Tretten tilbords.

✂ Der var en lang Tid stille
I Hjørnegaarden hist.
Gardinerne var nedhængt
Og gjorde Huset trist.
Om Natten skinned' Lampen
Fra den Syges Kabinet;
Og der den gamle Greve
Har ofte gaaet og grædt.

✂ Nu er der atter oplyst,
Og man kan see derind.
De klare Ruder dæmre
Med et lyst og muntert Skin.
Den gamle Herres Frue
Har første Gang idag
Indfundet sig ved Bordet,
Skjøndt mat endnu og svag.

✂ - En lille Kreds af Venner
Om Middagsbordet sad,
Og gjorde sig tilgode
Med Skjemt og Viin og Mad.
Den blege Frue vugged'
En Pusling paa sit Skjød,
Og smiilte blidt til Alle,
Imens hun Intet nød.

✂ Ved Bordets anden Ende
Sad hendes treaars Glut
Og skjændtes med sin Broder,
En vild og munter Gut.
»Fa'er!« - raabte høit den Yngste -
»Har jeg nu ikke Ret,
At vi er' tolv ved Bordet
Med mig og Bro'er Cadet?«

✂ Den Gamle lod sit Øie
Langs Vordet glide ned,
Og sagde: »Vi er' tretten;
Din yngste Bro'er maa med.«
- »Hvad? Er vi tretten?« - udbrød
Hans svagelige Viv -
»Mig bæres for, jeg frister
Eiheller langt mit Liv.«

✂ Og selsomt blev hun grebet
Af uforklarlig Skræk;
Og større Bleghed gjød sig
Om hendes blege Træk.
»Jeg føler mig saa ilde!
Lad mig gaae ind igjen.«
Saa talte hun og vakled'
Til Kabinettet hen.

✂ Da standsede ved Bordet
Den overgivne Skjemt.
Den gamle Herres Pande
Var kruset og forstemt
Og af de tause Gjæster
Var Ingen ret tilfreds;
Thi Overtroen sneg sig
Iblandt den hele Kreds.

✂ Men Grevens ældste Datter,
Der i sin faure Vaar
Var viet til sin Husbond
For ikke fuldt et Aar,
Med Rødmen hun sig reiste,
Og tøvende hun gik,
Og standsede sin Moder
Med et undseeligt Blik.

✂ »Vær uden Frygt« - hun hvisked' -
»Den slemme Overtro
Ei denne Gang, jeg haaber,
Forstyrre skal din Ro.
Ved Bordet var vi fjorten.
Her var endnu en Gjæst.
Skjøndt ubekjendt for Alle,
Han var mit Hjerte næst.

✂ Den fjortende har siddet
Ved dette Bord med dig.
Den fjortende blev indbudt
Dengang du indbød mig.
Og dengang jeg blev mættet,
Blev ogsaa han bespiist,
Og alt det Godes Ophav
Han slumrende har priist.

✂ Din yngste Søn du vugged'
Ved Bordet paa dit Skjød.
Derved blev Tallet tretten
Og truer En med Død.
Den fjortende du glemte.
Thi Gud har hørt min Bøn:
Under mit eget Hjerte
Der sad min ældste Søn.«