Brevposten.

(November 1839.)

✂ »I, som alt med høi og umild Susen
Gaae fra Sjælland til det jydske Rev,
Mørke Bølger! standser eders Brusen
Og besørger smukt et lille Brev!

✂ Vinde, I, der storme hen for fulde
Seil hvor Kattegattets Liljer groe,
Standser! thi et Bud I bringe skulle,
Jeg desværre maa til Jer betroe.

✂ Medens Vind og Vover larme farligt,
Skal et stakkels Brev til Randers gaae;.
Tager det med eder, Børn! men vaerligt!
Tager ikke slet for haardt derpaa!

✂ Dette lille Riimbrev, det maa vides,
(Det er overmaade fiint og zart)
Intet Boven-Bramseil er, der slides
Uden Brøst, naar Vinden tager Fart.

✂ Dette Brev, (jeg haaber, I mig fatter)
Taaler ikke, som en vild Krabat
Mellem tjæret Tougværk af Fregatter,
Styrtesøer, Kuling og Dravat.

✂ Bringer da mit Brev, I Heeltbefarne!
Gjennem Brændinger og blinde Skjær,
Op til Randers, til en hunslig Arne,
Til en munter Kreds, der er mig kjær.«

✂ Saadan talte jeg til Vind og Vover
Høit og bydende, - jeg troer, i Kraft
Af det Herredom, en Digter over
Elementerne tilforn har haft.

✂ - Venlige Maria! De forstrækkes:
»Hvilken Brev-Befordring!« - Ak, men husk,
Hunlen alt af mørke Skyer dækkes,
Luften er løst op i Slud og Ruskt.

✂ Ingen liflig Foraarsluftning kommer,
Naar en Digter trænger nu til Bud;
Ingen lette Vover fra i Sommer
Melde sig i Efteraarets Slud.

✂ Men - vær ubekymret! Viid, at Brevet,
Skjøndt med Regn og Storm sendt op til Dem,
I en Digters Verden dog blev skrevet;
Og en evig Vaar er i hans Hjem.

✂ Medens Skoven falmer, og en hyppig
Taarestrøm fra Træet synker alt,
Blomstrer denne Verden, rig og yppig,
Under evigt vexlende Gestalt.

✂ Mens ved Langelinie Maagen glider
Eensom nær der mørkoprørte Vand,
Pladske som i Juni Nereider
Ved min Digter-Villas lune Strand.

✂ Eng og Marker dufte, Bier surre,
Fisken spræller i den klare Park,
Duerne paa Taget kjælent lurre,
Lærken stiger fra den gyldne Mark.

✂ Nær ved Kysten solbelyst en Seiler
Langsomt gaaer - og kom til Mark og Eng:
Hør, fra Laden lyder Slag af Pleiler,
Følger Tacten af min Lyras Streng.

✂ Som i gamle Viser Floden triller,
Skoven blomstrer under Hornets Klang,
Springer Skoven ud imens jeg spiller,
Luften Sommervarmes ved min Sang.

✂ - Vel jeg veed, Maria! tidlig drog Dem,
Poesiens Verden til sig hen.
Tidlig alt dens Syners Glands betog Dem,
Tidlig lytted' De til Deres Ven.

✂ Alt som Barn fortrolig med mit Rige
Fromt De lytted', naar jeg græd og loe.
Nu, som ung og yndig-voxet Pige,
Følg mig end med barnlig Hu og Tro!

✂ Følg mig, naar jeg søger i det Fjerne
Stoffet for mit Digt, og følg mig mildt,
Naar jeg, skjemter lidt med Tidens Terne,
Jager med Diana Skovens Vildt.

✂ Følg mig til min Musas Yndlingssteder,
Tab ei Modet, bliver De lidt træt,
Lyt, som fordum, naar jeg leer og græder -
Ak, en Digter leer og græder let!

✂ Naar da Eurus ryster Skovens Kroner,
Frygt da ikke! Muntert er mit Hjem!
Foraarsaluft og spøgende Favoner,
Sommervinde har jeg der til Dem.

✂ Og naar hele Folket sig forskandser
Mod Decembers Frost, da viid og troe:
Vaaren klinger end fra mine Stanzer;
Der er Sommer end hvor Muser boe!