Grundtvig, N. F. S. EFTERSKRIFT. (1865.)

EFTERSKRIFT.
(1865.)

Det er jo en gammel Af handling, en Tvilling-Nød fra Tyverne, som her bydes Danske Læsere, og, som Strids-Skrift betragtet, maa jeg selv ikke blot kalde det forældet, men forfeilet, og naar jeg da alligevel ikke blot tillader Optrykningen, som jeg ingen Ret havde til at forbyde, men billiger den som i mine Øine gavnlig og betimelig, da er det, fordi dens Uduelighed til Strids-Skrift er nu i mine Øine ingen Feil, men et Fortrin ved et christeligt Forsvars-Skrift, da et saadant er bedre, jo mindre det er stilet paa at overbevise og giendrive, endsige da forbittre Modstanderne, naar det kun er desmere egnet til at dække og skærme Stalbrødrene. Dette er nu i mine Øine Tilfældet med nærværende Skrift, der, fra først til sidst, er lagt an paa at vise, hvor uskyldig og angerløs en luthersk-christelig Præst er, naar han paa den ene Side fremstiller den oprindelige, af os Alle ved Daaben bekiendte Christendom som Menighedens eneste Troes-Regel, hvorefter ogsaa de Skriftkloge skal rette sig, og paa den anden Side dog vedkiender sig, som Prædikant og Skriftklog paa eget Ansvar, den Lutherske Theologi, som den findes betegnet i den Augsburgske Confessjon, uden dog at ville binde sig til de i Luthers Skole herskende Meninger om Bibelen, dens Omfang, Indhold, Klarhed og Beviis-Kraft, enten i det Sextende, Syttende eller Attende Aarhundrede.

Dette er nemlig efter mit bedste Skiøn gjort saa fuldstændig, livlig og tydelig, at de, som er christelig og theologisk enige med mig, baade med Lethed kan læse Bogen og fatte Meningen og, hvis de behøver det, finde en velkommen 725 Understøttelse til at afvise ethvert Angreb paa deres Tankegang og Virksomhed.

Sandt nok, at i Forsvaret af den luthersk-christelige Præst og hans »Bibel-Læsninger«, for ei at tale om den ulutherske Biskop, findes her ikke saa lidt, som langtfra at kunne forsvare Andre, ei kan forsvare sig selv eller finde noget Forsvar hos mig, men jeg vilde dog hverken udelukke eller endevende det, deels fordi det vilde giøre Brudd paa den livlige Sammenhæng i Tankegangen, og deels fordi det er godt, at mine Venner og Stalbrødre ogsaa herved mindes om, at hverken er jeg ufeilbar, ikke heller vil jeg paa nogen Maade giælde derfor, hvad dog selv de bedste Romerske og Engelske Bisper og luther sk e Præster, ligefra Ignatius-Brevene*) til nærværende Afhandling paa en vis (selvmodsigende) Maade har villet, saa at, skiøndt de ingenlunde var i Ledtog med Paven, var de dog hemmelige, det vil her sige: uvitterlige Papister, fordi de dog, paa Grund enten af deres Indvielse eller af deres Skriftklogskab, eller af begge Dele, halvveis skildte sig personlig fra Menigheden og vilde mere være dens Herrer end dens Tjenere.**)

Da dette imidlertid bestandig vil være en Fristelse for Menighedens »Profeter, Hyrder og Lærere«, indtil de virkelig blive, hvad de kun har drømt, de var: »Apostolikere«, saa tør jeg ikke undlade i en Efterskrift at indskærpe mine gode Venner Aarvaagenhed; thi vel har jeg andensteds gjort det med Flid***), men det beroliger mig ikke, og desuden maa jeg ogsaa tænke paa jævn-christelige Læsere, der ikke blot kan stødes, men ligesaalet forvildes eller forknyttes ved Utydeligheden af det Skiel, der vel er sat, men kun daarlig sat mellem Herrens eneste Saligheds-Midler »Daaben og Nadveren« og »Indvielsen« af Bisper og Præster, som, hvad den end ellers kan være, dog har været hele den selvgjorte Aandeligheds (GeistlJghed), baade Bispedømmets, Pavedømmets og Præsteskabets Skalkeskjul og maa, saalænge Haands-Paalæggelsen betragtes som en Indstiftelse af Herren *

* * 726 selv, vedblive at være en Anstøds-Steen baade for Lærd og Læg i Menigheden *).

Saa være det da alle mine christelige Læsere vitterligt, at hvad man end kalder min Oplysning om Vorherres Jesu Christi Menigheds Troes-Regel, Saliggiørelses-Orden og hele Stilling til Jesus som Christus (Messias), den levende Gud-Søn og sande Menneske-Søn, til hans Aand og hans evige Munds-Ord, der ei skal forgaae med Himmel og Jord; enten man kalder den Grundtvigianisme eller kirkelig Anskuelse, Opdagelse eller Opfindelse, Aabenbaring eller Opdigtelse, og hvad end min forrige Udtalelse og Beskrivelse af denne aandelige Oplysning, med Ret eller Uret, kan have givet mine Tilhørere og Læsere Anledning til at tænke og sige derom, saa hverken er dog denne Oplysning meddeelt eller maatte meddeles som en christelig Troes-Artikel, men kun som en aandelig Oplysning, der da ogsaa vilde være klarlig selvmodsigende, hvis den udgav sig for andet, da den netop er en Oplysning om, at Udtrykket for Menighedens Fælles-Tro og de christelige Saligheds-Vilkaar er fra Begyndelsen til Enden uforanderlige og maae lige saa lidt forøges som forkortes. Denne Oplysning er altsaa kun en Gienstand for Menighedens og dens enkelte Medlemmers fri Tro, i samme Mening, som al den Oplysning, den Helligaand har givet eller kan give ved sine levende Redskaber, hvis Oplysninger følgelig maa prøves paa den samme Prøvesteen som »Aanderne«, om de er af Gud.

Hvilken nu denne Prøvesteen er og hvorledes den kan og skal anvendes paa deres Tale, der udgiver sig for Christi Aands Tunger og den ny Pagts Tjenere, det er jo igrunden det samme Spørgsmaal som, hvad der i Jesu Christi Menighed er det Oprindelige og Uforanderlige, hvor vi finder og hvordan vi levende kan tilegne os det og benytte os deraf; og da det netop er herom min aandelige Oplysning dreier sig, saa kan den ved en overfladelig Betragtning let faae Skin af at være noget Andet end den er, men den er desuagtet dog hverken mere eller mindre end en Oplysning om, at de Skriftkloge kun alt for længe har søgt den oprindelige Christen-Tro og de uforanderlige Saligheds-Vilkaar, hvor de aldrig kunde findes af Alle og allermindst af »de Smaa», og hvor de umuelig *

727 kunde findes sande og levende af et eneste Menneske, men at de findes kiendelige, tilgængelige og levendegiørende for Alle i Vorherres Jesu Christi Munds-Ord til os ved hans egne urokkelige Indstiftelser og Anordninger: den hellige Daab og den hellige Nadver.

Da nu Daaben og Nadveren, langtfra at ligge udenfor Fællesskabet i Menigheden, tvertimod ligger midt deri, som det nagelfaste Bohave (Inventarium) i Herrens Bedehus fra alle Folk (Traditio Dominica), og der til Herrens Munds-Ord ved hans egne Indstiftelser slet ikke regnes Andet end den fælles Tiltale i Herrens Navn, som finder Sted fra Arildstid med Daabs-Pagten, Fadervor, Fredlysningen og de egenlige Indstiftelses-Ord ved begge de christelige Naademidler, saa er her aabenbar ikke det mindste Nyt enten som Troes-Artikel eller som Troes-Gienstand, men kun et Fingerpeg paa den christelige Lys-Beholder og Livs-Kilde, ligesom Johannes den Døbers Fingerpeg paa Jesus med de Ord: see, Guds-Lammet, som bærer Verdens Synd! Dog, det maa siges med de jævneste, ligefremmeste Ord: det er slet ikke andet end Forkyndelsen af det glædelige Budskab (Evangelium), som altid skulde kalde Menneskens Børn til Menigheden og med den Høiestes Kraft virke Troen hos de Tilhørere, som heller end gierne modtager Guds-Ordet, saa de ved Daaben i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn kan gienfødes til Guds Børn og Arvinger og til Vorherres Jesu Christi Med-Arvinger, hvad de jo umuelig kan, førend de finder den ægte christelige Daab efter Herrens egen Indstiftelse. Der kan vist nok ligesaavel reises Tvivl om, hvorvidt denne Evangeliske Forkyndelse er ægte christelig, som om hvorvidt Daaben og Nadveren i Aand og Sandhed er guddommelige Saligheds-Midler for Syndere, thi Tvivl kan der jo reises om alle historiske Bevisers, om alle Vidnesbyrds Troværdighed; men Evangeliets Forkyndelse var jo ligesaavel paa Apostlernes som paa vore Læber et saadant Vidnesbyrd, som skrevet staaer: I skal være mine Vidner til Jordens Ender. Enten maa man da paastaae, at efter Apostlerne maa Ingen vidne om Christi Evangelium som en Guds-Kraft til Salighed for alle Troende, eller man maa indrømme, at den troende Menigheds Vidnesbyrd derom ved Daaben og Nadveren er det troværdigste, der nu kan gives, og at dette Vidnesbyrd ligesaavel gaaer ud paa, at Daaben og Nadveren endnu forrettes apostolisk i Menigheden 728 efter Vorherres Jesu Christi egen Indstiftelse, som derpaa, at de udretter Herrens Gierning til de Troendes Saliggiørelse. Enkeltmandens, selv den skriftklogeste og dydigste Enkeltmands Vidnesbyrd om, hvad der er den ægte, apostoliske Christendom og hvad den udretter hos de Troende, maa nemlig enten sammensmelte med Menighedens Vidnesbyrd eller det taber, i Modsætning dertil, al Gyldighed og Troværdighed.

Naar man derfor paastaaer, at min Forkyndelse af Christi Evangelium, som aldeles sammensmelter med den troende Menigheds uafbrudte Vidnesbyrd fra Arildstid, er en blot Indbildning, en Legende, et Æventyr, der ikke blot fattes al historisk Hjemmel, men lader sig paa det klareste kirke-historisk afbevise, men at der i visse gamle Bøger virkelig findes et troværdigt Vidnesbyrd om den ægte apostoliske og guddommelige Christendom, da vrævler man unægtelig og indvikler sig i de allerklareste Selv-Modsigelser.

Den eneste fornuftige Indvending mod den christne Menigheds Vidnesbyrd om den ægte, apostoliske Christendom maatte nemlig være den, at Menigheden heel og holden var en uægte, falsk Christen-Menighed, et Kiætter-Samfund altsaa, der enten aldrig havde havt den ægte, apostoliske Christendom hos sig eller havde selv forfalsket den, og naar denne ærerørige Beskyldning ikke skulde falde tilbage paa Christendommens guddommelige Stifter selv, da maatte man opvise en anden Christen-Menighed med et modsat Vidnesbyrd, der muelig kunde være jævnaldrende med Jesu Christi Apostler, thi at ville afbevise eller i mindste Maade svække den eneste muelig med Apostlerne jævnaldrende Menigheds offenlige, uafbrudteVidnesbyrd om sin christne Troes og sit christelige Haabs Ægthed, med Beraabelse paa gamle Bøger, som, efter Sigende, skal have Apostler eller dog Medlemmer af den apostoliske Menighed til Forfattere, det er saa uhyre latterligt, at det ikke engang ret lader sig beskrive. Sæt nemlig, at man bogstavelig kunde mane bemeldte Apostler og apostoliske Menigheds-Lemmer op, faae dem til at giennemlæse og vedkiende sig de Skrifter, som har gaaet under deres Navn, og at bekræfte deres Modsætning til den eneste nærværende Christen-Menighed, der muelig kan være jævnaldrende med Apostlerne, saa maatte den Menighed, disse apostoliske Giengangere gav Vidnesbyrd, som den ægte, aabenbar være falsk, da deres 729 Menighed, langtfra at være blevet uforgængelig, var sporløs forsvundet i Mørke. Naar man derfor, uden at prøve paa saadanne Hexerier, deels paasiaaer og deels indrømmer, at de Skrifters Oprindelse, man beraaber sig paa, er tvivlsom, at deres Forvanskning i Tidens Løb er utvivlsom, og at deres Fortolkning er et Tvistens Æble mellem de Boglærde, men paastaaer ligefuldt, at i hele den Christne Menigheds Saligheds-Sag, hvortil de, som stumme og steendøde Ting umuelig kan høre, er de dog langt gyldigere og troværdigere Vidner end den Christne Menighed selv, om hvad Apostlerne ved Daaben og Nadveren høitidelig og aabenlydt meddeelde den, ligesom de havde modtaget det af Herren selv, da er denne Paastand saa latterlig selvmodsigende, at den kun lader sig forklare deraf, at Spørgsmaalet om den ægte, apostoliske Christendom for de høilærde Mænd slet ikke, som for os, er en Livs, en Troes og en Saligheds Sag, men kun hvad man kalder en videnskabelig Opgave, ganske af samme Slags som Spørgsmaalet om den ægte Sokratiske Tankegang.*) Man slutter da nemlig saaledes: Jesus af Nazaret var naturligviis en Ebraisk Viismand, ligesom Sokrates en Græsk, Ingen af dem har selv skrevet Bøger, saa det er kun af deres Disciplers Skrifter, de Lærde tilnærmelsesvis kan slutte sig til deres virkelige Tankegang og Lærdom, og da der er fuldt saamegen Uenighed mellem Jesu Discipler, især Paulus og Jakobus, som mellem Plato og Senofon, saa kan derom tvistes i det Uendelige, og ulærde Folk, endsige da Bønder, Kvinder og Børn kan følgelig slet ingen selvstændig Mening have derom, men maa enten lade de Lærdestes Mening giælde, eller lade Spørgsmaalet, som dem uvedkommende, staae ved sit Værd.

Man skulde vel tænke, at den stormenneskelige Kiendsgierning, som den Christne Menighed unægtelig er, allerede giennem atten Aarhundreder, ikke kunde undgaaet de lærde Mænds Opmærksomhed, men maatte nødt dem til at behandle det kirkehistoriske Spørgsmaal om den ægte Christendom ganske anderledes end det blot boghistoriske (literærhistoriske) Spørgsmaal om den ægte Sokratiske Viisdom, men Sagen var, at man i det attende Aarhundrede slet *

730 ikke havde Tanker om nogen anden Aands-Historie end Bog-Historien, eller om en Forbindelse mellem Aanden og nogetsomhelst Andet i den sandselige Verden end Skriverens Fingre, Pen og Bøger, og vilde anseet det for Galimatias, om Nogen havde fremsat den unægtelige Sandhed, at det aandelige Munds-Ord, hvoraf selv den aandeligste Bogstav-Skrift kun er en Skygge, det er netop det eneste kiendelige Binde-Ledd mellem Aandens usynlige og Haandens synlige Verden, da det, skiøndt usynligt, virker aandelig giennem Hørelsens Sands paa det synlige og haandgribelige Menneske. Det attende Aarhundredes haandværksmæssige Behandling af alle saakaldte aandelige Ting, som endnu gaaer stærkt igien i det Nittende, udsprang naturligviis af en fuldstændig Vantro i Henseende til en levende Gud og al anden aandelig Virkelighed end Enkeltmandens egen arme Sjæl, indbildske Fornuft og fattige Forstand, der ikke saae mindste væsenlig Forskiel mellem en guddommelig Aabenbaring, en hedensk Mythologi og en philosophisk Lærebygning, saa at naar man gik ud fra den Forudsætning, at Christendommen var en guddommelig Aabenbaring, da forudsatte man fornuftigviis, at den ægte Christendom indbefattede hverken meer eller mindre end Enkeltmands-Fornuften, saa at alt hvad der selv i Apostel-Skriften pegede høiere, maatte betragtes som jødiske Myther eller Paulinske Philosophemer, medens Kirkens Liturgi og dens Formularer aldrig engang kunde komme i Betragtning. At dette endnu i det nittende Aarhundrede har været den saakaldte videnskabelige Betragtning af Spørgsmaalet om den ægte Christendom, kan man omtrent ligesaa godt see i Neanders Kirke-Historie som i Strauses eller Renans Christologiske Mythographi og Striden derom, thi hin saakaldte Kirke-Historie, hvis Forfatter selv siger, at han, trods alle Indvendinger, vil vedblive at søge Kirken ligesaavel hos Kiætterne som hos de Rettroende, er jo kun en Bog-Historie saavidt som den saakaldte Bibelske »Surdei« kan spores, og naar man vil thinge og prutte (accordere) med Christendommen, som Menighedens, Fælles-Troens, Aande-Livets og Salighedens Sag, da indvikler man sig nødvendig i et Væv af Selv-Modsigelser.

Dog, da Sandhedens Aand er kommet til Orde, kan det ikke vare længe, inden han overbeviser vor oplyste Verden om, at 731 det ligesaa vel er en umenneskelig som en ugudelig Tankegang, man har fulgt, og at efter den stormenneskelige Erfaring giennem atten Aarhundreder, er det ligesaavel en topmaalt Daarskab som en dødelig Synd slet ikke at ville troe paa Jesus Christus som Gud og Mand, og paa det aandelige Munds-Ord, som et aandeligt Lys og en aandelig Magt. Da vil det ogsaa være forbi baade med Blindheden for Menighedens Vidnesbyrd og med alt det videnskabelige, uhistoriske Vrævl om Menneske-Livet paa Stenenes, paa Stjernernes, paa Dyrenes og deres Fornuftigheds Vegne, men da Verden derfor ingenlunde bliver mere gudelig eller christelig, mere aandelig sanddru eller ædru, saa vil Menigheden ikke blot blive fristet til Ringeagt for Apostel-Skriften, men af mange gamle og ny videnskabelige (gnostiske) Vildfarelser om Forholdet mellem Guds og Menneskets Aand og Ord, mellem Aand og Kiød, Gud og Verden, Sandhed og Løgn, Tid og Evighed.

Da giælder det især om, at Menighedens Lærere, naar de ikke blot opgiver, men forkaster al Bogstav-Iudblæsning og Hexe-Læsning, dog holder urokkelig fast ved den profetiske og apostoliske Skrifts Ufeilbarhed og Uundværlighed, som den Helligaands Lære-Forskrift, og at de, uden at forkaste den fra Apostlerne nedarvede »Haandspaalæggelse«, dog aldrig meer binder den hemmelige Indvielse dertil, eller grunder nogen Eneret til Lære-Embedet derpaa, og det giælder baade først og sidst derom, at de holder fast »ved Herren som ved Hovedet« og ved Menighedens Vidnesbyrd som Vorherres Jesu Chris ti eget baade guddommelige og menneskelige Vidnesbyrd med guddommelig Skaber-Kraft!

Hvad jeg andensteds har med Flid udviklet om det fri Forhold, hvori den Christne Menighed skal staae baade til Præsten og Skriften, og Præstens fri Forhold baade til Skriften og Menigheden, som igien har sin Grund i Vorherres Jesu Christi kongelige Forhold til sit Folk, som den Helligaand frivillig har paataget sig at vedligeholde, oplive og oplyse, det behøver vel ikke her at gientages, men berøre det maa jeg dog ogsaa her, og give Menigheden den Forsikkring, at hvad jeg end, for en Menneske-Alder siden, kan have tænkt og sagt eller skrevet til Fordeel for et skjult Liv i Dvale mellem Bogstaverne eller imellem Linierne, om et andet Forhold af Præsten til Skriften end som Aandens og den 732 ny Pagts Tjener, og om Biskoppens Uundværlighed, fortrinlige Haandspaalæggelse eller aandelige Embeds-Myndigked over Præsten og Menigheden, at det altsammen, efter min fulde og faste Overbeviisning, beroer paa Misforstand og paa ligesaa ugrundede, som for Menigheds-Livet farlige og for den christelige Oplysning skadelige Fordomme.

Sandheds-Aanden (Helligaanden), som udgaaer fra Faderen, har nemlig frivillig paataget sig at »herliggiøre Sønnen«, Vorherre Jesus Christus, korsfæstet og opstanden, paa Jorden, hvad kun er mueligt, naar Aanden kiendelig tager af Sønnens alt hvad han forkynder Menigheden til Frelse og Salighed, følgelig baade binder sig og sine Redskaber til det Munds-Ord af Herren, som er uopløselig knyttet til hans Frelser-Gierning og Saligheds-Midler, saa han derved baade giør sig som Jesu Christi Aand kiendelig for Menigheden fra alle Vildfarelsens Aander, og giver Jesus Christus Æren for alt hvad han virker i Menigheden. I Henseende til Menighedens fremskridende Oplysning og Opbyggelse, og til de »Profeter, E vangelister, Hyrder og Lærere«, som er Aandens Tunger og Redskaber i Menigheden, og som han dertil kalder, indvier og udruster, og endelig i Henseende til den profetiske og apostoliske Skrift, som virkeligt tilsagt (dikteret) af Aanden selv, da afhænger vel ogsaa disse Forhold af Aandens Grund-Forhold til Jesus Christus, saa Aanden taler aldrig af sig selv, men minder kun sine Redskaber om hvad »Herren har sagt«, men alle vi, som ikke selv har hørt Herren, uden hvor han ved sine Indstiftelser tiltaler hele Menigheden, vi maae, for at kunne skielne Christi Aands Indskydelser fra alle Andre, have en egen Prøvesteen for ikke at fare vild, og denne Prøvesteen er den hellige Skrift, som Aanden har beredt til sit eget fri Brug, og hvori hans Redskaber, ligesom Herren selv i sin Opvæxt, kan finde Stadfæstelse paa Aandens Indskydelser. Herved synes det vel os, som om Aanden gjorde den steendøde Skrift levende paa vore Tunger, men det er dog en Feiltagelse, da det kun er det til Grund for Skriften liggende Munds-Ord, han tilhvisker os, men som vi har forvexlet med Skrift-Tegnet i Bogen. I denne Sammenhæng, men ogsaa kun i den, er da den christelige Præst og Profet ganske rigtig af Aanden bundet til Skriften, fordi han maa ikke ville være »klog over det, som skrevet staaer«, mens han i Menigheden vedbliver at være ligesaa frit stillet til Skriften, dens Brug og Fortolkning, 733 som Aanden stiller sig, og som Meningheden er stillet til Aanden, Præsten og Profeten.

Denne giensidige Frihed, som, desværre, saamange selv af mine Med-Christne, lærde og læge, endnu er bange for, men som maa herske i hele Christi Aands og Evangeliums som Guds Naades Virkekreds, den maa jeg da sluttelig anbefale til alle mine christelige Læseres velvillige Opmærksomhed og modne Overveielse for Guds Aasyn, saa de ikke lade sig forarge eller forvilde af Erfaringens Vidnesbyrd om, at denne »evangeliske Frihed« altid misforstaaes og misbruges »til Ondskabs Besmykkelse«, hvor Christi Aand ikke faaer Lov til at styre og raade, thi den Erfaring skal kun lære os, at Christi Menighed kun lever og voxer, kæmper og krones i Troen paa den Helligaand, saa hele det christelige Saliggiørelses-Værk er i Sandhed og Frihed den Helligaands Gierning, og af Værket findes da nødvendig, hvor han fattes, enten kun et modbydeligt Uglebillede eller en livløs Skygge!