Grundtvig, N. F. S. PRØVER AF SNORRO OG SAXO

SNORRO OG SAXO.

GRUNDTVIGS store Hovedværk i Tiden fra 1815 til 1822, altsaa i syv af hans bedste Manddomsaar, er Oversættelserne eller »Fordanskningerne« af Nordens gamle Krøniker af Saxo og Snorre.

Han gik til dette møjsommelige Arbejde med den Kærlighed, som han i Danmarks Trængselsaar havde faaet til sit fattige Fædreland og til Nordens rige historiske Minder, og han medbragte, foruden en forsvarlig Kundskab i de gamle Sprog, et Mesterskab i Modersmaalet, som alle maatte anerkende. Det var et stort Offer, han bragte sit Folk, ved i syv Aar at lænke sin Digtersjæl til dette »Bogormeværk«, som optog hans Arbejdskraft baade Dage og Nætter. Men han underkastede sig disse haarde Vilkaar i det inderlige Haab, at de gamle Krøniker i deres nye Klædning skulde blive et mægtigt Middel til at genoplive Nordens Aand hos Danske og Norske. Han udmattede sin Ildhu og tømte sit rige Lune til Bunden for at gøre Oldskrifternes Sagn og Kvad folkelige paany. Han gav dem sit bedste Hjerteblod og tilsatte næsten hele sin Livskraft derpaa. Og saa maatte han dog, da Arbejdet var til Ende, erkende, at det var i det mindste halvvejs spildt, fordi han nu omsider indsaa, at selv de bedste Bøger ikke kan vække et Folk af dets Dvale.

I Begyndelsen blev hans Foretagende mødt med ikke ringe Deltagelse og fra mange Kredse støttet med Pengegaver, der maa kaldes store i hine fattige Tider. Men i Aarenes Løb tabte Interessen sig, mens Kritiken voksede, fordi man fandt Oversættelsens Stil altfor »grundtvigsk«. Kun faa havde Øje for, at der her forelaa et sprogligt Mesterværk, hvis Værd i Virkeligheden var uafhængigt af, om de gamle Tekster kom til deres fulde Ret i Gengivelsen. De dannede Smagsdommere rynkede paa Næsen af den megen »Borgestue-Snak«, som bredte sig deri, og Menigmand, for hvis Skyld Sproget var gjort saa jævnt, var endnu for lidet oplyst til at gøre Brug af den dyrebare Sjælegave, som her blev tilbudt ham. Mange af den smukke, storstilede Kvartudgaves 3000 Eksemplarer kom til at ligge ulæste omkring i Sognene, og først en Menneskealder senere lykkedes det at faa et nyt Oplag trykt i mere tarveligt Udstyr.

Trods disse bedrøvelige Kendsgerninger blev Grundtvigs opofrende Arbejde dog ikke unyttigt. For ham selv blev de syv Aars 6 »Vintersæde« i Studerekammeret blandt de gamle Skrifter en Forberedelse til bans kommende folkelige Virksomhed, og for hans Landsmænd fik Kongekrønikerne senere Betydning som et af de vigtigste Hjælpemidler ved Undervisningen i de frie Skoler for Børn og Voksne. Heller ikke maa det overses, at Ingemanns historiske Romaner for en stor Del skylder Grundtvigs Saxo deres Fremkomst.

Endnu i 1810 havde Grundtvig ment, at en gennemset Udgave af Vedels Saxo var at foretrække for en ny Oversættelse, i al Fald som den, hvortil G. L. Baden gjorde Forslag. Se ovenfor II. S. 30-31. - Et Par Aar senere rejstes Spørgsmaalet om en ny Oversættelse af Snorre. Selskabet for Norges Vel, som var stiftet 1809, vedtog den 23. Maj 1812 at bekoste en saadan og overdrog Arbejdet til Islænderen Paul Arnesen, der for Kvadenes Vedkommende skulde have Grundtvig til Medarbejder. Da Arnesen Aaret efter erkendte, at han ikke kunde faa Tid til at fremme Værket, blev hele Oversættelsen overdraget til Grundtvig, der samme Aar flyttede til København som tjenstledig Kapellan. - Selskabet for Norges Vel kom imidlertid i Opløsning ved Rigernes Adskillelse i 1814, og den 3. August 1815 vedtog den københavnske Afdeling at danne et nyt Samfund under Navn af Selskab for nordiske Oldskrifter. »Etatsraad Pram, Højesteretsadvokat F. W. Treschow og Pastor Grundtvig valgtes til at træde sammen i en Komité for at indgive Forslag til det ny Samfunds Organisation. Paa Mødet erklærede Grundtvig tillige, at han med Hensyn til Oversættelsen af Snorro betragtede sig som løst fra sine Forpligtelser til Selskabet for Norges Vel, da han i lang Tid ikke havde hørt fra dette og heller ikke kunde underkaste sig de Vilkaar, Selskabet stillede. Han vilde nu tillige udgive en Oversættelse af Saxo. For at disse to Oversættelser skulde kunne sælges til Menigmand for en billig Pris, foreslog han, at det ny Samfund skulde udsende Prøver af begge Oversættelser, ledsagede af en Indbydelse til at yde Bidrag til dette Formaals Opnaaelse«. - Dette vedtoges, og saaledes fremkom det lille Skrift, som nedenfor meddeles.

For at give en bedre Oversigt over Grundtvigs videre Arbejde med de gamle Krøniker, er alle de Stykker af Grundtvigs Oversættelse og Indlednings digte til Krønikernes forskellige Dele, som kan finde Plads i denne Udgave, samlede her. Det lille Brud paa Tidsfølgen, som denne Ordning medfører, behøver næppe nogen Undskyldning.

7

Prøver
af
Snorros og Saxos Krøniker
i en ny Oversættelse
samt
et Ord til Danske og Norske
ved
N. F. S. Grundtvig,
Præst.

- æqve ad religionem pertinere judicans patriæ
facta literis illustrare et res divinas conscribere1.

Saxo Grammaticus.

Kiøbenhavn, 1815.
Trykt hos Andreas Seidelin,
store Kannikestræde No. 46.

*
8

Mindesang paa Fædres Gravhøi.

Sving dig over Mark og Skove,
Sving dig over blanken Vove,
Sving dig over Fjeld, min Sang!
Tolk som Torden Tidens Brøde,
Sænk dig saa i Toner søde!
Hjerter smelte ved din Klang!

Hist paa Fjeld og her i Skove,
Vidt og bredt paa blanke Vove
Færdedes en Slægt saa god;
Høit vi sande maae og sjunge,
At paa dobbelt Viis udsprunge
Børnene af deres Blod.

Deres Blod af slagne Aare
Sprang og sprudede saa saare,
Høit paa Val og vidt paa Søe,
Bølged som en Grav om Borge
Bredt om Dannemark og Norge,
Værged Lund og Fjeld og Øe

Ej, saa vidt som Havet bølger,
Ei, saa vidt os Saga følger,
Findes skal et Folk paa Jord,
Hvem det undtes saa at bygge
Under Skye og Skjold saa trygge,
Som det Tvilling-Folk i Nord.

9

Intet Folk og sine Fædre
Stræbde saa i Grav at hædre,
Kom saa flittelig ihu;
Derfor klinger Sang og Sage
Gjennem mange tunge Dage
Lystelig til os endnu.

Men, lyd høit i Nord min Klage,
Som en Røst fra gamle Dage,
Som et Vee fra Fædres Grav!
Kun for døve Øren klinge
Tonerne, som Bud os bringe
Fra vort Hjem med Klang og Stav.

See, der ligge Fædres Skrifter,
Bind om Fædrenes Bedrifter,
Jordede i Mulm og Støv!
Slægten stirrer kun paa Muldet,
Lytter efter Klang af Guldet,
Er for Modersmaalet døv.

Stumme flyve Oldtids Fugle,
Finde ikke meer paa Thule
Lye i Lund og Lyst til Sang;
Visnet er den gamle Stamme,
Vakler kun, sin Rod til Skamme,
Over Vove, Fjeld og Vang.

Hører mig, I høie Fjelde,
Vidnerne til Fortids Vælde,
Vidner og om dens Bedrift;
I, hvis haarde Klippe-Gavle
Fædre glattede til Tavle,
Tunged ud med Runeskrift!

Hører mig, I gamle Lunde,
Som, mens Aldrene henrunde,
Hørde Oldtids Fuglesang,
Som i eders Eegebarme
Gjemde troe med Lyst og Varme
Gjenlyd af den søde Klang!

10

Hører mig, I dybe Bølger,
Som i eders Hjerte dølger
Stavnespor fra Hedenold,
Af den Stavn, som Norges Syster
Søgde paa de danske Kyster,
Af den Stavn, som bar Kong Skjold*)!

Sover I, hvor kan I sove?
Vaagner, Lund og Fjeld og Vove!
Vaagner, vaagner, raaber Vee!
Vee den Slægt, som her har hjemme,
Som kan slige Fædre glemme,
Kan ad slige Minder lee!

Ja, I Fædre hisset oppe,
I, hvis Gulv er Stjernetoppe,
I, hvis Sjæl er i Guds Haand;
I det Vee maae selv istemme,
Over dem, som eder glemme,
Som fornægte eders Aand.

Eder ingen Glemsel skader,
Hvor I boe hos Aanders Fader,
Dog I tordne maae som Han:
Ær din Fader og din Moder,
Om du længe Livets Goder
Nyde vil i Fædres Land!

Hører det, I Folk i Norden!
Fædres Ak og Vee i Torden
Ruller høit med Brag og Døn;
Echo er for aabne Øre
Lydt i Lund og Fjeld at høre,
Og i Bølgens hule Drøn.

Sover I, hvor kan I sove?
Luft og Lund og Fjeld og Vove
Tordne ud det Vee med Brag;
Brat sig flokke Lyn i Flamme,
Flække, knuse visne Stamme
I et Vredens Tordenslag.

* 11

Hører dog Trompeten gale
Høit og hardt fra Kirkesvale,
Og foragter ei dens Kald!
Ogsaa mig paa Zions Volde
Bødes flittig Vagt at holde,
Vagt som Præst og Vagt som Skjald.

Med Trompeten for min Gane,
Hvad jeg skue kan og ahne,
Høit forkynder jeg i Nord:
Lugen leger over Lande,
Røde Sværd i Luften stande
Atter over Lunde-Chor.

Sagnet lader sig forlyde
Med, hvad Tegnet maae betyde:
Blodig Broderkamp i Nord*);
Ak, naar man foragter Fædre,
Brødre elsker man ei bedre,
Kroner Synd med Brodermord.

Hører mig, I Folk, som bygge
Trindt i Dovres brede Skygge,
Trindt i gamle Daneland!
Hører mig, I kjære Frænder!
See! jeg tvætter mine Hænder,
Her i helligt Vievand!

Jeg har ahnet, jeg har skuet,
Jeg har varslet, jeg har truet,
Og jeg beder end med Graad:
Vender om til fromme Fædre!
Da vil Gud end Brøsten bedre,
Stande bi med Raad og Daad.

See, jeg staaer ved Fædres Grave
Med de gamle Runestave,
Ristede af Fædres Haand:
Med de gamle Saga-Skrifter,
Hvori Fædrenes Bedrifter
Præged sig med Fædres Aand.

* 12

Skal jeg stande her alene,
Stirre paa de Runestene
Sukkende og sorrigfuld!
Skal jeg riste underneden:
Fædres Aand er faret heden,
Synker, Stene, ned i Muld!

Skal jeg her fra Kirkesvale
Høre Midnatshanen gale
Over Fædres kjære Land,
See ved Lyn, hvor Sværde mødes,
See ved Lyn, hvor Landet ødes,
See den visne Stammes Brand!

Nei, o, nei, I kjære Frænder!
Rækker mig dog Broderhænder
Over Belt og Sund og Hav!
Lad mig dog ei saa alene
Løfte paa de Bautastene
Over vore Fædres Grav!

Kommer! hjelper! lad os løfte
Høit dem over Svælg og Kløfte,
Lad os stave dem med Lyst,
Stirre paa de Rune-Belter
Stadelig, til Hjertet smelter,
Glødende ved Broderbryst!

Frænder! Brødre! o, saa hører
Dog, hvor Fædres Aand sig rører
I mit Hjerte og mit Ord!
Kan I stande kolde, døve?
Vil I Fædres Aand bedrøve?
Skal han flygte bort fra Nord?

Vi paa Fjeld, i Dal og Enge
Saaede i Kjødet længe.
Høsten blev og Sæden liig;
Vinteren er fast forhaanden,
Venner! lad os saae i Aanden!
O, da vorder Høsten riig.

13

Spildt vi har paa vilde Veie
Fædres Odel, Arv og Eje,
Haandens Fylde, Hjertets Fred;
Aldrig komme bedre Dage,
Har vi ei en Gnist tilbage
End af Fædres Kjærlighed.

Sving dig da, min Fugl, saa fage
Med et Blad af Nordens Sage
Gjennem Luft paa Aanders Vei!
Kald med Kvad og vift med Vinge,
Vil da Gnisten ei udspringe,
Ak, da er den der vel ei.

Flyv, min Fugl, nu ud saa fage!
Fædres Gud vil dig ledsage,
Trøste dig for Spot og Had;
Bede vil jeg alle Dage:
Give Gud, du kom tilbage
Med et grønt Oliven-Blad! 1

*
14

Fortale.

Danske og Norske! det er Tid, ja, det er den høie Tid, at vi oplade Øinene, see, hvad vi fordum vare, og hvad vi ere nu, og spørge alvorlig os selv, hvad det tegner til, vi daglig mere vorde, hvilken Fremtid vi berede i vort Fædreneland, i de kiække, giæve, stærke, fromme Fædres Land. Der var en Tid, en ulyksalig Time, da vi indbildte os i Daarskab, at vor Tidsalder havde, ikke arvet, nei, kraftig skabt og snild opfundet alt Lys, alVerdens Viisdom; vi lod os det indbilde, at, naar vi kun dristelig tiltroede os selv en Guddoms Frihed, Kraft og Viisdom, dahavde vi den ogsaa, naar vi kun rask fornægtede, hvad der ersagt og troet om Gud og Frelseren, om vores Blindhed, Afmagtog Elendighed, da var vi høit oplyste, og kunde ei beskiærevore Børn et bedre Arvegods end denne Viisdom, at der varIntet bag dem værd at ihukomme, Intet over dem at frygtefor og stole paa, Intet hisset at bekymres inderligenforoglængesefter, at deres usle Selv og denne Verdens forgiængelige Skikkelse var, hvad de stedse skulde have for Øie,.som Hjemmet for deres Digten og Tragten, Frygt og Haab, Bekymring og Tillid. Der var en saadan Tid ogsaa hos os; tungt, at den var; men Gud være lovet! hos os begyndte den dog kunat være, hos os er den ikke længer! den er vel i mangen Enkelt, den er desværre forplantet i den opvoxende Slægt, den forkynder daglig sit Djævleliv i Hovmod, skiden Egennytte, og hvadalle de fule Dødstegn hede, som pine den Retfærdiges Sjæl, naarhan seer dem for Øie; men jeg siger det alligevel med Glæde:den Tid er ikke længer hos os som Herre, den er her kun somen Misdæder, der maae skjule sin Skiændsel, hvormed den etØieblik pralede; Herren rørde ved Bespottelsens Tunge, og denmaatte forstumme; tvetunget er Uhyret blevet, i Løn og i Smugudspyer det Giften, men glat som Smørret er dets aabenbareTale; før krævede det ublue Herredømmet, nu taler det om 15 Fred og om Forlig. Men ingen Fred, siger Herren, for denUgudelige! hvad Samfund haver Lys med Mørke, eller hvorledes kan Christus gjøre Pagt med Belial? Vi skal vide, vi skalhuske det, at, sove vi, da vaagner Fienden, tie vi, da faaer hanatter Mæle; kun vort Sværd døver hans, kun den Levende, Virkende i os beskiæmmer den, som er i Verden. Vi skal vide, atdet kun gavner Lidet, at Bespottelsen forstummer, naar ei Troenavles, at det er os ikkun til Dom, men ei til Gavn, om vi bifaldeog bekiende, at vort sande Fædreland er ikke her, men ikkunhist, hvorfra vi vente Frelseren, i den paa Evighedens Pilleregrundfæstede Stad, hvor de fromme, de salige Fædre nubygge; det dømmer, men gavner os ikke, hvis vi ei levendetroe det, idelig stunde og stadelig stræbe didop, hvor de boe, didop, hvorfra Han skal komme og føre os hiem; dersom vi eilade det udtrykkelig tilsyne i vort Levnet og i al vor Idræt, atvi ere Hans Slægt, som er hellig, at vi ere de fromme Fædresægte Børn og rette Arvinger. Men ligesom der staaer skrevet:hvorledes skulde de troe, hvad de ikke have hørt? saaledes viljeg og spørge: hvorledes skulde de stræbe at ligne, hvem deikke kiende? og hvad de Fleste iblandt os lidet eller intet kiende, det er, næst Guds hellige Ord, vore Fædres Levnet og Idrætter.

Nu, det være langt fra mig, at sætte de Ting saa ved hinandens Side, at de skulde agtes som lige fornødne. Nei visselig, hvo som kun holder sig nær til Gud og Hans Ord, han haverog Samfund med alle salige Aander, og maae i sit Levnet udtrykke en elskelig og faver Lignelse af fromme Forfædre, omhan end aldrig fornam en Lyd eller hørte et Navn fra Fædrenes Old; thi Aanden er den Samme; Han virker Alt i alle GudsBørn. Men det er derfor ikke mindre sandt, at elske vi Gud, daelske vi og Alt, hvad som er født af Ham, og af Ham fødtes eiblot de fromme Fædre, men og den ganske Styrelse og Skikkelse i Fortidens Dage; det er ikke mindre vist, at elske vi defromme Fædre, da ønske vi at kiende dem, deres Idræt ogTrængsel og Seier i Verden; elske vi den Guddommelige Styrelse, da ønske vi besynderlig i Hiemmet at beskue den; thiinderlig og hemmelig er vort Liv knyttet til vore Fædres, hvoraf det i alle Maader udsprang; det er, som deres Hændelservederfores os selv i en underlig dunkel, men inderlig kiær Barndoms Tid; deres Aand svæver over Skoven, de plantede, Marken, de dyrkede, Fjeldet, de vandrede paa, Havet, de befoer,.Huset, de bygde, Graven, som har deres Støv, og over os, deresBørn, deres Kiærligheds Frugt; Fædrenes Aand omsvæver os 16 og tolker deres Hændelser og Idrætter med en Røst, som intetlegemligt Øre fornemmer, men som underlig gienlyder i vortInderste, som beviser sin Kraft ved at klare Øiet for de gamleDage og smelte Hjertet til inderlig Medlidenhed og dyb Deeltagelse i Alt, det Mindste med det Største.

See, derfor kan Ingen sige med Sandhed: jeg ærer og elskerGud, men mit Fædreland elsker jeg ikke, mine ForfædresSkiebne er mig ligegyldig; saalidet kan Nogen sige dette medSandhed, som om han sagde: jeg elsker Gud, men hader minFader og Moder og Broder; Guds Kiærlighed er Alt; men hvorikke engang den naturlige Kiærlighed findes, visselig, der erGuds Kiærlighed endnu mindre tilstæde, og naar den kommer, da renser den Alt; men den ødelægger Intet, som er af Gud, ogdet er den naturlige Kiærlighed i sin Rod? om den end i sinVext er nok saa vanartet.

Er dette nu Sandhed, som det er, om alle Folk og Tider, hvorøiensynligt maae det da ikke være for os, som bygge i Norden?da det er aabenbart, at intet Folk af Naturen har annammet ensaadan Kiærlighed til Fædrene som vi, at der er intet Folkunder Himlen, der haver været saa underlig bekymret for atgiemme Fædrenes Ihukommelse og overantvorde den til deresBørn, som de Folkefrænder, af hvis Lænder vi udsprang. Lados da høre, hvad gamle Saxo formelder om den fjerneste Oldtid: de giemde, siger han, Fædrenes Ihukommelse, ikke allenei Riim, som ginge fra Mund til Mund, men ogsaa i deres egetSlags Skrift, som de indgrov i Kampestene og Klipper; saastærk var deres Drift til historisk Idræt, at havde de ei Pergament, da toge de Stene, og Fjeldvægge gjordes til Tavler! Lados dog see paa Saxo selv, som sad i de mange Aars Dage ogsankede Sagn fra de forrige Tider, og lagde dem ud med storBesvær paa det fremmede Maal, for at de ret kunde vinde og vare, saa kommende Slægter og Udenlands-Folk dog ei skulde mene, at Dannemark ei havde baaret og avlet Mænd og Bedrifter, Amindelse værd, eller at Folket derinde var nu saa aldeles indsovet, at de gad ei længere mindes de herlige Fædre! Lad os betragte de Islands Folk, den Sagamandsflok med Snorro i Midten, der sagde saa flittig og snildt, hvad de kom ihu, og bandtdet i Riim, og fæstede det saa klarlig paa Pergamentet, at Sønner i mange Led kunde læse det grandt, ja, at vi endnu, efterAarhundreders Løb, kan læse den gamle Skrift, som de densatte med egen Haand! Lad os dog lytte til Viser og Sagn oglære, hvad Folk vi tilhøre! Lad os dog see, at det var en 17 gruelig Tid med Mørke og Ondskab, i hvilken man glemde defremfarne Dage, at aldrig saa snart kom Lyset og Fromhedtilbage, før Folket igien lod den gamle Kiærlighed til FædresAmindelse kiende! See vi det ei i det klareste Speil paa Saxos ogSnorros fordanskede Bøger, kan vi ei mærke, at den MesterAnders og den Peder Klausen, der kunde tale saa kraftig ogliflig om gamle Forfædre, de elskede dem og deres Minde tilvisse! Kan vi ei vide, at de vare mange, som elskede saa, aldenstund de Bøger ere saa flittig udgangne, aldenstund de Kiæmpeviser gik med, og mangen Bog ligger end beskrevet om gamleHandler, stundom endog med en adelig Jomfrues Finger.

Visselig, er det da saa, at vi nu agte haant eller ringe om Fædrenes Minde, da er det ingenlunde vor Dyds eller VittighedsSkyld, nei, da er det, fordi vi blev dorske og dovne, og gridskepaa Verden, og kolde om Hjertet, og blinde for Storhed, ogfremmede for vores Fædreneland, for det, som er hist, og det, som er her; og det nytter slet ikke at dølge, thi Dage tale medDage derom: saa har det været fat med os, saa er det desværremed Mange endnu; men saavidt er vi dog komne, at mange, kloge af Skade, kan see, at have de end ikke selv den varme oguegennyttige Kiærlighed til Næste og Fædreneland, saa er detdog Alt et forloret Spil med Oplysning og Dyd, med Land ogmed Folk, hvis den er forsvundet og kan ikke vindes tilbage.

Nu, er den da ogsaa uigienkaldelig borte, er den nu ganskeudslukt og uddød, den hellige Lue, som varmede FædrenesHjerte? er den da ganske forsvundet, den dybe, igiennem Aartusinder arvede Kiærlighed til Fædre og Fædreneland, til degamle Dages Ihukommelse?

Nei, Gud være lovet! det er ikke saa; mat og døende er Luenvist, men udslukt er den ikke; kiølet og sammenkrympet erNordens Hjerte, men dog ei isnet og forstenet. End er jo Snorrodog en gammel Ven i mangt et Grandelag blandt Fjeldene; ja, ide sidste Dage begyndte jo igien selv blandt Fornemme og Boglærde en liden Flok, kied af vor Tids den tomme, vandede Roman, at tye til Sagabogen og lede Fædres gamle Venner opigien i Støvet og i Borgestuen, hvor de vakkre Gamle taalmodigtøvede, til vores Ruus var sovet ud og dampet bort, saa vi komtil Besindelse igien. Ja, hvem maae være vissere derpaa endjeg, at Kiærlighed til Fædrene er end tilbage mangensteds, dogi det mindste som en dunkel Ihukommelse! Veed jeg det ei, atFaa kun lide, Mange hade Talen, som jeg fører om Guds Ordog Tidens Usselhed og store Skyld og Fare? veed jeg det ikke, 18 at de kalde mig en hjerteløs, hovmodig Sværmer, som elskerkun sig selv og sine Griller? Jo, man har sørget for, jeg fik detret at vide; man viser mig et Billede, som ingen Djævel skuldeskammes ved at ligne, og som dog Folk vil sige, er mit retteContrafei. Og dog, ja, desuagtet, naar mit Hjerte bøiedes modFortids Dage, naar det rørdes ved de fromme Fædres Ihukommelse, og sank deri med Kjærligheden, det ei maae ødsle paaSynd og Vantroe, og jeg da rørde Tungen i Tale og Sang omde forrige Dage, o, da glemdes det slet ikke sjelden, hvem detvar, som talede, da var de slet ikke mange, som, medens deToner klang dem for Øre, vilde sige: han, som talde, kjender, eier ikke Kjærlighed; og dette er for mig det stærkeste Beviis, som gives kan, derpaa, at megen Kjærlighed til Fædrene er endtilbage; thi ellers rørdes man ei længer ved den Kjærlighed, som ydes dem; ja, det er vist, der er i Norden mangt et Hjerte, der kan slaae høit og ædelt, naar først Skorpen gjennembrydes, som voxde til og hærdedes i onde Dage.

Men, er det saa, med hvilket Vaaben kan vi da vente, underGuds Velsignelse, at kjæmpe sejerrigest mod Uhyret, der stilerpaa at isne eller knuse Nordens Hjerte? Hvormed, uden meddet, der hos os vækker og forstærker alle ædle Kræfter, somhos os omfatter alle gode Følelser, med Fædrenes Ihukommelse!Ja, for mig er det en Vished, at kunde vi, som end røre Tungen, blot røre vore Sødskendes Hjerter, saa de bøiede sig modFædrenes Dage og forlystedes høilig ved deres Minde, da kundevi glade nedlægge vor Stav, thi da var Fjenden endnu engangslagen af Marken med Kjærligheds Vaaben. Og nu dette Vaaben, det sidder aldrig bedre nogensteds end i de Gamles egneHænder; hvad der da saares, skal ikke sige, det var personligFjendskab, som førde Sværdet; hvad som vækkes, størkes ogopmuntres, skal blive dobbelt stærk og glad og vaagen ved atføle, at Hjelpen kom fra de gamle Dage, føle sig dobbelt visderpaa, at Sandheds Kraft omfatter alle Tider, og at, hvad som, trods alle Tidens og Slægtens Omskiftelser, beholder Kraft tilliflig at røre og størke, det er af Sandhed.

See, derfor arbeider jeg med Lyst og Glæde paa en Oversættelse af Saxos og Snorros kostelige Krøniker om Fædrenelandet, derfor er det mit inderlige Ønske, at disse kunde saaledes udkomme, at de vare den Fattige lige saa lette som den Rige aterholde, at disse Bøger ei skulle komme i Boghandleres Haandog derved blive tabte for dem, der elske og behøve dem mest,menig Mand, hvis Vilkaar blive hver Dag trangere. Men 19 Sølv og Guld, det haver jeg ikke, og skjøndt det mangengangunder saadanne Tanker tykkes mig ønskeligt, saa er det dogselv i dette Stykke godt at være fattig; thi var jeg riig, vilde jegsaare fristes til at undgaae alle Omsvøb og bekoste de Bøgeralene, og det var ikke ret; thi de Bøger ere med deres heleFrændebalk et fælleds Arvegods, og hver Mand har samme Retsom jeg til efter sine Vilkaar at tage Deel i den KjærlighedsGjerning, hvorved Arvegodset skjænkes og skiftes til Folket;og har de Gamle ei saa mange Venner end i Nørreland, at dekan villig og sømmelig udstyres paa denne Maade til Vandringpaa Slette og Fjeld, da har det slet ingen Hast, da er der vistogsaa kun Faa, som vilde byde de Gamle ret inderlig, ærligVelkommen, og til at sidde paa Snyltegjæsttærskel eller bænkesi Krogen hos Møl og hos Muus, dertil er de Gamle for gode; deskal i det ringeste ingenlunde lære Nutids Maal og klæde sigop for at favnes saa ilde; lad dem kun saa endnu en Stundsamle Støv i de lange gammeldags Skjød, til man lærer at kyssedem Støvet af Mund og finder ei meer sit Gyldenstykke forgodt til at skaffe dem Klæder af Nye.

Paa anden Dansk, jeg vil, med Guds Hjelp, fortfare at oversætte de to gamle Krøniker, Flid uspart, og jeg vil, saafremt deter mig paa nogen Maade mueligt, gjøre det, for hvad man kalder Intet; og nu spørger jeg Danske og Norske, Norske og Danske Mænd, Een for Begge og Begge for Een, om de har saameget Hjerte i Livet, at de, hvis de finde den forrige Oversættelse forbedret, som den ved Tidens Fremskridt bør være, imin, om de da, hver efter sin Lejlighed, vil give Noget, for atde Krøniker kan snart og sømmelig udkomme, og sælges saa atsige for Intet; ja, jeg maa jo lægge til, for at, om der ei er andetRaad. jeg kan gjøre et Maaltid paa de gamle Karles Kappe, mens jeg stræber at lære dem det ny Tungeslag; thi Dansklærer jeg af dem.

Men, vil maaskee Nogen sige, hvorfor beder du ikke Nordmænd bekoste Snorro og Danske Saxo alene, da turde manlaane dig mere villigt Øre? Ja, upaatvivlelig, er mit Svar, menjust derfor gjør jeg det ikke, kan og maae ikke gjøre det.Hver Dag overbevises jeg mere om, at Dansk og Norsk, hvordan det saa gaaer, er og bliver i Aanden et Ægteskab, saalænge der er noget Ægte deri; det have mange, selv af de Bedre, nuomtide glemt, og derom skal de erindres, og kan vel ei mindes bedre derom end ved Snorro og Saxo, der saa aabenbar erei alle Maader hinandens Fylde; og er der ikke saamegen 20 Ihukommelse af Frændskab tilbage i Landene, at man vil erkjendeog elske Fælledskabet der, hvor det er unægteligt, i Historien,nu, saa kan jeg ligesaagodt bukke min Ryg for et Par Mæcenersom for et Par Folk, hvis jeg sætter nogen Priis paa den Æreat see min Oversættelse trykt og maaskee rost og maaskee læstog lagt paa Hylden, til den raadner med Hjerterne, de saftløse, trøskede Hjerter.

Men, det har vel dog, med Guds Hjelp, ingen Nød. For Dannemark svarer jeg, at hvem som har Lyst til at hjelpe Saxo paaFode, forarges vist ikke derover, at Snorro følges med, saalidtsom jeg kjedes ved at følge ham paa Vei; ja, jeg vil sige mere, ligesom jeg var mere end halv færdig med den egenlige Snorro, før Saxo faldt mig ind for Alvor og lagde mig saa at sige en afde Danskes gamle Runestene, som vi omtalte før, paa Hjerte, saaledes er jeg vis paa, det skulde ej koste mig stort at faaeSnorro udgivet uden Norges Hjelp, men kanskee mere at faaeSaxo frem, naar jeg, at sige, ikke først veltede ret den omtalteSteen fra mit paa Danmarks Hjerte, thi da havde det vel ingenFare.

Men nu Norge! Ja, hvad skal jeg sige? jeg har jo alt længemærket og sagt, jeg mærkede, at Agdes Øre bøiede sig lidtstoragtig fra Vendils Tunge, og det var i de sidste Dage endda ikke saa lidt, og Gerhard Schønning var ikke den enesteNordmand, som pegede Fingre ad Saxo, hvis Sagn dog syntesham ret gode at stoppe Huller med i Landfedgatal, naar de kunlod sig flytte over Havet, og fik sig Granestylter for Fuglevingerog Brum for Sang; jeg veed det meget vel, at man i Norge beloe Saxo, mens man i Dannemark ophøiede Snorro; jeg veeddet Alt og meget mere, som jeg nødig gad hørt; jeg veed detgodt, at de kiære Nordmænd er et haardt Folk, og bære baadeHierte og Næse en god Deel høiere end vi, og end det er tilbørligt; men jeg veed ogsaa, at ere Nordmænd, at sige de, jeg kalder ægte Nordmænd, end tit ei gode just at faae iTale, saaer det og kun derom, det giælder meest med dem; thi faaer mandem i Tale, da er det og Folk, med hvem man kan tale sig tilRette, og bøie de sig kun til at høre, da lade de og Hjertet synke, og da finder Sandheds Røst det paa sit rette Sted. Nu, vardet min Hensigt at lokke Penge fra de Nordmænd til Saxo ellermig, da var det slet ikke svart, men da talde jeg ei heller, somjeg taler her; men efterdi nu det er ikke Sagen, men Sagen erat føle dem paa Hjertet, see, derfor taler jeg saa frit; det er ei 21 Tiggerbørn og ei Skiftinger, det er ei Vandsnak eller Barnepjat, ei Krap eller Tangsalt, hvis Sag jeg taler her; men det er Fædrenes kongelige Sendebud, det er Saxo og Snorro, der staaemed Favnen fuld af Fortids Guld, af herlige Klenodier, som devil skiænke, naar kun Dørene oplades; det er disse Adelsmænd, som trænge ei til Nogen, som naar de ei af Kiærlighed til envanartet Slægt lod sig bevæge til en Åftenvandring over denvindaabne Mark og de iisklædte Fjelde, kunde anderledes hvilesig paa deres Laurbær end vor Tids priste Veteraner og Kiæmper, der mod dem ere Grønskollinger og Dværge, der først maaemed dem giennemleve et halvt Aartusinde, styrke, undervise ogglæde Millioner, før de naae deres Skuldre; det er saadanneSvende, hvis Ærende jeg røgter, i hvis Navn jeg taler, og sletmaatte jeg kiende mine Folk, om jeg vilde tigge dem Huslyemed sledske Ord, staae krum med Hat i Haand for at fange denusle Skilling, der dog vel ei kan fare bedre end med saadanneRiddersmænd, for hvem hver en Ædling bøier Hovedet, naarhan faaer Syn paa Frodes Guldring og paa Hellig Olavs hvideSkjold.

Og nu, Farvel for dennesinde, Danske, Norske Mænd! edersSvar paa denne Tale venter jeg med Længsel mellem Frygt ogHaab, men rolig dog, fordi jeg har et bedre Haab, som aldrigsvigter. Eders Svar; thi Svar maae I give, Tavshed var et himmelraabende Svar; eders Svar, siger jeg, bestemmer forudendet, som mere er, hvad og hvordan jeg herefter skal tale tilEder, hvem af Eder jeg tør tiltale venligst; thi den, som paa etsaadant Spørgsmaal i saadanne Ord svarer mildest, er visseligmin nærmeste Frænde.

Tykkes Eder nu, at jeg skreeg for høit, eller huggede forhardt, nu, saa lukker dog ei derfor gamle Venner Eders Øre!de kan dog ei derfor, nu da de maae laane sig en Tunge, omden, de langt om længe fik, er lidt uartig, og I kan troe, at i ensaa vanartet Tid er det just ei saa nemt at føre eller finde Tunger, som ere ærlige og rørige og derhos altid, hvad man kalderartige og fine. Og naar I, som jeg haaber dog, forlystes ved degamle Svendes Tale, tilgiver mig da min Uartighed for deresSkyld, og husker saa, at det var netop kun for deres Skyld, jegtalde, at det var kun til deres lunkne og glemsomme Venner, jeg talde et Par haarde Ord; thi hvem der har dem rigtig kjær, han taler med dem selv, og det forarger ham slet ikke, hvad jegsiger saa ved Siden til de Andre. Vil I følge dette Raad, datænker jeg, I lukke vel den lille Bog med den Bemærkning, 22 at der i Grunden ei er saare meget at tilgive mig i detteStykke.

De Sagn, de Gamle har i Dag at føre, er ikke just de muntreste; men I kan sagtens tænke, de Gubber blev ei muntre veddet Selskab, de har for det meste havt nu i den sidste Tid; devilde endelig fortælle hver sit Sørgespil, og man bør føie sligegamle Folk i Alt, hvad muligt er, ei blot, fordi man ellers støder dem, der fik kun alt for mange Stød i Verden, men og fordide er en god Dag ældre og en god Deel klogere end vi. Lytterkun til Sørgetalen, og I skal da fornemme, hvis I ikke veed detalt, at der er dog en Veemod til, som kun en Daare kunde byttebort for al Verdens Fryd og Glæde. Seer saa til, at I kan muntre Gubberne, og jeg tør love for, de muntres, naar I lytte stille, venlig til Sagnene fra deres unge Dage, og bede dem saa kjøntfortælle meer og ikke vredes over, at I saa længe har forsømtat lade Øret til, hvor der stod Sagamænd tilrede, som havdeslige vakre Sagn at føre! Ifald I tjene Eder selv i dette, da viljeg sagtelig tilføie, at jeg er dermed ogsaa tjent; thi jeg tør væddepaa, at blive I først gode Venner med disse gamle Dannemænd, da vil de tale saa min Sag, at I betænke Eder, før I dømme migsaa reent fra Sands og Kjærlighed. See, det er Egennytten, somI vel kan tænke, jeg har min Deel af saavelsom I, og jeg vilskrifte ærlig, for, om det er muligt, ikke at beskyldes for denEgennytte, som er Tidens Orm og min dødelige Fjende, som I blot kan deraf vide, at jeg beder Eder gjemme saa paaFædres Ihukommelse og Kjærlighed, som det er aabenbart, den Orm har ret sin Glæde og sin Næring af at gnave ogfortære.

Hvad jeg nu ved denne Leilighed har om min Oversættelseat sige, er kun saare Lidet, men bør dog ei forties. Ikke engangmine egne Ønsker har jeg nær opfyldt, altsaa vel mindre Andres; men deres billige Fordringer, som kiende Arbeidets Vilkaar, haaber jeg at have tilfredsstillet. Det er ikke her Sagenat levere en saadan ordret Oversættelse, som for Historikerenkunde tjene i Grundskriftets Sted, et Arbeide, som, om det ogsaa var mueligt, dog ei vilde være Umagen værd, da Ingen børvove sig til at være nordisk Historieskriver uden selv at forstaae saavel Islandsk som Latin. Her er det Hovedsagen atlevere de gamle Skrifter i deres eiendommelige Aand, i et let, fatteligt og trohjertigt Sprog; jo nærmere man kan holde sig tilGrundskriftets Ord, Vendinger og Talemaader, des bedre; thides troere og fuldstændigere et Billede leverer man; men i 23 Nødsfald skal man lade fare, hvad der ei er vigtigt og ei lader sigforene med de ypperste Fordringer. Saaledes tænkde AndersSørensen og Peder Klausen, og uden den Tænkemaade havdeFolket maattet undvære al det Gavn og den Glæde, disse Ædlingers Bøger have skiænket; saaledes tænker ogsaa jeg, ellersmaatte jeg lade Arbeidet fare, og jeg lader mig hverken standseeller nedslaae, men glæder mig meget mere ved den Vished, atligesom jeg seer mig i Stand til, uden Opoffring af det Vigtigste, at komme Grundskrifterne nærmere end mine Forgiængere, saaledes vil, med Guds Hjelp, efter nogen Tids Forløb, en Anden kunne giøre ogsaa i denne Henseende mere end jeg. Leverderimod nu i Norden Nogen, som kan og vil giøre det bedre, da aftræder jeg ham villig Arbeidet; men gives der ingen saadan, da kan jeg med Billighed forlange, skiøndt ei med Rimelighed vente, af de Boglærde, at de uden at fordre den Fuldkommenhed af mit Arbeide, jeg ei kan give og er saare langtfra at tillægge det, optage det mildelig, som et lidet Afdragpaa min store Gield til det inderlig elskede, velsignede Fædreneland.

Hvad jeg især kan vente af Somme udlagt til det Værste, ervel den Maade, hvorpaa jeg har behandlet og oversat Versene, saavel de islandske som latinske; thi med dem har jeg ikke taget mig saa liden Frihed; men uagtet jeg maaskee ikke kanoverbevise alle dem, jeg ønskede, om mine Grundes Vægt, erjeg dog slet ikke bange; thi jeg er mig modent Overlæg bevidst, og jeg har med min gode Villie hverken gjort Versene ellerLæserne nogen Skade.

Ikkun for at Ingen skal med Føie troe, at jeg er gaaet viderei Friheden, end sandt er, og heller ingen sige, at jeg vil dølge, hvad jeg har gjort, kun derfor vil jeg saa klart og bestemt, somjeg i Korthed kan, angive den rette Sammenhæng, og da ladehver dømme, som han har Forstand og Villie til.

Stor, ja, engang for stor, Ærbødighed har jeg stedse havt foralle Mindesmærker fra Hedenold, og at forbytte eller forvanskedem kan da vist ikke være i min Aand; ikke heller skal denKyndige lettelig finde noget Træk i Indholden af de oversatteRiim, som ei findes i de gamle; men hvad derimod Formenangaaer, har jeg brugt al den Frihed, jeg ansaae nødvendig, for efter Evne at giøre dem til ligesaa virkelige nydanske, somde sees eller kiendes at have været gammeldanske Digte. Jeg 24 mener nemlig, det er klart, at saa megen Vigtighed den gamleVersebygning, ja, tildeels alle Vendinger og Udtryk, have forHistorikeren, saa skal dog Oversætteren, især af Versene i enFolkekrønike, see langt mere paa, at de, uden at tabe deresAand og Indhold, beholde Livlighed og Velklang, om han endderfor tit maae bruge andre Ord og Vendinger, giøre dem snartkortere og snart længere end dem, han har for sig. Dette erisær nødvendigt hos Snorro og Saxo; hos Snorro, fordi de flesteVers, han, meest som historisk Hjemmel, har anført, ei haveandet poetisk Værd end enkelte Billedudtryk og vittige Vendinger, som, ligefrem oversatte, vilde tit enten ganske tabe sig ellerdog gaae forlorne for de fleste Læsere; hos Saxo, fordi han synlig har snart forlænget, snart forkortet og næsten altid udsmykket de gamle Vers, deels for at faae dem knebne i etromersk Versemaal, og deels for at giøre dem, efter hans Tanker, mere poetiske. Kan eller vil nu en Oversætter ei gaae omtrent den Vei, jeg har valgt, da maae han enten, som PederKlausen, udelade Versene, eller, som Anders Vedel, give deresIndhold i Prosa, eller, som Snorros Folioudgave, levere noget, Faa kun forstaae, og Ingen gider læst. I den første Deel afSnorro, ligetil Olav Tryggesens Død, anvendte jeg megen Tidog Flid paa at oversætte de mærkeligste Vers næsten ordretmed Riimstaven; men, selv hvor det lykkedes bedst, saae jegdog, at de fleste Læsere, og Versene selv, vare kun slet tjentedermed; jeg tog derfor Skeen i en anden Haand, og, uden paanogen Maade at ville nægte, hvad jeg selv ønsker og haaber, atdet kan lykkes en anden bedre at forene Klarhed, Liv, Velklang og Nøiagtighed, tør jeg sige, at jeg ingen Flid har sparet, men prøvet alt og valgt efter bedste Skiøn; lad saa Dadlernegiøre det bedre*)! De velvillige Læsere haaber jeg derimod atfornøie især ved Synet af de gamle danske Vers, som jeg vel eihar kunnet give, hvad de af Fylde tabde under Saxos Haand, men som jeg dog med Hjertensfryd har udløst af det latinskeSnørliv og Krumlæg, saa de igien kan trække Veiret frit i Fædrelandets Luft og rette Benene i gode, gamle, danske, mageligeRiim. Og, Gud skee Lov! saadanne ærlige, velvillige *

25 Dannemænd, der ei kløve Haar, men tage til Takke med, hvad enærlig Mand giver, saa godt han det har, dem, og ei de selvgjorteLærde og Kloge med Sværtekrukken og Roestrompeten, ønskerjeg at tækkes. Lad dem kritikakle og mønstre og rynke Næse;det er, hvad de kan; saa lad hver giøre Sit! i Guds Navn giørjeg Mit, og paa hans Velsignelse stoler jeg ene.

Kjøbenhavn, den 20de August 1815.
N. F. S. Grundtvig.
26

Hellig Olavs sidste Dage. (Af Olavs Saga. Kap. 208-240).

Om Vaaren, mens Kong Olav tøvede i Sverrig, havde hansine Speidere inde i Norge, og de kom alle hjem med den Beskeed, at det var en farlig Sag at færdes der, og raadte ham medeen Mund fra at drage ind i Landet; men han blev dog ikkedesmindre ved sit Forsæt, at hjemsøge Norge, og spurgde KongØnund, hvad Regning han kunde giøre paa hans Hjelp til atindtage sit Odeisrige? dertil svarede Kong Ønund, at Svenskernevar ikke meget for at nappes med de Norske; thi, sagde han, viveed det alt for godt, at det er haarde Halse og dygtige Karle, saa det Lands Folk er ikke godt paa Strid at giæste; see, derforskal jeg nu med eet Ord sige dig, hvad jeg vil giøre; jeg vil flyedig Firehundrede Mand, Karle udaf Vælten, de raskeste Svende, jeg har i min Gaard, med Hjelm og med Brynie, og saa desforuden giver jeg dig Lov til at hverve i mit ganske Land saamange, som du kan, og som har Lyst til at giøre dig Selskab.Dette Tilbud tog Kong Olav imod og lavede sig derpaa til Reisen; men sin Dronning Astrid og sin Daatter Ulfhild vilde hanlade blive i Sverrig.

Der nu Kong Olav var reisefærdig, gav han sig paa Vei medde fire hundrede Mand, som den svenske Konge lod ham faae, og drog afsted med svenske Veivisere op igjennem Landet tilSkovene. Han kom da saaledes til Jarnberaland eller Darlekarlien, og der stødte det Mandskab til ham, der, som sagt, varuddraget af Norge for at mødes med ham, og her fandt han dabaade sin Broder Harald og mange andre gamle Venner, saadet var et glædeligt Møde tilgavns, og nu havde Kongen i alttolv hundrede Mand. Fleer fik han snart, og det fra en Mand, heed Dag, som skal have været en Søn af den Kong Ring, Olav 27 havde gjort landflygtig, og man siger, at Ring var en Søn af DagRingsen og en Sønnesøn af Harald Haarfager, saa Dag var iSlægt med Kong Olav. Ring og hans Søn havde sat sig ned iSverrig og faaet Lehn i Landet; og der nu Kong Olav var omForaaret kommet fra Østerleden der til Lands, havde han skikket Bud til Dag, om han vilde gjøre ham Følgeskab til Norgemed al den Magt, han kunde udrede, paa de Vilkaar, at dersomde fik Overhaand i Landet, da skulde Dag vorde ligesaa mægtig der, som hans Fædre før ham. Dag var ingen dybsindigMand, ham var det første Indfald det bedste, og hans Hjertelaae paa hans Tunge; men han var rask i Færd og bold i Kamp;derfor klang Kongens Ord godt i hans Øre, og Hjemvee betogham, saa han fornam stor Hjertens Attraae efter Norge og Odelsriget, som hans Fædre havde fordum styret; han svarede dabrat, som Kongen bad, sankede Folk og stødte med saa omtrent Tolvhundrede Mand til Kong Olav. End ydermere lodKongen giøre vitterligt i hver en Bøigd, hvor han kom frem, athvem der havde Lyst til Bytte og til at arve Kongens Fjender, skulde kun komme og gjøre ham Følgeskab; og paa den Maadefik han en stor Hob løse Folk og Røvere imellem. Imidlertidfortsatte han sin Reise giennem Skovbøigden, alt imellem overØdeland, og de maatte bære eller slæbe Færger med sig, for demange Vandes Skyld, som var i Veien. Saaledes kom han datil Jemteland, og saa fort videre ad Kjølen til, og mangt et Sted, hvor han slog sin Leir, har derved siden faaet Navn af Olavsbølle. Al den Stund han nu drog op igjennem Bøigderne, hvoringen Fare var paa Færde, adspredtes Folket vidt og bredt; mennaar Hæren skiftedes paa flere Veie, da fulgdes Nordmændenemed Kongen ad den ene Vei, Dag var for sig selv med sine Folk, og Svenskerne for sig i den tredie Flok.

Ved denne Leilighed fortæller man om to Karle, ved NavnGauka-Thore og Afar-Faste; de var Brødre de samme, større ogstærkere, end Folk er fleest, og fattedes hverken for Mod ellerDristighed; men det var de argeste Røvere og Stiemænd, derkunde være til, og som de var Herrer, saa fulgde dem Svende, tredive Karle i Flok. De hørte nu ogsaa tale om den Hær, somdrog igjennem Landet, og snakkede om imellem sig selv, at detkunde være et godt Indfald nu at drage til Kongen og følgeham hjem i sit Land og forsøge sig engang i et ordentligt Feldtslag; thi de havde aldrig været med, hvor man sloges paa Krigsmaneer, og vare nysgierrige efter at see Kongens Slagorden.Det Indfald huede deres Følgesvende, og de droge da samtlig

        

28 afsted for at finde Kong Olav. Da de nu kom derhen, stædtesBrødrene for Kongen med samt deres Følge i fuldeste Rustningog hilsde paa ham. Han spurgde, hvem de var, og saa sagdede, hvad de heed, og at de havde hjemme der i Landet, tilmedsagde de og deres Ærinde, at de vilde gjerne følges med Kongen, Kongen svarede: seer jeg ret, da er I Karle for jer Hat, ogsaadanne Folk, sagde han, er mig altid velkomne; men, sagdehan saa, I er dog vel christne Folk? Nei, sagde Gauka-Thore, jeg er hverken Christen eller Hedning, jeg og vi Kamerader haringen anden Troe end den, at vi troer paa os selv og saa paavor Styrke og gode Lykke, og det slaaer vi os ret godt igjennemmed. Da er det stor Skade, svarede Kongen, at saa dueligeKrigsmænd ikke troe paa Christ, deres Skabermand. MenKonge! sagde Thore, har du da i hele dit Selskab en enesteChristen Mand, der er groet bedre af Skarnet end vi Brødre?Lad I jer nu døbe, sagde Kongen, og annammer den sandeTroe! saa maae I følges med, og jeg skal give eder Hæder ogÆre; men vil I ikke det, saa gaae I kun tilbage til eders gamleHaandtering! Afar-Faste svarede, at han vilde ingen Christenvære, og dermed gik de; men Gauka-Thore sagde: det er dogen stor Skam og Spot, den Konge gjør os, at han vil jage os fraHæren; det timedes mig dog aldrig før, at jeg ikke maatte gaaei Lag med andre Folk, hvor jeg saa kom, og gaae bort med denBeskeed, det gjør jeg ingenlunde. Saa slog de sig i Selskab medde andre Fribyttere *) og fulgde Hæren, som nu drog Vester paaad Kiølen til.

Der nu Kong Olav drog over Kiølen og kom paa Vesteraasene, saa Landet laae derunder vidt udbredt for hans Øine, da reedhan i sine egne Betragtninger og stirrede ud over Landet, medens Hæren foer, som den kunde, Nogle for og nogle bag efterKongen, men alle et godt Stykke borte. Kongen var stille, ogreed til langt op ad Dagen uden hartad at see til en Side; hantalde til Ingen og Ingen til ham. Endelig reed Bispen hen ogtalde til ham og spurgde, hvad han grublede paa, og hvi hanvar saa tavs; thi Kongen pleiede ellers paa Reisen at være *

29 munter og snaksom med sine Folk, saa det var en Glæde at væreham nær. Da svarde Kongen med stor Alvorlighed: jeg har nuen Stund havt et forunderligt Syn; thi ret som jeg reed og saaened af Fjeldet ud over Norge, faldt jeg i Tanker om al denGlæde, jeg havde havt i det Land saa mangen god Dag, og saakom det mig for, som om jeg saae ud over hele Trøndelagen, og dernæst over alt Norges Land, og jo længere Synet stod migfor Øie, des videre saae jeg, saa at tilsidst laae den hele videVerden med Land og med Vand aabenlys for mig, jeg kunderivelig*) kiende alle de Stæder igien, hvor jeg havde været, saavel som dem, man havde fortalt mig om; men den hele vide Verden med alle de Bøigder og Ørkner, som jeg havde aldrig vidstnoget af at sige, var mig dog ligesaa velbeldendt som det andet.Da sagde Bispen, at det var et helligt og saare mærkværdigtSyn.

Som nu Hæren drog ned af Fjeldet, laae der en Gaard paaderes Vei, som heed Sule og var den øverste Gaard i Værdalen.Veien til Gaarden gik igiennem en Kornmark, og Kongen formanede sine Folk til at fare varligen, saa de ingen Skade gjordeBondens Korn; det gik da ogsaa godt, saalænge Kongen var iNærværelsen; men de Flokke, som kom bagefter, brød sig omingen Ting og trampede hele Marken saaiedes til, at Kornetlaae langs hen ad Jorden**). Bonden, som der boede, heedThorgeir Flek og havde to karlvoxne Sønner, og han tog godtbaade imod Kongen og hans Folk og sagde, at alt, hvad hanhavde, var til Tjeneste. Kongen takkede ham og spurgde, hvordan det stod til i Landet, og om der var gjort nogen Opstandimod ham. Thorgeir fortalte da, at der var en stor Hob Folksanket i Trøndelagen med mange Herser og Lehnsmænd, baadesønder fra Landet og nør fra Halogaland; men, sagde han, omde har i Sinde at gaae imod Eder med den Hær, eller de harnoget andet for, det veed ikke jeg. Siden klagede han sin Skadefor Kongen og sagde ham hans Folks Uskikkelighed, at dehavde traadt og trampet alt hans Korn omkuld. Kongen svarede, at det var ilde, man havde gjort ham den Fortred; ogsiden reed Kongen selv ud paa Marken og saae, at alt Kornet *

* 30 var ganske rigtig traadt ned i Jorden; men saa reed han Agerenrundt og sagde: jeg har den Troe, Bonde! at vor Herre opretterdig din Skade, og inden Ugen er omme, kommer Ageren signok. Det var heller ingen Løgn, hvad Kongen sagde, der blevdet deiligste Korn af Verden. I den Gaard laae da Kongen omNatten, og om Morgenen, da han vilde bryde op, bad han Thorgeir Bonde følge med sig. Thorgeir tilbød ogsaa Kongen beggesine Sønner; men han sagde Nei, dem vilde han ikke havemed; Knøsene derimod vilde med, og det hjalp ikke, alt hvadKongen bad dem blive; saa vilde hans Hirdmænd bundet dem;men da Kongen saae det, sagde han: nei, lad nu fare dem, dekommer saa dog vel hjem igjen, og det gik rigtig med de Knøse, som Kongen spaaede.

Herfra gik Kongen med Hæren til Stav; da han kom til Stavsmyre, gjorde han Holdt, og der fik han vis Beskeed om, at Bønderne fore med Avindskjold imod ham, saa at et Slag maattevære nær forhaanden. Da mønstrede Kongen sin Hær, cg vedMandtallet befandtes, at der var over tredive hundrede Mand, men deriblandt ni hundrede Hedninger. Der det kom for Kongen, bad han dem lade sig døbe og sagde, at han vilde ingenHedninger have med sig i Slagel; til Hærens Mangfoldighed, sagde han, skal Ingen slaae Lid, men paa Gud skal vi stole;thi hans Kraft og Miskundhed raader for Seieren, og jeg vilikke blande mine Mænd med hedenske Folk. Der nu Hedningerne det hørte, da beraadde de sig derpaa med hinanden, og Enden blev, at fire hundrede Mand lod sig døbe, men fem hundredeforsmaaede Christendommen og vendte tilbage til deres Sted.Da treen de Brødre Gauka-Thore og Afar-Faste frem med deresFølge og tilbød Kongen deres Tjeneste endnu engang. Kongenspurgde, om de da nu havde ladet sig døbe? og da Gauka-Thoresvarede Nei dertil, sagde han igjen, at de skulde annamme Daabog Christendom, eller i andet Fald gaae deres egen Gang. Degik da og taldes ved om, hvad Raad de helst skulde gribe til.Da sagde Afar-Faste: hvad mig angaaer, da maae jeg sige, hjemgaaer jeg ingenlunde, og med i Slaget vil jeg; men paa hvis Sidedet derimod skal være, det synes mig, kommer ud paa Eet! Nei, sagde Gauka-Thore, skal jeg med i Slaget, da vil jeg være paaKongens Side, thi han trænger haardest til Folk; og skal jegtroe paa en Gud, kan jeg jo ligesaa godt troe paa Hviden Christsom paa en Anden; derfor skal det være mit Raad, at vi ladeos døbe, siden det er Kongen saameget om at gjøre, og gaaesaa med ham i Slaget. Derom bleve de da alle enige, gik til 31 Kongen og sagde, at nu vilde de lade sig døbe, og der det vargjort, beskikkede Kongen dem iblandt sine Hofsinder og sagde, at de skulde være under hans eget Banner i Slaget.

Derpaa holdt Kongen en Tale til Folket og sagde: vi har nuher tilstæde en Krigshær, baade stor og strag, og nu vil jeg gjørealle vitterligt, hvad Orden og Skik jeg vil have blandt Folket.Midt i Hæren lader jeg mit eget Kongebanner vaie, og dertilskal høre først mine Hirdmænd og Gjæstesvende, dernæst detFolk, som kom til os fra Opland, og endelig de, som have mødtos her i Trøndelagen. Paa den høire Haand af mit Banner skalDag Ringsen lade sit Banner reise og have hos sig alt det Mandskab, han bragde os til Undsætning; men paa den venstreHaand skal den svenske Konges Hjelpetropper staae med deresBanner og have hos sig alt det Folk, der strømmede til os iSverrig. Fremdeles er det min Villie, at Hæren skiftes i visseSelskaber, saa Frænder og Kyndinger blive sammen; thi deskal ei saa lettelig svigte eller tage Feil af hinanden. Saa skalog hver Mand gjøre et Kiende paa Hjelm og Skjold og skrivederi med Bleghvidt det hellige Korsens Tegn, saa vi have eensSkjoldemærke; og naar vi gaae i Slag, da skal vi og have eensMundheld, og det skal være: Fram, fram, Christmænd! Korsmænd! Konningemænd!

For Resten, da eftersom vi har mindst Mandskab, kommevi til at fylke tyndt; thi omringe os maae Fjenden ingenlunde.Deler jer nu selv af i Selskaber, og hvert Selskab skal have sitvisse Rum i Fylkingen, saa hver kan vide sit Stade, og hanmaae da selv passe vel paa, hvor langt han skal være fra detBanner, han hører til; Ingen maae vige fra sin Fylking ellerlægge sin Rustning Nat eller Dag, førend vi veed, til hvilkenSide det skal blive med os og Bondehæren. Der nu Kongenhavde udtalt, blev Krigshæren flux skiftet og skikket i Orden, alt efter hans Ord og Villie.

Imidlertid kom de Mænd tilbage, som Kongen havde udskikket i Herredet for at opdrive Krigsfolk, og de kom med den Beskeed, at saavidt, som de havde faret, var Bøigden mest øde forvaabenført Mandskab; thi alting var strømmet til Bondehæren, og hvor de imellem fandt Folk, fik de dog kun en daarlig Trøst;thi Svaret var for det meste, at de sad netop hjemme, fordi devilde ingen af Parterne hjelpe, de vilde ikke slaaes med Kongen, men ikke heller med deres egne Frænder. Der nu Kongen saae, at det var ubetydeligt, hvad Hjelp han fik paa den Maade, dasammenkaldte han sit Folks Høvedsmænd til Husthing og 32 spurgde dem til Raads om, hvordan man nu bedst skulde stilesin Sag. Find Arnesen tog Ordet og svarede Kongen saaledes:jeg veed nok, sagde han, hvordan vi skulde bære os ad, naarjeg maatte raade; vi skulde kun fare frem med Hærgeskjold fraBøigd til Bøigd, plyndre for Fode, Rub og Stub, og brændehvert Huus saa omhyggelig af, at der blev hverken Stikke ellerStage igjen. Det var Løn som forskyldt til de Landsforrædere, og jeg skulde mene, at mangen Een fik lidt Hjemvee, naar hansaae Røg og lys Lue over sin Gaard, og kunde ikke vide saalige, hvordan det gik med Kone og Børn, eller gamle Forældreog andre Frænder. Og er der kun saa først nogen, siger han, som raader til Hjemlov, da tænker jeg, der gaaer snart Hul paaFylkingen; thi nybagt Raad er Bondeganning*). Denne FindsTale blev saare vel optaget af de andre; thi der var mange, somhuede godt, at der blev noget at fiske, og alle var de enige om, baade at det var godt nok til Bønderne, og at det udentvivlvilde gaae, som Find sagde, at Bondehæren splittedes ad.Thormod Kulsvier-Skjald gjorde ogsaa flux følgende Riim:

Fram vi gaae med Staal og Bue,
Freidig vi om Kongen værge,
Over Tag den røde Lue
Lyse skal som Bavn paa Bjerge.
Brænde hid, og Baal i Flamme!
Thrønderne skal vorde tamme
Og for Brynde fange Svale,
Svale Kul for Bur og Sale.

Men der Kong Olav mærkede Folkets Hastighed, da slog hantil Lyd, tog Ordet og sagde: visselig have Bønderne ei bedrefortjent, end at det skulde gaae efter eders Villie; I veed ogsaa, jeg har gjort saa meget før, baade brændt dem Huus over Hoved og tugtet dem paa andre Maader strængelig; men det gjordejeg dengang, fordi de vare faldne fra Troen og toge Hedenskabet op igjen og vilde ei lyde mine Ord med at lade Afgudsdyrkelsen fare. Dengang var det altsaa Guds Sag, vi havde al forfægte; men den Herresvig, de have nu begaaet, er ingenlunde *

33 dermed at ligne; thi det er kun mig, de have sveget. Vist nokskikker ogsaa dette sig kun slet for Mænd med Ære i Livet;men ikke desmindre maae jeg finde det sømmeligt at fare lidtlæmpeligere med dem nu, da de kun have forbrudt sig modmig, end før, da de vilde stimes med Gud. Det er da min Villie, at I fare fredelig frem og intet Hærværk øve; thi jeg vil førsttales ved med Bønderne, og kunde vi komme til Forlig, da saaejeg det helst; men vil de endelig slaaes, da skeer jo Eet af To, enten falde vi i Slaget, og da er det klogest ei at fare heden medRov, eller vi seire, og da ere vi de Mænds Arvinger, som strideimod os; thi hvad enten de saa falde eller flye, have de al deresOdel og Eie forbrudt. See, da er det godt at gaae ind til pæneHuse og til fuld Besætning, da Ingen derimod har Nytte af, hvad Ilden nyder, og der er ingen Velsignelse ved Rov, det meste gaaer til Spilde. Nu vil vi brede os i Bøigden; hver haandfast Karl, vi finde, tage vi med os, og Folk skal have Lov til attage Slagtenød og anden Kost til Nødtørft; men de maae ellersingen Skade gjøre; dog har jeg Intet der imod, at man slaaerBondespeiderne ihjel, naar man kan træffe dem. Dag med sinTrop skal gaae norden om igjennem Dalen, mens jeg følgerLandeveien; men i Aften skal vi mødes og have Natteleiesammen.

Derpaa brød Kongen op og drog ind ad Dalen til den ganskeDag. Om Aftenen samledes Hæren og laae om Natten i Skjoldelye under aaben Himmel, men saa snart det blev Dag, stodKongen op og drog videre med Folket gjennem Dalen. Paadenne Dagreise strømmede der Bønder til Kongen i Hobetal;de Fleste af dem stødte og til hans Fylking, og de sagde allemed een Mund, at Herserne havde sanket en urimelig Hob Folkog agtede at slaaes med Kongen. Da tog Kongen Sølv op, mangeMark paa Slump, og gav en Bonde dem til troer Hænde medde Ord: gjem du den Skilling, Bonde, og skift den saa ud tilKirker og Præster og Almisselemmer, alt som en Gave for deMænds Sjæle, som stride imod os og falde i Slaget! Men, Konge!sagde Bonden, vil I da flye mig Penge desuden til Sjælegave foreders egne Mænd? Nei, svarede Kongen, disse Penge giver jegfor de Mænds Sjæle, som ere paa Bøndernes Side i Slaget ogfalde for vore Vaaben; men selv staae vi Last og Brast medalle de Mænd, som os følge og falde i Slaget, og deres Sjæl ervel forvaret.

Nu maae vi gaae lidt tilbage og høre et par mærkelige Sagn.

Dengang Kong Olav fylkede sin Hær, da beskikkede han 34 hundrede Mand*), som skulde slaae en Skjoldborg omkring hamog være hans Livvagt i Slaget, og dertil valgde han de stærkeste og modigste Karle i Hæren. Derpaa kaldte Kongen ad sineSkjalde, lod dem gaae ind i Skjoldborgen og sagde: her skalI staae og see selv, hvad sig begiver i Slaget; saa har I ikke behov at gaae efter Folkesnak og løse Rygter, naar I siden skaldigte og rime derom. Saa gik de da derind, baade ThormodKulsvier og Gissur Guldbryn, Hofgaard-Rævs Fostersøn, ogThorfind Mund, og Thormod sagde til Gissur: tag dig iagt, minBroder, og staae mig ikke saa nær, ellers bliver der ikke Rumtil Sighvat Skjald, naar han kommer; thi han vil jo altid staaefor Kongen, og maae da ogsaa, naar Kongen skal synes, det errigtigt. Kongen hørte, hvad han sagde, og svarede: I tør ikkeved at skose Sighvat slet, fordi han nu er borte; thi han harfulgt mig som en ærlig Karl saa mangen god Gang, og nu bederhan godt for os, det trænge vi ogsaa høiligen til. Lad nu saavære, Konge! svarede Thormod, at Bønner er, hvad du trængerhaardest til; men farlig tyndt vilde der dog see ud om Bannerstagen, hvis alle dine Hirdmænd vare nu paa Romerreise, ogdet var heller slet ingen Løgn, hvad vi ankede paa, at Ingenkunde komme frem for Sighvat, om man ogsaa havde modentÆrende til Eder. Siden snakkede Skjaldene over med hinanden, at det kunde være artigt nok at gjøre nogle Hvæsseriim tilSlaget, som nu var for Haanden. Først qvad da Gissur:

Aldrig skal Jomfrue i Bure
Klagerum efter mig sjunge;
Men som det gjalder fra Lure,
Lyde det skal fra min Tunge:
Op, op, I Kjæmper, saa bolde!
Klemmes og knager, I Skjolde!
Hildur! lad Heltene vaagne!
Hid komme Hedin og Hogne!
Vi skal om Kongen af Norge
Stande som Taarne og Borge.

Saa kom Thorfind Mund med sit Riim:

Det sortner til en Regn saa sval,
Og Uveir maae vi friste,
Den Pileskye i Væredal
Vil over Olav briste;

* 35

Thi lad os vakkert værge ham
Og glæde Valens Maage;
De Thrønder skal faae Last og Skam
Og lukte Øielaage.

Endelig kvad Thormod:

Pilen nu finder sin Hytte for trang,
Hopper, som Fuglen i Bure,
Lyster at flyve med Susen og Sang,
Luften og Fylkingen fure;
Ikke saa ville vi Kongehalds Fugle
Nu udi Ørneklo-Timen os skjule,
Hildur vi hilse, som Bjørnene brumme,
Der hvor de Bløde maae blege forstumme,
Hvor vi til Thinge med Olav nu fare,
Sværdene stævne, og Skjoldene svare.

Disse Riim lærte Folk udenad med det Samme.

Nu var det den Nat, da Kong Olav, som sagt, laae med Hæren under aaben Himmel; da laae han længe vaagen og bad tilGud for sig og Folket; henimod Dagningen blev han lidt tungog faldt i Slum; men ret der Soel gik op, vaagnede han igjen.Kongen syntes, det var hartad for tidlig at vække Hæren, ogspurgde, hvor Thormod Skjald var henne? han var der i Nærheden og tog derfor selv Ordet og spurgte, hvad Kongen vildeham? syng os en Vise! sagde Kongen. Da reisde Thormod sigog kvad i høien Skye, saa det kunde høres over hele Leiren, ogdet var Bjarkemaal det Gamle, han istemte, som begyndersaaledes:

Solen over Fjeld sig svinger,
Hanen slaaer med sine Vinger,
Klart det lyser, høit det klinger;
Længer ei, I Kjæmper, lenter,
Sol og Værk paa eder venter,
Vaagner, vaagner, Hjertensvenner,
Hver sin Konges vakkre Tjenner!

Har hin haarde, Hrolf behænde!
Adelsmænd og vakkre Svende,
Som paa Val ei Ryggen vende!
36 Vaagner op, men ei til Gilde,
Ei til Skjemt med Møer milde,
Op til Leeg med Spyd og Sværde!
Hildurs Leeg er nu paa Færde.

I samme god Lag vaagnede Hæren, og der Visen var ude, fikThormod saa mangfoldige Tak for sit Kvad; thi de maatte allehue den Vise saa godt og tykdes, det var ret et kosteligt Ord iTide, og kaldte den Vise en Kiæmpehvæsser. Kongen selv takkede ham ogsaa for det herlige Moerskab, og tog og gav hamen Guldring, som vog en halv Mark. Thormod annammedeGaven med Taksigelse og sagde ydermere: god er Kongen, vihar nu; det er skjult for os, hvormange hans Dage skal være;men, Konge! det er min Bøn, at jeg maa følge dig i Liv og Død!Vi skal alle følges ad, svarede Kongen, om ellers jeg maae raade, og skilles nogen fra mig, er og Skylden hans. Da tør jeg dogvædde, Konge, sagde Thormod, at enten det saa gaaer op ellerned, skal jeg holde Stand med Eder, saalænge jeg mægter, hvadvi saa end spørge fra Sighvat med det guldprude Sværd. Derpaa gav han sig til at rime:

Konge mægtig, Dommer hvas!
Ved din Fod jeg tager Plads,
Til det underlig kan mages,
At de andre Skjalde dages;
Venter du dem ikke snart?

Skade, hvis de kom forsiide
Til det store Ravnegilde,
Hvor der skives op saa rart,
Hvor man drikker, til man hikker,
Og gaaer hjem, hvis ei man ligger.

Saa drog da Kong Olav videre langs ad Dalen med sin Hær, og det end som før ad tvende Veie, saa Dag var ikke i hansFølge. Kongen holdt ei stille, før han kom til Stiklestad og saaedet første Glimt af Bondehæren, som drog frem i slig en Hobenes Mangfoldighed, at der var en Trop til hver en Stie, forudenmange store Flokke. Dem, man først fik Syn paa, var en Trop, som havde været ude paa Speiderie og drog nu nedad Værdalen, saa tæt ved Kongens Folk, at man kunde kjende dem ogsee, at det var Rut fra Viggie, som reed der med tredive Svende.

37

Kongen talte til sine Gjæstekarle og sagde, at de skulde fare henog tage Rut af Dage, og til Islænderne i Besynderlighed sagdehan: jeg har ladet mig sige, det skal være Skik paa Island, atHusbonden giver sine Karle et Slagtefaar til Høstgilde; men nuvil jeg give jer en Vædder (thi Rut betyder en Vædder paa Islandsk). Alle, hvem Kongen talte til om den Ting, var straxved Haanden; men Islænderne bleve ret besynderlig gridskepaa det Stykke Arbeide, foer afsted og sloge Rut med hele hansFølgeskab.

Paa Stiklestad gjorde da Kongen Holdt med Hæren og bødFolket stige af og føre Hestene til Side, og som sagt, saa gjort.Derpaa blev Hæren fylket, og Bannerne opstukne, men eftersom Dag var endnu ikke kommet, og Fylkingen altsaa manglede sit høire Fløi, da befoel Kongen Oplænderne at gaae i Stedet og opstikke deres Banner. Nu er det vel det bedste, sagdeKongen saa, at min Broder Harald bliver ude af Slaget, thi haner kun at regne for en Dreng endnu. Nei, svarede Harald, medi Slaget det vil jeg bestemt; men er jeg slig en Skrælling, der eikan føre et Sværd, da skal jeg sige jer et godt Raad, I kan jobinde Hæftet til Haandledden; og det tør jeg sige, Ingen skalhave bedre Villie end jeg til at takke Bønderne for Sidst. Kortog Godt, jeg følger Troppen. Harald fik ogsaa sin Villie og kommed i Slaget; og man har et Riim, som han skal have gjortdengang, og lyder saa:

Skjoldene i Sværde-Støi
Farve vi saa gramme,
Trods om jeg paa høire Fløi
Stande skal til Skamme!
Det dog noget trøste kan
Aasta i sin Enkestand,
Unger-Skjalden ei er bange
For i Kjæmpelag at gange,
Hvor til Drab de blanke Sværde
Ride rap paa Hjelm og Hærde.

Der nu Kong Olav havde fylket Hæren, da holdt han en Taletil Folket og sagde: Nu tage hver Mod og Mandhjerte til sig!skal vi stride, sagde han, da har vi ogsaa Følgesvende, baademange og fine, og lad saa være, at Bøndernes Hær er lidtstørre, det er dog Lykken, der raader for Seieren. Det vil jegnu ogsaa gjøre Eder vitterligt, at aldrig skal I see mig flye af 38 dette Slag; enten vil jeg seire eller falde her i Vaabengnye, ogdet skal være min Bøn til Gud, at han lader mig times, hvadmig er tjenligst. Det skal for Resten være vor Trøst, at vi haveGud og Retten med os, og naar da Kampen er overstanden, dahave vi enten Gud at takke for Seier, Liv og Odel, eller og viaf hans Haand annamme Løn for, hvad vi her forlod, og det istørre Maal og Maade, end vi kan bede og forstaae. Er det mig, som kommer til med Seier at føre Ordet, da skal jeg visseligenvide at skjønne paa Enhvers Fortjeneste og gjøre hannem Godt, som han mig gjorde Følgeskab i Slaget, og det er aabenbart, atvinde vi, da vorder der og Nok til os at dele, baade Land ogLøsøre, som vore Fjender nu raade.

Lad det nu være et Ord, at vi gaae flux i første Angreb Fjenden hardt paa Klingen; thi der er ingen Tide at spilde, og skalvi vinde Seier mod en overlegen Magt, da maae det skee vedraske Skridt; men derimod vil det svie til os, hvis vi arbejde ostrætte, aldenstund vi har ikke saaledes Folk at skifte paa somFjenden, der kan stille friske Folk i Spidsen, mens de Andrehvile sig bag Skjold. Kan vi derimod fra første Færd ængsteFortroppen, saa at den vender Ryg, da falde de over hinanden, og da, jo fleer i Flok, desværre farne. Nu tav Kongen, og Folket prisde Talen og satte Mod i hinanden.

Om Kongens Rustning er at melde, at paa sit Hoved havdehan en gylden Hjelm, i den ene Haand holdt han sit hvideSkjold, hvori Korsets hellige Tegn var med Guld indlagt, og iden anden det Spyd, som sees i Christkirken end den Dag iDag og staaer ved Alteret. Han var omgjordet med et Sværd, som kaldtes Hneit, et farligt Sværd og guldbelagt om Hæftet, og han var klædt i Mallebrynie efter Sighvats Ord i detteRiim:

Olav Digre gik i Dands,
Hvor den røde Sveed mon rinde,
Han en herlig Seierskrands
Ventede forvist at vinde;
Folket faldt saa tykt i Vang,
Hvor den Herres Brynje klang.
Svenske Hofmænd og, som vare
Med den milde Gram i Skare,
Ginge frem paa glatte Gade
Under blanken Pandser-Plade.

39

Thord Folesen var Kong Olavs Mærkesmand, som SighvatSkjald formelder i det Mindekvad, han gjorde om Kong Olavefter Opstands-Krøniken*), og hans Ord ere disse:

Thord med Olav gik paa Val,
Fromme Hjerter var i Følge;
Hvor han stævnede i Dal,
Svulmede den røde Bølge;
Banneret paa Gyldenstang
Høit han bar for Kongens Bringe,
Gjorde saa med Kjæmpegang
Fyldest for de favre Ringe.

Der boede paa Stiklestad en Bonde ved Navn Thorgils Hjalmesen, Fader til Gode-Grim; han tilbød Kongen sin Tjeneste ogvilde gaae med ham i Slaget Tak den, som byder, svaredeKongen, men jeg vil ikke, Bonde, at du skal gaae med i Slaget;gjør du os heller den Tjeneste, at pleie dem af vore Folk, somblive saarede i Striden, og stæd dem til Jorde, som falde i Slaget! Skulde det nu hænde sig, som let kan skee, at jeg falderselv i denne Strid, da viis mit Liig den sidste Ære og Tjeneste, det trænger til, om det ei vorder dig formeent. Thorgils lovededa Kongen at gjøre, som han bad.

Det begav sig ogsaa, da Kong Olav var kommet til Stiklestad, at der kom en Mand til ham, og det var da ikke saa underligt, thi der kom saamange til Kongen allevegne fra; men det mærkværdige ligger deri, at det var en anderledes Mand end de andre Mænd, som ellers kom til ham. Han var en Karl saa høi, at Ingen af de andre kunde naae ham længere end til hansSkuldre; hans Aasyn var deiligt, hans Haar var favert, og hansRustning prægtig; først havde han en Hjelm saa smuk somnogen, saa Ringebrynie, rødt Skjold, et udstafferet Sværd vedLænd, og i Haanden et langt guldhæftet Spyd, med et Skaft saatykt, at det var alt det, man kunde spænde derom. SammeMand gik for Kongen at staae, hilsde ham og spurgte, om Kongen vilde tage mod hans Tjeneste. Kongen spurgde ham da *

40 først om hans Navn og Slægt, og hvad Landsmand han var, ogdertil svarede han: min Slægt har jeg i Jemteland og Helsingeland, og mit Navn er Arnliot Gellina; men hvad jeg helst vilfortælle, er, at det var mig, der hjalp de Mænd tilrette, som duforleden sendte til Jemteland at kræve Skat, og jeg flyede demen Sølvdisk med til et Tegn paa, at jeg vilde være din Ven.Derpaa spurgde Kongen Arnliot, om han var Christen ellerikke, og fik til Svar, at hvad hans Troe angik, da troede hanpaa sin egen Magt og Styrke; med den Troe, sagde han, har jegslaaet mig ret godt igjennem hidtil Dags; men nu, Konge! harjeg i Sinde heller at troe paa dig. Ja, svarede Kongen, vil dutroe paa mig, saa maae du ogsaa troe, hvad jeg lærer dig, ogfølgelig skal du troe, at Jesus Christus haver skabt Himmel og.Jord og al Menneskenes Slægt, og at til ham opfare alle frommeog troende Mænd, naar de døe. Dertil svarede Arnliot: jeg harnok hørt tale om Hviden Christ, men om hans Handel og Herredom er mig for Resten Intet vitterligt; nu vil jeg troe paa ditOrd alt, hvad du siger mig, og lægge al min Velfærd i din Haand.Derpaa blev Arnliot døbt, Kongen lærte ham selv de nødvendigste Troesartikler, og skikkede ham saa til Stade fremmerst iFylkingen, foran Hovedbanneret, hos Gauka-Thore og AfarFaste og deres Staldbrødre.

Dengang nu Kong Olav var færdig med sin Slagtorden, ogBønderne imidlertid ei vare komne det mindste nærmere, dabefoel Kongen, at Folket skulde sidde ned og hvile sig, hvorpaade da alle saavel som Kongen satte sig ned i Magelighed. Kongen sad og lændede sig op til Find Arnesen, lagde sit Hovedpaa hans Knæ og faldt i Søvn. Han sov en Stund, men derman saae Bondehæren i al sin Mangfoldighed komme anstigende med opstukket Banner, da vakte Find Kongen og sagde ham, at Bønderne vare dem flux paa Hænderne. Der nu Kongenvaagnede, sagde han: hvi vakte du mig, Find, før jeg havdedrømt ud? Du havde aldrig den Drøm, svarede Find, at detgjordes jo bedre behov, du vaagnede op for at tage mod Fjenden, som rykker nu frem, eller seer du ikke Bondehæren, hvorden kommer hist? End ere de os dog ikke saa nær, svaredeKongen, at det havde jo været mig kjærere at sove. Men, hvaddrømde du da, Konge, sagde Find, siden du synes, det var saastor en Ulykke, at du ikke blev færdig? Nu fortalte Kongen da, hvordan han havde drømt, at han saae en høi Stige, der gik ligeop til Himmelen, og ad den krøb han op saa høit i Luften, athan kunde see ind i Himmelen, og, sagde han, dengang jeg

        

41 vaagnede, stod jeg netop lige paa det øverste Trin. Da synesjeg slet ikke, sagde Find, at den Drøm var saa rar, som du holder for; thi er det andet end et Gjøglebillede, da mener jeg, detvar dit Varsel.

Nu maae vi atter tage fat paa, hvad vi før kom fra, og fortælle noget mere om den urimelige Mængde Folk, som Herserneforsamlede, saasnart de spurgte Kongens Vesterfærd fra Garderige og hans Komme ind i Sverrig. Dengang de nu hørde, atKongen var i Jæmteland og agtede sig over Kjølen ind i Væredal, da rykkede de ind i Trøndelagen med den ganske Hær;der maatte alle staae op, baade Herre og Træl, og gjøre demFølgeskab paa deres Færd til Væredal. Det var nu en Krigshær, de havde, saa stor, at i hele Norge levede ikke den Mand, derkunde mindes at have seet Mage til Hærs Mangfoldighed; menfor Resten var det med den Hær som sædvanligt med saadanneSværme, den var sat sammen af alle Slags Folk; thi vel var dermange Landshøvdinge og en stor Mængde fornemme Bønder;men Broderparten var dog Rips-Raps, Trælle og Landstrygere.Trønderne var Kjærnen af den ganske Hær, og de fnøs især afHevn og Had imod Kongen.

Dengang Kong Knud hin Rige, som sagt, underlagde sig heleNorge og gav det i Hakon Jarls Haand, da overlod han ham ogsaatil Hirdbisp en vis Sigurd, som var dansk af Æt og havde længefulgdes med ham selv. Den samme Biskop var som Fyr ogFlamme og en grov Karl i sin Mund, han talde Kong KnudsSag af yderste Formue og var Kong Olavs arrigste Fjende; derfor var han da ogsaa her i Ledtog med, holdt mange Taler tilBønderne og fremmede ei lidet Opstanden mod Kong Olav.

Saaledes stod denne Biskop Sigurd paa et Gadestævne *) i enstor Forsamling, talede og sagde: her har vi nu saa stor en Hærforsamlet, at det er heel forunderligt i dette fattige Land at seepaa eet Sted saamange ægte Nordmænd sammen; men brugernu ogsaa den Magt og Styrke tilgavns! thi aldrig gjordes denmere behov end nu, da I see, at denne hersens Olav vil end bliveved at hærge jert Land. Det er, som I veed, hans Børnelærdomat røve og myrde; det var det Handværk, han reisde paa saavide om Land, indtil han endelig stævnede hid og begyndtemed at yppe Kiv, helst med de Mægtigste og Bedste, fremfor *

42 alt med Kong Knud, den Herre, hvem hver som bedst skuldeære og tjene. Kong Knuds Skatlande tog han til sig, Kong OlavSvensker gjorde han samme Skjel, og Jarlerne Svend og Hakonjog han fra Odel og Arv; men sine egne Frænder var han dogallerværst, det fik Oplands Konger at føle, ihvorvel man maaesige, de fik Løn som forskyldt; thi havde de ikke først brudtTroe og Love mod Kong Knud og staaet dennehersens Olav bii alle hans onde Optøier? og det var da ret til Pas, den Ende, deres Venskab tog, da Kongen gjorde dem til Krøblinger ogderes Rige til sit. Saaledes stræbde han at ødelægge al LandetsAdel; men det maae I da selv vide bedst, hvordan han sidenhar handlet med Eders Landshøvdinger, hvordan han slog deYpperste af dem ihjel og drev dem af Landet i Hobetal, fremdeles, hvor han har huseret vidt og bredt her i Landet med sinRøverlrop, brændt for Fode, dræbt og plyndret Folket; ja, hvoer den imellem alle disse Adelsmænd, som ere her forsamlede, der ei haver stor og ulidelig Skade paa hannem at hevne. Nuer han underveis hertil med en udlændisk Hær, sat sammenfor det meste af Røvere og Stiemænd og andre Skielmer, ogmener I vel, at han, der foer saa ilde afsted, dengang han havdelutter Folk om sig, som raadte ham derfra, mener I, at han vilfare nu med Læmpe, nu han er i Flok med lutter Skarns-Folk?Nei, kommer nu Kong Knuds Ord ihu! thi det kalder jeg etgodt Raad, hvad han raadte Jer at gjøre, hvis Olav vilde atterhjemsøge Landet, og det Raad maae I følge, om I ellers harden Frihed kjær, Kong Knud Eder gav; han bad Eder standeop som Mænd og skaffe Eder selv det Ondskab af Halsen. Saa, frem nu, Folk! ned med det Pak til Brad for Ulv og for Ørn!ligge som Fæ, hver, hvor han falder! uden I heller vil sole demhøit paa Træer og Torne; thi Ingen skal vove sig til i christenJord at begrave saadanne Vikinger og arrige Skalke, som demonne være, alle tilhobe. Dermed tav han; Folk gjorde meget Væsen af den Tale, og alle raabte med een Mund, at saadan skulde det være, som han havde sagt.

Siden holdt Landshøvdingerne en Samling for sig selv oghandlede om, hvem af dem der skulde fylke Hæren og væreden øverste Stridshøvedsmand. Da sagde Kalv Arnesen, at detkom fornemmelig Harek af Thjotøe til at være Hovedmandenher; thi, sagde Kalv, baade er han af Harald Haarfagers Afkom, og til ham bærer Kongen særdeles Nag for GrandkieldsDrab, saa at, faaer Olav Magten, er Ingen værre faren end han;desforuden er Harek ogsaa en forfaren Krigsmand og vil gjerne

        

43 have Æren. Dertil svarede Harek, at til en saadan Bestillingvare de bedst skikkede, som havde Ungdommen og kunde værepaa Færde; jeg derimod, sagde han, er nu gammel og skrøbeligog duer ikke stort til Krigen; desuden er jeg nær beslægtet medKong Olav, og skal jeg end ikke rose af, hvad jeg vandt derved, saa skikker det sig dog ingenlunde for mig, at være den, derskulde gaae i Spidsen for hans Fjender. Du, Thore! derimod, du er ret skikket til at være Høvedsmanden her og føre an modKong Olav, og har Nogen Aarsag dertil, da er det dig; thi baadeslog han dine Frænder ihjel og drev dig selv i Landflygtighedsom en fredløs Mand; Kong Knud har du svoret, og dine Frænder har du lovet at hævne din Asbjørn, og mener du vel, at dertimes dig nogensinde en bedre Leilighed end nu til paa eetBræt at betale Kong Olav for al den Haanhed, dig er vederfaret?Thore tog selv Svaret og sagde: ingenlunde trøster jeg mig tilat reise Banner mod Kong Olav og være Høvedsmand for denneHær; thi det er Thrønderne, som have her det store Ord, og jegmaatte kiende deres Stolthed slet, om jeg tænkde, at de vildelyde enten mig eller nogen Halei; for Resten tør slet Ingen vedat minde mig om, hvad Gjeld jeg er i til Kong Olav, jeg glemmer vist ei, hvad jeg tabde, dengang Kong Olav tog fire Mændaf Dage, allesammen Herrer i Væsen og Ædle af Byrd, minBrodersøn Asbjørn, min Svoger Ølver og begge hans Sønner, Thore og Grudgaard, og det er ikke meer end min Pligt athævne dem alle. See, derfor har jeg udsøgt elleve af de raskesteKarle, jeg har i min Gaard, og jeg skulde haabe, at kan vi faaeRam til Kong Olav, da skal vi ikke bemøde Andre med at staaefor hans Sværd. Derpaa tog Kalv Arnesen til Orde og sagde:det kommer nu derpaa an, om det Værk, vi har taget os for, oghvortil vi samlede alt dette Folk, skal blive til et Narreværkeller ikke; men skal vi slaaes med Kong Olav, da vil der nogetAndet til end som saa, at hver skyder Skjold for sig og Farenpaa Andre; thi det maae vi betænke, at har Kong Olav endogkun en Haandfuld Folk imod os, saa er han en Helt, som ikkeer skye, og de Folk, han har, er Karle, han kan lide paa, somhverken blune eller svigte; har derimod selv vi, i hvem Hærenskulde speile sig, lidt Rystelse, vil vi ikke støtte paa Folket, sætte Mod i dem og gaae selv i Spidsen, da kan I troe, om Ivil, at det vil falde alle vore Helte paa Sinde, at Staal biderKjød, og hver seer da til, at han kan hytte sig. Altsaa, vor Krigshær maae være saa stor, som den vil, saa, naar vi komme i Kastmed Kong Olav og hans Folk, da vil der gaae Syn for Sagn, at

        

44 vi komme til Kort, med mindre vi selv, som er Ophavsmændtil det Hele, har Mod i Bringen og kan sætte Ild i Folket, saade styrte samdrægtelig frem. Kan det ikke skee, da gjør vibedst i intet Slag at vove, og vel kan jeg ikke vide, om det justskulde være saa sikkert at stole paa Kong Olavs Miskundhed, eftersom vi syndes, han var haard at bede, da vi havde mindreforbrudt end nu i hans Øjne; men det veed jeg nok, at eftersomhan skatter Folk i sit Følge, blev der vel Raad for mig, hvis jegbad om Naade. Vil I nu derimod som jeg, da skal du, SvogerThore, og du, Harek, gaae ind og staae ved Hovedbanneret, som vi vil alle være lige gode om at reise og følge. Lad os saamed Raskhed og Djærvhed sætte i Værk, hvad vi toge os for, og føre Bønderne saaledes an, at de ingen Banghed mærke osaf; thi da først faaer Almuen Mod i Brystet, naar vi gaae ogfylke med glade Ansigter og muntre dem op. Der nu Kalv havdetalt og sagt sin Mening, da gave de alle hans Ord Magt og sagde, at Kalv skulde raade for det Hele, de vilde alle kjende hamfor Høvedsmand og tage Stade, hvorsomhelst han fandt for godtat tilsige.

Saa reisde da Kalv Arnesen Banneret og forordnede til detsVagt sine egne Huuskarle og Harek af Thjotøe med samt hansTjenerskab; Thore Hund med sine Karle stod i Spidsen foranBanneret og havde hos sig paa begge Sider et udsøgt Mandskabaf djærve og velberustede Svende. Hovedfylkingen, bestaaendeaf Thrønder og Haleier, var baade bred og dyb og havde igjentvende Fløie, hvoraf Ryger og Hørder, Fjordinger og Sogneboerudgjorde det venstre og havde deres eget Banner.

Nu var der ogsaa iblandt andre en Mand ved Navn ThorsteinKnarrasmed eller Skibbygger, en stor og stærk Karl, en dygtigKjøbmand og Tømmermand, men tillige en stor Slagsbroder ogen slem Manddraber; og han var vred paa Kong Olav, fordihan havde taget et stort, nyt Kjøbmandsskib fra ham, som hanselv havde bygget; men det havde Kongen gjort, fordi Thorsteinhavde ført sig ilde op og var forfalden i Mandebod. Nu var dadenne Thorstein med i Bondehæren, og han søgde did foranBanneret, hvor Thore Hund havde sit Stade, og sagde: her ermin Plads i Dag, Thore, ved Siden af jer; for det har jeg betænkt, at kan vi mødes, jeg og Kong Olav, og jeg kan komme ham saanær, da vil jeg være den Første til at bære Vaaben paa ham; saaskal han faae det betalt, at han tog mit Skib, den Røver, det varnetop et Skib, trods noget, at sige til Kjøbmandsbrug. Thore lodsine Mænd give ham Plads, og saa fulgdes han med dem.

45

Dengang nu Folket var skiftet og skikket i Orden, da gikLandshøvdingerne omkring og bad hver især give Agt paa sitStade og see vel efter, baade til hvad Banner han hørde, og paahvilken Side af Banneret og hvorlangt derfra han skulde staae.De bad dem fremdeles at være snilde og hurtige til at søgederes Plads, ifald, som rimeligt kunde være, Fylkingen kom iUlave underveis, thi de havde endnu et godt Stykke Vei atlægge tilbage. Derpaa ophidsede de Folket, og Kalv sagde, athver Mand, som havde Harm at styre paa Kong Olav, skuldestille sig under Hovedbanneret, som var forordnet til at staaemod Kongens eget Banner; han bad dem ydermere huske paaden Uret, Kongen havde gjort dem, og betænke, at de aldrigkunde ønske sig en bedre Leilighed til at faae Hevn for Harmog sønderbryde Trældomsaaget, som han havde lagt paa deresSkuldre. Skam faae den Skrælling, sagde han, der ikke nu tørslaaes som en Mand, med saadanne Fjender for Øine; thi detkan I troe, de spare ikke, hvis de kan faae Ram til jer. Det varen Tale, som alle gad hørt, og nu kom der Liv i Leiren; denene var mere høirøstet og gridsk paa Kamp end den anden.

Nu rykkede da Bondehæren frem med Hovedbanneret, somKalv og Harek lod bære for sig, og kom til Stiklestad, hvorKong Olav havde været alt en Stund; men dog begyndte Slagetikke strax, thi paa begge Sider havde man hver Sit at tøve efter.Bønderne vilde ikke begynde, fordi de havde ikke nær alt deresFolk samlet, og mange kom drattende bagefter; desuden varThore Hund med sit Selskab all erbagest, for at Folket ikkeskulde løbe, naar de fik Syn paa Fjenden og hørte Valskriget, ogKalv vilde bie, til Thore kom. Kong Olav vilde ikke heller begynde, fordi han ventede paa Dag og hans Følge, og nu kundeman allerede skimte Dag, hvor han rykkede frem. Bøndernehavde det Ordsprog imellem sig til at muntre hinanden i Slaget: Fram, fram, Bondemænd! og det er sagt for Sandhed, at Bondehæren var ikke mindre end ti tusend Mand stærk. Iden Anledning siger Sighvat Skjald:

Klagen min jeg kan ei dølge,
Over at saa faa i Følge
Var Kong Olavs tappre Mænd;
Tre for Een, det maae man sige,
Gjorde Kampen heel ulige,
Alt for svar for Folkets Ven;
46 Ellers vist ei Bonde-Hæren
Havde stort sig rost af Æren,
At engang den kom i Færd
Med Kong Olavs Gylden-Spær.

Der stod da nu Hærene hinanden saa nær, at Folk kundekjendes, og da raabde Kongen til Kalv og sagde: hvor kommerdu nu der? skildtes vi ikke venlig og vel forligte paa Møre?synes du da, at det klæder dig godt nu at føre Vaaben mod osog skyde Giækkeskud i vor Hær, hvor du har fire af dine Brødre? Ja, Konge, svarede Kalv, paa den Maade er der megetmeer end det, som klæder ikke synderlig godt; men I skildteEder saa ved os, at der var ikke stort andet for end at følgemed Strømmen, og nu nødes vel Enhver til at blive, hvor haner; jeg saae imidlertid gjerne endnu, det gik fredeligt af. Ja, sagde Find, det er Kalvs den gamle Vane at tale sødt, naar haner beesk som Galde. Kan vel være, Kalv, sagde Kongen, at duhar Freden kjærest nu; men ellers lader det dog ikke til, IBønder har de fredeligste Tanker. Ja, svarede Thorgeir afKvistestad, vi byde jer nu samme Fred, som I har budt saamangen Mand, saa kan I see, hvor godt den smager. Tie dukun stille, Thorgeir! svarede Kongen, og vær kun ei saa hidsigpaa at komme mig i Tale; dig har jeg løftet af Skarnet til Ære, tænk derfor kun aldrig, at du i Dag skulde blive min Overmand!

Nu kom Thore Hund, gik Banneret forbi og raabde høit:fram, fram, Bondemænd! da huiede Bønderne Blodskrig*) ogskjød med Spyd og med Pile. Kongefolket lod da ogsaa Blodskrig høre, og der det var udraabt, skyndte de hinanden fremog sagde: fram, fram, Christmænd, Korsmænd, Konningemænd!Det hørde de Bønder, som stode yderst paa Fløiet, og raabtedet Samme; men da de andre Bønder hørde det, meende de, det var af Kongens Folk, og huggede løs paa dem, og saaledessloges de med sig selv en Stund og fik ikke Øjnene op, førmange vare slagne. Det var nemlig et deilig klart Solskins Veirden samme Dag; men som Slaget gik an, rødmede Himlen ogSolen med, og tilsidst blev det saa sort som Natten.

Kong Olav havde stillet sig paa et høilændt Sted; derfra *

47 styrtede hans Folk ned over Bønderne og knugede dem saa, atderes Fylking bugnede tilbage, og Kongens Fortrop stod, hvorBondehærens Bagtrop havde staaet. Da var det saa nær sompaa et hængende Haar, at Bønderne havde vendt Ryg; menLandshøvdingerne og deres Huskarle holdt Stand, og Stridenblev skarp. Sighvat sjunger:

Ei om Fred var Tordentalen,
Dengang Bryniefolket foer
Fram med Bram og Gny paa Valen,
Dundre maatte norske Jord:
Ranke Kjæmper, Valens Elme,
Stævned under blanke Hjelme
Ned at blande Birtings-Bad,
Vække Storm paa Stiklestad.

Landshøvdingerne skyndte paa Folket, ja, de tvang dem tilat gaae frem, som Sighvat siger:

Nu, men forsiide, de Bønder
Legen fortrød,
Ind paa Haleier og Thrønder
Banneret brød.

Nu trængde da Bondehæren frem af alle Kræfter; de, somfremmerst ginge, sloge til med Sværd, de Følgende stunge medSpyd, og alle de Andre skjød med Bue eller kastede med Slynge, med Spyd, Handøxer og Kiler*). Slaget var blodigt, mangefaldt paa begge Sider og deriblandt, alt i den første Hede, Arnliot Gellina, Gauka-Thore, Afar-Faste og hele det Selskab; doghavde hver af dem fældet i det mindste Een eller To, og Sommefleer, før han faldt Der nu Kongen mærkede, at Skaren foranBanneret blev immer tyndere, da befoel han Thord at rykkefrem med Hovedbanneret, og Kongen fulgte ham i Hælene, medsamt den Adelhob af Hærens djærveste og bedst iklædte Kjæmper, som han havde keiset til sin Livvagt under Slaget, og deter, hvad Sighvat sigter til i disse Riim:

Hvor saa over røde Bølge
Bannerfuglen dristig foer,
Tæt dog Olav turde følge
Fuglen i de tunge Spor.

* 48

Dengang nu Kong Olav gik frem af sin Skjoldborg fremmersti Fylkingespidsen, og Bønderne fik ham at see i hans Ansigt, da bleve de slagne med Rædsel og lode Hænderne synke, somSighvat ogsaa formelder og siger:

Hænge maatte Næser høie,
Uomskaarne Hjerter grue,
Der man fik paa Val at skue
Olavs hvasse Løve-Øie;
Herse-Drotten var saa gram,
Gruelig og skarp til Syne,
At, naar Thrønder saae paa ham,
Syntes dem, de saae det lyne.

Skarpt gik det nu ogsaa til i Striden, thi hardt gik selve Kongen frem i Sværdelegen, som og Sighvat sjunger:

Røde Sværd i Kjæmpehænder
Smittede det blanke Skjold,
Der, hvor Folket mellem Frænder
Søgde Folke-Kongen bold;
Nem i Sværdeleg at finde
Var Kong Olav vennekjær,
Under Thrønders Hoved-Tinde
Maled han sit blege Sværd.

Mens nu Kong Olav streed saa mandelig, da mødte han, blandt andre, fornævnte Landshøvding, Thorgeir af Kvistestad, og huggede ham tvers over Ansigtet, saa Hjelmen sprang, ogHovedet blev hardtad overskaaret under Øinene. Der han nufaldt, sagde Kongen: saaest du det, Thorgeir, om jeg ikkespaaede ret, at du skulde ikke torde glædes ved, om vi mødtesi Dag! I det samme hellige Øieblik stødte Thord Folesen Bannerstangen saa hardt i Jord, at den stod fast; thi selv havdeThord nu faaet sit Banesaar og sank under Banneret. Nu faldtogsaa to af Skjaldene, baade Thorfind Mund og Gissur Guldbryn ; Gissur havde givet sig i Kast med to paa eengang, fældet den Ene og saaret den Anden, førend han faldt, som Hofgaards-Ræv siger i Visen:

Gnisterne sprunge og flunked af Staal,
Knittrende blussede Valfaders Baal,
Mellem to Kjæmper stod ene saa rask
Gissur paa Valen som vældige Ask,
49 Rystede hardt sine Grene med Gny,
Draaberne fulde som Steen og som Blye,
Fulde saa tunge og bleve saa røde,
Een maatte falde, og To maatte bløde.

Da skedte det, som sagt, at Solen skjuldes paa den klareHimmel, og der blev Mørke over Jorderige, som og Sighvatkvæder om:

Rygtet mig til Romaborg
Førte Bud om Hjertesorg
Og om Under over Under:
Solen fæstede sin Ild*),
Lukde Straale-Øiet til
For Kong Olavs dybe Vunder.
En velsignet, deilig Dag
Sortned i det Konge-Slag,
Og i Blinde Folkets Vrimmel
Vanked under klaren Himmel.

I det Samme kom Dag Ringsen med det Folk, som hannemfulgde, reisde sit Banner og begyndte at fylke; men, saadant etMørke som det var, kunde det ei gaae saa flux med Angrebet;thi man kunde ikke skille Ven fra Fjende; dog kom de tilsidsttil at staae for Hørdernes og Rygernes Fylking.

Alt dette skedte saa omtrent paa eengang, dog det Ene kanskee lidt før og det Andet lidt efter.

Kalv Arnesen havde to af sine Frænder med Olav og Kalv, Sønner af Kalvs Farbroder, Arnfind Armodsen, og de gik paaden ene Side af ham med mange raske Svende, og paa den anden Side af Kalv gik Thore Hund. Nu huggede Kong Olav tilThore Hund tvers over Skulderne; men Sværdet vilde ikke bide, og det var kun, som om der røg Støv af Reenskoften. Heromsjunger Sighvat saa:

Selv fornam den Konge-Balder
Bedst, hvad Finners ramme Galder,
Med sin Tryllekraft den store,
Mægted til at frelse Thore,

* 50

Dengang han i Slagets Bulder
Hunden hamrede paa Skulder;
Som en Vaand den Klinge døv
Koften banked kun for Støv.

Thore huggede til Kongen igjen, og saaledes skiftede de adskillige Hug; men hvor Reenskoften sad, vilde Kongens Sværdslet ikke bide; i Haanden derimod fik Thore et Saar; derforkvæder Sighvat videre saaledes:

Ei var det i Kjæmpelud,
Hunden barkede sin Hud;
Større Daad som større Sind,
Om end ei saa tykt et Skind,
Saae man paa den Dogge bold1,
Som ei frygted Finne-Skjold,
Satte over Grøft og Gjærde,
Beed i Thore, Haand for Hærde.

Da sagde Kongen til Bjørn Staller: slaae den Hund, som Jernei bider! og Bjørn tog flux sin Øxe forkeert og slog med Hammeren til Thore paa hans Axel, ret et Dommedagsslag, saa Thorestod og ravede. Imidlertid havde Kongen vendt sig mod KalvsFrænder og fældet Olav; men nu løb Thore Hund til BjørnStaller med et Spyd, gav ham sit Banesaar og sagde: saa beedvi Bamsen; og Thorstein Knarra-Smed huggede til Kong Olavmed sin Øxe oven over Knæskallen paa det venstre Been. FindArnesen kløvede Thorstein i samme hellige Øieblik; men Kongen segnede ved Saaret ned paa en Steen, kastede Sværdet ogbefoel sig Gud i Vold. Da stak Thore Hund ham et Spyd nedenfra under Brynien op i Livet, og Kalv huggede ham paa venstreSide af Halsen; dog er man ikke ganske enig i, om det var Kalv, der gav ham det Saar. Det var da de trende Banesaar, KongOlav fik, og der Kongen var slagen, faldt og hardtad hele denSkare, som havde fulgt ham.

Om Kalv Arnesen har man i denne Anledning et Vers afBjørn Guldbraa-Skjald, som lyder saaledes:

Vaabendjærv i Vaabenbrag
Værged du mod Olav Landet,
Gjorde ogsaa, for det Andet,
Raskeste blandt Konger spag,

* 51

Under Banneret du glad
Frammerst gik paa Stiklestad,
Øved Daad, som Helten egned,
Helmed ei, før Drotten segned.

Men om Bjørn Staller sjunger Sighvat Skjald:

Bjørnen under Ørneklo
Stallare kan lære,
Hvad det er at følge tro
Drotten sin med Ære;
Han der i den høie Sal
Vogted paa sin Drots Gebærde,
Lagde sig paa røde Val
Og ved Kongens Hoved-Gjærde;
Som han sad ved Kongens Bord,
Som han stod paa Folke-Thinget,
Laae han paa den kolde Jord
End af Hirden tæt omringet.
Held Enhver, der saa mon falde,
Fulgt af Venner, priist af Skjalde!

52

Om den Gullandske Kongelinie i Danmark eller Den Danske Ynglinge-Saga. (Af Saxos 7de Bog).

Der Halvdan Bjerggram døde sønneløs, forordnede han i sinsidste Villie, at Kong Yngve paa Gulland skulde arve baadeDresselen og Kongestolen, og uagtet han faldt i Krig mod sinMedbeiler Regnald, beholdt dog hans Søn Sigvald DanmarksRige.

Den samme Kong Sigvald havde en Daatter, ved Navn Sigrid, som var saa vidunderlig ærbar, at, enddog hun for sin DeilighedsSkyld fik Beilere vel ti for een, saa var hun dog ei at formaaetil at see op paa nogen af dem alle, og som hun nu stolede paadenne sin Ærbarhed, tog hun det Ord af sin Fader, at Ingenskulde blive hendes Brudgom, uden saa var, at han først medElskovstale kunde lokke hendes Øine til sig.

Det var Piger, vi havde i gamle Dage, der holdt deres Øienslyst saa flittelig i Ave, for at ikke letfærdige Syn skulde smitteog friste deres rene Sind, men Hjertets Tugtighed forkyndes afet ærbart Ansigt.

Der var imidlertid dog en vis Odder Ebbesen, som, hvad hansaa end stolede paa, enten paa sine store Bedrifter, eller paa sinArtighed og slebne Tunge, satte stadelig og hæftig an paa denJomfrue med brændende Kjærlighed. Han lagde da alle Aarerombord for et Blik, men kunde dog med al sin Konst ei løftede nedslagne Øine, og maatte langt om længe give tabt medstor Forundring over saa ubøielig en Strænghed i et Pigehjerte.

Nu var der og en Jette, som beilede til Møen; men der hanmærkede, at det var spildt Umage, fik han for Sølv og Guld enKvinde til at hjelpe sig; see, hun forstod at sætte sig i Gunst 53 hos Sigrid, og var en Tidlang hendes Følgeterne, men fik hendesaa engang med Snedighed lokket paa en Afvei langt ud frahendes Faders Gaard, og der var Jetten strax ved Haanden ogsnappede Sigrid og førde hende til sin Jettestue, som han havdei en Bjergklint. Man fortæller det ellers ogsaa paa den Maade, at det skulde have været Jetten selv, som havde skudt sig iKvinde-Ham, narret Jomfruen bort fra Kongens Gaard og saasnappet hende. Dette fik imidlertid Odder at spørge, og hanhavde ingen Roe paa sig, førend han kom afsted og fik randsaget paa Bjerget baade oppe og nede, til han endelig fandt Jomfruen; Jetten slog han da ihjel, og hende tog han med sig; mendet var forunderligt nok med hendes Haar; Jetten havde væretsaa nyttig at flette og filtre de favre, lange Lokker saaledes i Hob, at der hørde Konst til uden Sax at faae de Knuder og Bulkerskilt ad igjen. Nu havde da Odder paa nye, som man kan tænke, alle sine Garn ude for at fange sig et Øiekast; men hankunde gjerne sparet sin Uleilighed; thi dødøiet stod det Pigebarn nu som før, og han maatte da tilsidst gaae bort med uforrettet Sag; thi han vilde ingenlunde tvinge Pigen eller beskjæmme en saa høibaaren Møe.

Nu vankede da Sigrid længe om paa vilden Mark og kom tilsidst til en Hytte i en Skov, hvor der boede en heslig Eliekvinde, som satte hende til at vogte sine Giedder. Ogsaa der komOdder hen, og bød sig til at frelse hende, og fristede hende endydermere med saadan Tiltale:

Lyster dig nu, Pigelil!
Mia at være, som jeg vil,
Eller her at gaae i Skove
Ved de stramme Gjedders Bove?

Arme, deilige Slavinde!
Flye dog fra den fule Kvinde,
Tag den Haand, jeg huld dig rækker,
Følg mig flux til mine Snekker,
Kald dem dine Bølge-Karme,
Og vær frie i mine Arme!
Hvi vil du bag Hjorden sukke?
Lad de Gjedder med de Bukke
Bræge, tygge Drøv i Engen,
Selv gak du til Brudesengen!
54 Længe jeg med Haand og Mund
Beilede af Hjertens Grund;
O! saa løn nu al min Møie!

Løft dog lidt det kydske Øie,
Skjul dog ikke længer saa
Under Skye de Sole smaa!
Lad dem straale, lyse, milde,
Som jeg aarle bad og silde!
Løft kun op de mørke Bryn!
Kun et Blik, og flux som Lyn
Vingebred min Vindesnekke
Skal, med dig i høie Stavn,
Halsen over Bølgen strække,
Bære dig til Moder-Favn;
Der du brat i Fædre-Borgen
Glemmer og forvinder Sorgen.

Nu jeg har saa mange Fold
Friet dig af Jettevold,
Jeg har stræbt, og jeg har stundet,
Meget lidt og Intet vundet;
Lad min Trofasthed dig bøie!
Ynkes, og luk op dit Øie!

Hvad har saa forrykt din Hjerne,
At du heller vogter Kvæg,
Tvætter Gieddebukke-Skjæg,
Som en Ellekvindes Terne,
End hos mig paa Bænken prud
Sidder som min væne Brud?

Dog, Odder maatte sige Alt, hvad han vilde, saa blev dogSigrid ved sin Ærbarhed og skottede end ikke det mindste tilham, for ikke kanskee at komme i Fristelse, hvis hun saae, hvad hende stod for Øie.

Hvor maae det dog ei have været forunderlig høviske Møer, de Oldtids Piger, som ikke Elskerens hæftigste Bønner og sødeste Ord kunde faae til endog kun at blinke med Øiet!

Da nu Odder saae, at Jomfruens Øie og Hjerte end ei kunderøres ved den Hjelp og Tjeneste, han nu havde togange ydet, saa gav han Haabet op og gik beskjæmmet og bedrøvet til sineSkibe; men som nu Sigrid atter vankede vildfarende omkring 55 imellem Klipperne, da maatte det saa føie sig, at hun kom justtil Ebbes Gaard. Hun bluedes ved sin Armod og Nøgenhed oggav sig desaarsag ud for et fattigt Tiggerbarn; men Odders Moder lod sig ikke narre hverken af hendes Ord eller af det blegeindfaldne Ansigt og de pialtede Klæder; hun saae nok, der saden Rosensblomme under Bladene; thi Møens Skikkelse og Lader forraadte hendes Byrd, og Adelskabet lysde hende ud af Øiet. Hun blev da sat til Høibords og behandlet med ærbødigDannished; men Odder lod som ingen Ting og spurgde hendeganske fremmed, hvi hun hyllede sit Ansigt saa i Slør? Nuvilde han imidlertid dog vide ret, hvad hendes Hjerte sagde;derfor lod han, som han holdt Bryllup med en anden Pige, ogSigrid maatte holde Lyset for ham, der han gik i Brudekamret.Der stod da Sigrid, til Lyset hardtad var heel udbrændt, ogLuen spillede paa Fingerenderne; men hun stod saa vidunderlig taalmodig og holdt sin Haand saa stille, som om hun føldetil slet ingen Meen af Heden; det var da den ene Hede, kan jegtroe, som dæmpede den anden, og for Hjertets stærke Luemaatte Lyseflammen give tabt. Endelig bad Odder hende dogvare sine Fingre, og see, nu slog hun da blufærdig sine klare'Øine op og saae saa mildt til ham, at man lod flux det andetSkyggebryllup fare og ledte Sigrid selv i Brudekamret.

Siden lod vel Sigvald Odder gribe og vilde hængt ham, somden, der havde beskjemmet hans Daatter; men Sigrid skyndtesig da at fortælle den rene Sammenhæng om Jetten og om allehendes Hændelser, og saa tog Kongen ikke blot Odder til Naade, men tog ogsaa hans Syster til sin Dronning, og denneunderlige Handel endtes da til Glæde med et dobbelt Svogerskab.

Nogen Tid derefter skedte det, at Sigvald og Regnald kom iKrig med hinanden; de fik sig da begge en Hær paa Benene afde meest udsøgte Folk, og der stod et Slag i Sælland, som varblodigt tilgavns og varede i tre samfelde Dage, uden at mankunde see, hvem der skulde vinde, saa drabelig sloges der paabegge Sider; men hvad enten nu Odder blev kjed af den Langeleeg, eller fik Lyst til at indlægge sig synderlig Ære, nok er det, at han med øiensynligste Livsfare brød igjennem de fjendtligeSkarer ind i Kong Regnalds Skjoldborg og slog ham midt imellem hans tappreste Kjæmper, hvorved han da tog Seieren meden Trumf paa de Danskes Vegne. Det var ellers ogsaa et mærkværdigt Slag med det, at der overgik de Svenske Herrer saadanen uslukkelig Skam; thi der kom saadan en Rystelse over 56 Rigens Pillere, at fyrgetive stærke Kjæmper, eftersom mig erfortalt, vendte Ryg i Slaget. Selv Stærkodder, Mesteren for demalle, som ellers ikke havde for Skik at svige et saadant godtLag, hvor broget det end gik til, og hvormange de brodne Pander end bleve, han lod sig dog her forskrække af noget, jeg veedikke hvad, og valgte heller at flye med Flokken end at staaemed Æren, saa jeg skulde hardtad troe, det var vor Herre selv, der slog ham med den Frygt, for at han ikke skulde blive forindbildsk af sin store Manddom og mene, at han var en Undtagelse fra alle andre Mennesker; og saaledes er det: uden Laker her i Verden Ingens Lykke.

Alle disse svenske Herrer tyede som en Kjæmpelevning til dennavnkundige Søerøver Hake og gave sig i Ledtog med ham.

Noget efter døde Kong Sigvald og havde sin Søn Sigar til sinEftermand. Denne Kong Sigar havde igjen tre Sønner: Sigvald, Alf og Alger, og een Daatter ved Navn Signe. Alf er bekjendtunder Tilnavn af ham med Sølvhaaret, for hans hvide, klareLokkers Skyld, og han var da i alle Maader, baade, som mansiger, i Sind og i Skind, sine Brødres Overmand, og sværmedehelst omkring paa Havet med Vikinge-Snekken.

I de samme Dage levede den Gothiske Kong Sigvard *), somskal have havt to Sønner, Vemund og Østen, og en Datter, vedNavn Alvilde, der, hardtad ligefra Vuggen af, var saa bluefærdig, at hun gik med Slør Dag ud og Dag ind, for ikke med sinDeilighed at friste nogen til Elskov. Siden lukte hendes Faderhende inde i sit Fruerbur og gav hende en Øgle og en Hugorm, *

57 som hun skulde opføde, og alt som disse Uting voxte til, skuldede være hendes Vagt. Nu, det var ikke heller hver Mands Leilighed at gjæste sligt et Brudekammer, hvor der var saadanLaas og Lukke, og da Kongen desuden havde ladet forkynde, at hvem der prøvede sin Lykke der og kom tilkort, han skuldestrax halshugges, og hans Hoved sættes paa en Stage udenforBuret, saa maatte, under de Betragtninger, Lysten vel forgaaeselv de Ungersvende, som kunde ellers være hidsige og forvovnenok. Imidlertid forgik den ingenlunde Alf Sigersen; thi hangjorde den Regning, at jo meer at vove, desmere at vinde, ogmeldte sig som Beiler; og nu skulde han da til at drages medde Udyr, der laae paa Vagt for Jomfrueburet; thi efter KongensForordning skulde den, der kunde overvinde dem, og ingen anden, have Alvildes Haand. For nu at gjøre Ormene desmeregridske paa sig, axlede han et blodigt Skind, og i den Dragt gikhan frem for Borgeledet med en Tang og et gloende Jern i denene Haand og sit Glavind i den anden. Der nu Øglen kom gabende imod ham, stak han ham Jernet lige ned i Svælget, saahan drattede omkuld og var død. Saa kom Hugormen og bugtede sig nok saa smidig; men ham skjød han i Gabet med sitSpyd, saa han fik ogsaa nok og laae derved. Nu forlangde daAlf, hvad han havde stridt for, og hvad der ogsaa var ham lovet;men Sigvard svarede, at det kom ganske an paa hans Daatter;hvem der var hende god nok til Brudgom, var og ham til Svoger. Det var da nu kun om Alvildes Samtykke at gjøre; mendenne Beiler stod slet ikke Moderen an; hun tog derfor Daatterentil sig i Eenrum for at udforske hendes Hjerte, og Alvilde roesdePrindsen varmt for hans store Manddom; men jo meer hun roesde, desflere Utak fik hun, og Moderen skammede hende ud somden, der mod al Ærbarhed lod sig indtage af de smukke Friereog forraadte et letfærdigt Hjerte, aldenstund hun ikke dømte efterDyd, men efter Deilighed. Der nu Alvilde fik ved saadan TaleLeede til den danske Prinds, blev hun og kjed af det Kvindelevnet, lod sig Mandsklæder skiære og blev fra blyeste Pigebarnaf til den vildeste Viking. Hun drog da ud tilligemed endeel afsine Terner, som fik den samme Lyst, og kom just til en FlokVikinger, som var i stor Vaande for deres Høvding, de havdemistet i et Slag, og de samme Vikinger bleve saa indtagne iAlvilde for hendes Deiligheds Skyld, at de valgte hende til deresHøvding, og tog heller ikke Feil, thi det skulde Ingen mærkepaa hendes Færd og Bedrift, at hun var en Kvinde. Imidlertidflakkede Alf omkring paa Havet for at finde Alvilde, og havde

        

58 mangt et haardt Pust at udholde. Saaledes stødte han om Vinteren sammen med Blakmannernes Flaade*), paa en Tid, dader var saadan Mængde med Driviis i Stranden, at Ingen kundeenten roe eller seile. Imidlertid holdt Frosten ved, og liskagernefrøs sammen, saa de kunde bære, og nu befoel Alf sine Folk atdrage Skoene af og løbe paa Sokkerne, for at staae desfasterepaa Glatiisen. Da Blakmannerne saae, at de trak saaledes ud, tænkte de, det var for at blive deslettere til at fægte med Hælene, og satte derfor efter dem; det kom ogsaa til Slag; menBlakmannerne med deres glatte Skoe skræntede og snubledehvert Øieblik, da de Danske derimod havde en fast Fod atstaae paa, stødte dem lettelig omkuld og finge Overhaand. Siden efter satte Alf sin Kaas ad Finland til og kom der til enFjord, hvis Munding var kun smal; derfor skikkede han Speidere ud, som skulde forfare Leiligheden, og de kom igjen medden Beskeed, at der laae nogle faae Skibe, som bespændte Løbet.Det var Alvilde, som laae der med sine Snekker, og hun skimtede aldrig saa snart de fremmede Stavne, før hun i en Hastlod gjøre klart og roe af alle Kræfter lige imod dem; thi efterhendes Mening var det altid bedre at hente end vente sin Fjende. Alfs Staldbrødre meente, det sømmede sig ikke for dem atslaaes med det Par Skibe; men Alf svarede, at det kaldte hanusømmeligt, at nogen skulde komme og fortælle Alvilde, at hanhavde dreiet af for saadant et Par Snekker og efter saa storeBedrifter ladet slig en Smaating sætte Klik paa hans Ære**).Det kom da til Slag, og de Danske kunde ikke noksom forundresig over Fjendernes Deilighed og smidige Bevægelser; men dernu Alf var kommet op paa Alvildes Skib og havde gjort klart Dækmellem Stavnene, og hans Stalbroder Borkard kom til at slaaeAlvilde hendes Hjelm af Hovedet, da fik han Øie paa den glatteHage og mærkede vel, man maatte skifte Vaaben, bruge Kysfor Kaarde og klappe slig en Fjende finere end med Staalhandsker. Hvem der nu blev glad, det var da Alf, der saa uventendes fandt, hvad han saalænge havde søgt til Lands og Vands, * * 59 utrættelig og under mange Farer; han annammede sin Fæstemøe med Hjertens Kjærlighed, fik hende til at skifte Dragt, saahun igjen blev kvindelig, og avlede siden med hende en Daatter, Gyrithe. Borkard fandt sig og en Venneviv iblandt Alvildes Terner, som heed Gro, og avlede en Søn med hende, somman siden kaldte Harald Hyldetand; men for at man nu eiskal tænke, disse jernklædte Møer var et stort Vidunder, bliver det vel bedst at sige et par Ord om Skjoldmøe-Viis ogVilkaar.

Der var da virkelig i gamle Dage danske Møer, som lode sigMandsklæder skjære og tilbragde hardtad deres hele Levetidunder Vaaben, for ei at slappes under Lystighed og bløde Klæder. De havde fattet Lede til alt Kjælenskab og vilde hellerhærde baade Sjæl og Legeme i Møde og Smerte; de forsagedeal Kvinde-Blødhed og Letsindighed og paanødte Pigehjertetmandlig Barskhed; men ikke det aleneste, de lagde sig endogsaa flittig efter al Krigs-Brug og Øvelse, og nemmede det altsaa vel, at Ingen skulde sige andet, end at de havde skiftetKjøn med Kjortel, især naar det var muntre, favre, ranke Pigebørn, og dem var det fornemmelig, som pleiede at føre sligt etLevnet. Det var da med de Skjoldmøer, som de havde reentforgjættet Kvinders medfødte Vilkaar; dem huede ei kjælneToner, men det rue Kjæmpemæle, de favnede Sværd og ikkeSvende, tørstede ei efter Kys, men Blod, Vaabenlarm var deresElskovs-Leeg, og Fingrene, som skabtes til at lege mellemTraade, sloge kun Spydstagers Væv, paa Valen redte de sigBrudesenge og beilede med skarpen Staal til Ungersvendene, som skulde sjunket for deres Deilighed.

Dog, for at komme til Fortællingen igjen, saa skedte det tidlig om Foraaret derefter, at Alf og Alger, som paa Vikinge-Viisfoer omkring, saa hist og saa her paa Havet, stødte paa enSmaakonge Hamunds tre Sønner: Helvin, Habor og Hamund, med hundrede Snekker. Der blev da et alvorligt Søslag og kunden sorte Nat adskilte de mordtrætte Kjæmper; men da mannu om Morgenen skulde til at see sig om, mærkede man, atdet kunde ikke gaae til i Dag som i Gaar; thi man havde denforrige Dag brugt sig saa vel paa begge Sider, at der nu paaingen af Siderne var synderligt at gjøre med. De forligde sigderfor i Mindelighed, og saaledes kan man sige, at deres Manddom gjorde dem spage, og de gjorde en Dyd af en Nødvendighed.

I de samme Dage var en høivelbaaren Tydsker, som heed 60 Hildegisel eller Hildigslev *), kommen herind og beilede tilSigars Daatter Signe, ikke fordi han havde nogen Heltebedrifterat rose sig af, men fordi han stolede paa sit Adelskab og glatteAnsigt. Det var imidlertid en gal Regning, den, thi Signe drevkun Spot med den Flødskjæg, som vilde prale med fremmedeFjer og gjøre Lykke med at være sin Faders Søn, da hendesHjerte derimod slog høit for Hake, den Viking, hvis store Bedrifter var i Folkemunde; thi i hendes Rangforordning stodHelten over Skjødehunden, og hende stak ei lyse Farver, menkun klar Bedrift i Øinene; hun vidste godt, at DeilighedensGlimmer falmer brat i Manddoms Glands, og Dyd er ei medSmukhed at opveie. Saaledes finder man dog Piger undertiden, som give heller deres Hjerte til den ædle end til den nette Beiler, som skue Manden ei paa Haar, men ind i Siælen, og i hvisHjerte ikkun Straaler fra det Inderste kan tænde Kjærlighed.

Imidlertid kom Habor da til Dannemark, og havde fulgdeshjem med Sigars Sønner; men hvad de ikke vidste, var, at hanhavde faaet deres Syster i Tale og taget hende saa med Kjærligheds Ord, at hun i Løn med Haand og Mund havde lovetog svoret at være hans Brud. Nu traf det sig engang, at SignesTerner kom paa Tale om Ædlinger, hvem der stod øverst, ogda satte hun Hake over Hildegisel, sigende, at ved Hildegiselvar slet intet Priseligt, undtagen Skabningen, men Hake havdederimod en Blomst i Hjertet trods den, hans Kinder manglede;ja, hun nøiedes end ikke med at rose ham saa løselig, menbandt ham og, som Ordet gaaer, en Ærekrands i disse Riim:

Rød og hvid er ei hans Kind,
Men det ædle, kjække Sind
Lyser ham af Øie;
Under Kamp blev Kinden bruun,
For hans Skjæg de fine Duun
Maae sig vel nedbøie.

Hvo som fik den rette Sands,
Seer, at Kjækhed kaster Glands
Over Saar og Rifter;
Skam faae hun, der elsker ei
Blomster, som paa Kjæmpevei
Plukkes med Bedrifter?

* 61

Ikke paa den blanke Hud,
Men i Hjertets Sølverbrud
Glandsen haver hjemme;
Under Hjelm i Vaabengny
Hake vandt sig Roes og Rye,
Som gaaer seent ad Glemme.

Hildigslev, hvad er hans Pryd?
Intet Mod og ingen Dyd,
Kun et Skin, som svinder!
Graane maae guldfagre Haar,
Falme maae jo Aar for Aar
Rosenrøde Kinder.

Folkeroes for slig en Pryd,
Det er Tant og Bjeldelyd,
Tale hen i Veiret;
Længere det mindes dog,
Hvo paa Val de Tappre vog,
Hvem i Kreds har seiret.

Lad da Andre love kun
Deilighed med Daaremund,
Glemme ret at dømme!
Ikkun Spot af mig dog faaer
Glatte Kind og gule Haar,
Dyd vil jeg berømme.

Det klang i Ternernes Øre, som om det var Hake, hun roesdepaa Skrømt, men Habor for Alvor, og der Hildegisei fornam, athan maatte hos Signe staae tilbage for Habor, da blev han bister tilgavns og kjøbde for Penge en blind Mand, ved Navn Bolvise, til at forspilde Venskabet imellem Sigars og HamundsSønner. Den samme Bolvise var den Ene af Kong Sigars ypperste Raadgivere; thi saadanne to gamle Mænd havde Kongenaltid om sig, og gjorde hardtad aldrig nogen Ting, uden eftersom de raadte ham; men der var ellers en himmelhøi Forskjelpaa de to kloge Mænds Tænkemaade; thi den Ene gjorde alsin Flid med at tale Uvenner til Rette og forlige dem i Minnelighed; den Anden derimod var aldrig gladere, end naar hankunde sætte Splid iblandt Venner, og hvor han saae en Tvedragts 62 Gnist, der puste til som en Øretuder*). Bolvise sværtedenu Hamunds Æt for Sigars Sønner med løgnagtig Bagtale ogforsikrede dem saa ærlig, at det var Folk, som aldrig brød sigenten om Troe eller Love, og som man derfor maatte holde iSkranker, ikke med Ord og Forbund, men med Sværdet overHovedet. Han fik da ogsaa rigtig Ungersvendene sat sammen, og der stod et Slag i Hamundsfjord, hvor baade Helvin og Hamund faldt for Sigars Sønner. Habor var dengang langveisborte; men der han spurgde sine Brødres Fald, kom han overAlf og Alger med friske Folk og svalede sin Hevn i deres Blod.Hildegisel blev derimod skudt i Flugten med et Spyd igjennemsin Bag, hvilket gav Anledning til at skose Tydskerne, thi vedslige Leiligheder maae Skam og Skade gjerne følges ad.

Med saa forrettet Sag tog Habor Kvindeklæder paa og gik tilSigne mutters ene, for at minde hende om sit Løfte, som omhan meende ei at have saaret Søsterhjertet, der han fældteBrødrene; men Tingen er, at Kjærlighed gjør dristig, og hansaae meer paa hendes Trofasthed end paa sin egen Brøde. Fornu imidlertid at gjøre sig et Ærende gav han sig ud for en afHakes Skjoldmøer, som havde Bud fra ham til Sigar. Paa denManeer blev han ladt ind i Fruerburet og beskikket Natteleiemellem Ternerne; men der han om Aftenen havde tvættet sineFødder, og Smaapigerne tørde ham, fik han det Spørgsmaal, hvoraf det kom sig, at hans Been vare saa laadne, og Hændernesaa barkede at føle paa, og dertil svarde han som saa:

Harver først, hvad jeg har pløiet,
Da I veed, hvad jeg har døiet.
Over Stok og Steen man færdes,
Sagtens maae da Huden hærdes;
Følg i Verden Valhals Norne,
Skuur med Gruus og klap med Torne;
Sveed og frys og vank i Skove,
Vipper paa den steile Vove!
Hop paa Spyd og dands paa Skier!
See da, om ei Saalen svier,

* 63

Om ei mellem Od og Egge
Eder voxe Haar paa Lægge!
Mener I, at disse Lemmer,
Som den snevre Brynje klemmer,
Som de hvasse Sværde klappe,
Kan som Eders under Kappe,
Under Maard og hviden Liin,
Holde Huden blød og fiin?
Tænker I, at disse Hænder,
Hvori Staal for Naal sig vender,
Være kan saa bløde, hvide,
Som om jeg ved Eders Side
Daglig sad i lune Kammer,
Dreied Rokkehjul og Rammer?

Signe vidse godt at lade, som hun troede hvert Ord, ja, sandede det ydermere med ham og sagde *):

Skal man ei være sit Arbeide liig?
Er der ei Forskjel paa Kys og paa Krig?
Haanden, som bruger den mægtige Naal,
Hvormed der syes og sømmes i Staal,
Haanden, som fører den mægtige Sax,
Hvormed de Hoveder klippes som Ax,
Vorder vist ikke i Huden saa fiin
Som den, der piller paa Did og paa Liin.
Fingrene bløde og lidt vilde due
Til at faae Bugt med en haardnakket Bue,
Til at handtere paa skummende Baare
Begede Takkel og bugede Aare.
Skjoldmøen haver ei Hvile i Bur,
Fort maae hun følge den kaldende Lur,
Spydene slynge og Sværdene svinge,
Saa ud af Fingrene Blodstraaler springe;
Husker, at Haanden, saa barket og haard,
Spinder Bedrifter, som vi spinde Blaar!

Sagtens maae ogsaa vel Saalerne hærdes,
Naar baade tidlig og silde man færdes,

* 64

Naar man ved Strande paa stenede Bred
Vanker saa mangt og saa mødigt et Fjed;
Sagtens gjør det ikke Fødder saa fine,
Som naar de knap over Tærskelen trine,
Træde paa Gulv og paa blommede Enge,
Vanke som videst i Jomfruens Vænge.

Derpaa annammede hun Habor til sig i sin egen Seng, somfor at gjøre Ære af den fremmede Møe, og under megen Kjærligheds Tale kom det som af sig selv, at Habor tog Ordet ogsagde:

Hvis mig din Fader nu fage
Ynkelig tager af Dage,
Vil da du, væneste Blomme,
End vores Pagt ihukomme,
Eller kanskee vil du fæste
Munter den Første den Bedste?
Faaer kun din Fader at vide,
Hvem du har her ved din Side,
Da er ei derpaa at tænke,
Han skulde Livet mig skjænke;
Ei hjelper Bod eller Bønner
Den, som har slaget hans Sønner.
Dem har jeg fældet i Stavn,
Holder nu dig i min Favn,
Favner en Konninge-Daatter i Løn;
Saadant afsoner ei Bod eller Bøn.
Siig da, min kjæreste Signelil, siig!
Hvad vilst du gjøre, naar jeg ligger Liig?

Da svarede Signe:

O! troe du mig, Kjæreste fiin
Din Dødsdag den vorder og min.
Hvorefter mon leve jeg skulde,
Naar du ligger kold under Mulde?
Nei, skalst du for Øxen dig bøie,
Ja, hvor du saa lukker dit Øie,
Paa Straa, under blinkende Sværd,
Hvad heller paa skummende Bølge,
Ei længer jeg Livet har kjær,
Mig lyster kun flux dig at følge
65 Og ende paa selvsamme Viis;
Thi Hjertet kun ønsker den Priis:
»Sin Habor saa troe liden Signe
»I Død som i Liv vilde ligne.«

O, troe dog for Vist! ingenlunde,
Selv ei under Øxe og Sværd,
I Døden forlade jeg kunde
Den Svend, som jeg elskede her;
Hvem først jeg min Finger lod kryste,
Hvem først jeg i Kjærlighed kyste,
Hvem ene blandt Drotter og Helte
Jeg undte at løse mit Belte!
Nei, mener du, at hos en Kvinde ,
End Troskab er mulig at finde,
Da troe dog for Eeden, jeg svor,
Din Signelil holder sit Ord!

Denne Tale vederkvægede Habor igjen; thi efter hans Tanker maatte man vel gjerne gaae i Ilden for at faae saa glædeligtet Løfte*). Imidlertid var han forraadt af Signes Terner, ogder kom Folk fra Kongens Gaard, som skulde fange Fuglen, før han fløi af Bure; Habor gjorde dem det braaget nok, slogned for Fode og værgede sig længe som en Mand; men endeligblev han dog fanget og ledt frem paa Thinge. Der han nuskulde dømmes, blev der Splid i Menigheden; Somme sagde, athan skulde skee al Landsens Ulykke, som han den havde voldt;Bolvises Broder, Bilvise, derimod og Andre med ham, sombrugde bedre Forstand, erindrede, at det var bedre, man togGavn af slig en Helt, end at tage ham saa ynkelig af Dage. Dastod Bolvise op, talede og sagde: at det var kun et Skarns-Raadat bede Kongen spare, hvor han havde Blod at hævne, og atneddæmpe ved utidig Barmhjertighed en saa retmæssig Vredesstærke Rørelse. Hvor er det dog vel mueligt, sagde han, at Sigar skulde kunne lade sig bevæge til Skaansel her, til Medynkover den, som røvede ham først i tvende Sønner AlderdommensTrøst, og lod sig end ei dermed nøie, nei, lokkede hans Daatter, beskjæmmede hans hvide Haar! Nu gik hardtad hele Thingetover til hans Mening, og Habor, som i Førstningen var saa *

66 godt som næsten frikjendt, fældtes nu eenstemmig og fordømtes til at hænge i en Galge. Reist var Galgen, Dronningen stodmed et Bæger, rakde ham det, bad ham nu slukke sin Tørst ogudøsde sin Galde over ham i disse Banderiim:

Stolten Habor! dømt paa Thinge
Til i Galgen høit at svinge!
See, hvor jeg dig vederkvæger
Med det fulde Brage-Bæger!
Sluk din Tørst, du Dødens Mand,
Drukn din Rædsel, om du kan!
Bold du est, saa frygt kun ikke
For dit Gravøl selv at drikke!
Drik, saa du kan drukken fare
Ned til Helas Helteskare;
Thi nu stolt du klæde skal
Bænken i den mørke Hald,
Give skalst du brat i Vaande
Ravne Brad og Hel din Aande.

Ungersvenden tog imod Hornet, som det ham rakdes, ogSagnet melder, at han svarede, som følger:

Hil være Kalken, den sidste, jeg smager!
Hil være Haanden, hvori jeg den tager!
Den bar og Staalet i Vælde
Til dine Sønner at fælde.

Hil mig! thi ei uden priseligt Minde
Trøstig jeg ganger for Gladheim at finde;
Hevnet, jeg uden at grue
Hærfaders Helte tør skue;
Skikket jeg haver fra Valen
Venlige Forbud til Salen,
Jeg har i Konningeblod
Badet min Haand og min Fod.

Vee dig, du rasende Niddinge-Kvinde!
Vee dig, du raser og spotter i Blinde.
Sjunke ei for mig i blomstrende Alder
Svendene, som dine Sønner du kalder?
67 Hanen, hver Morgen han ryster med Vingen,
Galer for dig: end i Dag kommer Ingen,
Døden har fanget din Glæde i Gjern,
Aldrig den kommer med Sønnerne hjem.
Vee dig, o! vee dig, og vrie dine Hænder!
Ikke saa usæl en Moder jeg kjender.

Saaledes hevnede han sig over Helveis Trudselen ved at ihukomme de Ungersvendes Fald til Moderens Forsmædelse, saakastede han Bægeret tilbage imod Dronningen, saa Miødensprang og sprudede i hendes Ansigt.

Signe sad imidlertid i Buret imellem de grædende Terner ogsagde: har I nu Hjertelag til, Smaapiger! at samtykke mig idet, som jeg tænker nu paa? Dertil svarede de, at de vilde værehende følgagtige i Alt, hvad hendes Hjerte maatte begjære, oglovede baade med Haand og Mund at blive deres Jomfrue troe.Da brast Signe i Graad og sagde: Saamænd, da har jeg i Sindeat følge i Døden den eneste Mand, jeg har favnet i Verden, ogvil I som jeg, da, saasnart vi faae Bud, at de kvæle ham deroppe, da lægge vi Blus under Buret, gjøre vore Slør til Strikker, skyde dristig Skamlerne til Side og hænge os selv under Loftet.Dertil gav de alle deres Minde, og Signe skjænkede for dem medden klare Viin, for at mildne og formindske Dødsens Angest.

Saa førde de da Habor op paa Høien, som har siden faaetNavn efter ham; men som han nu stod under Galgen, faldt detham ind at forsøge sin Kjærestes Troeskab, derfor bad han, athans Kappe maatte hænges først, aldenstund det vilde være hamfornøieligt, paa Gravsens Bred at see, som i en Lignelse, sitEndeligt afbildet. Man føiede ham og i denne Bøn, og SignesVagt, som tænkde, det var Habor selv, man hængde op, gavflux sit Tegn til Pigerne derinde, som ogsaa ufortøvet satte Ildpaa Buret, skjød Skamlerne tilside og hængde saa tilhobe underBjeikerne paa Rad. Dengang nu Habor saae, at der var Ild iKongens Gaard, og saae det velbekjendte kjære Sovekammerstaae i Lue, da sagde han, at Dødens Kvide var som ingen Tingimod den Fryd, han følde over sin Kjærestes vidunderlige Trofasthed, ja, skyndte selv paa Kongens Tjenere, og hvor lidt hanændsede at døe, gav han tilkjende med det Rum, han gjorde:

Rask, I Svende! nøler ikke!
Hænger mig kun høit i Strikke,
Sødt det er mig, dig at følge
Favre Brud paa Lue-Bølge.

68

See dog, hvor den klare Lue
Svinger sig mod Himlens Bue!
Kjærlighed i disse Flammer
Blusser ud fra Signes Kammer,
Og hvad klart i dem afmales,
Mindes, til hvert Hjerte svales.

Ord du holdt, o, Pige sød!
Huld og troe i Liv og Død.
Her vi gaae i Døden sammen,
Hist vi samles brat i Gammen;
Uforkrænkelig, jeg veed,
Er den første Kjærlighed.
Hil da hver, som i sit Liv
Vandt en saadan Venneviv!

Med en Fylgje som den bedste
Han kan Valhals Guder gjæste;
Han har, sært men sødt at sige,
Selskab i de Dødes Rige.

Knytter kun de korte Tømmer!
Døden mig til Fryd fordømmer,
Galgen er mig Ganger bedste,
Signe rider jeg at fæste.

Skriger kun, I sultne Ravne!
Jeg min Signe gaaer at favne,
Naar I skrige over Brad,
Kvæde I mit Brude-Kvad.

Hører! tvende Verdner sjunge,
Juble ud med liflig Tunge:
Lige troe i lige Gammen,
Hjerterne nu hvile sammen!

Lystig, lystig, op ad Stige!
Jeg det føler, jeg det veed:
Selv ei i de Dødes Rige
Døer den dybe Kjærlighed.

Det var hans Ord, og derpaa døde han i Galgen, og for atIngen dog skal tænke, at hvert Spor af denne Oldtids Handel 69 er saa reent udslettet, maae jeg dog ogsaa formelde, at der gaaerSyn for Sagn endnu den Dag i Dag; thi baade bærer den Vang, hvor Galgen stod, endnu Navn efter Habor*), og lidt neden forSigerstæd seer man en Smule Brink, hvor Brokkerne tydeligvise, at der har staaet en Bygning i gamle Dage, ja, paa selvsamme Sted skal en Bonde, der gik og pløiede, have fundet enBjelke, som den, der fortalde det til Biskop Absalon, sagde, hanhavde seet med sine egne Øine.

Hake Hamundsen laae i Hærgefærd under Island, denganghan spurgde disse sørgelige Tidender, og stævnede da flux tilDannemark, med Od og Eg at hævne sine Brødre; men da blevhan forladt baade af Sællandsfaren Haagen Vigersen og afStærkodder, som nu begge, lige siden Regnalds Fald, havdetroligen fulgt ham; og at de nu toge Orlov, det kom deraf, atden Ene var vennehuld, og den Anden elskede sit Fædreneland, saa de havde skiellig Aarsag til at enes i det Stykke. Kjærlighed formeende Haagen at bære Avindskjold mod Fædrenelandet; thi han vilde ikke være den, der, mens Fjender droges, sloges med Landsmænd; og nu Stærkodder, han vilde ei gaaei Marken mod gamle Sigar, under hvis gjæstmilde Tag hanhavde fordum hvilet; thi det tykdes ham, var at betale Godtmed Ondt. Saaledes finder man dem, der agte Gjæsteretten saahellig, at de lade sig for ingen Priis bevæge til at gjøre demnoget Meen, under hvis Tag de komme ihu at have nogensindeannammet Herberge og venlig Tjeneste. Dog, Hake fandt, athan havde tabt meer i sine Brødre, end han tabde nu i disseKjæmper, blev derfor ved sit Forsæt og løb med sin Flaade indi en Havn, som heder paa Latin exercituum sinus, og Hærvigpaa Dansk. Der gjorde han Landgang og slog sin Leir lige paaden selvsamme Stæd, hvor nu den Bye og Befæstning ligger, som Esbern har bygt til et Bolværk for Landsfolket imod degrumme, hedenske Sørøvere, der nu ikke skal lystes ved at *

70 komme derind. Derpaa deelde Hake sin Flaade i trende Parter, og lod saa Totrediedelen af Skibene med nogle Roerskarle løbeop ad Susaa, enddog det var en farlig Sejlads den samme for demange Bugters og Krumningers Skyld, som Aaen slaaer; mendet gjorde han, for at Fodfolket kunde have en Tilflugt i Nødsfald*). Med den hele øvrige Hær drog han da landveis op, ogholdt sig meest til Skovene for at fare ubemærket; thi, skal jegsige os, hvor der nu er bart Agerland med lidt Purskov altimellem, der var i gamle Dage Skov ved Skov. Hvor nu tilsidstSkoven slap, og den aabne Mark tog fat, der lod Hake sine Folkhugge Grene af Træerne for at bære, saa at sige, Skov og Skyggemed sig; og for at de kunde være deslettere til Beens, lod handem kaste Balg og Brynje og gaae frem med blotte Sværd, ogtil en evig Amindelse har baade en Bakke og et Vad faaet Navnderaf. Saaledes sneeg han sig om Nattetide to Vagter forbi;men den tredie blev ham dog vaer, studsede over det Vidunder, han saae, løb lige til Sigars Herberge og sagde, at han havde enforunderlig Ting at melde; thi, sagde han, for mine Øine at see, kommer der en heel Skov af grønne Smaatræer anstigende, ligesom det kunde være levende Folk, der gik. Hvor langt erden Skov vel borte, spurgde Kongen. Tæt herved, svarede Vagten. Ja saa, blev Kongen ved, saa er det min Død, det Vidunderspaaer, og deraf kommer det, at saadan en Rafte med Kvisteog Løv heder endnu i Folkemunde en Helstav**). Eftersom nuSigar var bange for at blive indeklemt i Gyderne, drog han fraByen ud paa Marken paa en aaben Plads, hvor han med Vaaben i Haand vilde tage mod Fjenden. Der stod da Slaget vedden saakaldte Valbrønd, det er Ligenes eller Nederlagets Brønd;thi Sigar kom til Kort i Striden, segnede og faldt der sammesteds.

Nu var da Hake Sejerherre, men han misbrugde Lykken *

* 71 skammelig til stor Udaad; thi han var saa blodtørstig, at hansparede hverken Høi eller Lav, Kjøn eller Alder, og havde eiengang Saameget enten Hjerte eller Ære i Livet, at han skuldebluedes ved at besudle sit Sværd med Kvindeblod og slagteSmaabørn i Moderens Skjød.

Der Saadant rygtedes, da kom der Liv i Syvald Sigarson, somhidindtil havde siddet dorsk paa Bænk i Faderborgen, men stodnu op saa harmefuld og sankede Folk til Havn. Hake mærkede, hvor Folket flokkedes; da blev han ræd og skyndte sig ad Hærvig til med Tredieparten af sit Folk, for til Søes at frelse sigmed Flugten. Stolt-Haagen derimod, hans Hjelpermand, lodikke Modet falde, fordi Hake flydde, dertil var han for stolt afden nylige Seier, vilde og hellere falde end flye. Han blev da nutilbage som Høvding for den øvrige Hær og slog sin Leir lidtnedenfor ved Alsted Bye for at bie paa Flaaden; thi den varendnu ikke kommet op af Aaen til sit beskikkede Sted; og bister var Haagen, thi han gav Skibsfolkets Dovenskab Skyld forden Langeleegs Fart.

Imidlertid gjorde Sigars Fald og Syvalds Kjærlighed saa dybtet Indtryk paa det ganske Folk, at hver Mand glødede og grebtil Vaaben; ja, det er ingen Løgn, at Kvinder stiide sig hosMænd paa Rad, at fægte under Danmarks Banner. Der Soel gikop den næste Morgen, begyndte Slaget imellem Haagen og Syvald, to ganske Dage blev der stridt, og stridt med højeste Forbittrelse, Hæren gik i Blod, begge Høvidsmænd faldt, menSeierskrandsen smykkede dog Levningen af Danmarks Sønner.

Natten efter Slaget kom da Hakes Flaade endelig til Stædeog havde smaalig maattet stage sig langs op ad Susaa; thi dengang var der dog en Slags Seilads; nu derimod er det kunsjelden, man seer Skibe der, for den Sags Skyld, at Løbet erblevet snevrere, og Vandet mindre, alt som Brinkerne groede til, og Mudderet tog Overhaand. Saasnart det nu dagede, saaeSkibsfolket deres Stalbrødres Liig; de gave sig da flux ifærdmed at stæde Høvdingen til Jorde, og opkastede derfor en mægtig Høi, som man efter Sagnet viser den og kalder Haagens Begravelse. Imidlertid kom Borkard med de skaanske Rytterepludseligen over dem, slog hver og een ihjel, bemandede detomme Skibe og foer, som Fugl mon flyve, efter Hake Hamundsen. Han greb ham og i Flugten, sloges med ham og ængstedeham saa, at han med Nød og Neppe frelsde tre af sine Skibe ogundkom til Skotland, hvor han døde to Aar efter.

72

Krig og Vanheld havde nu saaledes ødelagt den KongeligeStamme her i Dannemark, at der var igjen kun et eenligt Skudtilbage, og det var Sigars Sønnedaatter, den Gyrithe, somAlvilde havde født Alf Sigarsen, og der nu Folket savnede singamle odelsbaarne Kongeslægt, da skildtes Riget ad, og i hvertLandskab kaarede man sig en indfødt Høvding. Saaledes blevda en Ostmar Høvding i Skaane, Hunding i Sjælland, Hane iFyen, Rørik og Hather i Jylland.

73

Kundgjørelse fra Selskabet for de Nordiske Oldskrifters Udgivelse etc.

Hvad vi i en foreløbig Kundgjørelse, mest bestemt for deMedlemmer af det Kongelige Norske Selskabs KjøbenhavnskeAfdeling, der ei var tilstæde ved Slutningsmødet den 3die August, have forklaret, gjentage vi her, at nemlig den forrige Kjøbenhavnske Afdeling fandt det nødvendigt med et venligt Farvel at adskille sig fra velbemeldte Selskab, men at de ved Mødetnærværende Medlemmer eenstemmig besluttede at oprette eteget Selskab, hvis Ønske var at bidrage til Vedligeholdelse afdet aandelige Samfund i Norden, som er skabt igjennem Historien, elskeligt i sin Grund, livsalig i sin Virkning, og hvis egenlige Idræt skulde være at fremme Udgave og Udbredelse af historiske Bøger, der i Norden kunne gjøre Krav paa almeenInteresse.

Saxos og Snorros herlige Krøniker, der i de forbigangne Aarhundreder have været menig Mand saa kjære, ere Mindesmærker fra Nordens Middelalder, til hvilke intet af Europas Folkkan vise Magen, og ret fortrinlig skabte og skikkede til baadeved Stiil og Indhold at gavne og forlyste ædle Gemytter i Borgeog Hytter, til at vække og nære den Fædrelandskærlighed, der, fremforalt i Norden, er Folkenes, i de sidste Dage hardtad stemte, Livsaande; disse ægte Dannefe maatte naturligviis først og fremmest fængsle Selskabets Øie, og det saameget mere, som nyOversættelser af disse den Nordiske Sagas Hovedbøger just nuere under Arbejde, og den Kjøbenhavnske Afdeling netop havdehavt det Hverv at besørge Heimskringla oversat og udgivet.

74

Da Selskabet derfor kaarede os til for Øieblikket at betænkedets Tarv, paalagdes det os, som vor første Forretning, at tilskrive Selskabet for Norges Vel et venligt Afskedsbrev, og somden anden at udgive en Prøve af hine Bøgers nye Oversættelsemed et venligt Spørgsmaal til Saxos og Snorros Landsmænd, om de, hvis Oversættelsen tækkedes dem, vilde bidrage til, atden snart og sømmelig kunde udgaae og sælges for en Smaating.

Efterat vi nu alt have stræbt at opfylde den første Pligt, ilevi med at opfylde den anden, i det vi fremlægge Prøven og indbyde Enhver til, efter Lyst og Leilighed at bidrage sin Skjærventen til Selskabets Forehavende i Almindelighed, eller til dissetvende Bøgers Udgave i Særdeleshed. Vort Ønske er, at saamange Enkelte i Norden som mueligt skulle bidrage, og saaledes erhverve sig Deelagtighed i, hvad der er vort fælleds herlige Odelsgods, og derfor modtages selv de mindste Bidrag medsamme Glæde som destørste. Høieste-Rets-Advocat Treschovboende i Frederiksberggaden No. 13, modtager indtil Videresaavel Bidrag som Anmeldelser, hvis Nogen skulde ønske atforsikkre Selskabet om en Understøttelse, det ei var hans Leilighed strax at yde, og for hvert Bidrag af 10 Rbdlr. N. V. ogderover, meddeles en Qvittering, der, hvis de anmeldte Bøger eiudkomme, sikkrer Ihændehaveren sit Bidrags Tilbagelevering.For Norge blive andre Anstalter trufne, og snarest mueligt skalvi nævne flere Steder omkring i Landet, hvor Bidrag kan leveres, og Qvitteringer modtages; men saavel i Mellemtiden, somfremdeles, vilde det meget fremme Værket, hvis Enhver, derfortrinlig lægger denne Sag paa Hjerte, samlede de Bidrag, Venner og Bekjendte vilde yde, fremsendte dem og modtog Beviis enten under Eet for det Hele eller særskilt efter Behag.Derved vandtes ogsaa det, at der kunde gives Beviser, selv forde mindste Bidrag, hvilket, naar de indkomme særskilte, vildemedføre for stor Uleilighed. At der skal vorde aflagt det strængeste offenlige Regnskab, derfor borge vi med Alt, hvad der erhelligt for sanddru og ordholdne Mænd.

Fremdeles er det os en kjær Pligt at vedføie denne Indbydelseal den Oplysning om dette Værk og Selskabets Formaal, som vifor Øieblikket kan give.

Efter vor Betænkning skal saavel Saxos som Snorros Krønikeudkomme i to Qvartbind, trykkes med stor Skrift, omtrent somPeder Klausens Snorro, og betales med 1 a 2 Sk. Rbp. Arket, blot for ikke til Unytte at kastes ind i Husene. Saxos Bog vil 75 da udgjøre omtrent 100, og Snorros 170 Ark, hvert Ark i et Oplag af 2000 Stykker, der synes passende, vil efter et løseligtOverslag koste 50 Rbdlr., og hele Værket altsaa omtrent 13500Rbdlr. N. V. Kan nu Selskabet betids see Udvei til Hælvdenaf denne Sum, haaber det endnu i 1816 at kunne udgive de toførste Bind, nemlig Saxos 9 første Bøger og Heimskringla tilHarald Haardraades Fald. Kunde vi pryde disse Udgaver medKobberet af Saxos gamle, herlige Tolk, Anders Sørensen Vedel, og af en Nordmand, der kunde staae i Peder Klausens Sted, davilde det glæde os, og vi bør ikke tvivle om her at møde Konstnere, som med Lyst ville bidrage til at hædre de Hensovne ogsmykke Nordens Folkebøger.

Finder nu Selskabets Idræt den Understøttelse, det var snarttil at haabe og vil være seent til at mistvivle om, da agter detingenlunde at standse ved dette Værks Slutning; thi har endSaxo og Snorro ingen Brødre, saa have de dog Frænder, hvisTale ei heller bør hendøe, men klinge høilig over Mark ogFjeld; mange islandske Sagaer, af hvilke vi blot vil nævneKnytlinga, Eigla og Nials Saga, fortjene uimodsigelig at væreFolkelæsning, Andre, saavelsom en stor Deel Oldtidskvad, derei ere saa skikkede til at læses almindelig, bør dog sikkerlig læses af Mange paa vor Tids Tungemaal, og efter Evne at fremmeSaadant er Selskabets Mening og Lyst. Endelig vil det og, saavidt mueligt, hjelpe til Udgivelse og Udbredelse af Alt, hvad detsynes, kan vække og nære Fædrelandskjærlighed og fortroligtBekiendtskab med de forrige Tider i Norden, og kunde vi bidrage Noget til, at en Fortsættelse af Dannemarks og NorgesKrønike indtil vore Dage, afpasset efter Menigmands Tarv, komfor Lyset, da turde vi tage en dobbelt Deel i den Glæde, hverFædrenes ægte Søn maatte føle ved at see saa stort og tungt etSavn afhjulpet.

At ei den mindste Hytte, end sige Borgene i Aandens Rige, kan for Penge enten bygges eller kjøbes, det har vi ikke glemt, og kunde intet Øieblik ønske det mueligt; men desto retmæssigere er vort Haab, at de Ædle i Rigerne vil, opvarmede vedFortids Minder, kappes om med Haand og Mund at yde hversin Skjærv til en værdig Bautasteen paa Fædres Gravhøi, hvisSyn igjen kan vække og opgløde Børnebørn, naar vi ere samlede til vore Fædre!

Brødre! Frænder! lad dog Verden lære, at hvad vi her pegede paa, var intet Drømmebillede, men at den Følelse, der gløder 76 end hos Tusinder, kun ventede paa at tales til, for at opblussemed den gamle Lue, den stadige, den rolige, den rene, som harhavt et herligt Hjem i Norden, og er ei meer i Verden, hvis denei er der.

Kjøbenhavn d. 9de Septbr. 1815.
Selskabets Gom mitterede:
C. Pram, Etatsraad og R. af D. F. Treschov, Høiesterets Advocat. N. Grundtvig, Præst.