Silkeormen.

Til en Veninde.

✂ Hos alle Dødelige,
I hvert et Bryst, der aander,
Blev lagt en stille Smerte,
Der hemmeligt sig vaander.

✂ Den ligger dybt i Hjertet;
Det er en Orm, der nager.
Og den er taus som Ormen,
Og kjender ei til Klager.

✂ - En Silkeorm bestandigt
Ved Nat og Dag maa spinde,
At Sommerfuglen siden
Af Svøbet sig kan vinde.

✂ Og Ormen i vort Hjerte
Den spinder Nætter, Dage,
At Sommerfuglen Psyche
Af dette Svøb kan drage.

✂ I Farver og i Toner,
I Ord, som Kunst forbinder,
I hver en enkelt Syssel
Vor Kummer ind sig spinder.

✂ Thi Spindet er kun Straaler
Af Alt bvad Sjælen skaber.
- Mit Spind er Digtekunsten,
Hvori min Sjæl sig taber.

✂ Mit Spind er Digtekunsten -
O faureste Veninde!
Og gammel Sorg er Ormen,
Der Nat og Dag maa spinde.

✂ Den spinder hvad den evner.
Den spinder paa sin Lykke,
At den engang forvandlet
Befries kan som Psyche.

✂ - For Silkeormen sætter
Man Blade hen og Stilke,
Og siger til hverandre:
Pas paa, den spinder Silke!

✂ Og naar den vel har spundet
Og sidder i sit Fængsel,
Hvor Mange, troer Du, agte
Paa Sommerfuglens Længsel?

✂ - Og nu, naar jeg af Sorger
Er taus og sluttet inde,
Saa kommer man og venter
Paa hvad jeg nu vil spinde.

✂ Man venter Herligheder,
Ak Gud, jeg veed ei hvilke!
Og siger til hverandre:
Pas paa, han spinder Silke!