↩

Den danske Soldat.

Efter et Sagn.

✂ Slaget var endt. Paa den aabne Mark,
Der nylig gjenlød af Kampen,
Hørte man kun et Gisp, et Drøn,
Og en herreløs Hest's Trampen.

✂ Aftenen sænkte sig, ei dens Ro;
Thi Krigens blodige Vildhed
Maled' endnu sine haarde Træk
I Nattens ustadige Stilhed.

✂ En Sønderjyde fra Flensborg stod
Midt paa den vilde Slette.
Han holdt ved Tømmen sin Høvedsmands Hest.
Gud veed, de var' begge trætte.

118

✂ Et godt Stykke Karl, en tapper Soldat,
Af et muntert, frimodigt Hjerte.
Plads for sig selv, og Ingen for nær,
Det var alt hvad hans Hu begjærte.

✂ Han kasted' Øiet paa Valpladsen hen,
Paa de Saarede, paa de Døde.
Mangen, der nys var faur og fiin,
Maatte jammerlig Livet forbløde.

✂ »Jeg takker min Gud, jeg slap saa godt;
»Jeg seer, mig Lykken har føiet.
»Plaged' mig ei en ulidelig Tørst,
»Saa var jeg af Hjertet fornøiet.«

✂ Han saae omkring sig. »Havde jeg nu,
»Heden og Tørsten at lindre,
»Et eneste Kruus af vort Flensborger-Øl!
»- Men jeg faaer vel nøies med Mindre.«

✂ Han fik da tilsidst - Gud vide, hvordan -
En Flaske med Øl, men sukked':
»Svenskerens Øl er lovlig tyndt;
»Lad gaae! naar kun Tørsten er slukket.«

119

✂ Begjærlig satte han Flaskens Hals
Til Munden, lænet tilbage -
Da trængte med Eet til hans Øre hen
En Bøn og en vaandefuld Klage.

✂ Han saae; til Siden. En svensk Dragon,
Strakt hen i Sandet, han skued'.
Benet var ynkelig skudt ham fra -
Ved at see det Soldaten grued'.

✂ »Giv mig en Drik at lædske min Tørst!«
Saa vaandede sig den Arme.
»Tag,« raabte Soldaten, »tag det Alt!
»Her maa jo en Steen sig forbarme.«

✂ Og han bøiede sig til den Saarede ned,
Og holdt ham Flasken til Munden.
»Drik, Kammerat! det er vel dig undt.
»Hvor gaaer det? Smerter dig Vunden?

✂ »Din Stakkel! du trækker kun tungt dit Veir;
»Kom, lad mig løsne din Trøie.«
Men Svenskeren stirrer paa ham saa stivt,
Med et ondt, et hevngjerrigt Øie.

120

✂ Og da han seer sin Fjende saa nær,
Da betager ham Had og Smerte,
Og han griber Pistolen og trykker løs
Mod Soldatens medlidende Hjerte.

✂ Men Forsynet ynkedes mildt over ham,
Der ynktes ved Andres Qvide;
Og Synderjyden stod holden og heel,
Og Kuglen gled bort fra hans Side.

✂ Den ærlige Svend forbløffet foer op:
»Din Kjæltring! Du vil mig forraske?«
Men, da han nu mærked', han var i Behold,
Saa greb han atter sin Flaske.

✂ Og han stilled' sig rolig hen paa sin Post,
Og læned' sig op til Hesten,
Tømte saa Flasken til Hælvten ud
Og rakte Svenskeren Resten.

✂ Han bøied' sig atter og loe saa smaat:
»Det skal være din Straf, at vi dele.
»Havde du holdt dig i Skindet smukt,
»Saa kunde du drikke det Hele.«

121

✂ - Det var den Hævn, han nøiedes med,
Efter hvad Sagnet os melder.
En Dannemands Hjerte slaaer dobbelt frit,
Naar Krøniken Sligt fortæller.

✂ Den danske Konge erfoer hiin Daad.
Soldaten han flux lod kalde,
Og glad tilmode, med kongelig Gunst,
Han talede høit for Alle:

✂ »Dit Hjerte, min Søn, er adelig født;
»Til at adles det ikke trænger.
»Kun for at binde dig end mere fast,
»Guldkjeden jeg om dig hænger.

✂ »Og til Erindring, at nys din Hu
»For Medynk og Høimod stod aaben,
»Du bære herefter adeligt Skjold,
»Med en halvfuld Flaske til Vaaben!«

✂ - Saa lyder Sagnet. I Flensborg By
Soldatens Afkom mon være,
Og holder den simple, trofaste Svend,
Deres Stamfader, høit i Ære.