Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

↩ Søger vi før »Guldhornene« det Selv, hvis Lænker brast i den sejsten Timer lange Samtale mellem Naturfilosoffen og Digteren, saa møder vi dets Spor, hver Gang Oehlenschlæger paa sin Digterbane nærmer sig Nordens Oldtid. Den, der i Beundring har bøjet sig for »vore Forfædres brændende Phantasie og Storhedsaand«, »den simple, ædle Naturs funklende Lue« i Modsætning til Samtidens »Høkeraand og saa II kaldet Verdenssnildhed«, hans Sind er beredt for Romantikens Dyrkelse af den heroiske Tidsalder. Og da Kanontordenen fra Rheden den 2. April 1801 forkyndte, at denne Helteaand levede endnu, saa har det store, højtidsfulde Øjeblik lært ham at maale Liv og Død med en anden Maalestok end før. Baade det lille Skuespil »Anden April 1801« og Kantaten over de faldne er Forbud om den Morgen, hvorover »Guldhornene«s Sol skal lyse.