En Skrivelse fra Diævelen til Hr. Voltaire, [s.1-18] Den lærde Misundelse eller den landflygtige Kierlighed. [s.19-32]

En Skrivelse fra Diævelen til Hr. Voltaire.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt og til Kiøbs at bekomme hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet,

2
3

Skrivelse fra Diævelen

til

Hr. Voltaire.

Du rasende Værktøy for Mørkhedens Engel, som blæser i dit Hierte Digter-Galenskaben! Du hvis berømte Værker underviser hundrede Skolefuxer i den Kunst at bespotte!

Helvedes Lieutenant! og velfortiente Dievel! min værdige Ven! tag imod dette Helvedes Brev, men vogt dig for, at lade det trykke. Dine adskillige Værker, din høytrabende Stiil, dine Sange, dine be-

4

dragelige Krøniker har behaget os overmaade, ja saaledes, at jeg bør helse dig, og takke paa alle de store Mænds Vegne, som der er i min Regiering, som virkelig ere skiønsomme Folk, saa at om jeg skulde finde Middel til at bringe det høyere, endskiønt jeg er en Dievel, saa er jeg dog ikke saa stor en Dievel som du, og allene overgaaer dig i det, at jeg har Horn. Jeg vil altid giøre mig til af Manes, af Socin, af den forløbne Munk og den unge Borres Kiereste, af den yderlig nidkiere Mester Hans Calvin, og af saa mange andres lykkelige Bestræbelser endnu, alle rasende Fiender af den romerske Pave og af den Messe, som jeg har saa stor Afskye for.

Men kommer det an paa Guds Bespottelse, paa Liderlighed og Ugudelighed, da kand ingen, uden at han maatte bilde sig for meget ind, nægte dig den høyeste Raug.

Mange af de stolte Fiender, som tog Nøglerne og Magten fra de troe Præster, mange af de mærkværdige Folk iblant den omskaarne Slægt har i det mindste baaren Ærbødighed for Beviiserne om Sielens Udødelighed; de vare rebelske Fortolkere af Religionen, og derved gav den en forvendt Skikelse, men du giør den gandske til Intet.

5

Vel er det sandt, at dit System er sommetider forkiert, slap, vaklende, og at mangt er Ord, som du bilder dig ind, at være Grund-Slutninger, er kuns en forrykt og tosset Slutning; men saasnart en Fornuft-Dommer er letsindig og glimrende, saa har han altid Styrke nok.

Enten det er Dyder eller Lærdom i dette Aarhundrede, saa er Grunden Intet, det kommer kuns an paa den udvortes Bark. Ach! hvem veed bedre, end du, at udgyde i sine Skrifter den bedragelige Anstrøgning, Færnis og Udstikning, at overstrøe tyndt sin Snik-Snak med kraftige og eftertrykkelige Træk, at giøre gamle Lapper nye, at giøre en velsmagende Ret af nogle Brøkker og Levninger. Historier, Philosophie, Stats-Klogskab, Landmaalerie, Hollandske, Engelske, Tydske Stykker, Brokker, Theologie af Indianske Præster og Mandariner, fra Congo, fra Abyssinien, alting er mænget iblant hinanden, alting dynget oven paa hinanden, alting giæres og kaager op i din brændende Hierne. Du skifter Skikkelse og Natur, naar du lyster, du er en Pyrrho om Natten, og en Socrates om Dagen. Snart rimer du efter Hof-Smagen, snart som Zeno, og snart som Epicurus. Du kand synge hvilken Tone det skal være (naar jeg undtager

6

den, som Pindarus brugte.) Din Trompete udblæser uformærkt saadanne Toner, som Frandsmændene manglede i den Heltemessige Trantran, men har Satan nogensinde sagt Sandhed, saa paastaaer jeg, at dine Vers, disse Mester-Stykker i det Forargelige, skulde ikke være nær saa behagelige og berømmelige, hvis du ikke havde hamret dem paa Helvedes Ambolt, i den vakre og ugudelige Krog.

Du saae nok forud, at hvis du skulde vinde alles Biefald, saa maatte du i dine første Værke, indblæse Verdens Børn Mod, smigre alle Tilbøyelighederne, sønderbryde, forstyrre, eller giøre sælsomme Sandheder latterlige, som ellers oprører Sindet, og at, naar du havde bevævnet de Vantroe med din Galenskab, saa maatte du endog bieffe imod Gud, og bide hans Børn.

Saaledes begyndte du med at trodse Torden, og du havde meere Fremgang, end du havde ventet; din Fortieneste nødsaget mine Lærde i Engeland at tilstaae dig Prisen i Lærdom. Din Haand brækkede det Aag, som en møysommelig Skyldighed havde paalagt; du omgiorde Verden, og lovet være din Geist, Religionens ubillige Tyranie tabte sin ældgamle Magt i alle Hierterne; thi til Trods for Skriften, og alle Tiders Troe, var

7

den, som regierer Naturen, Denne Gud, de Godes Haab, de Ondes Skræk, intet andet, efter din Meening, end en malet Gud, saadan en, som vore hiemmeliggende Fugle-Konger, Der tales om i De gamle Kroniker, der i Deres Giestebuder og Leege Drak Lande-Plagerne bort og glemte dem, og som giorde sig frie for al Bekymring, for kuns at leve allene Dem selv til Nytte. Denne Verdens Gud, denne unyttige Afgud, holde op at bestyre den, for at slumme i Fred, og den blinde Skiebne, Der indretter alting efter sin Smag, var hans fornemste Statsminister; dersom Denne Daarlige Betitlede, som var saa egensindig, at skiule sig, ikke befattede sig med nogen Sag, dersom intet kunde røre ham, hvorfor skulde man være saa daarlig, at besmitte sig med det Haab at behage ham, eller med Den Frygt at giøre ham vred? Saasom han var uden Billighed, uden Godhed, uden Naade, hvad Got giorde vel da hans orkesløse Magt de Dødelige, og burde de vel anraabe den? Det var allerede meget, at man ikke angreb hans Eyendom og hans Væsen. Og at tiene ham, at frygte ham, og at elske ham, det var at gaae forvidt med sin Artighed. Derfor sprang den letsindige Geist fra Følge til Følge paa den letsindigste Maade efter Sammenhængen i et saa smukt Argument. Hiertet fandt overalt en Op-

8

muntring; en viid og frugtbar Mark aabnede sig for Frekhed; man kunde i Nødsfald bedrage paa en snild Maade.

At forsvære sig, at forraade Fortroeighed, at fortære en k nuset Naboes Eyendom og Næring, at plyndre Enken, at undertrykke den Faderløse, for hundrede kielne Piger, beqvemme til Cytharæ-Leege at tapitsere Seralierne med Brokade, med Atlas, med Skilderie af Boucher, med Færnis af Martin, og for den Ulyksalige, som er beleiret af Elendighed have et Hierte af Staal, og Indvolde af Kaaber, en Dievels Siel eller en V... Siel.

Overdaadigheden blev et Værktøy til Magt og Overfloed, Liderlighed blev en Tidsfordriv, Vellyst en Velanstændighed; bg hvad var Dyden andet, end en latterlig Møye, end en ynkelig Gienstand for Hovmod og Daarlighed, uden Belønning efter Døden, og uden Nytte i Livet.

Den uviise Dødelige, som er en Fiende af sine Leve-Dage, som uden Ærbødighed for den saa flygtige Tid saaede sin Ban?ring med Torne og som i de gode Dage, da han kunde nyde Alting og alle Behagelig-

9

heder, forsmaaede at benytte sig af dem, hvor daarlig var han ikke.

Altsaa burde man da, uden at frygte for Fremtiden, ikke have anden Lov end Fornøyelsers Lov, som man havde Drift og Villie til.

Alting loed vilkaarlig, uskyldig og tilladt, og efter mine Tanker var intet meere trøstende og beqvem. Man lærte ogsaa at sætte Priis paa din Lærdom, saa at i Berlin, London og Paris, dine forunderlige Samlinger lod dig udraabe og bekiendtgiore ved alle vore smukke Geister for en Patriark for Ugudeligheder, for de stolte Fiender af Jehovas Love, og Plager for hvem som torde troe paa hans Søn.

Dette Val blev bestyrket hos os i den heele Ret, og siden den Tid har du ikke imod. sagt denne Titel.

Iblant de Skribentere, som har sammensvoret sig mod Gud, har du vidst at fremstille dig som den Fornemste paa Tid og Sted, og som deres Formand og Mønster.

Og jeg er dig forbunden derfor; thi mit florerende Rige er voxet den halve Deel

10

hos den dødelige Slægt. I sær skal de tossede Parisers Klima inden kort Tid blive mit heele Arve-Rige.

Dens Indbyggere ere noget flygtige, som veed best at indslutke dine moralske Bud, naar de komme for Krogen af det smukke Sprog.

Alle de Narre,, som gaaer Pilegrims Gang til Helicon, hvor man horer den sorgelige Galenskab at hyle, Faktorer, Skriver-Karle, Fuldmægtiger, Smaa-Herrer, og deylige Mandfolk med smaae Kioler og fine Kraver har Hovedet fuld af dine berømte Lære-Satser. Alle fører i deres Vaaben den smukke Forstands Skiold, og giver denne kiere Lærdom an. Den Eene troer, at Dyrkelsen er eens, og giør ingen Forskiel paa en Beamin og en Katolik, og den Anden overlader den til den tossede gemeene Mand, som en unyttig og taabelig Øvelse. Her seer man een, som laster visse Skikke i det hellige Embede, som paa en rasende-hæftig Maade lærer imod Troen i en ældgammel Hemmelighed, og frier Synderen fra en møysommelig Tilstaaelse; derefter dadler Munkenes Rigdom, Prælaternes Pragt, Kanikernes Maaltider, og giver Geistligheden Navn af mange andre Misbrug, og siger, at naar man skulde

11

beroelige saa mange levende Tvistigheder, skulde man gifte alle eders unge Munke, Kapusiner, Fransiskaner, Jakobiner og de tykke Karmiliter-Munke. Der seer man en Fritænker, eller en Løsagtig, eller en Fraadser, som, for at forklare Sielens Natur, vil beviise eder, at Futteralet er lige saa god som Klingen, og at Sielen døer eller voxer tilligemed Legemet, ligesom en Østers eller en Snegls Siel; see saadan eu Katekismus har dine Discipler i Paris. Jeg behovede dine Værker, for at skyde den papistiske Baad i Synk. Nu paa en tredive Aars Tid at dine Arbeyder har giort denne Strand-Kant frugtbar med Mennesker, seer jeg at det giør mine Paalæg triveligere og at det indbringer mig meere.

Hver Maaned kommer der herover til mig lækre Kurve fulde af Forskudte af alle Slags, som ere pyntede, som de bør, med Hoved-Synder: rige Knaste, kalcineerte af Overdaadighed, eller som ere halv-fortærede af Gierrigheds og Aagers Kræft, Skielmere og Bolere af alle Slags, Koplere og Sammensyere. Og hvor meget er jeg ikke din Nidkierhed skyldig, at du saaledes hielper mig i mine ædelmodige Hensigter, ved det at de følger og efteraber den troe Bayle og den brave Aretin.

12

Din Uranie er et udødelig Værk; din naturlige Religion beskiæmmer for evig de stolteste Skribentere, jeg gad selv været Autor til den, saavel som til det behagelige og letsindige Brev, hvor den sælsomme Modsætning og Strid skinner imellem Jesu Christi Naade og Homeri tree Gratier; Men Mesterstykket af din Lærdom er den uforlignelige Møe. Vi fattedes intet andet end denne forundringsværdige Bog, for ret at fuldkomme din Ære og min Forhaabning.

Hvilke behagelige Tegninger! hvilke nette Bespottelser! O! hvor du maae glæde dig derover! Man maae tilstaae, at din Geist derudi overgaaer vore høyeste Aander, jeg torde trodse heele Helvede, ja den lærteste Dievel i svinsk Malerie, at giøre i en Ti-Aars Tid et saa forvorben Værk, saa frugtbar paa Forargelse, saa rig paa Grovhed. Da du lod denne føde Bog gaae i Trykken, dette fuldkomne Mynster paa liderlige Rim, fandt jeg saa stor Fornøyelse deri, at jeg tre til fire Gange var paa Luur efter at snappe dig, naar jeg svævet over dig i Skyerne; jeg brændte af Lyst til at belønne i denne dybe Boelig saa mange nyttige Misgierninger; men jeg har mærket, at det var rneere til min Fordeel, at lade dig endnu blive i Verden, hvor du skulde tiene Helvede med saa stor

13

Fremgang, og jeg er ret vreed, fordi at dit Løb er saa nær ved at endes i disse brændende Svælg. Jeg seer nok forud, hvad Tilflugt jeg vil komme til at savne i dig hos de Levende; men dog! jeg giver mig tilfreds; naar du nu er kommen over i vore Egne, saa skal alle Dievlenes Lexer gaae i Skole og lære hos dig, at de kand have nogen Nytte af dine Lærdomme. Jeg kand forsikre, saa sandt jeg er en rebelsk Overengel, at du skal være velkommen, og ret blive høyt agtet i den Rang, vi skylder dig iblant Indbyggerne i de evige Gløder. Og hvilken besynderlig Glæde vil det ikke blive for dig, at finde her den heele Rotte af dine Slags Lærte, at høre og beundre disse Guds Fiender ophøyede og berømte overalt i dine Værker, dernæst at see en Sværm af snilde Piger, som har fornøyet dig ved dit Aftens-Maaltid, og glimret paa Skuepladsen, en Mængde af Sang-Gudinderne som fører sig deres Foraar og Ungdom til Nytte, for dessnarere at reyse til mit dunkle Kongerige, imod Kejsers, Mercurii og St. Comi Villie; derefter skal du see den tilbedelseværdige Couvreus, denne forh.... Gudinde, som fik den yndigste Røgelse og Roes af dine Hænder, imens de Skindhellige nægtede hende den Ære at raadne i en Krog paa Kirkegaarden, disse søde Gienstande, hvis muntre Gebærder, rørende For-

14

tællinger, og fortryllende Røst drog Taarerne af Øynene paa de parisiske Dosmere, naar de vare blevne bevægede, brænder her af meere Hæftighed selv end de har foraarsaget andre, og udfører iblant os bedre de sørgelige Uroer. Naar du nu kommer i denne Boelig, saa vil jeg have, at vi ret laver vor Glæde see, for at helligholde denne vigtige Dag. Der skal blive lutter Bal oa Giestebud ved mit Hof; at Helvedes Ild skal blive en bestandig Glædes Ild.

For lang Tid siden har min Fureer ladet indrette et Pallads for dig, noget varmere, end Vellystens Slot, som er ved Siden af den evige Grube, hvor Vanini, Toland og deres Med-Skyldige ere. Der kand du bruge dine Indfald, og betragte langs igiennem de gnistrende Søer, de uroelige Floder, de svovlede Klipper, hvor der er ved Siden store Huler, og hundrede hylende Svælg. Denne Altan omkring paa Helvedes Aa-Bred, kand ret fornøye en Skribent, og er noget anderledes, end den mavre Udsigt fra den Bye og Søe, hvor Calvini Børn boer; og dersom din Guld-Tørst og Gierrighed følger dig lige indtil Tenas, saa skal du see Guldet der at flyde til din største Fornøyelse. Mammon polerer og bereeder det, og var du

15

endog den gierrigste Skygge, saa har han dog nok, at mætte dig med.

Imidlertid anmoder og opmuntrer jeg dig, min allerkiereste Ven, at forhærde bestandig dit onde Hierte, uden at tænke paa den ulykkelige Termin, hvor did din Alderdom nu iler. Husk kuns paa, at af Foragt over din gemeene Christen, vedligeholder en lært Mand, der har renset sig fra al Frygt og Haab, sin Rang indtil Enden, og maae for Velanstændigheds Skyld, leve som en Guds Fornægter, og døe som en Hund.

Det lader smukt at gaae Faren i Møde, naar man har din Alder, og bære sig ad som en dristig Seylings-Mand, som Torden og Lynild omringer, som trodser Himmelen, og leer og spotter med Havs-Nød. Bær ikke saadan en Nar, at efterabe den Kujon fra Normandien, som giorde et Testament, da han blev rørt af Fortrydelse og Anger over sin Lyst til at gaae paa Komedie, og rimede som a Kempis, dette uværdige Mindesmærke, ey heller som Ruffus, denne ringe Gienstand for det Had, der var bange for Helvede, og giorde Poenitense, ey heller som den Tosse la Fontaine, som døde ligesaa kujo- neeret.

16

Ach! hvad vilde vel disse forbausede Bander af forlorne Børn sige, som flyver bag efter dig, naar de faae deres gamle General, ved Dødens Porte at bedærve sine Laurbær-Krandse ved en hastig Frygt? Du seer vel, hvor dette vilde giøre mig ondt.

Saa skulde enhver i sær snart blive forskrækket; thi Frygt æder om sig, og min Rival skulde triumphere over dette philosophiske Parti, og ellers, hvordan vilde du vel blive forligt med denne Gud, som hævner evig? Kunde du faae ham til at glemme, ved Titusinde Aars Poenitense, saa mange forargelige Skrifter, som man har seet, du har udgivet, saa mange Bespottelser, saa megen Frekhed; men om han end raader dig til at omvende dig, og hvad han end maatte giøre for at faae dig dertil, saa vil du lyde mig ad, staae ham imod! betag hans Naade den Ære at pardonere dig. Enten han kalder dig, han tordner, eller truer, saa opvæk din Kraft, fordoble din Flid: bevæbne dit Hierte med en dobbel Kyrads imod Samvittighedens Nag, eller imod Naadens Lokke-Mad.

Men du seer nok, at det sikkerste er, at blive der, hvor Skiebnen indelukker dig. Der skand du altid med din ausoniske Dyrkelse pase ustraffet med den svage Lærdom.

17

Dit Navn skal ærefuld-giøre disse Sletter, disse Høye. Man skal sige hundrede Aar efter: Denne rolige Arv var tilforn den Vises Bolig, som altid streed imod Gud, som en vakker Helt, og som havde der sit Tøy-Huus, da han ved Skiebnens Drift blev kastet ind paa denne Aa-Bred, for ar giøre Dievelen til en stor og berømmelig Mand. Man skal gaae hen og betragte dette Tilflugts-Sted for Skribenternes Orakel, som naar man gik til Cume, til de andre underjordiske Stader, berømte ved en gammel Sybilles Tre-Fod, eller som man besøgte, ved de mapolitaniske Grændser, det vigtige Hvilestæd, hvor Virgilii Aske var lagt. Imidlertid lad nogle nedrige Fiender, som endog vil finde og forurolige dig i din Hermi, tage og eenlige Bolig, længe nok udsprede, at din Forstand nu forældes og forruftes, at dit ubrugelige og svækkede Pund forfalder hver Dag under Aarenes Iis, saa agt ikke disse støvede Insekter saa værdige, at du skulde knuse dem! og finder de endnu i dine Bøger, som ere saa berømte, enten noget, som er stiaalen af andre Skrifter, eller Bespottelser, eller falske Slutninger, saa brug en ædel Foragt imod deres Dnmdristighed, uden at raabe meere imod Vildfarelse. Lad disse misundelige Skolefuxe, disse Tolpere, som er beklikkede og besmurte med Hovmod og Dum-

18

hed, lad dem vide, at de skal ydmyg krybe for dine Fødder, frygte dig, beundre Sig, og tie; og at den, som har saa mange adskillige Gaver, en saa dyb og viid Geist, der kiender og raader endelig for Overeensstemmelsen, kan bestyre sine Afvigelser, og er fri i sine Urimeligheder, er skabt, for at regiere Pindus og hele Verden; bliv da ved, uden at bukke, dine mærkværdige Arbeyder! forød, som en Rasende, Løgn og Fabler, slaae! forvir! sønderbryd og kuldkast paa engang baade Christi Sæde-Lære, hans Templer og hans Love! Lad Helvede komme til at forundre sig derover, og lad endelig alle Dievle brøle af Fornøyelse ved Rygtet af dine Helte-Gierninger.

19

Den lærde Misundelse eller den landflygtige Kierlighed. Man roses af disse, man lastes af Hine.

20

Til

Frue Prel*.

Folk, som foragter denne Tids

bedragelige Røgelse, Røres ikke letteligen af de Dødeliges tørre Lovtaler.

21

Madame!

De har befalet mig et temmelig moysommeligt Arbeide, og som meget overstiger

mine Kræfter, va De har givet mig den Ordre, at lave mine Betænkninger trykke over

den lærde Misundelse.

Jeg er ikke saa selvklog, at jeg jo tydeligen seer de Klipper, som vil møde mig her og der, naar jeg vover mig ud paa det bedragelige Hav, hvor den menneskelige Forstand giør sig saa megen Umage; men for ikke at forsee mig imod den Ærbødighed, Madame! som man er Deres Rang og Fortjeneste skyldig, saa seer De dem her, saaledes som De kan vente dem at være af et ungt Menneske, der har kuns liden Oplysning og er ikke meget vandt til at omgaaes Verden. Den liden Kierlighed jeg har befundet i Hiertet paa vore Tiders Kloge, har bevæget mig til at vælge denne Materie.

Men det har behaget Deres Godhed, Madame! at forsikre mig paa, at De vilde

22

være mig Garant for den offentlige Lemfældighed, som man meget vil komme til at behøve, naar man læser mig; og see! Dette er den eeneste Aarsag, som giør, at jeg overtaler mig dertil, og som kan opmuntre mig, førend jeg begiver mig til Materien.

Skrive-Friheden kan blive Kilden til mange Laster, saavelsom til mange Dyder. Jeg tilstaaer vel, at den kan forskaffe Kongen en evig Ære, men den kand tillige indrente ham en retmæssig Misfornøyelse. Den kan frembringe Tusinde smukke Sager, men den kan ogsaa udskyde mange forgiftige Pille. Enhver Ting, som bliver en almindelig Klippe, hvorimod den offentlige Kierligheds Skyldigheder støder an, bringer fleere Farer, end Nytte med sig.

Neppe havde man, saa løselig hen, igiennemløbet den Kongelige Ordre, om Skrive-Friheden uden Censur, førend den Galenskab at blive Autor spillede i hver en Aars paa vore unge Folk. Enhver følte saa megen Egenkierlighed, at han paastod en Plads i Skadens Boglader; som man nu blev hendragen af denne frekke og nye Henrykkelse, saa sadt man sig for sit Skriver-Toy, trak sin Autor ud, denne lille søde Glut af sine Finger-Ender, og lod sig see iblant den store Mængde af Modens Skribenter.

Nu bleve Udraaberne skikkede ud, for at udfritte de offentlige Betænkninger, og

23

Kienderes Domme; man hørte snart det eene, snart det andet, men uden Nytte; den hidsige Egenkierlighed fik Magt over den beskiæmmede Fornuft, Forstanden faldt i Raserie, man lystrede ingen andre Ordre, end Indbildingens, og denne var forført ved den stærke smitsomme Syge, at see sig at blive Autor. I Staden saae man næssten lige saa mange Autorer, som Undersaattere, lige saa mange Skribentere, som Mennesker. De, som havde ingen Forstand selv, løb efter andres, og til al Ulykke, ikke opsnappede den, uden noget groveligen; men der maae koste hvad det vil; Autor skulde man være, og hvordan skulde man blive det?

Altsaa faae man overalt nye Skrifter at pippe frem, som vare naturlige Følger af den Letsindighed, hvormed man havde igiennemløbet det Kongelige Reskript. Denne Frihed aabnede da en deylig Anledning for de hemmelige Fiender, til ret at skiære hinanden. Man jog Kierlighed paa Flugt, og sadle i dens Sted lynende Piile af den skæandige Misundelse. Hvor det onde Hierte glædte sig over denne Anledning, som kildrede det saa meget.

Man gav sig ikkuns halv saa meget Tid til at sove, som man pleyede; en god Deel af Natten gik bort med at arbeyde paa disse søvnige Værker. De kom da for Lyset, disse ubetydelige Værker, og de bleve mestendeels fordømte til den velfortiente Skiebne, at ligge

24

ubrugelige i Bogladerne eller i Bogtrykkernes Drag-Kiste Skuffer. t

Men de, som kom frem, gjorde Ond nok, saa at alle havde Aarsag, at græmme sig derover. De alleruskyldigste Mennesker, de beste Mennesker var ikke i Sikkerhed for den onde Bagtalelses bidende Træk; man tog fat og sikkerlig hudflettede den meest prøvede Dyd, den meest bekiendte Ædelmodighed, den meest skinnende Menneskelighed. Vore Tiders Orakler, de meest erfarne Kiendere, forsvarede paa en ærekier Maade, de Kongelige Hensigter, og bleve fortrødne: de gode Folk sukkede derover, og de uværdige Autorer glædte sig hemmelig derover. Hvordan skulde man nu bære sig ad? Ulykken var giort, og det var saa seent, inden Lægedommen vilde yttre sig. Endelig kom den. De ædle Familier bleve eenige om, at ikke læse noget af alt det, man gav ud, enten det saa var ont eller got. De resolveerte til dette, formedelst de bedragelige Titler, som Bøgerne førte; men desverre! denne Lægedom var utilstrækkelig, saasom den strakte sig ikkuns til dem. Man fandt ingen Midler, som kunde helbrede den nysgierige Folkemængde; man seer altid enhver af dem med en nye Bog i Haanden, uden at finde paa Raad til at udrydde og aldeeles afskaffe disse forargelige og smitsomme Bøger. De daarlige unge Mennesker og de forfængelige iger kiøbte alletider et par Exemplarer, for

25

ikke aldeles at tabe Erindringen af disse smukke Sager. Imens denne almindelige Ulykke varede, taug Bogtrykkerne stille og lode Pressen gaae. Gandske faa opfyldte den Kongelige Ordre, og skeedte det, saa var det oftest bag efter. Samme Tid fulgte Fortrydelsen i Hælene paa den Forgift, man havde udøst; oftest udøste man den med fulde Hænder, endog i den Tanke, at man havde giort et Mesterstykke.

See Madame! dette var en Forblindelse af Egenkierlighed, dette var et Raserie af Sinds-Lidelserne; jeg gik hen, at besøge gode Folk, for at blive noget vis om alt det, jeg hørte sige.

Min Gud! hvilken Scene! Jeg saae Kierlighed, denne elskværdige Dronning i de sande Danske Hierter, bleg og affalden, nær ved at døe. Ved hendes Sider var den uskyldige Ærbarhed, Taarer og sorte Bekymringer fløy omkring disse to elskelige Personer, som i deres Mistrøstelse og Graad sende deres brændende Sukke til Himmelen, som igiennemboret mit Hierte.

Jeg nærmede mig til Kierligheden, at høre uogle vigtige Sandheder; thi jo meere Hiertet røres, Madame! jo meere vil det røres, naar man er nærværende ved den dybe Smertes sørgelige Majestæt. Hun sukkede og sagde; det er jo naturlig, at den offentlige Elendighed rører mig Hiertelig. Hidindtil har jeg vaaget over de retskafne Danskes Velgaaende; jeg har vedlige-

26

holdt den gode Forstaaelse, som er Sielen i Sælskaber, jeg har draget de skikkelige og fattige Familier af deres smertelige Elendighed ved de Velgjerninger, som jeg har ladet Uddeele ved min Datter, de seer der. (Hun kastede et Øye hen til Ærbarhed; det var den dybe Bedrøvelses og Smertes Øyekast.) Jeg har seet de smaa uskyldige Børn at voxe under mine Øyne som en Dag skulde lære den ubøyelige Verden, hvad Godhed, der ligger i i Ædelmodighed. Men nu ophører min Magt; man lukker næsten alle Hierter for mig. Min Nærværelse er modbydelig og kiedsommelig for dem, som vidste tilforn, at sætte den rette Priis paa mit Venskab. Jeg seer den danske Slægt svækket og vaklende, de æedelmodige Mennesker og de sande Ælskere af den svækkede Menneske-Kierlighed at være nær ved at opgive Aanden. Jeg seer den behagelige Foreening, som sammenbandt saa Hiertelig de beste Hierter, adsplidt og udslettet.

Saa mange Familier, misundelige den eene over den andens Fremgang, saa mange Hjerter lukte og utilgængelige for mig. De fattige gode Folk, som har saa megen Ret over de Riges Hierrer, lever, men hvordan? Det er paa eengang skiælvende og ynkværdige Been-Rader.

Deres Elendighed, som allene fører deres Sag, rører ingen Hjerter. Den Haardhed, som regierer i en Overmands Hierte, har endog besmittet de Dydiges Velgøreres Hierter, hos hvem jeg havde skaffet de Elendige en fri Adgang og en sikker Lindring; de Gode skiuler sig, for at være i Skiul for de Lastefuldes vilde Ondskab, som i vore Tider kuns antaster det menneskelige Kiøns sande Velgiørere. En skammelig og lært Misundelse behersker Hierterne, og giør vore

27

fordærvede Skribentere sindrige paa de Dydiges Regning.

De smukke Videnskaber, som før udgiorde Menneskers Ære, og som oplyste dem om deres vigtige pligter, er den vanslægtet til en fuldkommen Forglemmelse af disse samme pligter! Skal Lærdom ikke være uden en Aarsag meer til at bagtale Mennesker? Og skal det menneskelige Hiertes Ondskab være Bevæg-Aarsagen til alle Handlinger? En Ulyksalig forført af sine lastefulde Sinds-Lidelser, og hendragen ved en fordømt Lyst til at skade, skal et saadant Menneske ustraffet øve sin Ondskab, fordi han seer den almindelige Vey lukt for ham til at blive aabenbaret?

Ney, jeg vil forbinde mig med min Veninde, Samvittigheden, vi skal fordoble vore Kræfter, vi skal anrette vor Pine-Bænk for alle de Lastefulde, og Samvittigheds-Nag, bittre Samvittigheds-Nag skal blive deres Forfølgere og vores Ansvar. De skal ikke undgaae denne guddommelige Spions klarseende Øye, og Helvede selv skal ikke skiule dem for vores Undersøgelser; Her taug hun stille, og bittre Taarer fulgte paa denne bedrøvede og mørke Taushed.

Menneskers Daarlighed har aldrig fremskinnet med større Magt, end i Anledning af Skrivefriheden, og see! dette bringer os til at sige, at Menneske-Kierlighed er Landflygtig i Henseende til den store Ondskab man har market i de nye Skrifter, iblant os.

Nu vil vi vende os til de lærde Folk; man maae iagttage, at ved lærde Folk forstaaer jeg alle de, som har studeret.

Vi vil, det naturligste muelig, give et Skilderie paa disse Folk, og vi vil sætte den

28

Iver tilside, som burde være du fornemste i deres Bestræbelser, men hvilken de lægger bort fra sig og taber aldeles af Sigte, fra det Øyeblik af, naar de giør sig den smukke Project at opkaste sig til Autorer. Da Egenkierlighed er det fornemste i den Drift vore slette Skribentere føler til at skrive, saa er ligeledes Misundelsen Bevæg-Aarsag til deres Skrifter. Der er naturlig, at længe førend Skrive-Friheden blev bekiendt, har de havt i Sinde, at lade deres elendige Tanker komme for Lyset, for at oprette sig den formeente Skam, som de har fordøyet, ved at giennemlæse de gode Skribenteres Tanker, da Censuren var en Hindring i, at disse skiønne Phenomena ikke kom for Lyset, saa maatte man tie, indtil der vilde yttre sig saa gunstig en Leytighed, at man kunde drage disse lærte Luft-Tegn frem af deres Intet. Og see! denne forønskte Leylighed yttrer sig.

Altsaa da man nu vilde vise hvem man var, vilde man ogsaa vise hvad man formaaede. Man vilde hevne sig paa nogle vigtige og nyttige Sandheder, ved at udraabe overalt en ækkel Slidder-Sladder af Daarligheder og Laster, som man havde den Snedighed, at besmykke med Titteler, beqvemme til at faae Daarer til at kiøbe dem. Bogladerne vrimler og er fulde endnu af disse vore smaa Skribenteres Misfostere, uagtet den store Mængde, man har brændt af dem. See!

29

saadan resonneerte man ongefær, imens dette lærte Raserie varede, som næesten befængte alle, og som endnu ikke gandste er forbie: Hvad! skal vi taale den Formastelse, hvormed vore Lærte saa lang Tid har ustraffer misvrugt Skrivefriheden. Hvis man i det mindste havde skimtet en Smule Ædruelighed, Sparsomhed og Ophold; Ney— Værk paa Værk! Bog paa Bog, og alt dette uden Varsomhed, uden Sparsomhed, uden Ende. Snart saae man en Vand-Flod af Bøger in Quarto, snart en Sverm af Bøger in Folio, og snart en Yngel af Bøger in Ottavo. Man holde aldrig op med dette evige Kyrie. Det var som et smitsom Raserie at skrive iblant vore Lærde, og til al Ulykke for dem, ved hver Linie blev deres Egenkierlighed ydmyget, deres Fornuft beskiæmmet, saasom deres Forstand, som løb over Hals og Hoved efter behagelig Stiil og Udtryk, traf som oftest kuns den tørre Skal af nogle gemeene og ækle Sandheder. Pressen blev skamfuld over at rulle over slige Elendigheder; men lad gaae! man maatte mætte Forfængeligheden, denne ærtz Vielfras. Men nu omstunder kan vi forhøye vore Boghandleres Skønhed ved de lekkre Værke paa vor Facon; og saadanne ildeanbragte Raissonnements, som ækler ethver fornuftig Menneskes Hierte. Paa Troe og Love af disse sminkede Elendigheder, som vanærer nu omstunder Præsterne, giorde man sig til Autor med saa

30

stor Henrykkelse, som en ung Pige, der første Gang i sit Liv betragter sig i Speyler. Man hørte fra alle Kanter: Lad os skrive! lad os raisonnere! lad os tænke: Det er just Uordenen, som giøe den smukkeste Orden iblant vore smaa Hoveder. De Fornuftige slutter altid bag efter. Dersom man havde Forstand nok til at være Autor, saa skulde man dog ikke saa aldeles glemme den, at man skulde giøre sig dertil. Naar man ikke er det, er man i Sikkerhed, og i Skiul for al aabenbare foragtende Dadel. Men at recommendere vore unge Ufornuftige, det er at rive dem fra Livet den væsentlige Deel af deres lærte Glæde. Dersom en af vore sindrige Skiønheder siger til en af vore unge Skribentere: Min Herre! det er Dem, det er uden Tvivl Dem, som er Autor til den smukke Piece *. Hvor blev vor unge Autor henrykt og ude fra sig selv af Glæde. Han skulde ikke ruske dette herlige Øyeblik bort for alle dem, hvor Pigernes Uskyldighed er i en grumme Knibe. Hvilken Fald tager ikke hans Forstand! hvilken Skytlen af Forfængelighed! hvilke Spring af Selvklogskab i diste forføriske Øyeblikke? Endelig! hvilken Glæde at være Autor! og Fruentimmer Lovtalen, forødk paa alle Kanter, paa disse Folk, som trænger og er sulten efter Ros, tiener til Pas for denne grove Forfængelighed, at oprette sig til Autor. En Lovtale af dette nedrige Slags, kaster den frugt-

31

bare Sæd af lært Misundelse i deres Forstand. Den Lyst, at udslette de sande Lærte, og at sværte deres Fortieneste ved det ækle Skum af deres abgebrokne Tanker, holder deres forrykte Hierne i en idelig Giæring.

Disse smaa Aurores troer al Roes ilde anbragt, og al Røgelse spildt, hvis det Publikes Forstand ikke har deres hvis det Publikes Forstand ikke har deres ækle Værker til Alter.

Ved Synet af et Værk, som forsøger at tilintetgiøre Forfængeligheden, skrumper de Deres Øynebryne, og giver et Skrig af sig af Medlidenhed og Selvklogskab, for at tilfredsstille den Uroe, som Misundelsen opvækker i Enden paa alle deres Fingre.

Saasom de, i Grunden af deres Fornuft, ere overbeviste om, at alt hvad de frembringer, opvækker med Rette fornuftige Folkes Foragt og den slette Pøbels Ækkelhed, saa fatter de sig med Hander og Fodder imod alt det, som er fornuftigt, grundigt og nyttigt.

Det er vore gode Skribentere, som ere dem de største Anstøds-Steene.

De udgyder den forgiftige Slim paa Papiret, som avles i deres støvede Hierne, langt fra ey i den Hensigt, at forbedre Verden, men vel at oprøre den, at ækle den, at plage den ved en Læsning, som har ingen anden Øyemaal end den Ondskab, at sønderrive smukke Folk, og tage fat paa uskyldige

32

Mennesker, som er dem en Forargelses Anledning.

Saasom jeg har giort vore Modens Smaa-Skribentere kiendelige nok, og som Erindringen om disse Folk lader efter sig, i min Forstand, en stor Ækkelhed, ungefær som naar man rører ved stinkne Aadsler, saa haster jeg at ende mine Tanker, og efterlader til dem, som ere mindre ækle, endog Skilderiet paa vore Modens elendige Skribentere, for reent at fuldende det.