- ↩
- EN MAND
-
triner frem og siger:
✂ Det er i Dag et deiligt Væ'r.
Vinden vifter i Voldens Træer.
Der er ei en Skye paa Himlen at see.
I Vinduet mine Blomster lee.
Det er dog saa tungt med en Urtegaard,
Som indsluttes kun af et Potteskaar.
Om Sommeren er man kun lidet glad
Ved at sidde midt i den lumre Stad.
Naar Øiet standser paa snevre Muur
Da længes man efter den vide Natur.
Grønt overalt og Fuglesang,
Hoppende Vildt og Valdhornklang,
Viden Udsigt og svale Vind -
Det giør et let og fornøiet Sind!
Jeg troer vi giorde ej saa ilde
Om vi kiørte idag til Kirstens Kilde.
Saa mored vi ogsaa Frøkenen lidt.
Det stakkels Barn, hun græder saa tit
Hun blev forliebt i en smuk, ung Mand!
Fordi han var over hendes Stand
Blev Moderen ganske angest og bange
Og holdt den stakkels Pige som Fange.
Troede endelig hun skulde glemme sin Ruus,
Naar hun kom her, i et eenligt Huus.
Et Aar hun nu har været hos mig.
Det giør mig ondt! thi hun græmmer sig.
Hendes Elsker er draget i Verden ud,
Om han eengang kommer igien, veed Gud!
Fornøiet jeg vil hende gierne see.
Idag beqvemt det kunde skee.
227 Der kommer min Kone; vil høre hendes Mening.
Ægtefolk maa giøre alt i Forening.