Med »Foraarets Nytaarsgave.«

Febr. 1850.

✂ Det er nu anden Gang, at denne Bog
Til Dem, Veninde, hen sig Vender
Og anden Gang i Digtekunstens Sprog
En Hilsen mine Musers Sværm Dem sender.

✂ Som dengang Deres Moders milde Aand
Gav Hjemmets Lykke
Et ubemærket, men det bedste Smykke,
Og bandt os blidt med et usynligt Baand,
Saaleded nu, i Taarepilens Skygge,
I hendes nys forladte Hjem,
Seg seer med stille Glæde Dem at bygge,
Og hendes Mildheds Aand gaae ud fra Dem.

✂ En opløst Kjede
Paany forskjønnet knyttes allerede.
En yngre Slægt paany
Fortryller mig i denne Mildheds Ly.
Den ældre Tid, der end min Hu kan binde
Og i Erindrings Lyst mig rive hen,
Maa nu som Led igjen
I en forynget Tid forsvinde,
Og det Nærende sig former nu til Minde.