Grundtvig, N. F. S. Forord til Danmarks Krønike

Forord.

✂ Det er nu en Menneskealder, siden Saxe Runemesters Danmarks-Krønike, i Følge med Snorre Sturlesens NorgesKonge-Krønike, udkom paa Dansk fra min Haand (1818-1823), og der blev trykt 3000 Exempl., hvoraf vel endeel ødelagdes af Branden paa Bogtrykkerens Loft og langt flere gik iSkuddermudder ved Uforstandighed paa den ene og Skiødesløshed paa den anden Side, men hvoraf dog Største-Delen blevomstrøet i Danmark, da kun 300 blev sendt til Norge. Desuagtet maa Saxes Danmarks-Krønike dog næsten giældefor en ny Bog i den Danske Læseverden, thi den er forholdsviiskun læst meget lidt, saa det var mig en Glæde, at Hr. Boghandler Iversen paatog sig at udgive den paany til billig Priis, thijeg har ingen Tvivl om, at den jo endnu vil finde mangfoldigeLæsere i Fædernelandet, til uberegnelig Nytte og Fornøielse.At nemlig de Høilærde udskreg min Fordanskning for uefterrettelig og mit Dansk i Bogen for Bonde-Sprog og Borgestu-Snak, det har ingen Skade gjort og kan ingen Skade giøre, men det var allerede et halvt Vidunder i Danmarks grueligeDødningetid, efter Udtæringen og Skilsmissen fra Norge, atjeg havde Mod og Kraft til at begynde og fuldføre Værket, ogat det mismodige og forarmede Folk skiød Penge sammen tilat bekoste det, og det vilde været baade et heelt og et stort Mirakel, om Værket var blevet skattet, brugt og benyttet efter Fortjeneste. Selv var jeg nær sovet hen under Arbeidet, saa detmaatte ikke undre mig, at de Fleste sov ind under Læsningen, thi det er kun de uskyldige Børn, der kan glæde sig ved at læsederes Fædernelands Krønike, naar Folket synes uddøet.

✂ Nu derimod, da, midt i al vor Daarlighed og under megenGienvordighed, dog Modet og Haabet er levet op igjen, nuvil det muntre og glæde den Danske Ungdom i det hele atlæse om vore gyldne Dage i den fjerne Oldtid og om den storeModgang, hvorunder Danmarks Rige dog med Æren er blevet et af de ældste Kongeriger i Verden.

✂ Om min Fordanskning vil jeg kun sige, at jeg, ved paany atlæse den med Opmærksomhed og sammenholde den med detLatinske Grund-Skrift, har fundet, først at den er, hvad ensaadan Bog fremfor alt skal være, læselig, uden hvert Øieblikat minde om, at den er oversat fra et fremmed Sprog med enDannemænd meget fremmed og besværlig Stil, og dernæst atden er saa tro, som en saadan Bog, for at være læselig og giøresin Nytte, endnu kan være, saa man finder hverken meer ellermindre fortalt i den Danske end i den Latinske Saxe, og atselv Saxes egne Betænkninger er givet i det mindste meget tydeligere og fuldstændigere paa Dansk end nogensinde før.

✂ Med »Versene« er det vist nok en egen Sag, thi naar de Lærdesiger, at dem har jeg aabenbar selv gjort, da kan jeg ikkenægte, det er sandt: dem har hverken de eller Saxe gjort, saadem har jeg selv gjort, men det var jo forsaavidt en tvungenSag, thi det skulde jo, baade efter Saxes Vidnesbyrd og efterLæserens Tarv, være »Danske« Vers, og i Saxes Bog fandt jegkun Latinske Efterligninger af Danske Vers, der blivertil ingen Ting, naar man igien paa Dansk vil efterligne dem, ognoget bedre end ingen Ting tør jeg dog nok troe, mine, eller rettere Kæmpe-AandensGiætninger kan være om, hvordan de Danske Vers omtrent have seet ud, som Saxe paa Latin med alsin Flid kun meget maadelig kunde efterligne. At jeg imidlertid har piint alt det Danske, jeg kunde, ud af Saxes LatinskeVers, det vil Efterslægten vel opdage, og jeg er i det hele megetrolig for, at hverken skal hos Efterslægten jeg have Skam afmin Fordanskning, eller den Danske Læseverden faae Skamaf mig som Pennefører paa Modersmaalet, og udelukkende paadet alene, saa mit Ønske skal kun være, at den Danske Læseverden maa faae al den Nytte og Fornøielse af mine DanskeBøger, som jeg har havt for Øie ved at skrive dem!