? Tanker og Ønsker til Kongen af Dannemark, eller en Borgeres oprigtige Nytaars Ønske til sin Konge.

Tanker og Ønsker

til Kongen

af

Dannemark,

eller

en Borgeres oprigtige

Rytaars Ønske til sin Konge.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2

        

3

Disse Blade tilegnes Kongernes Konge. Evige? det er for Din Trone at disse Blade nedlægges. Jeg ærer min Konge, som en Gud paa Jor. den, men min Konge er et Menneske. Herrens Salvede forestaaer ogsaa en Forraadnelse. Dagen er i Din Haand, naar den Høieste paa Jorden skal ligne Lazari Støv, fordi Døden glemmer ei at banke paa Monarkernes Port saavel som paa Staaderens Dør.

4

En Borgere har ogsaa Tunge, — — — Endskiønt hans Hierte kuns har simpel lært at siunge.

Mennesket har mange mærkværdige Dage i Livet: Fødsels. Døbe, Confirmations, Communions, Bryllups, Døds Dagen; men iblant disse ere Nyaarsdagen ikke mindre mærkværdig for et Menneske, der tillige er et tænkende Væsen, og ikke skammer sig ved@undertiden at tænke paa sin høie Bestemmelse.

Besynderligt er det, og endnu mere for- undvingsværdigt at det har behaget den store Verdens Herre, at giøre den betydelige Person, en Konge, liig den alleruselste af hans Undersaatter, en Betler, saavel ved Indgangen i, som ved Udgangen af Livet.

Mon det ikke er skeet, for at give dem begge Anledning til at huske, at de ere Mennesker? og ach! — hvilken Tanke! — døde- lige Kreature, Føde for Orme, Støvets Børn.

Ja! jeg seer eder, men i Sandhed ikke uden Skræk og Skam, I elændige af ormstukne Lyksaligheder drukne Skabninger.

5

5 Eders Aand, dysset og vugget i det usunde og forgiftige Indbildnings Element, ind- aander daglig de farlige Dunster, som hvirvler op fra Syndens stinkne Morads.

Hvad Under, at I drukne tumler paa Kanten af Fortabelsens Gryster.

En Svimmel af saa farligt et Slags svinger sit Rov fra Fare til Fare i de bedragelige Øieblikke, da den rusende Misdæder indbilder sig og andre, at han svæver paa Roser.

Ved Erindringen af min Konge, hvis Høihed og Siæls Egenskaber bestaaer i en fornuftig Foragt af et kort og farlig Livs Dage og glimrend Skygger, kan jeg ikke misunde de stolte Verdens Aander, at vove nogle Tanker og et Ønske endogsaa for disse Elændige paa denne høitidelige Tid.

Da mit Øie Nyaars Morgen oplukte sig, for at skue min Skaberes nyekomne Nyaarsgave, den nyefødte Morgen i et endnu Naadens Aar, iilte det did blant de mærkværdige Jordens Slægter, de Skabninger, som Indbildning og Forfængelighed har udmærket i Verden med det blanke Navn af fornemme Folk. Min Aand længtes efter at vide, hvordan denne Klasse af det Menneskelige Kiøn tog imod denne

6

6 uskatteerlige Gave, sidste Nyaars Morgen; men min Skaber! — jeg blegner; er og disse Spottere dine Skabninger? og dannede, o Herre! din Haand og disse Sværmere? eller ere de nogle af de ulyksalige Aander, som din stærke Haand, ved Verdens Fødsel, styrtet udaf deres første Bestemmelse?

Men nei, du Evige! — hin Mørkhedens Bande var mindre i Ondskab og Forvovenhed, end disse. Men disse, — o Almagt! — din Vredes Torden bier, men kuns for at voxe, indtil at disses Piners Røg skal opfare i al Evighed. Neppe kastet denne hellige Morgens første Straaler sin blege Velkomst ind igiennem Vindverne, førend disse Vellysters Slaver aabnede et Par graadige Øine, for at besee Udsigten af den Hud, hvorudi de vilde efterabe den første Slange i den Forvovenhed at bespotte dig, du Helligste!

Herre! og denne Morgensoel stod ogsaa op for disse Bespottere af dine helligste Ting og Anordninger? — og din vrede Almagt knuset dem ei i Nattens mørke Taage? Nei! din Langmodighed viser, at du endog er Gud imod disse. Saa saae jeg Ceremonien, denne Fiende af det ædle Enfoldige, at styrte dem ud af

7

7

deres sikre Leie, imedens Forfængeligheden erobret alle deres Lemmer; og et nyt Forsæt, at synke den første Dag i Aaret bort i en idelig Forvirring var disses Morgensang paa saa hellig en Dag.

Herre! og endnu var din Langmodighed nye over dem?

Jeg saae Vellysten at strøe Blomster paa deres Bei, hvor de kom frem, og den badede dem i den Fattiges Sved og Taarer.

Den tumlet dem fra et Sælskab til et andet, og slynget dem fra Forførelsens Top til Lysternes skidne Afgrund.

Af dette sæle Gab klingede Instrumenterne, og de klynkende Toner syntes at vove nogen Medlidenhed for disse Forvildrede, men de har ingen Omgang med Eftertanken, Hører altsaa ikke dens overtalende Stemme. Men disse har ogsaa en Gudsdyrkelse, som er dem egen. Som svorne og offentlige Fiender af det høieste Væsen, dyrker de langt fra ei hans Viisdom, tilbeder hans Almagt, eller beundrer hans vise Huusholdnings Maade med sine Skabninger; nei, som de ikke allene har faaet Brændemærke i Samvittigheden, men endogsaa i Fornuften, har de ingen anden Gud end Syn-

8

8

den, og deres smaa Afguder ere deres kierkom- ne og fortryllende Passioner.

Jeg hørte Timerne paa Nyaarsdag at

skrige: Almægtige! ach! vil du endnu tillade os og vore Brødre at være Slaver for disse Spottere?

Er der endnu mere Tid, og naar skal Engelen sværge ved den, der lever i al Evighed?

Jeg hørte Religionen sukke: Rasende

Misdædere! skal min Fakkel endnu lyse forgieves for eder? Og vil I be- standig trave om i Syndens mørke Skygger?

Jeg hørte Fornuften at græde: Ublue

Sværmere! naar skal det være nok? Og hvor længe vil I fængsle min Magt?

Jeg hørte Vellysten at skogger lee:

Kommer hid, alle Jordens Ender! skuer og seer min Magt over dette Folk.

Mit Jernaag er skiult med Roser; mine Snarer gaaer uformærkt under Jorden, og jeg feiler aldrig i min Fangst. Jeg fløiter, og den

9

9 Drukne tumler frivillig i mit Garn; jeg hidser den til Fordærvelsens nederste Stæder.

Men man spørger: Skal dette være et Nytaars Ønske til en Konge? Ach! ja, jeg fortæller mine Syner først, saa kommer mit Ønske. Borgerens Enfoldighed kiender ingen Kunster, men tænker og saadan lige frem.

Jeg saae en anden Klasse af det menneskelige Kiøn, som Sandhed har behaget at kalde de ceremonialske Skabninger.

Disses Trin ere ogsaa tumlende og hurtige; deres Fornuft har fordeelt sig, efter deres egen Sigelse, omkring i deres Been, i deres Ryg, paa deres Tunge, og i deres Haar.

Disse oplevede og den hellige Nyaars

Dag.

Paa deres Forretninger lod de til, at være i den Tanke, at Verden umuelig kunde staae, uden ved Hielp af deres tomme Ønsker.

De havde bevæbnet deres Been, deres Ryg, deres Tunge, deres Haar, og deres Lommer med disse Slags uduelige ØnskeFormularer.

10

10 Og de af dem, som ikke kunde bære saa mange Ceremonier hos sig paa engang, lod dem kiøre fra Huus til Huus.

De mødte hinanden med dannede Rygge, og giorde Dagen mærkværdig ved at øde den gamle Vane, at ønske det, de enten ikke selv vidste et Ord af, eller meente noget med.

De kom hiem om Aftenen trætte og skidne af denne Dags Slid, og soer paa i deres Hierte, at de havde giort et Mesterstykke.

Disse fik og Ende paa den hellige Ny- aarsdag.

Og Herre! disse taalte din Taalmodighed ogsaa.

Men saa kom en Flok, som Moden meener at tør kalde den udvalgte Flok.

Disse vare spraglede, som Maikonger, deres Gang vidnede om deres flygtige Sind.

De kunde uden ad hele Remser af den Sniksnak, som betyder Nyaars Ønsker, hvis man kan troe dem.

De førte ikke deres sladrende Viisdom i Vogne, men førte den til Fods omkring med dem, men giorde dog mere Allarm, end de

11

11 fornemme Misdædere, de agende Gratulanter.

Deres Udseende, der spaaede got Folk en vittig Uleilighed, var meget kunstig, og bevidnede, at de var af en lærvillig Æt.

De lod til at raade for Opfyldelsen af alle deres stive Ønsker, men naar man hørte paa dem saa længe indtil man begyndte at fatte Medlidenhed med deres Skrøbeligheder, mær- kede man strax, at disses Bønner vare ei af det Slags, der formaaer meget, og som aldrig havde varet længere, end paa Enden af deres gesvindtløbende Tunge, uden enten at synke til Bunds i Hiertet, eller været kommen derfra.

Og Herre! disse taalte din Langmodighed ogsaa.

Saaledes svandt denne nye Naades Dag bort iblant os med en raslende Spøg og unyttig Sqvalder, naar jeg undtager de faa Redeliges Bønner og Ønsker, der som elskelige og Gud hengivne Niniviter endnu vil vove en Forbøn for det forfaldne og fra Herren saa vidt afvigede Dannemark.

12

12

Disse faaes Bønner vil formaae meget; thi de ere alvorlige, og Herren kiender sine.

Det er med disses Bønner jeg vil foreene mit Nyaars Ønske til min Konge, saa enfoldig, som jeg kan:

Store Skabere!

Hvem skulde vi vel først eg fornemme- ligst yde vor Forbøn for, end for vor Konge? Din egen Salvede, Herre! det er sandt, bør være den første Gienstand for vore brændende Bønner og Forbønner, i den Forretning du anbefalede os: Beder for hverandre.

Og gaaer det Kongen vel, gaaer det ogsaa os og Landene vel.

Dit kierlige Øie da, o vor Skaber! vor Forløser, vor Trøster, der saa lang Tid har seet medlidende efter Dannemarks sande Vel- gaaende, endnu ikke blive kied af at oversee med et saa haardnakkend, glemsomt og ugudeligt Folk, som vi, dine forvovne Skabninger!

Dette dit Naades, Godheds og Lang- modigheds Øie ikke lukke sig med det gamle Aar over os, dine saa hielpetrængende Elæn-

13

13

dige, nu da Fordærvelsen alt gaaer over vort Hoved!

En nye Naade og Langmodighed aabne dette Nyaar for os, at dette Rige endnu i Aar ikke maa blive forladt af din Almagts Haand.

Vor fromme Christian være een af dine meget elskede Salvede, og Viisdommens, Godhedens og Styrkens Aand hielpe ham at bære den os ubekiendte tunge Byrde, at regiere et syndigt Folk.

Du Kongernes evige Konge! det er ved din Viisdom, at Jordens Konger skal føre det vigtige Scepter, der skal bestyre, veilede, forsvare og beskierme det Folk, det har behaget din Godhed, at laane dem for nogle Dage her i Verden.

Denne din uskatteerlige Viisdom, o! Evigheds Fader! blive da Kiernen og Stiernen i vor Konges Hierte! den Følge med enhver Undersaat i hans lovlige Kald, at lære ham de Pligter, der kan giøre ham til en tækkelig Skabning for dig og hans Konges Øie.

Den mærkværdige Fred, denne store Himmelgave, der saa længe har været som en Muur omkring vore Riger, ikke afløses i

14

14 dette Aar ved den blodige og fortærende

Krig!

Din Haand styre alle Hierter, og bevare vore Freds Boliger, i sær fra al inderlig og borgerlig Krig, Misfornøielse, eller Oprør, at ikke fremmede Nationer skal sige om os:

Det er et Folk, som har straffet sig selv.

O! al Ordens Gud! du vise selv vor Konge den beste Vei i den vanskeligste Verden, at Veien til høire Side ikke skal styrte ham og os, eller Veien til venstre Side blive en Vederstyggelighed for dig, og en Snare for os! men føer ham og os frem paa den sikre Bane, din Viisdom og Villie peger paa.

Det kongelige Huus være en Bolig, hvor din Naade og Velsignelse, o Herre! daglig maa blive, mere og mere kiendelig, at alle kan see og fornemme, at du, o Herre! endnu elsker dette paa saa mange Maa- der og saa mange Aar tilforn velsignede Rige.

Din Aand lære, o Alvise! vor dyrebare Konge de heldigste Forandringer og Indretninger med sit Folk, at din Ære

15

15 maa altid blive Maalet for de kongelige Hensigter og Indsigter.

De Plager, som det behager din Almagt at ydmyge andre Nationer med, vige langt fra vore Boliger!

Har end de frækkeste Bespottelser og forvovneste Handlinger taget sit Sæde i denne Stad, saa lad, o Herre! din Haand spare den Uskyldige, naar din Vredes Torden trækker op over denne vor Stad.

Lad Fritænkeren blegne, o Herre! for dit Ansigt i Tide, at ikke Fordærvelsen skal iile over Ham, som en Strøm!

Spar Landet, o Herre! fra din billige Revselse, og dinne faa Troendes Bønner og Forbønner blive antagelige for dit Ansigt, og afvende den Straf, du i din Retfærdighed kan Have tiltænkt os.

Sæt os ikke til en Spot og Vidunder for andre dine Skabninger; men lær os at ydmyge os i Tide i Støvet for din Fod.

Det er ikke Forstand, det er ikke Lærdom, det er ikke Vittighed, der paa hiin Dag vil giøre et Folk saligt, men en redelig Vandel, o Herre! for dine Øine vil

16

16

føre os nær til dig, og bevare os fra at staae da skamfulde for dit Aasyn.

Dit Mildheds, Naades og Langmodigheds Scepter styre da os alle her i denne din Verden, at vi i hiin Verden kan komme til at erfare den Salighed, det er, at føres, regieres og ledes ved dig.

Skal dette Aar vare det sidste, din Viisdom har bestemt os og din Verden, da giv os den Viisdom, som kommer heroven fra dig, at vi maa tælle vore Dage, kiøbe den beleilige Tid, og altid findes beredte til med Frimodighed at staae for dit Ansigt. Leed os, o Herre! her ved dit Raad, og@annam os omsider til Ære.