✂

FREYAS ROK.

✂ Naar Natten udruller sit sorte Slør,
Naar Lyset døer,
Naar Himlen berøvet sin blanke Lue
Ruger ned, som en skummel Fængselbue,
Da fremluer Freya din Rok saa blid
Ved Kierligheds stille Midnatstid,
Sødtstraalende, bævende, hvid.

✂ Og mens den tindrer med venlig Ild,
Du deilig mild,
Med runde Fingre den Silke spinder,
Som du om Rosenkiederne binder,
Hvormed du yndig og elskovsvarm,
Med din fulde sneehvide Arm,
Slynger Yngling og Pige Barm til Barm.

✂ Og da nu hver voxen Svend og Møe
Vil heller døe,
End vandre fiernet fra Elskovsflokken,
End mangle Roser og Traad af Rokken,
Saa sukker til dig det hele Nord,
Og du bønhører hvert kierligt Ord.
Derfor er din funklende Rok saa stor!

✂

BIARKE-MAAL.

✂ Naar Odin vinker,
Naar Sværdet blinker,
Er Helten glad;
I røde Strømme,
I Liig som svømme,
I Birtingsbad,
Paa Lynets Vinger
Han iler kold,
Naar Rota svinger
Sit røde Skiold.

✂ Hans Vaaben gunge;
Den blanke Tunge
Han svinger stærk.
Til Valhal rider,
Naar Staalet bider
I Pandsersærk,
De raske Kiemper,
Hvis Mandemod
Ei Skrækken dæmper,
Blandt Liig og Blod.

✂ Paa Markens Flade,
I Jernplade,
Med Kobberhielm,
Som Blodgudinden,
Hen giennem Vinden
Den smalle Elm,
Med Staal paa Spidse,
Han kaster let,
For frem at ridse
Den røde Tvet.

5

✂ Odin med Flammer,
Thor med sin Hammer,
Med Kølle Tyr,
Og Kampens Piger
Til Jorden stiger,
Naar Vaaben gnyer.
Naar Luren tuder,
Som hungrig Biørn,
Da lokkes Guder
Til Kampens Børn.

✂ Hvad er vel Livet?
Et Pust i Sivet,
Som synker ned.
Et Spil af Kræfter,
Som higer efter
En Evighed.
Til Evigheden,
Saa morgenrød,
Gaar Vei, herneden.
Kun giennem Død.

✂ Blandt Miød og Piger,
Du danske Kriger!
Blandt Blod og Liig,
Du rask dig svinge,
Til Rotas Vinge
Bortvifter dig.
Med Sværd fra Belte,
Med Egekrands,
Det sømmer Helte
Den sidste Dands.

✂

HAKON JARLS DØD
ELLER
CHRISTENDOMMENS INDFØRSEL I NORGE.

✂ De Nætter ruge saa lange og sorte.
Syvstiernen skimter saa mat.
Ud stormer Vinden fra Himmelens Porte,
Fælt knager Granen i kolde Nat.
I Offerlundene Blæsten tuder,
Om mosgroede Støtter af Valhals Guder.
»Vor Tid er forbi!
Snart synke vi!«
Den rasler og styrter den blodige Steen,
Og knaser omliggende Offerbeen!

✂ Den gothiske Steenmasse kneiser,
Brunrødlig skummel i Maaneglands.
I mørkeblaae Luft sit Spir den reiser,
Om Muren Dødninge rangler i Dands.
Fra lange Blyevindve en Straale iler
Til Alterets Crucifix og smiler:
»Du seirer vist,
Du hvide Christ!
Snart skal den vilde nordlige Zone
Neie sig for din Tornekrone!«

✂ Olaf Tryggesøn lander i Norge.
Brat synger han Messer paa hviden Strand!
Fra skumle, sydlige Borge
Bringer han Munke til Klippeland.
Alt mere den christne Troe sig udbreder;
Men mægtige Hakon Bønderne leder.
7 For gamle Troe
I Fædreboe
De møder Olaf med tapper Ære -
Men Konningen splitter de samlede Hære!

✂ Høit galer Hanen ved Midnatstide;
Jarl Hakon slagter sin Søn.
Han drager den rygende Kniv af hans Side
Og synker i Lunden, og giør en Bøn.
»Christe! forstyr ej de straalende Aser.
Tag dette Offer, mit Hierte raser!
Og giv os Held!
Forlad vort Field!«
Men Uglen flagrer paa Rotas Bryst
Og tuder med dæmpet, varslende Røst.

✂ Korsbannerne vildt i Ætheren velte.
De lyne, de lyne afsted!
Høit opflammer Luren de christne Helte,
Hvor Olaf stevner er Lykken med.
Foran ham bæres Verdens Befrier,
Rundt om lyder Psalmer og Litanier;
Med korsdannet Sværd
Han fører sin Hær.
Foran ham iler de seirende Rygter!
Forladte Hakon fnyser og flygter.

✂ Afsted paa den vrindskende Ganger han traver.
Den standser ved Gaulaae, med Skum bedækt
»Blev alle Nordmænd end feige Slaver,
Saa skiender jeg ej min ældgamle Slægt.«
Med Taarer sin sidste Ven han dræber,
I Gangerens Blod han sin Kiortel klæber.
8 »Nu troer du mig død!
At mit Blod her flød;
Men Olaf giv Tid, jeg har Kiemper i Nor,
Og paa min Side strider Tyr og Thor.«

✂ Saa knittrende vrede hans Øine skule;
Han iler til grantakte Field;
Og skiuler sig i en skummel Hule,
Med Thormod Karker sin frigivne Træl.
En rygende Fyrrespaan Hulen oplyser.
Der sidde de tause, Trællen gyser!
Den ene ej troer
Den andens Ord.
Fælt stirrer Trællen paa Jarlen hvid;
Dog slumrer han ind ved Midnatstid.

✂ Da hvidsler det sagte i Hulens Mørke,
Og Asa Hermod for Hakon staaer.
»Guderne sætte Lid til din Styrke!
Giv Olaf Christen sit Banesaar!
Guldtaarer den yndige Freya græder.
Ha skal en sydlig korsfæstet Misdæder
Forstyrre os her?
Gaae, sving dit Sværd.
Med Olafs Blod vore Altre bestænk!
Da skal du sidde paa Valhals Bænk.«

✂ Saa taler den røde Skygge og svinder,
Men Trællen vaagner forfærdet op.
»Jesus stod for mig med smilende Kinder
Og pegede paa din blodige Krop!«
»Ha usle Slave! frygt Tordnerens Torden!
Hvi bliver du bleg og sort som Jorden?
9 Formaster du dig
At forraade mig?«
»Nej!« gyste Trællen med frygtende Sind;
Og udmattet slumrede Jarlen ind.

✂ Men underlig fælt han smiler i Drømme,
Og Karker ræddes ved dette Syn.
»Hvi saae jeg ham nylig i Blod at svømme?
H vi trækker han saa med det høire Bryn?
Han er dog en Røver, som Norge skiender.
Velan, i hans Blod jeg toer mine Hænder.
Til Olaf jeg gaaer
Og en Guldkiede faaer!«
Saa hvisker han bleg i den sorte Grube
Og zittrer - og udskierer Jarlens Strube!

✂ Høit Lurene skralde fra nærmeste Fielde.
»Her er han! her flygted han hen!«
Som Fossen med brusende, knusende Vælde
Indbryder Kong Olaf med sine Mænd.
Brat Hakons Træl Hellebarderne dræbe
Og Olaf skuer med smilende Læbe
Tæt ved sin Fod
Hakon Jarl i Blod.
»Den ypperste Hedning faldt! jeg er hevnet.
Ved hans Død er Vankundigheds Forhæng revnet!«

✂ Det ruller i Horizontens Himmel
Og sagtelig skielver Hav og Jord.
De gamle Guders brogede Vrimmel
Forsvinder, og kommer ej meer til Nord.
Istedet for Lundens ærværdige Minder
Man idel Kirker og Klostere finder.
10 Kun hist og her
Man fiern og nær
En Høi og en opreist Kampesteen skuer,
Som minder om Oldtidens slukte Luer.

✂

LØVERIDDEREN.

✂ Mildt boltre sig de lune Sommervinde,
Fra klare Safirhvælving Maanen straaler
Igiennem duftopfyldte svale Linde
Til Engens lukte Lillier og Violer;
Rødt gløder gyldne Spir fra Borgens Tinde
I Flodens fulde sortblaae Jaspisskaaler.
Kong Didrik langsomt paa sin Ganger rider
I stille underlige Midnatstider.

✂ Og som han kommer ind hvor Skovens Grene
Saa tæt og dæmrende en Lund indhegner,
Hvor der er mørkt og skummelt, tyst og ene,
Hvor blegere den blege Straale blegner,
Da hører han det rasle giennem Stene,
For brede Bug det høie Straae nedsegner.
En saaret Løve brølende forfølger
En Lindorm, som sig giennem Græsset bølger.

✂ Dybt Løven slaaer med convulsivisk Vælde
Sin Kloe i Ormen, for sit Saar at hævne;
Da vender den sig langsomt og vil fælde
Sin Fiende i det rædselsfulde Stevne.
Det tykke Hoved mosbegroet af Ælde,
Den gule Bug, som vil af Ædder revne,
Den lange Braad, de Øine blodigrøde,
Alt dirrer Løven frygteligt imøde.

11

✂ Da raaber den bestæd i stor Ulempe:
»Red mig fra den som mig mit Liv vil røve!
Kom mig til Hielp, du staalbeklædte Kiempe,
Som fører i dit Skiold en gylden Løve;
Som den jeg staaer i Brand, o kom at dæmpe!
Lad Ormens Pandeskal dit Glavind prøve.
Da skal jeg altid vandre ved din Side.
I Liv og Død du trygt paa mig kan lide.«

✂ Og Kongen drager brat sit Sværd hin brede;
Tæt under glatte Skiel han vender Odden.
Hans Øine gnistrer frygteligt med Vrede,
Han borer Staalet lige ind til Klodden.
Da rangler Ormens Ledemod saa lede,
Den skeler hvæsende og viser Braadden;
Og Kongen bliver bleg og heel forfærdet,
Han ryster som et Løv og taber Sværdet.

✂ Da slynger Ormen slimbeklædte Hale
Heel smidig rundt omkring sin Fiendes Lemmer,
Og kryber taus med ham til Biergets Sale,
Hvor Nat og Mulm de fæle Syner giemmer.
Paa Veien uophørligt Haner gale.
Sit Hoved Ormen haardt mod Fieldet stemmer.
Da revner det, de faste Stene gunge,
Og Hesten vrindsker under Ormens Tunge.

✂ »Børnlille! kom I elleve Unger mine.
Her er en ringe Brad. I Morgen mere!«
Saa spyer hun Hesten ud. De Unger grine,
Og graadig deres Bytte de fortære.
»I Morgen skal I Manden faae!« De hvine.
»For denne Gang I skal fornøiet være.«
12 De lyde Moderen, men fælt de tude
Og knytte sig til Hvile i en Knude.

✂ Kong Didrik ganger bleg og heel bedrøvet
Omkring i Biergets fæle sorte Hule.
»Ak var mit gode Sværd mig ei berøvet,
Da friede jeg mig let af denne Kule.
Da dræbte jeg de Orme ufortøvet,
Og klemte dem med Skioldets stærke Bule,
Og favned atter hierteligt imorgen
Min Fæstemøe, min Fylla, hist paa Borgen.«

✂ Og see ved Maanens hvide Midnatsluer,
Som falder i en Ridse giennem Bierget,
Et rustent Sværd tæt ved sin Fod han skuer,
Hvormed en Kiempe fordum sig har værget.
»Nu ingen Fare meer mit Mod forkuer,
Thi Skiebnen har sig ei mod mig forsværget.«
Saa raaber han og seer paa Sværdet nøie,
Og bittre Taarer brister af hans Øie.

✂ Det bedste Sværd, berømt i alle Lande,
Den stærke Adelring han har i Hænde,
Der farvede med Blod saa mangen Pande
Og giorde paa saa mange Helte Ende.
Kong Sigfreds Sværd, den Helt som alle Strande
Blandt Kiemper monne første Rang tilkiende,
Og Didriks Ven, i mange Aar forsvunden,
Og nu, ved dette Mærke atter funden.

✂ »Saa skulde du din lyse Bane ende
I dette Mørke, mellem grumme Trolde.
Dit kiekke Hierte brast i stor Elende
13 Da under disse sorte skumle Volde!
Saa let kan Lykken sig i Livet vende.
Jeg slaaer saa længe som dit Sværd kan holde.
Du var min Ven, din Død jeg vist skal hævne.
Hvor der er Mod der mangler ikke Evne.«

✂ »Afsted! afsted! hvi vil jeg længer tøve
I denne Hule mellem Skræk og Jammer?«
Han Sværdet slaaer mod Flinten for at prøve
Om det er stærkt, og Bierget staaer i Flammer!
De største Klippestykker kan han kløve.
Da vaagner op den mindste Orm og stammer:
»Hvis du vor Moder vækker af sin Hvile
Da vil du neppe ad din Skiebne smile.«

✂ Men Kongen svarer: »Dybt mit Glavind bider!
Dets dødelige Saar kan ei forbindes.
I straffes skal ved disse Midnatstider.
De store Led i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider
Og vinder til det evig overvindes.
I vog saamangen Helt i disse Sale,
Det kan kun eders Hierteblod betale.«

✂ »Vaagn, Moder! vaagn, og slug den slemme Fange.«
Hun vaagnede og vilde Fangen sluge.
Men da hun skued Sværdet blev hun bange,
Og gav sig til skielve og at ruge.
»Det Guld og Sølv som er i Fieldets Gange
Det maa du bringe frit herfra og bruge.
Kast Adelring kun ned i Biergets Rifter,
Et evigt Venskab her med dig jeg stifter.«

14

✂ »Jeg kaster ei mit Sværd, dets Ægge bider,
Dets dødelige Saar kan ei forbindes.
Du dræbes skal ved disse Nattetider,
Din store Krop i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider,
Og vinder til det evig overvindes.
Du vog Kong Sigfred her i disse Sale,
Det skal du med dit Hierteblod betale.«

✂ »Kast Adelring dybt hen i Kildevældet!
Blandt Venner ei man bruger skarpe Sværde.
Din Fylla sidder fængslet her i Fieldet.
Luk hende ud, I er hinanden værde!
Et Nøgleknippe, rustent og forældet,
Er skiult heroppe ved mit Hovedgierde.
Kom, buk dig, tag det, end din Elsktes Jammer,
Bring Fylla af det fugtigmørke Kammer.«

✂ »Min elskte Pige nager ingen Kummer!
Mit Hierte siger hun er ei i Fare.
Hist paa sin Faders Borg hun roligt slummer,
Omskandset af Guds hellige Engleskare.
Ei mindste Myg om hendes Leie summer.
Du lokker mig forgieves i din Snare.
Mit Sværd skal i dit seige Blod sig klæbe,
Døe Slange! med den sidste Løgn paa Læbe.«

✂ Brat Ormen og de fæle Øgleunger
Saa gispende i Græsset ned maa bide.
Da fylder Hulen Gift og Ormetunger,
Han vader dybt i Slangeblod hin hvide.
Forgieves han i Biergets Side stiunger,
De Kampestene viger ei tilside.
15 Han kan ei bryde giennem sorte Lukke,
Snart maa han ned i spraglet Edder dukke.

✂ Da hører han fra Fieldets ydre Side
En vældig Skraben og en Stemme raabe:
»Fat Mod, Kong Didrik! du skal ikke lide!
Her smuldrer Stenen skiør, her kan vi haabe.
Hug med dit Sværd, jeg vil i Fieldet slide
Med mine Kløer, saa kiempe vi tilhobe.
Den haardeste Natur tilbageviger,
Bestormet af en Løve og en Kriger.«

✂ Og Løven grov og Kongen vældigt stødte
Med skarpen Adelring, saa Fieldet rysted;
Thi Ormene alt meer og mere blødte,
Den fæle Edder steeg ham op til Brystet.
Snart begge Kiemperne hinanden mødte.
At blive længer der dem ikke lysted.
De vandred begge trætte ned i Dalen,
Til Morgenrøden og til Nattergalen.

✂ Ved klaren Aae, som mellem Blomster dandser,
Kong Didrik sig ved Løvens Side sætter.
Det blanke, haarde, blodbestænkte Pandser
Han med den lyse Morgenbølge tvætter.
Saa sødt hendysser Fuglesang hans Sandser;
Og saftig Frugt den matte Kiempe mætter.
Til fierne Borg saa længselsfuld han smiler,
Mens Løven i hans Skiød sit Hoved hviler.

✂ »Ak herligt synger du, du muntre Sanger!
Og venligt, Kilde! dine Bølger vige;
Og yndigt, Rose! du i Busken pranger;
16 Dog sørger jeg, thi her er ei min Pige.
O havde jeg kun dig, min rappe Ganger!
Da paa din stærke Ryg jeg skulde stige,
Og ile did, og kysse af sin Slummer
Den Elskede, og glemme al min Kummer.«

✂ Det hørte Løven i hans Skiød og smilte:
»Jeg kan med dig saa vel som Hesten vanke!
Kom sæt dig paa min Ryg.« Derpaa de ilte,
Mens Kongen holdt sig ved den tykke Manke.
Over Bierg, over Dal de foer, og ei de hvilte;
Slig Ganger ei behøver Kræfter sanke.
Forfærdet Fylla saae sin Beiler trave
Paa sieldne Skimmel over Borgens Grave.

✂ Men siden klapped hendes Lilliehænder
Det ædle Dyr, hun fored det hver Morgen.
Erkiendtligt Løvens høie Hjerte brænder,
Den blev sin hele Levetid paa Borgen.
Taknemlighed er al den Fryd den kiender.
Den glemmer Stolthed, Friehed, selve Sorgen
At skilles fra sin Skov og fra sin Mage,
Den tiener Kongen alle sine Dage!

✂

ELLEHØIEN.

✂ Paa hede Dag den svale Aften fulgte,
Der glimted Purpur bag de sorte Grene,
Den dunkle Landevei var heel beskygget.

✂ Jeg langsomt reed og grubled henrykt ene,
Mens tætte Skov de røde Roser dulgte,
Hvor Nattergalen skiult sin Rede bygged.

17

✂ Da kom jeg til en Bakke, som beskygged
Med sine venliggrønne Lindekroner
For stærke Vindpust og for lumre Varme.

✂ Sødt tryllet hen af Somrens Aftentoner
Jeg sank i Græssets blomsterklædte Arme
Og lytted smilende og slumred ind.

✂ Da vaagned jeg igien thi Høien bæved.
En guldhaarfager Møe med Rosenkind
Sig svævende og rank af Høien hæved.

✂ Da blev jeg ræd, med Slag saa selsomt vilde
Mit Hierte mod det blanke Pandser slog,
Jeg vilde tale, men jeg kunde ikke.

✂ Og see en anden Møe steeg op og tog
En Haandfuld Vand af klaren Sølverkilde
Og stirred hen paa mig med kielne Blikke.

✂ Hun stænkte mig: Hvad giør du her saa silde?
Der skal dig intet Onde vederfares,
Frygt ei du smukke staalbeklædte Kiempe.

✂ Nei, sang den anden med sin søde Stemme,
Men Undertegn her skal dig aabenbares,
Som i dit Liv du aldrig meer vil glemme.

✂ Sin Rislen monne Sølverkilden dæmpe,
For Lyden af den skiønne Sang at høre,
Der rasled ei et Blad i sagte Vinde.

✂ Naturen overalt var lutter Øre,
Bag Nattens Trylleslør kun smilte Glæde,
Alt lytted til den hulde Sangerinde.

18

✂ Klart blinkte Søens blaa henspændte Klæde,
Hvor Fisken svam og legte med sin Finde,
Og atter aabned sig den lukte Rose.

✂ Den rødmed giennem Nattens Sølvertaare;
Og Lillien som klæder sorte Baare
Den smilte hist i dybe Taagemose.

✂ Skiønt sang hun, men jeg skielved dog saa saare,
Thi noget rædsomt lød i hendes Stemme,
Som ei jeg tolke kan men kun fornemme.

✂ Følg, sang hun, følg os ind i dunkle Field,
Hvor græsbeklædte Væg for Stormen luner.
Følg, sang hun, følg os ind i aabne Bolig.

✂ Der skal jeg lære dig at kaste Runer;
Men toe dig først i dette Kildevæld,
Saa bliver du med Alferne fortrolig.

✂ De Blomster som du her paa Høien skuer
De spragle meget skiønnere derinde,
Som Græs Smaragderne i Bierget funkler.

✂ Følg med, gientog den anden Sangerinde.
Rubinen der langt meer end Rosen luer,
Safirens Blaae Kierminderne fordunkler.

✂ Da stirred jeg til Himlens hvalte Buer
Og greb om Korset paa mit Sværd og tænkte:
Saa høit et Loft dog ikke der du skuer!

✂ Min lange Taushed Ellepigen krænkte.
Kom Ungersvend hvi bliver du tilbage?
Hun smilte rædsomt med sin Rosenlæbe.

19

✂ Du dræbe skal den stærke Ædderdrage
Og faae det røde Guld hvorpaa hun ruger,
Du lære skal den stærke Biørn at dræbe.

✂ Men strax dit Hierteblod jeg varmt udsuger
Hvis nu du ikke med i Hulen følger,
Min Mening jeg dig længer ei fordølger.

✂ Da blev jeg mod, thi mine matte Arme,
Som vilde hævnende mit Glavind svinge,
Sank langsomt ned ved hendes Trylletale.

✂ Hun nærmed sig, for Døden mig at bringe.
Da rysted Morgenhanen med sin Vinge,
Den gol - og hun forsvandt i Biergets Sale!

✂ Og bleg jeg svang mig paa min bange Fole
Og ilte fra de fæle Rædselsteder,
Mens Solen slukkede de mindre Sole.

✂ Vogt unge Kiempe dig for slige Høie,
Den lumske Død der Blomsterne beklæder,
Og Trolden suger Blodet af dit Øie.

✂

GULDHORNENE.

✂ De higer og søger
I gamle Bøger,
I oplukte Høie
Med speidende Øie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
20 Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.

✂ Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
»I gamle gamle
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!«

✂ Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhøien sukker,
Rosen sig lukker.
De øvre Regioner
Toner!
De sig møde, de sig møde,
De forklarede Høie,
Kampfarvede, røde,
Med Stierneglands i Øie.

✂ »I som raver i blinde,
Skal finde
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære
Af de ældste Tider.

21

✂ Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belønne.
Det skiønneste Skiønne,
En Møe
skal Helligdommen finde!«
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne døe!

✂ Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.

✂ Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Møe hendandser
Til Marken afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
Med muntert Sind,
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler -
22 Hun snubler!
Og stirrer og skuer
Gyldne Luer,
Og rødmer og bæver
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld,
Med sneehvide Haand,
Det røde Guld.

✂ En sagte Torden
Dundrer!
Hele Norden
Undrer!
Og hen de stimle
I store Vrimle,
Og grave og søge
Skatten at forøge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
Hvoraf de er taget.

✂ Et Sekel svinder!!

✂ Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale,
De forklarede Gamle
Sig atter samle.
23 »For de sieldne Faae
Som vor Gave forstaae,
Som ei Jordlænker binde,
Men hvis Siele sig hæve
Til det Eviges Tinde,
Som ane det Høie
I Naturens Øie,
Som tilbedende bæve
For Guddommens Straaler,
I Sole, i Violer,
I det Mindste, i det Største,
Som brændende tørste
Efter Livets Liv,
Som - o store Aand
For de svundne Tider!
See dit Guddomsblik
Paa Helligdommens Sider,
For dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Søn,
Ukiendt i Løn,
Men som sine Fædre
Kraftig og stor,
Dyrkende sin Jord,
Ham vil vi hædre,
Han skal atter finde!«
Saa synge de og svinde.

✂ Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
24 I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.

✂ Ved lune Skov
Øxnene trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.

✂ Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskarer
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.

✂ Da klinger i Muld
Det gamle Guld.

✂ Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa røde Sider.

✂ Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.

✂ Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden.

25

✂ Men I see kun deres Lue,
Ikke det ærværdigt Høie!
Sætte dem som Pragt tilskue
For et mat nysgierrigt Øie.

✂ Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.

✂

VALRAVNEN.

✂ De gule Silkeseil, som Vinden fylder,
Hiemlede bugnende den lette Snekke.
Mens Aftensolen ranke Mast forgylder
Frue Sigrid sidder paa det høie Dække.
Da bovner Havet brat med sorte Bylder,
Da pibler Vandet ind af dybe Sprække.
Den vilde Valravn høit i Masten synger,
Mens dybt han Skibet ned mod Grunden tynger.

✂ Frue Sigrid skuer Ravnen i det Høie,
Da blegner hendes røde Rosenmund,
Da trænger Taaren frem i hendes Øie,
Thi Skibet truer med at gaae til Grund.
O Valravn! hvis mit Ønske du vil føie,
Da skal du faae af Guld vel femten Pund!
Tæm Stormen, bring mig paa den sikkre Jord;
Leed Skibet varligt i sin stille Fiord.

✂ Med Guld man ei belønner dierve Helte!
Af Guld, Frue Sigrid, har jeg meer end du.
26 For Guld jeg ei en Bølge bort vil velte;
Dog rører mig din ængstelige Hu.
Giv mig den Skat, du skiuler bag dit Belte,
Da skal jeg tæmme Søens Storm og Gru,
Da skal jeg dybt henstyrte ned i Pølen
Den Havmand, som har klynget sig til Kiølen.

✂ Hvad skiult jeg under Purpurbeltet giemmer,
Det, vilde Valravn! maa du gierne faae.
For ringe Løn den større du forglemmer,
Det er til Stegerset de Nøgler smaa.
Hvis du mod Havets Magter kiek dig stemmer
Du gierne der din Føde hente maa.
Det blanke Knippe hun paa Dækket kaster
Og Ravnen flagrer bort fra gyldne Master.

✂ Med stærktudspændte, tykke, uldne Vinger
Han med den frygtelige Havmand kiemper.
Den fraadbedækte Bølge let han tvinger,
De vilde Storme med sit Blik han dæmper.
Med Varselskrig han sig i Skyen svinger;
Og sagte Vind sig efter Snekken lemper.
Alt mere taber sig den stærke Torden;
Frue Sigrid seiler langsomt ind i Fiorden.

✂ I Lunden sidder hun engang ad Qvel,
Ved klaren Søe, der svømmer langsomt Karpen.
Bestandig risle sagte Kildevæld.
Hun tænker paa sit Norge og paa Sarpen.
I Danmark fandt jeg dog mit bedste Held!
Sin Elskov sødt hun synge vil ved Harpen.
Da vender det sig under hendes Bryst!
I rædsom Grubien svinder hendes Lyst.

27

✂ Ak grumme Ravn! nu veed jeg hvad du vilde!
Hun synker ned, at gaae formaaer hun ei.
Det er saa dæmrende, det er saa silde.
Mat blinker Stiernen fra sin Melkevei.
Ak, grumme Ravn! nu veed jeg hvad du vilde!
At tale meer den Blege mægter ei.
Sig Espen over hendes Tinding hvælver;
Som hun den sveder koldt og ængstlig skielver.

✂ Fem Maaneder forgaae, saa bringer hun
Et Barn til Verden under bitter Klage.
De døbe det i mørke Midnatstund,
Fordi at Trolden intet skal opdage.
Det er en Søn, som Rosen rød og rund.
Men Sigrids Hierte tunge Sorger nage.
I skiulte, dybe Grotte døbes han,
Med Kildens isnende, chrystalne Vand.

✂ Han voxer til, og i det hele Rige
Er ingen Dreng saa deilig og saa yndig.
Han er saa munter og saa flink tillige;
Hans Blik er brændende, hans Tale fyndig.
Han tænker kun paa Kampe og paa Krige.
Den stolte Ganger kan han tæmme myndig.
Men Dronning Sigrid græmmer sig dog saare;
Hvergang hun seer ham svømmer hun i Taare.

✂ En Aften sidder hun i Fruerstue;
Kong Alf sin ædle Husbond har hun mistet.
Med Taarer stirrer hun i Solens Lue;
Det arme Hierte har kun Sorger fristet.
Da hører hun en Lyd, og hun maa grue,
Den vilde Valravn har sig sagte listet
28 Ad aabne Vindve ind, paa Egebord
Den sætter sig og synger disse Ord:

✂ Rige Fugl kommer susende,
Kommer brusende,
Over Bierge og Dale.
Seer du vel, du fattig Fugl!
Hvor mine Fiere de prale?
Fattig Fugl kommer hinkende,
Kommer linkende,
Over Ager og Enge.
Seer du vel, du rige Fugl!
Hvor mine Fiere de hænge?

✂ Husker du
O Dronning nu
Da du paa Bølgerne hinked?
Da var du den fattig Fugl,
Da ad den rige du vinked.

✂ Valravn kommer susende,
Kommer brusende,
Over Bierge og Dale.
Dronning riig!
Naar vil du mig
Nu med dit Foster betale?

✂ Da svimled Dronning Sigrid langsomt hen.
Den hulde Qvinde blegner som en Lillie.
Flye! sukker hun, du Mørkets fæle Ven!
Min Bøn skal kiempe mod din onde Villie.
Hun kor ser sig - da flygter den igen;
29 Men spottende den dandser først paa Tillie
Og synger: Ingen Bøn mig staaer imod!
Jeg slukke vil min Tørst i christent Blod.

✂ Ung Harald axler sit Skarlagenskind.
Min Moders bittre Kummer maa jeg vide.
Saa triner han i Høieloftet ind.
Kier Moder min! du sige mig din Q vide!
Hvi er du bleg, min Moder, som et Liin?
Betroe din Søn ved stille Midnatstide
Hvad der saa længe naget har dit Hierte.
En meddelt Smerte er en mindre Smerte.

✂ Da sukker Sigrid efter lange Bøn:
O Harald! der er Skabninger hernede,
Som drive deres Ondskab skiult i Løn,
Som Herren skabte i sin grumme Vrede.
Her vandrer om en grusom Trold, min Søn!
Fra hvem at frelses vist enhver maa bede.
Hans blodigrøde Øie rædsomt skuler.
Hver Aften kommer han af sine Huler.

✂ I fordums Dage var han høi og stor
og voxen som en dierv og ædel Kiempe;
Men Jesu rene Lære i vort Nord
Har lært de onde Aanders Stolthed dæmpe.
Nu er han kun en Ravn, ei nær saa stor,
Dog stor nok til at øve sin Ulempe.
Vee den som falder i hans grumme Hænder.
Ja svared Harald, jeg hans Rygte kiender.

✂ Da Dronning Sigrid tunge Taare fælder.
Hvad der er hændet hun ham siger nu.
30 Ung Harald rolig til sit Sværd sig hælder,
Og hører hende uden mindste Gru.
Ak Harald! Qval og Kummer mig forælder,
Nu veed du alt, og du er rolig, du?
Da hæved Sønnen rask det blanke Øie,
Og talde, mens han stirred i det Høie.

✂ En Sommernat, min Moder, i en Lund
Jeg mellem svale, høie Blomster laae.
Mildt dyssedes jeg ind i sagte Blund,
Thi Nattergalen monne yndigt slaae.
Da aabnedes for mig i samme Stund
Lidt efter lidt det høie Himmelblaae.
En Engel sank mig smilende imøde,
Forunderlig omstraalt af Morgenrøde.

✂ Han viste mig en Kiede, som sig rækked
Fra Himlen ud, den klang som Fryd og Klage.
Halvsynlig den sig rundt om Jorden strækked,
I mange Bugter vendte den tilbage.
Med Blodstænk var den ofte heel bedækket;
Paa mange Steder Leddene var svage.
Af blandet Erts den slyngte sig om Muldet;
Først Guld, saa Sølv, saa Jern, saa atter Guldet.

✂ Da raabte Englen med sin klare Stemme:
Du Skiebnens Kiede seer, som hænger ned.
Den sluttet er! Dens Løb kan intet hemme!
Alt ordnes ved en stræng Nødvendighed.
Han svandt, men aldrig jeg min Drøm skal glemme.
Jeg saae mig som et ringe, blodigt Led.
Jeg frygter ei, jeg gaaer naar Skiebnen kalder.
Ei, uden Gud, en Spurv til Jorden falder!

31

✂ Det hviner giennem Nattens sorte Skye.
De grumsethvide Bølger slaae paa Land.
De stærke Vinde kaste høit med Gny
En skotlandsk Snekke paa det hvide Sand.
Til Kongeborgen strax de alle tye.
En deilig Møe og tretten dierve Mand.
Minona, Kongens Datter, Skotlands Lyst!
Har Stormen drevet til den danske Kyst.

✂ De hugge Bielker i den dunkle Lund,
Minona gaaer med Harald Arm i Arm;
Sødt aander hendes røde Purpurmund,
Det ranke Liv omslynger han saa varm.
Det er i Vaar en deilig Aftenstund.
De synke begge tause Barm til Barm.
Da synger Nattergalen saa vemodig,
Og Maanen hæver sig saa stor, saa blodig!

✂ Nu tæt de føie stærke Bielker fast;
Alt vugges Snekken af den milde Strøm.
Nu hæve de paa Dækket ranke Mast.
Minona favner Harald elskovsøm.
Hans kiekke unge Hierte slaaer saa fast.
Hun seiler bort. - Som vækket af en Drøm
Han staaer og skuer med det vaade Øie
Den glatte Kiøl de klare Bølger pløie.

✂ Et Aar forgaaer, Frue Sigrids Sorg forsvinder,
Den vilde Valravns Magt ei meer hun frygter.
En sagte Rødme livner hendes Kinder,
Og Taaren fra det blide Øie flygter.
I Styrke Harald meer og mere vinder.
Din Magt, o Ravn! bestaaer i løse Rygter.
32 Din matte Kloe min Søn vist aldrig slaaer.
Du har nu truet ham i tyve Aar.

✂ Ung Harald vanker om saa længselsfuld,
Han ganger for sin Moder ind at stande.
Minona er saa elskelig, saa huld!
Hun vinker mig til Skotlands fierne Lande.
Giv mig et Skib med Kiemper og med Guld
Og lad mig pløie Havets salte Vande.
Jeg kommer glad igien, som jeg drog ud,
Og bringer dig en Datter, mig en Brud.

✂ Frue Sigrid gaaer saa tankefuld i Sind.
De tunge Fied ved Stierneglimt sig flytte.
Saa triner hun i Skovens Mørke ind
Og aabner gamle Brunos lave Hytte.
Der sidder han med Haanden under Kind,
I Klæder som for Kulden kun beskytte;
Med Bibelen i sine matte Hænder.
Den lille Lampe svagt i Natten brænder.

✂ Hil være dig ærværdig gamle Mand!
Din Dronning kommer hid ved Midnatstide.
Ung Harald drage vil til fierne Land,
Hans sande Skiebne længes jeg at vide.
Du læser Stiernerne! See der om han
Skal smædelig ynkværdig Døden lide.
Forjag hans ømme Moders sidste Smerte,
Da skal hun takke dig med lettet Hierte.

✂ Den Gamle reiser sig af lune Vraa;
Med blottet Hoved, foldet fromme Hænder
Han træder ud og stirrer i det Blaa,
33 Hvis røde Tegn hans gamle Øie kiender.
Sædvanligt, siger han, de Stierner staae;
En eeneste med selsom Ild kun brænder.
Vær trøstig! thi jeg seer at Harald kan
Paa Havet dræbes ei, og ei paa Land.

✂ Da funkler som en Stierne i det Høie,
Ved Eremittens trøstelige Ord,
Af Glæde Dronning Sigrids skiønne Øie.
Nu jeg min Søn til Havet fro betroer!
Nu maa han gierne salte Bølger pløie.
Han dræbes ei paa Hav og ei paa Jord.
Han sidde skal paa Tingets høie Steen,
Naar Graven længst har smuldnet mine Been.

✂ Det røde Silkeflag fra Masten kneiser,
Den lange Drage hvidsler under Øe.
Nu høit i Raae de hvide Seil man heiser.
Den stolte Byrde vugger paa sin Søe.
Ung Harald ganger Aftnen før han reiser
I Lunden ud, hvor først han saae sin Møe.
Alt synes ham saa seent, han ønsker: Gid
Jeg havde Vinger, for at flyve did!

✂ Da hvidsler Buskene i Nattens Vinde,
Da lyder fierne, svage Hundeglam.
De blege Lygtemænd i Mosen svinde,
Og Snogen nærmer sig saa mild og tam.
Da træder hurtig frem en gammel Qvinde,
Paa Ryggen bærer hun en Fiederham;
Mildt smile hendes runkne, gule Kinder.
Hun lægger Hammen ved hans Fod og svinder!

34

✂ Ung Harald undrer sig, dog ei han bæver;
Kun selsomt higende hans Hierte slaaer.
Den store Fiederham han langsomt hæver.
Af brogetskiønne Fiere den bestaaer.
At klæde sig deri hans Ønske kræver;
Den underlige Drivt han ei modstaaer.
Han flyve kan, han hæver sig, men længe
Han svæver kun ad lave, flade Enge.

✂ Hvi tøver jeg? hvad holder mig tilbage?
Jeg er i Skotland inden Morgen gryer.
Saa stiger han i Luften som en Drage,
Og suser under Himlens høie Skyer.
Hans Vinger over Havet Flugten tage.
Bort svinde Skove, Lunde, Borge, Byer.
Han seer sig ene under Himlen flyde.
Dybt under ham de sorte Bølger bryde.

✂ Da klapprer det i Luften og han skuer
Den gyselige Ravn at nærme sig.
Dens Øine flammer som to røde Luer.
Ei Harald! skal jeg eengang finde dig!
For første Gang ung Haralds Hierte gruer,
Den skiønne Yngling blegner som et Liig.
Af rædsom Angest svulmer høit hans Bryst,
Han hæver sørgeligt sin hulde Røst:

✂ Jeg seer det nytter ei mod Skiebnen stride!
Jeg er dit Rov, Gud staae mig bi i Nøden!
Men førend du mig grum vil sønderslide,
Und mig en salig Stund i Morgenrøden.
Minona er min Brud! lad mig nedglide
Til hendes Buur og henrykt glemme Døden
35 I Elskovs Favn, da skal jeg sikkert komme
Til dig igien, naar korte Frist er omme.

✂ Fast holder Ravnens Kløer ham i det Høie;
Den stirrer paa ham med begierligt Mod.
Skiønt gierne strax min Lyst jeg vilde føie,
Skal jeg dog vise dig at jeg er god.
Saa hug den ud ung Haralds høire Øie;
Saa drak den Helvten af hans Hierteblod.
Nu har jeg mærket dig, nu kan du vende
Til Jorden ned, nu er du god at kiende.

✂ Ung Harald synker langsomt ned med Taare
Fra Skyen i den lavere Natur.
Han hviler sig paa sorte Dødningbaare,
Som staaer ved Kirkens høie røde Muur.
Tung er hans Gang, men o han elsker saare!
Han raver til Minonas Jomfrubuur.
Han skielver bleg ved Døren, thi hans Mod
Har Trolden drukket med hans Hierteblod.

✂ Minona kom, før Haralds Hierte brister!
Endnu det banker blødende for dig.
Paa Jorden du din elskte Harald mister.
Du seer ham atter udi Himmerig!
Minona kom, o kom mit Hierte brister;
Lad mig dog eengang først omfavne dig!
Saa synger han med Elskovs sidste Lyst,
Mens Døden raller i hans kolde Bryst.

✂ Da kommer hun. O Naade i det Høie!
Min Haralds blege Gienfærd for mig staaer.
Der rinder Blod og Taarer af hans Øie,
36 Rødt klæbe sig hans lange gule Haar!
Minona, kom! betragt mig ganske nøie.
Jeg er en Skygge ei, mit Hierte slaaer
Med Krampetræk af Elskov og af Smerte.
Kom, læg din varme Haand paa Haralds Hierte.

✂ Da standser brat Minonas Taarer stride,
Da falmer hendes Purpurlæber blaa,
Da bliver Kindens røde Roser hvide,
Da bliver Issens sorte Lokker graae.
Alt hvad han leed og hvad han end skal lide
Fortæller han, mens Favn mod Favn de staae.
For sidste Gang i Elskovs søde Lyst
De smelte sammen klynget Bryst mod Bryst.

✂ Lev vel, Minona! nu jeg frygter ikke.
Hist aabner Faderen sit Himmerig.
Giv mig et Kys, og smiil med dine Blikke,
Og glem at Harald var ulykkelig.
Da skal jeg Dødens Kalk frimodig drikke.
Lev vel, Minona! Himlen signe dig.
Saa favnede han bleg sin elskte Møe,
Og svang sig høit hen over salten Søe.

✂ Det brustne Øie stirrer - han er svunden!
Hun staaer tilbage paa det kolde Muld.
Da blusser hun, da synker hun i Lunden,
Da beder hun til Himlen andagtsfuld:
Du, som ved Daaben er med mig forbunden,
Du, som paa Jorden var saa god og huld,
Du, som lod Petrus gaae paa Havets Bølge,
Lad mig i Luften høit min Harald følge!

37

✂ Da vifter Buskene i Morgenvinde,
Da lyder Nattergalens fierne Sang,
Da rødmer Solen mildt fra Fieldets Tinde,
Da dufter Blomsten fra den grønne Vang.
Og langsomt triner frem en ung Hyrdinde,
Paa Armen bærer hun en Fiederham.
Sørgmodigt smiler hendes røde Kinder,
Hun lægger den paa Græsset og forsvinder.

✂ Og flux Minona sig i Hammen klæder,
Høit svinger hun sig med behiertet Aand.
Ei længer hendes brustne Øie græder,
Hun flagrer hen i sieldne Klædebond.
De Fugle, som hun seer paa høie Steder,
Dem dræber hun med Saxen i sin Haand.
Med Kiempekraft hun sine Vinger slaaer;
Men dog den vilde Ravn hun ikke naaer.

✂ Da hører hun i lave Luft det klynker;
Hun lytter med et rovbegierligt Mod?
Med Ørnens Flugt hun ned paa Stranden synker.
Den er besprængt med Haralds varme Blod!
Hun blusser smilende, ei hun sig ynker.
Hans høire Haand hun skuer ved sin Fod.
Det eneste som Ravnen lod tilbage,
Hans Troskabspandt i Elskovs hulde Dage!

✂ Hun giemmer Haanden paa sit blotte Bryst,
Saa rædsomt hendes blege Læber lee.
Hver Fugl hun møder i sin vilde Lyst
Den klipper hendes skarpe Sax i tree.
Da hæver Ravnen sig til sidste Dyst -
Hun klipper som hun klippede i Snee!
38 Den lodne Krop maa søge dybt sin Grav
Paa tusind Steder i det vilde Hav.

✂ De sorte Bølger bruse ikke længer,
De skylle maanbestraalt paa runde Stene.
Vemodigt Strandens Piil med Løvet hænger,
Det hvidsler underligt i Lundens Grene.
I Nattens Blaa sig Stiernen mat fremtrænger.
En sølvklar Skye ved Maanen flyder ene.
Det er Minona døende som svæver.
Hun synker ei, hun sig til Himlen hæver!

✂

NATUR-TEMPERAMENTER.

✂

DEN FREMBRYDENDE VAAR.

✂ Engene grønnes og Skovenes Kroner
Nylig fremsprungne Smaragder bedække,
Ætheren lunes og Sangeren toner
I den beknoppede, brydende Hække.
Vinteren bort til de livløse Poler
Flygter med Natten og Kulden og Taagen;
Flora paa Leiet af friske Violer
Opslaaer sit Øie sødtsmilende vaagen.

✂ Harpe! som hang paa de rimfrosne Grene,
Hyllet i Snee og i rugende Mørke,
Stum og forladt, medens Boreas ene
Hyled en Liigsang i Vinterens Ørke,
Harpe! din Iis har Apollo bortsmeltet,
Da han i Østen steeg frem i sin Lue.
Straalende hænger du nu under Teltet,
Med den blaahvælvede, udstrakte Bue.

✂ Kom og lad Flora, den unge Gudinde,
Stemme dig med sine sneehvide Hænder.
Herligt bepurpres den kneisende Tinde
Hist af den hvirvlende Kugle, som brænder.
Hen paa det bølgende Græs vil jeg stirre,
Som i den mørkeblaae Vove sig taber,
Lærkernes Slag vil jeg høre at dirre,
Slaae dine Strenge og prise min Skaber!

44

✂ Straale! som brænder i smægtende Øie
Paa den uskyldige, elskende Pige,
Straale! du Skiønhedens høieste Høie,
Ned i mit bævende Hier te du stige!
Elskende To! som i Skyggerne vanke,
Indsmil mig Saligheds reneste Lue!
Da skal min brændende, hellige Tanke
Tone, og hvirvle til Himmelens Bue!

✂ Da skal de smilende unge Hyrdinder
Nærme sig mig under skyggende Grene,
Henrykt ved Bækken, som perlende rinder
Over de hvide, sølvspraglede Stene;
Svævende de om min Harpe skal dandse,
Som deres Skiønhed at tolke kun stræber.
Da skal jeg prydes med blomstrende Krandse!
Da skal jeg kysses af blomstrende Læber.

✂ Selve de sølvlokte Oldinger høre
Gierne min Sang, fra den mosgroede Hytte.
Blidt skal de staae i de aabnede Døre,
Og til vemodige Tonefald lytte.
I deres gamle uskyldige Siele
Foraarets Fryd jeg med Kraft skal indsiunge,
Til de, fremkaldte af venlige Fiele,
Nyde et Foraar, evindelig unge!

✂ Hyrden min Sang skal gientage og smile,
Naar han om Aftnen med bøgende Vrimmel
Skynder sig hiem til en qvægende Hvile,
Stirrende hen paa den glimtende Himmel.
Tit paa sit Rør skal han stræbe at ligne
Strengenes Toner, som bævende vige.
45 Da skal han føle Naturen, og signe
Skiønhedens Gud, og omfavne sin Pige!

✂ Ak, men hvad haaber jeg, mægtig henrevet!
Salig indlullet i hellige Drømme?
Blussende! freidig! af Indtrykket drevet!
Mens mine Tanker i Anelser svømme?
Kan vel en Spurv, skiønt den saligt sig fryder,
Tolke sin Salighed som Philomele?
Kan vel min Sang, skiønt i Vaaren den lyder
Male, Natur! dit fortryllende Hele?

✂ Ak der var Een! Skiønt fortæret af Smerte
Skienkte ham Gud en udødelig Flamme,
Og for Naturen det aabneste Hierte,
Han kunde tolke hvad andre kun stamme!
Rungsted! din lange og frugtbare Fure
Grønnes som forhen og spirer og pranger,
Mens ved de gamle og gothiske Mure
Gravmuldet længst har omfavnet din Sanger.

✂ Hellige Evald! i Dannemarks Skove
Siger min Siel at forklaret du svæver.
Bølgende over den krusede Vove
Luttret din Aand giennem Roserne bæver.
Lad den opgløde de frostige Strenge!
Gyd i mit Bryst dine hellige Luer!
Da skal mit Hierte i Harpen sig trænge,
Da skal jeg tolke hvad nu kun jeg skuer!

✂

OLDINGEN VED WERTHERS GRAV

✂ Aftenrøden
Farver din Grav!
De gamle Linde
Omhvælve den.
Violerne
Bølge i dens høie Græs!

✂ Du slumrer
Den roligste Slummer!
Dødens!

✂ Skyggerne voxe.
Aftenrøden svinder.
Kun et blegguult Skier
Tegner hvor den svandt.
Skoven sortner.

✂ Hist kommer en Flok
Karle og Piger
Fra Marken.
De standse deres Sang,
Og Pigerne
Pege hid til Graven,
Med skielvende Hænder,
Og gaae en Omvei,
Af Frygt for Selvmorderen,
Som spøger i Skoven.

✂ Werther!
De frygte dig,
Som hviler saa roligt
Mellem Blomsterne.
47 Dig gav Skiebnen et Hierte
Som følte
Natur og Gud!
Det gav den faae.
Dig gav Skiebnen det Held
At finde et Hierte
Som følte med dit.
Det gav den færre.

✂ Du var lykkelig!
Thi du nød
Kierligheds Fryd.
Men jordiske Sammenstød
Hindrede Eders Siele
I at forene sig
Uforstyrret,
I Guddoms-Harmonie
Her!
Da kastede du din Jorddragt
I Graven,
Og ventede hende
Hisset!
Og fandt hende.
Nu frydes I!

✂ Alderens Snee
Dækker min Isse.
Mit Hierte døer
Langsomt;
Min Vaar svandt hen
Unydt;
Thi jeg fandt ingen paa min Vei
Som følte med mig.
48 Jeg nød ikke
Kierligheds Fryd.
Mig venter ingen
Hisset,
Jeg forlader ingen
Her.

✂ Naar mit Hierte er brustent
Og Menneskesværmen
Trænger sig forbi min Marmorkiste
I Capellet,
Vil de sige:
Han var lykkelig.
Ak hvo var lykkeligst!
Du eller jeg?

✂

SAA DUGBESPRÆNGTE STAAE DE
ROSER HER.

✂ Saa dugbesprængte staae de Roser her.
De lukte Urner huldt i Skyggen smile,
Mens Sølvermaanens kolde Straaler ile
Og blande sig med deres Purpurskier.

✂ De dufter under skyggefulde Træer,
I dem forgifter Eros sine Pile.
De nyde blussende en venlig Hvile,
I Søvne selv, fortrylle de enhver.

✂ Og dog i Lundens lykkelige Bolig,
Her under disse stille, svale Tage
En Rose blusser endnu mere skiøn.
49 Sov, søde Rosenknop! sov sødt og rolig!
O maatte mit Sovvel et Kys ledsage,
Da var jeg Nattens lykkeligste Søn.

✂

KNUD DEN STORE.

✂ Kong Knud sad stor og mægtig paa sin Throne;
En Herre, drabelig og stærk og huld.
Den danske, brittiske, den norske Krone,
Var smeltet sammen i hans Krones Guld.
Høit i hans høie Sal klang Harpens Tone;
Thi Skialdens Barm var af hans Idræt fuld;
I Kirken selv lød Hymner til hans Ære,
Thi han udbredte Jesu sande Lære.

✂ Men Knud sad taus og tankefuld i Sind,
Ey blussed Læben, som hans Purpurklæde,
Sørgmodelig han støtted Haand til Kind,
Og ingen Deel han tog i Hoffets Glæde,
De svundne Dages Idræt faldt ham ind,
Da monne bittre Taarer Øiet væde.
Ak! sukked han, min Gud! kan du forgiette
Min Synd? Kan du mit Regnebret udslette?

✂ Min Ungdom svandt i Stolthed og Foragt,
Kiek frem jeg gik; ak! nu jeg modløs græder.
For at forstærke min den stolte Magt
Forbandt jeg mig med Eadrik, den Forræder.
Den dierve Ulf i Kirken blev ombragt,
Hans røde Blod end Altertavlen væder;
Ey blot med Sværdet, tit med mørke Rænker
Jeg vandred frem - nu det mit Hierte krænker!

50

✂ Men oftest dog med Manddom og med Sværd
Min raske Ungdom blot sit Værk begyndte;
At blive Danmarks gamle Krone værd,
Det var den Tanke dog, som frem mig skyndte.
Og derfor stormed jeg i Herrefærd,
Og derfor Heltens Syssel, Kamp, jeg yndte;
Da aabned sig mit Hierte for din Stemme.
Ak hulde Jesus! kan du alt forglemme?

✂ Som Kongen nu saaledes trøstløs sad,
Med blege Kinder og med Graad i Øiet,
Mens hen ad Bænken i den lange Rad
Guldhornet gik og Hvermand var fornøiet,
Da treen en Skiald for Kongen frem og qvad:
»Min Konning! hvor er Den som du ophøiet?
Du tvang det stolte Nords udstrakte Lande.
Ustraffet Ingen tør dit Bud modstande.«

✂ Taalmodig, uden Harme, hørte Knud
Paa denne daarlige, forvovne Tale.
Hvad Skialden qvad det raabtes snarligt ud
Af hver en Ridder i de blanke Sale.
Da blev den gyldne Stol, paa Kongens Bud,
Ført ned fra Borgen giennem grønne Dale,
Til hviden Strand, hvor stolt og langsomt Vandet
Høit skylled sine Bølger op paa Landet.

✂ Derpaa han lod, med steenbesatte Baand,
Den tunge Glavind ved sit Belte spænde.
Med Kronen paa, med Sceptret i sin Haand
Han monne sine Fied mod Havet vende.
Hvad Tanke der besielte Kongens Aand,
Hver Hofmand ønskte nu med Higen kiende;
51 Men Kongen taug og vandred med sit Følge
I Purpurkaaben mod den hvide Bølge.

✂ Og satte sig saa i det gyldne Sæde,
Blandt runde Steene paa det bløde Sand;
Ey hvor bestandig Bølgens Brud mon væde
Det ramme Tang med sit skumklædte Vand;
Ey heller der, hvor ey den kunde træde,
Paa den for fierne, den for høye Strand,
Men der hvor Pilen med sit Hoved hængte,
Hvor nu og da kun Bølgen op sig slængte.

✂ Der Kongen sad, og talde saa til Havet:
Det Land, jeg sidder paa, tilhører mig;
Med dig, o Søe! min Vælde er begavet;
Thi lyd din Herre! Ey du nærme dig.
Din Bølge kræver jeg saaledes avet,
At til min Fod den aldrig vover sig.
Thi jeg behersker Nordens stolte Lande,
Ustraffet Ingen tør mit Bud modstande.

✂ Men som sædvanlig gik den stille Bølge,
Sin vante Vey den end bestandig tog,
Af sin Natur den intet mon fordølge,
Det ene Bølgeslag det andet jog.
Med Otte kom den Niende i Følge,
Der stærk og svanger op paa Kongen slog.
Ey til hans Fødder blot den op sig trængte,
Hans Scepter og hans Krone den besprængte.

✂ Da reiste Kongen sig, saae til hver Side,
Og brød med Taarer høit saaledes ud:
I Sandhed! hver en Christen burde vide,
52 At der er ingen mægtig uden Gud!
Han grunded Jorden, han lod Havet glide
I evig Vexel ved sit stærke Bud;
Han ene mægter Jord og Hav at tvinge,
Mod hans er al min Vælde saare ringe.

✂ Med disse Ord han af sin Krone spændte,
Af Guld og Ædelstene stor og svar,
Derpaa han sine Fied fra Havet vendte
Og ydmygt Kronen hen i Kirken bar.
Der knælte han og hver sin Synd bekiendte,
Mens Angerstaaren trilled heed og klar.
Paa den Korsfæstede i Martyrqviden
Han Kronen satte, bar den aldrig siden.

✂

DEN GAMLE KIÆMPE COMETES.

✂ Jeg er en gammel Kiæmpe stærk,
Mit Legem blusser sundt;
I kobberrøde Pandsersærk
Jeg drager Verden rundt.

✂ Mit runde Skiold er rødt som Blod,
Min Glavind staaer i Glød;
Jeg svækker selv det bedste Mod,
Og bringer Skræk og Død.

✂ Naar runde Skiold omhvælver mig,
Og jeg har strakt mit Sværd,
Da vandrer jeg, forfærdelig,
I Kamp og Heltefærd.

53

✂ Saa vidt, saa vildt min Bane gaaer,
Jeg bliver aldrig træt.
Jeg pludselig tilsyne staaer,
Naar mindst man venter det.

✂ Og seer jeg da at Tapperhed,
Og Kraft har Overhaand,
Da dybt mit Sværd jeg sænker ned,
Og vækker Kampens Aand.

✂ Natur da træder mod Natur,
Udi sin hele Pragt,
Og bryder af sit Fangebuur
Med uindskrænket Magt.

✂ Og ulmer da en Gnist af Ild,
Fra Himlen, i en Vraa,
Da stiger den og funkler mild
Paa Evighedens Blaa.

✂ Men seer jeg dorske Taagesløer
At dræbe Straalen, varm,
At Livet gisper mat og døer,
Da blusser jeg af Harm.

✂ Og kaster hen mit gode Sværd,
Paa haanlig Kiæmpeviis,
Og synker Landet mere nær,
Og strækker ud mit Riis.

✂ Og strengt hudfletter, Fod for Fod,
Vanartig Børneflok,
Og gaaer med Riset, rødt af Blod,
Naar den er tugtet nok.

54

✂ Tre Gange har jeg været her,
Alt efter vante Viis,
De første Gange med mit Sværd,
Den Tredie med mit Riis.

✂ Den første Gang min Fryd var stor,
Jeg lyse Stierner saae,
Stærktglimtende fra Syd til Nor,
Som under Himlens Blaa.

✂ Det var i Livets Ungdoms Vaar,
En Rose frem sig skod,
Til Under for de sidste Aar;
Hvert Blad var Heltemod.

✂ Den anden Gang ey Stierners Guld
Og Roser meer jeg saae,
Men Barmen svulmed andagtsfuld
Mod den som hist mon staae.

✂ Bevæbnet knælte fromt en Flok,
Mens Taaren randt saa klar,
Trindt om en kulsort Rosenstok,
Hvis Rose visnet var.

✂ Jeg græd, da jeg forsvundet saae
Den høye Kraft og Kunst,
Saa mørk man skued mig at staae,
I taaget Taare-Dunst.

✂ Jeg vinkte med mit brede Sværd,
Som med en Lue rød,
Da ilte de i Heltefærd
At hævne Rosens Død.

55

✂ Men ak! Det var det sidste Glimt,
I brustne matte Blik.
Jeg kom igien - og intet Skimt
Mig meer imøde gik.

✂ Thi vil jeg tugte streng som god,
Forjage dorske Roe,
Og giøde dig, o Jord! med Blod;
Deraf skal Roser groe!

✂ Og Stierner atter lue frem,
For høit at staae i Glands,
Naar de har skaffet gamle Hiem
Den gamle Blomsterkrands.

✂ Men kommer jeg her seent igien -
Læg Mærke til mit Ord! -
Og seer i dig bestandig end
Den kolde mørke Jord;

✂ Da støder jeg med rædsom Gru
Mod dig min Barm saa bred,
At udi tusind Stykker du
I Dybet styrter ned.

✂

WIEDEWELT.

✂ Natten skimter,
Stiernehæren glimter,
Eensom krummer sig den grønne Strand.
Duggen ene
Ned ad Pilens Grene
Falder i det stille, sølvblaae Vand.
56 Bølgen bølger
Rislende, og følger
Sagte Zefir, perleklar og skiøn.
Lyset lyser
Natlighvidt, og gyser
Fra sin Skye til Kummers blege Søn.

✂ Krum af Alder;
Tungt hans Taare falder
I det dybe, ubekiendte Blaa.
Sagte flytter
Han sin Fod og stytter
Sig til Staven. Issen er saa graae.

✂ Modgang frister
Hiertet, Hiertet brister,
Døden slukker Øiets stærke Ild.
Svagt anspænder
Han de matte Hænder,
Strækker dem til Himlen, rolig, mild.

✂ Ingen Klage!
Talt er mine Dage;
Jeg vil ikke længer dvæle her.
Hellig Længsel
Bryder Kummers Fængsel,
Vinker mig til Nattens Sølverskier.

✂ Dybt jeg skued -
Høit Naturen lued
I min Siel, med alt sit Tryllerie.
Sødt bevæget
Jeg i Stenen præged
Stærke Træk af Livets Harmonie.
57 Haarde Stene!
Mine skiøre Bene
Smuldne snart, dybt under Bølgens Leer;
I skal stande!
Helligt skal I sande
At jeg var, naar jeg er ikke meer.

✂ Vældig Længsel
Bryder Sorgens Fængsel;
Gamle Gubbe kan ey meer modstaae.
Længslers Bolig!
Rolig og fortrolig,
Favn mig med dit mørke Himmelblaa!

✂ Busken vifter,
Maanen Farve skifter,
Dybt nedbøiet nærmer Musen sig,
Mat af Blikke.
Søn! forlad mig ikke!
Jeg er barnløs, naar jeg mister dig.

✂ Gubben famler,
Sidste Kraft han samler,
Sukker henrykt sin Gudindes Navn:
Elskelige!
Ey af denne Verden er vort Rige.
Jeg gaaer hen, hvor der er intet Savn.

✂ Taus hun sukker.
Bølgen mildt sig lukker
Om den gamle Tindings sølvgraae Haar.
Hun forsvinder.
Dagen bleg oprinder;
Hist paa Frihedsstøtten Lærken slaaer.
58 Troskab græder,
I de hvide Marmorklæder,
Kold og bleg, den ranke, hulde Møe.
Haand paa Brystet,
Aldrig aldrig trøstet,
Stirrer hun hen paa den sorte Søe.

✂

PETRARCAS CANZONE VED
VAUCLUSE KILDEN.

✂ Sølvbæk! I Bølger milde!
Hvor hendes hulde Lemmer
Fandt Roe, den skiønneste, den elskte Pige;
Green! hvor hun hvile vilde,
Ak aldrig jeg det glemmer!
Du grønne Støtte for den Elskelige;
Blomster! som Kiolens Flige
Har giemt, som sødt blev baaret
Hvor Englebarmen svulmed;
Hellige Luft! som ulmed
Mens giennem dig det hulde Blik mig saared;
Ak laaner hver sit Øre,
Min sidste sørgelige Sang at høre.

✂ Vil Skiebnen aldrig smile,
Vil Gud sig ey forbarme,
Og slukker Elskovstaaren Øiets Lue,
Da lad mit Legem hvile
I Eders hulde Arme,
Naar Sielen hist sit Hiem skal atter skue;
Da kan ey Døden kue,
Naar i de dunkle Egne,
59 Mens dette Haab mig glæder,
Jeg uforfærdet træder.
Thi intet bedre Sted kan Læben blegne.
Og ingen Grav saa sødt og stille giemmer
De trætte Been, de kraftesiøse Lemmer.

✂ Snart vil herhid hun vandre
Ad vante Vey tilbage,
Den Vilde, Blide. Ja det vil sig føye!
Hvor først vi saae hverandre,
Den helligste blandt Dage,
Der vil hun kaste hen sit skiønne Øye;
Og - Fader i det Høye!
Kun finde Støv bag Fliser.
Da vil sig Hiertet lukke
For Elskov op, og sukke
Saa sødt til Gud, at han mig Naade viser.
Fromt vil hun ham paakalde,
Mens Taarene paa Sølversløret falde.

✂ Ned fra de skiønne Grene,
Erindring o du søde!
En Blomster-Regn i hendes Skiød nedilte.
Hun sad saa ydmygt, ene,
I Skiønheds Morgenrøde,
Bedækket med de fine Løv og smilte.
Eet Løv paa Kiolen hvilte,
Eet funklende sig hæved,
Af gyldne Lokker fundet,
Med klare Perler bundet;
Eet laae paa Jorden, Eet i Vandet bæved,
Eet syntes huldt at sige
Med vildsom Svæven: Her er Elskovs Rige!
60 Hvor ofte da, med Sukken,
Jeg høist forundret sagde:
Ved Gud! hun har i Paradiset hiemme.
Saa vidt, af Elskov drukken,
Mig hendes Miner bragde,
Det Blik, det søde Smiil, den hulde Stemme.
Alt kom mig til at glemme
Det skiønne Virkelige,
Saa selv jeg spørge kunde:
Naar kom du hid? Hvorlunde?
Jeg var i Himlen, ey paa Jorderige.
Fra den Tid disse Steder
Mit elskovsfulde Hierte ene glæder.

✂ Hvis Skiønhed du, min Sang! besad som Villie,
Du kunde dristigt vove
At gaa til Folket, fra de dunkle Skove.

✂

VIOLERNE.

✂ Smaae Violer! o hvor sødt
Mellem Græsset, ungt og blødt,
Frem I blaane.
Solen varmer Eders Luft,
Veemod suger Eders Duft
Af den blege Maane.

✂ Tæt I ved hverandre staae,
Rødmen i det stærke Blaa
Sødt henviger.
Herligt i den unge Lund
Spetter I den grønne Bund;
Vinker Egnens Piger.

61

✂ O men kold er spæde Vaar!
Sammenklynget tæt I staaer.
Hvor I skielve!
Magtesløs, paa kolde Muld,
Vil sig Urten medynkfuld
Luunt om Eder hvælve.

✂ Smaae Violer! Ney, o Ney!
Grumme Storm skal længer ey
Jer nedtynge.
Her I ey skal staae forladt;
Venligt om min Emmas Hat
Vil jeg Eder slynge.

✂ Om den lysegule Bund
I en yndig Krands saa rund,
Eder bøye.
O hvor vil det svage Skin
Hæve hendes Purpurkind
Og det sorte Øye!

✂

VAAR-SANG.

✂ Nu er da Vaaren kommen,
Nu er os Busken Læe;
Og Nattergalen toner
Sødt i det grønne Træ;
Og huldt de unge Roser
Tæt ved hverandre staae;
Og klart de runde Vover
I Sølverbækken gaae.

62

✂ See Aftenstiernen smiler!
Den vækker Elskovs Lyst.
O see den smekkre Pige
Hist, med det fulde Bryst!
Og see de smaae Zefirer!
See, hvor de uden Larm
Det tynde Flor bortrive,
Som dækker hendes Barm.

✂ O Pige! søde Pige!
Nu har jeg lukt min Bog.
Jeg sidder ey og stirrer
Meer i det gamle Sprog;
Det Liv, som der jeg finder,
Det blomstrer ude nu.
Ak kom min Elskerinde!
Hvor længe tøver du?

✂ Kierminde! som kan skue.
Du Zefir! som kan staae.
Du Lillie! som kan lue.
Du Rose! som kan gaae.
Sødt synge Nattergale,
Naar Skoven sig har hvalt,
Du synger og kan tale,
Du søde Alt i Alt!

✂ Ak kommer og omringer
Den unge Sanger her!
Mens høyt hans Lyra klinger
Bag disse Bøgetræer.
Om Amors Rosenlænker
Han henrykt synge vil.
63 Ak kommer hid! og skienker
Et Kys ham, for sit Spil.

✂ See Tiden gaaer tilbage,
Naar Løvet springer frem.
De unge gamle Dage
Staaer op fra mørken Hiem!
Slet intet da jeg savner
I Favnen af min Møe;
I Skoven springe Fauner,
Najader i min Søe.

✂ Og Pan staaer kiæk for Skoven,
Brat for en Tiørnehæk,
Og jager Tidens Kloge
Bort, med en panisk Skræk,
Som vil min Dryas dræbe.
Min overgivne Faun,
Og med en isnet Læbe
Koldt spotter Elskovs Navn.

✂

VAHL.

✂ Dækker Graven, grønne Urter smaa!
Eders Ven, som elskte Jer saa saare,
Han er død! O ryst fra Himlens Blaa
Høye Gran! din tunge Veemodstaare.
Hvide Rose! med det blege Smiil,
Sødt indslyng dig med den friske Røde!
Vinder Eders Krands omkring den Døde!
Duk dit Hoved dybt, og græd, o Piil!

64

✂ Smaae Violer! hulde Børn! som sødt,
Medens Foraarshimlen venlig lufter,
Under Græsset, svalt og luunt og blødt,
Staaer og seer saa fromt til Gud og dufter;
Samler Eder ved hans Hovedsteen,
Lampen liig, som under Gravens Bue
Brænder for den Dødes trætte Been,
I en dødligblaa men hellig Lue.

✂ Eders Elsker havde intet Guld,
Uden Zirat var den sorte Tillie.
Gyldne Gyldenlak! vær du da Guld;
Vær du Sølv, du sølverhvide Lillie!
Slyng hans Navn, han var en Blomst som du,
Reen, uskyldig, elskovsfuld og stille;
Kraftig var hans Aand og from hans Hu.
Hvide Lillie! lad din Taare trille.

✂ Flora! du som hist i Østens Hiem
Har din rigelige Blomster-Bolig,
Drag fra Østen, gak for Graven frem,
Hvor din Ven i Norden slumrer rolig;
I dit Fylde-Horn tag Urter med,
Rundt fra alle Jordens grønne Skove;
Strøe dem yppigt paa hans Hvilested,
Smiil og græd, og ønsk ham sødt at sove.

✂ Hædre blidt din Overpræst; hans Villie
Ene var at vorde Flora kier.
Gud, som klæder Markens sorgfri Lillie,
Klædte ham, imens han vandred her.
Stille var hans Liv, kun Faae ham kiendte,
Skiøndt Europa lydt gientog hans Navn.
65 Trofast dog han sin Gudinde tiente.
Flora! tryk din Elsker i din Favn.

✂ Ey til Mennesket, men kun til Eder,
Spæde Blomster! Skialden sig har vendt,
At hvert Foraar sødt I tilbereder
Eders Ven et herligt Monument.
Eviggrønt, o Vahl! og Granbær vinde
Hver en Vinter om din Urne sig;
Men med Vaaren, Jordens Elskerinde,
Hundredtusind Blomster favne dig!

✂

HØSTEN.

✂ Atter jeg skuer dig hist, du dig nærmer, du rynkede Gubbe!
Bleg ved den vindtørre Stav gaaer du din jevnlige Gang.
Stormen flagrende slaaer i din sølvgraa Lok, og dens Bladkrands
Rives i visnede Løv ned, og omhvirvler din Fod.
Venlige kolde Taarer i Øinene staae. Hvor de funkle!
Trille saa langsomt og tungt ned paa den indfaldne Kind.
Eensom, bladløs vinker til Hvile den falmede Løvsal;
Himlen, som nylig var graae, skiller sin natlige Skye.
Maanen sværmerisk vild bag de vældige Rifter fremfunkler,
66 Breder sit døende Skin over den gule Natur;
Smiler saa mat og vemodig til dig, som henstirrende flætter
End af de seneste Løv Issen en grønbladet Krands.
Høst! du er Fuldmaanens Ven. Hvad har I Oldinger begge
Vel hinanden hver Nat hemmeligt da at betroe?
Taler I vise Gubber om bedre, om skiønnere Tider?
Ak da indlader og mig! Kier er slig Tale min Siel.
Gustne, nedbøyede Mand! kier varst du altid mit Hierte;
Natte vandrer og du! med det bedrøvede Blik.
Deilig er Ynglingen Vaar, med sin Rosenkind og sin Tinding
Martsviolomslyngt, Blikket som Morgenens Glød;
Men som en Engel fra Gud, der i høi, der i salig Begeistring
Staaer for den skuende Siel, faurt i dens reneste Nu,
Hiertet da bankende slaaer og sig Armen strækker med Tvivl ud,
For at trykke ham fast, fast til det luende Bryst;
Flux som en hvidklar Kugle, der ruller i natlige Dunstkreds,
Udi sin skiønneste Glands svinder han bort for dit Blik -
Saa den rødmende Vaar! Med svævende Fied gaaer hans Vandring
Giennem det taagede Nord hen til sit straalende Hiem.
Stakket han hviler kun her, i den nysoplivede Eeglund;
Blomster trindt om sin Fod! Elskovslyren i Haand!
67 Skingrende Sangersker let omflagre den hvælvede Tinding,
Guldguul vægtige Lok bølger for duftende Vind.
Tyndtomringet han staaer, af Piger og barnlige Gubber,
Enkelte Ynglinger med, Mængden ham kold gaaer forbi;
Kalder ham haanlig et Barn, som sin Tid henødsler med Leeg kun,
Skiøndt i den fagreste Glands dødkolde Jord han har klædt.
Hurtig han reiser sig da, da forlader han duftende Græsbænk,
Upaaskiønnet, useet, smiler han Veemod og gaaer;
Fulgt af Zefirernes Hær og af Blomster og siungende Fugle,
Let, som en Purpurskye svinder og døer i det Blatt.
Ak! paa en længere Vaar, paa Historiens, er han et Billed,
Aarlig et kort Monument, om den henvisnede Tid.
Ahnelser bringer han sødt i min Siel, de slumrende Kræfter
Vækkes, og yttre sig - ak! høist i en brændende Sang.
Som den indsluttede Siel, lyksalig ved sine Drømme,
Skotter med Sideblik kun til det nærværende Liv,
Saa den mystiske Dreng, som en fromthenilende Pilgrim,
Spottet af aandløse Flok, søger han Skoven og flyer.
Ængstlige Misforhold! O Høst i Høsten! du Gamle!
Kryst din vemodige Dug kiølt i mit brændende Saar!
68 Alt har din travle Hustrue, bekymret for vinterligt Forraad,
Plukket i rummelig Kurv Grenenes bugnende Frugt.
Langsomt ved din Stav nu bestiger du skaldede Viinbierg,
Stirrer du taus og bleg paa den visne, den døde Natur.
Solen er dalet i Hav, tørt suser det aabnede Løvværk,
Aabent det bæver og koldt, streifet af Straalernes Skin.
Stiernen, som holdt sig i Somrens Larm ved den hvælvede Baggrund,
Triner nu glandsfuld frem, med sine dristige Blik.
Olding! o tryk til din Barm den berusede, drømmende Digter.
Grækernes Kraftliv svandt, med deres herligste Kunst,
Nordens Sværd dybt ruster i Graven og Harpen er brusten,
Ridderens brogede Skierf blegt er henfalmet og mørt.
Ene Ruinerne staae, rundt om er Taushed og Kummer,
Enkelte døende Glimt tændes i Dunsterne kun.
Halvudslettede Billeder, rundt indhylled' i Taage,
Svæver i Maanskin kun hen over den rygende Eng.
Kom da Ossian! kom! I Midnattens Favn, ved dens Lysning
Vil jeg klage med dig, ak! for at glemme Homer.
Ingen harmonisk Hal, hvor til Pillen sig Spydene læne,
69 Og hvor Rigdom og Kraft, Skiønhed, er Strengenes Klang;
Ey den romantiske Glands, selv ey et Capel kun i Skoven,
Hvor den neddalende Sol rødmer til hellige Kors.
Nøgne Klipper og Nat, og Hundeglam kun og Rædsel!
Elvens fortvivlede Brag! Hornets vildthylende Klang!

✂

HARALD HILDETAND.

✂ Hildetand med sølvgraae Haar
Hu til Valhal vendte;
Hundredfemti Hædersaar
Heltens Isse kiendte.
Nu er svundet Nervens Kraft,
Nat fast blinder Øiet;
Rørt ei blier det rustne Skaft,
Ryggen krumt er bøiet.
Tapper dog som Tyr i Nor
En Thegn han før mon være;
Drottens sieldne Daad var stor,
Dannerigets Ære.
Alle Konger agted han
Asathor at sende;
Hvad han vilde, har paa Stand
Helten bragt til Ende.
Kæmper var i Kongens Gaard,
Og Kampen de forstode:
Hug sig af de Øinehaar,
Hurtig, veltilmode.
70 Klingen ei i Kiødet gik,
Kun den raged Brynet:
Bort med Haan af Borgen gik,
Hvo blinkede med Synet.
Odin, som han offred til,
Op ham Snillet vakte:
Svinefylkets sære Spil
Slet kun Fienden smagte.
Lært han var paa Ledragaard
Længst af Odin selve;
Naar tæt hans Flok i Tryne staaer,
Maae tusind Fiender skiælve.
Gammel nu i gyldne Sal
Gubben sidder ene;
Mødig, som den matte Val,
Marven er af Bene.
Nedrig vil en Nidingsflok
Nu den Gamle myrde:
Levet har han længe nok,
Livet er ham Byrde.
Mørket kommer, Midienat
Mulmet ud mon brede,
I Borgen lader Bruno brat
Ham en Badstu' hede.
Blid han ind i Badet gaaer,
Baalet de mon tænde:
Døren lukkes, Drotten staaer,
Danmarks Helt skal brænde.
Seent han mærker skumle List,
Snar til Døren trænger;
Luen slaaer alt lys i Qvist,
Laagen op han sprænger.
Kiæk med gamle Kraft han treen
71 Kold i heden Lue;
Kæmper giennem Krat og Green
I Kredsen han mon skue.
Herlig da den Herre god,
Helten uforfærdet,
Staaer i Døren, stærk af Mod,
Støtter sig til Sværdet;
Leer kun, naar de Luer slaae
For Lokken at fortære;
Derpaa talde Drotten saa,
Dristig og med Ære:

✂ Har vel Harald her fortient,
Hadsk at vorde indebrændt?
Førte han mod Fienden ei
Folket frem paa Ærens Vei?
Kaldte ham ei Kampens Mand
For sin Kiækhed Hildurs Tand?
Lærte ham ei Lidskialfs Drot
Kampens Leeg at føre godt?
Slog han ei det tappre Sverg?
Stred han ei paa Norges Bierg?
Har han ei med Heltemagt
Hele Norden underlagt?
Drog da ei til Drottens Gaard
Tappre Dreng, som Krig forstaaer?
Baalet dog med Bølgen rød
Brænde skal ham før hans Død!

✂ Bruno svared brat derpaa:
Billigt maa du tale saa.
Nag dog ei til Nogen bær,
Niding er ei blandt os her.
72 Olding est du, Odins Sal
Offred vi den trætte Val.
Stakal er, hvo døer paa Straa,
Strax til Hel han fare maa.
Blegned du paa Bænkehalm,
Blevst du ført til Niffelqvalm.
Derfor spruder Dragen her,
Drotten den til Valhal bær.

✂ Harald gav et hurtigt Svar,
Helten i sin Lue klar:
Troer I da, skiøndt træt og mat,
Thor har mig saa reent forladt?
Ruster Eder! rask, ei seen;
Rister mig en Runesteen!
Runesteen, som reist bestaaer,
Risen liig, i tusind Aar.
Døe jeg vil i skaanske Dal,
Derfra gaae til Odins Sal.
Dækker Jer da, danske Mænd,
Drabeligt med Staal igien!
Følger Eders Fader nu;
Ei til Freden staaer hans Hu.
Skal jeg døe? I ærligt Slag
Synke maa min sidste Dag.
Stride vi med Sigurd Ring!
Skiønt at døe for Heltesting!
Tusind gaae med mig til Thor,
Tappre Dag berømt i Nord!

✂ Stolt saa talde Stridens Mand,
Raske Kæmper smilte.
Sværdet greb Enhver paa Stand,
Ei Pandsersærken hvilte.
73 Vendt var nu den vrede Hu,
Vendt var Harm og Klage:
Kongen er en Kæmpe nu,
Kiæk, som i gamle Dage.
Helten da den blanke Hat
Paa sit Hoved satte;
Jægren griber Jernet fat,
Jarler Spydet fatte.
Veborg kom en Vaabenmø
Fra Venden med sin Søster;
Stolt hun vil i Striden døe,
Staal om trinde Bryster.
Hen drog en utallig Hær
Paa Braavallahede.
Sigurd Ring alt stander der,
Striden op at lede.
Stærk han er og holder Stand,
Ham Styrken ei forlader;
Bøiet staaer hans bedste Mand,
Barsk i sorte Plader.
Krum han er, af Kampe mæt,
Kullet, som en Stodder:
Sigurds Ære, Storværks Æt,
Kæmperen Stærkodder.
Hæren nu paa Heden staaer;
Heltene vil stride;
Hvo skal synke nu, hvo slaaer?
Det maa Skuida vide.

✂ Hæren stod; da Hildetand i Horn lod støde.
Mægtigt over Marken brøde
Malmets Toner, huult de løde.
74 Sigurd Ring paa Skioldet slog, høit Staalet klirred.
Lyden op i Luften dirred,
Larmen rædsomt sig forvirred.
Kraftigt begge Konger hen i Kampen stævned,
Vrede Sværd med Vægt sig hevned,
Værget sprang og Pladen revned.
Hielmen brast; i Hiertet foer til Hialtet Sværdet,
Staalet sprang, skiønt herlig hærdet,
Hildurs Mænd stod uforfærdet.
Da begyndte Dysten, Bierg og Dal maa sige:
Aldrig har den havt sin Lige
Udi hele Nordens Rige.
Konger to var begge komne, kiækt i Vælde:
Hin vil trodsig Helten fælde;
Harald vil ei døe af Ælde.
Værdig Gubbe vældigt nu til Valhal stunded.
Sielland er til Skaane bundet,
Sigurd naar dit Slag er vundet.
Mange vare svenske Mænd, og mange Danske.
Da greb Sværd med Stridens Handske
Svensker, Danske, Udenlandske.
Bred da mon Braavallahede Mængden favne.
Valhal ei mon Valer savne;
Vidar raabte alle Navne.
Sigurd stiller Svensken op til Slag i Tryne.
Stridsmænd rynked stærke Bryne,
O din blev i Sky tilsyne.
Harald saae nu Heltens Hær paa Heden stillet.
Taaren ham fra Kinden trilled:
Asathor min Død har villet!
Nu har Guder Gothen lært saa godt at stride,
Som mig selv i svundne Tide;
Stolt jeg vil i Græsset bide.
75 Vild i Kamp nu Kæmpe foer mod vældig Kæmpe;
Damp af Blod mon Solen dæmpe,
Drotters Hær ei slog med Lempe.
Skuer hist et selsomt Syn, hvo saae dets Lige?
Stærkodd maa i Striden vige,
Storværks Søn imod en Pige!
Veborg flux den Vaabenmø med Vælde sætter
Ind paa ham, som fældte Jetter;
Jernet springer, Blodet sprætter.
Hielmen er af Møens Hoved, Haaret vifter;
Rask hun leer ad Sværdets Rifter,
Raser frem og Farve skifter.
Kieven, som hun kiæk ham traf, maa Klingen smage;
Skiægget, busket som paa Brage,
Beed han i og holdt sin Hage.
Hevnet har den Helt sig nu hardt paa Ursine:
Søstren hører Sværdet hvine,
Mister Haanden; hvilken Pine!
Men med Haanden faldt til Mulden Haralds Mærke.
Da slog Dannerhelte stærke
Dragne Sværd i Pandsersærke.
Ind paa Stærkodd jog med hvasse Jern Skioldunger:
Skuldren saares, Skioldet runger,
Synlig bleve Heltens Lunger.
Da nu Harald mærked, Helte faldt i Hobe:
Kongen i sin Purpurkaabe
Kiører frem, lod O din raabe.
Vældig med to dragne Værn paa Vogn han kiøres.
Vred han ind i Vrimlen føres,
Af Valfader han bønhøres.
Kiækt med store Klinger han slaaer til begge Sider;
Dynger Liig i Græsset bider,
Danmarks Drot med Døden strider.
76 Nu blev alting Kongen nær, som Natten, stille.
Slukt er Stridens største Snille!
Sværdet synker, Taarer trille.
Den, som styred Nordens Land og Danmarks Dale
Ligger nu et Liig i Dvale,
Længes ei til Odins Sale.
Bedre fik ei Konge Baal, for bort at fare.
Trindt ham ligger tykt en Skare,
Thor i Armen tog den Svare.
Seer I hist paa Sletten Høien stander ene?
Mosbevoxne Bautastene!
Der bevares Heltens Bene.
Vidt end viser Runen vældigt Kæmper alle:
Hvor Kong Harald paa Braavalla,
Som en Helt gik til Valhalla.

✂

DE TVENDE KIRKETAARNE.

✂ Det var sig Herr Asker Ryg,
Hannem lyster i Leding at gange;
Først træder han i den Kirke liden,
At høre de Ottesange.

✂ Muren var af det gule Leer,
Og Taget det sorte Straa;
Det var sig Herr Asker Ryg,
Misnøiet han saae derpaa.

✂ Det var sig Herr Asker Ryg,
Sit Hoved maatte han bøie;
Loftet det var saa meget lavt,
Og Kæmperne vare saa høie.

77

✂ Væggen var baade muggen og grøn,
Den havde saa dyb en Revne;
Tiden æder med skarpen Tand,
Saa lidet monne hun levne.

✂ Fort hun gnaver med skarpen Tand,
Dertil hun haver stor Drift;
Alt da voxte den liden smaa Blomst
Udi den Kirkerift.

✂ Alt da snoede den grønne Humle
Sig ad den Kirkeside.
Storken sidder udi Redet strunk,
Og seer hun ud saa vide.

✂ Og hør du, kiere Fru Inge!
Du est en Qvinde saa puur!
Ei sømmer det sig at bede til Gud
I sligt brøstfældigt Skuur.

✂ Vinden blæser udi Kirken ind,
Og Regnen ned maa dryppe.
Christus er steget til Himmelens Sal,
Han nøies ei meer med en Krybbe.

✂ Hør du allerkiæreste Hustru min,
Jeg siger dig det forsand:
Op skalt du bygge Kirken af ny,
Mens jeg er dragen af Land.

✂ Taget du dække med røde Tegl,
Af Steen du føre den Muur;
Ned da skalt du rive saa brat
Det usselig Kirkeskuur.

78

✂ Tage du saa mit Skarlagenskind,
Af Fløiel det vel maa være;
Alt til et Alterklæde skiønt
Du snildelig saa det skiære.

✂ Det var sig Fru Inge,
Hun svared sin Husbond med Ære:
Som I siger, min ædelig Herre!
Saa bør det vel sig være.

✂ Hør du kiære Fru Inge!
Gud haver velsignet dit Liv,
Føder du mig en Søn saa bold,
Da est du en Danneviv.

✂ Føder du mig saa bold en Søn,
Da giør du mig Tankerne glade;
Føder du mig en Dotter skiøn -
Jeg vil hende ikke hade.

✂ Hør du kiære Fru Inge!
Du est en Qvinde velbaarn,
Føder du mig en Søn saa bold,
Da bygge du Kirken et Taarn.

✂ Føder du mig en Dotterlil,
Da sætte Du kun et Spiir;
Ridderen kneiser saa stout og stolt,
Men Qvinden er Ydmyghed Ziir.

✂ Det var sig Herr Asker Ryg,
Han beder sadle sin Hest,
Saa rider han i det Ledingstog,
Som til en Brudefest.

79

✂ Tredive vare hans Svende,
Og alle med Brynier nye;
Hvor han stædtes i Kampen hen
De Fiender brat monne flye.

✂ Det stod hen udi Uger,
Ja vel udi Maaneder ni;
Det var sig Herr Asker Ryg
Han seired i alle di.

✂ Det var sig den gievelig Helt,
Hannem lyster nu hiem at fare;
Hielmene var af hin røde Guld,
Hannem fulgte saa faur en Skare.

✂ Der han drog igiennem den Skov,
Da fulgte ham tredive Svenne;
Der han kom til Finnesløvlille,
Da reed den Herre allene.

✂ Solen skinner om Morgenen rød,
Og Røgen falder paa Græs,
Det var sig Herr Asker Ryg,
Han spored saa vel sin Hest.

✂ Satte den Herre Guldkringlen
Dybt udi sin Gangers Side.
Det vil jeg for Sandheden sige,
Hans Tanker løbe saa vide.

✂ Over den gule Hvedemark
Der kneiser en Bakke grøn,
Bag ved ligger Finnesløvlil,
En Bye vel stor og skiøn.

80

✂ Det var sig Herr Asker Ryg,
Han bad vel ved vor Frue:
Give det Gud i Himmerig,
At jeg et Taarn maatte skue.

✂ Det var sig Herr Asker Ryg,
Saa listelig da han loe,
Der han kom paa den grønne Brink,
Da han skued' Taarne to.

✂ Over den Kirke stoltelig
De kneised' i Luften blaa.
Lærken sang i den Hvedemark,
Mens Solen skinte derpaa.

✂ Tak have stolten Fru Inge!
Hun var en Danneviv;
Hun skienkte sin Husbond Sønner to
Til Gammen og Tidsfordriv.

✂ Den første af de Sønner to
Den kaldte han Esbern Snare,
Han blev saa stærk som den vilde Bas,
Og mere snel end en Hare.

✂ Den Anden kaldte han Axel,
Han blev en Biskop from;
Han brugte sit gode danske Sværd,
Som Paven sin Stav i Rom.

✂ Falden er nu det ene Taarn,
Og Krattet voxer af Gruus;
Axel og Esbern Snare
De taarne det danske Huus.

81

✂ Mosset dækker den gamle Steen
Alt over hin sorten Jord;
Axel og Esbern Snare
De hæve sig høit i Nord.

✂ Styrte vil snart det andet Taarn
Alt i den Kirkeby;
Axel og Esbern Snare
De kneiser i evigt Ry.

✂ Christ signe den ædelig Danneqvinde!
Hun hvilis for Altret i Kirke,
Hun satte tvende mægtige Taarne
Paa Dannemarks Dannevirke.

✂ Hil være den Kæmpe, som seierriig
Hiemdrager med stolten Skare,
Og finder i Vuggen Tvillinger to,
Som Axel og Esbern Snare!

✂

EVALDS GRAV.

✂ Hvor ofte er jeg vandret til din Grav,
I Krogen hist bag Kirken, flad og lav;
Dybt var du siunken alt i Jordens Favn,
End ruged dog en Steen, paa den dit Navn;
Johannes Evald der paa Stenen stod,
Halv vasket ud af Regnens Vinterflod.

✂ Hvor tit gik jeg den stille Grav forbi
Igiennem Kirkegaardens trange Sti,
Og titted giennem Sprinkelværket ind,
82 Da randt en hellig Taare paa min Kind;
Thi fra jeg kunde løfte Bog i Haand
Var jeg fortrolig med din Digteraand.

✂ Ak, tænkte jeg, halwoxen som jeg stod
Ved Gittret, Stenen lige for min Fod:
Hvi har de lagt ham her i denne Krog?
Han skrev jo dog saa mangen herlig Bog!
Hvi hviler ei derinde Skialdens Been
For Altret, bag en sneehvid Marmorsteen?

✂ Hvert Aar, som Gud mit Liv veldædig gav,
Jeg vandred fromt og ene til din Grav;
Helst dog, naar ned af Kirkens Linderad
Høstvinden blæste kold det gule Blad;
Naar Solen skiulte sig bag Skyens Slør,
Da tyktes mig: Nu er det, som det bør.

✂ Og da jeg ældre blev, da tyktes mig,
At sindrigt her man havde jordet dig:
Ved Issen: Kirken rolig i sin Sky e!
Ved Foden: Usselhed i snevre By!
Her hellig Kraft og Trøst, hist Sorg og Nød.
Du stodst i Livet, som du laa i Død.

✂ Ja Linden selv her med sin sorte Hud
Seer ved din Grav fuld af Betydning ud;
Thi du var og et Træ af stærk Natur;
Men lænket, haget ved den skumle Muur,
Omklædt af Brædder, at ei Stammens Gang
Kiek skulde giøre Mængden Gaden trang.

✂ O Kirke! skiærm ham med din høie Muur,
Yd Blade, Træ! af tarvelig Natur:
83 Bred ud din Røst, o Orgel! som et Hav,
Og lad den tone over Evalds Grav.
Kald med din Straale frem, o stærke Sol!
Ved Issen mangen lille Martsviol.

✂ Mod Himlen stegst du, fromme Cedertræ!
Sødt slumre du da nu i Kirkens Læ.
Lad Stenen synke meer alt Aar for Aar,
Dit Navn dog blomstrer i en evig Vaar.
Længst foer det fra sin sørgelige Vraa,
Og funkler nu en Stierne fra det Blaa.

✂

HIEMVEE.
(I Fraværelsen.)

✂ Underlige Aftenlufte!
Hvorhen vinker I min Hu?
Svale, milde Blomsterdufte:
Siig, hvorhen I bølge nu!
Gaaer I over hviden Strand
Til mit elskte Fødeland?
Vil I der med Eders Bølger
Tolke hvad mit Hierte dølger?

✂ Matte Sol! bag Biergets Stene
Luerød du synker ned.
Og nu sidder jeg allene
I min dunkle Eensomhed.
Hiemme var der intet Field!
Ak, saa er jeg ude vel?
Skal i Nat ei barnligt blunde
I mit Herthas grønne Lunde.

84

✂ Norges Søn! jeg vel kan mindes
Du har sagt med smeltet Bryst,
At i Hiemmet ene findes
Rolighedens stille Lyst.
Schweizer, som paa Klippen boer!
Du har talt de samme Ord;
Hellig Længsel drev med Vælde
Eder til de vante Fielde.

✂ Troer I da, at Klippen ene
Præger sig i Hiertet ind?
Ak! fra disse nøgne Stene
Vender sig mit bange Sind.
Synger Granens, Fyrrens Lov!
Hvor er Danmarks Bøgeskov?
Gustne Flod, som her sig krummer,
Dysser ei min Siæl i Slummer.

✂ Hiemme rinder ingen Floder
I en siid og leret Grav:
Livets Kilde, Glædens Moder
Taarner sig, det sølvblaa Hav!
Slynger sig med venlig Arm
Om sin Datters fulde Barm,
Og med Blomsten sig forlyster
Paa Siølundas unge Bryster.

✂ Stille, stille! Baaden gynger
Hisset mellem Siv og Krat;
Sødt en Mø ved Cithren synger
I den lune Sommernat:
Rene Toner! Milde Lyst!
Hvor du strømmer i mit Bryst.
85 Men hvad savner jeg og græder,
Mens hun dog saa venligt qvæder?

✂ Det er ei den danske Tunge,
Det er ei de vante Ord!
Ikke dem jeg hørte siunge,
Hvor ved Hytten Træet groer;
Bedre er de vel maaskee,
Ak! men det er ikke d e.
Bedre troer jeg vist hun qvæder;
Men tilgiver, at jeg græder.

✂ Tager ei min Sang for andet,
End et ufrivilligt Suk.
Længselsfuldt heniler Vandet,
Aftnen er saa blid og smuk.
Mangen saadan Aftenstund
Sad jeg i min kiære Lund.
Mindet vender nu tilbage;
Det var Aarsag i min Klage.

✂ Tidlig misted jeg min Moder,
Ak! det giorde mig saa vee.
Danmark er min anden Moder,
Skal jeg meer min Moder see?
Livet er saa svagt og kort,
Skiæbnen vinker længer bort.
Skal jeg med den sidste Varme
Trykke mig i hendes Arme?

✂

BØN TIL PENATERNE.

✂ Fader Odin! lad dit Lys
Kraftigt i mit Hierte lue!
Dødens ængstelige Gys
Mægter ene du at kue.
Lær mig finde Miniers Held
Mellem Skovens dunkle Stammer,
Lær mig kiøle mine Flammer
I det friske Viisdoms Væld.

✂ Giv mig Kræfter, Asa-Thor!
Styrk min Hammer til Idrætter;
Lær mig paa den vilde Jord.
At bekæmpe Mørkets Jetter.
Lær mig fra min egen Aand
Midgardormens lumske Smerte,
Som omspænde vil mit Hierte,
Bort at vriste med min Haand.

✂ Styrk mig Bragi! med dit Blik;
Lær min Harpe helligt klinge.
Sluk min Tørst med Suttungs Drik,
Hæv mig paa din Ørne-Vinge.
Lad dit Æbles søde Saft,
Ydun! i mit Bæger flyde,
Lad mig gavmild Frugten nyde,
Som forynger Livets Kraft.

✂ Freier! gyldne Frugtbarhed!
Overflødighedens Fyrste!
Du, som Ax til Jorden ned
Ryster fra din Gullinbørste.
87 Skiænk mig et beskedent Neg,
Mens min Sang i Skoven runger.
Lad mig uden Frygt for Hunger
Øve fort min Strengeleg.

✂ Frigga! i dit Herthadal,
Ved en Brink i dine Skove,
Byg din Søn af Løv en Sal,
Nær ved Søens blanke Vove.
Reis den, hvor jeg Lyset saae,
Hvor de svandt min Barndoms Dage,
Men hvor Venskab blev tilbage,
Skiænk mig en fortrolig Vraa.

✂ Stiig da ned til Gefions Øe
Skiønne Freia! Nordens Glæde!
Bring til Hytten mig min Mø,
Slyng os i din gyldne Kiæde.
Slyng os i din Lok saa boldt,
Som ei Heltens Vælde krænker.
Habor sprængte Sigars Lænker,
Signes Haar ham fangen holdt!

✂ Mangen Nat, naar Ægirs Hav
Kiøligt op mod Stranden skyller,
Stiig da Baldur af din Grav
Mens i Mulm sig Solen hyller.
Styrk min Aand med qvægsom Ro,
Lær mig Livets Blomster sanke,
Lær ved hellig Eftertanke
Mig at finde Haab og Tro!

88

✂ Naar da Lokes haarde Stang
Hødur støder i mit Hierte,
Følg din Ven den skumle Gang,
Giennem Helas Gru og Smerte;
Styrk mig med dit Guddoms Mod!
Sving mig op fra Jordens Vrimle
Med dig, til dit lyse Gimle,
Fromme Baldur Eiegod!

✂

TIL MELPOMENE.

✂ O du, som min Siæl
Saa sødt betvang,
Hugprudeste Mø
Melpomene du!
Med de blodrøde Druer
I dunkle Haar,
Med en Epheukrands
Om Tindingen trykt,
Med en tveægget Dolk
I demantne Giord,
Og med tankefuldt Blik
Under synkende Bryn;
Med et Veemodssmil
Paa blomstrende Kind;
Modtag min Sang!
Dig lyder min Sang!
I den dæmrende Stund,
Medens Sol gaaer ned,
Medens Maanen opstaaer,
Medens Hesperus bleg
Nedblinker.
89 Med den støiende Dag
Thalia forsvandt,
Hendes Øienlaag sig
Med Rosen har lukt.
Polyhymnia nu
Paa Forum ei staaer,
Ei Terpsichore let
Hendandser i Eng
Under Fløiternes Klang,
Euterpes Musik.
Med den slumrende Jord
Nu Bedrifternes Mø
Kalliope dybt
Er indslumret paa Skiold.
Kun Urania end
Høit blinker fra Sky,
I sit luftblaa Flor
Med Stiernernes Krands.
Kun Erato endnu
Halvvaagen, i Slum,
Med den sneehvide Haand
Let famler i Stræng,
For til Digterens Sang,
At blande, skiøndt svagt,
Sin harmoniske Lyd.

✂ Dig skuer jeg hist
Høi ædel og stor,
Som den mægtige Bøg,
I dæmrende Nat,
Dens Løv er dit Haar.
Taus skrider du frem
I den slumrende Dal,
90 Sortmalede Skiold
Paa din Guddoms Arm.
Mørkt skuer du hen
Med dit Junoblik,
Med det uhyre Spyd
Udstrakt i din Haand;
Der et vægtigt Staal
Nedvender mod Jord;
Men en Fane saa let
Imod Stiernernes Hær,
Haabvaiende grøn
Med en Laurbærkrands.
Til Urania du
Har Heltene kaldt;
Men den skumlende List,
Men Ildgierningsmænd
Nedstøder du stærk
I Tartarus Nat.

✂ Hæld! Lov dig og Priis,
Min Gudinde dig Priis!
Din Nærværelse kun
Giør kraftig og stor.
Som den funklende Myg
Der i Elskovens Blund
Stærkt gløder og døer,
Er Menneskets Liv.
Thi Kronions Ild
Hos Prometheus rant,
Og fængslet i Leer;

✂ Men den kalkede Flint
Slaaer sønder, o Mø,
91 Kun dit mægtige Spær.
Og den løsladte Gnist
Søger atter befriet
Sit himmelske Hiem.
Til et Under for Den,
Som kryber i Støv;
Til Opmuntring for Den.
Der fik Vinger til Flugt.
Til Fryd for den Aand,
Som du skiænkte det Hæld
I en flammende Sang,
At forkynde din Magt
Over Jorden.

✂

TIL MIN LÆSER.

✂ Du hørte Ynglingen at lalle Toner
Knap sluppen ud af Barnets Ledebaand;
Forvoven efter Musens Laurbærkroner
Alt tidlig strakte sig den svage Haand;
Du saae i fierne, ubekiendte Zoner
Omtumle sig den unge Digters Aand:
Hvis nu med Bytte Manden kom tilbage,
Hvi vil du over Reisens Længde klage?

✂ Hvem Musen til sin Præst paa Jorden kaarer,
Opfostres ei dertil i Arnens Vraa;
Det vilde Bryst maa saares, mens det saarer;
Den kiække Ørn maa over Fieldet gaae.
Sig Hiertet øve maa i Fryd og Taarer.
Hvo skildred, hvad hans Øie aldrig saae?
Selv maa du Livsbedrifterne fornemme,
Før Musen tolker dem med Kunstens Stemme.

92

✂ Og ikke blot hvor Øieblikket rammer
Sig vaander Digteren ved Brødres Kaar;
De ældste Tiders længelægte Skrammer
End bløde frisk for ham, med røde Saar.
Tidsaldren er ham kun et dunkelt Kammer;
Hans Fødeegn en snever Urtegaard;
Som Evighedens Præst og Verdens Borger
Han tolker Seclers Lyst og Seclers Sorger.

✂ Som en Columbus maa han ud sig vove
Paa Skibet bygt af Uerfarenhed;
Forlade Fædrelandets grønne Skove,
Og staa hvor Straalen styrter lodret ned.
Hvis han fra Vove kastedes til Vove,
Og ofte vranten blev fordi han leed -
O harmes ei! han har sin Verden fundet,
Det barske Sømandsliv er længst forsvundet.

✂ Og som en Ven, der kommen er tilbage
Nu i sin Barndoms lykkelige Havn,
Ham glæder mangt et Blomster at opdage,
Som før han neppe kiændte ret af Navn.
Den unge Kraft begynder med at vrage,
Men modnet Hiertet trykker til sin Favn
Alt hvad med Himmelstraalen er beslægtet,
Og som at skue før dets Blik var nægtet.

✂

TON, SØDE STRÆNGE!

✂ Ton, søde Strænge! tolk med Eders Klang,
Hvad ei min Sang
Formaaer at yttre for min Skabers Throne;
93 Kling hulde Lyd, et Echo af min Røst;
Og smelt mit Bryst,
Og understøt min Andagt med din Tone.

✂ Tolk, som i Træet i den dunkle Dal
En Nattergal,
Din Kiærlighed, mens al Naturen sover.
Lad risle, som i Aftensolens Blod
Den klare Flod,
Med sød vemodig Svulmen dine Vover!

✂ Hvad intet Sprog at tolke var istand,
Du tolke kan;
Forstaaet saavidt som Himlens Bue hvælver.
Naar Læben bæver og det fulde Bryst,
Er Ordet tyst;
Men Strængen toner saligt naar den skiælver.

✂

LÆR MIG, O SKOV! AT VISNE GLAD.

✂ Lær mig, o Skov! at visne glad,
Som seent i Høst dit gule Blad.
Et bedre Foraar kommer,
Hvor grønt mit Træ skal herligt staa
Og sine dybe Rødder slaa
I Evighedens Sommer.

✂ Lær mig, o lille Trækfugl, Du!
At svinge mig med freidig Hu
Til ubekiendte Strande!
Naar Alt er Vinter her og Iis,
Da skal et yndigt Paradis
Mig sikkert aabent stande.
94 Lær mig, Du lette Sommerfugl!
At sønderbryde tunge Skiul,
Som nu min Frihed tvinger.
En Orm jeg kryber end paa Jord,
Snart flagre høit, af tynde Flor,
De gyldne Purpur vinger.

✂ Du, som fra Skyen smiler hist,
Min Mester, Lærer, Jesu Christ!
Lær mig at tvinge Sorgen.
Sving for mig Haabets grønne Flag!
Langfredag var en bitter Dag,
Men skiøn var Paaskemorgen.

✂ Nu sætter mig ved Gravens Læ
Endnu det lille Kors af Træ
Til kiærligt Venskabs Minde;
At mine Børn, ifald de kom
Og fandt den gamle Hytte tom,
Dog kan mit Gravsted finde.

✂

TOMMELIDEN VAR SIG EN MAND
SAA SPÆD.

✂ Tommeliden var sig en Mand saa spæd,
I Fingerbøls Harnisk var han klæd.
Hans Hielm var hvælvet og hvid og reen,
Det var en udhulet Kirsebærsteen.
En Knappenaal var hans Landsestang,
Selv var han ikkun en Tomme lang.

✂ Tommeliden sidder i Tommeltot,
Der morer han sig saa jevnt og godt.
95 Tommeliden drager paa Eventyr,
Han vog en Flue, det frygtelig Dyr!
Tommeliden drager i fremmede Land,
Han svømmed sig over en Melkespand.

✂ Der var stor Frygt over al den Gaard,
Af Tandværk leed den kongelig Maard.
Svanhvide sig havde saa liden en Mund,
Den var et Kirsebær, rød og rund.
De Læger komme med skarpen Tang,
Den Kirsebærmund var dem altfor trang.

✂ O hvo som uddrager den hule Tand
Skal vorde Drot i det halve Land!
Tommeliden sprang ind med Hielm og Stang,
Hun mærked i Mundet det knap engang.
Af Sadlen han kasted den frække Giæst;
Hun mærked neppe det Landsefæst.

✂ Der var stor Fryd over al den Gaard,
Tommeliden ægted den vene Maard.
Prindsessen ham pynted med Sindalsbaand,
Hun bar ham til Kirken paa hviden Haand.
Foragte skal man just ei de Smaae,
Tit naae de, hvor ei de Store kan naae!

✂

NAAR MØRKET SLUKKER AFTENRØDEN.

✂ Naar Mørket slukker Aftenrøden
Og synker over Dal og Krat,
Da staaer som Billede paa Døden
Den høie, stierneklare Nat.
96 En Ahnelse vi dybt fornemme,
Der leder Siælen vidt omkring,
Og Stormen varsler, som en Stemme
Der aabenbarer skiulte Ting.
Men neppe flygter Granens Ugle
For Østens unge Purpurfryd,
Før lifligt alle Himlens Fugle
Tilqvidre Hiertet: Haab og nyd!
O Nat! Du Billede paa Sorgen,
Hvi skal jeg da din Rædsel sky?
Med Rosen aabner sig i Morgen
Mit Haab for Straalerne paany!

✂

FISKERENS VISE.

✂ Har jeg min Baad, mit Seil og mit Næt,
Vil jeg med Jarlen ei bytte.
Fisken i Vandet bli'r aldrig træt;
Fiskeren ligner Fiskenes Æt,
Lidet han agter en Hytte.
Lige jo flyde de Draaber i Fiord,
Lige de Blade paa Træerne groer;
Hiemmet mig følger ombord.

✂ Hytten er mig dog altfor trang,
Sær i den liflige Sommer.
Fire Pæle, lidt Leer og lidt Tang!
Har jeg kun det, da jeg kliner med Sang
Hytten, i hvor jeg saa kommer.
Bøgenes Ly, og Græs til en Ko,
Kilden, hvis Vover i Bækken sig snoe -
Der er min flygtige Bo.

97

✂ Ankeret holder kun svagt mellem Siv,
Landet ei holder mig bedre.
Elskov er Skipperens Tidsfordriv,
Sønner mig skiænker den kraftige Viv,
Saa blev der skiænkt mine Fædre.
Men mine Børn som Ællinger smaae
Lystigt maae svømme, før ret de kan gaae,
Hist udi Bølgerne blaae.

✂ Kiølen at tømre, den mægtige Mast,
Det skal de Gutter jeg lære.
Langsomhed er en hæslig Last;
Vognen gaaer langsom, Skibet har Hast.
Derfor skal Skibet man ære.
Tru da kun Sø! jeg foragter din Q val,
Fnysende dandser den trodsige Hval.
Her er min Høieloftssal.

✂

FISKERKONENS SANG.

✂ Paa Stranden staae de grønne Træ'r
Og vinke fremmed Smakke;
Men intet Træ dog kommer nær
Min Bøg paa Brøndby Bakke.

✂ Og om mit Træ blandt tusind stod,
Jeg kunde vel det kiende;
Jeg er ei ved det gamle Mod,
Maa jeg det Ryggen vende.

✂ Vel alle Blade voxe grønt,
Som var Ethvert det samme;
Men intet voxer mig saa skiønt,
Som paa min gamle Stamme.

98

✂ Det holder mig i kiærlig Favn,
Alt med sin Green, saa kroget;
Stammen viser mangt et Navn,
Og Barken er saa broget.

✂ Fra Træet seer jeg Havet hist,
Og Skovens Hiorte brune;
Mos og grønne Vedbendsqvist
Dækker gamle Rune.

✂ Høit hæver sig med Løv og Riis
Min Bøg i Sommermarken.
Om Vintren dækker Snee og Iis
Den halve Deel af Barken.

✂ Der leged jeg, som lidet Barn,
Med Blomster og med Stene.
Da jeg blev stor, mit Fiskcrgarn
Jeg knytted bag dets Grene.

✂ Hver Vaar deri en Drossel slaaer,
Naar smaae Kiærminder blaane.
Seent i Høst bag Toppen staaer
Den lysegule Maane.

✂ Jeg kiender vel de rustne Søm,
Som holde Bænkens Planker;
Der havde jeg min Ungdoms Drøm,
Og mine første Tanker.

✂ Der sad saa mangen Aftenstund
Min Fader og min Moder;
Medens med vor Hyrdehund
Jeg leged med min Broder.

99

✂ Fra Træet jeg min Hytte seer
Bag Tornebusken gløde.
Væggen er af hvide Leer
Og Biælkerne saa røde.

✂ Her tænkte jeg paa Død og Grav
Naar Dagen vandred heden.
Her aabned Solen bag sit Hav
Min Siæl for Evigheden.

✂ Her Freia første, sidste Gang
Mit unge Bryst mon saare.
Her skued hun, bag Løvets Hang,
Min Længsel og min Taare.

✂ Og bragte mig end Skibet hen
Til alle Herthas Bøge,
Jeg finder ei mit Træ igien,
Hvad gavner det at søge?

✂ Thi vil jeg mine ringe Kaar
Ei for al Verden bytte.
Rosen fra vor Uskylds Aar
Staaer ved den første Hytte!

✂

HRANES ELSKOVSKVAD.

✂ Før smelted mig hver Foraarsbæk,
Som risled bag sin Brombærhæk
Paa disse stille Steder;
Nu smelter mig den Taare kun,
Som hendes Øie græder!
Nu er min Siæl kun der, hvor hun
Paa Alfefoden træder.

100

✂ Før, hvor jeg gik og hvor jeg saae,
Var Freias Himmel lige blaa,
Og hvælved kiærligt oven;
Men da jeg hendes Øine saae,
Da sortned det i Skoven;
Nu Luften sørgelig og graa
Kun speiler sig i Voven.

✂ Naar Hyrden sang til Friggas Lov,
Og frisk hun aabned' grøn sin Skov
For Dalenes Hyrdinder,
Fandt overalt jeg Roser groe;
Nu ingen der jeg finder:
Nu kiender ene jeg de to,
Som staae paa hendes Kinder.

✂ Bevæged sig den brune Hiort,
Og kneiste stolt, og iilte bort,
Jeg tabte ikke Modet;
Forfulgte den med Buens Piil
Saa snar, saa vingefodet. -
Nu har et blysomt Qvindesmiil
Mig saaret selv til Blodet!

✂ Gik jeg i Høstens gule Ax,
Da svulmed' høit mit Hierte strax,
For Freir, som Jorden trøster,
Som gyldenmodner grønne Vaar:
Nu han mig ei forlyster!
Nu seer jeg kun de lyse Haar
Paa Gudens ranke Søster.

✂ Sang Fuglen i et natligt Læ -
Jeg nærmed mig det mørke Træ.
101 O søde Nattergale!
Hvad kunde da bag Løvets Hang
Min stille Glæde male?
Men ak! hvad er nu Fuglens Sang,
Naar hendes Læber tale?
Selv Vint'rens friske Morgensnee
Mig lader nu forgiæves see,
Det kan mig ei fornøie.
Med Blomstersneen Somrens Diis
Har blændet nu mit Øie:
Varm Snee, og dog saa kold som Iis,
Med sine Liliehøie.

✂ Før eied jeg den hele Jord,
Nu er den ikke nær saa stor
Den Magt, som mig har bundet.
Een Skiønhed er af Alle skabt;
Naturen er forsvundet.
Jeg har den hele Skabning tabt,
Og intet har jeg vundet.

✂ Svart er den ædle Friheds Tab,
Dog vil jeg ei mit Fangenskab
For Hermods Vinger bytte.
Forvandlet til en Bonde from,
Er nu den raske Skytte;
Men Gimles bedste Eiendom
Han vogter i sin Hytte.

✂ Min Eiendom er Tanken om
Hvad aldrig blier min Eiendom;
102 Den skal jeg ikke miste.
Dybt staaer dit Billed i mit Bryst,
Det Første og det Sidste!
Og det skal være Hiertets Trøst,
Om Hiertet end maa briste! -

✂

FÆDRELANDS-SANG.

✂ Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal.

✂ Der sad i fordums Tid
De harniskklædte Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fienders Meen,
Nu hvile deres Bene
Bag Høiens Bautasteen.

✂ Det Land endnu er skiønt,
Thi blaa sig Søen belter,
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skiønne Møer,
Og Mænd og raske Svende
Beboe de Danskes Øer.

103

✂ Vort Sprog er stærkt og blødt,
Vor Tro er reen og luttret
Og Modet er ei dødt.
Og hver en Dansk er lige fri,
Hver lyder tro sin Konge,
Men Trældom er forbi.

✂ Et venligt Syd i Nord
Er, grønne Danarige,
Din axbeklædte Jord.
Og Snekken gaaer sin stolte Vei.
Hvor Ploug og Kiølen furer,
Der svigter Haabet ei.

✂ Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.

✂ Karsk er den Danskes Aand,
Den hader Fordoms Lænker,
Og Sværmeriets Baand.
For Venskab aaben, kold for Spot,
Slaaer ærlig Jydes Hierte,
For Pige, Land og Drot.

✂ Jeg bytter Danmark ei,
For Ruslands Vinterørkner,
For Sydens Blomstermai.
Ei Pest og Slanger kiende vi,
Ei Vesterlandets Tungsind,
Ei Østens Raseri.

104

✂ Vor Tid ei staaer i Dunst,
Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst.
Ei Bragis og ei Mimers Raab
Har vakt i lige Strækning
Et bedre Fremtids Haab.

✂ Ei stor, vor Fødestavn,
Dog hæver sig blandt Stæder
Dit stolte Kiøbenhavn.
Til bedre By ei Havet kom,
Ja ingen Flod i Dalen,
Fra Trondhiem og til Rom.

✂ Med hellig Varetægt
Bevare du, Alfader!
Vor gamle Kongeslægt.
Kong Fredrik ligner Fredegod;
Hvor er en bedre Fyrste,
Af bedre Helteblod?

✂ Hil Drot og Fædreland!
Hil hver en Danneborger,
Som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestaae,
Saalænge Bøgen speiler
Sin Top i Bølgen blaa.

✂

TIL HAVET.

✂ Hellige Hav, seer jeg dig atter?
Du, som i min Barndom
105 Med brede Bølger Strandbredden slog,
Ei langt fra Hytten,
Hvor jeg Oldtidens Drømme
Tit giendrømte;
Og, naar Sælhunde sig
Soled' paa Kystens beskvulpede Steen,
Havfruer saae,
Og den tangklædte Havmand,
Der ved sin Sangs lokkende Vise
Den under Øe vandrende Jomfru
Maned i Dybet.

✂ Aar adskilte mig
Ægir, mægtige Hersker fra dig!
Og jeg saae kun yndigt dit Alfebarn,
Naar sig en Bæk
Giennem Blomsterne giød,
Eller naar en Flod
De lystige Stæder forbidrog;
Eller naar om Vintren
Den dunkle Dal du
Med Lilier bedækte;
Og naar med Straaler din Iis,
Som en Bras af Demanter,
Funkled i Træernes
Løvløse Grene.

✂ Grulig og fæl
Kalder dig Ørkens Søn,
Kalder dig Klippens Søn;
O men Øens, men Kystens Søn
Elsker dig trofast,
Som en Schweitzer, en Skotte sit Field.
106 Og hellige Taarer græder han høit,
Naar din smilende brede mørkblaa Flade,
Efter lang Tids Forløb,
Møder hans Øie.

✂ Frygtelig vel
Est du, o Hav!
Under dit straalende Himmelspeil
Lurer den kolde Død;
Og naar du ryster din Manke,
Knækkes den stærkeste Treemast.
Som et skrøbeligt Spaanværk
I Barnets Haand.
Gysen betog
Den modige Skipper,
Naar Søvandet kogte,
Naar Skyen nedsank,
Og i susende Rør,
Med hvæsende Vandsnoge,
Himmel og Jord
Forbittrede mødtes.
Naar da Lynet af rasende Vandhose knittred,
Sprætted Skibet
Med matte Vinger,
En Spurv i Hvirvelvind;
Roret faldt ud af Styrmandens Haand,
Og hans Blod blev til Iis i hans Aarer.

✂ Hvo maaler dit Dyb?
Hvor takkede, røde Steenskove
Til Øer voxe,
Som i Fremtiden bære Urter og Græs,
Menneskets Dyder og Menneskets Laster.
107 Hvor Kæmpeslangen lurer,
Hvis Kam ikkun Skipperen
Stykkeviis saae,
Hvorom Oldtidens Skialde
Ved Harperne drømte.

✂ Men munter og godhiertig est du dog, Brushoved!
Naar kun Lunet er godt;
Da frygte vi ei meer
Dine giøglende Nøkker.
I klapprende Toug
Klavrer Matrosen da kiæk,
Og møder hver Storm
Med Spøg og Skiærts,
I bælmørke Nat,
I knagende Raa,
Forvoven i Mers
Over Stangen henslængt,
Over Afgrunden gynget,
Reb i Seilene faaer han.

✂ Da dig Skibet forlyster,
Efter dine Fisk, og din svømmende Fugl
Kunstigen dannet,
Som Bølgen befolker.
Og den alfare Vei
Du da Mennesket aabner,
Fra Pol til Pol
Fra Strand og til Strand.
Snart mens i Nordhavet Touget
Med Iis du ombarker;
Snart mens du Tiæren paa Planken
Under Linien koger.
108 Og som Staldbroder tro
Blæser da Passaten af fulde Kiæver,
En hielpsom Cherub,
Og forener den ny med den gamle Jord.

✂

KAREN MARGARETA RAHBEK,
FØDT HEGER.

Den 27de Januar 1829.

✂ See Graveren i aarle Stund,
I Dødens kolde, sneebedækte Have!
Han hugger i den frosne Bund
Et Hul paa ny, blandt de nedsiunkne Grave.
I klare Luft fra Taarnet Klokken klinger,
Mens man en Kiste ned fra Bakken bringer.

✂ Hvo kommer der, ved sørgelige Giald,
Hvis Veemodstoner giennem Luften bølge?
En Præst, to Brødre med en gammel Skiald;
Det er det hele høitidsfulde Følge.
Han ønsked ingen Vidner til sin Klage,
Beskedent traadte Vennerne tilbage.

✂ Thi Venner havde hun som Faa,
Og Faa, som Gamma, Vennerne fortiente.
De skal ei meer til dig paa Bakken gaae,
Hvor Giestfrihed og Munterhed dem vente;
Hvor yndig Vittighed, som Livet fryder,
Dem strax paa Tærskelen velkommen byder.

✂ Hvi døde Du i Vintrens Kuld,
Du, alle Blomsters kiærlige Veninde?
Hvi maatte de, fremspirt af Foraarsmuld,
I store Krands sig ei om Kisten vinde?
109 Naar næste Vaar den unge Rose kommer,
Den bøier sorgfuld Knoppen i sin Sommer.

✂ Forladt man visne Grønning seer,
Thi ei Du vander meer de spæde Buske;
Og maler ei med Farver meer
Paa hvide Bræt de fagre Blomsterduske.
Hvergang din Hauge, Gamma! Du besøgte,
Da smilte Flora selv, og Vestenvinden spøgte.

✂ Men ei kun Blomsterbladet blev
Dit Hierte kiært, Du sindrige Veninde!
Det Blad, som Tænker og som Skiald beskrev,
Det yndte Du, som Roser og Kiærminde.
Og Sproget kiendte Du i hver en Farve,
Der smykte Følelsen, som Blomsterlarve.

✂ Det er forbi! - Nu staaer Du ikke meer,
Og danner smukke Skrin til Vennegave.
I sidste, sorte Skrin jeg seer
Dig langsomt bæres til de Dødes Have.
I treti Aar Du bar alt paa din Smerte;
Ei nænte Dødens Haand at knuse store Hierte.

✂ Dit stakkels Legem tærtes hen,
Lidt efter lidt forsvandt de sidste Kræfter;
Men Siælen var dog karsk igien,
Og ei dit Mod gav slap for Angsten efter.
Og hvad, til sidste Stund, selv Qval ei kunde bøie,
Det var dit herlige, dit tankefulde Øie!

✂ Det nedsank aldrig svagt og mat,
Det mægted ingen Pinsler at fordunkle;
Som Stiernen i sin sorte Nat,
Vi saae det giennem Lidelserne funkle;
110 Da brast det endelig, ved Dødens Stemme;
Dets Engleblik kan ingen Ven forglemme.

✂ Hvor meget sig forandred ei,
Mens Bakkehusets Vraa stod uforandret!
Jeg vandred paa min Ungdoms Vei,
Hvergang jeg ud til Digterhytten vandred.
Nu Teppet faldt! - Dog nei, du kiære Stue!
End vinker venligt mig din Arnelue.

✂ Der finder jeg min Ungdoms Ven
Paa Bakken, tæt omringt af Floras Dale;
Der skal endnu vi tit igien
Med Kiærlighed om dig, vor Gamma! tale.
Naar ved dit Minde da vort Øie flammer,
Som Stierne blinker Du, fra Himlen, til dit Kammer.

✂ Ja, Margarita! reen og klar,
Med alle Aandens Evner, Hiertets Dyder,
Du var en Perle, dyrebar!
Du var, hvad os dit elskte Navn betyder.
Vi sees igien! Den fromme Tanke trøster
Din Mand, din Slægt, din Ven, din Broder og din Søster!

✂

HVOR BLEV I RØDE ROSER DOG.

✂ Hvor blev I røde Roser dog
Fra Ungdoms Dage glade?
I min Erindrings Psalmebog
Jeg giemmer Eders Blade.

111

✂ Og skiøndt hvert Blad er guult og graat,
Som Farven af de Døde,
Den Sommerdag jeg mindes godt,
Da de var purpurrøde.

✂ I deres fine Væv endnu
Jeg kiender hver en Aare.
Som før af Morgenduggen, nu
Den fugtes af min Taare.

✂

MIT FØDSELSSTED PAA VESTERBRO.

✂ Du ringe Huus! end stander du
Af faa tilbageblevet,
For bedre Bygning ei endnu
Nedrevet.
Du stander ved Alleens Port -
Og - er den sidste Vandring giort,
Bag skyggefulde Linde, -
Skal hist min Grav jeg finde.

✂ Mit Fødselshuus, min Kirkegaard -
Trægangen mellem begge!
Det kan i Høst saa lidt som Vaar,
Forskrække.
Kort er den længste Livets Vei;
Min fattig var paa Glæder ei.
Huldt møder Kirkemuren
Samlivet og Naturen.

✂ See her! i denne Runddeel sad,
Vakt af de gamle Skrifter,
Den unge Skiald og nynned glad
Om Aukathors Bedrifter.
112 Og Freia selv, i kiækt Forsøg,
Ham laante Altret til en Spøg;
Og - var man dadlelysten -
Hos hende fandt han Trøsten!

✂ Og her - den Kirkegaard saa nær,
Som altfor snart du søgte, -
Sophia! hele Kredsen kiær,
Du spøgte!
Og som en Musa, varmt og blidt,
Begeistred du din Broder tidt.
Her hørte Venner mange,
Hans Ungdoms første Sange.

✂ Du kiære Gang! du saae mig fro,
Og dybt af Sorg bevæget,
Men - om jeg græd og om jeg loe,
Du qvæged;
Saa qvæg endnu mig mangen Vaar
Med sølvgraa, som med sorte Haar!
Og bring paa grønne Blade
Min Sang til din Dryade!

✂

VED FESTEN DEN 14de NOVEMBER 1849.

✂ Naar Ydun rækker Ungersvenden Frugt
Af gyldne Skaal, la'er han ei Harpen hænge;
Om Livets Foraarspoesie da smukt,
Om kiælen Elskov toner Harpens Strænge.
Og straaler Solen over Mark og Vænge,
Og smiler Maanen giennem dunkle Skov,
Da siunger han Naturens Priis og Lov
Begeistret, og betænker sig ei længe.
113 Og i det unge, virkelige Liv
Besøger ham en alderstegen Gubbe;
Men ikke svag, som Øieblikkets Siv,
Thi friske Skud gaaer fra den gamle Stubbe;
Ja, Spirer selv til Fremtids Roser knuppe;
Thi det er Hedenold, den stærke Mand,
Der aldrig døer, der aldrig blegne kan.

✂ Og naar Han lærer Skialden Sangen ret,
Med skarpe Blik i de forsvundne Dage,
Da voxer Modet, og det bli'er ham let
Med Harpeklang at standse matte Klage.
Thi Tiden iler ikke som en Drage,
Med hæsligt Vingeslag, til Livets Skræk;
Men den forfrisker Viisdom, som en Bæk,
Hvis bedste Bølger vende kan tilbage.

✂ Og let da maner Skialden Helten frem,
Som ei er død, som kun i Høien sover,
Og drømmer om: igien til vante Hiem
At seile karsk paa Phantasiens Vover.
Den samme Himmel end sig hvælver over
Det gamle Danmark! Sol har samme Glands,
Og Skovens Eeg endnu den samme Krands;
Thor tordner end i mægtige Kartover.

✂ Og blomstrer Nutid, - let besynges kan
Af Skialden da den Ædle, Vise, Stærke,
Der hædret har det elskte Fædreland,
Og tiener Evigheden til et Mærke.
Og som i Marken qviddrer muntre Lærke,
Sig svinger Sangeren til fremmed Egn;
Thi Digterhaugen kiender intet Hegn,
114 Dens Blomster voxe selv igiennem Vandet,
Igiennem Sneen, giennem Flyvesandet.

✂ Men - reent ud talt - hvad ei er Digter let,
For Digter er Umulighed at øve.
»Saa siig os da: hvad gavner Kunsten slet,
Og hvad vil Digteren forgieves prøve?« -
Gudinden vi til Sangene behøve,
Som styrker, hvis Veltalenhed er stor;
Yduna - Musen - skienke Skialden Ord.
Forgieves uden hendes Hielp han stræber;
Med Blomsten hun berører vore Læber.

✂ Men een Gudinde, som nu i sin Favn
Mig trykker huldt, - som kom paa Freias Kærre -
Taknemlighed er hendes skiønne Navn, -
Hun ildner mig, - men hun er stum desværre.
Og derfor er jeg ikke Villiens Herre;
Og derfor stammer jeg ved dette Bord,
Hvor Danmarks Ædle lytte til mit Ord.
Men min Gudinde vil mig ikke saare,
Hun laaner selv den Stammende sin Taare.

✂ Af Hiertet takker jeg i Festens Hal
Min Konge, som høimodigt mig belønner!
Jer, gamle Venner af den gamle Skiald!
Jer, yngre haabefulde Danmarks Sønner!
Statsmand og Borger, Kunstner! - Hør mit Kald,
Hør, Danmarks Skytsaand! mine varme Bønner:
Lad Hver i Kraft og Mod og Gierning stige
Til Held og Hæder for vort gamle Rige.

115

✂ I hædre mig! - Jeg nær ved Grændsen staaer,
Dog end af Mathed bugner Gubben ikke.
Jeg drikker med! et Glas jeg ogsaa faaer,
Thi det er ei mit Gravøl, som I drikke.
Ei Tiden har min Livskraft mig forødt;
Tre, fire Huse herfra blev jeg født;
Men derfra gaaer, - vil det Naturens Orden -
Endnu en smuk Allee til Kirkegaarden.

✂ Og nu til Fryd! - Europa sande maa:
I Danmark flammer ogsaa Livets Lue;
Men hvad især den Danske har som Faa,
Er Munterhed, som ingen Farer kue.
Mens Skyerne ved Horizonten staae,
Han feirer Digterfest i glade Stue;
Han pleier Blomster i sin lille Have, -
Og dem skal ingen Syndflod os begrave!

✂ Den danske Munterhed er Uskylds Værk,
Og den vil ogsaa sikkert skille Trætten;
Den danske Landsoldat er god og stærk,
Med Munterhed han brugte Bajonetten!
Med Munterhed skal Videnskab og Kunst
Og Borgerdaad forjage skumle Dunst;
Med skumle Dunst forsvinde vore Sorger -
Gud signe Danmark! Konge! Kunstner! Borger!