Den Franske Reputations merkværdige Sygdom og derpaa fulgte Død og Begravelse. Med en endnu aldrig saa holden Liig-Procession ved hendes Biesettelse i Forglemmelsens-Tempel under en kort men ziirlig Parentation. Tilligemed en curieux Skrivelse fra de Elisæiske Marker af den avanturieuse Ridder Don Quixott til en fornemme Dame Donna Grandezza. Samt en Samtale imellem tvende vandrende Riddere Don Sebastian og Don Pedro, Halvbrødre til Donna Grandezza, og Don Quixotts Blodsforvandte. [oversat fra tysk af M.L. og dedikeret til Conrad Wilhelm von Alefeldt, guvernør i Kbh.]

Den Franske Reputations

merkværdige Sygdom og derpaa fulgte Død og Begravelse. Med en endnu aldrig saa holden Liig-Procession ved hendes Biesettelse i Forglemmelsens-Tempel under en kort men ziirlig Parentation.

Tilligemed

en curieux Skrivelse fra de Elisæiske Marker af den avanturieuse Ridder Don Quixott til en fornemme Dame Donna Grandezza.

Samt

en Samtale imellem tvende vandrende Riddere Don Sebastian og Don Pedro, Halvbrødre til Donna Grandezza, og Don Quixotts Blodsforvandte.

Kiøbenhavn 1770. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts Stræde.

2
3

Deres

Høigrævelige Excellence

Høi- og Velbaarne

Herr

Ridder af Elephanten.

Deres Kongel. Majest.

høistbetroede General af Cavalleriet. Kammerherre.

Gouverneur udi den Kongel. Residentzstad Kiøbenhavn.

4

Naadige Herre!

Deres Excellences store Mildhed og Naade, som De stedse udviser imod alle, især imod Trængende som gives Leilighed at nærme sig til Dem, giver mig det Haab, Det ef unaadig optages, at jeg fordrister mig underdanigft at dedicere følgende lidet Skrift, som jeg i ledige Timer haver umaget mig for, af det Tydske udi vores danske Sprog at oversætte, siden mig ei er bekient at samme forhen er oversat. Det som forandlediger mig dertil er Deres Excellences store Bevaagenhed imod mig, hvilken jeg stedse i dybeste Submission skal erindre mig.

Forblivende

Deres Høigrævelige Excellences

naadige Herres

Underdanigste Tiener, M. L.

5

Det allerfuldkomneste i Verden er jo underkastet Forgiengelighed; Ingen Atlas kan berømme sig

af at han altid med lige Kræfter har baaren Himmelens Last; ingen Colossus staaer ubevægelig, og hvad i Gaaer haver ophøiet sit Hoved under Stiernerne, bliver i Morgen udi Støv og Sand foragtelig traad under Fødder. Ja! Monarkierne i den stolte Verden ere ligesom Billedet i Nebucadnezars Drøm, som en liden og ringe Steen kan velte over Ende; endog en stor Goliath bliver af en foragtet David med en Slyngesteen kuldkast. Mange Nationer gaaer ved Forgiengeligheds Magt, ligesom de gamle Silingi og Alani i Spanien, under; saa at den yngere Verden ei engang erindrer dem. — Saaledes regierer Skiebnen, naar den vil rase, fra samme kommer al Forgiengelighed, og alle Ting maae følge dens Beslutning.

6

Forundre dig derfore ikke, Europa! at den franske Reputation, et Verk fra saa mange Tider, en Afgud for mange Folk, en Dame, som bragte alle til største Forundring, at samme nu faaer en bedrøvet Ende. Hendes Slægtskab er meget gammel, og saa vit man endnu veed, af

Folk, som for lang Tid siden ere opraadnede, har altid af hendes Slægt nogle regieret i Gallien eller Frankerig. Hendes Bestemoder levede i Ludvig den XI. Tid, og opnaaede (som almindelig i det Slegtskab,) en meget høi Alder. Under Ludvig den XI. Regiering forrettede hun ikke meget ved udenlandske Affaires; thi hun havde meget at bestille, med at opbygge et Pallads i Frankerige, som kostede Undersaatterne megen Sveed og Blod. Hun bragte samme temmelig i Stand; men blev meget hindret deri under Ludvig den XII., formedelst en Neapolitansk Reife, som bekom hende saa ilde, at hun maatte vende om igien.

Hendes Liv var ogsaa Aar 1513 paa den Dag som kaldes: Le jour neé des Esperons, i stor Fare: thi da hun gik og spasserede ved Teroanne*), for at besigtige et Verk, som en vis Engellænder vilde oprette; kom denne saa hastig løbendes imod hende, at hun snublede, og falt i en Besvimelse, hvorefter hun ikke befant sig meget vel. Endelig

*) Teroanne blev af Carl den Femte sleifet, saa der nu ei sees meer end nogle Rudera.

7

døde hun under Francisco den I., thi Carl den V. havde ladet give hende Gift. Hun efterlod sig en Daatter, som var meget sygelig; men blev høit elsket af Henric den II. Han tog (for at forskaffe hende frisk Luft,) med sig, til Mez, Tull og Verdun*), og efter at de af Duc de Guise vel vare blevne tracterede, tog de Veien igien til Frankerig. Men her fant hun kun en slet Fornøielse; thi Henric den II. Søster som var gift med Hertugen af Savoien, var hende ikke gunstig, og hun kom, førend hun selv vidste deraf, formedelst Hertugens af Montmorancys slette Conduite, som burde passe paa hende, i de ubarmhjertige Spaniers Hænder og Hertugen af Savoien ved St. Qvintin, som omgik meget ilde med hendes Skiønhed; og havde det seet meget farlig ud med hende, om hun ei ved Hielp af en eenfoldig Spanier var kommen derfra.

Hun var neppe kommen til Hoffet igien, førend hun hørte at Henric den II. vilde underskrive en høistskadelig Fred, hvori han bortlovede hendes Lyst-Stæder i Spanien imod Ting af ingen Vigtighed. Hun bad Kongen med grædende Taare, ei at giøre hende den Fortred; men omsonst; thi hans Søster forhindrede alle Ting, og Freden blev slut-

*) Disse 3 Biskopdømmer blev af Henric den Anden indtagen, da Carl den Femte havde at bestille med Protestanterne i Tydskland.

8

tet, hvorover hun falt i stor Sorrig og Sygdom. Man kunde temmelig have hiulpet hende, dersom ikke under Frans den II. Admiral Coligny havde lade hende tilbringe Medikamenter ved en Hugonottisk Doctor, fom foraarsagede hende en skrekkelig Riven i Indvoldene, samt en sterk Blodgang, hvilken betog meget hendes Kræfter, og den 24 Augusti 1572 under Carl den IX. tog saa sterk til, at mange Besvimelser fulgte derpaa. Henric den III, tillod vel, at af alle Slags kraftige Hielpemidler blev tillavet en Tinctur, som blev kaldet: La ligue Sainte, men omendskiønt den i Begyndelsen lod ligesom den vilde hielpe, saa falt

dog tilsidst den franske Reputation i en Sovesyge,

og døde, efterat hun havde paa det beste recommenderet hendes unge Datter til den da værende Konge Henric i Navarra. Dette er nu den Dame som i forrige Seculo er død, og som har udrettet saa mange store Ting.

Henric af Navarra, som var den første af Huset Bourbon, som besteeg først den Kongelige franske Throne, lod sig være meget denne unge Datters Opdragelse angelegen: Thi han vidste vel at han var hendes Fader, og derfore lod han ogsaa see stor Omhue for hende. Men han fandt mange som vilde disputere ham hendes Opdragelse: Phillip den II. i Spanien vilde have hende som Opvarterske hos hans Datter Isabelle, hvis Moder var en fransk Dame, og endeel af de Store

9

bifalt hans Fordring; men Kong Henric stillede ham tilfreds: Paven selv betroede ham i Begyndelsen ei hendes Education; thi han holt ham for en Kiettere, som forførte hende til en vrang Lærdom; men han fik ham ogsaa paa sin Side; saa han allene til rolig Besiddelse beholt denne dyrebare Klenodie. Men det varede ei længe, Henric kom jammerlig af Dage, og den Kniv som igiennemborede hans Hierte, syntes ogsaa at efterlade sig en dødelig Virkning hos denne endnu liden Princesse.

Maria Medicis, den Kongel. Moder tog sig hende an; men hun falt i Unaade hos Ludvig den XIII., og samme Skiebne rørte ogsaa Princessen; thi Ludvig var endnu ei nogen Kiendere af hendes Skiønhed. Den kloge Richelieu, merkede i Tide hvorfore Kongen var saa koldsindig, og hvad som hindrede ham i den rette Kierlighed: Den Hugonottiske Geist var altid Princessen i Veien, som endelig blev bandsat, saa Kongen af Frankerige ved Richelieus Hielp kom inderlig til at elske

den franske Reputation.

Men som hun altid meget inclinerte til Grusomhed, skyede hun sig ikke i lang Tid at boe iblant 100000 ombragte og myrdede Hugonotters Liig, og blant samme idelig at vandre omkring: aldrig saae Ludvig den XIII. smukkere ud i hendes Øine, end som i Cosal.

Hun havde fattet et udødeligt Had imod det Østerrigske Huus, og lod samme see det ved alle

10

Lejligheder. Hun elskede den Gang meget høit de gresseligste Løver, allene fordi Tydskland ei kunde taale at høre deres Brølen, uden at zittre og bæve derved.

Hun besøgte ogsaa Tydskland, falt ogsaa nogle Gange iblant Røvere, som dog ikke tog meget fra hende. Richelieus Død gik hende meget haart til Hierte; thi hun havde nyd meget Got af ham, hun underkastede sig ham ogsaa gandske, ja elskede ham mere end Ludvig, som Aaret derpaa forlod hende, men uden Frugter.

Imidlertid støttede hun sig paa Mazarin, som ogsaa havde sterke Skuldere til at bære hende. Han foreskrev hende en Sminke hvorved hendes Skiønhed skulde blive større. Han gav hende en Salve, som kunde foraarsage allehaande Forestillinger i Ansigtet, og ved hvis Hielp hun kunde giøre Miner og Gebærder, ligesom Sagerne og Interressen udfordrede samme. Da hun engang hvilede sig (paa mange Tusinde Blomster, som hende var tilsent og offret fra Elsas,) op til Mazarini Skuldere, i en meget behagelig Have, kom en stor Steen flyvende i Luften, som blev strax optaget af Prinzen af Conte, men af hans Slyngekastere igien bortkast. Mazarin bukkede sig snart, at Steenen ei skulde treffe ham: men den Franke Reputation som lænede sig op til ham, falt pludselig til Jorden, hvorved hun fik en indvortes Skade, som hun ei i lang Tid har kunde forvin-

11

de. Jagten har meest været hendes største Fornøielfe, og gjorde hun sig ei nogen Samvittighed over at betræde andres Eenemerker, og udtage det beste. Aar 1654 og følgende Aar, bestod hendes Lyst i at jage paa de spanske Fielde: hun hørte at Menneske Blod skulde give stor Curage til Jagt. Hvorfore Cromvel maatte overlade hende noget af den halshuggede Kong Carl den I. Blod i Engeland, og lovede hun ham meget Got detfore, da hun bekom samme i Dynkirken*).

Hun jagede derpaa i mange Aar, uden at blive træt, thi hun havde meget Rov for sig: endelig da hun paa engang syntes at have nok; hvilede hun sig ud, paa de Pyrenæiske Bierge, hvor Mazarin acomoderte hende meget galant paa Fasan-Øen. Men hun mistede endelig snart denne Støtte, hun sørgede for denne Tienere, som havde forhindret hende i at see efter den unge Konge. Den døende Mazarin vidste det nok: hvorfore han med bleege Læber gav Kongen den Lærdom: Han skulde see efter den stanske Reputation med egne, men ikke med andres Øine. Han søgte, men fant hende ikke.

Omsidder fant han hende sidde midt imellem fans Raadsherrers Skatter og Midler, hvilket stod ham saa vel an, at han drog samme Rigdom

*) Aar 1662 overlod Engelænderne Dynkirken til Frankerig, for en vis Suma Penge.

12

til sig, siden den franske Reputation hvilede paa samme.

Kort derefter forlibede hun sig i den gamle og fortrædelige Hertug af Lothringen, hun kyssede og caresserede ham; hun gav ham Melk ligesom Jael, men i det samme slog hun ham uformodentlig et Søm igiennem Hovedet og fortærede Marven i hans Been.

Samme Tid levede en meget smuk Dame, som blev kaldet: Nederlandersken. Hun begierede samme til hendes Opvartning; men som den franske Reputation var for denne Dame den største Vederstyggelighed, blev hun med Magt tvungen til Hendes Opvartning. En kort Tid beholt hun sin Frihed, men blev snart sluttet i Lænker. Dette fortrød hendes Søster meget paa, som boede i Holland, men hun blev ogsaa antastet, og et stort Stykke revet af hendes Kiortel, men hun forsvarede sig tapper. Spanien og Tydskland kom hende til Hielp: Men som den franske Reputation vidste, at de ei kunde taale at høre de hurtige franske Menuetter, sang hun en for dem, ved hvilken gesvinte Tact Spanien falt i Besvimelse. Tydskland brød sig ei derom, thi Fransmanden maatte betale sin Dristighed med Livet, og den franske Reputation bekom derved et stor Skaar i sin Regning. Da hun nu havde styret sin Lyst, søgte hun Roelighed, og sank samme i Nimvegen *).

*) Freden med Frankerig blev stuttet i Nimvegen 1679.

13

Hun tog Tydffland strax en af dens Hovedpuder, nemlig Strasborg*), hun lod fsom hun lagde sig en lang Tid til Hvile, og ingen kunde eller turde forstyrre hendes Rolighed.

Hun sprang i det samme pludselig op, da hun hørte Liig-Psalmerne synge over Churfyrsten af Pfalz; men hun stod dog stille, indtil hun hørte at de ringede for hans Liig med Klokkerne i Cølln, Hun løb gesvindt, for at rive hans Førstendømme til sig, og foreene det med Førstenberg. Hun havde rigtig forretter det, men hun blev af nogle Løver og Ørne forhindret; for hvilke hun maatte tage sig i Agt; hun kiæmpedes med dem, og tvang dem til at lade hende have Fred, thi hun havde mange vigtige Ting at tæmke paa.

Hendes Anseelse var steegen temmelig høit, hun vidste af ingen Sygdom, hun var friskere og sterkere end andre, hvorfore hun fik Lyst til at oprette sig en Throne, som skulde være høiere end alle andre i Europa. I Strasborg og Savoien laae allerede endeel Materialier til samme, Ludvig den XIV. havde forfærdiget Modellen til samme, og vilde selv være Bygmesteren.

Paa Handlangere havde han ingen Mangel,

thi hendes Øiekast erhvervede hende nok. Hun forblindede deres Øine, og betalte dem med en Slags Mynt, som forsvant mellem deres Hænder.

*) Strasborg overgav sig frivillig til Frankerig 1681

14

Derpaa begynte hun at bygge; Grunden blev lagt i Spanien paa Carl den II. Grav; Italien maatte give Tiende af mange Trappetrin til samme Throne, og i kort Tid havde man oprettet endeel af samme. Den franske Reputation kunde ei oppebie Tiden til den blev reent ferdig; hun steeg med alt for hastige Skrit op af Trapperne, men snublede nogle Gange, thi Trinene vare blevne glatte og slibrige af endeel udgydet Blod.

Hun var neppe kommen op paa denne ufuldkomne Bygning, førend hun fik en stærk Hovedsvimmel, Thronen begynte at synke med hende, thi Fundamentet befandes for svag til at bære saa tung en Byrde. Hun skreeg om Hielp, men da hun var opstegen uden Ledsagning, brød sig ingen om hendes Skrig.

I denne store Nød tilbad hun Maanen, (nemlig Tyrken,) som kastede vel sine Straaler paa hende men hun blev dog uden Hielp.

Af en Hendelse kom Paven tilgaaendes, som blev formedelst sin barmhiertige Hellighed i Hiertet rørt over hendes Elendighed; han løb runt omkring og vidste ei hvor han først skulde begynde at komme til rædde hende. Savoien loe af hendes Ulykke, formedelst hun tilforn havde tracteret dem alt for slavisk. Man understøttede Thronen med unge Cedertræer og forbedrede det ruinerte derpaa. Endelig kom hun ned, men omendskønt hun slap ud af den Fare, og begav sig til Nederlandene,

15

falt hun dog strax derpaa i en farlig Sygdom, som i en Hast berøvede hende al hendes Skiønhed, samt og hendes Kræfter,

Ingen veed at sige egentlig hvad Sygdom det Haver været; thi der var snart ikke et Ledemod paa hende som jo ikke viiste forunderlige Symptomata. Ludvig den XIV., som paa det heftigste elskede hende, lod forsamle alle sine Medici for at undersøge Sygdommen ganske nøie.

De besaae hendes Vand, som ei viiste andet end Ureenligheder; man følte hendes Puls, som slog meget mat: hun maatte fremvise sin matte Tunge, som ganske var indskrumpen. Medici bleve meget forfskrækkede over hendes Mathed, hvis Lige de aldrig havde oplevet; thi ingen Hypocrates var som kunde hielpe i en saa elendig Tilstand.

Hun havde faaet Kræft saavel i det høire som venstre Brøst, og formedelst det høire saae farligst ud, blev samme afskaaren: det venstre blev i lige Maade ilde af Saar tilreedt. Hun fant indvortes en ubeskribelig Mathed, Aurum potabile kunde have hiulpet hende, men man kunde ei finde samme hverken i Spanien eller Frankerige. I Bairen fantes vel nogle Urter som forskaffede hende god Lindring; men en Lynild kom fra et høit Sted, som mestendeel fortærede disse Urter, og en Engel med et skarp Sværd stillede sig i Døren for dette Paradiis, at man ei kunde vente mere derfra.

16

Man skrev til Paven i Rom om nogle hellige Reliqvier som kunde hielpe for denne Sygdom, men den var saa besynderlig, at ei nogen Reliqvier kunde findes, som hialp for den. Ei heller fant man nogen Helgen som var udvalgt til Patron for samme Sygdom. Ragozy skikkede fra Ungarn et kostbar Medicament, men det hialp intet*), og var uden Virkning.

Paven søgte at overtale Venetianerne, at de vilde overlade den franske Reputation noget af deres Auro pobile; men de gav til Svar, Luften var endnu alt for ureen og slem ved de usunde Dunster af de mange ihielslagne Fransoser, derfore maatte de selv i Nødsfald betiene sig af dette Remedium.

Af den Aarsag tog Sygdommen daglig til, allerhelst da en heed Vind, som kom fra Portugal meget incommoderede Patienten, som dog forandrede sig lidet ved en sagte kiølende Vind, som kom fra Spanien over Alnanca, og gav en liden Vederqvægelse. Man fornam derpaa af nogle Munke, som bildte sig ind at have en Spaadoms-Aand, at, naar Prinzen af Wallis betrædede Schottland, skulde under hans første Fodtrin paa Landet opspringe en Sundheds-Kilde som strax skulde hielpe Patienten.

*) Rebelleren Ragozy havde opspundet et Forræderie, og vilde ombringe Keiseren og hans hele Familie, hvilket Frankerig var Vidende om, men samme blev i Tide opdaget og Ragozy arresteret.

17

Reisen blev da begynt, og hans Pavelige Hellighed gav ham Velsignelsen med: Men da de vare nær ved Schotland, saae de et Spøgelse, af Gestalt som en skrækkelig Leoparder, for hvis Brølen de strax flygtede, og i største Hast med uforrettet Sag kom tilbage.

Da nu Haabet saaledes slog Feil, blev den franske Reputation endnu slettere, og da hendes Indvolde begyndte at forraadne i hende, laae hun meest i sidste Aandedræt. Ludvig den XIV. kunde af Forbittrelse ei sove nogle Nætter, formedelst ei nogen Middel var at finde for denne Sygdom. Hans Smerte steeg da paa det høieste, da han fornam, at et Stikflod i den venstre Side ganske havde berøvet hende Livet.

En saa inderlig elsket Dames Død, var som det sterkeste Tordenslag og Jordstiælv, hvorved hele Frankerig røstede: ingen Stad, ingen Underdan, sparede her fine Taare, og man siger at Peder i Rom skal have grædt bitterlig over dette Tab: Mange vil tvivle paa at hun er død salig, fordi hun i levende Live ei haver lagt sig efter andet end listige Rænker, glædet sig høiligen over fin Naboes Ulykke, giort mange til Slaver som ei godvillig vilde tiene hende, udgydet meget uskyldigt Blod, og endnu i hendes store Svaghed, lod sig mærke med mange store Excesser.

Efter hendes Død har man Hørt stor Bulder og ynkelig Piben, og har man holt for, at det

18

for lang Tid siden bortdøde femte Universal Monarkies Spøgelse har foraarsaget samme Allarm. Dog ere andre, som vel ikke forsikkrer om at hun er bleven salig, men er kommen i Skiersild, fordi hans Pavelige Hellighed gav hende er stort Aflads-Brev, famt en lang Velsignelse med paa Veien, og desuden var hun en stor Elskere af Jesuitterne, som hver Dag læser utallige Siele-Messer for hende.

Det maa da være som det er: Men den forskrekkelige Tidende om hendes uformodentlige Død, satte enhver i Bevægelse, samt Nysgierrighed tillige, for at udforske af hvad Sygdom hun var død. Kongen selv lod i al Stilhed hendes Liig bringe fra Nederlandene til Paris, for at høre Docternes Betænkning derover; men de vare meget uens. En sagde, at hun var død af den Neapolitanske Sygdom, af Aarsag, at hun havde med alt for stor Hitsighed ladet enhver uden Forskiel opvarte sig, ligesom Claudii Gemahl, som gav sig blot for enhver Nation, enten det var Tyrker eller Mohrer, naar hun kunde have nogen Fordeel af dem.

Paa en kort Tid havde den franske Repukation jo ladet sig opvarte af Portocarrero den forrige Churførst af Bairen og Cølln, den falske Prints af Wallis og andre fleere, med saadan Hitsighed, at derefter var fulgt en Inflamation, og endnu meere en — — —

19

Af denne Inflamation var tilsidst kommen en Forraadnelse, om ikke udvendig, som han ei kunde viide, men dog uden Tvivl indvendig, som havde været Aarsag i hendes Død. Men Doctor Mr. Chamillard, sagde derimod, og forsikkrede at hun var død af Svindsot: thi hun havde i den første Ivrighed, da hun overfalt Spanien, taget alt for sterk en Drik, som havde foraarsaget Forraadnelse i Lungen, hvorpaa var fulgt sterk Blodstyrtning ved Ramelies, Schellenberg og Hochstæt, hvorved den beste Næresaft var gaaet bort, faa at ikke den beste Julep og andre styrkende Ting som blev tilført fra Indien kunde hielpe.

Man har vel søgt af Papir, besynderlig af Mynt-Billetterne at uddrage Ollie, hvorved hendes indvortes Skade kunde heeles; men denne Ollie haver giort en ganske contrair Virkning og endnu mere fordærvet hendes Lunge, faa hun neppe kunde drage hendes Aande.

Derfore kunde ei heller Mr. Chamillard taale at anfee hendes Elendighed, saa omendskiønt Kongen havde befalet ham at bære Omsorg for hende, maatte han dog af Veemodighed gaae bort; thi han befant, at hun umuelig kunde hielpes mere.

Docterne hørte dette altsammen med Taalmodighed, og da han havde udtalt, meente en Italiensk Docter, at en pludselig Forandring kunde Fuldkaste de sterkeste Naturer. Den franske Reputation havde i lang Tid havt haart Liv og

20

Forstoppelse, men hun havde uformærkt faaet et engelsk Pulver, hvorefter hun havde faaer en forskrækkelig Durkløb.

Alle engelske Medikamenter ere for Franskmændene meget farlige; thi de præpareres ved Hielp af Chymien, og bliver Ingredienterne faaledes forsterket, at ingen Docker derefter kan kiende dem. Man havde seet hvor mat Reputationen var blevet, af den Nederlandske, Italienske og Spanske Spise som endnu ikke var fordøiet, men havde givet stor Kraft i kort Tid, og var gaaet blodig fra hende, hvorved hendes Liv maatte forkortes, da det gik hende ligesom Tantalus, som kunde see smukke Frugter for sig, men ei kunde nyde nogen af dem.

Dette modsagde Printzens Liv-Medicus, som paastod at Kræften, som hun havde havt i Brøfterne havde varet Aarfag til hendes Død. Men Skylden var hendes egen, at hun havde ikke forvart det høire Brøst bedre, hvorfor en forvoven Savoier, som hun viiste sig alt for stolt imod, havde grebet hende med største Vreede paa Brøstet, hvoraf Kræften var foraarsaget, og efterat det ene var fortæret, havde det funden Lejlighed at andgribe det andet, som blev ogsaa saa ilde tilreed, hvortil Stikfloddet ogsaa var kommen, hvilket ikke den aller polerteste Doctor kunde forebygge.

Duc de Bourgogner Liv-Medicus, havde andre Tanker, han kunde ikke nægte Kræften at have nogen Skyld, han meente dog at en inderlig

21

Aarsag var Skyld i hendes Død. Hun havde havt formange Orme i sig, som var ei saa let at fordrive. I Begyndelsen har hun faaet dem af den Spise som Kong Jakob den II. havde ført med sig fra England, dernest havde hun alt for hitsig spiist af de Italienske Frugter, og ei først aftørt de derpaa siddende smaae Insecter, men nedslugt dem tilligemed deres Sæd, som siden har forvandlet sig til lutter ædende Orme, foruden mange andre Orme, som haver været i hendes Indvolde, som hun med hendes Blod har ernærer.

En anden fransk Docter var ei af den Meening, men meente: at de slemme Sting i Siden havde foraarsaget hendes Død. Hun var plaget af mange Vinde, som oppustede hendes Mave meget, at man snart var faldet paa de Tanker, at hun var frugtsommelig; og det var dog ei andet end bare Vinde, hvoraf man kunde slutte sig til hendes Maves og de andre inderlige Deeles slette Constitution.

Kongen vidste ei hvad han skulde tænke, da han hørte Docternes adskillige Meeninger, og saasom han gierne vilde vide den rette Aarsag til hendes Død, befalede han at hendes Legeme skulde aabnes.

Hendes Legeme blev strax aftoet, og overleveret i Docternes Hænder. Men de forskrækkedes alle, da de fant hendes Legeme at være saa tyk og fæl, som i levende Live havde været faa smuk.

22

Sminken tilligemed den ovenanførte Salve, som hun havde faaet af Mazarin, havde forlat Ansigtet, hvorfore det saae forskrekkelig ud, og man kunde af hver Linie i Ansigtet see hendes grusomme Sindelav. Stederne hvor de inficerte Bryster havde sat, vare afskyelige at see paa, det øvrige af Kroppen var ganske skrumpen og indtørret, samt overtrokken med en hæslig Farve, og derhos meget maver, skiønt Ansigtet saae feed ud, Fødderne vare krumme og knortede, og man forundrede sig nu ei meer over hendes krumme Veie, som hun altid gik.

Man aabnede da Kroppen som kun bestod af Huud og Been, men var ganske fordærvet indvændig, at ikke et eneste Lem var sund paa hende, Huden var meget tyk, og man havde Besværlighed med at faae Brystet aabnet.

Først betragtede man Leveren: som befandtes meget bleeg, hvoraf man sluttede sig til, at hun meget havde været plaget af Obstruxion, hvorfore ei nogen ret Sanguificatio har havt Sted i dette franske Corpus, fluttelig ei heller nogen god Blods-Draabe i samme.

Hun var ogsaa opfylt med megen Galde, hvoraf man og fant endeel i Maven, og sluttede man sig deraf til, at den Afdøde haver indvortes baaret sine Fortrædeligheder, thi om hun havde den allerstørste Fortræd, saae man hende dog altid med et milt Ansigt. Lungen duede intet, hvorfore hun

23

altid var trangbrøstig, og skulde have frisk Luft. Ingen Milt fant man, og deraf vidste man først hvorfore hun i saa stor Hastighed kunde løbe saa mange Miile, hvorved hun gjorde lykkelige Progresser, og dog aldrig havde mindste Smerte i Siden.

Endelig kom man til Hiertet, og her fankes den fuldkomne Aarfag til hendes Død.

Hun havde en stor Orm i Hiertet, som dog kun af Naturen var liden, hvoraf man sluttet sig til hendes forrige Curage, samme var dog ganske indskrumpen og vissen, men havde formodentlig været Aarfag til den stærke Hjerteklappen, skrækkelige Hierte-Angest, og rysten i Lemmerne. Af denne Angest, Zitteren og Frygt kom al hendes Nød; dette var Aarsag at hun var uduelig til alle Ting, saa denne gruelige Orm havde betaget hende al Mod. Da man nu havde betragtet denne Orm, saa meget man vilde, skikkede man Kongen samme, med den Efterretning: At den franske Reputation var død af en Hierte-Orm.

Da man visiterede Underlivet, fant man, at hun ganske var frie for den Neapolitanske Sygdom; derefter betragtede man et og andet i Tarmene, hvorpaa man begyndte paa den øverste Deel af, Legemet, og kunde man ei noksom forundre sig over hendes tykke, vie og korte Svelg.

En Medicus sagde, han havde allerede tænkt det i hendes levende Live, thi hun tog alle Tider

24

meget store Stykker, ja hun kunde bedre end Cleopatra nedsluge hele Kongeriger, men dog ei uden Anstød, og naar hun uden at forestille sig, lod sin Stemme høre, lød det som det var en Bas-Stemme; men imellem kunde hun opstemme en meget sød Lokke-Tone: Det engelske Pulver havde været Skyld, at hun hastigere end man tænkte i Frankerige maatte fordøie samme.

I hendes Hoved fant man at Nervus Opticus havde været meget god, og at hun med hendes Øine haver kunder seet meget langt; ja, endogsaa som Tiberius, der kunde om Natten see, naar andre Folk gik i søvne eller sov. Hørelsen maa have været hende meget fortredelig, som man ogsaa i hendes levende Live har observeret; thi hun tillukte gierne Ørene naar hun hørte nogen Tidende fra Italien, Spanien eller Tydskland, og man maatte tale saa sagte som man vilde, saa gjorde det hende dog Ont i Ørene; med Hørelsen var hun meget incommedert.

Lugten var tilsidst meget fordærvet af det spanske Tobak, og da hun dog altid gierne i Forveien kunde lugte Røgen af en Steeg, kunde hun dog ei lugte den stinkende Vind som kom fra Schotland.

Hjernen var meget vædskefuld, hvorfore hun havde megen stor Indbildningskraft; thi hun kunde let indbilde sig noget som ei var til. Man maatte derfor forundre sig, hvorledes hun kunde have en saa god Hukommelse; thi hun kunde erin-

25

dre sig alle Prætensioner, Dependentier og de mindste Injurier, som var foretaget for utænkelige Aar siden, om hvilke naar det stak hende, hun talte med stor Autoritet, som hun engang viiste i Mez. Dog sluttede man sig til, at de vaade Tider som vare indfaldne i Frankerig af de mange Undersaatters Graad, havde faaledes fordærvet hendes Hierne; thi tilforn havde man dog fundet et got Iudiccum hos hende.

Da man aabnede hendes Mund, fant man at hun havde 2 Rader Tænder oven og neden i Munden, og gav hun Kong Mithridatis Datter intet efter, som man ligeledes har skreven om; man veed at Viise Kiendetegn af hendes Bid mange Steder, thi hun haver bidt Halsen over paa mange Hugonotter og høie Standspersoner. Tænderne vare lange og spitse, og forsikkrede Medici, at det var Tegn til et bidende og grusomt Menneske. Efter disse Observationer tog man et Microscopium, forfærdiget af den bekiendte P. Lana, og som gjorde et Corpus 27000000 større end det selv var, man betragtede da Hjernen, hvor Indbildningerne havde sat: Men! et forunderligt Tilfælde! alting krøb af forskrækkelige Forsætter, som hun vilde have udført. Man lod strax give sig et Glas med Spiritus Vini Rectificatissimo, og da disse Forsætter endnu vare varme, kom man dem i Glasset og oversendte dem til Mad. de Maintenon, som ei noksom kunde forundre sig derover, man applicerte

26

dette Mescropium paa alle Hiernens Parter, men var ei i Stand til at finde nogen Samvittighed, og bilder man sig ind at hun haver tabt samme.

Efterat Anatomien var forbi, balsamerte man Legemet: Hiernen kom i et af Kongens Begere, og blev indmuret i Vægen i hans Cabinet. Indvoldene blev i et af Jesuiternes Klostere begraven under et Alter. Om Hiertet meente Medici at det var brugelig til Hierte-Styrkning, naar det blev brændt til Pulver, og omendskiønt noget var opædt af en Orm, var det ligesom Kirsebær der vare hakkede af Spurrer, eller Frugt som der var Orm i, hvilket man pleiede at holde for den modneste og bæste. Det blev ogsaa i en meget kostbar Ild opbrændt og stødt til Pulver, og en Qvantitet deraf tilsendt Duc de Vendome, samt endeel andre Generaler; thi man kunde vel tænke, at de af den store Forskrækkelse ved Oudenarde*), kunde have en Hjertestyrkning nødig. Derpaa blev giort Anstalt til den franske Reputations solenne Liig-Begiengelse.

Som man nu var i Tvivl om, hvor man skulle begrave hende, saa lod sig anmælde 4 Nederlandste Bønder.

Enhver lengtes efter, hvad disse usædvanlige Deputerede havde at forebringe, og da de nu kom

*) De Franske bleve Aar 1708 totaliter slagne ikke langt fra Oudenarde.

27

til Audients, fremførte de deres Erinde med største Devotion.

Den afdøde franske Reputation, sagde de, vel at have giort dem stor Hierte-Sorg, og fortæret al deres Korn samt Eiendom. Og ikke maget det saa at de kunde have Medlidenhed med hende. Men saasom hendes Elendighed havde været saa stor, samt hendes Død saa jammerlig, maatte endogsaa en Steen under Jorden bevæges til Medlidenhed: og allermeest da Kong Ludvig havde hende saa kiær, hvilket man nok vidste i Nederlandene. I Betragtning deraf have de besluttet allerunderdanigst at giøre Ansøgning ved det franske Hof, at forunde dem den Ære at begrave hende; de havde frem for andre et stor Fortrin til samme; ei allene fordi den franske Reputation lenge opholdt sig i deres Land, og der befundet sig vel, men hun havde ogsaa altid ladet see en stor Affection for dem.

Desuden havde den Nederlandske Jord allerede opslugt endeel af hendes Blod, og endnu det som mere var, Patienten var jo Død i deres Land ikke langt fra Gent, thi var det billig at hendes Legeme paa famme Sted skulde begraves. Skiebnen syntes selv at have besluttet det: thi Staden Gent havde alt for lang Tid siden været anseet som en Handske for Paris: og for nogen Tid siden havde desto verre endeel flygtige Fransmænd bekræftet

samme; thi efterat man havde klappet dem brav

28

over Fingrene, søgte de i Haabetal deres Tilflugt i denne Handske, saa den snart var bleven for snever for dem.

Hvad kunde da være bedre end at begrave hende i Egnen ved Gent, som formedelst den smukke Buskast var meget fornøielig.

De vilde med deres egne Hænder grave hendes Grav, og ved Liigbegiengelse Viise den ganske Verden, hvor begierlige de vare for at tiene Frankerig.

Deres Tale behagede Kongen, og frygtede han ogsaa, at dersom hendes Begravelse skulde været i Frankerig, vilde det falde Riget besværlig, og Undersaatterne vilde græde deres Øine ud, dog lod han dem gaae fra sig med en indifferent Mine uden Resolution, for bedre at overlegge det.

Neppe vare de gaaer bort, da indløb en Condulations-Skrivelse fra hans Pavelige Hellighed i Rom, hvorudi han viiste sin store Medlidenhed, og til Trøst for Frankerige, tilbød sig i egen høie Person, at holde en Parentation. Kongen eftertænkte samme, men havde tvende vigtige Aarsager hvorfore ei samme kunde skee. Af den Aarsag blev Prinzen af Conty, Prinzen af Wallis, Villeroy, Tallard, Portocarero, og mange flere bragte i Forslag, men man vidste endnu ei hvem man skulde udvælge. Ved den Leilighed blev hen franske Reputations Legeme liggendes ubegravet, thi man kunde ei blive eenige; det allerslemmeste var, at dette Døde Legeme ei efter Konsten

29

var balsameret, derfore gav det en ulidelig Stank fra sig, som inficerte Menneskene ligesom en Pest, og da man dog altid røgede stærk med kostbar Gummi og vellugtende Træ, saa trak de Allerklogeste og Forsigtigste denne Gift-Stank i sig. Men det blev ikke derved; thi under hendes Ribbeen fremvoxte mange slemme Maddikker, Orme og forgiftige Infecter, som udbrede sig over alle i Verden, og inficerte alle Ting.

Dette Onde tog meest Overhaand efter Keiser Carl den VI. Død; thi saasnart denne Monark havde tillukt sine Øine, krøb disse giftig Dyr formedelst den pragmatiske Sanction overalt i Verden omkring, men formedelst de ei skulde have en saa heslig Gestalt, omskabte Cardinal Fleury ved et synderlig Stats-Arcanum under Ludvig XV. dem til de artigste Guld-Ollenborrer, som mesten lignede de saa kaldede Johannes-Orme, hvilke giver Glands fra sig om Natten, ligesom det var Sølv eller Guld; men da Fleury var død forlod deres smukke Glands dem, og man ansaae dem ei for andet end gemeene Skarnbasser.

Nu blev gode Raad dyre, den franske Reputations Utøi havde udbredet sig ligesom Greshopper i Böhmen og Østerrige, saa det vrimlede af disse Udyr.

Den kloge, andægtige og smukke Dronning af Ungern og Böhmen, gjorde sig al Umage for at

Udrydde dette Utøi af hendes Lande og skiønne Egne.

30

En meget lærd, gammel, erfaren og behiertet Medicus i Ungern, som vidste paa en meget besynderlig Maade at forfærdige den bekiendte Vaaben-Salve, kom denne retfærdige Dronning til Hielp. Det Arcanum som han tillavede giorde en ønskelig Effect, og man laborerede Dag og Nat, hvortil indfant sig de beste og flittigste Manipulanter af Ungern i en stor Mængde, og forjagede alle disse skadelige Orme fra alle Steder, og jo mere de søgte at opholde sig i Krogene, jo mere Marter og Pine maatte de udstaae, thi man fik paa nye en stor Qvantitet vel componert og konstig laborert engelsk Salt, hvorved dette Utøi videre blev forbuden at flyve eller krybe omkring paa Grendserne, thi allene den penetrante Lugt af samme Salt er et sikkert Middel.

Imidlertid blev stedse holdet geheim Conference i Frankerig: alle begyndte at blive motvillige i det de saae det stinkende Legeme af den tilforn saa store og smukke franske Reputation begyndte at anstikke dette store Kongerige; hvorfore man maatte gribe til det Middel som man ellers ei gierne havde giort; thi den om sig ædende ulidelige Stank, samt den giennemtrængende ilde Lugt, giorde de Franske ligesom galne og rasende. Derpaa blev besluttet at citere den afdøde Fleury per Kaballum, hans Geist lod sig tilsyne, og gav dette gode Raad, strax at opbrænde den franske Reputations stinkende Legeme i Aske ved bare hugonottiske Bø-

31

ger, derefter skulde man sende nogle franske Commissarier til Pissek, thi dette Sted kaldes paa Bø misk Sand, og er efter samme Navn ogsaa det smukkeste og fineste Sand der at finde, af samme hvide Sand skulde man giøre en Urne ester gammel hedensk Facon, i Anledning af, at hun som den Allerchristeligste havde været slemmere end de længst bortliggende Hedninger ere; og da tillige denne Stad Pissek er bekiendt, da Fransmændene som bange Harer løb derfra, saa passede sig samme Sand best til et Kar at giemme Den franske Reputations Aske udi.

Denne Urne skulde ikke ved slet Kul, men ved bare kostbare Træer og Viinranker, som Fransmændene havde ophakket, efter Pottemagerkonsten brændes. Endelig sagde Fleuri videre, at han selv vilde være behielpelig med ved hendes Biesættelse, 4 Bønder skulde bære hende paa et smuk Postement, og en Ungerer kunde efter eget Behag holde en latinsk Parentation; og som hun dog ingen anden Sted blev biesat uden i Forglemmelsens-Tempel, saa skulde man dog alligevel giøre hende en net Gravskrift, formedelst hun nu selv i de Dødes Rige ei havde noget sindrigt Indfald. I det mindste vilde Liig-Procesfionen blive meget folkeriig og vare længe; thi alle de som formedelst den franske Reputation i de forrige og nærværende Krige vare blevne, og tillige de som af Sygdom vare Døde og overalt begravne, samt de druknede

32

Fransoser, skulde alle være tilstæde, hvorved Tambourene, samt en forunderlig fæl Musik af de Afdøde skulle lade sig høre.

Alting blev efter Fleuris Geistes Anordning paa det klogeste foranstaltet, og Liig-Processionen gik for sig i følgende Orden:

1. Kom de Syv dødelige Synder eller Hovedlaster, alle i dybe Sørgeklæder, med et meget stor Følgeskab efter sig, Par og Par, de bar tillige Skilte, hvorpaa deres Laster vare afmalede, for at kiende den ene fra den anden, ved første Øiekast.

2. Strax derpaa kom mange Hundrede Tusinde franske Geister som i Krigen vare blevne ihielslagne, blesserede og der død, samt druknede, de gik Parviis med deres underlige og confuse Felt-Musik, de i Agt tog i deres Marsch ingen Orden, hvorfore det var umuelig at faae Tal paa dem.

3. Fulgte en Mængde franske Officiers Siele, hvoraf man vel kunde udgiøre 100 Regimenter, de havde alle lange hvide træ Stokke i Haanden, som de ere vant til at bære, naar de tvungne skal marschere ud af en Stad eller Festning. Paa enhver af disse lange Prygle var bundet et sort Flor, de gik med nedslagne Hoveder, der var ei heller nogen af dem som kastede Snee-

33

Boldte, smaae Steen eller Jordklumper paa hverandre, som de var vant til at giøre i Prag paa de store Pladser og Gader.

4. Efter denne temmelige uordentlige Sverm saae man med Forundring de fornemste franske Officerers Siæle, som reed paa Hæste-Rader, hvoraf de tilforn havde spiist Kiødet, formedelst at Staden saa længe blev bloqveret af Dronningen; denne Marsch var ret frygtsom og forskrækkelig at ansee, thi Knoklerne og Benene af Hæsterne og Geisterne klaprede og raslede forunderlig i hverandre, saa Hørelsen snart kunde forgaae derved. Formedelst Mængden af saa mange Tusinde, samt deres uordentlige riden, som de ere vant til, kunde man ei telle dem, thi snart reed de Parviis, og snart den ene efter den anden, alting gik meget langsom til, hvorfor Marschen varede længe,

5. Efter disse saae man mange Tusinde elendige og bedrøvede Geister af afdøde Mennesker, som for den franske Reputation, formedelst Penge, saavel i Frankerig som andre Stæder hvor Fransmanden havde hersket, vare præssede til Døde. — Det er ei at beskrive den store Graad, Skrigen og Jammer man hørte, at endogsaa Klipperne maatte bevæges og græde Blod over deres Jammer.

6. Strax efter dem fulgte de i Frankerig uddøde Familier af de ihielslagne Officerer og Soldater,

34

som formedelst deres Mænds og Venners Død havde bekymret sig til døde. Der var imellem høie Stands-Personer i dybeste Sørge-Dragt, 1 Damer, 2 Gemahler, Mødre, Søstere, Slegtninge, forlovede Jomfruer; deres Graad var saa heftig, at den hele Gade af samme var saa vaad, som efter den største Plads-Regn.

I det samme hørte man en stor Klingren og Ringlen, thi der kom nogle Hundrede Muul-Esels Geister, som havde overladt deres kostbare Eqvipage til Husarene og Pandurer, og siden de efter Haanden ogsaa vare slagne ihiel, saa saae deres Been-Rad med de mange Bielder og Klokker samt Fier-Plumager meget underlig ud.

8. Endelig saae man en talrig Mengde, klædt som Pager og Tienere, disse vare de franske pollitiske Staats-Genier, enhver havde sine Tanker paa sit Skilt emblematik malet.

9. Efter dem fulgte mange smukke Maitresser i Appetit-Kioler, temmelig blotte, og det netteste paaklæd, de havde i Steden for hvide brennende Voxfakler, sorte dreiede Merledunger af Paruquer i Hænderne, men giorde ei synderlige bedrøvede Ansigter.

10. Efter dem kom et par Hundrede meget høie og sterke Vogne, som Fransmanden havde ladet giøre til de kobber og blik Pontons, hvorpaa de vilde til Wien, ja gar til Ungern, den ene Vogn kiørte meget langsom efter den anden, og

35

hver Vogn var bespent med 100 Heste, og den ene gik bag efter den anden, paa hver femte Hæst fad en Rideknegt paa tvers. Førend Vognene, hørte man Tonen af mange tabte og af Fienden erobrede Pauker og Trompetter, paa enhver af disse Vogne sad et meget kostbar klæd Spøgelse af det femte Monarkie.

11. Stax efter dem Fleuris Geist, som blev baaren i en Porteschaise af to Muul-Esler. Efter ham kom

12. Belle Isle til Hæft, med den hele Ingenieur Grundteigning, over de overalt giorde Krigs-Operationer; hvorved det smukkeste var at see, da Fransmændene bleve forjagede af deres Leir ved Prag.

13. Derpaa saae man en heel Deel store Generaler komme, som tillige med de andre havde lange sorte Flor.

14. Efter dem kom Sechelle i en aaben Bagage-Vogn, han sad paa et tomt Penge-Fad, og runt om ham hængte bare udtømmede Penge-Poser.

15. Efter dem saae man mange Tusinde liderlige Tyve og Gesmeis, fom Fransmændene kalder Domestiqver, enhver havde nogle Tyve-Koster i Haanden. Denne uendelige lange Sverm, saae et naturlig Ziegeuner-Optog liig, allermeest de mange brune og gule Qvinder med deres lange besmurte Palatinel-Huer, hvilke

36

saae de omkringflyvende Helvedes-Aander ikke ulige.

16. Saae man et Par Tyranniske Intendenter, som havde formedelst Reputationens Skyld ganske udsuet Frankerig.

17. Dennem fulgte efter mange Tusinde Hierte-Suk af udfuede arme Mennesker, disse mange Sukke vare faa giennemtrængende, samt lignede den sterkeste Orcan, og trak igiennem til Marv og Been.

18. Endelig kom 4 Bønder, med den af Pisseker Sand smukke forfærdigede Urne, hvori Asken af den afdøde franske Reputation var giemt; de bar dette efter Antiqven forfærdigede Kar paa et smukt Postament med 4 forgyldte Stange, ligesom Chineserne pleier at bære deres Afguder og Drager. Denne Urne blev paa alle Sider geleidet og bedækket af en Mængde Ungerer oz Pandurer.

Isteden for Sørge-Musik, havde Ungerne og Pandurerne Fløiter og Sække-Piber, som de vexelviis lode sig høre paa, de giorde og saavel til Fods som til Hæst artige Maneuvres, Infanteriet dandsede isteden for at gaae; og Cavalleriet saae munter ud, og opstemmede vexelviis af fuld Hals Juhe! Juhe! Juhe! Pandurene svarede med høi Stemme Sa, Sa, Sa, og denne Frydeskrig

37

tilligemed Fløiterne samt Sækkepiberne, vare istæden for Liig-Psalmerne.

Under saadan Æresbeviisning samt prægtige Liig-Commitat, blev denne Urne indsat i Forglemmelsens Tempel, hvilken var opbygt efter nyeste Bygningskunst, af Spindelvæv samt franske Tanker og Indbildninger. Cardinal Flury stod allereede ved Indgangen til denne Tempel.

Han satte Urnen mit paa et forhøiet Sted, og eftersom Ungererne ogsaa vare med i denne Solennite, saa lod de sig ei heller betage nogen Ære, men istemmede alle med en fornøielig Tone: Peqviefcat in Pace, hvorved tillige Fløiterne, samt Sækkepiberne lystig lod sig høre. Denne talrige Forsamling blev tracteret med Ungersk og Østerigsk Viin; Engelænderne havde selv indbudet sig til den franske Reputations Begravelse, og for tillige at anhøre Parentationen blev de tilstæde.

Imedens Ceremonierne varede, blev af disse tre tappre og heltemodige Nationer, nemlig: Østeriger, Ungerer og Engelænder paa bestandig seierrige Vaaben lystig drukken omkring. De troe og ærlige Bøhmer indfant sig ogsaa; og bragte Sechelle en Tønde nye Mynter, som Fransmændene da de vare insperrede i Eger, havde forfærdiget for Tidsfordriv af Tin og Bly, for at udkaste samme Skuepenge iblant Folket, til en Erindring om den franske Reputations Begra-

38

velse; men hvor disse Penge falt, der blev de liggende, og man saae ei nogen bukke sig efter dem uden Antiqvarii og de som forstode sig paa Mynt-Cabinetter.

Saasom Parentationen snart skulde begynde, saa bestrøede den ypperste Præst Fleury Urnen med hvide og blodfarvede Lilier.

Poeterne, som tilforn Fransmændene til Ære ved deres barbariske Regiering i Prag, havde sammensmurt mange Riim, de anvendte nu alle deres Kræfter for at udfinde ret noget bedrøveligt, men formedelst stor Angest og Banghed kunde disse Rimemagere ei opfinde nogen Klagesang.

Strax derefter blev alle tilstædeværende bevæget til en almindelig Tavshed; thi en habil, klog, erfaren, listig, tapper, troe, lærd og lystig Ungerer til Hæst, holdt følgende latinske Parentation ex Tempora.

39

Parentation

holden i

en folkeriig Forsamling ved den franske Reputations

Begravelse.

Den franske Reputation er død og her nu hviler, Hvoraf hver ærlig Patriot udi Europa smiler.

Fuit & non est! — Hun har været, men er er mere til! Hun er død, Himmelen skee Tak, Hun er død! — Kiære Diogenes, du satiriske Philosoph! du som ved Alexander Magni Tider har søgt retskafne Mennesker, og har giort mange Moralske Taler af din lærde Mund, tillad mig, da du nu dog befinder dig i de lystige Cliseiske Marker, at jeg paa en kort Tid laaner din Laterne for at betragte Asken i denne tillukte Urne.

Men nei, dette klinger saa Skolastisk, Oratorisk, og er for vitløftig, jeg bruger ikke din Laterne, men kan tage den første den beste Brand af et antænt Huus som de franske Morbrændere har sat i Lue.

Men pfui! den stinker som den var kommen fra Helvede af Beg og Svovel, jeg vil ei heller

40

have den; thi ellers kunde mine Tilhørere for den barbariske Stank snart løbe bort, og ikke engang høre denne korte Tale ud til Enden.

Det er meget vel bekiendt, hvis Aske i denne Urne er giemt; men siden saa mange Fremmede har indfundet sig, udfordrer Billighed ogsaa, at jeg giver dem nogen Efterretning om denne franske Dames Død.

Hendes Familie er gammel og vel bekiendt, hendes Gierninger forskrækkelige, og hendes Navn veed enhver, og det man hører om hende klinger Tyrranisk og Barbarisk, hun var den allerkiønneste, fortroligste, og meeft elskede Dame ved det franske Hof, man kaldte hende aldrig andet end Reputationen. Hun var den største Fiende af Roligheden i Europa, hun hadede altid andre lykkelige Potentater og Stater; Krig, Uroe, Blods Udgydelse, Gift, Brand, Mord, Rov og Ueenighed, var hendes beste Hjertestyrkning og Ve: derqvægelse, nu er hun endelig død; hvad skal man vel stifte hende til Erindring! Talriige Forsamling besinder eder lidet derpaa, min Betænkning skal ikke mangle, jeg beder allene om et Øjeblik Taalmodighed, saa skal jeg tale videre.

Naar jeg tilbagekalder i min Hukommelse de gamle Tider og forsvundne Secula, saa seer jeg med stor Forundring, hvorledes vore Forfædre have giort sig Umage at stifte for de Afdøde evigvarende Æreminder, at de ei skulde udelukkes af

41

Efterkommernes Hukommelse. Derom kan give os Beviis de smukke Pyramider som blev oprettede Kongerne i Ægypten til Ære, hvoraf jeg kun vil erindre den, som Kong Cleops eller Cephos lod oprette 3 Miile fra Alcairo imod Vesten, hvorpaa 100000 Mennesker arbeidede i 20 Aar, og som foruden deres Besoldning, fortærede allene i Rædikker, Løg og Zvibler 20 Tønder Guld.— Maa dette ikke have været et herligt Æreminde for de Døde? Det blev ogsaa anseet som et af de 7 Verdens Underværker.

Betragter vi det prægtige Mausoleum, som den berømte Dronning Artemisia lod af Kierlighed, Troe og Oprigtighed oprette hendes afdøde Gemahl til Ære, hvorom de gamle Historieskrivere mælde, kan ikke opfindes Ord nok, til at beskrive denne Herlighed.

Men vi har ei nødig at gaae tilbage i den graae Alderdom; vi have kun nødig at betragte de i dette Seculo prægtige oprettede Epitaphia, de smukke Begravelser, og de hist og her oprettede Æreminder som viise de Afdødes Berømmelse, og som af Kierlighed til dem af de Efterlevende er opført med stor Bekostning, saa kan man deraf see de klogeste Konstneres Hænders Arbeide i den kostbareste Marmor, Allebast, og smukkeste Porphyr, hvilke have indrettet alle Ting saa viiselig, at endogsaa de skarpeste og spidseste Tænder, af de la-

42

stende Momister ikke ere i Stand til at udsætte det ringeste.

Hvad Æreminde skal vi vel oprette over den franske Reputations Aske, som er henlagt i denne Urne? Skal vi som den berømte Orator Cicero, der lod sin afdøde Datter til Ære hensette et evig brændende Lys! Nei! nei! hun var jo en Fiende af det ædle Tydsklands Roelighed og Frihed, eller skal vi lade udgrave hendes slemme Gierninger i den haardeste Staal? Nei hun har jo ei stiftet andet end Ulykker. Eller skal vi oprette et Døds-Trophæum af Marmor, Jaspis, Prophyr eller Allebast. Nei! nei! thi hun var en Fredsforstørrere for alle ærekiære. Hvad skal vi da endelig oprette? Jeg besinder mig nu derpaa; og det falder mig lykkelig ind: Vi ville paa smuk fin Postpapir skrive en Gravskrift.

Hvem som nu blandt mine Tilhørere har et ærlig tydsk Hierte, og veed alle disse bedrøvelige Conjuncturer, som denne Dame har stiftet, og er bleven sin smukke Dronning af Ungern og Bøhmen troe, han bliver høflig ombedet af mig at forfatte et Gravskrift. Lever vel! saa meget har jeg sagt, hvilket kaldes efter Skole-Stiil paa Latin Dixi. — —

Efter at denne smukke Parentation var holden, saae man mange Hundrede Tusinde Papirer med artige Gravskrifter paa, af ærlig sindede Personer, enhver havde opsat sine sindrige Tanker; men saa-

43

som de alle i disse Blade ei kunde faae Rum, saa maa efterfølgende udgiøre Slutningen.

Gravskrift over

den afdøde franske Reputation.

ViatorDy stat,

Og see en Skat

I denne Urne giemmes,

Den franske Reputation

Som nu til sidst selv blev Cujon,

I Tydskland aldrig glemmes.

I Ungerer pas nøie paa At Asken ingen Luft skal faae;

Thi skeer det, staaer I Fare; Thi ret som giftig Basilisk Er hendes Sæd saa grum og bidsk Som hele Helved-Skare.

Vi hendes Navn forglemme vil,

Vel er det, hun ei meer er til,

Lad Frankerig kun græde,

Dens Reputation er død Som var for dem et Hiertestød, Men Tydskland til stor Glæde.

44

Inventarium

og ordentlig Beskrivelse paa alle Møbler, som efter den franske Reputations Død i

Paris ved offentlig Auktion til den Høistbydende er bleven bortsolgt.

1 Et i Luften opbygget meget kostbar og stor Palais, opbygt efter den nyeste Bygnings Konst af lutter høimodige Indbildninger; naar man nu nøie betragter denne Bygning igiennem en Kikkert, bliver det alt mindre og mindre, tilsidst bliver det omgiven med en Taage og forsvinder som Røg.

2 Endeel efter Konsten forfærdigede Veir-Møller, som kan gaae, staae og snakke, den franske Reputation haver altid brugt dem ved fremmede og store Hoffer, for at giøre Vind med dem i Verden.

3 En liden net Haandløgte af blank poleret Guld, ved hvis Hielp man langt fra kan see ind i de største Herrers geheime Staats-Cabinetter, samt erfare hvad der foretages, besynderlig kan man kiende hvilke som ere utroe Ministere og seer paa deres egen Interresse og tillige sladrer af Skolen.

45

4 Et meget compendieux Tale-Rør af Postpapir, igiennem hvilket man meget tydelig kan snakke paa Hundrede Miils Distance, naar sig paa samme Steder in Cognito opholder gode Spioner.

5 Et par prægtige Speile, hvori man presenteres i Legems Størrelse; men et Menneske sees langt anderledes end som det er.

6 En meget rar Maskine til at dreie de klogeste, store lange Næser med, og at føre dem saa længe omkring ved samme, indtil man faaer dem i de allierfarligste Vildnisse, hvoraf de neppe kan komme ud igien.

7 Et Laboratorium portutile, hvori bliver laboreret der allerhemmeligste Gift, hvorved allerede mange høie Personer førend Tiden, ere skikkede i Evigheden, hvorved ikke engang de concecrerte Hostier ere blevne skaanede.

8 En kostbar Hoved-Nøgel af Guld, hvorved man kan faae stumme Personer til at tale.

9 Tyve Kister fulde af Papirs Penge Actier, som den bekiendte Msr. Laws med egen Haand har pakket sammen, og derpaa trykket hans Project-Seil, paa samme Tid da fattige Folk hist og her i Frankerige, hængte, druknede, skiød og stak sig selv ihiel.

10 Nogle Sække fulde af Kugler, brugelige for

de franske Morbrændere, naar de ei paa anden Maade kan udøve deres Ondskab, end at stikke alting i Brand.

46

11 Adskillige Stats-Paruquer til at bedække Skalken med, og tillige skiule Malicen under samme kostelige Haar.

12 En stor Eske fuld af Sminke-Pulver, brugelig til at giøre en langt anderledes Gestalt udvendig end som man meener i Hiertet.

13 En stor Bære-Kurv fuld af Basilisk-Æg, paa hvilke altid vexelviis skal sidde, de ældste franske Ministere og Mignons for at udruge samme.

14 En sandfærdig Oiginial, af den gamle franske Troe og Parol i Legems-Størrelse paa en Spindelvev stukken i Kobber. .Hun er forestilt just som hun tager sig en Priis Tobak, og naar man betragter samme kommer man til at nysse.

15 Huden udstoppet af den listige Slange som var i Paradiis, som efter mange færde Mænds Meening har talt fransk med vore første Forældre; thi Eva havde allers aldrig i noget andet ærlig Sprog ladet sig forføre.

16 Et Hundrede Fade fulde af sød Franskviin, hvoraf Tydskerne bliver rusendes og taber al deres Fornuft.

17 En meget lærd Helvedes Aand, indsluttet i en Læder Sæk, hvilken de franske Ministere bruge som et Orakel, og spørger samme til Raads.

18 Et tyk Foutteral at bedække Kierlighed med til sin Næste, samt at skiule under samme al Menneskelig Barmhiertighed.

47

19 De største og fornemste ved det franske Hof deres saa kaldede allerchristeligste Religion, forestillet i en Harleqvins Dragt, meget artig at see.

22 En meget angeneem og velklingende Fløite, hvorefter de Tydske som har mistet Fornuften meget ziirlig dandser.

21 En stor Kiste fuld af franske Løfter, men uden Haandgreber.

22 Machiavilli Regler udstukken i poleret Staal, og indbunden i et stærk Bind, fordi det ei skal forgaae eller sønderrives.

23 Et compendieu Haand-Bibliothek, bestaaende af kostbare Bøger og Manuscripter, af hvilke en in Folio meget kostbar i Fløiel indbunden, fører den Titel: Project hvorledes man best kan uddrive Fanden af Helvede, og at fortificere dette underjordiske Riige med Palisader, Ulvegruber, og saa videre, for at Frankerige der bestandig kunde oprette det femte Monarkie, formedelst det projecterede Universal Monarkie ei her i Verden har vildet lykkes dem.

24 Frankerigs høimodige pretenderte Fortrin frem for andre Potentater.

25 Franske Staats-Maximer.

26 Tanker om den engang giorte men ei holdende Franske Stilstand.

27 Den franske Alcoran.

28 Geheime Staats-Cabinet over de franskes Ugudelighed.

48

29 Den maliceuse franske Raadstue, hvorover Dievlene ogsaa maa forskrækkes.

30 Det ny oprettede franske Tyrkie.

31 Det franske Cabinet indrettet til andre Staaters Undergang.

32 Den vel expederte franske løgnagtige og smigrende Apoloqist.

33 Den opdagede franske Staats-Maske.

34 Artificia gallorum delezta.

35 Achitophel Gallicos.

36 Sandheds merkværdige Audience hos Ludvig den XIV.

37 Den Afgud Ludvig.

38 Alliance imellem Frankerig og Tyrkiet.

39 Antipathie imellem Fransmanden og de kloge Tydske.

40 Arcana Diabolica.

41 O Gallia! Gallia! sic transit gloria

Mundi.

42 Gallia titubans.

43 Decadànce de la France.

44 Erscursus de Fraudibus Machiavello Gallicis.

45 Der af Fankerig forførte Tydskland.

46 Frankerig foruroliget af Tydskland.

47 De naragtige tydske Fransmænd.

48 Det imod Frankerige opbragte Europa.

49 Artige martialske Lystspil imellem Husarer, Pandurer og Fransoser.

49

50 Herolden, indeholdende alle de Franskes skammelige og listige Staats-Kneb.

51 Tanker over de af Fransmanden ruinerte og opbrændte Stæder.

52 Det regiersyge Frankerig.

53 Frankerigs Hovmod og Ydmyggelse.

54 Den franske Fielsras.

55 Det forvirrede Frankerig.

56 Frankerigs Affald fra Æren.

57 De franske Vaabens Forsvar-Skrift imod de Christne.

58 Det om Frihed sukkende Frankerige.

59 Frankerigs Aand.

60 Den franske Guld-Grubbe.

61 Frankerig gaaer i den tydske Skole.

62 Fransmanden lærer bømisk, tydsk, ungersk, croatisk, illirisk og pandursk.

63 Fransmændenes Grusomhed.

64 Fransmændene, de største Ulykkens Fugle i Europa.

65 Fransmændene langt værre end Tyrker.

66 De franske Biørne-Ulve.

67 Et Capsun at temme de vilde Fransmænd med.

68 Frankerigs fortvivlende Begierlighed til Fred.

69 Den franske Krones malitieuse Pretension paa Tydskland.

70 Det af den tydske Colica syge Frankerige.

71 De franske Mordbrænder-Konste i Tydskland. 72 De til intet blevne slemme franske Projecter.

50

73 De franske Fastelavns Giæste.

74 De hvide franske Dievle.

75 De franskes uordentlige og svinske Levemaade.

76 Frankerigs forrykte Compas.

77 De til Frankerig hensente unge Husarer og Pandurer.

78 En Sæk fuld af malitieuse franske Intriguer.

79 Den franske Vegtskaal, hvorpaa de formedelst deres mange udøvede skammelige Laster og barbariske Tyranie befantes at være alt for lette.

80 Trykfeil i Frankerigs Conjuncturer.

81 Fransmændenes Anslag paa den halve Verden.

82 Fransmændenes opdagede hemmelige Alliance.

83 Den franske Plutus.

84 Frankerigs Ulykke er for Døren.

85 Den franske Blæsebælg.

86 Project at bringe Frankerig i en christelig Ære-Stand, om ei andet, da dog Navnet.

87 De franske grusomme Procedurer.

88 Frankerigs Penge-Mangel til at føre Krig med.

89 Advarsel om at tage sig i Agt for alle franske Freds-Conditioner.

90 Det udtømmede franske Skatkammer.

91 Franeske Krigs-Udrustninger.

92 Hvad som har bevæget Frankerig at igiengive det Romerske Rige det de tilforn havde berøvet dem.

93 En tydsk Vifte for de franske Myg.

94 franske Particulariteter.

95 Franske Pasqviller brændte af Bødlerne i

Tydskland.

51

96 Hele Frankerig i Sørge-Dragt for deres afdøde Venner.

97 Den franske demafkerede Freds-Herold.

98 Frankerigs forgiftede Smigren i Tydskland og andre Hoffer.

99 De franskes Forræderi skiult under en Tyrkisk Turban.

100 En Bøn imod de tyrraniske Fransmænd.

101 Store Folk tager ogsaa Feil.

102 Udkast hvorledes Holland i 14 Dage, uden Almuens Bekostning kan opstille 100000 Mand, og bortjage Fransmændene med.

103 De paa nye igienkomne Hugonottiske Giester.

104 Husarenes og Pandurenes lystige Reise-Beskrivelse

til Frankerige.

105 Den gamle tydske Simplicismus i 3 Dele, hvori de franskes Ondskab og Tyranie troværdig bliver afmalet.

106 Den franske Simplicismus i tvende Bind, trøsteligere at læse formedelst de franskes Grusomheder.

107 Project hvorledes den franske Raadstue ved andre Landes Fald og Ulykke snart kunde blive riig.

108 En meget merkværdig Beskrivelse, om de fangne franske Kongers Tal, hvoraf man seer at hver syvende i Regieringen har været ulykkelig, og enten fanget eller ihielslaget af deres Fiender. Trykt i Amsterdam 1242.

52

Man finder at i en Tid af 500 Aar, hver syvende Konge i Frankerige af deres Fiender enten ere ihielslagne eller fangne. — Ludvig den IX., kaldet den Hellige, er i Aaret 1250 tillige med hans tvende Brødre Alphonso og Carolus i Egypten af Saracenerne blevne fangne og slagne, og har siden kiøbt sig frie med 40000 Pund. — Ham haver efterfulgt i Regieringen Philiph den III., Philiph den IV., Ludvig den X., Philiph den V., den VI., ellers kaldet Walsius. — Johan den I. er Aar 1556 slagen i Frankerig, og med hans yngste Søn Philiph ført fangen til Engeland og døde der. — Dem har igien efterfulgt Carl den V. den VII., Ludvig den XI., Carl den VIII. Ludvig den XII., efter ham Frans den I., som af Carl den V., romersk Keiser og Konge i Spanien Aar 1572 den 5 Februari i Batallien ved Pavia blev slagen og ført fangen til Spanien. — Hans Efterfølgere var Frans den II., Carl den IX., Henric den III., Henric den IV., Ludvig den XIII., Ludvig den XIV., ellers kun kaldet Grand Louis, som igien er den syvende. — Hvad nu den retfærdige og alvidende Gud har besluttet med denne vil Tiden som giver alle Ting tilkiende, aabenbare os.

Item. I den bekiendte Lichtenbergiske Spaadom i Aaret 1742 er meldet, at den nu regierende Konge i Engeland skulde rive Blade-

53

ne af de franske Lilier, og indtage de fornemste Provincer, til hvilke han haver stærk Pretension. Man kan og eftersee Jesuitten Bellinis smukke Spaadom om Frankerig.

109 I en tillukt Kiste, hvor oven paa staaer skrevet Miscellanea Curiosa, fames efterfølgende merkværdige Skrifter:

ARCANA POLITICA RARIORA.

At læse for de seende men ei for de blinde.

1.

Det Tyrkiske og Franske Riges Sammenligning efter den nærværende Tids Beskaffenhed. Hvorudi bliver sammenlignet begge Nationers Venskab, Nødvendighed i Alliance, Lighed i Regierings-Formen, lige Tyranie, Utroeskab, Regier-Syge, Gierrighed, Begierlighed til Krig, og Had til alle andre.

Tilligemed tilføiede Staats-Maximer, hvorledes man skal efterleve den franske Mode. Nemlig, foragte Gud og Mennesken, søge sin Ret ved Vaaben, udmatte Naboerne ved stedse Krig. Ei lade sig foreskrive efter Retfærdighed nogen Grændser i Regieringen, hverken holde Venskab, Troe eller Eed. Ei holde nogen Alliance. Røve andres Lande til sig, falde ind og forderve alle Ting med Ild og Sverd. Ruinere sin egen Adel, holde Milizen haart, opfylde Fiscum med Ret og Uret, udsue Provincierne med de allersterkeste Er-

54

cecutioner, og endelig tilsidst være betænkt paa at undertrykke sine Naboer.

2.

En historisk og politisk Dissertation, handlende om den Allerchristeligste Konges Titel, naar og hvorfore samme er tillagt Frankerige, tilligemed hvad Eftertryk og Prerogativ han har frem for andre; hvorved man finder disse Qvestioner: Om det kommer overeens med dette allerchristeligste Navn, at stifte Alliance med de Vantroe, og fette Ont i samme imod Christenheden, føre de Christne Førster i Uenighed; instigere andre Potentaters Underdanere til Rebellion; at udsende Tyve, Røvere og Morbrændere; at tage Forrædere under Protection; af Religions-Iver uddrive Hugonotterne af Landet, og derefter opbrænds de Romersk-Katolske Kirker og Klostere, jammerlig medhandle Ordens-Folkene i samme, borttage Kirkens Zirater og Kar, (fordi de vare af Sølv og Guld,) de til samme offrede Pretiosa, Messeklæder, og Præste-Ornamenter, (som vare broderede med Guld og Perler,) for at give 'Soldaterne Sold af samme. & c; & c. & c.

Guds Huse som tilforn af Fædrene blev bygt, Dem har den franske Tyrk nu ganske reent forrygt.

3.

Fire Bøger fuldskreven af Francisco Galliano om de 4 Monarkier, hvilke Propheten Daniel i det 8 Kapitel betegner ved de 4 Dyr, til samme

55

er tilføiet det 5te, nemlig det franske Monarkie, tilligemed en Spaadom om dets Undergang.

4.

Den franske Bogholder, d. e. Commentarier over det franske Skatkammers Udgifter, hvori tillige bliver handlet om Milizen som holdes Indenog Udenlands, hvad til deres Underholdning er fornøden. Hvor megen Tribut, Told, Færge-Penge, Accis, Skat, Paalæg, samt Hundrede Maader at udpresse samme Penge paa.

5.

De franske Undersaatteres Taare, som indtil Blodet bliver udpresset. Jesuiten Johannes Gans, den Kongelige Skriftefaders Forklaring over det Sprog: Matth. 22., giver Keiseren det Keiserens er, og Gud det Guds er.

6.

Det fredelige Frankerige, eller Relation om Freds-Slutninger, hvilke Kongen af Frankerige, (som vil kaldes Freds-Stiftere,) har sluttet imellem alle Konger i Verden, men ei holt samme længe, besynderlig Freds-Puncterne med Savoien, med hvilke haarde Conditioner Frankerig har indgaaet samme, samt den store Skade Tyrkerne blev tilføiet der ved. Til samme er føiet: 1 Preludium eller Preliminaria, at opholde Freden, samt melde Tid og Sted, at slutte Tractaterne, naar de skal begyndes, samt Afhandling om Salvum Conduztum.

56

2 Om de befuldmægtigte Gesanters Titeler, samt Visitter og Legitimation, Honeur, alt efter nye Formular.

3 Nye Preliminaria om at erkiende Kong Wilhelm for Konge; Luxenborgs og Strasborgs Restitution & c. Cum Refponfionibus, Replicis, Duplicis, Triplicis &c.

4 Qvestioner om Navne, Titeler, Talemaader, Æresbeviisninger, som bør bruges ved Indtoger, Velkom og Sammenkomster, hvad for Stole der skal siddes paa, enten de som ere beslagne med Fløiel eller slet Plyds, med Himmel eller Baldaqin over, eller Arme paa; om Rigsfyrsternes Abgesant skal kaldes Deres Excellence?

7.

Forslag til en General-Fred, men ei derved at udelukke Tyrken. De fornemste Kapitler som de Befuldmægtigede have at rette sig efter, ere følgende:

1. At paatage sig imod de andre en alvorlig og grundig Mine, men i Hiertet ei meene noget deraf, ei overile sig, men procedere langsom.

2. Det som skulde være sidst i Tractaten, proponere samme først.

3. See nøie til at forstyrre de Allieredes Gemytter, og med en eller anden at slutte Fred, at ei nogen General-Fred skal blive sluttet.

4. At brække al Folke-Ret.

57

5. Ei undseelig hvor man kan fee sin Fordeel.

6. Naar man med Munden slutter Fred, da i Hiertet meene Krig.

7. Forsøge ved at true med Krig, at forskrække andre til at slutte Fred.

8. At fortælle om Frankerigs lykkelige og retfærdige Vaaben, samt gribe til alle utilladelige Midler, naar det kun er Frankeriges Fordeel.

9. Midt i Freds-Handlingerne at udstrøe Ueenigheds Sæd og yppe Krig.

Til samme er føiet:

En Ballet under Titel: Den udaf Elendighed paa Thronen igien ophøiede Fred, Frankerig til Spot. Denne Ballet skal dandses paa første Carneval i Paris i den store Sal, hvor der staaer skrevet over Døren: Her bedrager

man den hele Verden.

Beskrivelse om den store Naade, som Kongen af Frankerig bærer for Rigsstænderne, skreven af Adulatium Pfeudolum, med hosføiede Grundtegning, hvor det var best at andlegge Casteller og Citadeller. Trykt i Strasborg ved Servio Exaquilio, under de franske Eseldriveres Skilt.

9.

De gamle Galliers lykkelige førte Krige imod de Vantroende i Østerlandene, formedelst den Christelige Troes Skyld, samt en Deel Konger af samme Nation, som have regieret i Cyrien,

58

Grækenland, Cypern, og i Constantinopel. Dertil er føiet Fransmandens uchristelige og uretmæssige Krige, som de nu fører imod de Christne, og deres Troesbekiendere, oprettede Alliance med Christendommens Fiende; samt opirre samme mod Christenheden. Trykt i den forvisnede Lillie, med Opskrift: Vi ere ei mere hvad vi have været, vores gamle Berømmelse er borte.

10.

En Bog som andre christne Nationer lenge har ventet efter, der handler om Restitution, Satisfaction, Assecuration, i samme Hæfte findes det gyldne Freds-Baand, et Værk som ved mange Hundrede Tusinde fattige Folkes Sukke, Ønsker og Graad er forlænget; men som neppe kommer fra Pressen førend følgende Aarhundrede.

Kolt og varmt paa engang blæse,

Hver Mand trække om ved Næse,

Falske Eeder, store Løine,

Narre Næsten op i Øine.

Disse er de beste Choser Som man lærer af Fransoser. 11.

Franske Anslag, hvorledes Østerrigerne samt det Romerske Rige ganske kunde ruineres, et Manuscript af Richelieu med Mazariniske Anmærkninger. Det Østerrigske Huses særdeles Beskyttelse af Gud i mange fortrædelige Tilfælde; hvortil er føiet den allerglorværdigste Keisers Ordsprog:

59

A. E. I. O. U., saaledes udlagt: Austria Erit In Orbe Ultima.

12. Project hvorledes Tydskland skal indrettes naar det kommer under den franske Krone. Trykt i Paris af Hans Luftstreich. Samme er tilføiet hvorledes Fyrsterne skal rangeres under de store Pairs i Frankerige. Autore Tarquinio Superbo.

13.

Geisten af Monmuths Tale, til den forrige Kong Jakob i Engeland, at han ei skalde lade ombringe den nu regierende Kong Wilhelm. Hvorved følger Sørge-Balletten, som blev forestillet af Stuart, Kong Jakobs, og andre Kongers og Dronningers samt henrettede engelske Stats-Ministeres Geister; ved hvilken Ballet Stuart og Broder, Ludvig i Sørge-Kapper var overværende.

NB. Foruden alle disse Møbler og rare Sager er endnu i et smukt langt Gallerie nogle Tusinde i Levnets Størrelse konstig malede Billeder, som meget naturlig forrestiller de Franskes Ondskab, Tyrrani, Voldsomhed og Umenneskelighed. Farverne paa disse besynderlige Malerier forgaae ei heller, men bliver bestandig til Verdens Ende.

60

Den berømte og avanturieuse

Helt

Don Qvixotts af Mancha

Skrivelse

til den bekiendte store Dame

Donna Grandezza.

Bortsent ved hans troe Tienere og Vaabendrager

Sanco Pancha,

fra de fornøielige Eliseiske Marker i de Dødes Rige.

Som Staffet til Spanien med blæsende

Postillioner til Fods.

Madame!

Forundrer Eder ikke, at jeg skriver Eder til fra Fornøieligheds Land. De nye Tidender, som paa nogen Tid ere hos os indløbne, har noget forstyrret vores søde Rolighed; os bliver ikke her berettet nogen Usandheder, som i Eders Verden; thi vi lide ei nogen løgnagtig Avis-Trykkere, men fører dem i et heedt Bad, hvor man lader dem udsvede deres løgnagtige Fabler, indtil de lærer fuldkommen at tale og skrive Sandhed.

Da vi nu haver faaet en sikker Efterretning

om den franske Reputations Død og Begra-

61

velse, og tillige seet Liig-Processionen udstukken i Kobber, saa kan vi nok forestille os, hvor smertelig denne Skilsmisse har værer for Eder, da det var Eders fortroeligste Veninde.

Vi have ogsaa hver Øieblik ventet hendes Ankomst, og jeg har tillige med min troe Vaabendragere Sancho betænkt mig paa en Gratulations-Tale ved hendes Ankomst, og tillige i samme at udføre de allergalanteste spanske Talemaader; men til min største Smerte, indløb den fatale Efterretning, at denne uforlignelige Dame efter holden Raad med Fizlipuzli, var condemneret at blive paa Øen Spot og Skam, allene og uden nogen Selskab. Dette var i mine Øren et skrækkelig Tordenskral, jeg kan ikke melde alle Ting, formedelst min inderlige Smerte, den Tractat, over denne tilforn saa mægtig værende franske Reputations forunderlige Død og Liig-Begiængelse har ret forbittret mig.

Dette er altsammen ikke nok til at giøre min Galle skummende; thi det er Eder, store Donna Grandezza bekient, hvorledes jeg, som en omvandrende Ridder, har antaget mig de forfulgte Damers Ære og Liv, jeg vilde endnu hugges med den største franske Veirmølle, dersom jeg kun kunde staae hende bi med min Hielp, for at faae denne

uforlignelige franske Reputations Dame

levende igien.

62

Men til min største Ærgelse er alt mit Haab forsvunden. Ak! mit Helte-Blod kaager endnu efter min Død i mine Ridderlige Aarer, naar jeg tænker derpaa, slig foragtelig Beskrivelse om saadan Dame at lade rullere i den lærde Verden; havde det endda blevet ved den første Edition, men andre skammelige Burser haver endnu ladet trykke langt skammeligere Exemplarer.

Man kan let tænke hvad Opsigt disse Blade maa give i den nysgierrige Verden, og jeg svær Eder til, ved min uovervindelige Helte-Klinge, ja ved den høire og venstre Side af min krøllede Stutsbart, at jeg over de sidste Exemplarer har været mere forbitret end over de første! Ja jeg forsikkrer Eder Donna Grandezza! ved den udødelige Ære af min spanske ældgamle adlige Familie, at dersom disse foragtelige Burse vare hos mig tilstæde, saa vilde jeg allene ved mine Ildstraalende Øine forvandle dem til intet, at man ikke engang igiennem de vitberømte Lampiske Perspectiv-Glas, skulde kunde kiende det mindste Støv af dem.

Men der skal snart ved min kloge indseende Visdom, blive giort Anstalt, og jeg vil bringe det saa vit ved den store Helvedes Monark Pluto, at en skarp Forordning skal udkomme, ei at trykke slige Skrifter mere.

Dette er endnu ikke alt, som har bragt min hitsige Galle ind i de fineste Aarer. Ak! Madam, det forskrekkeligste kommer nu først, og I kan kun

63

selv adspørge min troe Tienere Sanco Pancha, han kan beskrive Eder alle Ting mundtlig og naturlig, hvorledes den spanske høie Adelskab kiempes i mine Lemmer, jeg zittrer ikke af Frygt; men af Begierlighed til Hævn brænder jeg saa heed som Hunde-Stiernen.

I kan selv overlægge hvad Bevægelse den Efterretning haver sat mig i; thi her hos os er denne fatale Efterretning indløben, at vores ellers saa heltemodige spanske Nation, har flygtet om Kaps med Fransoserne for den Østerrigske Armee. O Lynild! o Torden! o Krudt! Bly! Staal! Jern! Bomber og Cartauer! hvor er den spanske Granbezze? Hvad for en Furie har opfunden det foragtelige Bortløben? En Spanier bør jo at blive ved sine langsomme gravitetiske Skrit og Trin, (som endogsaa en Spanier lod see, da han skulde Kagstrygges: thi da Bøddelen selv formanede ham at han ei skulde gaae saa langsom og majestætisk, svarede denne høie Geist: Meener du, at jeg for dig vil tabe min Grandezza, der kommer paa nogle Prygl ikke an, seer du ikke hvorledes alle Damer brænder af Kierlighed over min velskabte Krop, de ligesom fornemmer hver et Slag du giver mig.) Skulde man ikke taget sig et berømmelig Exempel af denne spanske Helt, staaet behjertet, gaaet langsom og gravitetisk, og ei løbet bort med de flygtige Fransmænd?

64

Ak! Madam, jeg frygter for et stort Onde, thi man taler meget stærk om, at I ogsaa er anstukken af samme Sygdom som den franske Reputaion, og snart vil følge hende efter i Døden, samt at I skal giøre hende Selskab paa Spot- og Skiendsels-Øen, at denne Dame ei skal være allene, men have Selskab af den spanske Grandezza; jeg haver allerede hørt Efterretning derom. O Gift og Pest? om det skulde skee, saa sværer jeg ved alle Elementer! at jeg ikke bliver her, men vil begiere Tilladelse om at komme i Verden igien, og med min troe Tienere begynde igien paa mine Aventurer.

Da skal man see: Mars i mine Skuldre, Hercules i den høire, og Samson i den venstre Arm, Atlas i mine Been, Minerva i Hovedet, Venus i Øinene, Cupido i Ansigtet og Jupiter i den ganske Krop. Naar jeg nu gaaer frem med gravitetiske Skrit, skal Jorden ryste og Himmelen forskrækkes, Vinden legge sig, Haved blive stille, Østerrigerne vil tomle omkring hist og her: Jeg svær ved mine Forfædres Aske, at de fleste Officerer selv vil skille sig ved Livet.

Jeg forlader Eder aldrig, allerkiereste Donna Grandezza! og bekræfter ved Cerberi og Minotauri Tænder, jeg og min Tiener Sancho vil allene slages med Tusinde, ja med Ti Hug nedlegge 500 Kiemper og 600 af de mægligste Hexemestere, alle Marke og Enge skal være opfyldte med afhug-

65

gede Hoveder, Arme, Been, Hænder og Føder. Formedelst Eders Ære publicerer jeg baade Krig i Europa, Asia, Afrika og Amerika, 1000 Elephanter, 2000 Drager, 3000 Tiger, 4000 Leoparder, 5000 Løver, 6000 Slanger, 7000 vilde Tyre, skal alle som de mindste Bologneser-Hunde slikke mine Fødder. Jeg vil opsluge 8000 fyldte Bomber, 9000 Granater, og spytte Østerrigerne dem lige i Ansigtet, naar de først ere antændte af min Vredes inderlige Ild.

Da skal I, Donna Grandezza! formedelst Eders Honeurs Skyld, see et martialsk Fyrværk, samt høre en skrækkelig Lynild, Torden, Knagen og Bragen.

Maanen vil blive blodig, og jeg vil tage Solen i min Haand, og kaste samme blant de Østerrigske Officerer, at alle deres Paruquer skal opsvies; jeg vil tage under hver Arm tvende hele Cartouer, og lade dem med Ulykkens Stierner og Cometer, da skal I see en Forskrækkelse under Østerrigerne, naar jeg affyrer samme.

Dette lover jeg Eder ved mit adelige Ridderskab; ja, jeg forsikkrer Eder ved Knappen af mit Helte-Sverd, som er opfyldt med Torden-Kiiler, at jeg ei skal forlade Eder, o skiønne Donna Grandezza! thi Eders Død vilde alt for meget røre min ømme Siel.

66

Lev vel! — Ja lev vel! — Formaner kun Eders tappre Nation, formælder dem min gunstige Hielsen, og siig dem: At de ei saa foragtelig maa løbe for deres Fiende; thi jeg vil kiempe for Eders Ære, som for min anden Dulcinea.

Dette er skreven i største Hast af Eders, uforlignelige Donna Grandezza? oprigtige avanturieuse vandrende Ridder

Af de Eliseiske Marker den 30 Juni 1744.

Don Qvixott von Mancha.

Eneste efterladte Søn af Don Gacciadiavello, Fetter til Don Honorilibilikrigrifax, og Svoger til Don Diridatumdaridæs, som var en Blods-Forvant af Don Artemultomiro-Falleratallerabulo. & c.

67

Samtale

imellem Tvende

Vandrende Riddere

Don Sebastian og Don Pedro.

Halv-Brødre til Donna Grandezza og Don Qvixotts Blods-Forvandte.

Don Sebastian.

Saasnart jeg blev fød til Verden, kom Mars i mine Skuldre, Hercules i den høire, og Samson i den venstre Arm, Atlas i mine Been, Mercurius i mit Hoved, Venus i mine Øine, Cupido i mit Ansigt, Nero i mit Hierte og Jupiter i mit Liv, saaledes, at jeg var til Overflødighed begavet med Courage og Styrke, ja dobbelt saa meget som den store Roland.

Jeg begyndte da strax at reise. — Da forskrækkedes Himmelen, og Jorden begyndte at bæve. — Vindene bleve ganske stille, og de frugtsommelige Jomfruer føde utidige Fostere. — De tappreste Soldater som fik mig at see, zittrede og

68

bævede, og raabte af fuld Hals: Libera nos Domine, dvs. Frie os Herre Gud.

Jeg svarede den største iblant dem: Dersom jeg kommer til dig, skal jeg med dette staal Been give dig saadant et Slag paa dit Hoved, at du skal synke 6 Fod ned i Jorden, og din høire Arm skal kun blive oven for Jorden; af Aarsag, fordi du ei, da jeg gik dig forbi, tog din Hat dybt nok af for mig.

Don Pedro.

Jeg svær ved Solen, at jeg er færdig ved at blive afsindig, ja fast fortvivle, fordi jeg ei kan finde nogen som jeg kan udøve mit skrækkelige Mod paa. Det er ganske umuelig, ja lige saa umuelig, som Solen kan staae stille paa Himmelen, at naar jeg rammer en med min høire Haand paa hans Hoved, maa han døe. — Naar jeg kun oplader min Mund og vil tale, fordunkles Planeterne, Vinden tør ei bruse, Qvæget løber fra Biergene og skiuler sig i de dybeste Dale. Fuglene skiule sig i de hule Træer. Valfisken forstikker sig i Haveds Dybhed. Ja, hele Jorden bæver for den tappre Don Pedro.

Don Sebastian.

Jeg som en Helt over alle Helte, fandt engang Hercules i en Batallie. Han kom bag paa mig, og med sin Sabel vilde give mig et Hib over Halsen; men som jeg saae Blinket

69

af Sabelen, spillede jeg ham en Prevenire, greb ham i hans Haartop, og kastede ham med saadan Heftighed i Luften, at han fløi ind i den 5te Himmel, og faldt paa Mars, som just diverterte sig med Venus, saa at hans Hals gik i tu. Venus som blev heftig forskrækket over denne Tildragelse, gav et stort Skrig af sig, saa at Guderne forsamlede sig, og med Forundring saa Mars at ligge død.

Don Pedro.

Gaae af Veien, Don Sebastian! eller træd noget tilbage, at ieg kan hænge min Kappe om mig. Thi den Vind som ellers ved den Leilighed foraarsages af min Kappe, er saa sterk, at den kan kaste Eder 50 Mile bort, ja paa hiin Side af de Pyreneiske Bierge.

Don Sebastian.

Langsom, langsom, Don Pedro! seer I denne Klinge! dersom den kunde tale, saa vare 100 Aar forkorte til at fortælle alle de Ting som dermed ere udrettede. Fast alle Kirkegaarde i Europa ere opfyldte med døde Legemer, som ved denne Klinge er nedlagt. Hvad giør Barberene rige? Ei andet end denne Spanske Klinge. Jeg kom engang i Ord med en engelsk General, jeg blottede ikke engang min Klinge, men satte ham Foden for R., at han med sit Hoved støtte imod Solen, som foraarsagede at paa Jorden i 14 Dage blev en bestandig For-

70

mørkelse. Hvor jeg gaaer eller staaer er Døden ved Siden af mig; thi han har mere Gevinst af min Kaardeklinge end af alle Feldtslag paa Jorden.

Don Pedro.

Jeg har med Sandhed at sige en Basilisk-Natur hos mig, ja værre end en Basilisk. Naar jeg kun anseer Folk med et suur Ansigt, saa falder de 10 Mand tyk oven paa hverandre, ligesom mit Ansigt var lutter Kanon-Kugler. Da jeg endnu laae i Vuggen, indsuede jeg lutter Ild og Gift i Steden for Melk; mit Mod yttrede sig allerede da jeg kun veiede 4 Pund.

Don Sebastian.

Fra min Skomager bekom jeg engang et par Skoe som var mig for snevre, hvorfore jeg støtte Foden temmelig hart imod Jorden, for at faae dem paa, ved samme Stød bævede Jorden, og aabnede sig lige ned til Helvede. Belzebub, Satanas, Pluto, Barrabas, og alle Helvedes Ministere bleve forskrækkede, Cerberus gav et erbarmelig Skraal af sig, Proserpina skreeg forskrækkelig og rev sit Haar af sig, formedelst Lysningen som kom ned i dette mørke Rige. Endeel unge Diævle fløi ud ved denne Leilighed og undkom, og samme flyve endnu omkring i Luften og incomoderer got Folk.

Don Pedro.

Var det saaledes, at min Styrke og Mod kunde deles blant alle Mennesker i Verden, da fik

71

man ei andet at høre end Krig og Orlog. Klokkerne vilde uophørlig ringe for Liig, Doctores og Barberere vilde ei have Plaster nok til de Blesserede at forbinde dem med, Konerne vilde græde for deres Mænd, Børnene for Forældrene, og Jomfruerne for deres Galaner.

Don Sebastian.

Engang fik jeg det Indfald at Pluto skulde give mig Skar, jeg gik derfor directe til Helvede, jeg fant Pluto tilligemed en Deel af hans Cammerater paa Sneppe-Jagt. Da han nu saae mig, kom han mod Mig med sit hele Følgeskab og gav sig til Fange. — Da tog jeg til min spanske Klinge. Pluto saae neppe dette, førend han med sit hele Følgeskab retirerede til de underste Spelunker i Helvede, og lukkede Døren fast i efter sig; thi han vidste nok jeg var en Spanier, saa han ei kunde lide paa mig. Jeg vilde han skulde være mig underdanig: gik derfore Fod for Fod til Porten, og med min Fod støtte samme op, og tog denne Mørkhedens Prints og den deilige Proserpina fangen. Da jeg hørte denne jammerlige Helvedes Skrig og Lamentation, lod jeg see min spanske Barmhiertighed, og gav dem alle frie.

Don Pedro.

Jeg gik engang og spatserede paa Brøstværket pad Volden, da kom en Kanon-Kugle flyvende mig lige i Munden, men den beskadigede kun tvende af mine Fortænder; jeg tog den strax ud af

72

Munden igien, og kastede den med saadan Force imod et Taarn som Fienden var udi, at Taarnet falt over Ende, og slog over 2000 Mand ihiel.

Don Sebastian.

Man fortæller, at Hercules udi en Nat har besvangret 100 Jomfruer. Jeg derimod er langt hurtigere end den Venus Ridder, da jeg kan formere Verden hver 5te Time med 100 unge Hercules.

Denne Samtale imellem disse tvende os saa nær beslægtede Herrer, har jeg ei vildet forbigaae at tilmælde Dem, deilige Donna Grandezza! hvoraf De seer vore Efterkommeres uforlignelige Helte-Mod. Jeg er med en overnaturlig Respect

Deres

bestandige forbundne Tienere

Don Qvixott.