Fjerboldtspillet.

Til Melodie af Fredm. Epistl. 55.

✂ Luften er blaa,
Veiret er stille;
Solen lyser, synkende mod Vest.
Blomsterne smaa
Dufte saa milde,
Mens de store kun gjør Blæst.
Kom, lad os gaae!
Kom, lad os spille,
Inden Natten falder paa.

✂ Hist en Allee
Hvælver sit Dærke;
Lindens Kroner byggede dens Tag.
Der, skal du see,
Trodse vi kjække
Solen og den varme Dag.
Duftende Snee
Paa Hvidtjørnens Hække
Danner Væggen til vort Tag.

✂ Kom og betragt
Boldten, du Søde!
Slig en Skjønhed man ei ofte seer.
Ha! hvilken Pragt!
Hvide og røde
Prale stolt de lette Fjer;
Som naar paa Vagt
Stundom vi møde
En Soldat i Søndags-Dragt.

✂ Tag din Raquet!*
Boldten jeg kaster.
Pas nu paa! Jeg giver Boldten op.
Ak, det var slet!
See, hvor den haster
Som en Fugl mod Træets Top.
Ja, du har Ret,
Dersom jeg kaster
Saadan tidt, du staaer en Net.

✂ See Morten Kat!
Øiet han kniber
Sagte sammen, lurer paa vor Boldt.
Han vil ta'e fat;
See, hvor han griber,
Troer, det er en Fugl - nei holdt!
Nei, lille Skat,
Krager og Viber
Flyve mod vor Boldt kun mat.

✂ Fjerboldten flye,
Elskte Veninde,
Til dig som en Kjærligheds-Billet!
Ak, og paany
Veien den finde
Hen til mig - ja, det var Ret.
Vær ikke bly!
Amor den blinde
Seer os knap i Skovens Ly.

✂ Fjerboldten gaaer
Frem og tilbage
Som en Due, flyvende med Bud.
Vexelviis naaer
Kjærligheds Klage
Dig og mig, naar den gaaer ud.
Kjærligheds Vaar
Bringes tilbage,
Naar med Svar den hjemad gaaer.

✂ Flyv i en Fart!
Bring min Veninde
Al min Længsel, lille Flyvepost!
Meld hende snart:
Sukket herinde
Trodser Tids og Alders Frost.
Ja, det er klart,
Elskte Veninde,
Amor standser Tidens Fart.

✂ Hist fra en Green
Bogfinken kikker,
Troer, at Boldten er en Kammerat.
Der kommer En;
See, hvor den nikker!
Nei, Du tager Feil, Krabat!
Død som en Steen
Fjerboldten ligger,
Uden Vinger, uden Been.

✂ Da først, naar vi
Give den Vinger,
Og Raquetten toner Slag paa Slag,
Flyver den fri,
Budskab den bringer,
Understøtter Amors Sag.
Ja, min Pipi!
Boldten sig svinger
Kun med vore Hjerters Slag.

✂ - Aftenens Blaa
Spreder sin Skygge;
Kom, Pauline, lad os nu gaae hjem.
Fuglene smaa
Sove saa trygge;
Vi vil ei forstyrre dem.
Ja, lad os gaae!
Fuglenes Lykke
Er som vor, en eensom Vraa.