NØRREJYLLAND OG
CHRISTIANSHAVN.
(1824).
✂ Da Grundtvig var blevet Præst i København og fandt sig trykketaf den store aandelige Ligegyldighed, der omgav ham, brødhan sit Hoved med, hvorledes »man dog kunde frembringe en SmuleRørelse i det døde Hav«. Han bestemte sig til at udarbejde »etForsvars-Skrift for Christendommen, der soleklart skuldevise, baade hvor forsvarlig den, og hvor aldeles uforsvarlig saavelenhver Indvending som Ligegyldigheden mod den er«1. Men detlykkedes ham ikke at give dette Skrift en Form, som kunde tilfredsstille ham selv. De mange forskellige Udkast dertil, som findes mellem hans efterladte Papirer, viser tydelig, hvor møjsommelig detteArbejde faldt ham2.
✂ Et af de sidste og videst førte af disse Haandskrifter, som stammer fra Foraaret 1824, har Form af en »Brevvexling mellemNørrejylland og Christianshavn«. En besindig og upartiskMand fra Jylland skriver til Grundtvig for at faa Rede paa hans nuværende Standpunkt og Mening om Kristendommen, og i sine Svarudvikler Grundtvig sine Anskuelser.
✂ Her meddeles det første Brev fra Christianshavn, som givergod Oplysning om Grundtvigs daværende Syn paa sin egen Udvikling.
* *✂ De vil høre mine Tanker om Tiden og min Bane, begge Delebetragtede i Forhold til, hvad jeg anseer for Menneske-Vel, ogda det i alle Maader er mit Kald at tale om det store Anliggende, til hvem jeg tør haabe, vil høre, saa har De meget rigtig dømt>at jeg nødvendig maatte tage mig Stunder at besvare Deres Brevsaa udførlig, som De kan ønske. Saavidt jeg kan skiønne, giørjeg mit Bedste, naar jeg giver Dem et Billede af min Bane, saatro og saa klart, som det staaer i min Magt, og det vil jeg giøre.
✂ Jeg er opvoxet paa den jydske Hede under gammeldags Undervisning i Christendom og Sprog, men jeg kiender af egenErfaring ei det Mindste til den Aands-Forkuelse og Trældom, som man saa dyrt har svoret paa, var dermed uadskillelig forbundne. Tvertimod har jeg aldrig seet og kan ei tænke mig enmere fri Udvikling til Andet end Dagdriver, end den jeg harnydt, og maa derfor nødvendig alle mine Dage snart harmesover, snart smile ad den Blæst, der giøres med de nye Methoder, som om den fri Udvikling var manet ind i dem, ja, somom man ei kan slaaes lige tyrannisk og lige tankeløst, overhvilken Læst det skal være.
✂ Min Lyst drev mig fra Barns-Been mest til Historien, isærKirkens og Fæderne-Landets, og da jeg her, næsten udelukkende, blev en Discipel af Holberg og Hvitfeld, indseer De let, jeg hverken dannedes til kirkelig Zelot eller til Sværmer forNordens Oldtid; derimod gav saadan Læsning, i Forbindelsemed en fri Opdragelse, mig nødvendig en Dristighed i at følgeog forsvare min egen Overbevisning, uden alt Hensyn paa, hvadAndre meende, som hos Drengen ei var paa sit rette Sted, ogsom, blevet til anden Natur, selv hos Manden støder, og leder idet mindste let til Overilelse. Af egen Erfaring kiender jeg dasaavel den fri Opdragelses svage, som dens gode Sider, og deraf 230 kommer det, at jeg, som ellers ikke synes stemt for MiddelVeien, dog i Alt, hvad der paa nogen Maade angaaer Udviklingog Opdragelse, i det Store saavelsom i det Smaa, stemmer enepaa den.
✂ Efter dette Blik paa mine Drenge-Aar, i hvilke jeg alt stiftedeBekiendtskab med Døgn-Bladene, og den deri herskende Tone, vil det neppe forundre Dem, at jeg i Latin-Skolen ivrig forsvarede den gammeldags Christendom, som da endnu var min, ogat jeg, som Student, ei blot strax henreves af Strømmen, ogkaarede en Tanke-Gang, der førde dristig Frihed i sit Skjold, men tilegnede mig den i hele sin Udstrækning, og var en afdens ivrigste Forfægtere. Jeg veed derfor ogsaa af egen Erfaring, hvad det virker paa Hoveder, som ei er bedre end mit, altsaa dog nok paa de fleste, at være midt inde i den naturalistiske Tankegang, som man kalder den fri, og har forsaavidtRet, at man i den kun bryder sig lidt om Tænkningens evigeLove, men sætter dristig sit eget Tykke, som en ufeilbar Overbeviisning, mod alle Love. Jeg veed af egen Erfaring, hvad derdog ei trænger til at bekræftes af den, at selv naar man harskikkelige Forkundskaber, megen Læselyst og en god DeelÆrgierrighed, skal Videnskaberne ikke rose sig af den Grundighed, hvortil den saa berømte Fordoms-Frihed fører, og dajeg siden har lært, hvortil en christelig Synsmaade driver, maajeg i det Mindste nødvendig smile, naar man snakker om denchristelige Eensidighed, som en Hindring for sand Oplysningog videnskabelig Grundighed.
✂ Da jeg blev 22 Aar, forstyrrede min Naturalisme sig selv, ogjeg veed; det kom deraf, at jeg, under Ringeagten for alle andreLove, bevarede Ærbødighed for Samvittighedens Konge-Lov, og jeg maa da nødvendig erklære det for en utvivlsom ErfaringsSandhed, at naar man blot lidt alvorlig vil holde Regnskab medsig selv, skal man snart opdage, det er idel Vind, Alt hvad manfortæller om vore naturlige Kræfter til at fyldestgiøre Reenhedsog Kiærligheds uforanderlige Lov, og at det er tankeløs EfterSnakken, eller nedrig Bagtalelse, at man, ved Tro paa Frelseren, bliver enten ligegyldig mod Loven eller svagere til at opfylde den. At man derimod, naar man er letsindig eller falsknok dertil, ligesaavel kan være lastefuld, naar man tilbeder, som naar man spotter Chris tus, er vist nok unægteligt, men beviser dog vel ikke andet, end hvad Christus selv udtrykkeligvidner, at det ei blot beroer paa Sæden men ogsaa paa Jorden, om Høsten skal vorde velsignet.
231✂ Saasnart jeg nu var helbredet for den ulyksalige Vildfarelse, at det er Menneskets Ære for nær at være sin Svaghed bekiendtog bede Gud hjelpe sig, stod ogsaa Christendommen for mig ihele sin Glands, og jeg maatte nødvendig bøie mig dybt forAarsagen til alle de store, unægtelige Virkninger, jeg afden christne Kirkes Historie kiendte; thi jeg har, Gud skeeLov! kun en meget dunkel Forestilling om den Muelighed attrodse soleklar Sandhed, og, naar man seer Christi Mirakler, da at sige: han driver Djævle ud ved Beelzebub; eller er det velAndet, naar man siger, at Troen paa Christus, som overalt, hvorden annammedes, forstyrrede Djævelens Rige, at den er dogselv en Overtro, et Mørkheds Barn!
✂ Nu blev jeg Skribent, og, forsaavidt var Lodden kastet, athvad jeg end sagde og syslede med, maatte jeg, i Forhold tilden Grad af Alvor, jeg havde, vogte mig for at modsige, oggribe hver Leilighed til at anprise Christendommen, og mineopmærksomme Læsere veed, al det har al min Skrift tilfælles;men at den i Øvrigt bestaaer af tre Hovedstykker: et mythologisk, et theologisk og et historisk.
✂ Til det mythologiske Afsnit hører ei blot min NordensMythologie, men Alt, hvad jeg skrev før 1811, min Dimis-Prædiken selv kun halv undtaget. Andre vil maaskee heller kaldedette Stykke af min Bane det poetiske [men det giør jeg ikke];thi egenlig, hvad jeg troer, man bør kalde Digter, har jeg neppenogensinde været, og et poetisk Element findes der enten i ingen af mine Skrifter eller i dem alle. Mythologisk derimod vari Begyndelsen min hele Betragtning af Menneske-Livet, thi denSandhed, at Alt, hvad der er Ædelt, Stort og Kraftigt i Mennesket, er en Guddoms-Virkning, og at det Legemlige først vinderVærd og Betydning, naar det betragtes som et Billede af og etRedskab for det Aandelige, denne Sandhed, som egenlig alleMythologier har tilfælles med Christendommen, var aabenbarden Middel-Punkt, hvorom al min Tale dreiede sig, og selv denChristendommen meer eiendommelige Betragtning af det timelige Liv, som en Forberedelse til det evige, var hos mig mereeddisk end bibelsk. Christendommen stod da for mig somIdealet for alle Mythologier, hvilket de meer eller mindrehavde nærmet sig, men som paa naturlig Maade var uopnaaeligt, og derfor, i Tidens Fylde, neddalet fra det Høie. Forstaaer man ved Mythologie blot en Samling af Æventyr, ellerdog en Blanding af sande og falske Forestillinger om det Aandelige, da var Christendommen vist nok ingen saadan for mig; 232 thi baade antog jeg Christi hele vidunderlige Liv for historiskSandhed, og Christendommen for en reen, uforfalsket Fremstilling af det Aandelige; men jeg forstod, ved Mythologie, et LandKort over Aandens Rige, og Veien dertil, som kunde være meereller mindre ufuldkomment, og i denne Betydning var Christendommen mig hverken meer eller mindre end en fuldkommen Mythologie. Hvad jeg derfor ikke kunde tillade migmed Christi Historie, der maatte være reen historisk Sandhed, for at trykke Seiglet paa hans Lærdom, det tillod jeg mig derimod med Lærdommen selv, og med det Gamle TestamentesHistorie, i det jeg her betragtede Ordene som Gaade-Billeder, hvis Betydning det var en Opgave at udfinde, og det er denrette Forskiel mellem en Mythologie og en Aabenbaring,at i hin skal det, i denne derimod maa det ingenlunde, saa være.Hvor man nemlig skal giætte sig frem om Ordenes Bemærkelse, der har man ingen Aabenbaring, men en Mythe eller Hieroglyph for sig, og saalænge man derfor bygger sin saakaldtechristelige Betragtning af Guds Raad til vor Salighed paa enegen Forklaring eller Omskrivning af Bibelens Ord, behandlerman aabenbar Christendommen som en Mythologie, og tilintetgiør derved Nytten af dens historiske Beseigling; thi et Ord, viselv skal forklare, maa nødvendig, efter Menneskenes og Tidernes Forskiellighed, forklares høist forskiellig, og kan da umuelig være en sikker Lede-Stjerne for Nogen af os. En guddommelig Beseigling af et saadant Ord kunde umuelig finde Sted, thi for at troe deraf, hvad man selv finder rimeligt, behøverman dog tilvisse ei at ansee det anderledes for et Guds Ord, end alle de Ord, Han har lagt paa Menneske-Tunger.
✂ Kiender De Noget til Kirke-Historien, vil De vel halv forskrækkes over den Dristighed, hvormed jeg herved erklærer enheel Skare af berømte Theologer, og selv Kirke-Fædre, forchristelige Mythologer; men De vil dog let indsee, at dajeg for Alvor maa tage mig selv med, er der ingen Grund tilUbillighed, og er den angivne Forskiel mellem Aabenbaringog Mythe, som jeg troer, indlysende, nytter det kun lidt atforblinde sig selv.
✂ Min anden Periode, til 1815, kalder jeg den theologiske,skiøndt man vel neppe vil regne Noget af, hvad jeg skrev, undtagen mine Prædikener, som endda udkom senere, til Theologien; men jeg kalder den saa, fordi al min Skrift, fra den Tid, dreier sig om enfoldig Troe paa Skriften, som et aabenbartGuds Ord, og den deraf flydende Troe paa Jesum Christum, 233 som det eneste Saligheds-Middel for syndige Mennesker. Omdenne Deel af min Bane give mine Skrifter i Grunden al denOplysning, jeg kan give; thi hvem der, efterat have læst dem, tvivler om, at jeg talede, fordi jeg troede, ham vil mingientagne Forsikkring vist ikke tilfredstille, og han hører overalt til de Folk, med hvem jeg Intet har at tale. Herom kan da, mellem os, intet Spørgsmaal være, og hvad De ønsker at vide, maa da enten være, om jeg endnu har samme Tro, eller hvadjeg nu tænker om min Fremgangs-Maade ved Kundgiørelsenog Forsvareisen af denne foragtede Tro. Hvad det Første angaaer. da, siden De har hørt, jeg prædiker endnu omtrent somforhen, kan De vel ikke være uvis om mit Svar; men jeg mener, at om De end slet ikke havde hørt Andet, end at jeg er Præst, maatte det være Dem Vidnesbyrd Nok, saalænge De troer, jeger værd at tale til; thi De kiender jo vel dog Saameget til denAugsburgske Confessjon, at De veed, hvad den lærer omSkriften og Troen paa Christum, og hvilket Afskum maatte jegdog ikke være, om jeg, efter en Bane som min, vilde snige mig indi en Kirke, hvis høieste Grundsætning jeg ei bifaldt af HjertensGrund. Jeg kan i det Mindste forsikkre Dem, at jeg, som Præstvilde nedlægge mit Embede i samme Øieblik, man befalede migat lære Noget, der i mine Øine var en Vildfarelse, og nu, da jeg, 1821, stod uden for Kirken, med Sysler, jeg elskede, og medFrihed til at vælge mit Opholdssted, hvor jeg kunde sysle friestog tjene mit Brød, nu skulde jeg, for et Stykke Brød, have solgtSjæl og Salighed. Nei, en saadan Lumpenhed, uden al andenGrund, end den Lyst at være lumpen, kan De umuelig tiltroemig, og Deres Spørgsmaal maa da vel ene giælde min Fremgangs-Maade, eller dog kun tillige Bi-Sætninger, som De ikkeanseer for uadskillelige fra min Troes Grund-Sætning. At dernu kan være saadanne Bi-Sætninger, som jeg fordum meer ellermindre udtrykkelig paastod, men nu ikke længer vedkiendermig, tør jeg vel ikke nægte, da Skriftens Ufeilbarhed i alle Maader tilintetgiør vores; men dog veed jeg slet ingen Troes-Sætninger, hvormed det er Tilfældet og maa altsaa bie, til saadanneforeholdes mig. Om min Fremgangs-Maade har jeg heller ikkestort at sige, thi, saavidt jeg veed, gives der i den Henseendeingen almindelig Regel, uden den, at vi skal gaae sømmeligfrem, og den troer jeg at have fulgt.
✂ Eller er det virkelig usømmeligt for en Christen, naar hanskriver et kort Begreb af Verdens-Krøniken, da i Christenhed[en] fornemmelig at betragte Folkenes og Skribenternes 234 Forhold til Christendommen, og bedømme det efter Bibelensklare Ord, og hvad Andet har man fundet paa min Bog at laste, eller hvad andet end denne Bog kunde man misbillige, naarman ei vilde forlange, at jeg skulde lade den nedrive og minTro forhaane, uden at tage til Gienmæle. Vil De, jeg skal sige, det var et meget ufuldkomment Forsøg paa en historisk Apologie for Christendommen, som viiste, der var mange Huller iForfatterens Kundskab, og meget Manglende i hans Indsigt, daglemmer De, at det sagde jeg alt i Fortalen og beviste i Tillægget. Men det var dog maaskee alt for ufuldkomment, selv somForsøg umodent. Maaskee, men jeg troer det ikke, thi alt Saadant maa bedømmes forholdsviis, og en Bog, der, blandt deLærde, fandt saamegen Modsigelse og saa lidet Mesterskab, maa, betragtet i sin Tid, have været et forsvarligt Arbeide; detvilde jeg sige, om Bogen var en Andens, det Samme maa jegsige, skiøndt den er min egen. Nu kunde jeg ikke skrive densaaledes, dertil har jeg, om ikke formegen Kundskab, saa dogfor liden Fyrighed; men just derfor er jeg glad ved, at jeg ikkebiede til nu, da en lignende Bog af mig vel vilde være vanskeligere at angribe, men ogsaa langt mindre værd at forsvare.
✂ Min tredie Periode, fra 1815, kalder jeg min historiske, ogderi vil man vel være enig med mig, da Alt, hvad jeg siden harskrevet, dreier sig om den Paastand, at det ogsaa i det Storekun er af Erfaring, man bliver klog, og at derfor Historien erNoget, der, saavidt mueligt, skal være Alle bekiendt, at den, som ene omfatter alt Menneskeligt, ogsaa kan og skal forbindeog forklare det.
✂ Her seer De Baandet, der sammenknytter Dannevirkemed Bjovulfs Drape, Udsigten over Verdens-Krønikenfor lærde Folk med Fordanskningen af Nordens Krøniker forMenig-Mand, og er min Paastand om Historien saa uigiendrivelig, som jeg anseer den for, da maa det være let at udfinde Sammenhængen mellem mine sidste Perioder, thi de forholde sigda til hinanden, som Oplysning til Opbyggelse.
✂ Hvad der forundrer Dem, er imidlertid vel deels, at jeg kundeafbryde saa vigtig en Strid, som den om Troen, i en erklæretvantro Tid, deels at jeg kunde sætte mig rolig hen og fordanske, ikke Eusebii Kirke-Historie, elier Irenæi Bog modKiætterne, men Saxos og Snorros halvhedenske Folke-Krøniker, og et ditto angelsachsisk Æventyr. Jeg skal heller ikkenægte, det klinger lidt besynderligt, og, revet ud af sin Sammenhæng, kunde det see ud som et Beviis paa, at min Strid for 235 Christendommen var kun en Episode i min Kamp for gamleNorden, og da maaskee Noget, jeg selv ansaae for en Overilelse.Alt dette indrømmer jeg, men Sagen er: jeg afbrød ikkeStriden, men forlod kun Kamp-Pladsen, da Ingen vilde holdeStand, da man havde opgivet at giendrive og var kied af athaane mig. Under disse Omstændigheder var det, jeg tændteNat-Lampen over Anguls Kvad og Nordens Krøniker; menvedblev dog, lige til 1819, især i Dannevirke, at kaste Handskentil Enhver, som i Historien vilde kæmpe med mig om KirkensÆre og min Christendoms Ægthed. Ingen vilde, Ingen syndesnu meer at bryde sig det Mindste om, enten Troen var sandeller falsk, klog eller dum, og hvad skulde da en christeligPræst, uden Kirke, som in partibus infidelium 1, ei have Stunder til, naar det kun var uskyldigt, om det saa slet ikke havdeanden Nytte end at beskiæftige og opmuntre ham. Om jeghavde anvendt de Aar til at giøre Svovel-Stikker, kunde jegforsvaret det for mine Samtidige, uden at Nogen med Rettekunde sige, det vidnede om, jeg havde skiftet Tro, eller varbange for at drages om Reeb med de Stærke; hvormeget meerskulde jeg da ikke kunne forsvare at anvende dem paa et Arbeide, der, efter min Overbeviisning, burde giøres engang, somjeg vel heller vilde gjort sidst, men burde giøre, saasnart jeg eihavde Andet at bestille. Jeg vil slet ikke prøve paa at overbevise Dem om Arbeidets Vigtighed, thi jeg seer bestandig klarere, det er kommet for tidlig til at yndes af mange Andre end Børn, men det er bedre, end om det var kommet for silde til at yndesaf Andre end Oldinger, og da jeg har overstridt min egen Utaalmodighed, overlader jeg dets Bedømmelse ligesaa rolig til Tiden, som jeg overlod min Tid til dets Udførelse.
✂ Mit Tilbage-Blik, seer De, er roligt, men nu min Udsigt, hvader den? I det Hele, Gud skee Lov! ogsaa rolig, men dog i mangeHenseender blandet. For Menneske-Vel i det Hele, og for alleMidlerne dertil, raader den Fader, af Hvem al Faderlighed iHimlen og paa Jorden haver Navn, og hvem kan være HansBarn i Christo, og dog frygte for dem, der ere uden Gud i Verden, eller sørge som de, der ikke have Haab! Naar jeg betragter det nærværende Øieblik, som Noget, jeg vil forbedre, eller, hvad der i Grunden er det Samme, som Noget, der af sig selvskal blive godt, da er jeg nær ved at synke i Jorden; thi jeg veedingen Tid, da det maatte synes saa ligegyldigt, hvad man sigerog skriver, hvad man giør eller lader, om man leer eller græder, * 236 sover eller vaager, som netop nu. I den Tid, jeg kan huske, som Historien dog lærer mig, hører til det aandelig Dødeste, den kiender, er det blevet dødere og dødere, Aar for Aar, ogmig synes, jeg har selv bidraget ligesaameget dertil, som mineAntipoder, og, efter Tingenes naturlige Gang, maatte man da, ved at leve sin Alder ud, vente at opleve den Tid, da man prædikede, om ei for tomme Stole, saa dog for snorkende Tilhørere, og da man skrev kun for sig selv og sin Censor. Allevegne, hvor jeg vender Øiet hen, synes mig, jeg seer i Aandens Rigekun Syvsovere og Nattevandrere, Beenrade og Giengangere, saajeg er nær ved at troe, det ogsaa kun er en af de primsignedeKæmper, eller gamle lutherske Præster, der gaaer igien i mig.Troe mig, det er meer end Skiemt, thi det er aabenbar Forskiellen mellem det attende og nittende Aarhundrede, at hin TidsFolk vilde ikke Stort, men vidste, hvad de vilde, og vilde eisynderlig meer, end de kunde, vi derimod veed knap, hvad vivil, og vil lutter umuelige Ting. Nu vil man begrave sig i Jorden, og dog have et høit poetisk Blik, være Fritænker og dognyde Religjonens Trøst, giøre Oprør, uden at sætte Livet paaSpil, have Folke-Repræsentanter, uden at høre Modsigelse, oghvem kan opregne alle de Umueligheder, man vil, lige indtildem, jeg selv vil, thi hvad vil jeg mindre, end at Blinde skalsee og Døve høre, Stumme tale og Døde staae op. For Mennesker er det umueligt, men for Gud ere alle Ting muelige, og atmit Haab til Ham er ikke ilde stædt, hvor utroelige Ting derend maa skee, før det opfyldes, derom er jeg, idetmindste formig selv, et gyldigt Vidne, thi hvad jeg haaber, Han vil giøremod mine Frænder, er kun, hvad Han har gjort mod mig. Fordorsk kan jeg mangen Gang være til trøstig at sige: udsenderDu Din Aand, da skabes de; og Du fornyer Jordens Skikkelse;men jeg maatte blive et andet Menneske for at opgive Haabetom, at det vil skee.