Oehlenschläger, Adam Uddrag fra Poetiske Skrifter I

↩ Ogsaa derved adskiller Oehlenschlæger sig fra Novalis: Naturen er ham ikke nok. Han kan aandfuldt omtyde det bibelske Billede i en Naturiagttagelse (»Joseph«, »Christi Manddom«, »Johannes den Døber« som Foraarsregnen, »Jesu Mirakler«), men han er først sig selv helt, da Mennesket atter kommer tilsyne i hans Digt. I »Fristelserne i Ørkenen« møder vi Ynglingen i sidste Afsnit, men vi har allerede mærket, at de to første, som er rent allegoriske, ikke symbolske, ogsaa gælder ham. Allegori, ikke Symbol, er Sommerstraalen i »Pharisæeren« og de golde Stubbe i »Saducæerne« - den første paa den hensynsløse Oplysningsrationalisme, Stubbene paa den sløje nydelsessyge Skepticisme, som Oehlenschlæger kendte fra 18. Aarh.s Visedigtning. Og i »Johannes« træder Romantikens »Waldbruder« ind i Digtet - og med ham i det lille Kapel med Krucifixet den virkelige Kirke, ikke Naturens store symbolske.