Forord.
✂ »Snorre Sturlesøns »Heims-Kringle« eller nor ske KongeKrønike fra det trettende Aarhundrede er aabenbar ikke blotfor Norge, men for hele vort Høinorden, den ypperste Folkebog, vi kunde ønske os, da den er skikket til at nytte og fornøie os alle, baade Gamle og Unge. Min Fordanskning afdette gamle Mesterstykke er nu vel fyrretyve Aar gammel, ogman har siden faaet to Oversættelser paa Norsk (af Aall ogMunch); men skiøndt det er rimeligt nok, at man paa Norskkan give en Oversættelse af det islandske Mesterværk, der erfolkeligere end min i Norge, saa er det dog neppe endnulykkedes, og i alt Fald vedbliver min sikkert at være den folkeligste i Danmark. Da derfor den Iversenske Boghandel voverat give et nyt Oplag af min Fordanskning, saa tør jeg godt anbefale en Sag til den danske Læseverden, hvorved den herligeFolkebog ogsaa hos os kan faae en Udbredelse og finde en Benyttelse, som den ikke blot ærlig fortjener, men som ogsaa Folket høilig behøver«.
✂ Saaledes anbefalede jeg (i Januar 1863) den ny Udgave af mingamle Oversættelse, som nu foreligger, og hvad jeg har at tilføie, er ikke stort, thi jeg behøver neppe at pege paa Hellig-OlavsSaga, som Kronen paa det islandske Mesterværk, og det erkun Smaa-Forandringer, jeg i den ny Udgave har iværksat, hvor enkelte Ord enten var udanske eller forfeilede.
✂ Versene, som ligefra Begyndelsen blev paaankede som altfor fri og tit ganske feilagtige Omskrivninger af de benyttedeislandske Rim og Kvad, har jeg kun rørt meget lidt ved, dajeg fandt det ugiørligt for mig at rette og forbedre dem, saa demaatte enten i det hele blive, som de var, eller reent udelades.
203✂ Det Sidste fandt jeg imidlertid altfor urimeligt, thi vel er desom Hjemmel for Beretningerne i det hele overflødige, men jegkan ikke skiønne rettere, end at de i deres nærværende Skikkelse, uden at giøre nogen Skade, tjener til at oplive Fortællingen og udtrykker, hvad poetisk der findes i de gamle norskeKvad.
✂ Maatte nu kun Snorre s saavelsom Saxes udmærkede ogenestaaende Krøniker fra Middelalderen, der saa klartbeviser vort Høinordens historiske Sands og mageløs historiske Aand, bidrage til i Nytaarstiden at vække begge Dele, hvor de, hardtad kvalte af den fremmede Kul-Damp, endnuligger i Dvale! Det var mit Haab i Ungdommen, da jeg anvendte en Række af Aar og en Sum af mine bedste Kræfter paaat fordanske de Gamle saa livlig og saa folkelig som mueligt, og skiøndt dette Haab endnu i min høie Alderdom ikkeøiensynliger gaaet i Opfyldelse, er det dog giennem et halvtAarhundrede snarere tiltaget end aftaget, saa Efterslægten tørvel faae at see, hvad jeg har glædet mig til og under alle Omskiftelser følt mig styrket og muntret ved!
Mai 1865.N. F. S. Grundtvig.