EN CHRISTEN, ELLER VAR
HAN EN KJÆTTER?
✂
I Dagen den 27. April 1824 skrev Dr. jur. Jens Kragh Høstfølgende Erin dring ved Kiøben havns Skiiderie Nr. 33:
»Herr Pastor Grundtvigs Synsmaade og Feidefærd er alt for bekiendte til, at jeg skulde sagt et Ord i Anledning af hans Skiælden, naar han ikke havdenedladt sig til et ligesaa uværdigt som forslidt Kunstgreb. Han vil indbildesine Læsere, at Christendommen er forhaanet ved den i Dagen optagne Anmeldelse af Steffens's Bog om den falske Theologie og den sande Troe. Jegerklærer dette for grov Usandhed. Netop Ærefrygt for Jesu rene Lære, fornuftig Christendom, maa hos dennes Erkiændere vække Sorg, naar de seeMænd, som Steffens, træde over til Jacob Bohmernes og Marheinechernes ogHarmsernes Side. En Steffens's Forvildelser skader meer end en SkokGrundtvigers.
Jens Kragh Høst.«
✂ Herpaa gav Grundtvig i Nyeste Skilderie, den 4. Maj 1824,et Svar med ovenstaaende Titel, der er mærkeligt derved, at han herførste Gang nævner den Synsmaade for »den sande Christendom«og »Christendommens Sandhed«, som han senere nærmere udviklede.
✂ Paven satte Luther i Kirkens Ban, og Catholikerne havebestandig paastaaet, det var velforskyldt: paastaaet, at Luthervar en Kiætter, og det en af de Argeste; men den Augsburgske Confessions Tilhængere have naturligviis paa det Kraftigste protesteret mod denne Pave-Dom og appelleret til detapostoliske Concilium i Bibelen og Arelds-Kirken, efter hvisgyldige Kiendelse, de paastod, Luther maatte agtes og æres, 225 som en Christendoms-Lærer i Aand og Sandhed, hvis Lige knap, siden Apostlernes Dage, var fundet i Kirken.
✂ Saaledes stod Sagen alt giennem Aarhundreder, og om nuHr. Doctor juris Jens Krag Høst er blevet lidt catholsk, ellertaler kun, med Tydskeren, i Dagen om, hvad han ikke kiender, det er aabenbar et af de mange Smaa-Spørgsmaal i Verden, som det vilde falde alt for vidtløftigt og kiedsommeligt, offenligat afhandle. Jeg skulde derfor ikke, ved denne Leilighed, havenævnet Hr. Doctoren, dersom han ikke, med en besynderligjuridisk Uforsigtighed (i Dagen No. 101) havde beskyldt mig forgrov Usandhed; men da det er Udtryk, som snart kundenøde mig til at gaae til Things, og det i en Sag, der i Grundenslet ikke kan afgiøres paa noget Lands-Thing, saa finder jegmig forbundet til, paa en mere passende Maade, at slaae denBeskyldning juridisk ihiel, det er: mortificere den.
✂ Jeg har sagt, at, naar man haaner Steffens for den Tro,han, i Bogen om den falske Theologie, vedkiender sig, da haaner man Christendommen i ham, og det kalder Hr. Doctoren ei blot et uværdigt og forslidt Konstgreb, men en grovUsandhed. Da nu imidlertid Steffens, i omtalte Skrift, udtrykkelig, uden al Forbeholdenhed, vedkiender sig den lutherske Christendom, saa følger deraf unægtelig, at, naar hanhaanes for denne Troes-Bekiendelse, da haanes i ham den lutherske Christendom, og om nu denne er den sande Christendom, kan, mellem Hr. Doctoren og mig, kun være et juridiskSpørgsmaal, som Juristen vel maa vide, Danke Lov paa detBestemteste har afgiort til Morten Luthers Ære. Juridisktalt er det da ikke et Konstgreb, end sige, en grov Usandhed,naar en Dansk Præst erklærer, at hvem der haaner den lutherske Troes-Bekiendelse, haaner dermed Christendommen; deter tvertimod en Paastand, hvortil Danske Lov ei blot berettiger, men forpligter ham. Saaledes har jeg viist, hvad jeg, somKmbeds-Mand, burde, at Hr. Doctorens Beskyldning er død ogmagtesløs.
✂ Vil man sige, at hermed er Spørgsmaalet om den lutherskeChristendoms Ægthed dog i Grunden slet ikke afgiort, da harman vist nok fuldkommen Ret; men det vilde være meget ufornuftigt af mig, at drøfte dette Spørgsmaal theologisk med Hr.Doctor juris Høst, der, efter Alt at dømme, maa indbilde sig, man paa fri Haand kan afgiøre, hvad der dog ene og alene beroer paa historiske Vidnesbyrd. Da imidlertid mange af denyere Theologer synes at være i samme Vildfarelse, maa jeg, 226 ved denne Leilighed, bemærke, at hvad enten den lutherskeChristendom agtes for den sande eller ikke, staaer dog den lutherske Paastand lige urokkelig fast, at det kun er Bibelen ogog den ældste Kirke-Historie, der kan lære os, hvad sandChristendom er. Ingen Sætning kan være klarere end denne;thi sand Christendom er dog ligesaa unægtelig, hvad Christus har lært, og intet Andet, som sand Muhamedanisme er, hvad Muhamed har lært, og enten maae vi da af de apostoliskeSkrifter og de ældste Christnes Bekiendelse kunne lære, hvadsand Christendom er, eller ogsaa det er et unyttigt Spørgsmaal, som ikke al Verdens Universiteter kan besvare. Ikke desmindreer det, fra Midten af forrige Aarhundrede, blevet mere og meresædvanligt, at sige sine egne Tanker om de aandelige Ting, og, uden stort at ændse Apostlernes og den ældste Kirkes Vidnesbyrd, dristig paastaae, at hvad man sagde, var den sande, rensede, rene, fornuftige Christendom; ja, det er gaaet saavidt, aten theologisk Professor i Halle, Wegscheider, i den allersidste Tid har udgivet en Dogmatik, som han selv indrømmer, strider ei blot med Morten Luthers, men mod de ældste Christnes og Apostlernes Bekiendelse, men som dog skal være sandchristelig!
✂ Grunden til dette Uvæsen vil jeg her lade staae ved sit Værd, men skamme sig skulde dog visselig hver Mand, som vil agtesfor en Lysets Ven, ved at arbeide paa den største af alle Formørkelser; thi det er unægtelig en sand Forvirring af Ord ogTanker, som, naar den blev herskende, maatte giøre al Taleom aandelig Sandhed uforstaaelig og derved unyttig. I LysetsNavn er det da vor Fordring til alle dem, der vil tale med omChristendom, at de ikke sammenblande, men tydelig adskillede to aabenbar forskiellige Spørgsmaal: hvad er den sandeChristendom dvs. hvad har Christus lært? og: er Christendommen sand dvs. er Christus troværdig? Det første Spørgsmaal eraldeles historisk, og skal, uden alle andre Hensyn, besvares afApostlerne og de første Christne. Det Andet derimod kan vistnok ogsaa behandles videnskabelig, men bliver dog, til VerdensEnde, hvad det fra Begyndelsen var, i Grunden et Samvittigheds-Spørgsmaal, som Enhver maa have Lov til, paa egetAnsvar, for sig selv at afgiøre, da Troen er Noget, Menneskerumuelig kan give, altsaa ei heller maa ville paanøde hinanden.Hvem der sammenblander disse Spørgsmaal, og enten paastaaer, man af sig selv kan vide, hvad der er den sande Christendom, eller at Troen er en Tvangs-Sag, hvem der paastaaer 227 Sligt, det være sig Theologer og Philosopher, Lærd eller Læg, de ere aabenbar ikke Lysets men Mørkets Talsmænd, og mellem disse vil Historien da nødes til at tælle Mange, som i densidste Tid have brammet med Navn af Oplysningens Venner, medens de legde med Ord i den vigtigste Sag, og derved stræbdeat fordunkle selv de klareste Sandheder, som der kun hørerSandheds-Kiærlighed til at fatte.
✂ Medens jeg derfor inderlig ønsker, at Samvittigheds-Frihedenmaatte overalt være saa uindskrænket, som den knap er i England selv, maa jeg erklære det, videnskabelig, for en aldelestvungen Sag, hvad der skal kaldes sand, det er: ægte Christendom, da det ikke beroer paa noget Menneskes Villie ellerTanke-Gang, men paa historiske Vidnesbyrd.
✂ Fremdeles erklærer jeg, som The o log, pligtig til, af Bibelog Kirke-Historie, mod hver kyndig Modstander at forsvaremin Paastand, at Morten Luthers Troes-Bekiendelse,som den findes i den Augsburgske Confession, er densande Christendom, som den var fra Begyndelsen, og somden da, hvad enten man vil troe den, eller ikke, nødvendigmaa blive til Verdens Ende.
✂ Paa en Tid, da Wegscheiders Dogmatik, som i Tydsklandalt har oplevet tre Oplag, ogsaa hos os er blevet anprist Præsterog Studenter, maa jeg jo vente at finde Modsigelse, som, hvisBeviset brister mig, giør mig til Skamme; men saalænge maaog vil jeg have Ret til, ikke blot juridisk, men theologisk, aterklære enhver Forhaanelse af den lutherske Troes-Bekiendelse for en Forhaanelse af den eneste ægte, sande, fornuftige Christendom.
N. F. S. Grundtvig.