Et nyt og nyttig Uhrverk, som tydelig viser Fruentimmerne alle Timerne og Mandfolkene alle Korterene.

Et

nyt og nyttig

Uhrverk, som tydelig viser

Fruentimmerne

alle Timerne og

Mandfolkene

alle Korterene.

Hvad er Klokken? Og hvad burde den være?

Trykt hos L. N. Svare, 1771.

2

4 Maar jeg med min Aand gaaer ind i den vidtløftige Betragtning over Tiden og Menneskers Handlinger i Tiden, møder mig Skrkk og Bedrøvelse; og mit nedslagne Sind vil neppe laane sig til en Betragtning af saa sørgelig et Slags.

Men hvad vinder ikke jeg og enhver tænkende Læsere, ved at anstille en Betragtning af saa ædelt og saligt et Slags?

Nytten og Opbyggelsen opveyer her Sorgen og Skrækken, og hvad Glæde er de større, end den, min Aand nyder, ved at giøre noget Got i Verden med min Pen?

Hvad saligere Fryd paa min Dødsseng, end denne; at have opbygt mig selv og andre med nyttige og frugtfulde Betragtninger?

Vil den støyende Verden her møde mig med den uanstandige Indvending, at et Skrift af saa alvorlig et Indhold, som dette, vil kuns faae faa Læsere og Liebhabere.

Mig bliver det det samme, naar jeg kuns faaer mit ædle Øyemærke opfyldt, endskiønt

3

5 jeg ønskede, at mange vilde læse dette og andre nyttige Skrifter; deres Siele vilde i det ringeste befinde sig bedre ved en Læsning af dette Slags, end ved de forargelige Skrifter, som vore Boglader og Huse nu vrimler af, til en evig Skiændsel for Forfatterne og Nationen.

Bruges skiønt de almindelige Uhrverker for meste Delen snarere til Pragt og Unytte, end til Eftertanke og Nytte, skal dette i det ringeste intet Ondt giøre i Verden, men endog i Spotterens Haand blive et Opbyggelsesmiddel, hvis han selv vil have det.

Hvad er Klokken? Delte Spørsmaal er et almindeligt, og giøres ofte nok om Dagen; men det Svar, man faaer til sin Efterretning, er for meste Tiden ligesaa uvigtig som Spørsmaalet.

Naar den Gierrige spørger: Hvad er Klokken? Er det ikke saa det samme, som han vilde sige: Er min Tid endnu ikke forløben, som jeg skal have til at berige mig udi; jeg har endnu nogle Sække, nogle Tønder, nogle Kam-

4

6 re at fylde med Penge og Korn, med Guld og Sølv og Forraad til mange Aar; men du Daare! nu staaer Klokken, det er din Dødstime; i dette Minut skal din Siel fordres af dig, hvem skal saa have alt det, du har sammenskrabet?

Dine Børn? det bliver Skarn; thi dem har du bedervet med din kietterske Lære, og dit urimelige slette Exempel.

Fremmede? nei; hvem vilde være saa daarlig, at benytte sig af Midler, sankede paa saa ulovlige Maader; man maatte tænke, at vente Guds Straf over sig, hvis man ikke strax gav hver en Bitte til de Fattige,

Naar den Vellystige siger: Hvad er Klokken? er det ikke det samme, som han vilde sige: Jeg har endnu saa og saa mange Visiter at gjøre, jeg skal endnu hen til den og den Frue, til den og den Pige, inden jeg lægger mig; jeg feiler endnu den og den Viin; Mit Bord er ikke fuldkommen, hvis ikke den eller den Ret kommer derpaa.

5

7 Men du Daare! nu slaaer Klokken; der er din Dødstime; i dette Minut skal din Siel tages fra dig, hvem skat saa have alt det, du haver opsparet for din lekre Gane og dit geile Legeme?

Kan enten Skiøgens glatte Ord eller Kokkens hele Kiøkken-Kunst jage Døden paa Dør?

Prøv nu, om Hoerkonens indtagelige Karesser kan betage dig Dødens Skræk; prøv om denne Sirenes fortryllende Arioser kan overdøve den grumme Døds forskrækkende Tordenstemme, denne nemlig: I Døde kommer hid til Dommen.

Naar den Hoffærdige siger: Hvad er Klokken? Er vel ikke det samme, som han vilde sige:

6

8 Jeg har endnu hin Overmand at overgaae; jeg feiler en Klædning, som staaer Sparto til hans; jeg har i en kort Tid giort adskillige gode Spring, men jeg har endnu ikke giort dem, jeg kan giøre; jeg vil i det visse Haab, at stige til Ærens høyeste Spids, see hele Verden over Skuldrene, og et af mine Øye kast skal jage Skræk og Frygt i alle Hierter paa min Overmand, Ligemand og Undermand; men du Daare! nu staaer Klokken, det er Din Dødstime; i dette Minut skal din Siel tages fra dig; hvem skal saa opfylde alle dine saavidt udseende Planer?

Vil nu din Dødstime blive heldigere for din Aand, naar den skal giøre et vigtig Blik ind i Evigheden; eller mener du, at dens Overfart skal blive lettere, om du fører den over paa din Hovmods stolte Vinger?

7

9 Vil Dødens mørke og snevre Dale blive klarere og videre for din lykke og opblæste Aand, fordi dit Støv her i Tiden har ophøyet sig over dets naturlige Grændser?

Mener du, du Daare, at Forkrænkeligheds Engel vil lade sig vise af, naar du oplukker for den din Garderobe, og tænker du at forskrække Forskrækkelsens Konge med nogle Favne meer eller mindre Silke? Nei; tænk ikke saa daarlig! og vent ikke Umueligheder, smedede i din fortumlede Hierne, ved Indgangen til Graven.

Naar den Indbildte siger: Hvad er Klokken? er det ikke saa det samme, som om han kunde sige: Jeg har endnu saa og saa mange Rivaler at styrte, saa og saa mange Mirakler ar giøre ved min Veltalenhed, ved min

8

10 endelige Viisdoms æ Indflydelse paa det Almindelige, ved min endeløse Indsigt, ved min meget Formaaende, ved mine vidt udseende Begreber, ved den Skræk og Frygt, min vigtige Person har indjaget Vreden.

Men du Daare! jeg skal sige dig noget: Hør til! nu slaaer Klokken; det er din Dødstime; i dette Minut skal din Siæl tages fra dig, hvem skal nu fortsætte alle dine Narrestreger? Du eller en anden?

Vil nu din frække Indbildning holde dig fri fra at giøre det farlige Spring fra Tiden til Evigheden, som du aldrig har indbildt dig at skulle række til dig?

Vil nu din frække Indbildning hielpe dig ud af dit store Regnstab, som Skræk, Dødens Fuldmægtig holder for dit Øye?

9

11 Du troede, at Verden ikke kunde staae, hvis den mistet saa herlig et Creatur, som du. men viid, at du formedelst din Kundskab og, indbildte Viisdom har kuns været er stort Nul i WeVden, men i Henseende til din narriske Ondskab fyldet Verden med lutter Urimeligheder og Laster, der nu raabe f dig langt ind i Graven, og fordoble Dit græsseige Regnskab, du har at giøre.

Har nu dine Luftkasteller saa stærke Mure, at de kan giemme din Aand, din stolte Aand fra den evige Vrede?

Eller troer du endnu, du Stakkel, at Doden vil flygte, naar han hører paa dine Ord, satte paa Skruer og paa dine ved Egen-Kierlighed forkunstlede Talemaader?

10

12

Nei; din Indbildning vil meget mere forbause dig, nu du seer at du er en Haandfuld Støv, og at Forraadnelse er den Skat, som du har baaret om med dig i dit Skrøbelige Leerkar, og hvoraf du saa dristig og saa daarlig har brystet og hovnet dig.

Naar den Misfornøyede siger: Hvad er Klokken? Er det ikke saa det samme som han sagde:

Jeg har endnn saa mange Agerland, jeg skal have lagt til mine, førend jeg med Sandhed kan sige, at jeg har et fornøyet Sind; dem faaer han; men hvi saa urolig? og saa sorrigfuld? Naar fik den Misfornøyede nok? Tier ve! hans ønskende Mund, førend den stoppes med Muld?

11

13

Jeg skal endnu have min Naboe ruineret, der har mere end jeg, hvilket er Materie nok til at hade ham; jeg veed, at hvad han har faaet har han ikke arbeidet for, men faaet det ved blotte Hendelser, og skulde jeg taale, at han med Roelighed skulle komme til at besidde det, der har kostet ham saa liden Umag at erhverve; nei; jeg faaer ikke Roe, førend jeg seer ham ikke at eye flere Meubler, end en Bettelstav og en Staaderpose; nu har jeg sendt ham To Prokuratore paa Halsen; kiender jeg de Folk ret, saa skal de nok lære ham Quid Juris, og plukke Gaasen saa net som nogen.

Men du Daare! Nu slaaer Klokken; det er din Dødstime; i dette Minut skal din Siæl tages fra dig; hvem skal saa fortsætte din Hævn og din Misundelse?

Du har jo ingen Børn; thi du har været alt for Misfornøyet med Kiønnet til, at

12

14

du skulde have tordt følge Naturens Drift, og gifte dig. Nei; da vilde din Urde ret begynde; hvem skal da nu paatage sig at giøre din Naboe ulykkelig paa dine Vegne?

See! du Daare! nu maae ret din Misfornøyelse voxe, da Døden kommer dig paa Halsen saa uventet; men du skal dog døe og ilde var det, at du glemte, at du var Menneske; men vel at du faaer det at vide, endskiønt det er for silde, gid til din Frelse!

See her! hvorledes Tiden misbruges og spøges bort af de forfængelige Lasternes Slaver.

Gid en Gave, saa kostbar som Tiden, maatte i Tiden blive bekiendt for de

13

15 Dødelige, førend de for sildig i Evigheden skal faae at vide, tak intet var dyrebarere end Tiden, og at der er nu ikke mere Tid, men den lange — — den lange — den lange Evi h d.

Om Tiden.

Tiden fordret har mit Regnstab at udføre

Jeg sagde: Regnskab Tiid nødvendig have

Maae.

Hvo Tiden haver spildt, naar han skal Regnstab

giøre,

Hvor kan han uden Tid sit Regnskab rigtig faae? Mig Tiden nægtede mit Regnskab at opsætte, Mit Regnstab, sagde den, har halet Tiden

bort,

I Tiden burde jeg mit Regnskab for mig rette, Nu er der ingen Tid, mil Regnskab gaaer for

kort.

O Gud! hvad Regnskab kan saa stor en Tid beregne,

14

16 Hvad Tid kan strække til at faae slig Regnskab

klar?

Jeg Regnskab har forført i Tiden at antegne. Nu begge, Regnskab, Tid, mig overrumplet

har,

Ak! Ak! nu seer jeg strax min Levetraad til Ende, Men kan for Tiden ei mit Regnskab lægge ned, Fordi den Tid jeg vel ei viste at anvende Kan ingenlunde i mit Regnskab finde Sted. Grev Oxenstierne.