Politiske Grundregler eller Konsten at regiere.

Politiske

Grundregler

eller

Konsten at regiere

I'art de regner n'est point un Secret.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Første Morgen.

Vores Herkomst.

I den Tid, da Uorden og Forstyrrelse herskede, saae man en Begyndelse til en nye Enevolds Magt at opkomme midt iblant barbariske Nationer. Stadtholderne i adskillige Lande kastede Aaget af sig, og da de vare i en kort Tid blevne mægtige nok, til at giøre sig frygtet af deres Herrer, fik de Privilegier, som de misbrugte, eller rettere at sige med Figuren af et Knæ mod Jorden tog de Grunden

4

Iblant disse Forvovnes Tall var der mange, som have lagt Grundvolden til de største Monarkier, og maaskee, naar man regner ret, saa har alle Keysere, Konger og souveraine Fyrster dem at takke for deres Stater. Hvad os angaaer, da høre vi vist til det Tall.

Du bliver rød? Ja jeg tilgiver dig det, men lad dig ikke mere falde ind at være Barn, og viid fremdeles, at naar det gielder om et Kongerige, saa tager man, naar man kan, og man har aldrig Uret, uden naar man er nødt til at give tilbage.

Den første af vore Forfædre, der erhvervede sig nogen Enevolds Ret i det Land han forvaltede, var Tassillon Greve af Hohenzollern; den 13de af hans Efterkommere var Bourggreve af Nüremberg, den 25de Churfyrste af Brandenborg, og den 37te Konge af Preussen. Vores Stamme har ligesom de andre haft sine Achilles, sine Ciceroer, sine Nestorer, sine Taasser, sine Dagdrivere, sine lærde Fruentimmer, sine Stivmødre, og tilforladelig vist sine galante Damer; Den har omsider tiltaget ved disse Rettigheder, som ikke tilkommer uden lykkelige Prin-

5

tzer, naar de ere de stærkeste; thi, man seer i vores Successions Orden, nogle som grunder sig paa Accord, paa Forventning og Protection.

Fra Tassillon af indtil Churfyrsten have vi allene groet. De vare i det tydske Rige 50 Fyrster, der gav os intet efter, og vi vare, egentlig at tale, kun en Arm af den store tydske Lysekrone.

Wilhelm den Store trak os ud af den Liighed ved sine glimrende og store Foretagender, og endelig Aar 1701 (dette er ikke meget gammelt) sadt Forfængelighed min Farfader en Krone paa Hovedet, og fra den Tid af kan vi egentlig regne at vi have været til, thi da fik vi Leylighed at handle som Konge og som Ligemand med alle Verdens Magter.

Dersom vi ville tælle vore Forfædres Fuldkommenheder, saa vilde vi faae at see, at det blev ikke disse Fordele, vi have at takke for vores Huses Udvidelse. Den største Deel af vore Fyrster har kun opført sig maadeligt; men Hændelser og Omstændigheder har været os behielpelige. Jeg maa og lade dig erindre, at vores første Diademe sadte sig paa det forfængeligste og letsindigste Hoved, paa en fordrejet og skutryg-

6

ged Krop. Jeg seer vel, min kiere N., at jeg sætter dig i Forlegenhed om vores Herkomst. Man paastaaer at denne Greve af Hohenzollern var af en stor Familie; men reent at tale, saa har ingen svinget sig frem med mindre Titler. I øvrigt have vi i temmelig lang Tid været gode Adelsmænd, og det kan være os nok.

Om mit Riges Beliggenhed.

Jeg er ikke iblant de Lykkeligste paa den Kant; For at overbevise dig herom, saa kast Øynene paa Kortet, og du skal see, at den største Deel af mine Stater er deelt saaledes, at de ikke kan give hinanden indbyrdes Hielp. Jeg har ikke store Floder, som løbe igiennem mine Provintzer, nogle gaae dem allene forbi, men meget faa igiennemskiære dem.

Om Jorden i mine Stater.

En stor Deel af mine Stater er udyrkede Heder; en anden tredie Deel er Skov, Floder og Morads. Den tredie Deel, som er dyrket giver

7

hverken Viin, Oliver eller Morbærtræer. Alle Frugter og Gevæxter kommer allene frem ved meget Arbeyde, og endda kun lidet deraf naaer den rette Grad af Fuldkommenhed. Jeg har allene nogle Steder, hvor Rug og Hvede har nogen Berømmelse.

Om Indbyggernes Sæder.

Jeg kan ikke sige noget vist herom, thi mine Stater ere sammenbragte Stumper: Alt hvad jeg kan sige med fuld Vished, er at mine Undersaatter i Almindelighed ere tapre, haardføre, lidet kræsne, men Drankere, Tyranner paa deres Godser, men Slaver i min Tieneste, kjedsommelige Elskere og barske imod deres Koner, meget koldsindige, hvilket jeg i Grunden holder for Dumhed, lovkyndige, lidet Philosopher, mindre Poeter og endnu mindre Talere, de affecterer en stor Tarvelighed i deres Pynt, men holder sig dog for at være vel klædt med en liden Pung i Haaret, en stor Hat, store Manschetter, Støvler til Beltet, en liden Stok, en kort Kiole og en meget lang Vest. Hvad Fruentim-

8

merne angaaer, da ere de altid enten frugtsommelige eller Ammer, de ere meget fromme, gode Huusholdere og temmelig troe imod deres Mænd, Pigerne derimod betjener sig af Modens Privilegier; og jeg er saa lidt fortrydelig derover, at jeg har søgt at undskylde deres Skrøbeligheder i mine Skrifter. Man faaer vel at lade disse stakkels Creature deres Frihed, for at hindre, at de ikke skal lære et skammeligt Haandgreb, som vilde giøre Staten megen Skade; ja endog for at opmuntre dem desto bedre, saa passer jeg altid paa, at give Frugten af deres Kierlighed Fortrinet i mine Regimenter, og dersom saadan en har en Officier til Fader, saa giør jeg ham til Fendrik og ofte til Officier førend hans Tour.

9

Anden Morgen.

Om Religionen.

Religionen er absolut nødvendig for en Stat; det er en Maxime, som man maatte være gal, for at nægte; Den Konge er meget uvittig, der tillader sine Undersaatter at mishandle den, men han er heller ikke klog, dersom han binder sig selv til den. Hør vel efter dette min gode N. der er intet, der saa meget undertrykker Forstanden og Hiertet, som Religionen; thi den passer sig hverken med vore Tilbøyeligheder, eller med de store politiske Udsigter, som en Monark bør have. En Fyrstes sande Religion er hans egen Fordeel og hans Ære. Han er efter sin Stand befriet for at kiende nogen anden. Imidlertid kan han dog vel beholde en udvortes Anseelse deraf, for at fornøye dem der giver Agt paa ham og omringer ham.

10

Dersom han er bange for vor Herre, eller, for at tale som Præsterne og Fruentimmerne, dersom han er bange for Helvede, som Ludvig den XIV., da han blev gammel, saa bliver han frygtagtig, eller barnagtig, eller Capuciner. Gielder det om at benytte sig af et lykkeligt Øyeblik, for at bemægtige sig en Provintz i Nærhededen? strax fremstiller sig for vore Øyne en Armee af Dievle der forsvarer den, vi ere skrøbelige nok til at troe, at det er en Uretfærdighed, og vi bestemmer selv Straffen efter vor Forbrydelse. Vil vi giøre en Tractat med andre Magter? allene vi lader os falde ind, at vi ere Christne, saa er alting tabt; vi blive altid narrede. Hvad Krigen angaaer, da er den et Haandverk, hvor den allermindste Skruppel kan forderve alt. Og reent ud at tale, hvilken ærlig Mand vilde føre Krig, dersom man ikke havde Ret til, at tillade Plyndring, Brand og Mord?

Jeg siger derfor ikke, at man skal prædike Ugudelighed og Guds Fornægtelse, men man bør tænke efter sin Rang. Alle de Paver, der har haft menneskelig Fornuft, har haft Religions Principier, som passede sig med deres Magts

11

Udvidelse. Det vilde være den største Grad af Taabelighed, dersom en Fyrste vilde hefte sig ved smaae Ting, som ere giorte allene for Pøbelen. Imidlertid er det beste Middel til udjage Religions Strid af sine Stater, at være af den koldsindigste Ligegyldighed angaaende Religionen. Troe mig min kiere N., den hellige Moder har sine smaae Capriser, ligesom alle Fruentimmer: Hun er altid ubestandig. Leg dig efter den sande Philosophie, den er trøstende, oplysende, stærk og uudtømmelig som Naturen; og Du skal snart faae at see, at der ikke skal være i dit Rige nogen betydelig Dispute om Religionen; thi Partierne danne sig efter Fyrsternes eller deres Ministres Skrøbeligheder. En betydelig Betragtning har jeg at giøre dig, det er, at vore Forfædre har behandlet denne Sag paa den allerklogeste Maade; De har giort en Reformation, der har givet dem en apostolisk Anseelse, i det den fyldte deres Pung. Det er uden Modsigelse den fornuftigste Forandring, der nogensinde er skeedt i denne Deel; men da der nu er nesten intet mere at vinde, og det vilde være alt for farligt nu omstunder at træde i deres Fodspor, saa maa man lade det

12

blive ved Tolerancen. Forglem ikke denne Satz, og siig altid som jeg: At man dyrker Gud i mit Rige, som man vil, og at man k... som man kan. Thi saa snart du i mindste Maade vil forkaste denne Maxime, saa er alting forloren i vore Stater; og see her, hvorfor? Mit Rige bestaaer af mange Secter. I nogle Provintzer besidde de Reformerte alle Embeder, i andre har de Lutherske samme Fordele, og der ere nogle, hvor Catholikerne hersker saa meget, at Kongen ikke kan sende dem mere end een eller to protestantiske Deputerede: Og af alle disse dumme og blinde Religionssværmere kan jeg paastaae, at de Romerske ere de hidsigste og grummeste. Præsterne i denne ravende Religion ere Rovdyr, der allene prædiker en blind Lydighed mod deres Beslutninger, og regierer despotisk. De ere Mordere, Røvere og Tyve med en uudsidelig Ærgiærighed. See Rom! med hvilken ublue Dumhed det tør tilvende sig Ret til at befale Monarker. Hvad Jøderne angaaer, da ere de nogle stakkels smaae vandrende Optrækkere, der i Grunden ikke have saa meget Uret, som man vil beskylde dem for. Forjagede, forhadte, forfulgte, naften overalt

13

betale de dog temmelig rigtig de der vil taale dem, og hevner sig med at narre de Taasser, de møde paa Veyen. Ligesom vore Forfædre gjorde sig til Christne i det niende Seculum for at behage Keyserne, Lutheranerne i det femtende, for at tage Kirkens Gods, og Reformerte i det fextende, for at behage Hollænderne, saa kan vi og gierne være ligegyldige for at vedligeholde Rolighed i vore Stater. Min Fader havde et ypperligt Project, men det lykkedes ham ikke. Han havde faaet Præsident Laen til at giøre en liden Religions Afhandling for at forene de tre Secter til et. Præsidenten talte ilde om Paven, gjorde St. Joseph til Hanrey, tog St. Rocs Hund ved ørnene og trak St. Antons Svin ved Rumpen. Han troede ikke paa den tydske Susanne. De elleve tusind Jomfruer havde ikke mere Credit hos Ham end alle Helgene og Martyrer af Loyolas Familie. Hvad Hemmeligheder angik, da tilstod han, at man ikke maatte forklare dem, men at man burde bruge sund Fornuft i alle Ting, og ikke holde sig til Ordene. Lutheranerne vare de, han byggede paa, han vilde giøre Catholikerne lidet utroe imod Hoffet i Rom; men han paastod,

14

at Lutheranerne skulde lade af at være saa subtile i deres Disputer. Han meente, at naar man tog nogle Distinctioner bort, saa skulde de snart nærme sig til Hinanden. Han troede, at det vilde være vanskeligere, at bøye og forene Calvinisterne, thi de havde flere Titler end Lutheranerne. Han foreslog dog en god Udflugt, nemlig allene at have Gud til sin fortrolige, naar man communicerte. Han ansaae Billeders Dyrkelse, som Lokkemad for Pøbelen. Han troede, at en Bonde maatte have en Helgen. Munkene udjagede han,

thi han ansaae dem som Fiender, der fordrede

stærke Contributioner. Han gav Præsterne deres Husholdersker til Koner. Dette har giort megen Allarm; de gode Damer troede sig fornærmede, og at det var Guds Bespottelse, fordi man rørte ved Hemmelighederne. Dersom denne Piece havde fundet Biefald, saa havde man giort sig all muelig Umage for at fuldføre Projectet. Hvad mig angaaer, da har jeg ikke forladt det, og jeg smigrer mig af at have giort det let at udføre for min Eftermand. Man bør være nyttig

for det hele menneskelige kiøn, i at giøre dem alle til Brødre, i at give dem en behagelig og

15

let Lov til at leve sammen som Venner og Slegtinge, i at indprente dem den store Nødvendighed, at leve og døe i Fred, og giøre de selskabeligste Dyder til deres eneste Lyksalighed. Naar disse Maximer bleve engang ret indprentede i Børnenes Hierter, saa vilde hele Verden blive en talrig Familie, og den gyldne Tid, som der tales saa meget om, vilde ikke komme nær imod denne Lyksalighed, som jeg saa heftig ønsker, og som man kunde være vis paa at nyde bestandig. See her hvad jeg giør for at naae dette Maal; jeg søger at lade udsprede i alt, hvad der skrives i mit Rige, en Foragt imod alt det, som har været Reformateur, og jeg lader ikke den mindste Leylighed gaae mig af Hænderne til at vise tydeligen Pavens og Præsternes stolte Absigter; lidt efter lidt vænner jeg mine Undersaatter til at tænke som jeg, og befrier dem fra alle Fordomme.

Men, saasom de maa have en slags Religion, saa skal jeg, dersom jeg lever saa længe, lade en veltalende Mand komme frem, som skal prædike een. I Begyndelsen skal jeg lade som jeg vil forfølge ham, men lidt efter lidt skal jeg erklære mig for Hans Forsvarere, jeg skal med

16

Iver antage hans Meninger og Systeme, dette Systeme er allerede giort. Voltaire har giort Forberedelsen, han beviser Nødvendigheden i at afstaae fra alt det, man hidtil har sagt om Religionen, da man ikke er enig i nogen Satz. Han beskriver enhver Hovedmand for Secterne med en Frihed, der ligner den rene Sandhed. Han har opgravet Tildragelser om Paver, Biskopper og Præster, der giøre hele Skriftet særdeles muntert, da det desuden er skrevet, i saa kort og hastig en Stiil, at man ikke faaer Tid tit at overveye det; og som han er en Skribent der forstaaer de fineste Kunstgreb, saa har han den troværdigste Anseelse af Verden, endog naar han vover de meest tvivlsomme Satzer. Alembert og Maupertuis har giort Materien til Verket, og de have regnet sig frem med saa megen Nøyagtighed, at man snart skulde troe, at de have søgt, at overbevise sig selv indbyrdes førend de gav sig til at overbevise andre. Rousseau har arbeydet i 4 Aar paa at forekomme alle Modsigelser. Jeg giør mig allerede en Fornøyelse, af at knække Modet paa alle disse Høyærværdigheder og Velærværdigheder, som vil modsige os. De have

17

allerede halvhundrede Slutninger for hver af de omtvistede Satzer, og i det mindste 30 Betragtninger over et hvert Sted i den hellige Skrift. De ere endog for nærværende Tid i Lav med at bevise, at alt, hvad man nu omstunder antager for Sandhed, er lutter Fabel, at der aldrig har været et jordisk Paradis til, og at det er at forringe Gud, at troe, at han har skabt efter sin Lignelse en fuldkommen Taasse og det fuldkomneste Creatur, den kaadeste Qvinde; thi de sige, at det maa allene have været Slangens lange Hale, der har kundet forført Eva, og da er det Tegn til en forskrekkelig Uorden i Indbildnings Kraften. Marqvis d'Argens og Hr. Formey have belavet et Concilium. Jeg skal præsidere deri, men uden at paastaae, at den Hellig Aand giver mig et Gran mere Fornuft end de andre. Der skal kun være en Geistlig af hver Religion og 4 Deputerede fra hver Provintz, af hvilke to skal være Adel og to af Middelstanden. Alle de andre Præster, Munke og Geistlige i Almindelighed skal udelukkes, saafom de ere Partier i Sagen; og paa det at den Hellig Aand kan desbedre synes at styre Tingen, saa skal man være eenige at dømme ligefrem efter den sunde Fornuft.

18

Tredie Morgen Om Lov og Ret.

Vi skylde vore Undersaattere Retten ligesom de skylde os Ærbødighed; jeg mener hermed min kiere N., at man maa give Folk, og særdeles sine Undersaatter, Ret, naar den ikke kuldkaster vore Rettigheder og ikke skader vores Myndighed; thi der bør ingen Lighed være imellem Monarkens og Undersaatens eller Slavens Rettigheder; men man maa være retfærdig og kiæk, naar det gielder om at dømme, eller bestemme Retten imellem to Undersaatter. Det er en Gierning, som ene kan giøre, at man bliver tilbedet. Men man maa vel vogte sig, at man ikke lader sig undertvinge af Retten. Forestil dig Carl den I. ført til Retterstedet ved denne Ret eller Lov, som Folket anraaber og beraaber sig paa med den allerstørste Heftighed. Jeg er

19

af Naturen alt for stolt, til at taale, at der i mine Stater er nogen Stand eller Orden, som kunde trykke mig, og det er just det, der allene har overtalt mig til at giøre en nye Lovbog. Den største Deel af mine Undersaatter troede, at jeg var rørt af de Ulyksaligheder som Proces medfører. Men jeg maa tilstaae min Skrøbelighed, at langt fra, at have dette til Hensigt, giør det mig ondt, at jeg har mistet de smaae Fordele, jeg havde af denne Rettergangs Maade, ved de Indkomster der faldt deraf til min Casse og ved det stemplede Papir, da jeg derved har mistet over hundrede tusind Rixdaler i mine Indkomster. Det Ord Ret og Retfærdighed bør man ikke lade sig forblinde af; det er et Ord, som har forskiellig Bemærkelse, og som kan forklares paa forskiellig Maade. Jeg forklarer det saaledes: Retfærdighed er Guds Billede. Hvem kan da naae en saa stor Fuldkommenhed? og er man ikke endog fornuftig, naar man afstaaer fra det ubesindige Forslag, at besidde den i Fuldkommenhed. See til alle Verdens Lande, og undersøg nøye om Retten er den samme i to Riger. Betragt derefter de Grunde, der lede Menneskene, og

20

see, om de komme overeens. Hvad forunderligt er der da i, at et Menneske vil være retfærdig paa sin Maade? Da jeg gav mig til, at kaste Øynene paa alle Domstolene i mit Rige, saa forefandt jeg en utrolig stor Armee af Lovkyndige, der alle bleve regnede iblant skikkelige Folk, men alle mistænkte for at være det meget lidet. Enhver Domstoel havde sin Overherre, og jeg selv havde min; thi man giorde Oppositioner imod de Domme mit Conseil fældede. Jeg fortrød ikke derpaa, fordi det var en Skik *).

*) Disse Lovfolk komme med Tidens Længde til at prøve Styrke med Monarken og kaster ham ofte over Ende. Under en svag Fyrste, der er omringet af ukyndige eller pengegierrige Ministre, reyse disse Lovens Forvaltere sig i veiret ved Folkets Kierlighcd, hvis Sag de give sig Anseelse af at antage, og lidt efter lidt blive de færdig med at omkaste den Afgud, som de offentligen, dyrkede. Man erindre sig allene det franste Parlements listige Vendinger. Under Skin af at undertrykke og formilde Skatterne, overdrive de Folkets slette Tilstand og giør den saa forfærdelig stor, de beskrive Staten løbende til sin Undergang, de ophidse Fiendernes Dristighed, de svække Undersaatternes Kierlighed til Fædrenelandet, og bemægtige sig

21

Da jeg betragtede den Fremgang Retten havde i mine Lande, eller rettere sagt, da jeg saae Rabulisteriet hver Dag at tiltage og bemægtige sig alle mine Undersaatters Formue, saa blev jeg forskrekket for disse store og vildsomme Labyrinter, hvor mange tusinde af mine Undersaatter forvildede sig og blev borte hvert Aar. Men det, som gav mig meest at tænke paa, var disse Juristers sikre og bestandige Forholds Maade, denne Friheds Aand, der hører til deres Grundregler, og den snedige Maade paa hvilken de vide, at vedligeholde alle deres Rettigheder og Fordele, at knuse deres Uvenner med Skin af den strengeste Billighed. Jeg erindrede mig alle disse kraftige, men ofte meget bisarre Acter, der

tilsidst Sagernes Bestyrelse. I steden for at skaffe disse Ulyksalige Ret, der plage dem af Elendighed, saa slæbe de dem for deres Vogn, plyndrer dem ud og sende dem nøgne tilbage, at døe af Hunger paa deres Mødding. Alle Philosopherne i Paris raabe med Heftighed imod disse aabenbare Røverier, der øves ustraffet imod den Svage: Rettens Betientere og Haandthævere have paa alle Tider været uretfærdige og begierlige efter Penge i det Rige. Læs hvad Cantzler de l'Hopital har skrevet og du stal tilstaae det.

22

er udkommet fra det engelske og franske Parlament, og jeg forundrede mig over, at de ofte vare meget skammelige for Tronens Majestet. Det var midt i alle diste Betragtninger jeg besluttede at kuldkaste Grunden til denne store Magt, og det er allene ved at giøre den saa enfoldig og enkelt som mueligt, at jeg har kundet bringe den til det, jeg ønskede. Man forundrer sig over, at Folk, der aldrig taler uden med Ærbødighed om Kongens hellige Person, ere de eneste, der ere i Stand til at foreskrive ham Love, og derved er det just, at det ikke er dem vanskeligt at standse vores Magt. Man kan ikke falde paa, at mistænke dem for Vold, da de have ingen Vaaben, eller for at være uærbødige, da de altid tale til os med den største Anstændighed, og vore Undersaatter lade sig snart trække af denne standhaftige Veltalenhed, som synes at bruges allene til deres Lyksalighed og vores Ære. Jeg har ofte eftertænkt de Fordele, der forskaffes et Rige ved et Selskab der forestiller Nationen, og forvalter Lovene: Jeg troer endog, at en Konge er sikrere paa sin Krone, naar det giver ham den og forsvarer ham den; men man maa være

23

meget retsindig og fuld af gode Egenskaber, for at tillade, at man hver Dag veyer vore Gierninger.

Naar man er begierlig efter Ære bør man give Slip derpaa; jeg havde aldrig giort noget, dersom jeg havde varet tvungen. Maaskee jeg havde passeret for en retfærdig Konge, men man havde nægtet mig Titel af Helt.

Monarken staaer oftere Fare for Lykkens Omvexlinger end Despoten; men Despoten maa og være paapassende, klog og standhaftig. Der hører mere Dyd til at brilliere i en despotisk Stat, end i en Monarkisk: Det er altsaa tjenligere for en stor Mand at regiere despotisk, men mere tungt for Folket, at leve under saadan en Regiering.

24

Fierde Morgen

Om Politiken.

Da Folk ere blevne enige om, at det var en nedrig og lastværdig Gierning, at bedrage sin Næste, saa har man søgt et Navn der kunde give Tingen lidt bedre Anseelse, og man har udvalgt det Ord Politik. Uden all Tvivl er det for Kongernes skyld, man har udfundet det Ord, thi man kunde dog ikke kalde os Skielmer og Bedragere. Men hvordan det end er, saa tænker jeg saaledes om Politiken: Jeg forstaaer ved det Ord Politik, at man skal altid søge, at bedrage andre; det er et Middel til at faae Fortrin, eller i det mindste gaae i Lighed med alle andre; thi var forvisset om, at alle Verdens Stater løbe paa den samme Bane, og at det er det skiulte Maal, hvor hele Verden sigter efter, store og smaae. Naar man altsaa forudsætter dette, saa

25

maa man ikke skamme sig ved at giøre Alliancer i den Hensigt, at have selv all Fordelen deraf. Man maa ikke begaae den grove Feyl, ikke at bryde disse Alliancer, naar man deraf kan have Fordeel; og fornemmelig bør man med Nidkierhed vedligeholde den Maxime: at udplyndre sine Naboer, er at betage dem Evne til at skade os. Egentlig at tale, saa opretter og vedligeholder Politiken Riger; derfor bør man legge sig vel efter at forstaae den og indsee den i sit fulde Lys. Man inddeler den derfor i Stats Politiken og den particulaire Politik. Den første angaaer Rigets betydelige Fordele; og den anden Fyrstens særdeles Fordele.

Om den particulaire Politik.

En Fyrste bør aldrig vise sig uden fra den gode Side, og det bør han alvorlig legge Vind paa. Da jeg var Printz, var jeg kun lidt Soldat, jeg elskede min Magelighed, got Maaltid og god Viin, jeg var ofte heel forliebt. Da jeg blev Konge lod jeg mig see, som Soldat, Philosoph og Poet, jeg laae paa Straa, jeg spiste Solda-

26

terbrød i Spidsen af min Leyr, jeg gaaer meget sielden for mine Undersaatter, og jeg lod som jeg hadede Fruentimmer. See her, hvorledes jeg forholder mig i alle mine Gierninger. Paa min Reise er jeg altid uden Vagt, jeg reiser Nat og Dag, mit Følge er lidet talrig, men udsøgt, min Vogn er meget simpel, men henger dog meget got, saa at jeg kan sove ligesaa vel i den, som i min Seng. Jeg lader, som jeg giør mig kun lidt af mit Maaltid. En Laqvais, en Kok og en Conditer er min hele Mundeqvipage. Jeg anordner selv mit Middags Maaltid, og det er ikke en Ting, som jeg forstaaer slettest, thi jeg kiender Landet, og fordrer af Vildt, Fisk og Kiød det beste, det frembringer. Naar jeg ankommer til et Sted, seer jeg altid udmattet ud, og lader mig see for Folket med en daarlig Overkjortel og slet kiemmet Peryk, det er smaae Ting, der ofte giøre særdeles Indtryk. Jeg giver Audience til alle, undtagen Præster og Munke, saasom disse Herrer er vandt til, at tale med Folk langt fra, saa hører jeg dem fra mit Vindue; En Page tager imod dem og giør dem min Compliment ved Dørren. I alt hvad jeg foretager, lader jeg, som jeg ikke

27

tænker uden paa mine Undersaatters Lyksalighed; Jeg giør Spørsmaal til Adelen, til Borgerne, til Konstnerne, jeg indlader mig endog i smaae Ting med dem. Du har hørt ligesaavel som jeg hvor fordeelagtigt disse got Folk har udladt sig om mig. Erindrer du dig den, der sagde, at jeg maatte vare meget god, siden jeg giorde mig saa megen Uleylighed, efter at have haft en saa langvarig Krig; og den der beklagede mig af sit gandske Hierte, da han saae min slette Overkjortel og de smaae Retter man satte paa mit Bord. Den stakkels Mand vidste ikke, at jeg havde en god Klædning under den, og troede, at man kunde ikke leve, uden man havde en Fleskeskinke eller en Kalvefierding til Middag.

Naar jeg mønstrer mine Tropper, saa passer jeg altid paa at læse alle Officierernes og Sergeanternes Navne, jeg udmærker 3 eller 4 af dem med Compagniernes Navne, som de staae under. Jeg lader mig nøye underrette om de smaae Misbrug som begaaes af mine Capitainer, og jeg giver alle Soldaterne Lov til at klage. Naar Mynstrings Timen kommer, saa gaaer jeg derhen; Pøbelen omringer, mig strax og jeg tilla-

28

der ikke, at man driver dem til Side, jeg taler til den, der er mig nærmest og som svarer best. Naar jeg kommer til Regimentet lader jeg det manoeuvrere, jeg gaaer langsom igiennem alle Geliderne, jeg taler til alle Capitainerne. Naar jeg kommer imod dem hvis Navn jeg har udmærket, saa nævner jeg dem ved Navn, ligesom og Lieutenanterne og Sergeanterne. Dette giver mig Anseelse af en særdeles Hukommelse og Eftertanke. Du erindrer dig vel den besynderlige Maade, paa hvilken jeg ydmygede den Major, der havde givet sit Compagnie for smaae Skiorter; jeg magede det saaledes, at en af Soldaterne havde den Dristighed, at tage Skiorten ud af sine Buxer. Dersom et Regiment exercerer slet, saa har jeg en Maade at straffe det derfor: jeg befaler at de skal exercere 15 Dage længere, og jeg lader ingen af Officiererne spise med mig. Dersom det har manoevreret got, lader jeg alle Capitainerne ja endog nogle af Lieutenanter spise med mig.

Ved saaledes at mønstre, kiender jeg fuldkommen mine Tropper, og naar jeg finder en Officier, der svarer kiækt og got, saa antegner

29

jeg ham i min Cataloge, for ved Leylighed at betiene mig af ham. Hidtil troer alle, at det er allene af Kierlighed til mine Undersaatter, jeg besøger mine Stater saa ofte det er mig mueligt; jeg lader hele Verden blive i den Troe; men den sande Aarsag er, at jeg er nødt til at giøre det, og see her hvorfor? Mit Rige er despotisk; følgeligen har den, der besidder det, hele Byrden. Dersom jeg ikke reiste omkring i mine Stater, saa vilde Gouverneurerne sætte sig i mit Sted, og lidt efter lidt skille sig af med den Lydighed de er mig skyldig, for at raade selv.

Desuden saasom mine Ordre ere stolte og absolute, saa kunde let de, der skal forestille min Person, vænne dem til samme Tone; men naar jeg saaledes undertiden efterseer mit Rige, saa kan jeg komme efter de Misbrug der giøres med den Magt jeg giver, og holde dem, der kunde have Lyst til at udvide den, inden Skrankerne. Tilmed saa faaer jeg og derved mine Undersaatter til at troe, at jeg kommer for at tage imod deres Besværinger og lindre deres Onde.

30

Om de smukke Videnskaber.

Jeg har giort alt hvad der har været mig mueligt for at erhverve mig nogen Berømmelse i de smukke Videnskaber, og jeg har været lykkeligere end Cardinal Richelieu: thi jeg passerer i Guds Navn for Autor; men, imellem os sagt, det er en forbandet Slægt disse Lærde; det er et utaaleligt Folk ved sin Stolthed: hovmodig, foragter de Store, men begierlige efter Penge; Tyranner i deres Meninger, uforsonlige Fiender, ubestandige Venner, haarde i deres Omgiængelse, de giør ofte Lovtaler og Skandskrifter paa een Dag. Der er den Poet, der ikke skulde vilde tage imod mit Kongerige, dersom han var nødt til at opofre mig to af sine smukke Vers. Disse Folk ere dog nødvendige for en Fyrste, der vil regiere despotisk, og som elsker sin Ære; de uddele den, og uden dem faaer man ingen solid Berømmelse og Eftermæle. Man maa derfor smigre for dem af Nødvendighed, og belønne dem af Politik. Saasom det er en Bestilling der hindrer os fra Forretninger, der ere anstændige for Tronen, saa befatter jeg mig ikke dermed, uden naar jeg ikke

31

Har andet at forrette; og for at giøre mig det lidt mere mageligt, saa har jeg ved mit Hof nogle Lærde, der kan opsætte og udføre mine Tanker. Du har seet, med hvilken særdeles Godhed jeg behandlede Alembert ved hans sidste Reise; jeg lod ham altid spise med mig og jeg roste ham bestandig. Du har endog forundret dig over den store Omhyggelighed jeg havde for denne Autor. Denne Philosoph er anseet i Paris som et Orakel, han taler aldrig uden om mine Fuldkommenheder og Dyder, og paastaaer overalt, at jeg Har alle en fuldkommen Heltes og stor Konges Egenskaber. Desuden er det mig en Behagelighed, at høre mig roses med Forstand og Vittighed, og det er langt fra, at jeg er uden Følelse af Berømmelser. Jeg veed vel at alle mine Gierninger just ikke fortiene det, men Alembert er saa from, at naar han sidder hos mig, lukker Han aldrig Munden op uden for at sige mig noget forbindtligt. Voltaire var ikke af den Caracter, derfor har jeg og jaget ham bort; jeg giorde mig derved Maupertuis forbunden, men i Grunden var jeg bange for ham; thi jeg var ikke vis paa at kunne altid bevise ham det samme Gode, og

32

jeg vidste, at en Rixdaler mindre havde bragt ham til at bruge Klørene imod mig. Desuden efter at have overveyet alle Ting, og hørt Academiets Mening, saa blev det besluttet, at to vittige Lærde kunde ikke drage een Luft. Jeg glemte at sige, at midt i alle mine Ulykker bar jeg Omsorg for, at mine Lærde bekom rigtig deres Pension. Disse Philosopher giør Krigen til det forskrekkeligste Raserie, saa snart den rører deres Pung.

Om smaae Ting.

Naar man vil fornøye alle uden Bekostning, saa bestaaer Hemmeligheden deri, at man skal tillade alle sine Undersaatter, at skrive directe til sig, og naar de giøre det, da svare eller høre, men Stilen man bør betiene sig af, bør være saaledes: Dersom det, I skriver mig til, er sandt, saa skal I faae Ret, men vær forsikret tillige om min Nidkierhed i at straffe Bagtalelse og Løgn. Jeg er eders Konge F...

33

Dersom, man kommer for at klage, saa hør med Agtsomhed eller lad i det mindste saaledes, og Svaret maa fornemmelig være fyndigt og kort. To saadanne Breve og to saadanne Svar vil skille en snart af med den Kiedsommelighed, at høre Klager. Jeg veed, at for et Par saadanne Breve, der var i de Lande, som Franskmændene tog 1757, har jeg passert iblant dem for den omgængeligste og retsindigste Konge.

Om Klædedragten.

Dersom min Farfader havde levet tyve Aar længere havde vi været forloren, hans Geburtsdag havde ædt Kongeriget op. Jeg gaaer aldrig i andet end min Uniform. De Militaire troe, at det er af den Agt, jeg har for Standen. Jeg lader dem blive i den Troe, endskiønt det egentlig er for at give Exempel. Min Fader har meget viselig udvalgt den blaa Dragt til Gallas, naar man ikke er rig og vil klæde sig vel, maa

34

man ikke bruge smale Galoner. Man maa overlade Broderie og disse Guld- og Sølvplacater til kielne og lade Herrer der leve i Vellyst, Svir og Dans. Det er en Nødvendighed for forfængelige Mennesker at studere paa at pynte sig hver Dag med nye Smag, for at behage Fruentimmerne, der ere deres eneste Tidsfordriv.

Om Fornøyelser.

Kierlighed er en Gud, der giver ingen Pardon. Naar man modstaaer de Pile den skyder af alle Kræfter, saa kommer den en anden gang igien; derfor troe mig, det er ikke Umagen værd, at tænke, at vilde imodstaae den. Den annammer os altid. Omendskiønt jeg kan ikke beklage mig over det Puds den har spillet mig, saa vil jeg dog ikke raade dig at følge mit Exempel, det kunde med Tiden have slemme Følger; thi lidt efter lidt vilde dine Officierer recrutere mere for deres Fornøyelse end for din Ære, og Armeen vilde

35

omsider blive som din Onkel H..Regiment. Jeg havde gierne elsket Jagten, men min Farfaders Oberjægermesters Regning har betaget mig Lysten. Min Fader har sagt mig hundrede gange, at der var ikke mere end 2 Konger i Verden, der var rige nok, til at holde Perforce-Jagt; thi det lader ilde, at ride paa Jagt, som en Adelsmand naar man har en Krone paa Hovedet. Naturen har givet mig behagelige Tilbøyeligheder. Jeg elsker got Maaltid, Viin, Jagt m.m. ikke destomindre troer dog mine Undersaater, at jeg er den ædrueligste Konge i Norden. Naar jeg spiser offentlig tillaver min tydske Kok Maaltidet, jeg drikker Øll og 2 eller 3 Glas Viin. Naar jeg har Kammerspisning, maa min franske Kok giøre sig megen Umage for at fornøye mig, og jeg tilstaaer, at jeg er heri lidt vanskelig. Jeg er nær ved min Seng, og derfor kan jeg dristig drikke. Philosopherne maae sige hvad de vil, Sandserne fortiene vel, at man giver dem 2 Timer om Dagen; thi i Grunden, hvad var vores

36

Liv uden dem? Jeg spiller med Fornøyelse, men jeg har ikke kundet vænne mig til at tabe. Desuden er Spil Siælens Speyl, og det finder jeg ikke min Regning ved; thi jeg skiøtter ikke om, at man skal læse i min. Du maa derfor ransage dig selv, har du ingen heftig Begierlighed efter at vinde, saa kan du spille. Jeg er en stor Elskere af Skuespil og særdeles af Musik; men jeg finder, at en Opera er alt for kostbar, og den Fornøyelse jeg har af at høre en smuk Stemme og en smuk Violin, vilde være meget større, dersom det ikke kostede saa mange Penge. Saasom ingen kan bildes noget ind i Henseende til denne Bekostning, saa har jeg giort mig all muelig Umage, for at vise, at den var nyttig og nødvendig, men de gamle Generaler har aldrig vildet finde sig i, at en Sangerinde eller Virtuos skulde have ligesaa megen Løn, som de. Jeg lader dig her lære at kiende Mennesket paa min Bekostning. Troe mig, man er altid Slave af sine Tilbøyeligheder, at Egenkierlighed giør vores

37

Ære, og at alle vore Dyder grunder sig allene paa vores Fordeel og Ærgierrighed. Vil du være en Helt? saa vær dristig i at nærme dig til Misgierninger. Vil du ansees for at være viis? saa forstil dig med Konst.

38

Femte Morgen.

Om Stats Politiken.

Stats Politiken bestaaer af tre Grundregler; den Første er, at vedligeholde sig og efter Omstændighederne udvide og forstørre sig; den Anden er, ikke at alliere sig uden til sin Fordeel; den Tredie er, at giøre sig frygtet og agtet endog i de meest forstyrrede Omstændigheder.

Første Grundregel.

Da jeg besteg Tronen, eftersaae jeg min Faders Casser. Hans store Oeconomie sadt mig i Stand til at fatte de største Anslag. Kort efter mønstrede jeg mine Tropper, og fandt dem prægtige; efter den Mønstring vendte jeg tilbage til mine Casser, hvor jeg fandt det, jeg behøvede

39

til at fordoble min Magt. Saasom jeg altsaa forøgede min Magt, saa var det naturligt, at jeg ikke lod mig nøye med at beholde det, jeg havde, jeg besluttede derfor snart, at benytte mig af første givne Leylighed. Imidlertid exercerede jeg mine Tropper, og giorde mig all muelig Umage for at faae hele Europa til at give Agt paa mine Manoeuvres. Jeg giorde hvert Aar nye, for at synes desto klogere, og omsider naaede jeg min Hensigt. Jeg giorde alle de andre Magter tumlende i Hovedet; og hele Verden troede sig forloren, dersom de ikke kunde bevæge Arme, Been og Hoved paa Preussisk. Alle mine Soldater og Officierer troede, at de var engang til saa meget værd, da de saae, at man overalt abede dem efter. Da mine Tropper havde saaledes faaet en Fordeel for alle de andre, saa beskieftigede jeg mig med at undersøge de Prætensioner, jeg kunde giøre paa adskillige Provintzer. Fire Hovedposter faldt mig strax i Øynene; Slesien, Polsk Preussen, det Hollandske Guelderen og

40

det Svenske Pommern. Jeg bestemmede mig til Slesien; thi denne Post fortiente min Opmerksomhed mere end alle see andre, og Omstændighederne vare mig hertil mere gunstige. Den Omsorg at udføre de andre Anslag overlod jeg til Tiden. Jeg vil ikke overbevise dig om mine Prætensioners Gyldighed paa denne Provintz, jeg har ladet dem giøre og bevise af mine Talere. Keyserinde Dronningen har ladet den igiendrive ved sine, og vi have giort Ende paa Processen med Kanoner, Sabler og Flinte. Men for at komme igien til Omstændighederne, saa see her hvorledes de vare.

Frankerig vilde have Riget fra Huset Østerig. Jeg ønskede intet hellere. Frankerig vilde skaffe Infanten en Stat i Italien; Jeg glædede mig derover; thi man kunde ikke giøre det uden paa Dronningens Bekostning. Frankerig fattede det noble Forsæt at gaae til Portene for Vien, og det lurede jeg paa, for at bemægtige mig Slesien. Hav derfor Penge, skaf Trop-

41

perne en Anseelse af Fortrin, pas paa Omstændighederne, og du skal være vis om, ikke allene at conservere dine Stater, men endog at forøge dem. Der er nogle daarlige Statskloge, der paastaae, at en Stat, der er kommet til en vis Punct, bør ikke tænke paa at forøge sig, fordi dette Ligevægts System har bestemt for hver Magt sin Krog. Jeg tiltager, at Ludvig den XIV. Ambition havde nær kommet Frankerig dyrt at staae, og jeg veed, hvad Bryderie min egen foraarsagede mig. Men jeg veed og, at Frankerig i sine meest forvirrede Omstændigheder bortgav en Krone, og beholdt de Procintzer det havde erobret, og jeg har intet tabt i den forskrekkelige Storm der truede mig. Saaledes dependerer alting af dens Bestandighed og dristige-Mod som tager.

Du skulde ikke troe, hvor betydeligt det er for en Konge og for en Stat, at vige ud fra de almindelige Veye Undertiden, og det er allene ved det forunderlige man bilder Folk noget ind

42

og giør sig et Navn. Ligevægten er et Ord der har undertvunget hele Verden; thi man troede at man ved den var vis om bestandig Besiddelse, men egentlig er det kun et Ord; thi Europa er en Familie, i hvilken der er alt for mange slette Brødre og Slegtninge. Jeg siger mere, det er allene ved at foragte dette System, man kan vente at blive stor. See Engelsmændene de have undertvunget Havet, dette stolte Element tør ikke bære Skibe uden med deres Tilladelse.

Heraf seer man, at man altid maa giøre Forsøg, og være fuldkommen overbeviist, at alting kan være os nyttigt. Men man maa vogte sig, ikke at bekiendtgiøre sine Prætensioner med alt for megen Forfængelighed, og for alle Ting underholde ved Hoffet to eller tre veltalende Mænd, og lad dem sørge for at retfærdiggiøre os.

43

Anden Grundregel.

At alliere sig til sin Fordeel er en Stats Maxime, og der er ingen Magt, der har Lov til at forsømme den. Deraf følger denne Slutning, at man maa bryde sin Alliance, naar den er os til Skade. I min første Krig med Dronningen forlod jeg Franskmændene ved Prag; thi jeg vandt Slesien ved Kiøbmandskabet. Dersom jeg havde fulgt dem til Vien, saa havde de dog aldrig givet mig saa meget. Nogle Aar derefter allierede jeg mig med dem igien, thi jeg havde Lyst til at forsøge, at erobre Bøhmen, og jeg vilde holde mig denne Magt til Gode i Nødsfald. Jeg har siden forsømt denne Nation, for at holde mig til den der gav meest. Naar Preussen har giort sin Lykke, kan den give sig en Air af Troeskab og Bestandighed, hvilket allene passer sig for store Stater og smaae Fyrster. Jeg har sagt, at naar man siger Politik, siger man næsten Bedragerie, og det er sandt. Ikke

44

destomindre finder man dog troskyldige Folk, der har giort sig et slags Erligheds System. Du kan derfor vove alting med dine Ambassadeurer. Jeg har haft dem, der har tient mig saa vel, at de havde været i Stand til at lede i en Konges Lomme, for at opdage en Hemmelighed. Hold dig fornemmeligen til den, der har den Gave, at udtrykke sig tvetydigt og ubestemt, og bruge fordreyede Talemaader. Det er endog ikke af Veyen, at have politiske Lager og Kleinsmedde, de kan undertiden have megen Nytte; jeg veed af Erfarenhed, hvad Fordeel man kan have deraf.

Tredie Grundregel.

At giøre sig agtet og frygtet af sine Naboer er Hovedsummen af den store Politik. Man kan komme til Maalet paa tvende Maader; den Første er, at have en reel Magt, og tilfor- ladelig Resourcer; Den Anden er, at vide ret at

45

bruge det man har: Vi have ikke det første, Derfor har jeg ingen Ting forsømt for at have det sidste. Der ere Magter, som troe, at en Ambassade bør skee med megen Prægtighed. Mr. Richelieu i Vien tiente dog ikke til andet, end at giøre Franskmændene Besværligheder; thi Østerigerne troede, at hele Nationen var ligesaa parfumert, som den, der forestillede den.

Jeg for min Part troer, at man faaer mere Høyagtelse af den anstændige Maade paa hvilken Ambassadeuren lader sin Herre tale, end i all den Allarm af en Heel Deel Eqvipager. Desuden er denne Post meget vanskelig at besætte; thi man skal have en Mand af megen Anseelse, meget riig, og som fuldkommen forstaaer Politiken, i steden for at den sidste Egenskab er nok for en Envoye! Ved at følge denne Maxime, sparer man aarlig store Summer, og man giør sine Sager bedre. Der er dog visse Leyligheder, hvor man bør lade sig forestille med Prægtighed, saasom, naar man vil giøre en Alliance eller for-

46

eene sig ved Slegtskab. Men disse Ambassader bør altid være extraordinaire for at forblinde vore Naboer. Giv alle dine Gierninger den prægtigste og beste Anseelse, som mueligt, og for alting lad ingen i Riget skrive uden for at rose dine Gierninger. Begier ingen Ting løseligen, men lad det heller have Anseelse af en Fordring. Og dersom man forseer sig herimod, saa giem Hevnen, indtil den kan blive ret fuldkommen, og for alting vær ikke bange for at giengielde, Æren lider intet Herved, desværre for Undersaatterne, som det gaaer ud over. Det fornemste er, at man faaer sine Naboer til at troe, at man tvivler om intet, at man ikke forskrekkes over noget, og for alting søger, at blive anseet af dem, som et farligt Hoved, der ikke kiende andre Grunde end de der føre til Ære; Man maa mage det saaledes, at de kan blive overbeviiste om, at man vil hellere miste to Kongeriger, end give Slip paa et stort Navn hos Efterkommerne. Saasom denne Tænkemaade udfordrer

47

høye Siæle, saa forbauser og forvirre de den største Hob, og det er det, der giør den største Monark. Naar en Fremmed kommer til dit Hof, saa tag meget artig imod ham, og fornemmelig see til at holde ham bestandig hos dig; det er et Middel til at skiule Regieringens Feyl for ham. Dersom det er en Militaire, saa lad Garden exercere for ham, og commandeer den selv. Dersom det er en lærd Mand der har udgivet noget Skrift; saa lad ham see det paa dit Bord, og tael til ham om hans Indsigter. Dersom det er en Negotiant, saa anhør ham med Venlighed, slatteer ham og søg, at beholde ham hos dig.

Ende.

48