Tungsind.

✂ Ofte man hører
Af dem, der flokkes
Om en Sangers Lyra,
En Dadel, en Klage:
»En Sky har lagt sig
Om eders Begeistring.
Den Verden, I bygge
I den drømmende Hjerne,
Ligner en eensom,
En traurig Regndag.
I har glemt de glade,
De modige Rhythmer,
Og solgt eders Sjæl
Til en feig Forsagthed.«

✂ O, taler ikke saa!
Skjelner imellem
Den Forsagtes Kummer
Og et ædelt Hjertes
Dybsindige Sorg.
Lidt har den tilfælleds
Med en traurig Regndag.
Den ligner Natten,
Den tause, den grundende,
Hvis Stjerner i et Chor
Af mystiske Ord
Tale om den blundende,
Lydløse Jord.

✂ See, hvor uroligt
De glimre, Stjernerne!
Lyder der ikke,
I eensformig Tact,
Fra dem en afbrudt,
Hviskende Tale?
Kan I forstaae dem?
»Dernede ruller
»I Drømme den hvilende
»Jordens Halvpart.
»Slægter af ham,
»Der i Tidens Ophav
11 »Blev til ved et aldrig
»Udgrundet Dyb
»Af evige Planer,
»Slægter af ham
»Slumre dernede.
»Under dem sove
»I Lag paa hverandre
»Forgangne Verdener.
»Over dem drage,
»I Luften, i Skyen,
»Fordærvelsens Aander.
»Som hine gik under,
»Saa skal den forgaae
»Den Verden, de bygge,
»Enten den reises
»Af Steen og Kalk,
»Eller den bygges
»I drømmende Hjerner.
»- Eet er det Evige!
»Eet uforkrænkeligt!
»Eet, fra hvis Straaler
»Vexlende Tider
»Alle nedstamme,
»Er under Vexlingen evig det samme!«

✂ Saaledes de Synge
I Natten, Stjernerne.

✂ Men for Ham, den Evige,
Altings Ophav,
Der er under Altings
Vexling den samme,
Dybt jeg bøier
For ham mit Aasyn,
Taber mig ydmyg
I hans Almagts Straaler,
Bringer mit inderste
Bæsen som Offer
Til ham, hvis hellige
Ord mig forundte
En udødelig Deel
I hans egen Guddom.
Men gjennem min Sjæl
Farer utalte
Verdeners Suk;
Farer min egen
Andeel i disse
Forgangne Slægter,
Min Sjæls Afmagt,
Mine Tankers Brøst,
Et heelt, forkrænkeligt
13 Livs Erindring.
Paa et sorgfuldt Hjerte
Mit Offer jeg lægger.
Med Sorgens Kaabe
Mit Hoved jeg dækker.