Martsviolerne.
Til Fru Heiberg, Marts 1842.
✂
«Martsviol! du sover, reis dig!
Reis dig op og husk, iaar du
Ikke sove tør i Jordens
Seng saa længe som ifjor.
✂
Februar iaar har ikke
Brummet slet saa grovt som ellers.
Stundom var endog hans Ansigt
Saa fornøiet som en Bruds.
✂
Og en Sværm af unge Straaler,
Trækfuglskarer, Solen sender,
Har sig boltret alt i lang Tid
Over Tag og Mark og Eng.
✂
Mange Blomster alt er oppe;
Efter jydske Stifts-Aviser
En, hvis Navn jeg ikke husker,
Men latinsk det var og fiint.
✂
Reis dig op. Der er alt kommen
Fremmede til os med Dampskib,
Svaler, troer jeg, fra Italien,
Og en Stork med røde Sko.
✂
Reis dig da, og vær lidt hurtig!
Klæd dig paa saa smukt du kan det.
Jeg iformiddag dig bringer
Til en Frue, fød som Faa.«
✂
- Saadan talte jeg imorges
I min Seng og halvt isøvne,
Med en Drøm endnu i Tanken
Om en smuk Viol-Bouquet -
✂
En Bouquet, der var bestemt til
Med et lille Vers at melde
Dem, min Frue, Vaarens Ankomst,
Og at hilse fra en Ven.
✂
Men med Eet en Røst, en sorgfuld,
Sagte svared': »Jeg er oppe.
Reis dig selv og træd til Vinduet.
I dit Vindue jeg staaer.
✂
Jeg er paaklædt, ak, men ikke
I min blaa, min Fløiels-Kappe.
De har givet mig en Sølvmors
Kappe, der er stiv og kold.
✂
De har sat mig i dit Vindue,
Ikke mellem grønne Blade
Og, som ellers, i en Løvsal
Af det foraarsfriske Græs.
✂
I dit Vindue, hvor der trækker,
Hvor jeg fryser Saa jeg ryster,
Har de sat mig midt imellem
Ubekjendte, stygge Folk.
✂
Mellem lange, hvide Karle,
Bistre Mænd med spidse Landser,
Har i denne Nat man sat mig«
Ak, jeg frygter for mit Liv!«
✂
Stemmen tav - og hurtig sprang jeg
Fra mit Leie hen til Vinduet,
Trak Gardinet op - o Himmel!
Og paa Ruderne var Iis!
✂
Som ved Nytaarstid var Ruden
Dækket heelt med Arabesker,
Blade, Grene, spidse Landser
Og et Virvar uden Sands.
✂
Men i Skjær af Morgensolen
Saae jeg midt paa Ruden klarlig
En Bouquet af frosne Blomster,
Avlet, ak, af Nattens Frost!
✂
En Bouquet af frosne Blomster!
Og i Marts - og paa min Rude!
Det er vore Martsvioler!
Hvilke Tider! Hvilken Skik!