Gjenboen.
✂
«Dorothea! Dorothea!
See ei over til vor Gjenbo!
Hold dit Øie til dit Syetøi;
Det er bedst for ham og dig.«
✂
Til vor Gjenbo! Søde Tante!
Bryder jeg mig om vor Gjenbo?
I hans Vindue staaer en Cactus;
Tankeløs jeg saae paa den.
✂
»Tankeløs det duer sjelden;
Tankeløs er tæt ved Taarer.
Troer du ikke, jeg har mærket,
At du nikker til ham tidt?«
✂
Nikker til vor Gjenbo? Tante!
Hans Værtinde, Madam Clausen,
Hilser undertiden over.
Naar hun nikker, nikker jeg.
✂
- »Fløi der Noget ind ad Vinduet?« -
Ja, en Sommerfugl, en lille,
Af de nydelige hvide.
See, der fløi den ud igjen.
✂
- »Hvad er det, mit Barn, du læser?« -
Det er nogle Vers af Winther,
En har skrevet paa mit Mønster.
Hør kun, Tante! hør, hvor smukt!
✂
»Du, hvis Mildhed tænder Luer,
»Du, hvis Taushed dem forbyder,
»Mine tause Taarer bede
»Dig om Hjerte, Haand og Tro.
✂
»Hvis med Afslag du mig truer,
»Hvis min Ømhed du forskyder,
»Viid, da dræber mig din Vrede.«
Er det ikke smukt? - »Aa jo.«
✂
- »Hvad er det, mit Barn, du skriver?« -
Hvad jeg skriver? Aa, jeg navner
Kammerraadens sine Lintøi
Med en Smule chemisk Blæk.
✂
- »Godt, men husk, at han har bed't os
Om et Hjerte rundt om Navnet.«
Ja, jeg holder just ved Hjertet.
- »Hvad var det, du kasted' ud?« -
✂
Kasted' ud? Af Vinduet, Tante?
- » Ja, det fløi jo ned paa Gaden.«
Ned paa Gaden? . . . Ak, det banker -
Skal jeg høre, hvem det er?
✂
. . . Tante! søde, kjære Tante!
Der er En - jeg troer, vor Gjenbo.
Han vil tale med dig, troer jeg.
Tør han komme . . . »Ja bevars!«
✂
»Træd kun indenfor, Hr. Gjenbo.
Hent os Stole, Dorothea!
Dorothea! kan du sandse?
Skal vor kjære Gjenbo staae?
✂
Hvad kan jeg, en stakkels Enke,
Og min Søsterdatter takke
For den altfor store Lykke,
At vi see Dem i vort Huus?«
✂
- O, min Frue! min er Lykken!
Min, og altfor stor er Lykken!
Dette vil De selv bekjende,
Naar De veed, hvorfor jeg kom
✂
Dorothea, Deres unge,
Elskelige Søsterdatter,
Alt i lang Tid har behersket
Mine Tanker Dag og Nat.
✂
Hendes Ungdom, hendes Skjønhed,
Hendes bly, beskedne Sæder,
Med Forstillelse, med Falskhed
Ubekjendte, rev mig hen.
✂
Naar om Morgenen hun hilste,
Var jeg glad for hele Dagen.
Naar om Aftenen hun smiilte,
Sov jeg sødt den hele Nat.
✂
Men, naar blot et Ord jeg talte,
Slog hun Øiet ned blufærdig.
Selv at møde mig hun undgik,
Altid bly og altid taus.
✂
Endelig idag jeg lagde
I et lille Brev min Skjebne,
Kastede det ind ad Vinduet,
Og, o Himmel, jeg fik Svar.
✂
See, paa dette fine Linned,
Som hun nys lod falde til mig,
Har hun skrevet mig min Lykke
Med en Skrift, der ei gaaer ud.
✂
Med en Skrift, der i mit Indre
Som paa dette fine Linned
Uudslettelig er fæstet,
Disse søde Ord hun skrev:
✂
»Hvis vor unge Gjenboes Hjerte
»Svarer til hans tause Taarer,
»Hvis hans Ord er meent oprigtig
»Er jeg hans i Liv og Død.
✂
»Hvis han leger med min Smerte,
»Hvis med Løfter han mig daarer,
»Angrer jeg, at uforsigtig
»Jeg idag min Taushed brød.«
✂
Disse søde Ord hun skrev mig;
Alle til min Sjæl de trængte.
Her, paa mine Knæ, jeg lægger
Mig og Mit for hendes Fod.
✂
- »Dorothea! Dorothea!
Slemme, kjære Søsterdatter!
Det var altsaa Sommerfuglen,
Som du sagde mig fløi ind.
✂
Og paa denne Viis du navner
Kammerraadens fine Linned,
Tænker aldrig paa vor Gjenbo -
Pas nu paa, og hør din Straf!
✂
Hvis du elsker ham, saa tag ham!
Hvis du tager ham, saa skynd dig!
Ellers kaster du af Vinduet
Alt mit stakkels Syetøi ud.
✂
Bruger ellers alt mit Linned
Som Papir til Elskovsbreve,
Ødsler med mit præpareerte,
Dyre Blæk, som var det Vand.
✂
Tag ham da, men husk bestandig,
At det Løfte, du har aflagt,
Uudsletteligt bør være
Som det Blæk, hvormed du skrev.