✂

✂ Hans Høihed
Christian Frederik
Prinds af Dannemark
De gamle Kongers Søn
Heimskringlas fødte Værge

✂ Krønikens Velynder
Dette Foretagendes
Høie Talsmand og store Befordrer
tilegnes
Norges Konge-Krønike
paa
Moders-Maalet
underdanig
af
Selskabet for Nordens Oldskrifter
ved
Pram, Etatsraad og R. a. D. Treschov, Advokat i Høieste-Ret. Grundtvig, Præst.

✂

✂ Christjan-Fredrik! til Dig stævner,
Over Stav for fulde Seil,
Snekken, som sig dristig nævner:
Norges gamle Konge-Speil;
Vimpel-Snekken af Guds Naade
For den Norske Hoved-Flaade!

✂ Ingen veed, trods Halfreds Sange,
Hvor Kong Olav fandt sin Grav;
Ingen kvad, hvor Ormen-Lange
Kantred, eller sank i Hav;
Man kun veed: der saaes ei Mage
Selv i Gamle Hakons Dage!

✂ Dog, i Gamle Hakons Dage
Tømret blev den Drage stolt,
Som fandt end i Nord ei Mage,
Og har mangen Storm udholdt,
Siden hin, der, uden Naade,
Sænked Gamle Hakons Flaade!

✂ End med Kiøl den Elivaga
Kløver under hvide Liin;
Søn af Odin og af Saga
Var dens Tømmermand saa fiin;
Som Skydbladner, tør man sige,
Den maa lede om sin Lige!

143

✂ Reist den blev paa Banke-Stokken
Mellem lis paa Reikaholt,
Men blev døbt i Skribla-Dokken,
Og det varme Bad har voldt,
At, skiøndt Isen er dens Grande,
Gaaer den helst i varme Vande!

✂ Det er denne Vimpel-Snekke,
Med sit klare Konge-Speil,
Som vil ind ad Fjorden lægge
Under Fyn, for fulde Seil,
Venter der, mens andre strande,
Vinter-Lag i lune Vande!

✂ Tømmer-Manden høit anskrevet
Staaer, o, Prinds! jo i Din Hald,
Agtes, efter Maale-Brevet,
Høit som Islands Hoved-Skjald,
Og som Drost, paa Dansk at tale:
Sætte-Vært i Konge-Sale!

✂ Vel er selv han ei om Borde,
Styrer ei med egen Haand;
Men er Snekken den, han gjorde,
Staaer for Styret dog hans Aand ;
Herligt er det Hoved-Stykke,
Haanden var nok haard at trykke!

✂ Ja, naar man til Saga slinger
Tømmer efter Tunge-Maal,
Vel man til en Tommel-Finger
Trænge kan som Trække-Naal;
Men hvad godt skal gaae fra Haanden,
Skabes maa dog først af Aanden!

✂ Men, kan og derpaa man lide,
At, endskiøndt paa anden Haand,
Snekken dog, som her mon skride,
Er et Værk af Snorros Aand,
Ei et Vrag, som nyt man sanker,
Bagvendt nok, af gamle Planker!

144

✂ Prinds af Danmark! ei jeg dølger:
Snekken mangt et Knug og Knæk
Fik af Nordhavs Kæmpe-Bølger;
Dog den ei blev vind og læk;
Ja, mig synes, som paa Stavnen
Jeg end skimter Odins-Ravnen!

✂ Malet op med Danske Hænder,
Bradset op med Danske Seil,
Det jeg har, og frit bekiender;
Men hvis ei jeg tager feil,
Snekkens Avindsmand kun laster
Danske Seil paa Norske Master!

✂ Christjan-Fredrik! Dig mishage
Maatte et aftaklet Vrag;
Men Du naadig vilst modtage
Snekken under Danmarks Flag;
Høit i Stavnen staaer det kronet,
Som Din Fader det har tonet!

✂ Ham det var, paa Kongens Vegne,
Som til Hove Snorro bød1;
Snekken Han lod fiint aftegne,
Han med Varme Isen brød,
Saa at flot nu fandtes Stavnen,
Iset ud af Flatøe-Havnen!

✂ Dig det var, som, da jeg svæved
End i Tvivl paa vilden Strand,
Ordet tog, og Stemmen hæved,
Trøsted ringe Færgemand;
Ja, ved Bud fra Odins-Borgen
Bod jeg fik for Vinter-Sorgen!

✂ Derfor trøstig gynger Stavnen
Over Hav og ind ad Fjord;
Thi det Skib har Brev paa Havnen,
Som har Høvdings Gods om Bord,
Og er Rammen ei forfeilet,
Dit jeg kalder Konge-Speilet!

*1Arveprins Frederik lod Heimskringla oversætte paa Latin og udgive (seFortalen). 145

✂ Ja, har med Din Herre-Stamme
Saga selv ei taget feil,
Sidder jo i Danmarks Ramme
Norges gamle Konge-Speil,
Mens paa Marken vi forbinde
Christjans-Haab og Fredriks-Minde!

✂ Ja, saalænge Saga-Snekker
Pløie Tidens vilde Hav,
Ja, saalænge Kjølen flækker
Midgaard-Slangens Mark og Grav,
Dans og Halfdans Konge-Baade
Holde venlig Fred og Fiaade!

✂ Nidinger og Hørga-Brude!
Lad dem løse, om de kan,
Gamle Sagas Haarde-Knude,
Som forbinder Nor og Dan!
Til at kløve den for ringe
Var selv Alexanders Klinge!

✂ Synke kan Hlorridas Hammer
Femten Mile under Jord,
Lege kan selv Muspels Flammer
Over Bif-Raust-Broe i Nord,
Ormen hvisle, Fenris springe,
Hanen gale, Hornet klinge;

✂ Alle Tegn for Ragna-Roke
True kan med Blus og Brag,
Nagelfare, ført af Loke,
Prange Seil og tone Flag;
Sammen holder Askens Norne
Dog Skydbladner og Hringhorne!

✂ Altid banker Danas Hierte
Høit mod Flakon Adelsteen,
Tænder fromt i Soer sin Kierte
Over Hellig-Olavs Been,
Hos Kong Trygvcs Søn hin Bolde:
Lynet over Torden-Skjolde!

146

✂ Altid funkler Norges Øie,
Daler som et Stjerne-Skud,
Mellem Rolvs og Frodes Høie,
Under Altret hos Kong Knud;
I Capellet, hvor det finder
Christians og Fredriks Minder!

✂ Christjan-Fredrik! Fred i Norden!
Spade vorde hvert et Spyd!
Trolde knuser Himlens Torden,
Sjunge vi vil høit med Fryd,
Løfte paa vor Løbe-Bane
Sagas Skjold og Korsets Fane!1

*1 Dette Digt er med en Del Ændringer optrykt i Nordiske Siuaadigte (1838),Side 170-174. Se Poet Skr. V. 10.

✂

Fortale.

✂ Medens Sverre og Erling Skakke, med Staal-Handsker, ogmed Brikker af Bagler og Birkebener, legede Skak-Tavl omNorges Krone, i det Aar, da Saxos Opmuntrer tog Sæde paaErke-Stolen i Lund: Aar 1178 kom, paa en islandsk SelveierGaard, kaldet Hvam, Snorro Sturlesøn til Verden. MedensBroder Diderik eller Theodorik i Trondhjem gav Norge Magen til Svend Aagesøns magre danske Konge-Liste, fødtes paaIsland Manden, som skulde fredelig kiæmpe med Saxo omRangen mellem alle Hedning-Stammers meest udmærkede Historie-Skrivere! Vel maa det synes baade sært og sørgeligt, atNorge fik sig ingen egen indfødt Historie-Skriver, men det haraltid været Norges Uheld, at det gjerne af en stærk Natur lodsig afdrage: lokke eller tvinge, fra Historien, og syndes over detNærværende at glemme reent det Forbigangne, saa det er eneet besynderligt Guds Forsyn at tilskrive, at Riget dog har faaeten saa herlig Krønike, som i de gamle Dages Aand paa ModersMaalet skildrer dem livagtig!

✂ Hvorledes Dette begav sig, skulde vi nu høre, og med et Ordom Island maae vi da begynde, thi der var Snorro født, derfostredes han op, der lærde han de gamle Skjaldes Viser, derskrev han sagtens ogsaa efter dem sin Bog, og der fandt hansin Død for kolde Egge.

✂ Om Island er den Øe, som af de gamle Græker kaldtes Thule,det veed man ei, skjøndt mange har indbildt sig selv og Andre, at de vidste det paa deres Fingre, som om det fandtes ristet derfra Hedenold. Om Island var bebygt, der Ragnaroke-Slaget stodpaa Braavals Hede, det har man vel ogsaa drømt, man vidste, og gjort Nar ad Saxo, som var ei saa klog, og troede Stærk-Odders Vise bedre, end hvad han kunde giætte selv om gamleDage; men hvem der ikke troer: man seer i Tiden Meer med 148 Nakken end i Rummet, i hvor rask man saa end slaaer medsamme, maa dog sige, at han veed det ikke. Saameget veed viblot, at Are Præst hin Frode skriver tydelig, at dengang derkom Normænd først til Island, boede der Christne Folk, somdroge siden bort, fordi de ikke leed det Naboskab med Hedninger; og hvoraf man nu skulde slutte, at disse Folks Forfædreei havde boet der fra Arilds-Tid, det maa man være kløgtig forat gjætte. Hint samme Islands Old-Folk, siger Are, og Theodorik Munk og Landnams-Bogen, efterlod sig irske Bøger, hvoraf man da har sluttet, det var Irer; men sikkerst var det dognok, deraf kun at slutte, det var irske Præster, som fordumhavde omvendt Folket, hvis Herkomst da er ganske ubekjendt, med mindre man vil, efter et af Danmarks Folke-Sagn, formode, der har været gammelt Slægtskab mellem Dannemark og Island, Gjaldt det om at gjætte, da var her den bedste Leilighed; menda det netop gjælder om at bringe i Erindring, hvorlunde Gjætninger i Krøniken saalidt er gode Vahre, som Mands Lyst erLands Lov, saa vil vi heller slutte med, at endog det er tvivlsomt, om just alle de, der havde boet før paa Island, udvandrede, da Ingolf og de andre Nordmænd der opsloge deresBopæl.

✂ Hvad derimod er ganske sikkert, bliver det, at vi om IslandsSkiebne og Indbyggernes Idrætter kun har Efterretninger fraden Tid af, da Normænd kom dertil, og Dette er, efter AllesUdsagn, skeet i Harald den Haarfavres Dage, af Lyst saavel tilEventyr som og til, hvad man kaldte Frihed.

✂ Det er vel ikke Stedet her, at tale Stort om Friheden, manfandt paa Island; men dog, om ei for Andet, saa for SnorrosSkyld, maa det erindres, at blodig Kiv og Tvedragt hørde dertil Dagens Orden, saavelsom og til Tingenes; thi hine klippehaarde, elvestride Kæmpe-Slægter, som just drog til Island forat følge deres Hjertens-Lyst og være deres egne Herrer, kundealdrig enes, da Lige-Mand seer ud som Over-Mand, saasnartman viger ham, og lige haarde Stene male ikke godt. Hvor Allehar i Grunden Uret, maae Alle netop finde, de har Ret imodhinanden, og hvor enhver storagtig kalder Landet sit, hargierne hver den Agt, som han har Magt i Haanden eller Hovedet, at vise Næsten, det er ei hans Spøg, men ramme Alvor.

✂ Selvraadighed, frit Mod og løse Hænder, det var da, hvadman kan sige, alle Islands nye Indbyggere bragde Nok af medsig did; men mange Stamme-Fædre bragde ogsaa bedre Føringmed: en Skat af høie Evner og af Fortids Mindes-Mærker i en 149 livlig Ihukommelse. Vel udtømdes, under Løbet af fire Aarhundreder, de store Kræfter for det Meste, uden at have frembragt Andet end Blod-Strømme til Marke-Skiel og et fiint Lovtrækkerie, hvormed Kæmpernes Dværge-Børn fornøiede sig ogdrillede hinanden; men det er Christen-Dommens Skudsmaal, nu igiennem sytten Aarhundreder, at hvor den fandt Indgang, tvang og lokkede den de menneskelige Evner til at yttre sig idet Mindste dog paa en høiere Maade, i en ædlere Stiil, og tilvarig Fordeel, om ikke for Andre, saa dog for Sandhed og forde følgende Slægter. Det kunde da ei andet være, end at, efterChristen-Dommens Indførelse paa Island, som fandt Sted iKong Olav Tryggesøns Dage, maatte mangt et Hoved og mangen Pen komme der i Bevægelse, om aldrig for Andet, saa dogfor at lette paa Hukommelsen, der snart maatte synke underVægten af Sagn, som ved den bestandige Giæring og hyppigeUdenlands-Reiser daglig forøgedes. Føie vi nu hertil, at i hinemørke, kolde, giennemskaarne, klippefulde Vinter-Egne gavessaamange uovervindelige Hindringer for idelig Færdsel og udvortes Travlhed, forenede sig Alt, hvad der pleier at drive Menneskene til Stille-Sidden og til ivrig Syslen med Pen og Bøger, sig selv og de forrige Dage, saa kan vi godt forstaae, at var herEvner, var her Liv og Fyrighed, da maatte det og tee sig i Skriftog boglig Kunst.

✂ Herved er det skeet, at fra hine Aarhundreder er til de følgende Tider kommet et skriftligt Efterladenskab og Efter-Mæle, som ikke blot i Fyld, men og i Fylde udgjør en Bog-Samling, hvis Mage fra Middelalderen end ikke Angel-Saxerne, og mindre nogen anden christnet Hedning-Stamme, kan rose sig af.

✂ De fleste Skriveres Navne ere os ubekjendte, ventelig især, fordi de Fleste ei giorde Andet end skrev op, hvad der, saa atsige, havde gjort sig selv og gaaet alt længe fra Mund til Mund;men ligesom Norges Krønike gjør heri en mærkelig Undtagelse, er det os ei heller ubekiendt, hvilke islandske Slægter det var, som fornemmelig lagde Vind paa Old-Kyndighed og bogligKunst, og at det især er dem, vi har for Skrifterne ,at takke, taaler ingen Tvivl.

✂ Uden nu derved at tale enten Thorolf Mosterskiæg, KjarvalIre-Konge, Ane-Rolf, Brunda-Bjalf, Ketel Hæng, eller nogen afde udmærkede Stam-Fædre og deres Æt for nær, maae vi nævnefire Slægter, som dem, vi især har Bøgerne at takke, det er:Biskop Isleifs, Sæmund Frodes, Åre Frodes og Snorro Sturlesøns.

150

✂ Uagtet det nu gaaer med Traaden i mange af de islandskeSlægt-Registre, som med hver en Traad, der udspindes for lang, at den er ikke til at stramme eller stole paa, saa har vi dog ingenGrund til at mistroe disse Slægters Stam-Tavle, deels fordi viveed, det var Folk, som lagde Sligt paa Sinde, og deels fordiden ei er længere, end vi maae finde, den godt kunde være. Velsandt, at Are Frode regner sig i Slægt med Odin selv, og detgaaer vist nok vidt; men vi maae lægge Mærke til, at det erikke egenlig Ares Stam-Tavle, men de Norske Kongers af Ynglinge-Slægten, som havde gjort sig selv i Folke-Munde, saa atnaar Are kun vidste, at han nedstammede fra Kong HalvdanHvidbeen, fulgde Resten af sig selv. Isleif Biskop gik ei længer tilbage end til sin Oldefader Ketelbjørn Ketelsøn fra Nummedalen, en Systersøn af den bekiendte Sigurd Jarl paa Hlade, og som opslog sin Bopæl paa Øvre-Mosfeld i Sønder-Fjerdingen. Sæmunds Slægt-Register kan vist nok blive endnu længereend Åres, thi da det føres op til Harald Hildetan, kan manforlænge det med Navnene paa alle Danmarks Konger: tilSkjold og Odin, ja, til Skjold og Dan; men det er mærkeligt, atSlægten selv ei synes at have gjort det, men ladet sig nøie med, hvad den godt kunde vide: at den var en nedstigende Linie afdet Danske Konge-Huus. Betragte vi endelig Snorro Sturlesøns Stam-Tavle med Opmærksomhed, da skal vi finde, dener langtfra at være saa eventyrlig, som den, paa visse Steder, ved første Øiekast seer ud; thi det er ikke Sturlungerne,men Sidu-Halls og andre Slægter, med hvilke de besvogredesig, som vil nedstamme fra Svase Jotun og den gamle SneeMand paa Dovre; Sturlungerne standse meget tarvelig ved Bødmod af Skut, hvis Søn: Thorbjørn Loke, nedsatte sig ved Dybfiorden i Islands Vester-Fjerding.

✂ Med temmelig Sikkerhed tør vi da antage, at Norge var Isleifs, Sverrig Ares, og Danmark Sæmunds oprindelige Fædreneland, medens det staaer alle Nordens Folke-Færd frit for attilegne sig Snorro, til engang Tiden viser, hvilket han i Grunden mest tilhører. Det er ingenlunde urimeligt, at han, dernaaede en Højde, hvorfra han, med saa frit og roligt og sikkertet Blik, overskuede vort hele Norden, var en Blods-Forvandtaf de ypperste Slægter i alle tre Riger, og det kan neppe feile, han jo var det; thi lad være, hans Fædrene-Linie taber sig idet Ubekjendte, og hans Moders Gudny Bodvars-Daatters StamTavle ikke er i Alt at lide paa, saa er det dog ganske sikkert, atGudny kunde regne sig i Slægt med Myre-Mændene, med 151 Røgirvalds Møre-Jarl, og med Regner Lodbrok; at Snorros Farmoder: Vigdis Svertings-Daatter, nedstammede fra Helge hinMagre, er der ingen Grund til at tvivle om, og er end HelgesSlægtskab med Danner-Kongerne: Frode og Ingild, temmeligusikkert, saa er hans Herkomst fra Gothland, hvor hans FaderEivind Østmand kom fra, desmere upaatvivielig; og endeligtør vi ei nægte, at Snorro var i Slægt baade med Sæmund ogAre Frode; thi det Sidste er klart nok, og det Første omtales iLandnams-Bogen som en vitterlig Sag.

✂ Fæste vi nu nogen Troe til det gamle Ordsprog, at man slægter gjerne paa, hvad man er kommet af, et Ord, som, ret forstaaet, kan aldrig slaae Feil, da det kun er en Anvendelse afden utvivlsomme Grund-Sætning om Ligheden mellem Aarsagog Virkning, da kan vi forstaae, at, var Snorro et opvakt Hoved, da maatte han og slægte store Folk paa, og være særdelesskikket til med passende Farver at afskildre de HøvdingersLevnet og Idræt, som havde brugt det Danske Tungemaal, og besiddet Ære og Magt og Værdighed trindt i de NordiskeLande.

✂ Hvad vi nu skulde see, var den Vei, paa hvilken IslandsDressel, samt Værktøiet og Øvelsen til deraf at danne det gyldneog klare, kongelige Mon, som man kan kalde, hvad man vil, kom i Snorros Haand, eller med andre Ord: hvorledes det herlige, mageløse Værk i Norges Historie, hvortil han kjendtesdygtig, udvortes kom i Stand; og, skjøndt vi ei formaae, saa atsige, paa Rune-Lagets og det videnskabelige Samfunds historiske Kaart, tydelig at betegne denne gamle Konge-Veis Løb, saahave dog Bølgerne levnet os saamange dybe Hjul-Spor og FodSpor i Sandet, at vi kan aldrig tage Feil ad Veien, naar vi, medspændt Opmærksomhed, kun følge dem.

✂ Uden saaledes her at ville afgjøre det dunkle Spørgsmaal:enten blot enkelte Christne nedsatte sig paa Island tilligemedde hedenske Normænd, eller om tillige Nogle, som deres Formænd, bleve boende iblandt dem, og uden at kunne her, hvadellers nok var Umagen værdt, gjennemgaae de vedkommendeOld-Sagn, vove vi vist ikke Noget ved den Forudsætning, at, lige fra Harald Haarfagers Dage af, har der paa Island væretenkelte Slægter, hos hvilke der fandtes Levninger af Christendoms-Troe og Kundskab, skjøndt blandede med, og hardtadganske overvældede af, Overtroe og Eventyr. Hvormegen Indflydelse dette kan have havt paa de Hedning-Kvad og Sagn, der giennem Islændernes Haand ere komne til os, vil der Tid 152 og Lykke til at opdage; men hos saa livlige og ihukommendeSlægter kan man ikke tænke sig noget venligt Bekjendtskabmed Pen og Bøger, uden Lyst til Efterligning, og det vorder darimeligt, at, om man saa maa sige, Christendommens ydersteFinger-Spidser har, ligefra Begyndelsen, øvet den islandskeBarne-Haand paa Tavlen, til strax, naar Skriver-Tøiet kom, atgribe efter Pennen, og i Sammenskrift udføre, hvad den altmed løse Bog-Staver havde betegnet, og ligesom gjemt til detSamme.

✂ Dog, herom dømme nu hver, som han vil og har Forstand;Nok er det, at Ketelbjørns Sønnesøn: Gissur hin Hvide paaSkalholt, en af de Første, som lode sig døbe af Thangbrand, udsendte, eller, som Andre fortælle og maa findes rimeligt, bragde selv sin Søn: Isleif, til Erfurt, for at han der skuldeoptugtes til Præste-Lærdom og boglig Kunst. Nu var vel sagtens den Skole i Erfurt ei slet saa høi, da Isleif, som da MortenLuther, henved 500 Aar efter, besøgde den; men kan være, denstod nok saa fast; og tør man, som er intet Vove-Stykke, sluttefra Frugten til Stammen: fra Virkningen til Aarsagen, da maaIsleif være kommet ud af Skolen som en, efter den Tids Maade, saare vellærd, ja, vel højlærd Mand. Hvad han i Øvrigt tog sigfor, til han fyldte sit halvtredsindstyvende Aar, er ei bekjendt;men da udvalgdes han til Islands første Biskop, blev dertil, efter en Romer-Reise, indviet af Erke-Biskop Adelbert i Bremen, og drog saa atter hjem til Skalholt, hvor han i 24 Aar medBerømmelse forestod sit Embede, og døde saa, omtrent fitrsindstyve Aar efter Kong Olav Tryggesøns Fald, og da vel sammeAar, som Hellig-Knud blev Konge i Dannemark, medens OlavKyrre stod for Styret i Norge.

✂ Med Isleif, kan man sige, kom boglig Kunst ret aabenbar tilIsland; thi ikke blot var han den Første, som deri blev indviet, men han forplantede den ogsaa, som en Mand, baade paa sineegne Sønner: Gissur og Teit, og tillige paa, man veed ei hvormange, andre lærelystne Unger-Svende; thi, siger Are Frode, der Landsens Høvdinger og gode Mænd det saae, at Isleif varanderledes dygtig, end ellers Lærerne, de havde, saa var dermange, som lode deres Sønner gaae i Skole hos ham, og indvietil Præster.

✂ Isleifs ene Søn: Gissur, blev Biskop efter ham, og den Anden:Teit, som var opfostret paa Haukadal eller Høgedalsgaard, hosHall Thorarensøn, blev der Are Frodes Lærer.

✂ Paa Hvam, i Breedfiord, havde Øde hin Rige fra Irland, med 153 lidt Christendom, og sin Sønnesøn: Olav Fæilan, først opslaaetBopæl, og der boede Olavs Søn Thord Geller, da Harald Blaatan lod Island bespeide. Samme Thord Geller var Tipoldefadertil Are, som blev født to Aar efter Harald Haardraades Fald, udentvivl paa Otradal i Bardestrands Syssel, og kom, eftersin Farfaders Død, som en syvaars Dreng, til Haukedal, hvorhan hørde mange gamle Sagn af Hall, der i sjette Led nedstammede fra den Nadodd Viking, der først skal have bragt Efterretning til Norge om det øde Island, som han kaldte Sneeland.Meget hørde Are ogsaa fortælle af Teit, af sin Farbroder ThorkelGellesøn, af Snorro Godes DaatterThurid og Andre; hvilket Althan samlede, som det synes, i tvende Bøger: Islænder-Bogennemlig og Norges Krønike. Det er ikke nemt at sige, Hvormegetaf Ares Værk vi endnu besidde; men ved at sammenligne denIslænder-Bog, som bærer hans Navn, med Snorros Ord i sinFortale, see vi, at den maa være hans, og samme Fortale læreros, at Ares Norske Krønike, skjøndt den fandt Manges Bifald, dog slet ikke huede Snorro. Grunden hertil er let at opdage, da Snorro selv har angivet den; thi han peger tydelig nok paa, at Are har overseet Skjaldenes Kvad, og kun anseet de Beretninger for ret hjemlede, som han kunde følge Skridt for Skridtgjennem lutter sanddrue og forstandige Folks Mund, lige tilbagetil Tid og Sted og Begivenhed, som Talen var om. Heraf vardet en nødvendig Følge, at Ares Skrift blev dunkelt, magert ogtørt, som den Fortælling, vi har af ham om Island, ogsaa virkelig er; istedenfor at Snorro vilde, Krøniken skulde være udførlig, klar og fornøjelig, som den, vi har om Norges Konger af ham.Er nu Ares Krønike forkommet, da kan vi trøste os med, atMeget kan vi derved ikke have tabt, og, skulde jeg end feile iden Formodning, at Theodorik Munks latinske Norges Krønike, paa Stafferingen nær, er en blot Oversættelse af Ares Bog, saakan det dog vist aldrig feile, at denne, der, ligesom Theodoriks, maatte slutte med Sigurd Jorsalafar, har omtrent været ligesaakort og fattig.

✂ Ares største Fortjeneste af Nordens Historie er da udentvivlden, som Snorro hjemler ham, at han brød Isen, og viiste, atman ligesaavel paa Norsk, som paa Latin, kunde skrive en fortløbende Rigs-Krønike.

✂ For nu fra den rette Side at komme til Snorros, maae vi begive os til Odde, en Gaard paa Sønder-Landet, i RangaarvalleSyssel, som var bygt af Thorgeir Asgrimsøn fra Tillemarken, men kom, ved hans Daatters Giftermaal med Svart Ulfsøn, til de 154 siden saakaldte Odverier eller Sæmund Frodes Slægt. En Sønnesøn af Svart var Sigfus Præst, en Samtidig med Isleif, og i detAar, denne indviedes til Biskop, kom den berømte SæmundSigfussøn til Verden.

✂ Saare faae ere vel de Efterretninger, man har om Sæmund, men dog veed man, at han alt i sine tidlige Aar fulgde den Vei, Isleif havde viist, og begav sig udenlands for at slukke sin Tørstefter Kundskab, samt at han, efter sin Hjemkomst fra Paris,gjaldt for et Vidunder baade af Lærdom og Viisdom, saa manikke gierne enten i geistlige eller verdslige Ting foretog sig nogetVigtigt, uden at spørge ham til Raads, ligesom da ogsaa AreFrode nævner ham alene, ved Siden af Landets Biskopper, mellem de Mænd, han lod sin Bog bedømme og rette af. OmSæmund selv har efterladt sig Skrifter, kan der tvistes om, daklare Vidnesbyrd fattes; men dog er Rimeligheden derfor, ogda han er den Eneste, man paa Island har vidst at nævne somForfatter eller Samler af de gamle hedenske Viser, der med eetOrd kaldes Edda, tør vi deraf i det Mindste sikkert slutte, athan har havt Ord for at være en særdeles Kiender og Velynderaf de gamle Skjaldes Vers og Digt.

✂ Sæmund døde et Par Aar efter Kong Sigurd Jorsalafar og hellig Knud Lavard; hans Sønnesøn Jon Loptsøn, hvis Modervar en uægte Daatter af den Norske Kong Magnus Barfod, holdtHuus paa Odde som en lille Konge; af ham blev vor Snorroopfostret, og sikkert har han paa Odde hverken manglet Leilighed til at kiende eller Anviisning til at skatte de Kvad om Konger og Kæmper, hvorpaa hans Fædreneland var saa rigt.

✂ Dette indseer man let, vilde kun hiulpet lidt, dersom Snorroei selv havde været en aandelig Frænde af Fortidens Helte ogSkjalde; men derfor maae vi ligefuldt erkiende det for en besynderlig Styrelse, at han i sin Barndom flyttedes fra Fædrenehusets vilde Larm til det roligste og blideste Fristed for Vidskabog Konst, der dengang vel fandtes paa Island; thi uden denneForflyttelse vilde han udentvivl man giet baade Dannelse, Kundskab og Sind til det herlige Værk. Vist nok var hans Fader:Hvamm-Sturle, noksom bekiendt for sin Snildhed og Veltalenhed, og, siden man sagde om ham, at han i alle Ting vilde ligneOdin, kan vi ikke tvivle om, han jo gjerne laande Øre til Kvadom ham, saavelsom til Sagn om, hvem han kunde lære Nogetaf, men da hverken han eller nogen af hans Fædre, saavidt manveed, havde lagt sig efter boglig Kunst, og da det er aabenbart, at Snorro kun havde alt for meget Anlæg til Selvtægt og 155 Rænkespind, for hvilke Ting hans Faders Huus var en Høiskole, saa maae vi nok tilstaae, at han, i det mindste for os, blev reddet, som en Brand af Ilden. At nu dette heller ikke skedte udenved en besynderlig Omstændighed, maa man bekiende, naarman veed, at Jon Loptsøn ingen Ven var af Hvamm-Sturle, men tilbød sig kun ædelmodig at opfostre Snorro, for, ved denneÆres-Beviisning, at stille den brydske Sturle tilfreds, ogredde sin Ven: Povel Sølvesøn Præst paa Reikholt fra videreUlæmpe.

✂ Jon Loptsøn døde fire Aar før Erke-Biskop Absalon; ei længeefter blev Snorro gift med Berse Præst hin Riges Daatter fraBorg, og der opslog han, efter Berses Død, sin Bopæl, sammeAar, som Kong Sverre i Norge og Knud den Sjette i Dannemarkdøde. Det var Eigil Skallagrimsøns Gaard, som Snorro, der ogsaa paa sin Moders Side var Eigils Ætmand, nu beboede; menher fandt han sig ikke fornøiet, og flyttede snart til Reikholti Borgafiord, paa Grændserne af Sønder og Vester-Landet. DenneGaard ombyggede han paa det Prægtigste, bekostede en Vandledning fra den nærliggende varme Skribla-Kilde, og indrettedeved Hjelp deraf den berømte Badstue, bygget af Toph-Stene, som endnu er til; men uagtet han ogsaa befæstede Gaarden paadet Omhyggeligste, blev han dog der ved Natte-Tide overrumplet af sin Svigersøn: Gissur Thorvaldsøn, og myrdet den 22deSeptember 1241: Aaret efter, at hans store Velynder HertugSkule i Norge var dræbt, og samme Aar, som den Danske KongValdemar Seier døde.

✂ Saa ynkelig en Hedenfart fik den mærkværdigste Mand, somIsland har frembragt; vel faldt han ei saa uskyldig som Nialpaa Bergthorslival, eller saa heltemæssig som Gunnar paaHliderende; men dog maa man sige: at de samme Heklas Lueri tilfrosne Hjerter forgreb sig her paa Islands lyseste Hoved, som hist paa Sammes ædleste og frommeste Hjerte; ei hellerkan man nægte, at en sjelden Højhed omsvævede Snorro i hanssidste Øieblikke; thi Alt, hvad han sagde til Arne Beisk medMorder-Staalet, var: vov ei at hugge! vov det ikke!

✂ Forties maa det ikke, at Snorro skildres os almindelig somen af de sorteste Sjæle, man har kjendt: som en herskesyg, umættelig, trædsk og trættekjær, troløs og hjerteløs Niding;men, uden at ville paa mindste Maade besmykke de store Pletter, som sagtens have skjæmmet og vanhælde hans Levnet, maaman dog ved alvorlig Eftertanke finde, at han er blevet højstletsindig, ubarmhjertig og uretfærdig bedømt. Først maa det 156 nemlig bemærkes, at Sturlunge-Saga er den eneste Hjemmel for alle Beskyldninger mod Snorro, og uden dermed paanogen Maade at ville nedsætte et Skrift, der synes ganske troværdigt, maae vi erindre, at dog Ingen veed, enten naar elleraf hvem det er forfattet. Det nytter kun lidt, at Mænd medstore Navne have været enige om at gjætte paa Brand Sæmundsøn, som var Bisp i Holum fra 1164 til 1201, og paa SnorrosBrodersøn: Sturle Thordsøn; ja, Gjætningen er, med de storeNavnes Tilladelse, endogsaa lattertig, da det Eneste, hvortilden hælder sig, kaster den omkuld; thi det er Stedet i Bogenselv, hvor Forfatteren beraabersigpaa Sturle Thordsøn, ogpriser hans Fortjenester af Islands Historie. Uvist er her daAlt, undtagen vel det, at Bogen er skrevet efter Sturles Tid, ogsammendraget, saavidt man kan skiønne, af en heel Deel enkelte Levnets-Beskrivelser, saa Fortællingens Rigtighed ei aleneberoer paa Samlerens Ærlighed, der neppe kan omtvivles, menpaa Manges Nøiagtighed og Sanddruehed, som man, uden Tvivlesyge, tør mene, ei har været lige stor. Dog, selv naar mantroede sig sikker paa, at Alt, hvad der vidner mod Snorro, havde sig i Sandhed aldeles, som det fortælles, vilde vi dog ei væreberettigede til at bryde Staven over ham, da det mest kun erom nogle faa Dage af 63 Aar, vi have Efterretning; thi aldenstund at Selvtægt, Kivagtighed, Nærighed og Snedighed altidvar hyppig paa Island, og almindelig i Snorros Dage, saa indseer man let, at han kan stundum have ladet sig henrive afFolkets Skiødelyster og den fordærvede Tidsalder, og kan doghave hørt til de Bedste i sit Folk og sin Tid, istedenfor at manhar skildret ham som et Uhyre. At man nu, under lige Omstændigheder, skal altid heller troe det Bedste end det Værste, veed man, og da der nu er stærke Grunde til at formode detBedste om en Snorro, saa maae det have været usle Dværge, som først fandt paa, med Helved-Soed at sværte hans Ihukommelse: Dværge, som ved at træde paa hans Hjerte, meende atkunne hæve sig over Kæmpen, hvis Hoved de end ikke paaStabler af Folianter mægtede med Finger-Spidserne at naae!Snorro var et syndigt Menneske, det vidste vi, om vi saa ikkekunde nævne en eneste af hans Forseelser; Islænderne var eiaf Natur noget kiærligt og tugtigt, ydmygt, enigt og uegennyttigt Folk, men netop det Modsatte; kun i hint gode Aarhundrede:fra Midten af det ellevte til Midten af det tolvte, lode de signogenlunde bøie, styre og raade af de Christnes Troe; Sandhedfordømmer al Synd, haardt blev Island og haardt blev Snorro 157 straffet; men ligesom vi, der ikke hovmodig drømme os rene, vogte os for at kaste den første Steen paa et Folk, som har efterladt os saa mange og saa store Vidnesbyrd, ei blot om udmærkede Evner, men tillige om ædle, ophøiede Følelser og dybÆrefrygt for Sandhed, saaledes maae vi og vel vogte os for atbryde Staven over den Mand, i hvis efterladte Værk alt detHerlige, vi veed om Islands Folk, lyslevende og høirøstet aabenbarer sig! Alt Ondt hos Andre og hos os selv skal vi i Sandheds Navn baade hade og fordømme; men hvem der ikke aabenbar antastede Sandhed og spottede Ret, skal vi, som de, derleve selv kun af Naade, gierne undskylde, og Snorro: denMand, der saa villig med sit lyse Hoved og sin klare Stemmetjendé Sandhed, om hvem vi veed, at han var agtet og elsket afsin Tids og sit Folks de ædleste Mænd: af sin Broder, Thordden Fromme, med hans giæve Sønner: Sturle og Olav; ja, Snorro, som end ikke hans erklærede Fiendes Søn vilde væremed at myrde, ham bør vi tænke om, at han var meget bedreend hans Rygte i en dybt fordærvet Tid, ham skal vi inderligbeklage, men aldrig sværte og fordømme, for hans Feil!

✂ Dog, efter disse Forsvars-Ord, som jeg troer, paa alle sanddrue og kiærlige Dannemænds Vegne, at skylde Snorro Sturlesøns, af Islændere og Normænd, mishandlede og sværtede Ihukommelse, vende vi os til at betragte Snorros og de følgendeSlægters Fortjenester af Norges Historie.

✂ Om Snorro har skrevet den efter ham opkaldte Edda, som eren Samling af Fortællinger om det hedenske Nordens Afguderie, er et Spørgsmaal, der i det Mindste endnu ikke lader sigbestemt afgiøre; men vist nok kunde det ligne ham, paa en saaforstandig Maade at benytte de ældgamle Sange, der maattevære udelukkede af den Historie, han skrev, men som dogmaatte kiendes, endogsaa blot for at kunne forstaae saamangeaf Skjaldenes historiske Vers; thi ogsaa i hans Ørne maatte joEdda udgiøre en nødvendig Indledning til Norges Krønike. Daman nu heller aldrig paa Island har vidst at nævne en andenForfatter til Skriftet, bør han ansees derfor, til det Modsattebevises.

✂ Giætte kunde man end videre med Rimelighed paa, at Snorroer Manden for den mellem Sagaerne udmærkede Eigla, ellerEigil Skallagrimsøns Liv og Levnet; men vi vil holde os til detSikkre: at han har forfattet Norges Kongers Krønike til Sverresog hans egne Dage. Sverres Krønike derimod tillægges ikkeham, men Carl Jonesøn, Abbed i Thingøre Kloster, som døde 158 1213. Da nu imidlertid Carls Arbeide, eller, som vi læse, hansOpskrift af Sverres egen Fortælling, ikke gaaer længer end tilMagnus Erlingsøns Død, kan man aldrig vide, om ikke dogSnorro har havt nogen Deel i den videre Udførelse, især da vilæse i Flatøe-Bogen: at Sverres Saga er indført deri efter enHaandskrift af Styrmer Præst hin Frode; thi samme Styrmerhar udentvivl været Snorros Præst og Haand-Skriver.

✂ Om Kong Inges Krønike er skrevet paa Island eller i Norge, veed man ikke; dog synes det Sidste rimeligst; men Hakon denGamles tillægges almindelig Snorros fornævnde Brodersøn:Sturle Thordsøn. Vist nok fristes man til at tvivle om detteForegivendes Rigtighed, naar man seer: at Sturle nævnes, oghans Vers anføres som Hjemmel, i Gamle Hakons Saga; menda det er sikkert nok, ei alene, at Sturle skrev historiske Bøger, men at han ogsaa omtrent var den Sidste, der forstod at skrivedem nogenlunde godt, bør man neppe tvivle om: at Bogen er iGrunden hans Arbeide, skjøndt ikke ganske, som det kom frahans Haand. Man tillægger ogsaa Sturle en Krønike om Magnus Lagabæter, som, paa et Par Blade nær, er forkommet; mensikkrere er det, efter Sturlungas Vidnesbyrd, at han har arbeidet Meget paa Islands Historie. Sturle døde 1284; hans BroderOlav Hvitaskald, som rimeligviis har forfattet Knytlinge-Saga, var alt længe før hensovet, og med disse Snorros Discipler sluttes Rækken af Islands berømte Sagamænd; dog maa vi endnunævne Lands-Dommeren Høg Erlandsøn: ventelig paa Fædrene-Side en Normand, som i Begyndelsen af det fiortendeAarhundrede sammendrog den udførligste Landnams-Saga: afSturles og Andres Bøger; thi ventelig har ogsaa han sammendraget Sturlunga, og maaskee indskudt Sturles Vers i GamleHakons Saga.

✂ Derpaa have Mange høilig forundret sig, at saa høit imodNord kunde i de kolde Vinter-Egne tee sig sligt et Liv medFyrighed i Aanden, med Klarhed i Synet og i Røsten; ja, dehar derfor ikke villet troe deres egne Øine, men indbildt sig:at Vidunderet paa Island var ikkun et Blændværk, som sneeblinde Nordboer vel troede paa, men som overseete Tydskere, blot ved at blæse paa, kunde gjøre til Vind. Nu, sandt er det, at for en selvklog Tydsker, som mener, han har slugt al Verdens Viisdom, maa det være tungt: at see hist i det høie Norden, hvad man i Tydskland neppe drømde om: et Sprog, derfor sex Aarhundreder siden var udviklet i sig selv til en Gradaf Fasthed, Skjønhed og Bestemthed, som det Tydske ikke: 159 selv ved Hjelp af femten Tungemaal og femten tusinde Forfattere, har kunnet opnaae; ja, at see paa dette Nordens gamleMaal Historie-Bøger i Snesetal, udstrømmede fra LægmandsLæber, saa liflige, saa klare og forstandige, at selv den sprænglærdeste Tydsker kan ei efterligne dem! Vist er det tungt, ogtungere endnu, at mellem hine Bøger findes een, ja, findesNorges Kongers Krønike af Snorro Sturlesøn, mod hvilkenHerodots er kun som et første Forsøg, og Johannes Mullers enFeiltagelse. Dog, Sligt er og kun tungt for opblæste, selvkloge Tydskere; for alle Andre derimod, som har Syn og Sindog Hjerte for det Høie, hvor det saa findes, er det glædeligt, atder dog i Norden fandtes en Vraa, hvor Aanden var klarøietnok til at skjelne Christen-Dommens Lys fra Latinens tommeLygte, kraftig nok til med boglig Kunst at gjennembryde Munke-Buret og bevæge sig frit under Guds aabne Himmel i Fædrene-Landet!

✂ Lad dem da kun fare, de Daarer, som, fordi deres Fædresank tause i Graven, vil formene vores Tungens Brug: Brugenaf Børnenes Tunge til et livligt Efter-Mæle! Lad dem kun fare, de blinde Veiledere, som bogstavelig kalde det Viisdom: at førederes Efterfølgere i Graven og forblinde deres Øine, saa de seekun Gravens Mørke ruge over det Forbigangne og det Tilkommende! Vi, vi vil følge vore Fædre, som, selv i HedenskabetsVinter-Nat, saae ved Nord-Lysets Skin, at der var dog en Broeover Mal-Strømmens brusende Hvirvler, saae det, og reiste, somdens Billede, en talende Steen over Fædrenes Grave; forplantede, som Vidnesbyrd om Sagen, fortløbende Sandsagn om Helte-Stammen, som det store, udødelige Menneske, der vandredemed Kæmpe-Skridt over Gravene, hensov vel stundom, menstod op igien, til nye Bedrifter, som hine Einherier paa VigridsMark!

✂ Danske forundrer det ikke, hvad der meldes os fra Nordensgamle Dage, thi det er talt udaf vort eget Hjerte; men snarereundrer det os, hvad vi maae bedrøves over: at der selv i Norden kom en Tid, da Bauta-Stenen sank i Graven, og da Alt, hvad Tungen mægtede, var at fortælle: hvormange Snese Aardet nu var siden, man sidst kom Fædrene værdelig ihu.

✂ Megen Snak er fordum ført om det: at Tungen vel maatteforstumme, da Friheden tabdes, og Island kom under NorgesKrone, som skeedte i Gamle Hakons og i hans Søns: MagnusLagabæters, eller i Snorros og Sturles Dage. Vist nok laae dernoget meget Sandt til Grund for den dunkle Følelse, at det var 160 intet Slumpe-Træf, at Island, saa godt som paa een og sammeTid, blev tomt for store Hoveder og Norge underlagt; men det ersært, at man ved denne Leilighed, og ellers saa tit, har kunnetglemme den soleklare Sandhed: at som man er til, saa gjørman til, og at Islænderne altsaa ikke bleve forandrede ved atkornme under Norge, men kom derunder, fordi de var forandrede: fordi det ikke længer var i Kraft og Sinds Højhed degamle Islændere, men deres vanslægtede, nedsiunkne Børn, somda ogsaa umuelig kunde blive ved i nogen Ting at gjøre deresFædres kraftige Gjerninger.

✂ Heraf følger ingenlunde, at man ei: med endnu langt mereKraft og Sjæle-Adel, end de gamle Islændere besad, kunde væreen Konges rolige og lydige Undersaatter; men et Folk, der bestod af lutter Mænd, som udvandrede for at være deres egneHerrer, det kunde umuelig bøje Nakken under et udenlandskSpir, før Kræfterne vare hardlad udtømte, og de fleste Levninger slode i den laveste Egennyttes Tjeneste.

✂ At man hverken behøver at være kongeløs eller at raade sigselv paa et Al-Thing for at skrive en god Historie, det trængervist nok ikke til Beviis; men hvem der troer, at Lysten og Dygtigheden til at skrive forgik med Islændernes Lyst og Lov til attrækkes i Haare paa Thingstæden, maa det dog falde underligtfor, at netop Snorro, hvem man beskyldte for at ville forraadeLandet til Kongen af Norge, og Sturle Thordsøn, som var denNorske Konges Embeds-Mand og villige Undersaat, at de netop vare de største og flittigste Historie-Skrivere, Island frembragde.

✂ At Islands Kraft var da omtrent udtømt, og Levningen mestlav Egennyttes Tjener, det kan saa meget mindre omtvivles, afhvem der ei er aldeles vankundig i hin Tids Historie, som viveed: Landet ei med Magt blev undertvunget af de Norske Konger, men faldt i deres Hænder, da Mængden til enhver Priisønskede Skyts mod de enkelte Vældiges Rovgierrighed og Overmod, og hine Enkelte gierne kastede sig i Støv for NorgesKonge, naar de derved kunde vente Magt til at knække Halsenpaa hinanden og Leilighed til at rane ustraffet. Hvem veed detei, at Sturle Sighvatsøn, Snorros Brodersøn og arrigste Fiende, og Gissur Thorvaldsøn, Biskop Isleifs Ætmand og Snorros Banemand, vare Lands-Forrædere; og dog var det kun Spørgsmaalet, hvem af dem der skulde vinde Seier. Sturle sank, Gissur vandt, som den Norske Konges Jarl; Snorro faldt for Morder-Staalet, ogi ham dræbde Island sin Historie, med ham begroves Fædrenes 161 aandige og levende Ihukommelse. Vil man vide mere, da læseman om Gudmund Aresøn, Biskop i Holum fra 1202 til 1237, ja, da læse man Islands Kirke-Historie i Slutningen af dettolvte og Begyndelsen af det trettende Aarhundrede! da læggeman Mærke til, at to Aar, før Snorro Sturlesøn blev myrdet, og25 Aar, før hele Landet villig underkastede sig Norges Konge, bestege, uden Modsigelse, to Udlændinger: Abbed Sigurd og Botolf Munk fra Norge, begge Islands Bispe-Stole! man betænke, hvad det vil sige, og skal da vist finde baade den verdslige Underkastelse og den paafølgende Taushed ligesaa naturlig: somStilhed og Taushed i Graven!

✂ Dog, havde man endnu mere Vidnesbyrd behov derom, atingen af de udvortes Ting eller Omskiftelser, men kun Mangelpaa indvortes Liv og Kraft, lammede Islands Tunge, da findesogsaa det; thi at Islænderne beholdt Lysten til at skrive, seevi jo deraf, at de saa flittig og omhyggelig afskrev de gamle Bøger, bleve end ikke standsede af den sorte Død, men holdt vedindtil det sidste Glimt af deres Fædres Aand udslukdes; ja, Flatøe-Bogen er jo endt Aar 1387, det samme Aar, da OlavHakonsøn: det sidste svage Skud af Norges gamle Konge-Blod, sank under Muld!

✂ Nu syndes det, som Norge end var lige blottet for Historie;thi vel vedblev man paa Island at læse de gamle Bøger, stundumda vel ogsaa Norges Krønike; men, hvordan det saa end ergaaet til med Norges Tungemaal, saa er det vist, at i det femtende Aarhundrede var der kun Faae i Norge, som forstod, hvad Snorro kaldte Norsk, og Snorros Norske Bog var da forNormænd endnu fastere forseiglet, end Saxos latinske Bog forde Danske. Boglig Kunst havde aldrig slaaet Rod i Norge, derudkom ingen Riim-Krønike, som kunde opfriske Ihukommelsen af de gamle Dage, der opstod ingen Christen Pedersøn, oggammelt Norsk var desuden ei Noget, man turde byde Parisiske Bogtrykkere.

✂ Imidlertid, Norge vedblev fra Margretes Dage at være forenet med Dannemark; Morten Luther lærde Folkene tilligemedGuds Ord at sætte Priis paa boglig Kunst, paa Krøniken ogModers-Maalet; den Lærdom blev udbredt fra Dannemarkover Norge og Island, og nu kunde man haabe, der vildeopstaae Mænd, som bragde Norges Krønike igien for Lyset ogtil Live.

✂ Aldeles slog ei Haabet feil; men dog gik det underlig seentmed dets Opfyldelse, hvortil vist nok mange Ting bidroge, men 162 hvori dog fornemmelig de Norske Boglærdes uforsvarlige Ligegyldighed maa findes at være Skyld.

✂ Vel har man Efterretning om: at Heimskringla, som man, afdens første Ord, kalder Snorros Bog, skal temmelig tidlig af Adskillige være fordansket; men, i hvilket som er, fik Danske Læsere den første Mundsmag deraf, da en sællandsk Præstemand:Mester Jens Mortensøn i Slangerup, Aar 1594 udgav den lilleNorske Krønike, som heeligiennem er taget af Heimskringlaog de dermed forbundne Sagaer om Sverre og om Gamle Hakon, med hvis Død og Begravelse den slutter. Naar og af hvemdette Udtog er gjort, det vidste ikke selv Jens Mortensøn, somkun beretter, at han havde det fra Arild Hvitfeld, og siger eiengang udtrykkelig, om han har selv fordansket det; mendet har han dog nok uden Tvivl, og i det Mindste er det ganskesikkert: baade at Ole Vorm giætter feil, naar han mener, detDanske Udtog er af Peder Clausen Undal, og at Fordanskningen er skeet ved en ægte indfødt Dansk; thi det Sidste lærerSkrive-Maaden, og det Første er alt deraf klart, at dette Udtoger trykt 1594, da Peder Clausøn dog først efter 1599 vilde til atgiøre sit.

✂ Denne liden Bog lod Mester Jens, for at bruge hans egneOrd, Norske Mænd til Ære, udgaae, efterdi han havde formærket: at ingen Norsk Krønike endnu var trykt og udgangen, uagtet dog adskillige mærkelige Gierninger vare ved Norske Mændudrettede. Synderlig Tak forlangde han ikke, fordi han, ved atlade Krøniken udgaae paa Dansk, magede det saa, at den kundekomme hver Mand til Hænde og til Bedste; thi Takken, sigerhan, skyldes mest den Mand, som Bogen gjorde; for megenTak har Mester Jens ei heller faaet; men hvad han vilde helst, det skedte dog: den Bog blev Norske Mænd til Ære, den blev, som Ole Vorm beretter, strax ganske opkiøbt, og den gjorde, atder blev megen Søgning efter Saadant.

✂ Det var i den første Halvdeel af det syttende Aarhundrede, athos os levede den vidtberømte Ole Vorm, som vel egenlig varen Læge paa sin Konst, men befattede sig tillige meget og heelgierne med Nordiske Oldsager: baade Bøger og Bauta-Stene, oghan havde, med saa meget Andet, forskaffet sig adskilligeHaand-Skrifter, hvori Norges Kongers Krønike var paa Danskudlagt. Mellem disse var eet særdeles, som han havde faaet fraLister-Lehn i Norge, og som han sluttede sig til, maatte væreaf den vellærde Mand Peder Clausøn, barnfødt i Egersund, siden Præst i Undal, samt Provst over Oddernæs og 163 Lister, i hvilket Embede han 1623 var hensovet. Grunden fordenne Slutning var, at i en Norges Beskrivelse af sammeHerr Peder, som Vorm ogsaa besad, stod skrevet: SnorroSturlesøns gamle Norske Krønike haver jeg udsat paa DanskAnno Christi 1599, efter Begiæring af den Velbaarne Herre,Axel Gyldenstjerne, som den Tid var Kongelig MajestætsStatholder over Norges Rige. Da nu Vorm tillige saae, at sommeStæder i Norges Beskrivelse var Stykker af Krøniken anførtmed samme Ord som i det Haand-Skrift fra Lister, samt at ibegge Bøgerne var gjort Antegnelser med en Haand, han kiendtefor Herr Peders egen, saa kunde han ei længer tvivle, og vimaae slutte, at det har været Mester Jenses Bog, der gav AxelGyldenstjerne Lyst til nøiere at kiende Norges gamle Krønike, ligesom det vitterlig var den, der hjalp Peder Clausøns frem forDagens Lys. Dette skedte nemlig derved, at den bekiendte Boghandler Joachim Moltken, da han saae, hvilken Søgning dervar efter den liden Norske Krønike, tit og ofte bad Ole Vormat lade den store, som han i Haand-Skrift havde seet hos ham, gaae i Trykken, hvilket Vorm, ihvor nødig, som han siger, hanellers befattede sig med Fremmedes Arbeide, ogsaa endelig samtykkede udi, i Betragtning af, at det kunde være disse Riger tilBerømmelse og Andre, som agte at skrive vore Historier, til storUnderretning.

✂ Aar 1633 udkom da Norges Krønike paa Dansk, tilegnet HerrChristopher Urne: Statholder i Norge, og det var ingen lidenGave, for hvem derpaa vidste at skiønne; thi vel har PederClausøn hverken været saa høit udrustet og begavet, eller detDanske Tungemaal saa mægtig, som Anders Vedel; men denlænge tillukkede Bog var dog her opladt, saa Normænd derikunde læse og forstaae, hvad der sig fordum i deres Fædreneland havde ladet til Syne, gjort Indtryk og Opsigt. For at giøreBogen desmere gavnlig, tilføiede Udgiveren, Ole Vorm, en kortUnderretning om de Konger, som regierede i Norge, indtil sammeRige blev, under Dronning Margrete, forenet med Dannemark, og skiøndt han om dette Tidsrum fandt ikke megetMærkeligt at fortælle, var Umagen dog ikke spildt, aldenstundNormænd deraf vilde see, at af sig selv var de gamle KongersMands-Linie og den næste Kvinde-Linie uddød, de kraftigeGierninger ophørte, og Riget nedsjunket i Afmagt, før den Calmarske Forening, saa den ei kunde være Skyld i Norges Nedfald, men var snarere Begyndelsen til Sammes Opreisning.

✂ Det kan med al Føie overlades Efterkommerne at bedømme, 164 hvad Samfundet med Dannemark og Snorros fordanskede Konge-Bog har virket paa Norge; men forties bør ei, hvad der erunægteligt, at man, i det syttende og Begyndelsen af det attendeAarhundrede, spurgde Tidender fra Norge og saae med Forundring Norske Bedrifter, som man maatte gaae langt tilbage iRigens Krønike for at finde Magen til, og som da ogsaa formodenlig skyldtes de gamle Dages opfriskede Ihukommelse. Detmaa, til Beviis, være nok at nævne Skotte-Krigen, Cort Adler og Peder Tordenskjold, Frederikshald, ThoreHouland med det gamle Slag-Sværd og Anne Colbjørnsen, som alle viiste, at det var ikke blot til Stads, den Norske Løvemed sin Hellebard opløftede paa Fjerde Fredriks Skue-Myntsit Hoved; at, var det Bram, var det dog ikke Pral, hvad derhos stod:

✂ Mod, Troskab, Tapperhed, og hvad der giver Ære,
Den hele Verden kan blandt Norges Klipper lære!

✂ Forties bør det heller ikke, at med dette Sprog sluttede AnneColbjørnsens Mand: Mester Jonas Ramus, den første Norriges Kongers Historie, som, siden Theodorik Munks Dage, erskrevet af en indfødt Normand. Vel havde Ramus sine svageSider, og lod sig af de nye Islændere forlede til at ville øgeKonge-Rækken med Nor og Gor og den gamle Snee; men fordet Meste er dog Bogen et velskrevet Udtog af Snorro, med passende Tillæg af andre Skrifter, og det er meget vel betænkt afham, at lade den Norge uvedkommende Snak om Upsals Ynglinger fare, og i dens Sted opsamle de Sagn om Norske Kongerog Handler, som findes hos Saxo.

✂ Endelig maa det, for Fuldstændigheds Skyld, anmærkes, atsamme Anders Godike, som hjemsøgde Dannemark med enForhutling af Saxos Bog, besørgede ogsaa en ny Udgave afSnorros, og det maa man lade ham, at derved tabdes i detMindste Intet; thi, paa Lidet nær, beholdtes Peder ClausønsStiil, og Tab kan man da ikke kalde det, at hvad som fattedesi første Udgave, her fulgde daarlig med.

✂ Saaledes stod det til med Norges Krønike paa Dansk, da Gerhard Schønning tog sig for, fra Grunden af, at udføre sit Fædrenelands Historie paa Moders-Maalet; men før vi tale meerom ham, maae vi høre, hvad der imidlertid ved Islændere varskeet til Sagens Fremme.

✂ Det var at vente, at paa Island, hvor man fordum skrev saa 165 flittig, vilde man ei heller vorde seen eller doven til at trykkeBøger, naar samme Konst blev der bekiendt; men dog maatteman ogsaa formode, at denne Handtering vilde blive et Tvistens Æble mellem de Mægtige paa Øen, aldenstund det eikunde betale sig for Mange, men særdeles godt for Een at driveden.

✂ Den første Grund til et islandsk Boglrykkerie lagde Holumssidste catholske Biskop, den berygtede Jon Aresøn, der udledte sin Slægt fra den bekiendte Thord Bjørnsøn paa Høfde, og da, med ham, fra den svenske Kong Bjørn Jernside. PaaBredebolstad trykdes den første Bog omtrent 1530 af en boglærd Svensker, ved Navn Jon Matson, der var Jon AresønsHaand-Skriver; men det havde dog ingen Art, før den berømteGudbrand Thorlaksøn 1571 blev Biskop i Holum, og indrettede der et fuldstændigt Trykkerie, hvorfra, alt i hans Dage, foruden den islandske Bibel, udgik mange Bøger.

✂ Af de gamle islandske Skrifter udkom imidlertid ingen; selvArngrim Jonsens berømte Skrift om Island, Crymogæa kaldet, tryktes i Hamborg, og skiøndt der nu snart kom en Mand paaSkalholts Bispestoel, hvis Fortjenester af den gammelislandske Bogsamling ere uforglemmelige, hindrede dog Andres Nærighed, og maaskee hans egen Verdslighed? ham i at blive saaafgjort en Gienføder af den Nordiske Oldgrandskning, som hansyndes at være skabt og skikket til.

✂ Det var nemlig Bryniolf Svendsøn, paa Mødrene-Side enÆtmand af fornævnte Biskop Jon Aresøn, som, efterat haveværet Rector i Roeskilde, blev 1639 Biskop i Skalholt, og anvendte særdeles megen baade Bekostning og Umage paa atsamle gode Haandskrifter af de gamle Bøger. At befordre enDeel af disse i Trykken synes i det Mindste at have været hansHensigt; thi med stor Besværlighed udvirkede han KongeligtForlov til i Skalholt at anlægge et Trykkerie, hvor især Oldskrifter og andre historiske Bøger skulde præntes; men Gudbrand Thorlaksøns Daatter-Søn: Thorlak Skulesøn, som davar Biskop i Holum, foregav at have et udelukkende Bogtrykker-Privilegium, og vidste hos den nærmeste Øvrighed at anføresaa vægtige Grunde for den meer end tvivlsomme Sag, atKonge-Brevet mistede sin Kraft. Nu kan det vel neppe omtvivles, at Bryniolf jo gierne kunde faaet Oldskrifter trykt iHolum, og det er ganske rimeligt, at han ved Standhaftighedkunde seiret over Thorlaks Indvendinger; men i slige Ting varBryniolf sær og vægelsindet, saa det er et stort Spørgsmaal: om 166 Historien vilde vundet noget selv ved hans fuldstændigsteSeier. Under Bryniolfs Eftermand og Biskop Thorlaks Søn:Theodor Thorlacius, kom vel Bogtrykkeriet til Skalholt, og detei ganske uden Nytte for Historien; thi nu udkom LandnamsBogen, Are Frodes Islænderbog, Olav Tryggesøns Saga, oglidt Mere; men derved blev det ogsaa, og først meget seent udkom paa Island en Stump af Snorros Bog.

✂ Men, hvad der ikke skedte paa Island, skedte dog for en Deeludenlands ved Islænderes Hjelp, og i Slutningen af det syttendeAarhundrede udkom Heimskringla, hvor man sidst skulde ventet det: i Stokholm. Tingen var den, at Carl Gustav 1659erobrede Jørgen Seefelds værgeløse Bogsamling i Ringsted, hvorved Svenskerne fik Meer, end de selv kunde læse. Aaret førhavde de opkapret Jonas Rugman, som var løbet ud af Skoleni Holum; Drosten Peter Brahe tog sig af ham, og strax efterFreden med Dannemark blev Jonas sendt til Island for atsanke gamle Haandskrifter, hvorpaa der 1667 oprettedes etAntiqvitets-Collegium i Stokholm. Nu var det vel meest kunislandske Eventyr, hvori de svenske Antiqvarer fandt Behag, og som de, ved Rugmans og andre Islænderes Hjelp, har udgivet jammerlig; men dengang Karl Gyllenstjerna afhentededen Danske Prindsesse Ulrike Eleonore til Karl den Ellevte, fik han Lov til at tage Islænderen Gudmund Olavsøn, hvisSprog-Kyndighed han havde beundret paa Runde-Taarn, medover til Sverrig; Gudmund oversatte, iblandt Andet, Heimskringla paa Svensk, og dette Arbeide var det, Peringskjold forøgede med en Fortale, der røber hans Vankundighed, og meden latinsk Oversættelse, som paa sine Steder kunde friste til atmene, at Udgiveren forstod ligesaalidt Svensk, som Islandsk.Hermed skal det blot i Korthed være sagt, at hvad der i Sverrig blev gjort for den gammelislandske Literatur, fortjende knapat nævnes, dersom ikke Heimskringlas Text var der kommetførste Gang for Lyset; at nedsætte denne Fortjeneste under sitVærd vilde være dobbelt uretfærdigt, da Leilighed til at giøreUretten god igien turde blive vanskelig at finde.

✂ Dog, gik det hos os med Heimskringla, som hardtad med Alt, i Langdrag, saa gik det og desbedre, og man kan ikke Andetsige, end at Texten her kom Tids nok ud, aldenstund man eikan nævne nogen Oversætter eller Norsk Historiker, som harsavnet den.

✂ At enkelte Danske allerede i det sextende Aarhundrede havelagt sig Noget efter det Islandske eller Norske Sprog, maa man 167 slutte af foromtalte Jens Mortensøns Bog, saavelsom af Hirdskraaen, Arild Hvitfeld lod udgaae, og hvem der kiender Nogettil Saxos anden, og til den oversatte Snorros første, Danske Udgiver: til Stephanius den Yngre og Ole Vorm, veed, at i detMindste to Danske Lærde, førend Midten af det syttende Aarhundrede, baade havde Øie paa og skikkeligt Bekiendtskabmed de gammelislandske Historie-Bøger.

✂ Dette anmærkes ingenlunde, enten for at nægte, at disseMænd havde deres Kundskab i dette Stykke fra Islændere, ellerfor at giøre stort Væsen af, hvad de dermed udrettede, men kunfor at erindre om den Sandhed, at det var Danske Lærde, somførst satte Priis paa Islands Skatte, og opmuntrede de Indfødtetil at drage dem for Lyset. Trængde Sligt til videre Beviis, varsamme nemt at give; men tilstrækkelig er vist den Anmærkning, at da Stephanius døde 1650, kaldte Frederik den Tredie,Høilovlig Ihukommelse, Bryniolf Svendsøn til KongeligDansk Historiograph.

✂ Bryniolf vilde ei forlade Island, Ole Vorm døde. Det medMere, især den ulykkelige svenske Feide, foraarsagede enStandsning; men dog udgav Runolf Jonsøn i Kiøbenhavn denførste islandske Grammatik 1652; dog udkom sammesteds 1658, ved den dertil beskikkede Oversætter: Thoraren Eriksøn, Halvdan Svartes Saga paa Latin, og da Torfæus Aaret efter løbfra Svenskerne, som annammede hans Føring, savnede han iKiøbenhavn ingenlunde Velyndere, men udnævnedes 1660 tilThorarens Eftermand. Thormod Torfæus eller Torfesøn, en Ætmand af Snorroselv, var født 1636 og døde først 1719 paa Karmen i Norge, hvor han havde tilgiftet sig en Odelsgaard; i næsten fulde halvhundrede Aar lønnedes han med Gunst og Gaver af de DanskeKonger for at udtolke de gamle Bøger og skrive Norges Historie, og med ham begynder gierne Talen om den nordiske Oldgrandskning i Dannemark. Vel kunde man fristes til, heller atslutte med ham, thi egenlig videre end han bragde neppe sidennogen indfødt Islænder det i Forklaringen og Benyttelsen afden gamle Bog-Samling; men det, seer man let, forringer ingenlunde hans Fortjeneste, og selv om det skulde befindes, at denneei ganske svarer til Roesen, hvormed han naturligviis er overvældet, bliver det dog lige vist, at den er anseelig.

✂ Torfæus skrev en vidtløftig Norges Historie paa Latin, hvorifindes Udtog nok saavel af eventyrlige som af rimelige og troværdige islandske Sagaer, og deraf havde rigtig nok Folket for 168 det Første ingen Nytte; men derved gjordes det dog mueligt, saavel for fremmede som indenlandske Boglærde, der ei kundeIslandsk, at giøre sig nogenledes en Forestilling om NordensOldskrifter. Herved opvakdes dog hos Endeel Lysten til nærmere at kiende dem, og det blev aabenbart, at, uden fortroeligtBekiendtskab med dem, maatte enhver nordisk Historie bliveFuskerie.

✂ Til nu at forberede et saadant Bekiendtskab skedte ved Torfæus og Brynjolf Svendsøn et vigtigt Skridt; thi Torfæus blev1662 sendt til Island af Kongen for at samle vigtige Haandskrifter, og da var det især Brynjolf, der med Raad og Daad saakraftig understøttede ham, at han anseelig kunde forøge denIslandske Skat i Kongens Bogsamling, hvortil Brynjolf althavde lagt Grunden, ventelig ogsaa med den af ham opdagedeSæmunds Edda, hvoraf Dannemarks Konge eier endnu, somhans Gave, det eneste gamle Haandskrift, man kiender.

✂ Ogsaa for de bedste Haandskrifter af Heimskringla have viBryniolf at takke; men den store Samling af islandske Haandskrifter, som bevares paa Runde-Taarn, er først siden kommetdid, og mest bragt i Stand af en anden Islænder: den blandt osnavnkundige Arnas Magnæus.

✂ Samme Arnas Magnæus eller Arne Magnussøn, en Ætmandaf Snorro og Biskop Jon Aresøn, blev født 1663, hjalp ThomasBartholin at skrive sit med Ret berømte Værk om Hedenskabeti Norden, blev siden Professor i de Nordiske Oldsager, og døde1730 som Universitets-Bibliothecar i Kiøbenhavn. Kun Lidt afArnes Skrift er trykt, og, efter det at dømme, er Skaden ikkestor; men stort maa man tænke, Tabet var, som Oldgranskningen leed hos ham i Ildebranden 1728; thi stor er den Samlingaf islandske Haandskrifter, han efterlod, og dog vidner BiskopFin Johnsøn, ogsaa en Ætmand af Snorro, der selv udrev demsom en Brand af Ilden, at det er kun halv saa meget, som hvadder brændte. Arne havde nemlig, foruden hvad han kiøbdeefter Torfæus, sammendynget næsten alt, hvad gammelt Skriftder endnu 1702 forefandtes paa Island; thi han overbragde daen Kongelig Befaling om, at alle Indbyggerne skulde levereham deres gamle Haandskrifter, eller gode Afskrifter deraf; detSidste kunde hardtad Ingen skaffe; Arne, som i et andet Kongeligt Ærende reiste fra Gaard til Gaard, brugde baade sine Øineog sin Magt; Eierne afspiistes med tomme Løfter om snart atfaae deres Klenodier igien, og Arne rugede over dem, til hanblev røget ud.

169

✂ Som en Slags Bod for den Skade, Island og Videnskabeligheden herved leed, kan man ansee den Stiftelse, Arne oprettedetil Udgivelse af gammelislandske Skrifter, og noget Godt er derved unægtelig stiftet, skiøndt Stiftelsens Historie indtil denneDag er langt fra at være dens Lovtale. Først var nemlig Stiftelsen i fulde fyrretyve Aar som død og magtesløs; intet Tryktkom derfra, end ikke Knytlinga-Saga, som dog kom trykt dertil, og et Konge-Bud maatte der til at afnøde den Livstegn. Detkoml772, som et Forvarsel om det Guldbergske Ministerium, men naar man undtager den første Deel af Sæmunds Edda, somudkom 1787, var et Par smaae Fortællinger: om Christendommens Indførelse paa Island (Christni-Saga), om de første Skalholtske Biskopper (Hungurvaka) og om en vis Gunlaug Ormetunge, saavidt jeg veed, Alt, hvad man, lige til AarhundredetsSlutning, kunde overkomme. Sammenligner man dette med, hvad Suhm imidlertid lod trykke paa sin Bekostning, da mindes man kraftig om, hvormeget sundere det dog er at betænkeVidenskabeliglieds Tarv i sit Liv end i sit Testament, thi Stifte-Retten er kun Lidet mod Skifte-Retten.

✂ Medens nu saaledes Landnams-Bogen, Ørknøe-Saga, Eirbyggia og andet Mere udkom paa Suhms Bekostning, satte Arve-Prinds Frederik en Ære i atlade Snorros Heimskringla,med hvad dertil hører, oversætte og udgive paa sin: et Fyrste-Træk, som hverken Dannemarks eller Norges Historie nogensinde kan glemme ham af.

✂ Det var Normanden Gerhard Schønning, født 1722 paa Skatnæs i Lofoden, først Rector i Trondhjem, siden Historisk Professor i Sorøe, og endelig, efter Langebeks Død 1775, Geheime-Archivar i Kiøbenhavn, som Arveprindsen og Guldbergudsaae til at bestyre Værket, og til Medhjelpere havde han Islænderne: Grim Thorkelin og Jon Olavsøn, af hvilke den Første skulde, hvad dog allerede for det Meste var skeet af Gramog Mølmann, sammenligne Haandskrifterne, den Sidste forklareVersene, samt udfylde og skaansomt rette Peders Clausøns Danske Oversættelse. Det var altsaa egenlig den Latinske Oversættelse, Schønning skulde give, og med hans Fortale udkom1777 det første Bind, som slutter med Olav Tryggesøn. Aaretefter udkom andet Bind, som indeholder Hellig-Olavs Saga;men under tredie Binds Trykning, som indeholder Resten afSnorros Værk, til Magnus Erlingsøns Thron-Bestigelse, dødeSchønning 1780, saa hans Arbeide ei gaaer længer end til i Begyndelsen af Magnus Barfods Saga, hvor da Islænderen Skule 170 Thorlacius, en Sønnesøns-Søn af Biskop Theodor i Skalholt, tog fat, men blev ei færdig førend 1783, da fornævnte tredieBind endelig udkom.

✂ Vel skulde nu Sverres og Hakon den Gamles Saga uopholdelig fulgt efter; men her slap Grams og Mølmanns Arbeide, Thorkelin reiste udenlands, og, hvad nok især forsinkede Værket, Guldberg kom bort, og det laae i hine Dages Aand, ei at brydesig om gamle Historier. Det nittende Aarhundrede blev daFuldførelsen forbeholdt, og derom skal siges et Par Ord, naarvi først have kastet et Blik paa Schønnings andre Fortjenesteraf Norges og Nordens Historie.

✂ Naar man siger, at den Mand, der i Norden ansaaes for Mønstret paa en Oldgrandsker og Historie-Skriver, hvis Værk erkaldt mageløst, og hans Tab uerstatteligt, naar man siger, athverken udrettede han Stort, ei heller tabde Historien Nogetved, at hans Værk saa tidlig blev afbrudt, da løber man vistnok Fare for at udskriges som en nidsk Forkleiner af storeMænds Fortjenester; men naar det er en Sandhed, man er vispaa, vil blive erkiendt af Efter-Slægten, da maa man ikke brydesig om Skriget i en selvklog, uhistorisk Tid, som efter Lystog Lune rask ophøier og nedsætter, hvad den ikke kiender.Paa eget Ansvar for Historiens Domstol maa jeg da paastaae, at Gerhard Schønning, med al sin Læsning, Kundskab, Flid ogBetænksomhed, var aldeles uskikket til at skrive en NorgesHistorie, som kunde hædre, gavne eller glæde Folket, og ligesaa uskikket til ved Grandskning at opklare Oldtidens Dunkelhed; thi han fattedes, hvad dertil er uundværligt:Liv og Aand,og var desuden lettroende, hvor det gjaldt Islændernes og hansegne Indfald, vantroe, hvor det gjaldt Andres Vidnesbyrd, høistpartisk for, hvad han kaldte Norsk, og høist ubillig mod Saxo, hvem Norges Historiker nødvendig maa have til Ven, om hansVærk fra første Færd skal lykkes. Beviserne for eller imoddenne Paastand kan man, med behørige Forkundskaber, findei de tre Bind af Norges Riges Historie, hvori Schønning harfortalt os, hvorledes han forestillede sig Tilstanden i Norge fraArilds-Tid til Hakon Jarl hin Riges Død, samt i de Afhandlinger om Folkets Oprindelse og om Grækers og Romeres Kiendskab til Norden, som han har efterladt. Man gjorde da sikkerlig vel i at indskrænke Schønnings Lovtale til den Roes, deraldrig med Rette kan frakiendes ham: Roesen for at være denførste indfødte Normand, der prøvede paa at skrive en NorgesHistorie, og den første lærde Normand, efter Videnskabernes 171 Gienfødelse, som lagde sig efter gammelt Norsk eller Islandsk, saa man i alle Maader kan sige: det var først ved ham, at Norgetilegnede sig Snorro Sturlesøns udødelige Værk. Føier manhertil, at Schønning ei blot var Suhms Lærer i Islandsk, men atSuhm neppe, uden hans Tilskyndelse og Opmuntring, entenhavde anvendt de store Bekostninger paa islandske BøgersTrykning, som dengang hardtad Ingen brød sig om, eller anvendt sin Tid og Formue paa de store, uundværlige Samlingertil Nordens Historie; da seer man vel, at Schønning altid bliveren saare mærkværdig Mand, hvis hæderlige Ihukommelse kanaldrig uddøe, saalænge Nordens Historie elskes, kiendes ogfortsættes. Hans Værk tilhører den bagvendte, aandløse Tid ide Boglærdes Verden, der omgav ham, og vil glemmes medden; men hans Villie og grundige historiske Tragten hæverham høit over den, og, indhugget i Speilet paa Snorros Hav-Skib, er hans Navn sikkret for Undergang i Tidens Bølger. Saalykkelig blev ikke Suhm; thi hans Navn vil vel engang, trodsAlt, hvad han gjorde, kun huskes af de Lærde; men vi maasige, at det var hans egen Skyld; thi hvorfor ærede han ikkeSaxo, som Schønning ærede Snorro; da skulde deres Navnefulgdes ad bestandig som hidindtil, og som deres Hjerter fulgdes ad i Verden!

✂ Dog, enstund endnu skal Begge ihukommes med levendeTaksigelse; thi derfor har deres næste Efterkommere sørget, ved Intet at giøre for Nordens Historie, som er værdt at nævne, derfor har hele det attende Aarhundrede sørget, i hvilket deskinne som Stjerner af første Størrelse paa Nordens historiskeHimmel, ja, som et vel svagt, men dog troe Sindbillede af detTvillingens Himmel-Tegn, hvorunder Dansk og Norsk historisk er født og uadskillelig forbundet.

✂ Det attende Aarhundrede forgik, forgik i et Blodhav, i afmægtig Trods med Himlen og Historien, mod Alt, hvad Gammeltvar i Tjoe og i Tanke, i Purpur og paa Prænt: paa Verdens ogpaa Aanders Throne! Omvæltningens Aarhundrede var etaf de Navne, det elskede, er Navnet, det har hjemlet sig og skalbeholde; Oplysningens Aarhundrede var, hvad det ogsaagierne vilde kaldes; men saalænge man kalder Lys, hvad derskinnende, varmende straaler fra Himlen, saalænge man kalderOplysning, hvad der forklarer Mennesket til en Skabning iGuds Billede og til en Borger i Lysets evige Rige, ja, saalængedet troes paa Jorden, at Jesus Christus er Sandheden, Lyset og Livet, saalænge skal, uden at derfor nogen troelig 172 higende, ærlig kæmpende Mand i hine Dage haanes elier forurettes, det attende Aarhundrede kaldes Løgnens og Mørkets og Dødens!

✂ Det er Løgn, at vi er af os selv og har Lov til at raade osselv og kan hjelpe os selv; vi vandre i Mørket, naar vi eihave Gud og Fædrene for Ørne; vi ere døde Lemmer paa Menneske-Slægtens store, aandelige Legeme, naar vi afsondre os, naar vi ikke elske og fortsætte Menneske-Livet i Historien; idet attende Aarhundrede uddøde hardtad Troen paa Gud ogHans Ord, samt Fædrenes Ihukommelse, med Kiærlighedendertil; Historien, som er den eneste levende Videnskab, og enekan give de øvrige Kundskaber Liv, den sattes tilside forPolitik, Oeconomie, og hvad Andet, man syndes, Legemet kunde have Nytte af, og en saadan Tidsalder har da i HistoriensØine fordømt sig selv.

✂ Fra 1783 til 1795 var det ei kommet videre med fjerde Bindaf Norges islandske Historie, end at Sverres Saga var trykt; 150Exemplarer af den fortæredes da i Kiøbenhavns Ildebrand, og50 tolv Aar efter i Bombardementet, saa man maa sige, dener gaaet giennem Ilden. Da Arveprinds Frederik døde 1805, havde vel Majestæten paataget sig Udgifterne, og 1808 havdeVærket i Geheime-Archivar Thorkelin faaet en ny Bestyrer, men det var Alt forgiæves, og først ved Jon Olavsøns Død 1811kom der atter Liv i Arbeidet, da Professorerne: Børge Thorlacius: en Søn af Skule og Ætmand af Snorro, og Erik Verlauf.tilbød sig at fuldføre Værket.

✂ Kong Frederik den Sjette sad nu paa Thronen, og detskal Fremtiden sande, at med Hans Thron-Bestigelse kom Nordens Historie atter til Live, den skal nævne Ham som sinlevende, kiærlige Foster-Fader, og det er høistmærkværdigt, atsamme Aar, som Han stiftede Norges Høiskole, befoel Han, atNorges Historie skulde paa Hans Bekostning i alle Maaderuopholdelig fortsættes. Det skedte da og saaledes, at FjerdeBind udkom 1813, og Femte, som indeholder Gamle HakonsSaga, 1817, saa nu er Værket endt, naar man undtager de nødvendige Oplysninger, som nu skal følge.

✂ Imidlertid havde der i begge Rigerne dannet sig et udbredtSelskab for Norges Vel, og uagtet Samme saae mest paa Oeconomien og Sligt, hvoraf der neppe er kommet Noget ud, fandtesder dog ogsaa Normænd, især i dets Kiøbenhavnske Afdeling, som grandt indsaae, at naar man vilde fortsætte Norges Historie, 173 maatte man komme Begyndelsen ihu; naar man vilde virkemed Fædrenes Kraft, maatte man have Fædrene med dereskraftige Gierninger levende for Øine. Det blev derfor besluttetat foranstalte en Folke-Udgave af Norges gamle Historie i ennye, men dog gammeldags jævn og fyndig Oversættelse; detegenlige Arbeide overdroges til en Islænder, og jeg lovede, saagodt jeg kunde, at fordanske de ypperste Vers. Siden blev heleArbeidet mig overdraget; men nu indtraf den politiske Skilsmisse; tilfældige Omstændigheder gjorde, at jeg maatte troe, Selskabet aldeles havde glemt dette Foretagende, og aldrigkunde jeg heller underkastet min frie Virksomhed de Betingelser, man i Christiania fandt for godt at foreskrive. Arbeidethavde jeg imidlertid fattet inderlig Kiærlighed til; jeg saae iHaabet velsignede Virkninger af Fædrenes oplivede Ihukommelse, og besluttede at oversætte baade Dannemarks og NorgesOld-Krøniker, dersom Folk kunde enes om, ved et frivilligtSammenskud, at bekoste Udgaven. Desaarsag udgav jeg 1815Prøver af begge Krønikerne i en nye Oversættelse, med en Indbydelse, til Sammenskud, fra Selskabet for Nordens Oldskrifter. Prøverne vandt Bifald, og mangen enkelt Mand og Ungersvend gav sin Skiærv med Glæde; men det var for det MesteFolk, der havde Meer i Hjertet end mellem Hænderne, og dadet her syndes mig upassende at anraabe den Kongelige Gavmildhed, vilde Foretagendet sandsynligviis strandet, dersomikke Hans Høihed Prinds Christian Frederik havde i Fyensliteraire Selskab med Varme talt de gamle Krønikers Sag. Fyensbetydelige Bidrag gjorde nu for saavidt Udslaget, at vi fattedeMod til at begynde, og Sagen gik nu blot i Langdrag ved Vanskelighederne, som mødte os fra de Bogtrykkeriers Side, tilhvilke vi fandt det rimeligst at henvende sig. Endelig overvandtes dog ogsaa disse Vanskeligheder, og Trykningen begyndte med Nyaaret 1818; men det synes at være som en satRet, at i Dannemark skal ingen Ting ret kunne lykkes, udenKongen tager Selv en kraftig Haand i med; af mange Grundeburde jeg ikke af Sammenskuddet beregne mig noget Honorar, og dog var det soleklart, at en fattig Mand uden Levebrød, deralt havde anvendt megen Tid og Flid paa Arbeidet, umueligkunde, hvad der nu var nødvendigt, lægge alt Andet tilside, ogdog leve uden Understøttelse. Ved Paaske-Tider saae jeg migda nødt til at søge Majestæten paa Haand, og hvad saa endEfter-Slægten vil dømme om mit Arbeide, om Frederik denSjettes Kongelige Varme for en Sag, Høisamme troede, var en 174 historisk Folke-Sag, skal Stemmerne blandt ædle, ægte Dannemænd og Normænd vist aldrig blive deelte.

✂ For Efter-Slægtens Domstol nedlægger jeg her Begyndelsenaf mit Arbeide, og der maa det tale for sig selv; men et Par Ordnødes jeg til for den nærværende Slægt at tale om en Deel deraf: om Versene nemlig, som findes her fordanskede.

✂ Det blev mig nemlig, da Prøverne kom ud, gjort til en Brøde, at have fordansket de gamle islandske Vers, omtrent paa sammeMaade, som jeg her har fulgt, og man sagde, det var ingen Oversættelse, men en Forvanskning og Forbytning, jeg tog mig for.Det nytter ikke herom at tvistes med Folk, der have et ganskeandet Begreb om Poesie og poetiske Oversættelser end jeg, ogrolig overlader jeg det til Efter-Slægten at dømme os imellem;det nytter saameget mindre, som jeg her maa gientage, hvadjeg, foran Prøverne, meldte, at mangt et Vers er mig dunkelt, saa det er ingen Sag at giøre mig Spørgsmaal, jeg ei kan besvare. Det Nemmeste havde nu vist nok været, kun at oversætte de Vers, jeg fuldelig forstod; men deels vilde man ligefuldtpaastaaet, jeg forvanskede dem, ved at forandre Udtrykkene, udmale de Billeder, ellers kun Oldgrandskere fattede o. s. v.,deels vilde man i Norge sikkerlig meent, det var af Magelighedeller Partiskhed, at jeg oversprang saamange af Snorros Vers, men ingen af Saxos, og endelig saae jeg, at Snorros Bog vildetabe Meget af sin Eiendommelighed, naar den ikke, ved Sidenaf sin klare, lette Prosa, havde et Billede af sine tunge, dunkleVers. Disse Hensyn har bevæget mig til at fordanske alle Versene, saa godt jeg kunde, uagtet jeg mangen Gang, naar jeg heleDage piinde mig med nogle faae Linier, maatte giøre Vold paamig selv for at vedblive et saa utaknemmeligt Arbeide. At jegaf den nærværende Slægt faaer Skam til Takke, er høistrimeligt; men jeg venter heller ikke Andet, og trøster mig ved, atder, med Guds Hjelp, komme Dage efter disse, da man vilskiønne paa, at jeg brød Isen, gjorde med al Anstrængelsedet første Skridt til at fordanske de gamle norske Skjaldes Verssom Vers i deres eget forklarede Billed-Sprog. At detførste Skridt er her som allevegne langt fra Maalet, behøverIngen at lære mig; men kan man lære mig at komme det nærmere, skal jeg takke oprigtig baade paa Skjaldenes og egneVegne. Den lærde Islænder John Olavsøns Arbeide harProfessor P. E. Müller tilbudt og laant mig med en Beredvillighed, der maa glæde mig dobbelt, da denne agtværdige Videnskabsmand er saa misfornøiet med min Behandling af Versene; 175 Arbeidet har jeg flittig og troelig benyttet og havt megen Hjelpaf, men, med al min Agtelse for Olavsøns Sprogkundskab, harjeg aldrig kunnet ansee hans Ord for Hjemmel, og derfor kunfulgt ham, hvor jeg enten kunde see, han havde Ret, eller hvorjeg fandt hans Giætning rimeligst.

✂ Dog, kan man ikke finde, hvad jeg troer, at mangt et Vers erlykkedes mig temmelig godt, og at det Hele da, som første Forsøg, er upaaklageligt; vil man ansee den hele Fordanskning afVersene som en forulykket Prøve, avlet af en Grille og vrangIndbildning, da skal jeg dog være fornøiet, naar man kun vilhuske, at det er en Bisag, huske, at ikke et eneste Vers er oversat hos Peder Clausøn, huske, at Snorros Fortælling er Hoved-Sagen, og at, dersom der ikke er Andet i Versene, end hvadman kan see af de forrige Oversættelser, da er det, for Andreend Sprog-Grandskere og Critikere, lige godt, hvor de blive af!Kun saamegen Billighed forlanger jeg for det besværlige og titkiedsommelige Arbeide, Versene have kostet mig, og den veedjeg, ingen skikkelig og forstandig Mand kan eller vil nægte mig.Skulde man derimod kunne blive enig om, at Versene hellermaae udelades, end behandles paa min Maneer, da skal jeggierne i Fortsættelsen gaae udenom et Arbeide, der er mig detmest trættende, jeg kiender, og som er Aarsag i, at jeg i detteBind kun har kunnet levere Halvparten af, hvad jeg havdebestemt

✂ Lyst kunde jeg vel have til at anstille nogle Betragtningerover det Værks Fortrin og Mangler, jeg her oversætter, overden inderlige Sammenhæng mellem Dannemarks og NorgesHistorie, jeg saa tit har omtalt, og over Nødvendigheden forboglærde Normænd, dog herefter anderledes flittig end hidindtil at lægge sig baade efter Fædrenelandets og den almindeligeHistorie; men Fortalen er vel alt blevet de Fleste for lang, ogjeg vil desuden ikke her forøge Tallet paa Dannemarks politiske Forbrydelser mod Norge1, ved at give mine Norske Frænder et godt Raad, som de foragte eller misforstaae. Mit Arbeide kan desuden, i de Præsters Øine, som nu giøre Røgelse iden saakaldte Norske Sagas Tempel, være Forbrydelse nok;thi jeg vover jo her at oversætte en Norsk Bog paa Dansk forNormænd, som ei maae kunne Dansk, og jeg nødes til at indrømme, at for hvem der kan godt Nor sk, er min Fordanskningoverflødig!

✂ 1 Sigter til N. Wergelands Bog med denne Titel.

176

✂ Dog, ingen ædel, ægte Normand troe, at jeg herved stiklerpaa Andre end dem, jeg betegner; det Norske Folk har sineFeil saavel som andre; Forsømmelsen af Landets og af Verdens Historie er uforsvarlig; Grillen at kalde det Danske SprogNorsk, er, da man har et Norsk Sprog, som Normænd ikke nuforstaae, latterlig; men efter en Udvandring som den Islandskeog Normanniske, kan jeg godt forstaae, det maatte vare længe, førend Norge igien fik historiske Slægter, og efter den udvortesSkilsmisse fra Dannemark er det meget begribeligt, at Mangekrympe sig ved at kalde Sproget Dansk. Men, Normænd! haardevare Eders Fædre, dog lode de sig slaae af Sandhed; og ere Ideres ægte Børn, da giøre I ligesaa; da erkiende I, at det erBlindhed og Daarskab at vende sig fra Historien, og at det varGalenskab ei at vende om til den, fordi det raades Eder fraDannemark af, hvorfra det dog ei vel kan nægtes, Eders Fædretit fik gode Raad, og at det endelig er en barnagtig Forfængelighed at omdøbe et Sprog, der ei kan forandres uden at fordærves! Kan Østerrigere og Preuser, Bairer og Vyrtembergerevære bekiendt at skrive Tydsk, saa kan dog vel Normænd ogsaa være bekiendt at skrive Dansk, saameget mere, som Snorroselv indslutter baade Norsk og Engelsk under Navnet af denDanske Tunge! Vil I have Ord for at skrive Norsk, da lærerdet af Snorro og Eders andre gamle Frænder, og seer da, hvadI vinde; men kalder enhver Ting med sit rette Navn, thi dethører Gud og Sandhed, det Andet hører Djævelen og Løgnen til!

✂ Gud velsigne og bevare Gamle Norge! Sandhed gienlyde fraKlipperne, og, trods dem, forene Kiærlighed Dalene!!!

Kiøbenhavnden 19 October 1818.
N. F. S. Grundtvig.

✂

Prøve af Oversættelsen.