II.
✂ Blomsten af Oehlenschlægers unge Romantik i dens første Friskhed er det lille Skuespil, som afslutter »Digte, 1803«: »Sanct Hansaften Spil«. Her er det nye Krav om Universalpoesien virkelig realiseret indenfor et enkelt Værks Rammer; det rummer paa sin Vej fra det gamle Voldkvarter og ud i den blaa Uendelighed en levende og aandende Verden, der paa engang er dybt tidsbestemt - der staar København 1802 paa hvert af Bogens Blade - og evig alméngyldig; som rækker fra lunefyldt Fortrolighed med Hverdagen og Sans for alle de smaa Ting, der giver Livet dets Farve, og op til det begejstrede Øjeblik, hvor Evighedens Pulsslag fornemmes gennem Tiden.
✂ »Sanct Hansaften Spil« er en Programdigtning, Formuleringen af den nye Lære, Steffens havde indviet Oehlenschlæger i. Derfor mærker man saa tydeligt de fremmede Forbilleder og den fremmede Indflydelse. Ideen stammer fra Goethes lille Lejlighedsspil »Das Jahrmarktsfest zu Plundersweilern« med dets rask henkastede Typer af et Markeds brogede Verden og dets friske Versekunst: det djærve, kantede »altdeutsche« Knyttelvers, der brydes af de afvekslende, markante Strofer, hvori den skrigende og larmende Sværm af Tyrolere, Bønderfolk, Kagekoner, Zigeunere, Visesangere etc. søger at overdøve XXIX hinanden. Her finder vi ogsaa Forbilledet for Marionetkomedien i det satiriske Spil om Esther og Ahasverus. Den ydre Form: »et sammenblandet Chor, - Hvor Overgivenhed og Skiemt og Glæde - Afvexler med en dybere Natur,« altsaa Blandingen af kampivrig Satire og positiv Lyrik - har Oehlenschlæger studeret i Tiecks Literaturkomedier, især »Prinz Zerbino«. Hans Angreb paa Oplysningstiden synes undertiden hovedsagelig at sigte paa den tyske Romantiks Fjender og kun i Forbifarten give Oplysningens hjemlige Repræsentanter et Par Sidehug, og paa den anden Side er et Digt som Romancen om Kirsten Piil et tydeligt dansk Sidestykke til Tiecks Middelalderbegejstring og Romantikernes æstetiske Katolicisme, og Naturlyriken en Videreførelse af den, Tieck havde skabt. Som metrisk Forbillede mærker man foruden Tieck A. W. Schlegel med hans i 1800 udkomne Digtsamling: det er Marias Canzone (»Da jeg imorges aabnede mit Øie«) og det spanske Romancevers i Ludvigs Monolog (»Mat og ene, bleg og ene«); Friedrich Schlegel, som ellers kun har betydet meget lidt for Oehlenschlæger, har maaske lært ham den ejendommelige Anbringelse af Rimene ind mod Linjernes Midte, som findes i det lille Digt: »Den vilde Støi nu lyder ikke længer«. - Og fremfor alle mærkes Steffens i Stykket. Hans Trods mod det satte københavnske Publikum er levendegjort i »Dandseren paa Voltigeerlinien«; hans Anskueiser om Naturen, Historien og det intuitive Geni har inspireret Vandringsmandens Prolog, Perspektivbillederne og det panteistiske Mysterium, som slutter Værket. Ved Siden af Tiecks Satire har XXX Steffens levende Ord lært Oehlenschlæger at rejse sig mod den fladtraadte Nytte-Filosofi.
✂ »Sanct Hansaften Spil« er imidlertid noget ganske andet og større end et Skolearbejde i den tyske Romantiks Manér. Oehlenschlæger har i Forholdet til sine Forbilleder ikke blot fulgt Maleren Caracci i hans Krav til den bedste Maler (citeret i Fortalen til »Poetiske Skrifter«:) »Den, som forstaar at giøre sig det Bedste egent af de Bedste«. Deraf var kun kommet en dygtig Epigon-Poesi. Men han svarer til sin Tilføjelse: »den som tillægger det og forener det med sin egen Aabenbaring« eller »amalgerer det Givne med sin egen Individualitet og paa den Maade frembringer noget hidtil Useet«. »Sankt Hansaften-Spik er et Værk af et skabende Geni, hos hvem alle Paavirkninger omsættes i selvstændig, særpræget Kunst.
✂ Her er mere end hos Goethe og Tieck. Hvor »Jahrmarktsfest« kun er lette Antydninger, giver Oehlenschlæger et rigt udført og fyldigt Billede af Dyrehavsbakkens brogede Liv. Og selv om Oehlenschlæger i de satiriske Partier med sin Godmodighed staar tilbage for Tieck, saa overgaar »Sanct Hansaften Spil« Litteraturkomedierne ved sin kunstneriske Koncentration og sin Styrke i de »positive« Scener, der hos Tieck trænges i Baggrunden af det polemiskes Overvægt, og endelig ved sin Naturlyriks Ægthed overfor Tiecks lidt tomme Leg med Ordene.
✂ Afgørende for »Sanct Hansaften Spil«s Plads og Betydning bliver, at det trods alle Impulser fra Tyskland er et typisk dansk Værk. Der er Talent i de ungdommelige, friske litterære Udfald mod Oplysningspoesien (Harlekins Prolog, Marionetkomedien, XXXI Poppes Ode) og i Mysteriets skønne, men lidt abstrakte Naturromantik. Der er Fornyelse i Forhold til 18. Aarh.s Forlovelses-Poesi i dets Forherligelse af Kærligheden som Tilværelsens inderste Princip, selv om Ludvig og Maria er lidt blegt og upersonligt tegnede. Men det geniale er selve Billedet af den københavnske Sommerdag.
✂ Først den uforlignelige Morgenstemning med den friske Luftning i Voldtræerne og Solen paa de røde Tage, den venlige Idyl i Borgerens Stue. Dernæst Køreturen, hvor det 18. Aarh.s stive PanoramaPoesi (Prams »Emilies Kilde«) omsættes i levende Bevægelse. Endelig Dyrehavsbakken, hvor den Stemningsmodsætningens Lov, der behersker Stykkets Komposition lige fra den positivt-negative Dobbeltprolog med Vandringsmanden og Harlekin, naaer sit højeste Udtryk. Paa den ene Side øredøvende Larm, Markskrigere og Gøglere, Fjellebodmanden og Jøderne, Glaspusteren o. s. v. - paa den anden Side det skovtursfornøjede københavnske Borgerskab, Trængslen af spadserende, hvor Folk stadig mødes og kommer fra hinanden igen. I uafbrudt Stemningsskiften fremtræder muntre og følsomme Billeder; Linedanseren haaner den maabende Hob, medens den lille Jødedreng synger sin medynksvækkende Vise. Marionetspillets lystige Angreb paa den danske Skueplads' laante Husguder Iffland og Kotzebue afløses af Kildemandens fromme Sang om Sct. Kirsten. Ovenpaa Poppes Ode til Middelmaadigheden føles Skovens lysegrønne Friskhed dobbelt i Pigerries Sang om Sanct-Hansurten. Og efterhaanden forberedes Overgangen fra Dagens DyrehavsbakkeMunterhed til Naturmysteriet i Nattens Stilhed; de XXXII alvorlige Toner faar Overhaand over Gøglet: den blinde Mand, Drikkevisen fra Teltet, Manden med Perspektivkassen. Selv den lille »Idyl«, som gør Løjer med Voss' trivielle Hexameter-Genrebilleder, betyder ved sin sympatiske Skildring af en værdig og solid københavnsk Familie noget mere end den blotte Parodi i Marionetkomedien og hos Poppe. - Langsomt dør Støjen bort; Lysene slukkes - den lange Sommerdag er forbi, man hører Fuglesangen paany. Og i den før saa hjemlige Dyrehave giver Kærlighedens Under den tavse Natur Mæle - Prologens mægtige Modsætning mellem det luende Liv og den dunkle Død kommer igen i Scenerne med Egen, Sanct-Hansormen og Døden. Endelig slutter den rige og brogede Billedrække med de to sidste Optrins forunderligt »uendelige« Stemning: Vandringsmandens Hymne til den evige Natur klinger gennem de vældige Lurtoner i Jægerens Monolog - men de sidste Toner er Fuglenes muntre og venlige Kvidren. Det er atter Idyllen som i første Scene, hvor Borgeren i sin solfyldte Stue betragtede Voldens grønne Træer.
✂ Foruden den lyse danske Sommerstemning er det hele den betagende, straalende Ungdom, der fylder det lille Mesterværk, som bestandig taler os til Hjerte. Bag den gamle Vandringsmand taler den unge Oehlenschlægers hellige Ærefrygt overfor Livet; i »Dandseren paa Voltigeerlinien« bryder Ungdommens kække Lyst til at forarge Borgerskabet lidenskabeligt igennem, og i »det unge Menneske«, i Galningens Sværmen for de kønne Piger er der mere af Oehlenschlægers unge Forelskelse end i den literært-elegiske Skildring af Ludvig og Maria. Det er XXXIII det ungdommelige Humør, der har holdt Marionetkomedien og Poppes Ode levende langt ud over deres Betydning i Døgnets litterære Strid. Oehlenschlægers store komiske Talent, der er saa ufyldests gørende repræsenteret i hans senere Digtning, udfolder sig ret i de muntre Scener i Stykket, der rummer baade skarpe Iagttagelser og frodigt Lune.
✂ Og endelig er det en Mesters Værk fra først til sidst. Stilen bevæger sig med samme naturlige Sikkerhed i det jævne som i det ophøjede; bag Kompositionens tilsyneladende Kunstløshed mærker man Sansen for den harmoniske Rytme i Afvekslingen mellem de muntre og alvorlige, satiriske og lyriske Partier og Blikket for Koncentrationens vitale Betydning; i Modsætning til de skævt byggede, formløst vidtløftige Tieckske Lystspil møder vi her den organiske Helhed og den fuldkomne Harmoni af de tilsyneladende saa uforligelige Dele. Hertil kommer i Enkeltheder - hvad der gaar tabt i Oehlenschlægers senere »typiske« Stil - Sansen for det uendelig Smaa og det uendelig Store, hvor Cathrines Glæde over Solhatten mødes med Jægerens lidenskabelige Kærlighedserklæring til den hele Natur.
✂ Oehlenschlægers første større Værk har i en sjælden Grad formaaet at bevare sin Friskhed. Sin Hædersplads i den danske Digtning skylder det ikke blot den Omstændighed, at det indleder den danske Romantik, hvor dets dagklare og lyse Sommerstemning gav et Eksempel, der paa Forhaand udelukkede den tyske Forkærlighed for Maaneskinnet og »die Nachtseite der Natur«. Tungere vejer den Kendsgerning til, at det den Dag i Dag føles lige saa levende, som da det digtedes for 125 Aar siden.
XXXIV✂ Søndagsstemningen over dets frodige Vers griber og fanger ogsaa Nutidslæseren, Blandingen af det jævne og kendte og det højtidsfuldt usædvanlige har bevaret den samme Magt over Sindet. Ingen Efterligning - end ikke den bedste af dem, Heibergs vittige »Julespøg og Nytaarsløjer« - har formaaet at finde dets ægte og skønne Udtryk for den danske Munterhed. Det vil bevare sin særlige Plads, saalænge Sproget lever og Bøgeskoven staar - uopnaaeligt og uovergaaeligt i sin rene og umiddelbare Skønhed.