Jule-Træet.
✂
Der stander et Træ paa Norges Fjeld,
Det groer og paa Dannemarks Sletter,
Med Lys det smykkes til Jule-Kveld,
Som Hugen, jeg har, mig forjætter!
✂
Vi takke maae Gud for Vinter-Grønt,
Naar Bjelder i Skoven kun lyde,
For Hjertet er det dog aldrig kiønt,
Naar meer det ei har at betyde.
✂
Vi støbe af Vox de Kierter smaa
Og sætte dem vittig paa Naale,
Dog, selv naar Konsten vi bedst forstaae,
Ei støbes den levende Straale!
✂
Vi Fugle os giør med Fjeder-Ham,
Og Røster de faae efter Haanden,
Men Fugl i Haand er dog alt for tam,
Og Luft er kun lidt imod Aanden!
✂
Hvo Hjerte kun har for Skue-Spil,
Med Skinnet vel lader sig nøie,
Men Meer hos Dana staaer Hugen til,
End hvad der kun stikker i Øie!
✂
Saa komme da med, hvo dybt i Bryst
End savner den levende Glæde!
Vi did vil reise, hvor Liv og Lyst
I straalende Glands er tilstæde!
✂
Det deilige Land i Øster-Leed
Vel dybt sig bag Taagerne dølger,
Dog did, o, Venner! en Vei jeg veed,
Alt over de brusende Bølger.
✂
Der ligger et Skib i Isse-Fjord,
I Læ under venlige Skove,
En Styr-Mand haver det Skib ombord,
Hvis Liv kommer aldrig i Vove!
✂
Der vaier i Stavn et deiligt Flag,
Som Dannebrog er det at skue,
Men Korset hæver sig, Nat og Dag,
I Glans af saa lønlig en Lue!
✂
Den Snekke har Bør mod Vind og Strøm,
Hvor Styr-Manden lyster at fare,
Saa her opfyldes den gamle Drøm
Om Dværgenes Skib aabenbare!
✂
Den Snekke har Rum til Folk i Flok,
Saamange som helst det skal være,
Men skiøndt den aldrig fik Byrde Nok,
Kun Smaafolk den lyster at bære!
✂
Hver Kæmpe derfor, som vil ombord,
Tiltales fra Oven saa fage:
Du kanst vel vade, du est saa stor,
Han springer i Vand til sin Hage;
✂
Men kommer et Barn i Lede-Baand,
Da toner saa kiærlig en Stemme:
Kom, sæt, du Lille, dig paa min Haand,
I Paradis haver du hjemme!
✂
Saa komme da, hvo til Moder-Bryst
Vemodig sig ønsker tilbage,
For ret at bruge, med Liv og Lyst,
De smilende, deilige Dage!
✂
Vi Frænder af Muld maae vel forstaae,
Kun Drøm er vor Storhed i Aanden,
Saa vaagne maae vi, og vorde smaa,
Om voxe vi vil efterhaanden!
✂
Saa lærde os Han, der selv var stor,
Ja, større, end Støv kan udtrykke,
Og Selv stadfæsted Han klart sit Ord,
Da lille Han blev os til Lykke!
✂
Da lille Han blev, da fik vi Jul,
Ja, da blev der Glæde paa Jorden,
Da Stolthed tabde sit Skalke-Skjul,
Det følde selv Kæmper i Norden!
✂
Sig skjuler det Smaa i store Ord,
Men maa jo sin Daarskab begræde,
Da Han, som Ordet gjør evig stor,
Sig skjulde i Ringhedens Klæde!
✂
Saa komme da med, hvo Jul har kiær,
Og ønsker den Største at ligne!
Os Aanden vinker til Pilgrims-Færd,
De Smaa vil Han alle velsigne!
✂
Han fører os frit, paa Snekke sin,
Alt over den brusende Bølge,
Og Nok han haver af Brød og Vin
Til hele det fattige Følge!
✂
Han fører os frit til Jødeland,
Og lærer os deilige Sange,
Der Fjeder-Hamme vi faae paa Stand,
Saa aldrig kan Tyrken os fange!
✂
Saa fare vi fort til Bethlehem,
Langt borte fra Hedninge-Vrimlen,
Der i Paulunet vi gaae til Sem,
Og see med hans Øie til Himlen!
✂
Da sender os Gud et Jule-Træ,
Som selv sig rodfæster i Jorden,
Og brat vi sande, med bøiet Knæ,
At Østen er bedre end Norden!
✂
Her stander, for Gran, en Palme skiøn,
Omkrandset af Roser og Ranker,
Den er saa faver, saa liflig grøn,
Som Bøgen i Dannemænds Tanker!
✂
Der sidder et Lys paa hvert et Blad,
Det sidder slet ikke paa Naale,
Man paa den Klarhed kan see sig glad,
Thi det er en levende Straale!
✂
Der sidder en Fugl paa hvert et Blad,
I Paradis have de hjemme,
Dem Hjertet hører saa barneglad,
De sjunge med Menneske-Stemme!
✂
De sjunge Hans Priis, som over Sky
Udkvæder den evige Psalme,
Som naadig planted, til Vext paa Ny,
I Støvet en Paradis-Palme!
✂
Saa sjunge de Lys i Fugle-Ham,
Og Hjerterne hoppe saa glade;
Med Ære dækket er Støvets Skam,
Med Palmens de straalende Blade!
✂
Saa kom da hver Søn af Fredegod,
Hvem Sandhedens Lov er den bedste!
Saa kom hver Daatter af Dannebod,
Som Tro vil til Kiærlighed fæste!
✂
Saa sætte vi ud fra Land saa brat:
Farvel nu, I trykkende Byrder!
Vi helligholde en Jule-Nat
Med Bethlehems troende Hyrder!!