✂ Da de to første Dele af Krønikerne var udkomne, blev GrundtvigsOversættelse anmeldt paa en meget nedsættende Maade i DanskLitteratur-Tidende for 1820 No. 19-20, og samme Aar førtesder en ret livlig Forhandling om den i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Grundtvigs gamle Modstander Gustav Ludvig Badenskrev gennem fire Numre af Bladet: Erindringer ved Hr. Pastor Grundtvigs Oversættelse af Saxo Gramaticus. Hananker over de mange »uhøviske Lignelser« og »uanstændige Ord«,som »vælter ud af Oversætteren uden al Anledning i Originalen«.
✂ Det var i det hele en almindelig Klage i den literære Verden, atGrundtvigs dagligdags Snak og drøje Vendinger svarede daarligt tilSakses sirlige Latin, og kun meget faa viste Forstaaelse af, hvilkenRigdom der tilførtes det danske Skriftsprog ved hele den Skat affolkelige Ordsprog og levende Udtryk, som her blev optaget fra dendaglige Tale.
✂ Paa Badens bitre Angreb svarede Grundtvig med et Kort Svarpaa en Snak, som er lang nok, i Nyeste Skilderie for den21. Marts 1820. Og herefter fulgte et Gensvar af Baden, hvoridet bl. a. hedder: »Hvor vidt dette Saxes Værk er passende til enAlmuesbog, torde, især i Betragtning af den Mængde Fabler ogAmmestuehistorier, de første Bøger indeholde, være Tvivl underkastet«.
✂ Senere skrev en Navnløs Ogsaa et Par Ord om Oversættelsen af Saxo og Snorro i Nyeste Skilderie for den 30. Maj 1820, hvori han tog Grundtvig i Forsvar overfor den uretfærdige Behandling, hans store Arbejde havde faaet i Litteratur-Tidende. Dettefremkaldte et kort Svar, »indsendt« i samme Blad for den 10. Juni.Den 20. Juni skrev »Digteren« Søtoft sammesteds et Stykke: SaxosAand til Hr. F. S. Grundtvig, hvori han lader Saxo selv klageover den Mishandling, han har lidt af sin Oversætter, Den 24. og27. Juni kom der endelig et smukt, anerkendende Stykke Om Grundtvigs danske Saxo, af Grundtvigs Ungdomsven Præsten C. Olseni Næsby.
✂ Da hele Værket var afsluttet, skrev Grundtvig nedenstaaendeStykke i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn for Lørdagenden 9. August 1823.
Saxo og Snorro.
✂ Endelig er det da lykkedes mig, i Fordanskningen af Nordens Old-Krøniker, at fuldføre et Værk, jeg neppe skulde vovetat lægge Haand paa, hvis jeg kunde forudseet, hvad detvilde koste mig, og hvor foranderlige Meningerne om det vildevære! Langt er det imidlertid fra, jeg noget Øieblik kan angreAnvendelsen af mine bedste Aar paa et Arbeide, der, efter minfulde og faste Overbeviisning, var en Giæld til Fædrene-Landet, jeg, som ret egenlig skylder Fædrenes Kvad og Bedrift, hvadLiv og Lyst jeg fandt i Aanden, fremfor Andre burde stræbe atbetale; paa et Arbeide, hvorom jeg, trods al dets Ufuldkommenhed, har det levende Haab, at det, naar jeg er samlet til mineFædre, endnu enstund skal virke til Oplivelse af velsignedeMinder, og til Understyltelse af vort livsalige Modersmaal, i detsbestandige Forsvars-Kamp mod fiendtlige Indbrud. Med denneOverbeviisning og med dette Haab overantvorder jeg rolig etVærk, jeg aldrig ansaae for en Æres-Sag, men for en Kiærligheds-Gierning, til Fæderne-Landet; min eneste Frygt: at denbidende Kulde og de skiæve Domme skulde røve mig Mod ogMunterhed til at fuldende, er nu, Gud skee Lov! beskiæmmet;min Harme, som i den havde, om ikke sin eneste, saa dog sineneste gyldige Grund, er med det Samme omtrent forsvundet, og jeg føler da intet Kald til at trættes med dem, der mene, minivrige Bestræbelse for at føre en mere folkelig, jævn og livligStiil end ellers er aldeles mislykkedes. Unyttig maatte vel ensaadan Trætte ogsaa kaldes, da de egenlig retvise Dommere idenne Sag ere stumme Personer: maae søges deels i BorgeStuen, deels i Gang-Vognen og deels i Fremtiden; thi at deSkribenter, som have kaaret den Stiil, de elskede, støde sig overen vidt afvigende, er ligesaa naturligt, som at jeg igien støder 191 mig over deres, uden at det derfor paa nogen af Siderne afgjørdet Mindste; de, som ingen Mening har om Stilen, men kunFølelse af, hvad der huger dem bedst, og de, som fra Barndommen af have været vant til Krønike-Stilen, som til hver anden, kun de kan dømme upartisk: Hine efter Skjøn, og Disse efterGranskning. Jeg skulde derfor slet ikke have rørt ved denneStræng, dersom jeg ikke, fra flere Sider, havde hørt, at Spørgsmaalet om Stilens Godhed mangensteds er givet en ligesaaunaturlig som ubillig Vigtighed, som om Værkets Bekvemhedtil Folke-Læsning beroede derpaa; men under slige Omstændigheder føler jeg, det er min Pligt, at vise, Man, i det Mindstederi, tager mærkelig feil. Vist nok maa nemlig Stilen, hvor Talen er om Folke-Læsning, tages vel i Betragtning, men dog kun, saavidt som det høiere Hensyn paa Indholden tillader; thi detvar dog vel en høist uforsvarlig Kræsenhed, for Stilens Skyld, at vrage en nyttig Bog, saalænge Man ei kan sætte en andenisteden, der bedre udtrykker det samme Indhold. Kun da vardet Ret, for Stilens Skyld, ubetinget at bryde Staven over Værket, naar Indholden derved var blevet aldeles død og uforstaaelig for Menig-Mand; men at det skulde være Tilfældet med Krønikerne, vil dog neppe Nogen paastaae, især, da det alleredelader sig paa det Bestemteste gjendrive af Erfaring. Meget meretør jeg paastaae, at Ingen, som ved Skrifter paa Modersmaalethar erhvervet sig en Stemme, skal kunne nægte, at Krønikerneer i det Mindste ligesaa forstaaelige og livlige for Menig-Mand, som nogen af de Bøger, Man ellers byder dem, og skulde manda, desuagtet, før man kan sætte bedre isteden, have Ret til atvrage dem, maatte det aabenbar være paa Grund, ei af Stilen, men af Indholden.
✂ Her burde jeg maaskee standse; thi det er hardtad usømmeligt at skifte Ord med dem, der, for Indholdens Skyld, vildevrage de ypperste Folke-Bøger om Oldefædres Tanker og Bedrifter, Norden, og vel, udenfor Palæstina, hele Verden har atopvise; det maa vel og synes unyttigt at tale derom, da Deeltagelse i Fædrenes Skæbne, saalidt som Fædernelands-Kiærlighed, hvor den fattes, lader sig med Ord indympe. Er det imidlertid vist, at et godt Ord finder altid, om ikke hos Alle, saa doghos Nogle, et godt Sted, da er det ogsaa et Ord i Tide, som minder om, hvor usle alle de Indvendinger ere, som kan giøresimod Nordens Krøniker, naar Hensigten ei er at rette og forbedre, men at landsforvise dem, og paa Landsforviisning er deti Sandhed myntet, naar man siger, at Saxos Æventyr og, jeg 192 veed ikke hvad af Snorro, gjør Nordens Oldkrøniker uskikkedetil at være Folke-Bøger; thi naar disse Bøger ei maae vandre ogleve blandt Folket, da er de landsforviste, da har de intet Hjempaa Jorden, men tumles kun om imellem Hænder og Hylder iden vide Læse-Verden. See, derfor maa jeg her, for FolketsØren, i Fædrenes og i Børnenes Navn, adspørge eder, I sprænglærde, selvkloge Folk, som misunde vore gamle Krøniker detstille, beskedne Liv i Fødelandet, de lyste at føre: hvad er deresBrøde? Er det den, at de trohjertig melde, ei blot, hvad der tildrog sig for alles Øine i Folkenes Manddoms-Aar, men ogsaa, hvad Sagn der gik i Norden om sære Hændelser og stor Bedrift i den tidlige Ungdom; er det en Brøde, fordi de Sagn, hvad de nødvendig maae, som oftest klinge æventyrlig, og eisjelden fremstille Barne-Drømme som Helte-Gierninger, fortælle som skeet, hvad Barnet kun drømde, i Fjeder-Ham ogKæmpe-Rustning, at have seet og gjort? Er det en Brøde, somfortjener Landsforviisning, hvorledes kan I da berømme dem, der indførde saadant æventyrligt Kram fra fremmede Lande, ja, vel endog selv indprænte Sligt med Flid i dem, der ret skalvorde kloge, ædruelige, fordomsfrie; eller ere maaskee Æventyrene hos Herodot og Livius, for ei engang at tale om denforgudede Homer og tilbedte Virgil, ere de maaskee bedre, fordi de stamme fra Ægypten og Babylon, fra Grækenland ogRom ? Eller, er det maaskee Krønikernes Skyld, at vi endnuer ikke kommet videre end Saxo og Snorro i Oplysning omOldtidens sande Vilkaar, at vi, hardtad ligesaalidt som de, formaae at skille Avnerne fra Kornet, at sige med Bestemthed:det er Drøm, og det er Daad, og da at fremstille Hvert forsig, for hvad det er og har at betyde? Eller, da nu dette aabenbar er enten Skæbnens eller vores Skyld, er det da Ret, at Krønikerne, og hvad dermed følger, at Folket og at Landet skalundgiælde. Veed I nogen Bog at nævne, som giver os et ligesaa fuldstændigt og levende, men tillige et klarere og troereBillede af Nordens Oldtid, end de Krøniker, jeg nys fordanskede, da har jeg spildt min Tid og min Flid som en Daare, ogmaa taale, at I spotte mig og mit Værk; men maae I forstummeved det Spørgsmaal, da skal I enten indrømme, at det er ønskeligt, de gamle Krøniker, til de afløses af bedre, maa gaae medHeld fra Haand til Haand, fra Mund til Mund i Norden, ellerogsaa I skal bevise, at det er ligegyldigt, om et Folk er begeistret for sit Fæderne-Land eller ikke. Kan I bevise det, da er Imine Mestere, ja, ei blot mine, men alle de Folkefærds, som har 193 i Daad og Skrift efterladt sig uforgjængelige Mindes-Mærker;thi det var deres faste Troe, at endog sløve Sværd skiær Kiødsom Klæde, men at selv de hvasseste Egge lægge sig for FolkeAand. Dog, maaskee var del et Spring, jeg gjorde, maaskee kanet Folk begeistres uden at kiende og elske sin Helte-Tid, udenat gløde ved Mindet af de store Mænd og Bedrifter, der lyslevende i Folke-Sagn have fra Arilds-Tid svævet over Landet, ja, tindre som sande Folke-Stjerner i Oldtids Dunkelhed, lige lysende og lige virkelige, skiøndt Ingen kan anvise dem deresindhegnede Plads, udmaale dem og deres Afstand: desuagtetlige lysende og lige virkelige, og just derfor uendelig giennemgribende virksomme paa det hele Folk til alle Tider; thi hineHelte med deres Gierninger udgiøre aabenbar et Arve-Gods, som trodser Skifte-Retten, som eies kun i Fællesskab, som Ingen udelukkende, men Alle i Forening kan tilegne sig, af Hvilketden med Rette nyder mest, som mest kan gribe, alt efter dengamle nordiske Lov i Aandens Rige: hver nyde, som han nemmer, da Ingen skeer Uskiel! Maaskee, siger jeg, kan et Folkbegeistres af Andet: beaandes til at betragte sig som en udeleligHeelhed, til med Mod og Kraft at bestride Alt, hvad der vilskille ad, hvad Gud i det har sammenføiet, til i kiærligt Fællesskab at sætte Alt paa Børnene: intet Offer kalde for stort, naardet giælder om Folke-Livets Redning og kraftige Fortsættelse?Nei, man sige, hvad man vil, beruses kan et Folk af mangehaande Ting, og tee sig i Vildskab med en forbausende Styrke, men det er kun Bærsærke-Gang: en Feber-Drøm om Kraft ogHelte-Mod, som snart forsvinder, og efterlader indvortes somudvortes kun Spor af Ødelæggelse; begeistres kan kun et Folkpaa Nye, naar der i dets Historie svæver en Helte-Aand overFæderne-Landet, og Det da, i Kiærlighed til dens Bedrifter, gribes igien og besjæles af den. Og hvem tør nu vel nægte, atsaadanne Helte-Aander, i de gamle Krøniker, i Sagn og Viser, svæve over Norden, ja, at en eiendommelig Helte-Aand svæverover Danmark, ret øiensynlig i hine mageløse, kun af Misforstand foragtede, ved Saxo bevarede Folke-Sagn: eiendommelig, saa sandt som det til alle Tider var høimodige Dannemænd, som Faa, medfødt, kun med Liv og Lyst at kæmpe for detKiæreste: for Fæste-Mø og Lande-Fred, for Fædre-Navn ogModers-Maal! Hvem veed det ei, hvi Konge-Daaden griberhele Folket mest, naar den er i dets Aand, som Fjerde Christians, at det er, fordi Enhver med lige Ret kan kalde Kongensin; og intet Under da, at Oldtids Helte, som aldeles tabe sig i 194 Folket, og staae som Patriarker for os alle, finde mest Deeltagelse. Er det Oplysning, at vorde blind for Ting, saa soleklare? Er det Viisdom, at mene, de gamle danske Helte blevemeer uskikkede til at svæve for os, til at virke paa os som saadanne Folke-Patriarker, fordi de ret øiensynlig dannedes dertil, snart ved Sammensmeltning af flere Enkeltes Bedrift, og snartved en poetisk Udfyldning, som afbilder hele Folke-Livet? Erdet da en Dom, som hviler over Norden, at det skal have opskudt og opelsket det Herligste, det Ædelste, som er opkommeti Menneske-Hjertet, men være blind derfor: at vi skal eieen Mythologie, som universalhistorisk omfatter og afbilderHelte-Livet i hele Menneske-Slægten, og en Old-Historie, dermythisk udfolder dette Liv i nordisk Kæmpe-Daad; at vi skaleie disse mageløse Dannefæ, og ikke vide det, men heller begrave dem under Bunken af aandløse Tiders kritiske Feie-Skarn, indtil endelig en Avindsmand faaer Øie paa de Vætte-Lys, sombrænde over Skatten, opgraver den ved Natte-Tid, misbrugerden til sorte Konster, og beviser triumpherende, at vi, som vidste ei at skiønne paa vor Rigdom, maae have stjaalet den fraham! Ja, det er Dommen, som hviler over os, hvis vi selvklogeforagte, kolde forskyde de gamle Sagamænd, istedenfor at lytteselv til deres Tale, og bede Folket lytte med, saa vi atter kanvorde fortroelige med dem, og efterhaanden lære bedre at udtyde, samle og forklare, hvad vi høre. Det slog mig, derforgreeb jeg Pennen, derfor raabde jeg om Hjelp, og nu, da det, ved en Daad i Fællesskab, er i det Mindste blevet mueligt, atNorden kan vaagne og virke paa Nye i Fædrenes Aand, nu takker jeg, i Fædrene-Landets Navn, høitidelig Enhver, fra Kongen og hans Frænde til den Ringeste paa Straa, som har villighjulpet til; men beder og besværger tillige Enhver, som veed, eller ahner dog, hvad det giælder, at virke fremdeles, og eihvile, før det er kommet Menig-Mand for Øren, hvad vi harkjøbt til dem. Lad os ei spørge, hvad det nytter, thi derpaa, veed vi, kun Fremtid kan svare, men lad os giøre, hvad vi kan, i Haab, at Haabet ei beskiæmmes! Ilde havde vi jo dog, i Sandhed, stædt vor Skiærv, om det blev mest til Møl, vi lode Nordens Minder prænte; og hvem et Ord fra mine Læber nogensinde greeb, troe dog kun aldrig, om han end synes saa, at Ordeti de Bøger, hvori jeg overvandt mig selv, skulde aande mindreKraft, end det jeg ellers fører! Prøver det paa Børn, livlige, letnemme, og det skal vist kiendes paa deres Manddom, hvis Orddet var, som lyder saa: vorder smaa, at I kan voxe! Mit 195 dertil, saa Lidet og saa Meget, som jeg med ivrig Anstrængelsemægtede, har jeg nu gjort, og kun øiebliklig skal det forurolige mig, om det maatte synes forgiæves; thi jeg gjorde dogmin Skyldighed, og jeg veed, hver tyer paa, hvad han er kommen af, saa, har jeg Frænder, faaer jeg Bistand, har jeg Ingen, lad da kun Tiden vise, om det er saa stor en Ære, ei at hav«fælles Fædre med mig! Rolig sætter jeg mig hen, med DannerKongens Understøttelse, at samle og forbinde det Mærkværdige, Man veed om Danmark, efter Saxos Dage, og mit inderligeØnske er, at samme Aand, som oplivede og besjælede mig, dajeg fordanskede de gamle Krøniker, maa hvile over mig, medensjeg prøver paa, hvad sagtens ei er let, da det er ei engang forsøgt af Nogen, at fortælle levende og folkeligt, hvad hele Folketburde vide at fortælle deres Børn om vore nærmere Fædre. Deter mit inderlige Ønske, og Begyndelsen indskyder mig detHaab, at det skal lykkes: at det skal lykkes mig, her som hist, naar det Største griber mig, da at dæmpe Begeistringen, og ladeden, dæmpet, udbrede sig over det Hele; at opløse det Sprog, hvori jeg taler helst om de forrige Dage, og skjule dets Kierne ide enfoldigste Ord, som Umyndige fatte. Det, føler jeg, det, kan jeg forstaae, er Folke-Livets Tarv, og, om da al Verdenvilde spotte dermed, saa maatte jeg dog giøre det, giøre det, somDannemand, med Glæde, om end den Pusling, der leger paamit Gulv, skulde være, som Gud forbyde, det eneste Barn, jegtjende. Sikkerlig vil Efterslægten, med anderledes Ret end de, der nu forarges ved Krønike-Stilen, finde, den er alt for lidetDansk; men den vil ogsaa bedre vide, hvad der hører til at oplive døende Tungemaal, og glæde sig ved, at Krøniken dog, nusom før, er Dansk i Aand og Sandhed!
N. F. S. Grundtvig.