Grundtvig, N. F. S. N. F. S. Grundtvigs udvalgte Skrifter

2

        

3

NIK. FRED. SEV.
GRUNDTVIGS

UDVALGTE
SKRIFTER
VED
HOLGER BEGTRUP
FJERDE BIND

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1906

4

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE

(AXEL SIMMELKIÆR)

SNORRO OG SAXO.

GRUNDTVIGS store Hovedværk i Tiden fra 1815 til 1822, altsaa i syv af hans bedste Manddomsaar, er Oversættelserne eller »Fordanskningerne« af Nordens gamle Krøniker af Saxo og Snorre.

Han gik til dette møjsommelige Arbejde med den Kærlighed, som han i Danmarks Trængselsaar havde faaet til sit fattige Fædreland og til Nordens rige historiske Minder, og han medbragte, foruden en forsvarlig Kundskab i de gamle Sprog, et Mesterskab i Modersmaalet, som alle maatte anerkende. Det var et stort Offer, han bragte sit Folk, ved i syv Aar at lænke sin Digtersjæl til dette »Bogormeværk«, som optog hans Arbejdskraft baade Dage og Nætter. Men han underkastede sig disse haarde Vilkaar i det inderlige Haab, at de gamle Krøniker i deres nye Klædning skulde blive et mægtigt Middel til at genoplive Nordens Aand hos Danske og Norske. Han udmattede sin Ildhu og tømte sit rige Lune til Bunden for at gøre Oldskrifternes Sagn og Kvad folkelige paany. Han gav dem sit bedste Hjerteblod og tilsatte næsten hele sin Livskraft derpaa. Og saa maatte han dog, da Arbejdet var til Ende, erkende, at det var i det mindste halvvejs spildt, fordi han nu omsider indsaa, at selv de bedste Bøger ikke kan vække et Folk af dets Dvale.

I Begyndelsen blev hans Foretagende mødt med ikke ringe Deltagelse og fra mange Kredse støttet med Pengegaver, der maa kaldes store i hine fattige Tider. Men i Aarenes Løb tabte Interessen sig, mens Kritiken voksede, fordi man fandt Oversættelsens Stil altfor »grundtvigsk«. Kun faa havde Øje for, at der her forelaa et sprogligt Mesterværk, hvis Værd i Virkeligheden var uafhængigt af, om de gamle Tekster kom til deres fulde Ret i Gengivelsen. De dannede Smagsdommere rynkede paa Næsen af den megen »Borgestue-Snak«, som bredte sig deri, og Menigmand, for hvis Skyld Sproget var gjort saa jævnt, var endnu for lidet oplyst til at gøre Brug af den dyrebare Sjælegave, som her blev tilbudt ham. Mange af den smukke, storstilede Kvartudgaves 3000 Eksemplarer kom til at ligge ulæste omkring i Sognene, og først en Menneskealder senere lykkedes det at faa et nyt Oplag trykt i mere tarveligt Udstyr.

Trods disse bedrøvelige Kendsgerninger blev Grundtvigs opofrende Arbejde dog ikke unyttigt. For ham selv blev de syv Aars 6 »Vintersæde« i Studerekammeret blandt de gamle Skrifter en Forberedelse til bans kommende folkelige Virksomhed, og for hans Landsmænd fik Kongekrønikerne senere Betydning som et af de vigtigste Hjælpemidler ved Undervisningen i de frie Skoler for Børn og Voksne. Heller ikke maa det overses, at Ingemanns historiske Romaner for en stor Del skylder Grundtvigs Saxo deres Fremkomst.

Endnu i 1810 havde Grundtvig ment, at en gennemset Udgave af Vedels Saxo var at foretrække for en ny Oversættelse, i al Fald som den, hvortil G. L. Baden gjorde Forslag. Se ovenfor II. S. 30-31. - Et Par Aar senere rejstes Spørgsmaalet om en ny Oversættelse af Snorre. Selskabet for Norges Vel, som var stiftet 1809, vedtog den 23. Maj 1812 at bekoste en saadan og overdrog Arbejdet til Islænderen Paul Arnesen, der for Kvadenes Vedkommende skulde have Grundtvig til Medarbejder. Da Arnesen Aaret efter erkendte, at han ikke kunde faa Tid til at fremme Værket, blev hele Oversættelsen overdraget til Grundtvig, der samme Aar flyttede til København som tjenstledig Kapellan. - Selskabet for Norges Vel kom imidlertid i Opløsning ved Rigernes Adskillelse i 1814, og den 3. August 1815 vedtog den københavnske Afdeling at danne et nyt Samfund under Navn af Selskab for nordiske Oldskrifter. »Etatsraad Pram, Højesteretsadvokat F. W. Treschow og Pastor Grundtvig valgtes til at træde sammen i en Komité for at indgive Forslag til det ny Samfunds Organisation. Paa Mødet erklærede Grundtvig tillige, at han med Hensyn til Oversættelsen af Snorro betragtede sig som løst fra sine Forpligtelser til Selskabet for Norges Vel, da han i lang Tid ikke havde hørt fra dette og heller ikke kunde underkaste sig de Vilkaar, Selskabet stillede. Han vilde nu tillige udgive en Oversættelse af Saxo. For at disse to Oversættelser skulde kunne sælges til Menigmand for en billig Pris, foreslog han, at det ny Samfund skulde udsende Prøver af begge Oversættelser, ledsagede af en Indbydelse til at yde Bidrag til dette Formaals Opnaaelse«. - Dette vedtoges, og saaledes fremkom det lille Skrift, som nedenfor meddeles.

For at give en bedre Oversigt over Grundtvigs videre Arbejde med de gamle Krøniker, er alle de Stykker af Grundtvigs Oversættelse og Indlednings digte til Krønikernes forskellige Dele, som kan finde Plads i denne Udgave, samlede her. Det lille Brud paa Tidsfølgen, som denne Ordning medfører, behøver næppe nogen Undskyldning.

7

Prøver
af
Snorros og Saxos Krøniker
i en ny Oversættelse
samt
et Ord til Danske og Norske
ved
N. F. S. Grundtvig,
Præst.

- æqve ad religionem pertinere judicans patriæ
facta literis illustrare et res divinas conscribere1.

Saxo Grammaticus.

Kiøbenhavn, 1815.
Trykt hos Andreas Seidelin,
store Kannikestræde No. 46.

*
8

Mindesang paa Fædres Gravhøi.

Sving dig over Mark og Skove,
Sving dig over blanken Vove,
Sving dig over Fjeld, min Sang!
Tolk som Torden Tidens Brøde,
Sænk dig saa i Toner søde!
Hjerter smelte ved din Klang!

Hist paa Fjeld og her i Skove,
Vidt og bredt paa blanke Vove
Færdedes en Slægt saa god;
Høit vi sande maae og sjunge,
At paa dobbelt Viis udsprunge
Børnene af deres Blod.

Deres Blod af slagne Aare
Sprang og sprudede saa saare,
Høit paa Val og vidt paa Søe,
Bølged som en Grav om Borge
Bredt om Dannemark og Norge,
Værged Lund og Fjeld og Øe

Ej, saa vidt som Havet bølger,
Ei, saa vidt os Saga følger,
Findes skal et Folk paa Jord,
Hvem det undtes saa at bygge
Under Skye og Skjold saa trygge,
Som det Tvilling-Folk i Nord.

9

Intet Folk og sine Fædre
Stræbde saa i Grav at hædre,
Kom saa flittelig ihu;
Derfor klinger Sang og Sage
Gjennem mange tunge Dage
Lystelig til os endnu.

Men, lyd høit i Nord min Klage,
Som en Røst fra gamle Dage,
Som et Vee fra Fædres Grav!
Kun for døve Øren klinge
Tonerne, som Bud os bringe
Fra vort Hjem med Klang og Stav.

See, der ligge Fædres Skrifter,
Bind om Fædrenes Bedrifter,
Jordede i Mulm og Støv!
Slægten stirrer kun paa Muldet,
Lytter efter Klang af Guldet,
Er for Modersmaalet døv.

Stumme flyve Oldtids Fugle,
Finde ikke meer paa Thule
Lye i Lund og Lyst til Sang;
Visnet er den gamle Stamme,
Vakler kun, sin Rod til Skamme,
Over Vove, Fjeld og Vang.

Hører mig, I høie Fjelde,
Vidnerne til Fortids Vælde,
Vidner og om dens Bedrift;
I, hvis haarde Klippe-Gavle
Fædre glattede til Tavle,
Tunged ud med Runeskrift!

Hører mig, I gamle Lunde,
Som, mens Aldrene henrunde,
Hørde Oldtids Fuglesang,
Som i eders Eegebarme
Gjemde troe med Lyst og Varme
Gjenlyd af den søde Klang!

10

Hører mig, I dybe Bølger,
Som i eders Hjerte dølger
Stavnespor fra Hedenold,
Af den Stavn, som Norges Syster
Søgde paa de danske Kyster,
Af den Stavn, som bar Kong Skjold*)!

Sover I, hvor kan I sove?
Vaagner, Lund og Fjeld og Vove!
Vaagner, vaagner, raaber Vee!
Vee den Slægt, som her har hjemme,
Som kan slige Fædre glemme,
Kan ad slige Minder lee!

Ja, I Fædre hisset oppe,
I, hvis Gulv er Stjernetoppe,
I, hvis Sjæl er i Guds Haand;
I det Vee maae selv istemme,
Over dem, som eder glemme,
Som fornægte eders Aand.

Eder ingen Glemsel skader,
Hvor I boe hos Aanders Fader,
Dog I tordne maae som Han:
Ær din Fader og din Moder,
Om du længe Livets Goder
Nyde vil i Fædres Land!

Hører det, I Folk i Norden!
Fædres Ak og Vee i Torden
Ruller høit med Brag og Døn;
Echo er for aabne Øre
Lydt i Lund og Fjeld at høre,
Og i Bølgens hule Drøn.

Sover I, hvor kan I sove?
Luft og Lund og Fjeld og Vove
Tordne ud det Vee med Brag;
Brat sig flokke Lyn i Flamme,
Flække, knuse visne Stamme
I et Vredens Tordenslag.

* 11

Hører dog Trompeten gale
Høit og hardt fra Kirkesvale,
Og foragter ei dens Kald!
Ogsaa mig paa Zions Volde
Bødes flittig Vagt at holde,
Vagt som Præst og Vagt som Skjald.

Med Trompeten for min Gane,
Hvad jeg skue kan og ahne,
Høit forkynder jeg i Nord:
Lugen leger over Lande,
Røde Sværd i Luften stande
Atter over Lunde-Chor.

Sagnet lader sig forlyde
Med, hvad Tegnet maae betyde:
Blodig Broderkamp i Nord*);
Ak, naar man foragter Fædre,
Brødre elsker man ei bedre,
Kroner Synd med Brodermord.

Hører mig, I Folk, som bygge
Trindt i Dovres brede Skygge,
Trindt i gamle Daneland!
Hører mig, I kjære Frænder!
See! jeg tvætter mine Hænder,
Her i helligt Vievand!

Jeg har ahnet, jeg har skuet,
Jeg har varslet, jeg har truet,
Og jeg beder end med Graad:
Vender om til fromme Fædre!
Da vil Gud end Brøsten bedre,
Stande bi med Raad og Daad.

See, jeg staaer ved Fædres Grave
Med de gamle Runestave,
Ristede af Fædres Haand:
Med de gamle Saga-Skrifter,
Hvori Fædrenes Bedrifter
Præged sig med Fædres Aand.

* 12

Skal jeg stande her alene,
Stirre paa de Runestene
Sukkende og sorrigfuld!
Skal jeg riste underneden:
Fædres Aand er faret heden,
Synker, Stene, ned i Muld!

Skal jeg her fra Kirkesvale
Høre Midnatshanen gale
Over Fædres kjære Land,
See ved Lyn, hvor Sværde mødes,
See ved Lyn, hvor Landet ødes,
See den visne Stammes Brand!

Nei, o, nei, I kjære Frænder!
Rækker mig dog Broderhænder
Over Belt og Sund og Hav!
Lad mig dog ei saa alene
Løfte paa de Bautastene
Over vore Fædres Grav!

Kommer! hjelper! lad os løfte
Høit dem over Svælg og Kløfte,
Lad os stave dem med Lyst,
Stirre paa de Rune-Belter
Stadelig, til Hjertet smelter,
Glødende ved Broderbryst!

Frænder! Brødre! o, saa hører
Dog, hvor Fædres Aand sig rører
I mit Hjerte og mit Ord!
Kan I stande kolde, døve?
Vil I Fædres Aand bedrøve?
Skal han flygte bort fra Nord?

Vi paa Fjeld, i Dal og Enge
Saaede i Kjødet længe.
Høsten blev og Sæden liig;
Vinteren er fast forhaanden,
Venner! lad os saae i Aanden!
O, da vorder Høsten riig.

13

Spildt vi har paa vilde Veie
Fædres Odel, Arv og Eje,
Haandens Fylde, Hjertets Fred;
Aldrig komme bedre Dage,
Har vi ei en Gnist tilbage
End af Fædres Kjærlighed.

Sving dig da, min Fugl, saa fage
Med et Blad af Nordens Sage
Gjennem Luft paa Aanders Vei!
Kald med Kvad og vift med Vinge,
Vil da Gnisten ei udspringe,
Ak, da er den der vel ei.

Flyv, min Fugl, nu ud saa fage!
Fædres Gud vil dig ledsage,
Trøste dig for Spot og Had;
Bede vil jeg alle Dage:
Give Gud, du kom tilbage
Med et grønt Oliven-Blad! 1

*
14

Fortale.

Danske og Norske! det er Tid, ja, det er den høie Tid, at vi oplade Øinene, see, hvad vi fordum vare, og hvad vi ere nu, og spørge alvorlig os selv, hvad det tegner til, vi daglig mere vorde, hvilken Fremtid vi berede i vort Fædreneland, i de kiække, giæve, stærke, fromme Fædres Land. Der var en Tid, en ulyksalig Time, da vi indbildte os i Daarskab, at vor Tidsalder havde, ikke arvet, nei, kraftig skabt og snild opfundet alt Lys, alVerdens Viisdom; vi lod os det indbilde, at, naar vi kun dristelig tiltroede os selv en Guddoms Frihed, Kraft og Viisdom, dahavde vi den ogsaa, naar vi kun rask fornægtede, hvad der ersagt og troet om Gud og Frelseren, om vores Blindhed, Afmagtog Elendighed, da var vi høit oplyste, og kunde ei beskiærevore Børn et bedre Arvegods end denne Viisdom, at der varIntet bag dem værd at ihukomme, Intet over dem at frygtefor og stole paa, Intet hisset at bekymres inderligenforoglængesefter, at deres usle Selv og denne Verdens forgiængelige Skikkelse var, hvad de stedse skulde have for Øie,.som Hjemmet for deres Digten og Tragten, Frygt og Haab, Bekymring og Tillid. Der var en saadan Tid ogsaa hos os; tungt, at den var; men Gud være lovet! hos os begyndte den dog kunat være, hos os er den ikke længer! den er vel i mangen Enkelt, den er desværre forplantet i den opvoxende Slægt, den forkynder daglig sit Djævleliv i Hovmod, skiden Egennytte, og hvadalle de fule Dødstegn hede, som pine den Retfærdiges Sjæl, naarhan seer dem for Øie; men jeg siger det alligevel med Glæde:den Tid er ikke længer hos os som Herre, den er her kun somen Misdæder, der maae skjule sin Skiændsel, hvormed den etØieblik pralede; Herren rørde ved Bespottelsens Tunge, og denmaatte forstumme; tvetunget er Uhyret blevet, i Løn og i Smugudspyer det Giften, men glat som Smørret er dets aabenbareTale; før krævede det ublue Herredømmet, nu taler det om 15 Fred og om Forlig. Men ingen Fred, siger Herren, for denUgudelige! hvad Samfund haver Lys med Mørke, eller hvorledes kan Christus gjøre Pagt med Belial? Vi skal vide, vi skalhuske det, at, sove vi, da vaagner Fienden, tie vi, da faaer hanatter Mæle; kun vort Sværd døver hans, kun den Levende, Virkende i os beskiæmmer den, som er i Verden. Vi skal vide, atdet kun gavner Lidet, at Bespottelsen forstummer, naar ei Troenavles, at det er os ikkun til Dom, men ei til Gavn, om vi bifaldeog bekiende, at vort sande Fædreland er ikke her, men ikkunhist, hvorfra vi vente Frelseren, i den paa Evighedens Pilleregrundfæstede Stad, hvor de fromme, de salige Fædre nubygge; det dømmer, men gavner os ikke, hvis vi ei levendetroe det, idelig stunde og stadelig stræbe didop, hvor de boe, didop, hvorfra Han skal komme og føre os hiem; dersom vi eilade det udtrykkelig tilsyne i vort Levnet og i al vor Idræt, atvi ere Hans Slægt, som er hellig, at vi ere de fromme Fædresægte Børn og rette Arvinger. Men ligesom der staaer skrevet:hvorledes skulde de troe, hvad de ikke have hørt? saaledes viljeg og spørge: hvorledes skulde de stræbe at ligne, hvem deikke kiende? og hvad de Fleste iblandt os lidet eller intet kiende, det er, næst Guds hellige Ord, vore Fædres Levnet og Idrætter.

Nu, det være langt fra mig, at sætte de Ting saa ved hinandens Side, at de skulde agtes som lige fornødne. Nei visselig, hvo som kun holder sig nær til Gud og Hans Ord, han haverog Samfund med alle salige Aander, og maae i sit Levnet udtrykke en elskelig og faver Lignelse af fromme Forfædre, omhan end aldrig fornam en Lyd eller hørte et Navn fra Fædrenes Old; thi Aanden er den Samme; Han virker Alt i alle GudsBørn. Men det er derfor ikke mindre sandt, at elske vi Gud, daelske vi og Alt, hvad som er født af Ham, og af Ham fødtes eiblot de fromme Fædre, men og den ganske Styrelse og Skikkelse i Fortidens Dage; det er ikke mindre vist, at elske vi defromme Fædre, da ønske vi at kiende dem, deres Idræt ogTrængsel og Seier i Verden; elske vi den Guddommelige Styrelse, da ønske vi besynderlig i Hiemmet at beskue den; thiinderlig og hemmelig er vort Liv knyttet til vore Fædres, hvoraf det i alle Maader udsprang; det er, som deres Hændelservederfores os selv i en underlig dunkel, men inderlig kiær Barndoms Tid; deres Aand svæver over Skoven, de plantede, Marken, de dyrkede, Fjeldet, de vandrede paa, Havet, de befoer,.Huset, de bygde, Graven, som har deres Støv, og over os, deresBørn, deres Kiærligheds Frugt; Fædrenes Aand omsvæver os 16 og tolker deres Hændelser og Idrætter med en Røst, som intetlegemligt Øre fornemmer, men som underlig gienlyder i vortInderste, som beviser sin Kraft ved at klare Øiet for de gamleDage og smelte Hjertet til inderlig Medlidenhed og dyb Deeltagelse i Alt, det Mindste med det Største.

See, derfor kan Ingen sige med Sandhed: jeg ærer og elskerGud, men mit Fædreland elsker jeg ikke, mine ForfædresSkiebne er mig ligegyldig; saalidet kan Nogen sige dette medSandhed, som om han sagde: jeg elsker Gud, men hader minFader og Moder og Broder; Guds Kiærlighed er Alt; men hvorikke engang den naturlige Kiærlighed findes, visselig, der erGuds Kiærlighed endnu mindre tilstæde, og naar den kommer, da renser den Alt; men den ødelægger Intet, som er af Gud, ogdet er den naturlige Kiærlighed i sin Rod? om den end i sinVext er nok saa vanartet.

Er dette nu Sandhed, som det er, om alle Folk og Tider, hvorøiensynligt maae det da ikke være for os, som bygge i Norden?da det er aabenbart, at intet Folk af Naturen har annammet ensaadan Kiærlighed til Fædrene som vi, at der er intet Folkunder Himlen, der haver været saa underlig bekymret for atgiemme Fædrenes Ihukommelse og overantvorde den til deresBørn, som de Folkefrænder, af hvis Lænder vi udsprang. Lados da høre, hvad gamle Saxo formelder om den fjerneste Oldtid: de giemde, siger han, Fædrenes Ihukommelse, ikke allenei Riim, som ginge fra Mund til Mund, men ogsaa i deres egetSlags Skrift, som de indgrov i Kampestene og Klipper; saastærk var deres Drift til historisk Idræt, at havde de ei Pergament, da toge de Stene, og Fjeldvægge gjordes til Tavler! Lados dog see paa Saxo selv, som sad i de mange Aars Dage ogsankede Sagn fra de forrige Tider, og lagde dem ud med storBesvær paa det fremmede Maal, for at de ret kunde vinde og vare, saa kommende Slægter og Udenlands-Folk dog ei skulde mene, at Dannemark ei havde baaret og avlet Mænd og Bedrifter, Amindelse værd, eller at Folket derinde var nu saa aldeles indsovet, at de gad ei længere mindes de herlige Fædre! Lad os betragte de Islands Folk, den Sagamandsflok med Snorro i Midten, der sagde saa flittig og snildt, hvad de kom ihu, og bandtdet i Riim, og fæstede det saa klarlig paa Pergamentet, at Sønner i mange Led kunde læse det grandt, ja, at vi endnu, efterAarhundreders Løb, kan læse den gamle Skrift, som de densatte med egen Haand! Lad os dog lytte til Viser og Sagn oglære, hvad Folk vi tilhøre! Lad os dog see, at det var en 17 gruelig Tid med Mørke og Ondskab, i hvilken man glemde defremfarne Dage, at aldrig saa snart kom Lyset og Fromhedtilbage, før Folket igien lod den gamle Kiærlighed til FædresAmindelse kiende! See vi det ei i det klareste Speil paa Saxos ogSnorros fordanskede Bøger, kan vi ei mærke, at den MesterAnders og den Peder Klausen, der kunde tale saa kraftig ogliflig om gamle Forfædre, de elskede dem og deres Minde tilvisse! Kan vi ei vide, at de vare mange, som elskede saa, aldenstund de Bøger ere saa flittig udgangne, aldenstund de Kiæmpeviser gik med, og mangen Bog ligger end beskrevet om gamleHandler, stundom endog med en adelig Jomfrues Finger.

Visselig, er det da saa, at vi nu agte haant eller ringe om Fædrenes Minde, da er det ingenlunde vor Dyds eller VittighedsSkyld, nei, da er det, fordi vi blev dorske og dovne, og gridskepaa Verden, og kolde om Hjertet, og blinde for Storhed, ogfremmede for vores Fædreneland, for det, som er hist, og det, som er her; og det nytter slet ikke at dølge, thi Dage tale medDage derom: saa har det været fat med os, saa er det desværremed Mange endnu; men saavidt er vi dog komne, at mange, kloge af Skade, kan see, at have de end ikke selv den varme oguegennyttige Kiærlighed til Næste og Fædreneland, saa er detdog Alt et forloret Spil med Oplysning og Dyd, med Land ogmed Folk, hvis den er forsvundet og kan ikke vindes tilbage.

Nu, er den da ogsaa uigienkaldelig borte, er den nu ganskeudslukt og uddød, den hellige Lue, som varmede FædrenesHjerte? er den da ganske forsvundet, den dybe, igiennem Aartusinder arvede Kiærlighed til Fædre og Fædreneland, til degamle Dages Ihukommelse?

Nei, Gud være lovet! det er ikke saa; mat og døende er Luenvist, men udslukt er den ikke; kiølet og sammenkrympet erNordens Hjerte, men dog ei isnet og forstenet. End er jo Snorrodog en gammel Ven i mangt et Grandelag blandt Fjeldene; ja, ide sidste Dage begyndte jo igien selv blandt Fornemme og Boglærde en liden Flok, kied af vor Tids den tomme, vandede Roman, at tye til Sagabogen og lede Fædres gamle Venner opigien i Støvet og i Borgestuen, hvor de vakkre Gamle taalmodigtøvede, til vores Ruus var sovet ud og dampet bort, saa vi komtil Besindelse igien. Ja, hvem maae være vissere derpaa endjeg, at Kiærlighed til Fædrene er end tilbage mangensteds, dogi det mindste som en dunkel Ihukommelse! Veed jeg det ei, atFaa kun lide, Mange hade Talen, som jeg fører om Guds Ordog Tidens Usselhed og store Skyld og Fare? veed jeg det ikke, 18 at de kalde mig en hjerteløs, hovmodig Sværmer, som elskerkun sig selv og sine Griller? Jo, man har sørget for, jeg fik detret at vide; man viser mig et Billede, som ingen Djævel skuldeskammes ved at ligne, og som dog Folk vil sige, er mit retteContrafei. Og dog, ja, desuagtet, naar mit Hjerte bøiedes modFortids Dage, naar det rørdes ved de fromme Fædres Ihukommelse, og sank deri med Kjærligheden, det ei maae ødsle paaSynd og Vantroe, og jeg da rørde Tungen i Tale og Sang omde forrige Dage, o, da glemdes det slet ikke sjelden, hvem detvar, som talede, da var de slet ikke mange, som, medens deToner klang dem for Øre, vilde sige: han, som talde, kjender, eier ikke Kjærlighed; og dette er for mig det stærkeste Beviis, som gives kan, derpaa, at megen Kjærlighed til Fædrene er endtilbage; thi ellers rørdes man ei længer ved den Kjærlighed, som ydes dem; ja, det er vist, der er i Norden mangt et Hjerte, der kan slaae høit og ædelt, naar først Skorpen gjennembrydes, som voxde til og hærdedes i onde Dage.

Men, er det saa, med hvilket Vaaben kan vi da vente, underGuds Velsignelse, at kjæmpe sejerrigest mod Uhyret, der stilerpaa at isne eller knuse Nordens Hjerte? Hvormed, uden meddet, der hos os vækker og forstærker alle ædle Kræfter, somhos os omfatter alle gode Følelser, med Fædrenes Ihukommelse!Ja, for mig er det en Vished, at kunde vi, som end røre Tungen, blot røre vore Sødskendes Hjerter, saa de bøiede sig modFædrenes Dage og forlystedes høilig ved deres Minde, da kundevi glade nedlægge vor Stav, thi da var Fjenden endnu engangslagen af Marken med Kjærligheds Vaaben. Og nu dette Vaaben, det sidder aldrig bedre nogensteds end i de Gamles egneHænder; hvad der da saares, skal ikke sige, det var personligFjendskab, som førde Sværdet; hvad som vækkes, størkes ogopmuntres, skal blive dobbelt stærk og glad og vaagen ved atføle, at Hjelpen kom fra de gamle Dage, føle sig dobbelt visderpaa, at Sandheds Kraft omfatter alle Tider, og at, hvad som, trods alle Tidens og Slægtens Omskiftelser, beholder Kraft tilliflig at røre og størke, det er af Sandhed.

See, derfor arbeider jeg med Lyst og Glæde paa en Oversættelse af Saxos og Snorros kostelige Krøniker om Fædrenelandet, derfor er det mit inderlige Ønske, at disse kunde saaledes udkomme, at de vare den Fattige lige saa lette som den Rige aterholde, at disse Bøger ei skulle komme i Boghandleres Haandog derved blive tabte for dem, der elske og behøve dem mest,menig Mand, hvis Vilkaar blive hver Dag trangere. Men 19 Sølv og Guld, det haver jeg ikke, og skjøndt det mangengangunder saadanne Tanker tykkes mig ønskeligt, saa er det dogselv i dette Stykke godt at være fattig; thi var jeg riig, vilde jegsaare fristes til at undgaae alle Omsvøb og bekoste de Bøgeralene, og det var ikke ret; thi de Bøger ere med deres heleFrændebalk et fælleds Arvegods, og hver Mand har samme Retsom jeg til efter sine Vilkaar at tage Deel i den KjærlighedsGjerning, hvorved Arvegodset skjænkes og skiftes til Folket;og har de Gamle ei saa mange Venner end i Nørreland, at dekan villig og sømmelig udstyres paa denne Maade til Vandringpaa Slette og Fjeld, da har det slet ingen Hast, da er der vistogsaa kun Faa, som vilde byde de Gamle ret inderlig, ærligVelkommen, og til at sidde paa Snyltegjæsttærskel eller bænkesi Krogen hos Møl og hos Muus, dertil er de Gamle for gode; deskal i det ringeste ingenlunde lære Nutids Maal og klæde sigop for at favnes saa ilde; lad dem kun saa endnu en Stundsamle Støv i de lange gammeldags Skjød, til man lærer at kyssedem Støvet af Mund og finder ei meer sit Gyldenstykke forgodt til at skaffe dem Klæder af Nye.

Paa anden Dansk, jeg vil, med Guds Hjelp, fortfare at oversætte de to gamle Krøniker, Flid uspart, og jeg vil, saafremt deter mig paa nogen Maade mueligt, gjøre det, for hvad man kalder Intet; og nu spørger jeg Danske og Norske, Norske og Danske Mænd, Een for Begge og Begge for Een, om de har saameget Hjerte i Livet, at de, hvis de finde den forrige Oversættelse forbedret, som den ved Tidens Fremskridt bør være, imin, om de da, hver efter sin Lejlighed, vil give Noget, for atde Krøniker kan snart og sømmelig udkomme, og sælges saa atsige for Intet; ja, jeg maa jo lægge til, for at, om der ei er andetRaad. jeg kan gjøre et Maaltid paa de gamle Karles Kappe, mens jeg stræber at lære dem det ny Tungeslag; thi Dansklærer jeg af dem.

Men, vil maaskee Nogen sige, hvorfor beder du ikke Nordmænd bekoste Snorro og Danske Saxo alene, da turde manlaane dig mere villigt Øre? Ja, upaatvivlelig, er mit Svar, menjust derfor gjør jeg det ikke, kan og maae ikke gjøre det.Hver Dag overbevises jeg mere om, at Dansk og Norsk, hvordan det saa gaaer, er og bliver i Aanden et Ægteskab, saalænge der er noget Ægte deri; det have mange, selv af de Bedre, nuomtide glemt, og derom skal de erindres, og kan vel ei mindes bedre derom end ved Snorro og Saxo, der saa aabenbar erei alle Maader hinandens Fylde; og er der ikke saamegen 20 Ihukommelse af Frændskab tilbage i Landene, at man vil erkjendeog elske Fælledskabet der, hvor det er unægteligt, i Historien,nu, saa kan jeg ligesaagodt bukke min Ryg for et Par Mæcenersom for et Par Folk, hvis jeg sætter nogen Priis paa den Æreat see min Oversættelse trykt og maaskee rost og maaskee læstog lagt paa Hylden, til den raadner med Hjerterne, de saftløse, trøskede Hjerter.

Men, det har vel dog, med Guds Hjelp, ingen Nød. For Dannemark svarer jeg, at hvem som har Lyst til at hjelpe Saxo paaFode, forarges vist ikke derover, at Snorro følges med, saalidtsom jeg kjedes ved at følge ham paa Vei; ja, jeg vil sige mere, ligesom jeg var mere end halv færdig med den egenlige Snorro, før Saxo faldt mig ind for Alvor og lagde mig saa at sige en afde Danskes gamle Runestene, som vi omtalte før, paa Hjerte, saaledes er jeg vis paa, det skulde ej koste mig stort at faaeSnorro udgivet uden Norges Hjelp, men kanskee mere at faaeSaxo frem, naar jeg, at sige, ikke først veltede ret den omtalteSteen fra mit paa Danmarks Hjerte, thi da havde det vel ingenFare.

Men nu Norge! Ja, hvad skal jeg sige? jeg har jo alt længemærket og sagt, jeg mærkede, at Agdes Øre bøiede sig lidtstoragtig fra Vendils Tunge, og det var i de sidste Dage endda ikke saa lidt, og Gerhard Schønning var ikke den enesteNordmand, som pegede Fingre ad Saxo, hvis Sagn dog syntesham ret gode at stoppe Huller med i Landfedgatal, naar de kunlod sig flytte over Havet, og fik sig Granestylter for Fuglevingerog Brum for Sang; jeg veed det meget vel, at man i Norge beloe Saxo, mens man i Dannemark ophøiede Snorro; jeg veeddet Alt og meget mere, som jeg nødig gad hørt; jeg veed detgodt, at de kiære Nordmænd er et haardt Folk, og bære baadeHierte og Næse en god Deel høiere end vi, og end det er tilbørligt; men jeg veed ogsaa, at ere Nordmænd, at sige de, jeg kalder ægte Nordmænd, end tit ei gode just at faae iTale, saaer det og kun derom, det giælder meest med dem; thi faaer mandem i Tale, da er det og Folk, med hvem man kan tale sig tilRette, og bøie de sig kun til at høre, da lade de og Hjertet synke, og da finder Sandheds Røst det paa sit rette Sted. Nu, vardet min Hensigt at lokke Penge fra de Nordmænd til Saxo ellermig, da var det slet ikke svart, men da talde jeg ei heller, somjeg taler her; men efterdi nu det er ikke Sagen, men Sagen erat føle dem paa Hjertet, see, derfor taler jeg saa frit; det er ei 21 Tiggerbørn og ei Skiftinger, det er ei Vandsnak eller Barnepjat, ei Krap eller Tangsalt, hvis Sag jeg taler her; men det er Fædrenes kongelige Sendebud, det er Saxo og Snorro, der staaemed Favnen fuld af Fortids Guld, af herlige Klenodier, som devil skiænke, naar kun Dørene oplades; det er disse Adelsmænd, som trænge ei til Nogen, som naar de ei af Kiærlighed til envanartet Slægt lod sig bevæge til en Åftenvandring over denvindaabne Mark og de iisklædte Fjelde, kunde anderledes hvilesig paa deres Laurbær end vor Tids priste Veteraner og Kiæmper, der mod dem ere Grønskollinger og Dværge, der først maaemed dem giennemleve et halvt Aartusinde, styrke, undervise ogglæde Millioner, før de naae deres Skuldre; det er saadanneSvende, hvis Ærende jeg røgter, i hvis Navn jeg taler, og sletmaatte jeg kiende mine Folk, om jeg vilde tigge dem Huslyemed sledske Ord, staae krum med Hat i Haand for at fange denusle Skilling, der dog vel ei kan fare bedre end med saadanneRiddersmænd, for hvem hver en Ædling bøier Hovedet, naarhan faaer Syn paa Frodes Guldring og paa Hellig Olavs hvideSkjold.

Og nu, Farvel for dennesinde, Danske, Norske Mænd! edersSvar paa denne Tale venter jeg med Længsel mellem Frygt ogHaab, men rolig dog, fordi jeg har et bedre Haab, som aldrigsvigter. Eders Svar; thi Svar maae I give, Tavshed var et himmelraabende Svar; eders Svar, siger jeg, bestemmer forudendet, som mere er, hvad og hvordan jeg herefter skal tale tilEder, hvem af Eder jeg tør tiltale venligst; thi den, som paa etsaadant Spørgsmaal i saadanne Ord svarer mildest, er visseligmin nærmeste Frænde.

Tykkes Eder nu, at jeg skreeg for høit, eller huggede forhardt, nu, saa lukker dog ei derfor gamle Venner Eders Øre!de kan dog ei derfor, nu da de maae laane sig en Tunge, omden, de langt om længe fik, er lidt uartig, og I kan troe, at i ensaa vanartet Tid er det just ei saa nemt at føre eller finde Tunger, som ere ærlige og rørige og derhos altid, hvad man kalderartige og fine. Og naar I, som jeg haaber dog, forlystes ved degamle Svendes Tale, tilgiver mig da min Uartighed for deresSkyld, og husker saa, at det var netop kun for deres Skyld, jegtalde, at det var kun til deres lunkne og glemsomme Venner, jeg talde et Par haarde Ord; thi hvem der har dem rigtig kjær, han taler med dem selv, og det forarger ham slet ikke, hvad jegsiger saa ved Siden til de Andre. Vil I følge dette Raad, datænker jeg, I lukke vel den lille Bog med den Bemærkning, 22 at der i Grunden ei er saare meget at tilgive mig i detteStykke.

De Sagn, de Gamle har i Dag at føre, er ikke just de muntreste; men I kan sagtens tænke, de Gubber blev ei muntre veddet Selskab, de har for det meste havt nu i den sidste Tid; devilde endelig fortælle hver sit Sørgespil, og man bør føie sligegamle Folk i Alt, hvad muligt er, ei blot, fordi man ellers støder dem, der fik kun alt for mange Stød i Verden, men og fordide er en god Dag ældre og en god Deel klogere end vi. Lytterkun til Sørgetalen, og I skal da fornemme, hvis I ikke veed detalt, at der er dog en Veemod til, som kun en Daare kunde byttebort for al Verdens Fryd og Glæde. Seer saa til, at I kan muntre Gubberne, og jeg tør love for, de muntres, naar I lytte stille, venlig til Sagnene fra deres unge Dage, og bede dem saa kjøntfortælle meer og ikke vredes over, at I saa længe har forsømtat lade Øret til, hvor der stod Sagamænd tilrede, som havdeslige vakre Sagn at føre! Ifald I tjene Eder selv i dette, da viljeg sagtelig tilføie, at jeg er dermed ogsaa tjent; thi jeg tør væddepaa, at blive I først gode Venner med disse gamle Dannemænd, da vil de tale saa min Sag, at I betænke Eder, før I dømme migsaa reent fra Sands og Kjærlighed. See, det er Egennytten, somI vel kan tænke, jeg har min Deel af saavelsom I, og jeg vilskrifte ærlig, for, om det er muligt, ikke at beskyldes for denEgennytte, som er Tidens Orm og min dødelige Fjende, som I blot kan deraf vide, at jeg beder Eder gjemme saa paaFædres Ihukommelse og Kjærlighed, som det er aabenbart, den Orm har ret sin Glæde og sin Næring af at gnave ogfortære.

Hvad jeg nu ved denne Leilighed har om min Oversættelseat sige, er kun saare Lidet, men bør dog ei forties. Ikke engangmine egne Ønsker har jeg nær opfyldt, altsaa vel mindre Andres; men deres billige Fordringer, som kiende Arbeidets Vilkaar, haaber jeg at have tilfredsstillet. Det er ikke her Sagenat levere en saadan ordret Oversættelse, som for Historikerenkunde tjene i Grundskriftets Sted, et Arbeide, som, om det ogsaa var mueligt, dog ei vilde være Umagen værd, da Ingen børvove sig til at være nordisk Historieskriver uden selv at forstaae saavel Islandsk som Latin. Her er det Hovedsagen atlevere de gamle Skrifter i deres eiendommelige Aand, i et let, fatteligt og trohjertigt Sprog; jo nærmere man kan holde sig tilGrundskriftets Ord, Vendinger og Talemaader, des bedre; thides troere og fuldstændigere et Billede leverer man; men i 23 Nødsfald skal man lade fare, hvad der ei er vigtigt og ei lader sigforene med de ypperste Fordringer. Saaledes tænkde AndersSørensen og Peder Klausen, og uden den Tænkemaade havdeFolket maattet undvære al det Gavn og den Glæde, disse Ædlingers Bøger have skiænket; saaledes tænker ogsaa jeg, ellersmaatte jeg lade Arbeidet fare, og jeg lader mig hverken standseeller nedslaae, men glæder mig meget mere ved den Vished, atligesom jeg seer mig i Stand til, uden Opoffring af det Vigtigste, at komme Grundskrifterne nærmere end mine Forgiængere, saaledes vil, med Guds Hjelp, efter nogen Tids Forløb, en Anden kunne giøre ogsaa i denne Henseende mere end jeg. Leverderimod nu i Norden Nogen, som kan og vil giøre det bedre, da aftræder jeg ham villig Arbeidet; men gives der ingen saadan, da kan jeg med Billighed forlange, skiøndt ei med Rimelighed vente, af de Boglærde, at de uden at fordre den Fuldkommenhed af mit Arbeide, jeg ei kan give og er saare langtfra at tillægge det, optage det mildelig, som et lidet Afdragpaa min store Gield til det inderlig elskede, velsignede Fædreneland.

Hvad jeg især kan vente af Somme udlagt til det Værste, ervel den Maade, hvorpaa jeg har behandlet og oversat Versene, saavel de islandske som latinske; thi med dem har jeg ikke taget mig saa liden Frihed; men uagtet jeg maaskee ikke kanoverbevise alle dem, jeg ønskede, om mine Grundes Vægt, erjeg dog slet ikke bange; thi jeg er mig modent Overlæg bevidst, og jeg har med min gode Villie hverken gjort Versene ellerLæserne nogen Skade.

Ikkun for at Ingen skal med Føie troe, at jeg er gaaet viderei Friheden, end sandt er, og heller ingen sige, at jeg vil dølge, hvad jeg har gjort, kun derfor vil jeg saa klart og bestemt, somjeg i Korthed kan, angive den rette Sammenhæng, og da ladehver dømme, som han har Forstand og Villie til.

Stor, ja, engang for stor, Ærbødighed har jeg stedse havt foralle Mindesmærker fra Hedenold, og at forbytte eller forvanskedem kan da vist ikke være i min Aand; ikke heller skal denKyndige lettelig finde noget Træk i Indholden af de oversatteRiim, som ei findes i de gamle; men hvad derimod Formenangaaer, har jeg brugt al den Frihed, jeg ansaae nødvendig, for efter Evne at giøre dem til ligesaa virkelige nydanske, somde sees eller kiendes at have været gammeldanske Digte. Jeg 24 mener nemlig, det er klart, at saa megen Vigtighed den gamleVersebygning, ja, tildeels alle Vendinger og Udtryk, have forHistorikeren, saa skal dog Oversætteren, især af Versene i enFolkekrønike, see langt mere paa, at de, uden at tabe deresAand og Indhold, beholde Livlighed og Velklang, om han endderfor tit maae bruge andre Ord og Vendinger, giøre dem snartkortere og snart længere end dem, han har for sig. Dette erisær nødvendigt hos Snorro og Saxo; hos Snorro, fordi de flesteVers, han, meest som historisk Hjemmel, har anført, ei haveandet poetisk Værd end enkelte Billedudtryk og vittige Vendinger, som, ligefrem oversatte, vilde tit enten ganske tabe sig ellerdog gaae forlorne for de fleste Læsere; hos Saxo, fordi han synlig har snart forlænget, snart forkortet og næsten altid udsmykket de gamle Vers, deels for at faae dem knebne i etromersk Versemaal, og deels for at giøre dem, efter hans Tanker, mere poetiske. Kan eller vil nu en Oversætter ei gaae omtrent den Vei, jeg har valgt, da maae han enten, som PederKlausen, udelade Versene, eller, som Anders Vedel, give deresIndhold i Prosa, eller, som Snorros Folioudgave, levere noget, Faa kun forstaae, og Ingen gider læst. I den første Deel afSnorro, ligetil Olav Tryggesens Død, anvendte jeg megen Tidog Flid paa at oversætte de mærkeligste Vers næsten ordretmed Riimstaven; men, selv hvor det lykkedes bedst, saae jegdog, at de fleste Læsere, og Versene selv, vare kun slet tjentedermed; jeg tog derfor Skeen i en anden Haand, og, uden paanogen Maade at ville nægte, hvad jeg selv ønsker og haaber, atdet kan lykkes en anden bedre at forene Klarhed, Liv, Velklang og Nøiagtighed, tør jeg sige, at jeg ingen Flid har sparet, men prøvet alt og valgt efter bedste Skiøn; lad saa Dadlernegiøre det bedre*)! De velvillige Læsere haaber jeg derimod atfornøie især ved Synet af de gamle danske Vers, som jeg vel eihar kunnet give, hvad de af Fylde tabde under Saxos Haand, men som jeg dog med Hjertensfryd har udløst af det latinskeSnørliv og Krumlæg, saa de igien kan trække Veiret frit i Fædrelandets Luft og rette Benene i gode, gamle, danske, mageligeRiim. Og, Gud skee Lov! saadanne ærlige, velvillige *

25 Dannemænd, der ei kløve Haar, men tage til Takke med, hvad enærlig Mand giver, saa godt han det har, dem, og ei de selvgjorteLærde og Kloge med Sværtekrukken og Roestrompeten, ønskerjeg at tækkes. Lad dem kritikakle og mønstre og rynke Næse;det er, hvad de kan; saa lad hver giøre Sit! i Guds Navn giørjeg Mit, og paa hans Velsignelse stoler jeg ene.

Kjøbenhavn, den 20de August 1815.
N. F. S. Grundtvig.
26

Hellig Olavs sidste Dage. (Af Olavs Saga. Kap. 208-240).

Om Vaaren, mens Kong Olav tøvede i Sverrig, havde hansine Speidere inde i Norge, og de kom alle hjem med den Beskeed, at det var en farlig Sag at færdes der, og raadte ham medeen Mund fra at drage ind i Landet; men han blev dog ikkedesmindre ved sit Forsæt, at hjemsøge Norge, og spurgde KongØnund, hvad Regning han kunde giøre paa hans Hjelp til atindtage sit Odeisrige? dertil svarede Kong Ønund, at Svenskernevar ikke meget for at nappes med de Norske; thi, sagde han, viveed det alt for godt, at det er haarde Halse og dygtige Karle, saa det Lands Folk er ikke godt paa Strid at giæste; see, derforskal jeg nu med eet Ord sige dig, hvad jeg vil giøre; jeg vil flyedig Firehundrede Mand, Karle udaf Vælten, de raskeste Svende, jeg har i min Gaard, med Hjelm og med Brynie, og saa desforuden giver jeg dig Lov til at hverve i mit ganske Land saamange, som du kan, og som har Lyst til at giøre dig Selskab.Dette Tilbud tog Kong Olav imod og lavede sig derpaa til Reisen; men sin Dronning Astrid og sin Daatter Ulfhild vilde hanlade blive i Sverrig.

Der nu Kong Olav var reisefærdig, gav han sig paa Vei medde fire hundrede Mand, som den svenske Konge lod ham faae, og drog afsted med svenske Veivisere op igjennem Landet tilSkovene. Han kom da saaledes til Jarnberaland eller Darlekarlien, og der stødte det Mandskab til ham, der, som sagt, varuddraget af Norge for at mødes med ham, og her fandt han dabaade sin Broder Harald og mange andre gamle Venner, saadet var et glædeligt Møde tilgavns, og nu havde Kongen i alttolv hundrede Mand. Fleer fik han snart, og det fra en Mand, heed Dag, som skal have været en Søn af den Kong Ring, Olav 27 havde gjort landflygtig, og man siger, at Ring var en Søn af DagRingsen og en Sønnesøn af Harald Haarfager, saa Dag var iSlægt med Kong Olav. Ring og hans Søn havde sat sig ned iSverrig og faaet Lehn i Landet; og der nu Kong Olav var omForaaret kommet fra Østerleden der til Lands, havde han skikket Bud til Dag, om han vilde gjøre ham Følgeskab til Norgemed al den Magt, han kunde udrede, paa de Vilkaar, at dersomde fik Overhaand i Landet, da skulde Dag vorde ligesaa mægtig der, som hans Fædre før ham. Dag var ingen dybsindigMand, ham var det første Indfald det bedste, og hans Hjertelaae paa hans Tunge; men han var rask i Færd og bold i Kamp;derfor klang Kongens Ord godt i hans Øre, og Hjemvee betogham, saa han fornam stor Hjertens Attraae efter Norge og Odelsriget, som hans Fædre havde fordum styret; han svarede dabrat, som Kongen bad, sankede Folk og stødte med saa omtrent Tolvhundrede Mand til Kong Olav. End ydermere lodKongen giøre vitterligt i hver en Bøigd, hvor han kom frem, athvem der havde Lyst til Bytte og til at arve Kongens Fjender, skulde kun komme og gjøre ham Følgeskab; og paa den Maadefik han en stor Hob løse Folk og Røvere imellem. Imidlertidfortsatte han sin Reise giennem Skovbøigden, alt imellem overØdeland, og de maatte bære eller slæbe Færger med sig, for demange Vandes Skyld, som var i Veien. Saaledes kom han datil Jemteland, og saa fort videre ad Kjølen til, og mangt et Sted, hvor han slog sin Leir, har derved siden faaet Navn af Olavsbølle. Al den Stund han nu drog op igjennem Bøigderne, hvoringen Fare var paa Færde, adspredtes Folket vidt og bredt; mennaar Hæren skiftedes paa flere Veie, da fulgdes Nordmændenemed Kongen ad den ene Vei, Dag var for sig selv med sine Folk, og Svenskerne for sig i den tredie Flok.

Ved denne Leilighed fortæller man om to Karle, ved NavnGauka-Thore og Afar-Faste; de var Brødre de samme, større ogstærkere, end Folk er fleest, og fattedes hverken for Mod ellerDristighed; men det var de argeste Røvere og Stiemænd, derkunde være til, og som de var Herrer, saa fulgde dem Svende, tredive Karle i Flok. De hørte nu ogsaa tale om den Hær, somdrog igjennem Landet, og snakkede om imellem sig selv, at detkunde være et godt Indfald nu at drage til Kongen og følgeham hjem i sit Land og forsøge sig engang i et ordentligt Feldtslag; thi de havde aldrig været med, hvor man sloges paa Krigsmaneer, og vare nysgierrige efter at see Kongens Slagorden.Det Indfald huede deres Følgesvende, og de droge da samtlig

        

28 afsted for at finde Kong Olav. Da de nu kom derhen, stædtesBrødrene for Kongen med samt deres Følge i fuldeste Rustningog hilsde paa ham. Han spurgde, hvem de var, og saa sagdede, hvad de heed, og at de havde hjemme der i Landet, tilmedsagde de og deres Ærinde, at de vilde gjerne følges med Kongen, Kongen svarede: seer jeg ret, da er I Karle for jer Hat, ogsaadanne Folk, sagde han, er mig altid velkomne; men, sagdehan saa, I er dog vel christne Folk? Nei, sagde Gauka-Thore, jeg er hverken Christen eller Hedning, jeg og vi Kamerader haringen anden Troe end den, at vi troer paa os selv og saa paavor Styrke og gode Lykke, og det slaaer vi os ret godt igjennemmed. Da er det stor Skade, svarede Kongen, at saa dueligeKrigsmænd ikke troe paa Christ, deres Skabermand. MenKonge! sagde Thore, har du da i hele dit Selskab en enesteChristen Mand, der er groet bedre af Skarnet end vi Brødre?Lad I jer nu døbe, sagde Kongen, og annammer den sandeTroe! saa maae I følges med, og jeg skal give eder Hæder ogÆre; men vil I ikke det, saa gaae I kun tilbage til eders gamleHaandtering! Afar-Faste svarede, at han vilde ingen Christenvære, og dermed gik de; men Gauka-Thore sagde: det er dogen stor Skam og Spot, den Konge gjør os, at han vil jage os fraHæren; det timedes mig dog aldrig før, at jeg ikke maatte gaaei Lag med andre Folk, hvor jeg saa kom, og gaae bort med denBeskeed, det gjør jeg ingenlunde. Saa slog de sig i Selskab medde andre Fribyttere *) og fulgde Hæren, som nu drog Vester paaad Kiølen til.

Der nu Kong Olav drog over Kiølen og kom paa Vesteraasene, saa Landet laae derunder vidt udbredt for hans Øine, da reedhan i sine egne Betragtninger og stirrede ud over Landet, medens Hæren foer, som den kunde, Nogle for og nogle bag efterKongen, men alle et godt Stykke borte. Kongen var stille, ogreed til langt op ad Dagen uden hartad at see til en Side; hantalde til Ingen og Ingen til ham. Endelig reed Bispen hen ogtalde til ham og spurgde, hvad han grublede paa, og hvi hanvar saa tavs; thi Kongen pleiede ellers paa Reisen at være *

29 munter og snaksom med sine Folk, saa det var en Glæde at væreham nær. Da svarde Kongen med stor Alvorlighed: jeg har nuen Stund havt et forunderligt Syn; thi ret som jeg reed og saaened af Fjeldet ud over Norge, faldt jeg i Tanker om al denGlæde, jeg havde havt i det Land saa mangen god Dag, og saakom det mig for, som om jeg saae ud over hele Trøndelagen, og dernæst over alt Norges Land, og jo længere Synet stod migfor Øie, des videre saae jeg, saa at tilsidst laae den hele videVerden med Land og med Vand aabenlys for mig, jeg kunderivelig*) kiende alle de Stæder igien, hvor jeg havde været, saavel som dem, man havde fortalt mig om; men den hele vide Verden med alle de Bøigder og Ørkner, som jeg havde aldrig vidstnoget af at sige, var mig dog ligesaa velbeldendt som det andet.Da sagde Bispen, at det var et helligt og saare mærkværdigtSyn.

Som nu Hæren drog ned af Fjeldet, laae der en Gaard paaderes Vei, som heed Sule og var den øverste Gaard i Værdalen.Veien til Gaarden gik igiennem en Kornmark, og Kongen formanede sine Folk til at fare varligen, saa de ingen Skade gjordeBondens Korn; det gik da ogsaa godt, saalænge Kongen var iNærværelsen; men de Flokke, som kom bagefter, brød sig omingen Ting og trampede hele Marken saaiedes til, at Kornetlaae langs hen ad Jorden**). Bonden, som der boede, heedThorgeir Flek og havde to karlvoxne Sønner, og han tog godtbaade imod Kongen og hans Folk og sagde, at alt, hvad hanhavde, var til Tjeneste. Kongen takkede ham og spurgde, hvordan det stod til i Landet, og om der var gjort nogen Opstandimod ham. Thorgeir fortalte da, at der var en stor Hob Folksanket i Trøndelagen med mange Herser og Lehnsmænd, baadesønder fra Landet og nør fra Halogaland; men, sagde han, omde har i Sinde at gaae imod Eder med den Hær, eller de harnoget andet for, det veed ikke jeg. Siden klagede han sin Skadefor Kongen og sagde ham hans Folks Uskikkelighed, at dehavde traadt og trampet alt hans Korn omkuld. Kongen svarede, at det var ilde, man havde gjort ham den Fortred; ogsiden reed Kongen selv ud paa Marken og saae, at alt Kornet *

* 30 var ganske rigtig traadt ned i Jorden; men saa reed han Agerenrundt og sagde: jeg har den Troe, Bonde! at vor Herre opretterdig din Skade, og inden Ugen er omme, kommer Ageren signok. Det var heller ingen Løgn, hvad Kongen sagde, der blevdet deiligste Korn af Verden. I den Gaard laae da Kongen omNatten, og om Morgenen, da han vilde bryde op, bad han Thorgeir Bonde følge med sig. Thorgeir tilbød ogsaa Kongen beggesine Sønner; men han sagde Nei, dem vilde han ikke havemed; Knøsene derimod vilde med, og det hjalp ikke, alt hvadKongen bad dem blive; saa vilde hans Hirdmænd bundet dem;men da Kongen saae det, sagde han: nei, lad nu fare dem, dekommer saa dog vel hjem igjen, og det gik rigtig med de Knøse, som Kongen spaaede.

Herfra gik Kongen med Hæren til Stav; da han kom til Stavsmyre, gjorde han Holdt, og der fik han vis Beskeed om, at Bønderne fore med Avindskjold imod ham, saa at et Slag maattevære nær forhaanden. Da mønstrede Kongen sin Hær, cg vedMandtallet befandtes, at der var over tredive hundrede Mand, men deriblandt ni hundrede Hedninger. Der det kom for Kongen, bad han dem lade sig døbe og sagde, at han vilde ingenHedninger have med sig i Slagel; til Hærens Mangfoldighed, sagde han, skal Ingen slaae Lid, men paa Gud skal vi stole;thi hans Kraft og Miskundhed raader for Seieren, og jeg vilikke blande mine Mænd med hedenske Folk. Der nu Hedningerne det hørte, da beraadde de sig derpaa med hinanden, og Enden blev, at fire hundrede Mand lod sig døbe, men fem hundredeforsmaaede Christendommen og vendte tilbage til deres Sted.Da treen de Brødre Gauka-Thore og Afar-Faste frem med deresFølge og tilbød Kongen deres Tjeneste endnu engang. Kongenspurgde, om de da nu havde ladet sig døbe? og da Gauka-Thoresvarede Nei dertil, sagde han igjen, at de skulde annamme Daabog Christendom, eller i andet Fald gaae deres egen Gang. Degik da og taldes ved om, hvad Raad de helst skulde gribe til.Da sagde Afar-Faste: hvad mig angaaer, da maae jeg sige, hjemgaaer jeg ingenlunde, og med i Slaget vil jeg; men paa hvis Sidedet derimod skal være, det synes mig, kommer ud paa Eet! Nei, sagde Gauka-Thore, skal jeg med i Slaget, da vil jeg være paaKongens Side, thi han trænger haardest til Folk; og skal jegtroe paa en Gud, kan jeg jo ligesaa godt troe paa Hviden Christsom paa en Anden; derfor skal det være mit Raad, at vi ladeos døbe, siden det er Kongen saameget om at gjøre, og gaaesaa med ham i Slaget. Derom bleve de da alle enige, gik til 31 Kongen og sagde, at nu vilde de lade sig døbe, og der det vargjort, beskikkede Kongen dem iblandt sine Hofsinder og sagde, at de skulde være under hans eget Banner i Slaget.

Derpaa holdt Kongen en Tale til Folket og sagde: vi har nuher tilstæde en Krigshær, baade stor og strag, og nu vil jeg gjørealle vitterligt, hvad Orden og Skik jeg vil have blandt Folket.Midt i Hæren lader jeg mit eget Kongebanner vaie, og dertilskal høre først mine Hirdmænd og Gjæstesvende, dernæst detFolk, som kom til os fra Opland, og endelig de, som have mødtos her i Trøndelagen. Paa den høire Haand af mit Banner skalDag Ringsen lade sit Banner reise og have hos sig alt det Mandskab, han bragde os til Undsætning; men paa den venstreHaand skal den svenske Konges Hjelpetropper staae med deresBanner og have hos sig alt det Folk, der strømmede til os iSverrig. Fremdeles er det min Villie, at Hæren skiftes i visseSelskaber, saa Frænder og Kyndinger blive sammen; thi deskal ei saa lettelig svigte eller tage Feil af hinanden. Saa skalog hver Mand gjøre et Kiende paa Hjelm og Skjold og skrivederi med Bleghvidt det hellige Korsens Tegn, saa vi have eensSkjoldemærke; og naar vi gaae i Slag, da skal vi og have eensMundheld, og det skal være: Fram, fram, Christmænd! Korsmænd! Konningemænd!

For Resten, da eftersom vi har mindst Mandskab, kommevi til at fylke tyndt; thi omringe os maae Fjenden ingenlunde.Deler jer nu selv af i Selskaber, og hvert Selskab skal have sitvisse Rum i Fylkingen, saa hver kan vide sit Stade, og hanmaae da selv passe vel paa, hvor langt han skal være fra detBanner, han hører til; Ingen maae vige fra sin Fylking ellerlægge sin Rustning Nat eller Dag, førend vi veed, til hvilkenSide det skal blive med os og Bondehæren. Der nu Kongenhavde udtalt, blev Krigshæren flux skiftet og skikket i Orden, alt efter hans Ord og Villie.

Imidlertid kom de Mænd tilbage, som Kongen havde udskikket i Herredet for at opdrive Krigsfolk, og de kom med den Beskeed, at saavidt, som de havde faret, var Bøigden mest øde forvaabenført Mandskab; thi alting var strømmet til Bondehæren, og hvor de imellem fandt Folk, fik de dog kun en daarlig Trøst;thi Svaret var for det meste, at de sad netop hjemme, fordi devilde ingen af Parterne hjelpe, de vilde ikke slaaes med Kongen, men ikke heller med deres egne Frænder. Der nu Kongen saae, at det var ubetydeligt, hvad Hjelp han fik paa den Maade, dasammenkaldte han sit Folks Høvedsmænd til Husthing og 32 spurgde dem til Raads om, hvordan man nu bedst skulde stilesin Sag. Find Arnesen tog Ordet og svarede Kongen saaledes:jeg veed nok, sagde han, hvordan vi skulde bære os ad, naarjeg maatte raade; vi skulde kun fare frem med Hærgeskjold fraBøigd til Bøigd, plyndre for Fode, Rub og Stub, og brændehvert Huus saa omhyggelig af, at der blev hverken Stikke ellerStage igjen. Det var Løn som forskyldt til de Landsforrædere, og jeg skulde mene, at mangen Een fik lidt Hjemvee, naar hansaae Røg og lys Lue over sin Gaard, og kunde ikke vide saalige, hvordan det gik med Kone og Børn, eller gamle Forældreog andre Frænder. Og er der kun saa først nogen, siger han, som raader til Hjemlov, da tænker jeg, der gaaer snart Hul paaFylkingen; thi nybagt Raad er Bondeganning*). Denne FindsTale blev saare vel optaget af de andre; thi der var mange, somhuede godt, at der blev noget at fiske, og alle var de enige om, baade at det var godt nok til Bønderne, og at det udentvivlvilde gaae, som Find sagde, at Bondehæren splittedes ad.Thormod Kulsvier-Skjald gjorde ogsaa flux følgende Riim:

Fram vi gaae med Staal og Bue,
Freidig vi om Kongen værge,
Over Tag den røde Lue
Lyse skal som Bavn paa Bjerge.
Brænde hid, og Baal i Flamme!
Thrønderne skal vorde tamme
Og for Brynde fange Svale,
Svale Kul for Bur og Sale.

Men der Kong Olav mærkede Folkets Hastighed, da slog hantil Lyd, tog Ordet og sagde: visselig have Bønderne ei bedrefortjent, end at det skulde gaae efter eders Villie; I veed ogsaa, jeg har gjort saa meget før, baade brændt dem Huus over Hoved og tugtet dem paa andre Maader strængelig; men det gjordejeg dengang, fordi de vare faldne fra Troen og toge Hedenskabet op igjen og vilde ei lyde mine Ord med at lade Afgudsdyrkelsen fare. Dengang var det altsaa Guds Sag, vi havde al forfægte; men den Herresvig, de have nu begaaet, er ingenlunde *

33 dermed at ligne; thi det er kun mig, de have sveget. Vist nokskikker ogsaa dette sig kun slet for Mænd med Ære i Livet;men ikke desmindre maae jeg finde det sømmeligt at fare lidtlæmpeligere med dem nu, da de kun have forbrudt sig modmig, end før, da de vilde stimes med Gud. Det er da min Villie, at I fare fredelig frem og intet Hærværk øve; thi jeg vil førsttales ved med Bønderne, og kunde vi komme til Forlig, da saaejeg det helst; men vil de endelig slaaes, da skeer jo Eet af To, enten falde vi i Slaget, og da er det klogest ei at fare heden medRov, eller vi seire, og da ere vi de Mænds Arvinger, som strideimod os; thi hvad enten de saa falde eller flye, have de al deresOdel og Eie forbrudt. See, da er det godt at gaae ind til pæneHuse og til fuld Besætning, da Ingen derimod har Nytte af, hvad Ilden nyder, og der er ingen Velsignelse ved Rov, det meste gaaer til Spilde. Nu vil vi brede os i Bøigden; hver haandfast Karl, vi finde, tage vi med os, og Folk skal have Lov til attage Slagtenød og anden Kost til Nødtørft; men de maae ellersingen Skade gjøre; dog har jeg Intet der imod, at man slaaerBondespeiderne ihjel, naar man kan træffe dem. Dag med sinTrop skal gaae norden om igjennem Dalen, mens jeg følgerLandeveien; men i Aften skal vi mødes og have Natteleiesammen.

Derpaa brød Kongen op og drog ind ad Dalen til den ganskeDag. Om Aftenen samledes Hæren og laae om Natten i Skjoldelye under aaben Himmel, men saa snart det blev Dag, stodKongen op og drog videre med Folket gjennem Dalen. Paadenne Dagreise strømmede der Bønder til Kongen i Hobetal;de Fleste af dem stødte og til hans Fylking, og de sagde allemed een Mund, at Herserne havde sanket en urimelig Hob Folkog agtede at slaaes med Kongen. Da tog Kongen Sølv op, mangeMark paa Slump, og gav en Bonde dem til troer Hænde medde Ord: gjem du den Skilling, Bonde, og skift den saa ud tilKirker og Præster og Almisselemmer, alt som en Gave for deMænds Sjæle, som stride imod os og falde i Slaget! Men, Konge!sagde Bonden, vil I da flye mig Penge desuden til Sjælegave foreders egne Mænd? Nei, svarede Kongen, disse Penge giver jegfor de Mænds Sjæle, som ere paa Bøndernes Side i Slaget ogfalde for vore Vaaben; men selv staae vi Last og Brast medalle de Mænd, som os følge og falde i Slaget, og deres Sjæl ervel forvaret.

Nu maae vi gaae lidt tilbage og høre et par mærkelige Sagn.

Dengang Kong Olav fylkede sin Hær, da beskikkede han 34 hundrede Mand*), som skulde slaae en Skjoldborg omkring hamog være hans Livvagt i Slaget, og dertil valgde han de stærkeste og modigste Karle i Hæren. Derpaa kaldte Kongen ad sineSkjalde, lod dem gaae ind i Skjoldborgen og sagde: her skalI staae og see selv, hvad sig begiver i Slaget; saa har I ikke behov at gaae efter Folkesnak og løse Rygter, naar I siden skaldigte og rime derom. Saa gik de da derind, baade ThormodKulsvier og Gissur Guldbryn, Hofgaard-Rævs Fostersøn, ogThorfind Mund, og Thormod sagde til Gissur: tag dig iagt, minBroder, og staae mig ikke saa nær, ellers bliver der ikke Rumtil Sighvat Skjald, naar han kommer; thi han vil jo altid staaefor Kongen, og maae da ogsaa, naar Kongen skal synes, det errigtigt. Kongen hørte, hvad han sagde, og svarede: I tør ikkeved at skose Sighvat slet, fordi han nu er borte; thi han harfulgt mig som en ærlig Karl saa mangen god Gang, og nu bederhan godt for os, det trænge vi ogsaa høiligen til. Lad nu saavære, Konge! svarede Thormod, at Bønner er, hvad du trængerhaardest til; men farlig tyndt vilde der dog see ud om Bannerstagen, hvis alle dine Hirdmænd vare nu paa Romerreise, ogdet var heller slet ingen Løgn, hvad vi ankede paa, at Ingenkunde komme frem for Sighvat, om man ogsaa havde modentÆrende til Eder. Siden snakkede Skjaldene over med hinanden, at det kunde være artigt nok at gjøre nogle Hvæsseriim tilSlaget, som nu var for Haanden. Først qvad da Gissur:

Aldrig skal Jomfrue i Bure
Klagerum efter mig sjunge;
Men som det gjalder fra Lure,
Lyde det skal fra min Tunge:
Op, op, I Kjæmper, saa bolde!
Klemmes og knager, I Skjolde!
Hildur! lad Heltene vaagne!
Hid komme Hedin og Hogne!
Vi skal om Kongen af Norge
Stande som Taarne og Borge.

Saa kom Thorfind Mund med sit Riim:

Det sortner til en Regn saa sval,
Og Uveir maae vi friste,
Den Pileskye i Væredal
Vil over Olav briste;

* 35

Thi lad os vakkert værge ham
Og glæde Valens Maage;
De Thrønder skal faae Last og Skam
Og lukte Øielaage.

Endelig kvad Thormod:

Pilen nu finder sin Hytte for trang,
Hopper, som Fuglen i Bure,
Lyster at flyve med Susen og Sang,
Luften og Fylkingen fure;
Ikke saa ville vi Kongehalds Fugle
Nu udi Ørneklo-Timen os skjule,
Hildur vi hilse, som Bjørnene brumme,
Der hvor de Bløde maae blege forstumme,
Hvor vi til Thinge med Olav nu fare,
Sværdene stævne, og Skjoldene svare.

Disse Riim lærte Folk udenad med det Samme.

Nu var det den Nat, da Kong Olav, som sagt, laae med Hæren under aaben Himmel; da laae han længe vaagen og bad tilGud for sig og Folket; henimod Dagningen blev han lidt tungog faldt i Slum; men ret der Soel gik op, vaagnede han igjen.Kongen syntes, det var hartad for tidlig at vække Hæren, ogspurgde, hvor Thormod Skjald var henne? han var der i Nærheden og tog derfor selv Ordet og spurgte, hvad Kongen vildeham? syng os en Vise! sagde Kongen. Da reisde Thormod sigog kvad i høien Skye, saa det kunde høres over hele Leiren, ogdet var Bjarkemaal det Gamle, han istemte, som begyndersaaledes:

Solen over Fjeld sig svinger,
Hanen slaaer med sine Vinger,
Klart det lyser, høit det klinger;
Længer ei, I Kjæmper, lenter,
Sol og Værk paa eder venter,
Vaagner, vaagner, Hjertensvenner,
Hver sin Konges vakkre Tjenner!

Har hin haarde, Hrolf behænde!
Adelsmænd og vakkre Svende,
Som paa Val ei Ryggen vende!
36 Vaagner op, men ei til Gilde,
Ei til Skjemt med Møer milde,
Op til Leeg med Spyd og Sværde!
Hildurs Leeg er nu paa Færde.

I samme god Lag vaagnede Hæren, og der Visen var ude, fikThormod saa mangfoldige Tak for sit Kvad; thi de maatte allehue den Vise saa godt og tykdes, det var ret et kosteligt Ord iTide, og kaldte den Vise en Kiæmpehvæsser. Kongen selv takkede ham ogsaa for det herlige Moerskab, og tog og gav hamen Guldring, som vog en halv Mark. Thormod annammedeGaven med Taksigelse og sagde ydermere: god er Kongen, vihar nu; det er skjult for os, hvormange hans Dage skal være;men, Konge! det er min Bøn, at jeg maa følge dig i Liv og Død!Vi skal alle følges ad, svarede Kongen, om ellers jeg maae raade, og skilles nogen fra mig, er og Skylden hans. Da tør jeg dogvædde, Konge, sagde Thormod, at enten det saa gaaer op ellerned, skal jeg holde Stand med Eder, saalænge jeg mægter, hvadvi saa end spørge fra Sighvat med det guldprude Sværd. Derpaa gav han sig til at rime:

Konge mægtig, Dommer hvas!
Ved din Fod jeg tager Plads,
Til det underlig kan mages,
At de andre Skjalde dages;
Venter du dem ikke snart?

Skade, hvis de kom forsiide
Til det store Ravnegilde,
Hvor der skives op saa rart,
Hvor man drikker, til man hikker,
Og gaaer hjem, hvis ei man ligger.

Saa drog da Kong Olav videre langs ad Dalen med sin Hær, og det end som før ad tvende Veie, saa Dag var ikke i hansFølge. Kongen holdt ei stille, før han kom til Stiklestad og saaedet første Glimt af Bondehæren, som drog frem i slig en Hobenes Mangfoldighed, at der var en Trop til hver en Stie, forudenmange store Flokke. Dem, man først fik Syn paa, var en Trop, som havde været ude paa Speiderie og drog nu nedad Værdalen, saa tæt ved Kongens Folk, at man kunde kjende dem ogsee, at det var Rut fra Viggie, som reed der med tredive Svende.

37

Kongen talte til sine Gjæstekarle og sagde, at de skulde fare henog tage Rut af Dage, og til Islænderne i Besynderlighed sagdehan: jeg har ladet mig sige, det skal være Skik paa Island, atHusbonden giver sine Karle et Slagtefaar til Høstgilde; men nuvil jeg give jer en Vædder (thi Rut betyder en Vædder paa Islandsk). Alle, hvem Kongen talte til om den Ting, var straxved Haanden; men Islænderne bleve ret besynderlig gridskepaa det Stykke Arbeide, foer afsted og sloge Rut med hele hansFølgeskab.

Paa Stiklestad gjorde da Kongen Holdt med Hæren og bødFolket stige af og føre Hestene til Side, og som sagt, saa gjort.Derpaa blev Hæren fylket, og Bannerne opstukne, men eftersom Dag var endnu ikke kommet, og Fylkingen altsaa manglede sit høire Fløi, da befoel Kongen Oplænderne at gaae i Stedet og opstikke deres Banner. Nu er det vel det bedste, sagdeKongen saa, at min Broder Harald bliver ude af Slaget, thi haner kun at regne for en Dreng endnu. Nei, svarede Harald, medi Slaget det vil jeg bestemt; men er jeg slig en Skrælling, der eikan føre et Sværd, da skal jeg sige jer et godt Raad, I kan jobinde Hæftet til Haandledden; og det tør jeg sige, Ingen skalhave bedre Villie end jeg til at takke Bønderne for Sidst. Kortog Godt, jeg følger Troppen. Harald fik ogsaa sin Villie og kommed i Slaget; og man har et Riim, som han skal have gjortdengang, og lyder saa:

Skjoldene i Sværde-Støi
Farve vi saa gramme,
Trods om jeg paa høire Fløi
Stande skal til Skamme!
Det dog noget trøste kan
Aasta i sin Enkestand,
Unger-Skjalden ei er bange
For i Kjæmpelag at gange,
Hvor til Drab de blanke Sværde
Ride rap paa Hjelm og Hærde.

Der nu Kong Olav havde fylket Hæren, da holdt han en Taletil Folket og sagde: Nu tage hver Mod og Mandhjerte til sig!skal vi stride, sagde han, da har vi ogsaa Følgesvende, baademange og fine, og lad saa være, at Bøndernes Hær er lidtstørre, det er dog Lykken, der raader for Seieren. Det vil jegnu ogsaa gjøre Eder vitterligt, at aldrig skal I see mig flye af 38 dette Slag; enten vil jeg seire eller falde her i Vaabengnye, ogdet skal være min Bøn til Gud, at han lader mig times, hvadmig er tjenligst. Det skal for Resten være vor Trøst, at vi haveGud og Retten med os, og naar da Kampen er overstanden, dahave vi enten Gud at takke for Seier, Liv og Odel, eller og viaf hans Haand annamme Løn for, hvad vi her forlod, og det istørre Maal og Maade, end vi kan bede og forstaae. Er det mig, som kommer til med Seier at føre Ordet, da skal jeg visseligenvide at skjønne paa Enhvers Fortjeneste og gjøre hannem Godt, som han mig gjorde Følgeskab i Slaget, og det er aabenbart, atvinde vi, da vorder der og Nok til os at dele, baade Land ogLøsøre, som vore Fjender nu raade.

Lad det nu være et Ord, at vi gaae flux i første Angreb Fjenden hardt paa Klingen; thi der er ingen Tide at spilde, og skalvi vinde Seier mod en overlegen Magt, da maae det skee vedraske Skridt; men derimod vil det svie til os, hvis vi arbejde ostrætte, aldenstund vi har ikke saaledes Folk at skifte paa somFjenden, der kan stille friske Folk i Spidsen, mens de Andrehvile sig bag Skjold. Kan vi derimod fra første Færd ængsteFortroppen, saa at den vender Ryg, da falde de over hinanden, og da, jo fleer i Flok, desværre farne. Nu tav Kongen, og Folket prisde Talen og satte Mod i hinanden.

Om Kongens Rustning er at melde, at paa sit Hoved havdehan en gylden Hjelm, i den ene Haand holdt han sit hvideSkjold, hvori Korsets hellige Tegn var med Guld indlagt, og iden anden det Spyd, som sees i Christkirken end den Dag iDag og staaer ved Alteret. Han var omgjordet med et Sværd, som kaldtes Hneit, et farligt Sværd og guldbelagt om Hæftet, og han var klædt i Mallebrynie efter Sighvats Ord i detteRiim:

Olav Digre gik i Dands,
Hvor den røde Sveed mon rinde,
Han en herlig Seierskrands
Ventede forvist at vinde;
Folket faldt saa tykt i Vang,
Hvor den Herres Brynje klang.
Svenske Hofmænd og, som vare
Med den milde Gram i Skare,
Ginge frem paa glatte Gade
Under blanken Pandser-Plade.

39

Thord Folesen var Kong Olavs Mærkesmand, som SighvatSkjald formelder i det Mindekvad, han gjorde om Kong Olavefter Opstands-Krøniken*), og hans Ord ere disse:

Thord med Olav gik paa Val,
Fromme Hjerter var i Følge;
Hvor han stævnede i Dal,
Svulmede den røde Bølge;
Banneret paa Gyldenstang
Høit han bar for Kongens Bringe,
Gjorde saa med Kjæmpegang
Fyldest for de favre Ringe.

Der boede paa Stiklestad en Bonde ved Navn Thorgils Hjalmesen, Fader til Gode-Grim; han tilbød Kongen sin Tjeneste ogvilde gaae med ham i Slaget Tak den, som byder, svaredeKongen, men jeg vil ikke, Bonde, at du skal gaae med i Slaget;gjør du os heller den Tjeneste, at pleie dem af vore Folk, somblive saarede i Striden, og stæd dem til Jorde, som falde i Slaget! Skulde det nu hænde sig, som let kan skee, at jeg falderselv i denne Strid, da viis mit Liig den sidste Ære og Tjeneste, det trænger til, om det ei vorder dig formeent. Thorgils lovededa Kongen at gjøre, som han bad.

Det begav sig ogsaa, da Kong Olav var kommet til Stiklestad, at der kom en Mand til ham, og det var da ikke saa underligt, thi der kom saamange til Kongen allevegne fra; men det mærkværdige ligger deri, at det var en anderledes Mand end de andre Mænd, som ellers kom til ham. Han var en Karl saa høi, at Ingen af de andre kunde naae ham længere end til hansSkuldre; hans Aasyn var deiligt, hans Haar var favert, og hansRustning prægtig; først havde han en Hjelm saa smuk somnogen, saa Ringebrynie, rødt Skjold, et udstafferet Sværd vedLænd, og i Haanden et langt guldhæftet Spyd, med et Skaft saatykt, at det var alt det, man kunde spænde derom. SammeMand gik for Kongen at staae, hilsde ham og spurgte, om Kongen vilde tage mod hans Tjeneste. Kongen spurgde ham da *

40 først om hans Navn og Slægt, og hvad Landsmand han var, ogdertil svarede han: min Slægt har jeg i Jemteland og Helsingeland, og mit Navn er Arnliot Gellina; men hvad jeg helst vilfortælle, er, at det var mig, der hjalp de Mænd tilrette, som duforleden sendte til Jemteland at kræve Skat, og jeg flyede demen Sølvdisk med til et Tegn paa, at jeg vilde være din Ven.Derpaa spurgde Kongen Arnliot, om han var Christen ellerikke, og fik til Svar, at hvad hans Troe angik, da troede hanpaa sin egen Magt og Styrke; med den Troe, sagde han, har jegslaaet mig ret godt igjennem hidtil Dags; men nu, Konge! harjeg i Sinde heller at troe paa dig. Ja, svarede Kongen, vil dutroe paa mig, saa maae du ogsaa troe, hvad jeg lærer dig, ogfølgelig skal du troe, at Jesus Christus haver skabt Himmel og.Jord og al Menneskenes Slægt, og at til ham opfare alle frommeog troende Mænd, naar de døe. Dertil svarede Arnliot: jeg harnok hørt tale om Hviden Christ, men om hans Handel og Herredom er mig for Resten Intet vitterligt; nu vil jeg troe paa ditOrd alt, hvad du siger mig, og lægge al min Velfærd i din Haand.Derpaa blev Arnliot døbt, Kongen lærte ham selv de nødvendigste Troesartikler, og skikkede ham saa til Stade fremmerst iFylkingen, foran Hovedbanneret, hos Gauka-Thore og AfarFaste og deres Staldbrødre.

Dengang nu Kong Olav var færdig med sin Slagtorden, ogBønderne imidlertid ei vare komne det mindste nærmere, dabefoel Kongen, at Folket skulde sidde ned og hvile sig, hvorpaade da alle saavel som Kongen satte sig ned i Magelighed. Kongen sad og lændede sig op til Find Arnesen, lagde sit Hovedpaa hans Knæ og faldt i Søvn. Han sov en Stund, men derman saae Bondehæren i al sin Mangfoldighed komme anstigende med opstukket Banner, da vakte Find Kongen og sagde ham, at Bønderne vare dem flux paa Hænderne. Der nu Kongenvaagnede, sagde han: hvi vakte du mig, Find, før jeg havdedrømt ud? Du havde aldrig den Drøm, svarede Find, at detgjordes jo bedre behov, du vaagnede op for at tage mod Fjenden, som rykker nu frem, eller seer du ikke Bondehæren, hvorden kommer hist? End ere de os dog ikke saa nær, svaredeKongen, at det havde jo været mig kjærere at sove. Men, hvaddrømde du da, Konge, sagde Find, siden du synes, det var saastor en Ulykke, at du ikke blev færdig? Nu fortalte Kongen da, hvordan han havde drømt, at han saae en høi Stige, der gik ligeop til Himmelen, og ad den krøb han op saa høit i Luften, athan kunde see ind i Himmelen, og, sagde han, dengang jeg

        

41 vaagnede, stod jeg netop lige paa det øverste Trin. Da synesjeg slet ikke, sagde Find, at den Drøm var saa rar, som du holder for; thi er det andet end et Gjøglebillede, da mener jeg, detvar dit Varsel.

Nu maae vi atter tage fat paa, hvad vi før kom fra, og fortælle noget mere om den urimelige Mængde Folk, som Herserneforsamlede, saasnart de spurgte Kongens Vesterfærd fra Garderige og hans Komme ind i Sverrig. Dengang de nu hørde, atKongen var i Jæmteland og agtede sig over Kjølen ind i Væredal, da rykkede de ind i Trøndelagen med den ganske Hær;der maatte alle staae op, baade Herre og Træl, og gjøre demFølgeskab paa deres Færd til Væredal. Det var nu en Krigshær, de havde, saa stor, at i hele Norge levede ikke den Mand, derkunde mindes at have seet Mage til Hærs Mangfoldighed; menfor Resten var det med den Hær som sædvanligt med saadanneSværme, den var sat sammen af alle Slags Folk; thi vel var dermange Landshøvdinge og en stor Mængde fornemme Bønder;men Broderparten var dog Rips-Raps, Trælle og Landstrygere.Trønderne var Kjærnen af den ganske Hær, og de fnøs især afHevn og Had imod Kongen.

Dengang Kong Knud hin Rige, som sagt, underlagde sig heleNorge og gav det i Hakon Jarls Haand, da overlod han ham ogsaatil Hirdbisp en vis Sigurd, som var dansk af Æt og havde længefulgdes med ham selv. Den samme Biskop var som Fyr ogFlamme og en grov Karl i sin Mund, han talde Kong KnudsSag af yderste Formue og var Kong Olavs arrigste Fjende; derfor var han da ogsaa her i Ledtog med, holdt mange Taler tilBønderne og fremmede ei lidet Opstanden mod Kong Olav.

Saaledes stod denne Biskop Sigurd paa et Gadestævne *) i enstor Forsamling, talede og sagde: her har vi nu saa stor en Hærforsamlet, at det er heel forunderligt i dette fattige Land at seepaa eet Sted saamange ægte Nordmænd sammen; men brugernu ogsaa den Magt og Styrke tilgavns! thi aldrig gjordes denmere behov end nu, da I see, at denne hersens Olav vil end bliveved at hærge jert Land. Det er, som I veed, hans Børnelærdomat røve og myrde; det var det Handværk, han reisde paa saavide om Land, indtil han endelig stævnede hid og begyndtemed at yppe Kiv, helst med de Mægtigste og Bedste, fremfor *

42 alt med Kong Knud, den Herre, hvem hver som bedst skuldeære og tjene. Kong Knuds Skatlande tog han til sig, Kong OlavSvensker gjorde han samme Skjel, og Jarlerne Svend og Hakonjog han fra Odel og Arv; men sine egne Frænder var han dogallerværst, det fik Oplands Konger at føle, ihvorvel man maaesige, de fik Løn som forskyldt; thi havde de ikke først brudtTroe og Love mod Kong Knud og staaet dennehersens Olav bii alle hans onde Optøier? og det var da ret til Pas, den Ende, deres Venskab tog, da Kongen gjorde dem til Krøblinger ogderes Rige til sit. Saaledes stræbde han at ødelægge al LandetsAdel; men det maae I da selv vide bedst, hvordan han sidenhar handlet med Eders Landshøvdinger, hvordan han slog deYpperste af dem ihjel og drev dem af Landet i Hobetal, fremdeles, hvor han har huseret vidt og bredt her i Landet med sinRøverlrop, brændt for Fode, dræbt og plyndret Folket; ja, hvoer den imellem alle disse Adelsmænd, som ere her forsamlede, der ei haver stor og ulidelig Skade paa hannem at hevne. Nuer han underveis hertil med en udlændisk Hær, sat sammenfor det meste af Røvere og Stiemænd og andre Skielmer, ogmener I vel, at han, der foer saa ilde afsted, dengang han havdelutter Folk om sig, som raadte ham derfra, mener I, at han vilfare nu med Læmpe, nu han er i Flok med lutter Skarns-Folk?Nei, kommer nu Kong Knuds Ord ihu! thi det kalder jeg etgodt Raad, hvad han raadte Jer at gjøre, hvis Olav vilde atterhjemsøge Landet, og det Raad maae I følge, om I ellers harden Frihed kjær, Kong Knud Eder gav; han bad Eder standeop som Mænd og skaffe Eder selv det Ondskab af Halsen. Saa, frem nu, Folk! ned med det Pak til Brad for Ulv og for Ørn!ligge som Fæ, hver, hvor han falder! uden I heller vil sole demhøit paa Træer og Torne; thi Ingen skal vove sig til i christenJord at begrave saadanne Vikinger og arrige Skalke, som demonne være, alle tilhobe. Dermed tav han; Folk gjorde meget Væsen af den Tale, og alle raabte med een Mund, at saadan skulde det være, som han havde sagt.

Siden holdt Landshøvdingerne en Samling for sig selv oghandlede om, hvem af dem der skulde fylke Hæren og væreden øverste Stridshøvedsmand. Da sagde Kalv Arnesen, at detkom fornemmelig Harek af Thjotøe til at være Hovedmandenher; thi, sagde Kalv, baade er han af Harald Haarfagers Afkom, og til ham bærer Kongen særdeles Nag for GrandkieldsDrab, saa at, faaer Olav Magten, er Ingen værre faren end han;desforuden er Harek ogsaa en forfaren Krigsmand og vil gjerne

        

43 have Æren. Dertil svarede Harek, at til en saadan Bestillingvare de bedst skikkede, som havde Ungdommen og kunde værepaa Færde; jeg derimod, sagde han, er nu gammel og skrøbeligog duer ikke stort til Krigen; desuden er jeg nær beslægtet medKong Olav, og skal jeg end ikke rose af, hvad jeg vandt derved, saa skikker det sig dog ingenlunde for mig, at være den, derskulde gaae i Spidsen for hans Fjender. Du, Thore! derimod, du er ret skikket til at være Høvedsmanden her og føre an modKong Olav, og har Nogen Aarsag dertil, da er det dig; thi baadeslog han dine Frænder ihjel og drev dig selv i Landflygtighedsom en fredløs Mand; Kong Knud har du svoret, og dine Frænder har du lovet at hævne din Asbjørn, og mener du vel, at dertimes dig nogensinde en bedre Leilighed end nu til paa eetBræt at betale Kong Olav for al den Haanhed, dig er vederfaret?Thore tog selv Svaret og sagde: ingenlunde trøster jeg mig tilat reise Banner mod Kong Olav og være Høvedsmand for denneHær; thi det er Thrønderne, som have her det store Ord, og jegmaatte kiende deres Stolthed slet, om jeg tænkde, at de vildelyde enten mig eller nogen Halei; for Resten tør slet Ingen vedat minde mig om, hvad Gjeld jeg er i til Kong Olav, jeg glemmer vist ei, hvad jeg tabde, dengang Kong Olav tog fire Mændaf Dage, allesammen Herrer i Væsen og Ædle af Byrd, minBrodersøn Asbjørn, min Svoger Ølver og begge hans Sønner, Thore og Grudgaard, og det er ikke meer end min Pligt athævne dem alle. See, derfor har jeg udsøgt elleve af de raskesteKarle, jeg har i min Gaard, og jeg skulde haabe, at kan vi faaeRam til Kong Olav, da skal vi ikke bemøde Andre med at staaefor hans Sværd. Derpaa tog Kalv Arnesen til Orde og sagde:det kommer nu derpaa an, om det Værk, vi har taget os for, oghvortil vi samlede alt dette Folk, skal blive til et Narreværkeller ikke; men skal vi slaaes med Kong Olav, da vil der nogetAndet til end som saa, at hver skyder Skjold for sig og Farenpaa Andre; thi det maae vi betænke, at har Kong Olav endogkun en Haandfuld Folk imod os, saa er han en Helt, som ikkeer skye, og de Folk, han har, er Karle, han kan lide paa, somhverken blune eller svigte; har derimod selv vi, i hvem Hærenskulde speile sig, lidt Rystelse, vil vi ikke støtte paa Folket, sætte Mod i dem og gaae selv i Spidsen, da kan I troe, om Ivil, at det vil falde alle vore Helte paa Sinde, at Staal biderKjød, og hver seer da til, at han kan hytte sig. Altsaa, vor Krigshær maae være saa stor, som den vil, saa, naar vi komme i Kastmed Kong Olav og hans Folk, da vil der gaae Syn for Sagn, at

        

44 vi komme til Kort, med mindre vi selv, som er Ophavsmændtil det Hele, har Mod i Bringen og kan sætte Ild i Folket, saade styrte samdrægtelig frem. Kan det ikke skee, da gjør vibedst i intet Slag at vove, og vel kan jeg ikke vide, om det justskulde være saa sikkert at stole paa Kong Olavs Miskundhed, eftersom vi syndes, han var haard at bede, da vi havde mindreforbrudt end nu i hans Øjne; men det veed jeg nok, at eftersomhan skatter Folk i sit Følge, blev der vel Raad for mig, hvis jegbad om Naade. Vil I nu derimod som jeg, da skal du, SvogerThore, og du, Harek, gaae ind og staae ved Hovedbanneret, som vi vil alle være lige gode om at reise og følge. Lad os saamed Raskhed og Djærvhed sætte i Værk, hvad vi toge os for, og føre Bønderne saaledes an, at de ingen Banghed mærke osaf; thi da først faaer Almuen Mod i Brystet, naar vi gaae ogfylke med glade Ansigter og muntre dem op. Der nu Kalv havdetalt og sagt sin Mening, da gave de alle hans Ord Magt og sagde, at Kalv skulde raade for det Hele, de vilde alle kjende hamfor Høvedsmand og tage Stade, hvorsomhelst han fandt for godtat tilsige.

Saa reisde da Kalv Arnesen Banneret og forordnede til detsVagt sine egne Huuskarle og Harek af Thjotøe med samt hansTjenerskab; Thore Hund med sine Karle stod i Spidsen foranBanneret og havde hos sig paa begge Sider et udsøgt Mandskabaf djærve og velberustede Svende. Hovedfylkingen, bestaaendeaf Thrønder og Haleier, var baade bred og dyb og havde igjentvende Fløie, hvoraf Ryger og Hørder, Fjordinger og Sogneboerudgjorde det venstre og havde deres eget Banner.

Nu var der ogsaa iblandt andre en Mand ved Navn ThorsteinKnarrasmed eller Skibbygger, en stor og stærk Karl, en dygtigKjøbmand og Tømmermand, men tillige en stor Slagsbroder ogen slem Manddraber; og han var vred paa Kong Olav, fordihan havde taget et stort, nyt Kjøbmandsskib fra ham, som hanselv havde bygget; men det havde Kongen gjort, fordi Thorsteinhavde ført sig ilde op og var forfalden i Mandebod. Nu var dadenne Thorstein med i Bondehæren, og han søgde did foranBanneret, hvor Thore Hund havde sit Stade, og sagde: her ermin Plads i Dag, Thore, ved Siden af jer; for det har jeg betænkt, at kan vi mødes, jeg og Kong Olav, og jeg kan komme ham saanær, da vil jeg være den Første til at bære Vaaben paa ham; saaskal han faae det betalt, at han tog mit Skib, den Røver, det varnetop et Skib, trods noget, at sige til Kjøbmandsbrug. Thore lodsine Mænd give ham Plads, og saa fulgdes han med dem.

45

Dengang nu Folket var skiftet og skikket i Orden, da gikLandshøvdingerne omkring og bad hver især give Agt paa sitStade og see vel efter, baade til hvad Banner han hørde, og paahvilken Side af Banneret og hvorlangt derfra han skulde staae.De bad dem fremdeles at være snilde og hurtige til at søgederes Plads, ifald, som rimeligt kunde være, Fylkingen kom iUlave underveis, thi de havde endnu et godt Stykke Vei atlægge tilbage. Derpaa ophidsede de Folket, og Kalv sagde, athver Mand, som havde Harm at styre paa Kong Olav, skuldestille sig under Hovedbanneret, som var forordnet til at staaemod Kongens eget Banner; han bad dem ydermere huske paaden Uret, Kongen havde gjort dem, og betænke, at de aldrigkunde ønske sig en bedre Leilighed til at faae Hevn for Harmog sønderbryde Trældomsaaget, som han havde lagt paa deresSkuldre. Skam faae den Skrælling, sagde han, der ikke nu tørslaaes som en Mand, med saadanne Fjender for Øine; thi detkan I troe, de spare ikke, hvis de kan faae Ram til jer. Det varen Tale, som alle gad hørt, og nu kom der Liv i Leiren; denene var mere høirøstet og gridsk paa Kamp end den anden.

Nu rykkede da Bondehæren frem med Hovedbanneret, somKalv og Harek lod bære for sig, og kom til Stiklestad, hvorKong Olav havde været alt en Stund; men dog begyndte Slagetikke strax, thi paa begge Sider havde man hver Sit at tøve efter.Bønderne vilde ikke begynde, fordi de havde ikke nær alt deresFolk samlet, og mange kom drattende bagefter; desuden varThore Hund med sit Selskab all erbagest, for at Folket ikkeskulde løbe, naar de fik Syn paa Fjenden og hørte Valskriget, ogKalv vilde bie, til Thore kom. Kong Olav vilde ikke heller begynde, fordi han ventede paa Dag og hans Følge, og nu kundeman allerede skimte Dag, hvor han rykkede frem. Bøndernehavde det Ordsprog imellem sig til at muntre hinanden i Slaget: Fram, fram, Bondemænd! og det er sagt for Sandhed, at Bondehæren var ikke mindre end ti tusend Mand stærk. Iden Anledning siger Sighvat Skjald:

Klagen min jeg kan ei dølge,
Over at saa faa i Følge
Var Kong Olavs tappre Mænd;
Tre for Een, det maae man sige,
Gjorde Kampen heel ulige,
Alt for svar for Folkets Ven;
46 Ellers vist ei Bonde-Hæren
Havde stort sig rost af Æren,
At engang den kom i Færd
Med Kong Olavs Gylden-Spær.

Der stod da nu Hærene hinanden saa nær, at Folk kundekjendes, og da raabde Kongen til Kalv og sagde: hvor kommerdu nu der? skildtes vi ikke venlig og vel forligte paa Møre?synes du da, at det klæder dig godt nu at føre Vaaben mod osog skyde Giækkeskud i vor Hær, hvor du har fire af dine Brødre? Ja, Konge, svarede Kalv, paa den Maade er der megetmeer end det, som klæder ikke synderlig godt; men I skildteEder saa ved os, at der var ikke stort andet for end at følgemed Strømmen, og nu nødes vel Enhver til at blive, hvor haner; jeg saae imidlertid gjerne endnu, det gik fredeligt af. Ja, sagde Find, det er Kalvs den gamle Vane at tale sødt, naar haner beesk som Galde. Kan vel være, Kalv, sagde Kongen, at duhar Freden kjærest nu; men ellers lader det dog ikke til, IBønder har de fredeligste Tanker. Ja, svarede Thorgeir afKvistestad, vi byde jer nu samme Fred, som I har budt saamangen Mand, saa kan I see, hvor godt den smager. Tie dukun stille, Thorgeir! svarede Kongen, og vær kun ei saa hidsigpaa at komme mig i Tale; dig har jeg løftet af Skarnet til Ære, tænk derfor kun aldrig, at du i Dag skulde blive min Overmand!

Nu kom Thore Hund, gik Banneret forbi og raabde høit:fram, fram, Bondemænd! da huiede Bønderne Blodskrig*) ogskjød med Spyd og med Pile. Kongefolket lod da ogsaa Blodskrig høre, og der det var udraabt, skyndte de hinanden fremog sagde: fram, fram, Christmænd, Korsmænd, Konningemænd!Det hørde de Bønder, som stode yderst paa Fløiet, og raabtedet Samme; men da de andre Bønder hørde det, meende de, det var af Kongens Folk, og huggede løs paa dem, og saaledessloges de med sig selv en Stund og fik ikke Øjnene op, førmange vare slagne. Det var nemlig et deilig klart Solskins Veirden samme Dag; men som Slaget gik an, rødmede Himlen ogSolen med, og tilsidst blev det saa sort som Natten.

Kong Olav havde stillet sig paa et høilændt Sted; derfra *

47 styrtede hans Folk ned over Bønderne og knugede dem saa, atderes Fylking bugnede tilbage, og Kongens Fortrop stod, hvorBondehærens Bagtrop havde staaet. Da var det saa nær sompaa et hængende Haar, at Bønderne havde vendt Ryg; menLandshøvdingerne og deres Huskarle holdt Stand, og Stridenblev skarp. Sighvat sjunger:

Ei om Fred var Tordentalen,
Dengang Bryniefolket foer
Fram med Bram og Gny paa Valen,
Dundre maatte norske Jord:
Ranke Kjæmper, Valens Elme,
Stævned under blanke Hjelme
Ned at blande Birtings-Bad,
Vække Storm paa Stiklestad.

Landshøvdingerne skyndte paa Folket, ja, de tvang dem tilat gaae frem, som Sighvat siger:

Nu, men forsiide, de Bønder
Legen fortrød,
Ind paa Haleier og Thrønder
Banneret brød.

Nu trængde da Bondehæren frem af alle Kræfter; de, somfremmerst ginge, sloge til med Sværd, de Følgende stunge medSpyd, og alle de Andre skjød med Bue eller kastede med Slynge, med Spyd, Handøxer og Kiler*). Slaget var blodigt, mangefaldt paa begge Sider og deriblandt, alt i den første Hede, Arnliot Gellina, Gauka-Thore, Afar-Faste og hele det Selskab; doghavde hver af dem fældet i det mindste Een eller To, og Sommefleer, før han faldt Der nu Kongen mærkede, at Skaren foranBanneret blev immer tyndere, da befoel han Thord at rykkefrem med Hovedbanneret, og Kongen fulgte ham i Hælene, medsamt den Adelhob af Hærens djærveste og bedst iklædte Kjæmper, som han havde keiset til sin Livvagt under Slaget, og deter, hvad Sighvat sigter til i disse Riim:

Hvor saa over røde Bølge
Bannerfuglen dristig foer,
Tæt dog Olav turde følge
Fuglen i de tunge Spor.

* 48

Dengang nu Kong Olav gik frem af sin Skjoldborg fremmersti Fylkingespidsen, og Bønderne fik ham at see i hans Ansigt, da bleve de slagne med Rædsel og lode Hænderne synke, somSighvat ogsaa formelder og siger:

Hænge maatte Næser høie,
Uomskaarne Hjerter grue,
Der man fik paa Val at skue
Olavs hvasse Løve-Øie;
Herse-Drotten var saa gram,
Gruelig og skarp til Syne,
At, naar Thrønder saae paa ham,
Syntes dem, de saae det lyne.

Skarpt gik det nu ogsaa til i Striden, thi hardt gik selve Kongen frem i Sværdelegen, som og Sighvat sjunger:

Røde Sværd i Kjæmpehænder
Smittede det blanke Skjold,
Der, hvor Folket mellem Frænder
Søgde Folke-Kongen bold;
Nem i Sværdeleg at finde
Var Kong Olav vennekjær,
Under Thrønders Hoved-Tinde
Maled han sit blege Sværd.

Mens nu Kong Olav streed saa mandelig, da mødte han, blandt andre, fornævnte Landshøvding, Thorgeir af Kvistestad, og huggede ham tvers over Ansigtet, saa Hjelmen sprang, ogHovedet blev hardtad overskaaret under Øinene. Der han nufaldt, sagde Kongen: saaest du det, Thorgeir, om jeg ikkespaaede ret, at du skulde ikke torde glædes ved, om vi mødtesi Dag! I det samme hellige Øieblik stødte Thord Folesen Bannerstangen saa hardt i Jord, at den stod fast; thi selv havdeThord nu faaet sit Banesaar og sank under Banneret. Nu faldtogsaa to af Skjaldene, baade Thorfind Mund og Gissur Guldbryn ; Gissur havde givet sig i Kast med to paa eengang, fældet den Ene og saaret den Anden, førend han faldt, som Hofgaards-Ræv siger i Visen:

Gnisterne sprunge og flunked af Staal,
Knittrende blussede Valfaders Baal,
Mellem to Kjæmper stod ene saa rask
Gissur paa Valen som vældige Ask,
49 Rystede hardt sine Grene med Gny,
Draaberne fulde som Steen og som Blye,
Fulde saa tunge og bleve saa røde,
Een maatte falde, og To maatte bløde.

Da skedte det, som sagt, at Solen skjuldes paa den klareHimmel, og der blev Mørke over Jorderige, som og Sighvatkvæder om:

Rygtet mig til Romaborg
Førte Bud om Hjertesorg
Og om Under over Under:
Solen fæstede sin Ild*),
Lukde Straale-Øiet til
For Kong Olavs dybe Vunder.
En velsignet, deilig Dag
Sortned i det Konge-Slag,
Og i Blinde Folkets Vrimmel
Vanked under klaren Himmel.

I det Samme kom Dag Ringsen med det Folk, som hannemfulgde, reisde sit Banner og begyndte at fylke; men, saadant etMørke som det var, kunde det ei gaae saa flux med Angrebet;thi man kunde ikke skille Ven fra Fjende; dog kom de tilsidsttil at staae for Hørdernes og Rygernes Fylking.

Alt dette skedte saa omtrent paa eengang, dog det Ene kanskee lidt før og det Andet lidt efter.

Kalv Arnesen havde to af sine Frænder med Olav og Kalv, Sønner af Kalvs Farbroder, Arnfind Armodsen, og de gik paaden ene Side af ham med mange raske Svende, og paa den anden Side af Kalv gik Thore Hund. Nu huggede Kong Olav tilThore Hund tvers over Skulderne; men Sværdet vilde ikke bide, og det var kun, som om der røg Støv af Reenskoften. Heromsjunger Sighvat saa:

Selv fornam den Konge-Balder
Bedst, hvad Finners ramme Galder,
Med sin Tryllekraft den store,
Mægted til at frelse Thore,

* 50

Dengang han i Slagets Bulder
Hunden hamrede paa Skulder;
Som en Vaand den Klinge døv
Koften banked kun for Støv.

Thore huggede til Kongen igjen, og saaledes skiftede de adskillige Hug; men hvor Reenskoften sad, vilde Kongens Sværdslet ikke bide; i Haanden derimod fik Thore et Saar; derforkvæder Sighvat videre saaledes:

Ei var det i Kjæmpelud,
Hunden barkede sin Hud;
Større Daad som større Sind,
Om end ei saa tykt et Skind,
Saae man paa den Dogge bold1,
Som ei frygted Finne-Skjold,
Satte over Grøft og Gjærde,
Beed i Thore, Haand for Hærde.

Da sagde Kongen til Bjørn Staller: slaae den Hund, som Jernei bider! og Bjørn tog flux sin Øxe forkeert og slog med Hammeren til Thore paa hans Axel, ret et Dommedagsslag, saa Thorestod og ravede. Imidlertid havde Kongen vendt sig mod KalvsFrænder og fældet Olav; men nu løb Thore Hund til BjørnStaller med et Spyd, gav ham sit Banesaar og sagde: saa beedvi Bamsen; og Thorstein Knarra-Smed huggede til Kong Olavmed sin Øxe oven over Knæskallen paa det venstre Been. FindArnesen kløvede Thorstein i samme hellige Øieblik; men Kongen segnede ved Saaret ned paa en Steen, kastede Sværdet ogbefoel sig Gud i Vold. Da stak Thore Hund ham et Spyd nedenfra under Brynien op i Livet, og Kalv huggede ham paa venstreSide af Halsen; dog er man ikke ganske enig i, om det var Kalv, der gav ham det Saar. Det var da de trende Banesaar, KongOlav fik, og der Kongen var slagen, faldt og hardtad hele denSkare, som havde fulgt ham.

Om Kalv Arnesen har man i denne Anledning et Vers afBjørn Guldbraa-Skjald, som lyder saaledes:

Vaabendjærv i Vaabenbrag
Værged du mod Olav Landet,
Gjorde ogsaa, for det Andet,
Raskeste blandt Konger spag,

* 51

Under Banneret du glad
Frammerst gik paa Stiklestad,
Øved Daad, som Helten egned,
Helmed ei, før Drotten segned.

Men om Bjørn Staller sjunger Sighvat Skjald:

Bjørnen under Ørneklo
Stallare kan lære,
Hvad det er at følge tro
Drotten sin med Ære;
Han der i den høie Sal
Vogted paa sin Drots Gebærde,
Lagde sig paa røde Val
Og ved Kongens Hoved-Gjærde;
Som han sad ved Kongens Bord,
Som han stod paa Folke-Thinget,
Laae han paa den kolde Jord
End af Hirden tæt omringet.
Held Enhver, der saa mon falde,
Fulgt af Venner, priist af Skjalde!

52

Om den Gullandske Kongelinie i Danmark eller Den Danske Ynglinge-Saga. (Af Saxos 7de Bog).

Der Halvdan Bjerggram døde sønneløs, forordnede han i sinsidste Villie, at Kong Yngve paa Gulland skulde arve baadeDresselen og Kongestolen, og uagtet han faldt i Krig mod sinMedbeiler Regnald, beholdt dog hans Søn Sigvald DanmarksRige.

Den samme Kong Sigvald havde en Daatter, ved Navn Sigrid, som var saa vidunderlig ærbar, at, enddog hun for sin DeilighedsSkyld fik Beilere vel ti for een, saa var hun dog ei at formaaetil at see op paa nogen af dem alle, og som hun nu stolede paadenne sin Ærbarhed, tog hun det Ord af sin Fader, at Ingenskulde blive hendes Brudgom, uden saa var, at han først medElskovstale kunde lokke hendes Øine til sig.

Det var Piger, vi havde i gamle Dage, der holdt deres Øienslyst saa flittelig i Ave, for at ikke letfærdige Syn skulde smitteog friste deres rene Sind, men Hjertets Tugtighed forkyndes afet ærbart Ansigt.

Der var imidlertid dog en vis Odder Ebbesen, som, hvad hansaa end stolede paa, enten paa sine store Bedrifter, eller paa sinArtighed og slebne Tunge, satte stadelig og hæftig an paa denJomfrue med brændende Kjærlighed. Han lagde da alle Aarerombord for et Blik, men kunde dog med al sin Konst ei løftede nedslagne Øine, og maatte langt om længe give tabt medstor Forundring over saa ubøielig en Strænghed i et Pigehjerte.

Nu var der og en Jette, som beilede til Møen; men der hanmærkede, at det var spildt Umage, fik han for Sølv og Guld enKvinde til at hjelpe sig; see, hun forstod at sætte sig i Gunst 53 hos Sigrid, og var en Tidlang hendes Følgeterne, men fik hendesaa engang med Snedighed lokket paa en Afvei langt ud frahendes Faders Gaard, og der var Jetten strax ved Haanden ogsnappede Sigrid og førde hende til sin Jettestue, som han havdei en Bjergklint. Man fortæller det ellers ogsaa paa den Maade, at det skulde have været Jetten selv, som havde skudt sig iKvinde-Ham, narret Jomfruen bort fra Kongens Gaard og saasnappet hende. Dette fik imidlertid Odder at spørge, og hanhavde ingen Roe paa sig, førend han kom afsted og fik randsaget paa Bjerget baade oppe og nede, til han endelig fandt Jomfruen; Jetten slog han da ihjel, og hende tog han med sig; mendet var forunderligt nok med hendes Haar; Jetten havde væretsaa nyttig at flette og filtre de favre, lange Lokker saaledes i Hob, at der hørde Konst til uden Sax at faae de Knuder og Bulkerskilt ad igjen. Nu havde da Odder paa nye, som man kan tænke, alle sine Garn ude for at fange sig et Øiekast; men hankunde gjerne sparet sin Uleilighed; thi dødøiet stod det Pigebarn nu som før, og han maatte da tilsidst gaae bort med uforrettet Sag; thi han vilde ingenlunde tvinge Pigen eller beskjæmme en saa høibaaren Møe.

Nu vankede da Sigrid længe om paa vilden Mark og kom tilsidst til en Hytte i en Skov, hvor der boede en heslig Eliekvinde, som satte hende til at vogte sine Giedder. Ogsaa der komOdder hen, og bød sig til at frelse hende, og fristede hende endydermere med saadan Tiltale:

Lyster dig nu, Pigelil!
Mia at være, som jeg vil,
Eller her at gaae i Skove
Ved de stramme Gjedders Bove?

Arme, deilige Slavinde!
Flye dog fra den fule Kvinde,
Tag den Haand, jeg huld dig rækker,
Følg mig flux til mine Snekker,
Kald dem dine Bølge-Karme,
Og vær frie i mine Arme!
Hvi vil du bag Hjorden sukke?
Lad de Gjedder med de Bukke
Bræge, tygge Drøv i Engen,
Selv gak du til Brudesengen!
54 Længe jeg med Haand og Mund
Beilede af Hjertens Grund;
O! saa løn nu al min Møie!

Løft dog lidt det kydske Øie,
Skjul dog ikke længer saa
Under Skye de Sole smaa!
Lad dem straale, lyse, milde,
Som jeg aarle bad og silde!
Løft kun op de mørke Bryn!
Kun et Blik, og flux som Lyn
Vingebred min Vindesnekke
Skal, med dig i høie Stavn,
Halsen over Bølgen strække,
Bære dig til Moder-Favn;
Der du brat i Fædre-Borgen
Glemmer og forvinder Sorgen.

Nu jeg har saa mange Fold
Friet dig af Jettevold,
Jeg har stræbt, og jeg har stundet,
Meget lidt og Intet vundet;
Lad min Trofasthed dig bøie!
Ynkes, og luk op dit Øie!

Hvad har saa forrykt din Hjerne,
At du heller vogter Kvæg,
Tvætter Gieddebukke-Skjæg,
Som en Ellekvindes Terne,
End hos mig paa Bænken prud
Sidder som min væne Brud?

Dog, Odder maatte sige Alt, hvad han vilde, saa blev dogSigrid ved sin Ærbarhed og skottede end ikke det mindste tilham, for ikke kanskee at komme i Fristelse, hvis hun saae, hvad hende stod for Øie.

Hvor maae det dog ei have været forunderlig høviske Møer, de Oldtids Piger, som ikke Elskerens hæftigste Bønner og sødeste Ord kunde faae til endog kun at blinke med Øiet!

Da nu Odder saae, at Jomfruens Øie og Hjerte end ei kunderøres ved den Hjelp og Tjeneste, han nu havde togange ydet, saa gav han Haabet op og gik beskjæmmet og bedrøvet til sineSkibe; men som nu Sigrid atter vankede vildfarende omkring 55 imellem Klipperne, da maatte det saa føie sig, at hun kom justtil Ebbes Gaard. Hun bluedes ved sin Armod og Nøgenhed oggav sig desaarsag ud for et fattigt Tiggerbarn; men Odders Moder lod sig ikke narre hverken af hendes Ord eller af det blegeindfaldne Ansigt og de pialtede Klæder; hun saae nok, der saden Rosensblomme under Bladene; thi Møens Skikkelse og Lader forraadte hendes Byrd, og Adelskabet lysde hende ud af Øiet. Hun blev da sat til Høibords og behandlet med ærbødigDannished; men Odder lod som ingen Ting og spurgde hendeganske fremmed, hvi hun hyllede sit Ansigt saa i Slør? Nuvilde han imidlertid dog vide ret, hvad hendes Hjerte sagde;derfor lod han, som han holdt Bryllup med en anden Pige, ogSigrid maatte holde Lyset for ham, der han gik i Brudekamret.Der stod da Sigrid, til Lyset hardtad var heel udbrændt, ogLuen spillede paa Fingerenderne; men hun stod saa vidunderlig taalmodig og holdt sin Haand saa stille, som om hun føldetil slet ingen Meen af Heden; det var da den ene Hede, kan jegtroe, som dæmpede den anden, og for Hjertets stærke Luemaatte Lyseflammen give tabt. Endelig bad Odder hende dogvare sine Fingre, og see, nu slog hun da blufærdig sine klare'Øine op og saae saa mildt til ham, at man lod flux det andetSkyggebryllup fare og ledte Sigrid selv i Brudekamret.

Siden lod vel Sigvald Odder gribe og vilde hængt ham, somden, der havde beskjemmet hans Daatter; men Sigrid skyndtesig da at fortælle den rene Sammenhæng om Jetten og om allehendes Hændelser, og saa tog Kongen ikke blot Odder til Naade, men tog ogsaa hans Syster til sin Dronning, og denneunderlige Handel endtes da til Glæde med et dobbelt Svogerskab.

Nogen Tid derefter skedte det, at Sigvald og Regnald kom iKrig med hinanden; de fik sig da begge en Hær paa Benene afde meest udsøgte Folk, og der stod et Slag i Sælland, som varblodigt tilgavns og varede i tre samfelde Dage, uden at mankunde see, hvem der skulde vinde, saa drabelig sloges der paabegge Sider; men hvad enten nu Odder blev kjed af den Langeleeg, eller fik Lyst til at indlægge sig synderlig Ære, nok er det, at han med øiensynligste Livsfare brød igjennem de fjendtligeSkarer ind i Kong Regnalds Skjoldborg og slog ham midt imellem hans tappreste Kjæmper, hvorved han da tog Seieren meden Trumf paa de Danskes Vegne. Det var ellers ogsaa et mærkværdigt Slag med det, at der overgik de Svenske Herrer saadanen uslukkelig Skam; thi der kom saadan en Rystelse over 56 Rigens Pillere, at fyrgetive stærke Kjæmper, eftersom mig erfortalt, vendte Ryg i Slaget. Selv Stærkodder, Mesteren for demalle, som ellers ikke havde for Skik at svige et saadant godtLag, hvor broget det end gik til, og hvormange de brodne Pander end bleve, han lod sig dog her forskrække af noget, jeg veedikke hvad, og valgte heller at flye med Flokken end at staaemed Æren, saa jeg skulde hardtad troe, det var vor Herre selv, der slog ham med den Frygt, for at han ikke skulde blive forindbildsk af sin store Manddom og mene, at han var en Undtagelse fra alle andre Mennesker; og saaledes er det: uden Laker her i Verden Ingens Lykke.

Alle disse svenske Herrer tyede som en Kjæmpelevning til dennavnkundige Søerøver Hake og gave sig i Ledtog med ham.

Noget efter døde Kong Sigvald og havde sin Søn Sigar til sinEftermand. Denne Kong Sigar havde igjen tre Sønner: Sigvald, Alf og Alger, og een Daatter ved Navn Signe. Alf er bekjendtunder Tilnavn af ham med Sølvhaaret, for hans hvide, klareLokkers Skyld, og han var da i alle Maader, baade, som mansiger, i Sind og i Skind, sine Brødres Overmand, og sværmedehelst omkring paa Havet med Vikinge-Snekken.

I de samme Dage levede den Gothiske Kong Sigvard *), somskal have havt to Sønner, Vemund og Østen, og en Datter, vedNavn Alvilde, der, hardtad ligefra Vuggen af, var saa bluefærdig, at hun gik med Slør Dag ud og Dag ind, for ikke med sinDeilighed at friste nogen til Elskov. Siden lukte hendes Faderhende inde i sit Fruerbur og gav hende en Øgle og en Hugorm, *

57 som hun skulde opføde, og alt som disse Uting voxte til, skuldede være hendes Vagt. Nu, det var ikke heller hver Mands Leilighed at gjæste sligt et Brudekammer, hvor der var saadanLaas og Lukke, og da Kongen desuden havde ladet forkynde, at hvem der prøvede sin Lykke der og kom tilkort, han skuldestrax halshugges, og hans Hoved sættes paa en Stage udenforBuret, saa maatte, under de Betragtninger, Lysten vel forgaaeselv de Ungersvende, som kunde ellers være hidsige og forvovnenok. Imidlertid forgik den ingenlunde Alf Sigersen; thi hangjorde den Regning, at jo meer at vove, desmere at vinde, ogmeldte sig som Beiler; og nu skulde han da til at drages medde Udyr, der laae paa Vagt for Jomfrueburet; thi efter KongensForordning skulde den, der kunde overvinde dem, og ingen anden, have Alvildes Haand. For nu at gjøre Ormene desmeregridske paa sig, axlede han et blodigt Skind, og i den Dragt gikhan frem for Borgeledet med en Tang og et gloende Jern i denene Haand og sit Glavind i den anden. Der nu Øglen kom gabende imod ham, stak han ham Jernet lige ned i Svælget, saahan drattede omkuld og var død. Saa kom Hugormen og bugtede sig nok saa smidig; men ham skjød han i Gabet med sitSpyd, saa han fik ogsaa nok og laae derved. Nu forlangde daAlf, hvad han havde stridt for, og hvad der ogsaa var ham lovet;men Sigvard svarede, at det kom ganske an paa hans Daatter;hvem der var hende god nok til Brudgom, var og ham til Svoger. Det var da nu kun om Alvildes Samtykke at gjøre; mendenne Beiler stod slet ikke Moderen an; hun tog derfor Daatterentil sig i Eenrum for at udforske hendes Hjerte, og Alvilde roesdePrindsen varmt for hans store Manddom; men jo meer hun roesde, desflere Utak fik hun, og Moderen skammede hende ud somden, der mod al Ærbarhed lod sig indtage af de smukke Friereog forraadte et letfærdigt Hjerte, aldenstund hun ikke dømte efterDyd, men efter Deilighed. Der nu Alvilde fik ved saadan TaleLeede til den danske Prinds, blev hun og kjed af det Kvindelevnet, lod sig Mandsklæder skiære og blev fra blyeste Pigebarnaf til den vildeste Viking. Hun drog da ud tilligemed endeel afsine Terner, som fik den samme Lyst, og kom just til en FlokVikinger, som var i stor Vaande for deres Høvding, de havdemistet i et Slag, og de samme Vikinger bleve saa indtagne iAlvilde for hendes Deiligheds Skyld, at de valgte hende til deresHøvding, og tog heller ikke Feil, thi det skulde Ingen mærkepaa hendes Færd og Bedrift, at hun var en Kvinde. Imidlertidflakkede Alf omkring paa Havet for at finde Alvilde, og havde

        

58 mangt et haardt Pust at udholde. Saaledes stødte han om Vinteren sammen med Blakmannernes Flaade*), paa en Tid, dader var saadan Mængde med Driviis i Stranden, at Ingen kundeenten roe eller seile. Imidlertid holdt Frosten ved, og liskagernefrøs sammen, saa de kunde bære, og nu befoel Alf sine Folk atdrage Skoene af og løbe paa Sokkerne, for at staae desfasterepaa Glatiisen. Da Blakmannerne saae, at de trak saaledes ud, tænkte de, det var for at blive deslettere til at fægte med Hælene, og satte derfor efter dem; det kom ogsaa til Slag; menBlakmannerne med deres glatte Skoe skræntede og snubledehvert Øieblik, da de Danske derimod havde en fast Fod atstaae paa, stødte dem lettelig omkuld og finge Overhaand. Siden efter satte Alf sin Kaas ad Finland til og kom der til enFjord, hvis Munding var kun smal; derfor skikkede han Speidere ud, som skulde forfare Leiligheden, og de kom igjen medden Beskeed, at der laae nogle faae Skibe, som bespændte Løbet.Det var Alvilde, som laae der med sine Snekker, og hun skimtede aldrig saa snart de fremmede Stavne, før hun i en Hastlod gjøre klart og roe af alle Kræfter lige imod dem; thi efterhendes Mening var det altid bedre at hente end vente sin Fjende. Alfs Staldbrødre meente, det sømmede sig ikke for dem atslaaes med det Par Skibe; men Alf svarede, at det kaldte hanusømmeligt, at nogen skulde komme og fortælle Alvilde, at hanhavde dreiet af for saadant et Par Snekker og efter saa storeBedrifter ladet slig en Smaating sætte Klik paa hans Ære**).Det kom da til Slag, og de Danske kunde ikke noksom forundresig over Fjendernes Deilighed og smidige Bevægelser; men dernu Alf var kommet op paa Alvildes Skib og havde gjort klart Dækmellem Stavnene, og hans Stalbroder Borkard kom til at slaaeAlvilde hendes Hjelm af Hovedet, da fik han Øie paa den glatteHage og mærkede vel, man maatte skifte Vaaben, bruge Kysfor Kaarde og klappe slig en Fjende finere end med Staalhandsker. Hvem der nu blev glad, det var da Alf, der saa uventendes fandt, hvad han saalænge havde søgt til Lands og Vands, * * 59 utrættelig og under mange Farer; han annammede sin Fæstemøe med Hjertens Kjærlighed, fik hende til at skifte Dragt, saahun igjen blev kvindelig, og avlede siden med hende en Daatter, Gyrithe. Borkard fandt sig og en Venneviv iblandt Alvildes Terner, som heed Gro, og avlede en Søn med hende, somman siden kaldte Harald Hyldetand; men for at man nu eiskal tænke, disse jernklædte Møer var et stort Vidunder, bliver det vel bedst at sige et par Ord om Skjoldmøe-Viis ogVilkaar.

Der var da virkelig i gamle Dage danske Møer, som lode sigMandsklæder skjære og tilbragde hardtad deres hele Levetidunder Vaaben, for ei at slappes under Lystighed og bløde Klæder. De havde fattet Lede til alt Kjælenskab og vilde hellerhærde baade Sjæl og Legeme i Møde og Smerte; de forsagedeal Kvinde-Blødhed og Letsindighed og paanødte Pigehjertetmandlig Barskhed; men ikke det aleneste, de lagde sig endogsaa flittig efter al Krigs-Brug og Øvelse, og nemmede det altsaa vel, at Ingen skulde sige andet, end at de havde skiftetKjøn med Kjortel, især naar det var muntre, favre, ranke Pigebørn, og dem var det fornemmelig, som pleiede at føre sligt etLevnet. Det var da med de Skjoldmøer, som de havde reentforgjættet Kvinders medfødte Vilkaar; dem huede ei kjælneToner, men det rue Kjæmpemæle, de favnede Sværd og ikkeSvende, tørstede ei efter Kys, men Blod, Vaabenlarm var deresElskovs-Leeg, og Fingrene, som skabtes til at lege mellemTraade, sloge kun Spydstagers Væv, paa Valen redte de sigBrudesenge og beilede med skarpen Staal til Ungersvendene, som skulde sjunket for deres Deilighed.

Dog, for at komme til Fortællingen igjen, saa skedte det tidlig om Foraaret derefter, at Alf og Alger, som paa Vikinge-Viisfoer omkring, saa hist og saa her paa Havet, stødte paa enSmaakonge Hamunds tre Sønner: Helvin, Habor og Hamund, med hundrede Snekker. Der blev da et alvorligt Søslag og kunden sorte Nat adskilte de mordtrætte Kjæmper; men da mannu om Morgenen skulde til at see sig om, mærkede man, atdet kunde ikke gaae til i Dag som i Gaar; thi man havde denforrige Dag brugt sig saa vel paa begge Sider, at der nu paaingen af Siderne var synderligt at gjøre med. De forligde sigderfor i Mindelighed, og saaledes kan man sige, at deres Manddom gjorde dem spage, og de gjorde en Dyd af en Nødvendighed.

I de samme Dage var en høivelbaaren Tydsker, som heed 60 Hildegisel eller Hildigslev *), kommen herind og beilede tilSigars Daatter Signe, ikke fordi han havde nogen Heltebedrifterat rose sig af, men fordi han stolede paa sit Adelskab og glatteAnsigt. Det var imidlertid en gal Regning, den, thi Signe drevkun Spot med den Flødskjæg, som vilde prale med fremmedeFjer og gjøre Lykke med at være sin Faders Søn, da hendesHjerte derimod slog høit for Hake, den Viking, hvis store Bedrifter var i Folkemunde; thi i hendes Rangforordning stodHelten over Skjødehunden, og hende stak ei lyse Farver, menkun klar Bedrift i Øinene; hun vidste godt, at DeilighedensGlimmer falmer brat i Manddoms Glands, og Dyd er ei medSmukhed at opveie. Saaledes finder man dog Piger undertiden, som give heller deres Hjerte til den ædle end til den nette Beiler, som skue Manden ei paa Haar, men ind i Siælen, og i hvisHjerte ikkun Straaler fra det Inderste kan tænde Kjærlighed.

Imidlertid kom Habor da til Dannemark, og havde fulgdeshjem med Sigars Sønner; men hvad de ikke vidste, var, at hanhavde faaet deres Syster i Tale og taget hende saa med Kjærligheds Ord, at hun i Løn med Haand og Mund havde lovetog svoret at være hans Brud. Nu traf det sig engang, at SignesTerner kom paa Tale om Ædlinger, hvem der stod øverst, ogda satte hun Hake over Hildegisel, sigende, at ved Hildegiselvar slet intet Priseligt, undtagen Skabningen, men Hake havdederimod en Blomst i Hjertet trods den, hans Kinder manglede;ja, hun nøiedes end ikke med at rose ham saa løselig, menbandt ham og, som Ordet gaaer, en Ærekrands i disse Riim:

Rød og hvid er ei hans Kind,
Men det ædle, kjække Sind
Lyser ham af Øie;
Under Kamp blev Kinden bruun,
For hans Skjæg de fine Duun
Maae sig vel nedbøie.

Hvo som fik den rette Sands,
Seer, at Kjækhed kaster Glands
Over Saar og Rifter;
Skam faae hun, der elsker ei
Blomster, som paa Kjæmpevei
Plukkes med Bedrifter?

* 61

Ikke paa den blanke Hud,
Men i Hjertets Sølverbrud
Glandsen haver hjemme;
Under Hjelm i Vaabengny
Hake vandt sig Roes og Rye,
Som gaaer seent ad Glemme.

Hildigslev, hvad er hans Pryd?
Intet Mod og ingen Dyd,
Kun et Skin, som svinder!
Graane maae guldfagre Haar,
Falme maae jo Aar for Aar
Rosenrøde Kinder.

Folkeroes for slig en Pryd,
Det er Tant og Bjeldelyd,
Tale hen i Veiret;
Længere det mindes dog,
Hvo paa Val de Tappre vog,
Hvem i Kreds har seiret.

Lad da Andre love kun
Deilighed med Daaremund,
Glemme ret at dømme!
Ikkun Spot af mig dog faaer
Glatte Kind og gule Haar,
Dyd vil jeg berømme.

Det klang i Ternernes Øre, som om det var Hake, hun roesdepaa Skrømt, men Habor for Alvor, og der Hildegisei fornam, athan maatte hos Signe staae tilbage for Habor, da blev han bister tilgavns og kjøbde for Penge en blind Mand, ved Navn Bolvise, til at forspilde Venskabet imellem Sigars og HamundsSønner. Den samme Bolvise var den Ene af Kong Sigars ypperste Raadgivere; thi saadanne to gamle Mænd havde Kongenaltid om sig, og gjorde hardtad aldrig nogen Ting, uden eftersom de raadte ham; men der var ellers en himmelhøi Forskjelpaa de to kloge Mænds Tænkemaade; thi den Ene gjorde alsin Flid med at tale Uvenner til Rette og forlige dem i Minnelighed; den Anden derimod var aldrig gladere, end naar hankunde sætte Splid iblandt Venner, og hvor han saae en Tvedragts 62 Gnist, der puste til som en Øretuder*). Bolvise sværtedenu Hamunds Æt for Sigars Sønner med løgnagtig Bagtale ogforsikrede dem saa ærlig, at det var Folk, som aldrig brød sigenten om Troe eller Love, og som man derfor maatte holde iSkranker, ikke med Ord og Forbund, men med Sværdet overHovedet. Han fik da ogsaa rigtig Ungersvendene sat sammen, og der stod et Slag i Hamundsfjord, hvor baade Helvin og Hamund faldt for Sigars Sønner. Habor var dengang langveisborte; men der han spurgde sine Brødres Fald, kom han overAlf og Alger med friske Folk og svalede sin Hevn i deres Blod.Hildegisel blev derimod skudt i Flugten med et Spyd igjennemsin Bag, hvilket gav Anledning til at skose Tydskerne, thi vedslige Leiligheder maae Skam og Skade gjerne følges ad.

Med saa forrettet Sag tog Habor Kvindeklæder paa og gik tilSigne mutters ene, for at minde hende om sit Løfte, som omhan meende ei at have saaret Søsterhjertet, der han fældteBrødrene; men Tingen er, at Kjærlighed gjør dristig, og hansaae meer paa hendes Trofasthed end paa sin egen Brøde. Fornu imidlertid at gjøre sig et Ærende gav han sig ud for en afHakes Skjoldmøer, som havde Bud fra ham til Sigar. Paa denManeer blev han ladt ind i Fruerburet og beskikket Natteleiemellem Ternerne; men der han om Aftenen havde tvættet sineFødder, og Smaapigerne tørde ham, fik han det Spørgsmaal, hvoraf det kom sig, at hans Been vare saa laadne, og Hændernesaa barkede at føle paa, og dertil svarde han som saa:

Harver først, hvad jeg har pløiet,
Da I veed, hvad jeg har døiet.
Over Stok og Steen man færdes,
Sagtens maae da Huden hærdes;
Følg i Verden Valhals Norne,
Skuur med Gruus og klap med Torne;
Sveed og frys og vank i Skove,
Vipper paa den steile Vove!
Hop paa Spyd og dands paa Skier!
See da, om ei Saalen svier,

* 63

Om ei mellem Od og Egge
Eder voxe Haar paa Lægge!
Mener I, at disse Lemmer,
Som den snevre Brynje klemmer,
Som de hvasse Sværde klappe,
Kan som Eders under Kappe,
Under Maard og hviden Liin,
Holde Huden blød og fiin?
Tænker I, at disse Hænder,
Hvori Staal for Naal sig vender,
Være kan saa bløde, hvide,
Som om jeg ved Eders Side
Daglig sad i lune Kammer,
Dreied Rokkehjul og Rammer?

Signe vidse godt at lade, som hun troede hvert Ord, ja, sandede det ydermere med ham og sagde *):

Skal man ei være sit Arbeide liig?
Er der ei Forskjel paa Kys og paa Krig?
Haanden, som bruger den mægtige Naal,
Hvormed der syes og sømmes i Staal,
Haanden, som fører den mægtige Sax,
Hvormed de Hoveder klippes som Ax,
Vorder vist ikke i Huden saa fiin
Som den, der piller paa Did og paa Liin.
Fingrene bløde og lidt vilde due
Til at faae Bugt med en haardnakket Bue,
Til at handtere paa skummende Baare
Begede Takkel og bugede Aare.
Skjoldmøen haver ei Hvile i Bur,
Fort maae hun følge den kaldende Lur,
Spydene slynge og Sværdene svinge,
Saa ud af Fingrene Blodstraaler springe;
Husker, at Haanden, saa barket og haard,
Spinder Bedrifter, som vi spinde Blaar!

Sagtens maae ogsaa vel Saalerne hærdes,
Naar baade tidlig og silde man færdes,

* 64

Naar man ved Strande paa stenede Bred
Vanker saa mangt og saa mødigt et Fjed;
Sagtens gjør det ikke Fødder saa fine,
Som naar de knap over Tærskelen trine,
Træde paa Gulv og paa blommede Enge,
Vanke som videst i Jomfruens Vænge.

Derpaa annammede hun Habor til sig i sin egen Seng, somfor at gjøre Ære af den fremmede Møe, og under megen Kjærligheds Tale kom det som af sig selv, at Habor tog Ordet ogsagde:

Hvis mig din Fader nu fage
Ynkelig tager af Dage,
Vil da du, væneste Blomme,
End vores Pagt ihukomme,
Eller kanskee vil du fæste
Munter den Første den Bedste?
Faaer kun din Fader at vide,
Hvem du har her ved din Side,
Da er ei derpaa at tænke,
Han skulde Livet mig skjænke;
Ei hjelper Bod eller Bønner
Den, som har slaget hans Sønner.
Dem har jeg fældet i Stavn,
Holder nu dig i min Favn,
Favner en Konninge-Daatter i Løn;
Saadant afsoner ei Bod eller Bøn.
Siig da, min kjæreste Signelil, siig!
Hvad vilst du gjøre, naar jeg ligger Liig?

Da svarede Signe:

O! troe du mig, Kjæreste fiin
Din Dødsdag den vorder og min.
Hvorefter mon leve jeg skulde,
Naar du ligger kold under Mulde?
Nei, skalst du for Øxen dig bøie,
Ja, hvor du saa lukker dit Øie,
Paa Straa, under blinkende Sværd,
Hvad heller paa skummende Bølge,
Ei længer jeg Livet har kjær,
Mig lyster kun flux dig at følge
65 Og ende paa selvsamme Viis;
Thi Hjertet kun ønsker den Priis:
»Sin Habor saa troe liden Signe
»I Død som i Liv vilde ligne.«

O, troe dog for Vist! ingenlunde,
Selv ei under Øxe og Sværd,
I Døden forlade jeg kunde
Den Svend, som jeg elskede her;
Hvem først jeg min Finger lod kryste,
Hvem først jeg i Kjærlighed kyste,
Hvem ene blandt Drotter og Helte
Jeg undte at løse mit Belte!
Nei, mener du, at hos en Kvinde ,
End Troskab er mulig at finde,
Da troe dog for Eeden, jeg svor,
Din Signelil holder sit Ord!

Denne Tale vederkvægede Habor igjen; thi efter hans Tanker maatte man vel gjerne gaae i Ilden for at faae saa glædeligtet Løfte*). Imidlertid var han forraadt af Signes Terner, ogder kom Folk fra Kongens Gaard, som skulde fange Fuglen, før han fløi af Bure; Habor gjorde dem det braaget nok, slogned for Fode og værgede sig længe som en Mand; men endeligblev han dog fanget og ledt frem paa Thinge. Der han nuskulde dømmes, blev der Splid i Menigheden; Somme sagde, athan skulde skee al Landsens Ulykke, som han den havde voldt;Bolvises Broder, Bilvise, derimod og Andre med ham, sombrugde bedre Forstand, erindrede, at det var bedre, man togGavn af slig en Helt, end at tage ham saa ynkelig af Dage. Dastod Bolvise op, talede og sagde: at det var kun et Skarns-Raadat bede Kongen spare, hvor han havde Blod at hævne, og atneddæmpe ved utidig Barmhjertighed en saa retmæssig Vredesstærke Rørelse. Hvor er det dog vel mueligt, sagde han, at Sigar skulde kunne lade sig bevæge til Skaansel her, til Medynkover den, som røvede ham først i tvende Sønner AlderdommensTrøst, og lod sig end ei dermed nøie, nei, lokkede hans Daatter, beskjæmmede hans hvide Haar! Nu gik hardtad hele Thingetover til hans Mening, og Habor, som i Førstningen var saa *

66 godt som næsten frikjendt, fældtes nu eenstemmig og fordømtes til at hænge i en Galge. Reist var Galgen, Dronningen stodmed et Bæger, rakde ham det, bad ham nu slukke sin Tørst ogudøsde sin Galde over ham i disse Banderiim:

Stolten Habor! dømt paa Thinge
Til i Galgen høit at svinge!
See, hvor jeg dig vederkvæger
Med det fulde Brage-Bæger!
Sluk din Tørst, du Dødens Mand,
Drukn din Rædsel, om du kan!
Bold du est, saa frygt kun ikke
For dit Gravøl selv at drikke!
Drik, saa du kan drukken fare
Ned til Helas Helteskare;
Thi nu stolt du klæde skal
Bænken i den mørke Hald,
Give skalst du brat i Vaande
Ravne Brad og Hel din Aande.

Ungersvenden tog imod Hornet, som det ham rakdes, ogSagnet melder, at han svarede, som følger:

Hil være Kalken, den sidste, jeg smager!
Hil være Haanden, hvori jeg den tager!
Den bar og Staalet i Vælde
Til dine Sønner at fælde.

Hil mig! thi ei uden priseligt Minde
Trøstig jeg ganger for Gladheim at finde;
Hevnet, jeg uden at grue
Hærfaders Helte tør skue;
Skikket jeg haver fra Valen
Venlige Forbud til Salen,
Jeg har i Konningeblod
Badet min Haand og min Fod.

Vee dig, du rasende Niddinge-Kvinde!
Vee dig, du raser og spotter i Blinde.
Sjunke ei for mig i blomstrende Alder
Svendene, som dine Sønner du kalder?
67 Hanen, hver Morgen han ryster med Vingen,
Galer for dig: end i Dag kommer Ingen,
Døden har fanget din Glæde i Gjern,
Aldrig den kommer med Sønnerne hjem.
Vee dig, o! vee dig, og vrie dine Hænder!
Ikke saa usæl en Moder jeg kjender.

Saaledes hevnede han sig over Helveis Trudselen ved at ihukomme de Ungersvendes Fald til Moderens Forsmædelse, saakastede han Bægeret tilbage imod Dronningen, saa Miødensprang og sprudede i hendes Ansigt.

Signe sad imidlertid i Buret imellem de grædende Terner ogsagde: har I nu Hjertelag til, Smaapiger! at samtykke mig idet, som jeg tænker nu paa? Dertil svarede de, at de vilde værehende følgagtige i Alt, hvad hendes Hjerte maatte begjære, oglovede baade med Haand og Mund at blive deres Jomfrue troe.Da brast Signe i Graad og sagde: Saamænd, da har jeg i Sindeat følge i Døden den eneste Mand, jeg har favnet i Verden, ogvil I som jeg, da, saasnart vi faae Bud, at de kvæle ham deroppe, da lægge vi Blus under Buret, gjøre vore Slør til Strikker, skyde dristig Skamlerne til Side og hænge os selv under Loftet.Dertil gav de alle deres Minde, og Signe skjænkede for dem medden klare Viin, for at mildne og formindske Dødsens Angest.

Saa førde de da Habor op paa Høien, som har siden faaetNavn efter ham; men som han nu stod under Galgen, faldt detham ind at forsøge sin Kjærestes Troeskab, derfor bad han, athans Kappe maatte hænges først, aldenstund det vilde være hamfornøieligt, paa Gravsens Bred at see, som i en Lignelse, sitEndeligt afbildet. Man føiede ham og i denne Bøn, og SignesVagt, som tænkde, det var Habor selv, man hængde op, gavflux sit Tegn til Pigerne derinde, som ogsaa ufortøvet satte Ildpaa Buret, skjød Skamlerne tilside og hængde saa tilhobe underBjeikerne paa Rad. Dengang nu Habor saae, at der var Ild iKongens Gaard, og saae det velbekjendte kjære Sovekammerstaae i Lue, da sagde han, at Dødens Kvide var som ingen Tingimod den Fryd, han følde over sin Kjærestes vidunderlige Trofasthed, ja, skyndte selv paa Kongens Tjenere, og hvor lidt hanændsede at døe, gav han tilkjende med det Rum, han gjorde:

Rask, I Svende! nøler ikke!
Hænger mig kun høit i Strikke,
Sødt det er mig, dig at følge
Favre Brud paa Lue-Bølge.

68

See dog, hvor den klare Lue
Svinger sig mod Himlens Bue!
Kjærlighed i disse Flammer
Blusser ud fra Signes Kammer,
Og hvad klart i dem afmales,
Mindes, til hvert Hjerte svales.

Ord du holdt, o, Pige sød!
Huld og troe i Liv og Død.
Her vi gaae i Døden sammen,
Hist vi samles brat i Gammen;
Uforkrænkelig, jeg veed,
Er den første Kjærlighed.
Hil da hver, som i sit Liv
Vandt en saadan Venneviv!

Med en Fylgje som den bedste
Han kan Valhals Guder gjæste;
Han har, sært men sødt at sige,
Selskab i de Dødes Rige.

Knytter kun de korte Tømmer!
Døden mig til Fryd fordømmer,
Galgen er mig Ganger bedste,
Signe rider jeg at fæste.

Skriger kun, I sultne Ravne!
Jeg min Signe gaaer at favne,
Naar I skrige over Brad,
Kvæde I mit Brude-Kvad.

Hører! tvende Verdner sjunge,
Juble ud med liflig Tunge:
Lige troe i lige Gammen,
Hjerterne nu hvile sammen!

Lystig, lystig, op ad Stige!
Jeg det føler, jeg det veed:
Selv ei i de Dødes Rige
Døer den dybe Kjærlighed.

Det var hans Ord, og derpaa døde han i Galgen, og for atIngen dog skal tænke, at hvert Spor af denne Oldtids Handel 69 er saa reent udslettet, maae jeg dog ogsaa formelde, at der gaaerSyn for Sagn endnu den Dag i Dag; thi baade bærer den Vang, hvor Galgen stod, endnu Navn efter Habor*), og lidt neden forSigerstæd seer man en Smule Brink, hvor Brokkerne tydeligvise, at der har staaet en Bygning i gamle Dage, ja, paa selvsamme Sted skal en Bonde, der gik og pløiede, have fundet enBjelke, som den, der fortalde det til Biskop Absalon, sagde, hanhavde seet med sine egne Øine.

Hake Hamundsen laae i Hærgefærd under Island, denganghan spurgde disse sørgelige Tidender, og stævnede da flux tilDannemark, med Od og Eg at hævne sine Brødre; men da blevhan forladt baade af Sællandsfaren Haagen Vigersen og afStærkodder, som nu begge, lige siden Regnalds Fald, havdetroligen fulgt ham; og at de nu toge Orlov, det kom deraf, atden Ene var vennehuld, og den Anden elskede sit Fædreneland, saa de havde skiellig Aarsag til at enes i det Stykke. Kjærlighed formeende Haagen at bære Avindskjold mod Fædrenelandet; thi han vilde ikke være den, der, mens Fjender droges, sloges med Landsmænd; og nu Stærkodder, han vilde ei gaaei Marken mod gamle Sigar, under hvis gjæstmilde Tag hanhavde fordum hvilet; thi det tykdes ham, var at betale Godtmed Ondt. Saaledes finder man dem, der agte Gjæsteretten saahellig, at de lade sig for ingen Priis bevæge til at gjøre demnoget Meen, under hvis Tag de komme ihu at have nogensindeannammet Herberge og venlig Tjeneste. Dog, Hake fandt, athan havde tabt meer i sine Brødre, end han tabde nu i disseKjæmper, blev derfor ved sit Forsæt og løb med sin Flaade indi en Havn, som heder paa Latin exercituum sinus, og Hærvigpaa Dansk. Der gjorde han Landgang og slog sin Leir lige paaden selvsamme Stæd, hvor nu den Bye og Befæstning ligger, som Esbern har bygt til et Bolværk for Landsfolket imod degrumme, hedenske Sørøvere, der nu ikke skal lystes ved at *

70 komme derind. Derpaa deelde Hake sin Flaade i trende Parter, og lod saa Totrediedelen af Skibene med nogle Roerskarle løbeop ad Susaa, enddog det var en farlig Sejlads den samme for demange Bugters og Krumningers Skyld, som Aaen slaaer; mendet gjorde han, for at Fodfolket kunde have en Tilflugt i Nødsfald*). Med den hele øvrige Hær drog han da landveis op, ogholdt sig meest til Skovene for at fare ubemærket; thi, skal jegsige os, hvor der nu er bart Agerland med lidt Purskov altimellem, der var i gamle Dage Skov ved Skov. Hvor nu tilsidstSkoven slap, og den aabne Mark tog fat, der lod Hake sine Folkhugge Grene af Træerne for at bære, saa at sige, Skov og Skyggemed sig; og for at de kunde være deslettere til Beens, lod handem kaste Balg og Brynje og gaae frem med blotte Sværd, ogtil en evig Amindelse har baade en Bakke og et Vad faaet Navnderaf. Saaledes sneeg han sig om Nattetide to Vagter forbi;men den tredie blev ham dog vaer, studsede over det Vidunder, han saae, løb lige til Sigars Herberge og sagde, at han havde enforunderlig Ting at melde; thi, sagde han, for mine Øine at see, kommer der en heel Skov af grønne Smaatræer anstigende, ligesom det kunde være levende Folk, der gik. Hvor langt erden Skov vel borte, spurgde Kongen. Tæt herved, svarede Vagten. Ja saa, blev Kongen ved, saa er det min Død, det Vidunderspaaer, og deraf kommer det, at saadan en Rafte med Kvisteog Løv heder endnu i Folkemunde en Helstav**). Eftersom nuSigar var bange for at blive indeklemt i Gyderne, drog han fraByen ud paa Marken paa en aaben Plads, hvor han med Vaaben i Haand vilde tage mod Fjenden. Der stod da Slaget vedden saakaldte Valbrønd, det er Ligenes eller Nederlagets Brønd;thi Sigar kom til Kort i Striden, segnede og faldt der sammesteds.

Nu var da Hake Sejerherre, men han misbrugde Lykken *

* 71 skammelig til stor Udaad; thi han var saa blodtørstig, at hansparede hverken Høi eller Lav, Kjøn eller Alder, og havde eiengang Saameget enten Hjerte eller Ære i Livet, at han skuldebluedes ved at besudle sit Sværd med Kvindeblod og slagteSmaabørn i Moderens Skjød.

Der Saadant rygtedes, da kom der Liv i Syvald Sigarson, somhidindtil havde siddet dorsk paa Bænk i Faderborgen, men stodnu op saa harmefuld og sankede Folk til Havn. Hake mærkede, hvor Folket flokkedes; da blev han ræd og skyndte sig ad Hærvig til med Tredieparten af sit Folk, for til Søes at frelse sigmed Flugten. Stolt-Haagen derimod, hans Hjelpermand, lodikke Modet falde, fordi Hake flydde, dertil var han for stolt afden nylige Seier, vilde og hellere falde end flye. Han blev da nutilbage som Høvding for den øvrige Hær og slog sin Leir lidtnedenfor ved Alsted Bye for at bie paa Flaaden; thi den varendnu ikke kommet op af Aaen til sit beskikkede Sted; og bister var Haagen, thi han gav Skibsfolkets Dovenskab Skyld forden Langeleegs Fart.

Imidlertid gjorde Sigars Fald og Syvalds Kjærlighed saa dybtet Indtryk paa det ganske Folk, at hver Mand glødede og grebtil Vaaben; ja, det er ingen Løgn, at Kvinder stiide sig hosMænd paa Rad, at fægte under Danmarks Banner. Der Soel gikop den næste Morgen, begyndte Slaget imellem Haagen og Syvald, to ganske Dage blev der stridt, og stridt med højeste Forbittrelse, Hæren gik i Blod, begge Høvidsmænd faldt, menSeierskrandsen smykkede dog Levningen af Danmarks Sønner.

Natten efter Slaget kom da Hakes Flaade endelig til Stædeog havde smaalig maattet stage sig langs op ad Susaa; thi dengang var der dog en Slags Seilads; nu derimod er det kunsjelden, man seer Skibe der, for den Sags Skyld, at Løbet erblevet snevrere, og Vandet mindre, alt som Brinkerne groede til, og Mudderet tog Overhaand. Saasnart det nu dagede, saaeSkibsfolket deres Stalbrødres Liig; de gave sig da flux ifærdmed at stæde Høvdingen til Jorde, og opkastede derfor en mægtig Høi, som man efter Sagnet viser den og kalder Haagens Begravelse. Imidlertid kom Borkard med de skaanske Rytterepludseligen over dem, slog hver og een ihjel, bemandede detomme Skibe og foer, som Fugl mon flyve, efter Hake Hamundsen. Han greb ham og i Flugten, sloges med ham og ængstedeham saa, at han med Nød og Neppe frelsde tre af sine Skibe ogundkom til Skotland, hvor han døde to Aar efter.

72

Krig og Vanheld havde nu saaledes ødelagt den KongeligeStamme her i Dannemark, at der var igjen kun et eenligt Skudtilbage, og det var Sigars Sønnedaatter, den Gyrithe, somAlvilde havde født Alf Sigarsen, og der nu Folket savnede singamle odelsbaarne Kongeslægt, da skildtes Riget ad, og i hvertLandskab kaarede man sig en indfødt Høvding. Saaledes blevda en Ostmar Høvding i Skaane, Hunding i Sjælland, Hane iFyen, Rørik og Hather i Jylland.

73

Kundgjørelse fra Selskabet for de Nordiske Oldskrifters Udgivelse etc.

Hvad vi i en foreløbig Kundgjørelse, mest bestemt for deMedlemmer af det Kongelige Norske Selskabs KjøbenhavnskeAfdeling, der ei var tilstæde ved Slutningsmødet den 3die August, have forklaret, gjentage vi her, at nemlig den forrige Kjøbenhavnske Afdeling fandt det nødvendigt med et venligt Farvel at adskille sig fra velbemeldte Selskab, men at de ved Mødetnærværende Medlemmer eenstemmig besluttede at oprette eteget Selskab, hvis Ønske var at bidrage til Vedligeholdelse afdet aandelige Samfund i Norden, som er skabt igjennem Historien, elskeligt i sin Grund, livsalig i sin Virkning, og hvis egenlige Idræt skulde være at fremme Udgave og Udbredelse af historiske Bøger, der i Norden kunne gjøre Krav paa almeenInteresse.

Saxos og Snorros herlige Krøniker, der i de forbigangne Aarhundreder have været menig Mand saa kjære, ere Mindesmærker fra Nordens Middelalder, til hvilke intet af Europas Folkkan vise Magen, og ret fortrinlig skabte og skikkede til baadeved Stiil og Indhold at gavne og forlyste ædle Gemytter i Borgeog Hytter, til at vække og nære den Fædrelandskærlighed, der, fremforalt i Norden, er Folkenes, i de sidste Dage hardtad stemte, Livsaande; disse ægte Dannefe maatte naturligviis først og fremmest fængsle Selskabets Øie, og det saameget mere, som nyOversættelser af disse den Nordiske Sagas Hovedbøger just nuere under Arbejde, og den Kjøbenhavnske Afdeling netop havdehavt det Hverv at besørge Heimskringla oversat og udgivet.

74

Da Selskabet derfor kaarede os til for Øieblikket at betænkedets Tarv, paalagdes det os, som vor første Forretning, at tilskrive Selskabet for Norges Vel et venligt Afskedsbrev, og somden anden at udgive en Prøve af hine Bøgers nye Oversættelsemed et venligt Spørgsmaal til Saxos og Snorros Landsmænd, om de, hvis Oversættelsen tækkedes dem, vilde bidrage til, atden snart og sømmelig kunde udgaae og sælges for en Smaating.

Efterat vi nu alt have stræbt at opfylde den første Pligt, ilevi med at opfylde den anden, i det vi fremlægge Prøven og indbyde Enhver til, efter Lyst og Leilighed at bidrage sin Skjærventen til Selskabets Forehavende i Almindelighed, eller til dissetvende Bøgers Udgave i Særdeleshed. Vort Ønske er, at saamange Enkelte i Norden som mueligt skulle bidrage, og saaledes erhverve sig Deelagtighed i, hvad der er vort fælleds herlige Odelsgods, og derfor modtages selv de mindste Bidrag medsamme Glæde som destørste. Høieste-Rets-Advocat Treschovboende i Frederiksberggaden No. 13, modtager indtil Videresaavel Bidrag som Anmeldelser, hvis Nogen skulde ønske atforsikkre Selskabet om en Understøttelse, det ei var hans Leilighed strax at yde, og for hvert Bidrag af 10 Rbdlr. N. V. ogderover, meddeles en Qvittering, der, hvis de anmeldte Bøger eiudkomme, sikkrer Ihændehaveren sit Bidrags Tilbagelevering.For Norge blive andre Anstalter trufne, og snarest mueligt skalvi nævne flere Steder omkring i Landet, hvor Bidrag kan leveres, og Qvitteringer modtages; men saavel i Mellemtiden, somfremdeles, vilde det meget fremme Værket, hvis Enhver, derfortrinlig lægger denne Sag paa Hjerte, samlede de Bidrag, Venner og Bekjendte vilde yde, fremsendte dem og modtog Beviis enten under Eet for det Hele eller særskilt efter Behag.Derved vandtes ogsaa det, at der kunde gives Beviser, selv forde mindste Bidrag, hvilket, naar de indkomme særskilte, vildemedføre for stor Uleilighed. At der skal vorde aflagt det strængeste offenlige Regnskab, derfor borge vi med Alt, hvad der erhelligt for sanddru og ordholdne Mænd.

Fremdeles er det os en kjær Pligt at vedføie denne Indbydelseal den Oplysning om dette Værk og Selskabets Formaal, som vifor Øieblikket kan give.

Efter vor Betænkning skal saavel Saxos som Snorros Krønikeudkomme i to Qvartbind, trykkes med stor Skrift, omtrent somPeder Klausens Snorro, og betales med 1 a 2 Sk. Rbp. Arket, blot for ikke til Unytte at kastes ind i Husene. Saxos Bog vil 75 da udgjøre omtrent 100, og Snorros 170 Ark, hvert Ark i et Oplag af 2000 Stykker, der synes passende, vil efter et løseligtOverslag koste 50 Rbdlr., og hele Værket altsaa omtrent 13500Rbdlr. N. V. Kan nu Selskabet betids see Udvei til Hælvdenaf denne Sum, haaber det endnu i 1816 at kunne udgive de toførste Bind, nemlig Saxos 9 første Bøger og Heimskringla tilHarald Haardraades Fald. Kunde vi pryde disse Udgaver medKobberet af Saxos gamle, herlige Tolk, Anders Sørensen Vedel, og af en Nordmand, der kunde staae i Peder Klausens Sted, davilde det glæde os, og vi bør ikke tvivle om her at møde Konstnere, som med Lyst ville bidrage til at hædre de Hensovne ogsmykke Nordens Folkebøger.

Finder nu Selskabets Idræt den Understøttelse, det var snarttil at haabe og vil være seent til at mistvivle om, da agter detingenlunde at standse ved dette Værks Slutning; thi har endSaxo og Snorro ingen Brødre, saa have de dog Frænder, hvisTale ei heller bør hendøe, men klinge høilig over Mark ogFjeld; mange islandske Sagaer, af hvilke vi blot vil nævneKnytlinga, Eigla og Nials Saga, fortjene uimodsigelig at væreFolkelæsning, Andre, saavelsom en stor Deel Oldtidskvad, derei ere saa skikkede til at læses almindelig, bør dog sikkerlig læses af Mange paa vor Tids Tungemaal, og efter Evne at fremmeSaadant er Selskabets Mening og Lyst. Endelig vil det og, saavidt mueligt, hjelpe til Udgivelse og Udbredelse af Alt, hvad detsynes, kan vække og nære Fædrelandskjærlighed og fortroligtBekiendtskab med de forrige Tider i Norden, og kunde vi bidrage Noget til, at en Fortsættelse af Dannemarks og NorgesKrønike indtil vore Dage, afpasset efter Menigmands Tarv, komfor Lyset, da turde vi tage en dobbelt Deel i den Glæde, hverFædrenes ægte Søn maatte føle ved at see saa stort og tungt etSavn afhjulpet.

At ei den mindste Hytte, end sige Borgene i Aandens Rige, kan for Penge enten bygges eller kjøbes, det har vi ikke glemt, og kunde intet Øieblik ønske det mueligt; men desto retmæssigere er vort Haab, at de Ædle i Rigerne vil, opvarmede vedFortids Minder, kappes om med Haand og Mund at yde hversin Skjærv til en værdig Bautasteen paa Fædres Gravhøi, hvisSyn igjen kan vække og opgløde Børnebørn, naar vi ere samlede til vore Fædre!

Brødre! Frænder! lad dog Verden lære, at hvad vi her pegede paa, var intet Drømmebillede, men at den Følelse, der gløder 76 end hos Tusinder, kun ventede paa at tales til, for at opblussemed den gamle Lue, den stadige, den rolige, den rene, som harhavt et herligt Hjem i Norden, og er ei meer i Verden, hvis denei er der.

Kjøbenhavn d. 9de Septbr. 1815.
Selskabets Gom mitterede:
C. Pram, Etatsraad og R. af D. F. Treschov, Høiesterets Advocat. N. Grundtvig, Præst.
AF DANMARKS KRØNIKE.

PRØVER af snorro og saxo blev anmeldt i Dansk LitteraturTidende 1816, Nr. 7-9, og i Molbechs Athene Januar 1816, og skønt disse Anmeldelser var mere velvillige end de sædvanlige afGrundtvigs Skrifter, fandt han sig dog foranlediget til at svare sineKritikere i et lille skarpt Flyveskrift: Literatur-TidendensSkudsmaal, som udkom i April 1816.

Den 3. August 1816 udsendte Pram, Treschov og Grundtvig en nyKundgjørelse angaaende Udgaven af Saxos og SnorrosKrøniker. Det meddeltes heri, at Udgivelsen maatte opsættes etAar, fordi Bidragene indløb senere end forventet, og desuden blevder gjort Rede for de allerede indkomne Bidrag1. Paa Grund af forskellige Omstændigheder udkom første Del af Saxo og Snorro først i1818. Anden Del af begge Oversættelser udkom i 1819 og tredje Deli 1822.

I de Aar, som forløb efter Indbydelsen fra 1815, omarbejdedeGrundtvig sin Oversættelse helt igennem, saaledes som det vil ses afnedenstaaende Stykke om Sigrid med Sløret, der ogsaa findes i Prøverne fra 1815. Og det store Arbejde, som dette voldfe ham, var enaf Grundene til, at hele Værket først efter syv Aars Forløb kundeafsluttes.

I 1855 udkom Danmarks Krønike af Saxe Runemester i enny Udgave, og i 1865 kom anden Udgave af Norges Konge-Krønikeaf Snorro Sturlesøn. Disse ny Udgaver var i alt væsentligt etuforandret Optryk af de første, forsynede med ny Fortaler, der vilblive meddelte nedenfor i et Tillæg.

*
78

Danmarks Krønike
af
Saxo Grammaticus
fordansket
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Det siger Beda, den ærlige Mand,
Det er vel-gjort, af hvem der kan,
At skrive Forældres Gierninger alle;
Ere de onde, man maa dem flye,
Ere de gode, dem giøre paa Nye,
Og dem ingenlunde frafalde!

Riim-Krøniken.

Første Deel.

Kiøbenhavn.
Bekostet1 af Krønikens Danske og Norske Venner
Trykt i det Schultziske Officin.
1818.

*
79

Kong Frederik den Sjette
Fredegod og Danekiær
og
Dronning Marie Sophie Frederike
Syster til Dagmar og Dannebod

Majestæterne
Hvem Dannemarks Hjerte og Krone tilhøre
tilegnes i Krøniken
Dannemarks Krands

allerunderdanigst
af
Selskabet for Nordens Oldskrifter
ved
Pram, Etatsraad og R. a. D. Treschov, Advokat i Høieste-Ret. Grundtvig, Præst.

80

Her stelle ei Klipper, her voxer ei Guld,
Og her har ei Roserne hjemme,
Nei, Danmark, o, Konge! har Mai kun og Muld,
Og Minder om Godt ei at glemme.
O! Danmark er lille, og Danmark er lav,
Din Stol er en Græsbænk paa Holme i Hav!

Af Ask er, o, Dannemænds Konge! Dit Spir,
Din Krone en Krands af Kiærminder!
Dit Rigs-Æble ingen Smaragd og Saphir,
Men kun, som i Skov man det finder!
O, Konge! o, kanst Du, for Throner af Guld,
Det være bekiendt, at Din Throne er Muld!

O! rnaa Du ei rødme i Konninge-Lag
Ved Dannemarks Krone at bære;
Ja, blegne for Spiret, som taaler ei Slag,
For Æblet, som Orm kan fortære!
Ak! arved Du, Fredrik! med Konninge-Navn
Af Konninge-Skiebne kun Konninge-Savn?

Det mener kanskee, hvem der knæler for Guld,
Og kneiser paa Hovmodens Fjelde:
Den Daare, som glemmer, at Mand er kun Muld,
Og Drot ikkun Manden i Vælde;
At Spiret af Staal, om og ildfast det var,
For Nornernes Aande mon' springe som Glar!

81

Men Skjalden, o, Konge! maa kalde Din Lod
Den bedste af Kongers paa Jorden;
Slet ikke man vinder med Egg eller Odd,
Men arver kun sælsomt i Norden
Din blaanende Krone, Din graanende Stav,
Og Stolen, som grønnes paa Holme i Hav!

Af Muld er Din Tnrone, thi Hjertet er Muld,
Og Hjertet er Skjoldunge-Stolen;
Naar Heden opløser de Stole af Guld,
Din Muld-Throne grønnes i Solen;
Ja, Konge! Din Græs-Bænk paa Holmene staaer,
Saalænge som Hjertet i Dannemænd slaaer!

Af Ask er Dit Spir, men for Sceptre af Guld
Det ei sig behøver at skamme:
Opelsket det er over Mark, over Muld,
Paa Ygdrasills hellige Stamme;
Det grønnes saalænge paa Marken til Læ,
Som Nornerne vande Historiens Træ!

Dit Æble, o, Konge! end sidder og groer
Paa ældgamle Abild i Skoven;
Jeg kalder det Tvistens Guld-Æble i Nord,
Som Frugt af en Kiærne fra Oven;
Afplukkes ei kan det til Glimmer og Pral,
Men Gubber forynge i Høielofts-Sal!

Af Paradiis-Æbler, i Bøgenes Læ,
Idunna har plantet en Kiærne,
Af den er oprundet i Skoven et Træ,
I Samfund med Dannemarks Stjerne;
Det groede vildt, men i Tidernes Frist
Indpodet deri blev den hellige Kvist!

Da skabdes det Æble, og voxde i Løn,
Som haver i Verden ei Mage,
I Arv har det gaaet fra Fader til Søn
I trende Stærk-Odderes Dage;
Ei stikker det, om saa han springer i Flint,
Selv Ormen, som snoer om Midgaard sig trindt!

82

Din Krone, o, Konge! er deilig og klar,
Sig Himlen deri monne speile,
Og hvo som den slynget om Tindingen bar,
Til andre paa Jord kan ei beile;
Med Staal-Handsker vindes og tages den ei,
Men findes, usøgt, paa Livsaligheds Vei!

Lyksalig, vi læse, er Kongen forsand,
Naar over ham blomstrer hans Krone!
Og her, i Kiær-Mindernes Fædreneland,
Her haver den Konge sin Throne;
Ja, Lykken, som Ordet mon love, er Hans:
Til Krone Han har af Kiær-Minder en Krands!

Paa Græsbænken voxde Kiær-Minderne blaa,
De voxde paa Skjold-Ungers Grave,
Saalænge ei Stol-Konger Arven forsmaae,
De voxe i Rosenborg-Have;
Og Saga, med Løv-Værk, fra Old og til Old,
Afbilder den blomstrende Krone paa Skjold!

De Billeder alle: de gamle og nye,
De dunkle saavelsom de klare,
Hver Skjold-Ung tilhøre, som skiænker dem Lye,
Og tager paa Scepteret Vare;
Med Kronen de følge, som Krone med Stoel,
Som Klokkerne følge den vandrende Soel!

Tilegnes maa Dannemarks Konninge-Skjold
Den Skjold-Ung, som Vaabenet eier;
Derfore og Saxo: den Skjold-Mand saa bold,
Det rakde til Valdemar Seier;
Det glemde ei heller Kong Frederiks Præst,
At Kongen i Danmark er Krøniken næst!

Hvad Saxo og Vedel paa Dansk og Latin
Os meldte, er ei at forgiætte;
Derfor nu kaldes og Krøniken Din:
Høibaarne Kong Fredrik den Sjette;
Med Dannemarks Krone den gange i Arv,
Mens Bøgen har Mai, og mens Eegen har Marv!

83

Kong Frederiks Dronning! den ogsaa er Din,
Som Din er og Dannemarks Krone;
Men Saga og kalder med Kongen Dig sin:
Sit Billed paa Dannemarks Throne:
Selv Spiret ei fattes, med Knappen af Rav,
Med Kiærligheds Haandti^k Dig Kongen det gav!

O, kiærlige, kronede, krandsede Par
Paa Dannemarks Konninge-Sæde!
Annammer det Skjold, som fra Hedenold var
Livsalige Skjold-Ungers Glæde!
O! skiænker med kiærlige Blik det en Knag
I Høielofts-Salen hos Dannemarks Flag!

Ja, sammen de høre i Alder og Aand:
Fra Skyerne begge tilsammen
Forunderlig faldt i Kong Valdemars Haand,
Til Dannemarks Giærdsel og Gammen;
Der Skjoldet bekrandsede Kongernes Høi,
Nedsvæved derover det hellige Fløi!

Som Banner i sex Gange hundrede Aar
Det vaied paa Land og paa Bølge,
Og tit fik vi Bod for de bangeste Kaar
Med Skjold og med Banner i Følge;
Ja, mens den i Skjold under Dannebrog staaer,
Faaer Dannemarks Løve ei dødeligt Saar!

Saa elsker, o, Ædle! det Liggendefæ,
Med Skjold-Mærker unge og gamle,
Som her under Dannemarks Flag sig i Læ
Til Skjoldborg om Thronen forsamle!
Som Dannemarks Vaaben dem holder i Stand
Vel Skjoldets i Hjerter udtungede Rand!

De Skjold-Mærker gamle, som Runer paa Steen,
Kun dunkelt os Kronen afbilde,
Thi snildt at omgaaes med Pensel og Preen,
Det nemmed vor Hav-Fru kun silde;
Men at det dog altid var Hjertets Attraa
Kiær-Minder at tegne, det kan man forstaae!

84

Ja, hvem er i Skoven om Hjertet saa kold.
At Konstens de favreste Værker
Han valgte for hine Kiær-Minder paa Skjold:
For Krandsen af Dane-Skovmærker,
Som enkelte rundt i Almindingen fandt
Vor Saxo og sirlig med Silke forbandt!

Maa briste den Silke, maa savnes den Traad,
Som ret binder Hjarne til Brage;
De Mærker dog vidne om Havfruens Graad
For Frode, for Balder og Krage!
De vidne, de minde om Hjertet i Skjold
Og Løvernes Kreds-Gang mod lis-Havets Trold!1

*
85

Fortale.

At bygge og boe i sin Faders og Farfaders Gaard, at have havtForældre, som ligge med Æren i deres Grav, samt at leve i detHaab, at kunne engang, naar Herren kalder, hvile sine Been iFred ved Siden af deres, og efterlade sine Børn det faderligeHuus og et ærligt Navn til Arve-Gods: det er en Lykke, hvorpaaalle fromme og kiærlige Hjerter sætte besynderlig Priis; og naardenne Lykke times et Folkefærd, saa det igiennem Aar-Tusinderkan frit opslaae Paulun i sine Fædres Land, og glæde sig vedderes Ihukommelse, da er det en stor Guds Velsignelse, der aldrig noksom kan paaskiønnes! Dette Sidste er derfor ogsaa enSjeldenhed, og times kun et Folk, der kiærlig mindes sine Fædre, ærer dem i Livet og takker dem i Graven, alt eftersom viveed, det er det første Bud med Forjættelse: ær din Fader ogdin Moder, at det kan gaae dig vel, og du maa længe leve i Landet, Gud gav dine Fædre!

Naarsomhelst vi da undervises om, at der er intet Folk i Verden, hvem denne Lykke og Velsignelse blev fuldeligere til Deel, end Folket, som vi kalde vore Fædre, da maa vi allerede derafstrax formode, at det Danske Folk fra Arilds-Tid har med besynderlig Hengivenhed hængt fast ved sine Fædres Land, ogæret deres Ihukommelse. At nu heller ikke den Formodningskuffer, det lære vi fornemmelig af Bogen, som her, paa Nyefordansket, begynder at udgaae: af Saxos Bog om DannemarksKonger og Helte i Fordums-Tid; thi det er ikke dermed Nok, atSaxo giver de ældgamle Danske det Vidnesbyrd, at Intet laaedem mere paa Hjerte, end Forplantelsen af giæve Fædres Navnog priselige Eftermæle, ei heller var et saadant Vidnesbyrd aldeles umistænkeligt; men i bans Bog gaaer Syn for Sagn, denstund vi finde der en mageløs Samling af Fortællinger, hvishøie Ælde er upaatvivlelig for alle Kyndige, ret som en Oldings, 86 der ei blot har sneehvidt Haar og rynket Pande, men en Skataf Minder fra de længst henfarne Dage, som øiensynlig, naarhan kommer dem ihu, opgløder den blegnede Kind og opliverdet døsige Øie! Vist nok er den Samling ikke stor, naar vi vilregne efter Længden af det Tidsrum, den tilhører; men forunderlig stor maa vi dog kalde den i Sammenligning med, hvadandre Folkefærd, selv vore norske Frænder, veed at fortælleom deres Forfædre i Hedenskabets Tid; og naar vi betænkede mange Anstød for den mundtlige Fortælling, under TidernesLøb og besynderlige Vendinger, da maa det høilig forundre oginderlig glæde os, at dog Saameget har stridt sig frem igiennemTidens Strøm, der ellers bortskyller Ord og Sagn, som FolkenesSlægter, og udsletter Oldtidens Mærker, ligesaavel paa FolkenesTunger som paa hine Klipper1, hvis underlige Minde-Tegn ogRuner Kong Valdemar den Store omsonst lod efterspore! Ja, med glad Forundring maa vi see, hvor mangt og dyrebart etFolke-Sagn fra Danmarks gamle Dage der dog vedligeholdt sig, fornemmelig i Riim og Viser, indtil Tiden kom, da Fædrenelandet med Christendom havde annammet Forstand paaSkrift og boglig Kunst, ja, avlet og opfostret Mænd, som hinKong Valdemar den Store og Biskop Axel eller Absalon, hansHjertens-Ven og Høire-Haand, og Saxo Grammaticus, densamme Biskops i sin Tid mageløs boglærde og skriftklogeYndling!

Vel synes det, som vi maatte ønske, at Saxo, istedenfor atskrive Alt paa det fremmede latinske Sprog, havde optegnet degamle Sagn, og Viserne især, paa Moders-Maalet; thi ligesomdet er høist rimeligt, at han kan ikke sjelden have taget Feil afMeningen, saaledes er det ganske vist, at Meget staaer utydeligtpaa det fremmede Sprog, som paa vort eget vilde været soleklart, og endelig havde det jo været en inderlig Glæde for Dannemænd, at høre paa Moders-Maalet en levende Røst fra de ældgamle, herlige Fædre!

Desaarsag at gaae strængt i Rette med den høiærværdigeDannemand, som med saadan Flid og Fremgang har frelst saamange Snese af vore ypperste Oldefædres Navn og Idrætter fraat nedsynke i Forglemmelse, det vilde imidlertid være høistudansk og usømmeligt, thi det var at give ham Skam til Takkefor det dyrebare Mindes-Mærke, han, til Dannemarks udødeligePriis og Ære, opreiste paa Skjold-Ungers Grav-Høi. Dog ikke *

87 del alene, men naar vi ret betænke Saxos Vilkaar og TidernesLeilighed og Efterkommernes Tilstand, da maae vi taknemmelig bekiende, at ogsaa heri aabenbarer sig et besynderligt GudsForsyn til Dannemarks Bedste, ligesom det, i det Mindste fraeen Side, giver os et glædeligt Vidnesbyrd om dansk Dygtighed, forenet med det saa elskelige, ret beskedne Sindelag, som altidhar udmærket ægte Dannemænd. I hine Dage, nemlig, er detvist, at ikke noget Sprog af alle dem, Europas Folkefærd talde, var saa bekvemt for boglig Kunst, og skikket til i Sammenhængat udtrykke, hvad man om Fortiden havde at sige og fortælle, som det latinske; vort Moders-Maal var det vel endog mindreend somme af de Andres; vi veed, at Dansken er endogsaa altfor tilbøielig til at synes ringe om sit Eget, og havde vi da ihine Dage ei faaet en latinsk Dannemarks Krønike, da havdevi i al Fald ei faaet nogen saa god, som den nærværende, ogrimeligviis slet ingen. Ja, havde end Saxo eller nogen Andenskrevet en Krønike paa Dansk, da var den dog neppe kommettil os; thi glemde Folket i de paaiølgende Mørkets og Søvnagtighedens Dage, selv hvad der saalænge havde været i FolkeMunde: hine Riim og Viser, hvorefter Saxo gik; hvormegetmere skulde da ikke en dansk Bog blevet glemt og forkommetpaa en Tid, da hverken Adel eller Almue kunde læse, og Latinvar det Eneste, de saakaldte Boglærde fandt det Umagen værdtat læse og afskrive! Nu derimod, da Saxo fortalde DannemarksKrønike paa de Lærdes Sprog, og det i saa fim og præglig enStiil, at vi endnu maa kalde det et Vidunder, da blev hans Skriftet Værk, hvoraf de danske Boglærde vare stolte, som de giemdeog afskrev, om aldrig for Indholdens, saa dog for Latinens ogLærdommens Skyld, og gjorde sig siden, da Bogtrykker-Kunsten var opfundet, en Ære af at faae præntet og udbredt mellemFremmede.

Dog, hvorom Alting er, saa var det en glædelig Begivenhed, at, der Kong Valdemar den Anden, med Tilnavn: Seier, varendnu i sin Velmagt, altsaa imellem Aar 1202 og 1223, da fuldendie Saxo sit store Værk i 16 Bøger og overrakde det til sammeKonge og til den lærde Erke-Biskop Anders Sunesøn, som varblevet den alt da hensovne Biskop Absalons Efter-Følger. Ligeledes maa vi kalde det Glædeligt, at trehundrede Aar derefter, der Christian den Anden var Konge i Dannemark og Norge, dafandtes der en vellærd Præstemand, Fynboen Christen Pedersøn, som sparede hverken Umage eller Bekostning for at erholde engod Haandskrift af Saxos Værk og faae den præntet i Paris, da

        

88 Bogtrykker-Kunsten var i Dannemark dengang endnu i sin Barndom.

Saa blev da Dannemarks Krønike trykt i Paris 1514, og derved i betimelig Tid frelst fra den Undergang, som i de paafølgende urolige Dage kunde lettelig blevet dens Lod; men, saalænge Læsning blandt Folk var saa sjelden, og saalænge Latinen ei var udlagt paa Moders-Maalet, kunde den dog ikke hjelpe mærkelig til at gienføde eller opfriske Fædrenes Ihukommelse.

Det varede imidlertid ei heller længe, før der blev raadet Bod paa begge disse Mangler; thi kun trende Aar efter KrønikensTrykning var det, at Morten Luther, den Guds Mand, opstod i Sachsen, og begyndte: med Ordets Lys at adsprede Pavedømmets Mørke, og med Aandens Sværd at sønderhugge de Lænker, hvori Menneskehedens Fiende holdt Folkene fangne; og af Luthers seierrige Kamp for Lys og Sandhed udsprang, med utallige, eviggode Følger, ogsaa alt det timelig Gode i Aandens Rige, som for alvorlige Folkefærd er værdt at eftertragte og ophøie!

Saaledes veed vi, at hvad Luther først og sidst drev paa af alle Kræfter, var, at Guds aabenbarede Ord i den hellige Skrift skulde være den eneste Regel og Rette-Snor for de Christnes Troe, og at desaarsag Alle, saavel Læg som Lærd, skulde selv læse Skriften, og randsage deri, om ogsaa de Ting, som Præsterne forkyndte, havde sig saa udi Sandhed; men heraf fulgde, som man seer, nødvendig, haade at Bibelen maatte udlægges paa hvert Folks eget Tungemaal, og at Alle, saavidt som mueligt var, maatte lære at læse.

Da nu Luthers sanddrue Tale faldt ingensteds i bedre Jord end hos de ægte Dannemænd i vore Fædres Land, saa blev og Bibelen, saasnart som mueligt, oversat med Flid paa Dansk og fandt, af alle Stænder, Læsere i Tusindtal. Blandt dem, som gjorde deres Flid baade med at fordanske den hellige Skrift og opmuntre til dens Læsning, var fornævnte Mester Christen Pedersøn hverken den Sidste eller Ringeste, og eftersom han baade elskede Fædrenelandets Krønike, kiendte den godt og vidst bedre at skatte dens Værd end de Andre, saa er det ganske rimeligt, hvad os er fortalt af troværdige Folk, at allerede han fordanskede, saa godt han kunde, den Saxos Bog, han havde bragt for Dagens Lys. Vel kom den Oversættelse ei ud paa Tryk, og er formodenlig ei mere til, men kom dog udentvivl til Nytte; thi det var sagtens den, vi veed, der fandtes hos den høivelbaarne Adelsmand og Rigens Cantsler under Kong Christian 89 den Tredie og Kong Frederik den Anden: den fromme, lærdeog forstandige Her Johan Friis, og der var den i gode Hænder ; thi den forstærkede hos samme ædle Herre det inderligeØnske, at faae Dannemarks Krønike trykt paa Dansk til hverMands Gavn, og kom just derved ham for Øie, som mesterligfortsatte, hvad her var kun begyndt.

Der var nemlig i de samme Dage opvoxet en særdeles vellærdDannemand, Her Mester Anders Søvrensen, med Tilnavn:Vedel eller Veile, som Byen hedder, hvor han kom til Verden, og han blev Slots-Præst hos Kong Frederik den Anden.Hin gamle Cantsler, der selv havde lært sin Bog med de Bedste, og, som det bør sig, glemde ei den over Rigens daglige Handel, men øste deraf baade Lærdom og Opmuntring, han var, somman da nok kan vide, en Ven af lærde Folk, og mærkede snart, at Mester Anders Vedel var ei af dem, der fødes alle Dage, menhavde seet sig om, ei blot i Roms og Grækenlands, men selv iDannemarks Historie, og vidste godt, at hverken Po-Flodeneller Eider-Strømmen var en Grændse for herlige Bedrifter ogskiønne Tungemaal. Desaarsag fik den gamle Cantsler, der, som tilbørligt, baade kiendte sit Fædrenelands Krønike godtog skattede den høit, besynderlig god Villie til Mester Anders, talde tit og gierne med ham om de gamle Sager, laande hamfornævnte Oversættelse af Saxos Bog, og bad ham eftersee, omden ei kunde rettes og hjelpes paa Fode til dog nogenlundesømmelig for Læg-Mand at udtrykke Meningen af Saxos Bog;eller hvis ikke, da selv fra Roden af at begynde og udføre Værket, saa Dannemark dog ikke længer skulde have den Skam, at savne paa Moders-Maalet en Bog, der var saa besynderligskabt og skikket til at giøre Dannemænd Ære! Vel huede dengamle Oversættelse slet ikke Anders Vedel, ei heller var hanlysten efter selv at trækkes med saa farligt og overhaands etArbeide, som en ny Oversættelse, vel ikke uden Grund, var ihans Øine; vel døde endelig, kort efter, Johan Friis, og dermedsyndes Anders Vedel, at det Hele turde vel døe hen; men anderledes tænkde Dannemarks Riges Hof-Mester: Ærlige og Velbyrdig Peder Oxe til Gisselfeld, og biede ei mange Dage efterJohan Frises Jordefærd, før han saa alvorlig, stærkt og eftertrykkelig lagde Anders Søvrensen den Sag paa Hjerte, at han eilænger turde vægre sig, men lovede at giøre sit Bedste til, atDanske kunde faae at læse, hvad Udlændinger allerede længehavde læst, om gamle Dannemænds ærlige og mandhaftigeGierninger, saa Børnene kunde derved opvækkes til, hver paa 90 sin Plads, at svare til Forfædrenes Priis og gode Rygte, ved atbeflitte sig paa allehaande Dyd og Duelighed efter deres godeExempel.

Saavel Dette, som meget Andet meer, der vel fortjener ateftersees og betænkes, kan man læse i velbemeldte Mester Anders Vedels Fortale til det store Værk, han hæderlig udførde, hvor man da ogsaa udtrykkelig hører, at Friis og Oxe vareingenlunde de eneste Adelsmænd, som betragtede Krønikenmed kiærlige og klare danske Øine, men at den ypperlige Rigens Cantsler: Her Niels Kaas, Raads-Herren Bjørn Andersøn, Rente-Mesteren Christoffer Valkendorph, samt ArildHvitfeld, der og selv blev siden baade Rigens Cantsler ogForfatter af en Dannemarks Krønike, at i det Mindste dissevellærde og forstandige Hof-Mænd var af samme Tanker, styrkede tit Anders Vedel i hans Forsæt, og trøstede ham med, atArbeidet skulde behage alle dem, som dansk Tungemaal forstaae, ja, Majestæten selv!

Saa udkom da Fædrenelandets Krønike paa Moders-MaaletAar 1575, tilegnet og tilskrevet Dannemarks Kong Frederikden Anden, Høilovlig Ihukommelse, og det maa Alle, somforstaae det danske Tungemaal, og som vil følge Sandhed, vistbekiende, at samme Værk var baade Krøniken og Kongen værdigt, ja, er et Mester-Stykke i sin Tid og i sit Slags, og skal bevare Anders Vedels Navn i priselig og kiærlig Ihukommelse, saalænge Moders-Maalet og Fædrenelandets Historie agtes ogelskes iblandt os.

Nu var det til Visse glædeligt, ifald vi turde sige, at Læg ogLærd med begge Hænder tog imod den dyrebare Gave, og atdet ypperlige Sæde-Korn, som her med Krøniken udstrøedes, barkiendelig i Tidens Løb mangfoldig og velsignet Frugt; men deter altid bedst, ihvor det gaaer, at følge Sandhed, og den tilstæder ei at tale saa, men nøder til at melde, at saavidt som mankan skiønne, var det dog ikkun en Deel af Adelen, der ret forAlvor skattede og læste denne Rigens Krønike, og at, kun efterhalvtredsindstyve Aars Forløb, nedsank efterhaanden den danske Bog hardtad i ligesaa dyb en Forglemmelse, som fordumdens latinske Mønster.

Over Tohundrede Aar er det nu siden, at Anders VedelsBog blev anden og sidste Gang oplagt, og især i det attendeAarhundrede blev den saa sjelden, og dens Indhold tildeels saaforagtet, at endog Boglærde i Hundrede-Tal levede og døde iSaxos Fædreneland uden at kaste et Blik derudi, ja, vel uden 91 at vide, der var en saadan Krønike til. Aar 1752 udgav vel enBoghandler Noget, som kaldtes en ny Oversættelse af Saxo; mendet maa man sige, var snarere at kaste Jord paa DannemarksKrønike end at opvække den; thi her saae man klarlig, at deBoglærde siden Anders Vedels Dage vare gangne langt mere tilbage end frem, og havde hardtad, som Holbergs Erasmus ogJean de France, glemt deres Moders-Maal, og hvad som altiddermed følger, forloret deres Fædres Aand og Øiesyn. Tør ogstiv, og kold og knudret, med Blandings-Gods af allehaandeTungemaal, var denne Oversættelse, som skulde nu afløse Anders Vedels den gammeldags, men ægte danske, fyndige ogflydende, muntre og livlige, og siden man nøiedes med sligt etBytte, er det klart, at man i Almindelighed kun havde slige Bøger liggende paa Hylden, hvor det kun gjaldt om Bindene, hvoraf de nyeste sædvanlig er de bedste.

Saaledes kunde Dannemark da glemme og kaste Vrag paasin eneste Herlighed: Fædrenes livsalige Minde og inderlig rørende, velsignede og skiønne Efter-Mæle! Indviklede i lutterverdslige Begiærligheder, nedsænkede i Attraae efter Øieblikkets korte, flygtige og for det Meste dyrekiøbte Lyst og Fornøielse, fordybede, naar det kom høit, i uendelige og for detMeste tomme Grublerier over Tanker, Ord og Gierninger, forlorede de Fleste, hvad der er Sjælen og Livet i den ægte Dannished: hin hjertelige Knyttelse til giæve Forældre og BedsteForældre i hundrede Led! Synet for de gamle Dages Herlighedforsvandt, Øret døvedes for Fædres dybe Røst, for Moders-Maalets søde Klang og de forgangne Dages høie Varsels-Stemme!Med Føie kan man sige, at Fædrenelandet var indvortes opløstog adskilt, førend det ramdes af hine udvortes Ulykkes-Slag, hvorunder vi have seet Banneret synke og Vaabenet flækkes, hvoraf, som efter et Jord-Skiælv, Dannemark bæver endnu;med Føie tale vi saa, thi hvad uden Fædrenelandets Krønike:hiint store Dane-Hjerte-Løven-Skjold, kan lægge Broe overBølgen, og kiærlig i Dannemarks Navn sammenføie, hvadHavet adskiller! Hvor, undtagen i et kiærligt Minde og i enlevende Ihukommelse af fælleds giæve, priselige Konger og Fædre, hvor, uden der, er vel Baandet, som formaaer stærk og fastog levende at sammenknytte Sællandsfar og Fyenboe og Jyde, og hvad vi alle af Naturen nævnes, sammenknytte os som i enSløife: i et frivilligt, men dog uopløseligt Stalbroderskab til eenomvundet Menighed af Dannemænd! Ja! er det kun Hjernespind, hvad heller en sandfærdig Lignelse, naar man, med 92 Øiekast paa, hvad der kaldes Dannemark, vil sige, at, ikkun vedKiær-Minder, kan Mai og Pors, Fiol og Lyng forbindes venligtil en faver Krands for Danner-Kongen!

Vel maa det ei dølges, at fra Christen Pedersøns og AndersVedels Dage indtil Nu har Dannemark vel neppe nogensindealdeles været bar og blottet for boglærde Mænd, som flittig syslede med Fædrenelandets Krønike, pønsede vel mangen Gangpaa og prøvede stundom at skiænke os den i en Dragt, der, bedre end de Gamles, svarede til Tidens Tarv og Smag og Vilkaar; hverken skal vi glemme eller ringeagte slige Dannemænd;nei, heller glade lægge til, at Dannemarks Konger for det Mesteudnævnede til den historiske Bestilling, hvem der i deres Øinesyndes meest bekvem; men siden det er Noget, som trænger tilat meldes og fortælles hardtad allevegne, saa er just deraf øiensynligt, at enten har de samme gode Mænd dog ei formaaet, hvad man maatte ønske, eller ogsaa har man ingen Lyst havttil at læse, hvad man burde, eller der har endelig paa begge Sider været Feil og Brøst, som hindrede en Fremgang og et Udfald, det endnu er Meget værdt at tale om. Det Sidste menerjeg; thi det er sikkert nok, at havde ikkun Mange ret havt Lysten til at kiende og indprænte sig de gamle Dages Billede ogLignelse, da havde de vel fundet Samme, da havde det ei faldetdem for tungt at vænne sig til Stavningen i gamle danske Bøger, da vilde der, om ei for Andet, saa dog for Vindings Skyld, nok været dem, som havde sørget for, at Vedels Bog, RiimKrøniken og andet Sligt var blevet fal; men det er paa den anden Side derfor lige sandt, at om der havde været nok saamange velvillige Læsere til gode Krøniker, saa vilde næsten allede, der siden Vedels Dage ere skrevne, dog kun fundet Faa, fordi de gierne enten vare paa Latin, eller dog kun paa et Slagsfor Lyst ulæseligt Dansk, og svarede før til Ingens end til AllesTarv.

Vist nok var det en Mand af Vælten, som i Kong Christianden Sjettes Dage skrev en Dannemarks Riges Historie, thi detvar Ludvig Holberg, den vidtberømte Nordmand med detstore Hoved, de skarpe Øine, den rappe Tunge og den skrappePen; men ihvorvel man ei skal nægte, han var skaaret godt forTunge-Baand, saa er det ligefuldt en Sandhed, at hans TungeMaal i Krøniken i alle Maader var langt mere gammel franskend gammel dansk, og ihvor skrap hans Pen og var, saa er detderfor heller ingen Løgn, at den dog maatte været ganske anderledes skrap, naar den paa tyve Blade skulde, ei som nu 93 affeiet, men udtrukket og udtrykt, hvad der er mørkt ogsammenpresset nok i Saxos de ti første Bøger!

Der er vel sagtens Mange, som tør mene, at hine Folke-Sagnfra Hedenskabet er, hvad de i Holbergs Øine vare: Feie-Skarn, hvori Feie-Pigen i det Høieste kan finde sig en Lomme-Skilling og et Finger-Bølle, og som for Resten maa, jo før jo heller, kastes ud paa Møddingen af Kiærling-Snak og Ammestue-Fortællinger, som det er sanket af; men jeg tør ogsaa mene, at degode Herrer mene feil; jeg tør spaae, at aldrig nogen Krønike, som overspringer eller lader haant om hine Folke-Sagn, vil vinde Folkets Bifald, og jeg tør forbinde mig til at bevise, at netopdet er en glædelig Ting og en herlig Sag. Til at føre et saadantBeviis er imidlertid her ikke Stædet, og det maa da være Nok, reent ud at sige, hvad min Mening derom er, for at Ingen skalsige, jeg vilde, ifald det stod i min Magt, trykke Folket fuldt afgamle, forgiemte Eventyr som Troes-Artikler! Min Mening erden, at i Hedenskabets Tid, før boglig Kunst kom i Brug, davar det umueligt andet, end at, selv hos det mindekiæreste, detmeest oprigtige og sanddrue Folk, maatte baade mangen enMærkværdighed glemmes, mangen Forblanding skee af Navneog Begivenheder i Sagn, der lignede hinanden, og endelig enDeel forvanskes ved uhjemlede Tilsætninger og stundum aldeles falske Rygter og løgnagtige Hjernespind. Fremdeles menerjeg, at: deels i den urolige, udartede Tid, vi klarlig spore mellemBraavalle-Slaget og Christendommens Indførelse, og deels i defølgende Aarhundreder til Saxos Dage, maatte hine gamle Sagnnødvendig baade svinde i Antal, tabe i Reenhed og geraade ien heel Forvirring. At det nu var Saxo umueligt at erstatte detForkomne, rense det Grumsede, udmønstre det Falske og oprede det Forvirrede, er Noget, der falder saare let at begribe, oghan havde da kun Valget imellem at forkaste eller optage Alt, og i det, han optog, at følge den Gang, der var i Folke-Munde, eller efter sine egne Indfald tage fra og lægge til og sætte om, som han syndes. Enhver, som nu vil dømme sundt, skal sikkert finde, at Saxo ei fortjener, hvad han fik saa tit, Skamflikkerog Forhaanelser, men mange Tak og stor Berømmelse, fordihan ei vilde giøre sig selv klogere, end han var, lod staae vedsit Værd, hvad han ikke begreb, lagde, som han selv siger, ikkean paa at digte et rimeligt Eventyr, men paa troelig at fortælle gamle Ting, og følge Traaden, som han fandt den. Saxoer da angerløs i dette Stykke, og selv da, naar vi nu grandgivelig saae, at hine Sagn var til slet ingen Nytte, saa havde vi dog 94 kun Grund til at beklage Manden, som havde spildt saa megenFlid og Kunst paa ingen Ting, ei derimod Grund til at bebreideham Noget; thi hvad først lærde Undersøgelser i en mere oplystTid kunde vise, det kunde Saxo ikke forud vide, og burde derfor ikke overile sig med Fordømmelsen, men sige, hvad hanhavde hørt, og saa lade Efterkommerne dømme.

Men, hvem er saa uforstandig eller hjerteløs, at han for Alvor kunde ønske hine danske Folke-Sagn overantvordede tilForglemmelse, og saaledes fradømme dem alt Værd, selv det atlade sig høre! Hvem tør nægte, at selv om der aldrig havdeværet en Skjold og Hjalte og Rolv Krage, Folke og Uffe hinSpage, Amlet og Erik den Veltalende, Sigrid og Signe til i Verden, saa vare dog hine mageløse Sagn om dem vel værd at høre, ja, at giemme og indprænte sig, aldenstund det dog var elskelige, lærerige Lignelser, som kunde dybt og sødt bevæge Hjertet, ogsom vi maatte ønske, i en renset og forklaret Aand, at see udtrykte og udtrykke selv i Verden! Er det nu imidlertid saa, somen grundig Eftertanke over de menneskelige Vilkaar vist skalbevise, at saadanne Sagn umuelig kan opstaae, elskes oggiemmes hos et Folk, der ei havde Hjertelag til at giøre, hvadde melde, samt at et saadant Hjertelag umuelig kan findes udenat tee og yttre sig i tilsvarende Handlinger, efter Tidernes Vilkaar og Leilighed, saa er det, mener jeg, en afgjort Sag, at i detMindste, hvad man ikke andensteds finder at have saa kiærligbegivet sig, og at være saa rørende fortalt, det er og sikkert skeeti Dannemark, hvor det fortælles, om Sagnet end tager nok saameget Feil i Henseende til Navn og Tid og andre Bi-Omstændigheder. Fremdeles tør jeg sige, at var der ikke andet Mærkepaa de gamle Sagns Troværdighed i Hoved-Sagen, saa burdevi kalde det Vidnesbyrd nok, at de, som Enhver kan føle hossig selv, stemme Sindet til Kiærlighed og Sanddruhed; thi varde desuagtet vitterlig opspundne paa Bedrag, da maatte Sandheds Aand havt Velbehag i Løgn, og det er, som vi alle veed, umueligt! Her er, som sagt, ikke Stedet til udførlig Beviisning, da der ellers var meget at sige til Forsikkring om SagnenesÆgthed og faste Grundvold; men disse Par Ord fandt jeg nødvendige, for baade at paaminde om, hvor uforsvarligt det er, atbryde Staven over de herlige Oldsagn, og hvor langt det er framit Ønske, at indbilde Nogen, man kan fæste Troe til saa blandet og tit forvirret en Tale, som til et Evangelium. Kun derforvil jeg ogsaa udtrykkelig tilføie, at det var saare ønskeligt, ifaldvi kunde rette, rense og forklare Saxo, saa Alt kom paa sin rette 95 Hylde og sit rette Sted, og kun fordi vi ikke kan det, men føledog, at hine Fortællinger, selv som de findes, kan gavne ogglæde retsindige Dannemænd, samt at først da vil Rettelsen ogForklaringen lykkes, naar Sagnene atter blive almindelig bekiendte, yndede og giennemtænkte, kun derfor maa vi nøiesmed at give, hvad forhaanden er, lade Hver om disse Ting troe, hvad ham tykkes, og sige:

Hver nyde, som han nemmer,
Da Ingen skeer Uskiel!
Hil være Den, som glemmer
Det gode Gamle vel!

Heraf seer man da Hensigten med denne ny Fordanskningaf Saxos Bog, og hører, at vi ingen Krønike har faaet siden, somkunde giøre den overflødig; men nævne maa jeg dog to Dannemænd, hvem den Ære tilkommer at have, i de for Fædrenelandets Krønike ulykkeligste Dage, dog hos en Deel vedligeholdteller vakt nogen Kiærlighed til den og Opmærksomhed paa degamle herlige Sagn; det var Suhm og hans Yndling: Frederik Snedorf. Paa en Tid, da man stod Fare for, over det nærværende Øieblik, med alle dets glimrende Luft-Kasteller, aldelesat glemme de gamle Dage, da indtoges Snedorf af deres favreSkikkelse, og stræbde, som Lærer ved Høiskolen, igien at indtage de yngre Boglærde for samme; hans Liv var som et StjerneSkud, hans Ord var kun halvt, og fik snart aflydt, men fandtdog en Gienlyd i mangen Ungersvends Hjerte, som aldrig ganske hendøde. Fra alle Sider tør jeg sige, at denne Bog, som herudgaaer, var ei udkommet, dersom ikke Snedorfs Forelæsninger over Fædrenelandets Historie paa Tunge og paa Tryk havde ligesom banet den Vei, og uagtet de ingenlunde kunde trædei dens Sted, fortjene de ikke desmindre, hæderlig og venlig, atnævnes i dens Fortale.

Nu at tale vidt og bredt om min Deelagtighed i denne Bog, erei min Lyst, og jeg saae helst, man vilde og man kunde aldelesglemme mig i den; men Noget bør jeg dog vel sige om Anledningen til, at jeg tog mig Arbeidet for, og om den Side, hvorfrajeg ønsker, det maatte betragtes.

I mange Aar har det været mit Ønske og Forsæt, engang, vilde Gud, at skrive en Dannemarks-Krønike, som kunde læsesmed Lyst af Høie og Lave, Læge og Lærde, saamange som elskede Fædrenes Ihukommelse og det klare, jævne, 96 uforkunstlede Moders-Maal; men immer blev det kun ved Ønsketog Forsættet, deels fordi min udvortes Tilstand ikke var derefter, og især fordi Arbeidets mange Vanskeligheder afskrækkedemig. Den uovervindeligste af dem alle var i mine Øine den, athitte Rede i de gamle Folke-Sagn, som min Samvittighed hverken vilde tilstæde mig at forbigaae eller at behandle efter egetTykke, og kunde denne Vanskelighed ikke bortryddes, dakunde jeg heller aldrig komme til at begynde. Saaledes stodeller rettere henlaae Sagen til i Foraaret 1815. Jeg havde lovetSelskabet for Norges Vel, hvori jeg af Hjertens Grund var Medlem, at forbedre den gamle Oversættelse af Snorros KongeKrønike, og var med dette Arbeide alt kommet over Midten afHellig-Olavs Saga; men da faldt det mig som en Steen paaHjertet, at jeg sad der og udtømde mine Kræfter over NorgesKrønike, der nu ikke længer kiærlig sammensmeltede medDannemarks, medens denne laae, tildeels ukiendt og uændset, tildeels ogsaa miskiendt og forhaanet! Fædrenelands-Kiærligheden vaagnede med en mig hidindtil af Erfaring ubekiendtglødende Ild og seierrigVælde i mit Bryst; sønderrive det historiske Baand mellem Dannemark og Norge, som fra Barnsbeengjorde Eet i min Forestilling, det hverken kunde eller vilde jeg, men til at skielne bestemt imellem Dansk og Norsk havdeikke Sværdslag men lisslag nødt mig, og jeg kunde nu ei bæredet over mit Hjerte at udgive Snorros Krønike, med mindreSaxos kunde følges med! Vel gjorde jeg et Overslag paa Tiden, det vilde koste mig, hvis Uefterrettelighed kun min Varme forSagen, der laande Arbeidet Vinger, som kun Ønsket havde, kan forsvare; men dog ansaae jeg Tiden for lang og Umagenfor stor nok til ei at lege med, og foresatte mig desaarsag snartat standse, til jeg saae, om det var rimeligt, at Nordens Krøniker, i min Fordanskning, vilde finde kiærlig Modtagelse paaMarken og paa Klippen. Selskabet for Nordens Oldskrifter, somdannede sig i den Kiøbenhavnske Afdeling af Selskabet forNorges Vel, eller bestemtere: af Sammes Levninger, bifaldt mitForslag at udgive en Prøve, med hosføiet Indbydelse til, ved frivillige Bidrag at bekoste Værket, og Prøven udkom endnusamme Aar.

At nu Prøven virkelig vandt Manges Bifald, derom vidne eialene de Penge-Bidrag, som dog, med Hensyn baade paa Tidog Omstændigheder og paa Selskabets aldeles ukunstlede, iManges Sprog ukloge, Fremgangs-Maade, afgive et temmeliggyldigt Vidnesbyrd, men derom vidner tillige, hvad boglærde 97 Mænd i Dannemark og Tydskland have offentlig sagt; thi atjeg ellers er hos dem intet mindre end høit anskrevet, behøverjeg ei at forsikkre, og at man desuagtet har fundet meget at rose, og kun lidt at dadle, kan man selv forvisse sig om.

Under saadanne Omstændigheder blev det min Skyldighedat fortsætte og, vil Gud, fuldføre Arbeidet, hvis Besværlighedjeg vel har siden faaet stærkere at føle, men som jeg ogsaa daglig lærer bedre at lade vederfares den Ret, at det lønner rigeligUmagen, det koster, endog blot ved den Kundskab, Indsigt ogStyrke, saavel i Moders-Maalet som i Fædrenelandets Historie, det yder og skiænker mig. Haabe tør jeg ogsaa, at man ei skalfinde, hvad jeg her fremlægger, slettere end Prøven, og den erher min Maale-Stok, thi et feilfrit og fuldkomment Arbeide veedjeg godt, det er langtfra at være; men mine Landsmænds Fordringer maae ikke overstige mine Kræfter, som de lagdes forDagen i Prøven, man bifaldt. Jeg har Grund til at troe, man eivil finde min Oversættelse uværdig til, for det Første at afløseAnders Vedels, samt ei uskikket til at forberede en bedre, ogvidere gaaer hverken mit Ønske eller Haab. Spørger Nogenderimod, hvorfor jeg, med al den Roes, jeg lægger paa VedelsOversættelse, dog er aldeles veget fra den, og har ei heller stræbtat følge og forbedre den, da er mit Svar, som Frodes, atBødning er altid Lapperie, og at Skam skulde vi faae paa voreFingre, om vi, efter snart halvtredie Aarhundredes Forløb, eikunde føre Pennen skrappere og jævnere i Moders-Maalet, fornemmelig i ubunden Stiil, end hine Dages bedste Skrivere! Deter med slige gamle Bøger, som med gamle Kar af Guld og Sølv, skal de forbedres, maa de smeltes om og hæve sig som enPhoenix af Asken igien; kun da kan den rette Lighed vindes, kun da kan Bøgerne vorde, hvad de, som Udtryk af forskielligeTidsrum, bør være: adskilte efter Bog-Staven, men i Aandenforenede!

Hvad nu i Særdeleshed Versene angaaer, da nøiedes Vedelmed, hvad d a vel ogsaa var det Klogeste, i fyndig Korthed atangive deres Indhold; men liden Gavn og Glæde havde vi af alden Rimen, her har siden fundet Sted, om vi nu ikke kunderime Meningen af de latinske Vers lidt kiønt paa Moders-Maalet, da Saxo fordum, hvad der var langt sværere, formaaede saanet paa Romersk at omskrive vore gamle danske Riim. EnPrøve derpaa giorde Biskop Laurids Thura, som er indbundet i Oversættelsen af 1752, og burde skiæres ud deraf igien, for ei at begraves med den; men uagtet de Riim kan lade sig 98 læse, og ere imellem ret ægte Danske, saa svare de dog i detHele ei til de Fordringer, man enten paa Latinens, Danskensellers Rime-Kunstens Vegne kan nu med Føie giøre, saa jegmaatte bryde mig en egen Bane, og lade Kyndige afgiøre, medhvad Held det skedte. Nu gjordes der, da Prøverne kom ud, vel nogle faa Udsættelser paa min Maneer, men hverken kundejeg overbevise mig om deres Rigtighed, ei heller have nogengrundet Formodning om, at den, som gjorde dem, forstod sigbedre end jeg selv paa Riim og Poesie; jeg maatte altsaa farefort, som jeg begyndte, og indskyde Sagen under høiere Kiendelse i sin Tid. Herom er da end kun det at sige, at hvis detengang, efter lovligt Vidne-Forhør ved mit rette Værne-Thing, skulde befindes, at jeg ikke blot, som menneskelig Skrøbelighed, og stundum min Vankundighed, medfører, har alt imellem tagetFeil, men at jeg i det Hele har misbrugt den Frihed, der ellerser ei blot tilladt, men høist nødvendig, naar Billed-Blomster skalomplantes, ei til at gaae ud, men til at blomstre og dufte paaNye; finder man, siger jeg, at den Frihed er misbrugt, som her, hvor alt een Omplantning, og det fra Have i Potte, havde fundet Sted, var dobbelt nødvendig, da kan det være slemt nok formit Efter-Mæle, men Saxos Læsere har dog ei Føie til at klage, naar kun mine danske Vers ei ere slettere end de latinske, og eiindsmugle Noget, som er forbudt i Historiens derom gjorte Forordning. For Resten beroer Vurderingen af sige Oversættelserpaa Synet; jeg kan vist nok see feil, men det kan Fleer endjeg; et dansk poetisk Øie tør jeg tiltroe mig, og har da Stemme, hvor det giælder om danske Skildringer og Riim.

Uvis er jeg om, hvorvidt det her er passeligt at tale om, hvem der ved denne Leilighed, da Talen var om Skillingen ogNordens Krønike, har klarest viist, at denne var dem kiærereend hiin; men da den Ting vil bedst afgiøre sig selv ved detoffenlige Regnskab for Bidragene, som det er Selskabets ueftergivelige Skyldighed at aflægge, saa mener jeg Ingen at giøreUskiel, ved blot at sige, hvad der ei kan tvistes om, at Studenterne saavel i Dannemark som Norge har uden Sammenligningi Forhold givet Meest, og at, kunde det, trods Fædrenes deiligeOrdsprog, være et Spørgsmaal, om Kongen og hans Æt er Adel,da kunde jeg, trods enkelte Undtagelser, let fristes til at sige omDannemarks Adel, at den nok i de sidste Tider maatte havetaget megen Skade paa det gode Øie til Fædrenelandets Krønike, som den sees at have fordum holdt, paa gammeldags Sprog, forsit Privilegium! Nu er det derimod bedstat sige, hvad Sandhed 99 er, at uden kraftig Understøttelse af Dannemarks høieAdel vilde Foretagendet aldeles strandet, og findes her ei deromnærmere Beskeed, da er det kun, fordi det rette Sted er foranNorges Konge-Krønike og bag i Dannemarks. Saameget børimidlertid vel allevegne mindes, at saasnart Kong Frederikden Sjette børde, at Krønikernes Oversætter var for tungnemtil at lære Skialdene den fri Kunst af, at nære sig foruden LeveBrød, da saae man flux en ny Stadfæstelse paa, at ligesom Historien har, naar det gjaldt om Dane-Konger, hidindtil vidstRaad for Uraad, saa pleie ogsaa Disse, naar det giælder omHistorien, at vide Sligt, og at hvad Godt et Konge-Ord kan skabe, er aldrig længe Danmarks Savn!1

Nu at laane Krøniken min Part i Dannemarks Tunge til klarlig og trohjertig at udtrykke og fortælle disse Sandheder, som ialle Tidsrum finde deres Stadfæstelse: dunkelt men dybt i deældste Dage, nærmest og klarest i de sidste, eller det Sammemed andre Ord: at skrive en folkelig Dannemarks Krønike, det er jo ligefrem den Taksigelse til Majestæten, der afbetalerbedst paa Gielden, og, som sagt, det var mit Forsæt, længeførend jeg fik andet Levebrød end mine Fædres at takke Danner-Kongen for; om det skal times mig, er heel uvist, men atdet immer vorder stærkere mit Ønske, veed jeg godt. Det ersaaledes min Betænkning, fra Knud den Sjettes og fra Hakonden Gamles Dage, saa godt jeg kan, at fortsætte Dannemarksog Norges Krønike; men hvad den første angaaer, er der eenOmstændighed, som giør mig tvivlraadig, og hvorom jeg ønskede at vide mine gode Landsmænds Tanker.

Det blev før anmærket, at Folke-Sagnene fra Hedenskabetvar vi tungne til at give, som de findes, da vi ei formaae at givenoget Bedre, og det, som findes, dog er vel hundredetusindeGange bedre end Intet. Anderledes forholder det sig derimod, som alle Kyndige maa sande, hvad Tidsrummet efter KongGorm den Gamle og Harald Blaatand betræffer, hvorom Enhverkan overtyde sig, ved blot at kige ind i den blandt os amindelsesværdige Peder Frederik Suhms udførlige Samlinger tilDannemarks Historie. Nu synes det mig ufornuftigt, ja, veluforsvarligt, at række Menig-Mand en slettere FædrenelandsKrønike, end vi kan afstedkomme, og jeg troer, det var Pligtog en Kiærligheds-Gierning, forsaavidt man kan være sikker *

100 i sin Sag, at rette Saxo, hvor han farer vild, at lægge til, hvadGodt vi har af andre gode Venners, og skiære bort, hvad derkun fylder, men ei feder. Jeg seer heel vel, hvor betænkeligen Sag det er, jeg her berører, og hvor vanskeligt det er medSligt at ramme Maade; men hvo Intet vover, Intet vinder, ogaldenstund det er bekiendt, hvor høit jeg ærer og beundrer Saxo,hvor nænsom jeg er over alt det Gammeldags i Dannemark, oghvor vantroe jeg er ved Indvendinger imod vor hjemmegjorteKrønike, saa tør jeg troe, der vovedes ei Stort; thi vandt manikke Meget, saa tabde man vist og des Mindre.

Dog, for at forebygge de Feiltagelser af Meningen, jeg kan, vil jeg endnu lidt nøiere forklare mig.

Langt fra min Hensigt er det, at giøre Krøniken vidtløftig, meget mere vilde jeg indknibe den, hvor den kan være blevetdet, fordi Saxo levede, og Biskop Absalon var Hoved-Hjulet, iKong Valdemar den Stores Dage, og nu mener jeg, at naar detRum, som herved vandtes, blev fyldt med sammentrukne vigtige Fortællinger, som fattes, da var det en dobbelt Vinding.At jeg herved fornemmelig har Øie paa den herlige og indholdsrige Knytlinge-Saga, veed dens Bekiendtere nok; men jegvil dog anmærke det, baade fordi det er især den, som har lærtmig, hvad der fattes hos Saxo, og fordi det er klart, at maa denikke indfældes i Saxos Bog, da bør den dog, hvad der er megetmere ubekvemt, indheftes efter den.

At det just ikke haster med Beslutningen, der seer man nok, siden jeg her kun leverer Halv-Parten af de gamle Folke-Sagn, og faaer vel neppe ad Aare Magt med Meer end Resten, da jeg iAar har lært at giøre en Dyd af en Nødvendighed og følge Farimags-Veien; men man kan for Resten, netop naar man omOvenstaaende er uenig med mig, være ganske rolig; thi jeg harlovet at oversætte Saxos Bog, som den er, og kan jeg ikke, hvadder er heel vanskeligt, forsikkres om, at det er omtrent medalle dens gode Venners Minde, skal jeg vist bare mig for atbryde Løftet, hvordan det saa end i Øvrigt gaaer med mitForsæt.

Nu veed jeg ikke, mine Læsere ved denne Leilighed kan haveMeer at spørge mig med Føie om, end: hvad man veed omManden for det Hele, om Krønikens Forfatter, vor udødelige Landsmand: Saxo Grammaticus? men hertil maajeg svare: ikke Meer end netop, hvad der ligger i Spørgsmaalet, og uagtet det er ikke Lidet, maa man tilstaae, det er dog eiheller Stort, at være deres Landsmand, som man glemmes 101 af, til Tak for sine gode Gierninger, saavelsom deres, manhar flittig skrevet til, men læses ei, foragtes og forhaanes helleraf. Dog, Lands-Mandskab er tit en tvungen Sag, og i hvor lidtvi veed om Saxo, veed vi nok, at deres Ven og Frænde varhan ikke, som skreve ypperlige Landsmænds Liv og Levnetind i Glemme-Bogen, saalidt som deres, der kappedes medMuus og Møl om at fortære Mindes-Mærket og blive EfterMælet kvit, som han gav Danske Folk. Det er med andre Ord:man kan nok vide, at Saxo var født og kommet af skikkeligeDanske Folk, thi Æblet falder ikke gierne langt fra Stammen, og dermed rimer det sig godt, hvad han har selv betroet os, somen vitterlig Sag, at baade hans egen Fader og Fader for ham, en Mand, saa troe som Guld, havde tjent med Æren i Kong Valdemar den Stores Høvdingsgaard og Leir. Om man har kaldthans Fædre Adelsmænd, er ikke meget vigtigt, aldenstundder i hans Daad gaaer Syn for Sagn om hans Velbaarenhed,som nok er meer, end man kan sige om de Fleste, der har sextenAhner; men det er ellers ogsaa ganske rimeligt, at han var ei denFørste i sin Slægt, som gjorde Noget, der af Dannemænd blevagtet Navn og Ære værd, og derfor kan man gierne troe detRygte, at han var adelsbaaren, og havde Lange til sit Binavn.Hvad som end meer bestyrker dette, er deels, at han vel neppevilde kaldt det vitterligt, at hans Fædre tjende Kong Valdemar i Feldten, hvis de ikke havde været Høvedsmænd, og deels, at i samme Konges Krønike omtales en tapper Skibs-Høvedsmand ved Navn Tue Lange, som vel turde være af Slægten, Fra hvilket Landskab i Dannemark Saxo endelig forskrev sig, det skal man ikke mærke paa den Krønike, han skrev, og deter Hoved-Sagen; men for Resten er det ganske troeligt, hvad deGamle melde, at han var en Sællandsfar; kun maa jeg tilføie, at et gammelt Rygte giør ham dog ogsaa til en Jyde, hvori der og kan være Noget; thi det er meget mueligt, at hansFarfader har været en Jyde, som, da han traadte i KongensTjeneste, har opslaaet sin Bopæl i Sælland, og det er ganskerimeligt, at den Mand, der blev hele Dannemarks Riges upartiske Historie-Skriver, var lidt i Slægt med Folket allevegne.At Saxo var Dom-Provst i Roeskilde, har man vel ogsaa sagt;men uagtet han, for Lærdommens Skyld, kunde godt været Bisp, saa sad han dog nok ikke nær saa høit paa Straa; thi, var detend sagtens kun af Høflighed, at han kaldte sig Biskop Absalonsringeste Tjener, saa betyder det dog nok, at han stod i sammeBiskops Tjeneste, og har, saavidt man kan stave og lægge 102 sammen, været hans Klerk eller Huus-Capellan ogHaand-Skriver; men derfor kan det gierne være sandt, hvad og ersagt, at han hviler sine Been i Roeskilde Dom-Kirke; thi det synesikke meer end billigt, at Dannemarks Konger deelde deres Gravmed ham, som havde deelt sit Liv med dem.

Dette er da Alt, hvad man veed om den Mand, hvis Fødsels-Aar og Døds-Dag er ubekiendt, som Folkets, hvis Krønike hanskrev! Ja vel, men er det ikke store Ting, naar man veed, atmed det samme Folk er han udødelig: udødelig, som denKiærlighed, der skabde Folket, avlede de herlige Bedrifter, opglødede Rimerne til mindelige Kæmpe-Viser, bevægede Klerkentil at hellige Fædrenes Ihukommelse sit store Pund, sin Lærdom, Tid og Flid, førde hans Pen paa Rosen-Blade, som enKiærminde-Pensel, dyppet i Saft af Fioler, giemde hans Bogsom en Helgen-Levning, opvakde den af Døde, og skal, dethaabe vi til Gud, med immer klarere Lysning beskinne denpaa sand Histories og Fædrenelandets forenede Alter!

Man kaldte ham Grammatiker, og det bemærker ikkunLidt af, hvad han var; thi det bemærker gierne kun en ordklogMand, endog for det Meste en Bog-Orm; men det betegner ogbetyder dog meget meer om ham, naar man betænker, at haner udentvivl den Eneste, man giennem hele Middel-Alderenhar villet hædre med det Tilnavn; thi da betegner det, hvadSandhed er, at han i al den Tid har ingen Ligemand blandtalle dem, som førde Ordet. At det var ikke Danske blot, derdømde saa, og at det ei var Barbariets Mørke, han havde sin Anseelse at takke, det maae vel de, som ikke selv har Øine til atsee det, slutte af den Roes, en saa belæst og fim og kræsenSkrift-Klog som Desiderius Erasmus fra Rotterdam læggerpaa ham, naar han siger: trods Havet gad jeg reist til Dannemark, at see det Land, der skiænkede os hin Saxo Grammaticus, som i en høi og prægtig Stiil har beskrevet sit Fædrenelands Krønike; thi det maa jeg bekiende, at han har været etopvakt Hoved med Fyr og Flamme, aldrig mærker man hansTale nogen Slusken eller Mathed af, Sproget har han, som enHexe-Mester, i sin Magt, den ene Sentents kommer oven paaden anden, og han kan kiøre og vende, som han vil; saa Gudmaa vide, hvor han, som en Dansker, og det paa de Tider, fik saadanne forunderlige Tale-Gaver fra! Saaledes dømdeErasmus, og saaledes dømde man overalt, jeg vil troe endogsaai Sverrig, til for omtrent et hundrede Aar siden; men derpaabegyndte man efterhaanden: først at udskrige ham for en 103 Fabelhans, og endelig, alt som man blev klogere i sin egne Tanker, for et Klokke-Faar og for en Vrævle-Pose, som vel havdelært en Hoben Latin, men forstod ikke engang at bruge det.Vel var der ogsaa Mænd, som gjorde Forskiel, og sagde, at hantalde som et Tosse-Hoved i de første Bøger og siden efterhaanden som en meget forstandig og betænksom Mand; men hvemder saaledes siger sig selv imod, kan man jo aldrig regne, ogdet er kun mærkeligt, fordi det viser, hvor vanskeligt det var, at blive blind for Saxos aldeles udmærkede Evner. Ubegribeligt er det ogsaa, hvorledes man kan have læst andre latinskeKrøniker, ei blot fra Middel-Alderen, men selv fra den hollandske Romer-Tid i det syttende Aarhundrede, uden at forbausesover Saxos Lærdom og Forstand i det tolvte og uden at indsee, at kun et opvakt Hoved, af det Slags, som selv i et Aartusindeer ikke talrigt, at kun et saadant, og det endda under besynderlige Omstændigheder, i hine Dage kunde opnaae den Styrke idet fremmede Sprog, den Klarhed i Begreberne og den Kunsti Fremstillingen, som her unægtelig findes. Kiender man desuden Noget, jeg vil ikke blot sige til Middel-Alderens, men iAlmindelighed til det latinske Verse-Magerie, da maa Forundringen nok stige, og vi maa bekiende, at Tilnavnet Poeten, somman ogsaa fordum har tillagt Saxo i udmærket Forstand, tilkommer ham med Rette; thi hvilken høi Grad af poetisk Besindighed der hørde til at paaliste Latinen Saameget af dedanske Visers hjertelige Dybde, maa man endog være temmeligpoetisk for blot at opdage.

Ingen mene, at jeg vil herved udbasune Saxo, for hvad haningenlunde var: en Mester i historisk og poetisk Kunst, ellerfrikiende ham for Hang til at giøre lidt Vind med sin Ord-Righed og sine tilspidsede, ingenlunde altid fyndige, Bemærkningerog Tanke-Sprog; ei heller tænke man, jeg vil afsondre Saxo frasit Folk og, blændet af Skinnet, fremstille ham som faldet nedfra Skyerne i Skoven! Nei, tvertimod, jeg vil kun opfriske oglidt skarpere udtrykke den tidlig beldendte, seent, men dogmeget for tidlig, glemde Sandhed, at Saxo er i Middel-AlderensHistorie et Dansk Vidunder, som, skiøndt anstukket af sinTids beldendte Feil: skolastisk Spidsfindighed og Snaksomhed, dog paa Minde-Stigen: paa sine Fædres Kæmpe-Skuldre, hævedesig høit over den, blev ikke, som de samtidige store Hoveder iandre Lande, en selvklog Luft-Springer og Tanke-Smed, ei somde følsomme Hjerter hist, en sværmende Skye-Favner og FeberDrømmer; men en sund og kraftig, kiærlig og forstandig 104 Historie-Skriver, som kun, naar han stundum faldt i Staver ellerog i Slum over Pen og Bøger, lignede sin Tid. Overtroe er vistnok tit bebreidet ham; men hvem der ikke mener, som hansfleste Anklagere i dette Stykke, at selv en Troe langt mindreend et Seneps-Korn er overflødig, skal vist, ved bedre EfterTanke, finde, at var Saxo ei for svag i Troen, for stærk var hanvist ingenlunde, og er Talen om den giængse Overtroe i hineDage, da skal man neppe finde Fleer end Snorro, der medÆrbødighed for Christendommens Sandhed forbandt saa sundtog frit et Blik paa Pavedom og Helgen-Dyrkelse med Alt, hvaddertil hører. At han ei heller i denne Henseende var undtaget fraalle skrøbelige Menneskers Lod: at hælde lidt til sin Tids almindelige Vildfarelser, og, selv hvor det ei er Tilfældet, af en urigtigFolke-Skye dog at læmpe sig noget derefter, det skulde dogIngen forundre, men kun af GudsOrd lægges ham til Last;og at han ei turde bestemme, hvilke underlige Ting der i Hedenskabets Mørke kunde have giøglet for de Blinde, samt medhvilke Jertegn det kunde have behaget Gud, til forskielligeTider, at aabenbare sin Almagt og give Sandhed Vidnesbyrd:en saadan sømmelig Beskedenhed, der lader staae ved sit Værd, hvad man ei med Guds Ord kan begribe, geraader vist ikkehans Hoved til Skam, men vel hans Hjerte til Ære!

Spørger man nu endelig, om det er min Mening, at vi skalvære stolte af det Danske Vidunder, da veed man vel, hvad jeg som Christen og Dannemand, hvis Konge-Lov erYdmyghed, maa svare; men jeg vil dog tillige minde om, hvad Saxos første Udgiver: Mester Christen Pedersøn, saa sandthar sagt i sine Dage, naar han taler om Børn at holde til Skoleog Studering. Alle, saa lyde hans Ord, grue og forundres derpaa, at vi havde nogen Tid den ene vise og lærde Mand iDannemarks Rige, som hedd Saxo Grammaticus, og var fødti Sælland hos Roeskilde af fribaaren Slægt! Forundringen harnu hørt op, men kun fordi man og har fundet Saxo dum somandre Danske; men er vi ægte Danske, da arbeide vi nu paa, atnaar man atter seer, hvad Saxo var, man ikke da skal kunnetvivle om hans Herkomst og Fædreneland, eller skille ham fraos, arbeide paa, at han maae staae herefter, ei som et Vidunderi Dannemark, men som en uadskillelig Deel af et Dansk Vidunder, hans Bog som Bagklædningen af den historiske Pyramide, vi kaldtes til at opføre og udgrave med klare Tegn, somafbilde Tidernes Løb og Sandhedens Soel i sin Gang giennemMenneske-Kredsen!

105

Det vil skee, naar vi, med Sandheds Troe og med inderligKiærlighed til Krønike, Konge og Fædreneland, det er:med vore Fædres gyldne Arvegods, gaae frem i deres Spor, vandre alle saa, hver i sin Kreds, at vort Levnet er værdt atfortælle de følgende Slægter, og stræbe, saamange som dertilkaldes, med boglig Kunst, paa Moders-Maalet, at fortælle ogudlægge det Forbigangne saa, at Efter-Kommerne kan speilesig deri, og anspores til idelig bedre at giemme, luttre og klareDannemænds Arv, indtil den ved Dagenes Ende smelter heni soleklar og evig Kiærlighed til Gud og Sandhed i det Høie!!!

Kiøbenhavn d. 12te September 1818.
N. F. S. Grundtvig.
106

[Fortale-Rim i Saxos anden Del] (1819).

Hvad klinger over Voven
Saa sært mod Sællands Kyst?
Hvad svarer saa i Skoven,
Og dybt i Skjaldens Bryst?
Den Røst, der saa kan røre,
Hvad Godt har den at føre?
Hvad vil den her i Kveld?

Fra Anguls Skjalde-Tunge
Det toner under Skye:
»Smaafuglene de sjunge
Før Dag, før Morgen-Grye,
Det volder Skjold hin Giæve,
Som Hoved sit mon hæve
Af Høi i Maane-Skin!

Opvaagner brat, I Helte!
(Saa kvæder Konning Skjold)
Og spænde Sværd ved Belte
Nu Hver, som han er bold!
I Maane-Skin det klare
Vil med min Kjæmpe-Skare
Jeg nu fra Høi til Hald.

Hvor Stene stod paa Agre,
I maane-klare Nat,
Guld-Hjelmene saa fagre
Tilsyne kom nu brat,
107 Paa Fode, vel at mærke,
Dem fulgde Kæmper stærke,
I Staal saa var de klædt!

Udhviilt i Borge-Leie,
Tog Troppen nu god Fart,
Ad glemde, grønne Veie
Den kom til Hallen snart;
Da hørdes Brag og Bulder,
Da hørdes Klap paa Skulder,
Som Hammer-Slag paa Jern!«

Hvad er der i den Tale
Om Kæmpers Efter-Gang,
Ved Slag af Natter-Gale,
Alt i den grønne Vang?
Hvad Ende tog det Bulder
Af Hammer-Klap paa Skulder
For Konge-Hallens Dør?

Ak, Svaret aldrig bringer
Os Bølgen over Hav,
En afbrudt Tone klinger
Kun over Cædmons Grav,
Et Suk, som kun i Klangen
Os levner Spor af Sangen
I Brages Helligdom!

Hvor kan da sødt bevæge
Et Suk fra sorten Muld!
Hvor kan da vederkvæge
En Klang saa gaadefuld!
Hvad rører Skjaldens Tunge
Til gladelig at sjunge!
Hvad svarer i hans Bryst!

O, sødt maa vel bevæge
Det Suk fra sorten Muld,
Og vel kan vederkvæge
Den Klang saa gaadefuld,
Naar Sukket Sang forkynder,
Naar Giætningen begynder,
Og Gaaden skimtes løst!

108

Maa Dana glad ei lytte
Ved Røsten over Hav,
Til hendes Bøge-Hytte,
Fra Brages Malmer-Grav:
Min Død er dog kun Daanen,
Thi op jeg staaer med Maanen
Af Hav i Dannemark!

Maa Danas Søn ei sjunge
Halleluja i Kveld,
Ja, røre frit sin Tunge
Til Kvad om Danmarks Held,
Naar grandt han seer i Aanden,
At Timen er forhaanden,
Og Nytaars-Nyet tændt!

Jo, Held dig, søde Moder!
Af Høi jeg seer, med Skjold,
Opstige dine Froder,
Din Rolv fra Heden-Old,
Ja, alle de Udvalgte,
Som, før og efter Hjalte,
Du under Hjerte bar!

De reise sig saa fage,
Saa skinnende af Muld,
Paa Kald af Skjold og Brage,
Med Hjelme-Krands af Guld,
I Runen staaer for Øie
Den Stav, som aabner Høie,
I Mindets Maane-Skin!

De Kæmper giennem Vangen
Gaae fort til Kongens Gaard,
At bænkes efter Rangen
I Dyd, i Daad, i Aar;
De vil, som Danske Helte,
I Marken spænde Belte
Med hver, som Dan er gram!

Ei Sæde de sig vente
I gamle Leire-Gaard,
De veed, at Borgen brændte,
Der Rolv fik Bane-Saar;
109 Dog ændse de ei Mile,
For et Minut at hvile
Paa Arilds-Konge-Høi!

I Roskilds Konge-Kirke
Dem samler Absalon,
Der til et Danne-Virke
Dem kiæder Saxos Aand;
Men ei de Ræv og Ugle
Misunde vil den Kule,
Hvor Snigmords-Borgen stod!

Til Axel-Stad de stunde,
Dem fører Absalon,
Hvad der han vilde grunde
Med Christen Kæmpe-Haand,
Det stander da opdaget
Til Søes i Konge-Flaget,
Til Lands paa Rosen-Borg!

Hvor Axel-Huus blev grundet,
Paa Svane-Holm ved Havn,
Har Borgen Navn sig vundet
Af Kongers Føde-Stavn;
Dermed den vilde braske,
Da lagdes den i Aske,
Forlorede sin Priis!

Hvad som er godt i Grunden,
Dog aldrig kan forgaae,
Er lang end Dvale-Stunden,
Saa skal det dog opstaae;
Derfor sig reiser Borgen,
Som til en Nytaars-Morgen,
Til Konge-Hjem paa Nye!

Sit Navn tilbage vinde
Det Danske Christjans-Borg!
Der fødes Konger inde!
Der slukkes Hjerte-Sorg!
Der bygge Thjodrekider,
Til Verdens sidste Tider,
Med Fædres Dannished!

110

Ved Slag af Natter-Galen,
Paa Daners Orlogs-Fløi,
Sig aabne Ridder-Salen
For Heltene fra Høi;
Saa, uden Brag og Bulder
Af Hammer-Klap paa Skulder,
De stædes ind med Fred!

Vil Nogen dem formene
Til Hald at gaae fra Muld,
Som mellem Mølle-Stene
Han knuses brat til Smuld,
Thi Bauta-Stene bære
Høi-Heltene med Ære
For Hammer som for Skjold!

Som Varsel for den Skare,
Med Lignelser af dem,
Der sig vil aabenbare
I Daners gamle Hjem,
I Fimbul-Vinter-Dage,
Sig melder Danmarks Sage
I Hytte, Huus og Borg!

Det maa saa gierne lide
Kong Fredrik Fredegod,
Og Disen ved hans Side:
Maria Dannebod;
O! hvad om selv sig meldte
De gamle Danske Helte
I Fredegodes Tid!

O! da blev der kun Bulder
I Konge-Hald af Sang,
Af Ridder-Slag paa Skulder
Og Brages Harpe-Klang!
For evig voxde sammen
I Hald med Skjoldung-Stamrnen
Dens bedste Side-Skud!

111

O! I, hvis Kinder gløde
Ved Minde-Sagn og Sang,
Om dem, som fra de Døde
Opstande skal i Vang,
I, som kan dybt fornemme,
I har i Danmark hjemme,
Som Børn i Moder-Skiød!

O! lad ei Danmarks Sage
Det melde næste Old,
At i Kong Fredriks Dage
Blev Kiærligheden kold;
I Hans, som Trøst kun finder,
Ved mange bittre Minder,
I Daners Kiærlighed!

Med Æren Drotter mange
Har ført, fra Old til Old,
I blide Kaar, og bange,
Det Danske Hjerte-Skjold;
Men Ingen meer med Rette
End Frederik den Sjette,
I Hjerte-Pinens Aar!

Thi: lad og Saga melde,
At, sad end mangen Drot,
Med mere Glands og Vælde
I Fædres Land og Slot,
Dog, rigere var Ingen,
Med Løve-Hjerte-Ringen,
Paa Daners Kiærlighed!!

112

Prøver af Oversættelsen.

I [Stærkodder hos Kong Ingel].

Uden at puste, fortsatte Stærkodder sin Reise ad en nemGienvei, i ftyvende Fart, lige til Kong Ingels Gaard, gik op iStuen, og satte sig for Bordenden, thi der var i de gamle Kongers Tid hans Plads, som deres høire Haand; men der blev hannu ikke gammel, thi da Dronningen kom ind, og saae den grimede Giæst, med samt hans lappede og skidne Bonde-Trøie, fattede hun kun meget ringe Tanker om ham, maalde Kæmpenmed Skrædder-Alen, og hundsede ham som en Tølper, der vildegaae sine Overmænd i Forkiøbet, ved at løbe op og sætte sigtil Høibords, hvor Bonde-Koften stak af, som Fluer i Kaal. Huntænkde da altsaa, det nødvendig maatte være af Dumdristighed, den Giæst var gaaet saa høit op i Stuen; det faldt hende aldrigind, at det kunde være skeet med velberaad Hu, og hun harsagtens ikke vidst, at et funklende Øie med Aand straaler i etHøisæde nok saa klart, som et glimrende Klædebon! Ned, afVeien med dig, sagde Dronningen, og sid ikke der, og smør migmine Hynder til med din fittede Vams! Uagtet nu Helten føldesig stødt ved den ligesaa uforskyldte, som haanlige Begegnelse, fandt han sig dog i at vige Pladsen, og undertrykde sin Harmesaa godt, at inan hørde hverken Muk eller Suk af ham; menganske kunde han dog ikke skjule, hvad der kaagde i ham, thida han var kommet allerlængst ned i Stuen, gav han et Tryktil Væggen, i det han smeed sig ned paa Bænken, saa det knagede i hver en Bjelke og lod, som hele Huset skulde falde. Detvar da alt Svaret, Dronningen fik paa alle hendes Fornærmelser, og man kan da med Føie sige, at han paa eengang rystede baadeSkamflikkerne og Vreden af sig.

113

Imidlertid kom Ingel hjem fra Jagten, og betragtede Giæstenmed ualmindelig Opmærksomhed, thi de haardhudede Kæmpe-Næver, Skrammerne, han havde paa Langs og paa Tverts, ogde gloende, spillende Øine lærde ham strax, at det var ingenBogfinke, men en Karl, der havde gaaet Skolen igiennem, og dahan nu fremdeles lagde Mærke til, at hverken reiste Giæsten sigop, og hilste paa ham, heller ikke kunde nogen Ting aflokkeham et Øiekast, end sige et Smiil, saa tvivlede han ikke længerpaa, det jo var Stærkodder, der sad, med Rynkerne i Panden.

Kongen skiændte nu paa sin Kone, fordi hun havde seet skiævttil den Gamle, og brugt Mund paa ham, Noget, han bød hendesee til at giøre godt igien, beværte ham med Øl og Mad paa detBedste, og naar han saaledes havde faaet Noget at styrke sigpaa, prøve paa at muntre ham op, ved at tale ret mildt og venligt til ham. Saaledes bør det sig at være, sagde Ingel, thi hanhar i gamle Dage været min Foster-Fader, og jeg mindes endnufra min Barndom, medens min Fader levede, med hvilken særdeles Kiærlighed han omgikkes mig. Bag efter lærde nu Dronningen, hvad der boede i den Gamle, og blev da ligesaa spag, som hun før var bister; ham, hun nys havde viist Dørren ogoverøst med Grovhed, opvartede hun nu som hans ydmygeTjenerinde, den arrige Rabbenskralle var forvandlet til en sødtalende Hyklerske, som gjorde sig al muelig Umage med at formilde Kæmpens Vrede, og oprette sin Forseelse. Forsaavidthun virkelig lod Ave bide paa sig, var hendes Forseelse jo vistnok tilgivelig, men Straffen undgik hun dog ikke, thi sine Brødres Blod maatte hun see strømme paa Høisæderne, fra hvilkehun fordrev den gamle Helt!

Dækket blev nu Nadre-Bordet, for Ingel og Svertings Sønner, paa det Overdaadigste, og med de allernydeligste Retter, og Kongen bad indstændig den Gamle sidde hos, og kun ei være forsnar til at bryde et godt Lag, ret som om han tænkde, man, vedat overvælde ham med Mad og Drikke, kunde bøie den i Sandhed standhaftige Helt. Dog, det var Regning uden Vert; thivel mønstrede Stærkodders Øine hele den overflødige Anretning, men kun med dyb Foragt; thi han var ikke af det SlagsFolk, hvem fremmed Mad smager bedst, og han havde Herredømme nok over sig selv til at modstaae, selv hvad der allermeest kunde friste og kildre hans Gane. Mad kan Mod fortære, thi skal Mand ei Madskab være, og Skytter som Mynder ermagre bedst, saa tænkde Stærkodder, og vilde derfor ingenlundeopæde sit Helte-Rygte, men afskyede tvertimod alt Fraadserie, 114 og Tiden var ham alt for kostbar til, at han nogensinde gav sigStunder til at kræse op for sig, eller smage paa, hvad han spiste: han havde kun Mund for Mad, Gane og Tunge for Manddom. Naar han derfor saae ved et Bord, at gammeldags Tarvelighed og Nøisomhed var fortrængt af nymodens Overdaadighedog Kræsenhed, da fik han ret for Alvor Lyst til Bonde-Kost, ogvæmmedes ved de kostbare Retter; Lækker-Bidskener kom aldrig inden for hans Tænder, han holdt sig til Saltmads-Fadet, og om en røget Skinke ogsaa var en smule harsk, det brød hansig ikke om; man æder, fordi man er sulten, tænkde han, ogefter Bonde-Kost tærsker man til Punds; men alt det udenlandske Tøierie er kun en Honning-Gift til at fordærve Maven ogforvanske Marven med, og den nye Gane-Troe er en hæsligOver-Troe, som er strængelig forbudt i den gode gamle Forordning imod Overdaadighed. At have baade Kaagt og Stegt til eetMaaltid var ham allerede imod, og kunstige Retter, som smagdekun ad Skorstenen, det vil sige, som Kokken havde sat en Sovspaa, der smagde ad Allehaande, dem ansaae han for noget andet Ondt, ikke for Menneske-Føde.

Ingel havde det nu lige tvertimod, thi han havde aflagt algammeldags Bord-Skik, og taget sig meget større Friheder iKiøkken-Faget, end hvad der efter god gammel Vane i Dannemark lod sig forsvare. Det var nemlig Sagen den, at hos hamskulde Alting være paa sin Tydsk, og derfor skammede han sigslet ikke ved al sin letfærdige Blødagtighed, thi hun var tydsk, og vist er det, at, fra Suppedasen derude har der immer gaaeten slem overflødig Rende-Steen herind til os i Øster-Søen! Derfra har vi faaet Smag for de glimrende Tafler og de herskabelige Kiøkkener, derfra forskriver sig Posteierne og de fyldteKaalhoveder, ja, hele Kaage-Kunsten, med Tugt at melde. Kortsagt, Tarvelighed er gammel dansk i alle Maader, Yppighedderimod er et fremmed Ord og en fremmed Ting, hvis Indførelse giør Brudd paa ægte Danskhed. Det saae man ogsaagrandt paa Ingel, thi der han først havde ladet sig hilde i Yppigheds Garn, rødmede han ikke meer ved den sorteste Utaknemmelighed, betaide Godt med Ondt. fældte ingen Taarer, ja, drog end ei et Suk ved Tanken om sin Faders ynkelige Mord!

For nu at komme til Dronningen igien, maae vi fortælle, athun opgav endnu ikke Haabet om at vinde den Gamle; thi dahun saae, at hverken Smiger eller Kræs kunde rokke hansStandhaftighed, tænkde hun dog, at hans Vrede maaskee vedGaver lod sig formilde, og for at kiøbe hans Venskab, tog hun 115 et Haar-Baand, som var et sjeldent Kunst-Stykke, af sit Hoved, og kastede i Giæstens Skiød; men, lige bister, tog Stærkodderog smeed hende det i Næsen tilbage igien. Sagtens fandt Kæmpen, at det var ingen Foræring, men snarere en Forhaanelse atbyde ham, som maatte vide, hvor ilde Kvinde-Baand klæderMands-Hoved, og barede sig nok for med et Kvinde-Smykke atbeskiæmme den arrede Pande, der var vant til med Æren athæve sig under Hjelm. Man kunde ogsaa sige, at han ved detteBag-Smæk giengiældte hint, som drev ham fra Høisædet, ogfandt den haanlige Begegnelse, han først havde mødt, for stortil at slettes over med Artighed bagefter; men selv i saa Faldmaa man bekiende, at bar Stærkodder Skammen godt, saahevnede han sig heller ikke ilde. Dog, uagtet det jo er sandtnok, at Runer i Steen er ei Streger i Vox, og seent glemmerKæmpen Ære og Skam, saa veed man dog nok, hvad her egenlig var Grunden til Stærkodders uforsonlige Vrede; thi den laaeaabenbar deri, at han var ikke i Slægt med de Skiftinger, somvende Kaaben efter Veiret, og deres bedste Venner Ryggen medLykken, som unde Andre vel, men sig selv bedst, og om hvisVenskab man derfor kan sige: det er vel et Lykke-Træf, meningen Lykke.

Da nemlig hin graaskiæggede Kæmpe med Liv og Sjæl hængdeved sin kiære Kong Frodes Amindelse, saa var det ham umueligt, selv over de største Høfligheds-Beviisninger og Ære-Skiænke, at glemme de mange og store Venne-Gaver, han fordum afFrode havde annammet, og det maatte han dog, før han kundefristes til at lade hans Blod uhevnet; thi denne Hevn var Takken, han skyldte sin afdøde Herre og Ven, der aldrig i sit Livhavde ladet ham savne Prøver paa sin Gavmildhed og Pant paasin Naade. Intet Under da, at Kæmpen, for hvis Øie Billedetaf Frodes ynkelige Mord altid stod malet med gloende Farver, ei lod den ædle Herres i hans Bryst dybt indpræntede Mindeaf nogen Ting udslette, eller vilde, saa at sige, sælge det forGunst og Gave!

Nu havde da Dronningen lært, at der vilde Andet til at giøreden gamle Kæmpe lystig, end Guld og glatte Ord, men hun, som var ikke vant til at give tabt, haabede dog endnu at opnaaesin Hensigt, og det ved en Æres-Beviisning af en finere og mereumistænkelig Art, i det hun nemlig lod en Fløite-Spiller kalde, som skulde lege for ham. Her skulde da Kunsten giøre sit Mester-Stykke, ved at smelte Hjertet, og opløse Vredens Bruseni en liflig Velklang; men kun omsonst var Haabet, med 116 Strænge-Leeg og Fløite-Lyd at giøre en standhaftig Kæmpedøv for Røsten i hans Inderste.

Stærkodders Næse var for god, til ei at lugte flux, hvor al denKiærlighed kom fra, og at det Hele var et oplagt Raad, som kunhavde Skin af en synderlig Æres-Beviisning; desaarsag beedhan ei paa Krogen, men sad som en Støtte, og lod Spille-Manden staae som en Nar, der slog sine Triller for døve Øren. Herfik man da Troen i Hænderne, og saae paa den barske Gubbe, som ikke lod en eneste Rynke falde, eller forandrede en Mine, at det maa ingen Sække-Pibe være, den kraftige Alvors-Mandskal dandse efter, og at hvad et Munds-Veir skal blæse omkuld, maa kun staae paa svage Fødder. Vel maatte ogsaa den trofasteKæmpe lade haant om, for Spilleværk og Slikkerie at bryde sithellige Løfte, opgive sit mandige Forsæt, og (dets1) til Bekræftelse, tog han nu Benet, han sad og havde gnavet, og smak dermedVindspilleren saa under Øret, at han for sine oppustede Kiæberfik et fladt Ansigt. Det var det bedste Beviis, han kunde givepaa, hvor modbydeligt det er for en ærbar Mand at maatte hørepaa vellystige Triller, og see paa Abekatte-Streger; Løn var detog som forskyldt, thi Næse-Styvere er den rette Mynt at betaleSpyt-Slikkere i, og Stærkodder viiste her en særdeles Skiønsomhed; thi hvad var billigere, end at han, der vilde blæse Kæmpenet Stykke, fik selv lidt at blæse paa, og hvad skulde man hellerforære en Flød-Skiæg, end hvad han aabenbar fattes: Been iNæsen! Herved fik imidlertid Piben en anden Led, thi hvemder lever blot for Lyst, har gierne altid et daarligt Bryst, og vednu at græde sine modige Taarer beviiste Spille-Manden, at deter dog ikke i Dandse-Skolen, man lærer at gaae Verden igiennem som en Mand! For Resten maa man heri see et megetpassende Forspil til den følgende Bords-Dands, thi det er joaabenbart, at Kæmpen, som med Harm i Sind, og Hevn i Hu, saae og hørde paa Alt, hvad Hoffet gottede sig over og smeltedeved, at han, der Spille-Manden fik sin Rest, slog i en Lignelseden vellystige Ingel under Øret med hans Faders, den heltemæssige Kong Frodes Been, og gav tilkiende, at han laae heller iden Ædles Grav, end han sad ved Skiftingens Bord. For endydermere at beskiæmme Giøgleren, gjorde Stærkodder en Vise, som vi nok siden skal faae at høre, og Dronningen selv kundeikke noksom forundre sig over en saa urokkelig Standhaftighed, som den, hun nu hos Oldingen havde tilbunds lært atkiende.

* 117

Nu gav Stærkodder sig til at betragte Frodes Banemænd, somstode i høieste Yndest hos Ingel, og paa dem saae han sig saaarrig, at man kunde slaae Ild af hans Øine, og tydelig læse ihans Ansigt, hvordan det kaagde i hans Inderste. Ingel søgdevel at formilde ham med en Lækker-Bidsken af, hvad han ellershavde for sin egen Mund; men Kæmpen skiød Tallerkenet frasig, og da man spurgde ham, om det var Ret, saaledes at rynkeNæse ad Kongens Gaver, sagde han reent ud, at han var kommet til Dannemark, for at besøge Frodes Søn, ikke en Fraadser, der sad og aad, saa han var færdig at sprække, og lod, paasin Tydsk, hvad der var kaagt, stege op, for at det skulde retblive lækkert, Derpaa tog han Bladet fra Munden, og giennemheglede Kongen saa ganske forskrækkelig, at han ikke levnedeham Ære for en halv Skilling. Her maatte da Ingel høre, hvilken Fraadser og Dranker han var, aad, til han ræbede, og drak, til han gabede, ja, gik i sin Uskikkelighed paa Sachsisk Viisover alle Grændser, saa der var end ikke Gran eller Glimt af Dyd og Manddom at spore; men Omkvædet paa Visen vardog immer det, at Kronen paa sin Skiændsel havde Ingel derved sat, at han i sin blomstrende Ungdom lod sin Faders Døduhevnet, ja, var forvorpen nok til at pleie Venskab med hansMordere, fræk nok til at sætte dem med Hæder og Ære til Høibords ved sin Side, som burde heller klæde Steile og Hjul, ussel nok til at klappe dem paa Kind, hvis Hals han burdeknække!

Ved denne Leilighed skal Stærkodder ellers ogsaa have kvædet, som følger:

Væk, blødsødne unge Seller!
Viger for den gamle Svend!
Bukker dybt for ham, som tæller
Skokke Aar med Sværd ved Lænd!

Alderdom er ingen Brøde,
Naar man blev med Æren graa,
Selv naar Kinden ei kan gløde,
Høit kan Oldings-Hjertet slaae;
Helten ei med Strømmen følger,
Paa ham brydes Tidens Bølger,
Over ham vel Skummet gaaer,
Men forsølver kun hans Haar!

118

Før jeg siddet har med Glæde
Her til Bords saamangen Dag,
Da var mit det bedste Sæde,
Først gik jeg i Kæmpe-Lag;
Det var i Kong Frodes Alder,
Andet nu her forefalder,
Meer end Puf og Albue-Stød
Minder Folk om Frodes Død!

Høit paa Hynde blev jeg bænket,
Over Folk med Hjelm og Skjold;
Mig blev Bægret først iskænket
I den forbigangne Old;
Andre Tider, andre Sæder,
Stodderbænk nu Helten klæder,
Nyt i gammel Sal og Slægt
Er som Nyt i Maal og Vægt!

Som en Krebs, man nægter Freden,
Baglænds nu maa Helten gaae,
Dukke under og forneden
Søge en afsides Vraa!
Fuld man stopper sig i Borgen,
Som man skulde døe i Morgen,
Revner, før man levner mæt,
Levner neppe mig en Plet!

Kun med Puf man vil mig hædre,
Skubber mig fra Væg til Stok,
Var ei Væg og Stok mig bedre,
Ud af Dørren kom jeg nok;
Hovmænds Grim maa her jeg taale,
Fuld de mig Salt-Skieppen maale,
Hunde-Bid dem tykkes bedst
Velkomst til en fremmed Giæst!

Men, nu løfter jeg min Stemme:
Hvad er Nyest vel i Nord?
Hvordan staaer det til her hjemme,
Hvoraf gaaer der videst Ord?
119 Hid jeg drog fra fjerne Egne,
For i Hald paa Rygtets Vegne
At udforske, hvad forvist
Her sig har tildraget sidst.

Er det sandt, hvad saa man nævner,
Ingel! at i Lastens Skiød
Sovet ind er Frodes Hevner,
Ja, begravet som en Død!
Død og jordet, frit man kvæder,
Er med Frode Danmarks Hæder;
Er det sandt, at Albue-Stød
Dig kun var din Faders Død!

Er det sandt, du ærer Flommen
Meer end Frodes høie Navn,
Kappes om at pleie Vommen
Med en Skiøge i din Favn,
At i Lag med Ørkesløse
Livet helst du vil hendøse,
Tager for din Faders Blod
Øl og Mjød i Mande-Bod!

Danner-Konge uden Mage!
Frode! der jeg sidste Gang
Maatte Afskeed med dig tage,
Hørde jeg din Svane-Sang;
Ja, da lod mig Hjertet ahne,
At for Dørren stod din Bane,
At dig Fjenden fuul med Sviig
Lægge skulde snart i Liig!

Der jeg drog fra dine Sale,
Dane-Drot, i Hu saa mod,
Over Mark og Bjerg og Dale,
Langt af Leed, paa Kæmpe-Fod,
Dybt sig frem fra Hjertet trængde
Da et Suk, og flux jeg tænkde:
Aldrig, ak, min Drot! jeg seer
Ansigt dig til Ansigt meer!

120

Ak! hvi maatte det sig hænde,
At din Uhelds-Time kom,
Medens jeg ved Verdens Ende
Bredte ud dit Herredom!
Hvi stod jeg i aaben Feide,
Medens du, trods Fred og Leide,
Faldt for Morder-Dolk til Jord,
Sank ved din Forræders Bord!

Ak! hvi var jeg ei tilstæde!
Havde ei jeg mægtet bold
Dine Fjender at nedtræde.
Dig at dække med mit Skjold,
Skulde dog, som Ven i Nøden,
Vist jeg fulgt dig selv i Døden,
Eiegod! ja i din Arm
Vandret glad fra Verdens Larm!

Uslinger! tør I da tænke,
At en Mand, hvem hos sig næst
Store Konger vilde bænke,
Blevet er en Snylte-Giæst,
Har afbrudt sin Helte-Bane,
For at kildre her sin Gane,
Hylde Lasten her ved Bord,
Som et evigt Had han svor!

Nei, der jeg fra Sverrigs Klipper
Stævned hid til Dane-Vang,
Da et Haab, som, ak, nu glipper,
Trøsted mig paa svaren Gang;
Fort kun over Bjerg og Dale,
Tænkde jeg, til Konge-Sale!
Der mig bier søden Løn:
Synet af min Frodes Søn!

Ak, hvor Haabet dog kan svigte,
Briste i et Øie-Blik!
Med en Skjold-Ung from i Sigte,
Syn jeg paa en Fraadser fik,
121 Paa en Drot, med Skam at melde.
Som for Alt lod Bugen giælde,
Som udtrykker, ret med Flid,
Fæiskhed i al sin Id!

O, Kong Halvdan! vise Mester!
Paa at spaae varst du udlært;
Grueligt sig nu stadfæster,
Hvad mig fordum tykdes sært:
Mærker, kvad du, mærker, Daner!
Mindes, hvad jeg bange ahner!
Avle skal den vise Drot
Daaren brat til Danmarks Spot!

Dog, har end jeg ikke mægtet
At afværge Danmarks Spot,
Er end Frodes Søn vanslægtet
Fra hver ædel Dane-Drot,
Aldrig dog, det tør jeg love,
Frodes Guld og grønne Skove,
Medens jeg har Sværd til Skjold,
Falde skal i fremmed Vold!

Over denne Vise skal det have været, Dronningen blev saaforskrækket, at hun rev det dyrebare Haarbaand af, hun justsad med paa Hovedet, og rakde [det] til den fnysende Olding, for dermed at styre hans Hidsighed; men da Stærkodder meddyb Foragt kastede hende det tilbage i Øinene, tog han atter paaat kvæde med lydelig Røst, og sagde:

Væk med slig en tosset Gave!
Mai dig selv med Stadsen ud!
Er dog Verden reent af Lave!
Skal Stærkodder nu staae Brud!
Skal en Helt nu, som en Kvinde,
Lokkerne med Guld omvinde!

Høit jeg siger: Ingen bærer
Hjertet paa det rette Sted,
Som sit Hoved saa vanærer,
Kryster kun har Kvinde-Sædd;
Freia maa med Guldtøi bramme,
Kæmpens Pragt er Sværd og Skramme!

122

Han, der sidder hist og rager
I sin Kramsfugl sjæleglad,
Han vist ikke Stadsen vrager,
Det for slig en Mons er Mad;
Lad din Mand, i Hu en Kvinde,
Lænken din om Lokken binde I

Dog, til Tak for sin Foræring
Ingels Dronning høste skal
Prisen, at ei til Knapnæring
Hun har gjort vor Konge-Hald,
Rigelig paa Tydsk besætter
Bordet hun med Herre-Retter!

Smagen for det Udenlandske,
Som saa tit, har hjulpet godt;
Vil med Nyt man narre Danske,
Nævne man paa Tydsk det blot!
Være Madding da og Mide, Glat de dog paa Krogen bide!

Dronningen dog ret fra Grunden
Efter Smagen sig har lagt,
I at smøre Folk om Munden
Faae kun har saavidt det bragt,
Thi, ved Kaagt og Steegt at blande,
Brat hun Potte blev og Pande!

Manden stopper hun og mæsker,
Som paa Stie man feder Sviin,
Og derefter hun ham lædsker
Med en Balle fuld af Viin,
Hun ham driller, mens han drikker,
Som en Skiøge, til han ligger!

I det Lag, hvor hun er Sjælen,
Ei for grov, man være kan.
Som en Tispe er hun kiælen,
Som man er, saa elsker man;
Kun paa Maden er hun kræsen,
Kun ad Dyd hun rynker Næsen!

123

Derfor nu ved Kongens Bord
Gammel Dannished ei spores,
Kæmper kun i Drik og Hoer
Der som Vrinskere udfores,
Kunsten der er Kokkerads,
Slikkerie den hele Stads!

Hist, paa hin Tallerken giæv,
Lire-Smørelsen nok flyder,
Kager her, som Spindel-Væv,
Flue-Kæmperne indbyder,
Østers-Sliim og Musling-Grød,
Det gaaer af, som nybagt Brød!

Hofværk her er Suus og Duus,
Leilen hedder Lærke,
Hallen er et Snegle-Huus,
Det er godt at mærke;
For at Hovmand kan faae Krop,
Æder Hoffet Landet op!

Aldrig, om jeg mindes ret,
Har jeg seet Kong Frode,
Som Kong Ingel nu saa net,
I en Kramsfugl rode,
Tommel-Totten og for plump
Var til Krat paa Hane-Gump!

Een vist knap, af Skjoldung-Blod,
I vor Konge-Række,
Før den fine Kunst forstod,
Snepper at forlægge,
Fugle-Indmad saa paa Fad
Mesterlig at skille ad!

Sligt de aldrig lære gad,
Var i Smag kun Sinker,
Spæge-Kiød er Kæmpe-Mad,
Fitter æde Finker!
Aldrig snuser efter Steeg
Elskeren af Helte-Leeg!

124

Med mit stive Skiæg at skraae
Før jeg tog til Takke,
End, som Kippe-Kalv af Saae,
Melk jeg vilde lakke;
Ingel, husk, paa Bøtte-Bund
Der staaer skrevet: Melke-Mund!

Fordum, hvor jeg var i Lag,
Lækkerie man sky'de,
Kun engang hver Maaneds-Dag
Kaagde der en Gryde,
Andet knap end Spæge-Mad
Nogen af os æde gad!

Græs vi ei fra Kiør og Faar
Aad som Lækker-Bidsken,
Svine-Flykker, Faare-Laar
Saae man kun paa Disken,
Deraf aad til Maade vi,
Uden Fjas og Fraadserie!

Hør mig da, du Slikombredd!
Flød-Skiæg vil jeg sige!
Bliv dog Mand i Sind og Sædd!
Tænk paa Land og Rige!
Husk: af Frode est du fød,
Og uhevnet er hans Død!

Kryster og, i Hu det kom!
Skal i Graven segne,
Man med Flugt fra Nornens Dom
Kommer ingen Vegne;
Kryb i Hule, kryb i Krog!
Skiæbnens Piil dig rammer dog!

Kæmper elleve paa Rad
Langed vi til Bakke,
Øverst Begad, Helge sad,
Godt vi tog til Takke,
Tjende og en Høvding skiøn:
Hake da for Kost og Løn!

125

Kiødet var en vindtør Skank,
Skoften haard at tygge,
Hjalp os dog for den Skavank,
Som os vilde trykke;
Den vi drev, som os drev før:
Sulten jog vi flux paa Dør!

Aldrig Nogen der paaanked,
Han ei fik sin varme Mad,
Hver fik Sit, af hvad der vanked,
Alle aad af samme Fad;
Da ved store Herrers Borde
Ingen Stads med Steg man gjorde!

Smaafolk vilde aldrig smage
Udenlandsk og fremmed Mad,
Selv de Store Steg og Kage
Kun til Høitid æde gad;
Kongen sagde: spinke, spare,
Det giør godt, kan længe vare!

Honning-Smag han hued ikke,
Den var ham for æm og sød,
Som i Æde, saa i Drikke
(Øl han satte over Mjød);
Halvraat Kiød han sig lod smage,
Men lod haant om Steg og Kage!

Krukker, Dunker, Øre-Baller,
Pynteligt Tallerken-Stads,
Snirkeltøi og Musling-Skaller
Ei man saae, men, uden Fjas,
Skiænkeren sit Embed gjorde,
Gik med Bægeret for Borde!

Ingen pæn Tallerken-Slikker
Røgled Retter høit paa Fad,
Saa som nu, da dybt man stikker
Kun i Skamløshed og Mad,
Nu, da man, med Mod i Kammen,
Hovedet har bidt af Skammen!

126

Da, Kong Ingel, tog man ikke
For sin Fader Guld i Bod,
Lod ei haanlig sig bestikke
Mod sit eget Kiød og Blod,
Solgde ikke Liig af Fædre
Pundeviis som Krop af Vædre!

Hvilken Helt med Dyd og Ære,
Ja, blot, hvilken ægte Søn,
Kan dog over Hjertet bære,
Halvt for Løn og halvt for Bøn,
Til sin Faders Arve-Fiende
Sig at lade svinebinde!

Ja, hvem skammer sig dog ikke
Ved en saadan Mande-Bod,
Ved Forlig med dem at drikke,
Som udgiød hans Faders Blod,
Sætte feig saa Bom og Skranke
For hver ædel, mandig Tanke!

Ak! naar høit i Hald mon runge
Kvad om Kraft og Kæmpe-Gang,
Naar, med Kongers Priis paa Tunge,
Skjalden stemmer op til Sang,
Skamme maa jeg mig og skule,
I min Barm mit Ansigt skjule!

Ak, thi ingen Søn af Frode
Nævnes kan i Helte-Tal,
Om dig, Konge, vel til Mode
Mæler, kvæder ingen Skjald;
Bar, ak, est du for Bedrifter,
Mindeløs i Kvad og Skrifter!

Hvortil nu de bistre Fagter!
Søn dog aldrig vredes vel,
Som ærbødig dem betragter,
Der slog Faderen ihjel,
Som paa Simler, Supper varme
Styred al sin Hevn og Harme!

127

Nei, kun da, naar mange Munde
Giør de Ædles Lovsang stærk,
Som til Skræk var for de Onde,
Strafled hvert et Niddings-Værk;
Ikkun da det sig vel sømmer,
Du ved Hørelsen dig ømmer!

Ønsk kun da stokdøv at være!
Godheds Roes er Ondskabs Riis,
Tænder maa hver Nidding skiære
Ved de ædle Heltes Priis;
Alting Lastens Øie taaler,
Kun ei Dydens milde Straaler!

Kan engang ved slig en Torden
Vaagne din Samvittighed,
Faer da, hvor du vil paa Jorden,
Giør kun Støi, som bedst du veed,
Reis mod Vesten, reis mod Østen,
Aldrig dog du døver Røsten!

Drag i Syd, hvor Sol mon lue,
Drag i Nord, saa høit du maa,
Op, hvor lavt paa Himlens Bue
Karls-Vognen synes staae,
Hvor i Hui, ved Verdens Ende,
Stærke Hvirvler Himlen vende!

Skammen, som din egen Skygge,
Immer dog dig følge skal,
Og hvor ædle Konger bygge
Lystelig i høien Hald,
Dine Kinder, skamfuld røde,
Aabenbare skal din Brøde!

Paa dig hviler en Vanære,
Som kan aldrig slettes ud,
Hvor du kommer, skal du være
Ligemand med Skumpel-Skud,
Aldrig vove, trindt om Lande,
Dig i Ædles Kreds at blande!

128

Hvilken ulyksalig Stjerne
Stod dog over Leire-Gaard,
At den kunde saa bortfjerne
Skjoldung-Stammens gode Kaar,
Saa en Skifting Frode fødtes,
Saa ved Afkom Ætten ødtes!

Ja, Kong Ingel, Skjoldung-Stammen
Ved en Snekke lignes maa,
Hvor i Bunken flyder sammen
Alt, hvad Skarn der findes paa;
Alle Slægtens Feil og Lyder
Arved du som Bundfalds-Dyder!

Nu, saa ligg, hvor du har hjemme,
Paa din Bærme i en Vraa!
Vov ei længer at beskiæmme
Slægten, som du lyver paa!
Lad, som Muse-Hul, en HytteDig mod Verdens Spot beskytte!

Kryb hag Skiørt hos dine Friller,
Langt fra hver en Ædlings Blik!
Pluk dit Skiæg, mens Skiøgen driller
Dig for Lykke-Lod, du fik,
Tirrer, spotter, klynker, tviner,
Sjælen dig af Livet piner!

Usling, du, hvis Tænder klappre,
Naar du tænker blot paa Sværd,
Du, Vanslægtning fra de Tappre,
Født til Greeb og Trælle-Færd,
Du, som ei tør Fader hevne,
Hvo vil meer dig Konge nævne!

Hvo din Stol vil eftertragte,
Ei behøver Sværd og Skjold,
Som et Kid han dig kan slagte,
Faae med Næver paa dig Hold;
Magelig kan dig som Faaret
Brødkniv skiænke Bane-Saaret!

129

Hvem skal Thronen saa bestige!
Svertings, huh, den Nidings Søn,
Han skal arve Danmarks Rige,
Tage det i Ruffer-Løn
For den Taske af en Syster,
Du i Favn med Skiændsel kryster!

Al din Sorg er det alene,
At forgyldt fra Top til Taa,
Og behængt med Ædel-Stene,
Hun, den Kvind, kan for dig staae,
Medens vi med Sorg og Klage
Smirt henslide vore Dage!

Ja, mens du i Lyst og Gammen
Flagrer, fjaser Livet hen,
Sukke, synke under Skammen
Alle ægte Dannemænd,
Mindes kun med Jammer-Klage
Danmarks Held i gamle Dage!

Paa de Skarn, som hist sig høine,
Hævede, ak, ved din Gunst,
Vi ei see med dine Øine,
Blændede af Kogle-Dunst;
Oldtids Ven en Brand i Næsen
Være maa det nye Uvæsen!

Skal det største Held jeg nævne,
Som min Sjæl attraaer end,
Frode! det er: dig at hævne
Strængt paa dine Avindsmænd,
See tilgavns de Skurke bøde,
For hvis Nid du maatte bløde!

Ei forgiæves havde Stærkodder talt disse Opvækkelsens Ord.thi de var for den valne og døsige Konge det Samme, som Staalog Steen er for den døde Trøske: hvor før kun var Aske, saaeman nu Gnister og luende Blus. Vel lod Kong Ingel i Førstningen Kæmpen sjunge for døve Øren, men efterhaanden kundehan dog ikke andet end lytte til sin Foster-Faders mere og mereindtrængende Røst og Opmuntring, hvoraf omsider opstod en 130 blussende Harme, der lod ham i sine Gienboer skue ei Giæstermen Fjender. Saa fløi han da fra Sædet, op at styre sin Hevnpaa dem, der kom tidsnok til Høibords, og gik med draget Sværdog blodige Tanker løs paa Syertings Sønner; nys gav han dem, hvad der kildrede Ganen, men nu, hvad der reev dem i Halsen.Af Værten var der nu blevet en fiendtlig Drol, af Yppighedensusle Træl en sønderknusende Retfærdighedens Tjener, medSværdet overskar han det skiøre Vennebaand mellem sig ogsin Faders Mordere, livløse sank de til Jord, og Dugen, somnys bar, hvad han maatte rødme over med Skam, den rødmedenu til hans Ære. Saaledes mægtede dog den gamle Vækkerskraftige Ord at indgyde den bløde, forkiælede Ungersvend enManddoms-Aand, saa hvad der laae som dødt i en forborgenVraa, kom atter til Live, for at Giengiældelsens Ret kunderamme Misdæderne. Heraf seer man, at Fædrenes herlige Aandvar ei uddød i Unger-Svenden, men var kun som forreist, ogkom tilbage nu med Oldingen, der han opløftede sin Røst, komseent men godt, og lærde Kongen ret at staae for Skiænken oglade Bægeret skumme ei af Viin men af Blod. Høiligen er dogimidlertid den Olding at berømme, der, som Ordets Kæmpe, kiæk og lykkelig bestormede hos Kongen Lasternes uhyre Borg, brød giennem alle Diger ind i Hjerte-Vænget, og naaede der tilVext at udstrøe Dydens frugtbare Sæd. Selv traadte nu Oldingen i Kongens Fodspor og viiste, at han havde selv, hvad hampaa Tungen laae, den Kiækhed og Manddom, som ved hansKvad gienfødtes i det kvindagtige Bryst. Derpaa, da Værketvar fuldbragt, tog han atter til sit Sprog og sagde:

Kong Ingel! med Glæde
Du høre mig nu!
Farvel jeg vil kvæde
Med Gammen i Hu;
Forvundet jeg haver min Harm og min Spot,
Jeg nu dig tør hædre
Som Høvding i Lædre,
Dig hilse som Dannemarks Drot!

Ei gjordes til Skamme
Mit Haab, da det gjaldt,
Thi langt fra sin Stamme
End Æblet ei faldt;
131 Det ligger i Blodet, var Fædrenes Ord,
Hos Konger og Knægte,
Paa Ætten at slægte,
Med Tant ikke Fædrene foer!

Beviis har du givet,
O, Konge, nu paa,
At Hjerte i Livet
Du havde som Faae;
Ja, Syn har for Sagn os nu givet din Haand,
At Grød udi Panden
Ei kvalde Forstanden,
At Krop ei hos dig gik for Aand!

I Langdrag gik Sagen,
Hvad sagtens var slemt,
Dog kom det for Dagen,
Den var ikke glemt;
Du tænkde, du tænkde, du tav til en Tid,
Du sov med de Dovne,
Sad op med de Vaagne,
Og gjorde saa Fyldest med Flid!

Men lad os nu smedde, før Jernet blir koldt,
Saa sammen kan falde, hvad sammen har holdt,
Til Hælvden de saa'de jo Alle som Een,
Saa skal de og høste, den Regning er reen!
En Snare de spændte for Fod under Bord,
Og Giengiæld gaaer aldrig af Moden i Nord!
Lad ligge dem nu, som de redte med Svig,
Saa bliver jo Enden Begyndelsen liig!
Hei, Knegte, nu hid med en Karre saa fage!
Her er et Læs Kroppe, som gierne vil age,
Spænd Udgangs-Øg for, og lad Rakkeren hente,
Den Liig-Kudsk i Live de ærlig fortjende!
Ei Baal skal man tænde, ei Gravsted berede,
Ei følge til Jorde med Æren de Lede;
Kun Ravne og Krager skal hilse med Skriig,
Som Aadsler paa Marken, de raadnende Liig,
Og kun, mens de stinke, de skal ihukommes!

132

Til Lykke nu, Konning!
Men vilst du dit Gavn,
Hevngierrige Dronning
Tag aldrig i Favn!
Ulvinden kun føder, hvad Ulv kommer næst,
Saa let ved den Kvinde
Af dig kan oprinde
Et Dyr, som er Faderens Pest!

Siig, Rotha, er Frode
Ei hevnet nu vel,
Da Syv for den Gode
Vi sloge ihjel!
See, Krysternes Spotter! de Nidinger nu
Vi døde udbære,
Som gav dig kun Ære
Paa Skrømt og med Falskhed i Hu!

Duunhaget jeg tjende
Kong Hake saa god,
Hvor Glavind man vendte,
Holdt Trop jeg og Fod!
Jeg hærded mit Legem, jeg styrked min Aand;
At hade jeg lærde,
Hvad Kiødet begiærde,
Og sønderrev Vellystens Baand!

Ei Bugen jeg tjende,
Men Æren for Sold,
For Daad kun jeg brændte
Af Kæmpe saa bold;
Kun Lidet jeg satte paa Krop og paa Mund,
Ei blødt var mit Klæde,
Ei langt var mit Sæde,
Og Søvnen var kun som et Blund!

Ja, gierne tilbage
End tænke jeg maa
Paa fremfarne Dage,
Nu selv jeg er graa!
133 Da Ørkesløshed man bekæmped med Flid,
Da tænkde ei Manden
Paa Lækkert for Tanden,
Opaad ei sin Arv og sin Tid!

Det Nye mig ei huer,
Thi nu er det saa,
At, hvad som mindst duer,
Man meest driver paa:
Man æder og drikker fra Sands sig og Vid,
Paa Krøller og Kapper,
Paa Folder og Knapper
Man spilder sin Kunst og sin Tid!

Saa vindig som Pokker,
I flagrende Stads,
Med bølgende Lokker
Seer her man en Haes;
Og værre, ei bedre er de, man seer hist,
Som leve af Trætte,
Jo, det er de Rette
Til Retten at pleie, jo vist!

Til Tjeneste Munden
De har for Enhver,
Tilfals dog i Grunden
For Rigmand især!
For dem ei en Knappenaal Æren er værd,
Paa Kneb kun og Rænker
De grunder og tænker,
Det er deres Dagdriver-Færd!

De Store, de Stærke
Har Mod kun til Rov,
Paa dem kan man mærke,
Hvad ikke er Lov;
Hos dem sidder Retten i Spydstagen vel,
Den Ringe maa bukke,
Uskyldighed sukke,
Mens flaadt lever Hovmand af Giæld!

134

Med Davre og Nadre
Gaae Dagene om,
At grine og gnadre
Og spække sin Vom,
See, dermed det Halve af Livet gaaer hen,
Og Resten gaaer fløiten
Med Dullen og Tøiten,
Til Daad bliver Intet igien!

Men Dag-Tyven falder,
Før selv han det veed,
Skiøndt Hornet ei skralder,
I dybeste Fred,
Ved Skjul og ved Skjoldborg staaer Leemanden nær,
Ei Borg og ei Hytte
Kan Nogen beskytte
Mod Døden i Nornernes Sværd!

Men jeg, som med Sværdet
En Verden slog ned,
Jeg stander graahærdet
For Staalet i Fred,
Mig tager af Dage ei Egg eller Odd,
Som Svanen paa Vove
Jeg blidt skal indsove,
I Skyen velsigne min Lodd!!

II Sigvald.

Sigvald var en Søn af Yngvin, og han havde en Daatter, vedNavn Syrithe, som var saa vidunderlig ærbar, at imellem allede Beilere, hun for sin Deiligheds Skyld omsværmedes af, varder ikke en Eneste, der kunde formaae hende til Saameget engang, som blot at see op paa ham; ja, hun var saa sikker i sinSag, at det blev en Aftale mellem hende og Faderen, at Den og 135 ingen Anden skulde faae hendes Haand, som kunde med Elskovs-Tale aflokke hende et Øiekast. See, det var Piger, vihavde i gamle Dage, som holdt deres Øine hos sig selv, for atikke Øienslyst skulde vække onde Tanker, men Sindets Tugtighed staae malet i et ærbart Ansigt!

Imellem dem, hvis Hjerte brændte for Prindsessen, var derdog imidlertid en vis Other Ebbesøn, der hængde ved som enBorre, og vilde ikke give tabt, hvad enten det nu var hans storeBedrifter, som holdt Næsen i Veiret, eller ogsaa han kanskeeisær stolede paa sine høviske Sæder og sin slebne, flydendeTunge. Nok er det, at han greb sig an af alle Kræfter, og søgdepaa alle optænkelige Maader at faae de Øien-Laage lettede, men maatte dog omsider, da han saae, at alle hans Kunster slogham feil, med stor Forundring over Møens ubøielige Standhaftighed, gaae sit Skud.

Nu var der, blandt Andre, ogsaa en Jette, som gierne vildegiøre sine Hoser grønne hos Prindsessen; men da han saae, atdet var forgiæves, tog han Skeen i en anden Haand, og kiøbdeen forslagen Kvinde til at være sig behjelpelig. Hun vidstesnart at slikke sig ind hos Jomfruen, saa hun blev hendes fortroligste Kammer-Pige, og fik hende saa paa en Spadsere-Ganglokket med sig langt ud fra Kongens Gaard, hvor Jetten straxvar ved Haanden, snappede Prindsessen, og førde hende tilJette-Stuen, han havde i en Bjerg-Klint. Der er ellers ogsaadem, der mener, at Jetten selv havde skabt sig i Kvinde-Lignelse, narret Jomfruen bort fra Hjem-Stavnen, og saa løbet af medhende.

Aldrig saasnart kom Saadant imidlertid Other for Øren, førend han gav sig paa Farten, og randsagede Bjerget, til han fandtRøveren, hvem han da slog ihjel, og befriede derved Prindsessen; men dog var dermed ikke alle Knuder løste, thi Jettenhavde havt travelt med at slaae en Knude paa Jomfruens deilige lange Haar, saa indviklet, at der neppe var andet Raad, end at hugge den over.

Nu havde da Other igien alle sine Garn ude for at fange etmildt Øiekast, men det var alt omsonst, og, efter megen spildtUmage med at sætte Liv i de Øine, maatte han gaae bort meden lang Næse, thi til at tvinge eller vanære en saa høibaarenMøe, var han alt for ædel en Helt.

Vildfarende vankede Syrithe nu længe omkring, som i enUdørk, og stødte saa endelig i Skoven paa en hæslig Ælle-Kvinde, som satte hende til at vogte sin Giede-Hjord. Her fandt 136 hun atter en Befrier i Other, som prøvede hendes Standhaftighed med følgende Riim:

Pigelil! her er min Haand;
Vilst mit Raad du følge,
Kiærlighedens Rosen-Baand
Brat os skal ombølge!
Bedre dufter, som du veed,
Rosen dog, end Buk og Gied,
Dem, du her mon drive!

Gak dog ei i Lede-Baand
Hos saa fuul en Kvinde!
Flye, o, flye, her er min Haand,
Slig en Herskerinde!
Som en Dronning, frank og frie,
Følg du mig paa Hvalens Stie,
Venlig over Vove!

Gied og Buk i Flæng og Flok
Lad kun selv sig hytte,
Dem du fulgde længe nok,
Vov kun nu et Bytte!
Ag med mig i Bølge-Karm,
Læn dig kiærlig til min Barm,
Løn mig, som jeg længes!

Beilet haver jeg som Faae,
Fyrig, ufortrøden,
Lad dog nu de Sole smaae
Overstraale Møden!
Blink dog lidt, om aldrig meer,
Saa et Glimt dog glad jeg seer
Af dit kydske Øie!

Pige! kun et Øie-Kast
For min Elskovs-Varme!
Da jeg fører dig i Hast
Til kiær Moders Arme,
Da forvundet er din Sorg,
Gladelig din Faders Borg
Atter skalst du skue!

137

Revet ud af Jette-Kløer
Har jeg dig med Møie,
Løn Bedrift, som det sig bør!
Luk dog op dit Øie!
Ja, er det ei gyldig Grund,
Røre lad dig til Miskund,
See paa mig af Naaden!

Men, Pige dog, har da en Skrue du løs!
At heller du vil, som en Landløber-Tøs,
For Hex vogte Gieder i Skove,
End bænkes paa Hynde i Zobel og Maar,
Og dele med Svenden de blideste Kaar,
Som Livet for dig vilde vove!

Syrithe blev nemlig, uagtet Alt, hvad Other sagde, staaendesom en Støtte, og vilde ikke røre sine Øine af Stedet, sagtens afFrygt for, at skottede hun først til, hvad hun havde for sig, kunde maaskee hendes Ærbarhed fristes, og Beslutningen komme til at vakle. Hvor finder man nu saadanne Piger, som hunvar, der ikke engang ved Elskerens heftigste Besværgelser lodsig formaae til Saameget som at blinke en Smule!

Der nu Other saae, at end ikke ved tvende Gange at giøre sighøilig fortjent af Prindsessen, kunde han drive det dertil, athun fik Øie for ham, da blev han kied af Legen, og skyndtesig, baade ærgerlig og skamfuld, ombord paa sin Flaade.

Atter vankede nu Syrithe ællevild omkring mellem Klipperne, saalænge til hun havde knap Klæderne paa Kroppen; men damaatte det føie sig saa underligt, at hun, uden at vide, hvor hunvar, stødte paa Ebbes Herre-Sæde. Her udgav hun sig vel, afBlussel over sin usle Tilstand, for en Stodder-Unge; men OthersModer dømde strax, at hun var anderledes høit af Stand, thi, trods baade Pjalterne og det blege, grimede Ansigt, forkyndteden ædle Vext, af hvad Rod hun var rundet, og Adelskabet lyste hende ud af Øiet. Hun blev desaarsag paa det Artigste begegnet, og sat til Høibords, men Other lod som ingen Ting, ogspurgde hende blot: hvad hun gik med Slør for? Imidlertid vilde han dog vide hendes Hjertes-Mening, lod derfor, somhan holdt Bryllup med en Anden, og bad Syrithe holde Lysetfor sig, der han gik ind i Brude-Kamret. Her stod hun da, til 138 Vægen sang paa det sidste Vers, og Luen spillede paa Finger-Enderne, hvorved hun viiste den forunderlige Taalmodighed, ikke desuagtet at røre en Lem, saa man skulde troet, hun føldeikke det Mindste til Heden; men Sagen var dog nok den, athun havde det indvortes alt for hedt til at ændse efter Lyset;thi hvad bryder man sig om Skindet, naar Hjertet staaer i lysende Lue!

Men Syrithe, sagde endelig Other, staae dog ikke der og forbrænd dine Fingre! Da opløftede Prindsessen rødmende sitØie, og fæstede det mildelig paa Other.

Dermed var Skue-Spillet endt, nu var Syrithe Bruden, ogSpøgen blev til Alvor.

Siden lod vel Sigvald Other gribe, og vilde havt ham hængt, som sin Daatters Vanærer; men Syrithe var da ikke seen medomstændelig at fortælle sin Bortførelse og følgende Skiebne, og derpaa skiænkede Kongen strax Other sin Naade igien, ja, giftede sig ovenikiøbet, paa Syrithes Anbefaling, med hansSyster.

Nogen Tid efter stod der et Slag i Sælland mellem Sigvald ogRegnald, og det med de allermeest udsøgte drabelige Folk paabegge Sider, hvorover ogsaa Slaget, under stor Blods-Udgydelse, varede lige i tre samfulde Dage, uden at det endda var afgjort, hvem der skulde vinde; thi det var Haardt imod Haardt, ogden Ene gav ikke den Anden Noget efter. Enten nu imidlertidOther tilsidst blev keed af den Lange-Leeg, eller der paakomham en særdeles Ærgiærrighed, Nok er det: med sit Liv i sinHaand brød han paa, hvor Fienden stod tykkest, trængde sigind i Kong Regnalds Skjoldborg, og slog ham midt i Kredsenaf hans tappreste Kæmper.

Saa vandt de Danske, i et Øieblik var Sagen afgjort, og detMærkværdigste ved hele Slaget blev nu, at det paa SvenskernesSide tog en Ende med Forskrækkelse; thi kom der ikke nu ensaadan Rystelse over Rigens Piller, at, eftersom mig er fortalt, var der ikke mindre end fyrgetyve gode Herrer af de Allertappreste, som fægtede med Hælene. Men hvad skal man sige, naar selv Kæmpen for alle de Andre, Stærkodder, som dogellers ikke var skye for Skrald, eller bange for sin Trøie, naarselv han, hvoraf veed ikke jeg, fik Rædsel i Kroppen, og vildeheller flye med Flokken, end staae med Æren. Dette maa imidlertid, vil jeg troe, have hængt saaledes sammen, at det var vor 139 Herre selv, som lod Frygt falde paa ham, for at han kundelære, at ihvor stor en Helt han end var, saa var han dog ikkemeer af Jern og Staal end andre Mennesker, men skulde medsit Exempel stadfæste, at uden Lak er Ingens Lykke her iVerden!

For Resten saa tyede Stærkodder og alle hans Stalbrødre, som Sværdet havde skaanet, til den navnkundige Sørøver Hake, og gave sig med ham i Ledtog.

AF NORGES
KONGE-KRØNIKE. Norges Konge-Krønike
af
Snorro Sturlesøn
fordansket
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Paa gyngende Bænk, under Bølgen saa sval,
Som buldrende monne henbruse,
Med Saga forlyster sig Odin i Sal,
Og tømmer de klare Guld-Kruse!

Edda.

Første Deel.

Kiøbenhavn.
Bekostet af Krønikens Danske og Norske Venner.
Trykt i det Schultziske Officin.
1818.

141

Hans Høihed
Christian Frederik
Prinds af Dannemark
De gamle Kongers Søn
Heimskringlas fødte Værge

Krønikens Velynder
Dette Foretagendes
Høie Talsmand og store Befordrer
tilegnes
Norges Konge-Krønike
paa
Moders-Maalet
underdanig
af
Selskabet for Nordens Oldskrifter
ved
Pram, Etatsraad og R. a. D. Treschov, Advokat i Høieste-Ret. Grundtvig, Præst.

142

Christjan-Fredrik! til Dig stævner,
Over Stav for fulde Seil,
Snekken, som sig dristig nævner:
Norges gamle Konge-Speil;
Vimpel-Snekken af Guds Naade
For den Norske Hoved-Flaade!

Ingen veed, trods Halfreds Sange,
Hvor Kong Olav fandt sin Grav;
Ingen kvad, hvor Ormen-Lange
Kantred, eller sank i Hav;
Man kun veed: der saaes ei Mage
Selv i Gamle Hakons Dage!

Dog, i Gamle Hakons Dage
Tømret blev den Drage stolt,
Som fandt end i Nord ei Mage,
Og har mangen Storm udholdt,
Siden hin, der, uden Naade,
Sænked Gamle Hakons Flaade!

End med Kiøl den Elivaga
Kløver under hvide Liin;
Søn af Odin og af Saga
Var dens Tømmermand saa fiin;
Som Skydbladner, tør man sige,
Den maa lede om sin Lige!

143

Reist den blev paa Banke-Stokken
Mellem lis paa Reikaholt,
Men blev døbt i Skribla-Dokken,
Og det varme Bad har voldt,
At, skiøndt Isen er dens Grande,
Gaaer den helst i varme Vande!

Det er denne Vimpel-Snekke,
Med sit klare Konge-Speil,
Som vil ind ad Fjorden lægge
Under Fyn, for fulde Seil,
Venter der, mens andre strande,
Vinter-Lag i lune Vande!

Tømmer-Manden høit anskrevet
Staaer, o, Prinds! jo i Din Hald,
Agtes, efter Maale-Brevet,
Høit som Islands Hoved-Skjald,
Og som Drost, paa Dansk at tale:
Sætte-Vært i Konge-Sale!

Vel er selv han ei om Borde,
Styrer ei med egen Haand;
Men er Snekken den, han gjorde,
Staaer for Styret dog hans Aand ;
Herligt er det Hoved-Stykke,
Haanden var nok haard at trykke!

Ja, naar man til Saga slinger
Tømmer efter Tunge-Maal,
Vel man til en Tommel-Finger
Trænge kan som Trække-Naal;
Men hvad godt skal gaae fra Haanden,
Skabes maa dog først af Aanden!

Men, kan og derpaa man lide,
At, endskiøndt paa anden Haand,
Snekken dog, som her mon skride,
Er et Værk af Snorros Aand,
Ei et Vrag, som nyt man sanker,
Bagvendt nok, af gamle Planker!

144

Prinds af Danmark! ei jeg dølger:
Snekken mangt et Knug og Knæk
Fik af Nordhavs Kæmpe-Bølger;
Dog den ei blev vind og læk;
Ja, mig synes, som paa Stavnen
Jeg end skimter Odins-Ravnen!

Malet op med Danske Hænder,
Bradset op med Danske Seil,
Det jeg har, og frit bekiender;
Men hvis ei jeg tager feil,
Snekkens Avindsmand kun laster
Danske Seil paa Norske Master!

Christjan-Fredrik! Dig mishage
Maatte et aftaklet Vrag;
Men Du naadig vilst modtage
Snekken under Danmarks Flag;
Høit i Stavnen staaer det kronet,
Som Din Fader det har tonet!

Ham det var, paa Kongens Vegne,
Som til Hove Snorro bød1;
Snekken Han lod fiint aftegne,
Han med Varme Isen brød,
Saa at flot nu fandtes Stavnen,
Iset ud af Flatøe-Havnen!

Dig det var, som, da jeg svæved
End i Tvivl paa vilden Strand,
Ordet tog, og Stemmen hæved,
Trøsted ringe Færgemand;
Ja, ved Bud fra Odins-Borgen
Bod jeg fik for Vinter-Sorgen!

Derfor trøstig gynger Stavnen
Over Hav og ind ad Fjord;
Thi det Skib har Brev paa Havnen,
Som har Høvdings Gods om Bord,
Og er Rammen ei forfeilet,
Dit jeg kalder Konge-Speilet!

* 145

Ja, har med Din Herre-Stamme
Saga selv ei taget feil,
Sidder jo i Danmarks Ramme
Norges gamle Konge-Speil,
Mens paa Marken vi forbinde
Christjans-Haab og Fredriks-Minde!

Ja, saalænge Saga-Snekker
Pløie Tidens vilde Hav,
Ja, saalænge Kjølen flækker
Midgaard-Slangens Mark og Grav,
Dans og Halfdans Konge-Baade
Holde venlig Fred og Fiaade!

Nidinger og Hørga-Brude!
Lad dem løse, om de kan,
Gamle Sagas Haarde-Knude,
Som forbinder Nor og Dan!
Til at kløve den for ringe
Var selv Alexanders Klinge!

Synke kan Hlorridas Hammer
Femten Mile under Jord,
Lege kan selv Muspels Flammer
Over Bif-Raust-Broe i Nord,
Ormen hvisle, Fenris springe,
Hanen gale, Hornet klinge;

Alle Tegn for Ragna-Roke
True kan med Blus og Brag,
Nagelfare, ført af Loke,
Prange Seil og tone Flag;
Sammen holder Askens Norne
Dog Skydbladner og Hringhorne!

Altid banker Danas Hierte
Høit mod Flakon Adelsteen,
Tænder fromt i Soer sin Kierte
Over Hellig-Olavs Been,
Hos Kong Trygvcs Søn hin Bolde:
Lynet over Torden-Skjolde!

146

Altid funkler Norges Øie,
Daler som et Stjerne-Skud,
Mellem Rolvs og Frodes Høie,
Under Altret hos Kong Knud;
I Capellet, hvor det finder
Christians og Fredriks Minder!

Christjan-Fredrik! Fred i Norden!
Spade vorde hvert et Spyd!
Trolde knuser Himlens Torden,
Sjunge vi vil høit med Fryd,
Løfte paa vor Løbe-Bane
Sagas Skjold og Korsets Fane!1

*
147

Fortale.

Medens Sverre og Erling Skakke, med Staal-Handsker, ogmed Brikker af Bagler og Birkebener, legede Skak-Tavl omNorges Krone, i det Aar, da Saxos Opmuntrer tog Sæde paaErke-Stolen i Lund: Aar 1178 kom, paa en islandsk SelveierGaard, kaldet Hvam, Snorro Sturlesøn til Verden. MedensBroder Diderik eller Theodorik i Trondhjem gav Norge Magen til Svend Aagesøns magre danske Konge-Liste, fødtes paaIsland Manden, som skulde fredelig kiæmpe med Saxo omRangen mellem alle Hedning-Stammers meest udmærkede Historie-Skrivere! Vel maa det synes baade sært og sørgeligt, atNorge fik sig ingen egen indfødt Historie-Skriver, men det haraltid været Norges Uheld, at det gjerne af en stærk Natur lodsig afdrage: lokke eller tvinge, fra Historien, og syndes over detNærværende at glemme reent det Forbigangne, saa det er eneet besynderligt Guds Forsyn at tilskrive, at Riget dog har faaeten saa herlig Krønike, som i de gamle Dages Aand paa ModersMaalet skildrer dem livagtig!

Hvorledes Dette begav sig, skulde vi nu høre, og med et Ordom Island maae vi da begynde, thi der var Snorro født, derfostredes han op, der lærde han de gamle Skjaldes Viser, derskrev han sagtens ogsaa efter dem sin Bog, og der fandt hansin Død for kolde Egge.

Om Island er den Øe, som af de gamle Græker kaldtes Thule,det veed man ei, skjøndt mange har indbildt sig selv og Andre, at de vidste det paa deres Fingre, som om det fandtes ristet derfra Hedenold. Om Island var bebygt, der Ragnaroke-Slaget stodpaa Braavals Hede, det har man vel ogsaa drømt, man vidste, og gjort Nar ad Saxo, som var ei saa klog, og troede Stærk-Odders Vise bedre, end hvad han kunde giætte selv om gamleDage; men hvem der ikke troer: man seer i Tiden Meer med 148 Nakken end i Rummet, i hvor rask man saa end slaaer medsamme, maa dog sige, at han veed det ikke. Saameget veed viblot, at Are Præst hin Frode skriver tydelig, at dengang derkom Normænd først til Island, boede der Christne Folk, somdroge siden bort, fordi de ikke leed det Naboskab med Hedninger; og hvoraf man nu skulde slutte, at disse Folks Forfædreei havde boet der fra Arilds-Tid, det maa man være kløgtig forat gjætte. Hint samme Islands Old-Folk, siger Are, og Theodorik Munk og Landnams-Bogen, efterlod sig irske Bøger, hvoraf man da har sluttet, det var Irer; men sikkerst var det dognok, deraf kun at slutte, det var irske Præster, som fordumhavde omvendt Folket, hvis Herkomst da er ganske ubekjendt, med mindre man vil, efter et af Danmarks Folke-Sagn, formode, der har været gammelt Slægtskab mellem Dannemark og Island, Gjaldt det om at gjætte, da var her den bedste Leilighed; menda det netop gjælder om at bringe i Erindring, hvorlunde Gjætninger i Krøniken saalidt er gode Vahre, som Mands Lyst erLands Lov, saa vil vi heller slutte med, at endog det er tvivlsomt, om just alle de, der havde boet før paa Island, udvandrede, da Ingolf og de andre Nordmænd der opsloge deresBopæl.

Hvad derimod er ganske sikkert, bliver det, at vi om IslandsSkiebne og Indbyggernes Idrætter kun har Efterretninger fraden Tid af, da Normænd kom dertil, og Dette er, efter AllesUdsagn, skeet i Harald den Haarfavres Dage, af Lyst saavel tilEventyr som og til, hvad man kaldte Frihed.

Det er vel ikke Stedet her, at tale Stort om Friheden, manfandt paa Island; men dog, om ei for Andet, saa for SnorrosSkyld, maa det erindres, at blodig Kiv og Tvedragt hørde dertil Dagens Orden, saavelsom og til Tingenes; thi hine klippehaarde, elvestride Kæmpe-Slægter, som just drog til Island forat følge deres Hjertens-Lyst og være deres egne Herrer, kundealdrig enes, da Lige-Mand seer ud som Over-Mand, saasnartman viger ham, og lige haarde Stene male ikke godt. Hvor Allehar i Grunden Uret, maae Alle netop finde, de har Ret imodhinanden, og hvor enhver storagtig kalder Landet sit, hargierne hver den Agt, som han har Magt i Haanden eller Hovedet, at vise Næsten, det er ei hans Spøg, men ramme Alvor.

Selvraadighed, frit Mod og løse Hænder, det var da, hvadman kan sige, alle Islands nye Indbyggere bragde Nok af medsig did; men mange Stamme-Fædre bragde ogsaa bedre Føringmed: en Skat af høie Evner og af Fortids Mindes-Mærker i en 149 livlig Ihukommelse. Vel udtømdes, under Løbet af fire Aarhundreder, de store Kræfter for det Meste, uden at have frembragt Andet end Blod-Strømme til Marke-Skiel og et fiint Lovtrækkerie, hvormed Kæmpernes Dværge-Børn fornøiede sig ogdrillede hinanden; men det er Christen-Dommens Skudsmaal, nu igiennem sytten Aarhundreder, at hvor den fandt Indgang, tvang og lokkede den de menneskelige Evner til at yttre sig idet Mindste dog paa en høiere Maade, i en ædlere Stiil, og tilvarig Fordeel, om ikke for Andre, saa dog for Sandhed og forde følgende Slægter. Det kunde da ei andet være, end at, efterChristen-Dommens Indførelse paa Island, som fandt Sted iKong Olav Tryggesøns Dage, maatte mangt et Hoved og mangen Pen komme der i Bevægelse, om aldrig for Andet, saa dogfor at lette paa Hukommelsen, der snart maatte synke underVægten af Sagn, som ved den bestandige Giæring og hyppigeUdenlands-Reiser daglig forøgedes. Føie vi nu hertil, at i hinemørke, kolde, giennemskaarne, klippefulde Vinter-Egne gavessaamange uovervindelige Hindringer for idelig Færdsel og udvortes Travlhed, forenede sig Alt, hvad der pleier at drive Menneskene til Stille-Sidden og til ivrig Syslen med Pen og Bøger, sig selv og de forrige Dage, saa kan vi godt forstaae, at var herEvner, var her Liv og Fyrighed, da maatte det og tee sig i Skriftog boglig Kunst.

Herved er det skeet, at fra hine Aarhundreder er til de følgende Tider kommet et skriftligt Efterladenskab og Efter-Mæle, som ikke blot i Fyld, men og i Fylde udgjør en Bog-Samling, hvis Mage fra Middelalderen end ikke Angel-Saxerne, og mindre nogen anden christnet Hedning-Stamme, kan rose sig af.

De fleste Skriveres Navne ere os ubekjendte, ventelig især, fordi de Fleste ei giorde Andet end skrev op, hvad der, saa atsige, havde gjort sig selv og gaaet alt længe fra Mund til Mund;men ligesom Norges Krønike gjør heri en mærkelig Undtagelse, er det os ei heller ubekiendt, hvilke islandske Slægter det var, som fornemmelig lagde Vind paa Old-Kyndighed og bogligKunst, og at det især er dem, vi har for Skrifterne ,at takke, taaler ingen Tvivl.

Uden nu derved at tale enten Thorolf Mosterskiæg, KjarvalIre-Konge, Ane-Rolf, Brunda-Bjalf, Ketel Hæng, eller nogen afde udmærkede Stam-Fædre og deres Æt for nær, maae vi nævnefire Slægter, som dem, vi især har Bøgerne at takke, det er:Biskop Isleifs, Sæmund Frodes, Åre Frodes og Snorro Sturlesøns.

150

Uagtet det nu gaaer med Traaden i mange af de islandskeSlægt-Registre, som med hver en Traad, der udspindes for lang, at den er ikke til at stramme eller stole paa, saa har vi dog ingenGrund til at mistroe disse Slægters Stam-Tavle, deels fordi viveed, det var Folk, som lagde Sligt paa Sinde, og deels fordiden ei er længere, end vi maae finde, den godt kunde være. Velsandt, at Are Frode regner sig i Slægt med Odin selv, og detgaaer vist nok vidt; men vi maae lægge Mærke til, at det erikke egenlig Ares Stam-Tavle, men de Norske Kongers af Ynglinge-Slægten, som havde gjort sig selv i Folke-Munde, saa atnaar Are kun vidste, at han nedstammede fra Kong HalvdanHvidbeen, fulgde Resten af sig selv. Isleif Biskop gik ei længer tilbage end til sin Oldefader Ketelbjørn Ketelsøn fra Nummedalen, en Systersøn af den bekiendte Sigurd Jarl paa Hlade, og som opslog sin Bopæl paa Øvre-Mosfeld i Sønder-Fjerdingen. Sæmunds Slægt-Register kan vist nok blive endnu længereend Åres, thi da det føres op til Harald Hildetan, kan manforlænge det med Navnene paa alle Danmarks Konger: tilSkjold og Odin, ja, til Skjold og Dan; men det er mærkeligt, atSlægten selv ei synes at have gjort det, men ladet sig nøie med, hvad den godt kunde vide: at den var en nedstigende Linie afdet Danske Konge-Huus. Betragte vi endelig Snorro Sturlesøns Stam-Tavle med Opmærksomhed, da skal vi finde, dener langtfra at være saa eventyrlig, som den, paa visse Steder, ved første Øiekast seer ud; thi det er ikke Sturlungerne,men Sidu-Halls og andre Slægter, med hvilke de besvogredesig, som vil nedstamme fra Svase Jotun og den gamle SneeMand paa Dovre; Sturlungerne standse meget tarvelig ved Bødmod af Skut, hvis Søn: Thorbjørn Loke, nedsatte sig ved Dybfiorden i Islands Vester-Fjerding.

Med temmelig Sikkerhed tør vi da antage, at Norge var Isleifs, Sverrig Ares, og Danmark Sæmunds oprindelige Fædreneland, medens det staaer alle Nordens Folke-Færd frit for attilegne sig Snorro, til engang Tiden viser, hvilket han i Grunden mest tilhører. Det er ingenlunde urimeligt, at han, dernaaede en Højde, hvorfra han, med saa frit og roligt og sikkertet Blik, overskuede vort hele Norden, var en Blods-Forvandtaf de ypperste Slægter i alle tre Riger, og det kan neppe feile, han jo var det; thi lad være, hans Fædrene-Linie taber sig idet Ubekjendte, og hans Moders Gudny Bodvars-Daatters StamTavle ikke er i Alt at lide paa, saa er det dog ganske sikkert, atGudny kunde regne sig i Slægt med Myre-Mændene, med 151 Røgirvalds Møre-Jarl, og med Regner Lodbrok; at Snorros Farmoder: Vigdis Svertings-Daatter, nedstammede fra Helge hinMagre, er der ingen Grund til at tvivle om, og er end HelgesSlægtskab med Danner-Kongerne: Frode og Ingild, temmeligusikkert, saa er hans Herkomst fra Gothland, hvor hans FaderEivind Østmand kom fra, desmere upaatvivielig; og endeligtør vi ei nægte, at Snorro var i Slægt baade med Sæmund ogAre Frode; thi det Sidste er klart nok, og det Første omtales iLandnams-Bogen som en vitterlig Sag.

Fæste vi nu nogen Troe til det gamle Ordsprog, at man slægter gjerne paa, hvad man er kommet af, et Ord, som, ret forstaaet, kan aldrig slaae Feil, da det kun er en Anvendelse afden utvivlsomme Grund-Sætning om Ligheden mellem Aarsagog Virkning, da kan vi forstaae, at, var Snorro et opvakt Hoved, da maatte han og slægte store Folk paa, og være særdelesskikket til med passende Farver at afskildre de HøvdingersLevnet og Idræt, som havde brugt det Danske Tungemaal, og besiddet Ære og Magt og Værdighed trindt i de NordiskeLande.

Hvad vi nu skulde see, var den Vei, paa hvilken IslandsDressel, samt Værktøiet og Øvelsen til deraf at danne det gyldneog klare, kongelige Mon, som man kan kalde, hvad man vil, kom i Snorros Haand, eller med andre Ord: hvorledes det herlige, mageløse Værk i Norges Historie, hvortil han kjendtesdygtig, udvortes kom i Stand; og, skjøndt vi ei formaae, saa atsige, paa Rune-Lagets og det videnskabelige Samfunds historiske Kaart, tydelig at betegne denne gamle Konge-Veis Løb, saahave dog Bølgerne levnet os saamange dybe Hjul-Spor og FodSpor i Sandet, at vi kan aldrig tage Feil ad Veien, naar vi, medspændt Opmærksomhed, kun følge dem.

Uden saaledes her at ville afgjøre det dunkle Spørgsmaal:enten blot enkelte Christne nedsatte sig paa Island tilligemedde hedenske Normænd, eller om tillige Nogle, som deres Formænd, bleve boende iblandt dem, og uden at kunne her, hvadellers nok var Umagen værdt, gjennemgaae de vedkommendeOld-Sagn, vove vi vist ikke Noget ved den Forudsætning, at, lige fra Harald Haarfagers Dage af, har der paa Island væretenkelte Slægter, hos hvilke der fandtes Levninger af Christendoms-Troe og Kundskab, skjøndt blandede med, og hardtadganske overvældede af, Overtroe og Eventyr. Hvormegen Indflydelse dette kan have havt paa de Hedning-Kvad og Sagn, der giennem Islændernes Haand ere komne til os, vil der Tid 152 og Lykke til at opdage; men hos saa livlige og ihukommendeSlægter kan man ikke tænke sig noget venligt Bekjendtskabmed Pen og Bøger, uden Lyst til Efterligning, og det vorder darimeligt, at, om man saa maa sige, Christendommens ydersteFinger-Spidser har, ligefra Begyndelsen, øvet den islandskeBarne-Haand paa Tavlen, til strax, naar Skriver-Tøiet kom, atgribe efter Pennen, og i Sammenskrift udføre, hvad den altmed løse Bog-Staver havde betegnet, og ligesom gjemt til detSamme.

Dog, herom dømme nu hver, som han vil og har Forstand;Nok er det, at Ketelbjørns Sønnesøn: Gissur hin Hvide paaSkalholt, en af de Første, som lode sig døbe af Thangbrand, udsendte, eller, som Andre fortælle og maa findes rimeligt, bragde selv sin Søn: Isleif, til Erfurt, for at han der skuldeoptugtes til Præste-Lærdom og boglig Kunst. Nu var vel sagtens den Skole i Erfurt ei slet saa høi, da Isleif, som da MortenLuther, henved 500 Aar efter, besøgde den; men kan være, denstod nok saa fast; og tør man, som er intet Vove-Stykke, sluttefra Frugten til Stammen: fra Virkningen til Aarsagen, da maaIsleif være kommet ud af Skolen som en, efter den Tids Maade, saare vellærd, ja, vel højlærd Mand. Hvad han i Øvrigt tog sigfor, til han fyldte sit halvtredsindstyvende Aar, er ei bekjendt;men da udvalgdes han til Islands første Biskop, blev dertil, efter en Romer-Reise, indviet af Erke-Biskop Adelbert i Bremen, og drog saa atter hjem til Skalholt, hvor han i 24 Aar medBerømmelse forestod sit Embede, og døde saa, omtrent fitrsindstyve Aar efter Kong Olav Tryggesøns Fald, og da vel sammeAar, som Hellig-Knud blev Konge i Dannemark, medens OlavKyrre stod for Styret i Norge.

Med Isleif, kan man sige, kom boglig Kunst ret aabenbar tilIsland; thi ikke blot var han den Første, som deri blev indviet, men han forplantede den ogsaa, som en Mand, baade paa sineegne Sønner: Gissur og Teit, og tillige paa, man veed ei hvormange, andre lærelystne Unger-Svende; thi, siger Are Frode, der Landsens Høvdinger og gode Mænd det saae, at Isleif varanderledes dygtig, end ellers Lærerne, de havde, saa var dermange, som lode deres Sønner gaae i Skole hos ham, og indvietil Præster.

Isleifs ene Søn: Gissur, blev Biskop efter ham, og den Anden:Teit, som var opfostret paa Haukadal eller Høgedalsgaard, hosHall Thorarensøn, blev der Are Frodes Lærer.

Paa Hvam, i Breedfiord, havde Øde hin Rige fra Irland, med 153 lidt Christendom, og sin Sønnesøn: Olav Fæilan, først opslaaetBopæl, og der boede Olavs Søn Thord Geller, da Harald Blaatan lod Island bespeide. Samme Thord Geller var Tipoldefadertil Are, som blev født to Aar efter Harald Haardraades Fald, udentvivl paa Otradal i Bardestrands Syssel, og kom, eftersin Farfaders Død, som en syvaars Dreng, til Haukedal, hvorhan hørde mange gamle Sagn af Hall, der i sjette Led nedstammede fra den Nadodd Viking, der først skal have bragt Efterretning til Norge om det øde Island, som han kaldte Sneeland.Meget hørde Are ogsaa fortælle af Teit, af sin Farbroder ThorkelGellesøn, af Snorro Godes DaatterThurid og Andre; hvilket Althan samlede, som det synes, i tvende Bøger: Islænder-Bogennemlig og Norges Krønike. Det er ikke nemt at sige, Hvormegetaf Ares Værk vi endnu besidde; men ved at sammenligne denIslænder-Bog, som bærer hans Navn, med Snorros Ord i sinFortale, see vi, at den maa være hans, og samme Fortale læreros, at Ares Norske Krønike, skjøndt den fandt Manges Bifald, dog slet ikke huede Snorro. Grunden hertil er let at opdage, da Snorro selv har angivet den; thi han peger tydelig nok paa, at Are har overseet Skjaldenes Kvad, og kun anseet de Beretninger for ret hjemlede, som han kunde følge Skridt for Skridtgjennem lutter sanddrue og forstandige Folks Mund, lige tilbagetil Tid og Sted og Begivenhed, som Talen var om. Heraf vardet en nødvendig Følge, at Ares Skrift blev dunkelt, magert ogtørt, som den Fortælling, vi har af ham om Island, ogsaa virkelig er; istedenfor at Snorro vilde, Krøniken skulde være udførlig, klar og fornøjelig, som den, vi har om Norges Konger af ham.Er nu Ares Krønike forkommet, da kan vi trøste os med, atMeget kan vi derved ikke have tabt, og, skulde jeg end feile iden Formodning, at Theodorik Munks latinske Norges Krønike, paa Stafferingen nær, er en blot Oversættelse af Ares Bog, saakan det dog vist aldrig feile, at denne, der, ligesom Theodoriks, maatte slutte med Sigurd Jorsalafar, har omtrent været ligesaakort og fattig.

Ares største Fortjeneste af Nordens Historie er da udentvivlden, som Snorro hjemler ham, at han brød Isen, og viiste, atman ligesaavel paa Norsk, som paa Latin, kunde skrive en fortløbende Rigs-Krønike.

For nu fra den rette Side at komme til Snorros, maae vi begive os til Odde, en Gaard paa Sønder-Landet, i RangaarvalleSyssel, som var bygt af Thorgeir Asgrimsøn fra Tillemarken, men kom, ved hans Daatters Giftermaal med Svart Ulfsøn, til de 154 siden saakaldte Odverier eller Sæmund Frodes Slægt. En Sønnesøn af Svart var Sigfus Præst, en Samtidig med Isleif, og i detAar, denne indviedes til Biskop, kom den berømte SæmundSigfussøn til Verden.

Saare faae ere vel de Efterretninger, man har om Sæmund, men dog veed man, at han alt i sine tidlige Aar fulgde den Vei, Isleif havde viist, og begav sig udenlands for at slukke sin Tørstefter Kundskab, samt at han, efter sin Hjemkomst fra Paris,gjaldt for et Vidunder baade af Lærdom og Viisdom, saa manikke gierne enten i geistlige eller verdslige Ting foretog sig nogetVigtigt, uden at spørge ham til Raads, ligesom da ogsaa AreFrode nævner ham alene, ved Siden af Landets Biskopper, mellem de Mænd, han lod sin Bog bedømme og rette af. OmSæmund selv har efterladt sig Skrifter, kan der tvistes om, daklare Vidnesbyrd fattes; men dog er Rimeligheden derfor, ogda han er den Eneste, man paa Island har vidst at nævne somForfatter eller Samler af de gamle hedenske Viser, der med eetOrd kaldes Edda, tør vi deraf i det Mindste sikkert slutte, athan har havt Ord for at være en særdeles Kiender og Velynderaf de gamle Skjaldes Vers og Digt.

Sæmund døde et Par Aar efter Kong Sigurd Jorsalafar og hellig Knud Lavard; hans Sønnesøn Jon Loptsøn, hvis Modervar en uægte Daatter af den Norske Kong Magnus Barfod, holdtHuus paa Odde som en lille Konge; af ham blev vor Snorroopfostret, og sikkert har han paa Odde hverken manglet Leilighed til at kiende eller Anviisning til at skatte de Kvad om Konger og Kæmper, hvorpaa hans Fædreneland var saa rigt.

Dette indseer man let, vilde kun hiulpet lidt, dersom Snorroei selv havde været en aandelig Frænde af Fortidens Helte ogSkjalde; men derfor maae vi ligefuldt erkiende det for en besynderlig Styrelse, at han i sin Barndom flyttedes fra Fædrenehusets vilde Larm til det roligste og blideste Fristed for Vidskabog Konst, der dengang vel fandtes paa Island; thi uden denneForflyttelse vilde han udentvivl man giet baade Dannelse, Kundskab og Sind til det herlige Værk. Vist nok var hans Fader:Hvamm-Sturle, noksom bekiendt for sin Snildhed og Veltalenhed, og, siden man sagde om ham, at han i alle Ting vilde ligneOdin, kan vi ikke tvivle om, han jo gjerne laande Øre til Kvadom ham, saavelsom til Sagn om, hvem han kunde lære Nogetaf, men da hverken han eller nogen af hans Fædre, saavidt manveed, havde lagt sig efter boglig Kunst, og da det er aabenbart, at Snorro kun havde alt for meget Anlæg til Selvtægt og 155 Rænkespind, for hvilke Ting hans Faders Huus var en Høiskole, saa maae vi nok tilstaae, at han, i det mindste for os, blev reddet, som en Brand af Ilden. At nu dette heller ikke skedte udenved en besynderlig Omstændighed, maa man bekiende, naarman veed, at Jon Loptsøn ingen Ven var af Hvamm-Sturle, men tilbød sig kun ædelmodig at opfostre Snorro, for, ved denneÆres-Beviisning, at stille den brydske Sturle tilfreds, ogredde sin Ven: Povel Sølvesøn Præst paa Reikholt fra videreUlæmpe.

Jon Loptsøn døde fire Aar før Erke-Biskop Absalon; ei længeefter blev Snorro gift med Berse Præst hin Riges Daatter fraBorg, og der opslog han, efter Berses Død, sin Bopæl, sammeAar, som Kong Sverre i Norge og Knud den Sjette i Dannemarkdøde. Det var Eigil Skallagrimsøns Gaard, som Snorro, der ogsaa paa sin Moders Side var Eigils Ætmand, nu beboede; menher fandt han sig ikke fornøiet, og flyttede snart til Reikholti Borgafiord, paa Grændserne af Sønder og Vester-Landet. DenneGaard ombyggede han paa det Prægtigste, bekostede en Vandledning fra den nærliggende varme Skribla-Kilde, og indrettedeved Hjelp deraf den berømte Badstue, bygget af Toph-Stene, som endnu er til; men uagtet han ogsaa befæstede Gaarden paadet Omhyggeligste, blev han dog der ved Natte-Tide overrumplet af sin Svigersøn: Gissur Thorvaldsøn, og myrdet den 22deSeptember 1241: Aaret efter, at hans store Velynder HertugSkule i Norge var dræbt, og samme Aar, som den Danske KongValdemar Seier døde.

Saa ynkelig en Hedenfart fik den mærkværdigste Mand, somIsland har frembragt; vel faldt han ei saa uskyldig som Nialpaa Bergthorslival, eller saa heltemæssig som Gunnar paaHliderende; men dog maa man sige: at de samme Heklas Lueri tilfrosne Hjerter forgreb sig her paa Islands lyseste Hoved, som hist paa Sammes ædleste og frommeste Hjerte; ei hellerkan man nægte, at en sjelden Højhed omsvævede Snorro i hanssidste Øieblikke; thi Alt, hvad han sagde til Arne Beisk medMorder-Staalet, var: vov ei at hugge! vov det ikke!

Forties maa det ikke, at Snorro skildres os almindelig somen af de sorteste Sjæle, man har kjendt: som en herskesyg, umættelig, trædsk og trættekjær, troløs og hjerteløs Niding;men, uden at ville paa mindste Maade besmykke de store Pletter, som sagtens have skjæmmet og vanhælde hans Levnet, maaman dog ved alvorlig Eftertanke finde, at han er blevet højstletsindig, ubarmhjertig og uretfærdig bedømt. Først maa det 156 nemlig bemærkes, at Sturlunge-Saga er den eneste Hjemmel for alle Beskyldninger mod Snorro, og uden dermed paanogen Maade at ville nedsætte et Skrift, der synes ganske troværdigt, maae vi erindre, at dog Ingen veed, enten naar elleraf hvem det er forfattet. Det nytter kun lidt, at Mænd medstore Navne have været enige om at gjætte paa Brand Sæmundsøn, som var Bisp i Holum fra 1164 til 1201, og paa SnorrosBrodersøn: Sturle Thordsøn; ja, Gjætningen er, med de storeNavnes Tilladelse, endogsaa lattertig, da det Eneste, hvortilden hælder sig, kaster den omkuld; thi det er Stedet i Bogenselv, hvor Forfatteren beraabersigpaa Sturle Thordsøn, ogpriser hans Fortjenester af Islands Historie. Uvist er her daAlt, undtagen vel det, at Bogen er skrevet efter Sturles Tid, ogsammendraget, saavidt man kan skiønne, af en heel Deel enkelte Levnets-Beskrivelser, saa Fortællingens Rigtighed ei aleneberoer paa Samlerens Ærlighed, der neppe kan omtvivles, menpaa Manges Nøiagtighed og Sanddruehed, som man, uden Tvivlesyge, tør mene, ei har været lige stor. Dog, selv naar mantroede sig sikker paa, at Alt, hvad der vidner mod Snorro, havde sig i Sandhed aldeles, som det fortælles, vilde vi dog ei væreberettigede til at bryde Staven over ham, da det mest kun erom nogle faa Dage af 63 Aar, vi have Efterretning; thi aldenstund at Selvtægt, Kivagtighed, Nærighed og Snedighed altidvar hyppig paa Island, og almindelig i Snorros Dage, saa indseer man let, at han kan stundum have ladet sig henrive afFolkets Skiødelyster og den fordærvede Tidsalder, og kan doghave hørt til de Bedste i sit Folk og sin Tid, istedenfor at manhar skildret ham som et Uhyre. At man nu, under lige Omstændigheder, skal altid heller troe det Bedste end det Værste, veed man, og da der nu er stærke Grunde til at formode detBedste om en Snorro, saa maae det have været usle Dværge, som først fandt paa, med Helved-Soed at sværte hans Ihukommelse: Dværge, som ved at træde paa hans Hjerte, meende atkunne hæve sig over Kæmpen, hvis Hoved de end ikke paaStabler af Folianter mægtede med Finger-Spidserne at naae!Snorro var et syndigt Menneske, det vidste vi, om vi saa ikkekunde nævne en eneste af hans Forseelser; Islænderne var eiaf Natur noget kiærligt og tugtigt, ydmygt, enigt og uegennyttigt Folk, men netop det Modsatte; kun i hint gode Aarhundrede:fra Midten af det ellevte til Midten af det tolvte, lode de signogenlunde bøie, styre og raade af de Christnes Troe; Sandhedfordømmer al Synd, haardt blev Island og haardt blev Snorro 157 straffet; men ligesom vi, der ikke hovmodig drømme os rene, vogte os for at kaste den første Steen paa et Folk, som har efterladt os saa mange og saa store Vidnesbyrd, ei blot om udmærkede Evner, men tillige om ædle, ophøiede Følelser og dybÆrefrygt for Sandhed, saaledes maae vi og vel vogte os for atbryde Staven over den Mand, i hvis efterladte Værk alt detHerlige, vi veed om Islands Folk, lyslevende og høirøstet aabenbarer sig! Alt Ondt hos Andre og hos os selv skal vi i Sandheds Navn baade hade og fordømme; men hvem der ikke aabenbar antastede Sandhed og spottede Ret, skal vi, som de, derleve selv kun af Naade, gierne undskylde, og Snorro: denMand, der saa villig med sit lyse Hoved og sin klare Stemmetjendé Sandhed, om hvem vi veed, at han var agtet og elsket afsin Tids og sit Folks de ædleste Mænd: af sin Broder, Thordden Fromme, med hans giæve Sønner: Sturle og Olav; ja, Snorro, som end ikke hans erklærede Fiendes Søn vilde væremed at myrde, ham bør vi tænke om, at han var meget bedreend hans Rygte i en dybt fordærvet Tid, ham skal vi inderligbeklage, men aldrig sværte og fordømme, for hans Feil!

Dog, efter disse Forsvars-Ord, som jeg troer, paa alle sanddrue og kiærlige Dannemænds Vegne, at skylde Snorro Sturlesøns, af Islændere og Normænd, mishandlede og sværtede Ihukommelse, vende vi os til at betragte Snorros og de følgendeSlægters Fortjenester af Norges Historie.

Om Snorro har skrevet den efter ham opkaldte Edda, som eren Samling af Fortællinger om det hedenske Nordens Afguderie, er et Spørgsmaal, der i det Mindste endnu ikke lader sigbestemt afgiøre; men vist nok kunde det ligne ham, paa en saaforstandig Maade at benytte de ældgamle Sange, der maattevære udelukkede af den Historie, han skrev, men som dogmaatte kiendes, endogsaa blot for at kunne forstaae saamangeaf Skjaldenes historiske Vers; thi ogsaa i hans Ørne maatte joEdda udgiøre en nødvendig Indledning til Norges Krønike. Daman nu heller aldrig paa Island har vidst at nævne en andenForfatter til Skriftet, bør han ansees derfor, til det Modsattebevises.

Giætte kunde man end videre med Rimelighed paa, at Snorroer Manden for den mellem Sagaerne udmærkede Eigla, ellerEigil Skallagrimsøns Liv og Levnet; men vi vil holde os til detSikkre: at han har forfattet Norges Kongers Krønike til Sverresog hans egne Dage. Sverres Krønike derimod tillægges ikkeham, men Carl Jonesøn, Abbed i Thingøre Kloster, som døde 158 1213. Da nu imidlertid Carls Arbeide, eller, som vi læse, hansOpskrift af Sverres egen Fortælling, ikke gaaer længer end tilMagnus Erlingsøns Død, kan man aldrig vide, om ikke dogSnorro har havt nogen Deel i den videre Udførelse, især da vilæse i Flatøe-Bogen: at Sverres Saga er indført deri efter enHaandskrift af Styrmer Præst hin Frode; thi samme Styrmerhar udentvivl været Snorros Præst og Haand-Skriver.

Om Kong Inges Krønike er skrevet paa Island eller i Norge, veed man ikke; dog synes det Sidste rimeligst; men Hakon denGamles tillægges almindelig Snorros fornævnde Brodersøn:Sturle Thordsøn. Vist nok fristes man til at tvivle om detteForegivendes Rigtighed, naar man seer: at Sturle nævnes, oghans Vers anføres som Hjemmel, i Gamle Hakons Saga; menda det er sikkert nok, ei alene, at Sturle skrev historiske Bøger, men at han ogsaa omtrent var den Sidste, der forstod at skrivedem nogenlunde godt, bør man neppe tvivle om: at Bogen er iGrunden hans Arbeide, skjøndt ikke ganske, som det kom frahans Haand. Man tillægger ogsaa Sturle en Krønike om Magnus Lagabæter, som, paa et Par Blade nær, er forkommet; mensikkrere er det, efter Sturlungas Vidnesbyrd, at han har arbeidet Meget paa Islands Historie. Sturle døde 1284; hans BroderOlav Hvitaskald, som rimeligviis har forfattet Knytlinge-Saga, var alt længe før hensovet, og med disse Snorros Discipler sluttes Rækken af Islands berømte Sagamænd; dog maa vi endnunævne Lands-Dommeren Høg Erlandsøn: ventelig paa Fædrene-Side en Normand, som i Begyndelsen af det fiortendeAarhundrede sammendrog den udførligste Landnams-Saga: afSturles og Andres Bøger; thi ventelig har ogsaa han sammendraget Sturlunga, og maaskee indskudt Sturles Vers i GamleHakons Saga.

Derpaa have Mange høilig forundret sig, at saa høit imodNord kunde i de kolde Vinter-Egne tee sig sligt et Liv medFyrighed i Aanden, med Klarhed i Synet og i Røsten; ja, dehar derfor ikke villet troe deres egne Øine, men indbildt sig:at Vidunderet paa Island var ikkun et Blændværk, som sneeblinde Nordboer vel troede paa, men som overseete Tydskere, blot ved at blæse paa, kunde gjøre til Vind. Nu, sandt er det, at for en selvklog Tydsker, som mener, han har slugt al Verdens Viisdom, maa det være tungt: at see hist i det høie Norden, hvad man i Tydskland neppe drømde om: et Sprog, derfor sex Aarhundreder siden var udviklet i sig selv til en Gradaf Fasthed, Skjønhed og Bestemthed, som det Tydske ikke: 159 selv ved Hjelp af femten Tungemaal og femten tusinde Forfattere, har kunnet opnaae; ja, at see paa dette Nordens gamleMaal Historie-Bøger i Snesetal, udstrømmede fra LægmandsLæber, saa liflige, saa klare og forstandige, at selv den sprænglærdeste Tydsker kan ei efterligne dem! Vist er det tungt, ogtungere endnu, at mellem hine Bøger findes een, ja, findesNorges Kongers Krønike af Snorro Sturlesøn, mod hvilkenHerodots er kun som et første Forsøg, og Johannes Mullers enFeiltagelse. Dog, Sligt er og kun tungt for opblæste, selvkloge Tydskere; for alle Andre derimod, som har Syn og Sindog Hjerte for det Høie, hvor det saa findes, er det glædeligt, atder dog i Norden fandtes en Vraa, hvor Aanden var klarøietnok til at skjelne Christen-Dommens Lys fra Latinens tommeLygte, kraftig nok til med boglig Kunst at gjennembryde Munke-Buret og bevæge sig frit under Guds aabne Himmel i Fædrene-Landet!

Lad dem da kun fare, de Daarer, som, fordi deres Fædresank tause i Graven, vil formene vores Tungens Brug: Brugenaf Børnenes Tunge til et livligt Efter-Mæle! Lad dem kun fare, de blinde Veiledere, som bogstavelig kalde det Viisdom: at førederes Efterfølgere i Graven og forblinde deres Øine, saa de seekun Gravens Mørke ruge over det Forbigangne og det Tilkommende! Vi, vi vil følge vore Fædre, som, selv i HedenskabetsVinter-Nat, saae ved Nord-Lysets Skin, at der var dog en Broeover Mal-Strømmens brusende Hvirvler, saae det, og reiste, somdens Billede, en talende Steen over Fædrenes Grave; forplantede, som Vidnesbyrd om Sagen, fortløbende Sandsagn om Helte-Stammen, som det store, udødelige Menneske, der vandredemed Kæmpe-Skridt over Gravene, hensov vel stundom, menstod op igien, til nye Bedrifter, som hine Einherier paa VigridsMark!

Danske forundrer det ikke, hvad der meldes os fra Nordensgamle Dage, thi det er talt udaf vort eget Hjerte; men snarereundrer det os, hvad vi maae bedrøves over: at der selv i Norden kom en Tid, da Bauta-Stenen sank i Graven, og da Alt, hvad Tungen mægtede, var at fortælle: hvormange Snese Aardet nu var siden, man sidst kom Fædrene værdelig ihu.

Megen Snak er fordum ført om det: at Tungen vel maatteforstumme, da Friheden tabdes, og Island kom under NorgesKrone, som skeedte i Gamle Hakons og i hans Søns: MagnusLagabæters, eller i Snorros og Sturles Dage. Vist nok laae dernoget meget Sandt til Grund for den dunkle Følelse, at det var 160 intet Slumpe-Træf, at Island, saa godt som paa een og sammeTid, blev tomt for store Hoveder og Norge underlagt; men det ersært, at man ved denne Leilighed, og ellers saa tit, har kunnetglemme den soleklare Sandhed: at som man er til, saa gjørman til, og at Islænderne altsaa ikke bleve forandrede ved atkornme under Norge, men kom derunder, fordi de var forandrede: fordi det ikke længer var i Kraft og Sinds Højhed degamle Islændere, men deres vanslægtede, nedsiunkne Børn, somda ogsaa umuelig kunde blive ved i nogen Ting at gjøre deresFædres kraftige Gjerninger.

Heraf følger ingenlunde, at man ei: med endnu langt mereKraft og Sjæle-Adel, end de gamle Islændere besad, kunde væreen Konges rolige og lydige Undersaatter; men et Folk, der bestod af lutter Mænd, som udvandrede for at være deres egneHerrer, det kunde umuelig bøje Nakken under et udenlandskSpir, før Kræfterne vare hardlad udtømte, og de fleste Levninger slode i den laveste Egennyttes Tjeneste.

At man hverken behøver at være kongeløs eller at raade sigselv paa et Al-Thing for at skrive en god Historie, det trængervist nok ikke til Beviis; men hvem der troer, at Lysten og Dygtigheden til at skrive forgik med Islændernes Lyst og Lov til attrækkes i Haare paa Thingstæden, maa det dog falde underligtfor, at netop Snorro, hvem man beskyldte for at ville forraadeLandet til Kongen af Norge, og Sturle Thordsøn, som var denNorske Konges Embeds-Mand og villige Undersaat, at de netop vare de største og flittigste Historie-Skrivere, Island frembragde.

At Islands Kraft var da omtrent udtømt, og Levningen mestlav Egennyttes Tjener, det kan saa meget mindre omtvivles, afhvem der ei er aldeles vankundig i hin Tids Historie, som viveed: Landet ei med Magt blev undertvunget af de Norske Konger, men faldt i deres Hænder, da Mængden til enhver Priisønskede Skyts mod de enkelte Vældiges Rovgierrighed og Overmod, og hine Enkelte gierne kastede sig i Støv for NorgesKonge, naar de derved kunde vente Magt til at knække Halsenpaa hinanden og Leilighed til at rane ustraffet. Hvem veed detei, at Sturle Sighvatsøn, Snorros Brodersøn og arrigste Fiende, og Gissur Thorvaldsøn, Biskop Isleifs Ætmand og Snorros Banemand, vare Lands-Forrædere; og dog var det kun Spørgsmaalet, hvem af dem der skulde vinde Seier. Sturle sank, Gissur vandt, som den Norske Konges Jarl; Snorro faldt for Morder-Staalet, ogi ham dræbde Island sin Historie, med ham begroves Fædrenes 161 aandige og levende Ihukommelse. Vil man vide mere, da læseman om Gudmund Aresøn, Biskop i Holum fra 1202 til 1237, ja, da læse man Islands Kirke-Historie i Slutningen af dettolvte og Begyndelsen af det trettende Aarhundrede! da læggeman Mærke til, at to Aar, før Snorro Sturlesøn blev myrdet, og25 Aar, før hele Landet villig underkastede sig Norges Konge, bestege, uden Modsigelse, to Udlændinger: Abbed Sigurd og Botolf Munk fra Norge, begge Islands Bispe-Stole! man betænke, hvad det vil sige, og skal da vist finde baade den verdslige Underkastelse og den paafølgende Taushed ligesaa naturlig: somStilhed og Taushed i Graven!

Dog, havde man endnu mere Vidnesbyrd behov derom, atingen af de udvortes Ting eller Omskiftelser, men kun Mangelpaa indvortes Liv og Kraft, lammede Islands Tunge, da findesogsaa det; thi at Islænderne beholdt Lysten til at skrive, seevi jo deraf, at de saa flittig og omhyggelig afskrev de gamle Bøger, bleve end ikke standsede af den sorte Død, men holdt vedindtil det sidste Glimt af deres Fædres Aand udslukdes; ja, Flatøe-Bogen er jo endt Aar 1387, det samme Aar, da OlavHakonsøn: det sidste svage Skud af Norges gamle Konge-Blod, sank under Muld!

Nu syndes det, som Norge end var lige blottet for Historie;thi vel vedblev man paa Island at læse de gamle Bøger, stundumda vel ogsaa Norges Krønike; men, hvordan det saa end ergaaet til med Norges Tungemaal, saa er det vist, at i det femtende Aarhundrede var der kun Faae i Norge, som forstod, hvad Snorro kaldte Norsk, og Snorros Norske Bog var da forNormænd endnu fastere forseiglet, end Saxos latinske Bog forde Danske. Boglig Kunst havde aldrig slaaet Rod i Norge, derudkom ingen Riim-Krønike, som kunde opfriske Ihukommelsen af de gamle Dage, der opstod ingen Christen Pedersøn, oggammelt Norsk var desuden ei Noget, man turde byde Parisiske Bogtrykkere.

Imidlertid, Norge vedblev fra Margretes Dage at være forenet med Dannemark; Morten Luther lærde Folkene tilligemedGuds Ord at sætte Priis paa boglig Kunst, paa Krøniken ogModers-Maalet; den Lærdom blev udbredt fra Dannemarkover Norge og Island, og nu kunde man haabe, der vildeopstaae Mænd, som bragde Norges Krønike igien for Lyset ogtil Live.

Aldeles slog ei Haabet feil; men dog gik det underlig seentmed dets Opfyldelse, hvortil vist nok mange Ting bidroge, men 162 hvori dog fornemmelig de Norske Boglærdes uforsvarlige Ligegyldighed maa findes at være Skyld.

Vel har man Efterretning om: at Heimskringla, som man, afdens første Ord, kalder Snorros Bog, skal temmelig tidlig af Adskillige være fordansket; men, i hvilket som er, fik Danske Læsere den første Mundsmag deraf, da en sællandsk Præstemand:Mester Jens Mortensøn i Slangerup, Aar 1594 udgav den lilleNorske Krønike, som heeligiennem er taget af Heimskringlaog de dermed forbundne Sagaer om Sverre og om Gamle Hakon, med hvis Død og Begravelse den slutter. Naar og af hvemdette Udtog er gjort, det vidste ikke selv Jens Mortensøn, somkun beretter, at han havde det fra Arild Hvitfeld, og siger eiengang udtrykkelig, om han har selv fordansket det; mendet har han dog nok uden Tvivl, og i det Mindste er det ganskesikkert: baade at Ole Vorm giætter feil, naar han mener, detDanske Udtog er af Peder Clausen Undal, og at Fordanskningen er skeet ved en ægte indfødt Dansk; thi det Sidste lærerSkrive-Maaden, og det Første er alt deraf klart, at dette Udtoger trykt 1594, da Peder Clausøn dog først efter 1599 vilde til atgiøre sit.

Denne liden Bog lod Mester Jens, for at bruge hans egneOrd, Norske Mænd til Ære, udgaae, efterdi han havde formærket: at ingen Norsk Krønike endnu var trykt og udgangen, uagtet dog adskillige mærkelige Gierninger vare ved Norske Mændudrettede. Synderlig Tak forlangde han ikke, fordi han, ved atlade Krøniken udgaae paa Dansk, magede det saa, at den kundekomme hver Mand til Hænde og til Bedste; thi Takken, sigerhan, skyldes mest den Mand, som Bogen gjorde; for megenTak har Mester Jens ei heller faaet; men hvad han vilde helst, det skedte dog: den Bog blev Norske Mænd til Ære, den blev, som Ole Vorm beretter, strax ganske opkiøbt, og den gjorde, atder blev megen Søgning efter Saadant.

Det var i den første Halvdeel af det syttende Aarhundrede, athos os levede den vidtberømte Ole Vorm, som vel egenlig varen Læge paa sin Konst, men befattede sig tillige meget og heelgierne med Nordiske Oldsager: baade Bøger og Bauta-Stene, oghan havde, med saa meget Andet, forskaffet sig adskilligeHaand-Skrifter, hvori Norges Kongers Krønike var paa Danskudlagt. Mellem disse var eet særdeles, som han havde faaet fraLister-Lehn i Norge, og som han sluttede sig til, maatte væreaf den vellærde Mand Peder Clausøn, barnfødt i Egersund, siden Præst i Undal, samt Provst over Oddernæs og 163 Lister, i hvilket Embede han 1623 var hensovet. Grunden fordenne Slutning var, at i en Norges Beskrivelse af sammeHerr Peder, som Vorm ogsaa besad, stod skrevet: SnorroSturlesøns gamle Norske Krønike haver jeg udsat paa DanskAnno Christi 1599, efter Begiæring af den Velbaarne Herre,Axel Gyldenstjerne, som den Tid var Kongelig MajestætsStatholder over Norges Rige. Da nu Vorm tillige saae, at sommeStæder i Norges Beskrivelse var Stykker af Krøniken anførtmed samme Ord som i det Haand-Skrift fra Lister, samt at ibegge Bøgerne var gjort Antegnelser med en Haand, han kiendtefor Herr Peders egen, saa kunde han ei længer tvivle, og vimaae slutte, at det har været Mester Jenses Bog, der gav AxelGyldenstjerne Lyst til nøiere at kiende Norges gamle Krønike, ligesom det vitterlig var den, der hjalp Peder Clausøns frem forDagens Lys. Dette skedte nemlig derved, at den bekiendte Boghandler Joachim Moltken, da han saae, hvilken Søgning dervar efter den liden Norske Krønike, tit og ofte bad Ole Vormat lade den store, som han i Haand-Skrift havde seet hos ham, gaae i Trykken, hvilket Vorm, ihvor nødig, som han siger, hanellers befattede sig med Fremmedes Arbeide, ogsaa endelig samtykkede udi, i Betragtning af, at det kunde være disse Riger tilBerømmelse og Andre, som agte at skrive vore Historier, til storUnderretning.

Aar 1633 udkom da Norges Krønike paa Dansk, tilegnet HerrChristopher Urne: Statholder i Norge, og det var ingen lidenGave, for hvem derpaa vidste at skiønne; thi vel har PederClausøn hverken været saa høit udrustet og begavet, eller detDanske Tungemaal saa mægtig, som Anders Vedel; men denlænge tillukkede Bog var dog her opladt, saa Normænd derikunde læse og forstaae, hvad der sig fordum i deres Fædreneland havde ladet til Syne, gjort Indtryk og Opsigt. For at giøreBogen desmere gavnlig, tilføiede Udgiveren, Ole Vorm, en kortUnderretning om de Konger, som regierede i Norge, indtil sammeRige blev, under Dronning Margrete, forenet med Dannemark, og skiøndt han om dette Tidsrum fandt ikke megetMærkeligt at fortælle, var Umagen dog ikke spildt, aldenstundNormænd deraf vilde see, at af sig selv var de gamle KongersMands-Linie og den næste Kvinde-Linie uddød, de kraftigeGierninger ophørte, og Riget nedsjunket i Afmagt, før den Calmarske Forening, saa den ei kunde være Skyld i Norges Nedfald, men var snarere Begyndelsen til Sammes Opreisning.

Det kan med al Føie overlades Efterkommerne at bedømme, 164 hvad Samfundet med Dannemark og Snorros fordanskede Konge-Bog har virket paa Norge; men forties bør ei, hvad der erunægteligt, at man, i det syttende og Begyndelsen af det attendeAarhundrede, spurgde Tidender fra Norge og saae med Forundring Norske Bedrifter, som man maatte gaae langt tilbage iRigens Krønike for at finde Magen til, og som da ogsaa formodenlig skyldtes de gamle Dages opfriskede Ihukommelse. Detmaa, til Beviis, være nok at nævne Skotte-Krigen, Cort Adler og Peder Tordenskjold, Frederikshald, ThoreHouland med det gamle Slag-Sværd og Anne Colbjørnsen, som alle viiste, at det var ikke blot til Stads, den Norske Løvemed sin Hellebard opløftede paa Fjerde Fredriks Skue-Myntsit Hoved; at, var det Bram, var det dog ikke Pral, hvad derhos stod:

Mod, Troskab, Tapperhed, og hvad der giver Ære,
Den hele Verden kan blandt Norges Klipper lære!

Forties bør det heller ikke, at med dette Sprog sluttede AnneColbjørnsens Mand: Mester Jonas Ramus, den første Norriges Kongers Historie, som, siden Theodorik Munks Dage, erskrevet af en indfødt Normand. Vel havde Ramus sine svageSider, og lod sig af de nye Islændere forlede til at ville øgeKonge-Rækken med Nor og Gor og den gamle Snee; men fordet Meste er dog Bogen et velskrevet Udtog af Snorro, med passende Tillæg af andre Skrifter, og det er meget vel betænkt afham, at lade den Norge uvedkommende Snak om Upsals Ynglinger fare, og i dens Sted opsamle de Sagn om Norske Kongerog Handler, som findes hos Saxo.

Endelig maa det, for Fuldstændigheds Skyld, anmærkes, atsamme Anders Godike, som hjemsøgde Dannemark med enForhutling af Saxos Bog, besørgede ogsaa en ny Udgave afSnorros, og det maa man lade ham, at derved tabdes i detMindste Intet; thi, paa Lidet nær, beholdtes Peder ClausønsStiil, og Tab kan man da ikke kalde det, at hvad som fattedesi første Udgave, her fulgde daarlig med.

Saaledes stod det til med Norges Krønike paa Dansk, da Gerhard Schønning tog sig for, fra Grunden af, at udføre sit Fædrenelands Historie paa Moders-Maalet; men før vi tale meerom ham, maae vi høre, hvad der imidlertid ved Islændere varskeet til Sagens Fremme.

Det var at vente, at paa Island, hvor man fordum skrev saa 165 flittig, vilde man ei heller vorde seen eller doven til at trykkeBøger, naar samme Konst blev der bekiendt; men dog maatteman ogsaa formode, at denne Handtering vilde blive et Tvistens Æble mellem de Mægtige paa Øen, aldenstund det eikunde betale sig for Mange, men særdeles godt for Een at driveden.

Den første Grund til et islandsk Boglrykkerie lagde Holumssidste catholske Biskop, den berygtede Jon Aresøn, der udledte sin Slægt fra den bekiendte Thord Bjørnsøn paa Høfde, og da, med ham, fra den svenske Kong Bjørn Jernside. PaaBredebolstad trykdes den første Bog omtrent 1530 af en boglærd Svensker, ved Navn Jon Matson, der var Jon AresønsHaand-Skriver; men det havde dog ingen Art, før den berømteGudbrand Thorlaksøn 1571 blev Biskop i Holum, og indrettede der et fuldstændigt Trykkerie, hvorfra, alt i hans Dage, foruden den islandske Bibel, udgik mange Bøger.

Af de gamle islandske Skrifter udkom imidlertid ingen; selvArngrim Jonsens berømte Skrift om Island, Crymogæa kaldet, tryktes i Hamborg, og skiøndt der nu snart kom en Mand paaSkalholts Bispestoel, hvis Fortjenester af den gammelislandske Bogsamling ere uforglemmelige, hindrede dog Andres Nærighed, og maaskee hans egen Verdslighed? ham i at blive saaafgjort en Gienføder af den Nordiske Oldgrandskning, som hansyndes at være skabt og skikket til.

Det var nemlig Bryniolf Svendsøn, paa Mødrene-Side enÆtmand af fornævnte Biskop Jon Aresøn, som, efterat haveværet Rector i Roeskilde, blev 1639 Biskop i Skalholt, og anvendte særdeles megen baade Bekostning og Umage paa atsamle gode Haandskrifter af de gamle Bøger. At befordre enDeel af disse i Trykken synes i det Mindste at have været hansHensigt; thi med stor Besværlighed udvirkede han KongeligtForlov til i Skalholt at anlægge et Trykkerie, hvor især Oldskrifter og andre historiske Bøger skulde præntes; men Gudbrand Thorlaksøns Daatter-Søn: Thorlak Skulesøn, som davar Biskop i Holum, foregav at have et udelukkende Bogtrykker-Privilegium, og vidste hos den nærmeste Øvrighed at anføresaa vægtige Grunde for den meer end tvivlsomme Sag, atKonge-Brevet mistede sin Kraft. Nu kan det vel neppe omtvivles, at Bryniolf jo gierne kunde faaet Oldskrifter trykt iHolum, og det er ganske rimeligt, at han ved Standhaftighedkunde seiret over Thorlaks Indvendinger; men i slige Ting varBryniolf sær og vægelsindet, saa det er et stort Spørgsmaal: om 166 Historien vilde vundet noget selv ved hans fuldstændigsteSeier. Under Bryniolfs Eftermand og Biskop Thorlaks Søn:Theodor Thorlacius, kom vel Bogtrykkeriet til Skalholt, og detei ganske uden Nytte for Historien; thi nu udkom LandnamsBogen, Are Frodes Islænderbog, Olav Tryggesøns Saga, oglidt Mere; men derved blev det ogsaa, og først meget seent udkom paa Island en Stump af Snorros Bog.

Men, hvad der ikke skedte paa Island, skedte dog for en Deeludenlands ved Islænderes Hjelp, og i Slutningen af det syttendeAarhundrede udkom Heimskringla, hvor man sidst skulde ventet det: i Stokholm. Tingen var den, at Carl Gustav 1659erobrede Jørgen Seefelds værgeløse Bogsamling i Ringsted, hvorved Svenskerne fik Meer, end de selv kunde læse. Aaret førhavde de opkapret Jonas Rugman, som var løbet ud af Skoleni Holum; Drosten Peter Brahe tog sig af ham, og strax efterFreden med Dannemark blev Jonas sendt til Island for atsanke gamle Haandskrifter, hvorpaa der 1667 oprettedes etAntiqvitets-Collegium i Stokholm. Nu var det vel meest kunislandske Eventyr, hvori de svenske Antiqvarer fandt Behag, og som de, ved Rugmans og andre Islænderes Hjelp, har udgivet jammerlig; men dengang Karl Gyllenstjerna afhentededen Danske Prindsesse Ulrike Eleonore til Karl den Ellevte, fik han Lov til at tage Islænderen Gudmund Olavsøn, hvisSprog-Kyndighed han havde beundret paa Runde-Taarn, medover til Sverrig; Gudmund oversatte, iblandt Andet, Heimskringla paa Svensk, og dette Arbeide var det, Peringskjold forøgede med en Fortale, der røber hans Vankundighed, og meden latinsk Oversættelse, som paa sine Steder kunde friste til atmene, at Udgiveren forstod ligesaalidt Svensk, som Islandsk.Hermed skal det blot i Korthed være sagt, at hvad der i Sverrig blev gjort for den gammelislandske Literatur, fortjende knapat nævnes, dersom ikke Heimskringlas Text var der kommetførste Gang for Lyset; at nedsætte denne Fortjeneste under sitVærd vilde være dobbelt uretfærdigt, da Leilighed til at giøreUretten god igien turde blive vanskelig at finde.

Dog, gik det hos os med Heimskringla, som hardtad med Alt, i Langdrag, saa gik det og desbedre, og man kan ikke Andetsige, end at Texten her kom Tids nok ud, aldenstund man eikan nævne nogen Oversætter eller Norsk Historiker, som harsavnet den.

At enkelte Danske allerede i det sextende Aarhundrede havelagt sig Noget efter det Islandske eller Norske Sprog, maa man 167 slutte af foromtalte Jens Mortensøns Bog, saavelsom af Hirdskraaen, Arild Hvitfeld lod udgaae, og hvem der kiender Nogettil Saxos anden, og til den oversatte Snorros første, Danske Udgiver: til Stephanius den Yngre og Ole Vorm, veed, at i detMindste to Danske Lærde, førend Midten af det syttende Aarhundrede, baade havde Øie paa og skikkeligt Bekiendtskabmed de gammelislandske Historie-Bøger.

Dette anmærkes ingenlunde, enten for at nægte, at disseMænd havde deres Kundskab i dette Stykke fra Islændere, ellerfor at giøre stort Væsen af, hvad de dermed udrettede, men kunfor at erindre om den Sandhed, at det var Danske Lærde, somførst satte Priis paa Islands Skatte, og opmuntrede de Indfødtetil at drage dem for Lyset. Trængde Sligt til videre Beviis, varsamme nemt at give; men tilstrækkelig er vist den Anmærkning, at da Stephanius døde 1650, kaldte Frederik den Tredie,Høilovlig Ihukommelse, Bryniolf Svendsøn til KongeligDansk Historiograph.

Bryniolf vilde ei forlade Island, Ole Vorm døde. Det medMere, især den ulykkelige svenske Feide, foraarsagede enStandsning; men dog udgav Runolf Jonsøn i Kiøbenhavn denførste islandske Grammatik 1652; dog udkom sammesteds 1658, ved den dertil beskikkede Oversætter: Thoraren Eriksøn, Halvdan Svartes Saga paa Latin, og da Torfæus Aaret efter løbfra Svenskerne, som annammede hans Føring, savnede han iKiøbenhavn ingenlunde Velyndere, men udnævnedes 1660 tilThorarens Eftermand. Thormod Torfæus eller Torfesøn, en Ætmand af Snorroselv, var født 1636 og døde først 1719 paa Karmen i Norge, hvor han havde tilgiftet sig en Odelsgaard; i næsten fulde halvhundrede Aar lønnedes han med Gunst og Gaver af de DanskeKonger for at udtolke de gamle Bøger og skrive Norges Historie, og med ham begynder gierne Talen om den nordiske Oldgrandskning i Dannemark. Vel kunde man fristes til, heller atslutte med ham, thi egenlig videre end han bragde neppe sidennogen indfødt Islænder det i Forklaringen og Benyttelsen afden gamle Bog-Samling; men det, seer man let, forringer ingenlunde hans Fortjeneste, og selv om det skulde befindes, at denneei ganske svarer til Roesen, hvormed han naturligviis er overvældet, bliver det dog lige vist, at den er anseelig.

Torfæus skrev en vidtløftig Norges Historie paa Latin, hvorifindes Udtog nok saavel af eventyrlige som af rimelige og troværdige islandske Sagaer, og deraf havde rigtig nok Folket for 168 det Første ingen Nytte; men derved gjordes det dog mueligt, saavel for fremmede som indenlandske Boglærde, der ei kundeIslandsk, at giøre sig nogenledes en Forestilling om NordensOldskrifter. Herved opvakdes dog hos Endeel Lysten til nærmere at kiende dem, og det blev aabenbart, at, uden fortroeligtBekiendtskab med dem, maatte enhver nordisk Historie bliveFuskerie.

Til nu at forberede et saadant Bekiendtskab skedte ved Torfæus og Brynjolf Svendsøn et vigtigt Skridt; thi Torfæus blev1662 sendt til Island af Kongen for at samle vigtige Haandskrifter, og da var det især Brynjolf, der med Raad og Daad saakraftig understøttede ham, at han anseelig kunde forøge denIslandske Skat i Kongens Bogsamling, hvortil Brynjolf althavde lagt Grunden, ventelig ogsaa med den af ham opdagedeSæmunds Edda, hvoraf Dannemarks Konge eier endnu, somhans Gave, det eneste gamle Haandskrift, man kiender.

Ogsaa for de bedste Haandskrifter af Heimskringla have viBryniolf at takke; men den store Samling af islandske Haandskrifter, som bevares paa Runde-Taarn, er først siden kommetdid, og mest bragt i Stand af en anden Islænder: den blandt osnavnkundige Arnas Magnæus.

Samme Arnas Magnæus eller Arne Magnussøn, en Ætmandaf Snorro og Biskop Jon Aresøn, blev født 1663, hjalp ThomasBartholin at skrive sit med Ret berømte Værk om Hedenskabeti Norden, blev siden Professor i de Nordiske Oldsager, og døde1730 som Universitets-Bibliothecar i Kiøbenhavn. Kun Lidt afArnes Skrift er trykt, og, efter det at dømme, er Skaden ikkestor; men stort maa man tænke, Tabet var, som Oldgranskningen leed hos ham i Ildebranden 1728; thi stor er den Samlingaf islandske Haandskrifter, han efterlod, og dog vidner BiskopFin Johnsøn, ogsaa en Ætmand af Snorro, der selv udrev demsom en Brand af Ilden, at det er kun halv saa meget, som hvadder brændte. Arne havde nemlig, foruden hvad han kiøbdeefter Torfæus, sammendynget næsten alt, hvad gammelt Skriftder endnu 1702 forefandtes paa Island; thi han overbragde daen Kongelig Befaling om, at alle Indbyggerne skulde levereham deres gamle Haandskrifter, eller gode Afskrifter deraf; detSidste kunde hardtad Ingen skaffe; Arne, som i et andet Kongeligt Ærende reiste fra Gaard til Gaard, brugde baade sine Øineog sin Magt; Eierne afspiistes med tomme Løfter om snart atfaae deres Klenodier igien, og Arne rugede over dem, til hanblev røget ud.

169

Som en Slags Bod for den Skade, Island og Videnskabeligheden herved leed, kan man ansee den Stiftelse, Arne oprettedetil Udgivelse af gammelislandske Skrifter, og noget Godt er derved unægtelig stiftet, skiøndt Stiftelsens Historie indtil denneDag er langt fra at være dens Lovtale. Først var nemlig Stiftelsen i fulde fyrretyve Aar som død og magtesløs; intet Tryktkom derfra, end ikke Knytlinga-Saga, som dog kom trykt dertil, og et Konge-Bud maatte der til at afnøde den Livstegn. Detkoml772, som et Forvarsel om det Guldbergske Ministerium, men naar man undtager den første Deel af Sæmunds Edda, somudkom 1787, var et Par smaae Fortællinger: om Christendommens Indførelse paa Island (Christni-Saga), om de første Skalholtske Biskopper (Hungurvaka) og om en vis Gunlaug Ormetunge, saavidt jeg veed, Alt, hvad man, lige til AarhundredetsSlutning, kunde overkomme. Sammenligner man dette med, hvad Suhm imidlertid lod trykke paa sin Bekostning, da mindes man kraftig om, hvormeget sundere det dog er at betænkeVidenskabeliglieds Tarv i sit Liv end i sit Testament, thi Stifte-Retten er kun Lidet mod Skifte-Retten.

Medens nu saaledes Landnams-Bogen, Ørknøe-Saga, Eirbyggia og andet Mere udkom paa Suhms Bekostning, satte Arve-Prinds Frederik en Ære i atlade Snorros Heimskringla,med hvad dertil hører, oversætte og udgive paa sin: et Fyrste-Træk, som hverken Dannemarks eller Norges Historie nogensinde kan glemme ham af.

Det var Normanden Gerhard Schønning, født 1722 paa Skatnæs i Lofoden, først Rector i Trondhjem, siden Historisk Professor i Sorøe, og endelig, efter Langebeks Død 1775, Geheime-Archivar i Kiøbenhavn, som Arveprindsen og Guldbergudsaae til at bestyre Værket, og til Medhjelpere havde han Islænderne: Grim Thorkelin og Jon Olavsøn, af hvilke den Første skulde, hvad dog allerede for det Meste var skeet af Gramog Mølmann, sammenligne Haandskrifterne, den Sidste forklareVersene, samt udfylde og skaansomt rette Peders Clausøns Danske Oversættelse. Det var altsaa egenlig den Latinske Oversættelse, Schønning skulde give, og med hans Fortale udkom1777 det første Bind, som slutter med Olav Tryggesøn. Aaretefter udkom andet Bind, som indeholder Hellig-Olavs Saga;men under tredie Binds Trykning, som indeholder Resten afSnorros Værk, til Magnus Erlingsøns Thron-Bestigelse, dødeSchønning 1780, saa hans Arbeide ei gaaer længer end til i Begyndelsen af Magnus Barfods Saga, hvor da Islænderen Skule 170 Thorlacius, en Sønnesøns-Søn af Biskop Theodor i Skalholt, tog fat, men blev ei færdig førend 1783, da fornævnte tredieBind endelig udkom.

Vel skulde nu Sverres og Hakon den Gamles Saga uopholdelig fulgt efter; men her slap Grams og Mølmanns Arbeide, Thorkelin reiste udenlands, og, hvad nok især forsinkede Værket, Guldberg kom bort, og det laae i hine Dages Aand, ei at brydesig om gamle Historier. Det nittende Aarhundrede blev daFuldførelsen forbeholdt, og derom skal siges et Par Ord, naarvi først have kastet et Blik paa Schønnings andre Fortjenesteraf Norges og Nordens Historie.

Naar man siger, at den Mand, der i Norden ansaaes for Mønstret paa en Oldgrandsker og Historie-Skriver, hvis Værk erkaldt mageløst, og hans Tab uerstatteligt, naar man siger, athverken udrettede han Stort, ei heller tabde Historien Nogetved, at hans Værk saa tidlig blev afbrudt, da løber man vistnok Fare for at udskriges som en nidsk Forkleiner af storeMænds Fortjenester; men naar det er en Sandhed, man er vispaa, vil blive erkiendt af Efter-Slægten, da maa man ikke brydesig om Skriget i en selvklog, uhistorisk Tid, som efter Lystog Lune rask ophøier og nedsætter, hvad den ikke kiender.Paa eget Ansvar for Historiens Domstol maa jeg da paastaae, at Gerhard Schønning, med al sin Læsning, Kundskab, Flid ogBetænksomhed, var aldeles uskikket til at skrive en NorgesHistorie, som kunde hædre, gavne eller glæde Folket, og ligesaa uskikket til ved Grandskning at opklare Oldtidens Dunkelhed; thi han fattedes, hvad dertil er uundværligt:Liv og Aand,og var desuden lettroende, hvor det gjaldt Islændernes og hansegne Indfald, vantroe, hvor det gjaldt Andres Vidnesbyrd, høistpartisk for, hvad han kaldte Norsk, og høist ubillig mod Saxo, hvem Norges Historiker nødvendig maa have til Ven, om hansVærk fra første Færd skal lykkes. Beviserne for eller imoddenne Paastand kan man, med behørige Forkundskaber, findei de tre Bind af Norges Riges Historie, hvori Schønning harfortalt os, hvorledes han forestillede sig Tilstanden i Norge fraArilds-Tid til Hakon Jarl hin Riges Død, samt i de Afhandlinger om Folkets Oprindelse og om Grækers og Romeres Kiendskab til Norden, som han har efterladt. Man gjorde da sikkerlig vel i at indskrænke Schønnings Lovtale til den Roes, deraldrig med Rette kan frakiendes ham: Roesen for at være denførste indfødte Normand, der prøvede paa at skrive en NorgesHistorie, og den første lærde Normand, efter Videnskabernes 171 Gienfødelse, som lagde sig efter gammelt Norsk eller Islandsk, saa man i alle Maader kan sige: det var først ved ham, at Norgetilegnede sig Snorro Sturlesøns udødelige Værk. Føier manhertil, at Schønning ei blot var Suhms Lærer i Islandsk, men atSuhm neppe, uden hans Tilskyndelse og Opmuntring, entenhavde anvendt de store Bekostninger paa islandske BøgersTrykning, som dengang hardtad Ingen brød sig om, eller anvendt sin Tid og Formue paa de store, uundværlige Samlingertil Nordens Historie; da seer man vel, at Schønning altid bliveren saare mærkværdig Mand, hvis hæderlige Ihukommelse kanaldrig uddøe, saalænge Nordens Historie elskes, kiendes ogfortsættes. Hans Værk tilhører den bagvendte, aandløse Tid ide Boglærdes Verden, der omgav ham, og vil glemmes medden; men hans Villie og grundige historiske Tragten hæverham høit over den, og, indhugget i Speilet paa Snorros Hav-Skib, er hans Navn sikkret for Undergang i Tidens Bølger. Saalykkelig blev ikke Suhm; thi hans Navn vil vel engang, trodsAlt, hvad han gjorde, kun huskes af de Lærde; men vi maasige, at det var hans egen Skyld; thi hvorfor ærede han ikkeSaxo, som Schønning ærede Snorro; da skulde deres Navnefulgdes ad bestandig som hidindtil, og som deres Hjerter fulgdes ad i Verden!

Dog, enstund endnu skal Begge ihukommes med levendeTaksigelse; thi derfor har deres næste Efterkommere sørget, ved Intet at giøre for Nordens Historie, som er værdt at nævne, derfor har hele det attende Aarhundrede sørget, i hvilket deskinne som Stjerner af første Størrelse paa Nordens historiskeHimmel, ja, som et vel svagt, men dog troe Sindbillede af detTvillingens Himmel-Tegn, hvorunder Dansk og Norsk historisk er født og uadskillelig forbundet.

Det attende Aarhundrede forgik, forgik i et Blodhav, i afmægtig Trods med Himlen og Historien, mod Alt, hvad Gammeltvar i Tjoe og i Tanke, i Purpur og paa Prænt: paa Verdens ogpaa Aanders Throne! Omvæltningens Aarhundrede var etaf de Navne, det elskede, er Navnet, det har hjemlet sig og skalbeholde; Oplysningens Aarhundrede var, hvad det ogsaagierne vilde kaldes; men saalænge man kalder Lys, hvad derskinnende, varmende straaler fra Himlen, saalænge man kalderOplysning, hvad der forklarer Mennesket til en Skabning iGuds Billede og til en Borger i Lysets evige Rige, ja, saalængedet troes paa Jorden, at Jesus Christus er Sandheden, Lyset og Livet, saalænge skal, uden at derfor nogen troelig 172 higende, ærlig kæmpende Mand i hine Dage haanes elier forurettes, det attende Aarhundrede kaldes Løgnens og Mørkets og Dødens!

Det er Løgn, at vi er af os selv og har Lov til at raade osselv og kan hjelpe os selv; vi vandre i Mørket, naar vi eihave Gud og Fædrene for Ørne; vi ere døde Lemmer paa Menneske-Slægtens store, aandelige Legeme, naar vi afsondre os, naar vi ikke elske og fortsætte Menneske-Livet i Historien; idet attende Aarhundrede uddøde hardtad Troen paa Gud ogHans Ord, samt Fædrenes Ihukommelse, med Kiærlighedendertil; Historien, som er den eneste levende Videnskab, og enekan give de øvrige Kundskaber Liv, den sattes tilside forPolitik, Oeconomie, og hvad Andet, man syndes, Legemet kunde have Nytte af, og en saadan Tidsalder har da i HistoriensØine fordømt sig selv.

Fra 1783 til 1795 var det ei kommet videre med fjerde Bindaf Norges islandske Historie, end at Sverres Saga var trykt; 150Exemplarer af den fortæredes da i Kiøbenhavns Ildebrand, og50 tolv Aar efter i Bombardementet, saa man maa sige, dener gaaet giennem Ilden. Da Arveprinds Frederik døde 1805, havde vel Majestæten paataget sig Udgifterne, og 1808 havdeVærket i Geheime-Archivar Thorkelin faaet en ny Bestyrer, men det var Alt forgiæves, og først ved Jon Olavsøns Død 1811kom der atter Liv i Arbeidet, da Professorerne: Børge Thorlacius: en Søn af Skule og Ætmand af Snorro, og Erik Verlauf.tilbød sig at fuldføre Værket.

Kong Frederik den Sjette sad nu paa Thronen, og detskal Fremtiden sande, at med Hans Thron-Bestigelse kom Nordens Historie atter til Live, den skal nævne Ham som sinlevende, kiærlige Foster-Fader, og det er høistmærkværdigt, atsamme Aar, som Han stiftede Norges Høiskole, befoel Han, atNorges Historie skulde paa Hans Bekostning i alle Maaderuopholdelig fortsættes. Det skedte da og saaledes, at FjerdeBind udkom 1813, og Femte, som indeholder Gamle HakonsSaga, 1817, saa nu er Værket endt, naar man undtager de nødvendige Oplysninger, som nu skal følge.

Imidlertid havde der i begge Rigerne dannet sig et udbredtSelskab for Norges Vel, og uagtet Samme saae mest paa Oeconomien og Sligt, hvoraf der neppe er kommet Noget ud, fandtesder dog ogsaa Normænd, især i dets Kiøbenhavnske Afdeling, som grandt indsaae, at naar man vilde fortsætte Norges Historie, 173 maatte man komme Begyndelsen ihu; naar man vilde virkemed Fædrenes Kraft, maatte man have Fædrene med dereskraftige Gierninger levende for Øine. Det blev derfor besluttetat foranstalte en Folke-Udgave af Norges gamle Historie i ennye, men dog gammeldags jævn og fyndig Oversættelse; detegenlige Arbeide overdroges til en Islænder, og jeg lovede, saagodt jeg kunde, at fordanske de ypperste Vers. Siden blev heleArbeidet mig overdraget; men nu indtraf den politiske Skilsmisse; tilfældige Omstændigheder gjorde, at jeg maatte troe, Selskabet aldeles havde glemt dette Foretagende, og aldrigkunde jeg heller underkastet min frie Virksomhed de Betingelser, man i Christiania fandt for godt at foreskrive. Arbeidethavde jeg imidlertid fattet inderlig Kiærlighed til; jeg saae iHaabet velsignede Virkninger af Fædrenes oplivede Ihukommelse, og besluttede at oversætte baade Dannemarks og NorgesOld-Krøniker, dersom Folk kunde enes om, ved et frivilligtSammenskud, at bekoste Udgaven. Desaarsag udgav jeg 1815Prøver af begge Krønikerne i en nye Oversættelse, med en Indbydelse, til Sammenskud, fra Selskabet for Nordens Oldskrifter. Prøverne vandt Bifald, og mangen enkelt Mand og Ungersvend gav sin Skiærv med Glæde; men det var for det MesteFolk, der havde Meer i Hjertet end mellem Hænderne, og dadet her syndes mig upassende at anraabe den Kongelige Gavmildhed, vilde Foretagendet sandsynligviis strandet, dersomikke Hans Høihed Prinds Christian Frederik havde i Fyensliteraire Selskab med Varme talt de gamle Krønikers Sag. Fyensbetydelige Bidrag gjorde nu for saavidt Udslaget, at vi fattedeMod til at begynde, og Sagen gik nu blot i Langdrag ved Vanskelighederne, som mødte os fra de Bogtrykkeriers Side, tilhvilke vi fandt det rimeligst at henvende sig. Endelig overvandtes dog ogsaa disse Vanskeligheder, og Trykningen begyndte med Nyaaret 1818; men det synes at være som en satRet, at i Dannemark skal ingen Ting ret kunne lykkes, udenKongen tager Selv en kraftig Haand i med; af mange Grundeburde jeg ikke af Sammenskuddet beregne mig noget Honorar, og dog var det soleklart, at en fattig Mand uden Levebrød, deralt havde anvendt megen Tid og Flid paa Arbeidet, umueligkunde, hvad der nu var nødvendigt, lægge alt Andet tilside, ogdog leve uden Understøttelse. Ved Paaske-Tider saae jeg migda nødt til at søge Majestæten paa Haand, og hvad saa endEfter-Slægten vil dømme om mit Arbeide, om Frederik denSjettes Kongelige Varme for en Sag, Høisamme troede, var en 174 historisk Folke-Sag, skal Stemmerne blandt ædle, ægte Dannemænd og Normænd vist aldrig blive deelte.

For Efter-Slægtens Domstol nedlægger jeg her Begyndelsenaf mit Arbeide, og der maa det tale for sig selv; men et Par Ordnødes jeg til for den nærværende Slægt at tale om en Deel deraf: om Versene nemlig, som findes her fordanskede.

Det blev mig nemlig, da Prøverne kom ud, gjort til en Brøde, at have fordansket de gamle islandske Vers, omtrent paa sammeMaade, som jeg her har fulgt, og man sagde, det var ingen Oversættelse, men en Forvanskning og Forbytning, jeg tog mig for.Det nytter ikke herom at tvistes med Folk, der have et ganskeandet Begreb om Poesie og poetiske Oversættelser end jeg, ogrolig overlader jeg det til Efter-Slægten at dømme os imellem;det nytter saameget mindre, som jeg her maa gientage, hvadjeg, foran Prøverne, meldte, at mangt et Vers er mig dunkelt, saa det er ingen Sag at giøre mig Spørgsmaal, jeg ei kan besvare. Det Nemmeste havde nu vist nok været, kun at oversætte de Vers, jeg fuldelig forstod; men deels vilde man ligefuldtpaastaaet, jeg forvanskede dem, ved at forandre Udtrykkene, udmale de Billeder, ellers kun Oldgrandskere fattede o. s. v.,deels vilde man i Norge sikkerlig meent, det var af Magelighedeller Partiskhed, at jeg oversprang saamange af Snorros Vers, men ingen af Saxos, og endelig saae jeg, at Snorros Bog vildetabe Meget af sin Eiendommelighed, naar den ikke, ved Sidenaf sin klare, lette Prosa, havde et Billede af sine tunge, dunkleVers. Disse Hensyn har bevæget mig til at fordanske alle Versene, saa godt jeg kunde, uagtet jeg mangen Gang, naar jeg heleDage piinde mig med nogle faae Linier, maatte giøre Vold paamig selv for at vedblive et saa utaknemmeligt Arbeide. At jegaf den nærværende Slægt faaer Skam til Takke, er høistrimeligt; men jeg venter heller ikke Andet, og trøster mig ved, atder, med Guds Hjelp, komme Dage efter disse, da man vilskiønne paa, at jeg brød Isen, gjorde med al Anstrængelsedet første Skridt til at fordanske de gamle norske Skjaldes Verssom Vers i deres eget forklarede Billed-Sprog. At detførste Skridt er her som allevegne langt fra Maalet, behøverIngen at lære mig; men kan man lære mig at komme det nærmere, skal jeg takke oprigtig baade paa Skjaldenes og egneVegne. Den lærde Islænder John Olavsøns Arbeide harProfessor P. E. Müller tilbudt og laant mig med en Beredvillighed, der maa glæde mig dobbelt, da denne agtværdige Videnskabsmand er saa misfornøiet med min Behandling af Versene; 175 Arbeidet har jeg flittig og troelig benyttet og havt megen Hjelpaf, men, med al min Agtelse for Olavsøns Sprogkundskab, harjeg aldrig kunnet ansee hans Ord for Hjemmel, og derfor kunfulgt ham, hvor jeg enten kunde see, han havde Ret, eller hvorjeg fandt hans Giætning rimeligst.

Dog, kan man ikke finde, hvad jeg troer, at mangt et Vers erlykkedes mig temmelig godt, og at det Hele da, som første Forsøg, er upaaklageligt; vil man ansee den hele Fordanskning afVersene som en forulykket Prøve, avlet af en Grille og vrangIndbildning, da skal jeg dog være fornøiet, naar man kun vilhuske, at det er en Bisag, huske, at ikke et eneste Vers er oversat hos Peder Clausøn, huske, at Snorros Fortælling er Hoved-Sagen, og at, dersom der ikke er Andet i Versene, end hvadman kan see af de forrige Oversættelser, da er det, for Andreend Sprog-Grandskere og Critikere, lige godt, hvor de blive af!Kun saamegen Billighed forlanger jeg for det besværlige og titkiedsommelige Arbeide, Versene have kostet mig, og den veedjeg, ingen skikkelig og forstandig Mand kan eller vil nægte mig.Skulde man derimod kunne blive enig om, at Versene hellermaae udelades, end behandles paa min Maneer, da skal jeggierne i Fortsættelsen gaae udenom et Arbeide, der er mig detmest trættende, jeg kiender, og som er Aarsag i, at jeg i detteBind kun har kunnet levere Halvparten af, hvad jeg havdebestemt

Lyst kunde jeg vel have til at anstille nogle Betragtningerover det Værks Fortrin og Mangler, jeg her oversætter, overden inderlige Sammenhæng mellem Dannemarks og NorgesHistorie, jeg saa tit har omtalt, og over Nødvendigheden forboglærde Normænd, dog herefter anderledes flittig end hidindtil at lægge sig baade efter Fædrenelandets og den almindeligeHistorie; men Fortalen er vel alt blevet de Fleste for lang, ogjeg vil desuden ikke her forøge Tallet paa Dannemarks politiske Forbrydelser mod Norge1, ved at give mine Norske Frænder et godt Raad, som de foragte eller misforstaae. Mit Arbeide kan desuden, i de Præsters Øine, som nu giøre Røgelse iden saakaldte Norske Sagas Tempel, være Forbrydelse nok;thi jeg vover jo her at oversætte en Norsk Bog paa Dansk forNormænd, som ei maae kunne Dansk, og jeg nødes til at indrømme, at for hvem der kan godt Nor sk, er min Fordanskningoverflødig!

1 Sigter til N. Wergelands Bog med denne Titel.

176

Dog, ingen ædel, ægte Normand troe, at jeg herved stiklerpaa Andre end dem, jeg betegner; det Norske Folk har sineFeil saavel som andre; Forsømmelsen af Landets og af Verdens Historie er uforsvarlig; Grillen at kalde det Danske SprogNorsk, er, da man har et Norsk Sprog, som Normænd ikke nuforstaae, latterlig; men efter en Udvandring som den Islandskeog Normanniske, kan jeg godt forstaae, det maatte vare længe, førend Norge igien fik historiske Slægter, og efter den udvortesSkilsmisse fra Dannemark er det meget begribeligt, at Mangekrympe sig ved at kalde Sproget Dansk. Men, Normænd! haardevare Eders Fædre, dog lode de sig slaae af Sandhed; og ere Ideres ægte Børn, da giøre I ligesaa; da erkiende I, at det erBlindhed og Daarskab at vende sig fra Historien, og at det varGalenskab ei at vende om til den, fordi det raades Eder fraDannemark af, hvorfra det dog ei vel kan nægtes, Eders Fædretit fik gode Raad, og at det endelig er en barnagtig Forfængelighed at omdøbe et Sprog, der ei kan forandres uden at fordærves! Kan Østerrigere og Preuser, Bairer og Vyrtembergerevære bekiendt at skrive Tydsk, saa kan dog vel Normænd ogsaa være bekiendt at skrive Dansk, saameget mere, som Snorroselv indslutter baade Norsk og Engelsk under Navnet af denDanske Tunge! Vil I have Ord for at skrive Norsk, da lærerdet af Snorro og Eders andre gamle Frænder, og seer da, hvadI vinde; men kalder enhver Ting med sit rette Navn, thi dethører Gud og Sandhed, det Andet hører Djævelen og Løgnen til!

Gud velsigne og bevare Gamle Norge! Sandhed gienlyde fraKlipperne, og, trods dem, forene Kiærlighed Dalene!!!

Kiøbenhavnden 19 October 1818.
N. F. S. Grundtvig.
177

Prøve af Oversættelsen.

Om Hakons Død og Eftermæle.

Kong Hakon gik nu om Bord paa sin Snekke, og lod sit Saarforbinde, men Blodet vilde ikke stilles, og blev ved at løbe saavoldsomt, at da det lakkede mod Aften, daanede Kongen. Detvar hans Agt, at seile op til Alrikstad, men han naaede ei længer end til Hakons-Helle, thi da han kom der uden for, saaeFolk, at Døden spillede ham paa Læberne og satte ham i Land.Da lod han sine Venner kalde og sagde dem sin sidste Villieom Riget, og det var den, at da han ingen Sønner havde, skuldeder gaae Bud til Eriks Sønner med den Hilsen, at han overloddem Norges Throne, og lagde kun den Bøn ved Siden, at hansSlægt og Venner maatte have og beholde deres Yndest. Detskee kun strax, sagde Hakon, thi om og et længere Liv mig beskiæres, da bliver jeg dog ikke her, men reiser hen til ChristenFolk at giøre Bod for det, hvormed jeg har fortørnet Gud. Menskal jeg døe i dette Land, saa stæd mig og kun her til Jorde, som I synes bedst!

Saa døde da Kong Hakon, et Øieblik efter, paa den sammeHelle-Broe, hvor han var født til Verden, og efterlod af Børnkun en eneste Daatter, som hedd Thora; men derfor flød derei desfærre Taarer paa hans Grav, thi hele Folket sørgede, ogsom med een Mund sagde Venner og Fiender det høit, at saalivsalig en Konge fik Norge aldrig meer!

Nu førde Kong Hakons Venner hans Liig op til Seim i NordHordlehn, hvor de lode opkaste en mægtig Høi, og begrov hamder i sine bedste Klæder og sin fulde Rustning, men ei med andre Klenodier. Der blev da ogsaa talt over Graven efter hedenskViis, saa man ønskede Kong Hakon Lykke paa Reisen til Valhal, ja, Eivind Skalda-Spilder gjorde endogsaa en Vise om hansFald, som kaldes Hakonar-Mal eller Hakons Efter-Mæle, hvorider sjunges om, hvor velkommen han var de hedenske Guder.Visen lyder nemlig saa:

178

Skøgul hin rige,
Gøndul tillige,
Sendtes at skille paa Val
Ynglige-Trætten,
Kalde af Ætten
Konge til Hærfaders Sal!

Alt var ved Fidje
Sværdet i Midje,
Da kom Valkyrier did,
Fandt under Fane
Kiæmpernes Bane:
Broder til Farmanden blid!

Da faldt om Barmen,
Da faldt om Armen
Brynjen den Høvding for trang:
Af sig den krængde
Kongen og slængde,
End førend Sværdene sang!

Høi under Mærke,
Høit paa den Stærke,
Kaldte nu Kongen saa bold;
Folk, som ei glipper:
Nordmænd som Klipper,
Havde Kong Hakon i Sold!

Hildur sig hæved,
Spydene bæved,
Fienderne nikked og sank;
Danerne dirred,
Alt som de stirred
Op paa Guld-Hjelmen saa blank!

Munter til Mode,
Hakon den Gode
Stod, som med Frænder i Leeg;
Staal skulde værge
Stol over Bjerge,
Steen-Bider Drotten ei sveeg!

179

Brynie-Ringe
Brat sønderspringe
Maatte for Klingen saa bold ;
Ja, alt som Snekker
Bølgerne flækker,
Kløved den Hjelme og Skjold!

Nede det bruste,
Oppe det suste,
Det var en stormende Dag;
Ned faldt som Ile
Iisslag af Pile,
Rundt var kun Bulder og Brag!

Vunderne brændte,
Iis dem antændte,
Kold og af Heden man blev;
Kinderne blegned,
Kiæmperne segned,
Valstrømmen strid dem henreev!

Øxerne bukked,
Kiæmperne sukked,
Det var ei Søgnedags-Færd!
Skjoldet var stækket,
Pandseret knækket,
Smalt var det skaarede Sværd!

Haglen var hoftet,
Lyst under Loftet
Var det og luftigt paa Val;
Bænke dog stode,
Fleer end man tro'de,
Bredte i skjoldtakte Sal!

Gøndul nu brummed,
Let hun sig krummed,
Lænet paa Spyd over Hest:
Guder det lykkes!
Valhal bebygges!
Hakon er Hærfaders Giæst!

180

Valheste-Rygge
Ranke og trygge
Val-Møer bar over Muld;
Dygtige Skjolde
Dækked de Kolde,
Glødende Hjelme som Guld!

Let over Valen
Susede Talen,
Hakon den vittig forstod;
Ei han dog bæved,
Røsten han hæved,
Svared med blussende Mod:

Efter Bedrifter,
Skøgul, udskifter
Ikke du Seiren i Slag;
Vi den fortjente,
Flokkeviis sendte
Guder vi Giæster i Dag!

Skøgul.

Alt som vi peged,
Kiæmperne leged,
Vel har vi styret paa Val;
Helten har vundet,
Kongen er fundet,
Sædet ham bier i Sal!

Syster! nu fage,
Om og tilbage!
Hjem til den maigrønne Vang,
Odin at melde:
Hakon i Vælde
Stiler til Valhal sin Gang!

Hurtig nu, Brage!
Harpen du tage!
(Klang det hos Guder i Kveld).
Reis dig fra Sæde,
Du, som med Glæde
Stævned for Balder til Hel!

181

Hermod og Brage!
Ud at modtage
Venlig den Rytter fra Val!
Norriges Balder,
Helt jeg ham kalder,
Høit skal han bænkes i Sal!

Blegnet og blodig,
Meldte end modig
Hakon for Hærsalens Dør:
Lad ham kun true!
Dog ei vi grue,
Gram er os Odin som før!

Brage til Harpen
Sang da som Sarpen:
Tryg er Einheriers Fred!
Naaleskovs Jæger!
Asernes Bæger
Glad du nu trøste dig ved!

Brødre herinde
Nok kan du finde,
Siddende, otte paa Rad!
(Dog kunde Brage
Ei det saa mage,
At han fik Konningen glad!).

Ilde til Mode,
Hakon den Gode
Svarede Brage dernæst:
Vaaben og Værge
Vil vi dog bjerge,
Sværdet er Stalbroder bedst!

Nu det for Dagen
Kom, at Kong Hagen
Gudniding ei var paa Jord;
Velkommen være
Bød ham med Ære
Gudernes hellige Chor!

182

Salig den Fader,
Sig efterlader
Mage til ypperlig Søn!
Hvo som kan vinde
Adelsteens Minde,
Aldrig han mister sin Løn!!

Ak! før til Hagen
Norge faaer Magen,
Fenris-Ulv farer om Land;
Aldrig saa herlig,
Høiviis og kiærlig,
Fødes en Drot os som han!

Døden, i Vælde,
Dale og Fjelde
Skjuler med Grav-Taagen mørk;
Frænderne isne,
Granerne visne,
Brat har ei Land vi men Ørk!

Hakon den Gode,
Bænket hos Frode,
Straaler ved Gudernes Bord;
Heden-Old kalder
Ret jeg hans Alder,
Heden med Heldet han foer!!

SAXOS MINDE.

DETTE Digt er trykt (uden Overskrift) foran Tredie Deel afDanmarks Krønike (1822). Det blev optrykt med Overskriften Saxos Minde og med faa Ændringer i Nordiske Smaadigte (1838) Side 278-84, hvor dog de to sidste Vers er udeladte.Se Poet. Skr. V. 29.

183

Øm over ældgamle Dannemarks Ære,
Absalons Saxo! det var du som Faa,
Meer end Stærk-Odder og Frodernes Hære
Du den udbredte paa Bølgerne blaa:
Du den udbredte med Heltenes Minde,
Som i dit vingede Ord
Vidt over Tidernes Strømme henfoer,
Stræber end Prisen og Kronen at vinde!

Dannemarks Længsel er Dannemarks Ære,
Dyb som det bølgende, sortladne Hav,
Ja, som det Hav, hvorpaa Folkenes Hære
Drev deres Idræt, og fandt deres Grav;
Derfor, i Heltenes Række, den følger,
Altid paa Land og paa Søe,
Stjernen, som vinker til Kjærligheds Øe,
Evigheds-Strømmen i Tidernes Bølger!!

Dannemands Længsel er Dannemands Kiende,
Aldrig den stilles ved timeligt Held,
Hvad den begjærer, maa aldrig faae Ende,
Maa være Livets og Kjærligheds Væld;
184 Den er oprundet af Paradis-Minde;
Derfor, i Lys og i Løn,
Dana sig teer for hver heltelig Søn
Som en vidunderlig Paradis-Kvinde!

Altid, naar Hadding i Høielofts-Stuen
Slynger om Ragnild i Dvale sin Arm,
Pludselig øiner han Kvinden ved Gruen,
Stirrer paa Blomsterne i hendes Barm,
Synker med hende i Dybet saa saare,
Gjennem den taagede Dal,
Skyggernes Rige og Valfaders Sal,
Hvor kun med Blænd-Værk sig Kæmperne daare!

Soelklare Vange forlyste hans Øie,
Vinter-Grønt er ham en ønskelig Krands;
Kvinden dog lærer ham: ret kun fornøie
Duftende Blomster og levende Glands,
Standser kun med ham ved Paradis-Haven,
Hvor, med et Nattergal-Slag,
Liflig bebudes den evige Dag,
Vidnes om Liv, som ei gjækker bag Graven!!

Derfor maa Dannemarks Helte og finde:
Lidt er Beundring i Liv og i Død;
Kjærligheds Kys og et levende Minde
Er, hvad dem huger i Lyst og i Nød:
Derfor langt stoltere Helte Man finder;
Men aldrig Helte i Nord,
Om de fra Hellas til lishavet foer,
Fandt saa høimodige, kjærlige Kvinder!

Derfor har Røgnvald, den Helt over Bjerge,
Thjodolf af Hvine til Skjald for sin Æt,
Bauta-Steen prud, som mod Glemsel kan værge,
Ristet med galdrende Runer fuldtæt;
Hvem der fik Øie for, hvad de betegne,
Seer, ved Valkyriens Kvad,
Steendøde Kæmper opstande paa Rad,
Og som Einherier strides og segne!

185

Ingen som Brage kan sjunge paa Vale,
Skjolde-Brag svarer til Sværd-Tunge-Slag;
Ingen som Snorro kan Kæmper afmale,
Ret som de færdes ved Nat og ved Dag,
Ret som de stode paa Ormen hin Lange,
Og som de sad over Bord,
Skifted saa mangent et skjemtefuldt Ord:
Beiled, og lytted, til Skjaldenes Sange!

Ei kan en Skjoldunge-Drape vi samle,
Der sig tør ligne ved Ynglinge-Tal;
Lidt kun er Hjarne mod Brage hin Gamle,
Naaer ham til Skuldrene neppe, som Skjald;
Men naar han kvæder om Dannemarks Frode,
Da er det Kjærligheds Sang:
Hjerte, som banker mod Hjerte med Klang;
Da er udødelig for ham den Gode!

Brage i Valhal selv Adelsteen bænker,
Hjertet i Norge kun føler hans Savn;
Hjarne en Bolig i Hjerterne skjænker
Hver, som blandt Daner vandt Fredegods Navn!
Dannemark skjænker hans Minde-Sang Kronen,
Bærer i Hjertet om Land
Frode, saalænge, til selv over Strand
Atter, i Sønnen, han stiger paa Thronen!

Saxo! du følde, det var ikke Skvalder,
Hvad liden Fugl mellem Bøgene sang!
Tak for de Toner fra Heltenes Alder,
Som sig i dig over Bølgerne svang!
Ja, for Din Kjærlighed takket Du være!
Altid skal Priis efter Spot
Times den Mand, der har sørget saa godt
For de Ufødte til Fædrenes Ære!

Tak for den Aske fra Brand-Old, du gjerade,
Gav os i Urnerne, som du den fandt!
Dannemark vel, i sin Dvale-Tid, glemde,
At det er Guld-Støv, med Perler iblandt;
186 Men naar af Asken den Gamle sig hæver,
Smykket med Perler og Guld,
Og med de Blomster, hun fandt under Muld,
Tone skal sødt, hvad i Harpen nu bæver!

Tak for hver Levning af Høi-Oldens Kæmpe:
Frodes Stærk-Odder, hidført over Strand!
Tak, for Du skarred med List og med Læmpe!
Tak for hans Tunge, og Tak for hans Tand!
Tak for hvert Ledd og hver Lem af den Bolde!
Glipped det end for din Haand,
Hvad kun kan lykkes for Tidernes Aand,
Du gav til Sankning dog Tøi, som kan holde!

Vel os fortælle de skruttede Dværge:
Kæmper som de var kun Puslinger smaa,
Tuerne vorde de høieste Bjerge,
Naar de kun sige, det synes dem saa;
Men, kommer Dag, kommer Glands i vort Øie,
Gjæster os Aanden paa Nye,
See dine Kæmper vi kneise i Sky,
Stige med Glæden paa Skuldrene høie!

Tak for dit Billed af Ylfinge-Trætten!
Skinner det ikke, er Skylden ei din;
Men om end Ulven er synligst i Ætten,
Skimtes dog Skjoldunge-Daatteren fim;
Tone skal Kvad, end i kommende Dage,
Liflig om Villum og Svenn,
Deilig vemodig om Knud og hans Mænd,
Og om Kong Valdemars Fader med Klage!

Han, som slog Harpen for Erik hin Milde,
Slog den for Daner i Hytte og Hald;
Tonerne sprang, vare dybe, men vilde,
Endte i stormende, brusende Fald;
Sværd-Tid og Ulv-Tid paa Marken de fødte:
Favnetag, Tempel og Slot
Fandtes til Blodbad ei længer for godt,
Frænder hinanden og Odelen ødte!

187

Tak for den Skildring af Valdemars Dage,
Du udarbeided, fuldsikker paa Haand!
Klart den os viser, at Meget tilbage
End var paa Marken af Fædrenes Aand:
Meget hos Faa, men kun Lidt hos de Fleste:
Meget i Axel og Dig,
Lidt kun i Folket til Sørøver-Krig,
Saa den med Eder hensov for det Meste.

Langt er dit Sagn om de Slaviske Krige,
Længere vist, end det huger Enhver,
Tungere falder din Tale tillige,
Hjarne ei kvæder om Vikinge-Færd;
Dog ei det Mindste Du nænner at glemme,
Dertil var Axel for kjær:
Ord af hans Læber, og Slag af hans Sværd,
Alle tilhobe Du skjænked din Stemme!

Dog, intet Under, du elsked den Bolde
(Sildefødt Søn af det ædelste Kuld),
Vilde hans Navn paa de svømmende Skjolde
Riste med storladne Runer i Guld;
Strid paa sin Snekke, og øm i sin Kirke,
Han jo, med Sværd og med Stav,
Heltenes Minde og Heltenes Grav
Stræbde at skjænke et nyt Danne-Virke!

Stod, som for dig, os kun Helten for Øie,
Kraftig og kjærlig, oprigtig og klog,
Deel vi vel tog i, hvad han maatte døie,
Fandt, han var stor paa de smaalige Tog;
Saae det med Sorg, at hans Redskab var ringe,
Saae det paa Vendernes Spor:
Æren var liden, men Seiren var stor;
Rovdyr det gjaldt om til Freden at tvinge!

Tak da, du Kjære! for Alt, hvad Du skjænked,
For, hvad du selv kaldte Absalons Værk!
Tak, fordi ham mellem Helte Du bænked,
Som var for Danmark en Støtte fuldstærk,
188 Ham, ved hvis Aande det saa blev omgjærdet,
At, i den søvnige Old,
Marken og Mindet dog sov under Skjold!
Hil være Axel med Staven og Sværdet!

Far da nu vel med de Gaver til Folket,
Dannemarks Saxo! du slutter i Favn!
Far, som jeg haver din Mening udtolket,
Far nu i Jesu velsignede Navn!
Bank kun paa Dørren, hos Gamle og Unge,
Trøstig med Fædrenes Sværd!
Hvor Man oplukker, Man faaer dig vist kjær,
Naar du opstemmer med Fædrenes Tunge.

Hvor Man dig ynder, paa Mark og paa Hede,
Siig dem, Kong Frederik lønned din Tolk!
Byd dem for Kongen at virke og bede!
Siig dem: kun Dansk er det kjærligste Folk!
Lær dem, med Fædrenes Tunge, tillige:
Aldrig ved Fiendernes Magt,
Aldrig ved Modgang og Mishaab i Pagt,
Men kun ved Splid falder Dan n em arks Rige!!

SAXO OG SNORRO.
189

Da de to første Dele af Krønikerne var udkomne, blev GrundtvigsOversættelse anmeldt paa en meget nedsættende Maade i DanskLitteratur-Tidende for 1820 No. 19-20, og samme Aar førtesder en ret livlig Forhandling om den i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Grundtvigs gamle Modstander Gustav Ludvig Badenskrev gennem fire Numre af Bladet: Erindringer ved Hr. Pastor Grundtvigs Oversættelse af Saxo Gramaticus. Hananker over de mange »uhøviske Lignelser« og »uanstændige Ord«,som »vælter ud af Oversætteren uden al Anledning i Originalen«.

Det var i det hele en almindelig Klage i den literære Verden, atGrundtvigs dagligdags Snak og drøje Vendinger svarede daarligt tilSakses sirlige Latin, og kun meget faa viste Forstaaelse af, hvilkenRigdom der tilførtes det danske Skriftsprog ved hele den Skat affolkelige Ordsprog og levende Udtryk, som her blev optaget fra dendaglige Tale.

Paa Badens bitre Angreb svarede Grundtvig med et Kort Svarpaa en Snak, som er lang nok, i Nyeste Skilderie for den21. Marts 1820. Og herefter fulgte et Gensvar af Baden, hvoridet bl. a. hedder: »Hvor vidt dette Saxes Værk er passende til enAlmuesbog, torde, især i Betragtning af den Mængde Fabler ogAmmestuehistorier, de første Bøger indeholde, være Tvivl underkastet«.

Senere skrev en Navnløs Ogsaa et Par Ord om Oversættelsen af Saxo og Snorro i Nyeste Skilderie for den 30. Maj 1820, hvori han tog Grundtvig i Forsvar overfor den uretfærdige Behandling, hans store Arbejde havde faaet i Litteratur-Tidende. Dettefremkaldte et kort Svar, »indsendt« i samme Blad for den 10. Juni.Den 20. Juni skrev »Digteren« Søtoft sammesteds et Stykke: SaxosAand til Hr. F. S. Grundtvig, hvori han lader Saxo selv klageover den Mishandling, han har lidt af sin Oversætter, Den 24. og27. Juni kom der endelig et smukt, anerkendende Stykke Om Grundtvigs danske Saxo, af Grundtvigs Ungdomsven Præsten C. Olseni Næsby.

Da hele Værket var afsluttet, skrev Grundtvig nedenstaaendeStykke i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn for Lørdagenden 9. August 1823.

190

Saxo og Snorro.

Endelig er det da lykkedes mig, i Fordanskningen af Nordens Old-Krøniker, at fuldføre et Værk, jeg neppe skulde vovetat lægge Haand paa, hvis jeg kunde forudseet, hvad detvilde koste mig, og hvor foranderlige Meningerne om det vildevære! Langt er det imidlertid fra, jeg noget Øieblik kan angreAnvendelsen af mine bedste Aar paa et Arbeide, der, efter minfulde og faste Overbeviisning, var en Giæld til Fædrene-Landet, jeg, som ret egenlig skylder Fædrenes Kvad og Bedrift, hvadLiv og Lyst jeg fandt i Aanden, fremfor Andre burde stræbe atbetale; paa et Arbeide, hvorom jeg, trods al dets Ufuldkommenhed, har det levende Haab, at det, naar jeg er samlet til mineFædre, endnu enstund skal virke til Oplivelse af velsignedeMinder, og til Understyltelse af vort livsalige Modersmaal, i detsbestandige Forsvars-Kamp mod fiendtlige Indbrud. Med denneOverbeviisning og med dette Haab overantvorder jeg rolig etVærk, jeg aldrig ansaae for en Æres-Sag, men for en Kiærligheds-Gierning, til Fæderne-Landet; min eneste Frygt: at denbidende Kulde og de skiæve Domme skulde røve mig Mod ogMunterhed til at fuldende, er nu, Gud skee Lov! beskiæmmet;min Harme, som i den havde, om ikke sin eneste, saa dog sineneste gyldige Grund, er med det Samme omtrent forsvundet, og jeg føler da intet Kald til at trættes med dem, der mene, minivrige Bestræbelse for at føre en mere folkelig, jævn og livligStiil end ellers er aldeles mislykkedes. Unyttig maatte vel ensaadan Trætte ogsaa kaldes, da de egenlig retvise Dommere idenne Sag ere stumme Personer: maae søges deels i BorgeStuen, deels i Gang-Vognen og deels i Fremtiden; thi at deSkribenter, som have kaaret den Stiil, de elskede, støde sig overen vidt afvigende, er ligesaa naturligt, som at jeg igien støder 191 mig over deres, uden at det derfor paa nogen af Siderne afgjørdet Mindste; de, som ingen Mening har om Stilen, men kunFølelse af, hvad der huger dem bedst, og de, som fra Barndommen af have været vant til Krønike-Stilen, som til hver anden, kun de kan dømme upartisk: Hine efter Skjøn, og Disse efterGranskning. Jeg skulde derfor slet ikke have rørt ved denneStræng, dersom jeg ikke, fra flere Sider, havde hørt, at Spørgsmaalet om Stilens Godhed mangensteds er givet en ligesaaunaturlig som ubillig Vigtighed, som om Værkets Bekvemhedtil Folke-Læsning beroede derpaa; men under slige Omstændigheder føler jeg, det er min Pligt, at vise, Man, i det Mindstederi, tager mærkelig feil. Vist nok maa nemlig Stilen, hvor Talen er om Folke-Læsning, tages vel i Betragtning, men dog kun, saavidt som det høiere Hensyn paa Indholden tillader; thi detvar dog vel en høist uforsvarlig Kræsenhed, for Stilens Skyld, at vrage en nyttig Bog, saalænge Man ei kan sætte en andenisteden, der bedre udtrykker det samme Indhold. Kun da vardet Ret, for Stilens Skyld, ubetinget at bryde Staven over Værket, naar Indholden derved var blevet aldeles død og uforstaaelig for Menig-Mand; men at det skulde være Tilfældet med Krønikerne, vil dog neppe Nogen paastaae, især, da det alleredelader sig paa det Bestemteste gjendrive af Erfaring. Meget meretør jeg paastaae, at Ingen, som ved Skrifter paa Modersmaalethar erhvervet sig en Stemme, skal kunne nægte, at Krønikerneer i det Mindste ligesaa forstaaelige og livlige for Menig-Mand, som nogen af de Bøger, Man ellers byder dem, og skulde manda, desuagtet, før man kan sætte bedre isteden, have Ret til atvrage dem, maatte det aabenbar være paa Grund, ei af Stilen, men af Indholden.

Her burde jeg maaskee standse; thi det er hardtad usømmeligt at skifte Ord med dem, der, for Indholdens Skyld, vildevrage de ypperste Folke-Bøger om Oldefædres Tanker og Bedrifter, Norden, og vel, udenfor Palæstina, hele Verden har atopvise; det maa vel og synes unyttigt at tale derom, da Deeltagelse i Fædrenes Skæbne, saalidt som Fædernelands-Kiærlighed, hvor den fattes, lader sig med Ord indympe. Er det imidlertid vist, at et godt Ord finder altid, om ikke hos Alle, saa doghos Nogle, et godt Sted, da er det ogsaa et Ord i Tide, som minder om, hvor usle alle de Indvendinger ere, som kan giøresimod Nordens Krøniker, naar Hensigten ei er at rette og forbedre, men at landsforvise dem, og paa Landsforviisning er deti Sandhed myntet, naar man siger, at Saxos Æventyr og, jeg 192 veed ikke hvad af Snorro, gjør Nordens Oldkrøniker uskikkedetil at være Folke-Bøger; thi naar disse Bøger ei maae vandre ogleve blandt Folket, da er de landsforviste, da har de intet Hjempaa Jorden, men tumles kun om imellem Hænder og Hylder iden vide Læse-Verden. See, derfor maa jeg her, for FolketsØren, i Fædrenes og i Børnenes Navn, adspørge eder, I sprænglærde, selvkloge Folk, som misunde vore gamle Krøniker detstille, beskedne Liv i Fødelandet, de lyste at føre: hvad er deresBrøde? Er det den, at de trohjertig melde, ei blot, hvad der tildrog sig for alles Øine i Folkenes Manddoms-Aar, men ogsaa, hvad Sagn der gik i Norden om sære Hændelser og stor Bedrift i den tidlige Ungdom; er det en Brøde, fordi de Sagn, hvad de nødvendig maae, som oftest klinge æventyrlig, og eisjelden fremstille Barne-Drømme som Helte-Gierninger, fortælle som skeet, hvad Barnet kun drømde, i Fjeder-Ham ogKæmpe-Rustning, at have seet og gjort? Er det en Brøde, somfortjener Landsforviisning, hvorledes kan I da berømme dem, der indførde saadant æventyrligt Kram fra fremmede Lande, ja, vel endog selv indprænte Sligt med Flid i dem, der ret skalvorde kloge, ædruelige, fordomsfrie; eller ere maaskee Æventyrene hos Herodot og Livius, for ei engang at tale om denforgudede Homer og tilbedte Virgil, ere de maaskee bedre, fordi de stamme fra Ægypten og Babylon, fra Grækenland ogRom ? Eller, er det maaskee Krønikernes Skyld, at vi endnuer ikke kommet videre end Saxo og Snorro i Oplysning omOldtidens sande Vilkaar, at vi, hardtad ligesaalidt som de, formaae at skille Avnerne fra Kornet, at sige med Bestemthed:det er Drøm, og det er Daad, og da at fremstille Hvert forsig, for hvad det er og har at betyde? Eller, da nu dette aabenbar er enten Skæbnens eller vores Skyld, er det da Ret, at Krønikerne, og hvad dermed følger, at Folket og at Landet skalundgiælde. Veed I nogen Bog at nævne, som giver os et ligesaa fuldstændigt og levende, men tillige et klarere og troereBillede af Nordens Oldtid, end de Krøniker, jeg nys fordanskede, da har jeg spildt min Tid og min Flid som en Daare, ogmaa taale, at I spotte mig og mit Værk; men maae I forstummeved det Spørgsmaal, da skal I enten indrømme, at det er ønskeligt, de gamle Krøniker, til de afløses af bedre, maa gaae medHeld fra Haand til Haand, fra Mund til Mund i Norden, ellerogsaa I skal bevise, at det er ligegyldigt, om et Folk er begeistret for sit Fæderne-Land eller ikke. Kan I bevise det, da er Imine Mestere, ja, ei blot mine, men alle de Folkefærds, som har 193 i Daad og Skrift efterladt sig uforgjængelige Mindes-Mærker;thi det var deres faste Troe, at endog sløve Sværd skiær Kiødsom Klæde, men at selv de hvasseste Egge lægge sig for FolkeAand. Dog, maaskee var del et Spring, jeg gjorde, maaskee kanet Folk begeistres uden at kiende og elske sin Helte-Tid, udenat gløde ved Mindet af de store Mænd og Bedrifter, der lyslevende i Folke-Sagn have fra Arilds-Tid svævet over Landet, ja, tindre som sande Folke-Stjerner i Oldtids Dunkelhed, lige lysende og lige virkelige, skiøndt Ingen kan anvise dem deresindhegnede Plads, udmaale dem og deres Afstand: desuagtetlige lysende og lige virkelige, og just derfor uendelig giennemgribende virksomme paa det hele Folk til alle Tider; thi hineHelte med deres Gierninger udgiøre aabenbar et Arve-Gods, som trodser Skifte-Retten, som eies kun i Fællesskab, som Ingen udelukkende, men Alle i Forening kan tilegne sig, af Hvilketden med Rette nyder mest, som mest kan gribe, alt efter dengamle nordiske Lov i Aandens Rige: hver nyde, som han nemmer, da Ingen skeer Uskiel! Maaskee, siger jeg, kan et Folkbegeistres af Andet: beaandes til at betragte sig som en udeleligHeelhed, til med Mod og Kraft at bestride Alt, hvad der vilskille ad, hvad Gud i det har sammenføiet, til i kiærligt Fællesskab at sætte Alt paa Børnene: intet Offer kalde for stort, naardet giælder om Folke-Livets Redning og kraftige Fortsættelse?Nei, man sige, hvad man vil, beruses kan et Folk af mangehaande Ting, og tee sig i Vildskab med en forbausende Styrke, men det er kun Bærsærke-Gang: en Feber-Drøm om Kraft ogHelte-Mod, som snart forsvinder, og efterlader indvortes somudvortes kun Spor af Ødelæggelse; begeistres kan kun et Folkpaa Nye, naar der i dets Historie svæver en Helte-Aand overFæderne-Landet, og Det da, i Kiærlighed til dens Bedrifter, gribes igien og besjæles af den. Og hvem tør nu vel nægte, atsaadanne Helte-Aander, i de gamle Krøniker, i Sagn og Viser, svæve over Norden, ja, at en eiendommelig Helte-Aand svæverover Danmark, ret øiensynlig i hine mageløse, kun af Misforstand foragtede, ved Saxo bevarede Folke-Sagn: eiendommelig, saa sandt som det til alle Tider var høimodige Dannemænd, som Faa, medfødt, kun med Liv og Lyst at kæmpe for detKiæreste: for Fæste-Mø og Lande-Fred, for Fædre-Navn ogModers-Maal! Hvem veed det ei, hvi Konge-Daaden griberhele Folket mest, naar den er i dets Aand, som Fjerde Christians, at det er, fordi Enhver med lige Ret kan kalde Kongensin; og intet Under da, at Oldtids Helte, som aldeles tabe sig i 194 Folket, og staae som Patriarker for os alle, finde mest Deeltagelse. Er det Oplysning, at vorde blind for Ting, saa soleklare? Er det Viisdom, at mene, de gamle danske Helte blevemeer uskikkede til at svæve for os, til at virke paa os som saadanne Folke-Patriarker, fordi de ret øiensynlig dannedes dertil, snart ved Sammensmeltning af flere Enkeltes Bedrift, og snartved en poetisk Udfyldning, som afbilder hele Folke-Livet? Erdet da en Dom, som hviler over Norden, at det skal have opskudt og opelsket det Herligste, det Ædelste, som er opkommeti Menneske-Hjertet, men være blind derfor: at vi skal eieen Mythologie, som universalhistorisk omfatter og afbilderHelte-Livet i hele Menneske-Slægten, og en Old-Historie, dermythisk udfolder dette Liv i nordisk Kæmpe-Daad; at vi skaleie disse mageløse Dannefæ, og ikke vide det, men heller begrave dem under Bunken af aandløse Tiders kritiske Feie-Skarn, indtil endelig en Avindsmand faaer Øie paa de Vætte-Lys, sombrænde over Skatten, opgraver den ved Natte-Tid, misbrugerden til sorte Konster, og beviser triumpherende, at vi, som vidste ei at skiønne paa vor Rigdom, maae have stjaalet den fraham! Ja, det er Dommen, som hviler over os, hvis vi selvklogeforagte, kolde forskyde de gamle Sagamænd, istedenfor at lytteselv til deres Tale, og bede Folket lytte med, saa vi atter kanvorde fortroelige med dem, og efterhaanden lære bedre at udtyde, samle og forklare, hvad vi høre. Det slog mig, derforgreeb jeg Pennen, derfor raabde jeg om Hjelp, og nu, da det, ved en Daad i Fællesskab, er i det Mindste blevet mueligt, atNorden kan vaagne og virke paa Nye i Fædrenes Aand, nu takker jeg, i Fædrene-Landets Navn, høitidelig Enhver, fra Kongen og hans Frænde til den Ringeste paa Straa, som har villighjulpet til; men beder og besværger tillige Enhver, som veed, eller ahner dog, hvad det giælder, at virke fremdeles, og eihvile, før det er kommet Menig-Mand for Øren, hvad vi harkjøbt til dem. Lad os ei spørge, hvad det nytter, thi derpaa, veed vi, kun Fremtid kan svare, men lad os giøre, hvad vi kan, i Haab, at Haabet ei beskiæmmes! Ilde havde vi jo dog, i Sandhed, stædt vor Skiærv, om det blev mest til Møl, vi lode Nordens Minder prænte; og hvem et Ord fra mine Læber nogensinde greeb, troe dog kun aldrig, om han end synes saa, at Ordeti de Bøger, hvori jeg overvandt mig selv, skulde aande mindreKraft, end det jeg ellers fører! Prøver det paa Børn, livlige, letnemme, og det skal vist kiendes paa deres Manddom, hvis Orddet var, som lyder saa: vorder smaa, at I kan voxe! Mit 195 dertil, saa Lidet og saa Meget, som jeg med ivrig Anstrængelsemægtede, har jeg nu gjort, og kun øiebliklig skal det forurolige mig, om det maatte synes forgiæves; thi jeg gjorde dogmin Skyldighed, og jeg veed, hver tyer paa, hvad han er kommen af, saa, har jeg Frænder, faaer jeg Bistand, har jeg Ingen, lad da kun Tiden vise, om det er saa stor en Ære, ei at hav«fælles Fædre med mig! Rolig sætter jeg mig hen, med DannerKongens Understøttelse, at samle og forbinde det Mærkværdige, Man veed om Danmark, efter Saxos Dage, og mit inderligeØnske er, at samme Aand, som oplivede og besjælede mig, dajeg fordanskede de gamle Krøniker, maa hvile over mig, medensjeg prøver paa, hvad sagtens ei er let, da det er ei engang forsøgt af Nogen, at fortælle levende og folkeligt, hvad hele Folketburde vide at fortælle deres Børn om vore nærmere Fædre. Deter mit inderlige Ønske, og Begyndelsen indskyder mig detHaab, at det skal lykkes: at det skal lykkes mig, her som hist, naar det Største griber mig, da at dæmpe Begeistringen, og ladeden, dæmpet, udbrede sig over det Hele; at opløse det Sprog, hvori jeg taler helst om de forrige Dage, og skjule dets Kierne ide enfoldigste Ord, som Umyndige fatte. Det, føler jeg, det, kan jeg forstaae, er Folke-Livets Tarv, og, om da al Verdenvilde spotte dermed, saa maatte jeg dog giøre det, giøre det, somDannemand, med Glæde, om end den Pusling, der leger paamit Gulv, skulde være, som Gud forbyde, det eneste Barn, jegtjende. Sikkerlig vil Efterslægten, med anderledes Ret end de, der nu forarges ved Krønike-Stilen, finde, den er alt for lidetDansk; men den vil ogsaa bedre vide, hvad der hører til at oplive døende Tungemaal, og glæde sig ved, at Krøniken dog, nusom før, er Dansk i Aand og Sandhed!

N. F. S. Grundtvig.

TILLÆG.

I 1855 udkom Anden Udgave af Danmarks Krønike af SaxeRunemester, fordansket ved N. F. S. Grundtvig, med følgende Indledningsdigt og Forord:

Saxe Runemester.

Saxe Lange! Sællandsfar!
Kæmpe-Søn fra Konge-Leiren,
Som til Navnet »Valdemar«
Kiæded med sit Storværk Seiren!
Axel Hvides Fostersøn!
Nordens Aand og Danmarks Hjerte
Dig har lyst i Kuld og Kiøn,
Du for dem bar Blus og Kierte.

Om du førde i dit Skiold
Langers Vaaben, »Roser trende«,
Derpaa Stue-Lærdom gold
Tygge kan til Verdens Ende;
Men du førde i dit Skiold
Danmarks Saar og Danmarks Seier,
Som med Glands fra Old til Old
Vaaben alle overveier.

Ogsaa det er Smaating kun,
Om endnu i vore Tider
Findes i vor grønne Lund
Skud af Langer og af Hvider,
197 Naar endnu sin Krone har
Som vort Stamtræ »Dronning-Bøgen«,
Saa i Mai paa Kvisten bar
Kukker aldrig Sællands-Giøgen.

Da sin Rose faaer hver Torn
I de lange Sommerdage;
Ved hvert Stød i Gjallarhorn
Sværde blinke, Skjolde brage,
Sættes paa det sorte Bræt
Fiende hver ad Danmarks Rige,
Mens sin Priis hver Dansk Idræt
Faaer af Mund og Pen tillige.

Saxe Dansker! din Idræt
Da ei heller Rosen mister,
Hvortil du har Odelsret,
Vor Guldalders Runerister!
Værne om dit Hædersnavn
Vil Skjoldunger og Skjoldmøer,
Giælde for din Fødestavn
Alle Danevangens Øer!

Hvergang om Kong Fredegod
Synger lydt i Skoven Hjærne,
Hvergang Uffes Heltemod
Priser Danmarks Lykke-Stjerne,
Rygtet gaaer fra Ø til Ø
Om din Pen af Svane-Vinge,
Barnefødt i Urdas
Til ved Svanesang at klinge!

Ogsaa mig paa Vuggen gav
Svane-Pen den høie Norne,
Spaaed mig med Saga-Stav
Rosen-Skrift imellem Torne;
Derfor som et Tvilling-Par,
Voxet ud af samme Vinge,
Nu fra Dan til Valdemar
Vore Penne sammenklinge.

198

Saga-Broder! længe nok
For Latinen du har bødet,
Som om du af Steen og Stok
Var udsprunget og opglødet,
Som om Fru Grammatica
Steendød var din søde Moder,
Og din classiske Papa
Stokdøv Pen med Romer-Noder;

Nu, saa vist, som Danske Ord
Rod i Danske Øren fæster,
Du herefter trindt i Nord
Nævnes Saxe Runemester;
I din Danske Fødestavn
Kun Gjengangere og Trolde
Dit latinske Øgenavn
Harme skal herefter volde.

Hvad jeg alt i Ungdoms-Aar
Modig stræhde at udrette,
rones under hvide Haar
Ved dit Navn at oversætte,
Romer-Trolden, jettestærk,
Først tilgavns er overvundet,
Nu, da til dit Mester-Værk
Vi dit Mester-Navn har fundet.

Saxe Dansker! gamle Ven,
Dansk selv i Latinens Lænker!
Runemester er kun den,
Der kan skrive, som han tænker,
Der kan tænke frit og fort,
Der kan tegne Lys og Skygger,
Der kan tegne Hvidt og Sort,
Tegne alt, hvad Ord udtrykker!

Nu udfritter vi med Flid
Alle vore tyske Giæster,
Om de har fra »Rødskiægs« Tid
Mage til vor Runemester,
199 Som, i romersk Bast og Baand,
Reise kunde Runestene
For hver Helt i Nordens Aand,
For hver Fugl paa Bøgens Grene!

Skam af dig vi fik dog kun,
Og af alle Danske Helte,
Sang ei længer Fugl i Lund
Liflig mellem Sund og Belte;
Havde paa de Danske Øer
Under Freias Aften-Stjerne
Fuglen meer ei Næb og Kløer
Til om Rede sin at værne.

»Unge Danmark«, glem det ei!
Lad det spørges over Vove:
Vi har end et Fugle-Hei
I de faure Bøge-Skove,
Som til gamle Kæmpers Skaal,
Medens Nyt der er i Giære,
Kvæde kan vort Bjarkemaal,
Giøre Brage-Bægret Ære!

200

Forord.

Det er nu en Menneskealder, siden Saxe Runemesters Danmarks-Krønike, i Følge med Snorre Sturlesens NorgesKonge-Krønike, udkom paa Dansk fra min Haand (1818-1823), og der blev trykt 3000 Exempl., hvoraf vel endeel ødelagdes af Branden paa Bogtrykkerens Loft og langt flere gik iSkuddermudder ved Uforstandighed paa den ene og Skiødesløshed paa den anden Side, men hvoraf dog Største-Delen blevomstrøet i Danmark, da kun 300 blev sendt til Norge. Desuagtet maa Saxes Danmarks-Krønike dog næsten giældefor en ny Bog i den Danske Læseverden, thi den er forholdsviiskun læst meget lidt, saa det var mig en Glæde, at Hr. Boghandler Iversen paatog sig at udgive den paany til billig Priis, thijeg har ingen Tvivl om, at den jo endnu vil finde mangfoldigeLæsere i Fædernelandet, til uberegnelig Nytte og Fornøielse.At nemlig de Høilærde udskreg min Fordanskning for uefterrettelig og mit Dansk i Bogen for Bonde-Sprog og Borgestu-Snak, det har ingen Skade gjort og kan ingen Skade giøre, men det var allerede et halvt Vidunder i Danmarks grueligeDødningetid, efter Udtæringen og Skilsmissen fra Norge, atjeg havde Mod og Kraft til at begynde og fuldføre Værket, ogat det mismodige og forarmede Folk skiød Penge sammen tilat bekoste det, og det vilde været baade et heelt og et stort Mirakel, om Værket var blevet skattet, brugt og benyttet efter Fortjeneste. Selv var jeg nær sovet hen under Arbeidet, saa detmaatte ikke undre mig, at de Fleste sov ind under Læsningen, thi det er kun de uskyldige Børn, der kan glæde sig ved at læsederes Fædernelands Krønike, naar Folket synes uddøet.

Nu derimod, da, midt i al vor Daarlighed og under megenGienvordighed, dog Modet og Haabet er levet op igjen, nuvil det muntre og glæde den Danske Ungdom i det hele atlæse om vore gyldne Dage i den fjerne Oldtid og om den storeModgang, hvorunder Danmarks Rige dog med Æren er blevet et af de ældste Kongeriger i Verden.

201

Om min Fordanskning vil jeg kun sige, at jeg, ved paany atlæse den med Opmærksomhed og sammenholde den med detLatinske Grund-Skrift, har fundet, først at den er, hvad ensaadan Bog fremfor alt skal være, læselig, uden hvert Øieblikat minde om, at den er oversat fra et fremmed Sprog med enDannemænd meget fremmed og besværlig Stil, og dernæst atden er saa tro, som en saadan Bog, for at være læselig og giøresin Nytte, endnu kan være, saa man finder hverken meer ellermindre fortalt i den Danske end i den Latinske Saxe, og atselv Saxes egne Betænkninger er givet i det mindste meget tydeligere og fuldstændigere paa Dansk end nogensinde før.

Med »Versene« er det vist nok en egen Sag, thi naar de Lærdesiger, at dem har jeg aabenbar selv gjort, da kan jeg ikkenægte, det er sandt: dem har hverken de eller Saxe gjort, saadem har jeg selv gjort, men det var jo forsaavidt en tvungenSag, thi det skulde jo, baade efter Saxes Vidnesbyrd og efterLæserens Tarv, være »Danske« Vers, og i Saxes Bog fandt jegkun Latinske Efterligninger af Danske Vers, der blivertil ingen Ting, naar man igien paa Dansk vil efterligne dem, ognoget bedre end ingen Ting tør jeg dog nok troe, mine, eller rettere Kæmpe-AandensGiætninger kan være om, hvordan de Danske Vers omtrent have seet ud, som Saxe paa Latin med alsin Flid kun meget maadelig kunde efterligne. At jeg imidlertid har piint alt det Danske, jeg kunde, ud af Saxes LatinskeVers, det vil Efterslægten vel opdage, og jeg er i det hele megetrolig for, at hverken skal hos Efterslægten jeg have Skam afmin Fordanskning, eller den Danske Læseverden faae Skamaf mig som Pennefører paa Modersmaalet, og udelukkende paadet alene, saa mit Ønske skal kun være, at den Danske Læseverden maa faae al den Nytte og Fornøielse af mine DanskeBøger, som jeg har havt for Øie ved at skrive dem!

Kjøbenhavn, den 1ste Juli 1855.
N. F. S. Grundtvig.

I 1865 udkom Anden Udgave af Norges Konge-Krønike afSnorre Sturlesøn, fordansket ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig, med følgende

Forord.

»Snorre Sturlesøns »Heims-Kringle« eller nor ske KongeKrønike fra det trettende Aarhundrede er aabenbar ikke blotfor Norge, men for hele vort Høinorden, den ypperste Folkebog, vi kunde ønske os, da den er skikket til at nytte og fornøie os alle, baade Gamle og Unge. Min Fordanskning afdette gamle Mesterstykke er nu vel fyrretyve Aar gammel, ogman har siden faaet to Oversættelser paa Norsk (af Aall ogMunch); men skiøndt det er rimeligt nok, at man paa Norskkan give en Oversættelse af det islandske Mesterværk, der erfolkeligere end min i Norge, saa er det dog neppe endnulykkedes, og i alt Fald vedbliver min sikkert at være den folkeligste i Danmark. Da derfor den Iversenske Boghandel voverat give et nyt Oplag af min Fordanskning, saa tør jeg godt anbefale en Sag til den danske Læseverden, hvorved den herligeFolkebog ogsaa hos os kan faae en Udbredelse og finde en Benyttelse, som den ikke blot ærlig fortjener, men som ogsaa Folket høilig behøver«.

Saaledes anbefalede jeg (i Januar 1863) den ny Udgave af mingamle Oversættelse, som nu foreligger, og hvad jeg har at tilføie, er ikke stort, thi jeg behøver neppe at pege paa Hellig-OlavsSaga, som Kronen paa det islandske Mesterværk, og det erkun Smaa-Forandringer, jeg i den ny Udgave har iværksat, hvor enkelte Ord enten var udanske eller forfeilede.

Versene, som ligefra Begyndelsen blev paaankede som altfor fri og tit ganske feilagtige Omskrivninger af de benyttedeislandske Rim og Kvad, har jeg kun rørt meget lidt ved, dajeg fandt det ugiørligt for mig at rette og forbedre dem, saa demaatte enten i det hele blive, som de var, eller reent udelades.

203

Det Sidste fandt jeg imidlertid altfor urimeligt, thi vel er desom Hjemmel for Beretningerne i det hele overflødige, men jegkan ikke skiønne rettere, end at de i deres nærværende Skikkelse, uden at giøre nogen Skade, tjener til at oplive Fortællingen og udtrykker, hvad poetisk der findes i de gamle norskeKvad.

Maatte nu kun Snorre s saavelsom Saxes udmærkede ogenestaaende Krøniker fra Middelalderen, der saa klartbeviser vort Høinordens historiske Sands og mageløs historiske Aand, bidrage til i Nytaarstiden at vække begge Dele, hvor de, hardtad kvalte af den fremmede Kul-Damp, endnuligger i Dvale! Det var mit Haab i Ungdommen, da jeg anvendte en Række af Aar og en Sum af mine bedste Kræfter paaat fordanske de Gamle saa livlig og saa folkelig som mueligt, og skiøndt dette Haab endnu i min høie Alderdom ikkeøiensynliger gaaet i Opfyldelse, er det dog giennem et halvtAarhundrede snarere tiltaget end aftaget, saa Efterslægten tørvel faae at see, hvad jeg har glædet mig til og under alle Omskiftelser følt mig styrket og muntret ved!

Mai 1865.
N. F. S. Grundtvig.
MIN MODER.

OYERSÆTTELSEN af Sakses og Snorros Krøniker og af det oldengelske Bjovulfskvad, som udkom i Juli 1820, havde tæretsaaledes paa Grundtvigs Kraft, at han kun frembragte saare faa selvstændige poetiske Arbejder i Aarene 1817 til 1824. Kun nu og daskrev han nogle Lejlighedsdigte, hvoraf enkelte, som belyser hanspersonlige Forhold, her skal meddeles.

l Foraaret 1818 bevilgede Kongen ham en aarlig Understøttelsepaa 600 Rdl. Sølv, og ved denne Hjælp kunde Grundtvig endelig den12. August samme Aar holde Bryllup med Elise Blicher efter syvAars Forlovelse. Derimod søgte han endnu længe forgæves et Præstekald i København eller andensteds. - Endelig den 2. Februar1821 blev han uden Ansøgning kaldet til Præst i Præstø og Skibbinge, til stor Glæde for hans gamle Moder, der, siden hun blevEnke, havde boet i den lille sydsællandske Købstad, en Mils Vej fraUdby.

I halvandet Aar levede hun endnu, og saa' sin Frederiks ældsteSøn, Johan, der blev født i Præstø den 14. April 1822. Men iSeptember samme Aar døde hun, og Sønnen talte ved hendes Jordefærd den 23. September1. Dagen efter stod Digtet Min Moder iNyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Det er senere optrykt iNordiske Smaadigte (1838), Side 265-69, med Titelen: Vedmin Moders Grav og med nogle Ændringer og Udeladelser. AfVers 11, 12 og 21 er der dannet en Salme, som findes i Salmer oga andelige Sange IV. Nr. 300. Se Poet. Skr. V. Nr. 27.

*
205

Min Moder.

Saa er nu brudt Din Vandrings-Stav,
Dit Time-Glas udrundet!
Saa har Du i den mørke Grav
Din sidste Boelig fundet!
Saa har jeg da, o, Hjerte-Stød!
En Moder kun i Jordens Skiød!

Saa holdt nu Hjertet op at slaae,
Hvorunder jeg har hvilet!
Ei meer i Moder-Øine blaae
Jeg skuer Taare-Smilet!
I dybe Suk fra klemte Bryst
Hendøde, kvalt, min Moders Røst!

Nu, hun er lagt i Ormegaard,
Nu er den Læbe tavnet,
Som kiærlig i de spæde Aar
Mig lærde Fader-Navnet,
Mig lærde, paa den mørke Jord,
At finde Lys i Herrens Ord!

Mens Bølgen under Hrone-Klint 1
Sin Havfru-Sang istemmer,
Snart, med Din Kistes sidste Splint,
Hensmuldre Dine Lemmer,
Ja, dele nu alt bange Kaar
Med Præstøe-Pyntens Kirke-Gaard2!

* 206

Og, Moder kiær! ak, fra din Grav
Det Ord med sælsom Vælde
Udfarer over Bugt og Hav,
Vil Manges Moder giælde;
Vil tone som en Klage-Sang
Ved Dronning-Liig i Dane-Vang!

Ja, gamle Dagmar Danebod!
Du ogsaa var en Præste-Kvinde,
Med Taare-Smiil og Adels-Blod,
Med Skjoldmø-Hegn om bly Kiærminde;
Du mangt et Hierte-Stød forvandt,
Og seent Dit Time-Glas udrandt!

Men, ak, tilsidst det dog udrandt,
Og knukket er nu Vandrings-Staven.
Det sidste Herberg Du og fandt
I Orme-Gaarden, Dødning-Haven;
I dybe Suk, fra klemte Bryst,
Hendøde, kvalt, Din gamle Røst!

Mens Bølgen under høie Klinter
Besynger Dine Fienders Død,
Hensmuldrer Du i Høst og Vinter
I Saga-Gravens dunkle Skiød,
Og deler der fuldbange Kaar
Med Præstøe-Pyntens Kirke-Gaard!

Dog, Øie! Tak, end i Din Grav,
For hvad Du har udstraalet!
Tak, Læber, som dog, før I tav,
Mig lærde Moders-Maalet!
Tak, Du, som fødte mig til Daab,
Indpræntede mig Livets Haab!

Min Frelser leve r, ogjegveed,
Han vil til Støv nedtræde,
Hvor dybt end Orme-T and mig beed,
Skal jeg Ham see med Glæde!
O! dybt det Ord Du prænted ind,
Paa Moders-Maal, i Barne-Sind!

207

Det Livets Ord jeg bygger paa,
Trods Orme, Vind og Vove:
Af Muld skal Dødninger opstaae
Og Frelseren høilove,
Naar Luren drøner saa i Skye,
At Stjerner falde, Bjerge flye!

Naar Herren under Hoved-Guld
Fra Himlen aabenbares,
For i sit hele Helgen-Kuld
Paa Jorden at forklares,
Alt, hvad med Ham var Eet i Aand,
Opstaaer i Lysets Klædebon!

Det er et Haab, o, Moder fiin!
Som Hjertet kan husvale;
Et Varsel er det Jorde-Lin,
Du lagdes med i Dvale,
For Straale-Kjortlen let og prud,
Du bære skal som Christi Brud!

Dit Taare-Smil ei sank i Grav,
Din Afkom det skal arve;
Min spæde Søn Du mild det gav
Med Hjertets Regnbue-Farve;
Det følge ham, og Ætten hans,
Til det opgaaer i Sole-Glands!

Saa er Din Røst ei heller død,
Hvor Hjerte raader Tunge,
Din Æt med den, i Lyst og Nød,
Skal tale, bede, sjunge;
Dit Hjerte-Suk med Psalme-Klang
Kun endes skal i Jubel-Sang!

O, Moder! løst fra Sotte-Seng,
Igien hos Fader hjemme,
Du aander paa min Harpe-Stræng,
Det kan jeg grandt benemme;
Den toner over Bugt og Hav
Ved alle Danskes Moder-Grav!

208

Ja, Olde-Moder faur og fim!
I Dødens Skygge-Dale
Du lagdes, med Dit Jorde-Lin,
Kun og i Vinter-Dvale;
Til Venne-Fryd og Fiende-Skam
Du stiger snart i Svane-Ham!

Naar Lynet knittrer, Luren gaaer,
Forkynder Herrens Komme,
Af Graven Du med Fryd opstaaer,
At høre Herrens Domme,
Som Eet med Ham i Sandheds Aand
At bære Lysets Klædebon!

Vel faldt Dit Maal paa Sotte-Seng,
Men sank dog ei i Graven,
Det gienlød i Din Psalter-Stræng,
Laae skjult i Rim-Staven,
Der fandtes det af ham, Du blid
Gav Taare-Smil i Nødens Tid!

Det klinger nu paa Kirke-Gaard
Fra Sønne-Sønnens Tunge,
Som gladelig, naar Da opstaaer,
Skal Svane-Psalmen sjunge,
Paa gammelt Dansk, til over Skye
Han nemmer i Guds Huus det Nye!

Saa priis, min Sjæl, den Herres Navn,
Som endte Dødens Dage,
Som kom fra Graven, os til Gavn,
Med Lys og Liv tilbage,
Som med sit Ord, før vi det veed,
Opvækker Støv til Herlighed!

Omsvævet af min Moders Aand
Jeg føler det med Glæde,
At hvad der er i Herrens Haand,
Er altid nær tilstæde,
Med Livets Haab, med Lys og Trøst,
Hvor Hjertet slaaer i Christen Bryst.

209

O, Moder-Støv og Moder-Aand!
Mit Hjertes Tak Du have,
Som lærde mig, i Lede-Baand,
Paa Herrens Ord at stave,
At stave, grunde, bygge paa
Det Ord, som aldrig skal forgaae!!

N. F. S. Grundtvig.
NÆRINGS-SORGEN.

KORT efter Moderens Død naaede Grundtvig omsider, hvad han imange Aar havde attraaet: at blive Præst i Hovedstaden. Den6. November 1822 blev han efter Ansøgning kaldet til at væreresiderende Kapellan ved Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn.Han vandt straks stor Tilslutning som Prædikant. Men det varedeikke længe, inden Tidens Aandløshed og hans egen Sjælemathedgjorde ham mismodig.

I denne Sindstilstand skrev han nedenstaaende Digt, som han lodindrykke i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, den 2. August1823. Det blev optrykt, under Navn af Nattergalen, i Nordi-ske Smaadigte (1838) Side 285-87. Se Poet. Skr. V. Nr. 34, ogHolger Begtrup: N. F. S. Grundtvigs Kirkelige Syn (1901) Side32-34.

Nærings-Sorgen.

Der bygger en Fugl i Dane-Vang,
Den haver ei pralende Fjere;
Men smeltende sød er Fuglens Sang,
Og det er for Hjertet langt mere;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

Den sidder som helst paa Bøg og Eli,
Hvor Kvisten sig bøier mod Jorden;
Der sjunger den sødt i Gry og Kveld,
Mens Natten er Skumring i Norden;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe
Lad Fuglen ei døe!

211

Nu tier i Lund den Fugl saa kvær,
Og mindes vel neppelig Sangen,
Nu hænger med Neb den Fugl saa kiær,
Og hopper urolig i Vangen;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

Den leder om Korn i Ager-Reen,
Og søger i Vipperne Trøsten,
Den hakker sig mat i Muld og Steen,
Og længes saa hardt efter Høsten ;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

O, vogte dig vel, du Fattig-Fugl!
I Renen gak aldrig til Sæde!
I Bøgenes Ly er bedre Skjul,
O, hviil, hvor du agter at kvæde!
Forgiæves kun ellers vi sukke paa Øe:
Lad Fuglen ei døe!

Her lusker i Kveld en Jæger vild,
Hans Tanker de ere fuldhule,
Han sætter sit Garn i Renen snild,
Og lokker de sjungende Fugle;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

Der er ingen Røst i Verden til,
At han den jo kan efterabe,
Thi Mester han er i Kogle-Spil,
I Toner af Luften at skabe;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

O, vogt dig for ham, du Fugl saa kiær!
Og bliv fra de bølgende Agre!
Til Nattergal-Fangst er Skytten nær,
Med Toner fuld sledske og fagre;
Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

212

Er Kroen og tom, er Vingen svag,
O, flye dog tilbage til Skoven,
Hvor nylig du sang: endnu i Dag
Der sidder en Herre for Oven,
Han hører, naar Hjerterne sukke paa Øe:
Lad Fuglen ei døe!

Er blevet for høi dig Bøgen nu,
Hvor ellers du lysted at bygge,
Saa sæt dig kun lavt i Lund paa Hu,
Bøgenes blommede Skygge;
For bøit har til Himlen ei Sukket fra Øe:
Lad Fuglen ei døe!

Kiærminden saa væn, i Kjortel blaa,
Hvortil hun ei Traad haver spundet,
Da hvisker i Løn: de Fugle smaa
Har Føde i Skoven og fundet,
Og Hjertet end sukker paa Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

Alt Leerne klang fuldlydt i Eng,
Det Blomsterne maatte undgiælde,
Hver Dyne saa blød i Fugle-Seng
Den maatte nu Fjerene fælde;
Men Hjertet end sukker: paa Bøgenes Øe
Lad Fuglen ei døe!

Snart raser i Vang den Meie-Reed,
Saa Vipper og Ax monne bæve,
Paa mangen en Vei, som Faa kun veed,
Da flygtige Kierner omsvæve,
De regne da ned, hvor der sukkes paa Øe:
Lad Fuglen ei døe!

Da Fuglen, som før, paa Bøg og Ell,
Skal mellem Kiærminderne sjunge,
Og lytte skal Dan, i Gry og Kveld,
Til Slaget af Nattergal-Tunge,
Og sukke til Himlen, fra Bøgenes Øe:
Lad Fuglen ei døe!

N. F. S. Grundtvig.
JULE-TRÆET.

I Modsætning til den mistrøstige Tone i Nærings-Sorgen giverdette Digt, som blev trykt i Nyeste Skilderie, den 20. De-cember 1823 (og optrykt i Nordiske Smaadigte (1838) Side288-92), Glimt af det fornyede kirkelige Haab, som netop ved denTid tændtes hos Grundtvig.

Jule-Træet.

Der stander et Træ paa Norges Fjeld,
Det groer og paa Dannemarks Sletter,
Med Lys det smykkes til Jule-Kveld,
Som Hugen, jeg har, mig forjætter!

Vi takke maae Gud for Vinter-Grønt,
Naar Bjelder i Skoven kun lyde,
For Hjertet er det dog aldrig kiønt,
Naar meer det ei har at betyde.

Vi støbe af Vox de Kierter smaa
Og sætte dem vittig paa Naale,
Dog, selv naar Konsten vi bedst forstaae,
Ei støbes den levende Straale!

Vi Fugle os giør med Fjeder-Ham,
Og Røster de faae efter Haanden,
Men Fugl i Haand er dog alt for tam,
Og Luft er kun lidt imod Aanden!

Hvo Hjerte kun har for Skue-Spil,
Med Skinnet vel lader sig nøie,
Men Meer hos Dana staaer Hugen til,
End hvad der kun stikker i Øie!

214

Saa komme da med, hvo dybt i Bryst
End savner den levende Glæde!
Vi did vil reise, hvor Liv og Lyst
I straalende Glands er tilstæde!

Det deilige Land i Øster-Leed
Vel dybt sig bag Taagerne dølger,
Dog did, o, Venner! en Vei jeg veed,
Alt over de brusende Bølger.

Der ligger et Skib i Isse-Fjord,
I Læ under venlige Skove,
En Styr-Mand haver det Skib ombord,
Hvis Liv kommer aldrig i Vove!

Der vaier i Stavn et deiligt Flag,
Som Dannebrog er det at skue,
Men Korset hæver sig, Nat og Dag,
I Glans af saa lønlig en Lue!

Den Snekke har Bør mod Vind og Strøm,
Hvor Styr-Manden lyster at fare,
Saa her opfyldes den gamle Drøm
Om Dværgenes Skib aabenbare!

Den Snekke har Rum til Folk i Flok,
Saamange som helst det skal være,
Men skiøndt den aldrig fik Byrde Nok,
Kun Smaafolk den lyster at bære!

Hver Kæmpe derfor, som vil ombord,
Tiltales fra Oven saa fage:
Du kanst vel vade, du est saa stor,
Han springer i Vand til sin Hage;

Men kommer et Barn i Lede-Baand,
Da toner saa kiærlig en Stemme:
Kom, sæt, du Lille, dig paa min Haand,
I Paradis haver du hjemme!

Saa komme da, hvo til Moder-Bryst
Vemodig sig ønsker tilbage,
For ret at bruge, med Liv og Lyst,
De smilende, deilige Dage!

215

Vi Frænder af Muld maae vel forstaae,
Kun Drøm er vor Storhed i Aanden,
Saa vaagne maae vi, og vorde smaa,
Om voxe vi vil efterhaanden!

Saa lærde os Han, der selv var stor,
Ja, større, end Støv kan udtrykke,
Og Selv stadfæsted Han klart sit Ord,
Da lille Han blev os til Lykke!

Da lille Han blev, da fik vi Jul,
Ja, da blev der Glæde paa Jorden,
Da Stolthed tabde sit Skalke-Skjul,
Det følde selv Kæmper i Norden!

Sig skjuler det Smaa i store Ord,
Men maa jo sin Daarskab begræde,
Da Han, som Ordet gjør evig stor,
Sig skjulde i Ringhedens Klæde!

Saa komme da med, hvo Jul har kiær,
Og ønsker den Største at ligne!
Os Aanden vinker til Pilgrims-Færd,
De Smaa vil Han alle velsigne!

Han fører os frit, paa Snekke sin,
Alt over den brusende Bølge,
Og Nok han haver af Brød og Vin
Til hele det fattige Følge!

Han fører os frit til Jødeland,
Og lærer os deilige Sange,
Der Fjeder-Hamme vi faae paa Stand,
Saa aldrig kan Tyrken os fange!

Saa fare vi fort til Bethlehem,
Langt borte fra Hedninge-Vrimlen,
Der i Paulunet vi gaae til Sem,
Og see med hans Øie til Himlen!

Da sender os Gud et Jule-Træ,
Som selv sig rodfæster i Jorden,
Og brat vi sande, med bøiet Knæ,
At Østen er bedre end Norden!

216

Her stander, for Gran, en Palme skiøn,
Omkrandset af Roser og Ranker,
Den er saa faver, saa liflig grøn,
Som Bøgen i Dannemænds Tanker!

Der sidder et Lys paa hvert et Blad,
Det sidder slet ikke paa Naale,
Man paa den Klarhed kan see sig glad,
Thi det er en levende Straale!

Der sidder en Fugl paa hvert et Blad,
I Paradis have de hjemme,
Dem Hjertet hører saa barneglad,
De sjunge med Menneske-Stemme!

De sjunge Hans Priis, som over Sky
Udkvæder den evige Psalme,
Som naadig planted, til Vext paa Ny,
I Støvet en Paradis-Palme!

Saa sjunge de Lys i Fugle-Ham,
Og Hjerterne hoppe saa glade;
Med Ære dækket er Støvets Skam,
Med Palmens de straalende Blade!

Saa kom da hver Søn af Fredegod,
Hvem Sandhedens Lov er den bedste!
Saa kom hver Daatter af Dannebod,
Som Tro vil til Kiærlighed fæste!

Saa sætte vi ud fra Land saa brat:
Farvel nu, I trykkende Byrder!
Vi helligholde en Jule-Nat
Med Bethlehems troende Hyrder!!

Grundtvig.
HENRIK STEFFENS.

BIANDT de Julemærker, som gav Grundtvig Haab om et lykkeligtNytaar, var et Skrift af Henrik Steffens: Om den falskeTheologi og den sande Tro, en Stemme fra Menigheden.Den danskfødte tyske Professor bekendte heri, at han nu var blevet en troende luthersk Kristen. - Hans Omvendelse, der var sketunder Paavirkning af Præsten Scheibel i Breslau, vakte selvfølgeligstor Opsigt i Tyskland, og han blev Genstand for adskillige haanligeAngreb fra sine rationalistiske Modstandere. Et af de voldsomste ogmest overfladiske af disse blev oversat i det københavnske BladDagen af Dr. jur. Jens Kragh Høst, som gav det sit fulde Bifald.Og derved fremkaldtes nedenstaaende Artikel af Grundtvig i NyesteSkilderie af Kjøbenhavn, den 24. April 1824.

Samtidig med Grundtvigs Stykke fremkom der en kort, alvorligIndsigelse i Dagen af F. C. Sibbern.

Samme Efteraar kom Henrik Steffens paa Besøg i København, og Grundtvig glædede sig paa Forhaand meget til at mødes meddenne Frænde, som nu stod paa samme Trosgrund som han selv.Men desværre blev deres Møde ingenlunde saa hjerteligt og frugtbart, som Grundtvig havde haabet, især fordi Steffens paa Forhaandblev vundet imod Grundtvig af den Kreds, hvori han fornemmeligfærdedes, hos Mynster, Brødrene Ørsted, Oehlenschläger og Sibbern.Se: Brev fra Grundtvig til Ingemann den 26. November 1824 iGrundtvig og Ingemann (1882) S. 32-36.

218

Henrik Steffens.

Naar en Kæmpe som Steffens ydmyg bekiender, at han ermeget for lille, til at see Herrens Propheter og Apostler, end sigeda ham Selv, over Hovedet, da forarger det naturligviis alle destoragtige Lilleputter, hvoraf nuomstunder den literaire Verdenvrimler, og det er ganske i sin Orden, at de pege Fingre adham, og vrænge efter ham, thi det er Alt, hvad de mægte, ogAlvorligheden, veed de, sidder hos mange Læsere saa løs, atden lader sig fordrive af det første, det bedste Fjellebod-Spilop.Her til Lands, hvor det lille Vognmands-Lag, paa den sidsteTid, synes at spille Mester, er det heller intet Under, at Indførselen bliver derefter, og paa denne Maade lader det sig forklare, at en saa plump og jammerlig Anmeldelse af vor berømte Landsmands Bog: om den falske Theologie og den sande Tro, somden, der forleden stod i Dagen, er det Eneste, man hidtil heromsaae paa Dansk. Saa bør det imidlertid ingenlunde være, dertiler Bogen for vigtig, og Dagens Indfald forbyder mig længer atopsætte, hvad jeg længe havde betænkt, tilskynder mig uopholdelig at anmelde et Skrift, der, efter mine Tanker, er skikkettil at vække mange gavnlige Betragtninger.

At et saa opvakt Hoved, som Steffens unægtelig er, en Skribent, der ei blot har deelt Tidens høieste philosophiske Anskuelser, men, som En af Hoved-Mændene, kraftig virket til deresUddannelse og Udbredelse, at han, i Manddoms-Alderen, opgiver dem, som Noget, der ei kan tilfredsstille den sandhedskiærlige Gransker, og bekiender, at han i den gamle, paa dehøie Skoler som forældet hardtad bortkastede Bog: i Bibelen, har fundet, hvad han i Tidens Selv-Klogskab forgiæves søgde, fundet Sandhed til Salighed der, ikke ved spidsfindig Fortolkning, 219 men ved at tage Alt eenfoldelig, som Luther og de Gamle:det er unægtelig et Vidnesbyrd om Evangeliets Kraft, som detvist nok ikke behøver, men som dog alle Christne maa glædesved, og som burde vække Mange til alvorlig Eftertanke. At vorTid er mageløs ligegyldig ved det største af alle Spørgsmaal, vedSpørgsmaalet om Sandhed til Salighed, det er øiensynligt; menskulde selv saadanne Exempler ei vække andet end kaad Spot oglatterlig fornemme Skulder-Træk, da maatte man for Alvor troe, at den nærværende Slægt i det Hele slet ingen Følelse havde afaandelig Natur; thi hvem der blot halvveis troer, at det i ham, der veed af sig selv at sige, ei kan opløses, men maa i Evigheden høste, som det i Tiden saaede, hvem der ogsaa kun halvveis troer det, og har beroliget sig over sin øvrige Vantro med denTanke, at i saa oplyste Tider kan kun Tosser og Børn haveFædrenes Tro, han maa dog nødvendig føle sig rystet, ved atsee, han tænkde feil, ved at see en af Tidsalderens høiest Begavede vende tilbage til Fædrenes Tro, og bekiende det høit, udenat ændse Alt, hvad han derved taber i Verdens Øine, et Tab, som dog vist Intet uden Sjæle-Fred og et levende SalighedsHaab kan for ham erstatte. Rystet i sit Inderste, maa en Saadan drives til alvorlig at undersøge, paa hvilke Grunde hansSaligheds Haab og hans Ringeagt for gammeldags Christendomhviler, og naar Mennesket først kommer dertil, at han alvorligspørger om Sandhed til Salighed, da viser Kirkens Historie os, at Erfaring stadfæster Stifterens Ord: hvo som er af Sandhed, hører min Røst. Hvo som derimod, naar han seer en stor Aandbøie sig for Christi Aand i Bibel-Ordet, beroliger sig med denTanke: dersom jeg har Ret i min Vantro, maa han være forrykt eller gaae i Barndom, altsaa er han forrykt eller gaaer iBarndom, han maa i det Mindste ikke snakke med om, hvadder fornuftigt, hvad der er Lys eller Mørke i aandelig Forstand, thi enten veed han det slet ikke, eller han skyer Lyset, som jomaatte vise ham, det skulde først afgjøres, om han har Ret isin Vantro, før han, uden Daarskab, kan slutte, at den modsatteTro er uforsvarlig. Overalt synes det dog virkelig at grændsenær til Galskab, naar man paastaaer, det er Aands-Svaghed ellerForrykthed at antage en Tro, der ei blot til alle Tider har taltstore Hoveder og høist besindige Mænd blandt sine Bekiendere, men som øiensynlig har bragt Videnskabelighed og Forstands-Udvikling til den Høide, de i Christenheden have naaet. Vilman giælde for oplyst og fornuftig, skulde man dog i detMindste vogte sig for at tale saa forvirret, og slutte saa 220 halsbrækkende, at man beskiæmmes af, hvad man selv kalderLys og Fornuft.

Dette være sagt som en venlig Paamindelse til dem, der nuomstunder vil slaae sig til Ridder paa bibelsk Christendom, atde ikke af Milepælen i Halle1 lade sig forføre til at troe, de paadet attende Aarhundredes aflukkede Vei kan naae anden Hovedstad end Skams-Torp, hvor de dog vist nødig vil beklæde Høisædet. Hvad Vei de maae gaae, for nu at gjøre Ordets Tjenere Livet surt, har jeg naturligviis intet Kald til at vise dem;men vel har jeg Kald til at lære dem, at vores Tro ei døer afTrudsler, og at de ere Lysets Statholdere, netop som Pavernevare Christi, hvorfor deres Banstraaler da ogsaa have sammeVirkning paa os, som Hines paa Reformatorerne, saa dem kastevi smilende tilbage, med det oprigtige Ønske, at de maae rammeLysets Fiender, under hvilket Navn og hvilken Kappe deend skjule sig, ligesom hine rammede Christi! Vi høre til denMenighed, som Stifteren gav Navn af Lysets Børn, og bød atsvare til Navnet; det Sidste glemde vist nok Mange, som bardet, men dog vidner Historien, at overalt, hvor Bibelen komhen og troedes paa Ordet, der tændtes Lys, og der kan da vistIngen med Grund fortænke os i, at vi kræve stærke Beviser, førvi vil troe, at hvad der tændte Lys i vor Sjæl, og tændte Lys iLandene, fra Jorsal, hid, at det er Mørke, og at hvad Christendommen, paa sin Vei giennem Tiden og paa sin Vei til vortHjerte, fordrev som Mørke, adspredte som Taage, at det er nublevet Lys. Ei Lysets Børn, men dets feige Forrædere maattevi være, hvis nogen Pave-Bulle, i hvis Navn den saa udstædes, kunde bringe os til at antage saa utroelige Ting, eller endogkun til at fortie vor urokkelige Overbeviisning, at hvad derhar gjort Lysets Gierning overalt, er Lys, og hvad der stræbdeat forhindre og afbryde den, er Mørke, og at det er Bibel-TroensForhold til Alt, hvad der i Tidens Løb har fornægtet og bekæmpet den.

At udsige denne Overbeviisning maa nødvendig være Trangfor hver Christen, i Dage som disse; at udsige det høit og varmtmaa hver Christen, som fik Tale-Gaver, ansee for en skyldigKiærligheds-Gierning, og dobbelt forpligtet maa han føle sigdertil, naar han hidtil, som Forfatter, som vældig Folke-Taler, meer eller mindre selv drog i Aag med de Vantroe. DenneKiærligheds-Gierning er det, Henrik Steffens har udført, iBogen om den falske Theologie og den sande Tro, og hvem kan *

221 være Christen, uden at glæde sig ret inderlig derover, glæde sigdobbelt, fordi han ikke, som adskillige bekiendte Mænd i voreDage, der atter nærme sig Kirken, lader, som om det altid varhans Mening, men bekiender aabenhjertig, han har selv været iVildfarelse, og vendte om, da han saae det. At Fienderne spottemed en saadan Bekiendelse, er naturligt, men at den betagerdem den Fornøielse at slaae Manden med hans egne Ord, erdem tilvisse meget ubehageligt, og at en Forfatter, som bedreend de Fleste var istand til at forbinde sine forrige Yttringermed de nærværende, ei vil bringe den os alle fristende Forfængelighed det mindste Offer, er os et glædeligt Pant paa, at Solener gaaet ned over de Propheter, som vente at see Steffens knælefor et Afguds-Billede, hvis Blændværk han saa klart giennemskuer. Kun opblæste Daarer spotte med hans Ord, at Anelsenhos ham gik foran Troen, som om Formodningen ikke altidi aandelige Ting maatte gaae foran for Visheden, og som omisær Steffens kunde undlade at bemærke, hvad der i høiesteGrad var Tilfældet med ham, og hvad der kaster Lys paa hanshele offentlige Bane. Netop ved denne Bemærkning taber hansBekiendelse alt mueligt Skin af Skrømt, for ei at tale om, hvadkun egenkiærlige Daarer kan kalde falsk Anklage ; thi den stemmer derved overeens med, hvad alle andre Christne, der opmærksom have betragtet hans aabne Færd, maatte finde.Hvem der saaledes, med mig, for 20 Aar siden, studsede ved athøre Steffens, med henrivende Veltalenhed, beskrive Chridommens Straale-Bane giennem Tiderne, ophøie dens guddommelige Virkninger, nedrive det opsminkede, livløse Afguds-Billede, man i Frankrig opreiste, og trindt i Europa tilbad som enhimmelfalden Minerva, hvem der hørde det, maa vel sande, atAnelsen hos denne store Aand gik forud, ja, besynderlig langtforud for Troen, og hvem der ikke hørde det, kan dog kommetil samme Overbeviisning, ved opmærksom at læse det 7de og8de Stykke i hans Indledning til philosophiske Forelæsninger;thi selv om man ikke saa nøie, som vi, der da studerede denfalske Theologie, kiender den Tone, der 1803 herskede hos os, kan dog af dens endnu vedvarende Efterklang lære Nok, for atskiønne, at hvem der da talede som Steffens, maatte dybt oglevende ane den Christi sande Guddom, hvis Herlighed saaledes for hans Blik giennemstraalede Tiderne. At det ei hellerer Noget, jeg først nu finder, kan hvem der lyster see i mit korteBegreb af Verdens-Krøniken (1812) og det dertil hørende Krønikens Gienmæle, hvor jeg udsagde det Ønske og Haab, jeg nu 222 med Glæde seer opfyldes. Der sagde jeg ogsaa, hvad jeg nu medFryd gientager, at skiøndt jeg i hine Dage, som storagtig Ungersvend, veltilfreds med det Skyggeværk, men dengang kaldteoplyst Theologie og renset Christendom, kun beundrede hansIld og Tale-Gaver, saa var det dog en Gnist af denne Ild, hvorved, da Herren vilde, Lyset tændtes i min Sjæl, saa han er deneneste Lærer paa Høiskolen, hvem jeg haver Noget at takke, han er og den, som, ved at paanøde mig Bekiendtskab med ethøiere Blik paa Konst og Videnskab, rakde mig Nøglen til Valhals laasede Dør, og, hvad der er meer, bidrog mægtig til atbevare mig for Miskiendelse af Troens Forhold til Konst ogVidenskab, som er fordærvelig, men hvoraf en Christen dog, iDage, da begge Dele dreves saa uchristelig, nødvendig maattefristes. Ei kan jeg fritage Steffens fra at spottes som en aandelig Krøbling af dem, der kalde det Tegn paa Sundhed og Kraft, afmægtig til at trodse den Kæmpe, som, efterat have lidt Dødenfor Sine, deler med dem sit evige Liv, og har giennem Aarhundreder viist, at Han kun behøver at udrække Spiret, saa knuseshans Fiender som Leerkar. Ei kan jeg heller forhindre Nogenfra at mishandle hans Bog og fordreie hans Ord; men dybtmaatte jeg foragte mig selv, om jeg kunde taale, at man formine Øren haaner den herlige Mand, og Christendommen iham, uden i Sandheds Navn at aabenbare Uretfærdigheden, ogkiærlig, ja, broderlig at dele al den Spot og Galde, man vil udøse over ham, fordi han har gjort, hvad alle burde: erkiendtsin Vildfarelse og sin Trang til den himmelske Frelser, er vendtom til den Herre, som os kiøbde, og har frimodig bekiendt sinTro!

Dette være Nok for denne Gang, thi det kan være Nok, daIngen hos os endnu har prøvet at drøfte Bogen om den falskeTheologie og den sande Tro, men Dagen kun gientaget entydsk Forhaanelse, som kun kan ramme, hvis Overgang tilChristendommen: til den sande, virkelige, giennem Tiderneforplantede, i Ordet uforanderlig talende Christendom, hvisdet, uden videre Beviis, er Nok til at vanære en Mand, hvisdet er et aandeligt Selvmord, som fortjener Skiændsel ogAfskye.

Vel havde jeg betænkt, her, med det Samme, at giennemgaaeBogen, og, uden at fortie dens Mangler, giøre opmærksom paade mange skarpe Blik og dyrebare Sandheder, den indeholder;men det vilde medtage mere Tid, end jeg kan taale, at Forhaanelsen, uden at blottes i sin Nøgenhed, flyver om Land; 223 her er vel ikke heller Stedet til en Tale, der turde falde defleste Læsere meget for alvorlig. Vel veed jeg ikke ret, om Bøger af mig meer finde Læsere i Danmark, hvor man i detHele synes at have lagt Bogen paa Hylden; men netop derforagter jeg at prøve det, og kan da ei fattes Leilighed til nærmereat omtale en Bog, der, som en Stemme fra Menigheden,svarer til sit Navn, og fortjener at besvares, venlig, alvorlig, med en Stemme fra Kirken.

N. F. S. Grundtvig.
VAR MORTEN LUTHER
EN CHRISTEN, ELLER VAR
HAN EN KJÆTTER?

I Dagen den 27. April 1824 skrev Dr. jur. Jens Kragh Høstfølgende Erin dring ved Kiøben havns Skiiderie Nr. 33:
»Herr Pastor Grundtvigs Synsmaade og Feidefærd er alt for bekiendte til, at jeg skulde sagt et Ord i Anledning af hans Skiælden, naar han ikke havdenedladt sig til et ligesaa uværdigt som forslidt Kunstgreb. Han vil indbildesine Læsere, at Christendommen er forhaanet ved den i Dagen optagne Anmeldelse af Steffens's Bog om den falske Theologie og den sande Troe. Jegerklærer dette for grov Usandhed. Netop Ærefrygt for Jesu rene Lære, fornuftig Christendom, maa hos dennes Erkiændere vække Sorg, naar de seeMænd, som Steffens, træde over til Jacob Bohmernes og Marheinechernes ogHarmsernes Side. En Steffens's Forvildelser skader meer end en SkokGrundtvigers.

Jens Kragh Høst

Herpaa gav Grundtvig i Nyeste Skilderie, den 4. Maj 1824,et Svar med ovenstaaende Titel, der er mærkeligt derved, at han herførste Gang nævner den Synsmaade for »den sande Christendom«og »Christendommens Sandhed«, som han senere nærmere udviklede.

Paven satte Luther i Kirkens Ban, og Catholikerne havebestandig paastaaet, det var velforskyldt: paastaaet, at Luthervar en Kiætter, og det en af de Argeste; men den Augsburgske Confessions Tilhængere have naturligviis paa det Kraftigste protesteret mod denne Pave-Dom og appelleret til detapostoliske Concilium i Bibelen og Arelds-Kirken, efter hvisgyldige Kiendelse, de paastod, Luther maatte agtes og æres, 225 som en Christendoms-Lærer i Aand og Sandhed, hvis Lige knap, siden Apostlernes Dage, var fundet i Kirken.

Saaledes stod Sagen alt giennem Aarhundreder, og om nuHr. Doctor juris Jens Krag Høst er blevet lidt catholsk, ellertaler kun, med Tydskeren, i Dagen om, hvad han ikke kiender, det er aabenbar et af de mange Smaa-Spørgsmaal i Verden, som det vilde falde alt for vidtløftigt og kiedsommeligt, offenligat afhandle. Jeg skulde derfor ikke, ved denne Leilighed, havenævnet Hr. Doctoren, dersom han ikke, med en besynderligjuridisk Uforsigtighed (i Dagen No. 101) havde beskyldt mig forgrov Usandhed; men da det er Udtryk, som snart kundenøde mig til at gaae til Things, og det i en Sag, der i Grundenslet ikke kan afgiøres paa noget Lands-Thing, saa finder jegmig forbundet til, paa en mere passende Maade, at slaae denBeskyldning juridisk ihiel, det er: mortificere den.

Jeg har sagt, at, naar man haaner Steffens for den Tro,han, i Bogen om den falske Theologie, vedkiender sig, da haaner man Christendommen i ham, og det kalder Hr. Doctoren ei blot et uværdigt og forslidt Konstgreb, men en grovUsandhed. Da nu imidlertid Steffens, i omtalte Skrift, udtrykkelig, uden al Forbeholdenhed, vedkiender sig den lutherske Christendom, saa følger deraf unægtelig, at, naar hanhaanes for denne Troes-Bekiendelse, da haanes i ham den lutherske Christendom, og om nu denne er den sande Christendom, kan, mellem Hr. Doctoren og mig, kun være et juridiskSpørgsmaal, som Juristen vel maa vide, Danke Lov paa detBestemteste har afgiort til Morten Luthers Ære. Juridisktalt er det da ikke et Konstgreb, end sige, en grov Usandhed,naar en Dansk Præst erklærer, at hvem der haaner den lutherske Troes-Bekiendelse, haaner dermed Christendommen; deter tvertimod en Paastand, hvortil Danske Lov ei blot berettiger, men forpligter ham. Saaledes har jeg viist, hvad jeg, somKmbeds-Mand, burde, at Hr. Doctorens Beskyldning er død ogmagtesløs.

Vil man sige, at hermed er Spørgsmaalet om den lutherskeChristendoms Ægthed dog i Grunden slet ikke afgiort, da harman vist nok fuldkommen Ret; men det vilde være meget ufornuftigt af mig, at drøfte dette Spørgsmaal theologisk med Hr.Doctor juris Høst, der, efter Alt at dømme, maa indbilde sig, man paa fri Haand kan afgiøre, hvad der dog ene og alene beroer paa historiske Vidnesbyrd. Da imidlertid mange af denyere Theologer synes at være i samme Vildfarelse, maa jeg, 226 ved denne Leilighed, bemærke, at hvad enten den lutherskeChristendom agtes for den sande eller ikke, staaer dog den lutherske Paastand lige urokkelig fast, at det kun er Bibelen ogog den ældste Kirke-Historie, der kan lære os, hvad sandChristendom er. Ingen Sætning kan være klarere end denne;thi sand Christendom er dog ligesaa unægtelig, hvad Christus har lært, og intet Andet, som sand Muhamedanisme er, hvad Muhamed har lært, og enten maae vi da af de apostoliskeSkrifter og de ældste Christnes Bekiendelse kunne lære, hvadsand Christendom er, eller ogsaa det er et unyttigt Spørgsmaal, som ikke al Verdens Universiteter kan besvare. Ikke desmindreer det, fra Midten af forrige Aarhundrede, blevet mere og meresædvanligt, at sige sine egne Tanker om de aandelige Ting, og, uden stort at ændse Apostlernes og den ældste Kirkes Vidnesbyrd, dristig paastaae, at hvad man sagde, var den sande, rensede, rene, fornuftige Christendom; ja, det er gaaet saavidt, aten theologisk Professor i Halle, Wegscheider, i den allersidste Tid har udgivet en Dogmatik, som han selv indrømmer, strider ei blot med Morten Luthers, men mod de ældste Christnes og Apostlernes Bekiendelse, men som dog skal være sandchristelig!

Grunden til dette Uvæsen vil jeg her lade staae ved sit Værd, men skamme sig skulde dog visselig hver Mand, som vil agtesfor en Lysets Ven, ved at arbeide paa den største af alle Formørkelser; thi det er unægtelig en sand Forvirring af Ord ogTanker, som, naar den blev herskende, maatte giøre al Taleom aandelig Sandhed uforstaaelig og derved unyttig. I LysetsNavn er det da vor Fordring til alle dem, der vil tale med omChristendom, at de ikke sammenblande, men tydelig adskillede to aabenbar forskiellige Spørgsmaal: hvad er den sandeChristendom dvs. hvad har Christus lært? og: er Christendommen sand dvs. er Christus troværdig? Det første Spørgsmaal eraldeles historisk, og skal, uden alle andre Hensyn, besvares afApostlerne og de første Christne. Det Andet derimod kan vistnok ogsaa behandles videnskabelig, men bliver dog, til VerdensEnde, hvad det fra Begyndelsen var, i Grunden et Samvittigheds-Spørgsmaal, som Enhver maa have Lov til, paa egetAnsvar, for sig selv at afgiøre, da Troen er Noget, Menneskerumuelig kan give, altsaa ei heller maa ville paanøde hinanden.Hvem der sammenblander disse Spørgsmaal, og enten paastaaer, man af sig selv kan vide, hvad der er den sande Christendom, eller at Troen er en Tvangs-Sag, hvem der paastaaer 227 Sligt, det være sig Theologer og Philosopher, Lærd eller Læg, de ere aabenbar ikke Lysets men Mørkets Talsmænd, og mellem disse vil Historien da nødes til at tælle Mange, som i densidste Tid have brammet med Navn af Oplysningens Venner, medens de legde med Ord i den vigtigste Sag, og derved stræbdeat fordunkle selv de klareste Sandheder, som der kun hørerSandheds-Kiærlighed til at fatte.

Medens jeg derfor inderlig ønsker, at Samvittigheds-Frihedenmaatte overalt være saa uindskrænket, som den knap er i England selv, maa jeg erklære det, videnskabelig, for en aldelestvungen Sag, hvad der skal kaldes sand, det er: ægte Christendom, da det ikke beroer paa noget Menneskes Villie ellerTanke-Gang, men paa historiske Vidnesbyrd.

Fremdeles erklærer jeg, som The o log, pligtig til, af Bibelog Kirke-Historie, mod hver kyndig Modstander at forsvaremin Paastand, at Morten Luthers Troes-Bekiendelse,som den findes i den Augsburgske Confession, er densande Christendom, som den var fra Begyndelsen, og somden da, hvad enten man vil troe den, eller ikke, nødvendigmaa blive til Verdens Ende.

Paa en Tid, da Wegscheiders Dogmatik, som i Tydsklandalt har oplevet tre Oplag, ogsaa hos os er blevet anprist Præsterog Studenter, maa jeg jo vente at finde Modsigelse, som, hvisBeviset brister mig, giør mig til Skamme; men saalænge maaog vil jeg have Ret til, ikke blot juridisk, men theologisk, aterklære enhver Forhaanelse af den lutherske Troes-Bekiendelse for en Forhaanelse af den eneste ægte, sande, fornuftige Christendom.

N. F. S. Grundtvig.
AF BREVVEKSLING MELLEM
NØRREJYLLAND OG
CHRISTIANSHAVN.
(1824).

Da Grundtvig var blevet Præst i København og fandt sig trykketaf den store aandelige Ligegyldighed, der omgav ham, brødhan sit Hoved med, hvorledes »man dog kunde frembringe en SmuleRørelse i det døde Hav«. Han bestemte sig til at udarbejde »etForsvars-Skrift for Christendommen, der soleklart skuldevise, baade hvor forsvarlig den, og hvor aldeles uforsvarlig saavelenhver Indvending som Ligegyldigheden mod den er«1. Men detlykkedes ham ikke at give dette Skrift en Form, som kunde tilfredsstille ham selv. De mange forskellige Udkast dertil, som findes mellem hans efterladte Papirer, viser tydelig, hvor møjsommelig detteArbejde faldt ham2.

Et af de sidste og videst førte af disse Haandskrifter, som stammer fra Foraaret 1824, har Form af en »Brevvexling mellemNørrejylland og Christianshavn«. En besindig og upartiskMand fra Jylland skriver til Grundtvig for at faa Rede paa hans nuværende Standpunkt og Mening om Kristendommen, og i sine Svarudvikler Grundtvig sine Anskuelser.

Her meddeles det første Brev fra Christianshavn, som givergod Oplysning om Grundtvigs daværende Syn paa sin egen Udvikling.

* *
229
Christianshavn.

De vil høre mine Tanker om Tiden og min Bane, begge Delebetragtede i Forhold til, hvad jeg anseer for Menneske-Vel, ogda det i alle Maader er mit Kald at tale om det store Anliggende, til hvem jeg tør haabe, vil høre, saa har De meget rigtig dømt>at jeg nødvendig maatte tage mig Stunder at besvare Deres Brevsaa udførlig, som De kan ønske. Saavidt jeg kan skiønne, giørjeg mit Bedste, naar jeg giver Dem et Billede af min Bane, saatro og saa klart, som det staaer i min Magt, og det vil jeg giøre.

Jeg er opvoxet paa den jydske Hede under gammeldags Undervisning i Christendom og Sprog, men jeg kiender af egenErfaring ei det Mindste til den Aands-Forkuelse og Trældom, som man saa dyrt har svoret paa, var dermed uadskillelig forbundne. Tvertimod har jeg aldrig seet og kan ei tænke mig enmere fri Udvikling til Andet end Dagdriver, end den jeg harnydt, og maa derfor nødvendig alle mine Dage snart harmesover, snart smile ad den Blæst, der giøres med de nye Methoder, som om den fri Udvikling var manet ind i dem, ja, somom man ei kan slaaes lige tyrannisk og lige tankeløst, overhvilken Læst det skal være.

Min Lyst drev mig fra Barns-Been mest til Historien, isærKirkens og Fæderne-Landets, og da jeg her, næsten udelukkende, blev en Discipel af Holberg og Hvitfeld, indseer De let, jeg hverken dannedes til kirkelig Zelot eller til Sværmer forNordens Oldtid; derimod gav saadan Læsning, i Forbindelsemed en fri Opdragelse, mig nødvendig en Dristighed i at følgeog forsvare min egen Overbevisning, uden alt Hensyn paa, hvadAndre meende, som hos Drengen ei var paa sit rette Sted, ogsom, blevet til anden Natur, selv hos Manden støder, og leder idet mindste let til Overilelse. Af egen Erfaring kiender jeg dasaavel den fri Opdragelses svage, som dens gode Sider, og deraf 230 kommer det, at jeg, som ellers ikke synes stemt for MiddelVeien, dog i Alt, hvad der paa nogen Maade angaaer Udviklingog Opdragelse, i det Store saavelsom i det Smaa, stemmer enepaa den.

Efter dette Blik paa mine Drenge-Aar, i hvilke jeg alt stiftedeBekiendtskab med Døgn-Bladene, og den deri herskende Tone, vil det neppe forundre Dem, at jeg i Latin-Skolen ivrig forsvarede den gammeldags Christendom, som da endnu var min, ogat jeg, som Student, ei blot strax henreves af Strømmen, ogkaarede en Tanke-Gang, der førde dristig Frihed i sit Skjold, men tilegnede mig den i hele sin Udstrækning, og var en afdens ivrigste Forfægtere. Jeg veed derfor ogsaa af egen Erfaring, hvad det virker paa Hoveder, som ei er bedre end mit, altsaa dog nok paa de fleste, at være midt inde i den naturalistiske Tankegang, som man kalder den fri, og har forsaavidtRet, at man i den kun bryder sig lidt om Tænkningens evigeLove, men sætter dristig sit eget Tykke, som en ufeilbar Overbeviisning, mod alle Love. Jeg veed af egen Erfaring, hvad derdog ei trænger til at bekræftes af den, at selv naar man harskikkelige Forkundskaber, megen Læselyst og en god DeelÆrgierrighed, skal Videnskaberne ikke rose sig af den Grundighed, hvortil den saa berømte Fordoms-Frihed fører, og dajeg siden har lært, hvortil en christelig Synsmaade driver, maajeg i det Mindste nødvendig smile, naar man snakker om denchristelige Eensidighed, som en Hindring for sand Oplysningog videnskabelig Grundighed.

Da jeg blev 22 Aar, forstyrrede min Naturalisme sig selv, ogjeg veed; det kom deraf, at jeg, under Ringeagten for alle andreLove, bevarede Ærbødighed for Samvittighedens Konge-Lov, og jeg maa da nødvendig erklære det for en utvivlsom ErfaringsSandhed, at naar man blot lidt alvorlig vil holde Regnskab medsig selv, skal man snart opdage, det er idel Vind, Alt hvad manfortæller om vore naturlige Kræfter til at fyldestgiøre Reenhedsog Kiærligheds uforanderlige Lov, og at det er tankeløs EfterSnakken, eller nedrig Bagtalelse, at man, ved Tro paa Frelseren, bliver enten ligegyldig mod Loven eller svagere til at opfylde den. At man derimod, naar man er letsindig eller falsknok dertil, ligesaavel kan være lastefuld, naar man tilbeder, som naar man spotter Chris tus, er vist nok unægteligt, men beviser dog vel ikke andet, end hvad Christus selv udtrykkeligvidner, at det ei blot beroer paa Sæden men ogsaa paa Jorden, om Høsten skal vorde velsignet.

231

Saasnart jeg nu var helbredet for den ulyksalige Vildfarelse, at det er Menneskets Ære for nær at være sin Svaghed bekiendtog bede Gud hjelpe sig, stod ogsaa Christendommen for mig ihele sin Glands, og jeg maatte nødvendig bøie mig dybt forAarsagen til alle de store, unægtelige Virkninger, jeg afden christne Kirkes Historie kiendte; thi jeg har, Gud skeeLov! kun en meget dunkel Forestilling om den Muelighed attrodse soleklar Sandhed, og, naar man seer Christi Mirakler, da at sige: han driver Djævle ud ved Beelzebub; eller er det velAndet, naar man siger, at Troen paa Christus, som overalt, hvorden annammedes, forstyrrede Djævelens Rige, at den er dogselv en Overtro, et Mørkheds Barn!

Nu blev jeg Skribent, og, forsaavidt var Lodden kastet, athvad jeg end sagde og syslede med, maatte jeg, i Forhold tilden Grad af Alvor, jeg havde, vogte mig for at modsige, oggribe hver Leilighed til at anprise Christendommen, og mineopmærksomme Læsere veed, al det har al min Skrift tilfælles;men at den i Øvrigt bestaaer af tre Hovedstykker: et mythologisk, et theologisk og et historisk.

Til det mythologiske Afsnit hører ei blot min NordensMythologie, men Alt, hvad jeg skrev før 1811, min Dimis-Prædiken selv kun halv undtaget. Andre vil maaskee heller kaldedette Stykke af min Bane det poetiske [men det giør jeg ikke];thi egenlig, hvad jeg troer, man bør kalde Digter, har jeg neppenogensinde været, og et poetisk Element findes der enten i ingen af mine Skrifter eller i dem alle. Mythologisk derimod vari Begyndelsen min hele Betragtning af Menneske-Livet, thi denSandhed, at Alt, hvad der er Ædelt, Stort og Kraftigt i Mennesket, er en Guddoms-Virkning, og at det Legemlige først vinderVærd og Betydning, naar det betragtes som et Billede af og etRedskab for det Aandelige, denne Sandhed, som egenlig alleMythologier har tilfælles med Christendommen, var aabenbarden Middel-Punkt, hvorom al min Tale dreiede sig, og selv denChristendommen meer eiendommelige Betragtning af det timelige Liv, som en Forberedelse til det evige, var hos mig mereeddisk end bibelsk. Christendommen stod da for mig somIdealet for alle Mythologier, hvilket de meer eller mindrehavde nærmet sig, men som paa naturlig Maade var uopnaaeligt, og derfor, i Tidens Fylde, neddalet fra det Høie. Forstaaer man ved Mythologie blot en Samling af Æventyr, ellerdog en Blanding af sande og falske Forestillinger om det Aandelige, da var Christendommen vist nok ingen saadan for mig; 232 thi baade antog jeg Christi hele vidunderlige Liv for historiskSandhed, og Christendommen for en reen, uforfalsket Fremstilling af det Aandelige; men jeg forstod, ved Mythologie, et LandKort over Aandens Rige, og Veien dertil, som kunde være meereller mindre ufuldkomment, og i denne Betydning var Christendommen mig hverken meer eller mindre end en fuldkommen Mythologie. Hvad jeg derfor ikke kunde tillade migmed Christi Historie, der maatte være reen historisk Sandhed, for at trykke Seiglet paa hans Lærdom, det tillod jeg mig derimod med Lærdommen selv, og med det Gamle TestamentesHistorie, i det jeg her betragtede Ordene som Gaade-Billeder, hvis Betydning det var en Opgave at udfinde, og det er denrette Forskiel mellem en Mythologie og en Aabenbaring,at i hin skal det, i denne derimod maa det ingenlunde, saa være.Hvor man nemlig skal giætte sig frem om Ordenes Bemærkelse, der har man ingen Aabenbaring, men en Mythe eller Hieroglyph for sig, og saalænge man derfor bygger sin saakaldtechristelige Betragtning af Guds Raad til vor Salighed paa enegen Forklaring eller Omskrivning af Bibelens Ord, behandlerman aabenbar Christendommen som en Mythologie, og tilintetgiør derved Nytten af dens historiske Beseigling; thi et Ord, viselv skal forklare, maa nødvendig, efter Menneskenes og Tidernes Forskiellighed, forklares høist forskiellig, og kan da umuelig være en sikker Lede-Stjerne for Nogen af os. En guddommelig Beseigling af et saadant Ord kunde umuelig finde Sted, thi for at troe deraf, hvad man selv finder rimeligt, behøverman dog tilvisse ei at ansee det anderledes for et Guds Ord, end alle de Ord, Han har lagt paa Menneske-Tunger.

Kiender De Noget til Kirke-Historien, vil De vel halv forskrækkes over den Dristighed, hvormed jeg herved erklærer enheel Skare af berømte Theologer, og selv Kirke-Fædre, forchristelige Mythologer; men De vil dog let indsee, at dajeg for Alvor maa tage mig selv med, er der ingen Grund tilUbillighed, og er den angivne Forskiel mellem Aabenbaringog Mythe, som jeg troer, indlysende, nytter det kun lidt atforblinde sig selv.

Min anden Periode, til 1815, kalder jeg den theologiske,skiøndt man vel neppe vil regne Noget af, hvad jeg skrev, undtagen mine Prædikener, som endda udkom senere, til Theologien; men jeg kalder den saa, fordi al min Skrift, fra den Tid, dreier sig om enfoldig Troe paa Skriften, som et aabenbartGuds Ord, og den deraf flydende Troe paa Jesum Christum, 233 som det eneste Saligheds-Middel for syndige Mennesker. Omdenne Deel af min Bane give mine Skrifter i Grunden al denOplysning, jeg kan give; thi hvem der, efterat have læst dem, tvivler om, at jeg talede, fordi jeg troede, ham vil mingientagne Forsikkring vist ikke tilfredstille, og han hører overalt til de Folk, med hvem jeg Intet har at tale. Herom kan da, mellem os, intet Spørgsmaal være, og hvad De ønsker at vide, maa da enten være, om jeg endnu har samme Tro, eller hvadjeg nu tænker om min Fremgangs-Maade ved Kundgiørelsenog Forsvareisen af denne foragtede Tro. Hvad det Første angaaer. da, siden De har hørt, jeg prædiker endnu omtrent somforhen, kan De vel ikke være uvis om mit Svar; men jeg mener, at om De end slet ikke havde hørt Andet, end at jeg er Præst, maatte det være Dem Vidnesbyrd Nok, saalænge De troer, jeger værd at tale til; thi De kiender jo vel dog Saameget til denAugsburgske Confessjon, at De veed, hvad den lærer omSkriften og Troen paa Christum, og hvilket Afskum maatte jegdog ikke være, om jeg, efter en Bane som min, vilde snige mig indi en Kirke, hvis høieste Grundsætning jeg ei bifaldt af HjertensGrund. Jeg kan i det Mindste forsikkre Dem, at jeg, som Præstvilde nedlægge mit Embede i samme Øieblik, man befalede migat lære Noget, der i mine Øine var en Vildfarelse, og nu, da jeg, 1821, stod uden for Kirken, med Sysler, jeg elskede, og medFrihed til at vælge mit Opholdssted, hvor jeg kunde sysle friestog tjene mit Brød, nu skulde jeg, for et Stykke Brød, have solgtSjæl og Salighed. Nei, en saadan Lumpenhed, uden al andenGrund, end den Lyst at være lumpen, kan De umuelig tiltroemig, og Deres Spørgsmaal maa da vel ene giælde min Fremgangs-Maade, eller dog kun tillige Bi-Sætninger, som De ikkeanseer for uadskillelige fra min Troes Grund-Sætning. At dernu kan være saadanne Bi-Sætninger, som jeg fordum meer ellermindre udtrykkelig paastod, men nu ikke længer vedkiendermig, tør jeg vel ikke nægte, da Skriftens Ufeilbarhed i alle Maader tilintetgiør vores; men dog veed jeg slet ingen Troes-Sætninger, hvormed det er Tilfældet og maa altsaa bie, til saadanneforeholdes mig. Om min Fremgangs-Maade har jeg heller ikkestort at sige, thi, saavidt jeg veed, gives der i den Henseendeingen almindelig Regel, uden den, at vi skal gaae sømmeligfrem, og den troer jeg at have fulgt.

Eller er det virkelig usømmeligt for en Christen, naar hanskriver et kort Begreb af Verdens-Krøniken, da i Christenhed[en] fornemmelig at betragte Folkenes og Skribenternes 234 Forhold til Christendommen, og bedømme det efter Bibelensklare Ord, og hvad Andet har man fundet paa min Bog at laste, eller hvad andet end denne Bog kunde man misbillige, naarman ei vilde forlange, at jeg skulde lade den nedrive og minTro forhaane, uden at tage til Gienmæle. Vil De, jeg skal sige, det var et meget ufuldkomment Forsøg paa en historisk Apologie for Christendommen, som viiste, der var mange Huller iForfatterens Kundskab, og meget Manglende i hans Indsigt, daglemmer De, at det sagde jeg alt i Fortalen og beviste i Tillægget. Men det var dog maaskee alt for ufuldkomment, selv somForsøg umodent. Maaskee, men jeg troer det ikke, thi alt Saadant maa bedømmes forholdsviis, og en Bog, der, blandt deLærde, fandt saamegen Modsigelse og saa lidet Mesterskab, maa, betragtet i sin Tid, have været et forsvarligt Arbeide; detvilde jeg sige, om Bogen var en Andens, det Samme maa jegsige, skiøndt den er min egen. Nu kunde jeg ikke skrive densaaledes, dertil har jeg, om ikke formegen Kundskab, saa dogfor liden Fyrighed; men just derfor er jeg glad ved, at jeg ikkebiede til nu, da en lignende Bog af mig vel vilde være vanskeligere at angribe, men ogsaa langt mindre værd at forsvare.

Min tredie Periode, fra 1815, kalder jeg min historiske, ogderi vil man vel være enig med mig, da Alt, hvad jeg siden harskrevet, dreier sig om den Paastand, at det ogsaa i det Storekun er af Erfaring, man bliver klog, og at derfor Historien erNoget, der, saavidt mueligt, skal være Alle bekiendt, at den, som ene omfatter alt Menneskeligt, ogsaa kan og skal forbindeog forklare det.

Her seer De Baandet, der sammenknytter Dannevirkemed Bjovulfs Drape, Udsigten over Verdens-Krønikenfor lærde Folk med Fordanskningen af Nordens Krøniker forMenig-Mand, og er min Paastand om Historien saa uigiendrivelig, som jeg anseer den for, da maa det være let at udfinde Sammenhængen mellem mine sidste Perioder, thi de forholde sigda til hinanden, som Oplysning til Opbyggelse.

Hvad der forundrer Dem, er imidlertid vel deels, at jeg kundeafbryde saa vigtig en Strid, som den om Troen, i en erklæretvantro Tid, deels at jeg kunde sætte mig rolig hen og fordanske, ikke Eusebii Kirke-Historie, elier Irenæi Bog modKiætterne, men Saxos og Snorros halvhedenske Folke-Krøniker, og et ditto angelsachsisk Æventyr. Jeg skal heller ikkenægte, det klinger lidt besynderligt, og, revet ud af sin Sammenhæng, kunde det see ud som et Beviis paa, at min Strid for 235 Christendommen var kun en Episode i min Kamp for gamleNorden, og da maaskee Noget, jeg selv ansaae for en Overilelse.Alt dette indrømmer jeg, men Sagen er: jeg afbrød ikkeStriden, men forlod kun Kamp-Pladsen, da Ingen vilde holdeStand, da man havde opgivet at giendrive og var kied af athaane mig. Under disse Omstændigheder var det, jeg tændteNat-Lampen over Anguls Kvad og Nordens Krøniker; menvedblev dog, lige til 1819, især i Dannevirke, at kaste Handskentil Enhver, som i Historien vilde kæmpe med mig om KirkensÆre og min Christendoms Ægthed. Ingen vilde, Ingen syndesnu meer at bryde sig det Mindste om, enten Troen var sandeller falsk, klog eller dum, og hvad skulde da en christeligPræst, uden Kirke, som in partibus infidelium 1, ei have Stunder til, naar det kun var uskyldigt, om det saa slet ikke havdeanden Nytte end at beskiæftige og opmuntre ham. Om jeghavde anvendt de Aar til at giøre Svovel-Stikker, kunde jegforsvaret det for mine Samtidige, uden at Nogen med Rettekunde sige, det vidnede om, jeg havde skiftet Tro, eller varbange for at drages om Reeb med de Stærke; hvormeget meerskulde jeg da ikke kunne forsvare at anvende dem paa et Arbeide, der, efter min Overbeviisning, burde giøres engang, somjeg vel heller vilde gjort sidst, men burde giøre, saasnart jeg eihavde Andet at bestille. Jeg vil slet ikke prøve paa at overbevise Dem om Arbeidets Vigtighed, thi jeg seer bestandig klarere, det er kommet for tidlig til at yndes af mange Andre end Børn, men det er bedre, end om det var kommet for silde til at yndesaf Andre end Oldinger, og da jeg har overstridt min egen Utaalmodighed, overlader jeg dets Bedømmelse ligesaa rolig til Tiden, som jeg overlod min Tid til dets Udførelse.

Mit Tilbage-Blik, seer De, er roligt, men nu min Udsigt, hvader den? I det Hele, Gud skee Lov! ogsaa rolig, men dog i mangeHenseender blandet. For Menneske-Vel i det Hele, og for alleMidlerne dertil, raader den Fader, af Hvem al Faderlighed iHimlen og paa Jorden haver Navn, og hvem kan være HansBarn i Christo, og dog frygte for dem, der ere uden Gud i Verden, eller sørge som de, der ikke have Haab! Naar jeg betragter det nærværende Øieblik, som Noget, jeg vil forbedre, eller, hvad der i Grunden er det Samme, som Noget, der af sig selvskal blive godt, da er jeg nær ved at synke i Jorden; thi jeg veedingen Tid, da det maatte synes saa ligegyldigt, hvad man sigerog skriver, hvad man giør eller lader, om man leer eller græder, *

236 sover eller vaager, som netop nu. I den Tid, jeg kan huske, som Historien dog lærer mig, hører til det aandelig Dødeste, den kiender, er det blevet dødere og dødere, Aar for Aar, ogmig synes, jeg har selv bidraget ligesaameget dertil, som mineAntipoder, og, efter Tingenes naturlige Gang, maatte man da, ved at leve sin Alder ud, vente at opleve den Tid, da man prædikede, om ei for tomme Stole, saa dog for snorkende Tilhørere, og da man skrev kun for sig selv og sin Censor. Allevegne, hvor jeg vender Øiet hen, synes mig, jeg seer i Aandens Rigekun Syvsovere og Nattevandrere, Beenrade og Giengangere, saajeg er nær ved at troe, det ogsaa kun er en af de primsignedeKæmper, eller gamle lutherske Præster, der gaaer igien i mig.Troe mig, det er meer end Skiemt, thi det er aabenbar Forskiellen mellem det attende og nittende Aarhundrede, at hin TidsFolk vilde ikke Stort, men vidste, hvad de vilde, og vilde eisynderlig meer, end de kunde, vi derimod veed knap, hvad vivil, og vil lutter umuelige Ting. Nu vil man begrave sig i Jorden, og dog have et høit poetisk Blik, være Fritænker og dognyde Religjonens Trøst, giøre Oprør, uden at sætte Livet paaSpil, have Folke-Repræsentanter, uden at høre Modsigelse, oghvem kan opregne alle de Umueligheder, man vil, lige indtildem, jeg selv vil, thi hvad vil jeg mindre, end at Blinde skalsee og Døve høre, Stumme tale og Døde staae op. For Mennesker er det umueligt, men for Gud ere alle Ting muelige, og atmit Haab til Ham er ikke ilde stædt, hvor utroelige Ting derend maa skee, før det opfyldes, derom er jeg, idetmindste formig selv, et gyldigt Vidne, thi hvad jeg haaber, Han vil giøremod mine Frænder, er kun, hvad Han har gjort mod mig. Fordorsk kan jeg mangen Gang være til trøstig at sige: udsenderDu Din Aand, da skabes de; og Du fornyer Jordens Skikkelse;men jeg maatte blive et andet Menneske for at opgive Haabetom, at det vil skee.

NYAARS-MORGEN.

Den aandelige Oplivelse, Grundtvig ved Begyndelsen af Kirkeaaret1823-24 havde følt som Præst, da det »gennemlynede« ham, at »Natten var forgangen, og Dagen kommet nær«, forplantede sigefterhaanden til alle Sider af hans Væsen og fremkaldte et nyt, mægtigt Frembrud af hans digteriske Kraft i Forsommeren 1824, da hanskrev Nyaars-Morgen.

Dette klangfulde, indholdsrige Kvad er udsprunget af hans HjertesFylde og skrevet ud af en dyb indre Drift, som ikke er hæmmet afnogen Tanke paa, hvorledes det vilde blive modtaget af Samtiden, eller om det overhovedet kunde forstaas af andre. Det er derforfyldt af Syner og Billeder, som kun helt kan fattes af dem, der erdybt fortrolige med Digterens tidligere Liv og Tankegang.

Da han bestemte sig til at udgive det, følte han Nødvendighedenat ledsage det med en Forklaring, og derfor skrev han den mærkelige Fortale, som i sig selv er et vigtigt Aktstykke til GrundtvigsHistorie.

Endvidere lagde han Plan til en Slags Ordbog over Kvadets Billedsprog, som han kaldte GIar-Øine, men som desværre ikke blevfuldført. Og da Læserne saaledes blev ladt i Stikken, blev Nyaars-Morgen aldrig kendt efter Fortjeneste, fordi det kunde affærdigessom en uforstaaelig Gaadetale.

I Grundtvigs Levetid blev det ikke optrykt. Kun en Del af detsVers optog han som For-Spil til Sangværket 1836. - I femteDel af de Poetiske Skrifter udgav Svend Grundtvig Nyaars-Morgen anden Gang og tilsatte Versenumrene og Romertallene overde forskellige Afsnit, der i Originaludgaven kun er adskilte ved enStreg. - I 1901 udkom N. F. S. Grundtvig: Nyaars-Morgen, udgivet med Oplysninger af Holger Begtrup, og til denneUdgave maa der her henvises, da Pladsen ikke tillader et Optryk afde oplysende Noter, som dér er tilføjede tilligemed et Udtog afGlar-Øine.

Denne fjerde Udgave af Digtet er et bogstavret Optryk af Originaludgaven, med tilføjede Tal ved de ti Afsnit og de enkelte Vers. INoterne er der givet en kort Oversigt over Indholdet af hvert Afsnit, som ventelig vil lette Forstaaelsen.

I samme Øjemed bør det her nævnes, at den poetiske Tidsregningmed »Kveld«, »Nat« og »Morgen«, som gaar igennem hele Digtet, svarer til tre Tidsrum i Digterens og Folkets Liv. Kvelden erSlutningen paa den Dag, der oprandt med Reformationen og slukkedes i Vantroens og Ligegyldighedens Mørke omkring 1814. Nattener det følgende Tidsrum, hvori Grundtvig vaagede ved Studerekammerets Lampe over de gamle Krøniker. Morgenen er Lysningen af den kommende Dag, som Digtet indvarsler.

238

Nyaars-Morgen.
Et Rim
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Solen skinner saa klar om Dag,
Alting giver hun god Storke;
Det er nu kommet saa vel i Lag,
At borte er Natten hin mørke!

Kæmpe-Viserne.

Kjøbenhavn.
Trykt hos Direkteur Jens Hostrup Schultz,Kongelig og Universitets-Bogtrykker.
1824.

239

Fortale.

Det er vist nok ikke rimeligt, at dette Rim vil tækkes Mange, eller engang læses af synderlig Andre, end min Rim-Stavs gamleVenner, hos hvem det vist ingen Fortale behøver, da det fordem heeligjennem selv er en saadan, ja, er ret egenlig en gladog kjærlig Fortale til den Rim-Krønike, om man saa vil, jeg nuføler mig stemt til at skrive. Imidlertid, hvem der nuomstunderei vil være aldeles haabløs, maa vænne sig til at haabe detUrimelige, haabe, hvad kun ved Mirakler kan skee, og sandelig, er det Skjaldene, som finde sig mest skabte og skikkede tilat fatte og nære urimelige Haab, da er det øiensynlig ogsaa dedanske Forfattere, der ret inderlig maae ønske at kunne deledem; thi selv det Haab at finde Læsere, som dog ingen Skribent, der er værd at nævne, kan undvære, selv det hører nu iDanmark til de mest urimelige! Altsaa takker jeg Gud, somfor alle mine andre urimelige Haab om Danmark og Norge, saaogsaa for det, at disse Blade, trods al rimelig Formodning, eiblot skal finde mange, men selv mange velvillige Læsere, hvemGrund-Tonen tækkes, om end Meget falder dem dunkelt, og velEndeel urimelig sært! Uden dette Haab kunde jeg neppe udgivet, hvad jeg af min Fattigdom selv maa bekoste, og uden detkunde jeg umuelig følt. hvad Rimet stræber at udtrykke, oghvad jeg dog er mig bevidst at have følt, saa levende, at jeg, alle mine Dage, og visselig, jeg troer, evindelig, maa regne develsignede Timer, i hvilke det store, gjenfødte, Haab om Norden oprandt i mit Hjerte, for de glædeligste, jeg har nydt paaJorden. Derfor, uagtet det ingenlunde er rimeligt, at Andre, end hvem der kjender og ynder min forrige Bane, enten kaneller vil forstaae det Ord, hvormed jeg her begynder en ny, og, uagtet det er ligesaa urimeligt, at Nogen, for at kunne dele mineglade Morgen-Følelser, vil gaae tilbage, lytte til min Aften-Sang, 240 og bryde Hovedet med mine Natte-Tanker, kort sagt, gjennemgaae min gamle Bane med mig i de glemte Bøger; desuagtethaaber jeg dog dristig begge Dele, det skal man ogsaa see afdenne Fortale, hvor jeg, ved, saa kort og tydeligt som mueligt, at give et Omrids af min Bane, har det urimelige Haab, at sætteselv dem, det Enkelte ei kan blive klart, istand til dog i detHele at dele mit Syn og min Glæde!

Da jeg, nu snart for tyve Aar siden, betraadte Skribenternestornede Bane, var det Nordens Myther, disse stærke, gaadefulde Drømme om Kampen, det Ædle, det Heltelige hos Mennesket, gjennem alle Tider, maa føre med det Slette, i Egenkjærhed og Selvklogskab Forstenede, kort sagt, de gamle historisk-poetiske Drømme om den Kamp, jeg ogsaa af egenErfaring kjendte, dem var det, som greeb og henrev mig, saaat, skjøndt jeg med det Samme fik Syn paa Christendommensmageløse Herlighed, var det dog kun Asa-Livet, betragtet somet Nord-Lys, der mindede om Tidens Fødsel og spaaede omdens Fylde, kun det, som begeistrede mig.

Dette mit Drømme-Liv har afpræget sig i al min Skrift før 1811, ligesaavel i min Afhandling om Religion og Liturgi og min DimisPrædiken, som i min Mythologie og mine Optrin af NordensKæmpe-Liv; men nu vendte Bladet sig; thi jeg blev Præst,aabenbar ei for at finde Leve-Brød, som jeg netop derved komlængere fra, og i Grunden ei engang for at staae min gamle Fader bi, skjøndt det visselig var mit Ønske, men ret egenlig, fordijeg vaagnede: vaagnede først af den Drøm, at man, i saa antichristelig en Tid, kunde troe paa Christus, og dog forholde Kirken sin Tunge, og vaagnede derpaa tillige af den dybere Drøm, at man kan trøste sig ved Christus, uden i Aand og Sandhed athøre ham, og ham alene, til. Den første Opvaagnelse drev mig, fra Edda og Abildgaarden, til Bibelen og Kirken, den anden, som maatte være smertelig, havde nær drevet mig fra Alt tilFortvivlelse; men, Gud skee Lov! det skedte ikke, og jeg blevda Præst, med det alvorlige Forsæt, at opoffre Alt, hvad et Menneske, med Guds Hjelp, kan, for at afvæbne Kirkens Fiender, og vække Nordens Folk af den dybe Sjæle-Søvn paa Afgrundens Bredd, hvori de øiensynlig var som døde og begravede.Dette er klarlig den Axel, hvorom Tanke-Hjulet dreier sig i almin Skrift, fra Fortalen til Nyaars-Nat og Optrinene afNorners og Asers Kamp, som danne Overgangen, til mineKvædlinger og Bibelske Prædikener, ved hvis Udgivelsejeg ikke blot udtrykkelig erklærede, men viiste, at min Mund 241 var bundet, og min Pen omskaaret. Dette skedte, ingenlundefordi de fleste Præster vel hadede min Prædiken, og de Boglærde unægtelig foragtede min Skrift; thi begge Dele kunde jeg, Gud skee Lov! bære: Hadet med Taarer, og Foragten med Smil;men det skedte, fordi jeg følde, det skulde saa være, følde, atda ei blot, ved min Faders Død, mit udvortes Præste-Kald varophørt, men jeg endog, ved en mærkelig Leilighed, som Præst,paa en Maade sat i Band1; nu var det Guds Villie, at jeg, paadet Umiskjendeligste, skulde vise, hvor langt det var fra mineTanker, som Parti-Stifter, at gjøre Bulder i Kirken, hvor mærkelig de tog feil, der ansaae mig for en Fiende ad sund Fornuftog grundig Lærdom, og hvor sikker jeg var paa, at have Hammed mig, som lukker i, saa Ingen kan oplade, og lukker op, saa Ingen kan tillukke!!

Nu, 1815, paatog jeg mig at oversætte det ældgamle, nordiskeHelte-Digt: Bjovulfs-Drape, fra Angel-Saxisk, NorgesKonge-Krønike, fra Islandsk, og Danmarks Krønike, fraLatin, paa Dansk, og, hvad end Efter-Slægten vil dømmeom Udførelsen, om Løftet skal den vist sige, det var kæmpemæssigt, og jeg maatte selv sige, det var forvovent, dersom jegikke vidste, hvad der, halv mod min Villie, drev mig til atgjøre, nødte og størkede mig til, efter Evne, at holde det; menda jeg veed, det var min Christendom, i Pagt med en mægtigvaagnende Fædrenelands-Kjærlighed, som drev det hele Værk, nu siger jeg kun, hvad Sandhed er: Loven var ærlig, men Holden besværlig. Alt i Begyndelsen fristedes jeg til at ønske, manikke vilde opfylde de Vilkaar, under hvilke jeg kun havde lovet, hvad der vel, under alle Omstændigheder, var en KjærlighedsGjerning, jeg burde have Sind til at øve, men hvad jeg følde, dogkun, under visse Vilkaar, var en Pligt, jeg, hvor tung den saafaldt mig, skulde stræbe, og turde haabe Kraft til at opfylde.Hvad det er, for et poetisk Gemyt, i en Række af Aar, somGrammatiker, at sysle med døde Folk og Sprog, det maaman vel være lidt mere poetisk end de Fleste for at fatte; menat det ei maa være behageligt, kan dog Alle deraf slutte, at detsaare sjelden skeer; thi Saameget veed man dog vist om Poeterne, at det er Folk, som gjør med Liv og Sjæl, hvad der erderes Lyst, men derfor ogsaa nødig Andet. Allerede derforkunde jeg med Rette, poetisk talt, kalde det Liv, jeg, under *

242 hine Arbeider, har ført, en Død, eller dog en Døds-Kamp, somdet to Gange er, at tilkæmpe sig Stadighed ved slige Sysler, ogtilkæmpe sig det levende Udtryk i Moders-Maalet, for hvad der, af fremmed Natur, paa det nødvendig falder dødt. Dog, detvilde ei sagt saa stort med mig, der af Naturen er et Slags Amphibie, lidt af Gram og Holberg, venligt og vel forligt om atlee ad det døde, tomme Ord-Kløverie, og forlystes ved denlevende, frugtbare Sprog-Grandskning, der giver fast Fod iAandens Rige. Men jeg døde ogsaa historisk, i det jeg traadteud af al levende Berørelse med den nærværende Slægt, og hvaddet er for en Skribent, der ovenikjøbet skal blive ved at skrive:som blot for sig selv og for de Døde, at det omtrent maa kaldesat være levende begravet, synes mig, man, ogsaa uden selv atvære Skribent, saa omtrent maa kunne føle, da det bogstaveliger, som at skulle tale, og blive ved at tale for døve Øren, ogtvinge sig selv til at troe, det er ikke forgjæves. Denne Dødlaae ikke i Sagens Natur, thi var den Deeltagelse, man engangviste Arbeidet med Folke-Krønikerne, voxet, eller endog kunvedblevet under dets Løb, da vilde den oplivet mig; men detlaae i Tidens Vilkaar, at denne Deeltagelse var som det sidsteGlimt af en Gnist under Asken, der tabde sig i den dødeste, koldeste Ligegyldighed for den nordiske Oldtids Storværker, oplevende paa Moders-Maalet, der vel er tænkelig, og at denne Ligegyldighed maatte være dræbende for mig, under et Arbeide, deraf Naturen var saa dødt, det er dog vel begribeligt. At Haabetom en bedre Fremtid, Haabet om en Dag, der skulde aabenbare, hvad det var, man iblinde forskjød, og om en Vaar, derskulde smelte, hvad Vinteren havde bundet, at et saadant Haabvar det Eneste, der kunde give mig baade Mod og Kraft til atfortsætte Arbeidet, til at udtømme mit Liv over de Døde, det eraabenbart; men er det underligt, at dette Haab efterhaandenhendøde, saa det stod for mig som en kraftløs Skygge, paa hvisBetydning jeg vel umuelig kunde tvivle, men hvis Understøttelse jeg dog ligefuldt maatte savne, just da jeg trængde allermest til den, under Arbeidet paa Krønikernes tredie Deel, daLigegyldigheden var blevet til bidende, skjærende Kulde, og daFortællingen i de gamle Bøger, som det Folke-Liv, den skildrede, blev mattere og dødere. Hvad Under, at jeg smittedes af denLigegyldighed, der var det Eneste, jeg end stod i levende Berørelse med, og blev saaledes ligegyldig for et Arbeide, derkun var til Spot, ligegyldig for en Slægt, der syndes at haveforsvoret al Deeltagelse i noget Aandeligt, selv i Fædrene-Daad

        

243 og Moders-Maal, og endelig selv lunken for mit egenligeDag-Værk, kort sagt, at jeg omsider ogsaa døde hjertelig! DetSidste skulde jeg vel, for min egen Æres Skyld, helst tie med, og lade, som jeg heltemæssig havde trodset Døden under alleSkikkelser; men søgde jeg min egen Ære, da var jeg en utroTjener, og fortav jeg, i hvilken aandelig Døds-Kulde jeg omsidernedsank, da stjal jeg Æren fra Ham, der nu har gjort mig levende igjen!

Jeg følde det med Gru, hvor død jeg var blevet, og selv legemligfølde jeg mig Graven nær, da Timen slog, som jeg vel aldrig havde ophørt at vente og at stole paa, men dog omsider at længes retinderlig efter; jeg kaldtes igjen til Præst, ogdet, som det skedte, saa aldeles mod min Villie, at jeg intet Øieblik kunde tvivle paa, det jo ret egenlig var efter Guds, og det gav mig Mod til at bekæmpe Døden, i mig og omkring mig, med OpstandelsensHaab. Herren gav Kraft, og mellem venlige Mennesker, i denvenligste Natur, mit Øie har seet, levede jeg atter saaledes op, atjeg med Haab og Lyst kunde fuldføre Fordanskningen af Nordens Krøniker! Aldrig saasnart var Arbeidet endt, før det skedte, hvad Mange vist vilde forsvoret, men hvad jeg aldrig havdetvivlet om, jo vilde skee, naar jeg gav Tid: jeg fik PræsteKald i Hoved-Staden.

Mit gamle, nødvendige Ønske, at kunne, i den Bye, hvorfraVantroen udbredte sig over Landet, og hvorfra Alt, hvad derskal udbrede sig over Landet, maa udstrømme, mit gamle Ønske, her at kunne enstund, uafbrudt, i Fred, forkynde ChristiEvangelium, som det, der for de mange Millioner var, er formig, og skal bestandig være en Guds Kraft til Salighed, detbegyndte nu at opfyldes, og det er snart opfyldt; thi virke toAargange christelige Prædikener Intet her, som er værdt at taleom, da virker, efter min Overbeviisning, tyve saadanne kun dengrueligste Ligegyldighed, kan maaskee vel formere Kirke-Gjængernes, men vist ikke de Troendes Antal. Sandelig, skulde jeg, efter et heelt Aars Prædiken, have sagt paa Samvittighed, omjeg havde nogen Grund til at troe, jeg havde udrettet noget, damaatte jeg svaret: ja, jeg har en urokkelig Grund til at troedet; thi jeg har prædiket Guds Ord, og der staaer skrevet: mitOrd skal ikke komme tomt tilbage, men, som Sneen og Regnen, udrette det, hvortil det udsendes; men ærlig maa jeg bekjende, det er ogsaa den eneste Grund, den, hvormed jeg maatrodse Meget, som synes at vidne om det Modsatte. Maaskeevar dette endnu den haardeste Prøve, jeg har gjennemgaaet, 244 fordi mit gjenfødte Haab om den nærværende Slægt, og denderaf flydende Deeltagelse i dens aandelige Vee og Vel, var endsom det spæde Barn, for hvem Ligegyldighed kan være AarsagNok til Døden; men, Gud skee Lov! ogsaa denne Fare har jegoverstaaet, ei fordi Verden endnu, i mine Øine, seer bedre ud, men fordi, hvad Gud vil, skal leve, kan ikke døe, men størkesog voxer ved hver Kamp, det gjennemgaaer. Man skal vist ikketrøstes eller lystes ved at see, hvad der i de sidste Aar udgjørden danske Literatur, thi naar man undtager, hvad altid maaundtages, hvad Ingen læser, med mindre de nødes dertil, da erden aldeles blevet sin Historie værdig, og nær havde jeg brudtmit Hoved fordærvet, med at udgrunde en Maade, hvorpaa mandog kunde frembringe en Smule Rørelse i det døde Hav. Jegarbeidede derfor af alle Kræfter paa et Forsvars-Skrift for Christendommen, der soleklart skulde vise, baade hvor forsvarligden, og hvor aldeles uforsvarlig saavel enhver Indvending somLigegyldigheden mod den er, og det Arbeide var ingenlundeforgjæves, thi det afslørede Lunkenheden i mit eget Bryst, oggav den sit Bane-Saar; men med Formen kunde jeg aldrig blivetilfreds, thi hvor tørt jeg end begyndte, blev den dog snart saapoetisk, at jeg fandt, den var slet ikke skikket til at vise sig paadet døde Hav, og da det omsider lykkedes mig at faae den gjennemsigtig, saae jeg med Forskrækkelse, at Livet var forsvundet;men følde tillige med Glæde, at jeg var selv blevet levende igjen, og opfyldtes af et levende Haab om at see det samme Guds Under paa mange Tusinde i Norden. Som Præst havde jeg føltdet, lige siden Kirke-Aarets Begyndelse, da det gjennemlynedemig, at Natten var forgangen, og Dagen kommet nær,men som Skribent følde jeg det først, da jeg greeb Rim-Staven, der nu længe havde hvilet hos mig, mellem alle de andre OldSager, jeg syndes at skulle tage med mig i Graven; da følde jegførst, liflig gjennemglødet, at for mig var oprundet en velsignet Nyaars-Morgen i Skjær-Sommer, hvis Straaler jeg, nu saalænge vant til Gravens Nat og Kulde, enstund havdestræbt at fordunkle med Praasen i mig selv dvs. med matte, lunkne Betragtninger og tusinde, ligesaa unyttige som overflødige Betænkeligheder. Midt under denne glædelige Opdagelse, som, med Guds Hjelp, ingen Spot skal berøve mig Frugten af, modtog jeg Ingemanns Kong Valdemar, og, skjøndtdet, et Øieblik, smertede mig dybt, at see den danske HistoriesMartyr og Patriark, vor herlige Saxo, skildret som en pedantisk Bog-Orm og vindtør Magister, kunde denne ubegribelige 245 Øine-Forblindelse dog umuelig forspilde min inderlige Glædeover at høre et saa levende Dansk-historisk Ord, som det ei imange Aarhundrede har tonet paa Marken; thi Sligt kalderjeg, for ramme Alvor, en Helte-Opstandelse, Begyndelsentil den ny Række af det danske Hjertes Helte-Gjerninger, derskal forklare og fuldende dets Bedrifter! Nu saaé jeg da, ogsaaudenfor mig, det Haab, jeg altid nærede, gaae i Opfyldelse, ogvel maatte da min Morgen-Hilsen blive, i det Mindste for migselv, en Morgen-Psalme!

Hvad jeg nu fremdeles har at gjøre, derom er det vel endnufor tidlig paa Dagen til at sige noget Vist, da man jo altid ønsker, under Dagens Løb, at see sine kjære Morgen-Drømmeglædelig opfyldte, og maa dog vide, det er ei at vente, især naarDrømmene, som mine, er en Smule storladne; men dog følerjeg mig nu, med Guds Hjelp, istand til at fortsætte NordensOld-Krøniker, fornye, og jeg haaber, formere de Danske gammeldags Psalmer, og i det Hele lade endeel gamle gode Venner, ved Hjelp af Rim-Staven, krybe op af Graven, i det Haab, vedkjærlig Pleie af den ømme Danne-Kvinde, at samle Kræfter tilet nyt Levnets-Løb. Dette er nok omtrent, hvad jeg skal, ogskamme maa jeg mig dybt, naar jeg, uagtet Alt, hvad mig ervederfaret, dog end stundom kan tvivle om at finde en lille, venlig Plet i Norden, hvor jeg kan have Ro og Munterhed tildette mit Dag-Værk. Vist nok er det tilgiveligt, naar jeg tvivlerom at finde en saadan Plet paa det flade, skovløse Land, hvortil Kjøbenhavn, nuomstunder, aandelig synes at høre; men, hvad da? Amager er dog ikke hele Danmark; snart, vil Gud, er Stenen afvæltet, som i mange Aar laae tungt paa mit Hjerte, og naar jeg da, saa godt som jeg kunde, har forkyndt Evangelium i Danmarks Hoved-Stad, da, synes mig, er jeg fri, somFuglen i Luften, og kan tage mit Sæde i Norden, hvor detskal være, hvor Gud vil berede mig Plads! Sandelig, deter mit, maaskee vel urimelige, men derfor ingenlunde ugrundede, Haab, at Gud, efter de atten, vist nok slet for Ham, menei for Verden, bestaaede Prøve-Aar, vil skjænke mig en lillePlet, hvor jeg kan prædike, hvad jeg troer, synge, hvad mig synes, og fortælle, hvad jeg seer, uden at drages med den plumpeSpot, den aandløse Selvklogskab, den latterlige Storagtighed, det iskolde Haarkløverie, kort sagt, det hele døde Væsen, somer Tidens Pestilents, og var hidindtil baade indvortes og udvortes min Plage! Hvor forgjæves det er at brydes med dennegamle Trold-Hex, hvis rette Navn er Lige-Gyldighed dvs.aandelig 246 Følesløshed, det lærde alt i gamle Dage Thor hos Udgaards-Loke, men det er af de Ting, Ingen troer, før han harprøvet det; nu derimod, da jeg har lært, man falder snarest, naarman slaaes med Ingen-Ting, nu længes jeg ret inderlig efteren lille Kreds af venlige Medarbeidere, der, uden at bryde sigom Hexen, stole paa Herren, og stirre stadig paa det storeMaal, Han sikkert vil, skal naaes: Oplivelsen af NordensHelte-Aand, til christelige Bedrifter, paa en, med Tidens Tarv og Vilkaar, passende Bane!!

Ingen behøver at fortælle mig, hvor urimeligt et Haab det er, jeg stedse har næret, og venter nu daglig at see stadfæstet; thidet kan jeg sige mig selv, det raaber Alt omkring mig; menGuds Ord siger mig, at Døden aldrig skal faae Bugt medHerrens Menighed, Nutidens Betragtning viser mig, at skaldet Guds Ord bestaae, maa der skee en vidunderlig Opvækkelse, og det er ingenlunde blot Frændskabet, der har avlet mit Haabom at see den i Norden, det er hele Menneske-Historien, dersom Guds Finger peger derpaa, det er hele Nordens Historie, der viser mig Forberedelsen dertil, af den Forsyns-Haand, dertager aldrig feil, og kan umuelig hindres fra at naae sit Maal!At det beroer paa os selv, om vi vil høste, hvad Fædrene havesaaet, og at det er nemt at undgaae, det veed jeg godt; thi selvGuds eget Folk gik jo, for Største-Delen, glip ad de store Forjættelser, som nødvendig maae troes og elskes, hvor de skalkunne opfyldes til Glæde; men derfor er jeg lige sikker paa, atDanmark er Historiens Palæstina, saa, skal noget andetFolk berøve Børnene af Dan og Skjold deres deilige Arv, da kan det kun skee, ved at tilegne sig Fædrene, som de vanartige Børn selv forskyde, ligesom Israels Arv i Aanden kun gikover til de Hedning-Stammer, som i Christo levende tilegnedesig Abraham, Isak og Jakob! At jeg imidlertid om Danmarks Folk haaber det, som bedre er, det viser vel hele minBane, men dog især dette Rim; thi klarere, end med det, kundejeg umuelig kundgjøre den Tro, at, trods alle synlige Mærker,er Danmarks Døde dog kun Daanede, som skal nubradt opstaae, og mit Haab er mig saameget des sikkrere, som jeg bestandig klarere seer, at jeg selv oprindelig er af enanden nordisk Stamme, der kun ved Sammen-Smeltning meddet Danske Hjerte-Folk kan gaae i lige Arv! Enhver, som, vedDagens Lys, betragter min Færd og min Skrift, skal vist, naarhan er aandelig hjemme i Nordens Historie, sande, at Danskheden i mig ei kan være naturlig oprundet, men maa være 247 historisk indpodet; thi saa haardt, med Venne-Hug1, slaaeringen Dansk, og skulde Danskheden i mig baaret, hvad mig ermødt paa Marken, da maatte jeg for længe siden være gaaet iJorden, som jeg gik, da den skulde bære Sit: Forhaanelsenaf Moders-Maalet i vor Moders egen Krønike! Det erog aabenbart, at saalænge jeg fulgde min Natur, og betragtedeNorden med mine egne Øine, fandt jeg mine Fædre mest tilfjelds, mit Moders-Maal paa Island, mine Helte hos Snorro, mit Valhald i Edda, og kun efterhaanden, som jeg stræbde at see medHistoriens Øie, i Bibelens Lys, efterhaanden, som jeg lærde, atLivet, skjøndt det klarest viser sig i Hoved-Staden, dog udgaaer fra Hjerte-Kamret, seer man, jeg dalede, og sank førstseent, halv stræbende, halv strittende, i Bølgernes Skjød, saajeg maatte, som Gorr, seile længe, før jeg fandt mine Frænderpaa de Danske Øer, mine Helte hos Saxo, og mit Valhald iRim-Krøniken. At jeg nu ikke vil adskille, hvad Gud, klarlig iHistorien, og følelig for mig selv, har sammenføiet, men at jegtvertimod bestandig, baade indvendig og udvendig, maa arbeidepaa Sammensmeltningen af, hvad jeg føler, kun forenet kannaae Maalet, er dog vel begribeligt, og jeg har aldrig været længere end nu fra at opgive Haabet om et kjærligt Ægteskab mellem Edda og Rim-Krøniken, som mellem Thor og Freia!Det er da Slutningen, at i Nordens Helte-Grav har jeg gjortStalbroderskab med de elskelige Kæmper af alle tre nordiske Stammer, saa nu vil vi følges ad i Liv og Død; menda vi har lært, det er pinligt at døe, før man har fyldt sine Dages Tal, saa vil vi nu opslaae vort Paulun, hvor man vil ladeos leve, og er det ikke her, saa trøste vi os ved, at overalt, hvorvi komme, med Oldtidens levende Minde, der føre vi i GrundenFæderne-Landet med os, især da vort rette Fæderne-Landdog er heroventil, hvor Han boer, af Hvem al Faderlighed haver Navn!!!

Ingen kan finde det rimeligere end jeg, at man i Almindelighed vil erklære disse Oplysninger, saavelsom Rimet selv, foridel Sværmerie og Galmands-Værk; thi Ingen er blevet føleligere erindret om, at denne er det attende Aarhundredes uforanderlige Dom om alt Aandeligt; men jeg nærer ret med Fliddet urimelige Haab, at dette Skrig imod Aanden ei meer skalkunne løfte sig paa Marken, uden at møde den Afskye, det fortjener; thi skal det kaldes Sværmerie, Alt hvad der gjør *

248 os aandelig levende, uden videre Spørgsmaal om Kilden, hvoraf Livet udstrømmer, eller Maalet, hvortil det stræber, da veed jeg, at hvert Hjerte, hvori der er en god BlodsDraabe af den velsignede Kilde, som sprang i danske Helte-Aarer, at hvert saadant Hjerte vil heller med et gudeligt ogelskeligt Liv adle Sværmer-Navnet, end, for at kaldesfornuftigt af Daarer, tilintetgjøre sig selv i en aandeligDød!

Christianshavn den 12te August 1824.
N. F. S. Grundtvig,
Residerende Capellan ved Vor Frelsers Kirke.
249

I 1

1. Guds Fred! hvor I bygge,
Paa Mark og paa Fjeld,
I Bøgenes Skygge,
Ved Elvenes Væld!
Guds Fred over Skoven,
Hvor Stammerne staae!
Guds Fred over Voven,
Hvor Snekkerne gaae,
Som ankre, som flage
Paa festlige Dage,
Som end tone Fædrenes Flag!

2. Guds Fred, som den fandtes
Ved Fædrenes Barm,
Guds Fred, som den vandtes
Ved Frelserens Arm,
Guds Fred, som den throner,
Hvor Kjærlighed boer,
Guds Fred, som den toner
I Hytter af Jord,
Som selv jeg den nyder,
Tilønsker og byder
Jeg Brødre og Frænder i Nord!

* 250

3. Guds Fred og God-Morgen!
Paa Mark og paa Fjeld!
Forvundet er Sorgen,
Mig pinde i Kveld,
I Midnattens Mørke,
Da Hel-Hanen goel,
Da Mulmet i Størke
Sig værged mod Soel:
Da Natten med Dagen,
Michael med Dragen,
Mig tykdes at kæmpe om Nord!

4. Om drømt eller vaaget
Jeg haver i Nat,
Om lukket var Laaget,
Hvad heller opladt,
Om sovet som Fugle,
Om vaaget som Mænd,
Jeg har i min Kule,
Er dunkelt mig end;
Men i mig dog Gløden
Vist droges med Døden,
Som døende, ulmende Gnist!

5. Om Dag alt var oppe,
Da Skygger for mig,
I Træernes Toppe,
Sig rusted til Krig,
Og tykdes mig vandre,
Som Storme i Løv,
Om lydhør, trods Andre,
Jeg var, eller døv,
Det dages med Tiden,
Og altid er Kviden,
Som føles, og virkelig til!

6. Om Neb til at sjunge
Mig voxed af Bryst,
Om Mere paa Tunge