↩
Nu, ved Styx! kan det ey vare længe, før hist vi paa Thorsing
Lander, o Venner! thi ey man kan ønske sig skiønnere Medbør,
162
End den Medbør vi har. Bringer flux fra hvælvede Skibsrum
Viinkrukker hid! at vi f roe kan offre de venlige Guder,
Og selv qvæge vor Aand ved den himmelsk-ambrosiske Nektar.
Saadan talede du, o Nileus, hellige Styrke!
Men fra Rummet blev bragt, i velforvarede Krukker,
Proppet med smidige Kork og beseglet med klæbende Harpix,
Funklende Viin; og en Purpur-Strøm i de skummende Bølger
Ud blev gydt, til Tak, for den venlige Vind over Havet.
Dernæst qvæged de herlige Mænd sig ved Druernes Nektar.
Men den besielede Sanger tog frem sit gyldne Barbiton,
Stemte dets Streng til Klang, og brød flux med bevingede Røst ud.
Først han spøgende qvad om den blussende Gud Dionysos,
Som, for en Kongesøn holdt, de barbariske, røvende Søemænd
Tog, og fængsled med Baand og henslængte paa gyngende Skibsdæk,
Haabende snart ham løskiøbt at faae for en klækkelig Guldsum.
Men af den smilende Gud faldt snart afmægtige Lænker.
End dog de kiendte ham ey, revet hen af besynderlig Blindhed.
163
See! da giød sig en duftende Strøm af Viin over Skibet;
Langs ad de sneehvide Seil sig henstrakte med flettede Ranker,
Som til en solbar Væg, en druetung, bugnende Viinstok;
Og om den kneisende Mast, over Vimpelen, vandt sig en dunkel
Epheuranke til Himlen; om Aarerne vikled som Tang sig
Vindrueløv, til Skræk for den undrende, studsende Skibsflok.
Men med et græsseligt Blik stod paa kneisende Fordæk en Løve,
Guul som en Brand, men rød som Blod, i det gnistrende Øi'npar,
Rystende vredt sin Man, og slog sig med viftendeHale,
Som med en knudret Tamp, i Siderne, ret for at ægge
Sig til Myrden og Drab. Da blegned Forbryderne; Rædsel
Giennemfoer deres Siel; fra Dækket i sydende Havskum
Styrted de hylende ned; men flux tryllet om til Delphiner
Stumt nu, med krummende Ryg, bevidne de Viingudens Almagt.
-
Dernæst da Druernes Magt havde muntret de jublende Siele,
Da der blev Larm og Spøg og Tummult og knapt inden Borde,
164
Sang han i Skierts, for snildt at betyde Poseidons Sønner
Digterens Hellighed, og den Straf, som de evige Guder
Sender hver dødelig Mand, der fornærmer den hellige Sanger,
Flux om Arion en Qvad, den herlige Skiald fra Methymna;
Hvordan han drog fra Corinths den vældige Drot Periander,
Ned til Italien og til Sikulerlandet, for der at
Fryde det undrende Folk med sin Røst og sin klingende Lyra.
Dernæst, rundt vandret om og forfulgt kun af Tak og Beundring,
Hiem han drog med en samlet Skat; (thi Oldtidens Slægter
Elsked hver ypperlig Skiald og belønned ham gavmildt og gierne.)
Men da nu bort fra Tarent han foer med et Skib til Corinthos,
See! da fristedes flux Barbarernes Hierter af Guldtørst
Og de forened sig grumt, for den hellige Sanger at styrte
Ned i det sydende Hav, under Bølgen, fra gyngende Skibsdæk.
Men Arion, saasnart han fornam den grumme Beslutning,
Tilbød dem villig sin Skat; thi Apollons elskede Søn ey
Fængsles af Guldets Baand, han foragter den plutiske Vælde.
165
Men Barbarernes Hierter rørtes ey; de befrygted
At han i Tiden engang skulde røbe den skiendige Gierning;
Gave ham derfor det Valg, enten selv sig at myrde, for hist at
Jordes paa Land, eller flux at styrte sig ned under Bølgen.
Da nu bleg i sin trængende Nød den hellige Sanger
Stod, som en Steenbuk staaer, forfulgt paa den øverste Fieldtind,
Raadvild, om vente den skal det dræbende Skud, eller styrte
Sig med fortvivlet Fart over Afgrunden hen mod en Udkant?
Saadan Sangeren her overveied med Flid i sit Hierte:
Om han med egen Haand skulde støde det blinkende Mordstaal
Ind i sin Barm, eller kiek, ved et Spring fra snablede Forstavn,
Overlade sit Liv i Ombelterens Magt Poseidon.
Dette tyktes tilsidst den Tvivlende dog som det Bedste,
Hævede derfor sit Blik, og brød flux med bevingede Røst ud:
Nu velan da, Barbarer! Forhærdede! Vil dog Kronion
Straffe Jer vist, som sig bør, og hævne den Medfart I viser
Her en uskyldig Mand. Men da grumt I giver det Valg mig
Enten i Havet at døe, eller døe for det blinkende Mordstaal
-
Vælger jeg hiint. Men først dog lad mig fra hvælvede Bagstavn
166
Synge min Svanesang, at min Siel maa inderligt styrkes
Eengang endnu af den himmelske Lyd, før jeg slynges til Orkos.
Slige var Talerens Ord. Da tillod de den hellige Sanger
Eengang endnu at hæve sin Røst; men grumt deres Øren
Stopped de til med Vox, for ey at bevæges ved Sangen.
Koldt forstokket de stod, utaalmodigt og vented kun Enden.
Men ved den smeltende Lyras Klang de skummende Bølger
Standsed det trodsige Brag, og den vilde Sydostvind standsed,
Og giennem Bølgerne skiød sig en Flok af Tritoner og smekkre
Hamadryader, og selve den sølverbeføddede Thetis
Hævede fiernt mellem Blomster-Siv sin slørede Tinding;
Alle forundret og froe ved den himmelskmelodiske Lyra.
Selve den dybthenflagrende Maage, som svæver ad Havets
Ryg, for at fange sig smaae Insekter og Fisk til sin Føde,
Standsed og lytted og svang sig fra Dybet til kneisende Vimpel,
Satte sig der med Lyst og fornam de smeltende Toner.
Men ubevægelig stod den forhærdede Flok. Da nedsprang
167
Smilende Sangeren kiek i sin Pragt med sit gyldne Barbiton
Høit i Haand mod Olympen rakt. Og fra kiølige Havbund
Skiød en Delphin sig flux, og frelste den hellige Sanger;
Greb ham med smidige Stiert om sin Krop og satte ham stolt saa
Høit paa sin Ryg og bar ham til Land, over rullende Bølger.
Ængstligt Røverne Flugten tog; men Euros og Notos
Galende fnøs, og foer hen, og bestormed med fraadende Vandskum
Dækket brat, og nedsplintred i Qvag den tumlende Skibsmast,
Vristed saa Roret forbittret fra sprukne Kiøl; men i Luften
Trevled de flagrende Seil med forfærdelig Latter, og snurred
Vraget i mudrede Grund, og adsplitted hver Planke paa Dybet.
Greb saa med stormstærk Haand om forhærdede Nakke hver ængstlig
Røver, og dukked ham tre Gange dybt, hvor Haved var dybest,
Kasted ham halvdød saa til sin Straf paa Corinthiske Strandbred.