Grundtvig, N. F. S. HENRIK STEFFENS

HENRIK STEFFENS.

BIANDT de Julemærker, som gav Grundtvig Haab om et lykkeligtNytaar, var et Skrift af Henrik Steffens: Om den falskeTheologi og den sande Tro, en Stemme fra Menigheden.Den danskfødte tyske Professor bekendte heri, at han nu var blevet en troende luthersk Kristen. - Hans Omvendelse, der var sketunder Paavirkning af Præsten Scheibel i Breslau, vakte selvfølgeligstor Opsigt i Tyskland, og han blev Genstand for adskillige haanligeAngreb fra sine rationalistiske Modstandere. Et af de voldsomste ogmest overfladiske af disse blev oversat i det københavnske BladDagen af Dr. jur. Jens Kragh Høst, som gav det sit fulde Bifald.Og derved fremkaldtes nedenstaaende Artikel af Grundtvig i NyesteSkilderie af Kjøbenhavn, den 24. April 1824.

Samtidig med Grundtvigs Stykke fremkom der en kort, alvorligIndsigelse i Dagen af F. C. Sibbern.

Samme Efteraar kom Henrik Steffens paa Besøg i København, og Grundtvig glædede sig paa Forhaand meget til at mødes meddenne Frænde, som nu stod paa samme Trosgrund som han selv.Men desværre blev deres Møde ingenlunde saa hjerteligt og frugtbart, som Grundtvig havde haabet, især fordi Steffens paa Forhaandblev vundet imod Grundtvig af den Kreds, hvori han fornemmeligfærdedes, hos Mynster, Brødrene Ørsted, Oehlenschläger og Sibbern.Se: Brev fra Grundtvig til Ingemann den 26. November 1824 iGrundtvig og Ingemann (1882) S. 32-36.

218

Henrik Steffens.

Naar en Kæmpe som Steffens ydmyg bekiender, at han ermeget for lille, til at see Herrens Propheter og Apostler, end sigeda ham Selv, over Hovedet, da forarger det naturligviis alle destoragtige Lilleputter, hvoraf nuomstunder den literaire Verdenvrimler, og det er ganske i sin Orden, at de pege Fingre adham, og vrænge efter ham, thi det er Alt, hvad de mægte, ogAlvorligheden, veed de, sidder hos mange Læsere saa løs, atden lader sig fordrive af det første, det bedste Fjellebod-Spilop.Her til Lands, hvor det lille Vognmands-Lag, paa den sidsteTid, synes at spille Mester, er det heller intet Under, at Indførselen bliver derefter, og paa denne Maade lader det sig forklare, at en saa plump og jammerlig Anmeldelse af vor berømte Landsmands Bog: om den falske Theologie og den sande Tro, somden, der forleden stod i Dagen, er det Eneste, man hidtil heromsaae paa Dansk. Saa bør det imidlertid ingenlunde være, dertiler Bogen for vigtig, og Dagens Indfald forbyder mig længer atopsætte, hvad jeg længe havde betænkt, tilskynder mig uopholdelig at anmelde et Skrift, der, efter mine Tanker, er skikkettil at vække mange gavnlige Betragtninger.

At et saa opvakt Hoved, som Steffens unægtelig er, en Skribent, der ei blot har deelt Tidens høieste philosophiske Anskuelser, men, som En af Hoved-Mændene, kraftig virket til deresUddannelse og Udbredelse, at han, i Manddoms-Alderen, opgiver dem, som Noget, der ei kan tilfredsstille den sandhedskiærlige Gransker, og bekiender, at han i den gamle, paa dehøie Skoler som forældet hardtad bortkastede Bog: i Bibelen, har fundet, hvad han i Tidens Selv-Klogskab forgiæves søgde, fundet Sandhed til Salighed der, ikke ved spidsfindig Fortolkning, 219 men ved at tage Alt eenfoldelig, som Luther og de Gamle:det er unægtelig et Vidnesbyrd om Evangeliets Kraft, som detvist nok ikke behøver, men som dog alle Christne maa glædesved, og som burde vække Mange til alvorlig Eftertanke. At vorTid er mageløs ligegyldig ved det største af alle Spørgsmaal, vedSpørgsmaalet om Sandhed til Salighed, det er øiensynligt; menskulde selv saadanne Exempler ei vække andet end kaad Spot oglatterlig fornemme Skulder-Træk, da maatte man for Alvor troe, at den nærværende Slægt i det Hele slet ingen Følelse havde afaandelig Natur; thi hvem der blot halvveis troer, at det i ham, der veed af sig selv at sige, ei kan opløses, men maa i Evigheden høste, som det i Tiden saaede, hvem der ogsaa kun halvveis troer det, og har beroliget sig over sin øvrige Vantro med denTanke, at i saa oplyste Tider kan kun Tosser og Børn haveFædrenes Tro, han maa dog nødvendig føle sig rystet, ved atsee, han tænkde feil, ved at see en af Tidsalderens høiest Begavede vende tilbage til Fædrenes Tro, og bekiende det høit, udenat ændse Alt, hvad han derved taber i Verdens Øine, et Tab, som dog vist Intet uden Sjæle-Fred og et levende SalighedsHaab kan for ham erstatte. Rystet i sit Inderste, maa en Saadan drives til alvorlig at undersøge, paa hvilke Grunde hansSaligheds Haab og hans Ringeagt for gammeldags Christendomhviler, og naar Mennesket først kommer dertil, at han alvorligspørger om Sandhed til Salighed, da viser Kirkens Historie os, at Erfaring stadfæster Stifterens Ord: hvo som er af Sandhed, hører min Røst. Hvo som derimod, naar han seer en stor Aandbøie sig for Christi Aand i Bibel-Ordet, beroliger sig med denTanke: dersom jeg har Ret i min Vantro, maa han være forrykt eller gaae i Barndom, altsaa er han forrykt eller gaaer iBarndom, han maa i det Mindste ikke snakke med om, hvadder fornuftigt, hvad der er Lys eller Mørke i aandelig Forstand, thi enten veed han det slet ikke, eller han skyer Lyset, som jomaatte vise ham, det skulde først afgjøres, om han har Ret isin Vantro, før han, uden Daarskab, kan slutte, at den modsatteTro er uforsvarlig. Overalt synes det dog virkelig at grændsenær til Galskab, naar man paastaaer, det er Aands-Svaghed ellerForrykthed at antage en Tro, der ei blot til alle Tider har taltstore Hoveder og høist besindige Mænd blandt sine Bekiendere, men som øiensynlig har bragt Videnskabelighed og Forstands-Udvikling til den Høide, de i Christenheden have naaet. Vilman giælde for oplyst og fornuftig, skulde man dog i detMindste vogte sig for at tale saa forvirret, og slutte saa 220 halsbrækkende, at man beskiæmmes af, hvad man selv kalderLys og Fornuft.

Dette være sagt som en venlig Paamindelse til dem, der nuomstunder vil slaae sig til Ridder paa bibelsk Christendom, atde ikke af Milepælen i Halle1 lade sig forføre til at troe, de paadet attende Aarhundredes aflukkede Vei kan naae anden Hovedstad end Skams-Torp, hvor de dog vist nødig vil beklæde Høisædet. Hvad Vei de maae gaae, for nu at gjøre Ordets Tjenere Livet surt, har jeg naturligviis intet Kald til at vise dem;men vel har jeg Kald til at lære dem, at vores Tro ei døer afTrudsler, og at de ere Lysets Statholdere, netop som Pavernevare Christi, hvorfor deres Banstraaler da ogsaa have sammeVirkning paa os, som Hines paa Reformatorerne, saa dem kastevi smilende tilbage, med det oprigtige Ønske, at de maae rammeLysets Fiender, under hvilket Navn og hvilken Kappe deend skjule sig, ligesom hine rammede Christi! Vi høre til denMenighed, som Stifteren gav Navn af Lysets Børn, og bød atsvare til Navnet; det Sidste glemde vist nok Mange, som bardet, men dog vidner Historien, at overalt, hvor Bibelen komhen og troedes paa Ordet, der tændtes Lys, og der kan da vistIngen med Grund fortænke os i, at vi kræve stærke Beviser, førvi vil troe, at hvad der tændte Lys i vor Sjæl, og tændte Lys iLandene, fra Jorsal, hid, at det er Mørke, og at hvad Christendommen, paa sin Vei giennem Tiden og paa sin Vei til vortHjerte, fordrev som Mørke, adspredte som Taage, at det er nublevet Lys. Ei Lysets Børn, men dets feige Forrædere maattevi være, hvis nogen Pave-Bulle, i hvis Navn den saa udstædes, kunde bringe os til at antage saa utroelige Ting, eller endogkun til at fortie vor urokkelige Overbeviisning, at hvad derhar gjort Lysets Gierning overalt, er Lys, og hvad der stræbdeat forhindre og afbryde den, er Mørke, og at det er Bibel-TroensForhold til Alt, hvad der i Tidens Løb har fornægtet og bekæmpet den.

At udsige denne Overbeviisning maa nødvendig være Trangfor hver Christen, i Dage som disse; at udsige det høit og varmtmaa hver Christen, som fik Tale-Gaver, ansee for en skyldigKiærligheds-Gierning, og dobbelt forpligtet maa han føle sigdertil, naar han hidtil, som Forfatter, som vældig Folke-Taler, meer eller mindre selv drog i Aag med de Vantroe. DenneKiærligheds-Gierning er det, Henrik Steffens har udført, iBogen om den falske Theologie og den sande Tro, og hvem kan *

221 være Christen, uden at glæde sig ret inderlig derover, glæde sigdobbelt, fordi han ikke, som adskillige bekiendte Mænd i voreDage, der atter nærme sig Kirken, lader, som om det altid varhans Mening, men bekiender aabenhjertig, han har selv været iVildfarelse, og vendte om, da han saae det. At Fienderne spottemed en saadan Bekiendelse, er naturligt, men at den betagerdem den Fornøielse at slaae Manden med hans egne Ord, erdem tilvisse meget ubehageligt, og at en Forfatter, som bedreend de Fleste var istand til at forbinde sine forrige Yttringermed de nærværende, ei vil bringe den os alle fristende Forfængelighed det mindste Offer, er os et glædeligt Pant paa, at Solener gaaet ned over de Propheter, som vente at see Steffens knælefor et Afguds-Billede, hvis Blændværk han saa klart giennemskuer. Kun opblæste Daarer spotte med hans Ord, at Anelsenhos ham gik foran Troen, som om Formodningen ikke altidi aandelige Ting maatte gaae foran for Visheden, og som omisær Steffens kunde undlade at bemærke, hvad der i høiesteGrad var Tilfældet med ham, og hvad der kaster Lys paa hanshele offentlige Bane. Netop ved denne Bemærkning taber hansBekiendelse alt mueligt Skin af Skrømt, for ei at tale om, hvadkun egenkiærlige Daarer kan kalde falsk Anklage ; thi den stemmer derved overeens med, hvad alle andre Christne, der opmærksom have betragtet hans aabne Færd, maatte finde.Hvem der saaledes, med mig, for 20 Aar siden, studsede ved athøre Steffens, med henrivende Veltalenhed, beskrive Chridommens Straale-Bane giennem Tiderne, ophøie dens guddommelige Virkninger, nedrive det opsminkede, livløse Afguds-Billede, man i Frankrig opreiste, og trindt i Europa tilbad som enhimmelfalden Minerva, hvem der hørde det, maa vel sande, atAnelsen hos denne store Aand gik forud, ja, besynderlig langtforud for Troen, og hvem der ikke hørde det, kan dog kommetil samme Overbeviisning, ved opmærksom at læse det 7de og8de Stykke i hans Indledning til philosophiske Forelæsninger;thi selv om man ikke saa nøie, som vi, der da studerede denfalske Theologie, kiender den Tone, der 1803 herskede hos os, kan dog af dens endnu vedvarende Efterklang lære Nok, for atskiønne, at hvem der da talede som Steffens, maatte dybt oglevende ane den Christi sande Guddom, hvis Herlighed saaledes for hans Blik giennemstraalede Tiderne. At det ei hellerer Noget, jeg først nu finder, kan hvem der lyster see i mit korteBegreb af Verdens-Krøniken (1812) og det dertil hørende Krønikens Gienmæle, hvor jeg udsagde det Ønske og Haab, jeg nu 222 med Glæde seer opfyldes. Der sagde jeg ogsaa, hvad jeg nu medFryd gientager, at skiøndt jeg i hine Dage, som storagtig Ungersvend, veltilfreds med det Skyggeværk, men dengang kaldteoplyst Theologie og renset Christendom, kun beundrede hansIld og Tale-Gaver, saa var det dog en Gnist af denne Ild, hvorved, da Herren vilde, Lyset tændtes i min Sjæl, saa han er deneneste Lærer paa Høiskolen, hvem jeg haver Noget at takke, han er og den, som, ved at paanøde mig Bekiendtskab med ethøiere Blik paa Konst og Videnskab, rakde mig Nøglen til Valhals laasede Dør, og, hvad der er meer, bidrog mægtig til atbevare mig for Miskiendelse af Troens Forhold til Konst ogVidenskab, som er fordærvelig, men hvoraf en Christen dog, iDage, da begge Dele dreves saa uchristelig, nødvendig maattefristes. Ei kan jeg fritage Steffens fra at spottes som en aandelig Krøbling af dem, der kalde det Tegn paa Sundhed og Kraft, afmægtig til at trodse den Kæmpe, som, efterat have lidt Dødenfor Sine, deler med dem sit evige Liv, og har giennem Aarhundreder viist, at Han kun behøver at udrække Spiret, saa knuseshans Fiender som Leerkar. Ei kan jeg heller forhindre Nogenfra at mishandle hans Bog og fordreie hans Ord; men dybtmaatte jeg foragte mig selv, om jeg kunde taale, at man formine Øren haaner den herlige Mand, og Christendommen iham, uden i Sandheds Navn at aabenbare Uretfærdigheden, ogkiærlig, ja, broderlig at dele al den Spot og Galde, man vil udøse over ham, fordi han har gjort, hvad alle burde: erkiendtsin Vildfarelse og sin Trang til den himmelske Frelser, er vendtom til den Herre, som os kiøbde, og har frimodig bekiendt sinTro!

Dette være Nok for denne Gang, thi det kan være Nok, daIngen hos os endnu har prøvet at drøfte Bogen om den falskeTheologie og den sande Tro, men Dagen kun gientaget entydsk Forhaanelse, som kun kan ramme, hvis Overgang tilChristendommen: til den sande, virkelige, giennem Tiderneforplantede, i Ordet uforanderlig talende Christendom, hvisdet, uden videre Beviis, er Nok til at vanære en Mand, hvisdet er et aandeligt Selvmord, som fortjener Skiændsel ogAfskye.

Vel havde jeg betænkt, her, med det Samme, at giennemgaaeBogen, og, uden at fortie dens Mangler, giøre opmærksom paade mange skarpe Blik og dyrebare Sandheder, den indeholder;men det vilde medtage mere Tid, end jeg kan taale, at Forhaanelsen, uden at blottes i sin Nøgenhed, flyver om Land; 223 her er vel ikke heller Stedet til en Tale, der turde falde defleste Læsere meget for alvorlig. Vel veed jeg ikke ret, om Bøger af mig meer finde Læsere i Danmark, hvor man i detHele synes at have lagt Bogen paa Hylden; men netop derforagter jeg at prøve det, og kan da ei fattes Leilighed til nærmereat omtale en Bog, der, som en Stemme fra Menigheden,svarer til sit Navn, og fortjener at besvares, venlig, alvorlig, med en Stemme fra Kirken.

N. F. S. Grundtvig.