme Storm skal længer ey
Jer nedtynge.
Her I ey skal staae forladt;
Venligt om min Emmas Hat
Vil jeg Eder slynge.

Om den lysegule Bund
I en yndig Krands saa rund,
Eder bøye.
O hvor vil det svage Skin
Hæve hendes Purpurkind
Og det sorte Øye!

VAAR-SANG.

Nu er da Vaaren kommen,
Nu er os Busken Læe;
Og Nattergalen toner
Sødt i det grønne Træ;
Og huldt de unge Roser
Tæt ved hverandre staae;
Og klart de runde Vover
I Sølverbækken gaae.

62

See Aftenstiernen smiler!
Den vækker Elskovs Lyst.
O see den smekkre Pige
Hist, med det fulde Bryst!
Og see de smaae Zefirer!
See, hvor de uden Larm
Det tynde Flor bortrive,
Som dækker hendes Barm.

O Pige! søde Pige!
Nu har jeg lukt min Bog.
Jeg sidder ey og stirrer
Meer i det gamle Sprog;
Det Liv, som der jeg finder,
Det blomstrer ude nu.
Ak kom min Elskerinde!
Hvor længe tøver du?

Kierminde! som kan skue.
Du Zefir! som kan staae.
Du Lillie! som kan lue.
Du Rose! som kan gaae.
Sødt synge Nattergale,
Naar Skoven sig har hvalt,
Du synger og kan tale,
Du søde Alt i Alt!

Ak kommer og omringer
Den unge Sanger her!
Mens høyt hans Lyra klinger
Bag disse Bøgetræer.
Om Amors Rosenlænker
Han henrykt synge vil.
63 Ak kommer hid! og skienker
Et Kys ham, for sit Spil.

See Tiden gaaer tilbage,
Naar Løvet springer frem.
De unge gamle Dage
Staaer op fra mørken Hiem!
Slet intet da jeg savner
I Favnen af min Møe;
I Skoven springe Fauner,
Najader i min Søe.

Og Pan staaer kiæk for Skoven,
Brat for en Tiørnehæk,
Og jager Tidens Kloge
Bort, med en panisk Skræk,
Som vil min Dryas dræbe.
Min overgivne Faun,
Og med en isnet Læbe
Koldt spotter Elskovs Navn.

VAHL.

Dækker Graven, grønne Urter smaa!
Eders Ven, som elskte Jer saa saare,
Han er død! O ryst fra Himlens Blaa
Høye Gran! din tunge Veemodstaare.
Hvide Rose! med det blege Smiil,
Sødt indslyng dig med den friske Røde!
Vinder Eders Krands omkring den Døde!
Duk dit Hoved dybt, og græd, o Piil!

64

Smaae Violer! hulde Børn! som sødt,
Medens Foraarshimlen venlig lufter,
Under Græsset, svalt og luunt og blødt,
Staaer og seer saa fromt til Gud og dufter;
Samler Eder ved hans Hovedsteen,
Lampen liig, som under Gravens Bue
Brænder for den Dødes trætte Been,
I en dødligblaa men hellig Lue.

Eders Elsker havde intet Guld,
Uden Zirat var den sorte Tillie.
Gyldne Gyldenlak! vær du da Guld;
Vær du Sølv, du sølverhvide Lillie!
Slyng hans Navn, han var en Blomst som du,
Reen, uskyldig, elskovsfuld og stille;
Kraftig var hans Aand og from hans Hu.
Hvide Lillie! lad din Taare trille.

Flora! du som hist i Østens Hiem
Har din rigelige Blomster-Bolig,
Drag fra Østen, gak for Graven frem,
Hvor din Ven i Norden slumrer rolig;
I dit Fylde-Horn tag Urter med,
Rundt fra alle Jordens grønne Skove;
Strøe dem yppigt paa hans Hvilested,
Smiil og græd, og ønsk ham sødt at sove.

Hædre blidt din Overpræst; hans Villie
Ene var at vorde Flora kier.
Gud, som klæder Markens sorgfri Lillie,
Klædte ham, imens han vandred her.
Stille var hans Liv, kun Faae ham kiendte,
Skiøndt Europa lydt gientog hans Navn.
65 Trofast dog han sin Gudinde tiente.
Flora! tryk din Elsker i din Favn.

Ey til Mennesket, men kun til Eder,
Spæde Blomster! Skialden sig har vendt,
At hvert Foraar sødt I tilbereder
Eders Ven et herligt Monument.
Eviggrønt, o Vahl! og Granbær vinde
Hver en Vinter om din Urne sig;
Men med Vaaren, Jordens Elskerinde,
Hundredtusind Blomster favne dig!

HØSTEN.

Atter jeg skuer dig hist, du dig nærmer, du rynkede Gubbe!
Bleg ved den vindtørre Stav gaaer du din jevnlige Gang.
Stormen flagrende slaaer i din sølvgraa Lok, og dens Bladkrands
Rives i visnede Løv ned, og omhvirvler din Fod.
Venlige kolde Taarer i Øinene staae. Hvor de funkle!
Trille saa langsomt og tungt ned paa den indfaldne Kind.
Eensom, bladløs vinker til Hvile den falmede Løvsal;
Himlen, som nylig var graae, skiller sin natlige Skye.
Maanen sværmerisk vild bag de vældige Rifter fremfunkler,
66 Breder sit døende Skin over den gule Natur;
Smiler saa mat og vemodig til dig, som henstirrende flætter
End af de seneste Løv Issen en grønbladet Krands.
Høst! du er Fuldmaanens Ven. Hvad har I Oldinger begge
Vel hinanden hver Nat hemmeligt da at betroe?
Taler I vise Gubber om bedre, om skiønnere Tider?
Ak da indlader og mig! Kier er slig Tale min Siel.
Gustne, nedbøyede Mand! kier varst du altid mit Hierte;
Natte vandrer og du! med det bedrøvede Blik.
Deilig er Ynglingen Vaar, med sin Rosenkind og sin Tinding
Martsviolomslyngt, Blikket som Morgenens Glød;
Men som en Engel fra Gud, der i høi, der i salig Begeistring
Staaer for den skuende Siel, faurt i dens reneste Nu,
Hiertet da bankende slaaer og sig Armen strækker med Tvivl ud,
For at trykke ham fast, fast til det luende Bryst;
Flux som en hvidklar Kugle, der ruller i natlige Dunstkreds,
Udi sin skiønneste Glands svinder han bort for dit Blik -
Saa den rødmende Vaar! Med svævende Fied gaaer hans Vandring
Giennem det taagede Nord hen til sit straalende Hiem.
Stakket han hviler kun her, i den nysoplivede Eeglund;
Blomster trindt om sin Fod! Elskovslyren i Haand!
67 Skingrende Sangersker let omflagre den hvælvede Tinding,
Guldguul vægtige Lok bølger for duftende Vind.
Tyndtomringet han staaer, af Piger og barnlige Gubber,
Enkelte Ynglinger med, Mængden ham kold gaaer forbi;
Kalder ham haanlig et Barn, som sin Tid henødsler med Leeg kun,
Skiøndt i den fagreste Glands dødkolde Jord han har klædt.
Hurtig han reiser sig da, da forlader han duftende Græsbænk,
Upaaskiønnet, useet, smiler han Veemod og gaaer;
Fulgt af Zefirernes Hær og af Blomster og siungende Fugle,
Let, som en Purpurskye svinder og døer i det Blatt.
Ak! paa en længere Vaar, paa Historiens, er han et Billed,
Aarlig et kort Monument, om den henvisnede Tid.
Ahnelser bringer han sødt i min Siel, de slumrende Kræfter
Vækkes, og yttre sig - ak! høist i en brændende Sang.
Som den indsluttede Siel, lyksalig ved sine Drømme,
Skotter med Sideblik kun til det nærværende Liv,
Saa den mystiske Dreng, som en fromthenilende Pilgrim,
Spottet af aandløse Flok, søger han Skoven og flyer.
Ængstlige Misforhold! O Høst i Høsten! du Gamle!
Kryst din vemodige Dug kiølt i mit brændende Saar!
68 Alt har din travle Hustrue, bekymret for vinterligt Forraad,
Plukket i rummelig Kurv Grenenes bugnende Frugt.
Langsomt ved din Stav nu bestiger du skaldede Viinbierg,
Stirrer du taus og bleg paa den visne, den døde Natur.
Solen er dalet i Hav, tørt suser det aabnede Løvværk,
Aabent det bæver og koldt, streifet af Straalernes Skin.
Stiernen, som holdt sig i Somrens Larm ved den hvælvede Baggrund,
Triner nu glandsfuld frem, med sine dristige Blik.
Olding! o tryk til din Barm den berusede, drømmende Digter.
Grækernes Kraftliv svandt, med deres herligste Kunst,
Nordens Sværd dybt ruster i Graven og Harpen er brusten,
Ridderens brogede Skierf blegt er henfalmet og mørt.
Ene Ruinerne staae, rundt om er Taushed og Kummer,
Enkelte døende Glimt tændes i Dunsterne kun.
Halvudslettede Billeder, rundt indhylled' i Taage,
Svæver i Maanskin kun hen over den rygende Eng.
Kom da Ossian! kom! I Midnattens Favn, ved dens Lysning
Vil jeg klage med dig, ak! for at glemme Homer.
Ingen harmonisk Hal, hvor til Pillen sig Spydene læne,
69 Og hvor Rigdom og Kraft, Skiønhed, er Strengenes Klang;
Ey den romantiske Glands, selv ey et Capel kun i Skoven,
Hvor den neddalende Sol rødmer til hellige Kors.
Nøgne Klipper og Nat, og Hundeglam kun og Rædsel!
Elvens fortvivlede Brag! Hornets vildthylende Klang!

HARALD HILDETAND.

Hildetand med sølvgraae Haar
Hu til Valhal vendte;
Hundredfemti Hædersaar
Heltens Isse kiendte.
Nu er svundet Nervens Kraft,
Nat fast blinder Øiet;
Rørt ei blier det rustne Skaft,
Ryggen krumt er bøiet.
Tapper dog som Tyr i Nor
En Thegn han før mon være;
Drottens sieldne Daad var stor,
Dannerigets Ære.
Alle Konger agted han
Asathor at sende;
Hvad han vilde, har paa Stand
Helten bragt til Ende.
Kæmper var i Kongens Gaard,
Og Kampen de forstode:
Hug sig af de Øinehaar,
Hurtig, veltilmode.
70 Klingen ei i Kiødet gik,
Kun den raged Brynet:
Bort med Haan af Borgen gik,
Hvo blinkede med Synet.
Odin, som han offred til,
Op ham Snillet vakte:
Svinefylkets sære Spil
Slet kun Fienden smagte.
Lært han var paa Ledragaard
Længst af Odin selve;
Naar tæt hans Flok i Tryne staaer,
Maae tusind Fiender skiælve.
Gammel nu i gyldne Sal
Gubben sidder ene;
Mødig, som den matte Val,
Marven er af Bene.
Nedrig vil en Nidingsflok
Nu den Gamle myrde:
Levet har han længe nok,
Livet er ham Byrde.
Mørket kommer, Midienat
Mulmet ud mon brede,
I Borgen lader Bruno brat
Ham en Badstu' hede.
Blid han ind i Badet gaaer,
Baalet de mon tænde:
Døren lukkes, Drotten staaer,
Danmarks Helt skal brænde.
Seent han mærker skumle List,
Snar til Døren trænger;
Luen slaaer alt lys i Qvist,
Laagen op han sprænger.
Kiæk med gamle Kraft han treen
71 Kold i heden Lue;
Kæmper giennem Krat og Green
I Kredsen han mon skue.
Herlig da den Herre god,
Helten uforfærdet,
Staaer i Døren, stærk af Mod,
Støtter sig til Sværdet;
Leer kun, naar de Luer slaae
For Lokken at fortære;
Derpaa talde Drotten saa,
Dristig og med Ære:

Har vel Harald her fortient,
Hadsk at vorde indebrændt?
Førte han mod Fienden ei
Folket frem paa Ærens Vei?
Kaldte ham ei Kampens Mand
For sin Kiækhed Hildurs Tand?
Lærte ham ei Lidskialfs Drot
Kampens Leeg at føre godt?
Slog han ei det tappre Sverg?
Stred han ei paa Norges Bierg?
Har han ei med Heltemagt
Hele Norden underlagt?
Drog da ei til Drottens Gaard
Tappre Dreng, som Krig forstaaer?
Baalet dog med Bølgen rød
Brænde skal ham før hans Død!

Bruno svared brat derpaa:
Billigt maa du tale saa.
Nag dog ei til Nogen bær,
Niding er ei blandt os her.
72 Olding est du, Odins Sal
Offred vi den trætte Val.
Stakal er, hvo døer paa Straa,
Strax til Hel han fare maa.
Blegned du paa Bænkehalm,
Blevst du ført til Niffelqvalm.
Derfor spruder Dragen her,
Drotten den til Valhal bær.

Harald gav et hurtigt Svar,
Helten i sin Lue klar:
Troer I da, skiøndt træt og mat,
Thor har mig saa reent forladt?
Ruster Eder! rask, ei seen;
Rister mig en Runesteen!
Runesteen, som reist bestaaer,
Risen liig, i tusind Aar.
Døe jeg vil i skaanske Dal,
Derfra gaae til Odins Sal.
Dækker Jer da, danske Mænd,
Drabeligt med Staal igien!
Følger Eders Fader nu;
Ei til Freden staaer hans Hu.
Skal jeg døe? I ærligt Slag
Synke maa min sidste Dag.
Stride vi med Sigurd Ring!
Skiønt at døe for Heltesting!
Tusind gaae med mig til Thor,
Tappre Dag berømt i Nord!

Stolt saa talde Stridens Mand,
Raske Kæmper smilte.
Sværdet greb Enhver paa Stand,
Ei Pandsersærken hvilte.
73 Vendt var nu den vrede Hu,
Vendt var Harm og Klage:
Kongen er en Kæmpe nu,
Kiæk, som i gamle Dage.
Helten da den blanke Hat
Paa sit Hoved satte;
Jægren griber Jernet fat,
Jarler Spydet fatte.
Veborg kom en Vaabenmø
Fra Venden med sin Søster;
Stolt hun vil i Striden døe,
Staal om trinde Bryster.
Hen drog en utallig Hær
Paa Braavallahede.
Sigurd Ring alt stander der,
Striden op at lede.
Stærk han er og holder Stand,
Ham Styrken ei forlader;
Bøiet staaer hans bedste Mand,
Barsk i sorte Plader.
Krum han er, af Kampe mæt,
Kullet, som en Stodder:
Sigurds Ære, Storværks Æt,
Kæmperen Stærkodder.
Hæren nu paa Heden staaer;
Heltene vil stride;
Hvo skal synke nu, hvo slaaer?
Det maa Skuida vide.

Hæren stod; da Hildetand i Horn lod støde.
Mægtigt over Marken brøde
Malmets Toner, huult de løde.
74 Sigurd Ring paa Skioldet slog, høit Staalet klirred.
Lyden op i Luften dirred,
Larmen rædsomt sig forvirred.
Kraftigt begge Konger hen i Kampen stævned,
Vrede Sværd med Vægt sig hevned,
Værget sprang og Pladen revned.
Hielmen brast; i Hiertet foer til Hialtet Sværdet,
Staalet sprang, skiønt herlig hærdet,
Hildurs Mænd stod uforfærdet.
Da begyndte Dysten, Bierg og Dal maa sige:
Aldrig har den havt sin Lige
Udi hele Nordens Rige.
Konger to var begge komne, kiækt i Vælde:
Hin vil trodsig Helten fælde;
Harald vil ei døe af Ælde.
Værdig Gubbe vældigt nu til Valhal stunded.
Sielland er til Skaane bundet,
Sigurd naar dit Slag er vundet.
Mange vare svenske Mænd, og mange Danske.
Da greb Sværd med Stridens Handske
Svensker, Danske, Udenlandske.
Bred da mon Braavallahede Mængden favne.
Valhal ei mon Valer savne;
Vidar raabte alle Navne.
Sigurd stiller Svensken op til Slag i Tryne.
Stridsmænd rynked stærke Bryne,
O din blev i Sky tilsyne.
Harald saae nu Heltens Hær paa Heden stillet.
Taaren ham fra Kinden trilled:
Asathor min Død har villet!
Nu har Guder Gothen lært saa godt at stride,
Som mig selv i svundne Tide;
Stolt jeg vil i Græsset bide.
75 Vild i Kamp nu Kæmpe foer mod vældig Kæmpe;
Damp af Blod mon Solen dæmpe,
Drotters Hær ei slog med Lempe.
Skuer hist et selsomt Syn, hvo saae dets Lige?
Stærkodd maa i Striden vige,
Storværks Søn imod en Pige!
Veborg flux den Vaabenmø med Vælde sætter
Ind paa ham, som fældte Jetter;
Jernet springer, Blodet sprætter.
Hielmen er af Møens Hoved, Haaret vifter;
Rask hun leer ad Sværdets Rifter,
Raser frem og Farve skifter.
Kieven, som hun kiæk ham traf, maa Klingen smage;
Skiægget, busket som paa Brage,
Beed han i og holdt sin Hage.
Hevnet har den Helt sig nu hardt paa Ursine:
Søstren hører Sværdet hvine,
Mister Haanden; hvilken Pine!
Men med Haanden faldt til Mulden Haralds Mærke.
Da slog Dannerhelte stærke
Dragne Sværd i Pandsersærke.
Ind paa Stærkodd jog med hvasse Jern Skioldunger:
Skuldren saares, Skioldet runger,
Synlig bleve Heltens Lunger.
Da nu Harald mærked, Helte faldt i Hobe:
Kongen i sin Purpurkaabe
Kiører frem, lod O din raabe.
Vældig med to dragne Værn paa Vogn han kiøres.
Vred han ind i Vrimlen føres,
Af Valfader han bønhøres.
Kiækt med store Klinger han slaaer til begge Sider;
Dynger Liig i Græsset bider,
Danmarks Drot med Døden strider.
76 Nu blev alting Kongen nær, som Natten, stille.
Slukt er Stridens største Snille!
Sværdet synker, Taarer trille.
Den, som styred Nordens Land og Danmarks Dale
Ligger nu et Liig i Dvale,
Længes ei til Odins Sale.
Bedre fik ei Konge Baal, for bort at fare.
Trindt ham ligger tykt en Skare,
Thor i Armen tog den Svare.
Seer I hist paa Sletten Høien stander ene?
Mosbevoxne Bautastene!
Der bevares Heltens Bene.
Vidt end viser Runen vældigt Kæmper alle:
Hvor Kong Harald paa Braavalla,
Som en Helt gik til Valhalla.

DE TVENDE KIRKETAARNE.

Det var sig Herr Asker Ryg,
Hannem lyster i Leding at gange;
Først træder han i den Kirke liden,
At høre de Ottesange.

Muren var af det gule Leer,
Og Taget det sorte Straa;
Det var sig Herr Asker Ryg,
Misnøiet han saae derpaa.

Det var sig Herr Asker Ryg,
Sit Hoved maatte han bøie;
Loftet det var saa meget lavt,
Og Kæmperne vare saa høie.

77

Væggen var baade muggen og grøn,
Den havde saa dyb en Revne;
Tiden æder med skarpen Tand,
Saa lidet monne hun levne.

Fort hun gnaver med skarpen Tand,
Dertil hun haver stor Drift;
Alt da voxte den liden smaa Blomst
Udi den Kirkerift.

Alt da snoede den grønne Humle
Sig ad den Kirkeside.
Storken sidder udi Redet strunk,
Og seer hun ud saa vide.

Og hør du, kiere Fru Inge!
Du est en Qvinde saa puur!
Ei sømmer det sig at bede til Gud
I sligt brøstfældigt Skuur.

Vinden blæser udi Kirken ind,
Og Regnen ned maa dryppe.
Christus er steget til Himmelens Sal,
Han nøies ei meer med en Krybbe.

Hør du allerkiæreste Hustru min,
Jeg siger dig det forsand:
Op skalt du bygge Kirken af ny,
Mens jeg er dragen af Land.

Taget du dække med røde Tegl,
Af Steen du føre den Muur;
Ned da skalt du rive saa brat
Det usselig Kirkeskuur.

78

Tage du saa mit Skarlagenskind,
Af Fløiel det vel maa være;
Alt til et Alterklæde skiønt
Du snildelig saa det skiære.

Det var sig Fru Inge,
Hun svared sin Husbond med Ære:
Som I siger, min ædelig Herre!
Saa bør det vel sig være.

Hør du kiære Fru Inge!
Gud haver velsignet dit Liv,
Føder du mig en Søn saa bold,
Da est du en Danneviv.

Føder du mig saa bold en Søn,
Da giør du mig Tankerne glade;
Føder du mig en Dotter skiøn -
Jeg vil hende ikke hade.

Hør du kiære Fru Inge!
Du est en Qvinde velbaarn,
Føder du mig en Søn saa bold,
Da bygge du Kirken et Taarn.

Føder du mig en Dotterlil,
Da sætte Du kun et Spiir;
Ridderen kneiser saa stout og stolt,
Men Qvinden er Ydmyghed Ziir.

Det var sig Herr Asker Ryg,
Han beder sadle sin Hest,
Saa rider han i det Ledingstog,
Som til en Brudefest.

79

Tredive vare hans Svende,
Og alle med Brynier nye;
Hvor han stædtes i Kampen hen
De Fiender brat monne flye.

Det stod hen udi Uger,
Ja vel udi Maaneder ni;
Det var sig Herr Asker Ryg
Han seired i alle di.

Det var sig den gievelig Helt,
Hannem lyster nu hiem at fare;
Hielmene var af hin røde Guld,
Hannem fulgte saa faur en Skare.

Der han drog igiennem den Skov,
Da fulgte ham tredive Svenne;
Der han kom til Finnesløvlille,
Da reed den Herre allene.

Solen skinner om Morgenen rød,
Og Røgen falder paa Græs,
Det var sig Herr Asker Ryg,
Han spored saa vel sin Hest.

Satte den Herre Guldkringlen
Dybt udi sin Gangers Side.
Det vil jeg for Sandheden sige,
Hans Tanker løbe saa vide.

Over den gule Hvedemark
Der kneiser en Bakke grøn,
Bag ved ligger Finnesløvlil,
En Bye vel stor og skiøn.

80

Det var sig Herr Asker Ryg,
Han bad vel ved vor Frue:
Give det Gud i Himmerig,
At jeg et Taarn maatte skue.

Det var sig Herr Asker Ryg,
Saa listelig da han loe,
Der han kom paa den grønne Brink,
Da han skued' Taarne to.

Over den Kirke stoltelig
De kneised' i Luften blaa.
Lærken sang i den Hvedemark,
Mens Solen skinte derpaa.

Tak have stolten Fru Inge!
Hun var en Danneviv;
Hun skienkte sin Husbond Sønner to
Til Gammen og Tidsfordriv.

Den første af de Sønner to
Den kaldte han Esbern Snare,
Han blev saa stærk som den vilde Bas,
Og mere snel end en Hare.

Den Anden kaldte han Axel,
Han blev en Biskop from;
Han brugte sit gode danske Sværd,
Som Paven sin Stav i Rom.

Falden er nu det ene Taarn,
Og Krattet voxer af Gruus;
Axel og Esbern Snare
De taarne det danske Huus.

81

Mosset dækker den gamle Steen
Alt over hin sorten Jord;
Axel og Esbern Snare
De hæve sig høit i Nord.

Styrte vil snart det andet Taarn
Alt i den Kirkeby;
Axel og Esbern Snare
De kneiser i evigt Ry.

Christ signe den ædelig Danneqvinde!
Hun hvilis for Altret i Kirke,
Hun satte tvende mægtige Taarne
Paa Dannemarks Dannevirke.

Hil være den Kæmpe, som seierriig
Hiemdrager med stolten Skare,
Og finder i Vuggen Tvillinger to,
Som Axel og Esbern Snare!

EVALDS GRAV.

Hvor ofte er jeg vandret til din Grav,
I Krogen hist bag Kirken, flad og lav;
Dybt var du siunken alt i Jordens Favn,
End ruged dog en Steen, paa den dit Navn;
Johannes Evald der paa Stenen stod,
Halv vasket ud af Regnens Vinterflod.

Hvor tit gik jeg den stille Grav forbi
Igiennem Kirkegaardens trange Sti,
Og titted giennem Sprinkelværket ind,
82 Da randt en hellig Taare paa min Kind;
Thi fra jeg kunde løfte Bog i Haand
Var jeg fortrolig med din Digteraand.

Ak, tænkte jeg, halwoxen som jeg stod
Ved Gittret, Stenen lige for min Fod:
Hvi har de lagt ham her i denne Krog?
Han skrev jo dog saa mangen herlig Bog!
Hvi hviler ei derinde Skialdens Been
For Altret, bag en sneehvid Marmorsteen?

Hvert Aar, som Gud mit Liv veldædig gav,
Jeg vandred fromt og ene til din Grav;
Helst dog, naar ned af Kirkens Linderad
Høstvinden blæste kold det gule Blad;
Naar Solen skiulte sig bag Skyens Slør,
Da tyktes mig: Nu er det, som det bør.

Og da jeg ældre blev, da tyktes mig,
At sindrigt her man havde jordet dig:
Ved Issen: Kirken rolig i sin Sky e!
Ved Foden: Usselhed i snevre By!
Her hellig Kraft og Trøst, hist Sorg og Nød.
Du stodst i Livet, som du laa i Død.

Ja Linden selv her med sin sorte Hud
Seer ved din Grav fuld af Betydning ud;
Thi du var og et Træ af stærk Natur;
Men lænket, haget ved den skumle Muur,
Omklædt af Brædder, at ei Stammens Gang
Kiek skulde giøre Mængden Gaden trang.

O Kirke! skiærm ham med din høie Muur,
Yd Blade, Træ! af tarvelig Natur:
83 Bred ud din Røst, o Orgel! som et Hav,
Og lad den tone over Evalds Grav.
Kald med din Straale frem, o stærke Sol!
Ved Issen mangen lille Martsviol.

Mod Himlen stegst du, fromme Cedertræ!
Sødt slumre du da nu i Kirkens Læ.
Lad Stenen synke meer alt Aar for Aar,
Dit Navn dog blomstrer i en evig Vaar.
Længst foer det fra sin sørgelige Vraa,
Og funkler nu en Stierne fra det Blaa.

HIEMVEE.
(I Fraværelsen.)

Underlige Aftenlufte!
Hvorhen vinker I min Hu?
Svale, milde Blomsterdufte:
Siig, hvorhen I bølge nu!
Gaaer I over hviden Strand
Til mit elskte Fødeland?
Vil I der med Eders Bølger
Tolke hvad mit Hierte dølger?

Matte Sol! bag Biergets Stene
Luerød du synker ned.
Og nu sidder jeg allene
I min dunkle Eensomhed.
Hiemme var der intet Field!
Ak, saa er jeg ude vel?
Skal i Nat ei barnligt blunde
I mit Herthas grønne Lunde.

84

Norges Søn! jeg vel kan mindes
Du har sagt med smeltet Bryst,
At i Hiemmet ene findes
Rolighedens stille Lyst.
Schweizer, som paa Klippen boer!
Du har talt de samme Ord;
Hellig Længsel drev med Vælde
Eder til de vante Fielde.

Troer I da, at Klippen ene
Præger sig i Hiertet ind?
Ak! fra disse nøgne Stene
Vender sig mit bange Sind.
Synger Granens, Fyrrens Lov!
Hvor er Danmarks Bøgeskov?
Gustne Flod, som her sig krummer,
Dysser ei min Siæl i Slummer.

Hiemme rinder ingen Floder
I en siid og leret Grav:
Livets Kilde, Glædens Moder
Taarner sig, det sølvblaa Hav!
Slynger sig med venlig Arm
Om sin Datters fulde Barm,
Og med Blomsten sig forlyster
Paa Siølundas unge Bryster.

Stille, stille! Baaden gynger
Hisset mellem Siv og Krat;
Sødt en Mø ved Cithren synger
I den lune Sommernat:
Rene Toner! Milde Lyst!
Hvor du strømmer i mit Bryst.
85 Men hvad savner jeg og græder,
Mens hun dog saa venligt qvæder?

Det er ei den danske Tunge,
Det er ei de vante Ord!
Ikke dem jeg hørte siunge,
Hvor ved Hytten Træet groer;
Bedre er de vel maaskee,
Ak! men det er ikke d e.
Bedre troer jeg vist hun qvæder;
Men tilgiver, at jeg græder.

Tager ei min Sang for andet,
End et ufrivilligt Suk.
Længselsfuldt heniler Vandet,
Aftnen er saa blid og smuk.
Mangen saadan Aftenstund
Sad jeg i min kiære Lund.
Mindet vender nu tilbage;
Det var Aarsag i min Klage.

Tidlig misted jeg min Moder,
Ak! det giorde mig saa vee.
Danmark er min anden Moder,
Skal jeg meer min Moder see?
Livet er saa svagt og kort,
Skiæbnen vinker længer bort.
Skal jeg med den sidste Varme
Trykke mig i hendes Arme?

86

BØN TIL PENATERNE.

Fader Odin! lad dit Lys
Kraftigt i mit Hierte lue!
Dødens ængstelige Gys
Mægter ene du at kue.
Lær mig finde Miniers Held
Mellem Skovens dunkle Stammer,
Lær mig kiøle mine Flammer
I det friske Viisdoms Væld.

Giv mig Kræfter, Asa-Thor!
Styrk min Hammer til Idrætter;
Lær mig paa den vilde Jord.
At bekæmpe Mørkets Jetter.
Lær mig fra min egen Aand
Midgardormens lumske Smerte,
Som omspænde vil mit Hierte,
Bort at vriste med min Haand.

Styrk mig Bragi! med dit Blik;
Lær min Harpe helligt klinge.
Sluk min Tørst med Suttungs Drik,
Hæv mig paa din Ørne-Vinge.
Lad dit Æbles søde Saft,
Ydun! i mit Bæger flyde,
Lad mig gavmild Frugten nyde,
Som forynger Livets Kraft.

Freier! gyldne Frugtbarhed!
Overflødighedens Fyrste!
Du, som Ax til Jorden ned
Ryster fra din Gullinbørste.
87 Skiænk mig et beskedent Neg,
Mens min Sang i Skoven runger.
Lad mig uden Frygt for Hunger
Øve fort min Strengeleg.

Frigga! i dit Herthadal,
Ved en Brink i dine Skove,
Byg din Søn af Løv en Sal,
Nær ved Søens blanke Vove.
Reis den, hvor jeg Lyset saae,
Hvor de svandt min Barndoms Dage,
Men hvor Venskab blev tilbage,
Skiænk mig en fortrolig Vraa.

Stiig da ned til Gefions Øe
Skiønne Freia! Nordens Glæde!
Bring til Hytten mig min Mø,
Slyng os i din gyldne Kiæde.
Slyng os i din Lok saa boldt,
Som ei Heltens Vælde krænker.
Habor sprængte Sigars Lænker,
Signes Haar ham fangen holdt!

Mangen Nat, naar Ægirs Hav
Kiøligt op mod Stranden skyller,
Stiig da Baldur af din Grav
Mens i Mulm sig Solen hyller.
Styrk min Aand med qvægsom Ro,
Lær mig Livets Blomster sanke,
Lær ved hellig Eftertanke
Mig at finde Haab og Tro!

88

Naar da Lokes haarde Stang
Hødur støder i mit Hierte,
Følg din Ven den skumle Gang,
Giennem Helas Gru og Smerte;
Styrk mig med dit Guddoms Mod!
Sving mig op fra Jordens Vrimle
Med dig, til dit lyse Gimle,
Fromme Baldur Eiegod!

TIL MELPOMENE.

O du, som min Siæl
Saa sødt betvang,
Hugprudeste Mø
Melpomene du!
Med de blodrøde Druer
I dunkle Haar,
Med en Epheukrands
Om Tindingen trykt,
Med en tveægget Dolk
I demantne Giord,
Og med tankefuldt Blik
Under synkende Bryn;
Med et Veemodssmil
Paa blomstrende Kind;
Modtag min Sang!
Dig lyder min Sang!
I den dæmrende Stund,
Medens Sol gaaer ned,
Medens Maanen opstaaer,
Medens Hesperus bleg
Nedblinker.
89 Med den støiende Dag
Thalia forsvandt,
Hendes Øienlaag sig
Med Rosen har lukt.
Polyhymnia nu
Paa Forum ei staaer,
Ei Terpsichore let
Hendandser i Eng
Under Fløiternes Klang,
Euterpes Musik.
Med den slumrende Jord
Nu Bedrifternes Mø
Kalliope dybt
Er indslumret paa Skiold.
Kun Urania end
Høit blinker fra Sky,
I sit luftblaa Flor
Med Stiernernes Krands.
Kun Erato endnu
Halvvaagen, i Slum,
Med den sneehvide Haand
Let famler i Stræng,
For til Digterens Sang,
At blande, skiøndt svagt,
Sin harmoniske Lyd.

Dig skuer jeg hist
Høi ædel og stor,
Som den mægtige Bøg,
I dæmrende Nat,
Dens Løv er dit Haar.
Taus skrider du frem
I den slumrende Dal,
90 Sortmalede Skiold
Paa din Guddoms Arm.
Mørkt skuer du hen
Med dit Junoblik,
Med det uhyre Spyd
Udstrakt i din Haand;
Der et vægtigt Staal
Nedvender mod Jord;
Men en Fane saa let
Imod Stiernernes Hær,
Haabvaiende grøn
Med en Laurbærkrands.
Til Urania du
Har Heltene kaldt;
Men den skumlende List,
Men Ildgierningsmænd
Nedstøder du stærk
I Tartarus Nat.

Hæld! Lov dig og Priis,
Min Gudinde dig Priis!
Din Nærværelse kun
Giør kraftig og stor.
Som den funklende Myg
Der i Elskovens Blund
Stærkt gløder og døer,
Er Menneskets Liv.
Thi Kronions Ild
Hos Prometheus rant,
Og fængslet i Leer;

Men den kalkede Flint
Slaaer sønder, o Mø,
91 Kun dit mægtige Spær.
Og den løsladte Gnist
Søger atter befriet
Sit himmelske Hiem.
Til et Under for Den,
Som kryber i Støv;
Til Opmuntring for Den.
Der fik Vinger til Flugt.
Til Fryd for den Aand,
Som du skiænkte det Hæld
I en flammende Sang,
At forkynde din Magt
Over Jorden.

TIL MIN LÆSER.

Du hørte Ynglingen at lalle Toner
Knap sluppen ud af Barnets Ledebaand;
Forvoven efter Musens Laurbærkroner
Alt tidlig strakte sig den svage Haand;
Du saae i fierne, ubekiendte Zoner
Omtumle sig den unge Digters Aand:
Hvis nu med Bytte Manden kom tilbage,
Hvi vil du over Reisens Længde klage?

Hvem Musen til sin Præst paa Jorden kaarer,
Opfostres ei dertil i Arnens Vraa;
Det vilde Bryst maa saares, mens det saarer;
Den kiække Ørn maa over Fieldet gaae.
Sig Hiertet øve maa i Fryd og Taarer.
Hvo skildred, hvad hans Øie aldrig saae?
Selv maa du Livsbedrifterne fornemme,
Før Musen tolker dem med Kunstens Stemme.

92

Og ikke blot hvor Øieblikket rammer
Sig vaander Digteren ved Brødres Kaar;
De ældste Tiders længelægte Skrammer
End bløde frisk for ham, med røde Saar.
Tidsaldren er ham kun et dunkelt Kammer;
Hans Fødeegn en snever Urtegaard;
Som Evighedens Præst og Verdens Borger
Han tolker Seclers Lyst og Seclers Sorger.

Som en Columbus maa han ud sig vove
Paa Skibet bygt af Uerfarenhed;
Forlade Fædrelandets grønne Skove,
Og staa hvor Straalen styrter lodret ned.
Hvis han fra Vove kastedes til Vove,
Og ofte vranten blev fordi han leed -
O harmes ei! han har sin Verden fundet,
Det barske Sømandsliv er længst forsvundet.

Og som en Ven, der kommen er tilbage
Nu i sin Barndoms lykkelige Havn,
Ham glæder mangt et Blomster at opdage,
Som før han neppe kiændte ret af Navn.
Den unge Kraft begynder med at vrage,
Men modnet Hiertet trykker til sin Favn
Alt hvad med Himmelstraalen er beslægtet,
Og som at skue før dets Blik var nægtet.

TON, SØDE STRÆNGE!

Ton, søde Strænge! tolk med Eders Klang,
Hvad ei min Sang
Formaaer at yttre for min Skabers Throne;
93 Kling hulde Lyd, et Echo af min Røst;
Og smelt mit Bryst,
Og understøt min Andagt med din Tone.

Tolk, som i Træet i den dunkle Dal
En Nattergal,
Din Kiærlighed, mens al Naturen sover.
Lad risle, som i Aftensolens Blod
Den klare Flod,
Med sød vemodig Svulmen dine Vover!

Hvad intet Sprog at tolke var istand,
Du tolke kan;
Forstaaet saavidt som Himlens Bue hvælver.
Naar Læben bæver og det fulde Bryst,
Er Ordet tyst;
Men Strængen toner saligt naar den skiælver.

LÆR MIG, O SKOV! AT VISNE GLAD.

Lær mig, o Skov! at visne glad,
Som seent i Høst dit gule Blad.
Et bedre Foraar kommer,
Hvor grønt mit Træ skal herligt staa
Og sine dybe Rødder slaa
I Evighedens Sommer.

Lær mig, o lille Trækfugl, Du!
At svinge mig med freidig Hu
Til ubekiendte Strande!
Naar Alt er Vinter her og Iis,
Da skal et yndigt Paradis
Mig sikkert aabent stande.
94 Lær mig, Du lette Sommerfugl!
At sønderbryde tunge Skiul,
Som nu min Frihed tvinger.
En Orm jeg kryber end paa Jord,
Snart flagre høit, af tynde Flor,
De gyldne Purpur vinger.

Du, som fra Skyen smiler hist,
Min Mester, Lærer, Jesu Christ!
Lær mig at tvinge Sorgen.
Sving for mig Haabets grønne Flag!
Langfredag var en bitter Dag,
Men skiøn var Paaskemorgen.

Nu sætter mig ved Gravens Læ
Endnu det lille Kors af Træ
Til kiærligt Venskabs Minde;
At mine Børn, ifald de kom
Og fandt den gamle Hytte tom,
Dog kan mit Gravsted finde.

TOMMELIDEN VAR SIG EN MAND
SAA SPÆD.

Tommeliden var sig en Mand saa spæd,
I Fingerbøls Harnisk var han klæd.
Hans Hielm var hvælvet og hvid og reen,
Det var en udhulet Kirsebærsteen.
En Knappenaal var hans Landsestang,
Selv var han ikkun en Tomme lang.

Tommeliden sidder i Tommeltot,
Der morer han sig saa jevnt og godt.
95 Tommeliden drager paa Eventyr,
Han vog en Flue, det frygtelig Dyr!
Tommeliden drager i fremmede Land,
Han svømmed sig over en Melkespand.

Der var stor Frygt over al den Gaard,
Af Tandværk leed den kongelig Maard.
Svanhvide sig havde saa liden en Mund,
Den var et Kirsebær, rød og rund.
De Læger komme med skarpen Tang,
Den Kirsebærmund var dem altfor trang.

O hvo som uddrager den hule Tand
Skal vorde Drot i det halve Land!
Tommeliden sprang ind med Hielm og Stang,
Hun mærked i Mundet det knap engang.
Af Sadlen han kasted den frække Giæst;
Hun mærked neppe det Landsefæst.

Der var stor Fryd over al den Gaard,
Tommeliden ægted den vene Maard.
Prindsessen ham pynted med Sindalsbaand,
Hun bar ham til Kirken paa hviden Haand.
Foragte skal man just ei de Smaae,
Tit naae de, hvor ei de Store kan naae!

NAAR MØRKET SLUKKER AFTENRØDEN.

Naar Mørket slukker Aftenrøden
Og synker over Dal og Krat,
Da staaer som Billede paa Døden
Den høie, stierneklare Nat.
96 En Ahnelse vi dybt fornemme,
Der leder Siælen vidt omkring,
Og Stormen varsler, som en Stemme
Der aabenbarer skiulte Ting.
Men neppe flygter Granens Ugle
For Østens unge Purpurfryd,
Før lifligt alle Himlens Fugle
Tilqvidre Hiertet: Haab og nyd!
O Nat! Du Billede paa Sorgen,
Hvi skal jeg da din Rædsel sky?
Med Rosen aabner sig i Morgen
Mit Haab for Straalerne paany!

FISKERENS VISE.

Har jeg min Baad, mit Seil og mit Næt,
Vil jeg med Jarlen ei bytte.
Fisken i Vandet bli'r aldrig træt;
Fiskeren ligner Fiskenes Æt,
Lidet han agter en Hytte.
Lige jo flyde de Draaber i Fiord,
Lige de Blade paa Træerne groer;
Hiemmet mig følger ombord.

Hytten er mig dog altfor trang,
Sær i den liflige Sommer.
Fire Pæle, lidt Leer og lidt Tang!
Har jeg kun det, da jeg kliner med Sang
Hytten, i hvor jeg saa kommer.
Bøgenes Ly, og Græs til en Ko,
Kilden, hvis Vover i Bækken sig snoe -
Der er min flygtige Bo.

97

Ankeret holder kun svagt mellem Siv,
Landet ei holder mig bedre.
Elskov er Skipperens Tidsfordriv,
Sønner mig skiænker den kraftige Viv,
Saa blev der skiænkt mine Fædre.
Men mine Børn som Ællinger smaae
Lystigt maae svømme, før ret de kan gaae,
Hist udi Bølgerne blaae.

Kiølen at tømre, den mægtige Mast,
Det skal de Gutter jeg lære.
Langsomhed er en hæslig Last;
Vognen gaaer langsom, Skibet har Hast.
Derfor skal Skibet man ære.
Tru da kun Sø! jeg foragter din Q val,
Fnysende dandser den trodsige Hval.
Her er min Høieloftssal.

FISKERKONENS SANG.

Paa Stranden staae de grønne Træ'r
Og vinke fremmed Smakke;
Men intet Træ dog kommer nær
Min Bøg paa Brøndby Bakke.

Og om mit Træ blandt tusind stod,
Jeg kunde vel det kiende;
Jeg er ei ved det gamle Mod,
Maa jeg det Ryggen vende.

Vel alle Blade voxe grønt,
Som var Ethvert det samme;
Men intet voxer mig saa skiønt,
Som paa min gamle Stamme.

98

Det holder mig i kiærlig Favn,
Alt med sin Green, saa kroget;
Stammen viser mangt et Navn,
Og Barken er saa broget.

Fra Træet seer jeg Havet hist,
Og Skovens Hiorte brune;
Mos og grønne Vedbendsqvist
Dækker gamle Rune.

Høit hæver sig med Løv og Riis
Min Bøg i Sommermarken.
Om Vintren dækker Snee og Iis
Den halve Deel af Barken.

Der leged jeg, som lidet Barn,
Med Blomster og med Stene.
Da jeg blev stor, mit Fiskcrgarn
Jeg knytted bag dets Grene.

Hver Vaar deri en Drossel slaaer,
Naar smaae Kiærminder blaane.
Seent i Høst bag Toppen staaer
Den lysegule Maane.

Jeg kiender vel de rustne Søm,
Som holde Bænkens Planker;
Der havde jeg min Ungdoms Drøm,
Og mine første Tanker.

Der sad saa mangen Aftenstund
Min Fader og min Moder;
Medens med vor Hyrdehund
Jeg leged med min Broder.

99

Fra Træet jeg min Hytte seer
Bag Tornebusken gløde.
Væggen er af hvide Leer
Og Biælkerne saa røde.

Her tænkte jeg paa Død og Grav
Naar Dagen vandred heden.
Her aabned Solen bag sit Hav
Min Siæl for Evigheden.

Her Freia første, sidste Gang
Mit unge Bryst mon saare.
Her skued hun, bag Løvets Hang,
Min Længsel og min Taare.

Og bragte mig end Skibet hen
Til alle Herthas Bøge,
Jeg finder ei mit Træ igien,
Hvad gavner det at søge?

Thi vil jeg mine ringe Kaar
Ei for al Verden bytte.
Rosen fra vor Uskylds Aar
Staaer ved den første Hytte!

HRANES ELSKOVSKVAD.

Før smelted mig hver Foraarsbæk,
Som risled bag sin Brombærhæk
Paa disse stille Steder;
Nu smelter mig den Taare kun,
Som hendes Øie græder!
Nu er min Siæl kun der, hvor hun
Paa Alfefoden træder.

100

Før, hvor jeg gik og hvor jeg saae,
Var Freias Himmel lige blaa,
Og hvælved kiærligt oven;
Men da jeg hendes Øine saae,
Da sortned det i Skoven;
Nu Luften sørgelig og graa
Kun speiler sig i Voven.

Naar Hyrden sang til Friggas Lov,
Og frisk hun aabned' grøn sin Skov
For Dalenes Hyrdinder,
Fandt overalt jeg Roser groe;
Nu ingen der jeg finder:
Nu kiender ene jeg de to,
Som staae paa hendes Kinder.

Bevæged sig den brune Hiort,
Og kneiste stolt, og iilte bort,
Jeg tabte ikke Modet;
Forfulgte den med Buens Piil
Saa snar, saa vingefodet. -
Nu har et blysomt Qvindesmiil
Mig saaret selv til Blodet!

Gik jeg i Høstens gule Ax,
Da svulmed' høit mit Hierte strax,
For Freir, som Jorden trøster,
Som gyldenmodner grønne Vaar:
Nu han mig ei forlyster!
Nu seer jeg kun de lyse Haar
Paa Gudens ranke Søster.

Sang Fuglen i et natligt Læ -
Jeg nærmed mig det mørke Træ.
101 O søde Nattergale!
Hvad kunde da bag Løvets Hang
Min stille Glæde male?
Men ak! hvad er nu Fuglens Sang,
Naar hendes Læber tale?
Selv Vint'rens friske Morgensnee
Mig lader nu forgiæves see,
Det kan mig ei fornøie.
Med Blomstersneen Somrens Diis
Har blændet nu mit Øie:
Varm Snee, og dog saa kold som Iis,
Med sine Liliehøie.

Før eied jeg den hele Jord,
Nu er den ikke nær saa stor
Den Magt, som mig har bundet.
Een Skiønhed er af Alle skabt;
Naturen er forsvundet.
Jeg har den hele Skabning tabt,
Og intet har jeg vundet.

Svart er den ædle Friheds Tab,
Dog vil jeg ei mit Fangenskab
For Hermods Vinger bytte.
Forvandlet til en Bonde from,
Er nu den raske Skytte;
Men Gimles bedste Eiendom
Han vogter i sin Hytte.

Min Eiendom er Tanken om
Hvad aldrig blier min Eiendom;
102 Den skal jeg ikke miste.
Dybt staaer dit Billed i mit Bryst,
Det Første og det Sidste!
Og det skal være Hiertets Trøst,
Om Hiertet end maa briste! -

FÆDRELANDS-SANG.

»Ille terrarum mihi præter omnes
Angulus ridet.«

Hor.

Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal.

Der sad i fordums Tid
De harniskklædte Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fienders Meen,
Nu hvile deres Bene
Bag Høiens Bautasteen.

Det Land endnu er skiønt,
Thi blaa sig Søen belter,
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skiønne Møer,
Og Mænd og raske Svende
Beboe de Danskes Øer.

103

Vort Sprog er stærkt og blødt,
Vor Tro er reen og luttret
Og Modet er ei dødt.
Og hver en Dansk er lige fri,
Hver lyder tro sin Konge,
Men Trældom er forbi.

Et venligt Syd i Nord
Er, grønne Danarige,
Din axbeklædte Jord.
Og Snekken gaaer sin stolte Vei.
Hvor Ploug og Kiølen furer,
Der svigter Haabet ei.

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.

Karsk er den Danskes Aand,
Den hader Fordoms Lænker,
Og Sværmeriets Baand.
For Venskab aaben, kold for Spot,
Slaaer ærlig Jydes Hierte,
For Pige, Land og Drot.

Jeg bytter Danmark ei,
For Ruslands Vinterørkner,
For Sydens Blomstermai.
Ei Pest og Slanger kiende vi,
Ei Vesterlandets Tungsind,
Ei Østens Raseri.

104

Vor Tid ei staaer i Dunst,
Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst.
Ei Bragis og ei Mimers Raab
Har vakt i lige Strækning
Et bedre Fremtids Haab.

Ei stor, vor Fødestavn,
Dog hæver sig blandt Stæder
Dit stolte Kiøbenhavn.
Til bedre By ei Havet kom,
Ja ingen Flod i Dalen,
Fra Trondhiem og til Rom.

Med hellig Varetægt
Bevare du, Alfader!
Vor gamle Kongeslægt.
Kong Fredrik ligner Fredegod;
Hvor er en bedre Fyrste,
Af bedre Helteblod?

Hil Drot og Fædreland!
Hil hver en Danneborger,
Som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestaae,
Saalænge Bøgen speiler
Sin Top i Bølgen blaa.

TIL HAVET.

Hellige Hav, seer jeg dig atter?
Du, som i min Barndom
105 Med brede Bølger Strandbredden slog,
Ei langt fra Hytten,
Hvor jeg Oldtidens Drømme
Tit giendrømte;
Og, naar Sælhunde sig
Soled' paa Kystens beskvulpede Steen,
Havfruer saae,
Og den tangklædte Havmand,
Der ved sin Sangs lokkende Vise
Den under Øe vandrende Jomfru
Maned i Dybet.

Aar adskilte mig
Ægir, mægtige Hersker fra dig!
Og jeg saae kun yndigt dit Alfebarn,
Naar sig en Bæk
Giennem Blomsterne giød,
Eller naar en Flod
De lystige Stæder forbidrog;
Eller naar om Vintren
Den dunkle Dal du
Med Lilier bedækte;
Og naar med Straaler din Iis,
Som en Bras af Demanter,
Funkled i Træernes
Løvløse Grene.

Grulig og fæl
Kalder dig Ørkens Søn,
Kalder dig Klippens Søn;
O men Øens, men Kystens Søn
Elsker dig trofast,
Som en Schweitzer, en Skotte sit Field.
106 Og hellige Taarer græder han høit,
Naar din smilende brede mørkblaa Flade,
Efter lang Tids Forløb,
Møder hans Øie.

Frygtelig vel
Est du, o Hav!
Under dit straalende Himmelspeil
Lurer den kolde Død;
Og naar du ryster din Manke,
Knækkes den stærkeste Treemast.
Som et skrøbeligt Spaanværk
I Barnets Haand.
Gysen betog
Den modige Skipper,
Naar Søvandet kogte,
Naar Skyen nedsank,
Og i susende Rør,
Med hvæsende Vandsnoge,
Himmel og Jord
Forbittrede mødtes.
Naar da Lynet af rasende Vandhose knittred,
Sprætted Skibet
Med matte Vinger,
En Spurv i Hvirvelvind;
Roret faldt ud af Styrmandens Haand,
Og hans Blod blev til Iis i hans Aarer.

Hvo maaler dit Dyb?
Hvor takkede, røde Steenskove
Til Øer voxe,
Som i Fremtiden bære Urter og Græs,
Menneskets Dyder og Menneskets Laster.
107 Hvor Kæmpeslangen lurer,
Hvis Kam ikkun Skipperen
Stykkeviis saae,
Hvorom Oldtidens Skialde
Ved Harperne drømte.

Men munter og godhiertig est du dog, Brushoved!
Naar kun Lunet er godt;
Da frygte vi ei meer
Dine giøglende Nøkker.
I klapprende Toug
Klavrer Matrosen da kiæk,
Og møder hver Storm
Med Spøg og Skiærts,
I bælmørke Nat,
I knagende Raa,
Forvoven i Mers
Over Stangen henslængt,
Over Afgrunden gynget,
Reb i Seilene faaer han.

Da dig Skibet forlyster,
Efter dine Fisk, og din svømmende Fugl
Kunstigen dannet,
Som Bølgen befolker.
Og den alfare Vei
Du da Mennesket aabner,
Fra Pol til Pol
Fra Strand og til Strand.
Snart mens i Nordhavet Touget
Med Iis du ombarker;
Snart mens du Tiæren paa Planken
Under Linien koger.
108 Og som Staldbroder tro
Blæser da Passaten af fulde Kiæver,
En hielpsom Cherub,
Og forener den ny med den gamle Jord.

KAREN MARGARETA RAHBEK,
FØDT HEGER.

Den 27de Januar 1829.

See Graveren i aarle Stund,
I Dødens kolde, sneebedækte Have!
Han hugger i den frosne Bund
Et Hul paa ny, blandt de nedsiunkne Grave.
I klare Luft fra Taarnet Klokken klinger,
Mens man en Kiste ned fra Bakken bringer.

Hvo kommer der, ved sørgelige Giald,
Hvis Veemodstoner giennem Luften bølge?
En Præst, to Brødre med en gammel Skiald;
Det er det hele høitidsfulde Følge.
Han ønsked ingen Vidner til sin Klage,
Beskedent traadte Vennerne tilbage.

Thi Venner havde hun som Faa,
Og Faa, som Gamma, Vennerne fortiente.
De skal ei meer til dig paa Bakken gaae,
Hvor Giestfrihed og Munterhed dem vente;
Hvor yndig Vittighed, som Livet fryder,
Dem strax paa Tærskelen velkommen byder.

Hvi døde Du i Vintrens Kuld,
Du, alle Blomsters kiærlige Veninde?
Hvi maatte de, fremspirt af Foraarsmuld,
I store Krands sig ei om Kisten vinde?
109 Naar næste Vaar den unge Rose kommer,
Den bøier sorgfuld Knoppen i sin Sommer.

Forladt man visne Grønning seer,
Thi ei Du vander meer de spæde Buske;
Og maler ei med Farver meer
Paa hvide Bræt de fagre Blomsterduske.
Hvergang din Hauge, Gamma! Du besøgte,
Da smilte Flora selv, og Vestenvinden spøgte.

Men ei kun Blomsterbladet blev
Dit Hierte kiært, Du sindrige Veninde!
Det Blad, som Tænker og som Skiald beskrev,
Det yndte Du, som Roser og Kiærminde.
Og Sproget kiendte Du i hver en Farve,
Der smykte Følelsen, som Blomsterlarve.

Det er forbi! - Nu staaer Du ikke meer,
Og danner smukke Skrin til Vennegave.
I sidste, sorte Skrin jeg seer
Dig langsomt bæres til de Dødes Have.
I treti Aar Du bar alt paa din Smerte;
Ei nænte Dødens Haand at knuse store Hierte.

Dit stakkels Legem tærtes hen,
Lidt efter lidt forsvandt de sidste Kræfter;
Men Siælen var dog karsk igien,
Og ei dit Mod gav slap for Angsten efter.
Og hvad, til sidste Stund, selv Qval ei kunde bøie,
Det var dit herlige, dit tankefulde Øie!

Det nedsank aldrig svagt og mat,
Det mægted ingen Pinsler at fordunkle;
Som Stiernen i sin sorte Nat,
Vi saae det giennem Lidelserne funkle;
110 Da brast det endelig, ved Dødens Stemme;
Dets Engleblik kan ingen Ven forglemme.

Hvor meget sig forandred ei,
Mens Bakkehusets Vraa stod uforandret!
Jeg vandred paa min Ungdoms Vei,
Hvergang jeg ud til Digterhytten vandred.
Nu Teppet faldt! - Dog nei, du kiære Stue!
End vinker venligt mig din Arnelue.

Der finder jeg min Ungdoms Ven
Paa Bakken, tæt omringt af Floras Dale;
Der skal endnu vi tit igien
Med Kiærlighed om dig, vor Gamma! tale.
Naar ved dit Minde da vort Øie flammer,
Som Stierne blinker Du, fra Himlen, til dit Kammer.

Ja, Margarita! reen og klar,
Med alle Aandens Evner, Hiertets Dyder,
Du var en Perle, dyrebar!
Du var, hvad os dit elskte Navn betyder.
Vi sees igien! Den fromme Tanke trøster
Din Mand, din Slægt, din Ven, din Broder og din Søster!

HVOR BLEV I RØDE ROSER DOG.

Hvor blev I røde Roser dog
Fra Ungdoms Dage glade?
I min Erindrings Psalmebog
Jeg giemmer Eders Blade.

111

Og skiøndt hvert Blad er guult og graat,
Som Farven af de Døde,
Den Sommerdag jeg mindes godt,
Da de var purpurrøde.

I deres fine Væv endnu
Jeg kiender hver en Aare.
Som før af Morgenduggen, nu
Den fugtes af min Taare.

MIT FØDSELSSTED PAA VESTERBRO.

Du ringe Huus! end stander du
Af faa tilbageblevet,
For bedre Bygning ei endnu
Nedrevet.
Du stander ved Alleens Port -
Og - er den sidste Vandring giort,
Bag skyggefulde Linde, -
Skal hist min Grav jeg finde.

Mit Fødselshuus, min Kirkegaard -
Trægangen mellem begge!
Det kan i Høst saa lidt som Vaar,
Forskrække.
Kort er den længste Livets Vei;
Min fattig var paa Glæder ei.
Huldt møder Kirkemuren
Samlivet og Naturen.

See her! i denne Runddeel sad,
Vakt af de gamle Skrifter,
Den unge Skiald og nynned glad
Om Aukathors Bedrifter.
112 Og Freia selv, i kiækt Forsøg,
Ham laante Altret til en Spøg;
Og - var man dadlelysten -
Hos hende fandt han Trøsten!

Og her - den Kirkegaard saa nær,
Som altfor snart du søgte, -
Sophia! hele Kredsen kiær,
Du spøgte!
Og som en Musa, varmt og blidt,
Begeistred du din Broder tidt.
Her hørte Venner mange,
Hans Ungdoms første Sange.

Du kiære Gang! du saae mig fro,
Og dybt af Sorg bevæget,
Men - om jeg græd og om jeg loe,
Du qvæged;
Saa qvæg endnu mig mangen Vaar
Med sølvgraa, som med sorte Haar!
Og bring paa grønne Blade
Min Sang til din Dryade!

VED FESTEN DEN 14de NOVEMBER 1849.

Naar Ydun rækker Ungersvenden Frugt
Af gyldne Skaal, la'er han ei Harpen hænge;
Om Livets Foraarspoesie da smukt,
Om kiælen Elskov toner Harpens Strænge.
Og straaler Solen over Mark og Vænge,
Og smiler Maanen giennem dunkle Skov,
Da siunger han Naturens Priis og Lov
Begeistret, og betænker sig ei længe.
113 Og i det unge, virkelige Liv
Besøger ham en alderstegen Gubbe;
Men ikke svag, som Øieblikkets Siv,
Thi friske Skud gaaer fra den gamle Stubbe;
Ja, Spirer selv til Fremtids Roser knuppe;
Thi det er Hedenold, den stærke Mand,
Der aldrig døer, der aldrig blegne kan.

Og naar Han lærer Skialden Sangen ret,
Med skarpe Blik i de forsvundne Dage,
Da voxer Modet, og det bli'er ham let
Med Harpeklang at standse matte Klage.
Thi Tiden iler ikke som en Drage,
Med hæsligt Vingeslag, til Livets Skræk;
Men den forfrisker Viisdom, som en Bæk,
Hvis bedste Bølger vende kan tilbage.

Og let da maner Skialden Helten frem,
Som ei er død, som kun i Høien sover,
Og drømmer om: igien til vante Hiem
At seile karsk paa Phantasiens Vover.
Den samme Himmel end sig hvælver over
Det gamle Danmark! Sol har samme Glands,
Og Skovens Eeg endnu den samme Krands;
Thor tordner end i mægtige Kartover.

Og blomstrer Nutid, - let besynges kan
Af Skialden da den Ædle, Vise, Stærke,
Der hædret har det elskte Fædreland,
Og tiener Evigheden til et Mærke.
Og som i Marken qviddrer muntre Lærke,
Sig svinger Sangeren til fremmed Egn;
Thi Digterhaugen kiender intet Hegn,
114 Dens Blomster voxe selv igiennem Vandet,
Igiennem Sneen, giennem Flyvesandet.

Men - reent ud talt - hvad ei er Digter let,
For Digter er Umulighed at øve.
»Saa siig os da: hvad gavner Kunsten slet,
Og hvad vil Digteren forgieves prøve?« -
Gudinden vi til Sangene behøve,
Som styrker, hvis Veltalenhed er stor;
Yduna - Musen - skienke Skialden Ord.
Forgieves uden hendes Hielp han stræber;
Med Blomsten hun berører vore Læber.

Men een Gudinde, som nu i sin Favn
Mig trykker huldt, - som kom paa Freias Kærre -
Taknemlighed er hendes skiønne Navn, -
Hun ildner mig, - men hun er stum desværre.
Og derfor er jeg ikke Villiens Herre;
Og derfor stammer jeg ved dette Bord,
Hvor Danmarks Ædle lytte til mit Ord.
Men min Gudinde vil mig ikke saare,
Hun laaner selv den Stammende sin Taare.

Af Hiertet takker jeg i Festens Hal
Min Konge, som høimodigt mig belønner!
Jer, gamle Venner af den gamle Skiald!
Jer, yngre haabefulde Danmarks Sønner!
Statsmand og Borger, Kunstner! - Hør mit Kald,
Hør, Danmarks Skytsaand! mine varme Bønner:
Lad Hver i Kraft og Mod og Gierning stige
Til Held og Hæder for vort gamle Rige.

115

I hædre mig! - Jeg nær ved Grændsen staaer,
Dog end af Mathed bugner Gubben ikke.
Jeg drikker med! et Glas jeg ogsaa faaer,
Thi det er ei mit Gravøl, som I drikke.
Ei Tiden har min Livskraft mig forødt;
Tre, fire Huse herfra blev jeg født;
Men derfra gaaer, - vil det Naturens Orden -
Endnu en smuk Allee til Kirkegaarden.

Og nu til Fryd! - Europa sande maa:
I Danmark flammer ogsaa Livets Lue;
Men hvad især den Danske har som Faa,
Er Munterhed, som ingen Farer kue.
Mens Skyerne ved Horizonten staae,
Han feirer Digterfest i glade Stue;
Han pleier Blomster i sin lille Have, -
Og dem skal ingen Syndflod os begrave!

Den danske Munterhed er Uskylds Værk,
Og den vil ogsaa sikkert skille Trætten;
Den danske Landsoldat er god og stærk,
Med Munterhed han brugte Bajonetten!
Med Munterhed skal Videnskab og Kunst
Og Borgerdaad forjage skumle Dunst;
Med skumle Dunst forsvinde vore Sorger -
Gud signe Danmark! Konge! Kunstner! Borger!

116
117

LANGELANDS-REISE
I SOMMEREN 1804

118
119

INDLEDNING.

Altsaa skal jeg da nu forlade mit Hiem, og en Reise
Førstegang i mit Liv prøve; besynderligt nok!
Fiireogtyvende Gang er jeg reist vel alt rimdtomkring Solen!
Dristig og lang var min Vey, mangen Staldbroder er død.
Ak! men hvad siger det alt? Mens paa Himlen ustandsed jeg iled,
Var jeg fra Axelstad høit tre Gange fem Miles Vey.
Nu skal jeg rulle mit Sielland igiennem, til Fyen, ja til Taasing,
Over til Langelands Bye, muligt til Laaland og Møen.
Sær Forventning fylder min Barm, som da først i min Barndom
Færdig til Jægersborg Skov pakket en Kildevogn stod.
Lad dig da stemme, min Luth! at igiennem de lydende Strænge
Reent jeg tolke kan, alt hvad paa Veien er hændt.
Men hvad tænker du paa, barnagtige, daarlige Digter?
120 Slig en Reise du troer Publikum værd at betroe?
Om hvordan først du drog hen over Roeskildes langs somme Landvey,
Ringsted og Slagels forbi, lige til selve Corsøer;
Kom paa Smakken, fik ondt, rulled langsomt fra Porten i Nyborg,
Otte Timer fem Miil, over den knudrede Vei,
Kom saa til Svendborg, derfra over Sundet til Taasing, og derfra
Atter, paa Bølgernes Ryg, uskadt til Langelands Bye.
Slige Sager da mener du værd at fortælle til Folk, som
Reiser har læst, der er giort hele Jordkloden om kring?
Viist er dit Varsel, min Ven! og jeg føler hvad dristig jeg vover;
Til mit Forsvar kun maa tiene dig dette Par Ord:
Amagerfolk har man seet at dandse paa Bund af en Fierding,
Hvortil vi Andre en Sal ønske, paa hundrede Fag.
Hiernen er omringet rundt af hele den øvrige Verden,
Men, hvad besynderligt er, Hiernen kan omringe den.
Kyndige Mænd har sagt: I et Æg ligger al Universum,
Skiønhedens rundeste Form, Klodens eliptiske Gang,
Organismens herlige Frøe, og det mystiske Livstof.
Ligger det alt i et Æg, lidet af Omfang og Kraft,
Hvad maa der ligge da alt, mellem Axelstad, Ringsted og Nyborg,
121 Og saa videre frem, naar vi det ret kun kan see?
Dette Talent, at see, har de ældgamle Slægter bestandig
Tillagt Digterens Blik; der stikker Kunsten kun i!
Og for at vise Synet ey blot gaaer udenfra ind ad,
Men fornemmelig først indefra straalerigt ud,
Siger det gamle Sagn, at Homer, Poeternes Fader,
Var i sin Alderdoms Tid blind paa det udvortes Syn.
Hvad der nu angaaer mig, som ey løse tør Faderens Skoerem,
Blind er jeg vel ey som han, bruger dog tit min Lorgnet.
Tag da nu her, uden Spøg, tiltakke med hvad jeg dig byder!
Ingen redelig Mand giver dig Meer end han har.

TIL SAXO GRAMMATICUS.

Gamle Foliobog! nu lukker jeg dit Pergament-Bind;
Reist har jeg langt nok med dig, siddende stil paa min Stol;
Reise vil jeg uden dig nu, eller rettere med dig!
Følger den Elskte ey med, selv naar Farvel der er sagt?
Vær mig en Ledsager troe, hav dit Hiem i det hellige Minde.
Følg mig og viis mig omkring, giennem mit Fædreneland!
Trin, som en gammel huusvandt Ven, beskeden tilbage,
122 Hvergang Besøg jeg faaer, huldt af den unge Natur;
Men naar Farvel hun har sagt, naar sig nærmer de mosgroede Mure,
Følg mig da trofast, min Ven! som i det taagede Veir.
Ledet ved din Haand lad mig staae for den hellige Hvælving,
Hvor dine Heltes Been lagdes og smuldne til Støv.
Lær mig igiennem Bondens enfoldige Mund at opdage
Mangt et ærværdigt Sagn, Lyd fra den hensvundne Tid!
At sig Oldtid kan blande med Nutid og Nutid med Oldtid,
Kierligt i blid Harmonie, giennem det reisende Digt.

ISSEFIORDEN.

Du gamle, sølvblaa, stille, klare
Isse-Fiord! som Nordens Helte
Søgte før, med Sværd ved Belte,
Altid flux til Kamp og Fare;
Du som stedse bar en Skare
Fordum, af de brune Snekker,
Intet nu din Flade dækker! -
Tidens Tand kan Alting fure,
Styrtet er de gamle Mure;
Alt den mægter at beseire,
Selv det seiervante Leire
Faldt, dets Glands som Heltens Øye
123 Sluktes, og de lave Vande,
Hvorhen Snekken før lod stande,
Kan nu ingen Kiøle pløye.
Selv den Bye, som Kongen bygged,
Hvor de dunkle Lunde skygged,
Roe, som roligt leve vilde
Ved den rolig, stille Kilde -
Roeskild selv er overvunden,
Al dens Glimmer er forsvunden,
Kun den gamle Hvælving stemmer
Endnu vældigt op sin Bue,
Ak! som taust og helligt giemmer
Asken af den slukte Lue.
O hvidsler kun veemodigt, Vover!
Hvor de gamle Helte sover;
Hvidsler mod den mørke Hule!
Hiem, for Kongerne i Thule;
Hvidsler op med tunge Bølger!
Eder blidt min Taare følger.
Saa rul da, Vogn! fra disse Vande,
Ak! som sig med Taarer blande;
Og lad Strandens grønne Hække
Huldt den blanke Bugt bedække.
Skiult lad Vinden Bølgen fure,
Bring mig hen til hine Mure,
Kiæmpestærke, tykke, røde,
Værn omkring de elskte Døde.
Lad mig der med Andagt skielve,
Hvor sig Chorets Buer hvælve;
Hvor de tykke Piller favne
Støvet, af de store Navne,
Som ey døer, ey blier forgiettet,
Naar min Old er længst udslettet.

124

ROESKILDE DOMKIRKE.

Alt rasler Nøglen i de tunge Døre,
Med Larm den rustne Laas nu op sig lukker,
Dens Gienlyd kan jeg dybt i Kirken høre.

Mod raske Lyd den gamle Hvælving sukker.
Alt staaer jeg paa de brede Rødsteens-Fliser,
Mod hvilke Loftet bøyet, hvalt sig bukker.

Den sorte Mand nu rundtomkring mig viser,
I Hvælvingen, hvor Heltens Been er lagt,
Hvor stille Borger endnu Herren priser.

Du gamle Kirke! stolt og uden Pragt,
Taust vidne dine gothiskstærke Piller,
Om Oldtids dybe Høitidsaand og Magt.

Siig, Taare! hvi du ned ad Kinden triller?
Siig, hvi saa brændende mit Blik du væder,
Da stolte Minder for mit Syn sig stiller?

Ak! ey af Sorg, af Ærefrygt jeg græder,
Mens jeg i det begravne Danmark gaaer,
Som efterlod til Evighed kun Hæder.

Med vilde, stærke Slag mit Hierte slaaer.
En barnlig Skiald, som Harpen kun kan røre,
De tunge Sværd jeg løfte knap formaaer;

Men for det Store gav mig Gud et Øre,
Skiønt selv ey Helt, jeg tolker hans Bedrifter,
Og sene Slægter skal mit Drapa høre.

125

Den Aand, som luer i de gamle Skrifter,
Den svæver her i disse dunkle Gange,
Den sukker giennem Gravens dybe Rifter.

Saa ton da, Oldtid! giennem mine Sange,
At hvad du viser den henrykte Aand,
Den atter kan med Vellyst vise Mange.

Du leder mig saa kierligt ved din Haand,
Hen over disse halvudslukte Stene,
Som fængsler, ak! mit Blik med stærke Baand.

Thi under Pladen hvile Heltens Bene,
Enfoldigt staaer han, med sin stille Frue,
Udhuggen taus i Krogen, men ey ene;

Thi som paa Marken Tue staaer ved Tue,
Saa stander Heltegrav ved Heltegrav,
Omfavnet af den høye Tempelbue.

Du! faldt paa det friebaarne danske Hav;
Du hisset! sank i Dannerkongens Hære;
Du! fromt og helligt bar din Bispestav.

For at udbrede Jesu sande Lære
Dit Liv svandt hen, derfor blandt disse Helte
Du hviler roligt, til en evig Ære.

Ugudeligste Frækhed kun kan velte
Den Ligsteen bort, hvor Kiæmpen nu ey meer
Til Forsvar rive kan sit Sværd fra Belte.

En RustningsSkikkelse jeg hisset seer,
Med intet Legem i, dens Barm ey slaaer,
Men Morgensolen hen paa Hielmen leer;

126

Og siger: Saadan Heltens Minde staaer!
Selv naar til Støv hans Legem længst er blevet,
Ey Tidens matte Haand hans Død formaaer.

Det Navn som Sagas Griffel dybt har skrevet,
Det sletter ingen Alders Taager ud,
Det lever herligt, som det før har levet.

Skiønt Fanen, hist, er vorden til en Klud,
Saa vidner dog den lange, stærke Stang
At Fienden blegnet faldt, paa Heltens Bud.

Hiin Glavind truer end med Undergang,
Skiønt sort og rusten den paa Kisten hviler,
Og Guldet bortslidt er af stærke Fang.

Hvor sælsomt Solen ind i Kirken smiler!
Som Oldtid smiler i den nye Tid,
Saa smiler Nutid ind, hvor Oldtid hviler.

Ak see den blinde Snedkers fromme Flid!
Et Taarn af Blødetræe, til Herrens Ære,
Han trolig skar, og satte her det hid;

At paa hans Andagt Tegn det skulde være.
Skiønt dunkelt var hans Syn, lys var hans Siel,
Da famlende hans Hænder det mon skiere.

Med Farve dækt er Kirkestolens Pæl,
Hvor saae jeg Egeplanken selv dog gierne,
Paa dette Sted, hvor hellig er hver Fiel.

Om Nutids Glimmer og om Oldtids Kierne
Taust vidner dette rødblaa Stolestad,
Hvor Overfladen skal om Alting værne.

127

Meer op jeg triner i den lange Rad.
Høialtret hist med Andagt nu jeg skuer,
Hvor gamle Konger knælte ned og bad.

Dit hele Levnet, elskte Jesus! luer
Paa Altartavlen, som sig huldt oplader,
Og spreder ud sin Glands i Kirkens Buer.

Med Haab og Trøst jeg i dit Smiil mig bader.
Hvo hviler her bag Altrets lune Lye?
Hvo giemmes bag de gitterslyngte Plader?

O Margaretha! du som Danmarks Skye,
Liig Maanen, huldt med Modersmil adskilled,
Her slumrer du, du Nordens stolte Rye!

Og blegt og langt dit moderlige Billed,
Med Kronen om de lange Hovedhaar,
Er oven lagt, i hvide Klæder hildet.

Bag dig det høie, sorte Gitter staaer,
Og værner om det Sted hvor Oldtid boer,
Hvor ældste Levning endnu ey forgaaer.

Med Gysen træder jeg i dunkle Chor,
Som ved en Magus Bud i Østerland,
Hvor lutter Underværker mig omsnoer;

Thi Phantasien Intet vise kan
Af Tiden uafhængigt meer og Ælde,
End disse Piller, smykt med Farvevand;

Som spotte Døden og dens stærke Vælde,
Som stande henved tusind lange Aar,
Mens Tiden ingen Steen har kunnet fælde.

128

Paa Støtten Harrald Blaatand malet staaer;
Den støbte Kiste Tveskiegs Fader glemmer,
Indmuret, som hans Navn, den ey forgaaer.

Skraas overfor, hvor Pillen op sig stemmer,
Der favner Muren, o Svend Estrithsøn!
Den sidste Rest af dine trætte Lemmer.

Og, ret for dig, din Dronning, huld og skiøn,
Ved Harrald Blaatands Side venligt stander;
Tinkisten slutter hendes Been i Løn.

Den fromme Vilhelms Aske her sig blander;
Han ved din Side staaer med Bispestav,
Hans Nærhed om din dybe Gudsfrygt sander.

Men alle Fire ned fra Eders Grav
I skue paa det stolte Marmor rolig,
Som Efterslægten Eders Afkom gav.

O hvor sig Loftet hvælver her fortrolig,
Mod Pillerne, som rage dristigt frem.
Det gamle Chor er Helligdommens Bolig!

Hist aabner sig en liden Bræde-Lem.
Uskyldighedens Engel huldt beskiermer
De danske Kongers Børn, i skyldfrie Hiem.

En Kugle hist i Muren jeg mig nærmer,
Den knuste Brystet paa den tappre Juul.
Han hviler nu hvor ingen Fiende sværmer.

Hvad træder her jeg paa? Et ydmygt Skiul!
En smal og ringe Sandsteen, glat og lige,
Beskeden ruger over Graven huul.

129

O Taare! du behøver ey at snige
Dig langsomt frem, hist siger Tavlen mig:
Her hviler Saxo i de Dødes Rige.

Din Indskrift selv, du Ædle! satte dig,
Dit Navn ey trænger til i Steen at hugges,
Lad Ridderen beholde Sligt for sig.

Et Gitterværk nu atter seent oplukkes.
Fra Femte Fredrik bring mig hisset ned,
At sødt mit Blik med Veemod kan bedugges.

Her slumrer med sin Hustrue blidt i Fred
Den Fierde Christian, som skal elsket være
Af hver taknemlig Dansk, i Evighed.

Hist hvor hans ædle Fædre høit til Ære,
Et herligt Hvilested af Steen er sat,
Skal end med Andagt mine Been mig bære.

Og nu, I elskte Liig! god rolig Nat.
Tilgiver Skialden, som sit Fied lod lyde
Ved stillen Grav! Dog I har alt forladt;

Thi I har seet hans Taare kierligt flyde.

OVERGANG.

Ret som den vældige Strøm, der slynger sin kraftige Vand-Arm
Stærkt giennem Dalene ned, tonende langsomt og dybt,
130 Naar den da naaer det speilklare Vand, det rolige Havblik,
Risler dens Vove kun brudt, mildt i det spillende Skier;
Saadan Digterens Røst, den toner i hellige Hvælving
Vældigt sin Sorg og sin Ild, malmfuldt med Orgelets Klang;
Men naar Kirkedøren er lukt, naar sædvanlige Verden
Atter omringer ham rundt, kiøles den brændende Glød;
Og den enkelte Blomst, som nu rulles forbi, kun han plukker
Under indvuggende Takt, med et betragtende Blik.

ANDERS-SKOV.

Hist, hvor Høien venlig skraaner,
Hist, hvor Horizonten blaaner
Og sin Glands af Solen laaner,
Stod et gammelt Kloster trygt;
Blidt indkrandset, venlig, rolig,
Rundt af Dalene fortrolig,
Gudsfrygts tarvelige Bolig,
Af de grønne Træer omskygt.
Mangt et Aar var længst forsvunden,
End det urørt stod i Lunden,
Hellig Fromhed lagde Grunden,
Til Guds Ære blev det bygt.

Anders bort sit Øie vendte
Fra den Pragt, som Hiertet blændte,
Som med Fristelser omspændte
131 Sielen, Ondskabs bange Rov;
Agted ey de gyldne Klæder,
Vandred til de stille Steder,
Hvor i Andagt Fuglen qvæder
Psalmer, fromt til Herrens Lov.
Der lod han i dunkle Skygge
Sig et helligt Kloster bygge,
At de fromme Brødre trygge
Kunde boe i tausen Skov.

Ridderen, med Falk og Hunde,
Blev nu fra de dunkle Lunde,
At det rene Hierte kunde
Følge Fromheds høie Bud.
Der, hvor Jægerhornets Toner
Forhen klang i Skovens Kroner,
Hvor for Fuglen lumske Doner
Sattes, lød nu intet Skud.
I de dæmringslørte Skove
Torde ingen Larm sig vove,
At de fromme Fædre love
Uforstyrret kunde Gud.

Hele Vaarens Fugleskare,
Ræd for Larm og Støi og Fare,
Fløy nu paa de Vinger snare,
Til den stille Munke-Boe;
Hvor de loktes ey i Nøden,
Hvor de, uden Frygt for Døden,
Kunde slaae i Morgenrøden,
Uforhindret sødt i Roe.
Hvergang Klosterklokken ringed
Nu hver Fugl, saa let bevinget,
132 Høit sig op mod Himlen svinged,
Sang saa lysteligt og froe.

Fromme Bønder did hendroge,
Op de deres Hytter sloge
Der, hvor Munkene forjoge
Overlast og Voldsomhed;
Ind de vel ey torde vove
Sig i Anders fromme Skove,
Men ved Søens blanke Vove
Satte de sig hisset ned.
Oldingen dem tit besøgte,
Deres Troe han fromt forøgte,
Gavmild deres Kirke smykte
Med det Kors, hvor Jesus leed.

Hvergang at en jordisk Smerte
Ængstede det syge Hierte,
Kloge Raad han venligt lærte,
Delte ud sin Lægedom;
Hvergang Mismod, Qval og Kummer,
Giorde Luften qvalm og lummer,
Vaktes Sielen af sin Slummer,
Blev det godt, naar Anders kom.
Hvergang til den sidste Hvile
Trætte Legem hen mon ile,
Lod han brustne Øie smile,
Uden Frygt for Herrens Dom.

Ak! forgieves vil du søge,
Vandrer! end de gamle Bøge,
Som forbandt sig at forøge
Kiølningen om Klostrets Fod.
133 Yngste Qvist som da mon skyde,
Monne Stormen længst nedbryde,
Da kun lumske Orme tyede,
Til den trøsket-hule Rod.
End vel i de grønne Dale
Klostret staaer, men stolte Sale
Paa det samme Sted nu prale,
Hvor de ringe Celler stod.

Bonden end med Andagt skuer
Hen til Kirkens hvalte Buer,
Himlen i hans Hierte luer,
Naar han nævner Anders Magt.
Kiøbstedsfolket, plat og sløvet,
Fromhed, Kraft og Troe berøvet,
Sølvets Slaver, slængt i Støvet,
Nævner det kun med Foragt;
Skialden, ak! hvis Blik saalænge
Paa de gamle Mure hænge,
Griber i de stemte Strenge,
Blusser, sødt til Sang opvakt.

Hist hvor Axet Jorden dølger,
Hist hvor Øiet blidt forfølger
Agrens tunge, gule Bølger,
Sort et Kors paa Høien staaer;
Hellig Anders reist til Ære,
At hans Aand kan altid være
Egnen nær, og Omsorg bære
For sin Ager, Aar for Aar.
Hvergang Blomsten Engen spætter,
Hvergang unge Løv sig flætter,
Huldt i May, da først sig sætter
Nattergalen der og slaaer.

134

CORSØER.

Her er altsaa den Bye hvor Jens Baggesen fødtes? Hvor liden!
Brystfældig, sørgelig, mørk; comisk som Stabelstad dog!
Bølgerne slaae paa dens Bred, melodisk naar Veiret er stille,
Men kommer svageste Storm, bruser det grumset med Slud.
Blæsten ryster dens inderste Tømmer, bestandig den frygter
Døden, og lever dog end, skiønt kun et sørgeligt Liv.
Yderst paa Siellandske Kyst, naar mod Landet den vender sit Øie,
Smiler mod Marken den tørt, munter og dansk jovial,
Men naar til Vandet den seer, da blegner den søesyg, forvirret;
Stranden urolig og vild aflokker Bølgen en Klang.
Underlig blandede Bye, uagtet din Svaghed og Brusen
Maa jeg dog have dig kier, enten jeg vil eller ey!

BIRKNERS GRAVSKRIFT.

»Sandheden troe døde Birkner!« Hvad var han? »En redelig Borger.«
Ellers intet? »Skribent!« Meer ey? »Christen og Præst.«
Giv da Keiseren det som er Keiserens, Gud det som Guds er,
Og sæt for »Sandheden« Gud! bedre det passer sig her.

135

SVENDBORG SUND.

Saa venlig er Luften, mildt Skyerne staae
Og svale for Solheden kiøligt paa Himlen,
Fra Kirken hist lyder den hellige Bimlen,
Og Voverne rulle halv graae og halv blaae.
Saa lad da nu Kiølen i Bølgerne gaae!
See Svendborg! hvor med sine Spiir den bortiler;
Og Søndagens Morgen os hellig tilsmiler,
Og skumklædte Dynger paa Forstavnen slaae.

Som Vand i en Urne med Blomster omsat,
Saa favnes af brogede Strandbredde Sundet.
Naturen opvaagner, som nylig var blundet,
Rødmusset den stiger af qvægende Nat.
Og hisset staaer Kirken ey længer forladt,
En Bønderflok kommer, af Mænd og af Koner,
I Helligdragt lyde de Klokkernes Toner.
Sankt Jørgen opliver hvert Hierte, saa mat.

Sæt Seilet kun til da, du begklædte Dreng!
Føer Smakken hen over de spillende Vande,
Til Øen, hvor Løv sig med Blomster beblande,
Og reder for Freya en duftende Seng.
Sagtmodige Bølge! med Vælde dig slæng!
Pust Stormvind i Seilet med fuldere Kieve,
At Bakken vi naae, hvor sig Hytterne hæve,
Saa fromt og enfoldigt paa luftige Væng.

Men vogt dig dog Søegut! Skiønt Farten er god,
Skiønt riflet kun Vinden Smaabølgerne furer,
Den skaldede Dødmand* dog lumskelig lurer,

* 136

Ey Vandet ham lædsker, men Menneskeblod.
Skiult stemmer mod Grund han den steenfaste Fod,
Og venter at Snekken mod Issen skal bruse,
At kullede Tinding den grumt kan nedknuse,
Og adsplitte Vraget paa sørgende Flod.

Hurah! der er Land, nu er Faren forbi.
Knap staaer jeg paa Taasinges grønklædte Tuer,
Før strax jeg en Busk af Kierminderne skuer,
Der smile til Himlen, i sød Sympathie.
Fra trælbundne Stavn skal min Haand Eder frie!
Og høit paa min Hat skal Jert Hoved I bære,
Lidt nærmere Himlen, Smaablomster! og være
Kierminder om Farten, som nu er forbi.

THORSING.

Venligen vinkte paa grønnen Strand de knudrede Bøge;
Selsomt det blomstrende Løv vifted og hvalte sig kiekt;
Fuglen i Toppene sang, giennem Blomsterne risled en Kilde;
Alt (saa tyktes det mig) tolked et ældgammelt Sagn.
Og for det forskende Blik, som stadelig skued didhenvendt,
Flux sig forvandled hvert Træe om, til en drabelig Helt.
Toppen blev til en Hielm, dens Løv til en vaiende Fierbusk,
137 Og til et Pandser af Staal glatted sig rynkede Bark.
Grenen strakte sig ud, som en Arm, med en blinkende Glavind.
Saadan stod Kiæmpen med eet kiek, for det undrende Syn.
Længe jeg stirred, før ret jeg blev vaer, at kun alt var et Blindværk.
Som et Varsel jeg dog Synet betragted og taug.
Og hvor hurtig forklarte sig Alt, da jeg undrende hørte
Øens sandfærdige Navn: Thorsmg, ey Taasing, forvendt.
Thorsing. Herlige Thor! saa stod dit hellige Tempel
Midt i Danmark omtrent, hisset, hvor Træerne staae?
Nu begriber jeg først mit Syn, hvi de vinkende Bøge
Tyktes mig Kiæmper i Jern, rusted med Glavind og Skiold.
Nu jeg begriber Foræringens høye Betydning, da fordum
Øe! du blev Helten til Løn, Manddom fik Mandigheds Hiem.
Thi Kong Christian stod høit i sin Hal, med et faderligt Øye
Vendt imod Kiøgebugt; Stunden var vigtig og stor.
Juul var giordet til Strid, rask blussed den dristige Kiæmpe,
138 Lokkerne flagrede vildt, Kamplysten stod i hans Blik.
Niels! lød Konningens Ord, (og hans Haand laae paa Kiæmperens Tinding)
Gak nu med Gud, min Søn! Rust dig, og vent paa mit Bud.
Og nu stod Dankongen, og saae - og beregned - og tænkte -
Fienden ey laae ham tilpas. Juul fik til Angreb ey Vink.
Pludselig dundred Kartoverne dumpt i den svulmende Havbugt,
Og over oprørte Vand slyngte sig Røgskyen hen.
Blussende Konningen stod i sin Borg, med vredeligt Aasyn,
Harmfuld skielved hans Haand under det speidende Glar.
Dannerflaaden tog Flugt, (saa syntes det) Krigsluen brændte,
Dristig, paa egen Haand, frækt af en Undersaat tændt!
Da svor Skioldungen dyrt, i faderlig Harme, ved Himlen:
Slagen skal du, Niels Juul! hænges i Galgen med Jern!
Men, som det pleier at gaae (hvert Land klækker særegne Drift ud)
Huusvandt fra Lodbroks Tid Øeboen pladsker tilsøes.
Saadan gik det saa tidt, og saa gik det her, thi Niels Juul kun
139 Flygted paa Skrømt, for at slaae Fienden for Alvor paa Flugt.
Og da bedækt nu med Støv og med Sveed og med Blod han paa Land steeg,
Knælende ned for sin Drot, fuldvel sin Brøde bevidst,
See! da græd Dankongen; thi ret som en Misdæder knælte
Ydmyg den herlige Helt, vented sin Dristigheds Løn.
Kierligt han tog ham i Favn, som en Fader han løfted sin Finger:
Niels! Niels! smilte han blidt, nys jeg en Lænke dig svoer.
Den skal du faae. Men flux af sin Hals tog Kongen en Kiede,
Tung af hin rødeste Guld, rundt med Karbunkler besat,
Hang den saa rundt om Heltens Hals; og det blomstrende Thorsing
Blev den Galge hvori høit han Forbryderen hang.

OVERFARTEN FRA
VEMMENÆS TIL RUDKIØBING.

Aldrig krysted mig Søen saa fast i sin svulmende Favn, som
Hist, da paa kiempende Baad hen vi mod Rudkiøbing foer.
Vinden var stik os imod, ned styrted den skyllende Pladskregn;
140 Evig vi krydse var nødt, Staden et Bøsseskud nær.
Saadan Odysseus stred, da viklet i Tang og i Stene,
Han, som en Havpolyp drev paa faiakiske Søe.
Gispende greb han forgieves om Klippen med hudløse Hænder,
Altid tilbage gienslængt, grumt af den rasende Strøm.
Endelig naaede vi Land og det Første mit Øie paa Strand saae,
Var en midaldrende Mand, klædt i en flagrende Dragt.
Issen var ubedækt, vildt slynged hans Haar sig for Vinden,
Kraftig i høire Haand holdt han en tregrenet Fork.
Tænk min Forundring, Ven! da jeg saae det var selve Poseidon.
Leende saae han min Nød, vinked og talte mig til:
Digter! Nu veedst du dog lidt Beskeed om, hvorlunde det har sig,
Midt paa en Søe i en Storm; vist det vil være dig Gavn.
Ak du ynkværdige Mand! du fryser, troer jeg, din Kaabe
Slæber du paa, som paa Blye, ikke en Trevl er der tør.
Slipper nu Kiølen, Tritoner! Alt nok er den Klygtige straffet,
141 For sin ukyndige Snak, hidtil, om Bølgernes Brag.
Slige var Jord-Ombelterens Ord, og flux som en Taage
Reiste han sig, og forsvandt, hen ad det Baltiske Hav.
Slukøret skyndte jeg mig i Læe; men hvad Guden mig sagde,
Skrev jeg bag Øret mig dog. Skade giør klog om ey riig!

OMSKIFTNING.

Ikke længer Hiulet ruller,
Snekken meer ey Bølgen bryder,
Vel, saa vil jeg nu i Hallen,
Hænge den antike Lyra.

Medens Vognen let henrulled,
Over Marker, giennem Byer,
Lød dens Gang, dens muntre Raslen,
Selv som Hexametret lyder.

Rask vi svæved giennem Luften,
Paa de høye Sæders Hynde,
Tvende Hiul kun under Vognen,
Mangled ene Vaabengnyet;

For, som hist, de græske Helte,
Os i Kampen ind at skynde;
Med min vældige Auriga
Kunde Slaget snart begynde.

142

Hexametret svulmed op,
Naar vi foer paa Bølgens Rygge,
Kiekt, med Skummets korte Blomst,
Saae vi det mod Himlen syde.

Sank da Bølgen atter venlig,
Svandt dens Brusen og dens Fylde
Det var Søens Pentameter:
Slutning, Rolighed og Ynde.

Vognen ruller meer ey længer;
Intet Hav, og ingen Skynden;
Skoven dufter Foraarsfryd,
Nattergalens Stemme tryller.

I de dunkelgrønne Skove,
Svæver underlige Skygger;
Her, i dette søde Lye,
Jeg min Sommerhytte bygger.

Syden har besøgt vort Norden,
Dalen hun med Elskov fylder;
Vel saa skal Romanzen sig
Nærme til min Rosen-Hytte.

I den gamle Bøgeskov,
Her, hvor tusind Stemmer lyde,
Skal den duse Cithers Klang,
Ogsaa Luften giennembryde.

143

FAAREVEILE SKOV.

Tykke, veldædige Bøge! Mosdækkede Stene!
Smilende Stund!
O hvor du favner mig kiøligt, med løvfulde Grene,
Hellige Lund!

Her, under Stammen af dig, medens Fuglene tone
Elskov og Spøg,
Sødt vil jeg hvile, her, under din hvælvede Krone,
Knudrede Bøg!

Salige Tempel! Kun Fuglenes venlige Q vidder,
Dæmpet og svag,
Lyde med Zefiren, mens i din Skygge jeg sidder,
Blomstrende Dag!

Lessing! Din Natan skal hen mellem Bøgene træde,
Ud fra min Bog;
Blid og ærværdig, som de, skal den Ædle mig glæde,
Sindrig og klog.

Modige, herlige Kiæmpe! i Sværmen gigantisk,
I Dæmringen klar,
Hvo har selv lært dig at giøre Forstanden romantisk?
Svar mig, o svar!

Tier, hovmodige Bøge! Sæt, Blomster! en Dæmning,
For Eders Krav;
I har ey tryllet mig ind i den salige Stemning.
Lessing den gav!

144

Ham har jeg læst, og venligt nedsvømmede Taaren
Under hans Sang.
Qvægsom og venlig, og dæmpet, som Skoven i Vaaren,
Kitharen klang.

Lad dig da stemme, min Luth! Medens Bladene gynge
Blødt, som et Hav,
Vil jeg min Tak, min Beundring, min Kierlighed synge,
Hen mod hans Grav.

Lessing! du stod som en Stierne bag Skyernes Vrimmel,
Eensom i Gru;
Høit blandt de evige Lys, paa den evige Himmel,
Funkler du nu!

GIBS-BILLEDET.

Men hvo er da den Mand, som staaer
Paa Skabet her, i dette Kammer?
Naar tændt af Poesiens Flammer
Hid til mit Skriverbord jeg gaaer,
Saa seer betydningsfuld til mig
Den gule Buste, dækt med Støvet,
Snart veltilfreds og snart bedrøvet,
Alt som min Musa yttrer sig.

Den Gibs-Figur, som hisset staaer?
Ja Himlen veed, hvem det kan være!
Jeg troer de kalder ham Voltaire.
Han solgtes os, for nogle Aar.
145 Til Døren kom en tydsk Soldat;
Man kiøber let hvad Armod byder;
Her sattes han; fra den Tid bryder
Man sig kun lidt om den Krabat.

Saa talde Husets Søn, og gik.
Ha! skulde det i Sandhed være
Den frosne Spottefugl Voltaire?
Han skal ey møde meer mit Blik.
Den tomme Siel! han skal herned,
Som vilde Kunst og Fromhed døde,
Og troede, fræk, paa alt at bøde,
Med usle Stumper Vittighed.

Jeg Busten tog, dens Klang var hæs.
Jeg tørte Støvet af, og Osen,
For ret engang at see Franzosen,
Ind i sit Abekatte-Fiæs.
Jeg Busten frem for Dagen tog,
Dens Aasyn jeg betragted nøye -
Da trængte Taaren i mit Øye,
Og Øyet brændte, Hiertet slog.

O Himmel, hvad er det jeg seer?
Dig, Elskte! kunde jeg miskiende?
O lad min Angerstaare brænde
Fromt paa dit Billeds døde Leer.
Johannes Evald! Det var dig?
Som smilte, naar min Musa smilte,
Som standsed mig naar Aanden hvilte,
Som styrked og som hæved mig?

146

O staae bestandig hvor du stod,
Og styrk din Ven, din yngre Broder.
Vi fødtes af den samme Moder,
Thi Dansk er Begges Digterblod.
Naar Folket om sin unge Skiald
En broget Blomster-Krone vikler,
Af Roser, Lillier og Aurikler,
Han en Cypres dig flette skal.

MORGEN-VANDRING.

Saa huldt til den hellige Bøgeskov
Det vinkte mig,
O Jord! Hvor end aldrig den tunge Plov
Havde furet dig.
De hulde Smaablomster saa venligt stod
I dunkle Lye,
De smilte saa inderligt ved min Fod
Mod Himlens Skye.
Til Skoven jeg giennem en Mark monne gaae,
Da fik jeg see
En vældig Steenhob paa Marken staae,
Mellem Høye tre;
Den stod saa ærværdig og saa blid;
En aflang Ring.
Her holdtes der vist, i gammel Tid,
Et Konge-Thing.

Paa den store Granit, som hisset staaer,
Stol-Kongen sad,
Med Krone, Scepter, i Zobel og Maar,
Saa faderglad;
147 Og hver en Kriger alvorlig treen,
Fredsæl i Aand,
Og satte sig rolig paa sin Steen,
Uden Sværd i Haand.

Paa Høyen, hisset, stod Kongens Gaard,
Med stærken Muur;
Hist havde hans Dotter, den vene Maardi
Sit Jomfrue-Buur;
Og paa den Tredie et Tempel stod,
Berømt i Nord,
Der offredes rygende Oxeblod
Til Asa-Thor.

O venlige Mark! O Lund saa prud!
Græskiølne Væng!
Overalt havde Flora pyntet ud
Sin Brudeseng.
Paa Marken kneiste de røde, blaae
Kornblomster frem.
Jeg maatte standse, jeg maatte staae
Og hilse dem.

Velkommen atter igien i Aar,
Paa lunen Jord!
Hvor lifligt I op i den unge Vaar
Blandt Kornet groer.
Som Stierner I blinke, blaat og rødt,
Blandt gule Lyn.
O hvor fortryller mig barnligsødt
Jert Sommersyn!

Ak Digter! du har kun lidt Forstand.
Ak Herregud!
Du skulde kun see vor Ejermand,
148 Hvor han seer ud.
Hvergang han seer os, han kalder os Tant,
I Øiet en Torn!
Han kalder os Helvedes Klint, iblandt
Det velsignede Korn.

Den største Naade, han viist os har,
I dette Liv,
Er det, at han stundum af Lommen taer
Sin Foldekniv,
Og skiær sig en Haandfuld, stor og tung,
Under vranten Snak,
Og blander os i en Sælhunds-Pung,
Blandt Røgtobak.

Han siger at, smøget paa den Maneer,
Vi arme Skrog
Efter fattig Leilighed Verden teer
Nogen Nytte dog.
Forresten vor Skiønhed, rød og blaae,
Er hap som hip!
Alt Nyttigt bør giennem Munden gaae.
Det er hans Princip!

I arme Stakler! Den arme Mand!
De arme Mænd!
Som uden salige Glæder kan
Gaae Livet hen,
Som ey begriber hvad Gud har giort,
Som ene veed,
At Munden er den nærmeste Port
Til Salighed.

149

Smaablomster! Ak som det Eder gaaer,
Saa gaaer det mig.
En stakkels Poet som en Kornblomst staaer,
Og græmmer sig.
Det nærende Korn kun i Veien han er;
Hvad retter han ud?
Han hæver sit barnlige Farveskier
Kun fromt til Gud!

Kom Blomster! Vi høre tilsammen vi,
Kom, vakkre Glut!
Og slyng dig med tryllende Sympathie,
Om denne Luth.
Og bæv, som Zefir bevæged dit Blad,
Ved Strengens Klang,
Saa synge vi Hver vor Skaber glad
En Morgensang.

FREIDIGT SOMMER-LIV.

Hvor deilig er Naturen, og hvor rolig!
Høit hvælver sig den grønne BlomsterBolig,
Svagt Sommerfuglen spæde Græs nedtynger,
Og Bækken risler blaa, mens Fuglen synger.

Ned fra Olympen Flora venlig kommer.
Mildt bølger i den unge, friske Sommer
Gudindens blonde Lok, for Vinden svinge
Sig tunge Ax, som gyldne Ørenringe.

Livstykket svulmer græsgrønt, for mit Øye,
Omkring Gudindens trinde Lillie-Høye.
I Maanskin Bølgerne sig langsomt velte,
Og spinder hendes Liv et Sølver-Belte.

150

See muntre Satyr hist, med Bukkefødder,
Hvor han bag Busken gaaer og knækker Nødder!
Se Faunerne! hvor de paa Høien dandse,
Og binde Dionysos Epheukrandse.

I Skoven, dybest inde, Pan jeg skuer.
Han smiler; dog jeg for hans Aasyn gruer!
Hiin unge Faun, som nylig her mon springe,
Han lærer nu at spille paa Syringe.

O Piger! lader det et Varsel være.
Lad Syrinx bittre Skiebne Eder lære:
Ey at foragte Elskovs hulde Bønner,
Og ey at spotte Skovens raske Sønner!

Hun flygted daarlig ud af Gudens Arme,
Som brændte inderligt af Elskovsvarme,
Da blev hun til et Siv, af Skum indsløret;
Og Vinden klaged sørgeligt i Røret.

Og til en Fløite giorde Gudens Hænder
Det arme Siv; endnu hans Hierte brænder,
Naar han om Aftnen, under Egens Kroner,
Aflokker Fløiten søde Veemodstoner.

Saaledes ogsaa Daphne maatte bøde,
Kold for Apollons høye Morgenrøde.
Nu maa hun lønne hver en Harpes Tone.
Jeg haaber selv en Krands af hendes Krone!

Men stille! Artemis paa Høien løber.
Hvor tryllerisk hun sig i Skyen svøber!
Igiennem Skyens Rift og Skovens Bue
Hun ryster vildt sin Fakkels blege Lue.

151

Alt Hekate hen over Engen træder,
Og ind i Skumring sine Urter klæder;
Til Duft hun Natfiolen sødt bevæger,
Og lukker Jomfrurosens Purpurbæger.

Med langsom Gang, hen over Mark og Floder,
Erindringens Gudinde, Musers Moder,
Den stille Mnemosyna mig besøger
Og læser høit for mig i gamle Bøger.

Hvor Natten hisset sortindsløret sidder!
Og lytter taus til Nattergalens Qvidder;
To Børn hun breder sine Vinger over,
Eet lader som det sov, det Andet sover.

Det Første vaagner snart med Morgenrøden,
Det Andet vaagner ey, thi det er Døden.
Det Første rører venlig, som en Engel,
Mit Øie med sin lange Valmuestængel.

Hvo kommer hist? I hulde Smaae med Vinger
Af giennemsigtigt Flor, siig hvad I bringer!
Et Skuespil I op for mig vil føre?
Jeg hører Eder med mit indre Øre.

I vakkre Glutter! Nogle staaer i Lue,
For mine Blik, med Harnisk og med Bue;
I Træet klattre Nogle, Nogle svømme
I Bækken om, og raabe: Vi er Drømme!

Ifald du bare smukt vil ligge rolig,
Da skal du blive snart med os fortrolig;
Vor Leeg skal glæde dig, men dine Blikke
Maa være lukt, og vaagne maa du ikke!

152

O søde Drøm! Jeg skuer grant, i Aanden,
Den gamle Oldtid række Fremtid Haanden,
Mat synker Døgnet ned, som vilde hindre,
Og tætforenet seer jeg Begge tindre.

Hvad lysner hist i Østen? Ak hun stiger!
Den rosenrødeste blandt alle Piger.
Aurora! Hun forsvandt? En Yngling kommer!
Hans Blik opliver flux den muntre Sommer.

Han griber i sin Harpes gyldne Strænge
Og Dagen skylder ham ey Svaret længe,
Det lyder høit fra Field, fra Biergets Gruber,
Og skingrende fra tusind Fuglestruber.

Men ogsaa mig du skienkte Mund og Tunge,
Føibos Apollon! for din Lov at siunge.
Min Sang skal strømme ud fra Skovens Krone,
Og lyde mod din gyldne Himmel-Throne.

Tak for din Gnist af Ild, af Morgenrøde!
Det som du gav, det stræber dig imøde!
For atter til sin Middelpunkt at ile,
Naar du mig rammer med de gyldne Pile.

AFTEN-SANG.

Hvor sødt i Sommer-Aftenstunden,
Naar Solen mat til Hvile gaaer,
Og medens dybt i Bøgelunden
De fromme Nattergale slaaer,
At høre Harpens dumpe Klang,
Ved en livsalig Aften-Sang.
153 O grib nu i de stemte Strænge!
Bryd, fromme Siel! din snevre Muur.
Indspær dog Fuglen ey saa længe,
I det beklemte Fangebuur!
Lad den i Aftenrødens Guld,
Mod Himlen flagre andagtsfuld.

Thi hvergang hisset Aftenrøden
Nedsvinder under Skovens Krands,
Da minder den vor Siel om Døden,
Og Evighedens skiønne Glands.
Svulm da, min Aand! mod Himlen her,
Som Bølgen mod sit Rosen-Skier.

Grib sødt i Harpen, fromme Pige!
Høit bæve lad dens rene Klang.
Og syng, mens disse Straaler vige,
Den sidste, store Aftensang,
Som rørt vi sang for mangen Ven,
Som siunges skal for os igien:

Hvo veed hvor nær mig er min Ende?
See! Tiden meget hurtig gaaer.
Hvor let og snart kan det sig hænde,
At jeg herfra at vandre faaer.
O Gud! giør da, for Christi Blod,
Min sidste Afskeds-Time god!

Ja dette Purpur, denne Lue,
Ja denne Kierlighedens Glød,
Som blusser dybt i Vestens Bue,
Som minder Støvet om sin Død,
Og Sielen om sin Evighed,
Det er dit Blod, din Kierlighed!

154

O bad mig da i dine Flammer!
Nedgangne Sol! husval min Barm
Og tryk, til Dødens Lee mig rammer,
Mig venligt i din varme Arm!
Og i min Afskeds-Time god
Bestraal mig med dit Purpur-Blod!

TOGET TIL THORSING.

Syng om det hellige Tog, Gudinde! den festlige Lystfart,
Til den tidlige Frugt, de saftigsvulmende Jordbær,
Som, baaret frem i det gyldne Fad, med Sukker beblandet,
Og med den fedeste Melk begydt, husvaled de glade
Rudkiøbings Mænd, og den fremmede Skiald, da sortbarmede Snekke
Bragte dem trygt i sit Skiød, over Havet, til blomstrende Thorsing.

Hvilken Dødelig Aarsag var til den venlige Høitid?
Erikiden paa Thorsing. Fra Vemmenæs ned over Havet
Sendte til Langeland han en Herold, til Rudkiøbings Helte.
Og Herolden besteg sit Skib, den vældige Roerknægt
Greb omkring Aarerne fast, med Brag det sydende Havskum
Bort han slog; som en Aal smutted hen under skummende Bølger
Kiølen; mod Langelands Strand den stod. Da udsprang Herolden
155 Flux paa Land; med sin Stav af Palmer indflættet og gylden,
Traadde han talende saa, i den talrige Folkeforsamling.

Du Adrasteias Yndling! Asklepios Søn! Og I vakkre
Sønner af Poseidaon! fornemmer mit venlige Budskab:
Erikiden paa Vemmenæs, Hersker af hundrede Snekker,
Byder Eder til Giest, og besværger Jer, samtlig tilhobe,
Hurtig at heise det purpurne Flag, og at pløye den stille
Bølges krusede Ryg, og at gieste det blomstrende Thorsing;
Der har han midt i sin Hal beredt Jer et qvægende Maaltid.
Slige var Talerens Ord; men beskeden han bøied sin gyldne
Hermesstav. Da smilte de samlede Skarer paa Torvet
Venligt til Fredens Bud, den hellige Søn af Hermaias.
Men Adrasteias Præst, den sindrige Vestengaardide,
Klædt i det sørgende Flor, ak! hans Hustrue var ny lig til Orkos
Hentet i Charons Baad, over Styx sortbølgende Vande.
Bleg nu sad hun og taus i Aides grusomme Bolig.
Men den herlige Dommer neddæmped sin Sorg; thi Kronion
Satte ham over et Folk, med Retfærdigheds hellige Vægtskaal,
156 Derfor tvang han sin Sorg, som en Mand, thi det viseste Øye
Blindes af Taarernes Slør, og Besindighed dræbes af Smerte.
Langsomt traadde han frem, og brød ud i forstandige Tale:
Hil dig Herold! Du Zeus Kronions og Menneskets Budskab!
Kierkomment er mig dit Ord, thi min Siel kræver Venskab og Omgang.
Nylig har Atropos grum afskaaret den skiønneste Traad, som
Sødt til Livet mig bandt. Den forstandige, blomstrende Hustrue
Pryder ey længer min Hal og forskiønner det natlige Leye.
Derfor blandt Venner jeg nu maa søge min Trøst, og et Gienskin
Af den Glæde, som svandt ved den sorte Bestemmelses Villie.
Saa han taled; men vendte sig flux; thi af brændende Taarer
Flød en velgiørende Strøm ved den kierlige Hustrues Erindring.
Men Ørstaiden, Asklepios Søn, som Nestor ærværdig,
Han, som med sindrig velgiørende Kunst af Markernes Urter
Laved den kraftigste Hielp mod Saar og fordærvende Sygdom;
Selv i Raadet han sad; thi mildt fra de venlige Læber
Strømmede Visdommens Ord, og den kloge, besindige Tale
157 Mildned de vredeste Sind, forhindred usalige Tvedragt,
Stifted Venskab og Lyst til Forlig og Enighed, rundtom;
Han, mod Dommeren vendt, brød flux med bevingede Røst ud:

Adrasteias Søn! Du Forstandige! Dæmp dine Taarer.
Guderne veed jo dog bedst hvad der tiener Prometheus Afkom,
Skiønt, opirret ved ham, vel tit den Olympiske Fader
Sender ydmygende Sorg til hans Æt, og tugtende Smerter.
Voxer ey Glæden selv, som en Blomst, blandt Kummerens Tidsler?
Pluk den da hvor du kan! men lad hver en Enndring om Smerten
Flye, som en ængstlig Drøm, hist giennem Indbildningens Horn-Port.
Slige var Talerens Ord. Da forklarte sig Dommerens Aasyn,
Som naar en dæmrende Skye forlader den natlige Maane,
Og han giensvarede hiin, og brød flux med bevingede Røst ud:
Følger da du os paa Toget, Asklepios Søn, Ørstaide?
Men den sindrige Mand stod længe taus; thi hans Hierte
Overveied med Flid: om han ey skulde Tilbudet afslaae,
Nidkier for sin Pligt, da det altid var voveligt flux at
Drage fra Huus og fra Hiem, hvorhen saa utallige Syge
158 Tog deres Tilflugt i Nød; eller om han med faderlig Tillid
Skulde Pligten betroe sin Søn, for at prøve hans Klogskab,
Og for ey ved sit Ney at forstyrre Forsamlingens Glæde?
Dette tyktes tilsidst den Tvivlende dog som det Bedste;
Hævede derfor sit Blik og brød flux med bevingede Røst ud:
Vel da! jeg følger. - Men brat den behændige Skipper fra Jorden
Løfted med senestærk Arm sin Mast, som paa Norriges Fielde
Nylig stod som en Gran, og befæsted den hurtig mod Bunden
Fast, i sin skvulpende Baad, mens i Seilet den spøgende Vestvind
Sprætted med klapprende Dask og forhindred ham Masten at reise.
Stærk dog seired hans Arm; nu stod den og trodsede Himlen.
Dernæst det vældige Roer blev udhængt over sin rustne
Jernkrog. (Skyllende Vand havde Malmet berøvet sin Blankhed.)
Stærken Roerpind fast nu stak han; men øverst i Masten
Heised han purpurne Flag; saa var Alting klart inden Borde.

Men Poseidaons Sønner besteg med den herlige Dommer
159 Skibet, og med Asklepios hellige Præst Ørstaiden,
Og med hans Søn, og den fremmede Skiald, som i Sommerbesøg var
Kommen fra Axelstad, (om hans Skulder hang gyldne Barbiton)
Dernæst qvægende Viin, fra Europas sydlige Lande,
Fyldtes paa renlige Kar og blev stillet i Skibet som Ballast.

Men for sin Vogn Demeter befæsted det glubende Forspand
Af sine spraglede Drager, med uhyre Flaggermuus-Vinger;
Bugen svulmede guul af Gift, men Ryggen var knudret,
Spættet med grønt, og med rødt, og med sortindfurede Strimer.
Hvæsende skiød de sig frem. Men høit paa sin gyldene Karm sad
Den guldhaarfagre Møe, med en bugnende, gyngende Kornneeg
Fast i sin snehvide Arm, og en blinkende Segl, af syvfold
Hærdet Staal, hun holdt i sin Haand; men i Haaret var flættet
Blomster og Urter og Ax; som en Vind over Mark over Engbund
Foer hun mod Aiolos Hiem, den himmelblaaøyede Guddom!
Standsed sin gyldne Karm, og brød flux med bevingede Røst ud:
Aiolos! Gudernes Fader og Menneskeslægternes Konge
160 Gav dig at mildne Bølgen, at svulme den høit med din Stormvind!
Mænd, som mit Hierte har kier, beseile de baltiske Bølger.
Langsomt fra Rudkiøbing Snekken gaaer, mod det blomstrende Thorsing.
Men den trodsige Vind leder Kiølen Sydvest imod Strynøe.
Byd da din Zefyros blidt at henblæse Seilet mod Thorsing
Snorret did, hvor jeg kierlig, i solbare Foraar, af Jorden
Ud har klækket med Flid de tidlige, liflige Frugter,
Som nu de Langelands Mænd venter hist i Hallen paa Thorsing.
Saa var Gudindens Ord. Men høit fra sin takkede Biergaas
Lød, som en Sommervind, hans Røst, den vældige Stormgud:
Demetra! velkommen hid. Hav Tak fordi du saa lifligt
Stundum besøger mit nøgne Field, med dit blomstrende Følge.
Ofte du qvæget mig har, naar vildt giennem Luften jeg henreed,
Standsed du tit min Storm i en Laurbærlund, og formilded
Med din Ambrosiaduft dens Harm, og krydred dens Aande.
Saa var hans Ord. Men med vældig Haand, af Sener indflettet,
Greb han usynlige Snor - og standsed den barske Sydvest-Vind!
161 Men af den hvælvede Hal slap han Zefyros løs fra Bierget;
Fulgt af tusind Favoner, i svingende Zirkler og Buer,
Fløy som en Sommerfugl han paa de guldsprængtpurpurne Vinger
Giennem den himmelblaa Luft. Men Gudinden, den hulde Demeter,
Foer paa sin gyldne Karm, som et Stierneskud, op til Olympen.

Disimellem paa Skibet de seilende Mænd ved forstandig
Samtal qvæged det muntre Sind. Men den vældige Gubbe
Nileus, den graa Hansaide, med Ungdoms Kraft, skiønt den hurtig-
Rullende Tid havde bleget hans Lok og forsølvet hans Guldhaar,
Sad ved det knagende Roer, med sit Øie paa Seilene henvendt;
Thi hans fyrige Ungdoms Liv var offret Poseidon.
Smilende nu han sad, og spilled den vrede Sydvestvind
Mangt et Puds. Men med eet steeg han op fra gyldene Bagstavn,
Vinkte med stærken Haand og brød flux med bevingede Røst ud:

Nu, ved Styx! kan det ey vare længe, før hist vi paa Thorsing
Lander, o Venner! thi ey man kan ønske sig skiønnere Medbør,
162 End den Medbør vi har. Bringer flux fra hvælvede Skibsrum
Viinkrukker hid! at vi f roe kan offre de venlige Guder,
Og selv qvæge vor Aand ved den himmelsk-ambrosiske Nektar.
Saadan talede du, o Nileus, hellige Styrke!
Men fra Rummet blev bragt, i velforvarede Krukker,
Proppet med smidige Kork og beseglet med klæbende Harpix,
Funklende Viin; og en Purpur-Strøm i de skummende Bølger
Ud blev gydt, til Tak, for den venlige Vind over Havet.
Dernæst qvæged de herlige Mænd sig ved Druernes Nektar.
Men den besielede Sanger tog frem sit gyldne Barbiton,
Stemte dets Streng til Klang, og brød flux med bevingede Røst ud.
Først han spøgende qvad om den blussende Gud Dionysos,
Som, for en Kongesøn holdt, de barbariske, røvende Søemænd
Tog, og fængsled med Baand og henslængte paa gyngende Skibsdæk,
Haabende snart ham løskiøbt at faae for en klækkelig Guldsum.
Men af den smilende Gud faldt snart afmægtige Lænker.
End dog de kiendte ham ey, revet hen af besynderlig Blindhed.
163 See! da giød sig en duftende Strøm af Viin over Skibet;
Langs ad de sneehvide Seil sig henstrakte med flettede Ranker,
Som til en solbar Væg, en druetung, bugnende Viinstok;
Og om den kneisende Mast, over Vimpelen, vandt sig en dunkel
Epheuranke til Himlen; om Aarerne vikled som Tang sig
Vindrueløv, til Skræk for den undrende, studsende Skibsflok.
Men med et græsseligt Blik stod paa kneisende Fordæk en Løve,
Guul som en Brand, men rød som Blod, i det gnistrende Øi'npar,
Rystende vredt sin Man, og slog sig med viftendeHale,
Som med en knudret Tamp, i Siderne, ret for at ægge
Sig til Myrden og Drab. Da blegned Forbryderne; Rædsel
Giennemfoer deres Siel; fra Dækket i sydende Havskum
Styrted de hylende ned; men flux tryllet om til Delphiner
Stumt nu, med krummende Ryg, bevidne de Viingudens Almagt. -
Dernæst da Druernes Magt havde muntret de jublende Siele,
Da der blev Larm og Spøg og Tummult og knapt inden Borde,
164 Sang han i Skierts, for snildt at betyde Poseidons Sønner
Digterens Hellighed, og den Straf, som de evige Guder
Sender hver dødelig Mand, der fornærmer den hellige Sanger,
Flux om Arion en Qvad, den herlige Skiald fra Methymna;
Hvordan han drog fra Corinths den vældige Drot Periander,
Ned til Italien og til Sikulerlandet, for der at
Fryde det undrende Folk med sin Røst og sin klingende Lyra.
Dernæst, rundt vandret om og forfulgt kun af Tak og Beundring,
Hiem han drog med en samlet Skat; (thi Oldtidens Slægter
Elsked hver ypperlig Skiald og belønned ham gavmildt og gierne.)
Men da nu bort fra Tarent han foer med et Skib til Corinthos,
See! da fristedes flux Barbarernes Hierter af Guldtørst
Og de forened sig grumt, for den hellige Sanger at styrte
Ned i det sydende Hav, under Bølgen, fra gyngende Skibsdæk.
Men Arion, saasnart han fornam den grumme Beslutning,
Tilbød dem villig sin Skat; thi Apollons elskede Søn ey
Fængsles af Guldets Baand, han foragter den plutiske Vælde.
165 Men Barbarernes Hierter rørtes ey; de befrygted
At han i Tiden engang skulde røbe den skiendige Gierning;
Gave ham derfor det Valg, enten selv sig at myrde, for hist at
Jordes paa Land, eller flux at styrte sig ned under Bølgen.
Da nu bleg i sin trængende Nød den hellige Sanger
Stod, som en Steenbuk staaer, forfulgt paa den øverste Fieldtind,
Raadvild, om vente den skal det dræbende Skud, eller styrte
Sig med fortvivlet Fart over Afgrunden hen mod en Udkant?
Saadan Sangeren her overveied med Flid i sit Hierte:
Om han med egen Haand skulde støde det blinkende Mordstaal
Ind i sin Barm, eller kiek, ved et Spring fra snablede Forstavn,
Overlade sit Liv i Ombelterens Magt Poseidon.
Dette tyktes tilsidst den Tvivlende dog som det Bedste,
Hævede derfor sit Blik, og brød flux med bevingede Røst ud:
Nu velan da, Barbarer! Forhærdede! Vil dog Kronion
Straffe Jer vist, som sig bør, og hævne den Medfart I viser
Her en uskyldig Mand. Men da grumt I giver det Valg mig
Enten i Havet at døe, eller døe for det blinkende Mordstaal -
Vælger jeg hiint. Men først dog lad mig fra hvælvede Bagstavn
166 Synge min Svanesang, at min Siel maa inderligt styrkes
Eengang endnu af den himmelske Lyd, før jeg slynges til Orkos.
Slige var Talerens Ord. Da tillod de den hellige Sanger
Eengang endnu at hæve sin Røst; men grumt deres Øren
Stopped de til med Vox, for ey at bevæges ved Sangen.
Koldt forstokket de stod, utaalmodigt og vented kun Enden.
Men ved den smeltende Lyras Klang de skummende Bølger
Standsed det trodsige Brag, og den vilde Sydostvind standsed,
Og giennem Bølgerne skiød sig en Flok af Tritoner og smekkre
Hamadryader, og selve den sølverbeføddede Thetis
Hævede fiernt mellem Blomster-Siv sin slørede Tinding;
Alle forundret og froe ved den himmelskmelodiske Lyra.
Selve den dybthenflagrende Maage, som svæver ad Havets
Ryg, for at fange sig smaae Insekter og Fisk til sin Føde,
Standsed og lytted og svang sig fra Dybet til kneisende Vimpel,
Satte sig der med Lyst og fornam de smeltende Toner.
Men ubevægelig stod den forhærdede Flok. Da nedsprang
167 Smilende Sangeren kiek i sin Pragt med sit gyldne Barbiton
Høit i Haand mod Olympen rakt. Og fra kiølige Havbund
Skiød en Delphin sig flux, og frelste den hellige Sanger;
Greb ham med smidige Stiert om sin Krop og satte ham stolt saa
Høit paa sin Ryg og bar ham til Land, over rullende Bølger.
Ængstligt Røverne Flugten tog; men Euros og Notos
Galende fnøs, og foer hen, og bestormed med fraadende Vandskum
Dækket brat, og nedsplintred i Qvag den tumlende Skibsmast,
Vristed saa Roret forbittret fra sprukne Kiøl; men i Luften
Trevled de flagrende Seil med forfærdelig Latter, og snurred
Vraget i mudrede Grund, og adsplitted hver Planke paa Dybet.
Greb saa med stormstærk Haand om forhærdede Nakke hver ængstlig
Røver, og dukked ham tre Gange dybt, hvor Haved var dybest,
Kasted ham halvdød saa til sin Straf paa Corinthiske Strandbred.

Saaledes sang for Rudkiøbings Mænd den fremmede Sanger.
Ogsaa qvad han om Jason, der foer med de herlige Helte
168 Efter det gyldne Skind til Colchis, som her, Argonauter
Liig, de nordiske Mænd, efter purpurne Jordbær paa Thorsing.
Alle med Bifald belønned hans Qvad. Men flux fra sin Roerbænk
Skipperen foer, og greb den vægtige Stang, som ved Siden
Laae, paa dens Ende med Søm var fæstet en drabelig Jern-Krog;
Løb saa i snablede Forstavn hen og stødte den voldsomt,
Tørnende fast, blandt de spraglede Steen; thi brat under Thorsings
Blomster-Strandbred Skibet nu løb med den herlige Havbugt.
Men Erikiden paa Stranden stod, og med hiertelig Glæde
Modtog han Rudkiøbings Mænd og de Fremmede, førte dem langsomt
Ind i sin Marmor-Borg, giennem hvælvede Porte, hvor Døren,
Ibenholdtsort, med Elfenbeen indlagt, lettelig svæved
Paa sine Hængsler af Sølv. Men inderst i venlige Borg-Hal,
Høy og hvælvet og stor, stod beredt det qvægende Maaltid.
Og de ambrosiske Jordbær, i aflange, gyldene Skaaler,
Smilte med Purpur-Smiil, til Lyst for den samlede Skare.
Og deres Hænder de løfted mod herligtillavede Maaltid,
169 Men da til Maden og Drikken var stilt den higende Længsel,
Da forlysted de sig ved Samtaler mellem hverandre,
Indtil den rødmende Sol sank ned under dæmrende Skove.

HIEMFARTEN.

Luna! kierlige Møe! Elskovssyg-sødtblegnende Jomfrue, du!
Har du Foibos den stærkblussende Helt afløst paa Himmelen?
Seer du høit fra din Skye ned paa vor Søe, for i din Midnatstund
Huldt at vise vort Skib snorrette Vey, henad din straalende
Sølvbroe, grundet af Vand, kruset af Vind, dækket af Himmelglands?
O hvor bleg paa det blegtsvulmende Seil skuer du veemodsfuld!
Vender venlig de matfunklende Horn ned imod Urterne
Hist, paa Langelands Bred, hyllet i Natskumring og Sommerduft.
Sælsomt afstikker her jordiske Blus, rødt og fast legemligt,
Mod din ætherne Glands, salige natvandrende Pillegrim!
Thi den grusomme Mand hidlokker her med sine Natteblus
Den uskyldige Fisk op fra sit Dyb, til sin Fordærvelse.
170 Skummelt luer, som Blod, dybt imod Land, fristende Lygtemænd,
Mens du salig og frie smiler din maisværmende Kierlighed!
Lokker smægtende Møe ud til den sødtqviddrende Bøgelund,
Hvor chrystalklare Bæk, kiølig og mild, den utaalmodige
Beiler lokker, at see, som i et Speil, Luna din Venlighed!
Men hvad smelter saa huldt, yndigt med Sang-Chor, i dit Ætherlys?
Skynd dig! Skynd dig, o svagtblæsende Vind! Skynd dig og bring os did,
Til letglidende Baad, opfyldt kun af syngende Pigeflok,
Krandst med May, plukket hist, paa den af Smaa-Vover ombølgede
Øe, hvor bøgende Køer nylig har ydt qvægende Sundheds-Saft.
Seer du Karret, med Korn-Blomster omhængt? Skynd dig og bring os did!
At med Pigernes natjublende Chor fro vi kan følges til
Nære, dæmrende Strand, giennem det lyskrusede Bølgeskiær.

KATASTROPHE.

Saaledes nu i vexlet Sommerlyst
Den hulde Egn fast i sit Skiød mig favned.
Med Venskab og Naturen ved mit Bryst
I glade Øieblik jeg Intet savned.
171 Vel mangled nogle Kiere! Men min Trøst
Var den, at ingen Frastand slukker Navnet,
Som sanddrue Ømhed skrev i kierlig Barm;
At snart de hviled atter i min Arm.

Nu vilde vi forlade dette Sted,
Det kiere Langeland! med sine Skove;
Hvor Venskab overalt og Giestfriehed
Modtog os venligt fra den salte Vove;
Hvor Oxen trækker stærk, med sene Fied,
Igiennem f eden Jord de dybe Plove;
Hvor Haren og Kaninen hyppigt leger
I maaneklare Nat om Skovens Eger.

Den skiønne Øe! der som en smekker Green,
Brudt af den store, danske Rosenhække,
I Vandet ligger fastnet ved en Steen,
Mens idel Knopper Løvet rundt bedække.
I friske Bølge, altid klar og reen,
Kan Intet Blomsterkraftens Yttring svække,
Og tusind Vinger did sig froe bevæge,
For sig i søden Duft at vederqvæge.

Til Østen stod nu Vandringsmandens Hu,
Til Østen hen, til Landet over Søen,
Hvor skiøn jomfruelig i stille Blu,
Naar først vi flux var rullet over Øen,
I sortblaa Silke svøbt, som Bølgen nu,
Stod Øiets Glæde, Danmarks Stolthed: Møen!
Som blotter stolt, til glade Søemands Lyst,
Sit høye, fulde, kridnehvide Bryst.

172

Alt Vognen forspændt stod for os at drage
Hen til den østlige, tangklædte Strand.
Da kom det Sørgebud: Om tvende Dage
Din Ven forlade maa sit Fædreland.
Hvis uden hans Farvel du ey vil klage,
Da iil, da stræb, da skynd dig strax paa Stand,
Da kan det lykkes dig ham end at favne,
Før du ham skal - maaskee for evig - savne!

Og knap var Brevet læst, før til de Kiere
Der flux blev sagt et smerteligt Farvel.
Unødig vilde Bølgen bort os bære.
Den skiønne Thorsings Øe blev sagt Farvel.
Og over Sundet, giennem Fyen, til Ære
For Venskab, fløi vi hen i klaren Qvel.
Og Hornet lød i Nyborgs stille Gade,
Før Solen siunken var bag Havets Flade.

Da kunde vi ey længer hurtigt ile,
Thi der var ingen Vey og ingen Jord.
Vemodig saae vi hisset Sielland smile,
Ey mindste Vindpust kruste breden Fiord.
Vi maatte hvile der. O hvilken Hvile!
Da hørte dunkle Nat vort Kummers Ord:
Hvad hialp os nu den snelle Flugt paa Land?
Barbariske Neptunus! Grumme Strand!

Og aarle var det ligenær. Med Kummer
Besteeg vi Dækket paa den stille Smak.
De trætte Bølger dyssedes i Slummer,
Den hele Søe var speileklar og flak.
Hør! Klokken hist alt Ti fra Taarnet brummer!
Og Søen fures kun hvor Kiølen stak!
173 Nu staaer den plat, den sig ey meer bevæger,
I slappe Seil kun Sommerfuglen leger!

I tretten Timer nødtes vi at flakke,
Paa den phlegmatiskdumre, døde Søe.
Hist saae vi Siellands grønne Blomsterbakke.
Den smilte til os, som en elsket Møe.
Men kold og livløs stod den træge Smakke.
Vor Fod betraadde først den kiere Øe
Da Dag var endt. Den Dag der var den sidste,
Som skulde Vennen af vor Arm udvriste.

Det Midnat var; den blanke Stierneskare
Fra Himlen smilte from Vemodighed.
Den hele Nat vi rask af sted vil fare!
Imorgen først han gaaer til Skibet ned.
See Nattens Stierner! hvor de blinke klare.
De spaaer os Lykke. Veien glat og bred
Vil ey, som Havet, grum vor Fart forhindre.
Af sted! mens disse blanke Stierner tindre.

Da Morfeus kom, den blege Dødens Broder,
Og løste grumt Neptunus af; han gik
Fra Nattens Favn, den sørgelige Moder,
Og rørte med sin Stængel ved vort Blik.
Da sortned uformærkt de lyse Kloder
For Øiet, hvorved Sielen Styrke fik.
Den frie Siel i Støvets Fængselsmuur,
Blev lænket af den mødige Natur.

I næste By vi nødtes til at hvile,
Naturen fordred kold sin strænge Ret.
Vi kunde længer ey i Natten ile,
174 Vor Aand var døsig, som vort Legem træt.
To Timer blunded vi. Nu aatte Mile
Tilbage stod, og det var Fire Slet.
Og naar den grumme Viser stod paa Ni
Var alt vort Haab og al vor Trøst forbi.

Da straalte Foibos over Mark og Enge,
Og Haabet straaled i mit Hierte ned.
Jeg hørte tydeligt hans Harpestrænge,
Det forekom mig som han sang: Hvo veed
Om just I skilles ad saa meget længe?
Hvad mægter Tid og Rum paa Kierlighed?
Den samme Vind, som tvang dig nys til Klage,
Har maaskee venlig holdt din Ven tilbage.

Da hæved atter sig med Kraft mit Bryst,
Selv Tvivl ey turde meer sig did indsmugle.
Forstummet var Mismodighedens Røst,
Der skreg i Mørket fælt, som Nattens Ugle.
Kun Haabet i mit Hierte sang med Lyst,
Som høit i Morgenrøden Skovens Fugle.
Varm tørred Solen Taaren paa min Kind,
Og Vognen rulled rask i Ringsted ind.

Og medens for de lette Hiul blev spændt
Udhvilet Muskelkraft og frodig Vælde,
Jeg vandred, hvor mit Blik sig havde vendt,
Til Oldtids-Kirken, hellig i sin Ælde.
Thi Fromhed havde Solens Flamme tændt,
Og inderligt jeg maatte Taarer fælde,
Da i det gamle Chor jeg traadde ind,
I klaren Søndags røde Morgenskin.

175

Thi høit i Solen paa den hvide Muur
De gamle Skioldemærker barnligt smilte.
Derude blomstred nu en frisk Natur,
Her Oldtids gamle, visne Blomster hvilte.
Den klare, gyldne Straale, reen og puur,
Igiennem Vindvet hen for Altret ilte,
Og spilled paa den sorte Marmorsteen,
Som giemmer Waldemars dybtsiunkne Been.

Men ned i Østen, paa Knud Lavards Grav,
Jeg sank og bad til Gud med hellig Varme:
Du, som en sielden Ven mit Hierte gav,
O! riv ham ikke ud af Danmarks Arme,
Lad ham ey pløie før det kolde Hav,
Bortrevet grumt og brat ved Skiebnens Harme,
Før jeg har favnet ham, algode Gud!
Styrk du min Bøn til Himlen, Sankte Knud!

Jeg lover dig til Giengield, at jeg vil
Engang dit ædle Liv til Skue stille
For Verdens Øie, i et barnligt Spil,
Hvorved den Frommes Taare dog skal trille,
Hvis du bevæger Himlen venligt til
At holde seiludspændte Fartøy stille,
Til jeg for sidste Gang, med Venskabs Lyst,
Har trykket Henrik Steffens til mit Bryst!

Og see! den fromme Helgen hørte mig.
Thi med fornyet Haab og Trøst jeg reiste.
Og snart, min Axelstad! jeg skued dig,
Fiernt dine høie, stolte Taarne kneiste.
Jeg Søen saae, den hvilte blidelig,
I stillen Luft slet ingen Vimpel kneiste.
176 Til vandte Dør jeg foer, og aabned den -
Og skialv - og saae - og fandt endnu min Ven.

Og hermed er min Reise nu forbi.
Min Siel er fuld, min Haand kan intet male.
Jeg veed at varig Fryd og Harmonie
Ey søges maae i Jordens dunkle Dale.
Den matte Harpes duse Melodie
Kan ey mit eget tunge Bryst husvale.
Hvad skal da Flere med den tause Kummer?
Camoenen tier, Harpens Lyd forstummer.

177

JESU CHRISTI GIENTAGNE LIV
I DEN AARLIGE NATUR

178
179

CHRISTI FØDSEL.

Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igien.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
Det er vor Frelser! Det er ham selv!
Derfor Naturen saa huldt og skiønt
Sig fryder og klæder i Haabets Grønt.

For unge, uskyldige Hyrder, brat,
Som stirre til Himlen i klare Nat,
Guds Engle da trine paa Marken ind;
De svæver og bæver i Maaneskin,
Og siunger: Idag er en Frelser fød,
Af Vaarens, den hulde Marias Skiød!

Den reneste Dug er hans eneste Drik,
Til Himlen stirrer hans fromme Blik,
Til Himlen han rækker sin barnlige Haand,
Til Jorden bundet med Rosen-Baand,
Hans Lallen er Zephyr, hans Vugge Straae,
Hans Øine funklende Himmelblaa.

180

Ak Hyrder! Ganger i Bethlehem ind,
Og rører det kolde, forhærdede Sind!
Og beder dem ud paa Marken gaae,
At skue det Barn i de spæde Straae,
At dets uskyldige Smil og Røst
Kan hæve til Himlen det jordiske Bryst!

Saa svæve de Engle til himmelske Hiem;
Men Hyrderne vandre til Bethlehem,
Og sige hvad dem er saligt hændt,
Og blier bespottet og Ryggen vendt.
Saa vandre de atter paa Marken ud,
Og knæle for Barnet, og troe paa Gud.

Og Stiernen blinker paa Himlen frem
Og vinker de Konger af Østens Hiem.
Og Straalerne kommer i fromme Chor,
Og synker ydmygeligt ned til Jord,
Og prise Frelserens hellige Navn,
Som smiler i Moderens skiønne Favn.

Og reise sig atter fra sorten Muld,
Som Blomster, i Purpur og Fløil og Guld;
Uskyldige Børn, saa fromt, saa smukt,
Halv stigende, halv mod Jorden bukt,
Og række de Urner, saa sødt forgyldt,
Med Virak og duftende Myrrha fyldt.

MARIA.

Mild og varm,
Med det søde Barn i Arm,
Ung, uskyldig, huld og skiøn,
181 Smiler hun til sin elskte Søn,
Lægger ham ved sit fulde Bryst;
Fuglesang er hendes Røst,
Hvid, som Lillien, hendes Haand,
Himmelblaat hendes Klædebon,
Øiet, som Havet, dunkelblaa,
Bølgende Taarer i Øiet staae;
Haaret er Solens Straaleflod,
Kinden Morgenens Rosenblod.
See! hvor i Ætherens Sølverflor,
Sødt hun vugger det spæde Noer.

JOSEPH.

Fra forrige Aar
End den tørre, brune Stubbe staaer;
Skygger med sit visne Løv,
Om det spæde Blomsterstøv;
Er en gammel Stav, hvoromkring
Lillien slynger sin Blomsterring,
Er i Hytten det tørre Mus,
Værn for Storm og Solens Blus.
Gammel, trofast, blid og rund;
Men en Pleiefader kun.

CHRISTI MANDDOM.

Hvor blevst du hulde Aand?
Hvor blevst du, Jesu sød?
Som strakte høit din Haand
Til Gud fra Jordens Skiød?
Ak! i de svedne Straae
182 Jeg finder ey dig meer;
Men hist i Skovens Vraa
En Yngling jeg dig seer.

Saa smækker og saa skiøn,
I dunkle Skyggers Hegn
Du vanker om i Løn
Og skyer den hede Egn,
Hvor stolte Pharisær
Forblinder golde Muld,
I sit Skarlagen-Skiær,
Med brede Bræmmer Guld.

Du vandrer, Yngling skiøn!
Fra denne stolte Pragt,
Til stille Hvælving grøn,
Med kiølne Blade takt.
Og Fuglens muntre Sang
Ved Skyggens hulde Bryst,
Og Bækkens Bølgegang
Sig blander i din Røst.

FRISTELSERNE I ØRKEN.

Nødtørftigheden
til Blomsten ved Bækkens Bred.

Hvi stander du der,
Ved phantastiske Bæk,
Og skiuler dit Skiær
Bag tornfulde Hæk?
Af Somrens Blik,
I gavmilde Stund,
183 En sparsom Drik
Her nyder du kun,
Barnagtige Smil!
Hvad nytter I til?
Kom, skynd dig med Iil!
Jeg dig omskabe vil.
Bliv nærende Korn!
Sug Vemod ey sødt
Af Maanens Horn!
Sligt Liv er dødt.
Faae Marv og Kraft,
I Solens Favn!
Din nærende Saft
Da virker Gavn.

Blomsten.

Frister! Onde Frister! Lad i Roe mig staae!
Troer du ey jeg hisset seer de svedne Straae?
Grum den strænge Sol har meiet alting af,
Hvad du kalder Livet, synes mig en Grav.
Mildt mig Almagt satte hen ved Bækkens Siv.
Brudte Straale her ey røve kan mit Liv.
Alt forstokkes hist, hvor Heden mægter hen.
Uskylds fagre Rose her ey falmer end.
Troer du da af Brød at Livet næres kun?
Nei, af hvert et Ord, som gaaer af Herrens Mund.
I den store Bog, Naturens fromme Chor,
Er min tause Blussen og et helligt Ord.
Flye fra Lundens Hvælving, fra min stille Boe!
Frister! Onde Frister! Lad mig staae i Roe.

184
Vellysten
til Fuglen i Toppen af Træet.

Hvortil de Sange? Hvortil de Spring?
Hvortil de forfængelig-høie Sving?
Forvildede Barn! brug din Fornuft.
Hvortil det Liv i den tynde Luft?
Siig, hvi altid op du stræber?
Hvortil de Psalmer paa de fromme Læber?
Livet ey i tynde Intet boer,
Men paa den rige, axelfaste Jord.
Fortroe dig til mig!
Jeg omskaber dig,
Mere skiøn, end før du var,
Mere lykkelig.
Seer du ey hiint Slangepar,
Som i varmen Sand hist velter sig?
Seer du den vellystige Mine?
Seer du de spraglede Farvers Pragt?
Langt mere levende, langt skiønnere end dine!
Seer du med Glæden den trofaste Pagt?
Med ganske Legem de favne den glødende Jord,
Mellem Blomster og Urter i Vellyst de langsomt sig snoer.
Favn mod Favn!
Fortryllet, indflettet, nedsiunken i Glædens Havn.
Flye den intetsigende Duft!
Sving dig ey meer i den kiølige Luft!
Styrt dig! Styrt dig i Lysternes Rige.
Og trylles du ey -
Flye atter din Vey!
Du har jo Vinger, du kan jo stige.

185
Fuglen.

Kom ey med den frække Tale,
Med de høistforvovne Ord.
Her i denne grønne Svale
Sødt og sorrigfrit jeg boer.
Høit i det azurne Rige,
Fra den tause, dunkle Skov,
Lader jeg min Psalme stige,
Til min Skabers Priis og Lov.

Ey mit spæde Legem taaler,
Lave Dunst! at nærmes dig.
Høit i Morgenrødens Straaler
Mine Lemmer bade sig.

Taagen i den dybe Mose
Vilde blinde snart mit Blik.
Duggen paa den unge Rose
Er min Føde og min Drik.

Stærkt jeg gyser ved at tænke
Mig i dette fæle Dyb,
Bukket under Lysters Lænke,
Mellem Jordens lumske Kryb.

For mit Blik er hist at skue
Denne vellystfulde Dal,
Som et Helvede, hvis Lue
Vinker mig til evig Qval.

Havde du mig først dernede -
Ha! Jeg seer hvor lumsk du leer!
Til min eenlig fromme Rede
Hæved jeg mig aldrig meer.

186

Ey jeg kunde bort mig vriste,
Vellyst giorde Vingen lam.
Jeg min Gud vil aldrig friste.
Ene vil jeg tiene ham!

Ærgierrigheden
til Ynglingen.

Hvi gaaer du halwaagen
I Taagen?
Hvi søger du dunkle Skygger,
Hvor Uglen bygger?
Hvi sluttes du ind af Krat og Busk og Elv?
Hvi slutter du dig i dig selv?
Foragter den Glæde, som huldt dig favner,
Higer efter den, som du savner!
Daarlige Yngling! Vaagn af din Drøm.
Følg! Følg den rivende Strøm!
Da hæver dig høit de Bølger,
Som nu dig forfølger.
Giør dig ey selv det værre!
Vær Tidens Træl, saa er du dens Herre!
Lyd mit Raad! jeg er den gode Hyrde,
Letter huldt din Byrde.
Følg mit Fied, gak med mig op
Her paa denne Bierge-Top!
See ned i Dalen. - Hvor de lege!
Sig bevæge,
Frugter bryde,
Nyde!
Med Krog skal man Fisk angle,
Børn med en Rangle;
Tag denne Rangle af min Haand,
Og tien og tilbeed mig, jeg er den gode Aand.

187
Ynglingen.

Viig bort fra mig, Satan! Thi der staaer skrevet:
Du skal tilbede Herren din Gud, og tiene hannem
allene.

JOHANNES DEN DØBER.

Lad mine klare, kiølige Draaber
Svale den brændende Sommer!
Jeg blødgiør Naturen, Blomsterne haaber,
Hvergang jeg qvægende kommer.
Arme Vexter! som ey kan trives
Paa denne tørre, solbare Grund,
Sødt af min Morgendug skal I oplives.
Hvi staaer I ey hist i den kiølige Lund?
Jeg er afmægtig, med Vand kun jeg døber,
Snart det borttørres, udøst af min Haand.
O men den Himmelske hist, som Zephyrerne røber,
Som bygger sig Slotte
I Skovenes Lye, i den dunkle Grotte,
Han er større, han døber med Aand.

CHRISTI DAAB.

Qvægende sødt de klare Perler bæve,
Kiøligt de giennem mit luftige Legem gaae.
Let forfrisket jeg vil mig af Badet nu hæve
Med min husvalede Æther, blaa.

188

JESU LÆRE.

Den gamle Skov taler giennem Hornet.
Lad mine dunkle, bølgende, grønne Kroner
Vinke dig bort fra Larm og bedøvende Toner!
Toner ene fra Fuglens uskyldige Strube
Trylle dig i min alvorlige, hvælvede Grube!
Hvidslende Hæk,
Kiøligthenrislende Bæk,
Surre, som fromme Bie fra den eensomme Kube!

Siger den Gysen, som ryster de inderste Grene,
Medens du vanker her stille, modløs, ene,
Siger den ey dig, at Livet er meer end en Skygge?
Lærer du Tryghed ey af de Stammer saa trygge?
Saa som de staaer
Stode de hundrede Aar,
Vente nu roligt paa Døden i dæmrende Skygge.

Glem da nu her for din Nødtørft et Øieblik Sorgen!
Tænk ey med Ængsten idag paa den Dag imorgen!
Denne Hvælving, mod Himlens kun trang og liden,
Fierner dig dog med sit Løv fra Rummet og Tiden.
Sæt dig i Læe
Under mit venlige Træe!
Sæt dig! Du har jo Violer og Roser ved Siden.

Seer du ey Spurven, hisset, saa muntert at hoppe
Qvidrende høit, i de øverste, farligste Toppe?
Den er rolig, dens Bryst ingen Sorger beklemme;
Frygter ey for at falde, Gud kan den ey glemme;
Det er dens Trøst,
Det gyder Roe i dens Bryst,
Fattige Fugl, som den er, uden Skiønhed og Stemme!

189

Den er rolig, og du? du er angest og bange?
Frels dig, frimodige Siel! vær ey Kummerens Fange!
Seer du den Dal, som sig hist giennem Træerne bryder?
Seer du hvor Lillier og Græs og Violer den pryder?
Ikke de saae,
Ikke til Høsten de gaae,
Dog deres himmelske Fader dem klæder og fryder.

Skulde han dig da, sit Billed, ey fryde, ey klæde?
Skam dig! Visk Taaren af Øiet, byt Kummer med Glæde!
Hør paa den rislende Bæk, hvor melodisk den falder!
Hør paa de Smaafugles Sang i den kierlige Alder!
Ætherens Blink,
Blomsternes barnlige Vink;
Hør det, og see! Det er Gud, det er Herren, som kalder.

Lad ey den modløse Sløvhed din Styrke forhaane!
See mine Træer hist, som høit over Bierget sig skraane!
Flittige Biergmænd der Saltet af Gruberne bryde,
At med sin Smag og sin Kraft det kan Mennesket fryde.
Hvad er det alt,
Siel! mod dit herligste Salt?
Taber det Kraften, ak hvad er da lifligt at nyde?

Lad ey dit indvortes Lys af Taager indhylles!
Natten kun sortner at Stiernen kan mere forgyldes.
Seer du det mørkt omkring dig, velan! ey du gyse,
190 Hæv da din Aand, lad som Solen paa Himlen den lyse!
Høit paa det Blaa
Kiek lad den varmende staae!
At ey i dæmrende Nat dine Brødre skal fryse.

Aldrig de smaalige Sysler mod Jorden dig bøie!
Vend til de store Bedrifter dit undrende Øie!
Kummer og Armod og Qval ey din Taare kun vinde,
Ogsaa ved Livets uskyldige Spil bør den rinde,
Vindenes Suk,
Blomsternes vinkende Buk,
Pigernes salige Smil og ved Tidernes Minde.

Ringe Dyders Fortræflighed op du ey læse!
Ey for hver given Skierv i Basuner du blæse!
Mærker du Regnen, hvor kiøligt og sødt den nedfalder?
Venlig til Live dens Perle Smaablomsterne kalder,
Taler dog ey,
Tier og drager sin Vey.
Raab over sligt er Beviis kun paa dybtsiunkne Alder.

Vil med din Gud du dig inderligt, trofast forene,
Sælg da dit Huus, thi med ham kan du Mamon ey tiene.
Seer du Oldingen hist, hvor hans Fødder sig flytte
Langsomt og fromt? hans Hænder til Staven sig stytte;
Ryggesløs Larm,
Frækhed har saaret hans Barm,
Gammel og graae har han bygt sig i Skoven en Hytte.

191

Du, som er ung, som er kiek, som er freidig tilmode,
Flygt ey til Skoven, drag Sværdet og kæmp for det Gode!
Tilgiv din Næste, naar du kun fornærmet er vorden;
Men vær det Nedriges Rædsel, en Hævner paa Jorden!
Luften er qvalm,
Bortsvier Blomsten til Halm,
Da kommer luttrende, rensende, Lynild og Torden.

Kierlige Siel! ak lad min Natur dig henrive!
Luk dine Øine for Tant, og lad lukte dem blive!
Men lad med Andagt, med brændende Andagt dem skue
Dybt i Alkierligheds evige, straalende Lue!
Da skal din Aand
Bryde sit jordiske Baand,
Svinge sig høit imod Himlenes hvælvede Bue.

Elskte! den Løn, som dig venter, den salige Glæde,
Kan ingen Tunge, kan ikke Naturen udqvæde.
Bølgernes dæmpede Rislen og Fuglenes Tone,
Hyrdernes Viser og Vinden i Bladenes Krone,
Alt er kun Klang,
Enkelte Lyd af den Sang,
Som af Cheruberne synges om Skaberens Throne.

JESU MIRAKLER.

Hvor Sangersken glædeligt toner,
Hid venligt i Myrthernes Lye,
Til Skovens husvalende Kroner,
Fra lumre Forsamling du flye!

192

Kom bad dig fra Foden til Issen
I Bækken, som bugter sig hen!
Og est du verkbrudden og vissen,
Du faaer dog din Sundhed igien.

Og mens du bag Grenene sidder
Paa denne mildtskraanende Høy,
Og hører paa Fuglenes Qvidder,
Langt fiernet fra Daarernes Støy,

Og drikker Zephyrernes Sødme,
Mens Kilden sin Citharra slaaer,
Og indsuger Rosernes Rødme,
Mens Solen i Purpur opgaaer;

Da, medens ham Sangersken priser,
Fra dugsprængte, duftende Jord,
Din Jesus dig kierligt bespiser
Alt med sit udeeibare Ord.

Det hvidsler i Bladenes Hvidsien,
Det klinger i Skovenes Klang,
Det risler i Bølgernes Rislen,
Det synger i Hyrdernes Sang.

Og sad her den talrigste Vrimmel,
Hvor henrykt nu sidder kun du,
Det salige Brød af hans Himmel
Blev nok og tilovers endnu!

Ved Bækken, hist henne, du finder
Den klare, den ætherne Aand.
Det Vand, som saa perlende rinder,
Det bliver til Viin i din Haand.

193

O kom du, som halter i Blinde!
Kom, sæt dig ved Bøgenes Rod!
Dit Syn du vist atter skal finde,
Og fast skal du staae paa din Fod.

Og døde forhærdet end længe
Dit Hierte koldtisnende hen,
Sin Grav det dog atter skal sprænge,
Og lue til Himlen igien.

Thi Herren er ikke en Cain,
Uer dræber af Nag og i Løn.
Kom, grædende Enke af Nain!
Her finder du atter din Søn.

Mens Maanen med Straalerne bæver,
Og stiger af Bølgernes Skiød,
Hans Aand dig saa venligt omsvæver,
Han sover, men ey han er død.

O Jesus! Dit Tempel du bygger,
Hvor Blomster og Bølgerne leer.
Dig hist, mellem Træernes Skygger,
I Salomons Omgang jeg seer.

Der dine Disciple sig samle,
Du slutter dem fast til dit Bryst.
Med Andagt de Unge, de Gamle,
Her lytte saa fromt til din Røst.

Og Børn, som Guds-Englene ligne,
Dem taer du paa Skiødet, de Smaae;
Jeg seer dig dem helligt velsigne,
Og smile til Himmelens Blaa.

194

PHARISÆEREN.

Hvad vil du mig, du stolte Sommerstraale?
Jeg Sympathie med dig har aldrig havt.
Min Isse kan din hede Brand ey taale,
Den svækker Kraften, selv dog uden Kraft.
Dit Solstik martrer kun, som skarpe Naale,
Og tærer bort al Livets Ungdoms Saft;
Det bringer med sig Støv og Qvalm og Tørke,
Og giør et Paradis til Sahras Ørke.

Din frække, vilde, ubetvungne Lue
Forjager Helligdommens Dæmringskiær.
Med dorske Blik du troer dig alt at skue,
Dog er din Middag Nattens Mørke nær.
Du lyser op af yderste Formue
Og brænder Stæder af, som vilden Hær,
Og kalder Mørkheds Børn, hvo ey sig bøye
For Afgud dig! Du med det frække Øye!

Almuen blindes af din stolte Flamme,
At synke ned for dig den troer en Dyd.
Og, medens dine Purpurlapper bramme,
Frarøver du dem Fromhed, Troe og Fryd.
Hver Helligdom for dig maa staae til Skamme,
Du haaner Skiønhed, Viisdom, Spil og Lyd,
Og troer en bedre Lyst at tilberede,
Naar mat de gisper i din Middagshede.

Ha! flye til hine grændseløse Lande,
Hvor Blomsten døer, hvor ingen Lyd er hørt,
Hvor hede Støv med heden Luft sig blande,
195 Af en forpestet Vind i Veiret ført.
Der brænd og lys! men skaan de hulde Strande,
Af Rosenhækker og Kierminder slørt!
Der ryst din Fakkel paa den golde Hede!
Og vilden Afrer skal din Ild tilbede.

Thi hvad du Sandheds Lys med Hyklen kalder,
Er en i Verden kastet Røverbrand,
Som dræber frommen Uskylds gyldne Alder
Og fylder op med Røg det hele Land;
Og hvor ey ind dens frække Straale falder
Der Vanvid har sit Hiem i Mulm paa Stand!
Med Overmagt og Vold din Lue knittrer,
Enfoldig Fromhed døer og Uskyld zittrer.

Dit hedefyldte, dumme, drukne Øye
Den hulde Farveglands ey see formaaer,
Hvor Sol ey brænder over golde Høye
Der Overtroens Midnatstaage staaer!
Den hele Jord din Straale skal ompløie,
Men Tidsler er din Høst, fra Aar til Aar!
Og dog din Middagsbrand, som døsigt oser,
Skal foretrækkes Morgenrødens Roser?

Ak! havde du et Blik for Rosens Lue,
Ak! havde du for Duggens Blink en Sands,
For Lilliens Reenhed under Træets Bue,
For Fuglens Sang, for Bækkens stille Glands,
Da vilde du med Undergang ey true,
Ey visne hen den fagre Ungdoms-Krands,
Det Lys blev slukt, hvorfor Naturen gyser,
Som dræber Lyset medens op det lyser.

196

Dog brænd og bram i straalebræmmet Kaabe!
Din Ild skal slukkes og din Magt ey staae.
Din Guddom skal ey Afmagt meer anraabe,
En kiølig Luft skal over Egnen gaae,
Og bringe Livet atter til at haabe,
Og qvalmen Hede kiek tilbageslaae,
Og svale Jorden med sit Perleklæde,
Og vække Jordens Liv til Held og Glæde.

Og alle Syger skal fra Jorden ile,
Og ikke ængste meer det bange Sind.
En Aftenrøde blideligt skal smile
Med Morgenrødens sunde Rosenkind.
Den modne Drue skal bag Løvet hvile,
I Blomstens Sted skal Frugten sættes ind,
Og til en hellig Nadver os indbyde,
En Forsmag paa den Fryd vi hist skal nyde.

SADUCÆERNE.

See her os arme Stubber staae,
Iblandt de svedne, visne Straae!
See vore gule, gustne Løv,
Fortært af Orm, bedækt med Støv!
See hist den hvasse, nøgne Torn,
Hvor Jomfrue-Rosen stod tilforn!
Den Blomst, som endnu hisset staaer,
Som Jomfrue-Rosen snart forgaaer.
Alt er i Verden kun et Spil,
En Klang med ingen Mening til.
See Bækken hist i heden Sand!
Den svinder under Solens Brand.
197 Den Sommerfugl, som nys var glad,
Som flagred om i Solens Bad,
Kun saare kort sin Lyst den nød,
Nu hviler den, thi den er død.
Et Øieblik er Jordens Fryd,
Et Bølgeslag, en Tonens Lyd!
Et Øieblik er Jordens Liv,
Et Pust, som knækker svage Siv!
Hvortil da disse Planer lagt?
Hvortil det Skrig paa Kraft og Magt?
O Stolthed! lad mit visne Løv
Kundgiøre dig, at du est Støv.
Et Fnug, som sig for Vinden snoer
Og synker atter ned til Jord.
Hvortil da dette Grublerie,
Om du est evig eller frie?
Du lever, siden du blev fød;
Naar du est død, saa est du død.
At du opstande skal igien -
Hvor kom det fra, hvor vil det hen?
Den eengang visne Blomstertop
Den blomstrer aldrig atter op,
Snart i dens Sted en anden groer
Og sletter ud det sidste Spor.
Det som du blier det est du nu,
Og aldrig mere vorder du.
Thi nyd dit Liv mens det bestaaer,
Og græm dig ey at det forgaaer!
Det Øieblik som flyer, som kom,
Det er din hele Eyendom.

198

SIMON PEDER.

Milde Morgenvinde, Iinde,
Kiøle heden Sommerluft,
Kruse Havets Vande, blande
Sig med Lundens Blomsterduft.

Lillien op sig lukker, bukker
Under Sommerfuglens Vægt.
Rundt, i muntre Klynger, synger
Hele Skovens Fugleslægt.

Morgenpurpurkuglen, Fuglen,
Langsom hiin og hiin med Iil,
Lover over Havets Vover
Gud med Sang og Rosensmil.

Medens Lærken synger, gynger
Baaden i det stille Vand.
Ved sin Angel rolig, trolig
Sider ungen Fiskermand.

Men, som han fornøiet Øiet
Kaster hen paa Sol og Jord,
Synes ham hans Øre høre
Som et sammenblandet Chor;

Hvori Blomstervrimlen, Himlen,
Bølgen, Fuglen høit paa Qvist,
Og den Duft, som viger, siger
Hvad han aldrig før har vidst.

Alt eet Sprog kun maler, taler
Selv det hemmelige Sprog.
199 Øiet rundt sig vender, brænder
I Naturens store Bog.

Og mens Blikket stirrer, dirrer
Bogens Træk i sælsom Dands;
Og hvorhen han skuer, luer
Nu en venlig Blomsterglands.

Først en Flok af blide, hvide
Lillier stande fiern og nær;
Tvende smaae Kierminder finder
Øiet i det hvide Skiær.

Og ved dem to søde, røde
Roser, klædt i Jomfrue-Pragt.
Gyldne smaae Aurikler vikler
Sig i den foreente Pagt.

Og af Tulipaner baner
Sig en broget Sværm sin Gang.
Medens Skyggen lindrer, tindrer
Solen, lyder Fuglesang.

Og, for Peders Øie, føie
Lillier sig til Lillie blid;
Og mens Blomsten viger, stiger
Frem en Yngling, lilliehvid.

Og de blaae Kierminder svinder
I hans Øine himmelblaae;
Kindens Rosenbuer luer
Der, hvor nys han Roser saae.

Og de smaae Aurikler vikler
Sig i gyldne Lokker grant.
200 Tulipaner bølge, dølge
Skuldren i et let Gevant.

Og de høie Straaler bøie
Om hans Tinding sig med Lyst.
Og den Sang, som lyder, bryder
Ud nu i hans hulde Røst:

Seer dit forhen blinde Øie eengang nu sin Skaber dog?
Har det endelig da lært at tyde dette stumme Sprog?
Finder det i Blomsterflokkens Glands, i Fuglens muntre Sang,
Kildens Røst, og Skovens livelige Svale, Solens Gang,
Udi Tidens gamle, store Sagn, i Harpens høye Lyd,
Skialdens Sang, den Vises Grubien, Heltens Daad og Qvindens Dyd,
Ikke blot en Glands, som slukkes, ey et Liv, som dræbes brat,
Men en evig Dag, som bryder selv igiennem Gravens Nat?
Men en Hær af lyse Straaler, funklende fra Pol til Pol,
Som i sikker Retning samles i en herlig fælles Sol?
Skuer du din Skabers Finger, som i Alting peger frem,
Og hver Aand, som opad stræber, viser til sit rette Hiem?
Saae du, da den tykke Taage fra dit kiekke Øie faldt,
At for sig er Alting Intet, men i Alt er Alting Alt?
O da læg din ringe Mede, kast den hurtig fra dig her!
Fisk du ikke meer skal fange, du skal fange Mennesker!

201

JOHANNES.

Hvad er det hist, som ringer?
En Aftenklokke dybt i Skoven klinger!
Saa længsel- og saa vemodsfuld den klager;
Og fierne Fielde, blaae, dens Lyd gientager.
Dybt mellem Skovens Kroner
Den lokker mig med sine Sølvertoner.
Her maa jeg vist den søge
Ved Bækken, mellem disse gamle Bøge.

I Solens Aften-Luer
Et aabent, rødt Capel jeg hisset skuer.
Igiennem rene Blaa saa sødt til Himlen
Dets Klokke sender op sin dumpe Bimlen.
Med hulde Lillie-Stængler
Det prydet er, og friske Rosen-Hængler;
Og Bækken rundt sig slynger
Om Altrets Fod og fromt sin Psalme synger.

Paa Altret op er stillet
Det hellige, betydningsfulde Billed.
Jeg seer paa sorten Kors sig ynksomt bøie
Den hulde Jesus, med sit brustne Øie.
Nu Kilden meer ey murrer,
Og Klokken tier, Turtelduen kurrer,
En Eremit fremtriner
I lange Klædebon med blide Miner.

Er det, med Jammersklager,
En Olding graae, som Verden nu forsager?
Som Nag har qvalt? som er andægtig bleven,
Og angre vil den Synd han har bedreven?
202 O ney! Jeg henrykt skuer
En Yngling skiøn, hvis fromme Øie luer;
Afmægtig ey han bæver,
Med Kraft sin Haand til Himlen høit han hæver.

Glat er hans hvide Pande,
Paa den har Lasters Præg ey kunnet stande.
Hans Kind er frisk, en Jomfrue-Rose, lukket,
Som Lysters Gift ey falmet har og dugget.
Hans dybe Blik ey skielver,
En rolig Bue over Øiet hvælver,
Hans Haar i gyldne Strømme,
Som Straaler, fra den skildte Tinding svømme.

Hans hulde Stemme lyder:
Min Jesus! ene du mit Hierte fryder.
Her bygged jeg dit Huus, her kan jeg vanke,
Hvor ingen Larm forstyrrer fromme Tanke.
Kun da jeg roligt hviler,
Naar ved dit Bryst jeg i dit Øie smiler,
Naar i dets milde Luer
Din Miskundhed, din Kierlighed jeg skuer.

Du gaaer mig tit imøde,
Min Jesus! thi du opstod fra de Døde.
Din Elskov alt omfatter,
I hvert et Øieblik du fødes atter!
Kun Tiden og Naturen helligt maler
Det store Ciffer, som din Glands udtaler,
Selv i mit Hiertes Kammer,
Est du det Lys, det fromme Lys, som flammer.

203

DEN HELLIGE NADVERE.

Hvor flygted du, venlige Aand!
Som strakte til Himlen din Haand,
Sødt baaren
I Vaaren?

Til Skov og Grotte staaer ey meer din Hu.
Der er saa dødt, der er saa vandkoldt nu.

Ingen hulde Blomster meer!
Barnligt ey Naturen leer.
Bleg og guul hun viser sig,
Skranten og frugtsommelig.
O! men see den modne Frugt,
Hvor dens Kinder rødme smukt!
Af den matte Moders Skiød
Løfter jeg dig, Glut saa rød!
Glemmer hende over dig,
Thi din Vellugt tryller mig.

Runkne Træe! som du, jeg staaer
I den store Urtegaard.
Trænger magtesløs, som du,
Til en jordisk Næring nu.
Kom! fornye den svundne Saft!
Giv mig atter Marv og Kraft!
Ydmyg, mens jeg nyder dig,
Knæler jeg, en Plante liig;
Føler mig et Fnug, et Støv,
Mellem dine visne Løv.

Hvor du qvæger, milde Rod!
Jeg fik atter Liv og Mod.
204 Som du hæved dig i Kraft,
Hæver mig din sunde Saft.
Store Kredsløb! Intet deelt!
Alt omfavnet til et Heelt.
Store Legem! ak! af dig
Har en Mundfuld styrket mig.
Lifligt var dit Himrnelbrød,
Men hvi er din Skiønhed død?

Stille! hvilken Sødme?
Hvilket Skiær i den gustne Natur! hvilken Rødme!
Hvilken Ahnelse hæver den mørke, den modfaldne Tanke?
Hvad titter, hvad rødmer, hvad leer, bag den bugnende Ranke?
Skiønne, saftsvulmende Drue!
Du livner den kolde Natur med din Lue.
De vægtige, funklende Lokker du ryster.
Smilende Viin!
Purpur-Rubin!
Med Andagt i blinkende Kalk jeg dig kryster.

Den Engel, som i Vaaren smilte,
Som lumre Sommer lærte flye,
Som i de dunkle Skygger hvilte,
Her funkler i en Purpurskye.

De milde Blus, de svale Bølger,
Den lette Æther Vaarens Ven,
Det Blomsterflor, som Jorden dølger -
Alt finder du jo her igien!

Det Haab du har i Vaaren fundet,
Blev mat i Sommer, meer i Høst,
205 Lidt efter lidt det er forsvundet,
Og Tvivl kun ængster nu dit Bryst.

Da Himlen sig fra Jorden skilled,
Da sank din Aand igien til Jord.
Det himmelske, det rene Billed
Ey længer i dit Hierte boer.

Det Barnlige var længst forsvundet!
Nu gaaer du bleg mod Jorden bukt.
Med Høsten har du dig forbundet,
Og ædt af giftig Kundskabs Frugt.

O drik! at du kan atter glemme,
Hvad koldt kun Hovmod lærte dig.
Da vaagner atter Livets Stemme,
Da seer du atter Himmerig.

Hvis ey du vorder Barnets Lige
Og bryder Stoltheds kolde Pagt,
Da seer du aldrig Himmerige.
Det har din hulde Frelser sagt!

Tag Kalken i de fromme Hænder,
Som stivnes i den kolde Høst!
Den blide Engels Kys da tænder
Vist atter Vaaren i dit Bryst.

Din siunkne Troe paa nye fremluer,
Dybt i din Barm den fæster Rod.
Drik, medens du til Himlen skuer,
Thi det er Jesu sande Blod!

206

JUDAS ISCARIOTHES.

Mennesket
i den sildige, sludfulde Høstnat.

Skulde jeg slig Konning ære?
Ney, jeg er ey længer ung.
Det vanærer mig at bære
Denne lidetfyldte Pung.

Dine vilde Phantasier
Skal ey længer nytte dig.
Bort, I Ungdoms Sværmerier!
I skal ikke fængsle mig.

Hvad er Ord? En Lyd, som svinder.
Hvad er Dyd? Blandt Ord et Ord.
Hvad er Gud? Et Glimt, som blinder.
Hvad er mit? Den rige Jord.

Satan
igiennem Stormen.

Hvad er Fuglen meer end Krybet?
Hvad er Æthren meer end Muld?
Hil dig, Søn! Søg du kun Dybet,
Dybet flammer rigt paa Guld.

Mennesket.

Hvad var det? Søn blev jeg nævnet!
Hvo var det, som for mig stod?
Jesus! ved dit ringe Levnet
Tykt og hidsigt blev mit Blod.
207 Men min Frygt jeg kiek vil døde,
Ey jeg kysser meer din Søm.
Bedre Drik og bedre Føde
Jager bort hver Feberdrøm.

Hen til Jordens rige Vise
Vinker Mynten mig, saa rød;
Den mig bedre vil bespise
End du, med dit Himmel-Brød.

Jeg mig skammer for din Naade,
Frygter ey din Arm saa lam.
Flux jeg vil dig nu forraade,
Saa af tvætter jeg min Skam.

Satan
med vild Latter.

Hungrig Luften sig har hvælvet
Rundt om Jordens fede Dal.
Hvad er Himmel imod Helved?
Hvad er Glæden imod Qval?

Mennesket.

Rædsomt Stormens Vinge bruser,
Stiernen rød paa Himlen staaer,
Fæle Hvin i Gierdet suser,
Mens til Caiphas jeg gaaer.

Satan.

Sorte Engle! Hen I brage
Over midnatsdunkle Jord!
208 Naar han kommer bleg tilbage,
Vil vi synge ham et Chor.

Mennesket.

Længer ey jeg nu skal trænge.
Det er skeet, det er fuldbragt!
Denne Pung med blanke Penge
Vidner om min nye Pagt.

De sorte Engle.

Vee dig! Vee! hvad har du vovet?
Vee! hvad har du overtraadt?
Ham, som du saa varmt har lovet,
Ham, ham har du nu forraadt!

Mennesket.

Rædsomt Stormens Vinge bruser,
Stiernen rød paa Himlen staaer.
Fæle Hvin i Gierdet suser,
Mens fra Caiphas jeg gaaer.

De sorte Engle.

Stormen har sit Glavind draget.
Stormen er det stærke Riis,
Hvormed Adam blev udjaget
Af sit skiønne Paradiis.

Stiernen, som saa rød er blevet,
Er den blodige Rubin,
Som for Balzazar har skrevet:
Mene Tekel Uphrasin.

209
Mennesket.

Vee mig! Vee! De skarpe Tiørne
Saare mig i dunkle Nat.

De sorte Engle.

Mindes du de vrede Biørne,
Som Elias hævned brat?

Mennesket.

Ha, jeg flygter! Himlen vredes.
Ha, jeg flyer dig, Stierne rød!

De sorte Engle.

Cain giorde ligeledes,
Efter Abels lumske Død.

Mennesket.

Tie, Du Nattens vilde Hvinen!
At til Gud jeg bede kan.

De sorte Engle.

Mindes du, i Helved-Pinen,
Bønnen fra den rige Mand?

Mennesket.

Ey jeg vil mig meer formaste,
Pungen kaster jeg i Dynd.

210
De sorte Engle
med Skoggerlatter.

Judas! Kan du ogsaa kaste
Bort din skammelige Synd?

Mennesket.

Havet bruser! Storme tude!
Himlens blege Dødning leer.
Det er ude! Det er ude!
Der er ingen Redning meer.

Vaade Piil i Nattens Taage sveier,
Dybt den visne Green til Jorden vaier,
Som sig hæved før saa grøn, saa let;
Nattens Magter harmes ikke længer.
Helved kræver ikke meer sin Ret.
Blegt og blodigt brustne Legem hænger!

GETSEMANE OG GOLGATHA.

Ey længer Druens Purpur luer,
Den milde Himmels sidste Smil.
Hvorhen det matte Øie skuer
Det træffer Saar af Dødens Piil.
Den kolde Dug, som Skoven væder,
Paa gule Løv med Zittren staaer;
O Jesus! det er dig, som græder,
Udi den visne Urtegaard.
211 Hvor er den Ild, som venligt ulmed?
Er den bag vaade Grene slukt?
Hvor er det søde Blod, som svulmed,
Som funkled i den klare Frugt?
Umaadelige Bægre bramme
Blandt Skaren, ryggesløs og vild,
Thi brænder nu som Helved-Flamme,
Hvad før har smilt, som Himme-Ild.

De Sandheds-Ord, du kierlig talte,
I Vindens Pust, i Fuglens Røst,
Som Blomsterflokkens Farver malte,
Som lued i den Renes Bryst,
De Sandheds Ord, den store Naade,
Slet ingen Virkning har frembragt.
Nu vil man nedrig dig forraade,
Saa stor er Helveds onde Magt.

At du fra Faderen mon svæve
I himmelsk Salighed herned,
For Sielen til sit Hiem at hæve,
Af sand, uskrømtet Kierlighed,
For Støvet af sin Drøm at vække,
For dem, som dybt i Pølen gaae,
En kraftig, hielpsom Haand at række -
Det skiønner Ingen, Ingen paa!

Den hulde Blomst de snart mon glemme,
Det Himmelvink de ey forstod,
De døved vildt Naturens Stemme,
Og ryggesløst de drak dit Blod.
212 Din Godhed og din hulde Naade
Fandt ingen from, taknemlig Giest,
Med Haan de Alt med Fødder traade,
Og raabe nu: Korsfæst! Korsfæst!

Derfor paa disse skumle Steder,
Ved denne nøgne, tørre Hæk
Rørt og medlidende du græder
I Kedrons vemodsfulde Bæk.
Ey for dig selv din Taare strømmer,
Ney, for den hele, hele Slægt
Den bittre Kalk du blidt udtømmer
Og bukker under Korsets Vægt.

For til Opmærksomhed at drive
Den Flok, der ey din Skiønhed saae,
Du lader dig af Torne rive,
Og Haglens blege Bødler slaae.
At Døden hver en Fryd begraver,
At evig Glands kun hist er til,
Det viser du mens du tillaver
Det blodigstore Sørgespil.

Alt seer jeg lumsk dem hid at drage,
Sagtmodigt paa det tørre Mus.
Din Glorie de vil forjage,
Med Lamper og med røde Blus.
Den visne Hauge op de lyse;
Men Svampe, som blandt Tidsler groe,
Ved Lygtens Skin af Kulde gyse,
Hvor før i Solen Blomster loe.

213

Din sande Guddom frækt de dræbe,
Din Dyd tør dog ey dræbes end,
Thi giver dig den kolde Læbe
Et Judas-Kys, som Broderven.
Men Læberne, som frostigt isne,
Skal vise fræk Fortrolighed,
Skal bringe Krandsen til at visne,
Og drage dig til Mængden ned.

Thi vender du med blege Kinder,
Fra de fortabte, blinde Faar.
Medlidende din Taare rinder,
Og høit du sukker, mens du gaaer.
I Sneen dine Kinder blegne,
Hvor Rosen lued før saa smuk,
I Regnen dine Taarer segne,
I Stormen døer dit sidste Suk.

Naturen i sit Sørgeklæde
Gientager aarlig taus din Død.
Høit Englene fra Skyen græde
Af Medynk over Livets Nød.
Ukiendte Magt med Vrede hævner
Den Haan, man yttrede mod dig.
Som Templets Forhæng vældigt revner
Den frosne Jordbund, ængstelig.

Den skyller til med isne Vande,
Og reent udslettes Livets Fied;
En eneste uhyre Pande
Bedækker store Rettersted.
Og bladløs staaer, blandt nøgne Stene,
214 Hvor Vaarens Glands længst iled fra,
Det sorte Træe, med tørre Grene,
Som Korset hist paa Golgatha.

DISCIPLENES JUBEL-HYMNUS.

Vi vil ey forsage!
Med de svundne Dage
Skiønne Stierner svandt.
Ondskabs Rovdyr tørste!
Ned ad Lysets Fyrste
Purpurblodet randt.
Folket stod og saae hans Blod,
Mørkets tykke Forhæng revned -
Tiden har ham hævnet!

Satan vældigt kæmper,
Lyset tit han dæmper,
Men det dræbes ey.
Høit mod Himlens Buer
Snart, i andre Luer,
Søger det sin Vey;
I sin Død, saa hellig sød,
Stiger det, som Morgenrøden,
Seirer selv i Døden.

Med andægtigt Øie
Blikket hen vi bøie
Paa den store Tid,
Da den hulde Naade
Ned til Jorden traade,
Som en Yngling blid.
215 Yngling skiøn! Du varst Guds Søn!
Derfor er vor Trøst, vor Ære,
Nu dit Navn at bære.

Korset, som du slæbte,
Ey din Guddom dræbte
I sin bittre Favn.
Hvad som ey kan fødes
Det kan aldrig dødes,
Evig er dets Navn.
Himme-Ild! veldædig, mild!
Briste kan dit svage Kammer,
Men din Lue flammer.

Spredt blandt Jordens Vrimmel,
Blev dit Lys, o Himmel!
Samlet i din Ven.
Da hans Læber isned,
Da hans Hierte visned,
Spredtes det igien;
Men den Barm, saa huld og varm,
Ak! som kunde Alt forbinde -
Der var Himmel inde.

Derfor ned vi bøie
Her, med hævet Øie,
Dybt det stolte Knæe;
Strække vore Hænder,
Medens Taaren brænder,
Mod dit sorte Træe.
Bleg og hvid i Dødens Strid,
Viser du, i Martyrnøden,
Himlens Roe i Døden.

216

Blus, I Roser røde!
Jesus aldrig døde,
Smil, du Himmel blaa!
Styrter ham tilfode!
Jesus er det Gode,
Det kan ey forgaae.
Uforsagt mod Helveds Magt.
Giøglespil er Satans Vælde,
Den kan ey os fælde.

Lad da Medgang smile,
Lad da Modgangs Pile
Tørne mod vor Barm,
Lad da Vaaren lue,
Lad da Vintren true
I sin bistre Harm,
Lad da brat i Mulm og Nat
Livets skiønne Tider blegne!
Gud er allevegne.

Naar Naturen isner,
Selv naar Tiden visner
Uden Blomst og Lyst,
Dog hans Smil vi skuer,
Dog hans Elskov luer
Inderst i vort Bryst.
O! der staaer en evig Vaar,
Paradiset, længst forsvunden,
Der er atter funden.

Midt i Vintrens Ørke,
Mellem Iis og Mørke,
217 Knyttes dette Baand.
Inderligt vi brænde!
Han vort Hierte tænde
Med sin Helligaand!
Du est nok, vor liden Flok!
Af dit Frøe i nøgne Mose
Springer Fremtids Rose.

Hvad er vel vor Kummer?
Denne dorske Slummer
Selv ey martre kan.
Tænk hvad Hine lede!
Tænk hvad Hine strede,
For at døe, som han!
Uden Harm da, Arm i Arm.
Kierlighed forene Flammen!
Amen! Amen! Amen!

218
219

SANCT HANSAFTEN-SPIL

220
221

En Vandringsmand triner op paa en gammelGravhøi, der staaer ved Veien, og siger somPrologus:

Velkommen! i den røde Morgenstund,
Enhver som tidlig nu har samlet sig,
For snart med ufortrødne, raske Fied
At følge os fra Byens dorske Taage
Til Skoven hist, som grøn og sval sig hvælver.
Her seer I Vejen! Fra den lille Høi
Kan I den næsten ganske overskue.
Fra lumre Gader, hen igiennem Marken,
Hvor Græsset bølger i den friske Luft,
Vi ile jublende, med lette Skridt,
Igiennem Veiens Støv og Solens Straaler,
For destolænger at opholde os
I Skovens gamle, svale Bøgelunde.
I seer en Sværm af Gamle og af Unge,
Af Overgivne og Alvorlige,
Af Fattige og Rige sammenblandet;
Den muntre Teltecirkel stolt omringet
Af Vaarens høie, lysegrønne Telte,
Hvor taus Naturen straaler i sin Glands.
Saa lad det Eder heller ei fortryde
222 At lytte til et sammenblandet Chor,
Hvor Overgivenhed og Skiemt og Glæde
Afvexler med en dybere Natur.
Jeg er en gammel Gubbe. Digteren
Har bedet mig at træde frem og tale.
Han troer mit Sølvhaar og min svage Stemme
Kan mildne Eders Hierter, aabne dem
Og stemme Eder for det lette Spil,
Som flygtig Phantasie har sammenføiet.
Betragter denne skiønne Foraarsmorgen!
Naturen taler varmere end jeg.
See! hisset nærmer sig en Spillemand.
Omringet af de blomsterklædte Sletter
Vil jeg ved Strengens simple, svage Klang
Paa Høien synge jer en Morgensang!

Du skiønne Blaae!
Du hvælver saa huldt om de grønne Straae,
Med Dugperlerne paa,
Hvor Lærkerne slaae,
Hvor Bølgerne gaae,
Hvor de spraglede Kornblomster venligt staae!

Du lave Høi!
Din Hvælving fierner fra Lys og Støi.
Din Urne staaer
Fra Oldtids Aar,
Af Aske fuld
I det dybe Muld.
Ubevægelig den staaer,
Til eengang den store Klokke slaaer.

O lyse Glands!
Naturens funklende Straaledands!
223 Gyd i mit Bryst
Din liflige Glæde, din varme Lyst.
Snart er det forbi.
Snart synker jeg i
Det kolde Muld;
Og skuer ei længer dit luende Guld.

Ak Livets Lyst!
Kun stakket du flammer i det svage Bryst.
Din luende Drik
Indsuger saa kort kun det matte Blik.
Det brister saa brat,
I den dunkle, den dunkle Nat.

Arme Menneskestøv!
Visne Løv!
I den kolde Urne maa du hvile der,
Mens det er saa varmt og saa lyst og saa herligt her.

O du evige Natur!
Inden jeg favnes af den sorte Muur,
Lad mig skue dig!
Du oplue mig!
Din uendelige Harpe saa huld,
Med de liflige Strenge,
Af Havets Sølv og af Solens Guld
I mit Hierte trænge,
Med sin Harmonie,
Med sin søde Sympathie!

Flora! evigunge Møe,
Huld du kommer og forsvinder.
Roserne paa dine Kinder
Livner Skov og Mark og Søe.
224 Flora! evigunge Møe,
Tryk mig huldt i dine Arme,
Lad mig favne dig med Varme,
Favne dig med Kraft og døe!

Prologus gaaer.

Harlekin kommer styrtende op ad Høien og er færdig at snuble:

De Gravhøie skulde Fanden flytte!
De staae her og giør ikke den mindste Nytte.

Gnider sit Been.

Det er en Levning af Barbariet;
Jeg troer jeg skal klage for Politiet.

Kommer frem og bukker meget ydmyg for Publikum.

Mine Herrer og Damer, jeg har rendt som en Hest.
Bryd jer ikke om den gamle Kiellingepræst.
Jeg er den rigtige Prologus, jeg!
Forfatteren bad mig løbe min Vei,
Og krybe op paa denne Høi
Og fortælle jer under megen Støi
At nu skulde Stykket strax gaae an.
Det hørte den gamle, enfoldige Mand.
Saa skyndte han sig med lange Skridt,
Mens i Vibenshuus jeg bedede lidt;
Og mens jeg i Lundehuset fik mig en Dram
Kom han i Forveien. Det er Skam!
Hans Snak skal I ikke bryde jer om.
Den gamle Nar gaaer i Barndom.
Han førte vel en lang Conferents
Om Composition og en høi Tendents.
225 En høi Tendents i et Dyrehavespil!
I hans Pande det aldrig gaaer rigtig til.
Det skal være paa sin shakespearisk.
En Skik som hos os er reent barbarisk.
For Guds Skyld lad Eder ikke smitte
Af denne uvidende, excentriske Britte,
Som giør Theseus til Hertug i Grækenland
Og troer at Bøhmen er omflydt af Vand.
Nei, mine Herrer! Med Galskabens Rangle
Eders ærede Bifaldssmil at angle -
Derpaa Forfatteren ene vil pønske,
Det er han høieste, fromme Ønske.
Bliver han undertiden lidt tør,
Humant I overbære bør.
Du lille Kunstdommer, som saa net
Betragter mig giennem din Lorgnet,
Vær derfor ikke altfor severus.
Interdum dormitat bonus Homerus!
Nu har jeg opremset min hele Lexe.
Nu skal I see at jeg ogsaa kan hexe.

Han slaaer i Jorden med sin Brix. Skuepladsen forvandles til et Værelse i Byen.

Nu ere vi alle til Staden draget.
Stykkets Eenhed er just ei iagttaget;
Men de som ei lider Changement
Kan blive naar vi flytte næste Gang.
Her er vi i Huus hos en Borgermand.
Men hillemænd! see der kommer han.
Jeg faaer da vel at vige for Personen,
For ei at forstyrre Illusionen.

Gaaer.

226
EN MAND
triner frem og siger:

Det er i Dag et deiligt Væ'r.
Vinden vifter i Voldens Træer.
Der er ei en Skye paa Himlen at see.
I Vinduet mine Blomster lee.
Det er dog saa tungt med en Urtegaard,
Som indsluttes kun af et Potteskaar.
Om Sommeren er man kun lidet glad
Ved at sidde midt i den lumre Stad.
Naar Øiet standser paa snevre Muur
Da længes man efter den vide Natur.
Grønt overalt og Fuglesang,
Hoppende Vildt og Valdhornklang,
Viden Udsigt og svale Vind -
Det giør et let og fornøiet Sind!
Jeg troer vi giorde ej saa ilde
Om vi kiørte idag til Kirstens Kilde.
Saa mored vi ogsaa Frøkenen lidt.
Det stakkels Barn, hun græder saa tit
Hun blev forliebt i en smuk, ung Mand!
Fordi han var over hendes Stand
Blev Moderen ganske angest og bange
Og holdt den stakkels Pige som Fange.
Troede endelig hun skulde glemme sin Ruus,
Naar hun kom her, i et eenligt Huus.
Et Aar hun nu har været hos mig.
Det giør mig ondt! thi hun græmmer sig.
Hendes Elsker er draget i Verden ud,
Om han eengang kommer igien, veed Gud!
Fornøiet jeg vil hende gierne see.
Idag beqvemt det kunde skee.
227 Der kommer min Kone; vil høre hendes Mening.
Ægtefolk maa giøre alt i Forening.

KONEN
kommer.

Min kiere Mand! bliv ikke suur.
Jeg hørte alt, thi jeg stod paa Luur.
Du vil kiøre os ud i Skoven idag!

MAND.

Hvad siger du da til denne Sag.

KONEN
kysser ham.

At du dog er ret en god lille Mand!
Fornøier os altid med hvad du kan.
Det glæder mig ellers for Frøkenen meer
End for mig selv, som vel du indseer.
Hendes Øine som græder og er saa kiønne
Have godt af at komme ud i det Grønne.

MAND.

Der er hun! Lav os da alting til.
Mine Sager imens jeg ordne vil.

Gaaer.

MARIA
kommer ind. Hun sætter sig ved Klaveret og synger:

Dybt Skoven bruser og Skyen gaaer.
Ved Strandens Blomsterbred Pigen staaer.
Høit opskyller Bølgen saa brat, saa brat;
Og hun synger ud i den dæmrende Nat,
Af trøstesløs Kummer henrevet.
228 Ak Hiertet er dødt og hvorhen hun seer
Er intet, intet at ønske sig meer.
Du Hellige! kald da dit Barn til dit Bryst
Mig har jo alt henrykt den jordiske Lyst.
Jeg har jo alt elsket og levet!

KONEN.

Deres Stemme har dog en herlig Klang.
Hvad hedder den Arie?

MARIA.

Teklas Sang.
Den er oversat efter tydsk Poesie
Til Weyses deilige Melodie.

KONEN.

Den er mig alt for melancolsk.
Jeg kunde blive i Hovdet catholsk,
Hvis længe jeg hørte slige Sange.
Af de Muntre er der dog ogsaa mange!

MARIA
sukker.
KONEN.

Vær nu en lille, fornuftig Pige.
Vær munter og lad Sorgerne vige.
Min Mand har besluttet til Skoven at tage.
Vi skulde saa derud i disse Dage,
Og idag er Veiret saa klart og net.

MARIA
pludselig oprømt.

Deri har De sandelig ganske Ret.

229
KONEN.

Stakkels Pige! maa være saa meget inde.
Nu ja! Deri maa vi os finde.
Det er hverken min Mand eller mig som vil
Holde Dem. Hvad skal man sige dertil!
Deres Moder -

MARIA.

Tal ikke om denne Sag.

KONEN.

Saa kiøre vi da til Skoven idag.
Ifald De Cathrine sende vil
Til Kudsken, skal jeg lave alting til
I Kiøkkenet.

MARIA.

Ja, det vil jeg gierne.

KONEN.

Man skal have saa mange Ting i sin Hierne.

Gaaer.

MARIA.
sætter sig og skriver en lille Seddel, kalder saa paa Pigen:

Skynd dig til Hyrekudsken hen.
Vi skal i Skoven. Kom snart igien, -
Thi vi har travelt. Men først et Ord -
Bring denne Seddel - du veed hvor han boer -

CATHRINE.

Den smukke -

MARIA.

Tys!

230
CATHRINE.

Ih, Frøken Marie!
De veed dog vel sagtens at jeg kan tie.

MARIA.

Mine gamle Ørenringe skal du faae.

CATHRINE.

For dem jeg kunde i Ilden gaae.

MARIA.

Er det for Ringene, eller for mig?

CATHRINE.

Hvor kan De nu spørge saa underlig.

MARIA

gaaer.

CATHRINE.

Saa skal vi i Skoven? En herlig Sag!
Skovtouren er min bedste Dag.
Det er den eneste Dag jeg maa gaae
For min Madamme med Solhat paa.
Ellers siger baade Hun og Han:
Cathrine! klæd dig efter din Stand.
Naar dette Brev jeg nu bringer hen
Saa gier den unge Greve mig Penge igien.
Det er i Sandhed en herlig Fyr!
Saa seer jeg igien disse rare Dyr,
Disse nysselige Abekatter og Hyæner.
Derude de Folk dog meget fortiener.
De trækker os Pengene ud af Landet,
231 Siger min Hosbond. Det er forbandet!
Ja, du gode Gud, hvad skal man sige?
Det morer dog altid en stakkels Pige.

Gaaer.

MARIA
paa sit Kammer; med Ludvigs Billede i sin Haand.

Da jeg imorges aabnede mit Øie
Da hopped Spurven glad paa tørre Tage,
Som glimted rødere i Morgenrøde.
Den qviddrede og kaldte paa sin Mage;
Og sølvblaae Buen hvaltes i det Høie
Og Lærkens Slag fra Voldens Kroner løde.
De bæved mig imøde,
Og toned: Du idag din Ven skal skue!
Da sprang jeg op og stirred over Byen,
Henrykt i Sølverskyen,
Mens Solen steeg ud af sin Rosenlue.
Og Lærken slog igien fra Voldens Kroner,
Og Elskov bæved i dens Trylletoner.

En stor, en hellig Aand usynlig vanker
I al Naturens vidtudstrakte Egne
Og vækker Anelser om Livets Glæde.
Ak! Længsel lærte disse Kinder blegne,
Adskilt fra den for hvem mit Hierte banker,
For hvem jeg kun kan sukke ømt og græde.
Hvi fyldte stille Glæde
Mit Bryst idag, da Solen rød sig velted?
Det giorde han, den Helligaand, som bringer,
Paa lette Zephyrvinger
De Følelser, som har mit Hierte smeltet.
232 Det giorde han, den uskyldsrene Due,
Som svæver over os paa Himlens Bue.

En grusom Skiebne kold sit Jerngitter
Imellem tvende unge Hierter trænger,
Som Himlens Harmonier sammenslynger.
Kun sielden sig det drukne Øie hænger
Paa elskte Gienstand; ved den svage Cither
Kun fiernt han mig sin høie Længsel synger.
Idag Naturen slynger
Sin Rosenkrands hen paa vor mørke Bane.
I Skovens Tempel skal jeg Ludvig skue,
Ved Maanens Altarlue.
Det lærte Elskovs Aand mig tidlig ane.
Naar Tumlens Glædeskrig sig hisset hæve
Skal taust i Lunden tvende Hierter bæve.

DEKIØRENDE.

Fra qvalmfulde Mure!
Til Marken saa huld!
Der pløiede Fure
Har ydet sit Guld.
Saa friske, saa sunde
De Bønder vi see.
Ved kiølige Lunde
De hvæsse den blinkende Lee.

See Blomsterne virke
Et Teppe, som gaaer
Om gothiske Kirke,
Hvor Korsene staaer.
233 Saa bruun den sig reiser
I lysgrønne Dag.
See hvor Storken kneiser,
Paa det gamle, mosgroete Tag.

Huulveien mod Havet
Nedluder saa brat,
Med Skygge begavet,
Med Træer besat.
Her risle saa milde
De Bølger fra Land,
Fra venlige Kilde,
Langt ud i den himmelblaae Strand.

Saa langsomt i Sandet
Vi glide afsted;
Imens ruller Vandet
Ved Hestenes Fied.
Den flagrende Maage
Flyer hen over Søe.
Hist see vi i Taage
Thyco Brahes kneisende Øe.

Her Bøgenes Kroner
Sig om os har hvalt.
De spøgende Toner
Vi høre jo alt.
See Teltene hvide!
See hvirvlende Røg!
Vi kiøre, vi ride,
Vi ile til Latter og Spøg.

234

DYREHAVEN.

MØDENDE CHOR AF ALT.

Allons! Allons! Courage! Courage! Courage!
Skiønne Rariteter, Løier og Spas!
Dyr fra Asia, Africa,
Europa, Nyeholland, America.
Subtile Kunster!
Magiske Dunster!
Smukke Damer! I komme tilpas.
Som I spinde Hør, saa spinde vi Glas.
Som I dandse paa den brede Jord,
Saa dandse vi paa den smalle Snor.
Smagfulde Pantomimer!
Peer Døver og Kirsten Kimer!
Valdhorn og Violiner!
Bajatser og Harlekiner!
Kager og Abelsiner.
Insekter og Prospecter!
Comedier og Tragedier!
Nye Hegler og Karter!
Tobaksdaaser med Bonaparter!
Fuglebure og Voxfigurer!
Cartoucher og Destoucher!
Frederik af Preusen i egen Person!
Pidskebaandsjøden og Mendelsohn.
Af Drikkevare
En utallig Skare,
Skynder Jer bare!
Skiønne Rariteter, Løier og Spas!
Allons! Allons! Courage! Courage! Courage!

235

SPADSEREGANG.

EN DAME.

Ih hillemænd, skal vi træffes her?

EN ANDEN.

Velkommen i det Grønne. Det er et deiligt Vær!

De gaae hinanden forbi.

EN BORGER.

Er du kommen herud, din gamle Biørn!

EN ANDEN.

Hvad giør man ikke for Kone og Børn.
Jeg selv lider ikke det Narrerie.

FØRSTE.

Kan dog godt lide Folk saadan gaaer forbi,
Med ordentlige, smukke Klæder paa;
Og nogle er gar pyntet fra Top til Taae!

ANDEN.

Er det solid tænkt?

Gaaer rystende med Hovedet.

FØRSTE.

Han er nu saa klog.
Den Bogbinder taler altid som en Bog.

EN UNG PIGE.

God Dag, min Bedste! Det er lummert! Hah!
Hvordan lever Papa og Mama?

236
EN ANDEN.

Der gaae de Begge. Jeg maa skynde mig.
Farvel! Jeg skal snart besøge dig.

MARIA.

Hvem taler saa meget med Deres Mand?

KONEN.

Det er en ung Herre fra Langeland.
Han fortæller min Mand om sin Slægt og Venner,
Som boer der ovre og som han kiender.

MANDEN
kommer med et ungt Menneske.

Min Herre! Hvis De ei vil forsmaae
Med os lidt om at spadsere gaae
Og siden spise med i Græsset hist,
Saa glæder det os.

MARIA
sagte.

O! hvilken List.
Det er Ludvig!

MAND.

See, her seer De min Kone.
Den smukke Pige, med Egeløvskrone
Om Haaret, det er en Frøken vi har
I Kost.

LUDVIG.

Deres Budskab jeg glad modtaer!

De gaae videre.
237
ET UNGT MENNESKE.

O hvilken deilig Pige der gik.
Hvilken tryllende Væxt! Hvilket smægtende Blik!
Jeg maa see hende engang endnu!

DE ANDRE.

Wilhelm! bliv hos os! hører du!

EEN.

Han er alt fløiten! Det er Fanden til Knøs;
Han løber efter hver deilig Tøs.
Lad os tømme en Flaske midlertid.
Den Fornøielse er mere solid.

De gaae.

DANDSEREN PAA VOLTIGERLINIEN.

I Cirkelbue,
Uden at grue,
Paa den smalle Snor,
Høit fra Jord.
Kommer hid og seer herpaa!
Nu hænger jeg i Snoren kun ved en Taae.
Det veed jeg nok at hvis jeg slap,
Slap jeg med Halsen knap!
Synes Jer ikke der er noget i
At narres med Døden?
Han snuser om mig, som Katten om Grøden,
Paa sin lumske Viis;
Men fikst Du Pæren Zachariis?
Det er ikke Løier,
Som Jer fornøier.
Det er Mod,
Stærke Muskler, luende Blod,
238 Dristighed og Foragt!
Heisa! Hopsa! Uforsagt.
Du rynker Panden, du satte Flok!

Gavner jeg ikke nok?

Heisa! Hopsa! Høit i Skye!
Lad dem knye!
Mit Liv er Sving
Og Dødningespring.
Som ingenting
Jeg sveier omkring,
Til jeg giør det allersidste Spring.
Og spør saa St. Peder: Hvad godt har du giort?
Svarer jeg Schweitseren: Ikke stort!
Men hvad har de andre Bengier da giort?

EN KANCELLIRAAD.

Den Knegt falder lidt impertinent.

EN OFFICEER.

En Dragt Prygl han havde fortient.

ET UNGT MENNESKE.

Det er Skade han svæver dem for høit!

EN BORGER.

Af mig skal han ikke faae en Døit.

FOLKENE BAG TELTET.

Her har vi gravet i Jorden et Hul.
Det er fyldt med Kul.
Mellem Græsset Luen slaaer op.
Røgen vifter i Bøgens Top.
Det er artigt nok.
239 Hvem troer her har været en Kok,
Naar Teltet ei længer her staaer,
Naar Folk ei meer at spadsere gaaer.
Naar Hiorten og Hinden
Piler af i Vinden,
Med lette Fied;
Naar Støvet og Løvet
Dækker Hullet til,
Hvem vil
Da sige saa lige:
Her har været et luunt lille Arnested!

NOGLEPIGER.

Hvorfor blæser de i Trompeten der?

NOGLE ANDRE.

Nu begynder nok deres Comedier.

EN JØDEDRENG.

Deilige Pidskebaand! røde og blaae,
Gule, grønne, violette og graae.
Lad mig nu ikke for længe løbe!
Kommer at kiøbe, kommer at kiøbe!
Røde, gule, grønne og blaa i Fleng!
Jeg er en god lille Jødedreng!

Min Moder er syg, min Søster er død;
Hun fortiente til mig og min Moder Brød.
Jeg tiggede sammen et Par Markes Penge,
Saa kiøbte jeg Baand og løb saa længe,
For at sælge dem her til got Folk i Fleng.
Jeg er en god lille Jødedreng!
240 Kommer at kiøbe! Kommer at kiøbe!
Lad mig nu ikke for længe løbe.
De Penge jeg vinder her, som jeg haaber,
For dem jeg kiøber min Moder Draaber,
Saa reiser hun sig igien af sin Seng.
Jeg er en god lille Jødedreng!

EN KONE.

Ih! see god Dag, min søde Madamme.
Der har De jo faaet en smuk, frisk Amme.

EN ANDEN.

Hvad synes Dem om min Glut?

DEN FØRSTE.

Paa min Ære!
Hun ligner virkelig sin cher pere.

MANDEN MED HUNDEN.

Vor Herre, mine Herrer, har lagt et stort Pund,
Som De vel alle ved, i en Hund.
Dog denne de andre overgaaer.
De sieldneste Kunster den forstaaer.
Den kan sige uden Puncterebog
Hvem af mine Herrer der er dum eller klog.
Den kan sige uden ringeste Varsel
Hvem af mine Damer der laver til Barsel.
Kommer nu hid og seer herpaa. -
Min Gud hvorfor mon de fleeste gaae?

FIELLEBOEMAND.

Speilecabinet!
Nok saa net!
241 Kommer hid og leer.
Paa Hodet I seer
Alleting!
Alt vendes omkring.
Kommer hid i Gallop.
Det Nederste vender op.
Egens Rod!
Pigens Fod!
Speilecabinet!
Nok saa net!

MAND.

Ved Comediehuset sig samler en Flok.
Skal vi gaae derind?

KONE.

Som du vil, ja nok!

LUDVIG.

Maa jeg byde Frøkenen min Arm?

KONEN
til Maria.

Forkiøl Dem ikke, De er saa varm!

MARIONETSPILLEREN
trinet frem og siger:

Høistærede Publikum! her vil
Vi føre op et Skuespil.
Et herligt Skuespil, som knap
Vil mangle de fornødne Klap;
Thi Stykket er et Liggendefæe
Og Skuespillerne er af Træe.
242 At gavne medens vi fornøie
Har vi bestandig havt for Øie,
Da det er Kunstens Hovedsag,
Som I skal faae at see idag.
Her seer I intet Sværmerie.
Med sligt har vi ingen Maskepie
Og endnu mindre Sympathie.
Akkurat som det i Livet gaaer
til Eders Fryd I skue faaer.
Det er det rene, gedigne Guld.
Af Moraler Stykket er pære fuld.
Humanitet, og Dyd og Gavn
Og frem for alt Poesiens Savn,
Kort alt hvormed en ærlig Mand
Vor oplyste Tidsalder glæde kan.
Her seer I nu en borgerlig Stue.
Vi efterligne Iffland og Kotzebue.
Hvor huslig og net dog alting staaer!
Nu begynder vi alt. Det er bedst jeg gaaer!

Dækket gaaer op. Skuepladsen forestiller et anstændigt møbleret Værelse, med Stole paa Gulvet, Ruder i Vinduerne o. s. v. Alt er simpelt, men reenligt.

VERTINDEN.

Den Skiebne er dog grumme tung
At være Enke naar man er ung.
Vel sandt, min brave, elskte Mand
Jeg aldrig, aldrig glemme kan.
Det var en sanddrue Officeer.
Saadan en Mand faaer jeg aldrig meer!
Han havde en Hat, mens han var i Live,
Saa forskudt med Kugler at den ligned en Skive.
243 Var altid i Fred til Krig parat,
Som det sig sømmer en brav Soldat.
Om han i Krig var parat til Fred
Er noget som jeg ikke veed.
Han var ret af det gamle, ærlige Præg.
Med egen Haand han tog af sit Skieg;
Loe aldrig, men var stedse but;
Kaldte mig dog sin søde Snut.
Ak, du uforglemmelige Mand!
Jeg kunde græde en heel Spand Vand.

Hun græder.

Han døde! - O hvis nu jeg stod
For en stor Forsamling, med dristigt Mod,
Uden sand eller falsk Undseelse
Jeg skulde mig meget viist betee
Og sige til Publikum: Kiød er Høe!
Som min salig Mand skal I alle døe.
Fører Eder derfor dydigt op!
Livets Hest pidsker af i fuld Gallop
Og inden I veed et Ord deraf
Har den smittet Jer i den sorte Grav!
Ha ha! hvor jeg dog er grumme vittig.

Griber sin Rok.

Et Menneske bør være flittig.

Spytter paa Fingeren, nynner en moralsk Spin; devise, falder i Tanker, sukker og siger endelig igien:

Den Skiebne er dog grumme tung
At være Enke naar man er ung!

Det banker.

Hvem banker der? Luk op! Kom ind!

244
FRIEREN
kommer.

Jeg ilte hid som Vestenvind,
Naar den til Rosen sig vil skynde.
Saa hurtig løber ingen Mynde.

VERTINDEN
sagte.

Ak! hvilken smuk indtagende Mand.
Jeg elsker ham allerede alt hvad jeg kan.

Høit.

Min Herre! De er jo Digter.

FRIEREN.

Den Tid jeg levner fra mine Pligter
Den offrer jeg de hellige Ni.

VERTINDEN.

De vil nok sige de hellige Fem!

FRIEREN.

Bliv ikke vred for jeg modsiger Dem.
Jeg vilde sige de hellige Ni.
Jeg ilte Deres Dør forbi
Og saae et Glimt af Deres Stierne,
Som ganske forrykkede min Hierne.

VERTINDEN
skielmsk.

Et Krudttaarn Hiernen er, min Herre!
Troe mig, der er sandelig intet værre
End naar man den ei vel forskandser,
Mod alle Glimt, med Fornuftens Pandser.

245
FRIEREN.

Fornuftens Pandser, skiønt haardt det er,
Modstaaer dog ikke Kierligheds Sværd!

VERTINDEN.

Elskov er et Barn, som i sin Haand
Kun svinger en Nyrrenberger Høvlespaan.

FRIEREN.

Til Jordens Lys blev os Elskov fød,
En Høvlespaan i Lyset bebuder Død.

VERTINDEN.

Elskovs Sværd er et Einheriasværd,
Man reiser sig snart til en anden Færd.

FRIEREN.

De forraader Kundskab og Lekture.
Jeg skal besynge Dem ved min Lyre.

VERTINDEN.

Af Stolthed kunde mit Hierte stige,
Hvis De mente hvad De behager at sige.

FRIEREN.

Min Naadige! Jeg er en Lirendreier,
Men derfor er jeg ingen Lurendreier!

VERTINDEN
efter en kort Pause:

Hvad koster en Skinke paa Torvet idag?

FRIEREN.

Bring ikke paa Bane denne Sag.
Taarerne staae mig i mit Øie.
246 Priserne blive alt mere høie.
Luxus stiger alt meer og meer.
Ingen Sparsomhed blandt Folk man seer.
Alle skal have Kaffe og Thee,
Fornemme Giester og Assemblee.
I min Tid spiste man Øllebrød
Og Bergefisk, som var lagt i Blød,
Men nu er Folk slet ikke moralske.

VERTINDEN.

Nei nu er de ganske kamschadalske!

FRIEREN.

For alting rør ei ved den Byld.
Kamschatka er en sand Idyl!

VERTINDEN.

Taler De maaskee lignelsesviis,
Fordi den er fuld af Vand og Iis?

FRIEREN.

For Kulden bruger man Foderskind,
Hvori de Store svøbes ind.

VERTINDEN.

Lyster Dem ikke en Priis Tobak?

FRIEREN.

Fruen skal have saa mange Tak.

Idet han vil tage Tobakken, rører han ved hendes Haand. Hun rødmer og taber Daasen. Han seer paa hende, hun seer paa ham. De slaaer Øinene ned, de slaaer Øinene op.
247
FRIEREN
enthousiastisk:

O! hvilken Taler, nok saa klog,
Kan tolke Hierternes stumme Sprog?
Den som sin Fryd med Ord kan male -
Han er arm paa Fryd, eller ogsaa paa Tale!
Den sande Glade er stum, som en Hund;
Glæden slaaer Begplaster paa hans Mund!
Hans høie Begeistrings Himmelelv
Gaaer meget betænksom i sig selv.
Rigtignok skulde man troe Poesie
Ved slige Leiligheder Folk stod bi.
Shakespeare, naar han er begeistret, taler,
Og Göthe, men det duer ei for en Daler.
De følger ikke den rigtige Regel,
Roses desuden af Tieck og Schlegel.
Jeg læser i den spildte Urt
Dit hele Hierte saa reent og puurt.
Det slaar for mig, for mig, for mig!

VERTINDEN
styrter i hans Arme:

Ja, Elskte! ja det slaaer for dig.

FRIEREN.

Du gode Gud! hvi staae vi ene?
Denne skiønne Expositionsscene
Fortiente nok at sees af fleer.
Saa salig blier jeg aldrig meer!

VERTINDEN.

Du skal blive salig saa tit du vil!
For dig lukkes aldrig mit Hierte til.

Almindeligt Klap og Bravoraab.
248
MARIONETSPILLEREN
kommer frem og tørrer Sveden af Panden.

Ihr Herren! Det var den første Akt.
Er det ikke som jeg har sagt?
Den anden er ikke fuldt færdig til Enden.
Det skal spilles saa varmt, som det kommer af Pennen!

Gaaer.

FØRSTE KUNSTDOMMER.

Det Stykke er fuldt af sandt Genie!

ANDEN.

Den pure, klare Livsphilosophie!

TREDIE.

Som er og bliver dog den bedste.
De maa sige hvad de vil, de Heste!

FIERDE.

Vertindens Rolle er meget naiv.

FEMTE.

Havde hun kun lidt tyndere Liv.

SIETTE.

Akteurerne giør saamænd alt hvad de kan.
Saae De hvordan Frieren greb sig an?

SYVENDE.

De er kun af Træe, men det er det samme.
De giør mange Levende tilskamme.

249
LUDVIG
sagte til Maria:

Tag denne glødende Abelsin.
Hvor dine Kinder har sødt Karmin!

MARIA
trykker hans Haand. Dækket gaaer op. Frieren kommer ind med en stor Potte, som han sætter paa Bordet.
FRIEREN.

Nu er jeg da endelig Vert i Huset.
I Tønden er Viin, jeg har skyllet Kruset.
Min Kone sidder varmt inden Døre.
Derfor tog jeg hende. Hvad skulde jeg giøre?
Jeg havde længe støvet omkring,
Var en Dosmer, kunde ingenting! -
Det er dog galt, naar jeg ret betænker.
Min ømme Samvittighed det krænker.
O Gud! hvor kunde jeg handle saa slet?
Bagefter kommer tyndt 01, nu angrer jeg det!

Slaaer sig for Panden og spanker op og ned ad Gulvet, med lange Skridt.

Ha! hvor vi Mennesker dog er smaae. -
Men tys - jeg hører nogen gaae!
Det er nok Een som vil smage min Viin.
Den er for Maven en sand Medicin.
Verter maa ei være sluddervurne.
Det sømmer dem ei at gaae paa Cothurne.
Dem blev ei givet dette Pund;
Høist gaae de paa Sokker af Hiertens Grund.
Men hvad kommer der ud af min tragiske Klage?
I den virkelige Verden jeg vender tilbage.

Han visker Støvet af Stolene, skyller Glassene og sætter dem paa Bordet.

250 Nu gavner jeg Verden med min Flid.
Saaledes bør man anvende sin Tid!

FØRSTE KUNSTDOMMER.

Hvilken Overgang fra varmt til koldt.

ANDEN.

Hvor Karakteren er vedligeholdt.

TREDIE.

En Digter er dog et stort Genie!

FIERDE.

Især naar han kiender sin Psychologie!

Det banker past Døren. Verten lukker op. En Laps kommer ind.

LAPSEN.

Herr Vert! lad mig faae et Glas Æggepuns,
Som jeg kan hælde i mit Spuns.

VERTEN.

Gierne min humoristiske Herre!

LAPSEN
sætter sig paa Bordet og fløifer.

Gid han kun ikke kaldte mig værre!

EN TILSKUER.

Hvad er Humor?

251
EN ANDEN.

Ikke andet
End Vædske! Nemlig hvad der vandet!

EN TREDIE.

Seer I vel Faer! Det er paa sin engelsk!

FØRSTE.

Mig synes før det er paa sin bengelsk.

VERTEN
kommer ind.

Her er Æggepuns, som kan Ganen glæde.
Men lyster Dem ikke et bedre Sæde?
De smudser til Deres nye Kiol.

Med Vægt.

En fornuftig Mand bør sidde paa Stoel!

EN STOLEMAGER
blandt Tilskuerne.

Den Hib var god!

EN SKRÆ DDER.

Kun som De troer.
En fornuftig Mand sidder tit paa Bord.

LAPSEN.

Meer Punsch, Herr Vert! Tøv ei for længe.

Verten henter meer. Lapsen drikker og tager i Døren.

Adieu Herr Vert! Jeg har ingen Penge.

252
VERTEN.

Hvad Knegt? Og dog er du impertinent?

LAPSEN.

Jeg har Kræfter, det er enhver bekiendt!
Giør ellers ikke for meget Spektakel.
I kiender min Fader, den rige Jakel!

VERTEN.

Snik, Snak! Jeg kiender din Fader ei!
Du kiender ham maaskee saa lidt som jeg.

De slaaes. Verten faaer Prygl. Lapsen gaaer.

VERTEN
kommer tilbage. Han gaaer længe med Armene overkors op og ned ad Gulvet. Forventningen er spendt. Endelig giver han sig bitterlig til at græde.

O gudskeelov at jeg fik Luft!
Nu kom jeg igien til min Fornuft.
Der er Øieblik da den bliver knækket.
Jeg kan ordentlig blive ganske forskrækket.
Men hvad kommer der ud af al min Talen?
Jeg glemmer jo reent at sige Moralen!

Han maaler Midten af Theatret med tragiske Skridt, stiller sig derpaa mod Tilskuerne, strækker Armene ud og brøler:

Ak! Verden fordrer saa mangt et Suk.
Jeg skulde havt Penge - og fik kun Hug!
Det skadte mig ikke! Det skeede med Rette.
Hvorfor indbildte jeg Frue Lisette
Min Kierlighed, ved den spildte Priis?
Nu kommer bagefter Tugtens Riis!
253 O Menneske! Du reent er Beet,
Hvis du slipper din Dyd og din Moralitet.
Speil dig derfor i mit Exemplar
Og hold paa dem begge, mens du dem har!

Tilskuerne svømmer i Taarer.

MARIONETSPILLEREN
med Pengetallerkenen.

Ihr Herren! behager at tilgive.
For dennegang maa det derved blive.
En Skielm giver mere end han har.
For dennegang intet mere færdigt var.
Slige Stykker meget beqvemme ere,
Man kan holde op hvor det skal være.
At ellers Planen er lagt med Flid,
Det seer enhver, som besidder Vid.
Den første Akt af Ømhed og Graad
Og Følelse næsten var ganske vaad.
Den anden var tragisk, saa munter igien
Og atter tragisk til Beslutningen.
Det er Skade den tredie ikke er færdig.
Den bliver fuldkommen de andre værdig.
I den bliver Helten desperat
Og giver sig til at være Soldat.
Faaer mange Hug, ømmer sig saare.
Det kan ikke beskrives, uden Taarer.
I Morgen spille vi atter her,
Ifald det kun bliver Opholdsvær.
Over Vær og Vind ej Mennesket hersker.
Binder Munden nu ei paa Oxen, som tærsker.
Kaster i min Hat paa den glade Dag.
Standspersoner betale efter Behag.

254
EN MAND
giver ham en Toskilling.

Min kiere Ven! Kom hid! See der!
Det Stykke er ærligt de Penge værd.

Folk gaaer bort.

MANDEN MED VOGNEN.

Laaner Øre! Laaner Øre!
Her kan I kiøre,
Allersombedst,
Uden Hest.
I kan selv være Hest
Indretningen er huul.
I dreier et Hiul,
Saa kiører I til,
Saa meget I vil.
Det er for Penge at spare,
I denne Tid,
Da Hestene er rare.
Kommer hid! Kommer hid!
Mekanisk Kunst;
Hvis det morer Jer ei
Maa I kiøre omsonst.

MANDEN VED KILDEN.

Det er saa lummert og saa tungt,
Det brænder stærkt deroppe.
Her skygger Løvet grønt og ungt,
Fra Vaarens lyse Toppe.
Her springer langt fra Qvalm og Larm
Ved Sang af Nattergalen,
Den tykke Straale, som en Arm,
Fra Høien ud i Dalen.
255 I sorten Mulm, i dyben Jord
De klare Bølger rinde.
En ukiendt Vei de langsomt snoer
Sig ligesom i Blinde.
De risle giennem Jordens Bryst,
I Dybets mørke Huler,
Og skue sikkert der, med Lyst,
Hvad Overfladen skiuler.

Den Verden som vi ane hist,
Dybt under Havets Bunde,
Den har de giennemtumlet vist,
Og bølget i dens Lunde.
Den runde, tykke Sølverarm,
Som risler her forvildet,
Har kysset Ellepigens Barm
Og drukket hendes Billed.

I gamle, længst forsvundne Tid
Der var en deilig Pige;
Hun var saa god, hun var saa blid,
Hun var saa from tillige.
Et Crucifix i Hytten stod,
For det hun altid knælte,
Naar Maanen med sit Aftenblod
Paa Crucifixet dvælte.

Engang hun gik i denne Skov
Og fæstede sit Øie,
Imens hun sang sin Frelsers Lov,
Paa Stiernen i det Høie.
Da foer hun vild paa spæde Fod
Og Tørsten hende plaged.
256 Tilsidst blev stakkels Pige mod,
Hun græd og sig beklaged.

Ak Gud! hvorledes kommer jeg
I Aften til min Hytte?
Jeg reent forfeilet har min Vei,
Jeg kan ei Foden flytte.
Jeg er saa tørstig og her er
Ei allermindste Draabe.
Kun vilde Dyr og Spøgelser!
Ak Gud! hvad kan jeg haabe?

Og see - Hver den som troer paa Gud
Den hielper han i Nøden! -
Hvor Taaren faldt et Væld sprang ud,
Og loe i Aftenrøden.
Da drak hun af det klare Vand
Og fulgte Bølgen rolig.
Den ledte med sin Blomsterstrand
Til Kirstens lille Bolig.

Sanct Kirsten hviler sødt i Blund,
I Gravens Arme milde,
Dog kommer hun hver Midnatstund
Og stirrer paa sin Kilde.
Som hendes Øie den er blaae,
Som hendes Blik den blinker.
Kom I! som gaae derovenpaa.
See, liden Kirsten vinker.

Ludvig henter Maria et Glas Vand. Hun drikker.
257
LUDVIG.

Søde Farveharmonie!
Flydende Sølv
I klare Krystal,
Som den hvide Finger
I Æthren bringer.
Sølvbølgen kysser
Den Purpurcoral,
Som Læben omringer!

MARIA.

Smiger, Smiger!

LUDVIG.

O I søde Piger!

MARIA.

De Gamle vente!

LUDVIG.

Vi dem snart indhente.

EN FEED KONE.

Jeg ønsked at vi var vel kommen hiem.
Her blier jo saa fuldt at man ei kommer frem.

ET UNGT MENNESKE.

Jeg har altid Længsel
Efter saadan en Trængsel.
Saa kommer man de kiere Piger saa nær,
De smukke især!
Rører ved deres Hænder,
Skuer i deres Øine, som tænder,
258 Indsuger med sit Blik
Elskovsdrik.
Søde Gudinde!
Du kommer for at svinde.
Hvilket Øie! Hvilken Arm!
Hvilken Vext! Hvilken Barm!
Jeg har altid Længsel
Efter saadan en Trængsel.

EN UNG PIGE.

Saae du den smukke Fyr som gik,
Med det brændende Blik?

EN ANDEN.

Det brændte paa dig.

DEN FØRSTE.

Du vil nok narre mig!

JØDERNE UNDER TRÆET.

Es war ein alter Mann,
Der nahm ein junges Weibchen,
Gar schön und zart von Leibchen.
Da ging das Wesen an.
Er lächelte, er schmeichelt's.
Er küsst' es und er streichelt's.
Allein das war sein Ziel -
Und das var doch nicht viel!

Er lebt ein ganzes Jahr
Mit seinem jungen Weibchen.
Das zarte, feine Leibchen
Blieb immer wie es war.
259 Wie ich gesagt: Er schmeichelt's,
Er küsst' es, und er streichelt's.
Allein - das war sein Ziel.
Und das war gar nicht viel.

Einmahl er sagte: Heut'
Muss ich dich flux verlassen.
Mein Kind, du muss nicht spassen
Mit fremde Männerleut.
Nicht deine Treu vergessen,
Verbothne Speis' nicht essen,
Sonst krieg ich armer Mann
Ein Stirn, mit Horner dran.

Das Weibchen sagte: Ei!
Eh' will ich treu dir bleiben,
Wenn solche Zeitvertreiben
Dir giebt ein solch Geweih.
Der Mann giesst Freudeträhnen.
Er ging. Da kam mit Sehnen
Ein junger Herr fürbas -
Und alles sie vergass.

Als nun der Alte kam
Gar spät und müd' zu Hause,
Zum lieben Abendschmause
Und hübsch sein Hut abnahm,
Rief sie: Wie kannst du lügen,
Und mich so arg betrügen?
Du böser, alter Mann!
Hast ja nicht Hörner an!

Folk, som har omringet Jøderne, opslaae en stor Skoggerlatter.
260
HARLEKIN
udenfor en Fielleboe, meget alvorlig og vigtig.

Mens Pøbelen hisset vildt sig fryder,
Over Smudsigheder og Næstens Lyder,
Indbyde vi her til Subskription,
For den af Publicum mere fine Portion.
Her finde vi en dannet Digter,
Som synger kun om Fornuft og Pligter.
En Poppedreng vel af Fødsel han er,
Men hans Talenter har svungen ham høit i Vær.
Mange Aars Flid har lært ham Smør
Heel snildt at forene med en Dør.
Hans store Plan, mens han hopper herneden,
Er den: at forædle Menneskeheden!
Mine Herrer og Damer, behage De?

DEN FINE PORTION.

Ja, det forstaaer sig, ham maa vi see.

De gaaer ind i Fiellehytten. En stor, grøn Poppegøie sidder paa en Forhøining.

HARLEKIN
bukker ærbødig for Poppe.

Opmærksom det samlede Folk nu tier,
For at høre paa Deres Poesier.
Begynd med det De giorde forleden!

POPPE
rødmende.

Harlekin, du veed jeg er saa beskeden.

HARLEKIN.

Det veed jeg nok, jeg har stedse funden
Dem med Beskedenhed i Munden.
261 Dog veed jeg nok De læser gierne
De smukke Produkter af Deres Hierne.

Sagte:

De kan jo sige jeg bad Dem ad.
Giør en Fortale! Bær Dem fornuftig ad.

POPPE
rømmende sig:

Giennemtrængt af den Overbevisning
At man med Folks moralske Bespisning
Maa være meget samvittighedsfuld,
Og ikke sælge dem Blye for Guld,
Skulde jeg ikke vovet at lade
For Lyset komme disse Blade,
Hvis ikke Yenner, hvis krittiske Dom
Jeg bryder mig grumme meget om,
Alle havde givet mig Mod
Og bedet mig dog at være saa god.
At jeg har anvendt megen Flid
Og brugt en grumme Hoben Tid
Før et Ord slap ud af min Digterelv -
Er en Erklæring jeg skylder mig selv.
En Kleinsmed bruger sin Fiil med Forstand,
En Riimsmed er ligesaa klein som han.
Det er saa en Sag med Geniets Ild.
Den udbryder ofte alt for vild.
Jeg priser Betænksomhedens Vand.
Paa hvert et Vers har jeg hældet en Spand.
Thi vil jeg slutte med et Claudatur
Og Mottoet nonum in annum prematur,
I det jeg med et ærbødigt Sind
For Lyset bringer disse sexten Bind!

262
TUTTI
af fuld Hals:

De er en ung, beskeden Mand!
Vi bede Dem, syng alt hvad De kan.

HARLEKIN.

Lad Hymnen til Middelmaadighed tone.
Den skaffed Dem jo Deres Digterkrone.

POPPE
declamerer:

Du ædle Middelmaadighed!
Stig fra din høie Zone ned,
Til Een, som kalder dig med Smerte,
Af ganske - ganske - ganske Hierte.

Hvis Du vil høste Livets Frugt
Da gaae ad Middelveien smukt.
Den Sætning mig saa vel behager
At ei engang jeg Vers undtager.

Hvis galt, excentrisk Sværmerie
Skal kunne kaldes Poesie,
Da troer jeg vi bør efterstræbe
Den allermindste Gnist at dræbe.

Og uden just at prale stort
Saa troer jeg vi har alt det giort.
Paa senest Tid heel klogt vi skalter
Med vore gode Brandanstalter.

I let fornuftig Poesie
Bør aldrig spores Phantasie.
263 Hvad Dievlen rager Phantasien
Den mindste Smule Poesien?

I gamle Dage gik det an.
Den Tid i Mørke famled man;
Men nu i de oplyste Tider
Sligt Barberie man ikke lider.

Hvi skriver nu en sand Poet?
Af Iver for Humanitet,
For vor Moral at understøtte,
I Korthed: For at giøre Nytte!

Naar Folk vil gaae paa Svier i Kroe
Han drager dem til stille Roe;
Hvad ei de gidder hørt i Prosa
Det siger han dem snildt sub rosa.

Det nemlig: At det sømmer sig
For dem at være skikkelig.
At kun det er de Skikkelige
Som komme ind i Himmerige.

Hvor stort for en moralsk Poet
At tolke blid Humanitet;
Om sveden Grød og svegne Pligter -
Hvor skiønt, hvor saligt for en Digter!

Du ædle Middelmaadighed!
Jeg elsker Dig med stort Besked.
Din Deilighed giort haver mig til Træl
Og indtaget mig med Storm, det svær jeg paa min Siel.

264
EN TILSKUER.

Poppe hedder han, Pope burde han hedde.

EN ANDEN.

Efter saadan en Karl skal man længe lede.

EN KRITIKER
tager Poppe fortroelig under Armen og gaaer hen med ham i en Krog.

Med Forlov, min Herre! Det Digt giør Dem Hæder.
Der stødte mig kun et Par enkelte Steder.
I første Vers kom ganske lidt
(efter min individuelle Mening) for tidt.

POPPE
troehjertig.

Det var for at faae de fire fornødne Fødder!

KRITIKER.

Man maa ofte knække haarde Nødder.
Men en Mand, der spiller saa færdigt paa Lire,
Kan det aldrig genere at gaae paa Fire.
Saa var der ogsaa et andet Sted
I Digtet, en Smule længer ned,
Nemlig: Det nemlig! See det er værre!
Det er ikke poetisk nok min Herre!
Forresten ønsker jeg Dem til Lykke,
Thi Digtet er min Salighed et Mesterstykke.

POPPE.

Siden De bander saa høit derpaa
Saa troer jeg selv det maa være saa.
265 Jeg takker for Deres fine Anmærkning.
Man trænger ofte til Forstærkning.
Jeg bliver sandelig aldrig vred,
Naar man retter mig med Beskedenhed.
Tvertimod er det høist profitabelt for Aanden,
Naar Kritik og Genie gier hinanden Haanden.

De gier hinanden Hænder, og gaae.

HARLEKIN
kommer frem og siger fil Tilskuerne:

Føler I Jer nu ikke anderledes stemt?
Er Smaahedsaanden ei reent forglemt?
En Rixort har I givet os, men
Fik I ikke Forædling nok for den?
Det er skiønt at høre to store Mænd tale,
Som de Tvende nylig, uden at prale.
Skilles nu ad foruden Kiv
Og anvender Jer Forædling i det praktiske Liv.

Folk gaaer.

PIGERNE INDE I SKOVEN.

I Skyggen vi vanke,
Blandt lysgrønne Straae.
Sanct Hans Urt vi sanke,
Hvor Blomsterne staae.
Pæne lille Urt
Staaer saa reent og puurt,
Staaer saa frisk og grøn,
Uformærkt i Løn.

Bag Kiøkkenets Række
Vi hensætte den,
Fra Træelistens Sprække
266 Den snoer sig da hen.
Hvis den fæster Rod
Blier vor Skiebne god.
Døer den paa sit Sted,
Ak da døe vi med.

Da ikke vi kommer,
Saa glade, saa froe,
Her følgende Sommer,
Naar Blomsterne groe.
Hist hvor Korset staaer.
Hist paa Kirkegaard,
Blege ligge vi.
Da er det forbi!

Sanct Hans Urt vi sanke,
Hvor Blomsterne staae,
Blandt Stammer saa ranke,
Blandt lysgrønne Straae.
Pene lille Urt
Staaer saa reent og puurt,
Staaer saa frisk og grøn,
Uformærkt i Løn.

MANDEN.

Nu skulde vi snart vel udpakke vor Mad.

LUDVIG.

Folk begynder endnu ikke at skilles ad.

KONEN
til Maria:

Alle Mandfolk betragte Dem med et Suk.

267
EN GALNING

som gaaer forbi:
Det kommer af det hun er saa smuk!

MARIA.

Hist sidder en gammel Mand, som er blind,
Med nedbøiet Hoved, med nedbøiet Sind.
Han synger saa rørende, lad os ei gaae.
Lad os blive lidt og høre derpaa.

DEN BLINDE.

Giver den gamle, blinde Mand lidt,
Som her under Egen sidder og synger.
Hans Røst er saa svag, hans Haar saa hvidt.
Kummer hans matte Hierte nedtynger.

Alt Gravens Taage sig tungt har lagt
Omkring hans døde, udslukte Blikke.
Han trylles ei meer ved Naturens Pragt
Han hører kun Fryd, han føler den ikke.

Han havde en Hustrue, saa from og blid,
Ak! ogsaa hende skulde han miste.
Han hørte hun ralled i Dødens Strid,
Men kunde ei see hendes Øie briste.

Fiolen var hans eneste Trøst,
Den havde en Ven ham i Døden givet.
Naar Mulmet han giennembrød, med sin Røst,
Da kaldtes han som tilbage i Livet.

Men ak! i Vinter, i yderste Nød,
Da ingen ændsed hans Sang og Klage,
268 Da solgte han sin Fiol for Brød.
Nu har han intet mere tilbage.

Snart trænger min Siel af det døde Leer,
Som, Hig en Snegl, den maa med sig slæbe.
Snart er jeg ingen til Byrde meer;
Snart tier min kolde, min hvide Læbe.

Skaffer mig min Fiol igien,
At jeg kan tolke min stumme Smerte.
Det var min eneste, sidste Ven.
Skaffer mig min Fiol igien!
Ellers brister mit fulde Hierte.

MARIA
lader sin lille Pengepung synke i hans Hat.
LUDVIG.

Søde Pige!

MARIA.

Mod den gamle Mand er vi lykkelige!

EN HERRE.

See hvor Folk staaer hist om Teltet i Klynger.
Det er nogle unge Folk, som synger.
Deres Stemme har en ganske behagelig Klang.
Skal vi ogsaa lytte til deres Sang?

DET ØVRIGE SELSKAB.

Aa ja!

SANG FRA TELTET.

Da Oldtids gamle Guder døde
Af Alderdom,
269 Da for den friske Morgenrøde
Vor Middag kom,

Da høit Oplysningssol sig reiste,
Saa tit paakaldt,
Og da dens Straaler, mens den kneiste
Oplyste alt;

Og da dens stærke Ild afbrændte
Hver Blomst saa net,
At der, hvor man sit Øie vendte,
Stod et Skelet,

Da kom en lille Gud tilbage,
Medynksom, god,
Som lindred de Profanes Klage,
Med Drueblod.

Viinranken bredte ud sin Skygge,
Saa sval og mørk,
At selv man sad for Solen trygge
I hedest Ørk.

Ton høit vor Tak mod Himmelbuen,
Til ham, hvis Kraft
Har qvæget os saa huldt i Luen,
Med Druesaft.

I denne brogetskiønne Vrimmel,
Blandt Spøg og Tant,
Vi tænker os den gamle Himmel,
Ak! som forsvandt.

270
HERREN.

En ganske behagelig Melodie;
Men Ordene nymodens Sværmerie!

GLASPUSTEREN.

Glaspusterie!
Naturlig Magie!
Her kan I lære
Hvordan der af en Blære,
Flydende og blød
Kan blive en Flaske,
Som kan stikkes i Taske,
Med Viin saa rød.
Glaspusterie!
Naturlig Magie.

EN FULD MAND
trænger sig giennem Mængden.

Det maa jeg sku see!
Kan I bare Jer for at lee?
Jeg har nu drukket saa tit,
Gud være lovet!
Som der er Haar paa mit Hoved;
Og dog veed jeg ikke -
Den fordømte Hikke! -
Og dog veed jeg ikke
Hvordan Flasker de lave,
Som smage min Mave
Saa rart.
Det er klart!
Det maa jeg vide.
Gaaer lidt tilside.

Eftertænksom.

271 Det er dog underligt, naar man er fuld
Saa er man saa genegen til at falde omkuld.
Det kommer af Druesaften;
Og af Cen-tre-pedalkraften -
Og af det jeg har drukket for meget i Aften!

EN GAMMEL MAND

med en Perspektivkasse.
I kiere Venner! kommer hid.
Her kan I for en ringe Hvid
Faae mange smukke Ting at see,
Igiennem disse Huller tree.
En lille Verden underlig
I Kassen jeg har samlet mig.
Naar kun jeg trækker i en Snor
Bevæger jeg den hele Jord,
Og bringer Folk og Stæder frem
Og atter strax forjager dem.
I kiere Venner! kommer hid.
Det koster kun en ringe Hvid.
Man samler sig om Kassen.
Her seer I nu en Klippetop,
Hvoraf en Vandrer stiger op.
Paa Klippen staaer en rød Ruin,
Paa Porten skrevet staaer Latin,
Langt borte, Skrivten er kun fin.
Det er en gammel Ridderborg.
Saa taus den synker hen i Sorg
Og skuer underlig og blid
Tilbage i den svundne Tid,
Da Riddere med Brynier blaae
Og skiønne Møer den om sig saae.
Et Hul i Taarnet hist I seer.
272 Nu er der intet Vindve meer.
Der sad engang en Pige blid,
I Aftenrødens dunkle Tid,
Og stirred taus ad Veien hen,
Og vented længselfuld sin Ven.
Ak Tiden kommer, Tiden gaaer.
En Kirke i det Pierne staaer.
Ved Altret er en Marmelsteen,
Den ruger paa de Elsktes Been.
Seer kun hvor langsomt, sørgelig,
Den trætte Vandrer nærmer sig,
Mens Solen bag den røde Muur
Gaaer ned i hellige Natur.

Skiffer om.

Her seer I tvende Hære staae.
Med Kiempekraft de begge slaae.
I seer ei Røg, der blier ei skudt.
Den Tid var endnu intet Krudt.
Da gieldte det i Herrefærd
At trænge giennem Spyd og Sværd.
De synge høien Heltesang
Og vil hinandens Undergang.
Naturen bliver ofte harm
Og dræber sig med egen Arm.
Da velter Bierget Flammer op,
Da skielver Jordens Kiempekrop,
Da lyner det i høie Blaae
Og Dybets Bølger vældigt slaae,
Da spænde Mandens Muskler sig
Og fordre Vaabenbrag og Krig.
Saa vexler det til sidste Led
Imellem Had og Kierlighed.

Skifter om.

273 Lidt mørkt og sort det falder her.
Vi meer ei over Jorden er.
Vi stige ned i dunkle Field,
Omsuust af kolde Kildevæld.
Seer I hvor rigt det røde Guld
Sig slynger bag det kolde Muld,
I haarde Steen? Som modne Halm
De meie bort det rige Malm.
Men seer I hist en Skye saa hvid,
Som langsom, stolt sig vælter hid?
Den favner Biergets store Aand,
Som bringer Døden i sin Haand.
Hvis ikke ned de kasted sig,
Da dræbte han dem sikkerlig,
Thi han er i sin Hu saa vred,
Fordi de bryde hans Rolighed,
Fordi de rane bort hans Skat
Og lyser op hans mørke Nat.
Han hedder Kobolt og er hvid
Og er bekiendt fra gammel Tid.

Skiffer om.

Tilbage vi i Tiden gaaer,
Om I saa synes nogle hundrede Aar.
Her seer I nu et gothisk Kammer,
Det svage Lys i Natten flammer;
Ved Bordet sidder en geistlig Mand,
Med Haand under Kinden grubler han.
Pergamenter af Alder graae,
Gamle Skiolde med Skrivter paa,
Træebark med halvudslukte Ciffer,
Stene med Runer og Hieroglypher,
Ting af mere Værd end I troer,
Ligger rundt omkring paa det store Bord.
274 Han stirrer ud i den vide Natur,
Giennem Vindvet, paa den tykke Muur.
Naar man sidder i mørke Midnatstund
Og stirrer ud i den dunkle Lund
Og Maanen med sine blege Miner
Kneiser over de gamle Ruiner,
Da bliver man saa underlig,
Det Svundne og det Kommende hæver sig,
Det Nærværende ubemærket døer,
I Ubetydelighedens Slør.
Han skuer dybt i Naturens Høie,
Den ædle Mand, med sit skarpe Øie,
Og stirrer til den straalende Top,
Hvorfra vi er siunken og atter skal op.
Saa griber han Pennen i sin Haand,
For at indgyde Nutid Oldtids Aand.
De adspredte Sange han forvandler
Til et gothisk Epos, som lever og handler.
Tak være den gamle Canonicus!
Han hedder Saxo Grammaticus.

Skifter om.

En aaben Mark her for Jer staaer.
Et Vindpust over Sæden gaaer.
Det er saa tyst. Slet ingen Støi!
See midt paa Marken staaer en Høi.
Paa Høien staaer en Runesteen,
Derunder hvile gamle Been.
Den Høi staaer der fra Arilds Tid,
Nu pløies den med megen Flid
Tilgrunde, af sin Eiermand,
At den kan blive Agerland.
Alt ofte har han prøvet paa
De store Stene bort at faae,
275 Fordi de fyldte op hans Jord,
Men denne var ham altfor stor.
See! Maanen giennem Skyens Rift
Nedstirrer paa den gamle Skrift.
Imens den Døde vandred her
Den stirred i hans Taareskier.
Thi Maanen er en gammel Mand,
En Trold, som ei begribes kan.
Han smiler lige huld og blid,
I høitidsfulde Midnatstid,
Til Elskovs helligsagte Fied
Og til det skumle Rettersted.
See! hvor paa Runerne han seer,
I det han iler bort og leer.
De sieldne Tegn han vist forstaaer,
Hvis Mening svandt med svundne Aar;
Og hvis han tale var istand
Fortalte os den gamle Mand
Vist mange underlige Ting,
Som der er skeet paa Jordens Ring.
Men da nu kun hans matte Blik
Kan tolke hvad han skue fik,
Saa vækker han, vemodig, blid,
Blot Anelser om dunkle Tid.

AIle stirre henrykte paa Maleriet. Den Gamle lader Laaget synke. Valdhornene blæse under Egetræet, ved Gyngen.

GYNGESANG.

Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
276 Under Spil og Klang
Vore Stole gaae,
Med Timernes Gang,
Hinanden bagefter,
Af alle Kræfter,
Uden at naae.

Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!

Som lynsnar Piil
Fald ned, min Krands!
Med behændig Iil,
Paa den Lok, som sig slynger
Om Pigen, som gynger
I Cirkeldands.

Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!

Lyd, kielne Luth!
Nu hæver hun sig.
Den søde Glut!
Hendes funklende Øie,
Som en Stierne i det Høie,
Skuer ned paa mig.

Op og ned!
Ned og op!
Ved Blomsterbed!
Over Egens Top!
277 Jeg kysser dig, Luft!
Her aanded hendes Mund
Blomsterduft,
For en liden Stund.
Livsalige Sted!
Men Klokken ringer!
Ak! ud hun springer.
Jeg springer med.

Ei længer ned!
Ei længer op!
Jeg følger dit Fied,
Dit svævende Fied,
Du Rosenknop!

IDYL.

Her under Egenes Lye, hvor Vinden vifter saa kiøligt,
Ville vi sætte os ned om det simple, landlige Træbord,
Som af to Pæle bestaaer og tvende høvlede Bræder,
Meget behændigt af Snedkren med Fiirtomme-Søm sammenføiet,
Paa den rolige Bænk, som ogsaa bestaaer af to Pæle,
Men kun et eeneste Bræt, et Bræt altsaa mindre end Bordet.
Mikkel! du herlige Kudsk, som styrer de vælige Heste,
Gier dem med Pidsken et Rap, og siger: Hyp! Hyp! Vil I løbe!
Derimod klappende dem saa broderligt, naar de har udtient,
278 Mens den kleiede Skofte du stikker i fraadende Munde,
Mikkel! stiig op paa Hiulet, det rullende, hæv dig paa Vognen.
Tag os en Skinke, vor Lax, vort Senop, vort Brød og vort Saltkar.
Glem ei vor Kalvesteeg, du! og vor Søsterkage, bestøvet
Med det hvideste Sukker, der kiøbtes hos Rafinadeuren,
Af Cathrina, den troe, den huslige Pige, som tiente
Før hos en Skrædder, men nu til sidste Skiftetid skifted,
Og af os blev modtaget formedelst sit herlige Skudsmaal.
Saadan talede du, ærværdige Husfader Morten!
Trak saa dit Vær, og tog af Lommen en Rixdalerseddel,
Hvorpaa med yndige Træk stod meget zirligen skrevet:
Naar forlanges betaler den hafniensiske Banqve
Een Rixdaler, skriver en Rixdaler mod denne Seddel;
Midlertid validerer Sedlen, mens den existerer,
Uden videre Paategning eller Endossementer,
For ovenmeldte Rixdaler, Valuta i Banqven annammet.
Sagde saa: Mikkel! gaa hen og byt den i klingende Mynter.
Her kan ei giøres et Skridt, naar ikke man griber i Lommen.
Og den ærlige Mikkel tog Sedlen i barkhaarde Næve,
Saae hvad i Randen der stod om Ære og Liv og Formue,
279 Gyste i det han gik bort, og tænkte: Vor Herre bevares!
Midlertid den geskiæftige Hustrue dækkede Bordet.
Skienkte sin Husbond en Dram, i den lille sølverne Tumling,
Som af sin Moster hun fik til Brudegave om Morgnen,
For i dens Dyb at drukne de ægteskablige Sorger.
Derpaa spiste de alt hvad de kunde (o troe mig Fremtid!)
Brugte saa Lommetørklædet for ikke at smudske Salveten -
Drak saa atter igien, og spiste saa atter og drak saa,
Mens den eenøiede Spillemand gned paa Fiolen som havde
Ikkun af Strenge tree, thi de andre var sprungne for Manden.
Men de agted det ei, thi det ufordærvede Hierte
Bryder sig ei om en Streng, seer ikke paa saadanne Smaating!

MELLEM TRÆERNE VED BOMMEN.

EN UNG FYR
til en anden.

Der har De jo faaet en prægtig Hest.

DEN ANDEN.

Rid med til Bellevue og vær min Giest.

FØRSTE.

Ih ja gu vel! Tak den som byder.
Slige Tilbud jeg aldrig forskyder.

280
EN KUDSK
til en anden:

Lad mig først komme frem. Holdt lidt! stop!

EN HERRE
til en smuk Pige:

Maa jeg hielpe Frøkenen op?

PIGEN.

Jeg takker for Deres Artighed.

MODEREN
i Vognen.

Du skal altid hielpes op og ned.
Kan du ikke hielpe dig selv, min Pige?

MAND.

Naa kiere Kone, hvad vil det sige?

FOLK
til hinanden.

Adieu, adieu! Denne Dag var smuk.

FIELLEBOEMANDEN
til sin Dreng.

Sluk Lysene ud og Døren luk!

Den vilde Støi nu lyder ikke længer.
Den store Sværm fremtrænger ei i Støvet.
Ei længer under Løvet Kredsen sidder.
Kun sagte Fugleqvidder sine Toner
281 Saa sødt i Skovens Kroner sammensmelter.
Den tunge Bølge velter sig mod Sandet,
Mens Purpurskier i Vandet venligt glimter
Og medens Lyset skimter hist i Hytten.
I Skovens Dybde Skytten og hans Hunde
Gaaer giennem dunkle Lunde; Maanen titter
Bag Egers Stammegitter i sin Lue.
Ad blege Himmelbue Kragen svæver
Og Harpelyd sig dybt i Lunden hæver.

LUDVIG.

Mat og ene, bleg og ene
Sidder jeg blandt Skovens Kroner.
Ene, paa de kolde Stene,
Toner Harpen Veemodstoner.

Dysses ikke hen i Slummer,
Kielne Sangersker, som rørte
Nys den blege Mand, hvis Kummer
Dulmed da han Eder hørte.

Kunde disse dunkle Lunde
Lettere mit Hierte hæve,
O da skulde Harpen bæve
Glædeslyd som Eders Munde.

Men det bløder og forsøder
I sin Smerte sødt sin Smerte,
Møder Anelser og føder
Svage Haab, det arme Hierte!

282 Hvad er Nattens Stiernehimmel,
Naar ei Elskovs skiønne Stierne
Blinker venligt i det Pierne,
Fra den lyse Stiernevrimmel?

Hvad er Livet, naar ei Livet
Lifligt hen i Elskov rinder?
Hvad er Livet, naar ei Livet
Sødt i Favnetag forsvinder?

Aftenvind! i Aftenrøden,
Du, som Nattens Taushed bryder,
For mit Øre tungt du lyder,
Som det sidste Suk i Døden.

MARIA
kommer.

Skyggerne voxe i Lunden,
Den lyse Dag er forsvunden;
Mildt skyller de mørke Vover.
Naturen blideligt sover.

Mens Pigen hurtig heniler,
Den bleggule Maane smiler;
Bag sorte Stammer, i Taage,
De lumske Røvere vaage.

Hvor underligt Espen skielver!
Som en Kirke sig Skoven hvælver!
Som en Kirke ved Midnatstide.
Hist svæve Dødninger hvide!

Hvi skielver ei frygtsomme Pige,
Mens Morderne lumske sig snige?
283 Hvi springer hun kiek og forvoven,
Gjennem sorteste Buske i Skoven?

Hun frygter ei for de Døde,
Hun gierne for Dolken vil bløde,
Naar hun i sin sidste Smerte
Kan synke til Ludvigs Hierte.

Hun synker til hans Bryst.

HYMNE.

Tryllende Harmonie!
I midnatsdunkle Jord.
Salige Sympathie!
Hellige Poesie!
Uden Ord.
Samsmeltning af Lund og Søe
Og Stierner og omslynget Yngling og Møe.
Favn mod Favn
Tolker hele Naturen Kierligheds Navn.

EN GAMMEL EEG.

Her har jeg staaet i hundrede Aar;
Om Vintren med Snee paa mit Bryst;
Mellem Blomster i grønne Vaar,
Mellem egne Løv i den brune Høst.
Min stolte Top har jeg r eis t
Og kneist
Ud over den vide Natur,
Som omslynger Træernes tætte Muur.
Da blev jeg saa mod.
Jeg kunde ei flytte min Fod.
Stille maatte jeg staae
Og vilde saa gierne, gierne gaae.
284 Engang de fældte min Broder her,
Som hæved sig rank over Stubben der!
Han er lykkelig!
Som en Planke i Skibet tumler han sig,
Som en Slange han sig giennem Bølgerne snoer
Om den hele Jord.
Jeg staaer hvor jeg blev fød,
Til min Død!
Før var jeg for stolt til at klage,
Man bliver blød paa de gamle Dage.
Derfor suser
Nu Vemod i mit Løv, naar Stormen bruser,
Denne Nat er sød!
Toner lød
Ved min gamle Fod;
Og paa min Rod
Sidder Elskende to
I kierlig Roe.
Saadan en Vaar
Har jeg ikke oplevet i hundrede Aar!

SANCT HANS-ORMEN
under Egen.

Du er hundrede Aar!
Jeg kun en Dag.
Dit Liv er langsomt,
Koldt, stærkt.
Mit er hurtigt,
Brændende, begeistret!
Lutter Glød,
Levende, bevægelig Glød!
Et Øieblik mellem Fødsel og Død.
Jeg bytter ikke med dig!

285
DØDEN
stiger over den fierne Kirkemuur og gaaer forbi Skoven, giennem Marken, til en Bondebye, med sin Lee paa Nakken, i det han synger:

Een, to, tree!
I ranglende Dands!
I danglende Dands!
Med skimtende Lee,
I Maaneglands!

Een, to, tree!
Med ringlende Been,
Med dinglende Been!
Jeg har hvæsset min Lee,
Paa Gravens Steen.

Een, to, tree!
Fra den sorte Grav!
Med blinkende Lee
Maa jeg meie dem af,
Mens Maanen leer.
Jeg kommer tilpas!
Du rinder ei meer,
Mit Timeglas!

Afsted, afsted,
Med hurtige Fied,
I Taage mellem Snoge,
Over Engen hen,
Mellem Lygtemænd.

Een, to, tree!
I ranglende Dands!
286 I danglende Dands!
Med skimtende Lee,
I Maaneglands!

SANCT KIRSTEN
gaaer uformærkt forbi de Elskende, hen igiennem Skoven, til sin Kilde. Hun stirrer en tidlang i det klare Væld. Detpaa raaber hun:

Ellepige! Ellepige!

ELLEPIGEN
stiger op af Vældet.

Hvad har du at sige?

SANCT KIRSTEN.

Tag vare, tag vare
Paa Bølgerne klare,
At ingen fordunkle
De Perler som funkle,
At aldrig de nøle
I bælmørke Gange,
At de fremspringe kiøle,
Milde og mange!

ELLEPIGEN.

Jeg skal dem bevare;
Men du maa dem klare!

SANCT KIRSTEN
læser sit Paternoster, lader en Taare falde i Vældet og forsvinder.
287
BØLGERNE.

Dobbelt lyst vi nu rinde.
Farvel, vor Veninde!

Klokken slaaer tolv.

LUDVIG.

Hist i Taarnet alt Klokken slaaer.
Stiernen blinker!
Elskte Maria! du fra mig gaaer.
Himlen vinker!

MARIA.

Underligt bange mit Hierte slaaer.
Stiernen blinker!
O hvad dog Kierlighed formaaer!
Himlen vinker.

LUDVIG.

Deiligt bølger dit lange Haar.
Stiernen blinker!
Til Himlen dit klare Øie du slaaer.
Himlen vinker.

MARIA.

Pleieforældre med sølvgraae Haar -
Stiernen blinker!
I ledende nu i Skoven gaaer.
Skiebnen vinker.

LUDVIG.

Jeg forbittrer dine Ungdoms Aar!
Stiernen blinker.
Gid jeg laae paa den sorte Baar.
Himlen vinker.

288
MARIA.

Hisset tælle vi ingen Aar,
Hvor Stiernen blinker.
Hist vi evig paa Roser gaaer,
Naar Himlen vinker!

De vil skilles ad.

KIERLIGHEDS GENIE
triner pludselig ud af Buskene med en Glorie om sit Hoved.

Hvor Bølgen ruller hvidslende, fortrolig,
Ved Stranden hist, hvor Svanen hvid sig dukker,
Der staaer i høie Siv, ukiendt og rolig,
En lille Baad, som Sølverbølgen vugger.
Den bringer Eder til en fiernet Bolig,
Hvis Eier kun af hellig Længsel sukker.
Jeg saae fra Himlen Eders Taare rinde
Og ilte hid paa Nattens Blomstervinde.

Den Gamle Eders Hierter skal forbinde
Og dele froe med jer sin lille Hytte.
En Mark, en Have dyrket I skal finde,
Som for al jordisk Trang vil huldt beskytte.
I Elskovs Fryd skal Eders Dage svinde.
Med ingen her paa Jorden vil I bytte.
Lad Eders Frænder angre, lad dem græde,
De dræbte længe nok den søde Glæde.

See Natten vinker! Aldrig skal I savne
Mit Venskab, jeg usynlig Eder følger.
Uskyldig Kierlighed, til fierne Havne,
Beskyttende skal mildne Havets Bølger.
Glem fordums Kummer ved hinandens Favne,
Den er forbi, ei længer den forfølger.
289 Fat Mod Maria! Jeg har dræbt din Smerte.
Du vinkte mig fra Himlen med dit Hierte.

Hun forsvinder. De Elskende følge hendes Vink.

EN JÆGER
kommer gaaende giennem Skoven med sin Hund.

Det er mig kiert de støier ei meer.
Den brogede Sværm ei gierne jeg seer.
Det giør mig ondt for min gode Skov
At til det Væsen de skal have Lov.
Jeg vanker helst mellem tause Stammer;
Sigter og skyder og Hiorten rammer.
Jeg gider kun levet med mig selv.
Naar i Natten suser den kolde Elv
Sætter jeg mig ved Træets Rod,
Med min Trofast liggende ved min Fod,
Og stirrer hen i den blege Stierne,
Som glimter saa underligt i det Fierne.
Og naar da ligesom den luer i mit Bryst,
Saa faaer jeg til at blæse Lyst,
Saa griber jeg om den krumme Luur
Og blæser ud i den vilde Natur!
Og naar da Skraldet runger over Jord og Hav
Tænker jeg paa min Død og min Grav.
Her sad nylig forelskede To.
Jeg lider ei Kierligheds kielne Roe.
Den hele Natur er min Elskerinde.
Gid jeg som de hvinende Vinde
Kunde styrte høit fra Skyerne ned
Og favne alf! Det var Kierlighed!

Blæser i sit Horn og gaaer bort.

290
SLUTNINGS-CHOR.

I Maaneskin titter
Vi Fugle saa smaae,
Bag Grenenes Gitter
Til hinanden og slaae.
Gudskelov vi er ene,
Paa vore smaa Grene.
Naar kun vi har Roe
Til at hoppe frit,
O da er vi saa froe!
Saa froe! saa froe!
Qvirilit! Qvirilit!

291

BEMÆRKNINGER

Grundlaget for nærværende Udgaves Tekst er Førsteudgaverne dvs. det bevarede Rentryk af »Erik og Roller«; »Digte«, 1803; »Poetiske Skrifter« I, 1805; »Digtninger« I-II, 1811-1813; »Ludlams Hule«, 1814; »Hroars Saga«, 1817; »Samlede Digte« II, 1823 (»Fædrelands-Sang«); »Digterværker« V, 1836 (»Karen Margareta Rahbek«); »Prometheus«, Sept. 1832 (»Hvor blev I røde Roser -«). »Mit Fødselssted paa Vesterbro« er trykt efter Ms. paa Det kgl. Bibliotek, Skydebane digtet efter »Adam Oehlenschlæger. Et Mindeskrift om Festen den 14. November 1849« (u. A.). En Del af Digtene er oprindelig fremkommet i Tidsskrifter, Nytaarsgaver, Aviser og derpaa optaget i en af de nævnte Samlinger. Disse Førstetryk kan indeholde enkelte Skønheder, der gaar tabt i den af Digteren selv til endelig Udgivelse bestemte Affattelse; men Teksten gør i det sidste Tilfælde ikke blot udadtil et mere autentisk Indtryk - baade Retskrivning og stilistiske Enkeltheder kan i flere Tilfælde i Nytaarsgaver, Tidsskrifter, Aviser skyldes Udgiveren snarere end Digteren -, ogsaa de af Oehlenschlæger selv foretagne Tekstrettelser er saa væsentlige, at det vilde være urigtigt at se bort fra dem. Udgaven skulde da give Digtene i den af Digteren selv først godkendte Form; til de senere Udgavers mange Rettelser er der intet Hensyn taget. Digterens skiftende Retskrivning og Tegnsætning er saa vidt muligt fulgt; kun ligefremme Trykfejl eller meningsforstyrrende Interpunktion er rettet. En Liste over Tekstrettelser vil findes paa Bogens sidste Sider. Afvigende fra Originaludgaven, men i 292 Overensstemmelse med Oehl.s senere Praksis, er der overalt i de af »Digte«, 1803 optagne Partier gennemført stort Begyndelsesbogstav i hver Verslinie; spatierede Ord er sat med Kursiv. Se iøvrigt Tekstbemærkningerne til de enkelte Digte.

For Noternes Vedkommende staar Udgiveren i Gæld til den foreliggende betydelige Oehlenschlæger-Litteratur, til A. Boysen's Udgave af Liebenbergs Udvalg af »Poetiske Skrifter« og til Sv. Gundel's Udgave af »Sanct Hansaften Spil«, hvor praktisk talt hele det grundlæggende Arbejde er udført; tilbage har kun staaet at gøre enkelte Tilføjelser og paa et Par Punkter at efterprøve Resultaternes Rigtighed. Dr. phil. Paul V. Rubow har vist mig det Venskab at gennemse Indledning og Noter.

MINDRE DIGTE

Om Oehlenschlægers Lyrik se især Vilhelm Andersen: »Guldhornene« (1896), og »Adam Oehlenschläger. Et Livs Poesi. Eftermæle« (1900), Oluf Friis: »Naturbesjæling (»Indføling«) hos Oehlenschläger i hans romantiske Periode« (Edda XI, 1919, S. 55), Olaf Hansen: »Oehlenschlägers Digte 1803« (1902).

3

Freyas Rok. Affattelsestid: Foraar 1802; trykt første Gang i den nordiske Fortælling »Erik og Roller« (1802), som Oehl. kasserede efter Mødet med Steffens, men hvoraf de første 12 Ark findes i Rentryk paa Det kgl. Bibliotek, senere udg. af V. Biering 1897 (»Erindringer«, Pragtudgaven 1850, S. 178 og 193). Overskriften stammer fra Simon Poulsens »Nytaarsgave for 1804« (1803), hvor Oehl. optog fire Digte fra »Erik og Roller«.

- Freyas Rok Stjernebilledet Orions Bælte. 4Biarke-Maal. Se Noten til det foregaaende Digt.

- Digtet har kun Navn tilfælles med det berømte Oldkvad. Versemaal og Strofebygning stammer fra »Kong Regners tredie Vise« i P. Syvs Kæmpevise-Udgave, 1695, Fierde Part, V, S. 431 ff., hvortil Syv knytter følgende Bemærkning: »Dette slags vers er kaldet Krakemal og < Bjarkamal af Paafinderne / eller at 293 det er gjordt efter dend maade / som Bjarkamal«. Benyttes senere af Oehl. i »Vaulundurs Saga«, »Stærkodder«, »Helge«, »Ørvarodds Saga«. (Sml. Ida Falbe-Hansen: »Øhlenschlægers nordiske Digtning«, 1921, S. 71). En af Oehl. komponeret Melodi til Digtet findes i hans »Melodier til Digte af forskellige Forfattere«, udg. af A. P. Berggreen 1857.

Birtingsbad oldn. birtingr: Kamp, Blodbad. Glosen findes hos Syv i Krakumál-Oversættelsen.

Rota en af Valkyrierne; forekommer i Ewalds »Balders Død«.

gunge runger, giver drønende Genlyd.

6

Hakon Jarls Død. Digtene S. 6-48 er skrevet i Sommeren og Efteraaret 1802 og tryktes første Gang i »Digte«, 1803 (dvs. December 1802). Rækkefølgen af de enkelte Digte er Originaludgavens. - Hakon Jarls Død. Emnet fra Snorre: Olaf Trygvesøns Saga, Kap. 47-49; Sønneofringen fortælles i Kap. 42 ved Slaget i Hjörungavaag.

7

Rota se Note til S. 4.

Litanier Bodssalmer, indledede med Kyrie eleison (Forbarm dig, Herre!).

Gaulaae Guledalselven.

8

Asa Hermod Gudernes Sendebud.

Hvi bliver du bleg og sort som Jorden Snorre, Kap. 49: »Hvi er du saa bleg, men stundom sort som Jord?«

9

De gamle Guders brogede Vrimmel Udtrykket minder om et tilsvarende i Goethes Ballade »Die Braut von Corinth« (»der alten Gotter bunt Gewimmel«); Tankegangen i sidste Strofe er paavirket af Schillers Digt »Die Götter Griechenlands«.

10

Løveridderen. Emnet fra Folkevisen om »Løwens og Kong Tiderichs Kamp imod Lind-Ormen« (Syv, Første Part, XIII, S. 81; Danmarks gamle Folkeviser No. 9). Handlingen følger Folkevisen nøje; nyt er kun det fra nordisk Mytologi hentede Navn paa Kongens Fæstemø: Fylla. Verseformen er den italienske Ottave rime. Kong Didrik Folkevisernes Didrik af Bern.

294

11

Klodden Sværdhæftets Knap. Brad Jagtbytte, Steg.

12

Kong Sigfred Kong Sigfred, der fældes af Lindormen, kendes kun fra Visen om »Kong Didrik og Løven«.

16

Ellehøien er en Gendigtning af »Elverhøj«-Visen (Syv, Anden Part, IX, S. 170; Danm. gi. Folkeviser Nr. 46). Verseformen er Terziner; Rimstillingen meget fri.

19

mod nedslaaet, bedrøvet; her nærmest i Bet. modfalden.

Vogt unge Kiempe dig Da Oehl. i 1824 optog »Ellehøien« i sine samlede Digte (III, 1823 dvs. Februar 1824, S. 45), tildigtede han en rationalistisk Epilog, der af Digtet uddrog en Advarsel mod at sove ude, naar Duggen falder (!), og som ender:

Kiært Barn og ukiært Barn har mange Navne.
Før nævntes Alf og Ellepige Trolden,
Nu kaldes han Forkølelsen og Kolden.

Guldhornene. Se Indl. S. II; Vilh. Andersen: »Guldhornene« (1896), Ida Falbe-Hansen: »Guldhornene og »Guldhornene«« (»Øhlensehlægers nordiske Digtning«, 1921, S. 125). Digtets Tilblivelseshistorie fortælles i »Erindringer« I, S. 187-188. - Det første Guldhorn fandtes ved Gallehus ved Møgeltønder 1639 af Kniplepigen Kirsten Svendsdatter, det andet tæt ved det førstes Findested 1734 af Bonden Jerk Laursen. Hornene opbevaredes paa Kunstkammeret, hvorfra Guldsmeden Heidenreich stjal dem Natten mellem den 4. og den 5. Maj 1802. Da Oehl. skrev sit Digt, var Tyveriet endnu uopklaret.

21

Hrymfaxe Nattens Hest; Delting Dagens Fader; Skinfaxe Dagens Hest.

24

skalfer handler vilkaarligt, efter eget Forgodtbefindende.

25

Valravnen. Emnet fra Folkevisen om Germand Gladensvend (Syv, Anden Part, II, S. 147; Danm. gi. Folkeviser No. 33). Handlingen er meget frit gengivet; alle Personnavne stammer fra Oehl.; Visens 295 Kongedatter er fra Engeland, hos Oehl. fra Skotland; Samtalen med Eremiten, Mødet mellem Harald og Heksen, der giver ham Fjederhammen, mellem Minona og Hyrdinden samt Slutningsscenen: Minonas Himmelfart er tildigtede. Naar den onde Trold i Fugleham her kaldes Valravn, skyldes dette Anders Sørensen Vedel og har ingen Hjemmel i de ægte Opskrifter; en Valravn var oprindelig et ved en andens Ondskab til Ravn omskabt Menneske (Danm. gi. Folkeviser Nr. 60 Valravnen; II, 1856, S. 179-80).

Dække Dæk.

26

Sarpen Glommens højeste Fos; berømt i Slutningen af det 18. Aarh. ved Th. Rosing de Stockfleths naturbeskrivende Digt »Forsøg over Sarpen«, 1777, prisbelønnet af »Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskaber«. Oehl. kendte vel især Sarpen fra Erik Pauelsens Maleri paa Frederiksberg Slot (»Erindringer«, I, S. 19).

28

Rige Fugl kommer susende Gl. dansk Børneremse (Sv. Grundtvig: »Gamle danske Minder i Folkemunde«, Ny Samling, 1857, S. 145).

linkende haltende.

26

axler sit Skarlagenskind tager sin røde skindforede Kappe over Skulderen.

30

Skiebnens Kiede Udgangspunktet for denne filosofiske Udvikling er Visens Ord (hos Syv) »Hver skal nyde Skæben sin«.

Ei, uden Gud, en Spurv til Jorden falder! Matth. Ev. X, V. 29.

31

Minona Navnet stammer formodentlig fra Ossian, forekommer f. Ex. i »The Songs of Selma«.

Hans . . Hier te slaaer saa fast saa hurtigt.

35

med begierligt Mod Sind, Lyst.

36

Du, som lod Petrus gaae paa Havets Bølge Matth. Ev. XIV, V. 28 ff.

38

Natur-Temperamenter. Læren om de fire Temperamenter dvs. Grundstemninger, som umiddelbart, medfødt behersker Sindet, udvikledes af Oldtidens Medicin paa Grundlag af Læren om Legemets 296 forskellige Vædsker og deres Blanding (temperamentum). Der opstilledes fire væsentlige Følelsesmodsætninger: stærke, mørke og hurtigt skiftende Følelser er karakteristisk for det koleriske Temperament; stærke, mørke og langsomt skiftende for det melankolske; svage, lyse og hurtigt skiftende for det sangvinske; svage, lyse og langsomt skiftende for det flegmatiske Temperament. Digtets fire Naturbilleder er hentet fra forskellige Aarstider, men det danner ved sin Stemning en Helhed med tæt forbundne Overgange fra Afsnit til Afsnit.

39

Venus Cypria (lat.) den jordiske, sanselige Elskovs Gudinde. Philomela (gr.) Nattergalen.

40

Color Ordet anvendt af Oehl. som Betegnelse for det koleriske Temperament i Analogi med Flegma for det flegmatiske, men betyder i Virkeligheden Farve. I Trykfejlslisten til enkelte Exemplarer af »Digte«, 1803, er det rettet til Cholera [= Galde].

Det gamle Rige Guldalderen, som afløstes af Titanernes Oprør.

41

Melancholie. Digtets metriske Forbillede er E. Stockmanns af Brorson oversatte Salme »Gud skal alting mage« (Psalmebog for Kirke og Hjem Nr. 25). Sml. Disciplenes JubekHymnus i »Jesus i Naturen« (nærværende Udg. S. 214).

43

Flora (lat.) Blomsternes Gudinde. Boreas (gr.) Nordenvinden.

44

bøgende brølende.

45

kun stamme Originaludg. og senere Udg. har: kan stamme; Rettelsen skyldes J. L. Heiberg (»Et Hundrede lyriske Digte af den danske Litteratur«, 1842, S. 272). Rungsted sigter til Ewalds Ophold i Rungsted Kro 1773-1775 (Digtet »Rungsteds Lyksaligheder«). de gamle og gothiske Mure Ewald ligger begravet ved Trinitatis Kirke i København (indviet 1657!)

46

Oldingen ved Werthers Grav. Først i sit nittende Aar læste Oehl. Goethes Roman »Werther« 297 (1774). »Sander [d. e. Skuespilforfatteren Chr. Levin Sander (1756-1819)] laante mig nogle af Goethes Værker, med faderlig Advarsel om Forsigtighed, som om det havde været Krudt og Kugler, eller giftige Medikamenter, der ligesaa let kunde skade, som gavne; og med stor Nysgierrighed bragte jeg Werthers Leiden og Gotz von Berlichingen med hjem.« (»Erindringer«, I, S. 140; en udførlig Omtale af »Werther« smst. S. 142- 145).

48

Saa dugbesprængte staae de Roser her. Digtene S. 48-69 er trykt efter »Poetiske Skrifter«, I, udkommen Juli 1805; deres indbyrdes Rækkefølge er Originaludgavens. - Saa dugbesprængte staae etc. I Syngespillet »Freias Altar« (skrevet 1803) synges denne Sonet i anden Akts anden Scene af Elskeren, Billeds huggeren Guilielmo. Trykt første Gang i Foersoms Nytaarsgave for Skuespilyndere 1805 (1804); anden Gang i »Poetiske Skrifter«, hvis Tekst nærværende Udgave følger.

Idem forgifter Eros sine Pile Sml. Bødtchers Digt »I Foraaret« (»Nu gløder i Rosen Eros sin Piil«).

49

Knud den Store. Emnet formentlig fra Mallings »Store ogi gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere«, 1783, S. 8-9; det er allerede behandlet i et normannisk Digt af Geffrei Gaimar, der henlægger Optrinet til Themsens Bred ved Winchester. Oehl. byggede 1839 Slutningsscenen af Tragedien »Knud den Store« over sit Digt.

Eadrik Eadrik Streona, engelsk Høvding; hans Forræderi afgjorde Slaget ved Ashington, og Krøniken beskyldte ham for at have myrdet Kong Edmund paa Knuds Befaling Nov. 1016. Se Tragedien »Knud den Store«, Akt I-II.

Ulf Ulf Jarl dræbtes i Sct. Lucie-Kirke i Roskilde 1027; se »Knud den Store«, Akt III.

52

Den gamle Kiæmpe Cometes. Affattelsestid: Vilh. Andersen (»Oehl.s Ungdomsdigtning«, 1904, S. XXXIX) formoder, at Digtet er fremkaldt af Solformørkeisen d. 17. August 1803, som Oehl. forresten sov 298 fra (»Erindringer« I, S. 225-226). Trykt første Gang i »Den danske Tilskuer«, 1803, No. 64-65, 29/8; optaget med enkelte Ændringer i »Poetiske Skrifter« I, hvis Tekst nærværende Udgave følger. Digtets Udgangspunkt er Middelalderens Betragtning af Kometer som Forvarsler om Guds Straffedomme, Krig og Ulykker; deres Hale blev for Fantasien et vældigt luende Ris. Hertil kommer senere Tiders Frygt for, at Sammenstødet mellem en Komet og Jorden skulde foraarsage Jordens Undergang. Se Indl. S. VIII og Hauch: »Afhandlinger og æsth. Betragtninger«, Ny Række, 1869, S. 34-36.

55

Wiedewell. Billedhuggeren Johannes Wiedewelt (1731-1802), hvis sidste Aar havde været hjemsøgt af Sygdom og Nød, druknede sig i Sortedamssøen den 17. Dec. 1802. Oehl.s Mindedigt tryktes første Gang i »Den danske Tilskuer«, 1803, No. 5, 20/1, og blev med et Par Smaaændringer optaget i »Poetiske Skrifter« I, hvis Tekst nærværende Udgave følger.

56

Zeftr Vestenvinden.

57

Hist paa Friheds-Støtten Lærken slaaer. I »Tilskueren« lød denne Linie: »Hist paa Støtten Nattergalen slaaer«. Rettelsen er ikke mindst foretaget af Hensyn til Naturhistorien!

58

Troskab den af de fire allegoriske Statuer, som skyldes Wiedewelt; hans sidste større Arbejde (1797). Petrarcas Canzone. Oversættelsen af Petrarcas Canzone »Chiare, fresche e dolci acque« er foretaget efter A. W. Schlegels tyske Oversættelse i »Blumenstrausze italienischer, spanischer und portugiesischer Poesie«, 1804. Trykt første Gang i »Den danske Tilskuer«, 1804, No. 40, 31/5; nærværende Udgave følger den noget ændrede Tekst i »Poetiske Skrifter« I. Vaucluse, By i Sydøst-Frankrig, Øst for Avignon, var Petrarcas Opholdssted efter 1337; Digtet er rettet til Laura, Genstanden for hans ridderlige Tilbedelse.

59

Ja! det vil sig føye! Saaledes »Den danske Tilskuer«; i »Poetiske Skrifter« har Verset ved en Trykfejl faaet en Stavelse for meget: »Ja! det vil vel sig føye«.

299

61

Vaar-Sang. Trykt første Gang i »Charis« for 1805, udg. af K. L. Rahbek (1804); nærværende Udgave følger den en Del ændrede Tekst i »Poetiske Skrifter«.

62

Naar Skoven sig har hvalt »Charis«: »Naar Skoven sig har svalt«.

63

Fauner (lat.) Skovguder.

Dryas Dryade, Skovnymfe. I »Charis« lød de sidste Linjer af næstsidste Strofe: »I Skoven springer Fauner, - Dryader i min Søe«; Oehl. har rettet Dryader til det rigtigere Najader (Kildenymfer), men har (af metriske Grunde) ladet Dryas staa i sidste Strofe. Vahl. Botanikeren Martin Vahl (1749-1804), Professor ved Københavns Universitet, døde 24/12 1804. Oehl.s Mindedigt tryktes første Gang i »Kiøbenhavns Adresses Contoirs Efterretninger« den 29/12 1804; noget ændret i »Poetiske Skrifter« I.

64

den sorte Tillie Fjæl, Planke; her: Kisten.

Gud, som klæder Markens sorgfri Lillie Matth. Ev. VI, V. 28-30.

65

din Urne første Tryk smukkere: din Gravhøj.

Høsten. Trykt første Gang i Simon Poulsens Nytaarsgave for 1805 (1804); i »Poetiske Skrifter« I er Begyndelsen stærkt omarbejdet - Digtet var oprindelig ret ufuldkomment i metrisk Henseende - og Slutningen fra S. 68 L. 1. f. n. ny. Digtet er en Elegi i antik Forstand dvs. et Digt i elegiske Disticha, Liniepar dannet af et Hexameter og et Pentameter, der regelmæssigt vender tilbage. Oehl. arbejdede i disse Aar med antike Versformer; i »Poetiske Skrifter« findes Oversættelser af fire Elegier af den romerske Digter Propertius foruden fire originale Digte i samme Versemaal. Det er endvidere Hovedversemaalet i første Del af »Langelands-Reise« (se senere!).

66

natlige Dunstkreds saaledes Poulsens Nytaarsgave; i »Poetiske Skrifter« mangler Verslinien en Stavelse: »natlig Dunstkreds«. (Trykfejl).

68

Stiernen Høststjernen.

Ossian 1760-1769 udkom den skotske Digter James 300 Macphersons Bearbejdelse af oldkeltiske Heltedigte, der udgaves for at være skrevet af Skjalden Ossian. Digtene fik en uhyre Betydning for den europæiske Litteratur i Aarhundredets sidste Aartier; i Danmark mærkes deres Indflydelse fra Ewald og Baggesen og ned til Oehlenschlæger, Grundtvig, Ingemann, Bredahl og Blicher, der 1807-09 udsendte den første danske Ossian-Oversættelse. Se Indl. S. VIII.

69

Harald Hildetand. Digtene S. 69-92 er trykt efter »Digtninger« I, udkommen Januar 1811; den indbyrdes Rækkefølge er Originaludgavens. Harald Hildetand er skrevet i Sommeren 1810 (»Erindringer« II, S. 29). Emnet er hentet fra det saakaldte »Sagabrudstykke« (Sögubrot), Kap. 7-9, der skildrer Braavallaslaget og Harald Hildetands Død, Oehl. har benyttet Peringskiolds Udgave (1719); herfra stammer det urigtigt læste Skjoldmønavn Ursine (for: Visna). Ogsaa Saxos Skildring af Harald Hildetand (Slutningen af syvende, Beg. af ottende Bog) har ydet forskellige Enkeltheder, f. Ex. Beretningen om Kæmperne, der uden at blinke lod Øjenbrynene rage af sig med et Sværdhug. Om den formodede Indflydelse fra Oldislandsk paa Versemaalene (Rimur-Versemaal) se Ida Falbe-Hansen: »Øhlenschlægers nordiske Digtning« S. 73 og Marius Kristensen i »Danske Studier« 1918, S. 99. Oehl. kendte Rimurne fra Bj orners »Kampa-Dater«. Thegn »Helt« (Oehl.s Note; saaledes ogsaa Videnskabernes Selskabs Ordbog VII, 1853). Oldnordisk: egn: den frie Mand i Modsætning til Trællene.

70

Svinefylket »En Slagtorden som en Svinetryne« (Oehl.s Note). Val »Den døende Helt, der gik fra Valpladsen til Valhal« (Oehl.s Note). Danmarks Helt skal brænde I Sagaen søger Haralds Mænd at drukne ham i Badet.

71

Hildurs Tand Kamptand, Kæmpe. SmI. S. 74 Hildurs Mænd: Kæmperne. Hildur (Hilde), Datter af Kong Hogne, bortførtes af Kong Hedin. Faderen indhentede dem, og de to Konger fældede hinanden i 301 Kampen; den gentages evigt, idet Hilde hver Nat vækker de faldne til ny Strid.

Lidskialfs Drot Odin.

72

Stakal »Staaende Karl, der ei tør sidde med de Andre, Stakkel«. (Oehl.s Note). Etymologien er urigtig; Stakkel kommer af stafkarl, omvandrende Tigger, Stodder.

Niffelqvatm Niflheim, Taageverdenen, den dybeste Del af Dødsriget.

73

Storværks Æt Storværk er Stærkodders Fader.

74

Vidar Odins Søn, den tavse As; at han nævner de faldne Kæmper, er fri Digtning.

75

Kieven, som hun kiæk ham traf Dette fortælles ikke om Stærkodder, men om en anden Kæmpe, Soknar-Sote.

76

De tvende Kirketaarne. I Paris 1808 fandt Oehl. Fortællingen i sjette Bind af Suhms Danmarkshistorie (1793, S. 165-166) og noterede: »En deilig Romance kunde giøres over Asger Rygs Hustrus Barselsseng. - 27/2 1808 læste han Digtet for P. O. Brøndsted; det trylqftes første Gang i Rahbeks »Ny danske Tilskuer« 1808, No. 40-41, 19/5; nærværende Udgave følger Teksten i »Digtninger«. - Sagnet savner historisk Hjemmel; Absalon og Esbern Snare var ikke Tvillingbrødre.

Ottesange gi. dansk Betegnelse for matutina, den første af Dagens horae canonicae (d. e. de Tider paa Dagen, der er bestemte til Bøn, Salmesang og Skriftlæsning for Præster og Munke); celebreredes Kl. 3 om Morgenen.

79

Røgen (gmldansk) Duggen.

Guldkringlen Sporehjul af Guld.

80

Bas Vildsvin.

Falden er nu det ene Taarn 1561 (Suhm VI, S. 166).

81

hvilis Formen findes hos P. Syv, f. Eks. i Omkvædet til Visen om Dronning Dagmars Død. Evalds Grav. Se Noten til »Den frembrydende Vaar«, S. 45. Sprinkelværket Jærngitteret om Graven.

302

83

Hiemvee. Digtet er skrevet i Halle, Efteraaret 1805, under Opholdet hos Steffens (»Erindringer« II, S. 13). Trykt første Gang i Rahbeks »Charis« for 1806 (1805), anden Gang i »Digtninger«, hvis Tekst nærværende Udgave følger.

mit Hertha Oehl. benytter Ordet i Neutrum (ogsaa: dit Herthadal S. 87) = mit Sjælland. Navnet skyldes en Misforstaaelse af Tacitus' Omtale af den germanske Gudinde Nerthus, hvis Helligdom Ole Worm 1643 mente at kunne stedfæste til Ærtedalen (nu: Herthadalen) ved Lejre. I 18.-19. Aarh. er Hertha digterisk Betegnelse for Sjælland. Gustne Flod Saale.

en Mø ved Cithren synger formodentlig Steffens' Svigerinde Louise Reichardt.

86

Bøn til Penaterne. Affattelsestid: Efteraaret 1807, Paris; trykt første Gang under Titlen: Bøn til Gaderne i »Ny danske Tilskuer«, 1807, No. 85-86, 23/11; optaget med enkelte Ændringer i »Digtninger«, I. Held Bakkeskraaning.

Sut tangs Drik Skjaldemjøden, hvori O din (ikke Brage) skænkede Menneskene Digtekunstens Gave.

Gallinbørste »En guldbørstet Galt, hvorpaa han [Frejr] reed« (Oehl.s Note).

87

Herthadal Se Note til Side 83.

Gefions Øe »Sielland«. (Oehl.s Note).

Heltens Vælde Sml. Folkevisen »Habor og Signelil« (Danm. gi. Folkeviser No. 20) og Oehlenschlægers Tragedie »Hagbarth og Signe«, 3die Akt, sidste Scene.

88

Hødur Baldurs blinde Broder, der fældede ham med Misteltenen. Se Tragedien »Baldur hin Gode«.

Til Melpomene. Melpomene er Tragediens Muse.

Hesperus Aftenstjernen.

89

Thalia: Komediens Muse; Polyhymnia Hymnedigtningens, her maaske Veltalenhedens; Terpsichore Dansens; Euterpe og Erato den lyriske Digtnings; Kalliope den episke Poesis; Urania Astronomiens, men betyder 303 ogsaa (S. 90) Himlen i Modsætning til Underverdenen (Tartarus).

90

Blund Øjeblik.

Og fængslet i Leer; Her mangler i Førsteudgaven en Linje, hvad Oehl. senere har overset, saa Sætningen bliver uforstaaelig. Liebenberg har søgt at rekonstruere Meningen ved at ændre Linjen til: »Blev fængslet i Leer« og lade næste Linje umiddelbart danne Fortsættelsen. Titanen Prometheus røvede Ilden fra Zeus og muliggjorde derved Kulturens Opstaaen hos Menneskene.

92

Ton, søde Strænge! Digtet forekommer i Eventyret »Aly og Gulhyndy«, skrevet Sommeren 1810, trykt første Gang i »Digtninger« I, 1811.

93

Lær mig, o Skov. Digtet forekommer i Fortællingen »Eremiten«, trykt første Gang i »Digtninger« II, 1813. Ligfølget, der bærer Eremitens Kiste, synger Sangen; sidste Strofe refererer sig til Novellens Handling.

94

Tommeliden. Dette og det følgende Digt stammer fra Syngestykket »Ludlams Hule«, 1814 (dvs. Dec. 1813), hvor de indleder og afslutter Anden Handling. Landmanden Peter Robins Hustru Fanny synger Visen om Tommeliden for sin lille Datter Betty. Eventyret fortælles hos Perrault i »Ma Mere I'Oye«.

95

Maard (glmdsk.) ung Pige, Ungmø.

Sindalsbaand et Slags Silketøj.

Naar Mørket slukker Aftenrøden. I Syngestykket er Digtet en Duet mellem den gamle Sir Harry Turner og hans Tjener Tom.

96

Fiskerens Vise. Dette og de to følgende Digte forekommer i »Hroars Saga«, skrevet paa Frederikjsberg og i Paris 1816-1817, udkommen Juli 1817. (»Erindringer« III, S. 151). Visen findes i Første Kapitel: »Yrsa seiler til Danmark«.

97

Fiskerkonens Sang ligeledes i Første Kapitel. Fiskerkonen følger sin Plejedatter Yrsa, Hrolf Krakes Moder, fra sin Hjemstavn Saxland til Sjælland (»alle Herthas Bøge«, S. 99).

304

99

Hranes Elskovskvad. Ottende Kapitel »Om Hrane«. Digtet skildrer Skjalden Hranes haabløse Kærlighed til Yrsa.

100

Gudens ranke Søster Freya.

101

Diis Gudinde.

102

Fædrelands-Sang. Affattelsestid ubekendt; Digtet formodes at være skrevet 1819 eller kort efter under Indtryk af »Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse«s Konkurrence om en Nationalsang, hvor Juliane Maria Jessens »Dannemark, Dannemark, hellige Lyd!« vandt Prisen (Maj 1819). Trykt første Gang i »Samlede Digte«, II, 1823 (Febr. 1824). Mottoet betyder: »Denne Krog af Verden tilsmiler mig fremfor alle« (Horats' Oder, 2. Bogs 6te Ode, V. 13). I næste Tryk - »Digterværker«, XIV, 1846 - optog Oehl. kun 1.-3., 5. og sidste Strofe.

104

Bragi og Mimer Poesi og Videnskab.

Til Havet. Af Romanen »Øen i Sydhavet« I, 1824, Kap. 29: »Brudstykker af Eberhards Dagbog«.

105

Bras Brystsmykke.

106

Treemast tremastet Fartøj, Tremaster. Vandhose Skypumpe.

107

Kæmpeslangen Søslangen.

Nøkker forekommer ellers kun i Elve og Søer.

Linien Ækvator.

108

Karen Margareta Rahbek. Trykt første Gang i Bladet »Dagen« No. 26, 30. Januar 1829; anden Gang i »Digterværker«, V, 1836, hvis Tekst nærværende Udgave følger. Kamma Rahbek døde d. 21. Januar 1829 af Tæring og blev begravet i dybeste Stilhed fra Frederiksberg Kirke den 27. Januar.

109

Blomsterduske Rimet har voldt Oehl. Besvær, i »Dagen« stod »Urtekoste«.

smukke Skrin Fru Rahbek var en Mester i at forfærdige Paparbejder.

110

Hvor blev I røde Roser. Af Fortællingen »Den blege Ridder«; trykt første Gang i Oehl.s Tidsskrift »Prometheus«, Septemberhæftet (udk. i December) 1832.

305

111

Mit Fødselssted paa Vesterbro. Digtet er skrevet November 1847 som Tak for et Litografi af Oehl.s Fødested ved Indgangen til Frederiksberg Allé. Trykt første Gang i Bd. XXIII af F. L. Liebenbergs Udgave af Oehl.s poetiske Skrifter; her gengivet efter Ms. paa Kgl. Bibliotek.

i denne Runddeel »To Sommere [1803 og 1804] havde jeg boet med Steffens i Runddelen af Frederiksberg Allée i det Huus, som siden tilhørte General Haxthausen. Her skrev jeg Sovedrikken, Freias Alter og Thors Reise« (»Erindringer« I, S. 224. - Steffens og Oehlenschlæger boede iøVrigt ikke sammen 1804).

112

Sophia Oehl.s Søster Sophia, Anders Sandøe Ørsteds Hustru, døde 9/2 1818. Ved Festen den 14. November 1849. Ved Festen paa Skydebanen i Anledning af Oehl.s 70 Aars Fødselsdag blev dette Digt fremsagt som Svar paa Skuespiller N. P. Nielsens Festtale. Trykt første Gang i »Adam Oehlenschlæger. Et Mindeskrift om Festen den 14. November 1849«, u. A.

114

som kom paa Freias Kærre En Gudinde for Taknemlighed i Frejas Følge kender den nordiske Mytologi ikke; Oehl. vil vel blot sige, at Taknemlighed og Kærlighed er beslægtede Følelser. Min Konge, som høimodigf mig belønner Oehl. havde samme Dag modtaget Dannebrogsordenens Storkors. bugner segner.

LANGELANDS-REISE

Sammen med Niels Ørsted, Hans Christian og Anders Sandøes yngre Broder, rejste Oehl. i den første Uge af Juli 1804 til Rudkøbing for at besøge Apoteker Søren Ørsted. (Brev til Christiane, dateret Rudkøbing 10. Juli, i »Erindringer« I, S. 219-220). Opholdet blev brat afbrudt ved Meddelelsen om Steffens' forestaaende Afrejse fra København; straks i Begyndelsen af August var Oehl. tilbage i Hovedstaden. Størstedelen af Digtkredsen, hvoraf nærværende Udgave bringer et Udvalg paa 20 af 38 Digte, er skrevet under Opholdet i Rudkøbing; 306 »Langelands-Reise« tryktes første Gang i »Poetiske Skrifter« I, 1805. Se Indledningen S. IX ff.

119

Indledning. Oehl. havde som Barn overværet Enkedronning Juliane Marias Bisættelse i Roskilde 1796; bortset fra Besøg hos Skuespiller Rosing i Fredensborg havde han ellers ikke været længere borte fra København end i Dyrehaven. Versemaalet er her (som i »Saxo Grammaticus«, »Overgang«, »Corsøer«, »Birkners Gravskrift«, »Thorsing«, »Overfarten fra Vemmenæs«) det elegiske Distichon. Se Note til Side 65.

121

Til Saxo Grammaticus. Oehl. havde i Vinteren forud (»det taagede Veir«) under Arbejdet paa »Vaulundurs Saga« gjort sproglige Studier i Vedels Saxo-Oversættelse.

122

den hellige Hvælving Roeskilde Domkirke.

Issefiorden. Versemaalet: firefodede Trokæer, Variation af det spanske Romancevers; andre Variationer findes i »Anders-Skov« og »Omskiftning«.

flux rede.

124

Roeskilde Domkirke. Terzinernes Rimstilling er her - modsat »Ellehøien« - korrekt gennemført.

126

et Taarn af Blødetræe maaske et Monstranshus; Blødetræ ell. Blødtræ er Træ, hvis Ved er blødt som Poppel, Pil etc.

127

disse Piller Da Peder Sunesøn (Biskop 1191-1214) begyndte Opførelsen af den nuværende Domkirke, blev Benene af den gamle Kirkes Stiftere og Velgørere: Harald Blaatand, Svend Estridsøn, hans Moder Estrid (ikke - som sagt paa S. 128 - hans Dronning) og Biskop Vilhelm optagne af deres Grave og indmurede i Korets fire store Piller.

128

det stolte Marmor Christian den Femtes og Frederik den Fjerdes Gravmæler i Højkoret.

De danske Kongers Børn Kisterne findes i Hvælvingen under Højkoret.

den tapre Juul Viceadmiral Just Juel, faldt i Slaget ved Rugen 8/8 1715.

307

129

Her hviler Saxo Efter Traditionen er Saxo begravet i nordre Korsfløj; et latinsk Epitafium paa Væggen, som Biskop Lage Urne har ladet opsætte (fornyet 1728), udpeger en indskriftsløs Sandsten i Gulvet som hans Grav.

Femte Fredrik Indtil 1825 stod Frederik den Femtes og Christian den Sjettes Kister i Christian den Fjerdes Kapel.

Fjerde Christian Kongens Kiste stod dengang i de hvælvede Kældere under Kapellet.

hans ædle Fædre Frederik den Andens og Christian den Tredjes pragtfulde Gravmæler i Helligtrekongers Kapel.

130

Anders-Skov. Antvorskov Kloster har ingen Forbindelse med den populære Folkehelgen, Slagelse-Præsten Hellig Anders († 1205), hvis Kors paa »Hvilehøj« nævnes S. 133. Navnet Antvorskov afledes af oldn. öndveror: »modvendt« dvs. det Sted, der ligger ved Sklovens Begyndelse, eller af gmldansk andvord: Overdragelse. Klosteret, grundlagt af Valdemar den Store, tilhørte Johanniterordenen og blev efterhaanden et af de rigeste i Landet; Betegnelsen Gudsfrygts tarvelige Bolig er derfor lidet rammende.

131

lød nu intet Skud Anakronisme. »Buestrængens Hvinen« kan næppe, som Poul Møller vil mene, have forstyrret Munkenes Læsero.

133

stolte Sale Efter Reformationen ombyggedes Klosteret ca. 1580 til et kongeligt Slot (Frederik den Anden døde her 1588), men forfaldt efterhaanden og solgtes 1774. 1804 ejedes det af Constantin Bruun.

134.

Corsøer. I »Professor Oehlenschlägers Erklæring til Publikum om hans personlige Forhold til Justitsraad Baggesen«, 1818, S. 6-8, siges Digtet at være fremkaldt af Harmen over Baggesens respektløse Omtale af Goethe i »Gedichte«, 1803; og i »Fyensreisen«, 1835 (Digtet »Personsposten«) regner Oehl. denne Ungdomsspøg for den oprindelige Aarsag til Baggesens Had og derved Udgangspunktet for den hele 308 Fejde. - Baggesen svarede smukt 1807 med Digtetb»Frederiksbergs Slot« (»Poetiske Skrifter«, Arlauds Udgave, V, 1903, S. 46).

Stabelstad med Privilegium paa »alene at maatte bruge

den udenlandske Handel« blev Korsør 1661 samtidig

med København.

Birkners Gravskrift. M. G. Eirckner (1756-1798), fra 1792 Kapellan i Korsør, typisk liberal Rationalist, hvis Produktion især drøftede Trykkefriheds-Spørgsmaalet.

135.

Svendborg Sund. Digtet er skrevet undervejs paa Bagsiden af Oehl.s Rejsepas. (Vilh. Andersen: »Adam Oehlenschläger« I, 1899, S. 129).

Kirken Sct. Jørgens Kirke ved Svendborg Sund.

reder for Freya en blomstrende Seng Freya her Frugtbarhedens og Blomsternes Gudinde. Se det tilsvarende Udtryk om Flora S. 147.

136

Thorsing. Niels Juel fik ikke Taasinge som Løn for Sejren i Køge Bugt den 1. Juli 1677, men købte for sin Andel af Prisepengene fra Slaget 1678 Kongens Part af Øen. Skildringen af selve Slaget uhistorisk; Christian den Femte overværede det fra Skanør Strand, ikke fra »sin Borg«, og han blandede sig ikke i Admiralens Dispositioner.

139

Karbunkler gi. Betegnelse for røde Ædelsten.

140

Odysseus Odysseen V, V. 424-435. Tritoner Havguddomme i Poseidons Følge.

141

Jord-Ombelteren homerisk Betegnelse for Poseidon. Omskiftning. I korrekt Efterligning af det spanske (dog ustrofiske) Romancevers er det fulde Rim i de lige Linjer (2-4-6 etc.) erstattet af Vokalrim, Assonans, paa samme Vokal (y) gennem hele Digtet, medens de ulige Linier er urimede. Auriga (lat.) Vognstyrer, Kusk.

142

Hexametret svulmed op Denne og den følgende Strofe efterligner et Epigram af Schiller (»Votivtafeln« Nr. 56, »Das Distichon«):

Im Hexameter steigt des Springquells flüszige Säule,
Im Pentameter drauf fällt sie melodisch herab.

309

Romanzen det spanske firfodede trokaiske »romancero«-Versemaal, hvori dette Digt er skrevet.

143

Faareveile Skov. Ved Herregaarden Faarevejle, 2 Kilometer Syd-Vest for Rudkøbing. Lessing! Din Natan Gotthold Ephraim Lessing (1729 -1781); det dramatiske Digt »Nathan der Weise« udkom 1779. »Erindringer« II, S. 35: »Lessing havde jeg aldrig givet slip paa; og mod den romantiske Skoles Dadel, fordi man fandt ham for koldforstandig, havde jeg allerede i min Langelandsreise skrevet et Stykke til Lessing«.

144

Kitharen oldgræsk Strengeinstrument, der minder om Lyren.

Gibs-Billedet. Spottedigtet over Jeanne d'Arc, »La Pucelle« [som han dog 1804 vistnok kun kendte af Omtale], havde, fortæller Oehl. selv i sit Tidsskrift »Prometheus« (IV, 1833, S. 48-49), ophidset ham mod Voltaire. Senere ændredes hans Dom over ham kendeligt; han mildnede Strofen meget i »Samlede Digte« 1823 og rettede saaledes »den frosne Spottefugl« til »den fine Spottefugl«.

145

naar Aanden hvilte naar jeg digtede uden Inspiration.

146

en Cypres Digtet »Evalds Grav« S. 81.

Morgen-Vandring. Sml. Indledningen S. XI. En vældig Steenhob Det omtalte Oldtidsmindesmærke - aabenbart en Langdysse - eksisterer ikke mere, og dets Plads kan ikke med Sikkerhed paavises, ligesom der heller ikke med Sikkerhed kan oplyses noget om de to andre Højes Beliggenhed. Dyssen har vistnok været en senere fjærnet Stendysse »Prædikestolen« (Kragholm Matr. No. 4), der laa et Stykke inde paa Marken Nord for Vejen fra Rudkøbing til Faarevejle, kort før Vejen til Kragholm drejer af. Der kendes fremdeles to Høje i Nærheden; den ene laa, hvor Vejen til Faarevejle drejer af fra Landevejen fra Rudkøbing til Ristinge, den anden lidt sydligere Syd for Faarevejle-Vejen. (Velvilligst meddelt af Hr. Købmand J. Winther, Langelands Museum, Rudkøbing).

148

teer viser.

310

149

Flora Se Note til S. 43.

150

Syrinx For at undgaa Skovguden Pans Efterstræbelser blev Nymfen Syrinx paa sin Bøn forvandlet til et Siv, hvoraf Panfløjten blev skaaret.

Daphne Apollons Elskede, Daphne, forvandledes til et Laurbærtræ; Laurbærkransen er derfor Digternes Løn.

Artemis her Maanegudinde.

151

Hekate her Nattens Gudinde. Jomfrurosen gi. Betegnelse for Provinsrose, rosa gallica, her vel blot en nysudsprungen mørk Rose.

Natten Denne og den følgende Strofe er muligvis inspireret af Carstens' Tegninger til Karl Philipp Moritz' græske Mytologi (1791) eller af Lessings Skrift »Wie die Alten den Tod gebildet« (1769); Thorvaldsens Relief af Natten er fra 1815.

152

en Yngling Apollo, Dagens og Digtekunstens Gud; hans gyldne Pile bringer en hurtig og let Død.

153

Hvo veed hvor nær mig er min Ende? Første Vers (frit citeret efter Hukommelsen) af Æmilia Juliane af Schwarzburg-Rudolstadts kendte Gravsalme, oversat af Rostgaard (Psalmebog for Kirke og Hjem Nr. 450).

154

Toget til Thorsing. Oehl.s græske Kundskaber var ikke store; den homeriske Stil og Kompositionsmaade studerede han derfor i Voss' tyske Oversættelse af »Iliaden« og »Odysseen«. Versemaalet er Hexametret.

Syng om det hellige Tog Spøgefuld Efterligning af Musepaakaldelserne i Indgangsversene til »Iliaden« og »Odysseen«.

Erikiden Eriksen. Har vel haft Færgefarten fra Vemmenæs til Rudkøbing.

155

Adrasteias Yngling Borgmester Chr. Ditlev Westengaard (Borgmester og Byfoged i Rudkøbing 1802- 1810). Adrasteia (gr.) er Retfærdighedens Gudinde. Hemesstav Herolderne stod under Beskyttelse af Hermes, Veltalenhedens Gud.

Orkos Dødsriget.

Aides gl. Form for: Hades, Underverdenens Gud.

311

156

Atropos en af Skæbnegudinderne.

Ørstaiden, Asklepios Søn Apoteker Søren Ørsted.

Selv i Raadel han sad .... forhindred usalige Tvedragt Ørsted var Raadmand og Forligelsescommissair.

157

Indbildningens Horn-Port Odysseen XIX, 562 ff.

159

Den følgende Scene er et Sidestykke til første Sang af »Peder Paars«. Demeter Agerdyrkningens og Frugtbarhedens Gudinde.

Aiolos Vindenes Gud.

161

Favoner (lat.) Vestenvinde, svarer til Grækernes Zefyros.

Nileus den graa Hansaide Skipper Niels Hansen.

162

den blussende Gud Dionysos Myten fortælles i de homeriske Hymner (Nr. 7).

164

Avion gr. Digter fra Methymna paa Lesbos. Fortællingen om hans undcrfulde Redning stammer fra Herodot (I, Kap. 23).

166

Hamadryader Guddomme for Træerne, som intet har med Havet at gøre. Forveksling med Nereider. - Thetis en af Nereiderne, Achilleus' Moder.

167

Euros og Notos Sydostvinden og Søndenvinden.

168

den vægtige Stang Baadshagen.

169

Hiemfarten. Versemaalet, kendt fra Horats, er »det større asklepiadeiske Metrum« (- v - vv - || - vv - || - vv - v -).

Blus fra Aalefiskere.

170

May unge Bøgegrene.

Øe Siø mellem Vemmenæs og Rudkøbing.

Katastrophe. Som en naturlig Følge af det senere kølnede Venskab mellem Oehl. og Steffens omarbejdedes dette Digt stærkt i anden Udgave af »Langelandsrejsen« (»Samlede Digte« I, 1823).

172

Din Ven I Foraaret 1804 blev Steffens kaldet til Professor i Halle. Afrejsen fandt Sted i Beg. af August - i »Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger« for Mandag den 6. August 1804 findes under Rubriken »Reisende«: Dr. Steffens til Kiel - men først i September ankom Steffens til Halle.

312

175

Et barnligt Spil l Foersoms »Poetisk Lommebog for 1813« (1812) findes »Knud Lavard. Fragment, skrevet 1804« - de to eneste bevarede Scener af en aldrig fuldendt Tragedie.

176

Camoenen Sanggudinden.

JESU CHRISTI GIENTAGNE LIV I DEN AARL1GE
NATUR

Affattelsestid: Eftersommeren 1804 (»Erindringer« I, S. 220); trykt første Gang i »Poetiske Skrifter« I, 1805, hvis Tekst nærværende Udgave følger. Enkelte usikre Læsemaader er kontrollerede efter Originalmanuskriptet (i Samlingen paa Frederiksborg). I den tyske Oversættelse, som Oehl. foretog i Paris 1807, udvidedes Digtningen med otte nye Digte: »Den hellige Familie«, »Barnet lærer i Templet«, »Johannes i Stormen«, »Nicodemus«, »Paulus«, »Transfigurationen«, »Paaske«, og »Pindse«, som optoges i anden danske Udgave: »Samlede Digte« II, 1823. Samtidig ændredes Titlen til »Aarets Evangelium«. Se Indledningen S. XIII og Vilh. Andersen: »Guldhornene«.

182

stolte Pharisær den brændende Solvarme.

Nødtørftigheden Bekymringen for det daglige Brød; den prosaiske Nyttemoral.

183

Sug Vemod ey sødt - Af Maanens Horn! Sml. »Violerne« S. 60.

mægter hen formaar at naa hen.

Troer du da af Brød etc. Matth. Ev. IV, V. 4.

184

axelfaste senere rettet til axefaste.

186 Jeg min Gud vil aldrig friste Matth. IV, V. 7.

Ærgierrigheden og Ynglingen Matth. IV, V. 8-10.

187

med Vand kun jeg døber Matth. III, V. 11.

188

Jesu Lære. Digtet er en Parafrase af Bjærgprædikenen. (Matth. Kap. V-VII).

Tænk ey med Ængst en idag paa den Dag imorgen! Matth. VI, V. 37.

188-

189 Spurven ... Lillier og Græs Matth. VI, V. 26-30.

189

Taber det Kraften Matth. V, V. 13.

190

Hæv da din Aand Matth. V, V. 16: »Lader eders Lys 313 skinne saaledes for Menneskenes Øjne, for at de maa se eders gode Gerninger og prise eders Fader, som er i Himmelen«. Afvigelsen fra Bibelordet karakteristisk for Digtets humanitære Rationalisme.

Ey for hver given Skierv i Basuner du blæse! Matth. VI, V. 2.

Sælg da dit Huus, thi med ham kan du Mamon ey tiene. Luk. XVIII, V. 22 (den rige Yngling) og Matth. VI, V. 24.

191

Jesu Mirakler. Hentydninger til Helbredelsen af den Værkbrudne (Matth. IX), Bespisningen af de 5000 Mand (Matth. XIV), Brylluppet i Kana (Johs. II), Enkens Søn i Nain (Luk. VII). Linjen: Han sover, men ey han er død Matth. IX, V. 24 (Jairi Datter). - Jesus velsigner de smaa Børn (Matth. XIX).

193

Salomons Omgang Johs. X, V. 23.

195

Afrer Afrikaner.

196

Jomfrue-Rosen se Note til S. 151.

200

du skal fange Mennesker! Matth. IV, V. 19.

201

qvalt pint.

202

Naar ved dit Bryst jeg i dit Øie smiler, Johs. XIII, V. 23.

205

Hvis ey du vorder Barnets Lige Matth. XVIII, V. 3.

207

Mens til Caiphas jeg gaaer Matth. XXVI, V. 14-16.

208

Som for Balzazar har skrevet: Mene Tekel Uphrasin. Daniels Bog, Kap. 5, fortæller, at Kong Beltsazar (saaledes rigtigere »Samlede Digte« 1823) i Babel under et Gæstebud saa en Haand skrive en gaadefuld Skrift paa Væggen, der af Profeten Daniel tydedes: Mene Tekel Upharsin [Uphrasin Fejlskrift af Oehl.]: tællet, vejet, og man deler - dvs. du er vejet og fundet for let.

209

Elias Huskefejl for Elisa. Anden Kongernes Bog II, V. 23-24.

Cain giorde ligeledes Første Mosebog IV, V. 14.

Bønnen fra den rige Mand Luk. XVI, V. 24.

210

brustne Legem hænger Matth. XXVII, V. 5.

212

Kedrons Bæk Johs. XVIII, V. 1.

Med Lamper og med røde Blus Johs. XVIII, V. 3.

314

213

isne Vande iskolde Vande.

En eneste uhyre Pande Golgatha betyder Hovedpandested; Matth. XXVII, V. 33.

214

Disciplenes Jubel-Hymnus. Som Digtet »Melancholie« i »Natur-Temperamenter« er ogsaa dette skrevet med Salmen »Gud skal altingl mage« som metrisk Forbillede. Se Note til S. 41.

SANCT HANS AFTEN-SPIL

Affattelsestid: Eftersommeren 1802 (»Gemt og Glemt«, udg. af L. Bobé og Carl Dumreicher, II, 1916, S. 215). Trykt første Gang i »Digte, 1803«, December 1802, hvis Tekst nærværende Udgave følger. Se Indledningen S. XXVIII ff., »Erindringer« I, S. 194, Hauch: »Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger«, 3. Række, 1869 og Ida FalbesHansen: »Digte af Adam Ølenslæger 1803« (i Nytrykket af »Digte« (1902) og i »Øhlenschlægers nordiske Digtning«, 1921); en Rigdom af Enkeltoplysninger findes i E. Gigas: »Nogle historiske »Antegnelser« til Oehlenschlægers St. Hansaften-Spil« (»Litteratur og Historie« I, 1898) og i Sven Gundels Skoleudgave af Værket (anden Udgave 1918), hvortil henvises. Forholdet til de tyske Forbilleder behandles (meget ensidigt!) af Wilhelm Dietrich: »Oehlenschlägers »Sankt Hansaftenspil« im Abhängigkeitsverhältnis zur deutschen Literatur«, Borna-Leipzig, 1916.

221

Vandringsmandens Prolog minder om Jægerens Optræden hos Tieck som Prologus, Chorus og Epilogus i »Prinz Zerbino«.

222

den store Klokke slaaer paa Dommedag.

224

Harlekin Sidestykker hos Tieck: Skaramuz (»Die verkehrte Welt«) og især Oplysningsfilisteren Nestor (»Prinz Zerbino«). Harlekinsfiguren stammer fra den italienske Maskekomedie; Casorti, der i Aarene efter 1800 opførte italienske Pantomimer paa Dyrehavsbakken, havde bl. a. givet en »Harlequin sin Herres Hustyv«, »Harlequin rivaliserer med sin Herre« o. s. v. Vibenshuus og Lundehuset Kroer ved Lyngby Kongevej.

315

225

giør Theseus til Hertag i Grækenland - Og troer at Bøhmen er omflydt med Vand i »Skærsommernatsdrøm« og »Et Vintereventyr«.

pønske holbergsk Glose, forekommer i Harlequins Serenade i »De Usynlige« (Act. 2, Scen. 5).

severus (lat.) streng.

Interdum dormitat bonus Homerus! undertiden sover den gode Homer. Horats, Ars poetica (Epistola ad Pisones), V. 354, frit citeret efter Hukommelsen. Rigtig Ordlyd: »Indigno quandoque bonus dormitat Homerus« dvs. det harmer mig, hvergang den gode Homer sover.

Stykkets Eenhed Den herskende fransk-klassiske Æstetik krævede Stedets, Tidens og Handlingens Enhed overholdt.

Changement (fr.) Forandring.

226

Kirstens Kilde Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven ved Fortunvejen. Om Kirsten Pil, der formodentlig har været en Bondepige fra Egnen, vides intet, udover hvad Indskriften paa Kilden fortæller:

Det Kilde-Vaeld, som her sit Udløb haver taget,
Er af Kirstine Piil først fundet og opdaget. Anno 1583.

Omkring Midten af det 18. Aarh. hed Kilden »Brinckmanns Kilde« efter en kgl. Dansemester, der sammen med en Parykmager Greve fik den istandsat 1732. Fra ca. 1750 var Kilden et søgt Udflugtssted; omkr. 1780 begyndte Dyrehavsbakkens store Tid, paa de store Kildedage var der gennemsnitlig 7000 Skovgæster paa Bakken. Kildetiden varede fra Sct. Hansaften til 2. Juli. Om Kilden og Livet paa Dyrehavsbakken omkr. 1802 se den nævnte Afhandling af Gigas og E. Nystrøm: »Offentlige Forlystelser i Frederik den Sjettes Tid. II. Kildeforlystelser i Dyrehaven m. m.«, 1913. Dyrehavens, Bakkens og Kildens »Litteraturhistorie« er skrevet af Vilh. Andersen: »Rejsen til Dyrehaven« (i »Dyrehaven, beskrevet af danske Forfattere«, 1920, S. 37-118), der bl. a. giver en udtømmende Skildring af litterære Behandlinger af Emnet forud for »Sct. Hansaften-Spil«.

316

227

Dybt Skoven bruser Digtet er en Oversættelse af Theklas Sang i Schillers »Wallenstein« (Dritter Aufzug, 7. Auftritt). Weyses Melodi komponeredes 1801. Se »Erindringer« I, S. 182.

230

Solhat Damehat. Tjenestepiger gik ellers med Kappe med Hagebaand.

disse rare Dyr Se Nystrøm S. 56 ff. (om Menagerier paa Bakken).

231

Marias Monolog er formet som en Canzone, hvor dog den afsluttende »Congedo« mangler (sml. den fuldstændigere »Petrarcas Canzone ved Vaucluse Kilden« S. 58). Forbilledet er vistnok A. W. Schlegels Canzone »An Novalis« i »Musenalmanach für das Jahr 1802«.

232

De Kiørende. Skovruten gik dengang ad Kongevejen, Bernstorffsvejen, gennem Ordrup, til Stranden naaedes ved Emilies Kilde (Grev Schimmelmanns Landsted »Sølyst«); herfra fortsattes langs Kysten til Klampenborg.

gothiske Kirke Gentofte Kirke.

233

Tycho Brahes kneisende Øe Hven.

234

Allons! Allons! Courage! etc. med dette Udraab søgte Markskrigerne at lokke Folk til de forskellige Telte. (Nystrøm, S. 68). - Peer Døver og Kirsten Kimer mekaniske Urfigurer fra Roskilde Domkirke. Insekter i Antonio Cettis Naturaliekabinet. - Voxfigurer om Vokskabinetter, hvori de i det følgende nævnte Figurer var opstillede, se Nystrøm S. 51-54. Cartouche berygtet fransk Røver (henrettet 1721); Destouches den ærbare Komediedigter Néricault Destouches († 1754), aabenbart taget med for Navnelighedens Skyld. Frederik af Preussen Frederik den Store; Piskebaandsjøden en kendt kbhvnsk. Original, der solgte Baand til Herrernes Haarpiske; Mendelsohn den jødiske Filosof Moses Mendelssohn († 1786).

236

Budskab Indbydelse.

240

Puncterebog Vejledning i Punktérkunsten, Geomantik, som ogsaa Noureddin i »Aladdin« dyrker, og hvor man ved at kombinere en Række vilkaarlige Punkter, 317 anbragt i 16 Rækker i en flad Kasse med Sand, kunde spaa og lære skjulte Hemmeligheder at kende. Nærmere i Alfr. Lehmann: »Overtro og Trolddom« I, 2. Udg., 1920, S. 306.

Speilecabinet! et af Antonio Cettis optiske Underværker paa Bakken.

241

Marionetspilleren opførte og opfører den Dag i Dag sine Mester Jakek-Komedier paa sit Dukketeater med bevægelige Dukker. Personerne i Marionetspillet og flere af Scenerne (Lapsen, der giver Værten Prygl i Stedet for Penge) stammer fra selve Jakel-Komedien, som paa Bakken 1802 forestodes af Borger Jørgen Qvist. Hovedsagen er imidlertid den litterære Satire; paa samme Maade anvendtes Marionetkomedien i Goethes »Jahrmarktsfest zu Plundersweilern« og i Tiecks »Prinz Zerbino« (Akt IV). Oehl. angriber det tyske borgerlige Drama, der omkring Aarhundredskiftet beherskede det kgl. Teaters Repertoire, og hvis mest fremtrædende Forfattere er Iffland (1759-1814) og Kotzebue (1761 -1819). Netop i Kildetiden 1802 opførte et tarveligt tysk Selskab Kotzebues »Menneskehad og Anger« paa Dyrehavsbakken.

242

At gavne medens vi fornøie fri Gengivelse af Wessels Oversættelse af Horats', af 18. Aarh. akcepterede, Grundlov for Kunsten: »Omne tulit punctum, qui miscuit utile dulci« (Ars poetica, V. 343) dvs. Den, der har forstaaet at forene det nyttige med det behagelige, har opnaaet alle Stemmer.

243

Var altid i Fred til Krig parat Parodi paa følgende Linier fra Thomas Thaarups Festspil »Høstgildet« (1790): »Være i Fred til Krig parat, - Det bør den danske Landsoldat« (6. Scene). - Til »Høstgildet« - Slutningssangen - sigter ogsaa Værtindens Replik: O hvis nu jeg stod for en stor Forsamling etc.; hos Thaarup synger Soldaten Halvor og Sømanden Peter (medens Kronprinsen naturligvis sad som Tilhører i Kongelogen!): »O! hvis vi nu for Fredrik stod, - Til ham vi skulde sige«.

but mut, lidet indladende. - I Marionetkomedien i 318 Tiecks »Zerbino«, der ligeledes parodierer det borgerlige Drama, forekommer følgende Replik (Akt IV): »Mein Vater ist ein edler Mann, ganz nach der alten biedern deutschen Sitte, rauh und auffahrend, aber innerlich im Kerne ganz vortrefflich.« Den brave Bulderbasse var især typisk for Ifflands Komedier.

244

Prøver paa Kotzebues Konversationsaandfuldheder findes i Gigas' nævnte Afhandling.

de hellige Ni er Muserne, de hellige Fem Sanserne.

245

en Nyrrenberger Høvlespaan en Træsabel fra Nürnberg, Legetøjsfabrikationens By.

en Høvlespaan i Lyset »Naar Talgen bliver staaende paa et brændende Lys uden at smelte, da kaldes den, naar den bøjer sig udad, »en Høvlespaan«, og varsler Døden paa den Side, hvor den vender hen«. (Thiele: »Danmarks Folkesagn«, III, 1860, S. 165).

et Einheriasværd Einherierne er de faldne Kæmper i Valhal, der efter Døden fortsætter deres krigerske Idrætter.

246

kamschadalske etc. Glosen forekommer i Goethe-Schillers Xenien (No. 23: »An deutsche Baulustige«, 1797), men Oehl. sigter snarest til A. W. Schlegels Satire »Ehrenpforte und Triumphbogen flir den Theater-Präsidenten von Kotzebue bei seiner gehofften Rückkehr in's Vaterland« (1800), hvor det især gaar ud over Kotzebues Drama »Graf Benjowsky oder die Verschwörung auf Kamschatka« (1795), der iøvrigt ikke havde været opført i København. - Idyller, fulde af Vand og Is skrev Fr. Høegh-Guldberg (»Jubelaarsmorgenen« 1801, »Landeværnet« 1801, »Fiskernes Nytaarsmorgen«); Hentydningen synes noget fjerntliggende.

For Kulden bruger man Foderskind Mindelse om det gl. ABC-Vers: »Af Zobler faaes det Foderskind - Hvori de Store svøbes ind«.

247

Den som sin Fryd med Ord kan male Thaarup, »Peters Bryllup«, 1. Akt, 9. Scene: »Den som sin Fryd med Ord kan male, - Hans Siæl er arm paa Fryd«. Fortsætteisen hos Oehl. eller ogsaa paa Tale maaske en 319 Trykfejl for »eller rig paa Tale«; men muligvis er Frierens dybsindige Sentens med Vilje gjort vrøvlet.

Hans høie Begeistrings Himmelelv Baggesens Digt »Taus Tilbedelse« (Poetiske Skrifter, IV, 1899, S. 213) begynder: »Den høiere Begeistrings Himmel-Elv - Henrinder uden Sprudlcn i sig selv«.

De følger ikke den rigtige Regel, - Roses desuden af Tieck og Schlegel. I den sjette af Sonetterne i A. W. Schlegels »Ehrenpforte« hedder det:

Shakespeare ward nicht geangstet von der Regel,
Dich neckt mit Tücken Tieck, mit Schlägen Schlegel.

Tieck og Schlegel er de tyske Romantikere Ludwig Tieck (1773-1853) og August Wilhelm Schlegel (1767 -1845).

248

Tilskuernes kritiske Bemærkninger minder om tilsvarende Scener hos Tieck i »Der gestiefelte Kater« og »Die verkehrte Welt«.

Havde hun kun lidt tyndere Liv Kunstnerinden, der udførte den angrende Eulalia i »Menneskehad og Anger« paa Dyrehavsbakken var ganske øjensynligt i velsignede Omstændigheder.

249

Cothurne - Sokker [af soccus: lavhælet Sko] henholdsvis den tragiske og den komiske Skuespillers Fodbeklædning i det antike Skuespil. Udtrykkene: gaar paa Cothurne og gaar paa Sokker betyder derfor henholdsvis at udtrykke sig i den ophøjede, tragiske og i den jævne og dagligdags Stil.

253

Exemplar Eksempel. Sml. »Jacob von Tyboe« V, Scen. 8. tilBeslutningen Tysk: zum Beschluss dvs. til Slutning. Binder Munden nu ei paa Oxen, som tærsker Femte Mosebog XXV, V. 4.

254

Manden med Vognen. Allerede 1796 foreviste Borger Quist paa Bak(ken en »selvkørende Motionsvogn«, en af de mange Forløbere for Automobilet.

Manden ved Kilden. Legenden om Kirsten Pil er fri Digtning. Se Note til S. 226.

258

Jøderne under Træet. Den jødiske Spillemand Michel 320 Levin og hans Kone »Dronning Esther« hørte til Bakkens faste Forlystelser; Levin, der 1830 fejrede sit 50 Aars Sangerjubilæum i Dyrehaven, døde først 1835. Visen, hvis Tysk er temmelig ukorrekt, har muligvis hørt til hans Repertoire og er i saa Fald optegnet efter Hukommelsen.

260

Smør - Heel snildt at forene med en Dør. Holberg: »Barselstuen«, Act. V, Scen. 4, og »Jacob von Tyboe«, Act. III, Scen. 7. Sidstnævnte Sted siger Peer: »Jeg forsøgte engang at giøre Vers, og valdte dertil først to Riim, nemlig Dør og Smør, som jeg vilde hefte andre Ord til; men jeg var min Tro ikke capable udi 3 Dage og 3 Nætter at faae den Dør passe sig til det Smør«.

261

Poppe. Medens Satiren i Marionetkomedien er holdt i nær Tilslutning til de tyske Forbilleder, rammer »Poppes Hymne til Middelmaadigheden« den hjemlige didaktiske Poesi, der i Læredigtet snart drøftede de subtileste filosofiske eller religiøse Spørgsmaal, snart meddelte Oplysning og Undervisning paa praktiske Omraader. Fortalen træffer skæmtsomt den gængse forlorne Beskedenhed i Henvendelsen til den gunstige Læser, paa hvilken der findes klassiske Eksempler baade hos Baggesen og Høegh Guldberg; Samtiden - Pavels - tog derfor netop denne Satire temmelig ilde op.

Claudatur (lat.) her skal sluttes (nl. Parentesen); Udtrykket brugtes i Diktat.

nonum in annum prematur nonum prematur in annum dvs. gem det til det niende Aar! (Ars poetica, V. 388); Horats' Formaning til de unge Digtere om ikke straks at offentliggøre deres Værker.

262

Tutti (it.) alle.

263

Det siger han dem snildt sub rosa I Goethes Digt »An die Günstigen«, hvorfra Oehl. har hentet Mottoet til »Digte, 1803«, hedder det

(Niemand beichtet gern in Prosa,
Doch vertraun wir oft sub Rosa
In der Musen stillem Hain.)

321

sub rosa (under Rosen) i Rom ophængte man ved Gildelag en Rose over Gæsternes Sæde som Symbol paa Tavshed.

Du ædle Middelmaadighed! I denne Strofe Hentydninger til Harlequins Serenade i »De Usynlige« (Act. II, Scen. 6) og til Tyboes Serenade (»Jacob von Tyboe«, II, 2).

264

Pope Alexander Pope (1688-1744), berømt engelsk Digter; her især nævnt for sine Læredigtes Skyld (»Essay on man« o. s. v.).

En Kritiker - sikkert Rahbek, Oehl.s Svoger.

265

En Rixort ¼ Rigsdaler, ca. 50 Øre.

267

Naar Mulmet han giennembrød muligvis Trykfejl for den giennembrød.

269

Vi tænker os den glade Himmel sml. Note til S. 9.

271

Cen-tre-pedalkraften midtpunktsøgende Kraft.

Manden med Perspektivkassen. »Perspektivkassen ... var en Blanding af Dukkespil, Illusionsteater og Panorama, og den savnedes sjældent i Dyrehaven. Kassen, der var forsynet med Kighuller, undertiden ogsaa med Musik, trilledes ofte rundt paa en Vogn, og standsede hist og her, omringet af en lyttende Klynge; Perspektivkassemanden leverede gratis Tekst til de vidunderlige Billeder, der skiftede paa hans Vink som Figurerne i et Kalejdoskop, og snart var Pladsen ved Hullerne optaget af en Skare, der gerne ydede den nødvendige Toskilling for at kaste et Blik ind i den store Verden og dens Mærkværdigheder«. (Nystrøm, S. 55). - I dette Afsnit, om hvilket der kan henvises til Hauchs nævnte Afhandling og til J. L. Heibergs fine Analyse i »Svar paa Hr. Prof, Oehlenschlägers Skrift« (Prosaiske Skrifter III, S. 229 -232), gives Romantikens positive Program: Natur og Historie i fem Billeder - et romantisk Landskab med en middelalderlig Borgruin paa en Klippetop; en heroisk Kampscene; Bjergværket med Naturens skjulte Kræfter; den romantiske Historiker (i Saxos Lignelse), for hvem det Nærværende ubemærket dør overfor det Svundne og det Kommende; 322 Maanelandskabet, hvor den pietetsløse Nutid søger at udslette Fortidsminderne.

272

Herrefærd Kamp.

273

Kobolt Betegnelse for Smaatrolde og Nisser; anvendes især paa de Væsner, som bor i Bjærgenes Indre og driller Bjærgværksmændene.

274

Saxo Grammaticus Oehl. havde oprindelig her tænkt paa Anders Sørensen Vedel, paa hvem Skildringen bedre passer, men Lægen O. H. Mynster overtalte ham til at indsætte Saxos Navn i Stedet for Vedels. (Hauch: Minder fra min Barndom og fra min Ungdom, 1867, S. 262-263).

275

Gyngesang. Gyngen var lodret roterende, lignede Nutidens Ballongynger. Karrusel'en (den horisontale Gynge) kom først til Dyrehaven 1804.

277

Idyl. Oehl. parodierer her den moderne Hexameteridyl, der i sit homeriske Versemaal skildrede jævne, ofte trivielle, Hverdagsemner af Dagliglivet. Dens vigtigste Repræsentant er J. H. Voss (1751-1826, »Louise« 1784); danske Idyller skreves af Haste, Høegh-Guldberg og Oehl. selv (»Juleaften«, 1801).

278

Naar forlanges betaler etc. Indskrift paa Rigsdalersedlen: »En Rigsdaler Courant. Naar forlanges, betaler Banquen i Kiøbenhavn 1 Rdl., skriver Een Rigsdaler, udi Courant Myndt, til den i Hændehavende; imidlertid validerer denne Banco-Seddel saa længe den er til, uden videre Paategning eller Endossement, for ovenmeldte Een Rigsdaler; Valuta i Banquen annammet«. hvad i Randen der stod om Ære og Liv »Hvo som giør falske Banco-Sedler, straffes paa Ære, Liv og Gods, og den, der beviisligen angiver saadan en Falskner, nyder til Belønning Eet Tusinde Rigsdaler, og Navnet forties«.

279

o troe mig Fremtid! Spøgefuldt Citat af Baggesens Ode »Hellebæks Harpe« (»Poetiske Skrifter«, Arlauds Udgave, IV, 1899, S. 255). Verset er en Gengivelse af Horats' »Credite posten!« (Oder II, 19, V. 2).

280

Den vilde Støi nu lyder ikke længer. I et udateret Brev til Christiane, der da (Beg. af September 1802?) 323 opholdt sig hos Drewsens paa Strandmøllen, meddeler Oehl. dette og det følgende Digt. »Den egne Versifikation vil ikke undgaae Dit opmærksomme Øre.« (Gemt og Glemt, udg. af Dumreicher og Bobé, II, S. 215-16). Den mærkelige Rimstilling synes paavirket af Fr. Schlegels Digt »Der Wasserfall« i »Erste Frühlmgsgedichte« 1800-1801 (W. Dietrich). Dette episke Intermezzo i Komedien svarer til Jægerens vejledende og forklarende Optræden i Mellemakterne i Tiecks »Prinz Zerbino«.

282

Dødninger hvide og siden Dødens Sang (S. 285): Rudimenter af Førromantiken med dens Forkærlighed for Kirkegaardsrædsler, Gengangere o. s. v.

283

En gammel Eeg. Sml. »Prinz Zerbino«, Akt V, »Der Garten«, hvor Skoven og Blomsterne, Fuglene og Himmelblaaet taler til Nestor, og »Gebirge«, hvor Zerbino hører Kildernes og Stormens Stemmer.

286

Paternoster Fadervor.

289

den krumme Luur Jægerens Valdhorn.

290

Slutnings-Chor. Sml. Fuglekoret i »Prinz Zerbino«, Akt V, »Garten« (»Wir lustigen Burger in grüner Stadt«).

324

TEKSTRETTELSER

(Originalens Ord er sat efter den skarpe Parentes).

Side 7 L. 3 f. n. Slægt.« [Slægt.

» 13 L. 4 f. o. vist skal hævne, [vist hævne.

» 13 L. 15 f. o. forbindes, [forbindes

» 14 L. 9 f. o. »Kast [Kast

» 17 L. 9 f. n. Stemme, [Stemme

» 20 L. 14 f. o. tilbage!« [tilbage!

» 28 L. l f. o. Egebord [Egebord.

» 30 L. 2 f. n. naar [naaer

» 31 L. 4 f. o. skotlandsk [skotlansk

» 45 L. 14 f. o. kun stamme! [kan stamme!

» 49 L. 2 f. o. †ledsage, [ledsage

» 50 L. 14 f. o. »Min [Min

» 53 L. 9 f. n. †blusser [busser

» 54 L. 10 f. n. †trindt [trint

» 58 L. 14 f. o. †Støtte [Støtte!

» 58 L. 3 f. n. †skue; [skue,

» 59 L. 8 f. o. †vil sig føye [vil vel sig føye

» 65 L. 9 f. o. †Elskerinde, [Elskerinde

» 66 L. 6 f. n. †natlige [natlig

» 67 L. 6 f. o. †Skiøndt [Skiønt

» 81 L. 11 f. o.†Taarne [Taarn

» 82 L. 8 f. o. Skialdens [Skaldens

» 83 L. 13 f. n. †bølge [Bølge

» 85 L. 7 f. n. †vee [Vee

» 86 L. 2 f. o. †Odin! [Odin

» 87 L. 5 f. o. †Herthadal [Herthedal

325

Side 90 L. 12 f. n. Priis [Pris

» 95 L. 6 f. n. de [De

» 96 L. 12 f. o. Straalerne [Staalerne

» 98 L. 12 f. n. slaaer [staaer

» 100 L. 15 f. n. bort, [bort;

» 102 L. 8 f. o. Angulus [Augulus

» 105 L. l f. o. brede [bedre

» 106 L. 11 f. n. knittred, [knittred

» 112 L. 3 f. n. Skov, [Skov.

» 113 L. 12 f. o. Drage, [Drage;

» 120 L. 3 f. o. Corsøer [Corsør

» 120 L. 5 f. o. knudrede [knuddrede

» 123 L. 7 f. n. elskte [Elskte

» 134 L. 9 f. n. søesyg, [føesyg,

» 134 L. 2 f. n. Keiserens, [Kieserens,

» 135 L. 4 f. o. hist [hist,

» 135 L. 15 f. o. Bønderflok [Bønderfolk

» 140 L. 6 f. o. saae, [saae.

» 149 L. 3 f. o. Poet [Poet,

» 150 L. 4 f. o. Dionysos [Dyonysos

» 152 L. 4 f. n. Og [Naar

» 159 L. 3 f. n. mod [med

» 160 L. 5 f. o. Seilet [Seglet

» 162 L. 2 f. o. Guder, [Guder.

» 167 L. 3 f. n. Corinthiske [Chorintiske

» 168 L. l f. o. Colchis, [Cholchis,

» 168 L. 5 f. o. Søm [Søm,

» 172 L. 6 f. o. paa Stand [paa Strand

» 172 L. 12 f. n. saae [saa

» 174 L. 7 f. o. Haabet [Haab

» 180 L. 7 f. o. Hiem; [Hiem,

» 180 L. 8 f. o. Bethlehem, [Bethlehem;

» 188 L. 15 f. o. *hundrede [hundredre

» 194 L. 13 f. n. *hvo [hvor

» 203 L. 12 f. o. men see [men men see

» 211 L. 3 f. n. *Det [Den

» 213 L. l f. n. blandt [blant

» 225 L. 8 f. n. iagttaget [iagtaget

» 236 L. 12 f. o. De [de

326

Side 240 L. 9 f. o. De [de

» 240 L. 11 f. o. Dem [dem

» 240 L. 12 f. n. De [de

» 247 L. 7 f. o. som [for

» 249 L. 6 f. o. Haand. [Haand:

» 251 L. 12 f. o. Deres [deres

» 253 L. 2 f. n. i [I

» 264 L. 9 f. o. stødte [støtte

» 280 L. 8 f. o. Deres [deres

» 282 L. 6 f. n. Espen [Epsen

* Stjernen betyder, at Rettelserne støtter sig paa Manuskriptet.

† Rettelserne støtter sig paa tidligere Tryk.

327

INDHOLD

MINDRE DIGTE l
Af »Erik og Roller« (1802):
Freyas Rok 3
Biarke-Maal 4
Af »Digte«, 1803:
Romanzer :
Hakon Jarls Død 6
Løveridderen 10
Ellehøien 16
Guldhornene 19
Valravnen 25
Blandinger :
Natur-Temperamenter 38
Den frembrydende Vaar 43
Oldingen ved Werthers Grav 46
A f »Poetiske Skrifter Første Deel« 1805:
Freyas Alter :
Saa dugbesprængte staae de Roser her 48
Romanzer, Sange og Elegier :
Knud den Store 49
Den gamle Kiæmpe Cometes 52
Wiedewelt 55
Petrarcas Canzone ved Vaucluse Kilden 58
Violerne 60
Vaar-Sang 61
Vahl 63
Høsten 65
328
Af »Digtninger Første Deel« 1811
Romanzer og Sange :
Harald Hildetand 69
De tvende Kirketaarne 76
Evalds Grav 81
Hiemvee 83
Bøn til Penaterne 86
Til Melpomene 88
Til min Læser 91
Aly og Gulhyndy, et Eventyr:
Ton, søde Strænge! 92
Af »Eremiten« (1813):
Lær mig, o Skov! at visne glad 93
Af »Ludlams Hule« (1813 ):
Tommeliden 94
Naar Mørket slukker Aftenrøden 95
Af »Hroars Saga« (1817 ):
Fiskerens Vise 96
Fiskerkonens Sang 97
Hranes Elskovskvad 99
Fædrelands-Sang (1823) 102
A f »Øen i Sydhavet« (1824) :
Til Havet 104
Karen Margareta Rahbek (1829) 108
A f »Den blege Ridder« (1832) :
Hvor blev I røde Roser dog 110
Mit Fødselssted paa Vesterbro (l 847) 111
Ved Festen den 14 November 1849 112
LANGELANDS-REISE (1805) 117
Indledning 119
Til Saxo Grammaticus 121
Issefiorden 122
Roeskilde Domkirke 124
Overgang 129
Anders-Skov 130
Corsøer 134
Birkners Gravskrift 134
Svendborg Sund 135
Thorsing 136
Overfarten fra Vemmenæs til Rudkiøbing 139
Omskiftning 141
Faareveile Skov 143
Gibsbilledet 144
Morgen-Vandring 146
Freidigt Sommerliv 149
Aften-Sang 152
Toget til Thorsing 154
Hiemfarten 169
Katastrophe 170
JESU CHRISTI GIENTAGNE LIV I DEN AARLIGE NATUR (1805) 177
SANCT HANSAFTEN-SPIL (1802) 219
BEMÆRKNINGER 291