Til Fru Heiberg.

Med et Exemplar af Gjenganger-Brevene. October 1840.

✂ En halv Snees Aar er snart forløben, siden
Den Skjemtesang, jeg sender Dem, kom ud;
Og Stilhed hersker der, hvor dengang Striden
I Stevnemødet klang paa Musers Bud.
En yngre Slægt er dukket op af Tiden,
Og Tidens Gud er nu en anden Gud.
Den Skjemt, der dengang grebes let af Folket,
Den fattes neppe, blev den end fortolket.

✂ I denne Tid, da Dyden sig forvikler
I svære Spørgsmaal, naar et Land gjor Laan,
Og grubler over gamle Laugs-Artikler
Og regner Statens Brøst til mindste Spaan,
207 Hvo vil ei nu, ifald en Musa stikler
Paa Kunstens Brøst, betragte Sligt med Haan?
Og kom en Aand fra Paradis, hans Stemme,
Som en Kassandras, Ingen vil fornemme.

✂ - For ti Aar siden lod jeg munter drage
Min Sang til En, hvis Musa var min Ven.
Jeg tænkte: han vil ei min Lyra vrage,
Om end af Lunet tidt den rives hen.
Nu tyer min Sang til Dem, hans ædle Mage;
Den gamle Skjemt gaaer anden Gang igjen.
I Deres Hjem, for Kunst et fredet Stade,
Er end en Plads for disse lette Blade.