↩

Fritanker

fra Christian Ramus Ferslev, Klokker i Bogense.

Sorøe, Trykt hos Jonas Lindgren, det Ridderlige Akademies Bogtrykker. 1771.

2
3

Høiædle og Høiværdige Herre Herr Jacob Rames, Høiværdig Biskop over Fyens og Lollands Stifter, tilskrives disse Fritanker.

4
5

Tillad, den Førstefødde av En halvdød Geist først bæres Til det Huus, som den Livet gav, Og derfor billig æres;

Da Deres Salig Fader var Imod mig som en Fader,

Og jeg endnu Forhaabning har De heller ei forlader

Mig paa en Tankeløsheds Sump, Hvor Legioner Sorger Sig sammenrotter i en Klump Og Sindets Roe forborger.

Den Flid, De vlser i Guds Sag, Gav Guds og Kongers Naade, Og giorde Siæle med Behag Sig vilde lade raade.

6

Den Mildhed, De beviser hver, Giør faa kun sig forklæder, Og Godhed imod Gode, er En Aarsag, De sig glæder.

Hver ønskede Dem derfor, som En Dyders Løn, oprigtig Aar, der var Nestors Lige, om Vor Jord var mere vigtig.

I dybeste Ydmyghed

af

Christian Ramus Ferslev.

7

Til Læseren.

Jeg venter ikke, at mit ringe Digt behager

Hver Læser, og det var det heller ikke værd.

Om ti det kalder Snaus og een det vel optager,

Saa kildrer det mig dog, som det var meget lærd.

Er jeg en slet Poet? Det er jo ingen Under;

Naar gnaver jeg en Negl, som dog Poeter bør?

Vers har jeg ikke giort i tolv Aar før og grunder

Meest paa, man Rugen fal knap for fem Daler giør.

8

Fritanker kalder jeg det, ikke for jeg tænker

Det bør gaae toldfri; Nei, lad det betale sit.

Men ikkun blot fordi det ingens Ære krænker,

Og man saaledes kan anstændig tænke frit.

Forlad mig, at jeg har lidt Skiemt blant Alvor skrevet.

Sligt har man tidt jo i et ærbart Selskab hørt.

At Orden ikke er i denne Samling blevet

Fulgt, det har Tiden og Forskiellen med sig ført.

9

1. Denne Verdens Ypperlighed.

Uskabte Skaber, Verden er Ret Underværk. Naar jeg betragter Endog et Løvs Indretning, agter Jeg henrykt strax din Viisdom, der Har dannet dette Lille saa Net, kunstigt, ordentligt og prægtigt,

At Siælen tumler Øiet paa Den eene Skueplads afmægtigt.

10

2. Guds Alvidenhed.

Bild, hvo du er, dig ikke ind, Du skiules under Mørkets Dække, Hvor intet Vidne kan dig skrække;

Thi Gud kan see endog dit Sind, Som kiendte dig før du blev til, Veed bedre, end du dine Tanker, Og er tilstæde, hvor du vil Forlyste dig bag Friheds Skranker.

3. Guds Retfærdighed.

Hvad klager de paa Lykken, som Paa Lasters Plan sig sammenrotter Og fræk med Helligdommen spotter? Kan de vel ikke troe, den kom Fra Over-Herren, der giør dem Got, hvis Opførsel sindes dydig;

Men bruger gierne Riis til hvem Der er selvraadig og ulydig?

11

4. En oplyst Siel.

Jeg er en Aand af Herkomst ret Høiadelig; men nu, ak Jammer!

Nu saa vanslægtet, at jeg skammer Mig ved mig selv, beklager det Oprigtig og, kied af alt mit For Himmel-Kongens Throne ligger, Som indtil Evighed med sit Vist hielper hver en Naade-Tigger.

Et Menneskes Legeme.

O Gud, du har ret som med Flid Bragt frem af Støvet dette heele Kunst-Uhr og samlet alle Deele Saa herlig, at en Viis altid Halv-daanet i Forundring kan Af dette Mesterstykke lære Din uforlignelig Forstand;

Ja meer endnu, end den, din Ære.

12

6. Samvittigheden.

Eens Sag er god, veed han sig fri, Men, seer han selv sig an for skyldig, Var Høiest-Rets Dom og ugyldig Til at frikiende ham, fordi Derinde er et Hiemting, hvor Han Dag og Nat selv paa sig klager, Uafkiøbt vidner og derfor Sig dømmer Haardt, uynksom plager.

7. Forsoningen.

Fornuft forsvinder, Sands er mat Og Sielen drukner, naar jeg grunder Paa dette Jords og Himmels Under,

Som Engle kiger efter, at En Skaber blev en Skabning, Gud Ugudeligst *) paa denne Klode,

For at faae Fienders Dag giort ud.

Der havde spildt alt deres Gode.

[*) Eee det Guds Lam, som barer Verbens Synd, Jol). i, 29.]

13

8.

Seier over sig selv.

Hvo der har overvundet sig,

Saa han hver Lyst, der avler Laster, Indringer, griber an, omkaster,

Og fører daglig tapper Krig Mod Aander, Mennesker, og hvad En Siel kan fange, fælde, øde,

Bor staae paa Kongers Tanke-Blad Før den, for hvis Haand tusind døde.

9.

Kundskab om sig selv.

Nysgierrighed vil vide alt Hvad andre taler, giør, har, fattes.

Og kildrer sig, naar Øret mattes,

Der hører saadant ofte talt.

Knap een blant ti er for at see Sit eget Hierte uden Maske;

At føle med en Skræk og Vee,

Han selv er ringere end Aske.

14

10.

Ukierlighed.

Da Christne Kierligheden drev Landflygtig bort, var Had tilrede,

Slog Leier paa al denne Hede,

Til Kredsens Fyrste hyldet blev, Hvis Hofbetientere, Splid, Spot, Misundelse, Umildped, Rænker Bemægtede sig Dyders Slot Og førte dem derfra i lænker,

11. Til Rigernes Danmarks og Norges Stormægtigste og Allernaadigste Monark og Fader, Christian den Syvende.

Ak! Natten giør mig rig paa Guld, Sølv, Penge, Gods; men Dagen tømmer Mit Skat- og Forraads Kammer, rømmer Og levner knap en haandfuld Muld!

Gid Tvilling-Rigets Fader ved Et Naades Ord vil det saa, lave For mig, jeg kan om Dagen med Lidt og af Lykkens Sager have!

15

12. Til Monarken

om fornødne Udkomme.

For Mangel gruer hver; thi den Er ilde faret, som skal trænge;

Men Forraad af Guld, Sølv, Gods, Penge, Skal giemmes vel for Tyve hen.

En Fattig og en Rig kan knap Hver anden Nat faae Roe at sove.

Gid Min Pung fandtes aldrig flap,

Jeg vilde Gud og Kongen love.

13. Til Monarken

om Rigernes Troskab og Tapperhed.

Fra Lande, Øer, Klipper fløi Et Frydeskrig nu op, man raaber:

Monarken leve vel! vi haaber

At Han giør Sit Folks Lykke høi.

Vort Sprog er af adskillig Art;

Men Hierterne som eet, at lyde Og vove Blod og Liv saasnart Han fordrer dette ved at byde.

16

14. Til Monarken

om den Danske Flode.

Orloger er hver er Kastel (Der lyner, tordner, slaaer ned, døder, Naar nogen fiendtlig Magt os nøder,

At bruge dem for Rigets Vel)

Udhavne Porte, Havet Leir,

Vor Krigshær disse vore Lemmer,

Hvert Hierte General, Gud Seir,

Som onde Anslag mod os hemmer.

15. Til Høibaarne Fyrstinde og Frue, Frue Carolina Mathilda,

regierende Dronning til Danmark og Norge.

Bud har sendt os, som boer i Nord, En Skat fra Vesten, to Gudinder, Den første nu i Himlen finder Hvad rart vi fattes paa vor Jord.

O! gid den anden, alles Fryd, Monarkens Lyst, to Rigers Moder,

Og glæde Børne-Børn ved Dyd,

Som skal frembære Takke Oder.

17

16.

Til Hans Kongelige Høihed, Durchlauchtigste

Fyrste og Herre, Herr Friderik, Kronprinds til Danmark og Norge.

Vort Haab, vor Roes, vor Lyst, vort Liv, Som Tvilling-Rigets Fædre glæder,

Bliv stor i Alder, Viisdom, Sæder,

Da Efterslægten Aarsag giv.

At takke alle Aanders Aand,

Der sendte Dem til os i Norden;

Ja lader Huuset staae, hans Haand Har bygget, til han sleifer Jorden.

17.

Til Hans Prindselige Høihed, Durchlauchtigste Fyrste og Herre, Herr Friderich, Arveprinds til Danmark og Norge.

Durchlauchtigst Fyrste, er der Folk I Nord, hvor faa? der efteraber De ypperlige Egenskaber,

Som hver for Deres Aand er Tolk.

Nok, at De elskes og giør Dem Udødelig hos Dødelige.

Og De faaer, naar De kaldes hiem,

Et himmelskt for et jordiskt Rige.

18

18. Det Kongelige General-Landvæsens Collegium.

"Monarken er en Fader. Agt Hver Skiønsom dette. See, han vilde At ingen skulde lide ilde

Og gaae med Nærings-Sorg forsagt,

Da dyrebare Mænd ved Val Blev samlet til at undersøge,

Ved hvilke Midler hvert Land skal Sig sin Lyksalighed forøge.

19.

Erindring om nu salige Herre, Herr Christian Ramus, fordum Høiværdig. Biskop over Fyens og Lollands Stifter.

Ær Mandens Støv, Han har tient troe I Guds Huus, Overherrer æret.

Oprigtig imod Venner været,

Undt alle vel, havt Lyst til Roe,

Antaget sig Forladtes Sag,

Befordret Værdige, medliden

Hørt Armes Raab, deelt med Behag Sit Brød, viist ingen bort til siden.

19

20.

Til Høiædle og Høiærværdige Herre, Herr Jacob Ramus, Høiværdig Biskop over Fyens og Lollands Stifter.

Bestandig Misvært er min Høst.

Naar andre samler Lader fulde Af Forraad imod Vinter-Kulde,

Er Haab om Sommeren min Trøst. Høiædle Herre, maatte dog Snart nogle Godheds Straaler komme Paa min Egn, blev den frugtbar, og Da fandtes ingen Giemmer tomme.

21.

Til Høiædle og Høilærde Herr Søren Anchersen,

Professor Eloqcentiæ Gymnasii senior og Rektor Scholæ i Odense.

Høi Lærdom, Alder og Forstand,

Utrættet Flid, der planter Dyder Hos hver, Fornuft og Lære lyder,

Mildhed mod hver, den vises kan. Oprigtighed med alle, Lyst Til Landets Vel, en hielpe-villig

Aand for den, som har Dyd i Bryst,

Giør De af alle elskes billig.

20

22.

Til Velærværdige og Høilærde Herr Christian Seidelin,

residerende Capellan for Frue Meenighed i Odense.

De har den Lykke alt, at hver Ret skiønnende Tilhører ynder Og med Høiagtelse forkynder En Mængde Egenskaber, der Giør Dem umistelig for sig,

Af Ubekiendte elsket, færdig

I Guds Sag, paa høi Naade rig, Belønning, Alder, Himlen værdig.

23.

Hans Velærværdigheds Svar.

“Den Roes, som De, mig ubekiendt, Min Flid og Kraft har vildet give.

Er sød, skiønt ganske ufortient.

Guds Kraft maa kun berømmet blive,

Som, over det, som jeg forstaaer,

Giør hvad jeg ikke selv formaaer.

21

24. Til Deres Velærværdigheder, Præsterne i Bogense.

Hos Dem er Levnet Lærdom ligt.

Hvo her vil tro mod Herren være,

Kan jo af Deres Forhold lære Det, der er alle Christnes Pligt.

25.

Nogle Belædle og Høifornemme Huuses i Bogense Godgiørenhed imod Fattige og Faderløse.

Kom, see, en stor ynkværdig Flok Gaaer om hos os og ikke gruer,

For her er ingen, som dem truer,

Men villige at hielpe nok.

O! rart, her Dag fra Dag omkring Til Syge Opholds-Midler bæres,

Sees efter Faderløses Ting,

Her fødes, klædes og oplæres.

22

26. Til de Handlende i Bogense.

Stod deres Navne i min Bog, Det blev af Arme billige regnet.

Blev mit i deres aldrig tegnet.

Fortrød jeg ikke derpaa dog.

27.

Til Engelænderne.

Tillad mig, at jeg spørger: Hvad Giør, snart enhver er munter, vittig. Arbeidsom hos dem? Sv. Løn giør flittig, Flid skiønsom, Skiønsomheden glad.

23

28.

Velgierningers Utid og Tid.

Læg ingen Ramme om min Grav,

Strøe ikke den hver Paaske Morgen,

Det Støv, som ligger der forborgen,

Har ingen Tieneste deraf.

Nu lever jeg. Vil nogen da En Godhed viise, jeg har nødig,

Vil jeg Personen, den kom fra,

Mit Livs Tid takke ret ærbødig.

29.

En Christen, som en Bue-Skytte.

Enhver har gierne noget lært.

Jeg er en himmelsk Bue-Skytte.

Den Kunst dig synes uden Nytte,

Om du har jordiskt Væsen kiært.

Min Kierlighed er Buen, min Troe Piilen, mit Haab Strængen, Maales Himlen, Gud Punkten, som med sin Gunsts Klarhed Øiet har omstraalet.

24

30. Lader smaa Børn komme til mig.

Marc. 10.

I Ungdoms Munterhed og Kraft Vil Kiødet gierne selv sig raade.

Faa Gamle tørster efter Naade,

Naar Legemet er uden Saft.

De Smaa har ikkun Arve Synd, Som blev forladt ved Daaben. Disse Er rene for vor Vellyst-Dynd, Og da Guds Rige mere visse.

31.

Klag ikke, Livet er for kort, Du, som staaer under Lysters Fane, Og paa en selvgiort Friheds Vane Har løbet dine Kræfter bort.

Naar du har selv slukt ud dit Lys, Skal Lægerne med Magt det tænde;

Men Tælgen rev du af det. Tys, Vil da den tørre Væge brænde?

25

Alt er forkeert. Nei nu seer det forvirret yd. See, lægerne de ligger syge. Lov-mænd bedrages, som var tryge. Hver Præst er ikke sendt af Gud. Hvor skal vi nu faae Bylden lægt, Got Pulver, som kan drive —,

Raad imod en vanartig Slægt, Veiviisning, at vi hiem kan finde?

33.

Fædreneland. Om nogen spørger, hvilken Øe Der er mit Fødeland. Jeg svarer: En, hvor jeg Christnes Sind erfarer, og faaer mit Brød til jeg skal døe. Hvor Gode maa for Onde flye; Ja, hvor en falsk skal kaldes klygtig, Var det end i min Fødebye,

saae jeg mig der an som landflygtig.

26

34

Ingen er lyksalig. Paa Jorden findes ingen Plan, Hvor nogen har bestandig Glæde;

Men jævnlig Aarsag til at græde,

Naar Sorgers Lynild tænder an,

Der snart slaaer ned paa Throners Top, Snart midt i Tang- og Torve-Hytter,

Og tærer Sindets Roe saa op,

At alt og intet lige nytter.

35. Villien Vil du alvorlig blive god?

Ja. Vel, du kan du og. Den samme, Som giorde, du kan dig nu skamme,

Han raader paa din Afmagt Bod. Forsoneren seer al din Trang;

Er du da nogen, han har Klæder.

Gaaer du vild, han veed bedre Gang. O! følg ham! dermed du ham glæder.

27

36. Min Død er død. Den fik et Saar Paa min Forsoners Kors til Døden,

Hvorved jeg slap vel ud af Nøden Og fængsels Millioner Aar.

Dens Grav er under dette Træe,

I hvilken den skal evig ligge.

Nu løber jeg derhen i Læe,

Tør frit om Livet altid tigge.

37.

Forargelige Lemmers Bortskaffelse, Marc. 9.

Giør Huuset Herren nu Fortred?

Ja vist. Vor Haand, vor Fod, vort Øie Vil Sielen sielden dydig føie,

Og det hialp ikke, at man græd.

Hug af, riv ud og kast det vel Der vil dig daglig Sorg forvolde.

Nei, derfor har jeg dog en skræk.

O! Hovedet maa du beholde.

28

38. Gud elsker en glad Giver.

Skriv isfe op, hvor meget du Har givet gode Folk, der trænger.

Det lader, som du ikke længer vil Gud betroe; men kræver nu;

Thi, hvis din Hensigt ædel var,

Er det i Himmelen alt skrevet,

Og der du Løn i vente har For hvad her er ulønnet blevet.

39.

Nattens Sorg.

spørg ikke mig om Aarsag til,

At Natten er saa sort. See, Dagen, Dens Mand, er borte, det er Sagen, Og, dersom Maanen ikke vil Nu, som en Søster, trøste den.

Da dræber Sorgen nok den Stakkel, Før han kan komme hiem igien,

Og slukke hvert et Sørge-Fakkel.

29

40. Syndefaldet.

Usaligt Adams Syndefald!

Dog Nei. Nu er jo Sæd forsonet, Nu kan en Synder blive kronet,

Slet U ud og det saligt kald.

Af det fik hver Lovkyndig, præst Og Læge brød til sig og sine;

Ja jeg, fordi jeg havde læst,

Lidt Smuler med til mig og mine.

41.

Havets Tørst.

Anas der er salt, det giver Tørst. Vil nogen vide, hvorfor Stranden Drak nu een Bæk og nu en anden, Betænk da hvad den lider først. Kom ikke dette ferske Vand Til den, hvad skulde den da lædske?

Jeg tænker, hver Fornuftig kan Let troe, den blev snart uden vædske.

30

42

Ydmyghed.

I Dalene er prydet rart Med Græs og Blomster allevegne, Paa Biergene er bare Egne,

Og det, der er, har ingen Art: Saaledes er det og ned os.

En ydmyg Siel har Dyders skatter, Hvem stor Indbildning hersker hos, Duer lidt og giør sig selv til Latter.

43. Raad for qvægsygen.

Til Europa.

Jomfrue, Europa, hun har glemt Sin Herkomst. Denne Konge Datter forøder nu sin Faders Skatter,

Hun burde vaersom have giemt.

Naar hun faaer derfor Hug, strax skal der findes tusind Raad for dette.

gaae til Monarken selv og tal Din Sag kun snart med ham i Rette.

31

44. Afskeed med de ni Gudinder for Studeringer.

Nu er der spændt for Vognen. Tak For mig. Vil Fruerne nu kiøre?

Jeg gider ikke længer høre Paa deres mig unyttig Snak.

Da de kom, tænkte jeg: Jo, Jo! Her er Anledning til min Lykke.

Hvad gav de mig? kun to gang to,

Der skulde Hierte-Pulsen trykke.

32