↩ Dette Sprog afspejler nu i sin Farve og sin Glans Oehlenschlægers rigt udrustede Sansenatur. Han har forstaaet at se - han nævner det selv som Digterens Hovedegenskab; - de mange Erindringsbilleder i hans Digte er mærkværdigt anskuelige, klare og lyse. Men deres Anskuelighed beror ikke paa Mængden af opfattede karakteristiske Enkeltheder, men paa Fremhævelsen af de afgørende typiske Træk, hvoraf Helheden bygges for vor Opfattelse. I dette Helhedsbillede, hvor Detaljerne altid underordnes de store Linjer, lyser de stærke og klare Farver op. Undertiden morer han sig, som senere J. P. Jacobsen, med at experimentere med Nuancen og Overgangene som i »Løveridderen«, hvor »blegere den blege Straale blegner«, men Hovedreglen er de enkle Farver, der undertiden virkningsfuldt kontrasterer indbyrdes (Indledningsstroferne til »Løveridderen«). Og det fulde Liv faar Billedet først, fordi det ikke blot er set, men sanset. Der er ikke blot Himmel over det, men Luft om det. Blomsterne er ikke blot Farve, men Duft. En afgørende Rolle spiller Ternperaturfornemmelserne; man kunde næsten sige, at paa dem er »Jesus i Naturen« digtet. Oehlenschlæger elsker det friske, det milde, det »kiølne« og det skyggefulde; overfor det kolde, det lumre og det brændende reagerer han heftigt. Skovens svale Skygge, Vandets kølige Friskhed er Yndlingsbilleder i hans Poesi.